Don't get in the way

[Deleted]

Tanken om hvad Sonic egentlig kunne gøre ved Jacques var noget som måtte more ham, ligesom det også måtte friste ham, for han ville da ikke have det mindste imod at tage hans stemmebånd eller hans tunge, for det ville da kun tilfredsstille ham selv langt mere, selvom han i så fald lige så godt kunne tage hans liv, for det andet ville kun efterlade spor efter at han havde været der. Han trak blot kynisk og grumt på smilebåndet, som sad han rent faktisk og overvejede om han skulle tage knægtens tunge og stemme, hvilket faktisk kunne være sjovt, for så var han da sikker på at han ikke kunne sladre den vej, men stod han overfor et magisk væsen kunne hans tanker trods alt sladre, så han ville have samme problem uanset hvad. At han så skulle give knægten en lektion i at beskytte sin familie, var egentlig kun fordi de begge kendte til det. Han var manden i huset, så han måtte anstrenge sig langt mere, hvis han faktisk ønskede at stå som sin lille kernefamilies beskytter, for hvis han selv kunne tage knægten så let, så var han bestemt ikke særlig god til kamp og hvordan ville han så ikke gøre hvis en fjende gik mod hans familie? Han kunne ikke engang beskytte sig selv, så hvordan skulle han kunne beskytte de andre? ”Så anstreng dig noget mere, for ellers ender du med at miste alt,” svarede han kortfattet. Og med de ord rejste han sig som han begyndte at sætte hele huset i brand, da det gjorde ondt at stå i sit gamle hjem, og tilmed i stuen som havde været et af Ilarias yndlingsrum, et rum han havde renoveret fra top til tå, og det gjorde ondt at det ikke længere var hans. Roligt trak han Jacques med ud gennem det brændende hus, hvor han slap ham, kun for at vende sig om at sætte resten af huset i flammer. At Jacques allerede havde glemt ham og slet ikke lagde mærke til ham, glædede ham blot, selvom han ikke var færdig. Han stod for en kort stund og så huset gå op i flammer, hvor det var for sent at redde nu. Roligt vendte han sig mod Jacques, som han gik hen til og satte sig på hug for ham, hvor han igen fangede hans øjne. ”Glem mit ansigt, glem at jeg nogensinde har været her. Du sendte Jacqueline bort fordi hun blev en for stor mundfuld, fordi hun har det bedre blandt artsfæller,” svarede han i en kortfattet og manipulerende tone, som han påvirkede hans inderste del af hjernen, hvor minderne var gemt, som han roligt måtte slette sporet af sig selv. Han slap ham roligt, hvor han valgte at forlade Jacques og stedet, som han gik tilbage til sin hingst. Det var ved at være mørkt, man kunne kun lige ane de sidste stråler af solen. Roligt satte han sig op på den sorte hingst, inden han vendte blikket mod herregården der brændte ned til grunden og som allerede var ved at falde fra hinanden, hvor man kunne høre det knirke og gnistre. ”Farvel,” mumlede han fraværende, inden han valgte at sætte hesten i galop, som han red for at komme væk fra stedet.

//Out

[Deleted]

Selvfølgelig var Jacques utrolig glad for at han havde fået lov til at beholde sit liv. Selvom han måske ikke ligefrem var den mest.. frembrusende mand og mest selvsikre, så var han jo stadig i gang med at finde sig til rette i det hele, og det var noget som han var nødt til at gøre på en eller anden måde trods alt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Det var først nu at han var ved at finde ud af det hele, og derfor ønskede han selvfølgelig ikke at skulle miste muligheden for det. Selvom hans ord nærmest var baggrundsstøj, så hørte han dem faktisk, og det var ord som han faktisk var glad nok for, for det var jo faktisk ord som han faktisk kunne bruge, for selv han følte til tider at han kunne bruge et råd, men det var nu heller ikke noget som han kunne gøre det mindste ved bare sådan uden videre af den grund. At blive revet med ud af huset og tvunget til at se det stå i brand og endda på den måde, var noget som selv gjorde Jacques fuldkommen ligbleg i ansigtet, for han brød sig på ingen måder om det! ”Carino brænder..!” endte han med en næsten febrilsk stemme. Ikke fordi at det var noget som han kunne sige noget til som sådan. At manden så endnu en gang så ham direkte i øjnene, var noget som gjorde ham direkte bleg i tom i ansigtet. Alle minderne omkring manden, var som allerede forsvundet som dug for den brændende sol, hvor han bare blev stående og så på ham. ”:… Hvem er du..?” endte han næsten helt forvirret, som han faktisk allerede nu havde glemt hvem manden egentlig var! Det var først da han igen slap ham, at det for alvor gik op for ham, at der igen var ild i huset, og det var noget som hurtigt fangede hans interesse. Han bed tænderne let sammen, som han forsøgte at rejse sig, selvom det slet ikke ville som han ville! At manden forduftede, var slet ikke noget som han sagde noget til, da det var lidt andre ting, som han havde i sigte; såsom det store og brændende hus, selvom det nok ikke ligefrem gjorde den største forskel, for selv i den tilstand som han var i lige nu, så var han for træt og for udmattet til i det hele taget at gøre brug af den magi i form af vand, som han kunne, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund! Endnu en gang røg han direkte i knæ i stedet for, hvor han tog sig til bryste, for det brændt virkelig! Han stirrede i sit bryst efter yderligere splinter – ligesom det siges at han skulle have fjernet mange af allerede, også selvom han heldigvis ikke kunne se nogen, hvilket han selvfølgelig var utrolig glad for. Næsten fortvivlet over hvad han overhovedet skulle, så stirrede han bare på det forfaldne Carino, hvilket faktisk gjorde ham utrolig ked af det, for han havde jo boet der selv stort set igennem hele hans liv!

[Deleted]

Som mørket var faldet på, så var det tydeligt, selv langt ind i landet, at der var noget rivende galt. Carlisle havde for en gangs skyld, bare været ude for at trække noget luft, også selvom det var duften af brand, røg og aske som ramte hans næse i stedet for, og det havde for alvor tvunget ham til at stoppe op, kun for at vende blikket i en retning; I retningen af Carino Fattoria. Selvom han efterhånden var ved at blive en temmelig stor dreng, og nu også kunne kalde sig for en mand, så var han bestemt heller ikke bange for at tage fat, og denne gang, var bestemt heller ikke noget undtag på nogen måde. Med en vampyrs hurtighed, så endte han hurtigt ved den store og gamle herregård, hvor han selv endte fuldkommen stiv i minen alene ved synet, for.. det var jo særdeles forfærdeligt! ”Åh min gud..” endte han med en næsten dæmpet stemme, som han vendte blikket mod skikkelsen som sad i knæ ikke så langt igen fra det brændende hus. Skikkelsen genkendte han, også selvom det var tydeligt, at der var noget rivende galt, og han brød sig ikke om tanken! Hvorfor havde Jason ikke reageret på det? Med faste og hurtige skridt, så nåede han hen til Jacques, for manden skulle da slet ikke sidde der, for det var da ikke noget som han fik noget ud af! ”Jacques..” endte han med en ganske sigende mine. Som han tog fat i mandens skulder og fik ham med sig en anelse bagud, så var det også først der, at det gik op for ham, hvordan manden egentlig så ud.. Blodet som var løbet ned af hans hals, og det store.. ja, næsten hul som han havde i brystet, var bestemt heller ikke en tanke som han bifaldt på nogen måde og det var noget som om muligt gjorde ham endnu mere bleg end han var i forvejen!
Carlisle rettede sig op endnu en gang. Han kunne da slet ikke lade være med at væmmes ved synet, men selvfølgelig forstod han jo godt, at der var noget helt galt med det som skete! ”Vent her..” endte han med en ganske sigende mine endnu en gang, hvor han valgte at forlade stedet endnu en gang med vampyrens fart, kun for at ende direkte op foran Yasmyas hoveddør. Det var ganske vidst ikke lige Jason som han havde i hovedet som den første, men hvis der var en som kunne få styr på den mand, så var det da helt klart Yasmya, og sådan som manden så ud, så var han selvfølgelig bekymret for hans storebror! Med en fast hånd, valgte han alligevel at banke på døren. Yasmya!” kaldte han denne gang med en langt mere fast tone, end det som han normalt gjorde, men det var jo i sig selv, en ganske alvorlig situation, og når Jason ikke ville handle, så måtte han jo selvfølgelig selv gøre det!

[Deleted]

Det var efterhånden ved at være timer siden, at Jacques var taget tilbage til Carino Fattoria, for at informere Camryn og for at pakke sine ting. Yasmya glædede sig til han kom hjem, også selvom hun måtte erkende, at det var en smule nervepirrende at vide hvor tæt han var på Camryn, det var trods alt den kvinde som bar hans ring. Hun sad i køkkenet med Emanuel ved siden af, der sad med tungen ude af manden, opslugt af koncentration rettet mod den halvfærdige tegning foran ham. Hun havde forklaret ham, at far ville komme hjem og bo, hvilket selvfølgelig havde gjort ham ellevild, også selvom han ikke direkte havde forstået, at mor og far ikke skulle dele soveværelse, så langt var de ikke kommet endnu. Hun lod hånden vandre gennem sine blonde lokker, og kastede et blik på Emanuels tegning. ”Jeg misunder dit træ. Mit er ikke ligeså flot,” mumlede hun med en flask frustration, og så ned på sit eget. Emanuels var ganske vidst enkelt udformet, men hun kunne godt lide at give ham den form for anerkendelse. Hans ansigt lyste op, idet han overvejende så på hendes tegning, med et opgivende suk, før han rejste sig. Yasmya fulgte ham med blikket, til han endte bag hende, og kravlede op på hendes skød. Hun trak stolen en smule ud for ham så han kunne komme op. ”Se mor, nu skal jeg vise dig hvordan,” svarede han ivrigt, før han gik i gang med at rette på hendes træ Hun betragtede ham med hovedet let på sned, også selvom hendes tanker i højere grad hvilede på Jacques, hun havde en underlig fornemmelse af at noget var galt. Som det bakede på døren, kastede hun et blik på gangen. ”Du må lige overtage lidt for mig min kære, jeg skal lige se hvem der står udenfor,” informerede hun og strøg ham blidt over hovedet, inden hun fik rykket sig ud, så han selv endte med at sidde på stolen. For at nå papiret satte han sig på knæ. Yasmya strøg roligt ud på gangen og søgte mod hoveddøren. Det kunne umuligt være Jacques, han var jo blevet inviteret og kunne frit komme og gå. I takt med at hun nærmede sig døren, slog hjertet nervøse slag.. sådan havde det været siden Malisha havde opsøgt hende, hun var bange for at der skulle ske Emanuel noget, og bange for at hun selv skulle blive kastet i et sort hul igen, også selvom hun mere eller mindre var kommet sig. Næsten forsigtigt, endte hun med at åbne døren, og blev yderst forbavset over at se Carlisle stå på døren. Allerede på hans blik kunne hun se at noget var helt galt. Smilet falmede hurtigt. Et tungt suk fik hende til at se direkte opgivende ud på forhånd. ”Carlisle? Hvad er der galt?” spurgte hun allerede med en tone præget af bekymring. For at skåne Emanuel, trådte hun roligt uden for og lukkede døren i klem bag sig. Luften var stadig en smule kold, men hun mærkede sig ikke som sådan af det, hendes fokus var mere vendt mod den panik der næsten stod i hans øjne, der skulle i sig selv en hel del til, hvilket hun udmærket var klar over!

[Deleted]

Lige hvorfor Jason ikke havde valgt at undersøge sagen, forundrede egentlig Carlisle en smule, men så var han tvunget til at handle, for han ønskede bestemt heller ikke at se sin bror på den måde! I det store og hele, var han udmærket godt klar over at manden ikke havde haft det særlig godt uden Yasmya, og af hvad han havde hørt, så var det gået i den rigtige retning hvad de to angik, og det skulle ikke have lov til at gå i vasken, som dengang han selv havde været lille! Det var slet ikke noget som han ville have med at gøre på nogen måde overhovedet! At opsøge Yasmya, var måske heller ikke det smarteste, men hvis der var en som kunne få den mand under kontrol igen, så var det hende, og det var skam også den eneste grund til at han var der, som han var lige nu. Den mand så ud til at være helt ude i torvene, og det var slet ikke en tanke som han brød sig om i det hele taget, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så kunne han stå og lytte til den rolige og behagelige stemning på den anden side af døren. Tog han ikke meget fejl, så sad de og tegnede, og af hvad han kunne høre, så var Emanuel i gang med at lære hende at tegne træer. Tanken morede ham lidt, hvor han selv måtte trække let på smilebåndet. Meget havde man vel også med sig fra sin kære afdøde mor? Som døren blev åbnet, trådte han et skridt tilbage. Heldigt for ham at det havde været mørkt, ellers havde han slet ikke haft muligheden for at søge forbi og set Jacques i den forfatning som han var i! Minen indikerede ganske vidst, at det var alvorligt, og det var tydeligt og ikke mindst også glædeligt for ham, at Yasmya var i stand til at læse det tomme blik, som ellers lå til vampyrerne i familien – specielt ved hans kære far. Han vendte blikket kort i retningen af himlen. Røgen steg op, selvom det var svært at se, inden han vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Carino Fattoria brænder, og er snart brændt ned til grunden, Yasmya… Jacques er kommet alvorligt til skade,” svarede han kort for hovedet, også fordi at det jo var hvad der var galt. Han selv var bekymret, og det måtte stå i hans øjne. Han forstod ikke hvorfor Jason ikke allerede havde tjekket det, men så var det jo så til gengæld kun godt, at det havde været en af disse yderst få dage aftener hvor han havde valgt at søge ud, ellers var det jo slet ikke opdaget! Carino kunne ikke reddes, alt efter hvad han havde konkluderet, og selvfølgelig var det en skam, for han kunne huske hvor smukt det havde været før i tiden, og at se det gå op i røg, var.. en tanke som faktisk selv måtte gøre ondt på ham.

[Deleted]

Yasmya måtte erkende at hun havde haft en fornemmelse af at noget var galt, også fordi at Jacques havde været væk så længe. Dog havde hun forsøgt at sige til sig selv, at han bare fik sig en god snak med Camryn, som hun havde bedt ham om, det behøvede ikke at give hende den knude i maven som hun bar. Emanuel havde holdt hende beskæftiget mere eller mindre hele dagen, han havde tegnet et hav af tegninger til far kom hjem, som han skulle se. Det var frygtelig sjældent at Carlisle stod på døren, han var en travl ung mand ligesom sin far, på alder med hende vel? Han var i hvert fald en af børnene, som aldrig havde passet han var ganske simpelt for gammel Yasmya trådte udenfor også selvom det var på nøgne fødder. Aftenen var kold, det løb hende koldt ned af ryggen. De funklende, grønne øjne gled på hans bekymrede skikkelse, der kun fik hendes hjerte til at banke hurtigere, noget var galt. Hans ord fik hende til at fryse for lange sekunder. Hun tabte kæben og betragtede ham blot med tomhed. Tanken om at hendes barndomshjem stod i flammer, brændt til grunden.. det gjorde ondt. Pludselig var det ikke kun Jacques hun var bekymret for, men ligeså Camryn og Marcelius, ingen af dem fortjente at komme til skade. Hun nikkede tavst i takt med at hun forsøgte at fordøje nyheden. Den sidste rest af farve forlod hendes kinder. Hun åbnede en smule skælvende døren. ”Darryl! Du ser efter Emanuel for en stund!” kaldte hende hun lidt bestemt. Det var ganske vidst ikke en rimelig både at gøre det på, men hun var nødt til at handle hurtigt, særligt hvis Jacques var kommet slemt til skade, desuden vidste hun jo at Darryl glædeligt tog sig af Emanuel, og at den lille dreng følte sig tryg i hans selskab, hvilket det vigtigste. Yasmya greb sin kappe, som hang på række og svang den omkring sine slanke skuldre, inden hun lukkede døren bag sig. ”Det gør hurtigere, hvis du kan bære mig?” spurgte hun med foruroligende ro i stemmen, hun vidste endnu ikke rigtigt hvordan hun skulle reagere på det hele, foruden med en frygtelig bekymring i det indre. Carlisle kunne bevæge sig langt hurtigere, end hun var i stand til, på gåben for hende ville der være flere timer, og hvis det stod så slemt til som han sagde, så ville hun bestemt ikke spilde tiden med at gå. Hun vidste godt at hun efterlod både Emanuel og Darryl med mange ubesvarede spørgsmål, men hun håbede på at Darryl havde opfattet frygten og bekymringen i hendes stemme og ville gætte sig til at noget var galt, siden hun bare forlod dem på den måde, det plejede trods alt ikke at ligne hende. ”Hvor slemt står det til, Carlisle? Med Jacques altså?” spurgte hun dæmpet. Carino Fattoria var en ting, hun var selvfølgelig ked af at hendes barndomshjem skulle brænde ned, hun havde altid elsket det sted, og hun havde ligeså et sted håbet at hun en dag ville kunne tage tilbage dertil Det der bekymrede hende mest var tanken om Jacques, han havde været udsat for meget inden for de sidste par år, det var ikke rimeligt at det igen var ham det skulle gå ud over!

[Deleted]

Carlisle hjalp sin kære far med frygtelig mange ting, og derved var han jo allerede en travl og ikke mindst stresset mand i en temmelig ung alder. Selvom han måske ikke var særlig gammel, så gjorde det jo ikke ligefrem nogen forskel for ham. Han ønskede selvfølgelig at hjælpe sin kære far med det hele, for efter hans moders bortgang, så var det selv noget som tydeligt havde taget hårdt på den kære mand, og selv det var noget som gjorde ham temmelig bekymret i længden. Han betragtede roligt Yasmya, også selvom hans ansigt var fuldkommen tomt at se på, så sagde hans øjne en helt anden sag. Han var faktisk ked af, at skule ødelægge den hyggelige stund som hun havde haft med Emanuel, for det havde han da tydeligt kunne høre! Han trak vejret dybt, som han knyttede næverne let. Han var faktisk bekymret for hans kære storebror, også fordi at han vidste, at de havde mødt modgang så frygtelig mange gange, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hende reaktion var stort set som ventet, hvor han vendte blikket mod hende og kort skævede indenfor, også selvom han intet kunne se. Umiddelbart havde han aldrig set hendes hjem, da han aldrig havde været inviteret indenfor, selvom det nu heller ikke var noget som han tog så tungt igen. I det store og hele, så havde han ikke haft det vildeste at gøre med Yasmya i det hele taget, selvom det selvfølgelig var trist, men vel også noget som man kunne gøre noget ved senere? Han nikkede til hendes ord. ”Det vil ikke tage mig lang tid at få dig frem, Yasmya.. Jeg advarer dig kun.. Synet er ikke kønt,” endte han ganske sigende. Han vidste skam godt, at det var hendes barndomshjem, men hvad han faktisk var bekymret for, var hvordan hun ville tage Jacques, for han havde det bestemt ikke særlig godt! Han stillede sig med ryggen til hende og gik en smule ned i knæ, så hun kunne kravle op. Det ville være den umiddelbare bedste måde for ham at få hende frem og tilbage på, for han ville have fuld bevægelsesfrihed trods alt. At hun spurgte ind til hvordan Jacques så ud, fik ham til at bide tænderne en anelse sammen. Han sukkede næsten tungt. Han havde jo ikke ligefrem lyst til at besvare hende, men.. han var vel også nødt til det? ”Som jeg kan se?... Han er brændt.. Hans tøj er fyldt med blod, og som jeg lige fik set, så er han skadet ved bryst og hals.. Jeg ved ikke hvordan eller noget som helst.. Jeg hentede dig, så snart jeg så ham i den forfatning.. Du er den eneste som kan få ham til ro,” forklarede han med en næsten dæmpet stemme, som han skævede over ryggen og i hendes retning. Selvom han havde haft mest med den kære Jason at gøre, så havde han helt klart også meget fra sin mor. Han kunne forstå det menneskelige faktisk i en temmelig stor grad, så han forstod sig på hendes bekymring, som han faktisk også følte den selv. ”Hop op, så tager vi af sted,” endte han ganske kortfattet.

[Deleted]

Yasmya havde bestemt ikke ventet si9g at se Carlisle i denne situation, det var jo som regel Jason der opsøgte hende når han mente at det var fornuftigt. Til tider irriterede manden hende, for han gik meget op i at han havde vampyr børn, og når de kom til skade, så kunne hun ikke bare hentes. Det glædede hende kun at Carlisle var søgt til hende som den første. Et sted havde tanken om hvor uretfærdigt det var, allerede slået hende. Måske det var universet der forsøgte at fortælle dem, at de to ikke var ment for hinanden, men hvis det var tilfældet, så ville hun trodse sine guder for første gang i hendes efterhånden lange liv! Selvom han var rolig, så var det ikke svært at se bekymringen i hans øjne, og måden han knyttede hænderne og endda.. tog dybe indåndinger hvilket virkede ret overflødigt taget i betragtning af hans væsen, hun forstod ham dog godt, hendes eget hjerte hamrede derud af, allerede bange for hvilken forfatning hun nu skulle finde ham i! Det var ikke Carino Fattoria der hjemsøgte hendes tanker som sådan, men i højere grad tanken om at Jacques var kommet til skade igen, særligt hvis han var blevet brændt.. de gamle ar var jo knap helet! Carlisles ord tog lidt modet fra hende. Hun nikkede og bed sig i den bløde underlæbe. ”Det.. det tager jeg med, bare få mig derhen hurtigt,” bad hun og trak kappen om sig. Han kunne trods alt bevæge sig langt hurtigere end hun selv var i stand til, og at dømme efter hans ord, så var tiden knap. Idet han sank i knæene, og stillede sig med ryggen til hende, hankede hun en smule op i sin kjole, så hun kunne hoppe op på ryggen af ham. Armene låste hun i et lidt fast greb omkring hans hals, dog uden at kvæle ham på nogen måde. Det ville ikke blive en behagelig tur, kulden ville blive gennemskærende med den hastighed han bevægede sig med, desuden hadede hun fornemmelsen af at luften blev klemt sammen i hendes lunger i det stykke tid rejsen nu engang tog. ”Jeg er glad for at du hentede mig, Carlisle. Vi skal nok få ham på benene igen, jeg tillader ikke andet,” svarede hun med en dæmpet hvisken, nu var de trods alt endt så tætte. Yasmya sank en klump og så mod himlen. Måske hun havde en beroligende effekt på Jacques, men hun var ikke sikker på at det ville virke i denne situation. Hun frygtede at han var så slemt tilskadekommen at han behøvede blod, i så fald ville det være for farligt at transportere ham gennem landet, hun ønskede ikke at han skulle bide sig fast i en tilfældig hals og dermed blive landsforvist, han fortjente langt mere end det! Hvor Jason var i dette foretagende, spurgte hun ikke ind til, hun gik ud fra at der var grunde til at det var Carlisle som dukkede op, frem for den kære Jason, det vigtigste var jo at Jacques fik den hjælp som han tydeligvis havde behov for. Hvordan det var sket, var hun ret interesseret i.. hun gik næppe ud fra at hans samtale med Camryn, havde været så ilter at det involverede flammer, hvis det var tilfældet slog hun personligt den tøs ihjel! Måske hun gjorde sig frygtelig mange tanker om det hele, men det var allerede løbet af med hende. ”Før mig til ham,” bad hun næsten med en tiggen.

[Deleted]

Carlisle havde ikke haft særlig meget med Yasmya at gøre, men han kunne aldrig drømme om at gøre hende fortræd eller noget som helst, og så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. I det store og hele, så var han langt mere menneskelig ens sin kære storebror, også selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket ganske sigende mod hende og med en alligevel alvorlig mine. Han var vel sin fars dreng? At fortælle hende i hvilken tilstand Jacques befandt sig i, var egentlig udelukkende fordi at hun selv havde valgt at spørge ind til det, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende. Hovedet lod han søge let på sned. Selv frygtede han at manden skulle have blod så ilde tilredt som han så ud, o det var bestemt heller ikke en tanke eller en fornemmelse som bragte til ro på nogen måde! At få hende frem, ville ikke blive et problem, så det at hun kom op på hans ryg, fik ham til at tage omkring hendes håndled med den ene hånd, kun for at få hendes ben bakset en anelse mere omkring ham med den anden, idet han rettede sig op. Han nikkede ganske sigende til hendes ord. ”Udmærket,” endte han ganske sigende. Umiddelbart ville han selv ikke tro at Camryn eller Marcianus havde noget med dette at gøre, også fordi at han selv ikke havde set skyggen til dem på stedet, og det var ikke noget som Jacques havde konstateret, andet end at det brændt, og så selv direkte hjælpeløs ud. Lige hvad det betød i længden, vidste han faktisk ikke, men selv den tanke var noget som gjorde ham selv bekymret. ”Det tænkte jeg nok. Det er også derfor jeg ville hente dig som den første. Du er den eneste som kan gøre noget ved det her,” endte han med en sigende stemme, idet han strammede grebet en anelse om hende, idet han rettede sig ordentlig op. Kulden ville blive bidende for et meget kort øjeblik, for det tog ham bestemt ikke lang tid at komme frem og tilbage eller noget som helst. Han trak svagt på smilebåndet alene ved den tanke. Det havde selvfølgelig sine fordele at være et vampyrisk væsen som han var, også selvom det her til lands, heller ikke altid var det nemmeste at have med at gøre, udelukkende på grund af folket, men det var nu bare sådan at det måtte være. Som hun bad ham om at få hende frem, fik ham kun til at trække vejret dybt. ”Hold vejret, Yasmya,” endte han sigende, idet han gav hende et øjeblik netop til dette, inden han bare satte i løb med den vampyriske fart, så han kunne komme frem til Carino Fattoria. Det store bål af et mansion tårnede sig for øjnene af dem, idet at de kom frem igen og Carlisle stoppede op igen. Han gik en smule ned i knæ, så Yasmya kunne komme ned. Her var det næsten varmt, udelukkende på grund af den massive brand, som endnu hærgede det store og gamle hjem. Jacques lå på jorden og stirrede i retningen af det. Han havde ikke rigtigt rokket sig ud af flækken, hvilket egentlig passede Carlisle fint.

[Deleted]

At Carlisle i det hele taget havde været der, var ikke rigtigt noget som Jacques havde bidt sig mærke i, som han heller ikke skænkede Sonic så meget som en tanke, da han nærmest havde glemt, at han havde været der, var selvfølgelig noget som gjorde ham selv en anelse.. fraværende. I det store og hele, så var han fore træt og for udmattet til at han kunne hjælpe med hans vanddæmon, og selvfølgelig var det noget som gjorde ham trist, også fordi at han havde boet der igennem meget af hans liv, selvom det ikke altid havde været det mest hyggelige, så havde det alligevel givet ham så frygtelig meget igennem tiden, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hans blik forblev hvilende direkte hjælpeløst på det store mansion, også fordi at han slet ikke følte at han kunne gøre noget. Såret i halsen strammede tydeligt i den såkaldte healingsproces, selvom den bestemt heller ikke var behagelig altid, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At Yasmya var der, var slet ikke noget som han bed sig fast i, som han kun var præget af.. frustration og ikke mindst fortvivlelse. Camryn havde heldigvis ikke været hjemme med Marcianus i denne situation, hvilket han helt klart var utrolig glad for! Selvom han var ved at finde ud af det hele med Yasmya, så holdt han jo utrolig meget af dem begge to trods alt. ”Det brænder.. Det brænder..” endte han igen direkte hjælpeløst, idet han selv blev siddende på knæ og med en tydelig sitren i kroppen. De mange ar var mere eller mindre banket op igen efter at selv være udsat for brand, så han havde det selv bestemt heller ikke særlig godt. Han vendte blikket stille ned af sig og lagde den ene hånd mod hullet i hans bryst. Det hele var ved at heale og det lukkede sig i princippet ganske hurtigt for en vampyr, men selv han kunne vær en anelse langsom til det, og specielt med det som han var udsat for! Selvom den sande historie slet ikke var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for den sags skyld, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Det eneste so han kunne huske, var at der var gået ild i tæppet, som han forgæves havde forsøgt at slukke, og selv det var en tanke som han ikke rigtigt kunne få det til at stemme, for det burde ikke have været et problem for ham at slukke den? Han vendte blikket stille over sin ene skulder, også selvom han var fuldkommen forbrændt. Hvis der var noget som vampyren i ham, bestemt ikke kunne tåle, så var det helt klart ild og flammer. Hans krop rystede og sitrede. Alle hans ting lå jo også indenfor, så det hele var… mistet vel? Den tanke formåede jo faktisk at gøre ham trist, for han skulle jo bare have hentet det hele!

[Deleted]

Yasmya tog et fast greb omkring Carlisle, og svingede benene om livet på ham, så meget som kjolen nu engang tillod det. Til tider var det ikke altid praktisk at være kvinde. Hun var glad for at Carlisle havde hentet hende, også fordi det var sjældent hun i det hele taget så noget til ham, han var en travl ung mand, men de havde leget sammen som små, det kunne hun om ikke andet huske. Hun forsøgte virkelig at kontrollere sine tanker, mest for at finde en smule ro også selvom det var direkte umuligt, og ville være det indtil hun fik ham at se. Hun tvivlede på at hun ville være i stand til at gøre det helt store, hende og Jacques havde været adskilt i mange år, ogs selvom hun kendte ham bedre end nogen anden, så var der visse punkter han var som en fremmede for hende på. Dog ville hun selvfølgelig gøre sit bedste. Som han bad hende om at tage en dyb indånding, så gjorde hun det og holdt vejret. Blikket lod hun ligeså glide i for ikke at få træk i øjnene. Idet han satte i gang pressedes alt luft ud af hendes lunger, hun hørte intet foruden en hæslig susen og følte kulden næsten sprække hendes hus. Stanken af røg nåede hende efter ikke lang tid, hvilket fik hende hjerte til at synke. Hun mistede pusten og tog endnu en dyb indånding, hvilket var nærmere umuligt. Da han endelig stoppede foran Carino Fattoria, kunne hun føle varmen fra flammerne mod sin hud. Hun slap langsomt grebet om ham, og stod igen på egne ben, mens de smaragdgrønne øjne mødte ilden der tårnede sig op som et stort bål. Hendes øjne endte fuldkommen blanke idet hun betragtede sit barndomshjem brænde ned til grunden. Hendes far ville blive knust når han hørte om dette. Jacques stemme rev hurtigt i hendes opmærksomhed. Blikket faldt på hans skikkelse, som han lå der på jorden, blodig og forbrændt. Hun sank en klump, før hun hastigt strøg mod ham og gled på knæ på den kolde jord, hvis sne var smeltet som følge af ilden. Med den ene hånd tvang hun ham roligt ned at ligge. ”Jeg ved det, Jacques. Lad det brænde, det er ikke vigtigt,” svarede hun ham med en skælvende bekymring i tonen. Carlsiel havde virkelig ikke overdrevet da han havde nævnt for hende hvordan manden så ud. Hun vidste hvor hurtigt hans sår ville heles med hendes blod.. det havde sine fordele at være et så uskyldsrent væsen som hun var, men hun vidste ligeså at Jacques til enhver tid ville stå imod fristelsen. 8color=Pink]”Læg dig ned,”[/color] bad hun med rolig tone, han virkede jo panisk hvilket hun ønskede at ændre på. Hånden lod hun blidt stryge langs hans kind, gennem hans uglede, mørke hår og videre ned over hans hals, der endnu var blodig, hvilket hurtigt malede hendes blege hånd i den blodrøde farve. Yasmya knyttede hånden og sukkede. ”Carlisle? Se om du kan finde nogle til at hjælpe med at slukke ilden, inden den breder sig til resten af byen,” bad hun mens hun selv havde tænkt sig at blive hos Jacques. Hun havde bestemt ikke tænkt sig at lade den brænde resten af byen op, der var mange uskyldige mennesker, der ikke skulle berøres af det.

[Deleted]

Jacques var præget af fortvivlelse, også fordi at han et sted vidste, at det som han kunne huske fra denne dag, slet ikke var noget som gav nogen mening! At slukke en ildebrand i et tæppe, var da en smal sag for hans vedkommende, og han havde ikke formået det? Det var jo slet ikke noget som gav nogen mening! Tænderne bed han svagt sammen, som han blev siddende og stirrede direkte hjælpeløst på det store mansion. Det var jo ikke bare en stor del af hans liv, men også Marius og Yasmya vægtede det vel frygtelig højt? Et sted følte han næsten at det var hans egen skyld, også selvom han vel ihærdigt havde forsøgt at slukke den, men det var bare ikke lykkes ham! At Yasmya kom ham i møde, fik ham til at vende blikket mod hende, også selvom han mildest talt så ud af helvede til. Han havde det bestemt ikke særlig godt, selvom han nu ikke rigtigt kunne gøre det største ved det lige nu. ”Jamen.. Jeg forstår ikke. J-jeg skulle have kunne slukke den.. Jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke.” endte han med en dæmpet stemme, som han igen vendte blikket ned af sig. Han vendte blikket stille mod hende, som hun fik ham ned at ligge. Det sitrede helt i hans krop, og han havde det bestemt heller ikke særlig godt, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hans vedkommende. ”Jeg forstår det ikke, Yasmya… D-der er ting som slet ikke stemmer..” endte han med en direkte frustreret stemme, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hans vedkommende af den grund. Han bed sig svagt i læben, som hun berørte ham, også selvom det selvfølgelig var rart, for det var noget som allerede fra start af, fik ham til at slappe af. At Carlisle allerede var videre igen for at finde hjælp til at slukke flammerne, bed han sig slet ikke mærke i, da han slet ikke havde været klar over, at manden havde været der i det hele taget, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han trak vejret dybt endnu en gang, også selvom det tydeligt resulterede i et gisp, som han tog sig til brystet. Det gjorde forbandet ondt! Han klemte øjnene sammen. Han lå nærmest og badede i lyset af flammerne, også selvom han ikke helt kunne afgøre hvorvidt om det var en god eller en dårlig ting, hvilket selvfølgelig selv var noget som måtte gøre ham en anelse trist, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han slog hovedet ned mod jorden endnu en gang. Han kunne virkelig ikke samle sig om noget som helst, og et sted så gjorde det ham kun langt mere frustreret! Igen forsøgte han at sætte sig op. Han havde slet ikke lyst til at ligge ned, han ville have den ild slukket, inden den bredte sig til resten af byen, for det var slet ikke noget som han var synderlig interesseret i!

[Deleted]

Yasmya kunne se at Jacques milde talt havde det af helvedes til, hvilket kun bekymrede hende. De store flammer kastede et ellers smukt skær på jorden, og hun kunne næsten føle varmen mod sin hud, selv på trods af at hun bar kappen. Det var sjældent hun så ham så omtumlet og forvirret, hvilket slet ikke lignede ham på samme måde. Den kølige jord skrabede mod hendes knæ, også selvom hun ikke gjorde noget for at forhindre det, den eneste der havde hendes opmærksomhed var Jacques i øjeblikket. Hun strøg blidt hånden mod hans kind, inden hun endte med at tage fast om hans kæbe, for at tvinge hans blik til at se ind i hendes. ”Lyt til mig, Jacques. Det er ikke din skyld, end ikke du kunne forhindre så store flammer. Lad det ligge,” svarede hun yderst bestemt. Hvis han skulle til at bebrejde sig selv alt muligt, så ville det kun gå galt, det så hun virkelig ingen grund til! Måske hun endnu ikke vidste hvad pokker der var sket, men det var tydeligvis ikke noget som kunne rettes op på bare sådan. Hans forbrændte skjorte åbnede hun med lettere fumlende fingre, den slags var hun jo ikke vant til, men hun kunne se at det ligeså blødte derinde fra et sted, hvilket kun bekymrede hende yderligere. Det blege bryst lod hun komme til syne bag, og det samme med det store sår i hans side. Hendes hjerte sank modløst. I og med at sårene ikke var helet, tydede det på at han ikke havde næret sig i et godt stykke tid. Tænderne bed hun fast sammen og sendte himlen et næsten bebrejdende blik. Det var virkelig ikke rimeligt! ”Vi finder ud af det. Det lover det. Lad det ligge for nu, vi er nødt til at have dig lidt på fode igen,” endte hun stille. Kort skævede hun ned mod sit håndled. Flammernes knitren i baggrunden skænkede hende en beroligende fornemmelse, også selvom det var hendes barndomshjem der gik til grunde. Hun overvejede kraftigt at tvinge ham til at drikke det. Hun satte sig over ham med et ben på hver side, dog uden at lægge vægt på ham i det hele taget. Hun lænede sig roligt ned over ham, mest for at Carlisle ikke skulle høre dem i tilfælde af at han ikke var så langt væk som hun umiddelbart ville tro. ”Jacques.. jeg ved allerede at du vil forsøge at afsværge ideen.. men du er nødt til at bide mig. Du har ikke næret dig, det kan ses på sårene, det vil være for farligt at bringe dig tæt på andre mennesker. Du har brug for det til at hele, hver sød at bid,” hviskede hun så lavt som hun overhovedet formået, udelukkende for at Carlisle ikke ville stoppe hende, hvilket han uden tvivl ville. Hun fjernede langsomt de lange, blonde lokker fra sin hals. Så stærk som hendes puls var, så vidste hun at det ville være en frygtelig fristelse, og på ingen måder retfærdig, men lige i denne situation gav hun ham ikke valget, det sidste hun ønskede var at miste ham. Halsen endte fuldkommen blottet, og man kunne næsten ane pulsen dunke i hendes årer. Hvor langt Carlisle var væk vidste hun ikke, men hun håbede sandelig at han var langt nok væk til ikke at kunne stoppe hende, det var en beslutning hun allerede havde truffet.

[Deleted]

Jacques var fuldstændig rundt på gulvet, hvor han blev liggende og stirrede i retningen af det store hus, som stod badende i de massive flammer. Tanken var selvfølgelig noget som frustrerede ham, for det var bare en tanke som gjorde det hele værre for ham. Han havde ondt, han var rundt på gulvet, også fordi at han et sted godt kunne mærke, at der var noget i hans krop og sind, som bare ikke var som det skulle være, og det var bestemt heller ikke noget som han brød sig om. Såret i halsen, i brystet og i hans side, var noget som forhindrede ham i at skulle reagere som han ellers burde, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre af den grund. Han vendte blikket stille mod Yasmya, som hun strøg ham over hans kind. Selvfølgelig var det rart.. Det var det faktisk, også fordi at det føles som så lang tid siden, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Han bed tænderne en smule sammen. ”Ild i tæppet, Yasmya… J-jeg burde stoppe det.. Jeg burde kunne.. Men kunne ikke.. N-noget stemmer ikke..” Igen vendte han blikket i retningen af det store mansion, også selvom han tydeligt bed sig i mærke i at hun valgte at lægge ham ned og faktisk.. valgte at trække sig over ham, hvilket næsten var det som kom mest bag på ham. Han blinkede let med øjnene igen, som han vendte sig mod hende. Han havde det bestemt heller ikke særlig godt, og det var vel også tydeligt at han faktisk havde… ondt? Og at sårene heller ikke healede ordentligt? Han havde ikke næret sig oprigtigt i tiderne her, også fordi at han havde været stresset og presset, og det var først nu hvor han var sammen med Yasmya, for det var kun hende som formåede at gøre ham rolig. ”Det gør ondt, Yasmya.. Jeg har virkelig ondt, og jeg kan ikke huske hvorfor..” endte han med en tydeligt frustreret stemme, som han igen vendte blikket mod hende, som hun havde taget pladsen over ham. At hun valgte at læne sig mere over ham og med de ord, var næsten noget som fik hans pupiller til at trække sig voldsomt sammen. Han ville jo slet ikke bide hende, og da slet ikke på det grundlag! Selvfølgelig længtes han virkelig efter at skulle markere hende som sin egen, men han frygtede jo at han slet ikke ville kunne styre det, og det ønskede han så sandelig heller ikke! Han rystede let på hovedet, også selvom tænderne næsten automatisk var endt med at blive blottet. ”Det… det må du slet ikke bede mig om, Yasmya.. J-jeg vil ikke gøre dig ondt.. Jeg vil ikke bide dig på det grundlag.. Ikke tving mig til det..” Han vendte blikket mod hendes smukke ansigt. Han frygtede virkelig, at han ikke kunne styre sig, og han ønskede jo heller ikke at hun skulle have ondt eller noget lignende, og tanken om at han ville tage for meget, var næsten det som skræmte ham mest!

[Deleted]

Jacques var tydeligvis helt rundt på gulvet, og det gjorde hende forbandet bekymret. Bag sig kunne hun høre flammerne knitre når det fik fat i nyt materiale det kunne brænde, selv hun kunne se at der ikke var noget der stod til at redde, hvilket var en tanke som faktisk gjorde ondt på hende. Camyn og Marcianus spurgte hun slet ikke ind til, for eftersom Jacques ikke havde nævnt noget om dem, så gik Yasmya næsten ud fra at de ikke havde været til stede i det hele taget, hvilket faktisk lettede hende, måske de aldrig havde fungeret særlig godt, men hun ønskede ikke at se nogle af dem komme tilbage. Hun strøg blidt hans kind, også fordi hun forsøgte at berolige ham lidt, hun brød sig ikke om at se ham så forbandet panisk. I sit eget indre, bandede hun guderne hele vejen til helvede for igen at kaste hende igennem et smertehlved og det samme med ham, hun frygtede for at miste ham, hvilket hun virkelig ikke ville høre tale om! ”Jeg vil ikke høre på at du bebrejder dig selv, Jacques. Der er altid noget vi kunne have gjort, men der er grunde til at det sikke sker, så lad det ligge!” beordrede hun bestemt, det andet ville bestemt ikke gavne ham, desuden så kunne det umuligt være hans skyld, uheld skete trods alt, og sådan var det jo bare. Der herskede ikke tvivl om at han ikke havde næret sig ordnetlig det sidste stykke tid, og tanken irriterede hende lidt, for maden havde jo været tilgængelig nok, der boede andre vampyrer i deres hjem, så blodet stod og blev opbevaret i kælderen, mest for at Darryl ikek behøvede at jage hver eneste aften. Han havde behov for føden for at kunne hele ordentligt og for ikke at risikere at gå amok på andre. Hellere hende en alle andre, det holdt hun fast i, hvilket også var grunden til at hun endte med at sætte sig over ham. De blonde lokker endte med at hænge langs den ene skulder og gned ned over hans blottede overkrop, også selvom hun forsøgte at holde det væk fra hans sår. Hun var yderst forsigtig, med ikke at lægge vægt på ham, hun ønskede jo heller ikke at påfører ham mere smerte end den han allerede bar på. ”Jeg ved det godt, Jacques. Vi finder ud af det alt sammen, det lover jeg. Det vigtigste er at vi får dig på benene,” hviskede hun blidt og forsøgte at holde tårerne tilbage, men hun kunne ikke undgå at virke skræmt. Hans reaktion undrede hende ikke synderligt. Hun sukkede opgivende. Hun havde hele tiden vidst at han ikke ville bide sig fast frivilligt, men det var han for pokker da nødt til! For alles bedste! Desuden havde han aldrig sat tænderne i hende, hun tilbød jo faktisk dyret den markering, som det aldrig havde skænket hende. ”Du gør mig ikke ondt, min kære. Mit blod vil få sårene til at lukkes omgående, og du ved det godt. Desuden ønsker jeg ikke at du skal ende med at bide en tilfældig og blive forvist herfra, afholdt fra mig og Emanuel. Gør det for vores skyld,” bad hun dæmpet. Det var måske et uretfærdigt argument, men uden ham kunne de ikke blive en familie igen, og det var jo det de arbejdede hen mod, så vidt hun havde fået med sig vel og mærke, hun ønskede virkelig ikke at miste ham! Hun lænede sig så hendes bryst yderst let berørte hans, dog endnu uden vægt. ”Bid mig,” hviskede hun bedende, uden at vise tegn på panik, hun stolede jo på ham!