A new start, a new friend?

[Deleted]

Det var ikke fordi Sonic som sådan var sur, da det egentlig kun var den faderlige rolle og bekymringen der fulgte med, som gjorde at han hævede stemmen og talte i en vred tone, for han ønskede trods alt ikke at miste hende! Han havde allerede levet i en tro på at hun havde været død og det gad han bestemt ikke opleve igen! Hun var jo hans lille dyrebareste skat, som han ville beskytte med sit liv! Hvis der skete hende noget, så tilgav han aldrig sig selv! Og det var også kun derfor at han ville have hende med sig, så han selv kunne tage sig af hende. Han sendte blot Zach et smil, skønt det gik op for ham at knægten ikke kunne se det, for han var trods alt blind, selvom Jacqueline måtte rive i hans opmærksomhed, da hun bad ham om ikke at være sur. Han hævede let et øjenbryn i en sigende mine, som et tydeligt tegn til at han heller ikke var glad. ”Du kunne være kommet galt af sted Jacqueline, det kunne I begge! Du skal passe på dig selv, og is er farligt at lege på, når man ikke kan svømme,” svarede han i en streng tone, som hans blik var alvorligt, for han mente det! Hvis skyld det var, kunne egentlig være ligegyldigt, da de trods alt bare var børn, men alligevel kunne det være gået galt og havde han ikke kommet forbi, så havde hun jo været død nu! Han sukkede kort. ”Men jeg er ikke sur, jeg er bare bekymret,” svarede han sandfærdigt, som han blidt strøg hende over det våde hår. Han elskede hende trods alt, hvilket også var grunden til at han svarede som han gjorde, men dog var han frygtelig glad for at se hende og ikke mindst at han havde nået at redde hende i tide. At hun så havde taget tøj på selv, var noget som måtte more ham, da det var noget hun havde gjort helt forkert. ”Ja jeg er stolt af dig, er jeg,” svarede han med et morende smil på de rosenrøde læber, som han ikke tog blikket fra hende, da han roligt hjalp hende af med tøjet. Han endte med at ryste på hovedet, da hun spurgte om han havde fundet et hus. ”Nej, men vi skal hjem til din farmor, min mor. Og så finder vi et hus sammen, okay?” svarede han stilfærdigt, som han sendte hende et smil. Han ville ikke efterlade hende igen, hus eller ej, så kom hun med ham! Da hun så spurgte om de skulle gå nu, nåede han ikke at svare, før Zachary afbrød, hvor han godt kunne forstå sig på knægten, selvom han ikke just havde regnet med at der ville være andre her på stedet. ”Jeg tager hende med mig til Peula, Zach. Men vi vil nogen gange komme her til Appolyon, så hvis du er omkring, kan det være at I kan lege sammen,” svarede han roligt. Om de kom til at se hinanden igen, vidste han ikke, da han nok ville skyde på at de ikke gjorde, eftersom han jo rent faktisk kidnappede hende, så han tvivlede på at Evan ville se positivt på det, men det var han sådan set ligeglad med, eftersom det var hans datter. ”Evan har ikke sendt mig. Men det behøver han heller ikke. Jacqueline er min datter og jeg hente hende når jeg vil,” svarede han roligt, skønt tonen blev mere kortfattet, som det slet ikke var noget han ville diskutere. Han sukkede let. ”Kom I to, vi går op på jeres værelser og finder noget tørt tøj, inden I bliver syge.”

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline brød sig slet ikke om at hendes far skulle være sur på hende, for hun havde jo bare leget med Zachary for en gangs skyld! For en gangs skyld, så havde hun valgt at åbne op for drengen, og hun havde jo faktisk set frem til at komme ud og lege! Hun havde jo slet ikke regnet med at det ville gå så galt! At holde ham udenfor, var egentlig heller ikke meningen, men nu stod hendes far der jo trods alt, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Hun lod blikket falde ned mod jorden. Det havde jo været nemmere, hvis hun kunne sin dæmoniske magi! ”Undskyld Dadda..” endte hun dæmpet, som hun igen fik tårer i øjnene. Det var ikke fordi at hun havde lyst til at græde, men hun kunne slet ikke lide at han talte til hende i den tone, for det var hun jo slet ikke vant til! Hun vendte blikket stille i retningen af ham endnu en gang, som hun svagt bed sig i læben. Blikket vendte hun kort i retningen af Zachary. Han virkede.. trist, og det var heller ikke noget som hun kunne lide, også fordi at hun et sted godt vidste, at han skulle passe på hende, når Evan ikke var hjemme, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hendes vedkommende. At han ville have hende med sig, var selvfølgelig en tanke som gjorde hende utrolig glad, men.. hvad med Zachary? Hun havde jo heller ikke ligefrem lyst til at han skulle efterlades alene her med Evan, selvom han nu godt kunne lide manden, men alligevel! Han havde jo ikke nogen at lege med! ”… Til famor? Hvad er farmor?” spurgte hun en anelse forundret. Det havde hun jo slet ikke vidste at hun havde! I og med at far ikke ville hjem til mor, gik hun næsten ud fra at mor stadig ikke kunne lide hende. Hun rystede på hovedet af hans ord. Hun havde slet ikke lyst til at gå fra Zachary! Hun kunne jo godt lide ham, og så var han jo bedre selskab end hendes bamse! ”Mig ik’ gå fra Zachary, Dadda… Mig godt li’ lege med ham..” At han ville have hende med ovenpå, så de kunne komme i noget tørt tøj, sagde hun nu heller ikke noget til. Hvornår Evan så ville komme hjem, vidste hun ikke, men selv støjen ude fra den store forhal, havde vækket interesse ved tjenestestaben, som kiggede frem fra køkkendøren og ud på dem, og de kunne jo tydeligt se, at det ikke var Evan som var der, men.. hendes far, selvom det nu heller ikke var en tanke som rørte hende det mindste som sådan. ”Evan bare dum er han! Han ikke hjælpe med finde Dadda!” anklagede hun, som hun tog omkring hans hånd, kun for at hjælpe ham med at finde hendes værelse, for hun havde jo faktisk fået et fint værelse med alt det som hun havde brug for – og mere til, det var der ingen tvivl om. Hun vendte sig mod Zachary og med et smil på læben. Hun ønskede jo slet ikke at lade han være her alene! ”Kom Zach!” endte hun med en næsten glad stemme.

[Deleted]

Zachary vidste slet ikke hvordan han skulle reagere på det hele, for han var naturligvis glad på Jacquelines vegne, men han havde ærligtalt ikke troet at hendes far ville komme efter hende, for Evan havde jo slet ikke sagt noget, da han tværtimod bare havde cuttet samtalen af, hvilket havde gjort ham sur, for det kunne manden ikke være bekendt! Men selvom han var glad på Jacquelines vegne, så var han stadig trist over at manden kom og tog hende fra ham, for hun var jo hans ven, hun var det eneste selskab han havde, særligt nu fordi Evan ikke var her, for han havde jo alt for travlt med sit dumme arbejde! Det måtte helt frustrere ham at det skulle være sådan, for han ville jo bare gerne have at det hele kunne være godt, men et sted frygtede han at han ikke fik hende at se igen, hvis hun forlod huset, hvilket han ville blive frygtelig trist over! Han blev blot stående og med ansigtet vendt mod dem, som han lyttede til deres samtale, hvor han var helt trist i hele minen, for nu følte han sig pludselig tilsidesat og ligegyldig, hvilket han vel også var? Hun havde jo ikke talt om andet end hendes far og nu hvor han var her, så var han vel ligegyldig? Ansigtet gled op mod Sonic, da han kunne høre at han havde rejst sig, selvom hans mine ikke ændrede sig det mindste. Han havde godt hørt om Peula, men han måtte indrømme at han ikke vidste hvor langt væk det lå, men at de kunne komme til Appolyon nogle gange, ville da glæde ham, for han ville ikke miste Jacqueline. At Jacqueline så faktisk valgte at forsvare ham, var noget som faktisk måtte glæde ham. ”Og jeg er omkring! Men.. Evan skal give tilladelse først,” svarede han stille, da han jo faktisk var under Evans opsyn og manden var meget påpasselig med at tage ham med nogen steder, hvilket faktisk gjorde ham utilfreds, men han vidste godt at Dvasias var værre end Manjarno, dog kunne han ikke se problemet når de var her i dæmonernes by, for det var vel godt? At Jacqueline så måtte tale dårligt om Evan tog han sig ikke af, da han godt vidste at manden ikke havde været særlig sød ved Jacqueline, ligesom manden generelt var elendig til børn, men det var jo bare at give ham en chance, for inderst inde var manden jo faktisk god og sød. At de skulle op og have tørt tøj på, fik ham blot til at stå og kigge, inden han roligt valgte at gå med. Nu hvor han var kommet ud af sine sko, kunne han sagtens ’se’ igen, ligesom han også kendte huset ind og ud, hvor han derfor uden problemer gik hen til trappen og begyndte at gå op ad den. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige, da han jo egentlig ikke kunne gøre noget og det var noget som faktisk måtte frustrere ham, for han kunne jo aldrig få lov til at bestemme! Han sukkede blot lydløst for sig selv, som han besteg trappen, inden han gik ned ad gangen og ind på sit værelse, hvor han gik hen til sit skab, som han åbnede, alt imens han begyndte at afklæde sig og få noget nyt tøj på.

[Deleted]

Sonic kunne faktisk ikke mindes at han nogensinde havde været sur på Jacqueline, da han altid havde været meget over hende, ligesom hun altid havde gjort ham glad, selv da hun havde været en lille baby, en tid han helt måtte savne, da hun var blevet så stor så hurtigt, og det var jo egentlig en masse han var gået glip af, hvilket gjorde ondt, for det eneste han ønskede var at være sammen med hans lille pige. Han skulle have taget hende med sig, da han havde haft chancen, hvor han helt kunne ærgre sig over at det ikke var sket, for de var begge blevet trukket igennem en masse, men nu var de sammen og han slap hende bestemt ikke igen! At hun så var ved at få tårer i øjnene igen, fik ham til at stryge hende blidt over kinden. ”Det går nok min skat. Far er ikke sur på dig,” svarede han roligt, som han sendte hende et mildt smil. Han var jo bare bekymret for hende, som enhver anden forældre ville være, for hun kunne jo være druknet! Det havde de begge gjort, hvis ikke han havde været der og den tanke skræmte ham, for der skulle jo så lidt til at miste hende. At hun så ikke vidste hvad ’farmor’ var, fik ham til at trække let på smilebåndet. ”Min mor. Du skal møde min mor, hende er du opkaldt efter, hun hedder også Jacqueline,” fortalte han med et skævt smil, som han ikke tog blikket fra hende. Han havde virkelig savnet hende ufattelig meget! Han kunne slet ikke begribe at han endelig havde hende hos sig! Fantastisk var det i sandheden! At de så begge skulle begynde at de ikke ville undvære hinanden, måtte næsten frustrere ham, for.. det kunne jo ikke gå. Evan vidste ikke engang at han var her, da han egentlig ’kidnappede’ sin egen datter, selvom han nu mente at det var hans ret. ”Så finder vi ud af det med Evan,” svarede han roligt, selvom det var en løgn, for det gjorde de nok ikke, men måske de var heldige at ses igen? Det kunne man jo aldrig vide. At tøsen så ikke kunne lide Evan, forstod han godt, for det kunne han heller ikke, ikke fordi han kendte manden, men netop af samme grund som hans datter mente; manden stod i vejen for dem, han havde ikke forsøgt at hjælpe. Han lukkede roligt sin hånd om Jacquelines, hvor han roligt gik i hendes tempo op ad trappen, selvom Zachary måtte overhale dem på et tidspunkt, hvor han alligevel var imponeret over at knægten faktisk var så sikker på fødderne, skønt han var blind. Han trykkede blidt omkring Jacquelines hånd, som han støttede hende op ad trappen, skønt han lod hende gå selv. ”Far har savnet dig, prinsesse,” svarede han i en kærlig tone, som han sendte hende et varmt smil. Det kunne godt være at han havde savnet at være skurk og den onde, men han måtte indrømme at han mest havde savnet sin datter og det var klart hende som han ville foretrække til hver en tid! ”Hvor er dit værelse så henne?” spurgte han nysgerrigt, som han kort måtte skæve ind ad Zacharys dør og se at han var i gang med at skifte tøj.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde aldrig oplevet at hendes far havde været sur på hende. Jovist havde hun oplevet det med Camryn og Jacques, og nu også Evan, men.. det var lidt noget andet end hendes far! Han havde altid taget hende ind til sig, kaldt hende for sin prinsesse og alt muligt, så det at han skulle være sur, var slet ikke noget som hun kunne lide! Hun havde jo kun været ude for at lege med Zachary, og hun havde jo slet ikke tænkt på at isen faktisk kunne være farlig at lege på, for hun var jo ikke andet end en lille pige som bare havde ønsket at lege lidt, og det var der vel heller ikke noget så forkert i igen, var der? Som han tørrede hendes kinder og fortalte hende, at han ikke var sur på hende, var selvfølgelig en tanke som gjorde hende glad, hvor hun trak let på smilebåndet og nikkede så. Hun kunne godt se at Zachary var blevet en anelse trist, og den tanke kunne hun faktisk heller ikke lide, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun betragtede sin far med et smil på læben. At hun havde en farmor, forundrede hende lidt, også fordi at hun hed det samme som hun selv gjorde! ”Jeg glæder mig til at se hende,” sagde hun med et stille smil, også selvom det falmede en smule. Evan satte jo endnu kæp i hjulet for Zachary, og det vidste hun jo godt. Det var nu ikke fordi at hun hadede manden for at sætte en kæp i hjulet for hende, men han ville ikke hjælpe hende med at finde sin far, og det var det som havde gjort hende ked af det! ”Vil gern lege med Zachary,” påpegede hun med en dæmpet stemme, som hun igen vendte blikket mod sin far. Han var så god ved hende, og det havde hun jo trods alt også erfaret! At komme op og få noget tørt tøj på, ville hun egentlig heller ikke have noget imod, for så kunne hun også vise ham alt det som hun havde fået af Evan, for selv hun manglede bestemt heller ikke noget da! Selv tog hun sig ikke rigtigt af, at Zachary løb i forvejen, selvom det faktisk gjorde hende trist, at han ikke svarede hende. ”Zachary ked af det,” påpegede hun med en dæmpet og sigende mine. At han havde savnet hende, gjorde hende glad, men hun kunne ikke lide at se Zachary så ked af det, for selv for hende, så var det forkert, når han altid plejede at være så munter og så glad, men det var slet ikke noget som han var mere? Det gjorde hende faktisk trist! ”Mig også savne dig, Dadda.. Mig har værelse hernede.. Kom!” sagde hun helt glad, som hun trak ham med sig en anelse længere ned af gangen og ind på sit værelse ved siden af Zacharys. De havde ved siden af hinanden, så de kunne jo faktisk godt lege sammen, selvom det først var i dag, at hun havde ønsket at åbne sig op for ham. Værelset var stort, sengen var god, og hun havde mere eller mindre alt hvad en lille pige kunne drømme om. Hun manglede bestemt ikke noget.

[Deleted]

Det gjorde helt Zachary trist, hvis han skulle miste Jacqueline, for nu var de jo lige blevet så gode venner, desuden så var han ikke meget for at skulle til at være alene, for han var helt ensom, når Evan ikke var her. De havde heller ikke fået arbejdet på særlig mange rum, fordi manden ikke var her, så alle deres planer blev sat på pause og det gjorde ondt. Da de havde været i Imandra, havde han i det mindste kunnet snakke med Diane, men den kvinde så de ikke noget til længere, hvor han heller ikke spurgte ind til det, for han ville bare gerne være hos Evan, der havde vist sig at være en god ven og han anså jo faktisk også manden som sin onkel, da han trods alt vidste at hans forældre var døde og et sted ville han gerne bevare mindet om dem, skønt han slet ikke vidste noget om dem eller deres udseende, for han var trods alt vokset op på børnehjemmet. Det gjorde ham også trist at det nu var ham der var ude i kulden, da Jacqueline havde fundet sin far og manden havde jo kun øje for hende, hvilket sådan set var forståeligt, men.. hvad så med ham? Han fik en knude i maven, hvor han helt måtte ønske at Evan var her, for så havde han da selv en at klamre sig til, da han faktisk anså manden for at være familie. At Jacqueline sagde at hun gerne ville lege med ham, gjorde ham glad, for han ville jo også gerne lege med hende! ”Og jeg vil lege med Jacqueline,” svarede han næsten i et desperat forsøg på at få manden til at lade dem se hinanden igen, for han vidste jo godt hvordan det var med voksne, de gav altid børnene ret, selvom de ikke mente det, de kunne aldrig komme med et konkret svar, ligesom Evan heller ikke havde gjort, når han havde spurgt ind til Jacquelines far, og død var han jo tydeligvis ikke! Han smuttede blot hurtigere op end dem, hvor han gik ind på sit værelse, så han kunne være alene, som han alligevel følte sig. Han skyndte sig ikke engang med at klæde om, for hvorfor skulle han? Nu ville han da helt ønske at Evan var her, for så var han i det mindste ikke alene, men nu vidste han da også hvordan Jacqueline havde haft det, selvom han havde forsøgt at inddrage hende, men hun havde nægtet, fordi Evan havde været der, og det var jo også først i dag at hun havde valgt at give efter for alvor, hvor han havde hjulpet hende med at vaske hendes bamse og derefter havde de søgt udenfor for at lege, skønt det ganske vidst var stoppet så brat fordi isen var blevet knust og de var røget i vandet begge to, eller han havde forsøgt at hjælpe hende op, men kulden havde gjort ham helt paralyseret. Han trak roligt nogle bukser på, inden han fik en uldbluse på, inden han blot gik hen og satte sig på sengen, for at trække dynen omkring sig, for det var virkelig koldt!

[Deleted]

Sonic var umådelig glad for at se sin lille prinsesse igen, da han uden tvivl havde savnet hende frygtelig meget! Han elskede hende og han ville gøre aboslut alt for hende! Hun var hans et og alt, hvor han ville gøre alt for at få hende med sig og der var der ingen der kunne stoppe ham! Og det havde Jacques fået en smagsprøve på, da han havde sørget for at knægten havde været halvdød da han havde efterladt ham, hvor han også havde brændt sit gamle hus ned. Noget blev sikkert reddet og det blev sikkert bygget op igen, men så ville det ikke være hans gamle hjem og der ville ikke være det præg som han havde sat på det, og så var det ikke så smertefuldt at tænke på, for så var selv huset kun en del af minderne. Han sendte hende et varmt smil, som han blidt strøg hende over håret. ”Og hun glæder sig til at se dig,” fortalte han ærligt. Jacqueline var jo trods alt hans mors første barnebarn, så det var vel altid spændende, når sådan et kom til? Desuden så var tøsen trods alt også opkaldt efter hans mor, så det gjorde det jo kun endnu mere særligt. Han så roligt fra Jacqueline og til Zachary, da de sagde at de gerne ville lege med hinanden, hvor han ganske let måtte sukke opgivende, for.. det forstod han godt hvis de var venner, men det kom nok ikke til at ske, eftersom at Evan slet ikke vidste at han var her. ”Okay, men først skal I op og have varmt tøj på og så må vi se hvad der sker. I kommer nok ikke til at lege det første stykke tid, da vi skal langt væk herfra, men man ved jo aldrig,” svarede han roligt, hvor han lidt forsøgte at cutte samtalen af, da han jo inderst inde vidste at de nok ikke kom til at se hinanden igen, hvilket faktisk måtte gøre ham trist, men der var det jo nok Evan der var forhindringen for det, for manden blev nok først sur, når han fandt ud af at han havde været her og taget sin datter. Han så blot til som knægten søgte op ad trappen og ind på sit værelse, hvor han så ned mod Jacqueline. ”Så må du gøre ham glad igen inden vi går,” svarede han roligt og lettere opfordrende, som han sendte hende et smil. Han kunne nu ikke lade vær med at få det dårligt over at knægten blev trist, da de tydeligvis var blevet gode venner, men han var nød til at få sin datter med sig, og det var vel også hvad hun selv inderst inde ville? Han fulgte roligt med hende ind på værelset, hvor han slap hendes hånd, så han kunne rette sig op og se værelset ordentligt. ”Wow, det er et rigtig flot værelse du har,” svarede han muntert, som han roligt gik hen til skabet og fandt en tør kjole frem til hende. ”Her, tag den her på,” svarede han roligt, som han rakte hende kjolen, inden han gik i gang med at pakke hendes ting og lagde det hele hen på sengen, hvor hendes bamse sad. ”Har du fået vasket bamse?” spurgte han morende, da han sidst havde set den havde den været helt sort af sod, hvor tanken måtte more ham. ”Vi tager af sted lige om lidt Jacqueline, så du bør sige farvel til Zachary, imens jeg pakker dine ting,” fortalte han i en mere alvorlig tone, for de havde ikke tid at spilde.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline kunne faktisk ikke lide at Zachary blev så ked af det, for hun var vant til at han var helt munter, og det var pludselig slet ikke noget som hun så noget til mere? Selvfølgelig var hun utrolig glad for at hendes far var kommet, for hun havde jo vidst, at han ikke var død! At han så endelig havde fundet hende, var selvfølgelig en tanke som gjorde hende ellevild! Men.. Hvad så med hendes ven, Zachary? Hun kunne jo godt lide knægten, også fordi at han havde været sød ved hende, lige siden hun var kommet her, og det var jo noget som selv måtte betyde utrolig meget for hende. At hun faktisk havde en farmor, var noget som hun slet ikke vidste! Hun vidste og forstod sig slet ikke på hvad en farmor var, men hun glædede sig faktisk til at møde hende. Hun nikkede med et smil, som hun førte sin far med op af trappen. Og mod hendes værelse. At han så skulle konstatere, at hun så måtte gøre ham glad, inden de gik, gjorde selv hende trist, for.. hvornår hun ville se ham igen? Hun ønskede jo et sted slet ikke at efterlade ham her, også fordi at Evan slet ikke var der! ”Jamen Dadda.. Zachary helt alene her.. Ingen mor og ingen dadda..” forklarede hun dæmpet. Selv den tanke kunne gøre hende ked af det, for hun følte jo heller ikke at hun havde en mor, for hendes mor kunne jo slet ikke lide hende, og det gjorde hende faktisk ked af det!
Som de kom ind på værelset, så smilede hun stort, for hun manglede bestemt ikke noget! Evan havde forsøgt at gøre det så godt som muligt om ikke andet, selvom det bare ikke var det samme, når det ikke var hendes far som gjorde den slags. At han fandt en kjole frem, fik hende kun til at smide det andet tøj, for at hoppe i den. Hun fik den faktisk også vendt rigtigt! Selvom hendes hår var krøllet og klistrede til hendes hoved og ryg, så sagde hun ikke noget til det. At han ville pakke hendes ting, og bad hende om at gå ind og sige farvel til Zachary, var noget som selv lod hendes smil falme, for hun kunne jo ikke lide det.. Hun vendte om og gik roligt ud af værelset, kun for at søge ind til Zachary. De skulle aldrig have leget på isen, men det var der nu ikke noget at gøre noget ved. Hun kunne jo kun håbe på at han ikke ville blive syg af det, men det skulle Evan vel nok sørge for i den anden ende? Hun stillede sig i døren først, selvom hun kunne se, at han allerede havde fået nyt tøj på og havde sat sig under sin dyne. Hun fumlede en smule med sine fingre, idet hun roligt gik ind og hen mod ham. ”Dadda pakke mit værelse nu.. Vi gå snart..” sagde hun dæmpet. Hun burde måske være glad for det, men han var jo trods alt hendes eneste ven, og den tanke i sig selv, var faktisk noget som kunne gøre hende temmelig trist, for hun havde jo slet ikke lyst til at lade ham være der med den dumme Evan.

[Deleted]

Det gjorde ondt på Zachary at han pludselig var overflødig, hvor han jo også bare gerne ville være sammen med Jacqueline, for før hun havde været her, havde han været frygtelig ensom og nu havde han lige set frem til deres mange planer og så måtte de ikke engang se hinanden igen? Den tanke gjorde frygtelig ondt, da han faktisk var blevet meget glad for hende, for hun var jo blevet hans ven, hun havde lige åbnet op for ham, hvor han havde hjulpet hende med at vaske bamsen og så havde de søgt udenfor for at lege sammen og selvom det ganske vidst var stoppet så brat fordi de havde leget på isen der var blevet knust, så havde de jo stadig ville lege sammen, hvor hun stadig havde åbnet sig op for ham, hvilket glædede ham, men han fandt det bestemt ikke retfærdigt at den glæde skulle stoppe så hurtigt og så brat, for han havde jo ikke engang fået lov til at nyde noget som helst før hun skulle væk igen. Selvfølgelig var han glad på hendes vegne, selvom Evan ikke vidste noget som helst og det gjorde ham også lidt usikker. Han blev blot siddende i sengen, efter at han havde fået tøj på, hvor han sad og stirrede ud af vinduet. Det gjorde ham helt trist at hun skulle væk, når de knap nok havde moret sig sammen før alt skulle stoppes. Han kunne dog godt overleve, hvis han fik lov til at se hende igen, så de igen kunne lege sammen, men hvis dette blev sidste møde med hende, så ville han blive frygtelig ked af det, for hun var jo faktisk hans eneste ven. Evan havde jo ikke just tid til at lege med ham, da han havde arbejdet og det kunne han godt forstå, men det var jo også derfor at det havde været perfekt med Jacqueline i huset, for så havde han ikke været alene og så havde han haft en at lege med og det ville han da slet ikke klage over! Men det gjorde ham helt trist at hun nu skulle væk herfra, så han igen blev ensom og selvom han altid var munter, så hadede han inderst inde ensomheden. Ansigtet vendte han mod døren, da Jacqueline stod der, hvor han ikke kunne se hende fumle med hænderne, men han kunne godt høre på hende at hun virkede nervøs på en måde. At hun skulle sige farvel fordi de skulle af sted, gjorde ham helt trist, hvor han blot vendte blikket ned mod jorden. ”Nå..” endte han dæmpet, som han ikke rigtig vidste hvad han skulle sige. Han havde slet ikke lyst til at hun gik. ”Jeg kommer til at savne dig,” svarede han sandfærdigt, for han følte allerede et savn til hende. Han hoppede roligt ned fra sengen, da hun valgte at komme hen til ham, hvor han slog armene om hende i et kram, også for at vise at han faktisk kunne lide hende, for det havde han jo faktisk hele tiden kunnet, hvor han kun havde forsøgt at være hendes ven fra starten, selvom hun havde været meget mistroisk, men det var der ikke så meget at gøre ved. Han trak sig roligt igen og sendte hende et svagt smil, skønt han ikke så direkte på hende, da han trods alt var blind. ”Men jeg er glad over at din far kom,” tilføjede han roligt, for det havde hun i den grad fortjent!

[Deleted]

Efter at Sonic var blevet far, måtte han erkende at han havde fået en svaghed for små børn, særligt da han havde troet at hans egen datter var død, hvilket virkelig havde knust ham, selvom hans mor havde fortalt ham at hans datter endnu var i live og han havde ikke tøvet med at søge til Procias for at se til hende og der havde han ganske vidst fundet sin lille datter. Dog havde han ladet hende blive i Procias, selvom det var noget han kunne fortryde nu, for han burde have taget hende med sig, så havde der slet ikke været al dette drama og besvær, men nu var de igen sammen og denne gang slap han hende ikke! Han kunne dog godt forstå at de to små gerne ville lege sammen, men desværre var det enten eller og han gik ud fra at hun helst ville med ham, hvor han et sted heller ikke ville give hende noget valg, for han nægtede at give slip på hende igen! Det eneste sted hun hørte til, var hos ham! Men på den anden side var det ikke til at sige hvordan fremtiden så ud, så måske de to små ville mødes igen? Måske de rent faktisk kunne få lov til at lege sammen? De ville jo trods alt komme til Appolyon et par gange, for det havde han lovet Ilaria, eftersom han ønskede at hun var mor for deres datter, særligt nu hvor de havde fået en ny chance. Han vendte roligt blikket ned mod hende til hendes ord. Zachary havde ingen forældre? Så måtte Evan jo nærmest have adopteret knægten? Han trykkede blidt omkring hendes lille hånd. ”Måske, men han har trods alt Evan, så han er ikke helt alene,” fortalte han roligt, som han ellers gik med hende ind på hendes værelse. Når hun i forvejen boede på en flot herregård, så forundrede det ham skam ikke at hun havde fået et flot værelse, for skulle hun have noget dårligt skulle hun jo nærmest bo i kælderen og det var alligevel ikke tilfældet. Han rakte hende blot kjolen for at lade hende skifte tøj, hvor han ellers gik i gang med at tage alle hendes andre kjoler ud af skabet, som han alt sammen lagde på sengen. At hun bare gik, fik ham roligt til at se efter hende. Hun virkede næsten trist over at skulle forlade Zachary, men det betød vel også kun at de havde været gode venner? Et sted følte han sig næsten ussel over at tage hende væk fra hendes eneste ven, da hun jo ellers havde klamret sig til hendes bamse, men hvis de skulle være sammen, så var hun nød til at komme med ham og forlade dette sted og dermed også Zachary. Han pakkede roligt tingene, hvor han fandt en sæk at putte det hele i, hvor han pakkede tøj, nipsting, hendes bamse og hvad hun nu ellers havde, hvilket egentlig ikke var så meget igen. Han gik roligt ud af værelset, da han havde fået pakket tingene, hvor han stillede sig i døråbningen til Zacharys værelse og blot betragtede sig af dem, skønt han intet sagde endnu, som han lod dem sige farvel. Et sted måtte han jo næsten håbe på at de to små fik hinanden at se igen, da andet næsten ville være en skam, men mon ikke hun fik nye venner og knægten med? ”Er du ved at være klar, prinsesse?” spurgte han roligt.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Zachary havde aldrig været overflødig for Jacqueline, også selvom hun havde haft svært ved det hele, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Lige nu ønskede hun jo egentlig bare at kunne hygge sig med Zachary, selvom det selvfølgelig gjorde det hele en anelse værre i det henseende, at hendes far var dukket op, selvom det selvfølgelig glædede hende at han var kommet for at hente hende, for hun havde ganske vidst heller ikke snakket om andet! Det gjorde hende selvfølgelig helt trist at vide at Zachary skulle være alene her, for det var han jo, når Evan arbejdede så meget som han gjorde lige nu? Drengen havde jo heller ikke ligefrem nogen mor eller far, så han havde jo heller ikke nogen at søge til, som hun havde. ”Evan arbejder altid,” fortalte hun sigende. Hvis han ikke var i Appolyon by, så sad han i arbejdsværelset, hvor man heller ikke måtte forstyrre ham, selvom der altid var tid til børnene nogen gange, men det var jo bare ikke det samme. Selv regnede hun faktisk ikke med at hun ville få Zachary at se igen, for selv hun kendte til voksne og deres måde at snakke på efterhånden, så hun regnede faktisk ikke med det, og det gjorde hende faktisk trist, for han var jo hendes ven og den eneste som hun havde foruden hendes bamse, og selv den havde han jo fået lov til at hjælpe hende med at vaske, og som han havde lovet det, så var den heller ikke gået i stykker, hvilket hun selvfølgelig var utrolig glad for i den anden ende!
Som hun kom ind til Zachary, så kunne hun da tydeligt se at han var trist, og det var ikke noget som hun kunne lide! Hun havde været så vant til at se ham ved godt humør og altid så munter, og nu var han.. trist og stille? Det lignede ham jo slet ikke! Hun gik ham stille i møde, som han hoppede ned af sengen og gik hende i møde. At han slog armene om hende, var i sig selv, ikke noget som hun havde noget imod, for hun kunne faktisk godt lide at han gjorde det. Krammet gengældte hun faktisk, også for at vise, at hun også godt kunne lide ham. ”Mig også savne dig..” Hvorfor hun følte at hun stod der med tårer i øjnene, vidste hun ikke, men det var vel fordi at han var så trist som han var? Hun nåede knapt nok at svare ham, før hun hørte sin fars stemme lige bag hende. Hun blinkede med øjnene, som hun vendte sig mod ham. ”Skal vi gå nu, Dadda..?” spurgte hun stille. Hun havde jo faktisk lyst til at lege med Zachary trods alt, for det havde isen og deres leg udenfor jo ødelagt, selvom hun selvfølgelig var glad for at han var kommet forbi, for han havde jo reddet hende op af det iskolde vand. Selvom det ikke havde følt så iskoldt for hende, som det havde gjort for Zachary, så gjorde det ingen forskel. Hun havde jo faktisk lyst til at lege med ham!

[Deleted]

Det glædede Zachary at Jacqueline havde åbnet op for ham, for det havde vel også kun været på tide? For han havde jo faktisk ikke været andet end interesseret i hende, hvor han var blevet frygtelig glad for at hun havde valgt at åbne op for ham i dag, så de kunne lege sammen, ligesom han havde hjulpet hende med at vakse hendes højtelskede bamse, som betød alt for hende, for den havde hun jo fået af sin far og han forstod godt at hun savnede hendes far, og derfor var han selvfølgelig også glad for at hun havde fundet ham og at de nu var sammen igen, men hvorfor var han så, så trist? Nu var det ham der skulle undvære hende, og han fik hende måske aldrig at se igen, hvilket kun gjorde tingene værre, for han kunne jo rigtig godt lide hende. Selvom hun tit havde gemt sig på sit værelse og set ud af vinduet for at holde øje med hendes far, så havde hun jo stadig været her og han havde til tider været herinde, hvor de havde snakket sammen, så han havde aldrig været så ensom og i dag havde da klart været den bedste dag, hvis man så bort fra deres uheld ude på isen, som nu var grunden til at han frøs rigtig meget, men dynen hjalp dog lidt på det. At hun så kom ind til ham, for at sige farvel, gjorde ham ikke just gladere, for det betød jo bare at han ikke fik lov til at lege mere med hende, men at han nu skulle undvære hende, dog var han efterhånden vant til det, for han havde altid været ensom og hvorfor skulle det ændre sig? Altid havde han klaret sig og han havde jo også Evan, så det skulle vel nok gå? Derfor ville han alligevel savne hende frygtelig meget. At hun gengældte krammet, fik ham til at smile alligevel lidt, for det glædede ham jo trods alt at vide at hun faktisk kunne lide ham og anså ham for at være en ven. Han kyssede hende blidt på kinden, det havde han tit set Evan gøre ved Diane, hvor han havde lært at det var et tegn på at man kunne lide personen. Han sendte hende et mildt smil. Han skulle til at åbne munden og sige noget, indtil han hørte Sonics stemme i døren, hvilket fik ham til at vende blikket imod mandens retning. Han så fra Sonic og til Jacqueline, hvor han roligt tog omkring hendes hånd og klemte den. ”Det er okay Jacqueline. Jeg taler med Evan og så skal jeg vi nok se hinanden igen,” svarede han roligt, som han roligt trak hende med hen til døren, inden han gav slip på hendes hånd, så hun kunne gå med sin far. Det gjorde ham naturligvis trist at det hele skulle ende så brat, men det så ikke ud til at de havde noget valg, dog ville han gøre alt hvad han kunne for at de kunne se hinanden igen, for andet tillod han ikke!

[Deleted]

At Jacqueline helt måtte forsvare Zachary og nærmest tale for hans sag, var noget som gjorde det tydeligt for Sonic at knægten betød noget for hende, for normalt var hun en bestemt lille pige der kun tænkte på sig selv og det hvad hun ville have, hvilket indtil videre havde været at være hos ham, hvor hun havde fundet alle andre dumme, men det havde hun ikke gjort ved Zachary, som hun rent faktisk kaldte knægten for sin ven og det var vel kun tydeligt at det var sandt og at de betød meget for hinanden? Han var nok hendes far og ønskede hende hos sig, men naturligvis ønskede han at hun skulle være glad og derfor havde han faktisk dårlig samvittighed over at trække hende med sig til Peula, for det var jo langt væk herfra, ligesom Evan slet ikke vidste at han var her og tog sin datter, men det blev jo opdaget før eller siden, hvilket også kunne være ligegyldigt. Han ville dog ønske at de kunne lege sammen, men hvem vidste? Måske det ville komme en dag? Det kunne man jo så bare håbe på, desuden så ville de jo komme til Appolyon for han ønskede at Ilaria skulle have tid sammen med sin datter, for det havde hun fortjent, selvom det gjorde ondt at hun ikke gad komme med ham til Peula, så de kunne få et liv sammen, for han elskede hende trods alt og han havde intet imod at de blev deres lille kernefamilie igen. ”Sådan er det med voksne Jacqueline. Vi er nød til at arbejde for at vi kan forkæle jer børn og give jer et godt liv. Zachary skal nok klare sig, skat. Evan skal nok tage sig af ham,” forsikrede han hende, hvilket han alligevel var sikker på. Og hvem sagde ikke at Zachary ville få andre venner? Det var jo bare at få knægten lidt ud og ind i dæmonernes samfund, for der var jo også mange børn i hulerne, så der burde Zachary der sagtens kunne finde en ny ven eller to og det kunne hun måske også? Han lod hende få lidt tid med Zachary, som han selv pakkede hendes ting, inden han stillede sig i døren og så hvordan de krammede og tilmed hvordan knægten kyssede hende, hvilket alligevel måtte få ham til at trække på smilebåndet. Hans lille pige var allerede en lille charmør, tænk hvordan hun blev når hun blev stor? Han måtte erkende at han håbede at hun fik lidt mere fornuft mellem ørerne end hvad han og hendes mor havde, for han ønskede trods alt ikke at der skulle ske hende noget, men at hun skulle blive en fornuftig, selvstændig og stærk kvinde, og det var også hvad han ville opdrage hende til at blive. Han gik roligt ned i knæ, som de kom hen til ham. ”Hvis I virkelig er så gode venner, så skal jeg nok gøre hvad jeg kan, for at I får lov til at se hinanden igen, okay? Men vi må desværre af sted nu, og så må vi se hvornår I får lov til at lege sammen igen,” lovede han dem, som han roligt tog omkring Jacqueline og løftede hende op i sine arme. Han lagde en hånd mod Zacharys hoved og strøg ham blidt over det våde hår. ”Pas på dig selv Zachary, opfør dig ordentlig og husk; du kan hvad du vil,” svarede han roligt, „vil du følge os ud?” Han forsøgte at være åben overfor knægten, nu hvor knægten jo faktisk havde været med til at underholde hans lille pige, så han kunne godt vise sig lidt fra en taknemlig side af. Han trak roligt hånden til sig, som han gik ned ad marmortrappen og ned i forhallen, hvor han bar Jacqueline og sørgede for at Zachary var med dem.

[Deleted]

I det store og hele, så havde det kun været endnu en lang dag på arbejde for Evan, selvom det ikke var noget som man kunne sige noget til. Cecilaya var endnu en ung kvinde, som man var nødt til at holde en smule i ørene, og efter Jareds død, så var han jo nødt til at gøre det. Det var måske ikke det mest optimale når han havde børn hjemme, men han vidste at Zachary var vant til at klare sig alene, så mon ikke han kunne klare sig, mens han var på arbejde? Nu var mødet langt om længe overstået, så han havde muligheden for at komme hjem igen, og han måtte erkende, at han faktisk glædede sig lidt til det. Han havde lovet den lille knægt at træne med ham når han kom hjem, og nu hvor han faktisk følte sig fyldt med energi, så var det noget som han faktisk så frem til i den anden ende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende.
Som Evan endelig nåede hjem, havde han allerede lagt mærke til de mange spor i sneen. Havde børnene været ude? Ikke fordi at det gjorde ham det mindste, for det gjorde ham faktisk glad, hvis det endelig havde lykkes Zachary at få hende ud af værelset, hvilket var noget som fik ham til at trække let på smilebåndet, idet han trådte indenfor. Hvad han dog blev mødt af i døren, var ikke ligefrem hvad han havde regnet med. Hans butler kom hastigt for at tage hans kappe. ”De er hjemme, Herre.. Den unge Jacqueline har fået besøg,” fortalte han roligt. Evan vendte blikket mod ham endnu en gang. Allerede med det samme, så havde han bange anelser, også selvom han ikke viste det lige nu. ”Fedt.. som jeg ikke har problemer nok. Jeg skal nok tage mig af det,” endte han med en yderst kortfattet stemme, som han lod butleren tage hans frakke. I det store og hele, så kunne han kun forestille sig, at det var en som ville lede efter Jacqueline, og det måtte vel være Ilosonic? Han foldede roligt hænderne omme på ryggen. At ungerne havde været ude for en ulykke, vidste han ikke, også selvom han havde gjort det tydeligt for Zachary allerede for lang tid siden, at søen ikke var noget som man skulle vade ud på, for det kunne være livsfarligt! Med rolige skridt, trådte han hen mod de store trapper, som førte til værelserne ovenpå. Det var måske et hus som var temmelig stort for en mand med to små unger, men hvad pokker? Selv i hans øjne, så var kun det bedste godt nok for dem alle sammen, og selv det var noget som også gjaldt Jacqueline. Han holdt vel af tøsen efterhånden, som han havde lært hende bare en smule at kende? Han kneb øjnene sammen. At vide at manden var inden døre, var han bestemt ikke meget for, men skænderi og kamp for øjnene af børnene, var han slet ikke interesseret i. ”Ilosonic!” kaldte han med en fast og yderst autoritær stemme. Han var irriteret nok som det måtte være i forvejen!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline brød sig slet ikke om at se Zachary så ked af det, når hun havde været vant til det andet. Det kunne godt være, at det først var nu at hun for alvor turde at åbne sig for ham, men det var også meget nemmere for hende, når Evan ikke var hjemme, for han var slet ikke god til børn, og da slet ikke god til hende, selvom hun havde fået mange fine ting af ham, så var det bare ikke godt nok, for det var hendes far som kunne skænke hende den følelse af tryghed som hun havde følt tidligere, og den som hun tydeligt også havde haft brug for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun blev stående inde ved Zachary, hvor hun gengældte hans knus, for det var faktisk rart. Han var hendes første og eneste ven, og selvfølgelig gjorde det også sit for hendes del, for det var den første som hun havde at snakke med foruden Bamse. At voksne skulle arbejde, var en tanke som faktisk nagede hende, for det var synd at Zachary skulle være her alene! Kysset som han valgte at tildele hendes kind, fik hende til at blinke let med øjnene, for det var hun slet ikke vant til på nogen måde. Hun smilede let for sig selv, hvor en rødmen alligevel meldte sig i hendes kinder, som hun pludselig følte sig helt genert. Hun nikkede til hans ord, og lod ham følge hende tilbage til sin far, også selvom hun ikke helt havde lyst til at tage af sted endnu. Hun vendte blikket op mod ham igen. ”Vi skal gå nu..?” spurgte hun igen. ”Mig ik’ ha’ Zachary er alene.. Kan ik’ li’ det..” endte hun med en dæmpet stemme, som han alligevel valgte at løfte hende i sine arme, hvor hun mere end glædeligt alligevel slog armene om hans nakke, kun for at vende blikket ned mod Zachary. Han var ked af det, og hun kunne faktisk godt forstå det, og det var noget som selv gjorde hende ked af det.
Det næste som ramte hendes øre, var stemmen til den mand som hun slet ikke brød sig om. Næsten automatisk knugede hun sig mere ind mod sin far, som tanken om at Evan ikke ville lade hende gå, pludselig slog hende ind med det samme, for det skulle og kunne lige ligne ham! Og stemmen som han gjorde brug af, var ikke noget som tydede særlig godt for hendes del, hvor hun svagt bed sig i læben. Hun havde ikke meget til overs for den mand, og det var hun bestemt heller ikke bange for at skulle lægge det mindste skul på i det store og hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Evan hjemme nu..” påpegede hun dæmpet, som hun tydeligt gjorde tegn til at ikke ville ned pludselig, for hvad nu hvis Evan ikke ville lade hende gå? Det skulle han slet ikke have lov til at bestemme mere! Det var slet ikke noget som hun fandt sig i på nogen måde!