Please wake up..

[Deleted]

Selvom det var meningen at han skulle berolige hende, så måtte Yasmya erkende at han kun gjorde hende mere urolig. Der var noget som han undlod at fortælle hende, det kunne hun sige selv efter alle de år hvor de havde været adskilt, man kunne jo ikke engang sige at de var sammen som sådan. Han havde lovet at flytte hjem til hende, gøre et forsøg med hende og Emanuel, hvilket hun glædede sig til. Træt lagde hun hovedet på hans skulder og betragtede hans hals der var lettere rød efter hun havde forsøgt at gnave sig gennem kødet selv uden tænder, hvilket ikke var lykkedes særlig godt. Det skabte kun en yderligere uro i hende, at hun ikke kunne få lov til at sætte tænderne i hans hals og mærke ham som sin, også fordi.. han stank stadig langt væk fra Camryn. ”Det har vi,” medgav hun en kende træt, selvom hun allerede havde sovet en hel del. Hun troede at han mente med henblik på de mange nye ting som hun skulle vænne sig til, i særdeleshed blodet, hun overvejede slet ikke tanken om at hun ikke kunne blive i Procias længere. Det hjalp lidt at hvile tæt ind til ham og vide at hun prægede ham med sin duft, men hun følte sig stadig magtesløs når hun ikke var i stand til at bide. De gennemsigtige tårer trillede ned over hendes kinder. Det var så ualmindeligt koldt, hun kunne mærke at hun skælvede hvilket ikke var underligt for hun var trods alt døende. ”Jamen.. jeg, kan ikke vente, Jacques,” hviskede hun lidt skræmt over sin egen reaktion, hun havde aldrig følt så stort et begær efter noget, som hun gjorde for at bide ham i øjeblikket. Det hjalp lidt at han tilbød hende sin håndled. Hun tog fat om det og satte sig fast kun for at begynde at suge. Hun kunne jo ikke sætte tænderne i, men det hjalp lidt at sidde og gumle i det blege kød, og samtidig føle en smule varme ved at lade blodet flyde ned i svælget også selvom det ikke smagte særlig godt. Hun kunne ikke lade være. Det var bestemt med stor modvilje at hun gav slip på hans håndled. I lange sekunder stirrede hun efter håndleddet som var det et barns slikkepind som netop var blevet taget fra det. ”Jeg vil have mere.. jeg er nødt til at have mere,” klynkede hun bedende og lod panden møde hans bryst. Blodet fik hende til at føle sig lidt mere behagelig til mode end ellers, hun frøs ikke nær så meget mere, og hun følte sig en smule stærkere end hun havde gjort for bare et lille øjeblik siden, men det var ikke nok! Hun var tørstig efter mere og det stod også tydeligt ud af hendes øjne. Duften fra hans hals var stærk. Det var ikke fordi sulten prægede hende mere, men hun længtes virkelig efter at få mere.. Blikket hævede hun en smule og tog hans hals i betragtning, før hun lænede sig frem og langsomt kyssede den med søde kys, blot for at smage på den salte hud. Hun lukkede øjnene og følte næsten blodet løbe under hendes læber selv under hans hud, hvilket var fantastisk!

[Deleted]

Jacques havde frygtelig mange ting i tankerne, som han var nødt til at tænke igennem, også mest for sin egen skyld, for han vidste, at dette vendte op og ned på det hele. Han ønskede lige nu bare at gøre Yasmya så rolig som muligt, og helst uden at give hende alt for meget at tænke på, for det var vidst rigeligt, som det måtte være i forvejen. Han nikkede stille, også selvom han næsten kunne gætte sig til, at hun ikke rigtigt vidste hvad det var han var henvendt til, hvad dette angik, for de ville ikke kunne blive i Procias efter alt dette. Han vidste at han havde sat sin far og Marius på et gevaldigt stykke overarbejde, hvilket han jo faktisk var ked af. ”Vi finder ud af det hele. Vi har hinanden,” sagde han med en rolig stemme, også fordi at det jo var ord, som han faktisk måtte mene. Han kyssede let hendes pande, som han lod hende hvile tæt ind mod sig, også fordi at han godt kunne lide, at hun viste ham den fortrolighed ved at lægge sig ind mod ham. Han trak svagt på smilebåndet. Hendes brændende ønske om at markere ham, kunne næsten lyde som han var hendes mage, og det var uden tvivl en tanke som glædede ham! For.. hun var jo trods alt også hans. ”Så snart dine tænder kommer, så skal du få lov til at gøre det, lige så tosset, du har lyst til,” lovede han hende med en rolig stemme. At lade hende tage af hans håndled, var egentlig bare for at give hende lidt i maven, og samtidig finde ud af, hvor grænserne for sult måtte gå. Selvom han følte sig nødsaget til at stoppe hende, inden hun ville ende med at tømme ham, da han også var den eneste som kunne tage en direkte kontrol over hende. Han ville ikke snakke med hende lige nu omkring deres livssituation, for det var noget som han følte, at han var nødt til at have hjælp til, og det var bestemt heller ikke fordi at det gjorde det meget nemmere for ham af den grund. ”Du skal nok få noget mere, min kære..” Han hævede blikket, for at se om han eventuelt kunne fange en vagt med blikket. Han bed tænderne med en anelse sammen som han lagde hånden over hendes øre og trykkede hende ind mod sig, idet han hævede stemmen, for at kalde en vagt til sig. Han vidste at han var fri til at gå, som han ville, men det var slet ikke fordi at han ønskede at efterlade hende sådan som hun havde det, også fordi at han kunne se at hun havde det skidt med det hele. ”Hvad?” mumlede vagten med en tydelig irriterende mine. Jacques sendte ham en fast mine. ”Bring mig nogle flasker blod,” bad han med en kortfattet tone, for tanken alene om den måde at blive snakket til, var noget som irriterede ham noget så grænseløst! Han blev siddende og så til at vagten valgte at forlade dem, hvilket også var noget som passede ham fint, inden han igen vendte blikket i retningen af Yasmya. ”Snart får du mere,” lovede han. Det var måske ikke hans blod, men noget var da bedre end ingenting.

[Deleted]

De mange konsekvenser af dette var slet ikke gået op for Yasmya endnu. Det eneste hun havde i tankerne var en irriterende sult som hun ikke var i stand til at stille og en frustration uden lige over at hun ikke kunne bide ham endnu. Emanuel skænkede hun ikke en tanke og det havde intet at gøre med egoisme, hun vidste jo bare at der altid var nogle til at tage hånd om deres lille dreng når de ikke selv var. Når det var sagt så formåede Mattheus at gøre hende lidt urolig. Hun sank en klump og nikkede en kende tavst. ”Det har vi.. heldigvis,” medgav hun. Selvom det måske ikke lød sådan, så var det en kæmpe trøst for hendes del. Hun puttede sig godt ind til ham. Det var lettere at abstrahere fra lydene end før, men det skar hende stadig dybt ind i øregangen når nogle gik eller lavede andre lyde. Hun vidste ikke hvor lang tid der ville gå inden tænderne ville begynde at komme, men lige nu var det eneste hun kunne tænke på at få lov til at bide ham. Næsten opgivende slog hun panden ind mod hans skulder, og knyttede næverne omkring hans klæder næsten som var hun bange for at han ville forsvinde hvis hun løsnede grebet det mindste. ”Hvor lang tid vil der gå? Det er fortærende, Jacques,” erkendte hun næsten knust også selvom hun var lykkelig for at have ham. De havde besluttet sig for at give det hele en chance hvilket hun var glad for, men det var ikke ligefrem den start hun havde forventet at få på det hele. Hun nikkede lysløst til hans ord og skar kun en grimasse da han i stedet valgte at tilkalde en af vagterne med ordre om mad. Sulten var stadig ikke forsvundet, men hun måtte erkende at hun i højere grad havde lyst til at drikke af ham, hvilket selvfølgelig var umuligt. ”Det her kommer til at kræve tilvænning,” mumlede hun træt. Det kunne ikke passe, hun havde for pokker været ude i frygtelig lang tid, men måske det var trættende for kroppen at gennemgå den store forvandling der jo faktisk forsagede hendes død. Igen trak hun sig lidt fra ham, for at lade de forvirrede, grønne øjne glide i hans. Hun hævede en skælvende hånd og strøg hans kind med et blidt kærtegn. Man kunne sige meget, men om ikke andet så havde hun ham, og det var noget som hun havde ønsket sig gennem mange år. Det var ikke så skidt at det ikke var godt for noget. ”Jeg er glad for at du er okay,” sagde hun dæmpet. De var begge i live, så der kunne vel ikke gå lang tid, før de kunne blive løsladt og slå sig ned med deres søn?

[Deleted]

Konsekvenserne af dette var stort, og Jacques vidste det, selvom han naturligvis ikke ønskede at overdynge Yasmya med det hele på en gang. Lige nu priste han sig bare lykkelig for at hun var vågen, for hendes blod havde uden tvivl været ham en stor hjælp, men selv han var tydeligt påvirket af brand, slag og nærmest tortur i det som havde været hans gamle hjem. Han sukkede ganske let, og lod hende hvile tæt ind mod sig, for det var noget som gjorde ham rolig. Blikket gled roligt mod hendes skikkelse, som han lod hende hvile mod hans skulder. Selv holdt han tæppet godt omkring hende, så hun havde det at gemme sig lidt i. ”Nemlig.. Og det er det vigtigste,” påpegede han med en rolig stemme. Han hævede hånden og strøg den mod hendes kind. Han smilede let for sig selv. ”Der vil nok gå et par dage endnu, min skat..” sagde han let tænkende. Dette var måske ikke det som han havde den største styr på, men det at hun var vågnet, var det vigtigste. Lige netop nu var det heller ikke ligefrem Emanuel som han skænkede den største tanke, for han vidste, at der var mere end rigeligt af folk omkring ham, som kunne passe på ham, og det var nok også det som de skulle være frygtelig glad for nu. Selvom han hævede stemmen, for at få vagten til at hente blod, så var det skam også kun fordi at han selv ikke havde lyst til at forlade hende, og skulle han være helt ærlig, så tvivlede han faktisk temmelig grumt på, at det var noget som han havde lov til at gøre, nu hvor de stod til en udvisning begge to – hende for at være omdøbt, og ham for at omdøbe, også selvom han virkelig ikke havde set noget andet alternativ i den situation. Det ville uden tvivl komme til at kræve sit af hende, og det vidste han godt, og han ønskede naturligvis også at hun skulle have det så godt som muligt, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i det store og hele. Han sukkede ganske let. Han håbede virkelig på at det var noget som hun ville kunne klare, for ellers vidste han slet ikke hvad han skulle gøre ved det, og den tanke kunne han slet ikke have noget med at gøre. ”Jeg skal nok hjælpe dig med det hele., kæreste. Di får ikke lov til at stå alene med det,” lovede han med en rolig stemme. De var begge okay, også selvom han var det, udelukkende på grund af hende, at han havde det godt, hvilket han naturligvis var glad for. Han strøg kinden let mod hendes pande. ”Så lang tid vi har hinanden, der hvor vi også ender bagefter, så er jeg glad og tilfreds, Yasmya,” sagde han med en rolig stemme.

[Deleted]

Lige nu var Yasmya ret sikker på at hun ikke var i stand til at håndtere meget andet end den forandring hendes krop gennemgik, det var jo ikke så lidt igen. Hendes hjerte bankede ikke længere, hun var død og det var et spørgsmål om tid inden hendes hud ville blive kold og bleg. Gummerne kløede, tænderne var på vej hvilket hun var glad for, for det var frustrerende ikke at have mulighed for at sætte dem i Jacques’ hals når hun så brændende ønskede at markere ham som sin. Hun nikkede tavst til hans ord. Selvfølgelig var det vigtigt at de havde hinanden, men det havde de jo ikke haft i mange år, så hun vidste ikke rigtigt hvad hun kunne forvendte sig af det. Kinden vendte hun mod hans kærtegn og spandt næsten kælent ved det blide strøg. Det var rart at vide at han var der, hun havde manglet ham i mange år. Dog havde hun ikke ligefrem forventet at hun en dag skulle omgøres og slet ikke af ham. ”Jeg er ikke sikker på at jeg kan vente så længe,” erkendte hun en kende sammenbidt. De mange vagter var begyndt at løbe for at finde mad efter Jacques havde hævet stemmen og det generede i allerhøjeste grad hendes øregange. Hun hvæsede en kende irriteret af dem, også selvom hun hurtigt holdt hånden op for munde, det havde ikke været meningen. Det ville nok tage et stykke tid til at vænne sig til det hele, men det måtte hun nu tage med. ”Jeg tror på dig,” svarede hun efter en kortere vurdering. Han ville ikke lade hende i stikken igen, det nægtede hun at tro på, ikke når de havde været så meget igennem og nu havde mulighed for at genoptage det hele. Armene lagde hun omkring hans liv og trykkede sig ind til ham nu hvor han var det eneste sted hun kunne søge tryghed. Dog formåede hans ord igen at gøre hende lidt urolig. Hun så op på ham med uforstående øjne og et forvirret blik. ”Hvor vi end ender? Jeg forstår ikke.. jeg mente bar eat jeg var glad for at du var okay efter branden,” tilføjede hun forvirret. Troede han at hun ville tage nogle steder? De havde trods alt stadig lille Emanuel og han hørte til her i Procias såvel som hun selv gjorde.. og Jacques for den sags skyld. Hun rystede på hovedet, det var nok bare hende som overreagerede lidt på baggrund af en misforståelse, og det var heller ikke meningen, det var bare sådan hun havde forstået det. ”Hvornår kommer det blod?” spurgte hun lidt utålmodigt, for hun kunne ikke sidde og gnave i Jacques til evig tid selvom det uden tvivl var fristende.

[Deleted]

Lige helt præcist hvordan forvandlingen ville komme til at foregå, havde Jacques faktisk ikke den største anelse om, for han have aldrig nogensinde været ude for at skulle sidde i denne situation, som det han gjorde lige nu. Han var nu alligevel bare glad for, at hun var endt med at vågne op, så de igen kunne have hinanden, da det uden tvivl også var noget af det, som han selv måtte anse som det vigtigste – ingen tvivl om det. Nu hvor de havde hinanden, så var han overbevist om, at det hele nok skulle gå, også selvom dette bestemt ikke ligefrem kunne siges, at være en situation, som de ville få synderlig meget ud af lige nu, for de ville sidde her, frem til mændene havde fundet et sted i Manjarno de kunne være. Han vidste at Marius og Jason kæmpede for at finde det bedste, og det var han naturligvis glad for. Han strøg hendes kind ganske let, også mest for at holde hende rolig, for det var vigtigt. ”Det er jeg bange for at du er nødt til. Det er ovre hurtigere end du aner,” sagde han roligt. Blodet skulle nok komme, og nu hvor han havde sendt vagterne ud efter det, så kunne han også sidde her i ro og mag med Yasmya og hjælpe hende så meget igennem det, som han nu kunne. Dette ville kraftigt komme til at gå ud over Emauel, og det var en tanke som faktisk gjorde ham ked af det, for de havde langt om længe fået knægten tilbage, og.. nu skulle de til at miste ham igen? I den forstand, at han ville være i det ene land, og dem i det andet naturligvis, for han regnede bestemt ikke med at de ville miste ham for alvor. ”Godt,” hviskede han roligt, idet han roligt kyssede hendes pande. De mange lyde ville hun lige så vænne sig til, samtidig med at være kold og… død. Den blege farve måtte han nu erkende klædte hende, men det var sikkert nok bare vampyren i ham som snakket og talte for sig. Det var slet ikke hans mening at gøre hende urolig eller forvirret, men Procias var ikke et land og rige, som de kunne forblive i som det var lige nu. Han rystede let på hovedet. ”Vi har hinanden og.. jeg klarede mig igennem branden. Den giver bare stadig ikke mening for mig, Yasmya. Det er bare… du ved.. Reglerne i Procias.. Ingen af os kan blive her..” forklarede han videre. Han kunne vel lige så godt prøve? Hun var sulten, og han ønskede selvfølgelig at mætte hende. I det at hun sagde det, kom en vagt med en flaske i hver hånd. Han knælede ved cellen og skubbede dem igennem. Han ville ikke nyde noget af at komme tæt på dem. Jacques nikkede kort og surt mod ham, inden han tog den ene, og fik den op. ”Her min kære,” sagde han endeligt.

[Deleted]

Yasmya bebrejdede på ingen måde Jacques for at have omgjort hende. Det eneste hun havde ønslket, var at give ham sit blod så han selv ville overleve fordi tanken om at miste ham var ubærlig. Det at han havde forsøgt at omgjorde hende, beviste jo kun at han havde gjort sig de samme tanker og hun havde stadig mulighed for at være mor for sin søn, desuden så havde det at være engel, ikke været det samme siden MAlisha havde taget hendes vinger og dermed atter skjult hendes tilhørssted. Nu havde hun et igen og hun frygtede ikke vampyrerne, hun var blot blevet en af dem. Lige nu var det dog ikke synderlig behageligt. Hun trykkede sig ind til ham, det var lige før man næsten skulle tro at hun forsøgte sig at grave sig helt ind i ham for at finde den ro og den hvile som hun havde brug for. Kroppen gennemgik en stor forandring, og den slog hende ihjel… langsomt hvilket selvfølgelig var meningen. Hendes hår var blevet lysere og hendes hud blegere. Hun kunne ikke se sig selv, men hun overvejede ikke om at var noget som klædte hende eller ej. Tænderne bed hun fast sammen. Uden at svare stirrede hun blot på hans hals, og lod en finger følge den dybe blodårer som kunne ses. Hvor ville hun dog ønske at de dage ville gå stærkt! Øjnene spærrede hun en kende op da han ledte ind på deres nyelige problem som hun selvfølgelig ikke havde skænket en tanke. En pludselig klump satte sig i halsen, for hun kunne ikke fjerne Emanuel fra lyset og hun havde ej heller lyst til selv at skulle forlade det efter de mange år. ”Jacques.. du har været en del af lyset siden du var ganske lille og det samme har jeg. Jeg er sikker på at Silia og Gabriel vil lade os blive, de ved jo at vi ikke ønsker at gøre nogle ondt. Desuden kan vi ikke tage Emanuel væk fra lyset, det vil jeg ikke,” svarede hun lidt bestemt. Det var en farlig verden derude, det havde hun følt på egen krop mere end en gang, og det var ikke noget som hun ville byde sin knægt! Lettet åndede hun op da vagten langt om længe kom med blodet og trillede dem forsigtigt hen til dem. Hun satte sig mere op og så på flasken med direkte sultne øjne som havde det været bytte, og tog imod den da han rakte hende den. Uden at tøve førte hun det til læberne og drak det lune blod hvis smag var.. Ganske forfærdelig faktisk. Hun rynkede på panden men blev ved med at drikke selvom smagen var grim. Små dråber blod gled ved siden af og løb ned over de blege kinder i hendes iver.

[Deleted]

Jacques vidste godt at modstanden mod dem, havde været forbandet hård. Sammen havde de jo efterhånden været igennem frygtelig mange ting, og det var noget som naturligvis også ville gøre sit for deres vedkommende. Han sukkede dæmpet. Den nye problematik med at de var nødt til at finde et hjem udenfor Procias, var han bestemt heller ikke begejstret for, men det havde været det eller miste Yasmya, og så havde valget egentlig heller ikke været særlig svært igen, hvilket naturligvis også var noget som gjorde sit for hans vedkommende. Dagene skulle nok gå hurtigere end hun anede det, om han så skulle sidde her med hende frem til da, så var det noget som han gjorde. Han lod hende sidde helt ind mod ham, også selvom han vidste, at den varme desværre ikke var noget som kunne findes bare sådan uden videre, så var der ikke rigtigt noget som man kunne gøre ved det, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han kyssede roligt hendes pande. Det var slet ikke hans mening at gøre hende urolig eller noget lignende, men det var sådan landet lå for dem. At hun selv tydeligt var påvirket af hvad han fortalte hende, beviste jo blot at det var noget som selv ikke hun var ligeglad med. Han rystede på hovedet. ”Vi kan ikke blive her..” sagde han med en dæmpet stemme, for han løj bestemt ikke for hende. ”Jeg brød loven ved at bide en anden, og nydøbte er farlige.. Vi kan ikke blive her.. Din far og min, leder efter et sted vi kan være tæt på Procias’ grænsemur, så vi ikke er helt væk hjemmefra. Vi har begge været en del af lyset siden vi var helt små.. Jeg blev trods alt selv født her. Gabriel og Silia kan ikke lade os blive.. Og nej. Jeg ønsker ikke at rive Emanuel herfra. Jeg overvejer at spørge din far, om han kan tage sig af ham,” sagde han med en rolig stemme. Han havde jo tænkt meget i den tid hvor Yasmya stort set havde ligget død i hans arme, for det var jo frygtelig mange ting som man nu skulle til at have styr på, og han gjorde det jo mere end glædeligt for han elskede jo sin kære lille familie. Han lod hende tage flasken med blod, også selvom han tydeligt kunne se at hun var ivrig efter at fylde maven. Han smilede svagt for sig selv. ”Drik endelig,” sagde han med en dæmpet stemme. Han vidste slet ikke hvordan han ellers skulle reagere. Det hele var jo bare endnu en gang et kæmpe kaos, og det gavnede bestemt heller ikke ligefrem nogen af dem.

[Deleted]

Yasmya var slet ikke sikker på at hun kunne tage meget mere modstand for de havde været virkelig meget igennem i løbet af ganske kort tid. Var lidt fred for meget at forlange? Det ville tage hende lang tid at vænne sig til dette, og hun ville nok uanset ikke være i stand til at finde megen ro, før hun kunne få lov til at sætte tænderne i ham. Den længsel i hende var så dyb så det at skulle vente dage frustrerede hende. De mange konsekvenser havde hun endnu ikke overvejet, i hendes øjne skulle hun jo bare gennem denne forvandling go så kunne de tage hjem.. Det var dog en naiv tanke eftersom hun udmærket vidste at de nyfødte var ukontrollerede, hun kunne jo mærke det på sin sult.. Hvis det havde været fordi at vagterne var på den anden side af tremmerne, så havde hun heller ikke kunnet love for at hun ikke ville sætte tænderne i dem. Jacques tog lidt mere af hendes opmærksomhed på det punkt. Hun snak en klump også selvom hun endte med at trække sig lidt fra ham. Han kunne ikke mene at hun skulle forlade Procias! Silia ville lade dem blive det var hun overbevist om! For lange sekunder stirrede hun bare forvirret og lod tankerne passere. Hun kunne ikke lade være med at føle sig lidt fornærmet over at han havde taget alle de beslutninger uden at snakke med hende om det først. ”Har du overhovedet forsøgt at snakke med Silia og Gabriel om det? Jeg er sikker på at der findes en anden løsning. Jeg har ikke lyst til at bo i Manjarno,” erkendte hun lidt oprevet. Det kunne vel heller ikke komme som et chok for ham? Hun tog sig til hovedet. Trætheden slog lidt ind, det var heller ikke helt uanstrengt for kroppen at gennemgå den store forvandling og det kunne hun mørke. ”Jeg.. Jacques vi kan ikke bare overlade vores søn til en anden, han er vores ansvar!” udbrød hun nærmest forfærdet. Hun kunne ikke undvære sin søn, det kunne hun ikke! Heller ikke selvom hun stolede fuldt ud på sin far og vidste at han ville tage sig godt af ham, det havde han jo gjort i mange år forinden. I et forsøg på at samle tankerne lidt hældede hun blodet i sig med en underlig form for velbehag også selvom det ikke smagte af meget andet end jern. Varmen bredte sig lidt hende ved at modtage næringen, men det gjorde hende om muligt kun mere træt nu hvor hun var lidt mere afslappet. Hun sank flasken og slikkede sig om munden for at fange de sidste dråber også selvom meget af det var løbet ned over hendes hals og kinder uden at det var noget som hun selv bed sig synderligt fast i.

[Deleted]

Jacques havde virkelig brug for ro og fred efterhånden, også selvom det tydeligt var oplagt ikke noget som han bare kunne få som han ville have det, og det var en tanke som naturligvis frustrerede ham mere end det måtte gavne. Det var hans skyld, at de sad i den situation som de gjorde i denne stund, og han vidste det jo godt, for han havde bidt og omgjort, selvom det var enten det, eller døden til følge, og det var han slet ikke det mindste interesseret i på nogen som helst måde i det hele taget. At lade hende vide hvordan tingene hang sammen, var egentlig noget som han selv synes var for tidligt, sådan som hun havde det nu om dage, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde tingene meget bedre for hans vedkommende. Han vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang og med den mere varsomme mine. At snakke med Silia og Gabriel om det, ville ikke ændre noget som helst, hvilket han vidste, og det var noget som han håbede at hun ville forstå. Han sukkede let. Han forstod skam godt, at det var svært for hende at skulle tænke rationelt lige nu, og det var noget som han skam havde den fulde forståelse for, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det nemmere for hans vedkommende. ”Jeg forstår godt, at det er svært for dig at forstå og respektere, Yasmya, men regler og lov, er desværre regler og lov, og vi kan ikke blive her længere.. Det er ikke nødvendigt at snakke med dem.. De kan intet gøre, uden selv at gøre forskel på folk, og det er ikke meningen..” Han vendte blikket mod hende. Han havde selv ikke særlig meget lyst til at forlade stedet her, for det havde været hans hjem siden han var blevet født og tanken om at skulle forlade det, var uden tvivl en tanke som direkte knuste ham. Han himlede let med øjnene og vendte blikket mod hende endnu en gang og med et svagt suk. Han brød sig ikke om at se hende på den måde. ”Jeg har heller ikke lyst til at efterlade ham ved nogen som helst. Jeg stoler på din far, når det kommer til vores dejlige dreng, men.. jeg kan prøve at sætte det i et andet perspektiv for dig; Vores søn er delpart engel.. Hvordan tror du, at du som nyfødt vampyr vil have det omkring ham..?” spurgte han med et håb om at det ville give hende bare en lidt større forståelse for det. Han vidste at dette satte deres fædre på arbejde, hvilket han nærmest havde det skidt med, men.. han måtte jo gøre et eller andet.

[Deleted]

De havde alle brug for fred, men det var ikke noget som bare kom! Yasmya var ikke ked af at have ofret sig selv for Jacques skyld, det beviste vel bare hvor meget hun elskede ham, selv efter alle de år? Det eneste hun var ked af nu, var at det skulle gå ud over deres lille knægt, desuden så havde hun slet ikke i lyst til at forlade Procias! Hun så op i hans blik, og kunne ikke lade være med at blive vred over hvor let han tog på det. De skulle forlade det sted som hun anså for at være hendes hjem, det eneste sted hun nogensinde havde fundet trygt og det var vel heller ikke underligt? ”Svært for mig at forstå? Vampyrer har fået lov til at leve her før, Jacques! Landet er fuld af dvasianske væsner, og Silia og Gabriel kender os, de ville forstå det,” forsøgte hun en kende desperat og trak sig en smule fra hans favn. Det var mere end hun kunne have i hovedet oven i den forvandling og forandring hendes krop gennemgik. En tårer strøg ned af hendes kind – fuldkommen blodrød og efterlod et langt spor ned af hagen. Det var et hurtigt og tydeligt tegn på at hun engledelen i hende var død og i stedet erstattet med det koldblodige væsen. Hans ord fik hende til at se op på ham. Hun havde en enorm klump i halsen. Han havde ret.. hvorfor havde hun aldrig tænkt sådan på det? Hun ville sætte deres søn i farer konstant, og hun ville jo ikke gøre ham ondt. ”Jeg stoler på min far, men det betyder ikke at jeg har lyst til at efterlade min søn i hans varetægt og bare rejse fra ham!” udbrød hun lidt hidsigt. Det var ikke så meget ham hun var sur på, det var hele tanken om at hun som mor ikke kunne være i nærheden af sin egen søn.. hvilken mor gjorde, det hende til? Hun ville have en konstant lyst til at nærer sig af ham, og som nyfødt ville hun nok ikke have hvad det ville kræve af hende, for at kontrollere det. ”Jaques jeg.. hvilken mor gør det mig ikke til? At jeg ikke kan være omkring min egen søn uden lysten til at sætte tænderne i ham?” spurgte hun hæst. Det hele steg hende lidt til hovedet, det var for meget for en kvinde lige nu. Hun satte sig ned og slog armene omkring sig selv. Der var konsekvenser ved alt, men hun havde jo bare reddet den mand hun elskedes liv, hvad var der nu engang forkert i det?

[Deleted]

Det var bestemt ikke fordi at Jacques tog let på det, for han var mindst lige så ked af det hele, som det hun selv var, men det var bare en ting som de måtte indse. Han havde brudt den helligste lov for at redde hendes liv, og han havde været klar over konsekvensen ved det. Han rystede på hovedet. Gabriel og Silia kunne sige nok så meget, men selv han vidste, at det kunne være livsfarligt for dem, at gøre nogen undtag, og specielt hvis folk skulle nære tilliden til kongehuset som de havde brug for. ”De kan ikke gøre noget ved det, Yasmya. De burde ikke, og jeg kender dem godt nok til at vide, at de ikke vil gøre det. Jeg brød loven, og en nyfødt og omdøbt, er for farlig at have rendende her til lands. Vi vil kun blive jagtet mere end hvad vi er til nu.” Det var på ingen måder fair at det skulle gå ud over deres elskede lille dreng, men det var bestemt heller ikke fordi at han havde set nogen anden alternativer, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det ikke noget som man kunne gøre noget ved. Han lod hende trække sig, inden han hævede hånden, for at fjerne den blodige tåre. Han vidste at det var meget på en gang, men han ville hellere fortælle hende det hele nu, end at lade hende blive ramt af et chok siden. ”Jeg forstår godt du er oprevet, men..” Han tav. Han vidste at deres søn lige så var noget som betød ufattelig meget for hende, og han havde jo heller ikke lyst til at efterlade ham, men det var heller ikke fordi at han kunne se sig noget andet alternativ end det. ”Du misforstår mig fuldstændig! Jeg siger ikke, at det er noget som vil vare ved, for det vil det ikke. Du er og bliver en fantastisk mor, og med tilvænning, så kan du holde den sult og den lyst til at slå ihjel i dig. Frem til da.. Så vil jeg have, at han bliver her, okay? Emanuel har været igennem mere end hvad godt er til nu. Han har bare brug for at vide, at mor og far skal finde ud af det. Bedstefar kan tage ham på besøg, ikke sandt?” Igen lagde han hånden mod hendes kind, for at tvinge hendes blik mod sig. Der var noget underligt hårdt i hans stemme og tone, som han normalt ikke havde, og et sted så overraskede det ham. Han havde et helt andet ansvar overfor hende nu, end det som han havde haft tidligere, og det var uden tvivl noget, som også gjorde sit for hans vedkommende. Han elskede hende jo, og han ønskede at det hele omkring tilværelsen og tilvænningen til mørket, skulle foregå så smertefuldt som muligt, for alle parter.

[Deleted]

I Yasmyas øjne tog Jacques alt for let på hele sagen. En ting var at hun skulle efterlade sit hjem, en helt anden var at de skulle efterlade deres søn. Det kunne de da ikke bare! Hun ville lyve hvis hun påstod, at tanken om t være alene med Jaques igen var rar, også fordi der var gået så lang tid og hun havde ingen idé om hvad de havde eller ikke havde, men for pokker.. det var deres knægt! Hun rystede på hovedet. Det var ganske enkelt for meget at have i hovedet lige nu. ”Det ved vi vel ikke før vi har snakket med dem? Jeg ved at vi har været jagtet i Procias i årevis, men hvordan vil Manjarno så ikke blive?” spurgte hun. Man kunne tydeligt mærke på hende at hun var oprevet, men hvordan kunne hun være andet? Hun følte sig som en elendig mor, hun havde tilsyneladende ikke været en god kæreste og hun var slet ikke sikker på at hun var en god datter.. moderollen var det hun havde haft at hænge sig i. Den hårde undertone overraskede hende lidt. Han havde aldrig snakket sådan til hende, det var.. underlig maskulint. Hun faldt en smule til ro. I virkeligheden havde hun vel faktisk bare brug for at se ham tage ansvar overfor sin familie, gøre det som han ikke havde gjort under deres tab af Emanuel. Hun blinkede en smule overrasket og tørrede sine tårer væk. Lige for nu havde hun glemt den umådelige lyst til at bide. Hjertet føltes tungt. Hun havde ikke lyst til at tænke på hvilken farer hun udgjorde overfor sin egen søn. Det hævede blik endte i hans, da han tvang hende til at se på ham. For et øjeblik vidste hun ikke rigtigt hvad hun skulle sige. ”Tilvænning kan jo tage år, Jacques. Vi har svigtet ham før og jeg føler at vi gør det igen.. han blev så glad da han fik at vide at far flyttede ind, hvad tror du ikke han vil sige nu?” spurgte hun med et opgivende suk.
Yasmya trak benene op under sig og lagde armene omkring dem. For et langt øjeblik var hun tavs og lod tankerne flyde. ”Jeg har tit forestillet mig hvordan det ville være.. at blive vampyr. Jeg tror det er naturligt når jeg er omgivet af dem, og jeg.. har altid accepteret hvad I er, det har aldrig skræmt mig, men jeg må erkende at jeg.. at jeg er en smule bange,” endte hun dæmpet. Det begyndte først nu at gå op for hende hvilke konsekvenser der var. Uendelig blodtørst, ren og skær mørke, intet sollys og hun skulle efterlade sin søn. Hun fortrød ikke, men det var svært.

[Deleted]

Jacques havde været klar over konsekvensen ved hans valg og handling, allerede i det øjeblik, han havde valgt at sætte tænderne i hende, men hellere det, end at deres søn skulle mangle sin mor, og han skulle mangle hende, for det var han slet ikke i stand til, og det vidste han. Han tog ikke let på det. Han havde det elendigt indvendig, men det var omstændighederne af dette, og så måtte deres søn jo tage stillind til hvor han ville være, når han blev ældre. ”Manjarno kan kun være mere acceptabel overfor vores slags, end hvad Procias er. Du har set hvad vi har måtte døje med nu i mange år. Vi kommer til at være tæt på grænsen. Det nytter ikke at snakke med dem, Yasmya. De kan ikke gøre undtag af deres egne regler,” forsøgte han endnu en gang at forklare hende. Hun kunne blive så frustreret som det hun ville, for det ville ikke ændre på noget som helst, hvad end om det var noget som hun nu ville det eller ikke. Han ønskede ikke at deres søn skulle lide under det, og derfor kunne hun ikke se deres søn, før hun havde fået den blodtørst under kontrol, for det var tydeligvis direkte nødvendigt for hende, og det var noget som han uden tvivl meget gerne ville hjælpe hende med, for det andet, var faktisk en tanke som gjorde ondt på ham. Han hævede hånden, som han lagde mod hendes kæbe, så han kunne tvinge hendes blik mod sig. Nu vidste hun nogenlunde hvordan det var for en som ham, når sulten var for kraftig. ”Det vil komme til at tage år, men så er knægten også selv gammel nok til at tage stilling til hvor han vil være. Du skal vænne dig til tanken, og ikke konstant frygte, at du vil sætte tænderne i ham, for det vil jeg ikke have. Jeg tror han vil forstå, når han får at vide, at mor og far ikke kan være i landet nu, og at bedstefar passer på ham, til han kan komme og besøge os,” fortalte han endnu en gang med en mere bestemt mine. Det var.. underligt at træde sådan i karakter, for han kunne ikke gøre for det. Han havde besluttet sig, og han vidste at det nok ville gør Emanuel ked af det til start, men han var intelligent, så mon ikke, at han ville forstå?
Armene lod Jacques glide omkring hendes skikkelse, så han kunne få hende ordentlig ind i favnen. Hvis hun ikke havde været bange, vidste han da slet ikke hvad hun skulle være. ”Det er naturligt at være bange, min kære.. Det samme er jeg. Men så lang tid vi har hinanden, er jeg sikker på, at vi kan klare det hele,” sagde han endeligt. Det lignede måske slet ikke ham, at have den selvtillid, men det var bare det som faldt ham mest naturligt lige nu.

[Deleted]

Yasmya følte virkelig at hun var ved at svigte sin søn. Måske det var godt for hende og Jacques at få tid uden ham, for.. det havde de jo ikke haft siden hedes barndom. Det havde været en fejl at få barn så ung, det ville hun gerne erkende i dag man det gjorde ikke kærligheden til Emanuel mindre. Hun sukkede dæmpet og så væk fra ham. ”Manjarno er farligt, Jacques. Jeg tror ikke at vi får mere fred der hvis jeg skal være helt ærlig,” svarede hun lidt opgivende. De var blevet jagtet i Procias, folk havde forsøgt at slå hende ihjel bare for at elske ham, men hvad skulle hun gøre? Hun havde ikke været uden for Procias’ grænser foruden de gange hvor mørket havde været indblandet. Hun var virkelig ør i hovedet af at gøre sig alle disse tanker. ”Jeg kan ikke overskue det her lige nu,” mumlede hun frustreret. Det var svært ikke at blive vred over hans ro, det lod jo til at han havde det helt fint med situationen. Tanken om kun at se sin søn gennem tremmer i flere år, tog modet lidt fra hende. Hun bed sig hårdt i læben for ikke at ende med at flæbe, for.. hun havde jo selv bedt ham om at gøre det, men konsekvenserne var også enorme. Først da han tvang hende til at se på ham, lod Yasmya de grønne øjne falde i hans med tydelig irritation. Hun var slet ikke vant til så hård en hånd, hun havde været vant til at klare sig selv. ”Jeg kan se frem til år hvor jeg kun kan røre min søn gennem tremmer,” påpegede hun. Et sted ville hun mene at hendes irritation var berettiget i forhold til hvad der var sket. Hun trak sig fra hans favn. Gennem de seneste år havde hun ikke rigtigt haft nogen menneskelig kontakt ud over med sin søn og det var begyndt at virke kvælende i for store mængder. I stedet lagde hun sig ned på det kolde gulv og stirrede op i loftet. Hænderne foldede hun over maven. Hun kunne godt lide at Jacques trådte i karakter på den måde, men eftersom hun altid havde været vant til andet, så skulle hun lige vænne sig til modspillet og lige nu gjorde det hende bare sur. ”Det er ikke så nemt som du får det til at lyde og det ved du jo godt,” endte hun lidt sigende. Ja hun var ikke i det bedste humør.. gummerne kløede, hun havde underlige svedture som om kroppen ikke kunne blive enig med sig selv om hvad den ville, længslen efter at bide ham var enorm og nu vidste hun at hun kunne se frem til at skulle forlade det hjem som hun elskede og endnu værre, skulle hun efterlade sin søn.