I need my 'dadda'..

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var slet ikke vant til de begrænsninger og de rammer som hun havde fået af Camryn og Jacques, også fordi at hun slet ikke følte, at hun fik lov til noget som helst, hvilket faktisk var hende en utrolig frustrerende tanke, så det var bestemt heller ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hende på denne her måde! Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Han ville heller ikke have at hun gjorde det? ”Må aldrig noget..” mumlede hun tvært, som hun knugede mere omkring sin lille bamse og godt og tæt ind mod sin favn, som hun igen vendte blikket mod ham. Jacques var dæmon, og det vidste hun godt, men han ville jo ikke hjælpe hende med noget! ”De sige mig ikke må..” fortalte hun stille, også fordi at det slet ikke var noget som hun kunne gøre noget ved, for hun var jo bare en lille pige som ikke havde så stor en stemme, eller så meget at sige.
Jacqueline ville virkelig gerne lege! Også selvom det nagede hende lidt, at det ikke var noget som han ville lige nu! At han så ville komme igen i morgen, var noget som faktisk gjorde hende utrolig glad, og det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende! Hun vendte blikket mod ham, som han indvilget i at lære hende ild, hvilket var en tanke som gjorde hende rigtig, rigtig glad! ”Orh ja! Ja, ja, ja!” endte hun helt ivrigt, som hun klappede let i sine små hænder og med det tydelige og store smil på læben, for det var en tanke som gjorde hende så frygtelig glad, for så kunne hun måske blive lidt mere som ham! Og vise Jacques, at hun altså godt kunne finde ud af det hele, og alt sammen!
At der var hemmeligheder rundt omkring over det hele. Det var slet ikke noget som hun kunne forstå, for hun så det jo slet ikke! At der var hemmeligheder i pejsestuen, som oven i købet faktisk også var det sted som hun var mest i, foruden hendes eget værelse, så var det jo bare sådan at det var! At mor og dadda var deri, var noget som hun virkelig gerne ville se, så hun slap Bamse og knugede mere fat om hans ben, for at komme tæt nok på det! At han tog fat om Bamse og så om hende, så han kunne komme over i sofaen, så satte hun sig i hans skød, ligesom han placerede hende, hvor hun vendte blikket mod billedet. At det var et billede af to mennesker med smil på læben og så en lille baby.. ganske nyfødt, var noget som fik hende til at smile lidt. Først så hun på sig selv, hvor hun let rystede på hovedet. ”Det mig..?” spurgte hun med et grin. Så lille var hun altså heller ikke mere! Blikket gled mod mor. Smuk i tøjet og med et smil på læben, men.. det var da han fjernede sin tommel, at hun selv lod blikket glide til dadda. Hun kiggede længe på ham, inden hun tog billedet ud af hans hænder, for selv at studere det nærmere med sine mørke øjne. Daddas øje på billledet, undersøgte hun specielt rigtig meget, for det var det som hun kunne huske! Det var også der femøren faldt for hende, idet hun vendte sig mod manden som hun sad tæt ved, uden at slippe billedet. Hun så på hans ar ved øret og kiggede så på billedet endnu en gang. Var det ham? Hun forblev ganske tavs. Det var vel også ved at gå på for ham, at han vel var.. genkendt?

[Deleted]

At Jacqueline endte med at blive tvær igen, fik Sonics hoved til at falde let på sned. Man var nød til at sætte visse begrænsninger for små børn, også fordi de ikke kunne tænke i konsekvenser endnu, men derfor ville han da aldrig nogensinde nægte hende at lege med ild, for det var og blev en del af hende, hvilket hun skulle lære og det skulle både Jacques og Camryn også, selvom det også kunne være ligegyldigt, for han skulle nok finde en måde han kunne få Jacqueline med sig på! Han sendte hende et overbærende smil. ”Lyt til mig Jacqueline. Du må gerne lege med ild, så længe det er udenfor og du passer på. Når du så engang kan kontrollere det bedre, så kan ingen bestemme hvornår du må og hvornår du ikke må, okay?” Han sendte hende et alvorligt blik, så hun kunne se at han mente sine ord. At nægte hende at lege med ild fuldstændig, det var på ingen måder retfærdigt! Hun skulle jo lære det, og hvis hun så kom til at brænde noget ned, så måtte hun jo tage konsekvenserne af det, han ville bare ikke have at der skete hende noget, men at hun var forsigtig.
At Jacqueline var glad for at Sonic ville komme igen og at han ville lære hende ilden, var noget som selv glædede ham! At hun så blev så ivrig at hun stod og hoppede og klappede i sine små hænder, var noget som fik ham til at grine ganske let. Han løftede hånden og strøg hende blidt over det lyse hår, imens hans blik hvilede varmt på hende. ”Godt. Så kan du smile over lidt,” svarede han varmt. Han havde altid set frem til at lære hende magi, så selvfølgelig skulle ingen og intet ændre på det! Hans lille prinsesse skulle naturligvis lære at flambere andre og styre dem med sit sind! Ellers var det da ikke sjovt! Hun skulle jo blive en ballademager ligesom ham!
Der var faktisk mange små hemmelige steder på herregården, nogle han havde lavet da han selv havde været lille, omkring hendes alder, og så da han var flyttet ind igen. Det i pejsestuen havde han lavet da han havde været omkring på hendes alder, måske lidt ældre, hvor han senere havde puttet nyere ting ind i skrinet. Der var dog også mange andre hemmelige steder, hvor der gemte sig andre små hemmeligheder omkring hans liv. Han havde et større hemmeligt sted på hans gamle kontor, der var i vesttårnet – det der engang havde været et børnehjem her – hvor der lå meget hemmelige og værdifulde papirer omkring ham, hans liv og hans gerninger. Alt sammen ville han gerne vise Jacqueline, men nogle var hun nok for lille til at kunne nå. At hun ikke sagde noget til at han bar hende op og satte hende i sit skød, var noget som kun glædede ham, hvor han også roligt viste hende billedet. At hun grinte af hendes selv fik ham til at smile. ”Det er dig, da du var en lille baby,” medgav han roligt. Nu var hun blevet meget større i forhold til der! At hun tog billedet ud af hånden, for at studere det nærmere sagde han intet til, selvom han godt kunne se på hendes ændrede ansigtsudtryk at det var ved at gå op for hende, hvem han virkelig var. Han nikkede ganske let. ”Som du kan se, er jeg manden på billedet. Så med andre ord, så er jeg.. din dadda,” fortalte han roligt. Han var faktisk lidt nervøs for hvordan hun ville reagere.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline fik jo aldrig nogensinde lov til at gøre noget som helst, og den tanke, var noget som virkelig måtte irritere hende efterhånden, for hun kunne ikke lide det! Hun vendte blikket mod ham, også selvom han fangede hendes opmærksomhed på en lidt anden måde, end det som så mange andre gjorde det, så kunne hun ikke rigtigt gøre noget ved det. Hun vendte blikket let ned af sig, næsten som havde det været en form for skam. ”De altid sige nej..” påpegede hun stille, ellers havde hun selvfølgelig øvet sig, men hun fik jo ikke lov, for det var bare forbudt og alt muligt! De forklarede hende som regel slet ikke hvorfor det var tilfældet, men lod hende bare sidde igen med den eftertænksomme mine, og det fandt hun da slet ikke retfærdigt på nogen måde!
At han ville komme igen og lære hende magi og ild, var noget som gjorde Jacqueline helt glad, for det var noget som hun faktisk måtte se frygtelig meget frem til! Hun vendte blikket mod ham endnu en gang, som han strøg hende over hovedet. Ikke fordi at det gjorde hende noget som sådan, for han var vel hendes ven? Nu hvor han også var kommet for at besøge hende, hvilket var en tanke som hun faktisk godt kunne lide! Hun nikkede med et stort smil – så stort, som hun overhovedet kunne gøre det, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! Hun nikkede med en rolig mine til hans ord. ”Nu mig glad igen!”
At det faktisk var hendes far som hun måtte sidde ved, var slet ikke en tanke som faktisk faldt hende ind, også fordi at han jo ikke havde sagt noget som helst om det! Billedet studerede hun meget nærmere, også selvom det roligt, men sagte, var ved at gå på for hende, hvem det egentlig var, som havde opsøgt hende her til eftermiddag, også selvom.. det jo slet ikke var hvad hun havde regnet med. Svagt endte hun med at bide sig i læben, som hun vendte sig om, så hun sad med fronten til ham i stedet for, hvor hun holdt billedet op ved hans skulder, så hun kunne se dem an samtidig! Hun kunne godt se det nu… Hun satte sig ned i hans skød igen og stirrede på hans øje og så ellers hans ansigt. Hånden hævede hun, som hun strøg mod hans vansirede øje, også selvom det var en handling i.. forsigtighed. Øjnene endte med at blive helt blanke, også selvom hun aldrig græd, for det var slet ikke noget som hun gjorde normalt! Hun vendte blikket mod ham, som hun let knyttede sine små næver. Hun forstod det ikke.. Han havde jo været væk så længe! Og hun havde fået at vide, at Dadda ikke kom igen! … Dadda..?” spurgte hun. Hun endte med at kaste sig direkte om nakken på ham, kun for at knuge sig direkte ind mod hans skikkelse, hvor hun trykkede sig fast ind mod ham. Selv nu var det lige meget med Bamse, for nu havde hun fået sin Dadda, og det var ham som hun ville have!

[Deleted]

At se Jacqueline så trist, var slet ikke noget som Sonic brød sig det mindste om! Han ville gøre alt for gøre sin lille prinsesse tilfreds, selvom han desværre ikke kunne tage hende med og tage sig af hende, ikke endnu om ikke andet, skønt han ville gøre alt for det! Han måtte dog tænke sig om og gøre det hele med omhu, han ville nødig gøre noget som faktisk kunne ende med at koste dem livet. Han lod hovedet søge let på sned, hvor han lagde sin varme hånd under hendes hage, så han kunne vende hendes blik imod sig. ”Du skal bare gøre det når de ikke kigger,” svarede han morende, hvor han blinkede let til hende, „bryd reglerne lidt og gør det alligevel. Du er jo en lille ballademager.” Han trak muntert på smilebåndet, som han ikke tog blikket fra hende, men kort lod sin varme hånd stryge hende kærligt over kinden. Hun måtte ikke være så trist, han kunne ikke have tanken om det!
At Sonic havde gjort Jacqueline glad igen, ved at han ville komme igen i morgen og lære hende at bruge ilden og magi, var noget som kun glædede ham selv, for det var rart at se hende så glad, så ivrig og munter, for det smittede jo helt af på ham selv! – som det altid gjorde når han så hende smile. ”Godt,” svarede han med selv et stort smil på sine egne rosenrøde læber. Det varmede ham helt at se hende så glad, at hun trippede på gulvet og klappede i hænderne. Desuden så havde han jo altid set frem til at skulle lære hende at bruge magi, så selvfølgelig ville han gerne lære hende det! Specielt nu hvor han vidste at hun var i live! Desuden hvis de andre sov om natten, så kom han bare om dagen og så havde de mange timer sammen! Han selv så allerede frygtelig meget frem til det!
At det så småt var ved at gå op for Jacqueline at Sonic faktisk var hendes far og den person hun havde ventet så længe på, var noget som han godt kunne ane på hende – billedet sagde jo det hele. Han vidste godt at han havde ladet hende vente alt for længe på ham, men han havde jo ikke vidst det før nu, for ellers var han da klart kommet meget før nu! Som hun vendte sig om med fronten mod ham, så betragtede han hende blot, hvor han ikke gjorde noget for at stoppe hende, for han kunne jo forestille sig at det lige skulle synke ind hos hende og at det sikkert kom som et chok. Han kunne dog ikke lade vær med at smile, da hun satte billedet imod hans skulder og studerede både ham og billedet på samme tid. Han kunne godt se at hun var ved at finde ud af det, hvilket også kun glædede ham. At hun så hævede sin hånd og strøg det mod hans vansirede øje, fik ham til at trække let på smilebåndet, hvor han næsten lod hovedet falde mod hendes lille hånd. Han havde virkelig savnet hende! Han nikkede roligt til hendes spørgsmål, selvom han slet ikke nåede at svare, før hun havde kastet sig omkring hans nakke. ”Åh!” endte han helt forbløffet, inden han slap en munter latter, hvor han selv lagde armene omkring hende og trykkede hende tæt ind til sig. Han mærkede endnu engang tårerne melde sig i hans øjne, selvom det denne gang var af lutter lykke! Som hun knugede sig ind til ham, så knugede han også om hende, hvor smilet kun bredte sig. ”Jeg har savnet dig så frygtelig meget, min lille prinsesse,” hviskede han kærligt imod hendes ene øre.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var ikke meget for at være trist, men hun fik altså ikke lov til noget! Og det var efterhånden også ved at være en tanke som faktisk måtte frustrere hende voldsomt, det var der ingen tvivl om! Hans varme hånd under hendes hage, fik hende let til at vende blikket mod ham, også selvom det ikke var hende helt medvilligt, men hun forsøgte da om ikke andet. At han direkte opfordrede hende til at bryde reglerne, var noget som fik hende til at smile ganske let, for.. det var ikke en tanke som hun havde noget imod som sådan, for det var noget som hun bare kunne gøre! De så hende jo alligevel ikke når hun sad her når solen var oppe! ”Mig en lille ballademager..” Hun viste et lille mellemrum mellem hendes tommel- og pegefinger og med et let fnis. Hun kunne faktisk godt lide tanken om det!
At manden meget gerne ville hjælpe hende med at lære magi og ild, var en tanke som hun virkelig godt kunne lide, for det var noget som hun virkelig ville elske! Hun hoppede foran ham og med det store smil på læben, for det var slet ikke noget som hun kunne lade være med og smilet var virkelig, virkelig bredt! ”Ja!” endte hun direkte glad og næsten.. lykkeligt. Endelig nogle som så hende, og det som hun faktisk havde lyst til, frem for alt det andet, for det var hun træt af!
Efterhånden var det ved at gå op for Jacqueline hvem manden var, og det var noget som direkte overraskede hende, hvor den kort måbende mine, for hun var da klart overrasket! Det var jo rigtig mange gode ting alt sammen på en gang, og mere end det som hun faktisk lige havde regnet med! Som han besvarede hendes lille forespørgsel, så kunne hun selv mærke tårerne, selvom hun ikke decideret græd, for det gjorde hun altså ikke, sådan noget! Armene kastede hun direkte om hans nakke, som hun knugede sig ind mod ham, for det var jo hendes dadda! Og han var endelig kommet hjem for at hente hende! Eller måske få Camryn og Jacques ud? For hun kunne altså slet ikke lide dem! Ikke når de var sådan overfor hende, som det de nu var! At mærke ham knuge om hende, var en tanke som hun selv godt kunne lide, ofr det var jo hendes dadda! Hendes dadda var kommet hjem til hende! ”Hvor du været..?” spurgte hun, som hun puttede sig godt ind til sin elskede dadda. Hendes tommel førte hun roligt til hendes mund, som hun begyndte at sutte på den – ligesom hun havde gjort dengang hun havde været lille, for visse ting, var hun selv ikke færdig med endnu, også fordi at.. det var det som hun havde haft, sammen med Bamse. Selv en lille tåre trillede ned af hendes kind, hvilket fik hende til at putte sig godt ind mod hans hals, så hun kunne gemme det lidt. Hun lignede virkelig sin mor og far, det var der bestemt ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Du komme hjem til mig?” spurgte hun dæmpet, som hun stille vendte blikket op mod hans skæg, da det nu var det eneste som hun kunne se, selvom det nu ikke ligefrem var noget som gjorde hende noget. Det var jo trods alt hendes dadda!

[Deleted]

Sådan som Jacqueline opførte sig og reagerede, så var det kun tydeligt for Sonic at der var blevet sat meget stramme begrænsninger for hende, hvilket var en tanke som han slet ikke kunne lide. Han kunne så slet ikke lide tanken om at nogen andre passede hans lille pige, for det var hans job! Desværre vidste han bare ikke hvordan han skulle få hende med sig, men det skulle han nok få før eller siden! Men nu hvor de andre passede hende, så kunne han vel godt få hende til at blive en lille ballademager og påvirke hende fra sidelinjen og så kunne de andre sidde med konsekvenserne, den tanke kunne han faktisk godt lide! Han trak morende på smilebåndet, da hun gjorde tegn til at hun kun var en lille ballademager, hvor han så lettere afslørende på hende. ”Arh.. det passer vidst ikke helt. Du er jo en lille djævel,” påpegede han morende, hvor smilet kun bredte sig endnu mere. Bare tanken om at hun havde fars gen som ballademager, var noget som morede ham! Af den grund ønskede han naturligvis ikke at hun skulle leve det samme farlige liv som ham selv, for han ønskede hende virkelig kun i sikkerhed! Så længe hun havde det godt, så var han virkelig glad! Og tanken om at hun var i live og ikke død, var noget som lettede hans hjerte som aldrig før! At se hende så glad at hun trippede på stedet, hoppede og næsten svansede, var noget som virkelig varmede hans indre, specielt fordi det var ham der gjorde hende så glad, for den tanke kunne han godt lide – han kunne jo godt endnu! ”Det ser jeg allerede frem til,” svarede han sandfærdigt, for det var på ingen måder en løgn! Han havde altid set frem til at træne hende og lære hende en masse ting som det var en far – og dengang en greve – påkrævet.
At Jacqueline direkte kastede sig om nakken på Sonic kom virkelig bag på ham! Dog var han glad for at det var denne reaktion der kom fra hende, frem for en trist eller sur mine, for han havde snart været bange for at hun ville hade ham, men det gjorde hun jo tydeligvis ikke! Han knugede hende tæt ind til sig, så han ordentlig kunne mærke hendes lille varme krop imod hans egen, hvor han for alvor mærkede varmen i sit ændre sprede sig, så han næsten kunne fornemme hvordan hans indre flamme igen blussede op og kom til live, hvor han næsten havde været bange for at han aldrig skulle føle nogen glæde igen! Han lod hende hellere end gerne putte hende ind til sig, hvor han slet ikke slap hende det mindste, men fortsat holdt om hende og holdt hende tæt ind til sig. Han skævede ned mod hende, som hun spurgte hvor han havde været. ”Far har været.. vildfaren. Væk,” svarede han roligt, hvor tanken kun fik ham til at knuge hende mere ind mod sig. Han kunne slet ikke beskrive den glæde han følte ved at have hende her hos sig! Han følte sig helt.. lykkelig igen! Han nikkede ganske stille til hendes ord. ”Far kom for at se til dig, ja,” svarede han roligt, som han forsigtigt holdt hende ude for sig, så han kunne se hendes ansigt, „far kunne jo ikke have at du troede han var helt væk, vel?” Han sendte hende et muntert smil, som han strøg hende kærligt over kinden med sin varme hånd. Desværre blev hun nok kun langt mere skuffet, når hun fandt ud af at han ikke kunne tage hende med sig.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Begrænsningerne som var sat på Jacqueline var mange – frygtelig mange, men igen, så var hun jo endnu en, som Jacques og Camryn var ved at lære at kende, så det forundrede vel ikke nogen, at der var strengere krav til hende, frem for hvad der måtte være til en som Marcianus, selvom hun synes det var unfair! Han måtte så meget mere, end det som hun måtte, og det var bestemt ikke retfærdigt! Hun var kun en lille ballademager! En lillebitte en af slagsen! At han så skulle kalde hende for en djævel, fik hende til at smile, for det var nemlig lige hvad hun var, og det var noget som hun så sandelig også måtte være stolt af i den anden ende, det var der bestemt ikke nogen tvivl om overhovedet! ”…. Hva’ en dbævel..?” spurgte hun usikkert. Hun var jo nødt til at finde ud af hvad det egentlig var at han kaldte hende eller hvad det i det hele taget var! Og det var endda også ting som var svære at sige! At han ville vise hende mere magi og mere ild, var noget som hun godt kunne lide, for det var selv noget som hun virkelig glædede sig frygtelig meget til endda, så det var ikke noget som sagde så lidt igen! Hun nikkede. ”Ogs’ mig!” nærmest råbte hun med en ivrig stemme. Tanken var noget som faktisk gjorde hende frygtelig, frygtelig glad!
Tanken om at det havde været Dadda hele tiden, var noget som virkelig havde overrasket hende, men at blive sur på ham, var slet ikke et alternativ for hende, for hun havde jo manglet ham, og ikke mindst savnet ham! Hun havde ventet på at han igen ville komme hjem, og så kunne han få de dumme vampyrer ud! Hun knugede sig godt og tæt ind mod sin far og hans varme skikkelse! Duften af ham gjorde hende rolig, og ikke mindst hans varme og stærke arme om sig, så hun faktisk følte sig godt beskyttet for en gangs skyld, og det var endda en som hun ikke havde noget imod at lade beskytte sig og vise hende den form for omsorg! ”Dadda ikke bli’ væk..” endte hun dæmpet, som han valgte at holde hende ud fra sig, hvor hun vendte blikket mod ham endnu engang. Det var ikke engang mor hun spurgte ind til, men altid hendes Dadda! Dadda havde jo trods alt også altid været der, så det kunne vel heller ikke forundre nogen, kunne det? Smilet bredte sig stort på hendes læber, som hun roligt betragtede sig af ham, for det var jo ikke engang en løgn! Hun elskede at høre hans stemme, også nu hvor hun kunne se, at det var Dadda! ”Dadda komme hjem, så dumme vampyr komme ud!” endte hun med en bestemt tone. Hun kunne slet ikke lide dem, også fordi at det her havde været deres hjem før de kom! De havde jo slet ikke været der før trods alt, for der havde det været hende, mor og Dadda! Hun vendte blikket mod ham, inden hun igen tog fat omkring Bamse og lagde sig ind til far igen. Lige nu ville hun egentlig bare gerne have lov til at ligge og bare putte. Fingeren kom endnu en gang i munden. ”Se Bamse! Dadda komme hjem igen!” sagde hun glad til Bamse, som hun også lagde tæt op af Daddas bryst.

[Deleted]

Det eneste Sonic ønskede var at Jacqueline havde det godt, og selvom han ikke brød sig om at hun var hos andre og væk fra ham, så var han naturligvis glad for at hun var i live, og han måtte jo erkende at hvis det ikke havde været for Jacques og Camryn, så havde hans lille prinsesse jo nok været død nu, så der var han et sted taknemlig for at guderne havde været med ham og ikke mindst hans lille pige. Han elskede hende, hun var hans guldklump, hans ballademager, hans lille djævel og mest dyrebare skat! Han var ovenud lykkelig over at hun var i live og havde det godt! Selvom han godt kunne fornemme på hende at hun ikke rigtig brød sig om sin tilværelse her. At hun ikke kunne udtale djævel, var noget som fik ham til at fnise ganske kort. ”En djævel, er en snu lille ballademager som dig,” svarede han morende, som han løftede hånden og prikkede hende ganske let på næsen, imens smilet kun bredte sig på hans læber. Hun skulle nok lære alle ord med tiden, hun var jo endnu ganske ung, så hun havde jo alt at skulle lære foran sig endnu! At hun så råbte, fik ham til at trække på smilebåndet, da han kunne forstå at hun var glad for at han ville vise hende magi og ild. Alligevel valgte han at løfte hånden og sætte en finger for sine egne læber, som tegn til at hun skulle være stille. ”Husk.. ikke råbe, ellers vækker du de andre, og så er jeg nød til at gå,” påmindede han hende med en dæmpet tone, selvom smilet dog ikke falmede det mindste, for det var da umuligt når hun var så glad som hun var.
Det var tydeligt at Jacqueline var blevet overrasket over hvem Sonic egentlig var, selvom han var glad for at hun blev så glad for at se ham, for det var tydeligt at hun havde savnet ham og det varmede virkelig om hans hjerte! Han elskede hende virkelig utroligt højt og han ville gøre alt for hende! Simpelthen alt! At hun ikke ville have at han skulle blive væk, fik ham til at trække på smilebåndet. ”Far har aldrig været helt væk,” forsikrede han hende, hvor han ikke tog blikket fra hendes smukke lille ansigt. Han studerede hende nøje, som han holdt hende ude for sig, hvor smilet ikke falmede det mindste. ”Du er blevet så stor min pige,” bemærkede han roligt, inden han lænede sig imod hende og skænkede hendes pande et blidt kys, kun for at trykke hende tæt ind til sig igen. Hans smil falmede dog, da hun sagde at han skulle hjem og smide de andre ud, for.. det ville jo aldrig blive aktuelt. ”Hør her Jacqueline.. far kan ikke komme hjem mere. Far må slet ikke være i Procias længere,” forsøgte han at forklare ganske langsomt, som han vendte blikket ned mod hende, da hun havde lagt sig ind i hans favn og trukket bamsen med sig, hvor han ikke kunne lade vær med at smile af synet, for hun var virkelig det kæreste han nogensinde havde set! Hans lille prinsesse. Hans elskede lille prinsesse, som han ville gøre alt for, selvom han vidste at han ville skuffe hende dybt, og den tanke skar ham allerede i hjertet. Han strøg hende kærligt over håret, hvor han ikke tog det varme blik fra hende.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Ud fra omstændighederne, så havde Jacqueline det godt, hvis man så bort fra, at det bare var hendes egen utilfredshed, som var hendes problem, for de tog sig jo af hende efter bedste vilje. Hun var bare træt af, at hun ikke var det eneste barn mere, og Marcianus kunne hun altså ikke lide, for han var en dreng, et barn og han var stærkere og ældre end hende, og det var slet ikke noget som hun ville finde sig i! Hun vendte sig mod ham, som han forklarede hende hvad en djævel var, selvom det var et ord som hun i sig selv, havde problemer med at udtale. Det var jo ikke altid lige nemt at være en lille pige, men hun lærte jo hele tiden noget nyt, så mon ikke det også skulle komme med tiden? Hun grinede let, som han prikkede hende på næsen, hvor hun hurtigt hævede hånden og holdt for den, så han ikke kunne komme til den igen! ”Ej!” grinede hun muntert, også selvom hans følgende ord, fik hende til at holde sig for munden med begge sine hænder, for at holde helt mund, for det var hun jo trods alt nødt til, for hun ville jo heller ikke vække de andre! ”Du må ikk’ gå..” endte hun dæmpet. Så ville hun jo trods alt kun blive alene igen, og det ønskede hun bestemt heller ikke!
Tanken om at det var Dadda, var en tanke som gjorde hende direkte lykkelig, så det var ikke noget som måtte sige så lidt! Hun puttede sig godt ind til ham, selvom det kun var ind til han holdt hende ud fra sig, hvor smilet svagt bredte sig på hendes læber. ”Dadda meget væk,” fastholdt hun, for han havde jo slet ikke været der i rigtig mange dage nu! Og nu var Camryn og Jacques der, og dem kunne hun altså ikke helt lide, for det var ikke mor eller dadda! Og det var slet ikke noget som hun brød sig om! Endnu en gang puttede hun sig ind til far, så han fik muligheden for at holde om hende, og hun kunne få lov til at mærke sin far, hvilket bestemt også var noget af det som hun bedst kunne lide, for hun elskede at have sin far til at passe sådan på hende, det var der ingen tvivl om! Bamse holdt hun ind mod sig, så han også kunne mærke dadda, for det var jo af ham hun havde fået Bamse, og selv det var noget som hun agtet at holde fast i! At han så ikke måtte være i Procias mere, fik hende til at vende blikket mod ham. Så dadda kom ikke hjem? Hun blinkede let med øjnene, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Det var da slet ikke noget som hun forstod! ”Dadda ska’ hjem!” sagde hun desperat, for det skulle han altså, og det havde hun altså lige bestemt! Hun knugede Bamse godt og tæt ind mod sig, og slap endelig fingeren med munden, så hun kunne holde godt fast i det hele, for det var jo mange ting som hun pludselig skulle passe på sådan pludseligt! Hvorfor han ikke bare kunne komme hjem, kunne hun slet ikke forstå, for det var jo det som hun ville have! Hun vendte de mørke øjne mod dadda igen, som hun satte sig med Bamse i favnen i stedet for. Øjnene endnu blanke. At det betød at de skulle skilles, vidste hun da heldigvis ikke endnu, for så ville hun da kun blive knust! ”Mig ha’ dadda hjem..” endte hun med en kende mere febrilsk stemme, som hun valgte at give Bamse fra sig og lagde ham mod daddas bryst, næsten som var det en form for overtalelse – at han kunne få Bamse hvis han kom hjem, inden hun roligt satte sig op igen og så på ham. Hun forstod det altså ikke!

[Deleted]

Sonic vidste udmærket godt at Jacques og Camryn sikkert tog sig godt af Jacqueline og var god mod hende, og han måtte erkende at han var glad for at hun var i Procias frem for nogen af de andre, som var langt mere.. barbariske. Hans mening om Procias ville aldrig ændre sig, og han vidste at de inderst inde var lige så barbariske som Dvasias var, men det ændrede dog ikke på at små børn var langt mere sikker i Procias end de var i Dvasias, for der var folk ikke nær så venligsindet og godtroende, tværtimod var de hårde og kyniske, så selvfølgelig var han glad for at hun havde det godt og var i sikkerhed. Af den grund, var der ingen tvivl om at han langt hellere ville have at hun var hos ham, for hun var jo trods alt hans datter og han ville gerne tage ansvaret for hende som hendes far og faktisk opdrage hende og lære hende alle de ting som var nødvendige for hende. Desuden så mente han bestemt også at han var langt bedre egnet til at tage sig af hende, frem for nogen her i huset eller i sågar i landet, for han var dæmon som hende, og derfor så kunne han lære hende alt det hun skulle lære! At hun hold sig for næsen og grinte, da han prikkede til den, fik ham til at grine kort selv, for hun gjorde ham virkelig i godt humør! Hendes glade mine smittede af på ham selv! At hun så derefter holdt sig for munden med begge hænder, fik kun det varme smil til at brede sig. Han strøg hende kort over håret. ”Det går nok min pige, jeg går ingen steder endnu,” forsikrede han hende. Han ville skam blive hos hende så længe han kunne!
Sonic vidste godt at han havde været væk i lang tid, og det var han virkelig også frygtelig ked af! Han ville gerne være kommet noget før, hvis ikke han havde troet at hun var død – men det ville han nu undlade at fortælle hende. Hovedsagen var jo også at han var her hos hende nu! Og han havde slet ikke lyst til at gå fra hende på noget tidspunkt! Han havde faktisk lyst til at smide de andre ud, faktisk kunne han jo godt gå op og myrde dem alle sammen, men alligevel, dette var en sag hvor man skulle tænke sig om. ”Jeg ved det godt.. far er virkelig ked af at han har været væk i så lang tid,” forsikrede han hende i en undskyldende tone, hvor han sendte hende et svagt smil. Han holdt armene omkring hende, som hun puttede sig ind mod ham og med sin bamse i hendes hånd, hvor han ikke kunne lade vær med at smile ved synet. Han havde virkelig savnet at holde om hende, at snakke med hende, simpelthen det hele! Han var virkelig lykkelig over at han havde fået en chance til med sin lille pige, hvilket han ville værdsætte på alle måder! At hun ville have ham hjem, forstod han godt, hvor det kun gjorde ham ondt at se hendes blanke tårer. Han tog let omkring hendes bamse, da hun valgte at trykke den ind mod hans bryst, hvor han så fra bamsen han havde givet hende til hende igen. ”Det er.. svært Jacqueline, jeg har brug for at du er stærk og holder modet oppe,” svarede han sandfærdigt. Det hele var jo indviklet og kompliceret! Men prøv og forklar en lille pige det? Det ville hun jo slet ikke kunne forstå! Han strøg hende kærligt mod kinden. ”Far kan ikke komme hjem igen, min skat. Far får.. av, hvis folk finder mig her,” forsøgte han roligt.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Camryn og Jacques var selvfølgelig god ved hende, også selvom det ikke ligefrem var dem som Jacqueline ønskede skulle passe på sig, for det var bestemt ikke noget som sagde så lidt! De satte for mange grænser og rammer for hende, alt for mange begrænsninger, hvilket irriterede hende, bare fordi at hun var den mindste! Hun ønskede slet ikke at han skulle gå, for han var jo kommet for at besøge hende, og så måtte han altså ikke bare gå, for det ville hun slet ikke have! Hun vendte blikket mod ham igen, som han igen forsikrede hende om, at han ikke gik nogen steder, for det var slet ikke noget som hun ville have! ”Godt!” endte hun med en alligevel bestemt tone. Hun var præcis ligesom sine forældre, når det kom til stædighed og vilje, for hun vidste helt præcist hvad det var hun ville have, og det var helt sikkert!
Dadda havde virkelig været væk i lang tid, og Jacqueline kunne altså slet ikke lide det! Hun ville gerne have at dadda skulle blive her sammen med hende, ligesom hun kunne mindes, at han havde gjort det i udgangspunktet, også fordi at han var den som faktisk betød mest for hende! Hun blinkede let med øjnene, også fordi at hun kunne fornemme på ham, at der var noget galt, også når han sagde, at han altså ikke kom hjem igen, for.. ville han ikke komme hjem til hende? Det var slet ikke noget som hun kunne forstå sig det mindste på! ”Dadda ikke bli’ væk,” endte hun ganske sigende, også fordi at det var ord som hun mente, for det kunne hun altså ikke lide! Hun kunne ikke lide, at det var andre som skulle passe på hende, når hun ønskede at dadda skulle gøre det! Dadda var den eneste som måtte gøre det! Bamsen trykkede hun let mod hans bryst, næsten som var det en byttehandel; Han kunne få den, hvis han kom hjem til hende igen, for havde hun sin dadda, så havde hun virkelig alt det som hun ville have! Hvad han sagde, forstod hun ikke, hvor hun tydeligt så på ham med en usikkerhed i blikket, men det næste fik hun dog med; Han kunne ikke komme hjem, og hun ville jo heller ikke have, at han skulle have av! Hun vendte blikket ned af sig selv, tydeligt skuffet og slet ikke tilfreds med det. ”Jamen….” En tåre trillede ned af hendes kind, som hun igen endte med at tage fat om Bamse, og tog ham derved også væk fra dadda igen, som hun vendte blikket mod ham. Tårerne faldt stille og roligt, men dog, så græd hun ikke, for sådan noget gjorde hun bestemt heller ikke! Hun trykkede Bamse ind mod sig. Hun forstod det jo ikke, men hun var jo også så lille, så det kunne vel heller ikke komme bag på nogen, kunne det? ”Ikk’ li’ dadda ha’ av..” mumlede hun let for sig selv, som hun vendte sig mod Bamse. Han forstod det vel? For han skulle vel til at være det eneste som hun havde igen? ”Mig med dadda hjem,” endte hun med en mere beslutsom stemme, som hun blev siddende med en ganske alvorlig mine, for hun var præcis som mor og dadda, og det var noget som hun kunne være frygtelig stolt af!

[Deleted]

Sonic var naturligvis glad for at tøsen faktisk kunne genkende ham, men det dårlige var jo så bare at hun nok ikke ville miste ham igen, og det kom hun jo faktisk til. Han vidste allerede nu at det ville skære i hans hjerte at vide at hun ville blive knust, for at se hende så glad over at han var her igen, så var det også kun naturligt, hvis hun blev synderknust over at han hverken kunne komme hjem eller tage hende med sig. Han havde bare været nødsaget til at se at hun havde været i live, og nu hvor han var her, så havde han slet ikke lyst til at forlade hende igen. Han havde skam lyst til at tage hende med sig, men han vidste også godt at han ikke kunne, for.. hvad ville folk ikke tro? Han kunne også komme til at afsløre sig selv og det ønskede han jo heller ikke. Han sendte hende et mildt smil. ”Far bliver ikke væk så længe igen,” lovede han hede, hvor smilet kun blev varmere. Nu hvor han vidste at hun var i live, så havde han da slet ikke tænkt sig at lade hende være alene i flere måneder igen! Han havde tænkt sig at blive her i nogle dage, men så var han også nød til at tage væk igen, skønt han ville komme igen! Det var for farligt for ham at blive her i længere tid! Han kunne godt se at hun ikke rigtig forstod ham, hvilket et sted frustrerede ham, for hun skulle jo vide at de nok skulle være sammen igen, de skulle nok blive en familie igen! – bare ikke lige foreløbig, for han skulle først have en plan for at få hende væk! At tårerne så begyndte at falde, var noget som fik ham til at bide tænderne kraftigt sammen, for han ønskede jo slet ikke at se hende så ked af det! Han elskede sin lille prinsesse og han ønskede hende virkelig kun det bedste! ”Både mor og far er blevet forvist fra Procias, det er.. forbudt at komme ind,” forsøgte han at forklare, så hun vidste hvorfor han ikke kunne komme hjem igen og mor med. Han forsøgte også at undgå brug af fremmedord, men eftersom hun stadig var lille, så vidste han ikke hvor mange ord hun faktisk kunne endnu, for nogle havde hun jo ikke kunnet, såsom et let ord som ild, der tilmed var en del af hende selv, og det fandt han næsten forringe! At hun havde trukket bamsen til sig igen, sagde han intet til, for det var vidst kun bedst at hun selv beholdte ham. At hun ville med ham hjem, forstod han godt, selvom det heller ikke var et alternativ endnu. Han løftede sine hænder og lagde dem mod hendes kinder, for at stryge hendes tårer bort, hvor han selv endte langt mere tom i minen, for nu kom sandheden. ”Jacqueline.. far er kun kommet på besøg, far kan ikke komme hjem, og du kan heller ikke komme med mig væk. Du er nød til at blive her i noget tid endnu,” fortalte han sandfærdigt. Han ville bestemt heller ikke lyve for hende! At love hende guld og grønne skove ville han ikke, for så blev hun da kun langt mere skuffet!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde virkelig manglet sin dadda, men af den grund, så var hun jo direkte for lille, til at kunne gøre noget so helst ved det, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund. Hun havde ofte fortalt Bamse, at de nu skulle ud og finde ham og kigge efter ham, men hun var jo altid blevet stoppet af det ene eller det andet, og selvfølgelig frustrerede det hendes lille sind! Nu sad hun her sammen med dadda, og han var endelig kommet hjem til hende igen! Hun puttede sig godt ind til sin elskede dadda og med tomlen i munden som hun lå og suttet lidt på. ”Dadda ikk’ bli’ væk iden,” sagde hun med en dæmpet stemme, for det kunne hun altså slet ikke lide! Hun kunne ikke lide, at han bare blev væk, og ikke kom hjem til hende igen! Selvom hun ikke kunne huske helt præcist hvad det var der havde revet hendes dadda væk fra hende i udgangspunktet, hun vidste ikke noget om at han var blevet hentet af soldater, dømt til døden og halshugget efter at være korsfæstet og alt mulig andet, for det var slet ikke i grusomme baner som hun kunne tænke i, for lige nu var hun bare frygtelig glad for at hendes dadda var kommet hjem til hende igen!
At dette møde så kun skulle være begrænset til det blev mørkt, var noget som efterhånden gik op for hende, og det var slet ikke noget som hun brød sig om, hvor hun hastigt vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun forstod bare ikke hvorfor han skule væk igen! At det var forbudt at komme ind, forstod hun ikke, for de havde da ikke gjort noget, havde de? Hun blinkede let med øjnene. Mor kunne heller ikke komme ind? Det var en tanke som hun kun fandt som direkte uretfærdig! ”Men…” forsøgte hun igen, som hun satte sig op. At han så direkte skulle fortælle hende, at hun ikke engang kunne komme med, var næsten det værste som han kunne fortælle hende, for hun ville være med dadda! Og ikke ved Camryn og Jacques! Hænderne mod hendes våde kinder, gjorde ikke den største forskel for hende, for det her var noget som virkelig for alvor gjorde hende ked af det, og det var slet ikke noget som hun kunne lide! Hun trak Bamse tæt ind i favnen, inden hun trak sig ned af daddas skød, vendte om og bare… løb. Hun løb ud af pejsestuen og op af trappen, for at komme tilbage på hendes eget værelse, hvor hun kastede sig direkte op i sin egen seng og bare begyndte at.. græde. Måske en lille pige, men med en ekstrem stor personlighed, og tanken om at hendes dadda direkte bad hende om at blive her og han ikke kunne, var virkelig mere end det som hun kunne klare, for hun ville ikke være her mere! Og hun ville bestemt ikke være her med Camryn og Jacques mere! ”Vil ikk’, Bamse..” endte hun, som hun direkte puttet sig under hendes lille dyne. Hun forstod ikke hvorfor dadda sagde sådan noget, hun forstod ikke hvorfor han bad hende om sådan noget, for det var ikke retfærdigt når dadda var der! Hun ville med dadda!

[Deleted]

Det var naturligvis en glæde uden lige at Jacqueline havde genkendt Sonic, men.. han vidste at han ikke kunne give hende det som hun ønskede sig. Han vidste at han var nød til at skuffe hende og sikkert også gøre hende ked af det, for hendes dadda kunne hverken komme hjem eller tage hende med sig.. ikke endnu om ikke andet. Han skulle nok finde en løsning hvorpå han kunne få hende med sig, for han nægtede da bestemt at lade hende bo her for flere år, specielt helt alene! Han ville simpelthen gøre hvad som helst for at få sin lille prinsesse med sig, hvad som helst! Han ønskede ikke at hun skulle være her, men sammen med ham og det var da vidst også hvad den lille pige ønskede. Han trak let på smilebåndet, som hun puttede sig ind til ham med sin bamse og med tomlen i munden, hvor han rystede let smilende på hovedet. Hun var ikke andet end en lille pige, så han vidste at hun ville få svært ved at forstå ham. ”Far vil aldrig være væk Jacqueline,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et mildt smil. Han ville altid være med hende i sindet, og nu hvor han vidste at hun var i live, så ville han da slet ikke blive væk som han havde gjort for flere måneder! Stakkels pige, hun var sammen med folk hun ikke kunne lide, og som ikke var som hende, og hun havde hele tiden ønsket at han skulle være der sammen med hende, men han havde bare blevet væk, skønt han godt nok havde ledt efter hende, men det havde været hendes lig og intet andet.
At sandheden gjorde Jacqueline ked af det, forstod Sonic godt, selvom det alligevel skar i hans hjerte at se hende begynde at græde. Han hadede når hun var ked af det og græd! Skreg gjorde hun ikke længere, men det var direkte hjerteknusende at se hende selv så knust! Specielt når han vidste at det var hans skyld. Uanset resultatet så fortrød han dog ikke at han var kommet, for hun skulle vide at Dadda var her og at han tænkte på hende, selvom han ønskede at hun ville kunne forstå at han endnu ikke kunne tage hende med sig, så de igen kunne blive en familie – skønt det faktisk var hans største ønske. At hun så direkte kravlede ned af hans skød og begyndte at løbe, fik ham selv til at rejse sig. ”Jacqueline..!” kaldte han efter hende, selvom han så hende løbe op ad trapperne. Han sukkede let, som han tog alle tingene igen og pakkede dem ned i skrinet, som han gik over til hullet i muren og satte det ind igen, kun for at sætte stenen for, så det igen lignede en ganske normal væg. Han gik roligt ud af pejsestuen og op ad trapperne, skønt det var med forsigtige og langsomme skridt, så han ikke vækkede nogen af de andre. Han gik roligt ind på hendes værelse, hvor han lukkede døren bag sig. Han strøg tungen tænkende over sine læber, som han gik hen til hendes seng hvor han satte sig på hug foran hende, skønt hun var gemt væk under dynen. Han lagde en hånd mod hendes ryg – udenpå dynen. ”Jacqueline, jeg beder dig. Vær stærk, for min skyld. Far skal nok forklare det hele, og far skal nok finde en løsning, så han kan tage dig med, okay?” Han lod hovedet søge let på sned, som han strøg hende over ryggen stadig uden på dynen, hvor han blot så afventende på hende.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var virkelig glad for at far var kommet, for det var en tanke som gjorde hende frygtelig glad! Hun havde ville søge ud efter ham så mange gange, men det var slet ikke fordi at det var noget som hjalp ham direkte, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Lige nu var hun bare glad for at han var der, og det var virkelig det vigtigste for hende lige nu! ”Dadda var væk! Men komme hjem til mig igen!” sagde hun med en direkte glad stemme, for det var han jo! Ellers ville han jo slet ikke sidde her sammen med hende, så selvfølgelig var han kommet hjem til hende, og det var virkelig noget af det vigtigste af det hele, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Med fingeren godt i munden og tæt ind mod sin far, så var hun virkelig også tryg – ellers var fingeren heller ikke kommet i munden på hende, for det var et tegn fra hendes side, på at hun virkelig var tryg, og det var hun så sandelig, når hendes dadda var sammen med hende!
Tanken om at dadda slet ikke ville tage hende med væk herfra, var en tanke som virkelig gjorde hende ked af det, og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre i den anden ende. Det gjorde hende virkelig ked af det! At trække sig væk fra dadda og storme op på sit eget værelse og op i sengen, hvor hun gemte sig grædende under sin dyne og tæt ind til Bamse, var et sted det eneste sted hvor hun kunne søge den form for tryghed, for hendes værelse gik de sjældent ind på, for det var hendes, og hun ville slet ikke have det! At dadda så kom op til hende, var ikke noget som hun havde noget imod, også fordi at hun jo gerne ville med ham, for hun ville jo slet ikke blive der sammen med Camryn eller Jacques, for det var ikke hendes familie, og det var noget som hun så sandelig også måtte stå fast på! At han strøg hende over ryggen og snakket til hende, var med ord som hun slet ikke forstod, for hun kunne ikke se problemet i at hun bare kunne tage med ham, for det var jo det som hun ville! Hun skuttede sig lidt, som hun søgte væk fra hans hånd, for nu var hun da bestemt heller ikke tilfreds med noget som helst! Han kunne ikke lide hende mere? Var det derfor han ikke ville have hende med? Var det derfor han var blevet væk? Jacqueline gemte sig helt ind under dynen og med Bamse godt og tæt i favnen, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hendes skyld, for det blev jo godt varmt under den! Hun græd denne gang, og det var noget som hun ellers gjorde så frygtelig sjældent, men det gjorde ondt at vide, at hendes far ville have at hun skulle blive her, når han bare gik igen! Det kunne hun altså ikke lide! ”Vil ikk!” endte hun med en mere skinger stemme, også selvom den virkelig også var grødet, for denne gang var hun virkelig, virkelig ked af det! Hun snøftede, som hun kiggede forbi dynen igen og op mod ham. Kunne han overhovedet lide hende mere?