The same?

[Deleted]

Zachary kendte ikke til Evan overhovedet, men af det som han havde set, så virkede han flink og retfærdig, selvom det at han var træner nok gjorde at han var så hård som han var, det var i hvert fald det som Zach selv ville skyde på. Han ønskede dog at gøre manden lidt stolt og blive en stærk dæmon, og så kunne det jo være at han engang ville møde Evan igen og næste gang kunne han være blevet en stærk jord- og vanddæmon. ”Ja!” svarede han med iver i stemmen. Han ville gerne vokse op og blive en stærk dæmon, så han kunne vise alle at han ikke var svag, selvom han måske var blind, for det var slet ikke tilfældet! Han var kun en ung dæmon, så han havde meget at lære endnu, hvilket han også godt vidste, men af det han allerede kunne, så var han faktisk stolt! For hans elementer havde hjulpet ham ud af hans kniber mange gange! Selvom Evan godt nok havde fundet en måde at stoppe ham på, hvilket nu kun imponerede ham, hvor han også havde glemt sine tyvekoster, som han havde måttet efterlade.
At udvise mistillid var en ganske normal ting for folk som Zachary der boede på gaden, i hvert fald for små unge som ham selv, for han var jo ikke det eneste barn der levede i Ityrials gader, tværtimod. Han havde mødt andre drenge der slet ikke ville tale med voksne, som kun stjal fra dem, hvor Zach faktisk var bedre til at udvise lidt tillid, men selv han var blevet snydt et par gange, og han kendte typen; flinke, manipulerende og lumske, og sådan kunne Evan meget vel godt være. Han havde set ham stjæle, han var flink og viste interesse, hvor han også var mentaldæmon, så det lå vel automatisk til ham at være manipulerende? Han ville ikke tilbage på børnehjemmet, for det var da det værste sted han kunne være! Evans ord overraskede ham dog. Ville han tage ham med hjem? Det vidste han snart heller ikke om han skulle tro på, for hvorfor skulle en rig mand som Evan tage en fattig og beskidt knægt som Zach med sig? Selvom maden blev serveret, så tog han ikke af den, for det at Evan skældte ham ud, havde gjort ham tydelig utilfreds, hvor han næsten også var bange for at han ikke måtte tage af maden. Han var godt nok sulten, men han havde mest af alt lyst til at gå, for han gad slet ikke skældes ud og da slet ikke af en gammel nisse der slet ikke bestemte over ham! Armene havde han lagt over kors, hvor underlæben var blevet skudt frem i en tydelig utilfreds mine, imens hans blik næsten var skulende – skønt han ikke kunne se Evan. At Evan så gerne ville træne ham, var noget som fik ham til at ændre mimik, som han blev langt mere overrasket. Han ville da gerne trænes, så han måske hurtigere kunne blive stærkere og bedre kunne klare sig! Han så dog lettere skeptisk mod Evan. ”Hvorfor?” spurgte han sagte. Han ville være sikker på at han ikke blev snydt og det var han ligeglad med om Evan kunne forstå eller ej, for han gad bestemt ikke blive bedraget! Og hvis Evan virkelig selv kendte til det barske liv som Zach levede, så måtte han vel også kunne forstå hans skepsis og mistroiskhed?

[Deleted]

Evan var og blev en hård mand, og det var uden videre omsvøb. Han var en mand som vidste hvad han ville have, som han også vidste hvad han så, og han så faktisk utrolig meget potentiale i denne unge knægt. Selv på trods af, at han var blind, så var det slet ikke noget som rørte ham som sådan, for han havde sit at slås med – også på det personlige plan, i og med at han havde gjort sig de erfaringer fra børnehjemmet, så var det tydeligt, at det faktisk berørte ham, at folk så ned på ham, på grund af det manglende syn. Evan havde efterhånden kendskab til må og få, og han vidste, at det ikke just altid var til at fremstille dem som svage, bare fordi at de havde andet at slås med. Han nikkede med en alligevel stolt mine. Knægten havde vilje, og det var en tanke som han godt kunne lide – og samtidig også noget som han fint kunne arbejde med, hvis det endelig var det, dog selvom det først i det store og hele, så krævede det at knægten åbnede sig op for ham for alvor og lod ham træne ham, hvis de skulle blive enige om det tilfælde. Knægten var skeptisk, og han forstod ham skam godt, selvom den tanke alene var noget som gjorde ham tydeligt utilfreds!
Drengen viste ham mistillid, og selvom det i sig selv var ganske forstående, så var det slet ikke en tanke som han brød sig om af den grund! Maden blev serveret, hvor han selv gav sig til at åbne den hummer som stod for øjnene af ham. Det var måske mad i ren og skær luksus, men ikke desto mindre, så var det ikke noget nyt for ham, for kun det bedste var godt nok for hans vedkommende! Han vendte blikket ganske sigende mod ham, som han slet ikke rørte ved sin mad. Den var altså ikke giftig! Det gik han da ikke ud fra om ikke andet! Han mente det når han sagde at han ville tage knægten med sig hjem, for måske at han var beskidt og en gemen tyv lige nu, så var det da noget som han kunne forandre på, også selvom det alligevel krævede en vis tillid fra knægtens side, selvom han vidste, at det ikke var noget som han kunne kræve af ham bare sådan uden videre. Han hævede blikket som han vendte blikket mod ham. Mistilliden var tydelig, selvom det ikke var noget som han brød sig om på nogen måde! ”Jeg kan se et skjult potentiale i dit sind, Zachary.. Det ville være en skam at lade det gå til spilde på simple drengestreger på gaden,” endte han ganske sigende, også fordi at det jo ikke ligefrem var løgn som sådan. Han rettede sig op, som han selv lod armene søge over kors og med den direkte faste mine. ”Men ja.. Tag tilbuddet eller lad være,” tilføjede han sigende, som han igen vendte sig mod sin mad. ”Og spis endelig. Ellers ender den bare med at blive kold,” afsluttede han ganske stilfærdigt, næsten som han slet ikke var noget som havde nogen betydning for ham som sådan.

[Deleted]

Det at stå overfor en nogenlunde artsfælle – Evan var jo varyl og ikke fuldblodsdæmon – så gjorde det alligevel Zachary nysgerrig, for han havde sjældent stødt på andre dæmoner som ham selv, for de holdt jo ikke just til her i Manjarno men netop i Dvasias, hvor han havde hørt at de havde en hel by for dem selv! Han havde altid drømt om at tage dertil, han elskede de historier han havde hørt om dæmonerne på børnehjemmet også fordi det jo var hans egen race, så han bar jo en naturlig nysgerrighed til racen. Og det at Evan så trænede dæmonerne, det gjorde ham naturligvis ufattelig nysgerrig og ikke mindst ville han jo gerne vise sine artsfæller at selvom han var lille og måske var blind, så var han altså stærk af den grund! Og han kunne sagtens blive til noget stort! Desuden så bar han også en jorddæmons viljestyrke, så det var slet ikke at tage fejl af. Han havde dog lidt svært ved at vise fremmede mennesker tillid, også fordi han var blevet bedraget før, men Evan virkede til at være reel, samt han virkede flink – måske hård, men det lå vel til en træner? – og så var der jo det faktum at han også var dæmon som Zach selv, så selvfølgelig ville han gerne vise ham at han faktisk kunne noget og ikke bare var svag, fordi han var lille. Desuden så havde Evan jo allerede været offer for lidt af Zachs jordmagi, for han havde jo kastet en forholdsvis stor stenkugle imod mandens arm, da han havde grebet fat i ham. Det kom dog bag på Zach at Evan ville have ham med hjem til ham og så træne ham, selvfølgelig lød det som et stort tilbud, men han vidste ikke om han kunne stole på Evan, hvor mistilliden vel egentlig også var forståelig nok? Han så en anelse skeptisk på Evan, selvom han faktisk var fristet af tilbuddet. At han så potentiale i ham, var noget som naturligvis måtte gøre ham en kende stolt, hvor det også var noget som gjorde det hele meget mere fristende, for han ville jo gerne vise Evan at han havde ret i at Zach havde potentiale, for det havde han altså! Han bed sig en anelse usikkert i den bløde underlæbe. ”Men.. ingen plejer at vise interesse,” svarede han dæmpet og dog sandfærdigt. Han vidste ikke hvorfor Evan viste ham den interesse, for var det virkelig fordi manden var dæmon og ønskede det bedste for ham? Som sagt så potentiale i ham? At han så hentydede til maden, så tog Zach roligt omkring skeen og stak den ned i suppen, inden han smagte på den. Et stort og bredt smil gled over hans læber. ”Mm! Rigtig godt!” svarede han muntert, som han begyndte at tage for sig. Han var slet ikke vant til at folk var så gode mod ham, og derfor viste han også denne mistillid da han var bange for at det var et trick, desuden så forstod han heller ikke rigtig hvorfor Evan viste denne interesse, for det var der jo aldrig nogen som helst der gjorde!

[Deleted]

Evan var ganske vidst ikke en ren dæmon, men af den grund, så følte han det faktisk sådan, også fordi at det var dæmonerne som han havde viet sit liv til, som han havde underskrevet kontrakten tilbage i den tid med Faith, hvor han havde stået fast på, at han ikke ville handle i nogen henseender som ville skade dæmonerne som race, og det var noget som han så sandelig agtet at stå fuldkommen fast på, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket mod den unge knægt og med et tydeligt tilfredst smil på læben. Det kunne godt være, at han ikke var noget andet end en gemen tyv, men ikke desto mindre, så havde han potentiale, som han i den grad ville se med skam på, hvis det ikke blev udnyttet til det optimale, og det var så sandelig også det som han havde tænkt sig at gøre!
Tanken om Zacharys mistillid og hans manglende respekt og den skeptisme, var bestemt heller ikke noget som faldt i den gode jord ved Evan på nogen måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for den tanke alene, var noget som virkelig gjorde ham hidsig! For han kunne bestemt ikke se hvad han havde gjort for at have fortjent den form for behandling! Han begyndte at spise med det største velbehag, idet han roligt vendte blikket mod ham og med den samme ganske kortfattede mine, for han var bestemt ikke tilfreds på nogen måde, og det var bestemt heller ikke noget som han var bange for at vise frem i den fulde offentlighed, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han så til som knægten begyndte at spise, hvilket var noget som fik ham til at smile bare en anelse tilfredst, også selvom det nu ikke var noget som han fik frem med ord. ”Ingen er jo ikke ligefrem mig, Zachary.. Jeg ser et potentiale i dig, og selvfølgelig er det noget som jeg har tænkt mig at.. gøre lidt brug af. Det ville være en skam at du ikke vil blive bedre til at styre og kontrollere det,” endte han ganske sigende, som han endnu en gang måtte vende sig mod sin mad endnu en gang. Han rettede sig op og vendte sin hummer om, hvor han selv spiste ganske lystigt. ”Godt det smager,” endte han ganske sigende, som han igen vendte sin fulde opmærksomhed mod sin egen mad. Hvis knægten ikke var interesseret i at skulle tage med ham hjem, så var det ikke noget som han ville gøre noget ved af den grund, men ikke desto mindre så skulle han da vide at tilbuddet var der – en seng at sove i, tag over hovedet, tøj på kroppen og mad på bordet, og med ham til at lære ham træningen, Hvordan kunne han i det hele taget få sig selv til at sige nej?

[Deleted]

Evans tilbud kom frygtelig meget bag på Zachary, for han var slet ikke vant til at folk var så opmærksomme på ham og at de viste den interesse for ham. Han var vant til at klare sig selv og ganske vidst havde han da af og til fået snoet nogle voksne om sin lillefinger som havde hjulpet ham, men så var der jo ikke mere i det. Han havde dog altid været eventyrlysten og han drømte ganske vidst om et bedre liv, præcis som i historierne, han drømte også om at komme et sted hen hvor han faktisk ville føle sig hjemme, hvor han var blandt sine artsfæller, næsten som var han sikker på at de ikke ville håne ham og nedgøre ham for at være blind, som han var blevet trynet på børnehjemmet. ”Påtensiale?” gentog han en anelse anstrengt, da ’potentiale’ var et fremmedord for ham, hvilket man også tydeligt kunne høre på hans stemme. Han så videre mod Evan, „hvad er det?” Han kunne høre på Evans tone at det var en god ting, hvor han naturligvis også var glad for at Evan så det i ham, skønt han var usikker på hvad det egentlig betød, men han ville jo gerne vise at han ikke var svag! At han faktisk godt kunne klare sig, selvom han måske var blind, for det havde virkelig aldrig nogensinde stoppet ham! Hans mine ændrede sig dog, hvor han rynkede utilfredst på næsen, da Evan fik det til at lyde som om at Zach aldrig ville blive bedre på egen hånd. ”Jeg er altså dygtig! Jeg har lært alt selv! Jeg har altid klaret mig alene!” svarede han lettere bestemt og med stædighed i tonen; der tydeligt kom fra jorddæmonen i ham. Men han mente det altså! Han havde ikke brug for at andre skulle træne med ham, for han kunne godt selv! – dog ville det sikkert være lettere og hvis Evan var en kendt træner, så kunne han sikkert også lære Zach en masse specielle teknikker og det ville han jo gerne have! Derfor var tilbuddet jo også frygtelig fristende!
Zachary tog godt for sig af suppen, nu hvor Evan havde givet tegn til at han måtte, hvor han slubrede det lystigt i sig. Han glemte næsten at tygge på kødstykkerne og grøntsagerne, da han simpelthen var frygtelig sulten! Han slikkede sig let om munden, som han vendte blikket nysgerrigt og en anelse skeptisk mod Evan igen – mistilliden var dog næsten væk. ”Er dit hjem som børnehjemmet?” spurgte han en anelse usikkert. Måske det ikke ville være børnehjem, men han ville ikke have at det skulle foregå på samme måde, for så takkede han da i den grad nej! Han ville dog gerne vide om der var andre børn, hvad det egentlig indebar og hvad han fik ud af det, for nysgerrig var han jo blevet. Gaden var et hårdt liv og om vinteren når han typisk lå dødeligt syg, så ønskede han sig altid et bedre sted hen, selvom han aldrig var kommet det, for når vinteren så var væk igen, så levede han jo endnu engang på gaden. Dog havde han altid drømt om et bedre liv, et liv fyldt med spænding og eventyr!

[Deleted]

Evan tilbød så sandelig heller ikke normalt at åbne sine døre på den måde, da hans eget hjem, var noget som han altid havde værnet imod. Dog så gik det ham kraftigt imod, at skulle efterlade et så ungt individ på gaden på den måde, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han vendte blikket direkte mod ham. At ordet ’potentiale’ var svært for ham at udtale, så vidste han allerede, at knægten ikke kendte til ordets betydning, også selvom det helt igennem, kun var positivt! Han rettede sig en anelse op igen, og med blikket hvilende på ham. Ja, hvordan skulle han egentlig forklare det? Til nu havde det kun været hans hustru som havde taget sig af børn, hvor det havde været ham, som havde taget sig af arbejdet, så der kunne komme penge ind, så de kunne bruges og komme ud igen, og det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Potentiale er evner og muligheder, som man kan se i et andet menneske eller væsen. Jeg ser muligheder i dig, i og med, at du har den styrke, den stædighed og den viljestyrke som du har,” forsøgte han. Umiddelbart var det jo ikke fordi at han sagde noget til det ellers, men det var nu bare sådan at det måtte være i det store og hele. Han betragtede knægten med et stille smil, som han roligt foldede hænderne foran sig og med albuerne hvilende på bordet foran sig. ”Det ved jeg udmærket godt, Zachary.. Men dog er der visse ting, som man ikke kan lære på egen hånd,” påpegede han sandfærdigt, for løgn var det jo trods alt ikke engang!
At se knægten slubre sådan i sig, var en tanke som morede ham, for det var da tydeligt at knægten var sulten! Og ud fra hans måde at reagere på, så kunne det sagtens lyde som han virkelig overvejede tilbuddet hvorvidt om han skulle tage med eller ej, hvilket nu heller ikke ville gøre ham det vilde. At efterlade en ung knægt bare sådan, og endda en dæmon, var ikke noget som han kunne få sig selv til, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Han rystede på hovedet med en tydeligt tænkende mine. ”På hvilken måde mener du? Med masse børn, alt for mange regler, eller det at du skal spise op, skal blive på værelset og ikke må larme?” remsede han op, som noget af det som han selv kunne huske og mindes fra hans egen tid på sådan et sted, så var det bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han trak vejret dybt, som han roligt skubbede sin tallerken fra sig, som et tydeligt tegn til at han selv var færdig, også selvom han nu bare lod knægten spise, for det var tydeligt, at han havde brug for den næring som han kunne få, og han ville faktisk gerne give ham det, hvis han kunne, også fordi at han kunne se at han ville få frygtelig meget igen, hvilket var det bedste! ”Jeg vil ikke tvinge dig, hvis du ikke vil. Du skal bare vide, at det tilbud vil ligge der,” endte han ganske sandfærdigt.

[Deleted]

Evans tilbud lød faktisk ganske fristende, selvom Zachary ikke vidste om det var et trick. Ikke mange viste interesse for ham, og der var da aldrig nogen der nogensinde havde tilbudt ham at flytte ind hos dem! Derfor kom det også bag på ham at Evan faktisk gjorde, for gad han virkelig at have ham, en gemen tyveknægt med sig hjem? Det lød næsten for godt til at være sandt. At han uddybede forklaringen af potentiale, var noget som gjorde det lettere for Zach at finde ud af hvad det betød, hvor smilet også bredte sig stolt på hans læber. At Evan så muligheder og evner i ham, samt sagde at han var stærk, var alt samme noget som han godt kunne lide at høre og få bekræftet! Han forsøgte altid at træne hårdt, for han var jo faktisk stolt over at være dæmon og ikke mindst over at være vand- og jorddæmon! ”Og du ser det i mig?” spurgte han helt lystigt, som det store smil bredte sig på hans læber. Det gjorde ham faktisk glad at vide! Zach endte dog med at synke en anelse i stolen. Han vidste godt at han ikke kunne klare alt på egen hånd, visse ting kunne han jo ikke lære på egen hånd, selvom han dog havde lært sig selv de basale ting inden for hans betvingelse. Det var dog svært at lære nye ting og fra andre, når han næsten var den eneste dæmon der befandt sig i Manjarno, for det var jo ikke just her hans race normalt hørte til, så det var kun sjældent at han var stødt på artsfæller. Han så en anelse håbefuldt mod Evan. ”Kan du lære mig det?” spurgte han i samme håbefulde tone. Evan havde jo sagt at han var mentaldæmon, så det var jo ikke sikkert at han kunne lære ham at bruge vandet og jorden?
Zachary så en anelse tænkende på Evan. Han kunne jo faktisk godt lide tilbuddet og han var jo faktisk utrolig fristet til at tage med, men han ønskede ikke hvis det skulle være præcis som på børnehjem, derfor måtte han også være på den sikre side så han ikke blev snydt og bedraget. At Evan så begyndte at remse det hele op fik Zach til at rynke let på næsen bare ved tanken om det, for det var virkelig et forfærdeligt liv! Børnehjem var aldrig sjovt! ”Det hele,” svarede han. Han ville vide om alt ved børnehjemmet var det samme hjemme ved Evan, om der var andre børn, alle de regler som var der, så man ikke havde nogen fritid, eller om man faktisk kunne få lov til at være sig selv, for det kunne han jo her på gaden. Her var der ingen der bestemte over ham, for hvis der var noget han hadede, så var det da at folk skulle bestemme over ham! Og det kom Evan vel til, hvis han flyttede ind? Derfor vidste han ikke helt hvor fristende det var. Han gad ikke være nogens nikkedukke eller en slave som man kunne kaste rundt med!

[Deleted]

Evan var slet ikke en mand som bare tog let på tingene, for det gjorde han da slet ikke! At tilbyde sit hjem på den måde, var slet ikke noget som han kunne drømme om at gøre bare sådan uden videre, for han var normalt en meget reserveret mand, men denne knægt var i sandhed en som han kunne se meget potentiale i, og han ville da slet ikke tilgive sig selv, hvis han skulle ende med at bare lade ham gå.. bare sådan, og så lade andre finde det samme! Slet ikke! Han vendte blikket mod ham. Lige hvorfor han skulle vise ham den direkte mistillid, var en tanke som et sted gjorde ham irriteret, for det var slet ikke noget som han følte, at han havde fortjent på nogen måde, og det var en tanke som i den grad også måtte pisse ham af et sted, selvom han faktisk godt kunne forstå ham, specielt hvis det var børnehjem og gaden som han var vant til. Alle for sig selv, var det ikke sådan det lød? ”Det gør jeg,” svarede han sagte, også selvom det i sig selv, faktisk var ord som han mente. Han vendte blikket mod ham, også selvom han vidste, at knægten ikke havde nogen jordisk mulighed for selv at se ham, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tungen strøg han let over sine læber. ”Det kan jeg sagtens, hvis det er noget som du har lyst til,” tilføjede han endnu en gang, som han roligt lod hovedet søge let på sned. Han ønskede faktisk ikke at lade knægten gå, men han virkede ikke som sådan til at have lyst? Eller havde han?
At se knægten spise, og så med det behag, var noget som han faktisk havde det fint med, for så kunne han da om ikke andet, så gøre lidt godt ved det – at fylde hans mave. Han betragtede ham roligt. Tiden på børnehjem, var noget som Evan så sandelig godt selv kunne huske, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre af den grund. Han blev faktisk selv lidt.. indelukket ved tanken om det, for det var bestemt heller ikke en tid som han var fristet il at skulle mindes bare sådan uden videre. Han trak svagt på smilebåndet og nikkede så. ”Jeg har regler.. faste rammer som skal følges, men foruden det, så kan jeg love dig, at du får et eget værelse, du får dit eget privatliv, du får tøj på kroppen, en seng at sove i, tag over hovedet og mad på bordet… og træning.” Han vendte blikket ganske sigende mod ham endnu en gang. Han havde brug for at vide hvad han havde at forholde sig til, hvor det også var tydeligt, at han vel søgte en form for.. tryghed? ”Jeg har børn selv, men de er voksen og fraflyttet hjemmet.. Det vil kun være dig,” tilføjede han sigende. Med andre ord, så ville der også være plads til at tilse knægtens behov og hvad han havde brug for, uden at det skulle drukne i alt mulig andet, men igen, så var det helt og holdent hans beslutning.

[Deleted]

Zachary vidste ikke om han skulle tage med denne fremmede mand, for sandhed var, at han jo slet ikke kendte Evan. Han gad ikke have at nogen skulle bestemme over ham, for det gjorde de ikke! Han havde ingen forældre, han havde ingen venner, han var egentlig alene, og sandt at sige, så følte han sig inderst inde ensom, selvom han godt nok altid virkede munter. Han kunne sagtens være meget imødekommende for at komme i snak med folk, men han endte jo altid alene igen, hvilket han som sådan også havde det fint med, for så kunne han gøre hvad han ville, men igen så blev det ensomt, derfor lød det også fristende at tage med Evan, for så kunne han også få noget træning, og hvem vidste? Måske han faktisk ville møde andre af sin slag og han kunne blive accepteret i det dæmoniske samfund? Det ville i hvert fald ikke gøre ham det mindste! At Evan sagde at han så muligheder og evner i Zach, var noget som fik ham til at lyse helt op, hvor smilet næsten bredte sig fra øre til øre. Han kunne godt lide at en professionel træner så potentiale i ham, for det var jo godt! Måske Evan var Varyl, men han havde dæmon i sig og det var mere end hvad Zach var vant til, for han mødte jo aldrig nogen dæmoner! Eller bare folk der havde lidt dæmon i sig, som Evan havde. At Evan godt kunne lære Zach meget mere end hvad han kunne på egen hånd, var naturligvis noget som gjorde ham utrolig fristet, men igen vidste han ikke om han ville kunne lide sit liv hos Evan, skønt det indtil videre lød godt. ”Ja!” svarede han muntert, som han klart havde lyst til at blive trænet! Han endte dog alligevel med at se lettere forvirret ud. ”Men.. hvis du er mentaldæmon, hvordan kan du så lære mig ting, hvis jeg er vand- og jorddæmon?” spurgte han nysgerrigt, som han blinkede med de store matte blå øjne, der tydeligt viste at han var blind.
Det hele som Evan nævnte, var noget som lød fristende i Zacharys øre, selvom han måtte rynke kraftigt på næsten, da han nævnte regler og faste rammer, for så lød det næsten helt som børnehjemmet igen. ”Hvilke.. faste rammer?” spurgte han sagte. Han ville gerne være sikker på at han ikke kom til at fortryde det, selvom han måtte erkende at han faktisk havde lyst til at tage med ham, for han havde aldrig haft et sted han kunne kalde for sit hjem eller et sted hvor han kunne føle at han hørte til. At der ikke ville være andre børn, men kun ham, havde han det sådan set fint med, selvom han var bange for at det så kun ville blive ham der blev rakt ned på af de voksne, for det ønskede han jo heller ikke! Han spiste roligt og dog lystigt op, hvor han tilmed slikkede tallerknen ren, inden han tørrede sit ansigt af i sit ærme – af den bluse der hang om livet på ham. Han så roligt mod Evan igen. ”Hvorfor vil du gøre det? Er du ikke bange for at jeg ville stjæle og så stikke af?” spurgte han sagte. Han havde godt nok sagt at han så potentiale i ham, men var det grund nok til at tage ham med til hans hjem? Ingen ville vise ham den interesse, så hvorfor gjorde Evan? Det var noget som han naturligvis var frygtelig glad for.

[Deleted]

Det kunne godt være at Zachary var blind, men det var ikke noget som havde nogen betydning for Evan. Han så potentiale i knægten, og det var virkelig skam at lade det gå til spilde på den måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle være. I det store og hele, kunne Evan sagtens gå for at være en forbandet hård mand, også selvom han var en mand med et varmt hjerte dybest set, og selvfølgelig var det ikke noget som gjorde ham det mindste, men det var bare ikke særlig ofte, at det kom frem, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare en realistisk tanke at sætte sig med. Han vendte blikket mod ham. At se ham sidde der og smile, var en tanke som han godt kunne lide, selvom han ikke just ville tvinge knægten til noget, for det var ikke noget som nogen af dem ville få det mindste ud af, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så det var helt og holdent op til knægten om han ville med ham, og det var en beslutning som han ikke ville tage for ham, for det var vigtigt for ham, at det ikke blev af tvang, men af sin egen frie vilje. Knægten var tilsyneladende ikke vant til at se dæmoner, og derfor kunne han godt hjælpe ham lidt ind i samfundet, så han måske kunne finde andre ting mere værdige end et liv på gaden? For det i sig selv, ville være forbandet synd, også fordi at han havde det potentiale som han nu havde. Han trak let på smilebåndet. ”Jeg har måske ikke de racer i mig selv, men jeg ved hvordan jeg kan tvinge det frem, hjælpe dig med at kontrollere det, tænke i andre baner, så du kan brug det mere.. fantasifuldt end det som du nok lige går og tror,” endte han med en rolig mine, for det var jo trods alt ikke engang en løgn. Der var så mange måder hvorpå at han faktisk kunne hjælpe den unge knægt!
Evan ville som sagt ikke tage valget på knægtens vegne, da det var et valg som han skulle have lov til at tage på egen hånd, og uden at det var noget som skulle involvere ham og hans eget ønske. Hans dør var åben, men det var et tilbud som stod nu og ikke om en uge! ”Følg de regler som jeg stiller… meget få hvis jeg skal sige det selv, og så er du ellers fri til at gøre hvad du har lyst til,” fortalte han ganske stilfærdigt. Det var jo sådan at det forholdt sig hjemme i hans bolig i Imandra, og det var ham som bestemte, da det var ham som var chefen! Hans følgende ord, var noget som fik ham til at lægge hovedet let på sned. Han rynkede en anelse i panden, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han sagde noget til af den grund, men det var noget som man efterhånden bare måtte vænne sig til, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Jeg vælger at vise dig den form for tillid ved at åbne dørene for dig. Om du stjæler og stikker af, så viser det jo bare at.. jeg har taget fejl af dig,” endte han sigende, som han let trak på skuldrene. Hvis knægten viste sig at give ham muligheden for at give ham et bedre liv, så var det næsten det værd i hans øjne.

[Deleted]

Det var helt utroligt for Zachary at Evan faktisk mente sine ord og at han gerne ville have ham med hjem, så han faktisk kunne skænke ham et ordentligt og værdigt liv, samt træne ham så han kunne gå hen og blive en mægtig dæmon. Det var alt sammen noget som faktisk måtte komme bag på ham, for han var slet ikke vant til at folk viste ham så megen interesse, selvom han måtte erkende at han faktisk godt kunne lide det. Af hvad han kunne forstå, så ville det ikke blive på et børnehjem. At der var regler, var jo så hvad det var, skønt han ikke var så meget for faste rammer, men han havde jo også sagt at han ville få megen fritid og det havde han ikke noget imod! Han endte med at se helt ivrigt imod Evan, da han begyndte at forklare at han sagtens kunne træne ham selvom han ikke havde de racer i sig, hvor hans øjne tilmed hvilede håbefuldt i Evans retning. ”Sejt..!” endte han i en dæmpet og dog helt ivrig tone. Det ville jo være mega fedt hvis han kunne hjælpe ham og lære ham flere ting, så han faktisk kunne blive en stærk dæmon! Det hele lød så fristende, hvor Zach også mest af alt havde lyst til at sige ja, selvom han stadig havde lidt svært ved at vise den fulde tillid og faktisk vælge at springe i med begge ben. Det lød dog godt, når der ikke var mange regler, for så var det vel heller ikke slemt? Han var faktisk fristet til at tage med Evan, og når han tænkte sig om, så kunne han jo altid stikke af, hvis han ikke gad være der mere, ikke? Det havde han jo gjort før, så han kunne vel godt prøve? Det var dog ikke fordi han ønskede at stjæle fra Evan, når han nu viste sig som hans ven, for han kunne faktisk godt opføre sig ordentligt! Han havde ikke rigtig lært manere, kun ganske få, eftersom han havde levet det barske liv på gaden og han var stadig kun en lille dreng, men børnehjemmet havde forsøgt at lære børnene det, skønt han selv altid var stukket af, så det var ikke meget han havde fået med. Han kløede eftertænksomt sin næsespids, som han så imod Evans retning med en tænkende mine. Han ville jo faktisk gerne have et bedre liv og så kunne det også være at han faktisk ville overleve de næste vintre. ”Du vil ikke tage fejl af mig!” svarede han hastigt og dog lettere bestemt! Det var jo slet ikke fordi han ville gøre Evan ondt, når han nu viste ham den venlighed og interesse, som han så længe havde hungret efter, for han ville jo gerne gøre Evan stolt og vise at han var en dygtig og talentfuld dæmon! Han bed sig en anelse usikkert i den bløde underlæbe, inden han endeligt nikkede. ”Okay.. hvis du gerne vil have mig med, så.. vil jeg gerne med dig,” endte han roligt, inden han nikkede bestemt, så Evan kunne se at han faktisk mente det. Han ville gerne med ham! Han ville gerne prøve at få et bedre liv end det han havde her, og hvis Evan kunne give ham det, så ville han ikke takke nej!

[Deleted]

Det var bestemt ikke fordi at Evan mente at overbevise knægten med løgne, for han var en dæmonisk træner, som vidste hvordan han kunne hjælpe andre yngre af dæmonerne til at betvinge de kræfter som de besad og bruge dem fuldendt og med en langt større kontrol, end den som de var født med, hvilket så sandelig også var det som han var ude på i Zacharys situation. Han vendte blikket mod ham, hvor smilet atter en gang svagt måtte vise sig i hans mundviger, for det var slet ikke noget som han kunne eller ville skjule for ham, for han ønskede faktisk at hjælpe – for ikke at glemme, at det var noget som næsten automatisk ville give ham noget at tage sig til, andet end det skriftlige arbejde, for ikke at glemme at knægten så ud til at kunne bruge et ordentlig sted at være, og så lang tid, at han var en som man faktisk kunne snakke fornuft med, så ville han faktisk heller ikke have noget imod, at skulle åbne sine døre for ham. Han nikkede. ”Du vil hurtigt blive forbavset over, hvad jeg faktisk er i stand til at gøre,” endte han med et let smil på læben. Han var en mand med frygtelig mange midler, og frygtelig mange metoder at gøre brug af, og han var så sandelig heller ikke typen som tøvede med at gøre det, om det skulle vise sig at blive nødvendigt i den anden ende.
At åbne sine døre for et andet individ, vidste Evan godt, var en frygtelig risiko at løbe, også selvom det i sig selv, slet ikke var noget som han ville have noget imod. Der var ikke noget værd i livet, om man ikke bare løb en risiko i tide og utide, og selvfølgelig var det også det som han havde tænkt sig, men det var nu bare sådan at det nu lige måtte være i den anden ende. Blikket gled direkte mod ham igen, som han langt om længe måtte indvilge i at give ham det skud og faktisk tage med ham, hvilket var noget som passede ham særdeles perfekt! Han nikkede ganske roligt, som han rettede sig op. Selv kunne han ikke blive mere tilfreds! Reglerne var klare, men der var ikke mange, og fritid skulle knægten så sandelig også få, hvis det var det som han havde lyst til. ”Det regnede jeg så sandelig ikke med. Jeg kan se en fornuftig knægt i dig, Zachary. Jeg er sikker på, at du nok skal gøre mig stolt,” endte han ganske stilfærdigt, også selvom det faktisk i sig selv, var ord som han faktisk måtte mene. Han lod hovedet søge let på sned. Det var bestemt ikke fordi at han regnede med at knægten skulle kalde ham for far eller noget lignende, for det regnede han slet ikke med skulle ske på nogen måde, men så lang tid at han kunne have en vis betydning i form af et forbillede for ham, så var han faktisk ganske godt tilfreds. ”Hvis du spiser færdig, så regner jeg med at vi tager af sted lige efter. Vi skal have arrangeret med et værelse til dig,” tilføjede han ganske stilfærdigt. Han skulle jo trolds alt have det godt!

[Deleted]

Hele tilbudet var virkelig fristende for Zacharys vedkommende og han vidste faktisk ikke om han var i stand til at takke nej, når der nu kom et så generøst tilbud til ham, for han ville jo faktisk gerne have det bedre. Han regnede ikke med at Evan ville give ham i hoved og røv, men at han selv skulle kæmpe hårdt for at opnå ting i livet og det var noget som han faktisk var tilfreds med, for han ville ikke have det på nogen anden måde! Han ville gerne kunne prale af hvad han selv havde opnået, at der så kom lidt hjælp med på vejen gjorde vel intet? Som Evan selv havde sagt, så kunne han lære ham bedre teknikker og det ville han bestemt ikke sige nej til! Zach var dog ikke nogen dum knægt, eftersom han faktisk var utrolig intelligent og alt det han kunne var også noget som han havde lært af sig selv og netop ved det hårde liv på gaden, så han vidste at han nok skulle lære sig selv specielle teknikker indenfor sine elementer, bare ved at udforske sig selv, for sådan havde han jo også lært det i udgangspunktet, men at Evan kunne hjælpe ham på vej og hærde ham mere, ville han ikke sige nej tak til. Han lød desuden også til at være en fantastisk og ambitiøs træner, så han var sikker på at han nok skulle kunne lære en hel del af ham. ”Jeg glæder mig!” svarede han sandfærdigt og dog med iver i stemmen, for nu kunne han da næsten ikke vente på at de skulle i gang! At Evan så var sikker på at Zach ville gøre ham stolt og han så fornuft og intelligent i ham, var noget som næsten måtte gøre Zach helt forlegen, hvor han gemte hovedet en anelse – tydeligt forlegent. ”Årh..” endte han lettere forlegent, inden han vendte blikket muntert imod Evan, „jeg vil i hvert fald gøre mit bedste!” Løgn var det ikke, hvis de endelig gik i gang, så skulle han nok vise sig stædig og viljestærk og ikke mindst vise hvor god han faktisk var! Han endte dog med at grine en anelse af Evan, for han var jo færdig med at spise! ”Jeg er færdig med at spise!” svarede han lystigt, som han vendte tallerknen imod Evan, hvor man tilmed kunne se at han havde slikket tallerknen ren. Smilet falmede dog ikke det mindste, som han fjernede hænderne fra tallerknen igen, hvor han blot så lettere afventende imod Evan, for han havde jo sagt at de skulle af sted når han var færdig og det var han, så de skulle vel videre nu? At han ville få et værelse og det hele var noget som han allerede så frem til! Han var så spændt at han helt fik sommerfugle i maven!

[Deleted]

At tilbuddet var fristende for lille Zachary, var noget som naturligvis glædede Evan mere end det som kunne beskrives, også fordi at det glædede ham, hvis han kunne få lov til at gøre den forskel for noget som var så ungt, også selvom det selvfølgelig bare måtte være sådan at det måtte være. Han vendte blikket sigende mod ham. At han direkte glædede sig, var naturligvis noget som gjorde ham glad, for det var vel kun fordi at han selv kunne se muligheden i det hele? Og det var naturligvis noget som selv måtte betyde meget for ham selv i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han nikkede. ”Pas nu ikke på, at du ikke bliver for overivrig,” endte han ganske stilfærdigt, også fordi at det jo ikke engang var nogen løgn.
At Zachary, skulle ende med at blive helt forlegen, var slet ikke noget som han havde regnet med, men at se ham på den måde, var ikke ligefrem var noget som han havde regnet med, også selvom det kun viste, at knægten faktisk havde en varme i det indre, og et hjerte, frem for den kolde som havde mødt ham i starten – den lille knægt som havde raget i hans lommer, var en som han faktisk skulle tage med sig hjem, var næsten det som.. overraskede ham mest, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han sendte ham et muntert smil og nikkede så. Knægten var tydeligvis færdig med at spise, hvor det næsten var tydeligt at han havde slikket sin tallerken ren! Hvilket næsten var det som frydede ham mest! Han kuklo ganske let, som han igen satte sig tilbage på sin stol. Umiddelbart lød det jo næsten til at knægten allerede ville med, med det samme? Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste! Tvært imod! ”Det her skal nok blive godt,” endte han morende, som han roligt endte med at rejse sig – med lyd når han skubbede stolen ud, så drengen kunne høre det, så han vidste, at han faktisk rejste sig. Han vendte sig mod tjeneren som kom mod dem, hvor han roligt lagde pengesækken i hans hånd. ”Behold resten,” endte han ganske kortfattet, som han igen vendte sig i retningen af Zachary. Igen rakte han hånden mod ham. Han var nødt til at være sikker på at han havde knægten med sig, og at han ikke blev væk fra ham her på markedet. De skulle op på hesteryggen, hvor hans hest stod bundet et godt stykke længere nede af gaden. Han havde sine måder at rejse på ganske vidst, men han ville ikke introducere det hele alt for hurtigt for den lille dreng, også fordi at han tilsyneladende ikke stolede helt på ham endnu, men det var nu bare sådan at det måtte være når det endelig skulle komme til stykket. ”I så fald, så synes jeg, at vi skal komme af sted herfra nu.. Jo før vi kommer hjem, jo bedre er det jo,” endte han ganske stilfærdigt. Han mente det dog. Nu hvor han havde og skulle have knægten med hjem, så var der jo mange ting som skulle ordnes og komme på plads!

[Deleted]

Zachary kunne ikke få sig selv til at sige nej til tilbuddet, for det lød faktisk utrolig godt i hans ører! Alt det som blev ham skænket, selvom han naturligvis stadig var lidt usikker på hvad reglerne indeholdt, samt de faste rammer, for han brød sig ikke om at der blev sat begrænsninger for ham, når han sådan set var vant til at han kunne gøre hvad han ville. At der var visse regler, som at de spiste til tiden på et bestemt tidspunkt, gjorde ham ikke noget, for der var han bare glad for at han i det hele taget fik noget at spise! Så længe der ikke kom særlig mange begrænsninger, så var han ligeglad, for så lød det hele fantastisk i hans ører! Han trak muntert på smilebåndet til Evans ord. Han skulle passe på med at blive for overivrig? Det var vidst allerede for sent, for han var allerede utrolig spændt på det som skulle ske! ”Jamen glæder mig!” endte han sandfærdigt som han næsten måtte sidde helt uroligt på sin stol. Han kunne næsten ikke vente med at skulle i gang med at træne, for så kunne han ordentlig vise hvad han duede til! Han kunne nemlig mere end bare danne en sten! Af sine to elementer, var det dog klart jorden han var bedst til, mest fordi man skulle være tæt på vand for at kunne bruge det og da der ikke var særlig meget vand inde i byen, så var det altid jordbetvingelsen som hjalp ham hvis han kom i knibe, præcis som da Evan havde grebet ud efter ham.
At Evan lo over at Zachary længe var færdig med at spise og tilmed havde slikket tallerknen ren, så sluttede han sig til latteren, for han var jo længe færdig med at spise! Og det morede ham nu lidt at Evan slet ikke havde lagt mærke til det. Han nikkede roligt til Evans ord, hvor han hørte ham rejse sig, hvilket fik ham selv til at hoppe ned fra stolen. Han strammede knuden som han havde bundet ærmerne sammen, så han var sikker på at blusen ikke ville ryge af ham. Han ejede ingen ejendele, foruden det tøj han havde på – hvilket også var det eneste sæt tøj han havde. Dog havde han en skat gemt her et sted, for han havde jo altid sparet op til den kommende vinter. Zach sagde intet som Evan betalte for maden, selvom han vendte blikket i retningen af Evans skikkelse, hvor han godt kunne fornemme at han rakte ham sin hånd. ”Jeg kan godt gå selv,” svarede han roligt og med en anelse stædighed i stemmen, for bare fordi han var blind, var han ikke hjælpeløs! Og han ville sagtens kunne følge med Evan! ”Eller er du bange for at jeg skulle stjæle?” tilføjede han kækt, hvor et drilsk smil gled over hans læber. Han havde dog tænkt sig at opføre sig ordentligt, også nu hvor Evan faktisk var så venlig imod ham og tilmed viste ham interesse, så ville han jo et sted gerne gengælde den generøsitet på en eller anden måde! Han nikkede roligt til Evans ord, selvom han alligevel blev en anelse usikker, for han havde jo aldrig været væk fra Ityrial. Det var den eneste by han havde levet i, så det at skulle til et helt andet land, var virkelig stort for den lille dæmon. ”Okay..”