Don't get in the way

[Deleted]

Det var eftermiddag, solen malede sine sidste stråler på himlen, inden den om et stykke tid ville blive erstattet med mørket, der kom hurtigt her i vintertiden. Der var gået lang tid siden Sonic sidst havde set sin lille pige og han måtte erkende at han savnede hende. Han ønskede at få hende ud fra huset og han ville tage hende med sig til Peula, hvor de kunne bo hos hans mor, indtil han fandt sit eget. Han håbede i hvert fald på at hendes gæstfrihed endnu gjaldt, eftersom han ikke ønskede at Jacqueline skulle vokse op i Dvasias, da det kunne blive for farligt og han ønskede trods alt at give hende en tryg tilværelse, desuden havde han lovet sin mor at han ville komme og se til hende igen, så det havde han skam også tænkt sig! Han havde dog sendt hende et brev, skønt hun endnu ikke havde besvaret det, hvilket et sted måtte gøre ham nervøs, det var dog også derfor han stod her alene, klar til at handle på egen hånd, som han havde tænkt sig at hente sin datter og få hende med sig, så de endelig kunne være sammen. Han håbede at pigen havde det godt, skønt at der var stor chance for det, da hun var her i Procias, selvom han godt vidste at hun ikke gad være her, men han havde bedt hende om at være stærk, som han havde bedt hende om at holde ud, for hans skyld og han havde lovet at han ville komme efter hende, hvilket han nu gjorde.
Sonic red endnu på den sorte hingst, som hans mor havde givet ham, hvor han skam også havde i sinde at aflevere den tilbage, for den var trods alt ikke hans, men han måtte nu erkende at han faktisk var blevet glad for den i løbet af de måneder han havde brugt den, for den var faktisk et prægtigt dyr, utrolig hurtig og udholdende, hvor det præcis var sådan en hest han kunne lide! Han stoppede roligt hesten da han kom til det træ udenfor huset, som han også sidst havde bundet den fast ved, inden han valgte at søge mod den store herregård, som han tydeligt kunne se. Han savnede sit hjem her. Selvom det ikke var selve stedet han savnede, det var minderne og ikke mindst planerne som han savnede, da det jo havde været meningen at Jacqueline skulle vokse op her, samt at han og Ilaria skulle blive gamle sammen her. Han vidste ikke hvordan hun havde det, da han ikke havde talt med hende siden deres sidste aften, hvor han havde fortalt at tøsen var i live. Overraskende nok havde de skændtes igen, da det jo klart var en vane efterhånden, men det som var den sande overraskelse, var det at de rent faktisk var endt i seng med hinanden, hvilket endnu stod ham tydeligt i sindet. Mindet kunne stadig få ham til at smile, da det i sandhed havde været rart, for der var ingen kvinde, der kunne give ham det som hun kunne, selvom det gjorde ondt at hun havde afvist ham, da han havde bedt hende om at få et liv med ham, og derfor kunne han helt tvivle på at hun overhovedet gad ham, for hun var vel kommet over ham? Tanken gjorde ondt. Langsomt måtte han kravle op over hegnet, hvor han søgte omkring huset, selvom der ikke var nogen at se. Døren var låst, men han havde fundet et vindue som stod på klem, hvor han ved hjælp af en pind havde fået lirket det helt op, så han kunne kravle indenfor. Og da han havde gennemsøgt hele huset og stod i stuen igen, gik det op for ham at den pige han var kommet efter, slet ikke var her. Vreden steg i ham, hvor varmen steg ligeså. Hænderne knyttede han, som han bed tænderne kraftigt sammen. ”HVOR ER HUN?!” Ordene forlod hans læber som en drages brøl, hvor han vidste at de skide vampyrer endnu var her, og de skulle komme til at bøde for det som der var sket!

Tag; Jacques

[Deleted]

Efterhånden, så var det et stykke tid siden Jacques havde fået Jacqueline ud af landet. Selvom han faktisk var endt med at holde af den lille pige, så vidste han, at det var det eneste som måtte afholde Sonic var at søge hertil! Det kunne godt være, at man ikke havde set manden, men duften hang tydeligt igen efter hans besøg, og selv han havde valgt at handle til fordel for hans eget land. Selvom det havde været en handling med tungt hjerte, så havde han om ikke andet, så fundet en mand, som han var sikker på, nok skulle tage sig af hende, og kunne give hende en betydeligt bedre tilværelse end en flok vampyrer på stedet her. Selvom det var stille efter Jacqueline var væk, så var det skam også fordi Jacques ikke var der nær så meget mere, som det han havde været før i tiden. Mere eller mindre, var han i færd med at flytte fra stedet og komme tilbage til Yasmya, og denne gang havde han kun lige hjemvendt for at hente sine mest værdifulde ejendele. At huset så skulle få uventet besøg, var slet ikke noget som han lagde mærke til i det tomme soveværelse. Umiddelbart kunne det ligne at Camryn og Marcianus havde valgt at tage turen ned til Marius. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, for så var han i det mindste sikker på at han kunne få pakket i ro og mag, og faktisk tage af sted inden de ville komme hjem igen. Han havde efterladt sig en lille note på hendes hovedpude, hvilket han vidste, var en besked som hun ville få så snart hun gennemsøgte huset for ham. Det var måske ikke den mest optimale måde at gøre det på, men han ønskede jo at lade hende vide hvor han var og hvad han var i færd med, da han ikke bare var typen som stak af fra tingene, for sådan var han da slet ikke!
Lyden af de høje råb nede fra stuen, var noget som hurtigt måtte fange Jacques’ opmærksomhed. Umiddelbart kunne han kun forestille sig, at de måtte tilhøre en mand; Sonic. Ikke fordi at det forundrede ham at manden kiggede forbi, også fordi at Jacquelines tilstedeværelse havde været almen kendt i Procias, efter at han havde fundet hende, mere eller mindre udsultet i sin lille seng. Det havde været et helt at ham og Camryn havde opsøgt stedet, for det havde bestemt ikke været kønt! Han trak vejret dybt, kun for at forlade det store soveværelse og søge ned mod Sonics stemme. Det ville vel kun gøre ondt værre, at lade manden stå og vente? Og det var slet ikke noget som han var ude på! Tvært imod! Han kneb øjnene en anelse sammen, som han nåede foden af trappen og lige kunne skimte ind i stuen. Her var stille uden Jacqueline, men selv han måtte mene at det var bedst, at hun slet ikke var her, selvom det faktisk var en tanke som gjorde ondt. Han havde jo faktisk haft hende her ved sig igennem et temmelig godt stykke tid af den grund. ”Hun er her ikke, Ilosonic,” endte han med en fast tone, kun for at indikere, at han vidste at det var ham – hvem pokker skulle det da ellers være?!

[Deleted]

At Sonic skulle komme til et tomt hus, var bestemt ikke hvad han havde regnet med, skønt han havde frygtet at hans tilstedeværelse sidst ville blive opdaget, eftersom det trods alt havde været vampyrer der havde boet her, selvom den tanke gjorde ham stiktosset, for ingen vampyr skulle passe hans pige! De havde fuldstændig ødelagt hendes døgnrytme, ligesom de slet ikke havde lært hende noget som helst, hun havde jo slet ikke været så udviklet som normale ville på hendes alder, da de havde ignoreret hende, og det skulle de alle sammen komme til at bøde for! Ingen skulle passe hans lille pige foruden ham, som det kun var ham, der var god nok for hende, og så kunne det godt være at folk ikke ville have at han havde indflydelse på pigen, men for pokker da, han elskede sin pige lige så højt som nogen anden normal forælder, ville gøre og ingen ville passe bedre på hende end det som han ville, for han ville vogte om hende med sit liv som indsats, han ville tilmed sætte hende før sig selv og derfor så ville han sørge for at hun fik et trygt liv, da hans liv her i Procias havde været alt for risikabelt til et familieliv. Men han skulle nok rette op på det hele og tage sig af sin lille prinsesse.
Vreden begyndte at buldre i Sonics indre, hvor han stod og prustede som en arrig tyr, som han hørte det rumstere ved trappen, hvor han vidste at der var nogen hjemme og han slog dem alle sammen ihjel gjorde han! De havde bare at fortælle ham hvor hans lille pige var, ellers så flåede han dem levende! Mandestemmen der lød, gjorde det kun tydeligt at det måtte være Jacques. Aldrig havde han mødt fyren, men det var også irrelevant, for selvom han var bror til Marius, og onkel til Camryn, så kendte han jo egentlig ikke rigtig til familien, foruden han vidste at Jacques legede rundt med den. Langsomt vendte han sig om, som han stillede sig med fronten mod døren ud mod gangen og ventede på at han kunne se mandens skikkelse. Han stod i et rum som han havde holdt meget kært. Dette var hans gamle hjem, et hjem som et sted gjorde ham ilde til mode, netop fordi der var så mange gode minder her, men noget som aldrig ville komme igen og det var en tanke som gjorde ondt. Han havde også renoveret hele stuen og nu var der bare andre som boede her, hvilket han slet ikke fandt sig i! Desværre havde han ingen magt over det, da han ikke længere var velkommen her, eller i landet, men det var heller ikke derfor han var her, da han kom for sin egen lille piges skyld. ”Det kan jeg godt se smarte..” hvislede han køligt og med en undertone af vrede. ”Fortæl mig hvor hun er!” krævede han i en beordrende tone, som han mærkede hvordan varmen kun steg endnu mere i hans krop. Det ville blive surt for Jacques hvis han ikke fik munden på gled, for solen var endnu oppe udenfor og der skulle jo nødig ske noget uheld her i huset, eller med det. Og lige nu var han ikke typen man skulle lægge sig ud med, for han var virkelig, virkelig vred!

[Deleted]

Selvom Sonic og Ilaria var væk fra Procias, så havde roen endnu ikke sænket sig. Ikke fordi at det var noget som berørte Jacques som sådan, også selvom han ville sætte pris på, ikke at blive set skævt på, bare han gik ned af gaden! An var ganske vidst af et vampyrisk væsen, men selv han følte, at han havde gjort det rigtige ved at sende Jacqueline bort, også selvom han faktisk var blevet glad for tøsen. Nu levede hun blandt dæmoner, også selvom.. han ikke helt var klar over om det var i Dvasias eller om det var i Imandra, men det var på sit vis ganske ligegyldigt for ham, så lang tid den lille pige faktisk havde det fint, og forblev langt væk fra sine forældre! Sonic havde allerede gjort nok skade på landet her, og han ønskede bestemt heller ikke at der skulle ske mere end hvad der allerede var sket! At manden så havde valgt at søge til herregården her, forundrede ham på sit vis ikke, da han regnede med at manden engang ville komme forbi og kigge efter sin lille pige. I den forstand, var han faktisk glad for at Camryn og Marcianus ikke var alene hjemme, for det ville da først for alvor ende med at gå helt galt! Selv havde han nok ikke den største erfaring indenfor kamp, da han altid havde været holdt udenfor den slags, men ikke desto mindre, så var han ikke bange for at gøre hvad det krævede af ham, og altid ville gøre hvad det krævede af ham!
Roligt blev han stående, som han nåede stuen. At stå ansigt til ansigt med Sonic, var noget som kun rev i det indre bæst, også fordi at han ønskede manden borte herfra! Og det var ikke noget som kunne gå hurtigt nok, og ej heller for hans eget vedkommende! Næverne knyttede han ganske let, som han kun fik et hånligt svar tilbage igen. Han vidste godt, at han ikke havde været det bedste for Jacqueline, og tøsen havde bestemt heller ikke været begejstret for ham, men af den grund, så havde han passet på hende efter bedste mening. At han tog den tone i brug overfor ham, indikerede kun at han var vred. Ikke fordi at det kom bag på ham som sådan, også selvom han selv måtte finde det bedst i at skulle bevare den endelige fatning. Han trak vejret dybt. ”Sendt bort og ud af landet. Du er ikke velkommen her, Ilosonic, og du burde holde dig langt væk herfra,” fortsatte han med en ganske så kortfattet tone. Umiddelbart betegnede han ikke Camryn som sin familie, da han igen var ved at finde ud af det hele med Yasmya, og det var ikke denne mand som skulle komme i vejen for ham og hans lykke! Det eneste som han dog ikke forstod, var at manden endnu ikke havde valgt at tage tøsen med sig, men at han havde valgt at.. vente med det? Personligt havde han taget tøsen med sig, hvis han havde stået ansigt til ansigt med sin datter, om det havde været tilfældet! Tanken om at efterlade hende, ville have været en tanke som havde slået ham ihjel indvendig!

[Deleted]

Tanken om at Jacqueline ikke var i huset, var noget som gjorde Sonic stiktosset, da det var hans lille pige som der var tale om, og han ønskede hende med sig, han ønskede hende i sit liv, da han var hendes far og det var hans ret som ingen kunne tage fra ham, selvom der tydeligvis var mange der åbenbart gerne ville forsøge at holde dem adskilt og det var noget som direkte måtte irritere ham grænseløst, for ingen skulle bestemme over hans eller hans datters liv, for det fandt han sig virkelig ikke i! Han skulle have taget tøsen med sig, da han havde haft chancen, hvilket han godt kunne se nu, set i bakspejlet, men på den anden side så havde han jo kun ønsket det bedste for sin datter selv, han ønskede hende sikker og et liv på gaden var slet ikke noget som han kunne byde hende! Og heller ikke et liv i Dvasias for det var alt for risikabelt og det ønskede han slet ikke at hun skulle vokse op i, og et sted gad han heller ikke nasse på sin mor, selvom den kvinde var hans sidste udvej og hun ville også selv have lidt godt af noget selskab, da han vidste at hun gik igennem en hård tid, og hjælpe hende ville han gerne, da han gerne ville skabe et bedre bånd med hende, nu hvor han endelig havde fundet hende. Familie havde altid betydet meget for ham, selvom han godt nok var blevet svigtet af mange, men når man endelig blev hans familie og lukket ind i varmen, så ville han også gøre alt for dem, og det gjaldt både hans mor, datter og Ilaria. Måske Ilaria ikke længere var hans hustru, han bar stadig ringene omkring sin hals sammen med medaljonen, men derfor anså han hende stadig for familie, for hun var trods alt knyttet til Jacqueline, samt han stadig elskede hende.
At Jacques endte i stuen, tog Sonic sig ikke af, da han bare ville have sin pige igen og hvem kunne bebrejde ham for det? Det var hans datter og ingen andens, så han havde retten til hende, og det skulle ingen andre blande sig i! Hans blik blev kun langt mere kynisk ved ordene. ”Skal du spille smart, knægt? Desuden så står du i mit hus, ikke omvendt, og du er da velkommen til at smutte ud i solen, og det er også der du ender, hvis du ikke fortæller mig hvor min datter er,” svarede han kynisk og nedladende igen. Han var ved at være godt og grundig vred, så denne fyr gjorde klogt i at give ham hvad han ville have, for ellers så endte det først galt og det måtte fyren vel også selv kunne tænke sig til? Medmindre han var ude på en kamp, eller det som var værre, for det kunne sagtens blive arrangeret! Hans humør var ikke til at spøge med, men det var en ilddæmon sjældent og det var en mentaldæmon heller ikke og en kombination som han var, var da slet ikke noget man skulle tirre, men det kom han til at finde ud af på den hårde måde, hvis han ikke gav ham hvad han ville have; svaret på hvor hans prinsesse var endt henne. ”Du har præcis to sekunder til at få munden på gled, inden jeg brænder hele huset ned til grunden eller det som er værre,” tilføjede han utålmodigt og dog advarende, som han tog et faretruende skridt imod Jacques retning. Han ville ikke tøve med at brænde lortet ned til grunden og smide fyren ud i solen, hvis ikke han fik sin vilje.

[Deleted]

Jacques havde faktisk været utrolig glad for lille Jacqueline, selvom det bestemt ikke havde været gengældt. I det store og hele, så var det her også et sted som han faktisk trives ganske godt, også selvom han var ved at finde ud af det hele med Yasmya, og det var jo faktisk noget som passede ham selv ganske fint. Nu hvor Jacqueline var ude, så var der også langt mere ro på tilværelsen her, også selvom der næsten var... alt for stille. Ikke desto mindre, så forstod han bare ikke hvordan Sonic kunne få sig selv til at efterlade sin lille pige her, når han vidste at hun var der og han havde jo besøgt hende, for mandens duft havde jo hængt stort set i hele hytten efter sine besøg! Han havde taget en hård beslutning, for den havde faktisk været hård, men at sende hende bort og til dæmoner, var noget som selv han anså for at være det mest rigtige, når alt endelig skulle komme til alt, og så var han et sted også fuldstændig ligeglad med hvordan Sonic havde det med tingene.
At skulle stå ansigt til ansigt med selveste Ilosonic, var bestemt ikke en tanke som havde slået Jacques som sådan, men han kunne vel heller ikke se bort fra, at han vidste, at det skulle ske før eller siden. Manden var vred, hvilket han faktisk forstod sig på, men i hans øjne, så var det selvforskyldt, i og med at han havde valgt at lade sin pige blive igen, hvilket var en handling som han slet ikke forstod! ”Solen vil ikke bide på mig, hvis du hentyder til den vampyriske svaghed. Og med henblik på huset her, så er det ikke længere dit. Jeg hørte at du blev halshugget og offentlig ydmyget.. Du har slet ikke nogen grund til at være her mere..” endte han med en langt mere spids tone. At manden blev langt varmere, var noget som hal udmærket godt kunne mærke, også selvom det bestemt heller ikke gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han blev stående.. Selvom han måske ikke var erfaren indenfor kamp og strid, så var han bestemt heller ikke bange for at slå fra sig, hvis det virkelig skulle vise sig at blive en nødvendighed! At manden truet ham, tog han skam til sig, også selvom han stod fast på at Jacqueline havde det bedre hvor hun var nu, end hvad den mand kunne tilbyde hende. Han havde sendt hende bort af en grund trods alt! ”Hun er sendt ud. Personligt ved jeg ikke hvor,” endte han med en ganske så kortfattet stemme, som hans blik igen gled til hans skikkelse. Han knyttede næverne. Han havde mange af vampyrens styrker, men lige så mange af deres svagheder, men selv nu hvor tøsen var ude, så vidste han faktisk ikke helt præcist hvor hun var endt henne.. Men af den grund, så vidste han dog godt ved hvem hun var endt, og det var vel også det som i princippet faktisk var det vigtigste.

[Deleted]

Sonic var på ingen måde en mand som man skulle lægge sig ud med, og da slet ikke i øjeblikket, hvor han virkelig var vred og slet ikke ville tøve med at rive hele hytten fra hinanden og slå hele befolkningen ihjel, bare for at finde sin datter. Han var en mand der gjorde impulsive og drastiske ting, hvilket han var frygtelig god til, selvom han til tider gjorde ting før han tænkte over konsekvenserne, men det skulle også til af og til og det var sjældne gange at det var gået så galt at han ikke havde kunnet klare det. Den største fejl han havde begået, var da han havde hjulpet Lucas og Raphaella, da det havde kostet ham sit liv her i Procias, ligesom det havde kostet ham sin familie, så han gjorde aldrig den fejltagelse at hjælpe andre igen, han tænkte kun på sig selv, og så naturligvis på de som han holdt kær, som hans familie. Et grumt smil gled over hans rosenrøde læber til Jacques ord, som han åbenbart forsøgte at holde en kortfattet mine, selvom fyren burde frygte ham, da han slet ikke anede hvad han kunne finde på og lidt burde knægten have hørt ham, ellers så skulle han nok vise det foran hans egne øjne. ”Åh ja? Men jeg har min egen sol lige her, og den vil gøre ondt, og den vil være langt mere pinefuld, en den der er derude,” svarede han lumsk, uden at han tog det mørke øje fra ham, hvor han var blind på det højre, hvor han bar et forbrændt ar, der ikke var nær så vansiret, som det havde været til at starte med, skønt det stadig ikke var særlig kønt. Han bar også ar efter korsfæstelsen i Apterta City, som ville være ham et evigt minde om den ydmygelse han var gået igennem og han svor hævn over det som var sket ham og hans familie og han ville simpelthen brænde hele landet ned til dets grund, så der ikke var andet end aske tilbage! At Jacques så fortsatte med at gentage sig selv, var noget som fik Sonic til at knække sine fingre på hver hånd, inden han rullede med de muskuløse skuldre, nærmest som gjorde han sig klar til kamp. ”Du har uden tvivl hørt om mig, så du må jo vide hvad jeg kan finde på, og jeg sværger højt og helligt at jeg vil gøre alle du elsker ondt, hvis ikke du fortæller mig hvad du har gjort af min datter. Og lad vær med at spille dum, vi skulle jo nødig have at der sker noget med Camryn, hendes lille dreng, Yasmya eller.. din egen lille søn,” svarede han kynisk, som et grumt smil gled over hans læber. Han mente sine ord, det kunne godt være at de i princippet var blodbeslægtet med ham, men de betød intet for ham og han ville slå dem alle ihjel, så snart han fik chancen, hvis ikke Jacques snart åbnede munden og fortalte hvor han havde gjort af Jacqueline, for han ville skam gøre alle ondt og brænde huset ned til grunden, hvis ikke det blev fortalt. Han lod hovedet søge let på sned. ”Åh.. dine to sekunder er udløbet, ærgerligt,” tilføjede han sarkastisk, som han søgte ind i hovedet på Jacques og plantede en intens smerte i hans sind, som han ikke var mild med, da han lod det gøre pinefuldt ondt og føltes som om hovedet skulle eksplodere. Han var ikke tålmodig, så han havde bare at få tungen på gled!

[Deleted]

Jacques var udmærket godt klar over det ry og rygte som Sonic havde påtaget sig igennem den tid han havde været her. Det var bestemt heller ikke fordi at det var den type som faldt i den gode jord ved ham, også fordi at han slet ikke havde nogen anelse om hvad han kunne forvente af manden, og selvfølgelig var det noget som selv formåede at gøre ham temmelig usikker, da han helst gerne ville hjem til Yasmya og gerne i et stykke! Blikket forblev på manden. At han ikke havde taget sin datter med første gang han havde været her, forstod han ikke, for det ville han helt klart have gjort uden at tøve, også fordi at han vidste, at selv på trods af at Jacqueline havde været glad for at bo i huset, så havde hun ikke været tilfreds med hvem der havde boet der sammen med hende, og et sted, så var det faktisk også noget som han havde den store og tydelige forståelse for, så det var vel heller ikke noget som kom bag på nogen som sådan, var det? Han kneb øjnene en anelse sammen. Han besvarede faktisk mandens spørgsmål efter bedste hensigt, om det var noget som han så ville tro på eller ej! Solen udenfor, ville ikke gøre det mindste skade på ham, hvilket han faktisk havde det ganske fint med! Der havde han kun været blandt de heldige, for han vidste, at det ikke var alle som var lige så heldige, som det han var i denne stund. Han forsøgte stadig at holde sig så stille, rolig og ikke mindst fattet, som det var ham muligt, selvom hun bestemt heller ikke gjorde sagerne meget nemmere for ham af den grund. Truslen valgte han bevidst ikke at svare på, da det nok heller ikke gjorde den største forskel uanset. Han kneb øjnene direkte dræbende sammen endnu en gang. At han valgte at true stort set alle som stod ham nær, var noget som gjorde ham direkte stiv i minen og langt mere.. dyrisk, for det var bestemte heller ikke noget som han fandt sig i! Slet ikke! Næverne knyttede han med en tydelig fast mine. ”Jeg ser bestemt ikke nogen grund til at blande uskyldige ind i det, når det var mig som valgte at sende din datter ud af landet! Jeg har gjort det, udelukkende for at afholde dig fra at komme over muren, for du har intet at lave her mere! Det her land er lagt nok i ruiner, Ilosonic, og jeg kan forsikre dig om en ting; Læg landet i grus, og det vil på ingen måder give dig din datter! Jeg sendte hende til en bekendt.. Jeg ved ikke engang hvor han opholder sig henne, men jeg kan forsikre dig, at hun er mere blandt artsfæller, end hvad hun har været her,” svarede han med en fast tone. Han mente selv, at han havde handlet godt på alles vegne, ved at sende lille Jacqueline ud af landet! Smerten som pludselig meldte sig i Jacques hoved, var noget som mere eller mindre slog ham ud af kurs. Han tog sig kraftigt til hovedet, som hans ben endte med at give efter under ham. Han gispede smertefuldt, som han nærmest forsøgte at abstrahere fra det.. Det var virkelig ikke behageligt! ”S-stop!” endte han fast. Det gjorde ondt!

[Deleted]

Sonic var ikke en mand, som man skulle løbe om hjørner med, da han ikke fandt sig i det, og han ville gøre hvad som helst som stod i hans magt til at få hvad han ville have og så var han ligeglad med hvor mange fødder han skulle træde på, eller hvor mange han skulle forråde for at få sin vilje, og det gjaldt også denne gang, særligt når det omhandlede hans datter, som han ville gøre alt for at få med sig. Han forstod faktisk ikke hvorfor så mange var imod at han var sammen med sin datter, for ingen her fra landet ville alligevel ikke se hende her, så han kunne ikke se problemet ved at hun boede hos Ilaria eller ham, da tøsen så var hos sine forældre og blandt artsfæller, hvilket var det som hun havde brug for; sine forældre til at lære hende det at være dæmon, for de var jo begge to fuldblodsdæmoner og helt ind til sjælen, så han forstod ikke hvorfor folk skulle blande sig i det, og hvad troede de? At han ville slå sin datter ihjel? For det havde han da ingen planer om! Det kunne godt være at han ikke udadtil virkede kærlig eller en mand med følelser, men når det kom til hans kære, så var selv han blød som smør, særligt ved hans lille pige, som han ville sætte før sig selv og som han ønskede sikker, og var det virkelig så slemt? Ikke engang i Dvasias ville han lade hende vokse op, da det var for slemt for en lille pige, så hvorfor andre skulle blande sig i det, det begreb han virkelig ikke. ”Tror du ikke jeg er fuldstændig ligeglad? Jeg krydser alles grænser, for at få hvad jeg vil have, og jeg vil slet ikke tøve med at slå alle dine kære ihjel og slutte med dig, hvis ikke du fortæller mig hvem du har givet hende til,” svarede han i en kynisk og dog sandfærdig tone, da han mente det hele i sit ramme alvor, og det måtte vel også snart gå op for fyren? Han hævede let det ene øjenbryn, som manden fortalte at hun var blandt artsfæller. Var han virkelig kommet denne lange vej, når han i princippet kunne være blevet i Dvasias? Den tanke gjorde ham kun langt mere arrig! Sikke et tidsspilde! I princippet kunne han bare søge ind i Jacques’ hoved og søge svarene ham selv, men det var der jo intet sjov i, han ville langt hellere torturere det ud af ham, og hvis ikke det virkede, så kunne han bare tage informationerne han skulle bruge og derefter slå ham ihjel og så var der ikke mere at komme efter. Han havde skam alverdens med tid. At se Jacques knække sammen foran ham, var noget som fik ham til at trække tilfredst på smilebåndet, som han roligt gik hen foran ham og satte sig på hug, hvor han greb fat i en tot af hans hår, for at løfte hans hoved, hvor han ikke slækkede smerten i hans hoved. Han dannede en energikugle i den anden hånd foran Jacques’ ansigt, hvor han nok ville kunne mærke den varme hede fra flammerne. Ild, som var vampyrernes svaghed – som enhver andens svaghed. ”Giv mig et navn. Hvem har du afleveret hende til? Og giv mig hellere det rette svar, jeg vil trods alt vide hvis du lyver, og du skulle nødig ende med et lige så grimt ar som mig selv, ikke sandt?” svarede han grumt, hvor det skadefro smil ikke falmede det mindste.

[Deleted]

Mange var imod at Jacqueline skulle hjem til sin far, udelukkende på grund af den påvirkning som manden kunne have på hende, og det samme med Ilaria. Derfor havde Jacques valgt at sende tøsen til Evan frem for Ilaria, for han vidste at hun holdt til i Appolyon. Hvorvidt om Evan havde valgt at give hende besked om hendes datters tilværelse i dæmonernes by, vidste han ikke, eller hvor manden nu måtte holde til henne, og et sted, så var han faktisk også ganske ligeglad. Så lang tid den lille pige havde det godt, så kunne han gå trygt til sengs om aftenen og vide, at alt det som han havde gjort, var det rette, og det var selvfølgelig også noget som betød ekstremt meget, selv for hans vedkommende. Selv ønskede han ikke strid, også selvom det allerede var ved at gå op for ham, at det ville være umuligt at undgå i fremtiden, og specielt hvis denne mand skulle komme rendende! Han havde handlet ud fra alles bedste vel, og det var noget som han stod fuldkommen fast på, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han havde hørt mange historier omkring Sonic, men han ønskede jo så heller ikke at opleve det på sin egen krop, dersom det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, ås det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre af den grund! At det var et navn han ville have, forundrede ham så sandelig heller ikke, men han forstod så til gengæld stadig ikke hvorfor han havde ladet sin datter blive her, når han havde besøgt hende! Den stakkels pige! ”Du kunne vel starte ud med at spørge pænt? Det kommer man faktisk længere med i Procias,” påpegede han ganske spidst. På grund af meget af det som Sonic havde stillet til her i landet, så var det gået ud over de ’dvasianere’ som slet ikke havde haft noget med det at gøre, såsom ham selv, hans far og hans bror og søster, som alle sammen havde mørket i sig på den ene eller den anden måde, også selvom de intet gjorde folk!
Smerten som havde meldt sig i Jacques’ hoved, var noget som fik ham til nippet, hvor han havde lyst til at skrige, og det var bestemt heller ikke en behagelig følelse at sidde igen med! Hænderne trykkede han direkte ind mod sine tindinger, som han virkelig forsøgte at holde smerten ude, selvom det slet ikke ville som han ville, og selvfølgelig var det en utrolig irriterende tanke, for han fandt slet ikke dette retfærdigt på nogen måde overhovedet! Hans krop begyndte tydeligt at ryste, som den aldrig havde gjort det før, og selvfølgelig var det kun noget som efterlod ham med et tydeligt ubehag! At Sonic knælede ved ham og tog fat i hans hår, var noget som let fik ham til at stivne. Tænderne blottede han med en fast mine, som tænderne blev bidt kraftigt sammen. ”J-jeg ser a-allerede sådan u-ud..” hvæsede han. Efter at den fanatiske gruppe af munke havde haft fat i ham, så var han blevet brændt selv.. Så han vidste udmærket godt, hvordan det var at se sådan ud! Selvom han var kommet godt igen, så kunne han stadig se forfærdelig ud under tøjet! Med en kraftig hånd, slog han ud efter Sonic. Alt for at få ham til at slippe!

[Deleted]

Hele landet havde Sonic været med til at sætte i sænk, hvilket han faktisk havde gjort helt alene. Han havde naturligvis fået hjælp, men i sidste ende så var det ham der var bagmanden for det, og det morede ham at folk var så snotdumme og naive at de troede at han var død, for det var jo slet ikke tilfældet. Om Jacques havde snakket med det om nogen, anede han ikke, men han havde ikke bevis på at han var tilbage, ikke før nu om ikke andet, dog var det irrelevant i øjeblikket, da han var her for sin datters skyld og ikke fordi han var ude på at brænde landet ned, det skulle nok komme senere engang, men ikke endnu. Han var skam stolt af at han havde lagt landet i ruiner, hvor han selv havde været en rig mand, da han havde udnyttet sin post som greve, desværre havde han bare ikke nået at fuldføre sin lille mesterplan, da han var blevet opdaget, fordi han var blevet for dum og havde hjulpet andre, men den fejltagelse ville han ikke begå igen! At Jacques så skulle spille smart og trække tiden ud, forstod han slet ikke, for det fik han jo slet ikke noget ud af, men hvis han ville have det på den hårde måde, jamen så skulle han nok sørge for at det skete på den hårde måde! ”Du er godt klar over at dine kæres liv er i farezone ikke sandt? Jeg er i stand til at komme ind, jeg kan gøre det af med dig her og nu og så søge hjem til lille Yasmya og slå hende og din søn langsomt og pinefuldt ihjel, er det hvad du er ude på? For den aftale kan vi da sagtens arrangere. Og det er lige før at jeg tror jeg er en bedre mand end dig på det punkt, hvis du er så ligeglade med dine kæres liv,” svarede han kynisk. ”Men skal jeg spørge pænt, fint, hvad siger du så til dette?” Han skruede kun op for den intense smerte i hans hoved, så han ville lide endnu mere under den dundrende og eksplosive hovedpine. Han kunne godt gøre det så slemt at der faktisk ville komme fysiske skader i hans hoved, hvis ikke han snart valgte at åbne kæften og gav ham et navn. En mentaldæmon var ikke til at spøge med, og nok han ikke var den ældste, da det lå til hans mors generation, men derfor havde han været mentaldæmon i frygtelig mange år – faktisk igennem hele livet uden at han havde vidst det – så han var skam ikke til at spøge med, da han kunne mange grumme ting bare ved en enkelt tanke. At Jacques begyndte at ryste af smerte, fik ham til at trække let på smilebåndet, skønt han ikke slap taget i hans hår. ”Hvad så med at jeg gør det i hele ansigtet?” foreslog han kynisk, skønt han blev mødt af en knytnæve lige efter, som fik ham til at falde ud af balance, så han gled en anelse til side og landede på knæene, hvor han let tog sig til kæben. ”Av,” mumlede han let, som knægten trods alt havde sin vampyriske styrke. Han slap dog ikke smerten helt, skønt den blev lettet en smule. Han greb ud efter Jacques kæbe, hvor han så ham dybt i øjnene. ”Gør mig den tjeneste og bliv liggende,” bad han i en manipulerende tone, som han gik ind i hans underbevidsthed og gjorde så han ikke kunne komme op. Roligt rejste han sig, hvor han slap ham med smerten, så han ikke havde ondt, skønt han ikke ville kunne komme op. Han gik roligt hen og greb omkring en af stolene, som han med sin egen fysiske styrke smadrede ind i væggen, så den splintredes. Han var nok ikke stærk som en vampyr, men hans egen fysiske styrke fejlede intet, hvilket man også tydeligt kunne se på ham. Han tog roligt omkring en af de spidse ender fra det ene stoleben, hvor han gik hen og sparkede Jacques om på ryggen. ”Så.. giv mig et navn, hvem gav du min datter til?” spurgte han kortfattet, som han stod afventende med armene over kors.

[Deleted]

Jacques vidste godt, at han burde være mere forsigtig i denne stund, end det som han var, men.. han kunne ikke bare lade være, nu hvor han havde muligheden! Han var slet ikke ude på at kæmpe eller gå i strid eller noget som helst, da det slet ikke var noget som lå naturligt til ham på nogen måde! Han fnøs let. Han havde selv valgt at efterlade tøsen, og selvom han måske ikke kunne bevise, at manden faktisk var levende og havde været der, så havde han alligevel handlet, og han stod fuldkommen fast på, at han havde gjort det af den rette grund, og havde gjort et rigtigt valg, og det var slet ikke noget som nogen skulle have lov til at lave om for hans vedkommende! ”Jeg kan love dig, at jeg slår dig ihjel og din lille familie, hvis du så meget som lægger en finger på min, Sonic!” hvæsede han med en dyrisk hvæsen. Det var slet ikke noget som han ville finde sig i, også fordi at hans familie var uskyldige, og slet ikke havde noget at gøre med det her! At smerten bare blev intensiveret i hans hoved, fik nærmest skriget til at passere hans læber, for det brændt virkelig! Det var som om at han slet ikke kunne se, og han kunne da slet ikke fokusere på noget som helst, og selvfølgelig var det noget som virkelig formåede at irritere ham som intet andet overhovedet, for han kunne jo for pokker ikke stille noget som helst op! Den knyttede næve som han hamrede direkte ind mod Sonics kæbe, fik smerten til at ophøre og formindskes, hvilket var noget som efterlod ham med et pusterum som han havde brug for. Hans krop rystede og sitrede, som han gjorde et fast forsøg på at komme op. Mandens greb omkring hans kæbe og øjnekontakten og det at.. han bare lagde sig ned igen, var slet ikke noget som gav nogen mening! ”… Hvad er det du gør ved mig..?!” endte han denne gang mere febrilsk end det som han havde gjort til nu, men han kunne for pokker ikke engang komme op! Blikket gled mod Sonic som smadrede en stol og tog det splintrede stoleben til sig. Som enhver anden vampyr, ville det koste ham livet, hvis den ramte hans hjerte, og det var en tanke som gjorde ham.. bleg i ansigtet. Han havde bestemt ikke nogen intentioner om at miste livet lige nu! Sparket om på ryggen, så hans bryst og mave stort set lå fri til.. at hamre stolebenet i, var noget som kun fik ham til at bide tænderne sammen. Armene førte han op over bryst og mave, kun lige i tilfælde. Som Sonic havde bedt om, så kunne han ikke komme op, og selvfølgelig var det en tanke som kun gjorde ham direkte irriteret, for han havde slet ikke lyst til at blive liggende og da slet ikke nu! Han trak vejret dybt. Mange ville være på spanden, hvis han ikke var der, og tanken om at han ikke engang kunne rejse sig, var faktisk skræmmende nok i sig selv. ”Fint!” endte han med en fast tone. Han havde slet ikke lyst til at se det stoleben blive hamret ned i brystet på ham! Slet ikke! ”Evan… Jeg kan ikke huske hans efternavn,” svarede han ganske kortfattet. En lille løgn måske, men han ville bestemt ikke se Jacqueline ved den mand!

[Deleted]

Måske Jacques var vampyr, men knægten var kun en tredjedel af racen og derfor på ingen måde lige så stærk, hurtig eller lignende som en fuldblods, da de andre – levende – racer også gjorde en del på det punkt. Det var sjovt som blandingsracerne troede at de kunne noget fordi de havde flere racer i sig, men i sidste ende kunne de slet ikke lige så meget som en fuldblods og det var der de gjorde en fejltagelse der kunne koste dem livet. At knægten så skulle spille smart overfor ham, ville også kun blive hans undergang i sidste ende, hvis han ikke snart begyndte at tale. At knægten så hvæsede af ham og truede ham fik ham til at trække morende på smilebåndet. ”Du er død inden du overhovedet når så langt, søde, så tag nu og vis dig som en mand og beskyt din familie,” svarede han flabet og kækt, som smilet kun bredte sig på hans rosenrøde læber. At høre skriget forlade hans læber, var som sød musik i hans ører, hvor han kort lukkede øjnene i behag, som havde det været en fantastisk god melodi, hvor han let nikkede med hovedet i takt med skriget, som smilet forblev tilfredst på hans læber. Som skriget døde ud, åbnede han øjnene og vendte det mørke øje mod Jacques igen. Han skulle nok tale, hvilket han var overbevist om, han var trods alt en mand der igennem hele sit liv havde levet på at overleve, ved at udnytte andre til sit beskidte arbejde og til at gøre folk fortræd, så dette var han slet ikke nybegynder ved! At han så blev slået halvt i gulvet, måtte alligevel provokere hans irritation, hvor han var faldet lidt mere til ro, skønt han inderst inde stadig var vred over at hans pige ikke var her, selvom det et sted også havde sat en lille frygt i ham, for hvad nu hvis han aldrig fandt hende igen? Hvad nu hvis der var sket hende noget? Hvad nu hvis hun var kommet til skade? Selvfølgelig var han bekymret for hende, som enhver anden far ville være det! ”Jeg giver dig en lærestreg,” mumlede han, som han fik smadret stolen, hvor han tog om det ødelagte og spidse stoleben. Han havde skam ikke tænkt sig at dræbe Jacques. Ikke endnu i hvert fald. At han tog sig til brystet, sagde han intet til, som han blot smilede. Knægten kunne ikke komme op, hvilket måtte more ham. At han så gav ham mandens fornavn, men løj om efternavnet fik ham til at himle med øjnene. ”Se.. jeg sagde til dig at du ikke kunne lyve for mig, da jeg er mentaldæmon, så enten er du snotdum eller også ved du bare ikke noget som helst om mit væsen, og jeg prøver virkelig at være flink, Jacques, men du gør det bestemt ikke let for mig,” svarede han med en falskhed af bekymring i stemmen, som han roligt satte sig på knæ ved ham igen, hvor han satte spidsen af træbenet mod hans side, kun for at bore den langsomt ind i hans krop. Det ville ikke dræbe ham eller være dødeligt, men det ville gøre ondt og det var det han var ude på. ”Tænk hårdere,” bad han med sammenbidte tænder, skønt smilet hvilede sadistisk på hans læber. Da han havde fået boret det meste af træbenet ind i hans krop, trak han den roligt ud, hvor han vendte øret mod ham, som et tydeligt tegn til at han afventede svaret.

[Deleted]

Selvom Jacques kun havde en lille andel af vampyren i sig, så udgjorde den faktisk utrolig meget for hans væsen. Efter Sonics hærgen her på stedet, så havde det forværret alt for alle andre, som ikke just kunne sige sig at være af prociansk afstamning. Selvom hans mor havde været lys som intet andet, så havde hans far været det stik modsatte, og sad lige i øjeblikket som rådgiver på slottet, hvilket han selvfølgelig var utrolig stolt af, så forsøgte han endnu at finde ud af hvad han ville med sit eget liv. Og det eneste som han hermed kunne konkludere, var at han slet ikke ville være det væsen som Sonics handlinger havde dømt ham til at være! Skriget som brød hans læber, gjorde det umuligt for ham at besvare hans ord, for det gjorde virkelig ondt! Det var næsten som om at han slet ikke hørte hvad manden sagde til ham, som han direkte knækkede sammen på gulvet, og det var jo næsten det i sig selv, som kunne anses som det værste af det hele, for det gjorde det jo ikke ligefrem bedre i den anden ende! At slå ud efter Sonic, var egentlig kun for at få ham væk, og det så jo trods alt også ud til at virke bare en smule. Han blinkede let med øjnene, som han igen forsøgte at genvinde fatningen, så var det bestemt heller ikke nemt for ham! Han trak vejret dybt, som han direkte blev tvunget i jorden, for han brød sig ikke om det! Det sitrede i hans krop, for umiddelbart kunne han jo ikke gøre noget som helst! Umiddelbart ønskede han ikke at fortælle manden hvor hans datter var. Han skulle have taget hende med sig i udgangspunktet, i stedet for at efterlade hende der, for det var bestemt ikke en tanke som havde gjort tøsen særlig glad! Han fnøs ganske let, også selvom han tydeligt kunne mærke hvordan træet borede sig direkte ind i hans side, for træet var noget som direkte.. brændt og det gjorde ondt! Han spændte kraftigt i hele kroppen, som han gjorde kraftige vrid for at komme væk. ”J-jeg advarer dig!” endte han med en fast stemme. Han var bestemt ikke den eneste som kunne slå fra sig, for det kunne Jacques i den grad også godt! Han stirrede direkte på manden, hvor han selv koncentrerede sig om sine evner indenfor vand. Han var jo trods alt ikke vanddæmon for ingenting! Vandet som Sonic havde i kroppen, blev nærmest revet ud af alle celler som han havde, og søgte direkte til hans lunger.. Hvilket ville give ham en følelse af at drukne. Manden skulle vel også have luft efterhånden, skulle han ikke? Også selvom det her var noget som så kraftigt ville bide ham selv i halen bagefter, så ville han bevare den hemmelighed så langt tid han nu kunne! Han vidste jo udmærket godt hvilken mand han havde efterladt Jacqueline ved, men hvor manden egentlig holdt til, det vidste han faktisk ikke, også fordi at det slet ikke havde været vigtigt for ham. Det som faktisk havde spillet langt den største rolle for ham, var at tøsen kom et sted hen, hvor hun kunne trives!

[Deleted]

Det irriterede Sonic grænseløst at folk forsøgte at styre Jacquelines liv, bare fordi hun var lille så vidste hun jo godt hvad hun ville have og hun ville have sin far, en far som var mere end villig til at tage sig af hende, til at lægge hele sit liv om og være der for hende, beskytte hende og sørge for at hun havde det godt, for selvom folk kun så ham for at være en ond mand, så var han skam kærlig og varm overfor de som betød noget for ham, men det var så også kun Ilaria og hans datter der havde set den side af ham, så nej, det var ikke just mange i forhold til så mange han havde mødt. Han var dog ikke interesseret i at hans datter skulle leve et farligt liv, da han faktisk håbede på at hun ville blive bedre end ham, da han kun ønskede alt godt for ham, og det irriterede ham at folk som Jacques så skulle blande sig og tro at de gjorde det bedste for tøsen, når det bedste for hende var at hun kom hjem til sin far, og til sin mor. Han var en hård og ondskabsfuld mand, når det kom til andre, hvor han ikke havde nogen samvittighed, han havde dræbt mange igennem sit liv, tilmed folk fra sin egen familie, såsom hans egen far, hvor han tilmed var bagmanden for Marius’ død – da han havde sendt Alecander efter ham og de andre på slottet, som sjovt nok havde været mere end villig til at gøre det på grund af sin egen plan, som han ikke havde kendt til. Han var lettere sadistisk og nød at påføre andre smerte og her var Jacques intet undtag, som han nød at gøre manden ondt og han kunne bare vente sig. At knægten så gav ham en advarsel frem for at fortælle ham efternavnet, var noget som gjorde ham arrig, for han kunne jo bare fortælle ham det for pokker! Han slog ham ihjel, hvis han ikke snart talte! Han skulle også til at gøre noget mere, da han mærkede hvordan det trak sig sammen inden i ham, hvor han let tog sig til brystet, imens han begyndte at trække vejret i dybe stød, som langsomt lev til hivende hæs, da han mærkede hvordan han pludselig ikke kunne trække vejret, hvor det også føltes som om han var ved at … drukne. Hans blik flakkede kort nervøst, inden det faldt på Jacques, hvor det gik op for ham at knægten jo også var vanddæmon, hvilket fik ham til at se rødt. Han strammede grebet omkring træbenet, som han hamrede ned i knægtens hals. Han gik ikke ud fra at det ville slå ham ihjel, eftersom han jo trods alt var vampyr, men det ville nok føltes ufattelig ubehageligt, selvom det kun var et forsøg på at få knægten til at lade vandet i hans krop løbe igen, så han kunne få vejret igen, for han var skam ikke selv usårlig, da han selv kunne dø af normale ting såsom at drukne, hvor vand også var en svaghed når det kom til hans ilddæmon. Der skulle dog mere til at slå ham ihjel, hvor han stadig kunne bruge sit sind. Dog gjorde knægten bedst i at tale, for ellers gik det kun ud over ham og han sværgede højt og helligt at han ville slå alle hans kære ihjel, hvis ikke han talte!