I need my 'dadda'..

[Deleted]

Sonic havde været nød til at finde Jacqueline og risikere alt ved at komme her, for han havde været nød til at finde ud af om hun overhovedet havde været i live. Hans mor havde dog haft ret i at hun havde, hvor han heller ikke forstod hvordan han kunne være blevet overbevist om andet. Han havde jo godt hørt at andre var flyttet ind her, så selvfølgelig burde de have fundet hende, hvilket de også havde, så hvordan han kunne være så dum og tro at hun havde været død, forstod han slet ikke nu! Det varmede ham at hun var så glad for at se ham, for hun havde tydeligvis ikke glemt ham, måske hans ansigt til at starte med, men hun havde ikke glemt hendes dadda. Han lod hende putte sig ind til ham med fingeren i munden og bamsen tæt i sin favn, hvor han ikke kunne lade vær med at smile. Han havde armene trygt omkring hende, hvor han strøg hende blidt over håret og videre ned over ryggen. Han nikkede medgivende til hendes ord. ”Selvfølgelig gjorde far det! Far elsker dig min pige,” svarede han sandfærdigt. Hun var hans lille prinsesse, han ville gøre alt, simpelthen hvad som helst for hende! Og naturligvis var han kommet for hendes skyld, så hun ikke troede at hendes dadda havde glemt hende, for det var da slet ikke tilfældet!
At Jacqueline blev knust over at far kun var kommet på besøg og ikke kunne tage hende med igen, forstod Sonic sådan set godt. Han kunne tydeligt huske da hans egen mor havde forladt ham, selvom det godt nok var noget andet, for hun var aldrig kommet tilbage til ham igen, han nægtede ganske enkelt at lade hende bo her resten af livet! Han ville komme tilbage til hende, når han fandt en mulighed at få hende med sig! At hun så blev så ked af det, at hun stormede op på værelset og væk fra ham, gjorde ondt, selvom han dog godt vidste hvorfor. Han stoppede dog ikke sine strøg af hendes ryg, selvom han let rynkede brynene, som hun skuttede sig og trak sig væk fra ham, for det gjorde ondt at se hende sådan! Han kunne ikke have når hun var ked af det på grund af ham! Han vidste jo at han ikke kunne blive her meget længere, snart ville de andre vågne, og han var bange for at de ville finde ud af at han havde været her, selvom han et sted var ligeglad, han kom for sin lille pige og det var hende han ønskede med sig! ”Jacqueline..” svarede han i en bedende tone. Hun måtte ikke være så ked af det. Hun var nød til at forstå ham. At hun kiggede forbi dynen og op mod ham, fik ham til at sende hende et mildt smil, inden han lænede sig mod hende. ”Far skal nok finde en måde at få dig med på, Jacqueline, det lover jeg,” lovede han hende, som han løftede hånden og forsøgte at trække dynen væk fra hende, så han bedre kunne se hende. Han ville bare have hende til at forstå, selvom det nok blev svært når hun for det første er lille, samt hun var så ked af det. ”Far vil gøre alt for dig.”

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde slet ikke glemt sin dadda! Ja, hun havde måske ikke været i stand til at genkende ham lige med det samme, men han havde også alt for meget hår i hovedet i forhold til hvad hun var vant til, eller kunne huske, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Blikket gled stille mod hans skikkelse igen, som hun puttede sig godt ind mod ham, med Bamse tæt i favnen og ganske vidst med sin tommelfinger i munden, men for hende, så var det faktisk kun et tegn på tryghed, for det var ikke noget som hun gjorde normalt, for hun var jo ikke rigtigt tryg omkring nogen som helst mere, for hun kunne jo slet ikke lide Camryn eller Jacques, og da slet ikke Marcianus! ”Elsker også dig, dadda.” Fingeren forlod hendes mund, som hun puttede sig godt ind mod ham, og med armene godt omkring ham, så godt som det nu var hende menneskelig muligt, for det var ikke nemt, så lille som hun jo var i forhold til ham! Han var jo frygtelig meget større end det som hun var!
Tanken om at dadda ikke ville have hende med, var slet ikke noget som Jacqueline forstod, for elskede han hende pludselig ikke mere, eftersom han ikke ville have hende med? Den tanke gjorde hende faktisk utrolig ked af det! Selv blev hun liggende godt under den ellers alt for varme dyne og med Bamse tæt i favnen, for det var altså noget som virkelig gjorde hende ked af de, og normalt så græd hun altså slet ikke! og da slet ikke på den her måde! Hun vendte blikket mod ham, ved at kigge en smule over dynen, selvom hun slet ikke fjernede den helt, for det ville hun da slet ikke! Finde en måde at tage hende med på? Var det ikke bare at tage hende på armen og så bare gå? ”Mig bare gå med..?” endte hun dæmpet, som hun så på ham med en tydelig trist mine, for han gjorde hende altså ked af det nu! Og det var altså slet ikke noget som hun kunne lide. Hun var lille, hun forstod ikke mange af de der store voksenting, eller hvordan de tænkte, for i hendes øjne, så var det jo bare at tage hende i favnen og så bare gå! I stedet for at lade hende blive her, for nu ville hun da slet ikke være her! Ikke nu hvor hun vidste at hendes dada var derude, men ikke ville have hende med! At han ville gøre alt for hende, var pludselig ikke noget som hun var overbevist om, og et sted så var det en tanke som faktisk frustrerede hende, og det gjorde hende faktisk kun endnu mere ked af det, og det var slet ikke noget som hun kunne lide på nogen måde! Hun lod ham ikke tage dynen fra hende, men blev liggende hvor hun lå allerede, for andet ville hun da slet ikke være med til på nogen måde! Hun snøftede igen. ”Dadda ikke li’ mig mere..?” spurgte hun denne gang helt knust.

[Deleted]

Bare rygtet om at Jacqueline havde været i live havde været nok til at Sonic ikke ville tøve med at søge hertil, for at finde ud af om det var sandt. Han elskede sin lille pige, hun var virkelig hans et og alt og han ville gøre hvad som helst for hende! Han vidste desværre bare ikke hvordan han skulle få hende med sig, ikke uden at det skulle gå helt galt. Hendes lille pige var den vigtigste for ham, og at vide at hun var i live og havde det godt, var noget som glædede ham! Hans liv egnede sig dog bare ikke just for en lille pige, hvilket det aldrig havde gjort og det var jo også hans liv, der havde været tæt på at koste hende livet og det nægtede han simpelthen at lade ske igen! At hun gengældte hans ord om at hun elskede ham, var noget som varmede godt i hans indre og specielt om hans hjerte, hvor han mærkede glæden sprede sig. Han slog armene godt om hende, som hun gjorde det samme ved ham, hvor han knugede hende tæt ind til sig. ”Godt! Det er far glad for at høre!” svarede han sandfærdigt, hvor han trykkede hende godt ind mod sig, så han ordentlig kunne mærke hende og vidste at dette ikke blot var en drøm, og hvis det var, så ville han slet ikke vågne op derfra igen!
Det var næsten irriterende at det skulle gå så godt og at alt så skulle blive ødelagt på den måde. Sonic havde ikke meget tid tilbage, for de andre vågnede snart, så han skulle snart ud af huset og så nyttede det ikke noget at hun bare lå og græd og fortalte hvad der var sket! Ingen måtte vide at han var tilbage, i hvert fald ikke endnu, hele Procias’ befolkning troede at han var død, hvilket han gerne ville bevare. Han ville dog stadig gøre hvad som helst for at få hende med sig, og det at kidnappe hende ville nok ikke blive noget alternativ desværre. Han så mod hende, som hun selv tittede kort frem under dynen, så hun lige kunne se ham. Selvfølgelig kunne hun ikke forstå ham, hvilket næsten frustrerede ham, selvom han godt vidste at det var fordi hun var så lille. ”Det er ikke så.. nemt, Jacqueline. Det er svært og indviklet, far kan ikke bare tage dig med søde skat,” svarede han sandfærdigt, selvom han tvivlede på at hun ville forstå ham uanset hvor mange gange han sagde det. At hun så spurgte om han ikke kunne lide hende mere, så så han direkte overrasket på hende. Hvordan kunne hun overhovedet spørge ham om det?! Han tog fat i dynen og denne gang med lidt mere styrke, så han kunne fjerne den fra hendes krop, inden han tog fat omkring hende og trak hende ind til sig. ”Far elsker dig højere end nogen anden Jacqueline, du må slet ikke tro andet! Far vil gøre alt for sin prinsesse!” svarede han med stædighed i stemmen. Han holdt hende tæt ind til sig, hvor han begyndte at vugge hende ganske blidt, imens han kyssede hende blidt mod håret, „far elsker dig, Jacqueline. Men far skal snart gå igen.” Han holdt hende let ud for sig, så han kunne se på hende, hvor han løftede hånden og endnu engang forsøgte at tørre hendes våde kinder. ”Lyt til mig, Jacqueline: far skal måske gå igen og du skal måske blive her, men far vil aldrig være væk! Far vil altid komme og se til dig, indtil far kan tage dig med, okay?”

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde det måske ganske udmærket ud fra omstændighederne, men det var ikke dadda eller mor som hun var sammen med, så hun var jo slet ikke interesseret i at blive her! Hun elskede virkelig sin far, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, også selvom det var svært, når han ikke engang ville have hende med sig, for hun var virkelig bange for, at han ikke engang elskede hende mere, for hvorfor skule man ellers efterlade hende her? Det var jo slet ikke noget som gav nogen mening for hende. Hun ønskede jo slet ikke at blive der, om det var noget som hun ellers kunne blive ri for det i den anden ende! Hun ønskede slet ikke at være der sammen med Jacques og Camryn, for det var ikke mor og dadda! At dadda så ikke havde mor med, var endnu ikke noget som hun satte spørgsmål ved, for hun havde aldrig haft det bedste forhold til mor, men hendes dadda, var staks en anden sag!
At Sonic var direkte overrasket over hendes spørgsmål, forundrede hende næsten, for han viste jo slet ikke at han kunne lide hende, ved at ville efterlade hende her! Han brugte mange store fremmedord for hende, så var det ikke ligefrem fordi at det gavnede hende på nogen måde, for hun fattede jo slet ikke hvad det var han forsøgte at fortælle hende, og selvfølgelig var det en frustration uden lige! Hun snøftede let, som han fjernede dynen, løftede hende op og trykkede hende direkte ind mod sig, hvor hun alligevel formåede at falde bare lidt til ro. Hun ønskede jo slet ikke at blive her, og selvfølgelig var det en tanke som gjorde ondt, for hun ville jo med ham! Hun fumlede let med hænderne foran sig, også fordi at hun var træt af, at være så forbandet usikker, også fordi at det normalt slet ikke var noget som lignede hende! ”Mig ikke forstå..” endte hun dæmpet, som hun vendte de mørke intense øjne direkte op mod ham endnu en gang. Hun blinkede let med de våde øjne, også selvom han tørrede tårerne væk, så forsøgte hun virkelig ikke at ende med at lade dem falde, for hun var altså en stor pige nu! Også selvom hun ikke forstod halve af hvad dadda fortalte hende, men det var nu bare sådan at det var. ”Mig ikke gide være her mere, dadda.. Mig vil med..” endte hun dæmpet, som hun igen vendte sig mod Bamse, som hun hurtigt endte med at tage op i favnen. Det var kun et spørgsmål om tid, inden solen ville være nede, og vampyrerne ville være oppe, så hun vidste skam godt at far snart skulle videre igen, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende, for hun ønskede jo at være sammen med ham! Men når han ikke gad at have hende med, hvad.. skulle hun så gøre ved det? Hun snøftede og tørrede det af i sin arm, inden hun vendte blikket mod ham igen, med de store hundeøjne, næsten som hun håbede at det ville virke, for det virkede altså nogen gange på Jacques og Camryn, selvom det ikke var altid, men man kunne vel altid håbe!

[Deleted]

Sonic forstod godt hvorfor Jacqueline var ked af det og knust, for hun havde jo ikke set ham i flere måneder, og hvis hun hele tiden havde tænkt på ham og ønsket at han skulle komme og hente hende, så forstod han da godt at hun ville med, og han ville også gøre alt for at hun kunne komme med ham, selvom det krævede planlægning. Det havde jo lidt været en improviseret tur hertil, for at få bekræftet eller afkræftet om hun var i live eller ej, og gudskelov for at hun havde været i live! Det var måske lidt uretfærdigt at opsøge hende, men ikke at kunne tage hende med, selvom han jo ville ønske at han kunne. Han vidste heller ikke hvad han skulle gøre med hende, han havde jo intet hjem, jovist kunne han vel tage hende med til Appolyon, men.. Dvasias var næsten for farligt for en lille pige, og han kunne også godt tage hende med til sin mor, men uanset hvad så krævede det at han kunne få hende med ud herfra og det var ikke bare lige til! Og prøv at forklar en lille pige det, som ikke engang forstod halve af det han sagde til hende, for det var virkelig frustrerende! Han knugede hende let ind til sig, som han havde fået fjernet dynen og trukket hende hen til sig, hvor han strøg hende over håret og ryggen, imens han fortsatte med at vugge hende. At hun stoppede med at grøde var noget som glædede ham, selvom han vidste at hun stadig var ked af det. Hun forstod hende, hvilket han godt vidste, for i hendes verden var det vel helt simpelt? – far skulle bare tage hende med, men så simpelt kunne det desværre ikke blive. At hun så ikke ville blive her, forstod han også godt, selvom han ikke rigtig havde noget andet valg end at lade hende blive her. Han nikkede roligt. ”Far ved godt at du vil med søde skat, men far har intet hjem mere, og far får av, hvis far tager dig med nu. Far skal finde en.. idé, så far kan få dig med uden at få av, okay? Men far kommer og besøger dig rigtig tit! Og far kommer tilbage i morgen igen,” fortalte han roligt, hvor han forsøgte at bruge ord så hun muligvis ville forstå ham, da han ikke rigtig vidste hvilke ord hun kunne forstå og ikke kunne forstå. Det var svært at skulle fortælle det til en lille pige, for han vidste godt at hun ikke rigtig kunne forstå, men nu forsøgte han da i hvert fald, så han håbede at det også ville virke. Han lænede sig mod hende og kyssede hende mod panden, inden han fortsatte med at vugge hende. ”Far lærer dig magi i morgen, så du altid vil kunne tale med far, selvom far ikke er her, og så vil far aldrig være helt væk, okay? Far vil altid være med dig, altid,” svarede han sandfærdigt, som han knugede hende ganske let ind til sig. Nu hvor han vidste at hun var okay, og var i live, så ville han da aldrig nogensinde efterlade hende helt alene igen! Han elskede hende og han ønskede hende det bedste af det bedste!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline kunne virkelig ikke se problemet i at hun kunne tage med dadda hjem – eller hvor han nu boede henne, for han boede jo trods alt ikke her mere. At hun så ikke forstod ham, var noget som gjorde hende frustreret, for hun forstod ham jo slet ikke! Hun kunne ikke se problemet i alt dette, også selvom hun vidste, at det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund, selvom hun virkelig forsøgte, og så godt og så meget, som det nu var hende menneskelig muligt. Hun vendte blikket en kende usikkert mod ham igen, inden hun vendte blikket usikkert ned mod Bamse, som hun sad med i armene. Det var jo kun et spørgsmål om tid, inden det ville blive mørkt, og de andre ville stå op, og det i sig selv, var ikke en tanke som hun kunne lide! Hun trak vejret dybt. Det kunne godt være, at hun kun var en lille pige, men hun kunne altså godt passe på sig selv! Det beviste hun vel også i denne stund? Netop ved at rende rundt i huset selv, mens alle de andre, endnu måtte ligge i deres søvn. Selv knugede hun sig mere ind mod sin kære far, også fordi at hun slet ikke ville have at han skulle gå uden hende, selvom hun vidste at hun ikke kunne gøre noget ved det af den grund. ”Mig vil ikke være her!” endte hun med en mere febrilsk tanke! Hun ville selvfølgelig ikke have at dadda skulle have av, for det havde han jo nok med hans øje! Hun vendte blikket mod ham endnu en gang, og tydeligt med en usikkerhed i minen, for det var slet ikke noget som hun kunne lide! Hun snøftede igen, som hun tørrede sine øjne. At vide at han ville komme igen i morgen, var selvfølgelig noget som gjorde hende en smule glad, men det var bestemt ikke nok til at gøre hende helt tilfreds, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende! Hun lod blikket søge ned omgående, som også tydeligt tegn til at hun slet ikke var tilfreds, for når han ikke var sammen med hende, så var han jo altså væk! Kunne han ikke bare indse det?! Hun snøftede igen, som hun vendte sig mod ham, igen med de store hundeøjne, som hun næsten håbede på at han ville skifte mening og tage hende med sig, for det var jo hvad hun ville have! Og hun var altså stædig! Ligesom sine forældre! ”Dadda ikke her, hvis ikke er her,” fortalte hun med en bestemt tone, som hun igen vendte blikket mod ham. Han kunne jo ikke altid være ved hende, hvis han ikke var der! Det var jo ren og skær logik i hendes øjne! Hun tørrede sine våde øjne igen og knugede mere omkring Bamse som hun holdt direkte tæt ind mod sin favn. Han gjorde det svært for hende, og hun forstod ham altså ikke rigtigt! Og det var en tanke som kun gjorde hende ked af det, og langt mere frustreret, end det som hun havde været til nu! Hun ville jo bare være med sin dadda.. Det var da ikke så svært at forstå..?

[Deleted]

Sonic forstod godt Jacquelines frustrationer om at hun ikke kunne komme med ham, for den lille pige forstod ham jo tydeligvis ikke, hvilket var noget som direkte måtte frustrere ham! Det ville jo være meget lettere hvis hun faktisk forstod ham! Det var så heller ikke fordi han ville skælde hende ud for ikke at forstå, men uanset hvad så var han snart nød til at gå, for resten af huset vågnede snart op og det tvang ham selv til at tage af sted. Han ville ønske at han bare kunne tage hende på armen og så gå, for at få hende væk herfra, men så simpelt var det ikke. Han ville dog komme igen i morgen, og sikkert også i overmorgen, for han ønskede ikke at gå foreløbig, han ville gerne være her hos sin lille pige, nu hvor han endelig var sammen med hende igen, for hun var jo ikke den eneste der var knust over ikke at kunne komme med, det var han jo ligeså. Han havde troet at hun havde været død og nu hvor han vidste at hun var i live, så ville han da slet ikke have at hun skulle bo her sammen med fremmede mennesker! Nej hun skulle med ham, så han netop kunne gøre alt det han havde set frem til; træne hende, lære hende at læse og skrive, opdrage hende til at blive en lille djævel, selvom det var tydeligt at hun var blevet det uden hans hjælp, og det var en tanke som virkelig måtte more ham! Hun var hans lille djævel, hans lille ballademager og den tanke kunne han godt lide. Han nikkede forståelsesfuldt til hendes ord. ”Det ved far godt, far vil heller ikke have at du er her, far vil have at du skal med ham, men hvis far tager dig med, så får far som sagt av, og hvis far tager dig med, risikere far at miste dig for alvor. Far vil bare have at du er i sikkerhed, indtil far kan tage dig med okay?” Hun forstod ham nok ikke, hvilket var en tanke som et sted irriterede ham, men hun var også kun en lille pige så der var jo ikke noget at gøre ved det. Han ville dog ønske at hun kunne forstå det, for så ville det måske ikke blive så hårdt. Han vidste godt at hun ikke ville blive her, men med ham – det var jo også hvad han ville have – men han ønskede at hun skulle være stærk og modig til den dag han virkelig kunne tage hende med, så hun kunne være hos ham. Det krævede nok også lidt at han fik styr på sit eget liv først, for det havde jo aldrig været egnet til en lille pige, selvom han klart ville sætte sin pige i første række, nu hvor han faktisk havde fået en chance til. Hendes stædighed og bestemte tone, var noget som morede ham, hvor smilet også brød frem på de rosenrøde læber. Han lagde en hånd mod hendes kind, som han strøg ganske blidt. ”Det lyder underligt, det ved far godt, men fordi vi er de dæmoner vi er, så kan vi altid kommunikere sammen,” fortalte han roligt, selvom han godt vidste at hun ikke engang selv havde styr på navnene af de dæmoner hun havde i sig, men det skulle han nok lære hende! ”Far skal nok forklare dig det i morgen, når jeg kommer igen. Og det lover jeg dig Jacqueline; du skal måske blive her og sove her, men far kommer igen i morgen, og far kommer tidligere, så vi har en masse tid sammen! Og så vil far lære dig magi!” tilføjede han muntert, som han knugede hende let ind til sig, imens han kyssede hende mod håret.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var jo ikke andet end en lille pige, som ikke vidste hvordan alle de mange ting måtte hænge sammen, selvom hun nu ikke ligefrem kunne sige noget til det af den grund. Det var kun tydeligt for hende, at hendes far ikke ville have hende med sig, selvom det var noget som gjorde hende ked af det, så var det ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund, for hun ville jo slet ikke være der, når hun vidste, at hendes dadda var derude et sted! Hun vendte blikket mod ham. Han virkede ikke engang glad mere, og det var selvfølgelig noget som hun bed sig fast i, selvom det måske ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, men hun forsøgte da virkelig! Hun vendte blikket mod ham, en anelse usikkert måske, men hun forsøgte virkelig at forstå, selvom det ikke var nemt! Hun gned sig lidt i øjnene. ”Dadda ikk’ ha’ av..” endte hun med en dæmpet tone, for den tanke kunne hun da slet ikke lide! Hun knugede fast omkring Bamse i sine arme, også fordi at det nu var hendes eneste ven, og den eneste som hun følte at hun kunne stole på, så det var ikke noget som sagde så lidt. Hun havde slet ikke lyst til at være her sammen med Camryn og Jacques, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for, for hun kunne bestemt ikke lide dem! Han brugte forfærdelig lange sætninger, og det gjorde det svært for hende at følge med, men hun gjorde altså sit bedste!
Jacqueline puttede sig godt ind til sin far, også selvom fingeren ikke kom i munden mere, for nu var hun da slet ikke tryg mere, også selvom det var ham som hun sad sammen med. Hun kunne slet ikke forstå hvorfor hun ikke bare kunne komme med ham, for han var jo hendes dadda, og det var hun det som hun ville. Tårerne faldt ikke mere, også fordi at han fortsatte med at sige, at han kom igen, og det var ord som hun faktisk troede på, for hun havde jo trods alt heller ikke ligefrem nogen grund til andet, så det var også noget som gjorde sit for hendes del. Hun trak vejret dybt og nikkede stille. ”Mig ikke forstå..” sagde hun igen. Han brugte igen svære ord, og det var slet ikke noget som hun kunne forstå! Svagt måtte hun trække på smilebåndet, som hun igen vendte blikket mod ham. Han skulle komme tidligere, så de kunne være mere sammen! Det måtte han love hende, for det andet kunne hun altså slet ikke lide mere! Hun satte sig igen op, som han havde kysset hende i håret igen, hvor hun vendte de mørke øjne direkte mod ham. ”Du love komme igen i morgen, ikk’ dadda?” spurgte hun direkte håbefuldt som hun nu også vidste, at uanset hvad hun sagde eller gjorde, så ville han slet ikke tage hende med sig, selvom det endnu var en tanke som gjorde hende ked af det, for hun havde da slet ikke lyst til at være her mere, når hendes far var derude et eller andet sted!

[Deleted]

Det var frustrerende at Jacqueline ikke kunne forstå Sonic også fordi han virkelig forsøgte ikke at bruge for mange svære ord for hende, men det var også svært at vide hvor stort hendes ordforråd var, når hun ikke engang kunne et simpelt ord som ild. Det gjorde ham også forarget at hverken Jacques eller Camryn lærte hende noget, for selvom hun var en lille pige, var hun jo ikke dum og hun kunne lige så godt lære tingene fra en tidlig alder! Det var slet ikke fordi at han gad have at de skulle passe hende, men nu var det jo desværre nødvendigt, men så krævede han da bestemt også at hun lærte noget! Det virkede snarere som om de bare lod hende være og passe sig selv og så var det da ikke svært at forstå at den lille pige faktisk var ensom og kun havde sin bamse som ven. Tanken gjorde ham direkte irriteret! Hans lille prinsesse havde kun fortjent det bedste af det bedste! Og derfor ønskede han også inderligt at hun skulle med ham! Han ville bestemt ikke lade det gå for længe før han kunne tage hende med sig, for så snart han smuttede fra Procias, så ville han med det samme lægge en plan om hvordan han kunne få hende med sig! Han ville højst lade det gå en enkelt måned! Ikke engang! Hans lille pige havde fortjent at komme med ham, specielt når det var det hun ville! ”Nej, far må ikke få av, så du må forstå Jacqueline; der går nok lidt tid, inden du kan komme med far, okay?” Han forsøgte virkelig at få hende til at forstå, selvom den nok var feset ind at han ikke tog hende med sig, men han ville gerne have hende til at forstå at det var nødvendigt at hun blev her, og at han ikke ville lade det gå længe før han kunne tage hende med sig, for det nægtede han da! Han ville have sin lille prinsesse med sig, han lagde gerne hele sit liv om for Jacquelines skyld, han ville simpelthen gøre hvad som helst for at gribe denne nye chance og han ville bestemt ikke lade det gå til spilde eller lade det gå så slemt som det gjorde sidst!
At Jacqueline var faldet lidt til ro, var noget som glædede Sonic, hvor han fortsatte med at vugge hende ganske blidt – det havde jo altid gjort hende rolig førhen. Han smilede let til hendes ord. Hun forstod ikke, hvilket han udmærket godt vidste, men det skulle nok komme. Han strøg hende kærligt over håret. ”Det kommer min pige, snart forstår du alt,” svarede han roligt. Det hele kom jo med alderen, så hun skulle nok lære alt før eller siden, så længe hun forsøgte så kunne man jo heller ikke kræve mere af hende. At hun så op mod ham og blev helt håbefuld igen, fik ham til at trække på smilebåndet. Han nikkede medgivende. ”Far lover dig, at han kommer igen i morgen. Og far kommer tidligere, så vi har en masse tid sammen!” svarede han sandfærdigt endnu engang, som han trykkede hende tæt ind til sig. ”Men nu skal far snart gå, søde skat. Inden de andre vågner, de må ikke vide at far har været her,” svarede han denne gang lettere alvorligt.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var virkelig ked af det, også selvom det var noget som hun forsøgte at skjule så meget som det nu var hende menneskelig muligt, for det her, var bestemt ikke noget som hun kunne lide! Hun ønskede ikke at blive her med Camryn og Jacques, for selvom de måske passet på hende, så var hun ikke deres pige, og der blev hun kun sur, når Camryn kaldte hende for skat eller noget lignende, for selv det var noget som også Jacques var blevet for god til! Hun trak vejret dybt og trykkede sig godt ind mod sin far, for hun ønskede jo slet ikke at han skulle have ondt nogen steder! Ikke på grund af hende! Hun gned sig i øjnene. Det var faktisk også trættende at være så sur og så ked af det, så det var heller ikke noget som hun gad mere! Hun rystede på hovedet, også selvom hun skam havde forstået hvad han sagde. Når han sagde det sådan, så forstod hun det faktisk! ”Kan ikk’ li’ du ha’ av..” endte hun forsigtigt, som hun igen vendte blikket op mod ham endnu en gang, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hendes far var noget som virkelig betød frygtelig meget for hende, også fordi at det var noget af det vigtigste for hende, for det var jo egentlig kun ham.. og Bamse som hun havde nu, for end ikke mor ville hun spørge ind til, for mor kunne vel slet ikke lide hende? Det var i hvert fald ikke lige hvad hun ville tro.
Far gjorde brug af rigtig mange store fremmedord for hende, og det var noget som direkte gjorde hende blank, for hun kunne ikke forstå hvad han forsøgte at sige, og selv det var jo en frustration for hende! Igen puttede hun sig ind til ham, hvor hun også lod ham vugge hende, for det var noget som hun faktisk rigtig godt kunne lide. Hun nikkede. Så lang tid at han lovede hende at komme igen, for ellers blev hun altså ked af det, og det var slet ikke noget som hun kunne lide, det var der ingen tvivl om! Hun vendte blikket mod ham igen, som hun let blinkede med øjnene. Han ville komme og hjælpe hende med at lære magi? Det var noget som hun ville elske! Hun sendte ham et mere selvsikkert smil, hvor de smukke hvide tænder også viste sig – alt sammen mælketænder, men hun blev faktisk passet godt på! Selvom hun hadede at få børstet tænder! ”De må ikk’ vide.. Du gå nu..?” spurgte hun. Hendes lille hånd lukkede sig allerede omgående omkring hans tøj, også for at holde ham helt tæt ved sig, for hun havde slet ikke nogen intentioner om at skulle give slip på ham, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende, for hun ønskede jo slet ikke at lade ham gå! ”Dadda komme igen i morgen…” Hun smilede svagt ved tanken, for så lang tid, at hun vidste hvad hun havde at se frem til, så var sagen straks noget andet, og det var noget som gjorde, at hun faktisk kunne glæde sig! Og det gjorde hun i allerhøjeste grad!

[Deleted]

Sonic forstod skam godt at Jacqueline var ked af at hun skulle blive her, specielt når hun havde ledt efter ham i så lang tid og endelig havde fundet ham. Han ønskede jo ikke at hun skulle være ked af det eller knust for den sags skyld, men han kunne bare ikke tage hende med sig endnu! Han ville dog ikke lade det gå længe, og selv hvis han ikke skulle finde på noget, så ville han nok alligevel ende med at ’kidnappe’ hende, for han nægtede at miste hende og leve et liv uden hende, for hun var jo hans lille prinsesse, han ville gøre alt for hendes skyld og han ønskede at tage ansvaret for hende, for hun var og blev hans datter! Han ville ikke have at nogen anden skulle passe hans prinsesse! Og at hun ville med ham, var han naturligvis utrolig glad for, for det var kun tydeligt at han ikke var blevet erstattet, for det havde han jo et sted også frygtet, også fordi hun havde været så lille da han havde forladt hende. I det mindste var det gået hende godt og det var en tanke som virkelig varmede ham, for tænk hvis hun virkelig havde været død? Så havde han levet i skyld resten af sine dage! At hun så ikke ville have at han skulle have av, fik ham til at smile ganske let. ”Far får ikke av, hvis du bliver her og viser far hvor modig og stærk du er,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et varmt smil. Han vidste at det var meget at forlange af hende, men han blev nød til at finde ud af noget først, sådan så det ikke kom til at gå ud over hende heller, for hvis der skete hende noget, så ville han da først blive knust!
Sonic vidste godt at det var svært at forstå for Jacqueline, også fordi hun kun var en lille pige, men han ønskede at hun skulle være stærk og holde ud, indtil han kom tilbage og faktisk var i stand til at tage hende med sig. At hun så sendte ham et mere selvsikkert smil, så han kunne se de flotte hvide mælketænder, var noget som fik ham selv til at trække på smilebåndet, for hvis hun var lidt glad, så var han også. Helt tilfreds var hun ikke og det vidste han godt, men han kunne desværre ikke gøre mere foreløbig. ”Far bliver nød til at gå nu, ja. Men Jacqueline, du må ikke fortælle dem at far har været her, okay? Far må som sagt slet ikke være her i Procias, for far kan få av, så du må love far at du ikke fortæller at jeg har været her.” Han talte langsomt så hun kunne forstå ham, hvor han også sendte hende et alvorligt blik. Det var vigtigt at hun intet sagde! „det er din og fars hemmelighed, ikke?” En hemmelighed kunne hun vel godt holde på? Selvom hun var lille og nok en anelse utroværdig, fordi hun let kunne tale over sig, så stolede han nu alligevel på hende, i hvert fald at hun ikke sagde noget til dem, for han kom jo også i morgen. At hun strammede grebet omkring hans tøj, fik ham til at smile. Han rejste sig – med hende i sine arme – hvor han roligt gik ud af hendes værelse og satte kursen nedenunder igen. ”Far kommer igen i morgen ja. Men far skal have dig til at låse døren igen, ellers bliver de andre urolige og mistænksomme og det må de ikke,” forklarede han, som han roligt gik ned i forhallen, hvor han satte hende fra sig på gulvet. Han satte sig på hug foran hende. ”Far må gå nu, søde skat.” Han sendte hende et smil, som han strøg hende kærligt over kinden.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var faktisk umådelig ked af det, og det var slet ikke noget som hun kunne lide! Hun ville jo gerne med far hjem, også selvom hun slet ikke vidste hvor hans hjem måtte være, men det var nu bare sådan at det var, så måtte hun vel bare vente på at han engang fik tid til det, så han kunne komme og hente hende? Hun glædede sig i hvert fald allerede! Hun ønskede slet ikke at far skulle have av, så lang tid at hun kunne gøre noget ved det, og det var noget som hun selvfølgelig agtet at gøre det. Hun nikkede stille. Hun har skam forstået ham, også fordi at han havde udpenslet det sådan for hende, så kunne hun faktisk godt følge ham – sådan nogenlunde om ikke andet, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. ”Mig skal nok..” endte hun dæmpet, som hun igen vendte blikket mod ham, for det var faktisk ord som hun mente, for hun ville gerne have at far skulle være stolt af hende, og så kunne hun godt være lidt modig og stærk for ham! Også hvis det betød at han ikke ville få av!
Jacqueline puttede sig godt ind mod sin far. Det var måske ikke særlig meget som hun kunne forstå, men hun forsøgte virkelig af den grund, selvom det slet ikke var nemt for hende! Svagt bed hun sig i læben og med Bamse godt knuget ind mod sin favn og godt puttet ind til far, som han endte med at rejse sig. Det var jo slet ikke fordi at hun havde lyst til at skulle give slip eller lade ham gå, men ikke desto mindre, så vidste hun godt, at det slet ikke var noget som hun havde noget andet valg end bare at gøre som han sagde. Hun rystede stille på hovedet. ”Mig vil it si’ noget..” endte hun med em bestemt tone, for det var noget som hun selvfølgelig mente! Hun ønskede slet ikke at han skulle være ked af det fordi at hun var, for hun klarede sig sikkert nok af den grund! Hun lod ham roligt gå nedenunder igen, hvor hun blev liggende ind til ham. Det var rart at have sin far ved sig, og ikke mindst mærke hans arme om hende igen, for det var noget som selv hun måtte erkende, at hun faktisk havde savnet. Hun stillede sig på gulvet foran ham, som han bad hende om at låse døren efter ham, for det kunne hun vel godt? Kunne hun låse døren op for ham, så kunne hun selvfølgelig også låse den for ham igen altså! Ellers var der da noget galt! ”Du komme igen i morgen, dadda?” spurgte hun sagte, som hun roligt trak Bamse godt og tæt op i sine arme. Hun havde skam forstået, at han var nødt til at gå nu, selvom det slet ikke var hendes ønske på nogen måde, men hvad skulle hun da kunne gøre ved det? End ikke hun var i stand til at gøre noget som helst ved det, og selvfølgelig var det noget som gjorde hende ked af det, og ikke mindst frustreret!

[Deleted]

At Jacqueline havde forstået nogenlunde, var noget som naturligvis glædede Sonic, for det gjorde det da om ikke andet så bare lidt bedre. Han ønskede hende kun alt godt, og indtil videre så havde hun det bedst her hos Camryn og Jacques, selvom han vidste at hun ikke gad og han forstod hende godt, men han skulle først finde ud af hvordan han kunne få hende med sig og det bedste var vel også hvis han fandt sig et nyt sted at bo? Han havde jo ikke rigtig noget som han kunne kalde for et hjem og han ville næsten heller ikke tvinge tøsen til at skulle flytte fra sted til sted hele tiden, for det liv ønskede han ikke for hende, han ønskede hende det bedste! At hun nok skulle være stærk og modig, var noget som fik ham til at trække på smilebåndet, hvor han nikkede ganske let. ”Godt, så er far glad,” svarede han sandfærdigt. Tøsen behøvede ikke engang at forsøge at gøre ham stolt, for det var han skam allerede af hende! Og han vidste at hun var stærk og modig nok til at kunne klare sig igennem den tid han ikke kunne være her, ligesom han vidste at hun var stædig nok til at holde ud, for stædigheden havde han jo allerede set at hun havde og den tanke morede ham kun.
Som Sonic fik hende med sig ned i forhallen, så sad han let på hug foran hende, så han kunne betragte sig af hende, og så han ikke var så stor i forhold til hende. At hun ikke ville sige noget fik ham til at trække tilfredst på smilebåndet, hvor han nikkede ganske let. ”Det ved far godt, du er jo nemlig god til at holde på hemmeligheder,” svarede han med et stolt smil på læberne, som han strøg hende kærligt over håret. Han var allerede så stolt af hende som en forælder kunne blive, selvom han gerne ville kunne tage hende med sig, men det var desværre ikke så nemt igen. Han nikkede roligt til hendes spørgsmål, som hun havde stillet ham allerede fem gange mindst, så det gjorde det kun tydeligt at hun gerne ville være sikker på at han kom i morgen og det lovede han hende! ”Far kommer igen i morgen ja. Far kommer præcis ved middag, når solen står højest, så har vi en masse tid sammen okay? Du sover det meste af tiden væk, så før du ved af det, så er far her igen,” forsikrede han hende, som han sendte hende et stort smil. Han lænede sig mod hende og kyssede hende blidt mod panden, „vær stærk min pige, så er far her hurtigt igen.” Han nikkede bestemt til hende, som han roligt rejste sig. Han strøg hende kort over håret, inden han gik hen til døren som han åbnede. ”Husk at låse efter mig, ikke? Det ved far nemlig at du godt kan,” påmindede han hende, som han sendte hende et smil, inden han gik ud af døren og lukkede den bag sig. Mørket var allerede på vej, så han vidste at han kun havde et par minutter. Han så tilbage mod døren – mod glasset i døren – hvor han vinkede til hende, inden han løb hen til porten, som han kravlede op over, kun for at søge dybere ind i byen, så han kunne få lidt hvile. Det var med tungt hjerte at han forlod herregården.

//Out.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline forsøgte virkelig at forstå sin far, også selvom det var svært, men hun forsøgte virkelig! Men det var nu bare sådan at det måtte være. At hun forsøgte, var noget som gjorde far glad, var noget som faktisk gjorde hende selv ganske glad og tilfreds. Hun vendte blikket mod ham, hvor hun nikkede ganske stille. Det var bestemt heller ikke fordi at hun var tilfreds med hvordan det hele skulle være, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, for hun kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det, men hun kunne jo godt lide at gøre far glad. Mor havde hun endnu ikke spurgt ind til, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket stille ned af sig, som hun blev tæt på ham, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at hun ønskede at han skulle gå nogen steder, for hun ønskede jo at han skulle blive lige her sammen med hende, selvom det var ved at gå op for hende, at det slet ikke var noget som hun kunne få. ”Dadda ska’ vær’ glad..” endte hun med det stille smil på læben, for det var det som hun bedst kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, når det endelig skulle være i den anden ende.
Jacqueline lod far gå ned i knæ for øjnene af hende, så de endte mere i samme højde, for hun var altså ikke så stor endnu, og det vidste hun godt. Hun vendte blikket en anelse mod ham, og med en næsten usikker mine, for løgn var det var jo trods alt heller ikke, men det var nu bare sådan at det måtte være i det store og hele. ”Mig ka’ godt,” endte hun, som hun fumlede lidt med hænderne op foran hendes mund, som hun faktisk spillede ganske uskyldig, for det var noget som hun faktisk var frygtelig, frygtelig god til, men det var nu bare sådan at det måtte være i det store og hele. Kysset tog hun imod mod hendes pande, hvor hun roligt vendte blikket mod ham. Hun skulle nok gøre det så godt som hun nu kunne, også for at gøre far glad, for det var noget som hun selvfølgelig ønskede sig, og så meget som det nu var hende muligt, for hun var jo ikke særlig stor! Hun var jo kun 3 år gammel! ”Mig glæde mig til dadda komme igen.. Du huske det..!” endte hun med en yderst bestemt tone, som hun vendte blikket mod ham, da han rejste sig op. At han allerede skulle gå, var slet ikke en tanke som hun kunne lide, for hun ønskede jo at han skulle blive her sammen med hende! At han vinkede og løb, fik hende til at vinke mod ham, selvom hun var fristet til at løbe efter ham! Men hun gjorde det ikke, for han havde jo bedt hende om at være modig for ham, og det var helt klart også det som hun ville! Hun lukkede døren, også selvom det endte mere med et brag, efter hun stod og fumlede med den dumme lås, for det var bare sådan at det måtte være, og noget som hun måtte leve med når det nu endelig skulle komme. Hun fik den endelig låst, idet hun tog fat omkring Bamse igen. ”Dadda huske mig..! Dadda komme igen i morgen, og så skal vi være klar, skal vi!” endte hun ganske bestemt, som hun hurtigt skyndte sig op på værelset igen. Ingen skulle vide, at hendes dadda havde været der!

//Out