I need my 'dadda'..

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Det var ved at være sent hen på eftermiddagen og Jacqueline var nok den eneste som var oppe lige nu. Hun hadede at være i et hjem med vampyrer, for hun kunne slet ikke lide det væsen! De var bare dumme var de! Og de sov jo hele dagen væk, hvilket hun slet ikke kunne lide! For hun kunne godt lide at lege når solen var oppe, og ikke kun når det var mørkt, for det fandt hun faktisk utrolig.. trist faktisk.
Med sin lille mørke bamse i sine arme, så var hun kravlet ud af sin lille prinsesseseng, og havde forladt sit værelse, også selvom huset var lige så stille, som det hun var vant til når hun stod op, for hun gad altså ikke sove hele dagen! Og nu hvor hun endnu havde mulighed for at nyde lidt sol, så gjorde det hende bestemt ikke noget, for de forsøgte jo at omvende hendes døgnrytme, så hun kunne være oppe sammen med de andre, men det var hun simpelthen for stædig til, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for! Svagt fnøs hun, som hun trak de nøgne fødder henover gulvet, og stoppede op i pejsestuen som hun søgte ind i. Det var jo ikke ligefrem fordi at der var så meget at lave, for det var Marcianus som havde flest legesager, hvilket faktisk irriterede hende, for hun hadede at være et barn som skulle dele den plads med en anden dreng, for det havde altid været hendes!
Uden så meget som et ord, så kravlede Jacqueline op og satte sig i sofaen med sin lille bamse i sine arme. Den havde de slet ikke fået lov til at tage fra hende for den havde hun fået af ’dadda’, og det var hendes kæreste eje! Benene samlede hun oppe under sig, som hun vendte blikket mod bamsen som hun sad med i favnen. Hun gik mere eller mindre altid rundt med den, men det var også det eneste som hun kunne huske at hun faktisk havde fået, og det betød noget for hende. Bleen havde Camryn hjulpet hende af med, så dem brugte hun heller ikke mere! Selvom de måske havde passet umådelig godt på hende, så følte hun slet ikke at de skulle passe på hende, for det var.. forkert! ”Vi snart ud og finde dadda..” fortalte hun til sin bamse og med en let fremskudt underlæbe og med et fast nik, for hun stod fast på, at det var sådan det skulle være! Hun tillod bestemt ikke at de bare skulle sidde her, nu hvor alle andre sov! Så kunne de jo udnytte situationen lidt! Armene kastede hun ud fra kroppen, som hun kravlede ned af sengen igen og løb på de små ben tilbage på værelset, for hun kunne jo ikke lede efter dadda kun med nattøj på! Og det skulle gå hurtigt, for de andre vågnede jo altså snart op! Og så fik hun jo slet ikke lov til at kigge! Hun løb tilbage til værelset og hen til sit skab, som hun fik op, selvom hun kun måtte kigge op.. højt op! Kjolerne hang jo på bøjlerne, og dem kunne hun altså ikke nå! ”Altså..!” endte hun utilfredst igen, som læben begyndte at vibrere tydeligt utilfredst. Hun ville finde dadda!

[Deleted]

Det havde kun taget lidt over et enkelt døgn at søge hele vejen fra Peula til Procias, hvor det normalt nok ville tage flere dage, men Sonic havde også reddet som en gal og presset den sorte hingst så meget som han kunne. Det stakkels dyr var også træt. Han havde kun holdt en enkelt pause i Dvasias, tæt ved muren til Manjarno med lidt søvn, inden han var reddet videre. Han havde holdt sig til hovedvejene, eftersom de var den korteste vej. Selvom han faktisk var træt, så følte han det alligevel ikke, for han skulle jo finde sin datter! Hesten havde han ladet blive passet af en bonde i Iceila, som han naturligvis havde betalt, inden han til fods havde søgt ind i Procias. Som mentaldæmon krævede det ikke megen kræfter at komme ind over den beskyttede mur, hvor det kun havde taget ham et par minutter. Det som ville kræve sit, var når han kom til Elanya, hvor herregården lå, for selvom han kendte den ud og ind, så vidste han at det ville blive besværligt at komme uset ind også hvis han skulle rende rundt i huset, han vidste jo heller ikke om hun havde sit gamle værelse eller om hun havde fået et nyt. Han havde også overvejet om han først skulle søge derind ved mørkets frembrud og alle lå og sov, men han var kommet i tanke om at der boede vampyrer der, så det bedste tidspunkt ville vel være dagen? Det var sen eftermiddag og det gav ham ikke mange timer, men det ville være nok, han skulle bare finde sin datter, selvom han var i tvivl om hun overhovedet ville kunne genkende ham, for måske hun havde haft det bedste forhold til ham, men hun var jo stadig så lille.
Som Sonic var kommet ind i Procias havde han stjålet en hest fra en stald, hvor han var reddet det sidste stykke til Elanya, hvor han havde bundet hesten til et træ ikke langt fra herregården, hvor han kunne se hen på sit gamle hjem. Det bragte stadig smerte at se på, på trods af at han måske havde været lykkelig her, for selv de gode minder kunne gøre ondt. Han ville ønske at alt var som før, for han var jo ikke engang sikker på at hans datter var i live, selvom hans mor havde lydt rimelig sikker. Han havde næsten også dårlig samvittighed ved at efterlade sin mor alene i det store palæ, men hun havde jo insisteret og han selv havde haft brændende lyst til at finde ud af om hans datter virkelig var i live. Han vidste til gengæld godt at selvom hun måske var i live, så ville han ikke kunne tage hende med sig. Det kunne for det første afsløre hans tilbagevenden, men det ville også skabe postyr og kaos hvis han kidnappede hende. Men nu ville han først af alt finde ud af om hun var i live eller ej! Med målrettede skridt satte han kursen mod herregården, der ikke længere var hans hjem, men nu endnu engang var et fremmed sted for ham, selvom det mørke præg han havde sat der, endnu var der.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde slet ikke nogen idé om at dadda faktisk var på vej for at hente hende, for hun var slet ikke stor nok til at tænke i de baner overhovedet! Bamsen hvilede godt i hendes arme, som det eneste hun havde efter sin far, også selvom den var ved at være en kende gammel at se på, men hun var heller ikke altid lige sød ved den. Når hun var frustreret, så var det jo bamse det gik ud over! Og hun var jo ild- og is-dæmon, så det var jo ikke altid lige nemt! Hun havde oplevet flere gange, at der var ild i ham! Selvom hun selv slukket det med sin is, så hun var faktisk ved at lære bare lidt af det!
Tøjet i hendes skab, hang alt for højt oppe til at hun kunne nå det, og det gjorde hende faktisk sur! Hun satte bamse ned tæt ved skabet, så han ikke faldt ned, inden hun vendte sig op mod skabet igen. Hun var jo nødt til at have en kjole på altså! Ellers kunne hun jo ikke kigge efter dadda! Hænderne satte hun i siderne, som hun kiggede op på sin yndlingskjole, som hun kort overvejede hvordan hun altså skulle få ned, for de hang alt for højt oppe for hende! Så høj var hun altså heller ikke, for hun var ikke andet end en lille pige! Hun endte alligevel med at tage en beslutning, og begyndte at kravle op i skabet, hvor hun endte med at få fat i den, selvom det kun resulterede i en overbalance, så hun røg direkte ud af skabet og ned på gulvet. Det eneste som hun hørte, var en høj lyd, og så kunne hun se det; Der var kommet hul på hendes yndlingskjole! Tårerne meldte sig omgående i hendes øjne, som hun igen rejste sig op! ”Ej bamse! Se hvad du gjort!” beklagede hun sig, som hun vendte sig vredt mod bamse, som havde det været hans skyld. Nogle skulle have skylden, og hun havde altså ikke gjort noget! Hun havde kun prøvet at få kjolen ud af sit skab! ”Hva’ mig nu ha’ på..?” mumlede hun tvært, som hun tog fat i bamse igen og tog ham i op armene. ”Du slem bamse.. Du sidde lige her!” endte hun tvært, som hun satte ham på sengen og med ansigtet vendt ind mod væggen. Hun var en strid en af slagsen, og hun vidste helt præcist hvad det var hun ville have! Armene slog hun fast omkring sin lille krop, som hun trampede ud af værelset på sine nøgne fødder og med en vred mine, for nu havde hun altså fået ødelagt hendes yndlingskjole, og det blev hun faktisk ked af det over, for det havde hun jo slet ikke gjort med vilje! ”Dumme bamse..” mumlede hun. Endnu var det jo trods alt det værste som hun var i stand til at sige, for Camryn, Marcianus og Jacques bandede jo ikke, som hendes mor og far havde gjort, selvom hun ikke rigtigt kunne huske dem mere. Hun var jo heller ikke så gammel, men kun en lille pige! Igen satte hun sig ned i pejsestuen og med armene godt omkring sin lille krop. Bamse skulle jo straffes for det som han havde gjort!

[Deleted]

Sonic havde følt en kæmpe skyldfølelse over at have været skyld i Jacquelines død, og selv hvis hun skulle være i live, så gjorde det ikke skyldfølelsen mindre, for han havde jo efterladt sin lille pige, og hun måtte da hade ham for at gå væk og aldrig komme tilbage igen? Hvis den lille pige da overhovedet kunne tænke så vidt, for gammel var hun jo trods alt heller ikke. Han savnede den lille pige, mere end nogensinde! Han kunne godt bruge hendes små tandløse smil, der kun fik ham selv til at smile igen, skønt hun vel var ved at få tænder? Hvis ikke hun havde fået alle? Det var så lang tid siden at han havde set hende at han knap kunne huske detaljerne! Han ville gøre hvad som helst for at hun faktisk var i live, og han håbede og bad også i sit indre til at hun faktisk var i live og at han ikke fandt et dødt lig et eller andet sted, for så ville han da aldrig tilgive sig selv! Han hadede allerede sig selv for det han havde ødelagt, så mere skyld havde han nu ikke brug for!
Det mørke øje søgte let mod herregården, som kun blev større og større jo tættere på Sonic kom. Det var mange måneder siden at han havde boet der, det nærmede sig vel allerede et halvt år? Han var faktisk ikke meget for at skulle søge derind, for der var alt for mange minder i de forskellige rum, selvom han kunne forestille sig at alle billeder og ting som havde tilhørt ham og Ilaria var blevet pakket væk. Det gjorde ondt at vide at det ikke længere var ens hjem, for selvom han måske havde hadet at det havde lagt i Procias, så havde han jo alligevel elsket det, for det var der han havde boet med sin familie, det var der hans lykkeligste stunder og minder havde foregået, derfor ville han aldrig kunne hade det sted. Det irriterede ham så bare grænseløst at andre havde infiltreret hans hjem! Det var jo retmæssigt hans! Selvom han godt nok var gået i døden, så nu var det vel egentlig retmæssigt Jacquelines? Hun var jo hans førstefødte og eneste barn, og da han havde været den retmæssige greve efter sin far Vladimir Darcy, så burde det faktisk være Jacquelines ret at bo der, skønt han vidste at hans lille datter var for lille til at kunne overtage stedet og blive Grevinde af Procias, og han måtte erkende at han heller ikke ønskede det liv for sin pige, hun skulle have det bedste af det bedste!
Som Sonic nærmede sig den høje mur og hen til den store port, så måtte han se ind gennem tremmerne. Det lå helt stille hen. Der var mørkt indenfor, af hvad han lige kunne spotte, så han gik ikke ud fra at der var nogen oppe, hvilket næsten passede ham fint. Mon Jacqueline havde fået vendt sin døgnrytme? Næsten lydløst greb han fat i tremmerne til porten, hvor han begyndte at kravle op. Han brugte også muren som hjælp og støtte, hvor han roligt fik krydset den store port. Han kendte stedet som sin egen baglomme. Han havde tilmed bygget hemmelige rum på stedet, hvor han ville vædde med at det kun var ham der kendte til dem. Det var også på de steder at han havde gemt sine dyrebareste ting og hemmeligheder. Han bevægede sig langsomt tættere på huset, hvor han sørgede for at være lydløs. Hvordan pokker skulle han komme ind, hvis der var låst? Han begyndte at gå rundt om huset, hvor han forsigtigt så ind gennem hver rude, for at være sikker på at der ikke var nogen oppe. Som han nåede om til pejsestuen, så han den lille skikkelse sidde i sofaen, hvor han mærkede sit hjerte begynde at hamre som ti vilde heste imod hans bryst. Det var hende! Det var Jacqueline! Af ren overraskelse, kom han til at slå panden imod ruden, da han nærmede sig vinduet ubevidst, hvilket næsten gav en lyd høj nok til at hun ville kunne høre ham.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Bamse havde været slem, havde han! Det var nu hans skyld, at hendes yndlingskjole var gået i stykker, og det var noget som hun faktisk blev ked af, for hun havde altid været så glad for den! Hun var efterhånden vant til at hun var den eneste oppe, når hun vågnede, for de andre vågnede når det blev mørkt, kun fordi at der var vampyrer her i huset, og det var slet ikke en tanke som hun kunne lide! De havde spidse tænder havde de! ”Dumme bamse.. Slemme bamse..” mumlede hun tvært, som hun igen var kommet ind i pejsestuen og sat sig på præcis den samme plads som hun plejede at sidde på når hun var fremme, for det var hun ikke så meget når de andre var oppe, for hun kunne ikke lide, at hun ikke var det eneste barn! Hun ville ikke dele den plads med nogen som helst altså!
Jacqueline var måske ikke særlig gammel, så det var heller ikke fordi at hun følte sig forladt som sådan, for det var hun slet ikke. Hun kunne knapt nok huske at far havde gemt hende, og bedt hende om at være stille, inden han var blevet revet fra hende, for hun var jo blevet fundet, selvom.. hun ville have sin dadda, og ikke nogen dum Camryn og nogen dum Jacques, for det var ikke mor og dadda! Hun savnede dadda, og hver gang der kom nogen på døren, så var hun helt sikker på, at det var ham som var kommet for at hente hende, hvor hun gang på gang, var endt frygtelig, frygtelig skubbet, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, for hun ville jo gerne have sin egen familie igen! Selvom den var præget af uro, råb og skrig, for hun kunne slet ikke huske at mor havde været sød ved far, men far havde altid været sød ved hende, og det var jo også ham som havde givet hende bamse!
Jacqueline endte med at flæbe lidt, som hun faktisk begyndte at savne bamse, for.. så slem havde han vel heller ikke været? Hun endte med at kravle ned af sofaen igen, også selvom hun hurtigt endte med at stoppe op og kigge sig omkring, som hun hørte en lyd. En lyd som hun ikke var vant til at høre! Hænderne fumlede hun med foran sig, som hun vendte blikket mod vinduet, for hun kunne da se at der stod nogen udenfor! Hun blev stille stående og bare.. stirrede på ham. I skyggen ind mod ruden, kunne hun jo trods alt heller ikke se hvem denne mand var, eller hvordan han så ud, så det gjorde hende faktisk en anelse bange! Hendes lille hjerte, begyndte for alvor at hamre mod hendes bryst, som hun endte med at bakke mod den eneste dør som førte ind til pejsestuen, for hun var slet ikke vant til uventet besøg på den måde! Jo, når de andre var vågne, men det var de jo ikke endnu! Og det var faktisk ikke noget som hun kunne lide, for hun vidste jo ikke umiddelbart hvem denne her mand var! ”Bamse…? BAMSE!” kaldte hun, som hun endte med at vende om og løb ud af pejsestuen. Manden skræmte hende faktisk lidt!

[Deleted]

Hvis Sonic havde vidst at Jacqueline endnu havde været i live, så havde han da taget hende med sig tilbage da han var genopstået! Men han havde hørt rygter om at hun var død og da han havde set Ilaria og så knust hun havde været, så var det kun gået op for ham at hans lille pige var gået bort. Han kunne dog heller ikke forstå at der ikke var blevet hørt mere til den sag, for de nye der var flyttet ind i herregården måtte da have fundet hende! Og det var åbenbart også præcis det som var sket, hvor han naturligvis var lettet over at hun var i live! Han var kun glad for at han selv var søgt til sin mor i Peula, for ellers havde han da aldrig fået denne nyhed at vide! Så havde han gået rundt og troet at hun var død, hvilket han kun var glad for ikke var tilfældet! Han havde heller ikke tøvet med at tage af sted, da hans mor havde vist ham hestene, hvor han havde reddet så hurtigt han kunne for at komme til Procias. Det var dog en splittet følelse at se den gamle herregård igen, eftersom den jo havde været hans hjem for nogle gode og lykkelige år og nu var den slet ikke hans. Tage sig sammen gjorde han i hvert fald, for det var jo bare et hus! Det som betød noget var at Jacqueline var i live og var det han var kommet efter at få bekræftet eller afkræftet!
Som Sonic begyndte at liste rundt om herregården og tjekke ved hvert vindue, så lagde han godt mærke til at der så rimelig tomt ud, selvom det vel var fordi de sov? Det gjorde ham næsten sur hvis de havde vendt Jacquelines døgnrytme om, for hun var ilddæmon og hun skulle være ude i solen! Det havde hun kun godt af! Desuden så skulle nogle vampyrer da slet ikke passe hans datter! Det var der slet ikke nogen som helst der skulle foruden ham selv! Han ville have sin datter tilbage, koste hvad det koste vil! At han så faldt over den smukke lille skikkelse i pejsestuen, kom frygtelig meget bag på ham, selvom det var en lettelse der overvældede ham og skyllede ind over ham, for hun var virkelig i live! Hans lille prinsesse, hans lille djævel, hun var i live! Det havde ikke været meningen at slå hovedet imod ruden, selvom det var sket alligevel, hvor han godt lagde mærke til at hun så helt.. skræmt ud. At hun så begyndte at løbe og råbe efter sin bamse, fik ham til at se lettere frustreret efter hende. ”Satans!” mumlede han irriteret. Hun måtte jo ikke skrige sådan! Hun endte jo med at vække hele huset og det var han da slet ikke ude på! Han bakkede nogle skridt tilbage, så han bedre kunne se op ad herregården. Hans lille pige var virkelig derinde? Hvordan pokker skulle han komme ind uden at larme? Han var nød til at få hende til at åbne frivilligt! Han begyndte at lægge mærke til vinduerne over ham, for han var nød til at tale med hende og han gik ikke før han havde gjort det! Forhåbentlig stod de andre først op når mørket var fremme og det var der alligevel nogle gode timer til.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline lod bestemt ikke bare Jacques og Camryn lægge om på hendes døgnrytme, også selvom det ikke var det sværeste, efter at hun havde ligget i sin seng i flere dage, og praktisk talt havde været udsultet og helt ved siden af sig selv, da de havde fundet hende. Camryn havde selvfølgelig forsøgt at være så sød ved hende, hjulpet hende med at spise, vist hende at hun kunne stole på dem, men i og med, at dette også gjaldt vampyrer og det forbandede væsen, så var hun altså ikke helt så medvillig, for hun brød sig slet ikke om det! Hun ville lege om dagen og sove om natten, for det var det som far havde lært hende!
Synet af manden som stod lige udenfor vinduet, var noget som direkte skræmte hende, for det var jo slet ikke noget som hun havde regnet med. Manden så direkte uhyggelig ud i ansigtet, også selvom.. et sted var det jo ikke fordi at hun var bange som sådan, for der var noget over det, som virkelig måtte være velkendt, men ikke ligefrem noget som hun kunne gøre noget ved af den grund. Hun stormede direkte ud af pejsestuen og hastigt op til bamse som var faldet ned i sengen og endnu med hovedet og ansigtet vendt ind mod væggen, ligesom hun havde bedt ham om, for han var jo skyld i at hendes yndlingskjole var blevet ødelagt!
Selvom hun var ved at falde over sine egne små ben, så holdt hun sig faktisk stående, for hun havde en rigtig god balance! Værelset var det samme som hun altid havde haft, som hun hastigt satte sig oppe i sin lille prinsesseseng og med bamse direkte knuget godt ind i favnen, for hun kunne slet ikke lide at den mand havde set på hende på den måde! Hendes lille hjerte hamrede som en besat mod hendes bryst, som hun blev siddende. Det var ikke ligefrem fordi at hun ønskede at vække de andre, for de var jo bare dumme var de! Og de kunne bare blive i deres seng, for hun vidste at de ville ligge der til det blev mørkt alligevel – jo måske Camryn ville stå op, og det var altså en dame som hun slet ikke kunne lide, for det var jo heller ikke hendes mor! Hun vendte blikket mod bamse som hun havde taget op i armene og holdt godt og tæt ind mod sig, selvom han lignede en som kunne bruge et bad. Han var jo næsten sort, fordi at han havde været sat ild til flere gange, når hun havde været sur nok på ham! ”Det var en mand kigge på mig, Bamse..” fortalte hun ham, næsten som havde det været en hemmelighed, som hun hviskede i hans øre. Hun vidste jo at han kunne holde på dem, for han kunne heller ikke lide nogle af de andre, også fordi at hun havde forbudt ham at gøre det! Det var hende som måtte bestemme, og det måtte selv Bamse bare finde sig i! ”Han kigge på mig i stuen, og det var ikk’ Jacques..” endte hun denne gang en anelse.. skræmt?

[Deleted]

At se den lille pige sidde helt alene i pejsestuen var noget som både overraskede, lettede og gjorde Sonic vred. Han var overrasket over at hun var i live, men naturligvis lettet over det, men han var til gengæld sur over at ingen holdt øje med hende eller passede på hende, for hun var jo kun en lille pige! Hun skulle vogtes om fireogtyve-syv! Der var ingen der kunne finde ud af at passe hans lille pige foruden ham selv! Og dog vidste han udmærket godt at han ikke kunne tage hende med sig hjem – ikke endnu om ikke andet. Han skulle dog nok finde en måde hvorpå han kunne få hende med sig, hvis ikke i dag, i morgen, om en uge eller en måned, så i hvert fald snart! Han nægtede at lade hende bo her med fremmede mennesker! Desuden så var hun jo hans datter og han var hendes far, så selvfølgelig ville han tage ansvaret og tage sig af hende, opdrage hende og træne hende, alle de ting som han faktisk havde set frem til!
At Sonic så skulle skræmme den lille pige, forundrede ham et sted ikke, for det var vel hans ansigt der skræmte hende? Hans ar var ikke nær så slemt som det havde været, for førhen havde huden været helt ødelagt og arret helt vansiret, nu var huden igen blevet pænere og det lignede mere bare et brandmærke frem for noget andet. Det var naturligvis stadig et grimt ar og han var stadig blind på øjet, men det havde en ganske særlig betydning! Det var et symbol på hans kærlighed til hans hustru.. eller eks var det jo nu, samt hans kærlighed til hans datter, for på det tidspunkt havde Ilaria jo været gravid – dog var det nu Ilaria han havde tænkt mest på i det tilfælde. Han så hende løbe ud af pejsestuen, hvor han på hendes retning kunne regne ud at hun løb ovenpå. Som han bakkede tilbage og så op mod vinduerne på den øvre etage, så hvis han talte rigtigt og hun stadig var på sit gamle værelse, så skulle det være … dér! Han holdt nøje og intenst øje med værelset, et sted for at opfange lys eller skygger, for at være sikker på at det stadig var der hun holdt til. Et skævt smil gled over hans læber, da han kunne ane hendes blonde hår. Hans lille smukke prinsesse. Han ville gøre alt for hende! Han bukkede sig roligt ned, hvor han samlede en håndfuld småsten op, som lå fra det flotte grus, der udgjorde de mange stier der førte rundt om herregården og rundt i hele haven. Han begyndte roligt forsigtigt at kaste de små sten op mod vinduet, for at fange hendes opmærksomhed, selvom han ikke kastede hårdt, men kun lige hårdt nok til at de ville ramme og give små prikkelyde fra sig. Han ønskede at snakke med hende, han ønskede at se hende igen, virkelig være sikker på at det var hende, for han kunne jo knap nok tro sine egne øjne! Hans hjerte var endnu ikke faldet til ro, selvom han begyndte at mærke varme i hans bryst blive større. Han var stadig påpasselig med ikke at blive set eller vække nogen af de andre, for det ønskede han jo trods alt ikke! Han ville bare snakke med Jacqueline!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

At det faktisk havde været dadda som stod udenfor vinduet, var slet ikke en tanke som faldt Jacqueline det mindste ind på nogen måde, også fordi at det slet ikke var noget som hun kunne gøre noget ved af den grund. Det havde faktisk skræmt hende en anelse, at pludselig se en mand stå udenfor vinduet, for hun var slet ikke vant til at folk kiggede sådan ind af vinduerne! Jovist havde folk kigget meget på hende, når hun havde været med ude, hvilket i sig selv, ikke var noget som hun brød sig om, for de kiggede alle sammen underligt på hende, og hun var altså ikke en vampyr! Der var ikke direkte nogen til at kigge efter hende, de første timer hun var vågen, også fordi at folk faktisk troede at hun endnu lå og sov, for hun havde ikke fortalt dem, at hun var oppe før dem, for hun ville jo gerne se noget sol og noget lys! For det var hendes eneste mulighed for at få det!
Bamse knugede Jacqueline tæt ind i favnen, da han var den eneste til at trøste hende, for de andre lå jo og sov! De sov jo altid, gjorde de! Hendes lille hjerte, hamrede som en besat mod hendes bryst, for det havde gjort hende en kende utryg, men hvem gjorde ikke det, når der stod en fremmed og stirrede ind af vinduet?! ”Han kigge sjovt på mig,” hviskede hun igen til sin lille tilsodede bamse, som hun holdt tæt ind mod sig. Hun vendte hurtigt blikket mod vinduet, som hun hørte lyde mod det. Det kunne ikke være ham, for så stor var manden altså heller ikke, så han kunne heller ikke nå hende heroppe, hvilket var noget som passede hende ganske fint! Med sin bamse tæt ind mod favnen, så kravlede hun meget forsigtigt ned af sengen og søgte hen til vinduet, som hun kiggede ud af. At hun så kunne se manden stå dernede, fik hende til at knibe øjnene let sammen, for han boede her ikke altså! Han kunne bare gå hjem kunne han! Den lille hånd søgte mod den kolde rude, som hun næsten trykkede sin næse helt op mod vinduet, så hun var i stand til at se ham ordentligt.
Jacqueline vidste ikke hvad han ville, eller hvem han var, men dog, så var der noget ved manden som hun kunne mindes og noget som hun havde set før, selvom.. det var svært for hende at forstå, for det var slet ikke noget som hun forstod! ”Du gå hjem nu!” halvvejs råbte hun igennem ruden, for hun kunne ikke selv få vinduet op, hvilket Jacques havde sørget for, i frygten for at hun skulle falde ud, hvilket gjorde hende en smule sur, for hun kunne altså godt selv! Selvom hun måske kun var en helt lille pige, som ikke rigtigt tænkte over konsekvenser af valg som skulle tages i løbet af dagen. Bamse klaskede hun direkte op mod ruden, næsten som havde det været en trussel i sig selv. ”Bamse ikke li’ det!” fortsatte hun. Hvorfor stå og kaste med sten? Det måtte man jo heller ikke! Det havde hun allerede fået fortalt!

[Deleted]

Et sted morede det Sonic at han havde skræmt hende, hvor han næsten ikke vidste om det var arret eller om det var det store fuldskæg, for han havde jo faktisk ikke fået barberet sig siden han var kommet tilbage til livet, så det var ved at blive frygtelig fyldigt! Han havde intet imod at have lidt skægstubbe, men når det blev så voldsomt, så begyndte det kun at blive for.. meget. At se den lille pige løbe, var noget som varmede hans hjerte, for sidst han havde set hende, der havde hun kun kunne gå nogle skridt, inden hun faldt om, selvom han altid havde trøstet hende og sagt at det nok skulle komme en dag og så ville hun kunne løbe så hurtigt hun ville! Han havde dog været bange for at han aldrig ville få lov til hverken at se hende gå, løbe grine eller græde igen, hvilket også hvad han havde overbevist sig selv om, men hun var her virkelig? Tanken var ham virkelig lettende, hvor han også kun mærkede smilet brede sig på hans læber, for det gjorde ham virkelig.. lykkelig at vide at hans lille pige endnu var i live! Hans smukke lille prinsesse, som han ellers havde troet havde været død.
At hun kom hen til vinduet, så Sonic endnu engang kunne se hende, var noget som lettede ham, hvor han også stoppede med at kaste med sten. At hun så skulle råbe igen, var noget som næsten gjorde ham lettere nervøs, for han var faktisk bange for at hun vækkede hele huset og hvis hun gjorde, så var han jo nød til at gå igen, og han havde ikke lyst til at gå, ikke nu hvor hun var her! At hun så sagde at han skulle gå, gjorde det kun tydeligt for ham at hun var bange for ham, hvilket faktisk gjorde ondt, for hun var da den sidste han ønskede at skræmme! Det gjorde også ondt at hun ikke kunne huske ham, selvom han nu ikke bebrejdede hende for det for den lille pige var jo så ung at det næsten var forståeligt, men det havde da gjort det hele meget lettere! Han stod og tænkte over hvordan han skulle få hende til at snakke med ham, hvordan han skulle få hende til at lukke ham ind eller også få hende til at komme ud til ham. Han ville så gerne snakke med hende og ikke mindst holde om hende igen! At hun klaskede den bamse han havde givet hende op mod ruden, fik ham til at trække morende på smilebåndet. Hun havde stadig den gamle bamse? Det var en tanke der varmede hans hjerte! Han løftede hænderne og satte dem på hver side af munden, så han kunne tale højere, men uden at vække hele huset. ”Jeg er kommet for at besøge dig, Jacqueline. Jeg kan se at du stadig har min gave,” svarede han i en ualmindelig varm tone. En tone som han normalt kun havde brugt overfor hende, fordi hun var så lille at hun skulle vide at far elskede hende. Hun havde jo brug for omsorg. Et sted håbede han jo på at han kunne fange hendes nysgerrighed ved at fortælle om en gave og det at han kendte til hendes navn, selvom han var bange for at hun ville afvise ham helt og lade vær med at komme ud til ham.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Det lignede jo næsten, at det var julemanden som stod udenfor vinduet med det store skæg! Og hun var jo slet ikke vant til at folk bare kom og stirrede ind af vinduet, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes del, for hun var vant til at når man var hjemme, så var man hjemme, og så kom der altså ikke folk og kigget på hende på den måde! At storme igennem huset, var noget som hun havde gjort mere eller mindre siden hun for alvor havde fået styr på benene, for det gik altså hurtigt med tiden, og det var ikke altid lige nemt for hende at være.. hende! Hun var kun lige stormet op på hendes eget værelse, for det var hendes fristed, og det var det eneste sted hvor hun kunne være alene.
At manden skulle kaste sten op på vinduet, forstod hun ikke, for man måtte altså ikke kaste med sten! Bamsen klaskede hun direkte op af vinduet, også selvom den var sort af sod, så var det stadig hendes kæreste eje, og der var ikke nogen som end ikke Camryn havde fået lov til at tage fra hende, for at få den vasket, for den var perfekt ligesom den var! Hun sendte ham en skulende mine, også selvom det sikkert var særdeles umuligt at tage seriøst fra hendes side af, ganske enkelt kun fordi at hun var sådan en lille pige, men hun var altså en med en meget stor vilje og et umådelig stort hjerte, hvis man var den rette om ikke andet! At han så råbte tilbage til hende, selvom det måske var mere kontrolleret end det som hendes var, tillod hende dog alligevel at høre, hvad manden havde at sige, for han var ikke videre genkendt for hende endnu. Hans ord var dog noget som alligevel ramte hende, hvor hun tydeligt blev nysgerrig! Hun havde kun fået en gave i sit liv – som hun kunne huske om ikke andet, og det var Bamse! Og den havde hun altså fået af dadda! Og derfor havde hun også passet så frygtelig godt på den! Hun kiggede på den og trak den hen til sig igen. ”Hvad sige du Bamse..?” spurgte hun, som Bamse kunne svare hende, inden hun igen vendte sig mod vinduet. Var han også kommet for at besøge hende? Hun fik jo aldrig nogensinde besøg! Det var kun de voksne som gjorde det! ”Jeg ikke fået gave af dig, men dadda..!” endte hun spidst, for han skulle bestemt ikke komme her og tro noget andet! Hun endte med at forsvinde fra vinduet, idet hun endte med at løbe ud af værelset og ned af trappen, for hvis han var kommet for at besøge hende, så skulle han da ikke stå udenfor og fryse! Det var jo koldt – sagde Camryn om ikke andet! Selvom hun var i nattøj og bare fødder, så var det slet ikke noget som rørte hende det mindste på nogen måde overhovedet. Hun stoppede op ved fordøren som hun forsøgte at få op med sine små fingre. Det var faktisk ikke så nemt, som det så ud til!

[Deleted]

At se den lille pige trykke hovedet mod vinduet for at se Sonic, samt se hende skule til ham og råbe af ham, var alt samme noget som morede ham. Hun var præcis som han huskede hende, selvom hun godt nok ikke havde kunnet tale lige så godt på det tidspunkt og heller ikke løbe som hun kunne nu. Det gjorde ondt at han var gået glip af hendes første rigtige gåtur, selvom han måske havde været der til hendes første skridt, men.. det gjorde ondt slet ikke at have hende hos sig, for det havde han jo alligevel været vant til igennem nogle år! Han var dog frygtelig lettet og ikke mindst utrolig glad for at hun faktisk var i live og at hun så ud til at have det godt, for det var virkelig det eneste der betød noget for ham! Så længe hun havde det godt, så ville han slet ikke klage! Det var også rart at se at hun havde holdt fast i den gamle bamse som han havde givet hende allerede da hun havde været spæd, så den var allerede nogle år gammel, og at se hende holde fast i den på den måde, var noget som glædede ham frygtelig meget også fordi det var noget han havde givet hende! Som han så hende tale til bamsen, kunne han ikke lade vær med at smile morende. Det var vel hendes eneste ven efter mor og far ikke længere var der hos hende? Han var frygtelig ked af at det først var nu han var hos hende, selvom der faktisk kunne være gået længere tid, hvis ikke han havde opsøgt sin mor og det var han virkelig kun glad for at han havde gjort! At hun også kunne huske at hun havde fået gaven af ham, var noget som varmede ham, hvor han også på hendes spidse tone kunne ane at hun var glad for den og at ingen skulle komme og tro at de havde givet hende den. Desværre kunne hun bare ikke huske ham, så mon han overhovedet kunne overbevise hende?
Som Sonic så hende gå igen, endte han næsten lettere frustreret, for hun måtte da ikke gå! ”Vent!” Men det var for sent, hun var væk. Han så på alle vinduer både foroven og forneden, hvor han mest af alt frygtede at hun skulle fortælle det til de andre, så de vågnede. Som han så ind ad pejsestuens vindue igen, så kunne han se den lille skikkelse løbe ude på gangen og det så ud til at hun var på vej hen til fordøren? Ville hun virkelig lukke ham ind? Han endte næsten med at haste hen langs siden og rundt om hjørnet, for at komme hen til hoveddøren, hvor han kunne høre hende på den anden side, hvilket fik ham til at trække på smilebåndet. Som han nåede hen til døren tog han let i håndtaget og forsøgte at åbne den, men ganske vidst som han havde regnet med, så var den låst. Han satte sig let i hug foran døren. ”Kan du nå nøglen? Hvis du bare kan låse døren op, så skal jeg nok åbne den for dig,” svarede han roligt og i samme varme tone. Han lagde forsigtigt en hånd mod døren. Han var vant til at dette var hans hjem, tænkt at han nu var tvunget til at bryde ind her? Hvor ironisk!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Bamse var i sandhed den eneste Jacqueline havde at snakke med, men han lyttede også, og han forstod hende! Samtidig med at han kunne få skylden for alle de ting som hun gjorde, for hun vidste jo godt, at hun kunne være lidt af en ballademager, men det med kjolen, var altså Bamses skyld! For hun var faldet ud af skabet og det havde ødelagt hendes yndlingskjole! Nu hvor hendes mor og dadda ikke var omkring hende, så måtte hun jo bare forsøge at gøre det så godt som muligt med de midler som hun nu havde, og hun havde jo Jacques og Camryn til at imødekomme hendes basale behov i form af trøst når hun græd, tøj på kroppen, tag over hovedet, og en seng at sove i, samt mad på bordet, så hun klarede sig jo efter bedste vilje. Hun havde helt klart en vilje som mor og far, og det var noget som helt klart måtte skinne igennem, når man lærte hende at kende for alvor, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, det var der ingen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Bamse havde hun fået af Dadda, og han skulle bestemt ikke komme her og tro at han kunne komme og bilde hende noget andet ind!
Bamse knugede Jacqueline direkte i favnen, som hun forlod vinduet og stormede ned af gangen, for at nå de store trapper. Selvom hun måske ikke var særlig stor, så var trinnene store og brede nok til at hun kunne komme op og ned af dem, uden at skulle falde og slå sig, for hun var faktisk utrolig god til at gå og holde balancen efterhånden, og det var noget som hun faktisk havde lært temmelig hurtigt! Med Bamse i armene, så stormede hun direkte ned mod hoveddøren og begyndte at bakse med låsen og nøglerne, men det var altså ikke nemt, når det krævede så fin en motorik! Og det var faktisk noget som måtte frustrere hende en anelse, for hun ville altså selv! Hun vendte blikket mod ham, som hun kunne skimte ham igennem glasset som befandt sig i fordøren. Bamse satte hun fra sig tæt ved væggen, så han havde noget at læne sig op af. ”Sid der, Bamse,” beordrede hun med en ganske kortfattet mine. Hun vendte sig mod døren igen og mod låsen. For det første, så sad den en kende højt for en lille pige, men hun kunne jo altså lige nå med fingrene! ”Det svært!” beklagede hun sig, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun stillede sig op på tæerne og strakte sig så meget som det var hende muligt, idet hun lige kunne nå at få de små fingre oppe omkring låsen, så hun kunne dreje den, og få den ordentlig op, så døren kunne åbnes – både indefra og udefra. Hun bakkede hastigt mod Bamse igen, som hun tog op i armene, for han havde jo trods alt sagt, at han ville åbne døren, hvis hun kunne låse den op, som hun nu havde gjort! Hun var nu alligevel lidt usikker, for.. kendte hun denne mand?

[Deleted]

Selvom der var andre i huset kunne Sonic næsten forestille sig at Jacqueline var ensom. Hun var omgivet af fremmede mennesker, hun var den eneste af sin slags, og så havde hun jo ikke sine forældre hos sig, hvilket var noget der efterlod ham med en kæmpe skyldfølelse. Han ville gøre alt for at hun havde det godt, hvor han også ville gøre alt for at få hende med sig, så han faktisk kunne tage det ansvar der var ham påkrævet som far og opdrage sin elskede lille skat. Allerede oppe fra vinduet af, kunne han se en del af hendes mor i hende, hvilket var noget som både bragte ham glæde men også sorg. Det var næsten frustrerende hun skulle ligne sin mor, selvom hun vel også måtte have lidt af ham i sig? Han vidste at hun havde hans mørke øjne, hvilket var noget som han faktisk var stolt af! Det var bare frustrerende at hun ikke kunne genkende ham, for de havde haft et så stærkt et bånd! Men det var jo heller ikke at bebrejde den lille pige, for hun var jo alt for lille til overhovedet at kunne huske ham vel? Det lettede ham dog at hun havde det godt, og at hun endnu boede på herregården, selvom han faktisk slet ikke burde befinde sig her, og så snart de andre vågnede så var han nød til at gå!
At Jacqueline faktisk ville åbne døren for Sonic, var noget som glædede ham, hvor han også kunne ane hende igennem det lille aflange glad i hoveddøren, der alligevel var en anelse sløret så man ikke direkte kunne se alle detaljer men silhuetterne. At hun havde bamsen med sig over alt, var noget som morede ham, selvom han kun var glad for at hun selv var så glad for den gave han engang havde givet hende. At hun så skulle beklage sig over at det var svært at nå fik ham til at se mod ruden. ”Nej.. jeg tror på dig, jeg ved at du kan nå den,” opmuntrede han hende, som han kunne se hvordan hun forsøgte at strække sig så lang hun var for at nå låsen og få den drejet om. Han vidste godt at hun ikke var særlig høj, men han ville så gerne se hende!
At hun langt om længe fik døren låst op, fik næsten Sonics hjerte til at hamre af ren spænding. Han tog næsten med en rystende hånd omkring dørhåndtaget, for at åbne døren, hvor han havde rejst sig igen, så han stod i sin fulde højde. Han strøg tungen over de rosenrøde læber, som han bed sig svagt i den bløde underlæbe, inden han åbnede døren. Det mørke øje søgte ned mod den lille skikkelse, der højst måtte være på højde med hans egne knæ, hvor et helt lykkeligt smil gled over hans læber, selvom det næsten ikke var til at se for al skægget, men glimtet i hans øje var ikke til at tage fejl af! Han satte sig roligt på hug foran hende. ”Du må ikke være bange for mig Jacqueline. Jeg kunne ikke drømme om at gøre dig noget,” forsikrede han hende, som han roligt rejste sig, for at lukke døren bag sig. Han så sig kort omkring. Alt lignede sig selv, dog uden de samme ting og billeder som var af ham og Ilaria. Han så mod Jacqueline igen. Det krævede næsten alt i ham for ikke at overfalde hende med kram og kys, for det var da klart det han havde mest lyst til!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Bamse var Jacquelines eneste selskab, og derfor var hun også frygtelig opmærksom på hvor han var i forhold til hende, for hun lod ham ikke af syne! Hun vidste at Camryn ville tage enhver givende lejlighed til at tage ham fra hende, og vaske ham, men det fik hun altså ikke lov til! Hvem skulle hun så snakke med? Jovist vidste hun at Jacques var vand-dæmon, for det havde han vist hende, men han var også noget andet, og det kunne hun ikke lide, og det samme med Camryn. De var bare ikke mor og dadda! Og derfor var hun også så frygtelig opmærksom på Bamse, for det var en ting som hun havde fået fra far, og selvfølgelig noget som hun ønskede at passe på, så godt som det nu var hendes lille væsen muligt!
At det faktisk var dadda dom befandt sig ude på den anden side af døren, var slet ikke noget som hun havde nogen anelse om, for der var ikke nogen, som havde meddelt hende, at han faktisk ville stå på døren! I så fald, så skulle hun da nok sørge for at få en fin kjole på! Så hun kunne se lidt præsentabel ud! At han troede på hende, var en tanke som hun godt kunne lide, for det var jo ikke ord som hun ligefrem hørte særlig ofte, også selvom det ikke var noget som hun var meget for at vise. Ligesom sin mor, var hun kold og kynisk, ikke meget for omsorgen generelt, også fordi at hun slet ikke ønskede at være svag, ligesom da hun blev fundet! Hun kunne slet ikke lide, at de var sådan omkring hende! Hun var et normalt barn, også selvom hun altid havde været speciel i daddas øjne, det var da noget som hun i det mindste kunne huske!
Bamse knugede Jacqueline tæt ind mod sin krop, da manden endte med at komme ind. Han var kommet for at besøge hende, så hvorfor ikke lade ham komme ind? Han skulle da ikke bare stå og råbe udenfor! Desuden var det også noget som vækkede dem alle sammen, og denne gang var det altså hende som skulle have besøg! Nå! Hun vendte blikket op mod ham, for han var jo altså en stor mand i forhold til lille hende! Hun bakkede et skridt eller to. Ikke fordi at hun nødvendigvis var bange for ham, men fordi at han altså var stor! Meget stor! ”Ikk’ bange!” fastholdt hun stædigt, som hun sendte ham en fast mine. Bamse knugede hun kun ekstra godt ind til sig, fordi hun ikke vil tabe ham! Ikke fordi at hun var bange altså! Hun vendte blikket op mod hans ansigt. Arret kunne hun jo ane under skægget, men også se det, og det var altså.. velkendt et sted fra, også selvom hun ikke kunne sætte en finger på det. ”Du bare ikk’ stå udenfor.. Du vække Jacques..” påpegede hun sigende. Den mand var altså ikke sjov når man kom til at vække ham, hvilket hun fint kunne stå inde for, for så ville han bare jage hendes gæst ud, og det ville hun altså heller ikke have! Hun kunne godt lide at få besøg, og faktisk snakke med nogen!