Don't get in the way

[Deleted]

Jacques handlede som han handlede og det var der grunde til. Desuden ville han helst ikke se at hans familie og hans kære Yasmya skulle komme til skade på grund af en handling som han selv havde foretaget sig, for han fortrød den ikke, også selvom han helt klart godt kunne mærke på stemningen at lille Jacqueline ikke var der mere! Et sted savnede han jo selv at have den lille pige rendende her, at høre hende råbe og skrige op om hvor meget hun ville have sin kære Dadda, hvor det et sted næsten gjorde ham ked af det, at han ikke kunne give hende bedre end det, emn at erstatte manden som den far han var, vidste han godt, at han aldrig ville komme til. Han vendte blikket direkte mod ham og næsten med en trodsig mine. Han ønskede slet ikke at Jacqueline skulle ende i kløerne på den mand, om det var noget som han ellers kunne forhindre, så gjorde han det i allerhøjeste grad! Som han langsomt fyldte Sonics lunger med vand, som et forsøg på faktisk at drukne ham, var noget som han gjorde fuldt overlagt, også for at få manden til at trække sig væk fra ham, for det andet var ved at blive forbandet ubehageligt, for han var ikke en som bare ville give sig på det her punkt! At det så virkede, var selvfølgelig kun en tanke som glædede ham mere end det som noget andet kunne gøre det, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit! Han smilede let for sig selv, også selvom det smil hurtigt måtte famle, som han så hvordan manden hævede det splintrede stoleben og hamrede det direkte ned mod hans hals, hvor det nærmest borede sig igennem og satte sig i gulvet under ham. Hans øjne trak sig gevaldigt sammen, som vandet hastigt forlod Sonics lunger igen, da hans fokus røg fra hans gøren og direkte til den smerte som direkte skød direkte igennem ham. Et sted var han pludselig forbandet taknemmelig for at han var en vampyr, for det var da det eneste som reddede ham lige nu! Læberne skilte han, i det som skulle vise sig at blive en svag hosten, selvom det slet ikke ville som han ville, for det gjorde ondt. Det begyndte at bløde, for han var jo.. halvt levende, på grund af sin moders race som en magiker, før hun var blevet en engel, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit. Hans øjne flakkede let, som han blev liggende og nærmest bare.. stirrede op i loftet, da han ikke kunne dreje hovedet eller noget som helst, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham. Det gjorde ondt, og han følte pludselig slet ikke for at trække vejret med det ubehag som skød direkte igennem ham! Øjnene lukkede han let i, som han forsøgte at synke klumpen i hans hals, også selvom det var svært når han lå der. Kroppen sitrede svagt, som han stirrede op i loftet. At fokusere var pludselig ikke det nemmeste for ham, men han forsøgte da! Han ville hjem… Han ville hjem til Yasmya!

[Deleted]

At det hele skulle være så besværligt forstod Sonic slet ikke, for hvad pokker tænkte knægten på? Ville han virkelig gerne se sine kære blive skadet, for det ville han ikke tøve med, hvis ikke han fik hvad han ville have, og det var hans datter! Og hvem kunne bebrejde ham? Som enhver anden far elskede han sin datter og det var højere end noget andet, foruden han elskede Ilaria mindst lige så højt, da hun trods alt var den eneste kvinde, den første person, som han nogensinde havde elsket og det ville hun altid være, da han trods alt ikke elskede sin datter på den måde, men som sin datter. Han ville gøre alt for at beskytte dem og det var også derfor han bar grimme ar på kroppen og i ansigtet, fordi han slet ikke havde tøvet med at redde sin familie, men denne knægt virkede bare dummere end en dør, hvilket han ville komme til at bøde for i længden, da knægten kom til at leve med slemme konsekvenser, hvis han ikke snart fik munden på gled! At det hele så skulle blive vendt, fordi Jacques brugte sin vandmagi til at føre vandet i hans krop mod hjertet og faktisk forsøge at drukne ham, havde han ikke lige regnet med, selvom det var typisk ham at glemme små detaljer. Han kunne mærke hvordan han langsomt mistede muligheden for at trække vejret, hvor det også føltes frygtelig ubehageligt at det satte sig i brystet, da det føltes som en knude der samlede sig, hvor han begyndte at hoste og hive efter vejret, skønt han slet ikke kunne få det. Det at stikke det ødelagte træben ned i halsen på Jacques var en impulsiv handling gjort af rent instinkt, da han var nød til at få ham til at stoppe. At det så også virkede, fik ham selv til at bryde en anelse sammen på gulvet, som han endte med at ryge ud i et kraftigt hoste anfald, hvor han tilmed hostede vand op. Ubehageligt føltes det virkelig, hvor han helt måtte miste fokus på Jacques, der pludselig lå helt stille. Han brugte nogle minutter på at samle sig, inden han vendte blikket mod Jacques, hvor han let rynkede på næsten og lavede en hel grimasse, da det så frygteligt ud! Utroligt at han faktisk kunne overleve det, da det ville have slået enhver anden ihjel. Han sank selv en klump der havde sat sig fast i hans hals, inden han kort hostede, som han langsomt kom halvt op at sidde igen. ”Hvad er det..? Jeg synes ikke jeg kan høre en lyd fra dig,” svarede han hånende, som et kækt smil gled over hans læber, skønt det måske var et dårligt forsøg på at spille kæk, da man godt kunne ane ubehaget i hans eget blik efter forsøget på at blive druknet. Han tog sig roligt sammen, som han fik kæmpet sig op på benene igen. ”Se.. jeg kan ikke se forskel på.. hvem af os der er.. den værste mand, eftersom.. jeg er villig til at beskytte min familie, men du, du skal absolut lege med ilden, og har du ikke lært at man brænder sig?” spurgte han sagte, som han startede ud med at måtte holde korte pauser, fordi han lige skulle have vejret ordentligt tilbage igen. Han bukkede sig forover og trak træbenet ud af halsen på ham, inden noget mørkt lagde sig over hans ansigt. ”Fortæl mig hvem du gav min datter til. Det fulde navn tak,” svarede han kynisk, inden han dannede en ildkugle som han kastede ned på Jacques, så han ville begynde at brænde op, hvilket var hævn for hans forsøg på at drukne ham. Nu skulle han lide! Og det ville blive pinefuldt, hvis ikke han snart kom med navnet! Han ville slå ham ihjel langsomt, hvis ikke han talte!

[Deleted]

Det var efterhånden ved at gå op for Jacques, at han var endt i store problemer, som man ikke bare kunne komme ud af, sådan uden lige, og det var noget som et sted gjorde ham usikker. Ikke mindst, så sad han nu i den situation, at han knapt kunne bevæge sig, da han ikke kunne komme op og med det drastiske valg som Sonic havde gjort, ved at hamre stolebenet mere eller mindre tværs igennem hans hals, var noget som efterlod ham fuldkommen stiv i minen og som aldrig nogensinde før, hvor han selv var endt fuldkommen bleg. Som det stod lige nu, så var det umuligt for ham at tale, for han lå jo nærmest i chok, for det var ikke ligefrem noget som han havde set komme! Munden åbnede og lukkede han flere gange.. Tak og pris for at han var en vampyr, for det var sgu da også det eneste som reddede ham i det her øjeblik! Øjnene lukkede han svagt i, som han kort lod tankerne glide til Yasmya. Det eneste som i bund og grund, faktisk formåede at holde ham rolig, men hun var alt for lang væk, og tak og pris for at hun ikke var der til at se ham lige nu. Han havde lovet hende at tage hjem og pakke, og komme hjem igen.. Og det så ikke engang ud som om at det var det som skulle ske lige nu! At manden faktisk hostede vand op, var et sted en tanke som frydede ham, for selv som en vanddæmon, så skulle manden da helt klart regne med at blive mødt af modstand, selvom det var tydeligt at det havde taget ham på sengen! Han gispede smertefuldt som stolebenet blev fjernet igen, hvor han følte at han igen kunne trække vejret bare en smule! ”Er du da forundret..?” Denne gang var hans stemme fuldkommen hæs. Noget havde han ramt, og det var bestemt ikke fordi at det var behageligt! Selvom såret for hans væsen, ikke havde været direkte dødeligt, så havde smerten i den grad også været direkte intens! Som stolebenet var fjernet, begyndte hans sår at heale, og selvfølgelig hjalp det ham en anelse. Han lukkede øjnene endnu en gang, som han vendte blikket væk fra ham. Han var vred og ked af det, for han havde jo slet ikke regnet med at skulle ligge der på den her måde, og selvfølgelig var det noget som gjorde ham selv direkte hidsig! ”H-hellere mig end dem.. D-de har intet med det her at gøre..” Igen vendte han blikket mod manden, hvor ildkuglen i hans hånd, var det næste som faldt ham i blik. Efter det som han selv havde været igennem, så var ild virkelig det værste som man kunne udsætte ham for! Han rystede stille på hovedet, også selvom det var en bøn som ej blev hørt af nogen som helst. Kroppen stivnede kraftigt, kun for at bryde ud i kraftige skrig, idet at hans krop nærmest blev slugt af flammer. Det brændt virkelig! Så ondt som det gjorde, og så højt som han kunne skrige, så var det bestemt ikke fordi at han havde luft til at komme med Evans fulde navn. Det gjorde alt for ondt!

[Deleted]

At prøve at blive druknet, var bestemt ikke nogen behagelig følelse overhovedet! Desuden så var det på ingen måder sjovt for en ilddæmon, da det skabte en form for panik i hans indre, netop fordi det var hans svaghed og måske ikke hans værste mareridt men meget tæt på! Desuden ville det være direkte nedladende at tabe til en vanddæmon og så tilmed en vanddæmon der ikke engang var fuldblods, da denne knægt var holy grail! Dog var det også alt det som gjorde at han handlede direkte instinktivt og stak det ødelagt bordben ned i halsen på ham, så han selv kunne få vejret igen, hvor han direkte måtte hoste vand op, hvilket bestemt heller ikke føltes behageligt! Han trak let på smilebåndet, som han fik trukket benet ud af halsen på ham igen, så han kunne tale lidt, når såret engang healede lidt. Han nød helt at se ham lide på den måde, hvor han helt måtte fryde sig over det. Han trak blot yderligere på smilebåndet til hans anstrengte ord. ”Nej, du fik jo en tudse galt i halsen,” svarede han flabet igen, som han langsomt kom op på benene igen. Han var ved at få nok af den knægt. Han havde bevæget sig ud på dybt vand, hvor han ikke ville kunne bunde, og han ville ikke tøve med at slå ham ihjel, hvis han ikke fortalte ham hvor hans datter var henne. Han endte med at fnyse til hans ord, inden han rystede let på hovedet. ”Jeg har sagt at jeg er fuldstændig ligeglad, når jeg har slået dig ihjel, så tager jeg hjem og slår den kære Yasmya ihjel, hvor jeg lader din lille søn se på imens hans kære mor bliver slået ihjel for øjnene af ham, og derefter vil jeg pine din lille søn ihjel. Er det hvad du er interesseret i? For hvis ikke, så fortæller du mig hvem du har givet min datter til og det er det fulde navn!” svarede han i en fast tone, hvor han mente sine ord direkte alvorligt! Og kun for at bevise at han mente det, dannede han ildkuglen som han kastede mod ham, for at antænde ilden i hele hans krop. Det kunne godt være at han var vampyr, og var stærk og udholdende, men de var ikke immune eller uovervindelige, og det skulle han nok bevise. At høre hans skrig, fik ham til at trække sadistisk på smilebåndet, som han nød at høre den smerte han måtte forvolde ham, hvilket var en sand fryd i hans hoved! Det lød dog ikke til at knægten kunne fokusere hvilket måtte irritere ham. Han strakte roligt hånden, hvor han knyttede den og slukkede flammerne, skønt de allerede havde forbrændt hans hud og brændt noget af tøjet, hvor det også stank af stegt kød. Han rynkede let på næsen. ”Hvis du har dit og dine kæres live kært, så fortæller du mig hvem du gav min datter til. Sidste chance, ellers slår jeg dig ihjel,” svarede han i en kynisk tone, som han dannede en ildkugle, imens han strammede grebet omkring stolebenet. Nu havde han simpelthen fået nok!

[Deleted]

Det var for længst gået op for Jacques, at han var ude, hvor han slet ikke var i stand til at bunde, også selvom den tanke, faktisk kun efterlod ham direkte usikker, for han havde slet ikke lyst til at dø nu. Alt synes at gå så godt mellem ham og Yasmya for første gang i det som måtte være utrolig mange år, men det var jo ikke ligefrem noget som han kunne gøre det største ved lige nu! Specielt nu hvor man bogstavelig talt kunne sige, at det var op til Sonic at lade ham gå eller om han skulle dø, og det var bestemt ikke en tanke som han bifaldt! At forsøge at drukne manden, var vel egentlig bare en desperat handling for at få ham væk fra sig? Nu med et kæmpe sår i halsen, som han selv vidste, ville bruge temmelig lang tid på at heale, i og med, at han ikke var fuldblodsvampyr eller noget lignende, så kunne det i sig selv, faktisk godt vise sig at blive en farlig proces i sig selv! Hans krop rystede og skælvede ganske let, også selvom det ikke hjalp ham det mindste. ”E-en tudse? Prøv et stoleben.” vrissede han sammenbidt, som han igen vendte blikket mod ham. At han direkte valgte at sætte ild til ham, var noget som kun fik skriget til at bryde hans læber, hvor hans ord knapt nok var noget som han opfangede, også selvom hans underbevidsthed gjorde. Han ønskede ikke at der skulle ske Yasmya noget, og han ønskede bestemt ikke at der skulle ske hans lille Emanuel noget som helst! Han havde allerede oplevet det at miste ham en gang, og det ønskede han slet ikke igen, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Som flammerne forsvandt, føles det næsten som hans krop kollapsede under ham, hvor han gispede efter vejret. Igen brændt? Igen var det noget som han skulle til at slås med! Læberne skilte han flere gange, som han faktisk forsøgte at komme med mandens navn, for han vidste at Evan var dygtig. Han var ikke dæmonisk træner for ingenting, og det var da noget som han vidste om manden, og det var selvfølgelig noget som også gjorde sit, selv for hans vedkommende. Han lukkede øjnene, som han svagt bed tænderne sammen. Han følte for pokker at der stadig var ild i ham, og det var bestemt heller ikke fordi at det var en behagelig fornemmelse i sig selv! Slet ikke! ”D-du må ikke r-røre dem..” begyndte han stille, som han igen vendte blikket mod Sonic. Han havde virkelig, virkelig ondt, og det var bestemt heller ikke en behagelig fornemmelse. Han ønskede slet ikke at de skulle straffes for noget, når de slet ikke havde gjort noget som helst ved det! Camryn havde endda været imod at sende tøsen ud, selvom det var noget som han havde valgt bevidst, for det havde jo også været det bedste i længden, for dem alle sammen! ”E-Evan Strife… H-han hedder Evan Strife..” endt han med en dæmpet stemme. Hans krop rystede og dirrede.. Hvis det var det her som skulle til for at redde hans liv, såvel som dem som han elskede og holdt af, så.. håbede han bare og tiggede til, at det virkede!

[Deleted]

Det måtte snart gå op for knægten at Sonic ikke var en mand, som man skulle lægge sig ud med, da hans metoder var grufulde og slemme, hvis man trådte ham over tæerne, ligesom Jacques havde valgt at gøre ved at sende hans datter bort, ligesom han havde gjort ved generelt at blande sig i hans forhold til datteren og i hans familie, og det kom han jo så kun til at bøde for. Han var ingen mild mand, når han først foldede sig ud, ikke over for en fjende, ikke overfor rapkæftede typer som troede de var noget, som de tydeligvis ikke var, og der var Jacques intet undtag, da han simpelthen skulle have holdt sig til sandheden fra starten af i stedet for at forsøge at løbe om hjørner med ham, for hans liv hang i en ufattelig tynd tråd, der snart var ved at briste og han ville slet ikke tøve med at slå knægten ihjel nu og her. ”Det er jo så en lille lærestreg, fordi du lægger dig ud med mig, hvor du absolut skal gøre alt svært, når det hele kunne have foregået så let og lige til,” svarede han kortfattet, som han ikke tog blikket fra ham, som han lå der på jorden. At høre hans skrig, var noget som var som sød musik i hans øre, hvor det godt nok ikke var en særlig dejlig lugt, når man kunne lugte kødet der blev brændt op, men det var simpelthen et magisk syn! Han havde brændt mange levende, og han nød altid at høre deres skrig, se deres kroppe gå op i flammer og ende som et forbrændt og dødt lig. Som han slukkede flammerne, hvilede hans blik køligt og følelsesløst på Jacques’ forbrændte og sårede krop, hvor han blot afventede om knægten var dum nok til at afvise ham igen, eller om han rent faktisk valgte at tale. ”Hvis du vil holde dem udenfor, så tal!” svarede han i en fast tone, som han strammede grebet omkring stolebenet. Han var ikke kommet her for at skulle starte en krig, han var her for at få sin datter tilbage, men hvis denne knægt ville have en krig, jamen så fik han det og så ville han tabe den, for han kunne tage hans liv lige nu og her, hvilket han også snart blev frygtelig fristet til at gøre! Han stod blot og afventede hans svar, skønt han endte lettere overrasket ved navnet. Evan Strife? Dæmonernes træner? Ham havde Cecilaya godt nævnt da han havde talt med hende, men det forundrede ham at Evan ikke havde sagt noget til Ilaria, for de arbejdede jo begge i rådet, så.. hvad pokker foregik der egentlig? Det måtte dog irritere ham at han hele tiden kunne være blevet i Dvasias, da hans datter var der, frem for at han skulle hele vejen hertil for at støde på en knægt der spillede smart og lagde sig ud med ham. Han gned let sine øjne af irritation, som han brummede tydeligt arrigt. ”Din lille usle!” hvislede han vredt, som han igen kastede en ildkugle ned på ham, for at se kroppen gå op i flammer igen. Den knægt var skyld i en masse problemer og det kom han til at bøde for! Han skulle aldrig have sendt hans datter væk, for så havde der aldrig været disse problemer!

[Deleted]

Jacques ønskede slet ikke at blive liggende der mere, også selvom det endnu ikke var muligt for ham at rejse sig op. Hans krop sitrede, og det var noget som helt klart gjorde ondt, og han kunne heller ikke ligefrem vise det for noget som helst, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Tænderne bed han tydeligt og kraftigt sammen, som han vendte blikket mod Sonic endnu en gang. Han havde sendt tøsen hen til en mand, som han var sikker på, kunne klare hendes temperament, for hun havde slet ikke være glad for at være hvor hun var, go selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hans hjerte hamrede fast mod hans bryst, som han slap et let gisp. Det gjorde forbandet ondt i halsen, og han kunne jo ikke ligefrem gøre det største ved det af den grund, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund! ”G-giv mig en god grund til at h-hjælpe en som dig..” bed han ham af. I det store og hele, så ønskede han slet ikke at udsætte hans familie for noget som helst, kun fordi at det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre eller noget som helst for ham! Smerten efter flammerne, satte sig for alvor i ham, hvor han alligevel valgte at fortælle hvor han havde efterladt hans pige. Uanset hvad, så ville han ikke lade det gå ud over hans egen familie, nu hvor de slet ikke havde haft noget med det at gøre, og aldrig ville have det, og det var slet ikke noget som han kunne finde på at lade ske! Som han valgte at tale, så var det tydeligt, at det bestemt heller ikke var et svar, som faldt manden i god smag. Hvor han kom fra, var han stort set ligeglad med, for det var ved at være et lille stykke tid siden, han faktisk havde sendt tøsen dertil. Han vidste ikke hvordan hun havde det, for Evan havde ikke givet besked om noget som helst endnu, så han gik vel ud fra, at intet nyt var godt nok? At han valgte at danne en ny ildkugle, var noget som gjorde ham direkte ligbleg i ansigtet. ”N-nej..!” Denne gang brød skriget atter en gang så kraftigt hans læber, som ildkuglen ramte ham og hans krop igen brød op i flammer. Hans krop spændtes som aldrig nogensinde før, idet at hans krop igen føles som den var ved at smelte, og det var bestemt heller ikke fordi at det gjorde det meget bedre for ham, for han ønskede slet ikke at dø! Det var det sidste som han ville lige nu, så det var vel heller ikke noget som sagde så lidt, var det? ”S-STOP! STOP!” nærmest skreg han med en næsten tryglende stemme, for han ønskede da slet ikke at ende sit liv der, eller lige nu, for det var slet ikke noget som han ønskede! Han ønskede slet ikke at dø og efterlade Emanuel og Yasmya alene!

[Deleted]

Egentlig havde Sonic intet imod at gøre det hele på den hårde måde, da han nød at knække fyre der spillede smarte og troede de havde en masse, som blot kom fra deres store mund. Han selv kunne ligne den type, da han var rapkæftet, kæk og frygtelig selvsikker, men han havde skam noget at have det i, da han var fysisk og mentalt stærk, ligesom han var stærk i magi, så han var ikke en man skulle undervurdere skønt han måske kunne forekomme lidt for spontan og dumdristig. Fejltagelser havde han ganske vidst begået, men det var trods alt også dem som man lærte af, dog havde han levet livet farligt igennem hele sit liv, hvor han havde fået sine knops og blevet hærdet på en hård måde, så han var ikke til at knække bare uden videre. Han fik hvad han gik efter, og han fik typisk sin vilje og denne gang var intet undtag. Hans datter betød alt for ham og han ville gøre alt for hende, hun var den vigtigste person i hans liv og han ville have hende tilbage, og så skulle der naturligvis komme en tåbelig fyr som Jacques og blande sig i noget, som han slet ikke burde blande sig i, da han legede med ilden, hvilket bogstaveligtalt ville få ham brændt. ”Jeg ønsker ikke din hjælp, men informationer, og det behøvede slet ikke at gå så galt for dig, hvis du bare havde givet mig hvad jeg ville have til at starte med,” svarede han med et kort skuldertræk, hvor smilet blev kækt på hans læber. Han havde dog intet imod at det havde taget denne hårde drejning, eftersom han nød at påføre andre smerte, særligt at torturere dem, få dem til at trygle og bede om nåde, hvor han blev lettere sadistisk anlagt, når han stod overfor en modstander, som Jacques selv havde valgt at gøre sig til. Det skulle heller ikke undre ham at knægten havde stået og set ham blive offentligt ydmyget i Apterta. Noget som han nok skulle få sin hævn for! At se panikken i knægtens øjne, da han tændte en ildkugle igen, fik hans eget sadistiske smil til at brede sig på hans rosenrøde læber, som han kastede den mod ham og så hans krop gå op i flammer igen, hvor skrigene var som sød musik i hans øre, der kun drev ondskaben mere og mere frem i ham. Han havde helt glemt hvor godt det føltes at spille skurk, hvor godt det føltes at udføre en ond mesterplan, selvom han kunne se frem til mange års stille og rolige år, da han havde svoret at sætte sin lille pige foran sig selv og give hende en tryg tilværelse, hvilket han ikke kunne, hvis han skulle lege skurk og rende rundt med onde planer, som han havde med Procias. Som knægten begyndte at råbe stop, valgte han roligt at knæle ved knægten igen, hvor han hamrede stolebenet ned i hans bryst – dog bevidst uden at ramme hjertet, da han ikke var ude på at dræbe ham. Han slukkede roligt ilden igen, hvor han nu kunne ligge og mærke træet gennembore hans bryst, hvor smilet ikke falmede det mindste. ”Giv mig en eneste grund til at jeg ikke skulle slå dig ihjel Jacques. Jeg bryder mig ikke om at efterlade løse ender, og du kunne jo gå ud og tale over dig, hvilket jeg ikke kan tillade, så.. jeg bør slå dig ihjel lige nu og her,” svarede han sandfærdigt og i en kynisk tone.

[Deleted]

Det kunne godt være at Jacques havde givet udtryk for at han slet ikke ønskede at se Jacqueline ved sin far, for.. det gjorde han jo heller ikke. Men af den grund, så følte han nu alligevel at han havde gjort den lille pige en tjeneste, ved at sende hende til sine artsfæller ved at sende hende til Evan, som oveni det hele, kunne lære tøsen magi, hvilket han selvfølgelig var utrolig glad for, for det var ikke noget som han sådan umiddelbart kunne hjælpe hende med. Det var selvfølgelig en tanke som selv kunne gøre ham en anelse trist, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Informationer havde manden nu fået, også selvom det slet ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham, for han kunne jo stadig ikke gøre andet end at blive liggende på gulvet. Det gjorde ondt i stort set hver eneste centimeter af hans krop, også fordi at han var brændt og han havde ondt i halsen og hovedet med, og der kom sikkert mere, hvilket han ikke rigtigt betvivlede på nogen måde, og det var næsten det som var det værste. Han bed tænderne svagt sammen, som han vendte blikket en anelse væk fra ham. Han lukkede øjnene ganske let endnu en gang, som han svagt knyttede sine næver, selvom det ikke gjorde det nemmere for ham, for uanset hvad han gjorde i forsøg på at komme op, så virkede det bare ikke, og det var næsten det som var ham det værste! ”D-du har fået d-dine informationer.. s-så lad mig gå..” endte han dæmpet, som han igen vendte blikket mod ham. Det gjorde ondt over det hele, og det var slet ikke behageligt! Synet af den nye ildkugle, var noget som kun bragte Jacques til en panik uden lige, som tydeligt meldte sig i hans øjne, også selvom det i sig selv, var en bøn som forblev uhørt. Hvorfor skulle han sådan forfølges af uheld?! Kroppen som atter engang badede i de klare flammer, var noget som omgående fik hans skrig til at bryde hans læber, hvor øjnene tydeligt blev klemt sammen og kroppen i spænd. Næsten som om at det hele døde, da det splintrede træben blev hamret direkte ned igennem hans bryst, hvor han blev liggende og.. stirrede op i luftet. Hovedet lagde han ned mod jorden, som flammerne igen forsvandt, hvor han for en kort tid, endte direkte.. fjern i blikket. Han havde ondt, og det her var noget som kun kørte ham til punktet af ren og skær udmattelse, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han gispede svagt, som blikket igen gled mod Sonic ved hans ord. Hans ord var noget som næsten gjorde ham mere bleg i ansigtet.. Han ønskede jo slet ikke at dø nu! ”J-jeg h-handlede for J-Jacquelines b-bedste.. H-hun er s-sammen med en som k-kan p-passe på hende… L-lad mig gå..” endte han med en dæmpet stemme. I sig selv, så gjorde det frygtelig ondt at snakke med det stoleben i brystet, også fordi at det gik ud over hans lunger, og helt udødelig var han altså heller ikke!

[Deleted]

Jacques var selv skyld i den vold og smerte som blev skænket ham, da han bare kunne have givet Sonic informationerne til at starte med. Om han ville skåne knægten havde han nok slet ikke ville på noget tidspunkt, da han hadede hver eneste procianer, for de havde alle sammen stået der til hans ydmygelse i Apterta City, eller de fleste havde i hvert fald og hvorfor skulle Jacques ikke have gjort det? De skulle alle sammen komme til at bøde for det! De skulle alle sammen mærke smerten! Jacques ville heller ikke være den første han dræbte, da han allerede havde dræbt flere ved at lade dem brænde op, men han vidste godt at han ikke kunne blive ved, da det ville trække for meget opmærksomhed, men når han så dem, så var der bare noget som sagde klik i ham, hvor han bare fik lyst til at flå alle procianer levende. Han havde måske forsøgt at dræbe mange af de store, og det havde faktisk også lykkedes med mange, men nu ønskede han at få hele landet brændt ned til grunden, hvor det kom til at gå ud over hver enkelt borger her til lands. Han hævede let det ene øjenbryn til hans ord. ”Lade dig gå? Jeg efterlader ikke løse ender Jacques, den fejltagelse har jeg begået før og det sker ikke igen, desuden går det jo ikke at du render rundt og sladre om mig, vel? Hvad ville du ikke gøre hvis rollerne var byttet om? Du ville slet ikke tøve med at tage mit liv, så hvorfor skulle jeg gøre det ved dig?” Et kynisk smil gled over hans læber. Sandt var det trods alt, da Jacques tydeligvis ikke kunne lide ham, men man kunne vel heller ikke bebrejde knægten, med alt det som han havde gjort her ved landet? Dog havde han skrevet sig selv ind i historien, selvom det nu ikke var derfor han havde gjort det, for han havde altid været magtgal og et sted havde han jo faktisk gået efter tronen. Som han hamrede træpælen ned i knægtens bryst, tog han ikke blikket fra ham, som han så ham stirre op i loftet. Det forundrede ham ikke at han havde ondt, særligt ikke med alt det som han havde påført ham, hvor flammerne nok var værst, selvom det ved halsen bestemt ikke var bedre. Hans ord var noget som fik ham til at knytte næven, som det næsten kun måtte gøre ham vred at høre på. ”Det bedste for hende?! Det kan godt være at du efterlod hende ved artsfæller, men hun var langt mere sikker her i Procias, og hvis du endelig skulle have gjort det bedste for hende, så havde du givet hende til hendes mor, for så havde hun været blandt familie!” hvislede han køligt, som han greb fat omkring træbenet og begyndte at køre det rundt i brystet på ham, kun for at gøre smerten værre. Den knægt skulle slet ikke nævne hans datter, for netop det han havde gjort, gav ham lyst til at give ham en pinefuld død! ”Men sig mig Jacques, hvorfor har du så meget imod at tøsen er hos mig? Hvad tror du jeg vil gøre? Torturerer hende? Du er selv far, hvad vil du ikke gøre for din søn? For jeg ønsker kun det bedste for min datter og jeg har skam tænkt mig at give hende en sikker og tryg opvækst, for intet ondt skal ske min datter!”

[Deleted]

Det kunne godt være, at Jacqueline havde vampyren i sig, men det var ikke nødvendigvis fordi at det var noget som ville redde hans liv i længden, og selvfølgelig var det en tanke som i sig selv, faktisk formåede at skræmme ham. Han kunne endnu ikke rejse sig, og det virkede bestemt heller ikke fordi at Sonic ville vise bare lidt nåde og lade ham gå, også fordi at han stod fast på at han havde handlet på det bedste, også for den lille pige. Han vidste da for pokker ikke hvor Ilaria var henne, efter hun var blevet nægtet adgang i Procias! Hans krop rystede, det stank langt væk af brændt kød, og han havde virkelig ondt, også selvom han ikke ligefrem kunne gøre meget ved det lige nu, andet end at tigge og bede til at han fik lov til at rejse sig op og komme hjem, for han havde jo slet ikke lyst til at være der mere! Han vendte blikket med en tydelig træt og smertende mine i retningen af Sonic, også selvom det nok ikke gjorde den største forskel alligevel. ”J-jeg er i-ingen morder, S-Sonic..” påpegede hun ganske sigende. Han magtede jo slet ikke at snakke med det stoleben placeret direkte i brystet. Han havde sin egen søn, så et sted forstod han jo faktisk godt at manden reagerede som han gjorde, for han havde gjort det samme, hvis det havde været ham som stod i den situation, og han skulle reagere for Emanuels skyld, men ikke desto mindre, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, men det var nu bare sådan at det var. At han så valgte at tage omkring stolebenet, og bare vride det direkte rundt i hans bryst, var noget som fik ham til at slippe de smertefulde gisp, som han kraftigt endte med at spænde i kroppen, for det var virkelig, virkelig ubehageligt! ”S-stop!” endte han med en tydeligt smertende stemme. Det var noget som helt klart gjorde utrolig ondt! At snakke om Jacqueline var tydeligt dumt, også selvom han faktisk havde handlet for tøsens bedste, og ikke mindst sende hende til en som kunne hjælpe hende også med de dæmoniske evner, for det var slet ikke noget som han kunne! ”J-jeg vidste ikke hvor I-Ilaria var!” endte han med en fast tone, også mest for at få manden til at stoppe med at påføre ham den smerte, for det var slet ikke noget som han brød sig om i det hele taget, for det gjorde forbandet ondt! Han kollapsede direkte i gulvet, som manden endelig valgte at holde op, for det gjorde virkelig forbandet ondt, så det var bestemt heller ikke noget som skulle sige så lidt i den anden ende, og det var bestemt heller ikke fordi at det var behageligt på nogen måde! ”J-jeg elsker min s-søn, og jeg forstår g-godt at du handler som du g-gør.. Men Sonic.. D-din datter har det godt h-hvor hun er, og hun er tryg og i s-sikkerhed. J-jeg ville ø-ønske det samme for min søn. J-jeg elsker ham.. L-lad mig komme hjem til ham..” bad han med en dæmpet stemme. Børn var deres begges ømme punkt.. Han ønskede jo også bare at komme hjem til sin lille pige!

[Deleted]

Sonic var vred, men et sted også bange, bange for at han ikke ville se sin datter igen, for han anede jo ikke hvor hun var henne, foruden at hun var hos Evan Strife, den dæmoniske træner, men ikke engang ham anede han hvor boede, selvom det heller ikke burde være svært at finde ud af, men på grund af Jacques skulle han ’kidnappe’ sin egen datter, for han havde bestemt ikke tænkt sig at kontakte manden, han ville bare have sin datter, og var det virkelig så svært at forstå? Det kunne godt være at han var en ond og sadistisk mand ud ad til, men mod familien var han jo nærmest varm og blød som et husdyr, hvor han var god og beskyttende, for han havde skam ikke tænkt sig at få sin datter for at slå hende, ellers havde tøsen jo nok heller ikke ønskede ham så meget som hun gjorde! ”Nej.. men derfor kan du godt være en sladderhank og dem bryder jeg mig mindre om end mordere,” svarede han kynisk igen, som det sadistiske smil bredte sig på hans læber. Han var ligeglad med manden, han betød intet for ham, så hvorfor pokker skulle han dog lade ham gå? Hvis han havde været lidt mere påpasselig havde han måske fået lov til at gå, men nu hvor han havde gjort så meget besvær, så kunne han ikke se hvorfor han skulle lade ham slippe, hvilket også var grunden til at han torturerede ham med ild og stolebenet, som tydeligvis var meget effektivt, hvilket kun frydede ham endnu mere. Han slap roligt stolebenet, efter at have kørt det rundt i såret på ham, for at gøre det mere smertefuldt, inden han fnøs til hans ord. ”Hun er jo nok i Dvasias hos dæmonerne, tror du ikke? Desuden så ved vi begge at du slet ikke ønsker at pigen skal være hos sine forældre og for det, skal du dø,” svarede han kynisk, som han igen gav sig til at gribe fat omkring stolebenet, hvor han kørte det rundt i såret, for at gøre det mere smertefuldt for knægten. Han havde virkelig valgt at lægge sig ud med den forkerte og det skulle han få betalt! Han endte med at stirre vredt på ham, da han nævnte hans datter og sagde at hun havde det godt hvor hun var, for det var da den største løgn på jorden! Han knyttede næven og slog den direkte imod hans ansigt, som han bed tænderne kraftigt sammen. ”Har det godt?! Tror du hun konstant vil længtes efter sin far, hvis hun havde det godt alle andre steder?! Nej! Hun vil have mig! Hendes far! Og jeg gør hende tryg og sikker, som enhver anden forældre ville gøre for sit barn! Men så kom du og spolerede det hele for mig og ikke mindst for hende! Så nævn min datter igen og jeg simpelthen tager stolebenet og gennembore dig hjerte!” hvislede han advarende og dog sandfærdigt. Hans datter var måske blandt artsfæller, men han var både artsfælle og forældre, han var hvad hun havde brug for! Og hvis Jacques nævnte hans datter igen, så slog han ham ihjel! ”Hvis du vil se din søn igen, så vælg dine ord med større omhu,” hvislede han køligt, da han var fuldstændig ligeglad!

[Deleted]

Et sted kunne Jacques godt sammenligne sig selv med Sonic, og den tanke i sig selv, kunne næsten være ham en anelse skræmmende. I det store og hele, så ønskede han jo heller ikke at der skete hans søn noget, og han ville gøre alt hvad der stod i hans magt, for at holde knægten i tryghed og i sikkerhed! Han gispede ganske svagt. Han var måske ikke nogen morder, men selv Sonic havde jo allerede vist ham at han var mentaldæmon, så der var vel måder hvorpå at han kunne.. undgå at der blev sladret? ”Jeg vil ikke s-sladre..” endte han med en mere sammenbidt stemme. Det gjorde virkelig ondt i hans bryst, og det var slet ikke noget som han kunne beskrive, så ondt som det gjorde! At tage Jacquelines navn i brug, var egentlig kun for at lade manden se, at han ikke havde gjort det for at handle mod dem eller noget som helst, men faktisk kun fordi at han havde tænkt på tøsens bedste. Umiddelbart havde han ikke haft nogen anelse om hvor Ilaria havde været, og at få fat i en dæmon som sad højt i systemet, var vel også en som kunne hjælpe den lille pige, med at få styr på det hele? Selvom det var tydeligt, at end ikke Sonic var storslået tilfreds med resultatet, så var han et sted ligeglad, for han havde handlet sådan af en grund! Han rystede let på hovedet, for han havde jo slet ikke lyst til at dø eller noget som helst! Selvom han ikke nåede at åbne munden, inden han fik en knyttet hånd direkte i ansigtet, hvor hans hoved blev slået direkte ned i gulvet. Han gispede svagt, for det brændt virkelig i brystet som aldrig før! ”J-jeg er en stolt far, S-Sonic, og tro mig, j-jeg ville gå til v-verdens ende for min søn. J-jeg ville være g-glad, hvis nogen v-ville gøre det for m-min søn, som der er g-gjort for din datter, h-hvis det betød han var t-tryg. H-hun er ikke tryg her Sonic… S-som en f-far så f-find hende da… L-lad mig b-blive.. Jeg vil v-være ved min s-søn.. Og d-det ved jeg du forstår,” endte han med en dæmpet stemme. Helt præcist hvor Evan holdt til henne, vidste han faktisk ikke, foruden at manden ofte var i Appolyon, så vidste han faktisk ikke meget mere end det, og det var selvfølgelig også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende. Hans sidste ord, var noget som automatisk gjorde manen direkte tavs, også fordi at han slet ikke ønskede at miste livet her, da det slet ikke havde været meningen med noget som helst af det som skete omkring ham, men det var nu bare sådan at det var. Manden stod mildest alt med hans liv i sine næver, og han stolede på ingen måder på Sonic til at føle sig komfortabel eller fortrolig med den tanke, selvom han ikke kunne gøre det mindste ved det af den grund, også selvom det ikke just var noget som gjorde det meget bedre. Han lod hovedet søge ned i gulvet igen. Han havde ondt, og dette var virkelig noget som kørte ham træt.. Og det var ubehageligt!

[Deleted]

At Jacques var overbevist om at han ikke ville sladre, var noget som fik Sonic til at fnyse ganske kortfattet, for den troede han da overhovedet ikke på! Knægten var allerede imod ham, det han havde gjort, havde sikkert stået til hans ydmygelse og henrettelse, hvor han også ønskede at separere ham og hans datter, så de befandt sig i hvert sit hjørne af verden, så når alt kom til alt, var knægten jo kun imod ham, men det var så kun noget der ville komme til at bide ham i røven i den anden ende, for i øjeblikket var det ham der havde magten, det var ham der stod med knægtens liv i hans hænder, skønt han dog måtte erkende at han var imponeret over udholdenheden, for knægten var trods alt ikke fuldblodsvampyr, selvom torturen uden tvivl ville påføre mange ar og sikkert også sår i flere dage. ”Nej det kan jeg i hvert fald bestemt sørge for at du ikke vil, for jeg kunne for eksempel brænde dit stemmebånd, eller skære tungen ud på dig,” foreslog han med et grumt smil på læberne, som han pludselig synes at få mange gode ideer til at gøre knægten ondt, selvom han måtte erkende at han havde været en let modstander, for han havde jo ikke gjort meget, og hurtigt havde han mistet overtaget. At slå ham, var noget som faktisk var god afreaktion, som det føltes godt at komme af med alle frustrationer, som det føltes godt at gøre noget ondt og påføre nogen tortur igen, for altid havde han været en sadistisk mand, selvom han ikke havde nydt meget af den tid, efter at han havde fået en familie, da han havde haft andre ting i hovedet og det var næsten synd at han skulle opgive det, selvom han vel ikke havde noget valg? Hvis han skulle give Jacqueline en tryg og sikker opvækst, måtte han komme væk fra det farlige liv, så derfor havde han intet andet valg, men hans datter ville han nu også vælge til hver en tid! Han fnøs endnu engang til hans ord. ”Du er svag og ynkelig. Men du er til gengæld ung, så du har meget at lære endnu, men hvis du virkelig ønsker at beskytte din søn og holde ham tryg, så bør du nok lære at kæmpe og slå en svær modstander, knægt, for husk på; dør du, efterlader du din familie forsvarsløs og ubeskyttet,” svarede han kortfattet, som sad han nærmest og gav knægten en lektion i at passe på sin familie – som han rent faktisk selv godt kunne finde ud af! Han endte med at sukke, som han tog om stolebenet og trak det ud af hans bryst, inden han greb fat i den forbrændte skjorte og dermed hævede Jacques’ krop fra jorden, hvor han igen så ham dybt i øjnene. ”Dette er hvad du vil huske; Du kom hjem for at pakke dine ting, da der gik ild i tæppet, som lå for tæt på pejsen, hvor hele huset brændte ned, du forsøgte at slukke branden, men det mislykkedes, da det braste sammen ned over dig, hvor du fik gennemboret dit bryst og din hals, som du ligeledes blev frygtelig forbrændt. Du nåede at kæmpe dig ud af huset og fjerne splinterne, hvor du ikke vil kunne huske andet.” Han endte med at slippe knægten, som han roligt rejste sig op, hvor han kastede ildkugler rundt omkring, som satte sig i møblerne og begyndte at slikke op ad væggene og tage fat i alt det som det kunne. Han gik roligt hen til bagvæggen ved pejsen og rev en mursten ud, hvor han tog om en lille æske, som han gemte i sin kappe, inden han roligt rejste sig, hvor han gik hen og greb Jacques i kraven, som han begyndte at trække ham med sig ud, imens han kastede ildkugler rundt omkring; op ad trappen, og op til førstesalen, ud mod kontoret og køkkenet, samt i forhallen. Han sparkede døren op og trak Jacques med ud, som han først slap da han var et stykke væk fra huset, inden han strakte armene og skød ildsøjler mod huset, som begyndte at gå op i flammer. Han havde gjort meget for dette hus og sat det i stand, og nu rev han alle minder ned til grunden, så det ikke længere ville være ham en plage. Og selvom det måske ville blive bygget op igen, så ville det ikke have hans præg.

[Deleted]

Jacques var ganske vidst ung, men han forsøgte nu alligevel at beskytte sin familie efter bedste vilje, selvom det bestemt heller ikke altid var lige nemt, men det var vel bare at gøre det så godt som det var ham muligt? Nu hvor han lå i den situation at han knapt kunne bevæge sig og ikke rigtigt havde noget andet valg end at blive liggende på gulvet, da det stadig var imod det hele, at han rejste sig, og selvfølgelig var det noget som gjorde forbandet ondt, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han bed tænderne svagt sammen, som han vendte blikket væk fra ham. Han ønskede slet ikke at miste hverken stemmebånd eller hals! Han ønskede muligheden for at kunne kommunikere med sin elskede dreng og Yasmya for den sags skyld, så selvfølgelig var det noget som også gjorde sit for hans del! ”S-stop..” endte han med en dæmpet stemme. At han i det hele taget havde klaret dette møde, forundrede selv Jacques, men han var virkelig også ved at være utrolig træt, så det var heller ikke ligefrem fordi at han var fuldblodsvampyr, og det var noget som han helt klart godt kunne mærke, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Som det nærmest lød til at Sonic gav ham en lektion i hvordan man skulle passe på sin familie, var noget som fik ham til at vende blikket mod ham, hvor det lige så var tydeligt at den tanke i sig selv, faktisk… forundrede ham lidt, for det var bestemt heller ikke noget som han havde regnet med som sådan. Han trak vejret dybt, også selvom han efterhånden var ved at blive for træt til at svare. ”J-jeg gør hvad jeg kan..” svarede han med en dæmpet stemme. Det stivnede helt i Jacques’ krop, som Sonic endte med at tage kraftigt fat i ham og rev ham ind mod sig, hvor han blev tvunget til at se ham i øjnene. Hans pupiller trak sig sammen, hvor.. hele scenariet endte med at forsvinde for ham, og kun efterlade ham med den desperate tro på at han kun vilkårligt var kommet hjem til at se ild i stuen. ”Brand… Det brænder..” endte han med en næsten febrilsk stemme, som han blev sluppet ned i jorden igen, da Sonic hentede æsken som lå i pejsestuen og tog den til sig, kun for at sætte ild til resten af huset, selvom det slet ikke var noget som gav nogen mening for Jacques! Alle tankerne omkring Sonic, var næsten som var det glemt for ham, hvor han fast blinkede med øjnene, idet han blev revet op på benene og revet med ud og langt væk fra huset. Det var næsten som Jacques slet ikke kunne huske Sonic, eller så ham i det hele taget, hvor han bare vendte sig i retningen af huset, som mere eller mindre stod i fulde flammer. Han endte om muligt mere bleg i ansigtet ved synet. Selvom han slet ikke kunne holde sig på benene, så tog han sig til brystet, for det gjorde jo endnu ondt på ham! ”… Åh nej.. Åh nej..” endte han med en febrilsk stemme.