Alone or together?

[Deleted]

Voltaire kunne ikke lide det mindste ved Aleksandra, måske hun bar et smuk ydre, men i hans øjne blev det kraftigt forringet af hendes personlighed, hvor hun jo nok havde det på samme måde med ham, og ærligtalt var han glad for at hun ikke fandt ham tiltrækkende, for hun var da godt nok den sidste han ville ligge i med! Han ville hade sig selv hvis han gav sig hen til en kvinde som hende, da hun var væmmelig og forfærdelig, hun var egoistisk og troede hun var bedrevidende, hvilket kun irriterede ham endnu mere og ikke mindst så var hun frygtelig fordomsfuld overfor hans væsen og det var noget som faktisk kunne sætte hans pis i kog, da hun virkelig stak til ham, når hun nedgjorde ham for noget han ikke var eller havde gjort. Han trak dog kækt til hendes ord, hvor han roligt rykkede sit hoved tættere på hendes, som han havde truet med at kysse hende, skønt hun godt nok var den sidste han ville kysse, og det at han havde gjort det halvt i søvne, var virkelig kvalmevækkende! Han skød kort det ene øjenbryn i vejret, da hun faktisk lod sin hånd stryge ham over kinden, hvilket faktisk kom bag på ham, men hurtigt fik hans øjne et kækt skær igen. ”Vi ved begge at du er den som er betaget af mig, og du frygter at mit kys skal gøre dig helt blød i knæene og få dig overbevist om at jeg har ret,” svarede han kækt igen, som han blinkede flirtende til hende, hvor smilet kun bredte sig endnu mere. At hun så sagde at lagnerne havde kostet mere end ham, fik ham til at trække morende på smilebåndet, selvom det rent faktisk ikke ville undre ham. ”Åh jamen så frister det mig jo helt at kaste op på dem alligevel,” svarede han drillende og flabet igen, uden at han tog blikket fra hende. At hun så skulle nedgøre ham igen, var noget som fik isen til at brede sig igen, som hans blik blev mere kortfattet. Hun kunne jo nærmest ikke andet, men han kunne svare lige så flabet igen! ”For det første er skøgen her, vidst dig, og for det andet, så tror jeg nok at jeg er klogere end dig på visse punkter, såsom når det kommer til medicin,” svarede han flabet igen, skønt man tydeligt kunne se at hun havde irriteret ham. Hun gik ham virkelig på nerverne! Men han nægtede bare at lade hende vinde på den måde! At hun så lagde hånden over hans og lod neglene bore sig ned i hans håndflade, fik ham til at vende sin hånd, så han kunne lukke sin hånd om hendes og dermed forhindrede hendes negle i at bore i hans hud. ”Åh jeg skal prøve at dy mig, du er jo bare så uimodståelig at jeg har svært ved at holde fingrene væk, pas på, det ender bare med at jeg voldtager dig,” svarede han sarkastisk, hvor smilet blev kækt, som han slap hendes hånd idet han rejste sig fra sengen og søgte ud mod badeværelset. Han kom først ind, da vandet var fyldt og sæben havde lagt sig som skum over vandoverfladen, hvor han gik hen til hende igen. ”Så er dit bad klar, prinsesse. Kom her.” Han gik roligt ned i knæ, hvor han nænsomt tog fat omkring hende og løftede hende op i sine arme så forsigtigt som han nu kunne, inden han bar hende ud til badekarret, hvor han roligt satte hende fra sig, skønt hans hænder endnu hvilede mod hendes ryg og mod hendes ene arm, da han ikke vidste om hun kunne stå. ”Går det?” spurgte han roligt, hvor han næsten kunne virke helt bekymret og omsorgsfuld.

[Deleted]

Intet lagde Aleksandra i den berøring hun skænkede ham, som den skulle være nedgørende, ligesom hendes ord til ham. Hun ønskede nemlig ikke at være intim med ham, da hun fandt ham direkte frastødende. Måske ikke udseendemæssigt, som han faktisk var en ganske flot mand, men personlighedsmæssigt var han direkte kvalmende, og han havde det uden tvivl på samme måde med hende. Hun ønskede ham ikke tæt på sig, ligesom hun ej heller var betaget af ham. Hun tvivlede på, at hun kunne føle sig tiltrukket ad ham, uden at han brugte sine kræfter på hende, og det havde det jo lavet en aftale om, at han ikke måtte. ”Åh min søde Voltaire.. Du vil så gerne have, at jeg svimler over dig, men jeg må desværre knuse dine små drømme og sige, at det aldrig vil ske. Jeg kan få mere eller mindre den mand, jeg vil have, så hvorfor skulle jeg dog gå efter dig?” spurgte hun roligt og løftede det ene øjenbryn. Den flirtende og kække mine forførte hende skam ikke, som hun blot så koldt til hans forsøg. Hvorfor han overhovedet forsøgte, vidste hun ikke, eftersom han konstant pointerede, at han fandt hende direkte frastødende. Irriteret rullede hun med øjnene over hans ord. Håbløs var han! Håbløs! ”Jeg kunne også bare skære halsen over på dig inden, så jeg ikke vil stå i det problem,” svarede hun køligt igen. Ingen af deres kommentarer kunne komme som den helst store overraskelse, som de begge vidste, hvordan den anden var, som de også vidste præcis, hvad de skulle sige for at irritere den anden. En farlig leg var det, men det at hun lå så afkræftet gjorde, at hun heldigvis ikke kunne svare tilbage med den kraft, som hun egentligt ønskede. Hun ønskede at skade ham, men det var svært, når hun ikke kunne gøre brug af store bevægelser, samt det at hun var for svag til at give sig i kast med diverse besværgelser, og det vidste han desværre. ”Det er ikke mig, der søger til køjs med dig, hver gang muligheden byder sig. Du har end ikke set mig med en mand, så hvordan du kan bilde dig selv det ind, begriber jeg ikke,” svarede hun afvisende. Hun havde måske giftet sig for at ryge til tops, men stadig var hun ikke en kvinde der lå til højre og til venstre med folk. Den sidste hun havde været sammen med, var dæmonen Sonic, og det var måneder siden, og inden det havde hun holdt sig til baronen. Voltaire var nok skøgen af dem alle sammen, da han skulle ligge med folk til højre og til venstre for at holde sig selv i live, og han nød det sikkert. Som han så vendte sin hånd om, så de nærmest måtte holde i hånden, kneb hun advarende øjnene en anelse sammen. Det var virkelig tynd is han bevægede sig på! ”Jeg sagde jo, at du ikke kunne stå for mig.. Så tak fordi du lige har erkendt alle de fordomme jeg har om dig,” svarede hun køligt, mens hun hellere end gerne lod deres hænder skilles. Som hun så ham forsvinde ud på badeværelset, tog hun et tungt åndedrag, da dette måtte være for meget for hende. Han prøvede på at slå hende ihjel langsomt.. det var helt sikkert! Som han hurtigt kom tilbage til hende, sagde hun end ikke noget, som hun blot lod ham løfte hende op. Hun kunne dog ikke holde en grimasse tilbage, da bevægelsen virkelig måtte rive i hendes ribben, men intet sagde hun. Det eneste hun gjorde var, at fokusere på sin vejrtrækning, og holde om sin kåbe, så den var lukket for ham. Da han så satte hende ned igen, måtte hun mærke, hvordan hendes ben begyndte at skælve over udmattelsen, ligesom hendes hoved måtte begynde at snurre rundt. Hun lænede sig dog bare fremover, så hun kunne holde et sikkert greb om badekarets kant, skønt hun kunne mærke, hvordan han endnu måtte hjælpe hende. ”Det går… Kig væk, så jeg kan komme i,” sagde hun kortfattet.

[Deleted]

Ingen af dem følte sig tiltrukket af hinanden, hvilket passede Voltaire ganske fint, for hun var ham kvalmende, som hun også fandt ham. Utroligt var det egentlig at hun endnu ikke havde gjort ham mere ondt end et par lussinger, men på den anden side, så tilbragte de jo heller ikke meget tid sammen, hvilket passede ham fint, men det gjorde også at han ikke hidsede hende mere op og at straffen dermed ikke blev værre og i øjeblikket var hun slet ikke i stand til at give ham nogen hårdere straf, eftersom hun var øm fra top til tå og knap nok kunne bevæge sig. ”Åh tro mig, jeg er glad for du ikke går efter mig, ellers var jeg jo nød til at afvise dig, da du er.. uattraktiv og forfærdelig. Desværre for dig, så kan jeg bare noget ingen anden mand kan,” svarede han selvsikkert, som smilet blev selvfedt på hans rosenrøde læber, hvor det kække skær ikke forlod hans klare isblå øjne. Han kunne uden tvivl ikke lide hende, som han vidste at det var gengældt, men det var vel også kun fint så? Desværre hang de bare på hinanden de næsten lange måneder og han kunne slet ikke se hvordan han skulle komme igennem det, uden at hun slog ham ihjel med sin irriterende person. At hun så sagde at hun bare ville skære halsen over på ham, så han forfærdet på hende. ”Hvad?! Det går ikke! Så er der jo bare blod på alle lagnerne og det er langt sværere at fjerne!” svarede han forbavset, skønt det var tydeligt at det var et skuespil, hvor det drilske smil også kun indikerede det. Som han var flabet, var hun flabet og sådan kørte det frem og tilbage hele tiden fordi ingen af dem ville give sig, men få den anden til at holde kæft, selvom det sjovt nok aldrig gik som de ville have det. ”Åh sødeste, vi ved begge du er en mandeglad kvinde, som du også selv konstant påpeger indirekte,” svarede han blot med et svagt træk på skuldrene, „jeg kunne snart tro at du har været sammen med flere mænd, end hvad jeg har af kvinder.” Han blinkede kækt til hende, som smilet ikke falmede det mindste. At de så endte med at sidde og holde i hånd, tog han sig ikke af, da det kun havde været for at hun ikke skulle gøre skade på ham. Han rystede let på hovedet til hendes ord, skønt hans øjne forblev kække. ”Ja, det ender jo bare med at jeg falder for dig,” svarede han sarkastisk, som han løftede hendes hånd og skænkede hendes håndryg et kys, inden han rejste sig, hvor det kække skær ikke forsvandt på noget tidspunkt. Den korte pause der kom, da han stod på badeværelset og hun sad inde på værelset, var klart en pause som han havde brug for! Udmattende var hun simpelthen at være i selskab med, selvom hun da klart udfordrede ham på mange måder, ligesom det vel egentlig også gik sådan den anden vej? Pausen var dog ikke lang, da han roligt gik ind igen og hentede hende. Han lagde godt mærke til at hun blev lettere svimmel, da han satte hende ned, hvilket også var grunden til at han ikke helt slap hende endnu, som han stadig støttede hende, så han var sikker på at hun ikke lige pludselig drættede om. Han himlede let med øjnene til hendes ord. ”Jeg bør måske fjerne din forbinding først, så den ikke bliver våd,” svarede han roligt, som hans hoved søgte let på sned, hvor han blev stående bag hende, „og bare rolig, jeg kan godt fjerne den uden at se noget.”

[Deleted]

Aleksandra havde bestemt ingen hensigt der sagde, at hun skulle gå efter Voltaire. Manden var på ingen måde hendes standard, så derfor gad hun slet ikke værdige det nogen tanker. At han ej heller var interesseret i hende, fuldendte blot det hele, skønt hun ikke troede ham helt og holdent. For hende var han trods alt bare en mand der ledte efter sit næste hul, og det gad hun bestemt ikke være en del af. ”Det er mig fuldstændigt ligegyldigt, om du kan se, hvad andre mænd ser i mig. Det er desuden heller ikke ting, du bør belemre dig med, eftersom du er en slave, så det eneste du bør tænke på, er at lave det arbejde, jeg sætter dig til,” svarede hun kortfattet. Hun behøvede ikke, at han følte sig tiltrukket af hende, som det eneste hun behøvede var, at han udførte sit arbejde korrekt. Det gjorde han så også, som han gjorde, hvad han nu engang blev sat til udenfor, samt han plejede hende, som en læge ville have gjort. Det var bare indenfor alle andre felter, at han ikke gad lystre hende, og det var noget det måtte gå hende voldsomt på. Det var dog noget hun måtte overkomme, som de desværre hang på hinanden, som hun faktisk skulle bruge ham til noget større end alt dette. Et forsøg der endda blev udsat til hendes store irritation. Dovent sendte hun ham et blik, som han begyndte at overdramatisere det hele, hvilket bestemt ikke gjorde hende mere munter. Han kunne bare ikke gøre hende munter. ”Forskellen er bare, at jeg ville være lykkelig over at gå med den vide, at det blod har ført til din død. Opkast ville bare føre til min irritation, og du irritere mig nok i forvejen,” svarede hun kynisk. Ingen varme var der over hendes ord, som det overhovedet ikke lignede, at hun indeholdt varme, når hun stod overfor Voltaire. Men det var også fordi, at den mand formåede at bringe hende absolut ingen glæde i livet! Han gjorde det faktisk kun til et sandt mareridt, og det gad hun ikke just værdsætte ham for. ”Jeg tror ingen race, kan slå en horeunge af en sensuel dæmon, som dig. Du ser jo kun huller, hvor vi andre ser kvinder, i de huller ønsker du bare udfyldt. Ganske frastødende, hvis jeg må sige min mening,” sagde hun roligt, hvor hun vidste, at det ville irritere ham, da hun bragte hans race på banen. ”Hvis du da ikke allerede er det,” svarede hun køligt og afsluttende, som hun rev sin hånd til sig. Hun gad ikke at han rørte hende, som han faktisk allerhelst skulle holde sig med et par metres afstand fra hende. Alligevel sagde hun intet til, at han bar hende ud på badeværelset, for hun vidste trods alt godt, at det var den eneste måde, at hun kunne komme derud på. Hun hadede det dog gevaldigt, som det pinte hende helt ind til sjælen, at hun behøvede hans hjælp til noget som helst. Irriteret bed hun sig selv i læben, som han begyndte på, at han skulle fjerne hendes forbinding, og på den led afklæde hende en smule. Det gjorde så også, at hun endte med en jernsmag i munden, som hun bed hun på flængen igen, men det sagde hun ikke højt, som han alligevel ikke kunne se hendes ansigt lige nu. ”Hvis du absolut insisterer, så skynd dig! Jeg kom herud for at tage mig et bad, og ikke for at stå oprejst i timer.”

[Deleted]

At få Aleksandra tæt, var nok det sidste som Voltaire ville, desuden tvivlede han på at hun overhovedet kunne tilfredsstille ham, da han bare ville føle kvalme ved at være hende tæt på den måde, for selvom han måske var en kvindeglad mand, og uden tvivl elskede det intime med en kvinde, så var det ikke sådan at han lå i med alle kvinder som han stødte på og Aleksandra blev på ingen måde en af dem! Hans job har ganske vidst krævet at han tog forskellige kvinder med til sengs, både attraktive som de som ikke var særlig kønne, men det var nu en tid som han slap for, da han nu hang på hende her, den egoistiske og selviske kvinde der ikke gjorde andet end at dømme ham, hvor han klart ville foretrække arbejdet på et horehus end her hos hende, for der blev han i det mindste behandlet ordentligt! ”Og jeg synes at jeg gør det arbejde som du sætter mig til, ganske perfekt, så jeg ser ikke nogen grund til at du klager sådan over mig,” svarede han blot affejende som han trak på den ene skulder, selvom det slet ikke havde noget at gøre med det de snakkede om, men det tog han sig ikke af, da han kun gjorde det for at irritere hende, ligesom hun irriterede ham og ikke just lagde skjul på det. At hun så bare var fuldstændig humorforladt forundrede ham slet ikke, da han tvivlede på at hun overhovedet kendte til begrebet sjov, eller latter, for hun var jo fuldstændig stiv i betrækket! Det var nok også fordi han var ham, men han tvivlede på at nogen kunne få den kvinde til at more sig, da hun var en heks, det eneste hun morede sig over, var når hun gjorde andre ondt. ”Årh hold da op. Vi ved begge at du vil komme til at savne mig, hvis jeg gik hen og døde,” svarede han drillende, skønt han allerede kendte til hendes svar, hvor han også selv tvivlede på det, da det nok ville være den lykkeligste dag i hendes liv og vendte man den om, så ville hun jo nok aldrig hjælpe ham, hvis han var døden nær, da hun nok bare ville hjælpe døden det sidste skridt på vej. At hun så begyndte på det at han var sensuel dæmon igen, irriterede ham ganske vidst. ”Og hvor mange mænd har ikke lige udfyldt dit hul?” spurgte han flabet igen, som smilet blev kækt. Hun stak til ham, jamen så stak han til hende! ”Desuden kender du mig ikke, og jeg respektere en kvinde, og selvom du ikke tror på mig, og ja, jeg har svært ved at respektere dig, så kan du spørge en hver anden kvinde jeg har været sammen med,” tilføjede han stilfærdigt, som han ikke tog blikket fra hende. ”Stop. Du er den sidste jeg vil falde for, da du overhovedet ikke er min type! Og tvivler på at du er nogens type,” svarede han med et kort skuldertræk. Han var overhovedet ikke interesseret i hende på nogen måde! Og han ville da klart hellere miste sin arm end at falde for hende! At hun så nærmest hidsede sig op over at han venligt ville fjerne hendes forbinding, fik ham til at sukke. ”Gider du godt slappe af? Det tager et minut, og hvis du ikke er stærk nok til at stå oprejst, så havde jeg jo nok ret i at du burde blive liggende i sengen,” svarede han kortfattet igen, som han roligt lod armene søge om på hendes mave, hvor han løsnede hendes kåbe, som han roligt trak af hende, så han kunne komme til forbindingen. Roligt løsnede han den, hvor hans blik hvilede mod forbindingen, som han roligt førte den rundt om hendes krop og dermed befriede hende for det.

[Deleted]

Voltaire gjorde muligvis sit arbejde fornuftigt, når han blev sat til noget ude i marken, men det gjorde ikke, at hans opførsel overfor Aleksandra var bedre, og det var det der gjorde hende direkte arrig! Hun begreb ikke, hvorfor han konstant skulle stille sig op imod hende, når det ikke var indenfor et af de punkter, som han kunne tillade sig. Han var nemlig købt til hendes velbefindende, og ikke hans, men det havde han det desværre svært med at indse, og når hun lå svækket, som hun gjorde nu, kunne hun ikke engang sige noget ti ham, hvilket kun yderligere pillede ved hendes irritation! Det skulle ikke undre hende, hvis det hele eskalerede, når hun endelig blev rask igen, men det ville også kun gå ud over ham, så det kunne hun have det ganske godt med. Det var nemlig kun fuldt ud fortjent, at han blev sat en smule på plads. ”Ude i marken måske, men til alt andet er du ikke andet end et stort problem,” svarede hun køligt igen. I en evighed kunne det sikkert diskutere dette emne, så det var vel bedst, hvis de bare lod det ligge. På det punkt vidste hun dog, at det først ville ske, hvis han lod stoltheden falde en smule og valgte at tie først. Hun nægtede nemlig at lade ham gå med det sidste ord! Nedladende fnøs hun af hans ord. Latterlig var han, hvis han nogensinde kunne tro, at hun ville savne ham. ”Det eneste jeg ville savne ville være at se, er det røde mærke på din kind, efter at jeg har slået dig,” svarede hun nedladende og sendte ham et smil der på ingen måde udtrykte varme. Hun hadede ham som pesten, og hvis han endelig gik hen og døde, ville hun sikkert holde en halleluja-fest. Det ville i hvert fald være en glæde der var værd at fejres! Arrigt kneb hun øjnene en anelse sammen. ”Hvor vover du at tale til mig i sådan en tone!” hvislede hun ad ham. ”Det eneste du respekterer, er dig selv, og du er end ikke værd at respektere. Og de eneste kvinder du nogensinde har ligget med, er kun dem, du har brugt din sensuelle udstråling på, da du ingen indre charme ejer!” sagde hun koldt. ”Du kan ikke sige stop til mig. Jeg er den der bestemmer, hvornår vi er færdige! Men det er mig en hjertelig viden, at du ikke kan falde for mig, for du er da den sidste på denne planet, som jeg ønsker tæt,” svarede hun kortfattet. Dybt indebrændte måtte de være på hinanden, og hvordan de nogensinde skulle overleve hinandens selskab, vidste hun vitterligt ikke. Hun hadede ham, og det at hun skulle se ham hver dag for fremtiden, gav hende helt kvalme! Døden ville næsten have været mere nådig end daglig mundhuggeri med ham, men det var bare en skæbne hun måtte leve med. Hun ønskede desuden ikke at dø, så derfor valgte hun at bide i det sure æble, og lade ham være omkring hende. Som han gav sig til at trække kåben af hende, så hun blot fremfor sig, mens hun slap badekarets kant med en hånd ad gangen, så kåben kunne falde helt af og efterlade hende blotlagt igen. ”Jeg tager mig dette bad, om du vil det eller ej!” sagde hun skarpt, som han nærmest indikerede, at hun burde ligge sig tilbage i sengen, fordi hun var for svag. Hun var måske ufatteligt afkræftet, hvor hun dårligt nok kunne stå på sine egne ben, men hun nægtede at anse sig selv for at være svag, så hun tog dette bad, om han ville det eller ej! Intet sagde hun, som han begyndte at vikle hende fri for forbindingen, som hun blot blev stående på sine skælvende ben. Adskillige blå mærker kom til syne, som hendes krop blev blotlagt, men det var intet hun dvælede ved, som hun end ikke så på sig selv. ”Så kan du godt vende dig om,” sagde hun sigende, som han blev færdig med forbindingen. Langsomt bukkede hun sig en anelse, så hun kunne trække trusserne af og derfor stå fuldkommen nøgen tilbage. Det var bestemt ikke en position hun nød at befinde sig i, når han var til stede, men intet var der at gøre, så hun skyndte sig blot med at glide ned i det varme kar, hvor hun måtte sætte sig til rette. ”…Så.”

[Deleted]

“Årh hold da op, Prinsesse. Jeg kan godt være sød, du har bare aldrig givet mig grund til at være det endnu,” svarede Voltaire drillende, som han blinkede let til hende. Han vidste godt at han var slem ved hende nogen gange, men det var kun fordi hun var slem ved ham! Hun bad selv om det! Hun var forfærdelig, tænkte kun på sig selv og så dømte hun ham, når han slet ikke havde gjort noget som helst! Han var ikke engang interesseret i hende! At hun så sagde helt kynisk at hun ikke ville savne ham, kun at se de røde mærker på hans kind, tog han sig ikke af, for selvom hun var nedladende i tonen, så havde han dog hørt det som var værre, hvor han selv havde hørt det som var værre fra hendes mund. Desuden tvivlede han på at hun ville savne ham, for så meget som hun havde givet udtryk for at hun hadede ham, skulle der da ske et mirakel, hvis hun skulle ende med at savne ham, men på den anden side, så var det jo også en gengældt følelse, for han kunne umuligt savne en egocentreret og forfærdelig kvinde som hende, for hvem pokker ville savne hende? Han kunne også helt fortryde at han rent faktisk havde reddet hende. ”Og dog vil du savne noget ved mig, så det er jo en begyndelse,” svarede han drillende, som om det var positivt at hun bare ville savne noget ved ham om det i princippet var dårligt eller godt. At hun så hvislede af ham igen, tog han sig ikke af, da der uanset ikke skulle meget til før hun blev ophidset og vred, for han skulle jo nærmest bare se i hendes retning og så var hun efter ham, selvom han godt vidste at han var frygtelig flabet og kæk og i princippet havde han som slave fortjent at blive straffet, problemet var så bare at han ikke var som andre slaver. Han trak let på skuldrene. ”Tja.. jeg gengælder blot din tone,” svarede han med et kort skuldertræk, skønt smilet blev flabet. Hun talte grimt til ham, jamen så talte han grimt til hende og denne gang var det rent faktisk hende der var begyndt med at nedlade ham og hans væsen igen! ”Og se, der tager du fejl igen, for jeg har aldrig brugt min udstråling til at forføre nogen, da det faktisk er min indre charme, som jeg har en hel del af! Jeg har kun brugt min udstråling hvis min partner har bedt om det,” svarede han blot sandfærdigt igen, hvor han ikke hidsede sig op denne gang. ”Jamen det glæder mig at gøre dig glad, Prinsesse, og lad mig kun gengælde det; du er den sidste jeg selv vil have tæt, da du slet ikke er nær så tiltrækkende som du tror du er,” svarede han blot affejende i en flabet tone, som han ikke tog blikket fra hende. Irriterende var hun, selvom han ikke ville lade hende vinde så let! At hun endte halvt blotlagt igen, tog han sig ikke af, da det ikke ville være første kvindekrop han så. Han fnøs let til hendes ord. ”Og det gør du bare, men så lad vær med at ynk,” mumlede han lettere kynisk, som han gik i gang med at fjerne forbindingen. At hun havde blå mærker, kunne han godt se, hvor det også helt gik op for ham hvor hårdt hun var blevet behandlet. Han himlede let med øjnene, som han roligt vendte sig om, da han blev færdig, skønt han kort måtte kigge sig selv over skulderen, da hun trak trusserne af, selvom han lige så hurtigt så frem igen, som han lod hende dumpe ned i vandet, imens han selv gik hen til skabene, hvor han satte sig ned på gulvet og lænede sig op ad skabene, imens blikket faldt mod hende. ”Godt. Og sørg for at salven ikke bliver våd, med andre ord; lad vær med at vakse håret.”

[Deleted]

Aleksandra ville nu mene, at hun havde givet Voltaire utallige grunde til, hvorfor han burde opføre sig, som en slave nu engang gjorde, men lyttede gjorde han aldrig. Derfor tvivlede hun også på, at han ville lære at opføre sig anstændigt, medmindre hun brugte gevaldige straffemetoder på ham, så han til sidst knækkede psykisk, men det var hun ikke i stand til at gøre i det stadie, som hun i øjeblikket lå i. Hun kunne dog ikke benægte, at det sikkert ville glæde hende at se ham blive straffet, som hun helt havde lyst til at slæbe ham igennem alverdens torturmetoder. ”Jeg ønsker, at du er mig lydig og respektabel, men det sker vel næppe.. Har jeg ret?” spurgte hun sigende og løftede det ene øjenbryn. Hun nærede ingen håb for, at han pludselig blev normal, for hun tvivlede på, at han kunne være andet end en pestilens. At han så formåede at finde det positive i, at hun ville savne at slå ham, himlede hun irriteret med øjnene. Hun hadede ham, som han var forbandet flabet, hvor det helt gav hende en lyst til at plante en knytnæve i hans ansigt! ”Sikke få glæder du har i livet, siden du forsøger at opsøge det positive i selv det værste.. Men bare rolig, jeg kunne altid banke videre på dit lig, og så ville jeg ikke behøve at savne noget som helst,” sagde hun kynisk. Hun ønskede bestemt ikke at sige noget, som han kunne finde positivt, da han ikke havde fortjent nogen positivitet i sit liv! Han fortjente at blive mørbanket og derefter at rådne op. Let fik han hende til at glemme den glæde hun havde følt over, at han havde reddet hende, men det var jo bare sådan det måtte være så. Taknemmelig havde hun trods alt været, men med hans evige irriterende facon, havde han hurtigt fjernet den følelse. ”Du påstår måske, at du ikke benytter dig af din sensuelle udstråling, men jeg er sikker på, at du er i den tro, fordi du er så forvirret oppe i dit lille hoved. Du har ingen charme, så selvfølgelig er du nødt til at bruge udstrålingen, da du ellers ikke kan sikre din egen overlevelse… Og af den årsag, så vil jeg næsten helt råde dig til at lade være med at bruge den, så verdenen slipper for endnu en sensuel dæmon,” sagde hun i en nedladende tone. ”Jamen, hvor er det perfekt! Ingen af os ønsker hinanden, så nu må mit liv være reddet,” svarede hun tilbage i samme flabede tone. Hvis han gav hende igen, så gav hun fandeme også tilbage af samme skuffe! Barnligt var det måske, hvor hun vel bare burde skære halsen over på ham i stedet for at mundhugges med ham, men det gjorde hun nu ikke alligevel. Irriteret fnøs hun ad ham, som han bedte hende om at stoppe med at ynke. Ligeglad var hun med, hvad han mente, hvor hun helt droppede at svare ham, og blot gav sig til at afklæde sig selv i stedet. At han så kiggede på hende, som hun trak trusserne af, så hun ikke selv og det var også kun heldigt, da hammeren sikkert ville være faldet ellers. Hun så ikke mod ham, som hun blot trådte ned i det varme vand, der helt fik hende til at gyse, som både forbindingerne, kåben og trusserne lå på gulvet. Langsomt lod hun sin krop søge ned i selve karet og vandet, hvor skummet måtte holde hendes nøgne krop skjult. Blikket lod hun derefter søge mod Voltaire, der til hendes glæde var søgt helt over til væggen, så de havde noget afstand til hinanden. ”Slap af, far. Jeg skal nok lade være med at dykke helt under,” svarede hun flabet, som et tegn på, at han var for meget over det hele med sine konstante instrukser.

[Deleted]

“Man skal aldrig sige aldrig. Desuden så har jeg intet imod at være sød ved dig, hvis du er sød ved mig,” svarede Voltaire sandfærdigt, skønt smilet forblev morende og med det samme kække glimt i de klare isblå øjne, som han ikke tog fra hendes ansigt. Hun var måske en smuk kvinde udseendemæssigt, men hendes indre måtte virkelig ødelægge det hele, desuden så var hun heller ikke særlig attraktiv i øjeblikket udseendemæssigt, da hun havde et blåt øje, en flækket læbe, et hævet kindben, blå mærker på kroppen, hvor hun virkelig var blevet banket til plukfisk. At hun så kommenterede hans ord, fik ham til at ryste en smule på hovedet, for hun kunne bare ikke lade tingene ligge? Det var som om hun bare skulle have det sidste ord, selvom han jo lidt havde det på samme måde, medmindre det var en helt latterlig og tåbelig diskussion, som de fleste egentlig var. ”Jeg tror faktisk at jeg har flere glæder i livet end dig, eftersom jeg netop kan glæde mig over dårlige ting,” svarede han roligt, „desuden så ved jeg godt at du vil savne mig, derfor vil du fortsætte med at banke mit lig. Men pas nu på at jeg ikke pudser din ekskæreste på dig.” Et drilsk og dog morende smil gled over hans læber, hvor han måtte bide sig hårdt i kinden og tungen for ikke at slippe en latter, ligesom han også snerpede læberne sammen, skønt man tydeligt kunne se at han morede sig over det. At hun så fortsatte med at nedlade ham, var blot typisk hende, selvom han vidste at det var fordi han havde talt nedladende til hende, men han stoppede ikke, hvis hun ikke selv stoppede. ”Jeg tror at den forvirrede her er dig. Desuden kan du jo bare spørge den kære Sophie, for hende har jeg forført med min charme og ikke min udstråling. Desuden så kan du ikke se charmen i mig, fordi du ikke kan lide mig, men det går også den anden vej, for der er intet charmerende over dig, og jeg tror snarere at du får mændene med dig, fordi du gør dem så bange at de ikke tør andet, så egentlig, er du slet ikke så god igen,” svarede han flabet igen, som han ikke tog blikket fra hende. Han fnøs kort til hendes ord, som han vendte blikket bort. ”Jeg kan også bare bruge min udstråling på dig og så gøre dit liv til et helvede,” tilføjede han i en eftertænksom tone, kun for at lukke munden på hende. De havde dog en kontrakt der sagde at hun ikke kunne gøre ham fortræd, hvor han ikke kunne bruge sin udstråling på hende. At hun helt stoppede med at svare ham, var noget som fik ham til at trække på smilebåndet, for det var en stilhed, som han klart ville nyde! Et lille smugkig blev det dog til, da hun afklædte sig, skønt han hurtigt så væk igen og blot satte sig over til væggen. At hun så skulle kalde ham far, som tegn til at han var for meget over hende, fik ham til at himle med øjnene. ”Ved du godt at du er frygtelig barnlig? Det synes jeg ikke just er en baronesse værdigt,” svarede han flabet igen, som han lagde hænderne i nakken og blot sad afslappet og betragtede sig af hende.

[Deleted]

Aleksandra fnøs af hans ord for, hvem prøvede han at narre? Ham sød? Ved hende? Hun ville da først være til grin, hvis hun oprigtigt troede på, at det kunne ske. Han var en lille satan, hvor han umuligt kunne være andet end det, og sådan var det bare. Hun så ej heller nogen grund til at være god ved ham, for hun gad bestemt ikke behandle nogen godt, hvis hun ikke som en start fik godt igen. ”Hvornår lærer du, at du ikke kan stille det op på den måde, når det gælder vores forhold? Du har ikke et valg.. Det har jeg derimod. Men først og fremmest, så ville jeg aldrig tale pænt til noget der kan være så ækelt som dig,” sagde hun med en rolig stemme. Hun troede ikke et sekund på, at han kunne være venlig overfor ham, så hvorfor skulle hun dog give efter og behandle ham blidt? Hun gad desuden ikke have, at en slave stillede krav til hende, og det var lige præcis det han gjorde! ”Jeg tvivler endnu stærkt på, at det kan tages for en god ting, at man ser det positive i selv det mest negative. For mig viser det kun, at man har nået bunden, og det har du min kære,” sagde hun sigende. ”Jeg tror det er bedst, hvis du bare holder mund,” svarede hun advarede, som han hang ved, at hun ville savne ham, og at han ville sende Konstantin efter hende. Hun ville aldrig savne Voltaire, og hun ønskede aldrig at se Konstantins ansigt igen, eller høre hans stemme. Den mand var død for hende, efter at han havde gjort, som han havde. At hun nogensinde havde elsket den mand, begreb hun vitterligt ikke, men det beviste jo kun, at kærlighed var en idiotisk ting. Hun behøvede den i hvert fald ikke! At det hele tydeligvis morede ham, gik hende voldsomt på, men intet sagde hun, skønt hun inderligt ønskede at banke ham sønder sammen! Hun vidste dog, at hun ikke var i stand til det, sådan som hun lå lige nu, da hun knapt nok kunne selv de mindste ting. ”Og grunden til, at jeg ikke kan lide dig er, fordi du ingen charme har. Det at du tror, at det dig og Sophie har sammen er ægte, er ganske sødt, men der kan aldrig være noget ægte i det, når den ene har den mindste smule sensuel dæmon i sig. Du er bare dødsdømt, hvad end du foretager dig,” svarede hun nedladende igen, som hun end ikke tog sig af, hvordan hans forestilling var omkring hende og andre mænd. Han havde bestemt ikke ret i sine udtalelser, men hvis han troede på det, så var det op til ham. ”Vi ved begge, at det vil gå værst ud over dig selv, hvis du bruger din udstråling på mig,” sagde hun med et køligt smil på læben. De havde lavet en pagt om, at han ikke måtte bruge sin ’magi’ på hende, hvor hun til gengæld ikke måtte gøre ham ondt, efter at det hele var overhovedet. Hvis en af dem brød den pagt, ville det gå ud over dem selv, og den smerte ønskede han vel ikke at pålægge sig selv. Hvis han gjorde det, så var han da først en idiot. ”Du synes måske ikke, at det er en baronesse værdigt, men så kan jeg sige dig, at jeg må gøre, hvad jeg vil, fordi jeg rent faktisk er baronesse,” svarede hun flabet igen, inden hun forsigtigt lagde nakken mod karets kant. Spidserne af de nøddebrune lokker måtte søge ned under vandoverfladen, men ganske tilforladeligt var det vel? Hun ville dog ønske, at hun kunne vaske sig helt, da hun følte sig helt ulækker, efter at have været i kampens hede.

[Deleted]

Voltaire vidste godt at det hele var lidt sort og hvidt mellem dem, hvor hun så på dem som slave og herre, mens han så på sig selv som langt højere stillet end en sølle slave, for han mente stadig at han var langt mere værd end det. ”Vores forhold? Jamen dog kæreste, er du brand varm på mig nu?” spurgte han drillende, som hørte han slet ikke efter hvad hun havde sagt og kun havde hørt hende nævne deres forhold, dog var det også fordi hun skulle tale ned til ham igen og kalde ham for ækel, for det kunne godt være at hun ikke kunne lide ham, men derfor var han ikke ækel! Han havde ikke gjort hende det mindste, faktisk havde han reddet hendes liv, hvor hun var den utaknemlige, så hvis nogen var ækel her af de to, så måtte det da klart være hende! Han himlede let med øjnene af hende. ”Jeg har ikke nået bunden for pokker! Ganske vidst var det ikke just meningen at jeg skulle ende som slave igen, men ved du hvad? Jeg har nydt livet og jeg lever livet, så det er til at nyde hele tiden, også selvom jeg hænger på en trist, ensom og indædt kvinde, som dig, for selvom jeg måske ikke bære nogen pæn titel, så nyder jeg for alvor livets goder, jeg har ikke brug for noget stort og prægtigt, som du tydeligvis har, og jeg tvivler på at du ville kunne overleve en eneste dag på gaden, så det gør kun mig til stærkere og bedre end dig,” svarede han roligt igen, hvor smilet blev selvsikkert på hans læber, som han blev siddende helt tilfreds lænet op ad skabene. Hun var ingenting uden sin fornemme titel, hvor hun sikkert ville dø dagen efter hun mistede stillingen. ”Er jeg dødsdømt? Den der har været tættest på døden af os to er dig, eftersom jeg stod med dit liv i mine hænder søde skat. Og bare så du ved det, så har jeg en masse charme, det er ikke min skyld at jeg er en for stor mundfuld til at du kan klare mig, for du kan tydeligvis ikke finde ud af at håndtere mig,” svarede han kækt og selvsikkert igen, som smilet ikke falmede det mindste. Hvis nogen var dum at høre på, så var det da i den grad hende! Hun var forfærdelig! Og han kunne ikke fatte hvordan nogen mand kunne finde hende tiltrækkende, da hendes store mund måtte ødelægge hele hendes ydre. Han valgte roligt at begynde at kravle hen imod hende, hvor hans isblå øjne bar et kækt skær. ”Åh måske.. men vi ved begge hvad din del af eden gik ud på, så vi ved begge at hvis du gør mig ondt, så bliver det værst for dig selv,” svarede han kækt igen, som han fortsatte sin langsomme bevægelse hen imod hende. ”Men jeg kan også gøre hvad jeg vil, smukke. Jeg er måske ’bundet’ til stedet her, men det er ikke værre end at jeg bare kan skride,” svarede han kækt, som han kravlede hen til badekarret, hvor han satte sig i skrædderstilling, hvor hans blik hvilede mod hende, som hun havde lagt hovedet mod kanten. ”Skal jeg vaske dig?” spurgte han roligt, som han lod hovedet søge let på sned. På ryggen kunne hun ikke selv nå og hun havde ikke engang rørt sæben endnu. Ganske vidst måtte hun ikke gøre såret i baghovedet vådt, men derfor kunne hun jo godt vaske hendes krop.

[Deleted]

Irriteret skulede Aleksandra i hans retning, som det eneste han lagde vægt på var, at hun havde sagt; deres forhold. Hun havde på ingen måde givet ordene en intim betydning, så derfor irriterede det hende, at det var det han skulle bide mærke i, men det kunne hun vel næsten have sagt sig selv. Han skulle altid finde det mest ubetydelige i sætningen og slå ned på det. ”Det må være indbildning fra din side af.. Den eneste varme der kan opstå mellem os, vil være den dag, jeg vælger at sætte ild til dit levende jeg,” svarede hun kynisk igen. Komplet følelseskold reagerede hun overfor ham, som hun ikke lod et spor af blidhed dukke op i sig. Det eneste hun fokuserede på, når hun var i hans selskab var, at han skulle trynes. Desværre trynede han igen, og det fik ofte det hele til at eskalere, som ingen af dem ønskede at give op. ”Jeg er skam ikke trist… og for den sags skyld er jeg heller ikke ensom eller indædt. Jeg nyder desuden også mit liv, og jeg nyder det uden tvivl langt mere end dig, eftersom du ikke er mere end en rotte. Og hvis det skulle ske, at jeg endte på gaden, så ville jeg være i stand til at generobre min stilling. Jeg ville ikke sidde fast i en sølle position, ligesom dig,” sagde hun køligt, hvor hun også måtte mene sine ord. Hun var nemlig ikke født til denne stilling, som hun i stedet havde kæmpet sig vej op, hvor Voltaire derimod ikke kunne finde ud af at kæmpe, som han bare sad fast. Vandet lod hun skylle over sine arme, som hun fugtede sin krop, så den kunne blive klargjort til sæben. ”For stor en mundfuld? Næppe! Min eneste bekymring er, om du overhovedet er menneskelig, eller om du i virkeligheden ikke er andet end en parasit. Hvis det er tilfældet, så er du allerede en tabt sag, og eftersom jeg allerede tror det om dig, så må jeg vel have ret,” svarede hun med et kort skuldertræk. Hun var skam fast besluttet på, at han ingen charme havde, samt at han ikke var andet end et nul. Bevægelsen opfangede hun ud gennem øjenkrogen, hvor hun helt måtte sende ham et advarende blik, som han kravlede over til hende. Hun holdt skam øje med ham, og hun brød sig bestemt ikke om hans fremtoning, sådan som han slesk kravlede hen over gulvet. Det hjalp ej heller, at hun sad ganske nøgen i badekaret, da det kun fik hende til at føle sig udstillet, og det brød hun sig bestemt ikke om! ”Det er meget muligt, men det gør ikke din del af aftalen bedre. Som jeg vil føle smerte, vil du føle smerte, hvis du skulle overveje at bryde eden,” sagde hun sigende, hvor hun end ikke gad høre mere om den snak. ”Hvis du har så meget imod stedet her, så forsøg da at flygt.. Men hvis du vælger den mulighed, skal du tage dine ikkeeksisterende ejendele og formue i betragtning. Du vil højst sandsynligt ende på et slavemarked igen, som det sted jeg fandt sig,” sagde hun roligt, skønt smilet på hendes læber måtte være koldt. Hun fnøs ad ham, som han kom over og satte sig ved karet og spurgte, om han skulle vaske hende. ”Så min krop er alligevel så tiltrækkende, at du ikke kan holde fingrene fra den,” konstaterede hun flabet, inden hun skubbede sig selv op i en mere siddende position, så hun ej heller hvilede op ad kanten længere. ”Hvis det kan behage dig, og du kan holde fingrene indenfor det angivne område, så kan du få lov til at vaske min ryg.”

[Deleted]

”Åh jamen jeg elsker skam en fyrig kvinde,” svarede Voltaire flabet og drilsk igen til hendes egne kyniske og følelseskolde ord, som hun spillede fuldstændig kold overfor ham, hvor hun forsøgte at tryne og nedgøre ham, men det tog han sig ikke af, da han var vant til det, da han vidste at hun sagde det fordi han irriterede hende, men det var altså ikke hans skyld at hun hidsede sig op over ingenting! Forfærdelig var hun, men det ændrede sig jo nok ikke, som de nok aldrig kom til at kunne lide hinanden, og nu hvor de hang på hinanden ville de gøre sig selv den tjeneste at forsøge at komme ud af det med hinanden, så det blev lidt lettere at være i samme rum, hvis det da overhovedet var muligt. ”Jeg vil hellere være en rotte der kan finde ud af at overleve og nyde livet, end en sølle gammel kone, der er snotforkælet og tuder, hvis hun knækker en fingernegl,” svarede han nedladende igen. Han havde måske aldrig kæmpet for noget større, men det var også kun fordi han havde nydt det som han havde haft. Han havde ikke behov for noget stort og prægtigt, som hun havde, da han kunne klare sig i det små, men han kunne jo også bare tage hendes liv nu og her og indtage hendes stilling, hvis det endelig var det. Han endte med at bryde ud i en hånlig latter til hendes ord. ”Åh spær dog øjnene op! Desuden hvis du ikke har noget fornuftigt at svare igen med, men kun en latterlig bemærkning, bør du nok vælge at holde munden lukket og lade de professionelle føre samtalen. Du ser mig måske ikke som andet, men det er kun fordi du ikke ved bedre, for det er jo mere end tydeligt at du slet ikke ved hvordan du skal håndtere mig, at jeg er en for stor mundfuld, og du kan sagtens vælge at straffe mig med fysisk vold, men det beviser kun at jeg har ret, for du ved ikke hvordan du ellers skal få lukket munden på mig, hvilket er svagt. I rige folk tro I har magten, men egentlig har I ingen magt over nogen, I er sølle og kunne ikke klare jer uden jeres tjenestestab, for så ville I være forvirrede hovedløse høns,” svarede han flabet igen, hvor smilet slet ikke var til at tage fejl af, som han uden tvivl var ude på at irritere hende, kun fordi hun talte til ham som hun gjorde. Hendes advarende blik, da han kravlede henover jorden, tog han sig ikke af, da han ikke stoppede, skønt han dog ikke havde nogen intentioner om at gøre hende ondt eller springe i badekarret, for ærligtalt kunne han godt undvære lige hende. ”Jeg har skam ikke tænkt mig at bryde min del af eden, smukke, og jeg har skam heller ikke nogen intentioner om at flygte herfra endnu, min pligt ligger jo her hos dig, hvor jeg nok skal vise at jeg kan få dig gjort rask igen,” svarede han roligt og med et kækt smil. At hun så kommenterede at han ikke kunne holde fingrene fra hende, fik ham til at himle med øjnene. ”Ih ja, for du er jo bare så gudeskøn og den smukkeste i hele verden, hvor din person bare er perfekt,” svarede han sarkastisk, som han roligt valgte at søge om bag badekarret, så han kunne vaske hendes ryg. Han stillede sig roligt op, hvor han gjorde hænderne våde, inden han tog om sæben og begyndte at sæbe hendes ryg ind, skønt det var nænsomt og blidt. ”Men det kan være at du giver mig lov fordi du faktisk nyder mine berøringer?” spurgte han kækt, som han satte sig på badekarrets kant, så han bedre kunne vaske hende.

[Deleted]

Det ville skam være en god ide at få Aleksandra og Voltaire til at enes, da de hang på hinanden. Sandheden var dog, at det var mere eller mindre usandsynligt, at de nogensinde ville komme til at enes, eftersom de mildest talt hadede hinanden. Af den grund forstod hun faktisk ikke, hvorfor han havde reddet hende, men det spekulerede hun ikke yderligere over, eftersom han i den sidste ende havde reddet hendes liv. ”Måske, men du vil ikke være i stand til at styre hende,” sagde hun roligt, som hun ærlig talt ikke havde noget pænt at sige til ham. Hun betvivlede alt ved ham, og det lagde hun ej heller skjul på, som man ikke skulle give hende to chancer for at nedgøre ham. Han handlede desuden ligedan, hvilket fuldstændigt måtte retfærdiggøre hendes handlinger! Han var trods alt mindst ligeså slem som hende. ”Du har ingen ide om, hvilken kvinde jeg er, min kære Voltaire.. Men det kan også være ligegyldigt, eftersom det ikke er vigtigt, om du forstår eller ej. Du skal bare makke ret, men det har du tydeligvis svært ved, og det må faktisk irritere mig.” Hun var bestemt ikke den kvinde, som han troede hun var. Engang havde hun været ligesom ham, som hun havde været en fattig lus. Hun havde dog gjort det, som mange anså for at være umuligt, som hun havde kæmpet sig til tops, hvor hun nu stod som baronesse i Dvasias, hvilket bestemt ikke var en titel man kunne være ked af. Køligt blev hendes blik automatisk, som han slap en hånlig latter. ”De professionelle? Ha! Du er en simpel slave, hvor jeg er baronesse. Du er den der burde spærre øjnene op og se virkeligheden, som den er. Din verden er nemlig ren indbildning.. og du er bestemt ikke for stor en mundfuld for mig. Jeg straffer dig, fordi jeg nyder at straffe dig. Og vi rige tror ikke, at vi har magten. Vi ved, at vi har magten, for igen… hvem var det der købte dig? Mig, og på den måde mistede du din fri vilje, min kære.” De grågrønne øjne lod hun hvile på hans figur, som han var krøbet helt over til badekaret. Hun brød sig ikke om nærheden, men så længe han ikke begloede hendes krop eller hoppede i, kunne det vel gå. Helt tilfreds var hun dog næppe. ”Fortæl mig nu.. Hvorfor er du så interesseret i at gøre mig rask, og hvorfor var du så interesseret i at redde mig i det hele taget? Det er trods alt kun et faktum, at du hader mig, og at du kunne have været fri nu, men det er et valg du alligevel passerede,” spurgte hun roligt, som det faktisk måtte gøre hende ganske nysgerrig. Hun forstod ham ikke, men dumt fandt hun ham. Hun var dog taknemmelig, men det gad hun ikke længere sige højt, som hun allerede havde sagt tak en gang, og det måtte være nok. ”Jeg sagde jo fra starten af, at du havde det sådan med mig,” sagde hun kækt. Blikket lod hun igen søge fremad, som han søgte om bag hende og karet. Ryggen rettede hun en anelse, mens hun fangede sine lange nøddebrune øjne og trak dem over skulderen, så håret hang over hendes bryst og ikke hendes ryg. ”I dine drømme,” sagde hun med et svagt smil på læben, som han gav sig til at vaske hendes ryg. Underligt var det, men hun kunne godt se ideen i, at hun ikke selv kunne nå derom og det sikkert var nødsaget. Hun måtte også indrømme, at han havde en behagelig hånd, som han var utroligt blid ved hende, hvor hun faktisk nød det. Han var forsigtig og ordentlig, og det var det hun havde brug for lige nu.

[Deleted]

Barnlige måtte man nok mildt sagt sige at Voltaire og Aleksandra var, da de nedgjorde hinanden, var efter hinanden, gjorde latterlige diskussioner til store som var de vigtige, når de alt i alt bare var barnlige og tåbelige. De så hele tiden efter muligheder for at nedgøre den anden, hvor det var en intern krig de havde og udefrakommende ville nok ikke engang bruge tid på at tale dem fra det, da selv det ville synes umuligt, for det var som om de bare ikke kunne holde op med at stikke til den anden. Han himlede let med øjnene til hendes ord, da hun troede at hun vidste alt, selvom hun tog grueligt fejl næsten hver gang! ”Det tror du jo ikke at jeg kan, men selv der vil jeg overraske dig smukke, det vil jeg faktisk gøre ved mange ting,” svarede han kækt igen, som han blinkede let til hende. Han kunne skam håndtere mange kvinder, det var tværtimod hende der ikke kunne håndtere ham og det var de jo et tydeligt levende bevis på, for hun havde endnu ikke fået lukket munden på ham, skønt han irriterede hende frygtelig meget og det måtte alligevel forundre ham. Han endte med at vifte afvigende med hånden. ”Ja ja.. måske du bør tale til en som rent faktisk gider lytte,” svarede han affejende og flabet, som han kun var ude på at irritere hende yderligere, nu hvor hun hadede det og det var så let, for der skulle jo ikke just meget til, han skulle egentlig bare vise sig og så var hun allerede irriteret. ”Ved du hvad min kære Aleksandra? Jeg er en for stor mundfuld for dig, for du har endnu ikke fundet en måde at få lukket munden på mig, du har endnu ikke straffet mig, desuden var det ikke dig der stod med magten, da du lå døende, for der lå du døende for mine hænder, for din slaves hænder. Det må være rimelig ydmygende for dig, hva? Den store baronesse blev reddet af en simpel slave – ynkeligt” svarede han bidende og køligt igen. Hun så sig klart hævet over ham, bare fordi hun havde en fornem titel, men han makkede ikke ret, ikke overfor en kvinde som hende. Hun var forfærdelig og han ville hellere dø end at føje hende! At hun så igen blev nysgerrig på hvorfor han havde reddet hende og hvorfor han ville gøre hende rask, fik ham til at vende blikket mod hende, hvor hans hoved søgte let på sned. ”Jeg kan måske ikke lide dig og du er mig frygtelig irriterende, men.. jeg hader dig ikke, der skal en del mere til, før vi når så langt ud, smukke. Og måske jeg kunne have været fri nu, men af taktiske grunde har jeg valgt ikke at smutte endnu, desuden så kunne det være at jeg reddede dig fordi en lille del i mig måske faktisk kunne lide dig? Har du tænkt over det? Jeg er ikke den synder du forsøger at gøre mig til,” svarede han blot med et kort skuldertræk uden at give et præcist svar. Hendes kække ord om at han kunne lide hende, når han selv havde udtalt sine sarkastisk, fik ham til at ryste let på hovedet, for hun var da umulig! ”Du ved slet ikke hvad jeg drømmer og fantasere om, og tror du virkelig du er en del af min fantasi?” spurgte han nysgerrigt, som han blev siddende på karets kant og vaskede hende. Selvom han ikke ville have noget imod at se hende bide lidt i støvet, så var han alligevel nænsom, da han trods alt var hendes læge og det ville han alligevel gerne tage seriøst fordi det var arbejde og der havde han altid været lidt af en perfektionist. ”Men du må heller ikke finde mig så slem igen, når du lader mig vaske dig,” svarede han roligt, som et lille smil gled over hans læber.