The same?

[Deleted]

Det var en smuk dag i Manjarno. Solen stod højt, det var varmt og mange folk var ude på gaderne, eftersom det var et perfekt vejr til både at sælge ting og købe ting. Og med mange folk på markedet, så var det også den perfekte dag til at stjæle for lille Zachary DiCepriz. Han lignede ikke en knægt på mere end de 5-6 år, hvor han bar det sædvanlige tøj der bestod af de store rummelige bukser, der bar nogle lapper hist og her, hvor han ellers bar sin hat, som han aldrig gik uden og sin uldvest med blusen bundet rundt om maven, så man kunne se hvor mager han egentlig var. Han var en gadedreng, stjal når han kunne komme til det, selvom det ikke altid var let for én som var blind. Han var født blind, selvom det aldrig havde forhindret ham i at leve livet. Han så med fødderne, via hans jordbetvingelse, hvor han så alt inden for en kort radius, af det som var i bevægelse og sendte lydbølger igennem jorden som han så opfangede. Han kom løbende igennem en gyde, hvor han løb fra side til side, for at undvige alle forhindringerne – når man bare så på ham, så lignede han ikke en knægt der var blind, eftersom han bevægede sig som kunne han se det hele, men det var dog ikke tilfældet. Han endte med at stoppe, da han nåede til gydens ende, hvor han stak hovedet og lyttede. Gyden førte ud til den store og åbne markedsplads, som han var kommet til. Han gik roligt ud af gyden, hvor han gik hen til den stedkendte bod, der solgte frugter, hvor det denne gang var gamle hr. Jesris, der stod ved boden. En mand som Zach altid havde fået snoet omkring sin lillefinger. Han gik roligt hen til manden på sine bare fødder, hvor det store smil gled over hans lille ansigt. ”Godmorgen!” hilste han muntert, som han gik hen til den gamle mand, der var stor og rund, fordi konen fodrede ham godt – som manden altid sagde. Manden så tilbage på Zachary efter at have betjent en kunde, hvor han rystede på hovedet af knægten. ”Godmorgen Zachary, kommer du for at stjæle fra mig igen?” spurgte den gamle mand med en varm røst i stemmen, selvom tonen var drillende. Zach gik hen og lagde hånden mod boden, så han havde noget at støtte sig til, inden han vendte ansigtet mod mængden af folk. ”Jeg behøver da ikke stjæle! Du giver mig jo altid!” endte Zach morende, som han så op mod manden igen, der tog et æble og rakte det mod Zach. ”Så sandt ja.. men sig det ikke til min kone,” hviskede han drillende, hvor Zach tog imod æblet, inden han sendte den gamle hr. Jesris, et stort smil. ”Mange tak!” Han endte med at løbe ud i mængden igen, hvor han gik mellem de høje mennesker, imens han lystigt spiste af sit æble.

[Deleted]

Turen til Manjarno var en som Evan foretog sig ganske sjældent, men dog så forekom det, og specielt på disse fine dage, som det var i dag. Træningen var indstillet lige for i dag, så det var ikke noget som rørte ham som sådan, selvom han måtte erkende, at han var temmelig bekymret for Athena, men han kunne jo trods alt ikke stille noget op, hvis Jared ikke ændrede sin mening.
Turen tog han til markedet. Han havde efterhånden hørt godt om stedet her, så var det måske også på tide at tjekke det ordentlig ud? Med et svagt og let smil på læben, så søgte han roligt ned langs boderne, selvom der ikke rigtigt var noget som kunne siges at falde i hans interesse. Han var en forbandet kræsen mand, og jo finere det var, jo bedre var det i den grad også! Han var en forretningsmand så det sagde spar to, og han fik det som regel som han ville have det. Det havde jo trods alt også sine fordele at være en mentaldæmon, selvom det faktisk ikke var særlig ofte, at han gjorde brug af den trods alt. Lyden af en lille drenge-stemme, fangede dog hurtigt hans interesse, hvilket fik ham til at stoppe op. Med en frakkelignende kappe hvilende om sine skuldre, håret pænt sat og med stokken ved sin side, så lignede han så sandelig også en mand med pengepungen i orden, og det var i den grad også hvad han var, det var der ingen tvivl om. Han lod hovedet søge let på sned, som han roligt betragtede sig af den lille dreng. Af hvad han kunne fornemme, så måtte knægten være en dæmon, men det var ejeren af boden så sandelig ikke!
Tungen lod Evan roligt stryge over hans læber, som han vendte blikket den anden vej. Han havde efterhånden vandret igennem hele markedet, og ej fundet noget som direkte kunne falde ham i interessen, foruden denne bod. Frugten så særdeles god ud, og efterhånden kunne han godt bruge lidt at spise! Han vendte let på hælen og søgte mod den. Han lod stokken roligt møde jorden i takt med at han gik i deres retning og med hovedet hævet og med rank ryg. Han skulle jo trods alt repræsentere sit familienavn og det gjorde han så sandelig også med en stolthed uden lige! Knægten valgte han for nu at ignorere – hans forældre måtte da være et eller andet sted her i nærheden? ”Frugten ser særdeles udsøgt ud. Hvor er den fra..?” spurgte han ganske sigende, som han vendte blikket mod ejeren af boden som stod der. Han vendte blikket fra æbler til pærer og han erkendte gerne, at det virkelig så godt ud. Hvem ved..? Hvis han kunne stilles tilfreds, så havde han sikkert noget af det med sig hjem igen.

[Deleted]

Selvom Zachary var forældreløs og levede på gaden, så havde han faktisk voksne ’venner’, der af og til gav ham lidt, så han kunne overleve. Den gamle hr. Jesris, havde også holdt ham varm den ene vinter, ved at lade ham sove i laden. Normalt klarede han dog sig selv, hvor han ikke rigtig blandede sig i andre børns lege eller generelt andres sager, eftersom han holdt sig for sig selv og også helst ville tage vare på sig selv. Han havde skam været på børnehjem af og til, hvor han også den ene gang lod sig villigt blive fanget af myndighederne, hvilket havde været en vinter. Det var nemlig typisk om vinteren at han havde svært ved at klare sig, eftersom han ikke ejede en eneste mønt, men var ludfattig. Han stjal dog af og til og specielt når det var nødvendigt, som det typisk var i vintertiden. Han kunne dog også gøre det, hvis muligheden var oplagt, præcis som den var denne dag, selvom han ikke brugte pengene med det samme, men sparede op, for om sommeren havde han ikke svært ved at klare sig, eftersom det var varmt. Han fortsatte væk fra boden, selvom han godt hørte den mandlige stemme der henvendte sig til hr. Jesris, hvor den gamle, fede mand der stod i boden vendte sig mod Evan og tydeligt kunne se at manden havde sin pengepung i orden. ”Den er fra vores egen hjemmedyrkede frugtplantage,” forklarede hr. Jesris Evan, hvor han hellere end gerne lod manden se på de mange fine frugter.
Zachary fortsatte ud i mængden, hvor han muntert spiste af sit æble. Han hørte en dame tale henne ved en af smykkeboderne, hvor han på kvindens sprog, kunne høre at hun var fornem og med fornem var man typisk rig. Han endte med at støde ind i hende, hvor hans hånd i et splitsekund søgte ned i kvindens lomme, kun for at tage en mindre pengepose frem, som han stak i sin egen lomme. ”Undskyld frue,” svarede han med sin lille drengestemme, hvor damen skulle til at skælde ham ud, indtil hun så at han var blind, hvor hun lod ham passere. Zach fortsatte væk i en fart, hvor han mærkede på sin lomme, der nu bar kvindens pengepung, at han havde fået en god stak. Han gjorde det samme ved et par stykker, hvor han både fik fat i et lommeur af guld, et par småmønter og ved en anden fik han en æske med en halskæde i. Det hele gemte han forskellige steder på sin egen krop, smøg tingene ind i sine egne klæder, inden han fortsatte væk. Han kom hen til boden igen, hvor hr. Jesris stod og betjente Evan. Zach anede ikke hvem manden var, men han kunne næsten fornemme hvilke lange klæder han måtte bære, hvor han også på stemmen kunne høre at manden bar et pænt sprog og derfor sikkert var mere rig end andre. Han endte med at bumpe ind i Evan, hvor hans lille hånd sneg sig uset ned i mandens lommer, for at se hvad der var, hvor han alt imens så op mod Evan – så manden kunne se at han var blind på de måtte øjne – imens han sagde samme sætning som til så mange andre; ”Undskyld hr.”

[Deleted]

Hvem den unge knægt måtte være, var slet ikke noget som faldt Evan i blik lige nu, for han havde slet ikke nogen grund til at skulle henvende sig til det lille individ. For alt hvad han vidste, kunne det jo være, at det var ejeren af boden, som havde noget med ham at gøre? Han vendte blikket mod frugten, som han selv måtte se sig imponeret af, for det var faktisk temmelig sjældent, at man i det hele taget kom i nærheden af flot frugt, og faktisk på denne tid, for det var ved at være sent på sommeren og med det hele, men han måtte alligevel lade sig blive betaget af det. Langt om længe, var der faktisk noget som fangede hans opmærksomhed. Han vendte sig næsten med ryggen til knægten og med fronten mod Jesris. Han nikkede sigende. ”Imponerende.. Det er sjældent at folk faktisk giver sig tiden til det, det må jeg sige..” Han vendte blikket direkte mod ham og med den samme ganske sigende mine, for det var bestemt ikke fordi at det var en løgn. Han var faktisk imponeret, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om!
At knægten tog sig en tyverirunde, var slet ikke noget som han lagde særlig meget mærke til, men det var nu bare sådan at det måtte være, for hans opmærksomhed hvilede helt andre steder. Selv lagde han først mærke til det, da knægten endte med at gå direkte ind i ham selv, hvor han endte med at trække sig et skridt mod den ene side, kun for at vende blikket direkte mod ham endnu en gang. At knægten var blind, kunne han tydeligt se, selvom.. der var noget over hans mine som fangede hans opmærksomhed. Han kneb øjnene fast sammen og med en ganske kortfattet mine. Hvis der var noget som han ikke havde nogen tro på. Hånden hævede han kun let, for at gribe fat om knægtens nakke, også for at holde ham fast. Det var bestemt ikke hans lommer man skulle gå i, det var helt sikkert! Det var slet ikke noget som han fandt sig i! ”Jeg vil råde dig til at tømme dine lommer, knægt..” endte han ganske kortfattet. En lille pose penge, ville han så sandelig ikke bide sig mærke i, var væk, men det var mere princippet i det, for han kunne vel spørge i stedet for at tage fra folk, som sikkert havde lige så meget brug for pengene som det han selv havde? Grebet omkring hans nakke var fast og hårdt, så det var på ingen måder bare lige at komme sig ud af på den måde. ”Og ikke tving mig til at bede dig om det en gang til..” endte han med en fast tone, hvor det var tydeligt at man mente sine ord i ramme alvor. Tanken gjorde ham vred, for han fandt sig slet ikke i, at folk gik i hans lommer! Det fik end ikke hans hustru lov til!

[Deleted]

Zachary tog sig ikke rigtig af at de mange folk mistede deres penge, da han typisk kun gik efter de der virkede rige, hvilket man kunne høre på deres sprog, for de rige havde typisk den forfinede tone og et flottere og mere kultiveret sprog i forhold til de fattige. Og selvom Zach kun var en lille dreng, der tilmed var blind, så var hans andre sanser skærpede, hvor han også havde levet på gaden det meste af sit liv, så man vænnede sig hurtigt til ting. Hvem den høje mand var, der stod henne ved Hr. Jesris’ bod, anede Zachary ikke, selvom han også fandt det irrelevant, for han kunne høre på manden at han bar det mere fine sprog, og gik derfor ud fra at han var rig. Og Zach kunne godt bruge et par skillinger, eftersom det var et hårdt liv at leve på gaden og han brød sig ikke om børnehjem, eftersom han altid blev mobbet af de andre børn, fordi han var blind. Han havde dog altid klaret sig og det var præcis også det som han ville bevise! Han ville ikke være én af de fattige der døde på gaden, nej han skulle nok blive til noget stort en dag! Han skulle nok klare sig selv, for selvom han var blind og de fleste forbandt det med skrøbelighed, så var han en robust og stærk dreng, der sagtens kunne tage vare på sig selv!
Som Zachary gik ind i manden, fik hans lille hånd fat i en lille pengepose, som han fik gemt i vesten. Han nåede dog knap nok at tage et skridt, da han mærkede den stærke hånd i hans nakke, som fik ham til at spænde. Han løftede de små hænder og greb fat om Evans store hånd. ”Av! Slip!” endte han fast, som han gav sig til at vride sig, som havde han været en fisk på landjorden, eftersom denne mand bare ikke skulle have fat i ham! Han bed tænderne kraftigt sammen, som han godt kunne mærke at mandens faste greb ikke var et man bare uden videre kunne komme ud af, for han havde godt fast! At manden ville have ham til at tømme sine lommer, ville slet ikke komme på tale, for så skulle han jo aflevere alle tyvekoster tilbage og dem havde han da selv brug for! ”Slip mig!” vrissede han, som han fik sig drejet, hvor han sparkede manden over skinnebenet, så hårdt han kunne, og selvom han var en lille dreng, så var han jorddæmon og derfor kunne selv hans spark gå hen og blive hårde. Han ville slet ikke aflevere noget som helst, og denne mand skulle slet ikke komme og tro at han kunne bestemme over ham, for det fandt han sig ikke i! Og han skulle bare slippe ham! Han knurrede let, som han stampede hårdt i jorden, så en mindre stenkugle søgte direkte op mod Evans arm, i et forsøg på at skade armen, så han muligvis ville slippe ham.

[Deleted]

Evan kunne sagtens undvære den lille pose med penge, som han uden tvivl, vidste at knægten havde fået fat i, selvom der nu ikke lå mere i det. Det var princippet i tyveri, som han på ingen måder var fan af, og han vidste hvad han fandt sig i, eller ikke! Han var en rig mand, en forretningsmand og endda uden nogen adelig titel, hvilket han nu heller ikke var interesseret i, for han kunne faktisk bare godt lide at være en del af mængden, også selvom det ikke var lige nemt altid, men han forsøgte faktisk. At livet på gaden ikke var nemt, kunne han godt forestille sig, og selv var han et gammelt børnehjemsbarn, så han vidste godt hvor hårdt det liv kunne være, så det var bestemt ikke noget som sagde så lidt. Denne unge knægt havde han dog alligevel fat i ud af øjenkrogen, også selvom han ikke ligefrem gjorde noget for at blande sig i det yderligere, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, for der var absolut ingen grund til det. Frugten så godt ud, og han nåede jo end ikke at svare den store mand ved boden, hvorpå om han ville have frugt med sig hjem eller ikke, før knægten var gået ind i ham.
Hånden lukkede Evan hårdt og kraftigt omkring knægtens nakke, som han var endt helt tæt på ham. At han var blind, var bestemt ikke nogen undskyldning, for han vidste at knægten ikke bare havde været i hans lomme, men også i så mange andres bare nu her! Selv tog han sig ikke af at knægten råbte og skreg om at han skulle slippe, for denne gang var det helt klart noget som han selv bad om, det var der bestemt ikke nogen tvivl om! At han vred sig, fik ham kun til at lukke grebet mere fast omkring hans nakke, kun for at holde ham solidt fast, så måtte han jo se hvor hårdfør knægten måtte være! Sparket over hans skinneben kunne han helt klart godt mærke, hvor han valgte at bide den i sig. Han kunne jo trods alt lukke af for det, for det var ikke så slemt igen – tak og pris for at være en mental dæmon! Hans øjne lyste op i en tydelig irritation. Normalt skulle der meget til for at gøre ham direkte hidsig, men denne knægt formåede det virkelig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! ”Tøm lommerne..” endte han med en fast tone, næsten som var det en ordre, idet at han søgte direkte ind i skallen på ham, også selvom knægten faktisk skulle vise sig at være hurtigere. Den kugle af ren og hård jord, som blev kastet direkte mod hans arm, slog så kraftigt til, at han automatisk måtte give slip på ham. Han brummede kraftigt, som han tog armen tæt ind til sig, hvor han direkte valgte at søge ind i hovedet på knægten. Så gammel som han var, så behøvede han ikke nogen direkte kontakt med hans blik – han kunne jo trods alt heller ikke se noget som helst alligevel! ”Du går ingen steder..” endte han med en direkte hvislende stemme. Tanken omkring det, gjorde ham vred! Han gik ind i hovedet på ham og tog kontrol over hans ben så han ikke kunne stikke af. Han blev kun hidsig!

[Deleted]

Måske det var forkert at stjæle, men i Zacharys verden, så var tyveri overlevelse i vildmarken, for sådan var livet på gaden. Der gik man efter reglen; dræb eller bliv dræbt, så det var på ingen måder et let liv, og selvom Zachary ikke var fuldkommen blind, da han så med sin vand- og jordbetvingning, så kunne han stadig ikke se alt og det havde også mange gange skabt problemer for ham. En sådan god og varm dag som denne, krævede næsten at man stjal, for der var så mange folk og det var ikke fordi han havde tænkt sig at bruge de ting han stjal, men spare op – det gjorde dog ikke gerningen mere retfærdig, men han fandt det heller ikke retfærdigt at nogle folk skulle være rige og kunne bade i penge, hvor andre som ham selv, måtte gå dag ind og dag ud og sulte, for det var der ingen retfærdighed i!
At der så skulle være en enkelt mand – Evan – der skulle opdage Zachary, var noget som både bragte panik i hans lille krop, men som også gjorde ham irriteret, for han nægtede at aflevere det hele! Så skulle han i hvert fald nok sætte manden på plads! – selvom det kun skete i hans drømme. At manden krævede at han tømte lommerne, gjorde kun lille Zach endnu mere stædig, hvor han knurrede ganske let. ”Aldrig! Slip mig, din gamle nisse!” råbte han vredt, som han sparkede og vred sig, for at komme fri fra mandens stærke greb, der tydeligvis havde så godt fast at det næsten gjorde helt ondt, men som jorddæmon, var han alligevel langt mere hårdfør end hvad andre i hans alder ville være. Han prustede arrigt, hvilket også måtte skabe opmærksomhed omkring dem. Gamle hr. Jesris der stod i boden, gjorde dog intet ved det, for selvom manden kendte Zach, så vidste han også at tyveri var forbudt og derfor lod manden også Zach få sig en lærestreg. At den hårde stenkugle, fik manden til at slippe grebet, kunne han tydeligt mærke, hvor han slap en munter og næsten drilsk latter, som han med det samme begyndte at stikke af, selvom han pludselig bare måtte.. stoppe? Han rynkede forvirret brynene, som han begyndte at rive og flå i hele sin krop, som tegn på at han forsøgte at bevæge sig, men han kunne bare ikke! Han stod fast! Han var blind, så han kunne ikke se om nogen eller noget havde fat i ham, men det burde han kunne mærke og han kunne intet mærke, hvilket begyndte at skabe en mindre panik i ham. ”Hvad sker der?!” Han forsøgte at vride i hele sin krop for at løbe, så han kunne komme væk, men intet hjalp. Han blev næsten helt rød i ansigtet af anstrengelse for at komme væk, hvor han også til sidst opgav at kæmpe, for det var tydeligt at han ikke kom nogen vegne. Hans unge sind ville aldrig kunne stå imod en stærk og gammel mentaldæmon, men at manden var dæmon, var slet ikke noget som slog ham, for det eneste han havde ønsket, var at få den lille pengepose med sig hjem, så han kunne overleve den hårde vinter.

[Deleted]

Vinteren var kommende, så det forekom ikke Evan som nogen forundring at gaderne var fyldt med tyveknægte, men at det så skulle være en lille skikkelse som denne unge knægt, var noget som han skam ikke ligefrem havde regnet med. Dog måtte denne unge knægt så lære, at han havde forsøgt sig med den forkerte, for dette var ikke noget som han ville få noget ud af! Det var en tanke som gjorde ham direkte hidsig, så det var ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Knægten var en hård en, også sådan som han slog og sparkede fra sig, selvom det fysiske slet ikke var noget som rørte ham på nogen måde. ”Hvem har lært dig det forfærdelige sprog, knægt..?” endte han kortfattet. Det var ikke engang fordi at det var noget som gjorde ham hidsig som sådan, for det gjorde det ikke. Der skulle lidt andre ting til end dette og det var bare sådan at det måtte være i den anden ende.
Knægten forsøgte at løbe, selvom det nu heller ikke var noget som kom bag på ham. Han søgte direkte ind i skallen på ham og fik derved også hans ben til at stoppe – han kunne med andre ord, heller ikke komme længere, også selvom det var noget som faldt ham i den gode jord, for det var sådan at han ville have det! Med den nu skadede arm tæt ind mod sin egen krop, så søgte han roligt i retningen af knægten som tydeligt stod der og forsøgte at komme fri, hvilket næsten var ham et morende syn. ”Jeg havde forventet mig andet af en dæmon end et liv på gaden som en simpel tyv..” Skuffelsen meldte sig tydeligt i hans mine, også selvom han nu heller ikke gjorde noget ved det som sådan, for han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det som sådan, kunne han? Han stoppede op lige ved ham, også selvom han dog havde en lille afstand til ham af den grund. Han tog endnu en gang fat omkring hans nakke, for at begynde at tømme de steder hvor knægten nu kunne gemme de mange ting som han nu havde nakket – ikke bare fra ham, men fra alle de andre som også var til stede her. ”Hvad laver en som dig overhovedet på gaden, om jeg må have den frækhed at spørge..?” spurgte han sigende, som han roligt lagde det hele for fødderne af knægten i stedet for. Alt fra ure til penge til smykker og andet, som han nu havde formået at få sine fingre i. Alligevel imponeret over, at han i det hele taget havde været i stand til det, men det var nu det. De styrker som han havde vist med jorden, havde han ikke ligefrem regnet med, og det var noget som vækkede en nysgerrighed, som han ikke ligefrem kunne siges, at være i stand til at slippe igen bare sådan uden videre!

[Deleted]

Måske at Zachary havde fundet den forkerte mand at stjæle fra, men han var ligeglad! Manden havde været rig, i hvert fald var han pænere klædt end mange andre her, derfor så havde manden også været den oplagte mulighed at stjæle fra, hvilket også havde lykkedes ham, lige indtil manden havde opdaget det og grebet fat i ham, hvilket gjorde ham lettere arrig, for han kunne ikke lide at blive holdt fast på den måde! Hans små hænder holdt stadig fast omkring Evans stærke håndled, næsten i et forsøg på at løsne mandens greb, selvom Zach ikke var stærk nok imod denne mand, heller ikke selvom han var jorddæmon, for han var jo stadig ung og havde en masse at skulle lære, skønt han kun kunne lære tingene af sig selv, for han havde ingen familie. Som manden spurgte ind til hans sprog, gled et kækt smil over hans læber. ”Min bror!” svarede han næsten stolt. Han havde aldrig haft en biologisk bror, men han havde haft en ældre ven ved navn Josh, som han havde anset som sin bror, fordi de havde hjulpet hinanden og det var også Josh, der havde lært ham at leve på gaden og faktisk overleve, og det var også Joshs hat som han bar på hovedet – hans kæreste eje. Josh var dog ikke længere i blandt ham, eftersom knægten var blevet dræbt for mange år siden.
Selvom Zachary havde levet på gaden, så havde han stadig lært at bruge de basale evner som en jorddæmon og vanddæmon kunne, selvom det ikke var særligt stærkt imod en fuldvoksen mand, som ham der havde fat i ham, hvilket han også godt vidste, men han havde heller ikke regnet med at manden kunne magi, som holdt hans krop fast, for magisk måtte han jo næsten være, nu hvor intet havde fast i ham. Den skuffede mine kunne Zach ikke se, men han kunne tydeligt høre skuffelsen i stemmen på manden, hvilket et sted kom bag på ham, selvom den skuffede tone, næsten også gav ham dårlig samvittighed. Han svarede dog ikke manden, for hvad skulle han sige? Han havde ikke valgt at leve på gaden, han havde aldrig haft nogen forældre og han havde ikke brudt sig om børnehjemmene, så der var kun gaden tilbage. Som Evan gav sig til at tømme Zachs lommer, mærkede han hvordan panikken for alvor slog ind over ham. ”Nej du må ikke! Du skal ikke tage mine ting!” endte han helt febrilsk. Hvordan pokker skulle han så overleve den kommende vinter?! Måske det var forkert at stjæle, men det var den eneste mulighed han havde for at overleve, vintrene var altid hårde imod ham, fordi han ikke havde noget sted og blindheden gjorde det ikke lettere! Selvom tingene blev lagt foran ham, så var han stadig bange for at manden tvang ham til at aflevere det igen, for så havde han jo stadig ikke noget som helst! Han vendte ansigtet op imod Evan ved hans spørgsmål, hvor han næsten blev helt tam i hovedet, som havde Evan sagt noget dumt. ”Jeg bor her..?” svarede han i en flabet tone, som havde det været et indlysende svar. Han forsøgte endnu engang at kæmpe sig fri, selvom hans krop bare ikke gad som han selv ville, hvilket frustrerede ham!

[Deleted]

At blive kaldt for en ’gammel nisse’ var ikke det værste som Evan var blevet kaldt igennem tiden, men det var nu ikke noget som han tog sig af som sådan, for det var der ikke nogen grund til. Nu kom han ikke længere, hvilket var noget som selvfølgelig glædede ham, for knægten havde stjålet fra ham, og i hans øjne, så var det virkelig ikke andet end spild af evner og talent at bruge det på den måde, når der var så frygtelig mange andre muligheder og alternativer, og det var noget som han faktisk.. ønskede at skænke denne unge knægt. Han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. ”Din bror siger du.. og hvor kan jeg finde ham..?” spurgte han ganske sigende. Hvorvidt om det var en lille tyvebande i form af en familie, vidste han ikke, men han ville da lige vide hvad det var han stod med mellem fingrene i denne stund, også fordi at han var nødt til selv at være en kende påpasselig, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham på nogen måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
Evan begyndte uden tøven at tømme hans lommer og andet som han kunne komme i nærheden af, for det var tydeligt at han ikke var den eneste som det var gået ud over. At det så skulle koste ham til den kommende vinter, var noget som han stort set var ligeglad med! Valg havde konsekvenser, og det var noget som denne unge knægt lige så godt kunne lære sig allerede fra start af, for dette var ikke noget som han tillod at gå uset fra sig, om det var noget som han nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det var! ”Dine ting? Det her har aldrig nogensinde været dine ting..!” endte han med en direkte vred tone, som han langt om længe fandt sin egen lille pose med penge, som igen roligt faldt til rette i sin lomme. Evan rettede sig roligt op, som han vendte blikket mod den lille knægt, men det var nu ikke noget som han tog sig af, for knægten kom virkelig ikke nogen steder før han selv lod ham gøre det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At han så skulle få flabede svar igen, var slet ikke noget som han fandt sig i. Flabethed var virkelig noget af det værste som han vidste, foruden det at blive stjålet fra selvfølgelig! Han fnøs ganske kortfattet. ”Hvorfor på gaden..? Der er så mange andre alternativer..” Endte han ganske sigende, for løgn var det jo trods alt ikke. Roligt gik han i knæ overfor knægten, også selvom han tydeligt kunne mærke i hans knæ, at han havde fået noget af et slag, selvom det nu ikke var noget som han sagde noget til. Selv dette unge individ, gjorde hvad der måtte gøres, for at beskytte sig selv, og det var noget som han faktisk havde respekt for. Hovedet lod han søge let på sned endnu en gang. ”Hvad er dit navn..?” spurgte han langt mere kontrolleret. Knægten fik stadig ikke lov til at løbe nogen steder.

[Deleted]

At denne mand absolut skulle have fanget Zachary, var en frustrerende tanke uden lige! Han havde lige håbet at han kunne stikke af, da han havde ramt manden med et stenangreb, men det var ikke gået efter hans hoved, hvilket både gjorde ham tvær og irriteret, for han gad slet ikke være fanget her! Og da slet ikke af denne gamle nisse! Han skulle bare slippe ham skulle han! At manden så skulle spørge ind til Zachs bror, fik ham til at vende blikket forundret op mod manden, selvom han lige så hurtigt vendte blikket væk, hvor han fik en langt mere trist mine. ”Det kan du ikke..” svarede han dæmpet. Selvom det ikke var at se på ham, så var fortiden ham faktisk et ømt punkt, for han havde elsket sin ’bror’, det havde været hans familie og det havde knust ham at miste Josh, selvom han havde beholdt knægtens hat, som så var blevet hans kæreste eje med årene. Hatten var dog en anelse for stor til ham, men det var ham ligegyldigt, for han kunne lide den! Han så op mod Evan med et ualmindeligt fattet blik. ”Han døde for mange år siden,” tilføjede han næsten i en fast tone. Nu kendte manden svaret, og så håbede han på at han ikke ville spørge mere ind til det, for det gad han slet ikke tale om!
At manden gav sig til at tømme Zacharys lommer, var noget som gjorde ham direkte tosset, for det var jo hans ting! Han havde ’fundet’ dem, og nu var det hans! Desuden så skulle de bruges til den kommende vinter, så han faktisk kunne overleve, uden den formue, så var han jo nød til at arbejde ekstra hårdt, for hvis han ikke fandt penge, så vidste han ikke hvordan han skulle klare sig igennem vinteren ved at få de nødvendigste ting. ”Det er mine ting! De var i mine lommer!” råbte han vredt, hvor det var tydeligt at han så helt anderledes på tingene end det som Evan selv gjorde. Han mærkede vreden stige i sig i takt med tårerne der måtte presse sig på, for han ville have sine ting, ellers endte han med at blive dødeligt syg, som han plejede og det gad han ikke! Han var dog for stædig til at græde foran denne mand, for den tilfredsstillelse skulle han ikke have!
Som Evan gik i knæ foran Zachary, stod han selv og forsøgte at komme fri, skønt han slet ikke vidste hvad der holdt ham fast til stedet eller hvordan han skulle få det til at slippe ham igen. Han fnøs arrigt, selvom hans opmærksomhed blev vundet af Evan igen, da han viste en mærkværdig nysgerrighed til Zachs liv, som et sted kom bag på ham. Hvorfor han boede på gaden? ”Jeg har aldrig haft andre.. Altænativer,” svarede han roligt, uden at kunne udtale det sidste ord ’alternativer’ korrekt, hvor han ikke engang kendte betydningen af det, „jeg kan bedst lide gaden,” tilføjede han dog i en langt mere dæmpet tone. Han hadede børnehjem, de andre børn mobbede ham altid og var altid efter ham, fordi han var blind. Han vendte ansigtet imod Evans retning igen, da han spurgte efter hans navn. ”Zachary. Zachary Luther Iraqess DiCepriz,” præsenterede han sig næsten langt mere høfligt end han havde været til nu. Han kendte kun sit fulde navn, fordi han havde fået det at vide af det første børnehjem han var vokset op på. Den gamle mand der havde afleveret ham, havde set hvilken familie han var kommet fra.

[Deleted]

At hans bror var ham et ømt punkt, var noget som Evan tydeligt kunne mærke, selvom det ikke var noget som han ønskede at blande sig i. Han ønskede bare at vide hvad denne unge knægt havde omkring sig, andet end sig.. selv vel? Med den stolthed som han havde omtalt denne såkaldte bror med, så var han slet ikke i tvivl om at han havde elsket ham, men det var nu bare sådan at det var. Livet på gaden havde han selv aldrig oplevet, men det hårde liv på børnehjemmet var skam ganske velkendt for ham. Han nikkede ganske sigende til ham, også for at vise en vis forståelse, selvom knægten tydeligt ikke kunne se det, så var det ikke noget som han ønskede at gøre alverdens med af den grund. ”Det er jeg ked af..” endte han næsten toneløst, også selvom han mente det. Lige præcis den form for følelse, var han slet ikke god til, selvom han vel.. forsøgte? Han havde forsøgt i mange år, også selvom det bare ikke ligefrem var noget som lå til ham. Tab var en del af livet.
Drengens realitetssans var som enhver anden fra gadens; Frygtelig egoistisk, selvom han nu heller ikke klandrede ham. Han vendte blikket direkte mod ham, også selvom han ikke lod knægten søge nogen steder hen endnu. Han ønskede at se hvad det kunne føre til, for knægten var vel ikke helt håbløs. Desuden vidste han vel at der var børnehjem som tog sig af børn som ham når den hårde tid ville komme? Han fnøs ganske kortfattet. ”Den lille pengesæk, lå faktisk i min lomme først.. så det er min,” vrissede han ganske kortfattet, også selvom det var ord som han mente! Han ville ganske vidst ikke ligefrem savne den, men igen, så var det princippet i det, som betød det for ham, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende!
Evan gled ned på knæ ved siden af knægten, også for at komme lidt mere ned i hans højde. Han var måske ikke den bedste med børn, og det var frygtelig lang tid siden, at han havde haft noget at gøre med så unge individer som det han stod overfor. Lisa og Daniel havde begge været store, sidst han så dem, også selvom de ikke længere var til. Selvfølgelig var det en tanke som gjorde ondt, for både ham og Diane var ved at blive for gamle til det med at spille forælder, selvom.. ja, mulighederne var der jo trods alt. Han betragtede ham sigende, som han forsøgte at snakke ham efter munden, hvilket faktisk morede ham lidt. ”Det er jeg nu temmelig sikker på, at du har haft, men ikke har taget dem.. Overvejet børnehjem..? Det gjorde jeg selv, da jeg var i dit sted,” forklarede han ganske sigende, også fordi at det ikke ligefrem var en løgn. Han havde selv været en knægt uden noget som helst – og se ham nu! Høfligheden i hans tone ved hans præsentation, var noget som svagt fik ham til at trække på den ene mundvig, hvor han let nikkede mod ham. ”En glæde at møde dig, Zachary.. Jeg er Evan Embelowni Strife,” præsenterede han sig lige så, også for at vise at han ikke var ude på at gøre ham noget ondt, men.. snakke med ham.. om ham faktisk.

[Deleted]

At denne mand forsøgte at vise forståelse for Zachary kunne han end ikke mærke, fordi manden var direkte elendig til det, desuden så forstod han heller ikke hvorfor manden skulle være ked af det, for det var da ikke ham der havde mistet en bror, så hvorfor var han ked af det? Han endte med at se lettere skeptisk op mod manden, skønt han ikke direkte så på Evan, fordi han var blind og derfor ikke kunne se en pind foruden alt var sort. ”Hvorfor?” spurgte han lettere spidst. Han brød sig ikke om at tale om fortiden og da slet ikke Josh, selvom han naturligvis godt kunne prale af hvilken fantastisk bror han havde haft, for Josh havde virkelig været den bedste! Han endte med at se lettere uforstående på Evan. ”Har du haft en bror?” spurgte han nysgerrigt, også for at vide hvorfor manden var ked af det, for det kunne da godt være at manden kendte til det at miste en bror, men han var vel alligevel ligeglad som alle andre voksne havde været? Måske han kendte nogle mere faste personer, såsom hr. Jesris, og manden kunne også være god mod ham, men i sidste ende var han ligeglad med ham, for han havde ikke gjort noget, da Evan havde taget fat i ham, og derfor vidste Zachary også godt at han var alene når det kom til alt.
Det irriterede Zachary at manden havde taget hans ting fra ham, selvom han kunne fornemme på sine fødder, at han havde lagt dem foran ham, for han havde mærket hver vibration i jorden, der var kommet af tingenes berøring med den. Helt forsvarsløs og dum var han bestemt ikke, for selvom han var blind skulle man ikke tage fejl af ham! ”Måske, men resten er mit!” svarede han næsten håbefuldt, da han ønskede at få resten med sig. At han ikke ville få mandens pengepose kunne han godt leve med, men resten ville han gerne have med sig, for ellers ville hans lille tur rundt have været helt nyttesløs! Og det var jo heller ikke fordi de andre ville komme til at savne tingene – det mente han i hvert fald ikke selv. Han havde mere brug for det, end de voksne!
Hvorfor Evan viste interesse i Zahcary vidste han ikke, hvilket gjorde ham en anelse skeptisk, for han var slet ikke vant til at folk viste interesse, nogle voksne havde tilmed snydt ham, hvor de havde virket høflige, indtil de havde taget ham og smidt ham på børnehjem og et sted var han vel bange for at Evan ville gøre det samme? Bare det at Evan nævnte et børnehjem, fik hans mine til at ændre sig, så han næsten så skrækslagen ud. ”Jeg gider ikke børnehjem!” endte han med direkte at skrige skingert og næsten helt vredt, hvor hans mine også blev vred, „jeg hader det!” Han endte med at knytte de små hænder ved bare tanken om alle de børn der havde leet af ham, skubbet til ham, trynet ham og gjort ham ondt, hvor han aldrig ville tilbage igen! Han blev dog tydeligt overrasket, da han sagde at han selv havde været på et børnehjem. ”Har du været på børnehjem?” spurgte han nysgerrigt, hvor hans lille hoved søgte let på sned. At manden præsenterede sig, fik et muntert smil til at glide over hans læber. ”Hyggeligt at møde dig Evan,” gengældte han; tydeligt at han imiterede manden for at vise samme høflighed - som han ikke var vant til at udvise.

[Deleted]

Evan var måske ikke ligefrem den bedste til børn, men han forsøgte da, også selvom det ikke var nemt. Han havde virkelig ikke tålmodighed til at tackle det hele med tyveri, også selvom han virkelig forsøgte at holde sig godt i nakken med det. Han kneb øjnene fast sammen. Tabet af en bror stod han selv med, også fordi at man vel snildt kunne sige at Jared havde slået hånden af ham? Selvom det ikke ligefrem var noget som han kunne gøre noget ved. Han vendte blikket direkte mod ham ved hans skeptiske tone. Det var noget som et sted gjorde ham direkte vred. ”Et tab er altid trist.. uanset hvor gammel man er,” endte han direkte sigende. Han afsluttede dog med at nikke. Ja, han stod selv i situationen af at skulle tackle et tab, bare ikke i den samme forstand som et dødsfald, men det var nu alligevel underordnet. ”Det kan man vel godt sige, at jeg har,” afsluttede han ganske sigende, også selvom det var ord han mente. Jared havde været som en bror for ham, og manden havde slået hånden af ham, kun fordi at han havde åbnet munden med henblik på hans datter – det var et tab som faktisk gjorde.. ondt?
Tingene havde aldrig nogensinde været Zacharys og det var noget som han bare måtte lære! Man kunne ikke tage andres ting og så opføre sig som det altid havde været deres! Den lille pengesæk faldt tilbage på plads i hans egen lomme, inden han så på ham endnu en gang. ”Åh ja..? Jeg kan sagtens få dig til at aflevere hver eneste lille ting tilbage som ligger for fødderne af dig, knægt.. Det er ikke dine, når du tager det fra andre, er du med..?” Hans tone var måske meget fast og meget bestemt, men.. han var nu alligevel ganske rolig af sig, for han havde slet ikke nogen grund til at hidse sig sådan op. Han have jo fået sit igen, og så kunne han jo i princippet være fuldkommen ligeglad med hvad andre ville sige eller om de i det hele taget manglede deres ting, for det vedkom jo faktisk ikke ham, så det var han faktisk ligeglad med.
At han ikke gad børnehjem, kunne Evan faktisk godt forstå, men det var da bedre end et liv på gaden trods alt! Han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang og med en ganske fast mine, for han fandt sig ikke i at blive snakket til på den måde! Han havde været på et børnehjem, også selvom det ikke ligefrem havde været en lykke uden lige, så var han glad for det i dag. Han havde da om ikke andet, så haft en seng at sove i, mad på bordet og tøj på kroppen, selvom det ikke havde været alverdens. ”Jeg boede selv på børnehjem i mange år, inden to gode mennesker kom og hentede mig og tog mig med hjem, og opfostrede mig som deres egen.. Jeg kan forstå, at du ikke har gode .. minder om det sted..?” spurgte han sagte, også for at omformulere det, så den lille knægt måske kunne svare og forstod hvad han faktisk sagde, uden brug af for store fremmedord. Dem havde han jo selv lært sig med tiden, også fordi at han var hvad han var.

[Deleted]

At manden foran Zachary kendte til det at tabe en bror, gjorde også at manden forstod Zach, hvilket gjorde det bedre for den lille dreng. Det var dog mange år siden at han havde mistet Josh, og siden da havde han ikke haft nogen hos sig, så havde han klaret sig selv, hvor han havde gjort alt det som Josh havde lært ham og vist ham, selvom han mange vintre havde været dødeligt syg, men sjovt nok havde han altid overlevet. Der skulle meget til for at dræbe den lille dæmon. At Evan selv havde mistet sin bror, fik Zach til at se bort fra ham. ”Oh..” endte han blot en anelse overrasket, da han ikke havde regnet med at manden kunne sætte sig i forståelse til det, selvom det var irrelevant, for han havde slet ikke lyst til at tale om det. Fortiden gjorde ondt at tænke på, derfor levede han kun i nuet, for så tænkte han ikke på hvad han havde mistet, eftersom tabet var noget som gjorde for ondt på ham. Desuden skulle han stadig finde ud af, hvordan han fik de ting med sig, som Evan havde taget ud af hans lommer. Der var dog visse ting han havde gemt godt, og som manden ikke havde fundet, men det var højst to ting, og det var ikke meget i forhold til det han havde haft!
Zachary så ikke mod Evan, men så ned mod jorden, hvor han mærkede tårerne presse sig på, ikke fordi han var ked af det, men fordi han var vred. Hans små hænder var knyttet, hvor han havde lyst til at lange ud efter Evan, fordi han havde taget hans ting fra ham og smidt dem skødesløst på jorden, hvor de ellers havde lagt godt i hans lommer! Han bed tænderne kraftigt sammen til Evans ord, hvor han desværre vidste at manden var stærkere end ham og sikkert sagtens kunne få ham til at aflevere tingene igen, og det gad han ikke, så han måtte tale manden efter munden, hvilket på ingen måder faldt i god jord hos ham! ”Nå..!” endte han blot irriteret, hvor han ikke så meget som så mod Evans retning, for den mand kunne han ikke lide. Han ville have sine ting, og det forstod den dumme mand ikke! Han forstod ikke at han havde brug for dem, for at overleve, derfor skulle han bare gå og lade ham og hans ting være i fred! Zach kunne dog stadig ikke bevæge sig, hvor han stadig var forundret over hvad der holdt ham fast til jorden.
Zachary var faldet en anelse mere til ro, da de havde skiftet emne, selvom emnet ikke just var noget som han var glad for, for han hadede direkte børnehjemmene, der havde han aldrig følt sig tilpas, dog var han blevet gjort nysgerrig, fordi Evan selv havde sagt at han havde boet på et børnehjem og det var jo altid rart med én som forstod en selv. Han havde vendt ansigtet mod Evan igen, hvor han lyttede opmærksomt og interesseret i mandens ord. Han havde selv boet der og så havde nogle tilmed hentet ham? Der var aldrig nogen der var kommet efter Zach, han havde troet at han altid havde skræmt folk væk, fordi han var blind, det var jo også det som de andre børn havde drillet ham med. Han endte med at vende blikket væk igen, da de kom ind på hans tid på børnehjemmet, hvor han svagt rystede på hovedet. ”De andre børn er altid efter mig, fordi jeg er blind,” mumlede han dæmpet, hvor han ikke så mod Evan, men fortsat så væk.