Please wake up..

[Deleted]

Jacques ville mene, at det var mere svigt, at tage deres lille dreng med til Manjarno, for de havde ikke noget andet valg end at tage af sted, og han kunne jo heller ikke ligefrem være over Yasmya hele tiden, så han var jo nødt til at sørge for, at hun ikke ville blive fristet. Det tætte bånd til knægten, samtidig med hans race, vidste han automatisk ville resultere i problemer af den ene eller den anden art, men det var nu bare sådan at det måtte være. ”Vores slags er langt mere tolereret der, Yasmya, end hvad vi er her. Vi kommer til at være tæt på muren. Det har min far lovet, og han er allerede på udkig efter det perfekte,” fortalte han med en ærlig stemme, inden han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse, også selvom hun denne gang valgte at trække sig. Det lignede ham slet ikke at mande sig op på den måde, men.. selv han kunne faktisk godt lide det, og det var faktisk utrolig rart et sted, og hun lignede da også en som kunne lide det? Det var i hvert fald hvad han ville tro. Han lod hende lægge sig på gulvet i stedet for. Han havde jo ikke været tæt på hende igennem mange år, og det vidste han jo også godt. De havde fået Emanuel for tidligt, hvilket han var enig med hende i, men ikke desto mindre, så elskede han knægten lige så højt som altid. Nu var det vel bare på tide at age en mulighed for at være sammen med hinanden, i stedet for det andet? ”Der er ingen som har nævnt noget som helst omkring nogen tremmer, Yasmya. Jeg vil ikke have Emanuel skal se dig sidde her, så det kommer slet ikke på tale, og tro mig. Vi får et ganske normalt hjem i Manjarno. Og jeg passer på dig.” Det var jo heller ikke fordi at han havde nogen intentioner om at skulle placere hende direkte i et bur, for det havde han på ingen måde! Han vendte blikket ganske sigende i retningen af hende endnu en gang, som hun bare blev liggende på gulvet foran ham nærmest i fosterstilling. ”Jeg forstår godt, at det hele er en pærevælling af tanker og følelser nu, for det er dyret mod mennesket. Emanuel er desuden en meget fornuftig og meget intelligent dreng. Han vil forstå.. Lige nu synes jeg, at det bare skal være dig og mig, til vi kan finde ud af det hele,” afsluttede han endeligt, for han ville ikke lade hende slås med det her alene. Han søgte hen til hende, hvor han lagde sig ned bag hende, så han kunne lægge armen om hende. ”Jeg vil have du skal slappe af nu, Yasmya. Du tænker for meget over det. Jeg.. er faktisk sikker på, at vi nok skal få det godt i Manjarno,” sagde han endeligt.

[Deleted]

Yasmya havde ingen planer om at bringe sin søn med til Manjarno, hvis de ikke kunne være sikre, så ville hun i det mindste sikre sig at intet ville ske sin søn, desuden så var Procias hans hjem og hendes far ville helt sikkert tage sig godt af ham, det betvivlede hun ikke. Ikke at det gjorde sagen meget bedre. ”Selvfølgelig. Manjarno er jo ligeglade med hvem der kommer og går, derfor er det et farligt sted,” påpegede hun lidt opgivende. Det glædede hende at de i det mindste havde taget hensyn til at det skulle være tæt på Procias, hun frygtede bare lidt for at Jason ville finde noget i en af byerne. Bybilledet havde aldrig været hende, hun fortrak de store naturområder, en hyggelig hytte eller sådan noget omgivet af smukke grønne farver, træer og søer.. på den anden side, hvad ville det nytte at være omkring alt dette, hvis ikke hun måtte gå ud af huset.
Yasmya var slet ikke vant til at Jacques tog ansvar på den måde og faktisk.. blev langt mere mandig. Et sted kunne hun godt lide det, for det var jo det som gik galt dengang de skiltes. Han havde været alene og glemt hende. ”Og når han kommer på besøg? Vil du bare lade mig sidde frit når han er omkring mig? Eller havde du ikke planer om at jeg skulle se ham før jeg var klar? Når han er blevet en flot ung mand,” spurgte hun lidt modløst. Hun var glad for at deres hjem ville blive normalt, at han ikke ville holde hende i fangeskab, men hun frygtede for fremtiden hvilket vel heller ikke var så underligt igen? Hun trak benene op under sig og stirrede ind i den kedelige, grå væg. Tankerne kørte rundt i hovedet på hende, det var udmattende oven i forvandlingen. ”Jeg tvivler på at han vil forstå hvorfor vi først lover ham at blive en familie og derefter fortæller ham at vi tager sammen af sted men efterlader ham. Hvad ville du ikke tænke?” spurgte hun og følte tårerne presse sig på. Først og fremmest skulle de have det til at fungere, de havde ikke været et par i virkelig mange år og der var stadig så mange ting som var usikre, så det passede hende fint og den tanke gav hende kun endnu værre samvittighed. Idet han lagde sig bag hende og lagde armen omkring hende, kunne hun ikke lade være med at smile lidt. Det føltes godt efter alle de år. Hun møvede sig en smule ind til ham, også som tegn til at han godt måtte. ”Jeg vil hvile mig lidt. Forvandlingen er hård,” hviskede hun og lukkede øjnene. Med hans arm omkring sig og den træthed i både krop og sind, så gik der ikke lang tid før hun faldt tilbage i den dybe søvn, denne gang uden bankende hjerte.

//Out

[Deleted]

Jacques ønskede slet ikke at rive deres søn med til Manjarno, og han var slet ikke i tvivl om, at Marius mere end glædeligt vil tage sig af drengen. Han var jo heller ikke så lille mere, men det var jo stadig en hård beslutning, som han havde set sig nødvendig til at tage. Uanset hvad, om Yasmya var vågnet eller ej, så kunne han ikke blive, og knægten ville han ikke rive fra det sted, hvor han levede, var opvokset og oprigtigt holdt til. ”Nu er du bare negativ, Yasmya. Det er bedre end alternativet,” påpegede han med en ganske sigende stemme. Det var slet ikke fordi at han ønskede at skændes med hende, og da slet ikke nu, men det var da på tide, at hun indså, at de desværre ikke kunne få tingene, som de ville denne gang.
Forvandlingen var Yasmya godt på vej igennem, så det at hun var så frustreret og desperat, var naturligvis at forstå, selv for Jacques. Han rystede på hovedet. Nu var hun da virkelig negativ! Det lignede måske ikke ham, at stå sådan op for dem, men der var grænser for hvad han fandt sig i, ingen tvivl om det, og derfor ønskede han naturligvis at hjælpe hende så meget som muligt. ”Der er forholdsregler, som man kan tage, og tror du ikke jeg har tænkt mig at tage dem? Omdøberen har heldigvis en vis kontrol over sit afkom, så du behøver ikke sidde bag tremmer eller i lænker, når vores egen søn kommer på besøg, for det kan jeg love dig for, at han vil komme til,” afsluttede han med en ganske kortfattet tone, for det var slet ikke noget som skulle diskuteres! Naturligvis skulle de få lov til at se deres dreng! At hun blandede hans tanker og følelser ind i det, var.. nok ikke det smarteste. Han var blevet efterladt på et børnehjem da han var lille, så han vidste det ikke. Han trak en anelse på skuldrene, inden han roligt lagde sig ned ved siden af hende. Armen gled omkring hendes skikkelse. ”Jeg blev efterladt på et børnehjem af min egen mor, Yasmya, og min far vidste ikke noget som helst, så den kan nok ikke bruges. Hvis Emanuel får at vide hvad der er sket, og at vi ikke kan blive, men vi altid vil have ham på besøg og være sammen med ham, er jeg sikker på at han forstår.”
Yasmya havde brug for hvile, hvilket han skam godt kunne forstå. Han nikkede blot ganske roligt og kyssede hendes nakke ganske let. ”Okay. Du må sove godt, kæreste.” Hans stemme var rolig, også fordi at han kunne mærke, at hun allerede var gået i ’døden’ af hvile. Han lod hende ligge, inden han greb omkring tæppet igen, og lagde det om hende, inden han selv lagde sig til ved hendes side. Det var en meget hård tid, de nu gik i møde.

//Out