I need my 'dadda'..

[Deleted]

Sonic var stolt af sin lille pige, også det at hun faktisk havde været så stædig at hun havde overlevet, og det at hun kunne løbe og gå ordentligt uden at falde forover, som hun havde gjort da han havde boet her. Han var stolt over alle hendes bedrifter og det ville intet kunne ændre på! Hun var hans lille prinsesse og det var altid sådan han havde haft lyst til at behandle hende som! Han havde altid forkælet hende, altid givet hende et stykke slik til, når mor ikke havde kigget, hvor han altid havde forsøgt at gøre alt for at gøre hende glad og stille hende tilfreds, og han havde været bange for og næsten indset at det aldrig ville ske igen, lige indtil han havde fået nyheden omkring hendes liv her i Procias. Det glædede ham kun at hun var i live! Og det at stå overfor hende nu, det vækkede en indre varme og glæde som han ikke havde følt i flere måneder!
Som Sonic kom indenfor og fik lukket døre igen, så vendte han blikket mod den lille lyshårede pige. Hun var præcis som han huskede hende, selvom hun var blevet en anelse større siden sidst. Han satte sig roligt på hug foran hende, så han ikke så så stor ud, for i forhold til hende var han jo nærmest en kæmpe! Han lagde en hånd mod sit ene knæ, imens han vendte blikket mod hende og betragtede hende. Han havde stadig en kæmpe lyst til bare at smide armene omkring hende og direkte knuge hende ind til sig! Men han ville så til gengæld heller ikke skræmme hende yderligere end hvad han havde gjort. At hun fastholdt at hun ikke var bange fik ham til at trække på smilebåndet. ”Godt. Det har du heller ikke grund til,” svarede han roligt, hvor han sendte hende et varmt smil. Han vendte let blikket mod hendes bamse som han havde givet hende for mange år siden, hvor han lagde mærke til at den var helt sort, som havde hun brændt den. Kunne hun allerede magi? Var han virkelig gået glip af det? Det gjorde ham næsten helt trist til mode. At han ikke måtte stå udenfor fordi han kunne vække Jacques, fik ham til at se på hende igen. ”Ja, og ingen må vide at jeg er her, det er vores lille hemmelighed, ikke?” svarede han i samme hemmelighedsfulde tone, hvor han lænede sig en anelse ind mod hende, som skulle han næsten til at hviske hende noget mere i øret, „de andre vil ikke kunne forstå at jeg er her, men du kan godt holde på en hemmelighed.” Han så mod hende med et muntert smil på læberne, inden han endnu engang så mod bamsen. ”Passer du godt på din bamse?” spurgte han nysgerrigt, som han lod hovedet søge let på sned, „han ser mig lidt beskidt og sort ud.” Han kunne ikke drømme om at tage bamsen fra hende! Det var tydeligt at hun var glad for den, og det varmede ham kun, for han havde jo givet hende den! Det var tydeligt at hun ikke havde glemt ham helt, selvom hun godt nok ikke kunne huske hans ansigt. ”Hvorfor er du alene oppe?” spurgte han denne gang lidt mere alvorligt. Han brød sig ikke om at der ikke var nogen til at holde øje med hende, specielt fordi han selv ville have holdt øje med hende hele tiden!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde skam haft sine komplikationer ved at lære at gå, at snakke og det hele, også fordi at det ikke havde været helt nemt altid, men hun havde bekæmpet det, overvundet det, og nu kunne hun storme rundt i hele hytten med en utrolig fart! Og hun var glad for det! Også selvom hun ikke kunne løbe fra Marcianus endnu, hvilket faktisk var en utrolig frustrerende tanke, men hun kunne da ikke rigtigt gøre andet end at forsøge! Og så gøre det så godt som hun nu kunne! Selvom mor og dadda ikke ligefrem havde været der, så havde hun handlet og gjort det så godt, som det nu var hende menneskelig muligt, også selvom det bestemt heller ikke havde været særlig nemt!
At denne mand var dadda, var slet ikke en tanke som slog hende ind, men bange af sig, det var hun bestemt ikke, og det var noget som hun så sandelig nok skulle bevise for ham! Hun vendte blikket sigende mod ham, som han endte med at gå ned i knæ, hvilket også gjorde ham langt mindre skræmmende for hende, hvilket nu også var noget som hun havde det helt fint med. Bamse knugede hun endnu godt og fast ind mod sin favn, for hun stolede ikke på ham, for hun kendte ham jo ikke, som hun heller ikke kendte de andre som var her, hvilket bestemt heller ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hende af den grund! ”Er jeg heller ikk!” fastholdt hun en kende stædigt, og med en ganske fast mine, som hun vendte sig mod ham igen. Hun var måske ikke særlig stor, men hun var stærk! Meget stærk! Næsten lige så meget som Marcianus, og han var altså større end hende! At Jacques ikke måtte vide hvorfor han var der eller hvem han var, var noget som alligevel gjorde hende nysgerrig. ”Hvorfor han ikke må vide..?” spurgte hun med en næsten krævende tone, som hun let kneb øjnene sammen. Hun var ikke helt god til det med at sætte sætningerne ordentligt eller rigtigt sammen, hvilket nu heller ikke generede hende, så lang tid at folk vidste hvad hun snakket om! At han hentydede til Bamse og at han var beskidt, fik hende hastigt til at trække sig væk fra ham og direkte knuge ham ind mod sig. ”Ikk’ ta Bamse! MIN! Fik af Dadda!” fastholdt hun stædigt! Han var ligesom Camryn var han! Og det måtte han altså ikke være, for han var hendes! Bamse var kun hendes! Og ingen måtte nogensinde tage ham fra hende!
At han spurgte ind til hvorfor hun var alene oppe, fik hende til at vende blikket mod ham igen. ”Andre sover.. De kun vågen når det mørkt,” fortalte hun, for det var jo rigtigt nok. Vampyrer sov jo om dagen og var vågen om natten, selvom hun hellere ville det modsat, så hun kunne komme ud og lege, når der var sol oppe, og ikke sove hele dagen væk, for det ville hun ikke! Det gjorde hende faktisk trist, at hun aldrig kunne lege ude, når der var sol, for det havde hun jo altid gjort før! De havde bare ødelagt det hele, havde de!

[Deleted]

Stædigheden som tøsen besad, var noget som han både kunne kende fra sig selv af, men også fra hendes mor, hvilket var noget som morede ham. Desuden så lå stædigheden også til alle hendes dæmonracer, så det var nu ikke så underligt igen. Han var stolt af hende, uanset hvordan hun ville vokse op, uanset hvordan hun blev, selvom han naturligvis gerne ville have indflydelse på hendes liv, for han var jo hendes far! De havde altid haft et stærkt og godt bånd sammen, det ville han da slet ikke kunne give slip på, selvom han var bange for at hun havde. At hun fastholdt at hun ikke var bange, fik ham til at trække på smilebåndet. Hun havde ingen grund til det, for det sidste han ønskede var da at skade hende! Han elskede hende trods alt! Hun var hans lille prinsesse og han ønskede alt godt for hende! ”Selvfølgelig er du ikke det! Du er jo modig! Og stærk, som kun en is og ilddæmon skal være!” svarede han tydeligt stolt, hvor lysten til at berøre hende stadig var stor, men han holdt sig dog alligevel på afstand, for han ville ikke skræmme hende væk, og da slet ikke når hun ikke så ud til at kunne genkende ham, og selvom det gjorde ondt, så måtte han jo bare overbevise hende om at han faktisk var hendes ’dadda’.
At Jacqueline endnu ikke havde lært at tale ordentligt, gjorde såmænd ikke Sonic det mindste, det kom jo med tiden og hun var jo ikke særlig gammel endnu. Han var kun stolt af at hun faktisk kunne tale og forstå, hvor han var glad for at han havde været personen, der havde hørt hendes første ord: Dadda. Den aften glemte han aldrig! Den krævende tone, var kun hendes mor om igen, selvom han var glad for at hun lignede sine forældre frem for var blevet påvirket af de andre der boede her. ”Tror du ikke Jacques vil smide mig ud, hvis han så mig? Og så vil han sikkert skælde dig ud, og det kan vi jo ikke have,” svarede han roligt, som han sendte hende et smil. Der ville da først komme krig, hvis de fandt ud af at han var her! Og han ønskede ikke at forlade sin lille pige. At hun endte med at tage et skridt væk fra ham og knugede bamsen ind til sig, fik ham til at lade hovedet søge let på sned, inden en munter latter brød hans læber. ”Hvad? Tror du virkelig jeg vil tage din elskede bamse? Det kunne jeg da slet ikke drømme om! Jeg kan godt lide at han er lidt beskidt!” forsikrede han hende med et stort smil på læberne, „jeg ville heller aldrig have at min bamse skulle vaskes.” Han blev siddende i hug foran hende, hvor det muntre smil ikke falmede det mindste. Han var virkelig lykkelig over at se hende igen! Og tilmed bedre end hvad han havde troet!
Sonic nikkede forstående til Jacquelines ord. De andre sov, så han ville tro at de slet ikke vidste at hun var oppe. Et skævt og næsten helt tilfredst smil gled over hans læber. ”Du er da rigtig en lille ballademager, hva’?” spurgte han med næsten stolthed i stemmen. Hun var og blev hans lille djævel! Det kunne han faktisk godt lide! At hun brød reglerne, at hun trodsede dem, gav lidt modstand og opførte sig som en lille prinsesse, bedre kunne det da ikke blive!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Stædigheden irriterede også de andre, hvilket var en grund til at Jacqueline holdt fast i den så godt som det nu var hende menneskelig muligt. Hun ville bare vise ham, at hun ikke var bange for ham, for det var der ikke nogen grund til! Som hun vidste af, for ingen gjorde hende noget, for hun var jo bare en lille pige, som ikke gjorde andre noget, for det gik jo faktisk kun ud over Bamse, når hun var sur eller ked af det, hvor han enten frøs til is, eller begyndte at brænde, selvom hun ikke helt vidste hvordan eller hvorfor! Hun vendte blikket mod ham. ”Ahva’ for en dæmon…?” spurgte hun en kende uforstående, næsten som var det ikke noget som gav meget mening for hende af den grund, men hun forsøgte da om ikke andet.
Jacqueline forstod faktisk meget, for igennem det sidste lange stykke tid, havde hun ikke rigtigt gjort andet end at observere, lære og finde ud af tingene på den hårde måde, også fordi at det ikke havde været helt nemt, men hun havde gjort det på de måder hun havde haft! Hun forstod mange af beskederne, og andre, der… kunne hun godt bare gætte sig frem, hvis det endelig var det. Hun vendte blikket sigende mod ham, som hun direkte knugede fast omkring sin elskede Bamse, for ham var der ikke nogen som skulle have lov til at rive fra hende, om det var noget som hun ellers kunne få lov til at slippe for i den anden ende. Det var det eneste som hun havde efter Dadda, og det var slet ikke noget som nogen skulle have lov til at tage fra hende! ”Mig får aldrig skæld ud..” påpegede hun sigende. Hun var jo en lille pige. Hun havde fået Jacques til at skælde Marcianus ud, hvilket klart var bedre i hendes øjne! Hun sendte ham en yderst advarende mine. At han så grinte, var bestemt ikke morsomt, for det var hendes Bamse, som hun havde fået af Dadda! ”Ville du ikk..? Camryn vil altid vaske Bamse.. Mig vil ikke ha’ …” mumlede hun let for sig selv, som hun løsnede grebet en anelse, også selvom hun endnu var meget opmærksom på ham, om han i sinde skulle finde på at tage den fra hende!
De andre lå og sov, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som berørte Jacqueline som sådan, for det var ikke første gang, at hun var oppe, uden at de vidste noget. Hun ville bare gerne have lov til at nyde lidt.. sol, mens den var der, også fordi at hun vidste at det var sent, for solen var jo snart på vej ned jo! Hun nikkede og sendte ham et stort smil. Tydeligt med de mange mælketænder. Hun blev godt opvartet, selvom hun ikke var glad for det af den grund! ”Mhmm! Jacques sige, mig er som min dadda.” fortalte hun med et mindre smil på læben, for det falmede ved tanken om hendes datter, for.. han var jo aldrig kommet tilbage og fundet hende.

[Deleted]

Det glædede kun Sonic at hun ikke var bange for ham, selvom han godt vidste at han havde skræmt hende lidt, da han havde stået udenfor vinduet og set ind, men det forundrede ham nu heller ikke, specielt ikke med hans ar og hans store fuldskæg, for han vidste da slet ikke hvad han lignede! Det var jo direkte uhumsk! Han havde bare aldrig rigtig fundet tiden til at barbere sig, han havde haft så meget at tænke på. Han så lettere overrasket mod hende, da hun spurgte til dæmonerne. Vidste hun slet ikke hvilke dæmonracer hun havde i sig? Hun var en stærk blanding! Frygtelig stærk faktisk! Hun kunne gå hen og blive én af de mægtigste dæmoner i deres samfund, hvis hun trænede hårdt! Det var han da slet ikke i tvivl om! Han rynkede let brynene. ”Ilddæmon og isdæmon, og tager jeg ikke meget fejl, så er du også mentaldæmon – præcis som jeg,” fortalte han, hvor det sidste blev udtalt med en mere stolt stemme, for selvfølgelig var han stolt af alt det hun havde arvet efter far! Han rømmede sig let, „sådan her.” Han vendte sin håndflade opad, inden han dannede en mindre ildkugle i sin hånd, hvor han så fra kuglen til hende, idet han slukkede den igen, ved at lukke hånden sammen.
At tøsen ikke fik skæld ud, var da noget som næsten kun glædede Sonic, for ellers havde han nok brændt hele hytten ned! Ingen skulle være efter hans datter og ingen skulle gøre hende ondt! Der var han faktisk glad for at hun var i Procias frem for et fremmed sted i de andre lande, for selvom han hadede Procias og dets indbyggere, så vidste han at folk her alligevel var gode mod små børn og det var de ikke altid i de andre lande, så det var da sådan set godt at hun befandt sig i lysets land, selvom han alligevel var bange for at folk ønskede hende ondt, hvis de fandt ud af hvem hun var. Han trak let på smilebåndet. ”Det er jeg da glad for at høre. Men du må stadig ikke sige det, for jeg er jo din ven og de andre vil kun smide mig ud og så er du jo helt alene,” påpegede han roligt. Hvis hun sagde det, var han næsten bange for hvad de kunne finde på at gøre ved hende og han ønskede hende ingen problemer, bare fordi han så til hende. Derfor var det vigtigt at det blev deres lille hemmelighed. Han rystede smilende på hovedet af hende. ”Selvfølgelig vil jeg ikke tage den, jeg kan jo se hvor meget den betyder for dig,” forsikrede han hende. Og det at hun heller ikke lod nogen af de andre berøre den, gjorde det kun mere tydeligt at hun elskede den bamse som han havde givet hende, og det varmede ham virkelig! ”Bamse ser jo også meget bedre ud, når han er beskidt, det gør ham lidt.. farlig,” svarede han morende, som han prikkede hendes bamse på næsen, imens han sendte hende et varmt smil.
At hun sendte Sonic det store smil med de flotte hvide mælketænder, var noget som smittede af på ham selv, hvor han selv sendte hende et bredt smil. At hun ikke havde glemt ham, var noget som varmede ham, selvom hun godt nok ikke kunne huske hans ansigt, hvor han også var usikker på hvordan han skulle få hende overbevist, så hun vidste at hendes dadda faktisk stod lige foran hende. ”Det skal du også være glad for!” svarede han med et muntert smil. Han havde virkelig savnet hende!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde ikke nogen anelse om hvem denne mand var, men der var noget ved ham, som hun havde set før, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, og det var noget som alligevel vakte hende en tydelig nysgerrighed, som hun ikke ligefrem kunne gøre noget ved af den grund. Med henblik på alle de forskellige dæmonracer, var slet ikke noget som hun forstod sig særlig meget på, for det var alt sammen forvirrende! Som han forklarede hende det, så stod hun egentlig bare og.. stirrede på ham, tydeligt som hun slet ikke forstod sig det mindste på, bare sådan uden videre, hvor hun vendte blikket direkte mod ham igen. Som han endte med at danne en kugle med ild i sin hånd, trak hendes pupiller helt sammen i ren og skær overraskelse. ”Orh! Hvordan gør du det?!” nærmest udbrød hun med en helt ivrig stemme. Det var jo ikke noget som nogen kunne vise hende ellers, for Jacques viste hende ikke nogen former for dæmoniske magier eller noget, hvilket naget hende meget!
Det var jo slet ikke fordi at Jacqueline ønskede at de skulle komme og smide hendes gæst ud! Hun vendte blikket næsten hjælpeløst op mod ham. Selv følte hun slet ikke at hun hørte til her, men hun kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det ellers! Svagt bed hun sig i læben og med den samme næsten hjælpeløse mine. ”Det må de ikk…” sagde hun stille. Han sagde han var hendes ven? Hun kendte ham jo ikke engang! Blikket gled ned mod Bamse i hendes arme, som hun knugede godt ind mod sig endnu en gang, for det var hendes yndlingslegetøj! Det var.. mere eller mindre det eneste som hun havde, for hun lod ikke de andre komme tæt nok på, til at de kunne give hende noget, for de var ikke hendes mor og dadda! Hun nikkede stille. Han lugtede måske ikke særlig godt mere, og han var sikkert også lidt.. farlig at være i nærheden af, når han var så tilsodet som det han var! Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Bamse fik jeg af Dadda..” sagde hun igen. Hun var virkelig glad for ham! ”Ingen ta’ ham..” endte hun med en ganske fast og bestemt tone, for løgn var det bestemt heller ikke i hendes øjne! At han prikkede ham på næsen, fik hende til at knuge ham ind mod sig igen. Hun var nødt til at være på den sikre side!
Selvfølgelig var Jacqueline glad for at ligne sin dadda, men det ændrede ikke på at hun faktisk savnede ham. Hun vendte blikket stille ned mod gulvet, hvor hun lod foden skrabe ganske lidt. Hun vendte blikket sigende mod ham endnu en gang og med en næsten usikker mine. ”Du set dadda…?” spurgte hun næsten håbefuldt. Hun spurgte mere eller mindre alle som kom og besøgte dem, og hun fik altid det samme svar; Han kom ikke for at hente hende, for han var væk.. Selvom væk kunne være så mange ting, og det var noget som faktisk forvirrede hende forbandet meget! Hun blinkede let med øjnene, som de store hundeøjne hvilede på ham. Hun forventede allerede det samme svar som altid, men.. man kunne jo altid håbe!

[Deleted]

At Jacqueline slet ikke kendte til hendes egen race, kom fuldstændig bag på Sonic, for han kunne jo se på bamsen at hun kunne magi, men var der ingen der fortalte hende noget som helst? Tanken gjorde ham næsten helt irriteret! Hun skulle jo lære, og da særligt om sin egen race! Han selv var måske ikke født fuldblodsdæmon, selvom han altid havde haft den i sig, takket være sin mor, men efter han var blevet brændt levende på bålet, som havde dræbt animagusen i ham og skabt ilddæmonen, så havde han virkelig også altid været stolt af at være dæmon! At hans lille pige, så ikke engang kendte til hvad hun selv var indenfor dæmonracerne, var noget om kom bag på ham. At hun blev imponeret over hans ildkugle, fik ham til at trække på smilebåndet. ”Det er fordi jeg selv er ilddæmon, så jeg kan lave alt med ild,” forklarede han roligt, som han vendte blikket mod hende igen, „jeg er også mentaldæmon, så jeg kan gøre en masse ting med mine tanker.” Han prikkede sig selv på tindingen, så hun forstod ham, hvor han så lettere afventende imod hende. ”Jeg er dæmon præcis som dig, min pige.” Han havde altid set frem til at lære hende at bruge sin magi, træne hende – også med de primitive våben, så hun altid ville kunne klare sig! Det var desværre ikke sket, men nu hvor han fandt hende i live, så kunne det jo være at han faktisk fik chancen for det alligevel!
At hun ikke ville have at Sonic blev smidt ud, var noget som glædede ham, for så måtte hun da alligevel være lidt nysgerrig på hende. Han var hendes ven, hvilket han altid ville være, hvor han også var hendes længeventet og savnet person; hendes dadda. Han rystede let medgivende på hovedet. ”Nej, det må de ikke, men så længe vi er stille, så opdager de os aldrig, og så kan vi lege sammen, indtil de vågner,” svarede han med et varmt smil på læberne. Han ville hellere end gerne holde hende med selskab! Blikket gled mod hendes bamse, som hun knugede ind til sig. Bare synet af hende varmede hans indre som aldrig før, hvor han kun var glad for at hun var i live, det var virkelig det vigtigste for ham! Han sendte hende et overbærende smil. ”Ingen får lov til at tage ham, du passer jo på ham,” svarede han roligt. Han var sikker på at hun nok skulle sætte foden i jorden, hvis nogen forsøgte at tage hendes bamse, sådan som hun allerede mindede om sin mor, så var der ingen tvivl!
Som hun vendte blikket mod gulvet og lod foden skrabe imod det, så kunne Sonic godt se at der var noget der gik hende på. At hun så spurgte om han havde set hendes dadda, var noget som næsten måtte skære i hans hjerte, hvor han mærkede tårerne presse sig på igen, af ren frustration over at hun faktisk ikke kunne genkende ham. Hvad pokker skulle han sige til hende? Hun ville da aldrig tro på ham! Hun var så lille at hun sikkert ikke ville forstå, og det frustrerede ham kun yderligere! Han vendte kort blikket væk fra hende, hvor han rømmede sig, som han blinkede med øjnene for at få tårerne væk. ”Jacqueline.. der er noget jeg må fortælle dig,” startede han roligt. Hvordan pokker skulle han få hendes overbevist? Medmindre.. beviser! Han strøg tungen tænksomt over sine læber, inden han så mod hende, „vidste du at jeg har boet her? Præcis på denne herregård? For ikke så mange år tilbage?” Han måtte vel bare.. vise hende det hele? Starte fra begyndelsen?

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Umiddelbart, så var der ikke rigtigt nogen som fortalte Jacqueline noget som helst. Hun fik selvfølgelig lov til at lege og gøre ved, ligesom alle andre børn, men.. det var mere eller mindre også det, selvom det ikke ligefrem var noget som hjalp hende i det store og hele. Hun vendte blikket mod kuglen af ild i hans hånd, for det var i sandhed noget som virkelig måtte fascinere hende som intet andet! Hun var i den grad betaget af magi, også fordi at der ikke rigtigt var nogen som viste hende noget som helst! At han var dæmon, var noget som hurtigt fik hende til at vende sig i retningen af ham endnu en gang, og med en tydeligt spørgende og meget usikker mine, for det var noget som faktisk gjorde hende nysgerrig! Han sagde for meget omkring de dæmoner, og det var noget som i sandhed også formåede at forvirre hende, mere end det som godt måtte være i den anden ende. ”Jeg ikke forstå…” mumlede hun let for sig selv, som hun igen vendte blikket ned mod gulvet. Selvfølgelig var hun glad for at han forsøgte at forklare det, i stedet for at snakke til hende som en baby, for det var slet ikke noget som gavnede hende!
Der var slet ikke nogen som skulle have lov til at tage Bamse fra hende! Og nu hvor hun endelig fik besøg for en gangs skyld, så skulle de bestemt ikke have lov til at smide ham ud altså! Bamse knugede hun direkte ind i sin favn, som hun vendte blikket mod ham. Ville han lege med hende? Det ville hun bestemt ikke have noget imod! ”Ja! Så kom! Vi lege på mit værelse!” endte hun næsten helt ivrigt. Det var der hun plejede at lege, når hun endelig havde muligheden for det, også fordi at.. det ikke just var det som hun gjorde mest, men det forekom nu alligevel af den grund, også fordi at hun ikke ønskede at lege med de andre, om det var noget som hun kunne blive fri for. Hun nikkede sigende. Selvfølgelig passede hun på ham! Det var jo Dadda som havde givet ham til hende! ”Mhmm.. Mig passe godt på!” endte hun tydeligt stolt!
Alene den tanke om at Dadda var væk, var en tanke som kunne gøre Jacqueline trist, også fordi at hun slet ikke ønskede at være tæt på Camryn eller Jacques, selvom hun vidste, at hun ikke ligefrem havde noget andet valg. Umiddelbart ud fra hans reaktion, så kunne hun kun gætte sig til, at han heller ikke havde set hendes Dadda, hvilket faktisk gjorde hende trist, hvor hendes blik søgte direkte ned mod gulvet foran hende, næsten som var hun endt skuffet. Hun havde slet ikke glemt Dadda! Kun.. hvordan han så ud. ”Du ikke set Dadda..?” spurgte hun sagte. At han havde boet her på stedet, var noget som fik hende til at vende sig mod ham endnu en gang, også selvom hun slet ikke var sikker på hvordan han mente noget som helst af det. ”Du boet her..?” spurgte hun sagte, og tydeligt nysgerrigt. Der var jo ikke rigtigt nogen som boede her andet end.. Jacques og Camryn, men før det, var det da mor og Dadda? Det forstod hun ikke!

[Deleted]

Det forundrede virkelig Sonic og gjorde ham ikke mindst forarget at ingen fortalte hende noget som helst, eller lært hende noget omkring dæmoner, for han vidste at Jacques også var dæmon, så han burde da kunne forklare hende det bedre end nogen andre her i landet, så at hun var helt uvidende var noget som kom bag på ham. Han rynkede let brynene, som hun sagde at hun ikke forstod, hvor han smilte lettere overbærende til hende. ”Hey.. det skal du nok lære med tiden, min pige,” opmuntrede han hende med et skævt smil. Hvis hun ikke forstod det sådan, så måtte han jo forklare hende det på en anden måde. Han så lettere tænksomt ud i luften, inden han så mod hende igen. Han vendte endnu engang sin håndflade opad, hvor han dannede endnu en flamme, skønt den ikke var særlig stor, for han skulle jo nødig brænde noget ned. ”Ved du hvad det her er? Hvad det hedder?” spurgte han roligt. Det kunne jo godt være at hun ikke vidste at det hed ild, men så måtte han jo lære hende det på den måde.
At hun allerede ville ind på hendes værelse og lege, fik Sonic til at trække på smilebåndet. Det var ikke første gang han legede med hende, det havde han gjort, selv da hun havde været spæd, hvor han stadig kunne smile ved tanken, og så vidt han kunne fornemme på hende, så brød hun sig ikke rigtig om de andre, hvilket han godt forstod, så at hun gerne ville lege med ham, var noget som glædede ham! ”Hov, rolig nu. Vi kan gå ind på dit værelse senere og lege, okay?” lovede han hende, hvor han ikke tog det varme blik fra hende. Der var så meget han skulle nå på de få timer han havde, og han ville jo faktisk gerne gøre det klart at han var hendes far, den person hun faktisk ventede på. At hun var stolt over at hun kunne passe på sin bamse, forstod han godt, hvor han heller ikke kunne lade vær med at smile af hende. Så bedårende hun var, hvor det kun efterlod savnet større! ”Det tror jeg gerne på, du er jo stærk!” svarede han medgivende og uden at smilet falmede det mindste.
At Jacqueline blev helt trist fordi Sonic ikke gav hende et direkte svar, var noget som gjorde ondt, men han vidste virkelig ikke hvordan han skulle sige det! Han rynkede let brynene. Det skar i hans hjerte at se hende så trist og ked af det. Hun ventede bare på ham og her var han, og så kunne hun ikke engang huske ham! Han så tænkende omkring, inden han så mod hende igen. ”Kan du overhovedet huske hvordan Dadda ser ud?” spurgte han forsigtigt, som han lod hovedet søge let på sned. Han skulle nok fortælle hende det! Han nikkede roligt til hendes ord. ”Mhm.. jeg har boet præcis lige her på herregården, som du gør. Og ved du hvad? Jeg har mange hemmelige steder her, som ingen kender til,” svarede han hemmelighedsfuldt, hvor han så på hende med et mystisk skær i det mørke øje.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Der var ikke rigtigt nogen til at lære Jacqueline hvordan det hele måtte være, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. At han så måske kunne lære hende det, var noget som gjorde hende tydelig nysgerrig, og det var slet ikke noget som hun kunne skjule for ham! Hun så på ham. ”Det svært..” mumlede hun let for sig selv. Der var jo ikke rigtigt nogen her i huset til at lære hende det! Jacques ville jo ikke, også fordi at Marcianus havde været der, og hun hadede at skulle dele den plads med et andet barn, for hun havde altid været den eneste om det! At han dannede endnu en lille flamme i hans hånd og spurgte hende om hun vidste hvad det var, fik hende til at ryste på hovedet. ”Ved ikk’.. Camryn sige jeg ikke må lege med det,” påpegede hun sigende, som hun igen vendte blikket mod ham. Camryn sagde altid at hun ikke måtte lege med ild, for det var farligt! Men det var det altså ikke for hende! ”Det gør Bamse helt sort!” tilføjede hun med en næsten stolt mine. Det havde hun jo selv set!
Tanken om at denne mand ville lege med hende, var en tanke som virkelig gjorde Jacqueline glad, for der var jo aldrig nogen som ville lege med hende, og det var en tanke som faktisk gjorde hende temmelig ked af det, for det var altså ikke retfærdigt i hendes øjne! Hun vendte blikket mod ham endnu en gang, som han bad dem om at vente. ”Men..” Hun vendte blikket mod Bamse igen, som hun knugede godt og tæt ind mod sig, for hun passede så sandelig på ham, som det mest værdifulde hun havde! Hun nikkede med en ganske bestemt mine, for hun var nemlig stærk! ”Nemlig! Næsten som Marcianus!” endte hun med en stolt mine.
Jacqueline havde ganske vidst ikke regnet med direkte svar, men af den grund, så havde hun selvfølgelig håbet på at det ville komme, men.. ja, selv hun kunne jo blive skuffet. Hun vendte blikket mod ham igen, som han selv virkede næsten.. skuffet af sig, hvilket hun ikke forstod. Hun rystede på hovedet. ”Mig huske hans øje.. Dadda havde av..” påpegede hun sigende. Hun kunne svagt mindes de tydelige sår, som røde og irritable, men det var mere eller mindre også det, og det var den bedste som hun kunne beskrive ham med, hvis det var noget som man kunne forstå selvfølgelig, for det var vel ikke den bedste beskrivelse af ham? Hun vendte blikket mod ham, som han fortalte om.. hemmelige steder? Var der hemmelige steder her? Det var slet ikke noget som hun kunne forstå, for hun troede da efterhånden, at hun havde set det hele! ”Må mig se..?” spurgte hun med et tydeligt nysgerrigt glimt i øjet, for det var altså noget som gjorde hende tydelig og frygtelig nysgerrig, det var der ingen tvivl om! Hun vendte blikke sagte mod ham endnu en gang, som hun tog et skridt tættere på. Det var også der hun fik øje på hans.. øje? Men ikke som hun huskede det. Det kunne ikke være hendes Dadda.

[Deleted]

At Jacqueline ikke engang kendte navnet på sine egne elementer, var noget som gjorde Sonic forarget, havde de ikke været skilt fra hinanden så havde han da selv for længst lært hende det og fortalt hende det, ligesom Ilaria ville have vist hende hvordan man brugte isen og hvordan det fungerede! Dette var jo helt.. forkert! At hun ikke kunne navnet på det, var helt skuffende, selvom det naturligvis ikke var hendes skyld. Da hun så nævnte Camryn – der jo faktisk var hans niece – så vidste han også helt præcis hvem der havde indtaget hjemmet igen. Han havde godt vidst at det havde været en Darcy, men ikke lige hvem. Det var næsten ærgerligt at det lå i deres hænder, men ja, det havde været ligegyldigt hvem der havde overtaget det, for så ville det være samme ærgrelse. ”Må du ikke lege med ild? Men det er jo helt forkert min pige! Du skal slet ikke lytte til Camryn eller Jacques! De har ikke de same evner som dig, ilden er en del af dig og den må du aldrig give slip på!” svarede han lettere bestemt, selvom han bevarede den varme tone, så hun ikke følte at han skældte hende ud. At hun havde gjort sin bamse sort med ilden, fik ham til at grine kort, hvor han nikkede medgivende. Han førte ilden foran hende med sin hånd, hvor han lod hende se den ordentlig, „men dette kaldes altså for: ild. Det er varmt, det kan være meget farligt, så du skal være forsigtig når du leger med det, for ellers kan du skade andre, ligesom Bamse. Men derfor må du godt eksperimentere med det, du skal øve dig, så du kan styre den, ligesom jeg.” Han sendte hende et skævt smil, som han gjorde et nik mod den lille flamme. ”Prøv at rør den,” opfordrede han roligt, for han vidste jo at det ikke kunne skade hende.
“Ikke noget men, min pige, jeg skal nok lege med dig,” forsikrede Sonic hende, hvor han sendte hende et opmuntrende smil. Først var han nød til at fortælle hende sandheden! At hun nævnte en Marcianus, sagde ham ikke noget, selvom han ville skyde på at det næsten måtte være en dreng der tilhørte Camryn eller Jacques. Han havde aldrig rigtig været inde i familien, foruden hans egen bror Marius, men efter manden var blevet flyttet, så havde han ikke rigtig skænket ham en tanke. ”Wow.. så må du jo være rigtig stærk!” svarede han forbløffet, hvor han ikke tog blikket fra hende.
At Jacqueline kun kunne huske Sonics vansirede øje, var just ikke særlig meget om ham, men på den anden side havde hun jo også været så lille, så det var næsten også forståeligt og lidt var bedre end ingenting! Han nikkede medgivende til hendes ord. ”Det er rigtigt,” istemte han roligt, selvom det ikke just hjalp på hans egen frustration, for han var jo hendes dada! Han havde tilmed stadig det vansirede ar, hvorfor kunne hun ikke se det? At han gjorde hende nysgerrig med de hemmelige steder, fik ham til at trække på smilebåndet. At hun gerne ville se dem, havde han intet imod. Han nikkede derfor også roligt til hende. ”Jeg vil gerne vise dig et hemmeligt sted, hvis du lover du ikke fortæller det til nogen! Det bliver vores lille hemmelighed,” svarede han sagte, hvor han roligt rakte hende sin hånd, som tegn til at han ville føre hende med sig hen til det. Han smilede varmt til hende, „og ved du hvad? Så skal jeg også nok vise dig et billede af din mor og din dada.” Han havde gemt alle de vigtigste og betydningsfulde minder han havde haft her på stedet, så et billede skulle han nok have.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Camryn og Jacques havde i den grad sat rammer op for både hende og Marcianus, hvilket næsten var noget som irriterede Jacqueline, for hun måtte jo ingenting! Hun vendte blikket mod ham. At han var kommet for at besøge hende, var en tanke som hun rigtig godt kunne lide, også fordi at hun aldrig fik besøg ellers! Der kom aldrig nogen og så til hende, også selvom hun havde fået at vide, at det var fordi folk ikke kendte hende, men de ville jo heller ikke lære hende at kende, hvilket næsten var det værste, for hun gjorde altså ikke noget! At det var ild han legede med, vidste hun godt, men hun vidste altså ikke hvad det hed! Hun vendte blikket mod ham. Selvom tonen var bestemt, så skældte han hende ikke ud, hvilket var en tanke som hun faktisk godt kunne lide! ”Mig må ikke lege med ild.. Hun sige det gør av og er forbudt..” endte hun sigende. Det kunne være at de var bange for at hun ville skræmme dem væk, brænde noget eller lignende, men til nu, var det kun gået ud over Bamse, og ham havde hun jo trods alt endnu! ”Hun sige jeg brander ting ned..” Hun vendte blikket beklagende mod manden. Han virkede til at forstå, og det kunne hun godt lide! At han så direkte bad hende om at… røre, fik hende til at stirre lidt på ham og så flamme i hans hånd, inden hun varsomt førte hånden mod den og lod den vandre over flammen. Hendes lille hånd lukkede sig let omkring hans tommel, for at holde hans hånd tæt ved sig, så hun faktisk kom i berøring med ham. ”Det sjov,” endte hun med et stort smil, som hun faktisk havde sluppet Bamse, så han faldt ned i gulvet.
At han gerne ville lege med hende, var virkelig en tanke som gjorde Jacqueline glad, også fordi at manden var dæmon ligesom hende selv, så selvfølgelig var det noget som gjorde godt for hendes del! Hun nikkede stille til ham, også selvom hun ikke var helt tilfreds, for hun ville altså lege lige nu! Lige nu skulle det altså være! Hun vendte blikket sagte mod ham endnu en gang. ”Vil nu..” endte hun dæmpet. Hvis han skulle væk når de vågnet op, så måtte det jo være nu, ellers nåede de jo slet ikke at lege! Hun vendte blikket op mod ham. Hun var næsten lige så stærk som Marcianus altså! Og det var noget som hun selv var stolt af! Hun nikkede stort og med et tydeligt og stort smil på læberne. Hun kunne jo virke så frygtelig uskyldig, og bare slet ikke være det!
Jacqueline kunne ikke rigtigt huske Dadda, men hun kunne huske, at han var rød om øjet, og han havde haft ondt, men det var også det eneste! Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Ham her, havde også noget om øjet, men det var slet ikke som dadda havde set ud, så det kunne ikke være ham. En typisk omgang børnelogik, men det var nu også bare det. Hun blinkede let med øjnene og nikkede. ”Ja… Dadda ha’ av,” endte hun sigende, som hun igen vendte blikket ned mod gulvet. At han gerne ville vise hende hemmelighederne, og at det så var deres hemmelighed nu, var noget som hun godt kunne lide! At han så kunne vise hende billede af mor og dadda, var noget som fik hende til at kigge på ham igen, for dem havde hun jo ingen af! ”Du ha bille mor og dadda?” spurgte hun håbefuldt, som hun igen hurtigt tog fat om Bamse og holdt ham ind i favnen, som hun igen tog om hans hånd. ”Mig vil se!”

[Deleted]

Selvfølgelig forstod Sonic godt hvorfor de havde forbudt en lille ilddæmon at lege med ild, når der ikke var andre ilddæmoner til stede til at stoppe ilden, hvis det skulle gå helt galt, men for pokker! Hun var jo nød til at lære det ved at prøve det! Desuden så var Jacques jo vanddæmon! Og hvis bare nogen af dem var lidt magiske, så kunne der jo ikke ske den største katastrofe! Det irriterede ham at de skulle bestemme sådan over hans lille pige, for hun var hans datter og det var ham der bestemte! Han ville aldrig benægte hende at lege med ild eller nogen af de andre elementer hun havde i sig, for sådan var det jo netop at være dæmon! Han vendte blikket mod Jacqueline igen og sendte hende et overbærende smil. ”De andre er ikke som dig og mig, de er bange for at du skal gøre dem ondt, hvis du ikke kan styre det. De kan nemlig blive brændt ligesom bamse og på dem gør det av. Så du må kun lege med ild, hvis de er i nærheden til at slukke den, i tilfælde af at det skulle gå galt, okay?” Han sendte hende et skævt smil. Han kunne naturligvis godt se at hvis hun legede med ild om dagen og satte ild til noget, så ville de jo ikke have den store chance for at overleve, men.. det var også kun derfor de ikke burde passe hende! At hun havde sluppet sin bamse og lukkede hånden om hans kraftige tommel, så hun kunne røre ilden, fik ham til at smile. ”Ja.. det gør ikke av på os, men husk nu, du skal være forsigtig, når du leger med ild okay?” svarede han alvorligt og dog i samme varme tone.
At Jacqueline gerne ville lege med Sonic omgående, var noget som morede ham. Han ville hellere end gerne lege med hende, også fordi det var tydeligt at hun slet ikke legede med de andre, men det forstod han sådan set også godt, de var vel fremmede for hende? Selvom hun naturligvis burde vænne sig mere og mere til dem, og dog ønskede han ikke at hun skulle vænne sig for meget til dem, for.. han ville jo gerne have at hun skulle blive ved med at huske ham. Han sendte hende et skævt smil. ”Jeg skal først vise dig noget, så kan vi lege bagefter, og hvis vi ikke skulle nå meget i dag, så kommer jeg tilbage i morgen, og så kommer jeg før, så vi har længere tid, okay?” spurgte han med et varmt smil på læberne. Han havde bestemt ikke tænkt sig at tage væk herfra endnu!
Sonic nikkede sigende til hendes ord. Hun kunne åbenbart huske hans vansirede ar, selvom det var blevet pænere med tiden, og dog så hun ikke ud til at kunne huske ham, hvilket var en frustration uden lige! Han ville gerne indvillige hende i sine hemmeligheder, for.. hvad var meningen med at få børn og arvinger, hvis de ikke lærte alt det af sine forældre som de vidste? Han sendte hende et smil, som hun tog omkring sin bamse og hans hånd, hvor han roligt rejste sig igen, inden han satte kursen mod pejsestuen. ”Ja, jeg har et billede af mor og dada. Og det vil jeg gerne vise dig,” svarede han roligt, som han gik med små skridt ind i pejsestuen, så hun faktisk kunne følge med. Han gik over til den bagerste væk, hvor pejsen også var, hvor han roligt gik ned i knæ. Han vendte blikket mod Jacqueline igen. ”Du skal huske på én ting min pige; ting er aldrig som de ser ud, selvom det kan ligne helt normale ting, kan de være helt specielle og unikke, okay? Tag denne væg, når folk ser på den, vil de bare se en væg, men det er fordi de ikke kender til hemmeligheden,” fortalte han roligt, som han vendte blikket mod væggen. Han pegede mod en sten, som han vidste at hun ville kunne nå, „Kan du se denne sten? Den ligner de andre, men hvis du ser ordentlig efter, så kan du lige ane små revner udenom, og hvis du altid holder øjnene åbne og ser efter hemmelighederne, så vil ingen kunne overraske dig.” Han lukkede fingrene omkring stenen, inden han vrikkede let med den, kun for at trække den ud, så der blev afsløret et større hul inde bag ved. Han stak hånden ind, hvor han hev et lille skrin ud på stenens størrelse.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Det var faktisk ikke særlig meget Jacqueline fik lov til at gøre igen, hvilket faktisk var hende en irritation uden lige, for hun fandt det slet ikke retfærdigt på nogen måde, for hun havde jo brug for at prøve tingene ad, og når hun blev sur, så kunne hun jo heller ikke styre det mere! Lige hvad hun var, havde hun faktisk ikke nogen anelse om, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende. Hun havde brug for at føle, at det som hun lavede og der hvor hun var, var.. rigtigt, for det følte hun slet ikke! Hun rystede på hovedet. ”Camryn lave brød med mig, men mig må ikke lege med det,” fortalte hun. End ikke når de var i nærheden af hende, fik hun jo lov til det! Bamse blev liggende på gulvet, som hun havde valgt at berøre ham, ved at lukke hånden omkring hans tommel og derved også holde hans hånd tæt ved sig, som hun berørte flammen i hans hånd, for den gjorde jo altså ikke ondt! ”Skal mig nok,” endte hun sigende, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Han fik jo kun mere og mere af hendes ellers så lille tillid.
Det gjorde faktisk Jacqueline lidt ked af det, at ha nikke ville lege med hende lige nu, men senere, for det var bestemt ikke noget som hun brød sig om, for hun synes ikke det var fair. At han så ville komme igen i morgen, fik hende til at vende blikket hurtigt mod ham igen, for det var noget som han skulle være mere end velkommen til! Hun elskede at få besøg, og hun elskede at få ham på besøg, for han var sød ved hende, og han fik hende til at smile igen, og det var noget som hun rigtig godt kunne lide! ”Du komme igen i morgen? YAY!” udbrød hun helt glad, som hun begyndte at hoppe på stedet, for den tanke gjorde hende utrolig glad, det var der slet ikke nogen tvivl om overhovedet!
Umiddelbart kunne Jacqueline ikke huske dadda, men hun kunne huske hans mærke i ansigtet, for det var ikke noget som alle havde, og det vidste hun! Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. At det var dadda hun stod overfor, vidste hun faktisk ikke, men det mærke han havde i ansigtet, lignede altså ikke det som dadda havde! Så det kunne ikke være ham! Og dadda havde ikke så meget hår i ansigtet! Så derfor opfattede den lille pige slet ikke nogen mistanke. At han så havde et billede af hendes forældre, var noget som hun virkelig gerne ville se, hvis hun kunne, så selvfølgelig var det heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende! Hun holdt ham i hånden og fulgte ham ind i pejsestuen endnu en gang. Hun havde jo været her så mange gange, så det var jo ikke ligefrem nyt! ”Er det hemmelighed her?” spurgte hun, som han tydeligt snakkede om væggen ved pejsen, hvor hun vendte blikket mod den sten som han pegede på og.. fjernede? Hun endte med at stå og måbe, for han kunne jo trylle! Han tryllede så stenen faldt ud! Det lille skrin som han fandt frem, fik hende til at trække helt hen til ham, for hvis det var billede af mor og dadda deri, så ville hun da gerne se det! ”Mor og dadda der?” spurgte hun, som hun igen slap Bamse og tog fat omkring Sonics ben, næsten som var det for at komme tættere på. Han skulle åbne det!

[Deleted]

Selvfølgelig forstod Sonic godt, hvis folk her omkring var bange for at Jacqueline skulle brænde noget ned, men uanset hvad, så var og blev hun en ilddæmon og selvom hun var datter af ham og Ilaria, så ville de ikke kunne benægte det hun i sandheden var; en dæmon. Hun skulle lære at bruge sin magi, ellers blev hun da et lille forsvarsløst lam og det ønskede han da slet ikke! Tværtimod havde det altid været hans plan at gøre hende til den store og stygge ulv som derimod spiste lammene! Han havde altid ønsket at hun skulle vokse op og blive stærk! Han sendte hende et skævt smil. ”Du må heller ikke lege med ild indenfor, det er for farligt, men hvis du er udenfor, så må du gerne lege med ild, så længe du ikke er for tæt på ting,” fortalte han roligt, hvor han sendte hende et varmt smil. Han ville nok heller ikke med det samme lade hende lege med ild indenfor, men når hun var begyndt at kunne kontrollere ilden, så ville han da slet ikke sætte begrænsninger op! I hvert fald ikke særlig mange! ”Godt. Så husk, du skal være forsigtig når du leger med ild, og du må kun gøre det udenfor, når du ved at de andre er i nærheden,” svarede han roligt, som han nikkede bestemt.
At hun var trist over at Sonic ikke ville lege med hende med det samme, kunne han godt forstå, selvom han var nød til at gøre nogen ting klare for hende først, for hun skulle jo vide at dadda var kommet efter hende og at han ikke havde glemt hende. Han kunne jo høre at hun faktisk havde ledt efter ham eller i hvert fald håbet på at han ville komme efter hende, og det gjorde ondt. At hun så blev glad over at han kom i morgen, så hun nærmest hoppede på gulvet, fik ham til at slippe en munter latter. Han nikkede sigende. ”Selvfølgelig kommer jeg og besøger dig i morgen! Så kan vi lege med ild og så kan jeg vise dig hvordan man gør, ikke?” svarede han muntert. Han kunne sagtens lære hende de basale ting indenfor ilden, og det ville han jo også rigtig gerne lære hende!
Det morede virkelig Sonic at han havde fanget Jacquelines opmærksomhed, men han var nød til at vise hende sandheden, spørgsmålet var jo så bare om hun kunne genkende ham med alt det skæg. Han var glad for at hun faktisk stolede på ham og tog ham i hånden, for han kunne bestemt ikke drømme om at gøre hende ondt! Han elskede hende, hun var hans lille prinsesse, hans dyrebare skat, og han ville gøre alt for at hun havde det godt! Han trak hende roligt med ind i pejsestuen, hvor han også slap hende, da de kom over til væggen. Det lød dog ikke rigtig til at hun hørte hans ord, selvom han blot rystede smilende på hovedet af hende, for.. hun var jo så lille, hun skulle nok lære tingene med alderen. Han nikkede roligt. ”Her er hemmelighed, ja,” svarede han medgivende. At hun så stod og måbede over at han trak stenen ud, fik ham til at trække morende på smilebåndet, for det var virkelig komisk! Han vendte blikket mod skrinet, som han trak det ud, inden han så mod Jacqueline, da hun trak sig helt hen til ham, for at kunne se. Han nikkede stumt. ”Mhm.. her er mor og dadda.” Han tog let omkring hendes bamse og tog den under armen, „kom her.” Han tog fat i hende og løftede hende op på armen, inden han satte sig hen i sofaen, hvor han placerede hende tæt ved siden af ham, så hun kunne se. Han åbnede skrinet, hvor der lå nogle småting, som et enkelt lille armbånd af sølv, et par specielle mønter, nogle stykker papirer, og under alt det, et bryllupsbillede af ham, Ilaria og Jacqueline. Han tog roligt billede op, hvor han godt nok holdt en finger over hans eget ansigt. Han pegede på den lille baby i kvindens arme. ”Det er dig.” Han pegede på kvinden; Ilaria, „det er mor. Og..” Han fjernede roligt sin tommel, hvor han pegede på billedet af ham selv, hvor han naturligvis håbede at hun kunne se at det var ham, „det er dada.”