The same?

[Deleted]

Evan forstod vel Zachary mere end det som han egentlig gik og troede? Selvom han måske ikke ligefrem var den bedste til det med følelser, så var det der nu alligevel, om det var noget som man nu ville det eller ikke, men det var bare ikke noget som kom frem i hans mine eller hans mimik generelt. Han nikkede sigende. ”Du er ikke alene om at opleve tab på den måde,” forklarede han ganske sigende, også selvom han ikke tog blikket fra ham. At han ikke ønskede at snakke om det, kunne han godt fornemme, også fordi at han blev.. afvigende og afvisende overfor det hele, selvom det nu heller ikke var noget som han blandede sig i. Med tab og et liv på gaden, så havde knægten det vel heller ikke nemt? Ikke at det var noget som han sagde noget til som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være, om det var noget som man ville det eller ej, så måtte knægten også snart tage tyren ved hornene og tackle de spøgelser fra sin egen fortid, ligesom Evan selv var nødsaget til det samme.
Det ville ikke kræve alverdens fra Evans side at få Zachary til at opgive sin opsamling af ting og give dem tilbage til de retmæssige ejermænd, selvom det nu heller ikke var en ting som han ville blande sig i. Han havde fået sit tilbage, og så kunne han jo i princippet være storslået tilfreds med tingene som de var, ikke sandt? Knægten var vred, vel også fordi at han stod i en situation som han ikke bare kunne komme ud af? Tanken morede ham et sted, også selvom det nu heller ikke var noget som han viste direkte, for det var der jo slet ikke nogen grund til. Desuden ville han heller ikke gøre ondt værre, for knægten lagde vel til side til den kommende vinter? Den kom jo trods alt allerede nu med de hastige skridt. Den irritable mine, var noget som han næsten måtte bide i sig, for at se den stædige skikkelse stående fast foran ham, var faktisk sjovt! ”Du synes ikke det her er specielt sjovt, vel..? Det er mildt i forhold til hvad mange andre ville gøre, hvis de tog dig i at rage i deres lommer,” påpegede han ganske sigende. Tyveri blev normalt straffet hårdt, og det var normalt uanset hvem eller hvad det var!
Zachary faldt til ro, hvilket var noget som faktisk glædede Evan. Han ønskede at finde en fredelig løsning på det hele, for ikke at glemme.. Han svigtet sin slags, ved at vende ryggen til en ung dæmon på gaden, så det var i sig selv, ikke noget som han kunne få sig selv til det. Han nikkede ganske sigende til ham. Varsomt lod han knægtens ben blive sat fri endnu en gang, så han igen var i stand til at bevæge sig. Nu snakkede de jo så fint sammen, så kunne det vel også være at han blev stående? ”Min bedsteven… min bror, blev heller ikke hentet på børnehjemmet,” fortsatte han ganske sigende. Jared og ham havde været samme sted, og det var jo der de havde lært hinanden at kende for alvor. Han hævede hånden og strøg Zachary over håret. ”Hvad siger du til et måltid, så vi kan sidde og snakke lidt..?” spurgte han roligt. ”Jeg giver,” tilføjede han stilfærdigt. Et godt og solidt måltid – et eller andet dyrt sted, var lige hvad Evan kunne bruge!

[Deleted]

Zachary var ikke meget for at tale om sin fortid, mest fordi han havde mistet en person der havde betydet utrolig meget for ham og som han havde anset som familie. Han var også for lille til rigtig at forstå sig på det, selvom man måtte erkende at han tacklede tab meget bedre end mange andre på hans alder nok ville gøre, men han havde jo også levet alene det meste af sit liv, han havde altid klaret sig selv, hvor han sjældent havde haft nogen andre venner. Han var altid blevet mobbet og drillet fordi han havde været blind, hvor de andre børn altid havde været efter ham. Han svarede ikke Evan, da han blot så væk fra manden. Han kunne endnu ikke bevæge sig, hvilket et sted var en frustrerende tanke, for han kunne slet ikke gøre noget som helst! Han stolede dog ikke helt på Evan, for sådan som han havde taget tingene fra ham og tilmed snakkede om børnehjem, så var han vel bange for at manden skulle føre ham til et og lade ham rådne op der, og det krævede altså sit at stikke af derfra, for det var ikke noget man bare uden videre gjorde! Det krævede planlægning og selvom det havde lykkedes ham et par gange, så blev sikkerheden kun skærpet for hvert barn der undslap, så det var på ingen måder let!
Det var ikke svært at spore vreden og irritationen i Zacharys mine, mest fordi han slet ikke brød sig om at tingene skulle foregå på denne måde, og han vidste slet ikke hvad det var der holdt ham fast, så han havde jo ikke en mulig chance for at stikke af! Han plejede altid at klare sig, selvom store og stærke mænd var efter ham, for han var en snu lille dreng, men denne gang måtte han erkende at han slet ikke vidste hvad han skulle gøre, for han stod fuldstændig urokkelig fast. Han vendte ansigtet mod Evan med den tydelige irritable og utilfredse mine. Manden skulle da bare vide! ”Jeg slipper altid væk!” svarede han i en tvær tone, hvor han så væk igen. Selvom han var blind, var han ikke dum, tværtimod var han faktisk intelligent i forhold til andre på hans alder, men han lærte til gengæld også på den hårde måde.
At Evan slap sit tag i Zachary, så han igen kunne bevæge sig, kom en anelse bag på den lille knægt. Han vendte blikket ned af sin krop, hvor han gav sig til at sparke med benene og ryste med armene, som om hele hans krop sov. Han vendte blikket en anelse forvirret op imod Evan. ”Hvordan gjorde du det?” spurgte han tydeligt nysgerrig efter at vide hvad der havde holdt ham fast, for han havde jo ikke mærket noget fysik holde fast i ham. Han blev dog stående, også fordi Evan virkede til at være en flink mand, men han var nu stadig påpasselig, da han næsten var bange for at han ville blive snydt af Evan. Han så overrasket mod Evan, da han sagde at hans bedste ven og bror ikke blev hentet. ”Gjorde han ikke?” spurgte han nysgerrigt, inden han mærkede nogle strøg over hans hoved, som rykkede hans hat der i forvejen var for stor til ham. Han så næsten skeptisk op mod Evan, da han foreslog at de skulle finde et sted at spise, for mon manden snød ham? Han kunne dog godt mærke at hans lille krop var udsultet, hvor han let tog sig til maven. Som Evan sagde at han gav, lyste hans lille ansigt op i et muntert grin. ”Okay!” endte han lystigt uden at han kunne skjule det store smil.

[Deleted]

At miste, var bare en del af livet, som man bare måtte vænne sig til, om det var noget som man ville det eller ikke, det var der ingen tvivl om. Blikket hvilede intenst på den unge skikkelse, også nu hvor han ikke kunne rokke sig nogen steder, selvom han nu heller ikke sagde noget til det, for.. det var nu bare sådan at det var. Han havde i den grad bedt om det ved at rage rundt i hans lommer! Han lod dog endnu ikke knægten gå, også selvom det var tydeligt, at han ikke havde det særlig godt med tanke på det som han selv havde mistet, og det var faktisk en tanke som Evan godt kunne sætte sig i, også selvom han ikke ville uddybe det mere end det som godt var, for det var tydeligt at han slet ikke ønskede at snakke om de ting, selvom det nu heller ikke var noget som han ville blande sig i, mere end det som godt måtte være i den anden ende, det var helt sikkert.
Det ville på ingen måde være svært for Evan at tvinge ham til at give ham tingene tilbage til de retmæssige ejere, også fordi at han var temmelig sikker på at han endnu ikke havde fundet det hele, men det var noget som han i bund og grund var ligeglad med, for det var ikke noget som direkte vedkom ham, om det var noget som man ville det eller ej. Denne knægt var på ingen måder hans ansvar, selvom.. han et sted følte ansvar, netop fordi at knægten var en dæmon, men.. ja, han kunne vel..? Han var ikke helt sikker på hvordan Diane ville have det med det, men han kunne jo sagtens sætte foden godt i jorden for en gangs skyld, for det var faktisk ikke noget som han gjorde særlig ofte, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Det er sgu noget du tror,” mumlede han spidst, for den tanke ene og alene, var noget som faktisk var en tanke som måtte irritere ham en god del, det var helt sikkert!
Evan lod endeligt knægten gå fri, hvis det var det han ville, også fordi at han nu var temmelig sikker på, at han ikke bare ville rende væk, nu hvor han vel viste, at han faktisk bare gerne ville.. snakke lidt med ham? Han vendte blikket sigende mod ham endnu en gang og med et kækt smil på læben. ”Du vil hurtigt blive overrasket over hvor meget en mental dæmon er i stand til at gøre..” endte han ganske sigende, og næsten.. hemmelighedsfuldt. Han var stolt af den mand som han var, samt hvad han var i stand til at gøre, hvis det var det som han havde lyst til. Han kunne efterhånden godt bruge noget at spise, for selv for ham, havde turen været lang fra Imandra. Det var en frygtelig lang tur faktisk! ”Nej.. Ligesom dig, så tog han derfra, da muligheden bød sig.. sammen med en fælles veninde af os,” fortalte han videre, og med et let smil på læben. Han rejste sig roligt op igen, hvor han rakte hånden mod knægten. Han kunne sikkert finde den. ”Udmærket.. Tag min hånd, så finder jeg det perfekte sted for os to,” endte han ganske sigende, også selvom det var ord som han faktisk mente, det var der ingen tvivl om!

[Deleted]

Zachary havde altid været vant til at skulle tage vare på sig selv, han havde altid været vant til at klare sig, til at overleve, selvom vintrene altid var hårde imod ham, og mange gange ville han være gået døden i møde, hvis der ikke var nogen der havde fundet ham og intet bragt ham med hjem eller også bragt ham til et børnehjem. Han var blind, selvom han så på en anderledes måde, nemlig med fødderne og alt det som kom i kontakt med jorden, han så via sin jordbetvingelse, og derfor rendte han altid rundt med nøgne fødder, også om vinteren, for ellers kunne han ikke se, men det var også det som gjorde ham dødelig syg, hvor han typisk kun lige og lige overlevede. Josh havde altid taget sig af ham i de år de havde været sammen, men det var alt sammen blevet lavet om, da han var blevet dræbt.
Det havde altid lykkedes Zachary at overleve på gaden, selvom han af og til var blevet fanget, men han fandt altid en måde at undslippe på. Han vidste godt at man blev straffet hårdt for tyveri, han havde mødt andre børn der havde fortalt om at de havde mistet fingre af det, fordi de havde stjålet og var blevet fanget. Tanken havde dog ikke afholdt Zach fra at stjæle, for han var nød til det for at overleve om vintrene, ligesom alle andre fattige og forældreløse børn som ham selv, var nød til. Han kunne godt høre på Evans mumlen, at han ikke troede på ham, hvor han næsten vendte blikket fast imod Evan. ”Tror ikke, ved det!” svarede han lettere irriteret. Han ville slet ikke stå der nu, hvis han ikke havde formået at undslippe og han havde alle fingrer i behold endnu, selvom han godt vidste at det bare var et spørgsmål om tid, men han var ikke dum og han havde altid undsluppet med hjælp af sin jordbetvingelse eller vandbetvingelse, dog havde han dog aldrig mødt én som Evan der kunne holde hans krop fast uden at røre ham og han vidste endnu ikke hvordan manden gjorde.
Zachary blev tydeligt overrasket, da Evan fortalte at han var mentaldæmon. Han havde godt hørt om de andre racer, faktisk alle racer på børnehjemmet, selvom han aldrig selv havde mødt mange dæmoner, selvom Manjarno var det neutrale land hvor alle kom, så færdes der alligevel ikke mange dæmoner her. ”Er du dæmon som mig?!” spurgte han næsten med iver i stemmen. Han havde sjældent mødt artsfæller, hvilket kun gjorde det langt mere interessant for den lille dæmon. Han så op mod Evan, som han fortalte om sin bror, hvor han lod hovedet søge let på sned. ”Er det ham du har mistet?” spurgte han roligt og dog nysgerrigt, da Evan havde talt om at han også havde mistet sin bror, som Zach selv havde.
Som Evan rakte Zachary sin hånd, måtte han se lettere skeptisk mod ham. Han vidste ikke om han burde stole på Evan, for han var før blevet snydt, derfor var han også påpasselig, specielt når det kom til voksne, for de var aldrig til at stole på! Han tøvede en anelse ved at tage omkring Evans hånd, da han ikke vidste om han burde stole på manden, men han måtte erkende at han faktisk var sulten. Han endte dog alligevel med at tage omkring Evans hånd, inden han næsten så afventende op imod ham.

[Deleted]

Knægten ønskede ikke at snakke om tab, hvilket Evan skam ikke havde noget imod, for det passede ham fint. Selv var det noget som kunne gøre ondt for ham selv, i det hele taget at snakke om, også selvom hans ’bror’ ikke var gået i døden, så var han alligevel mistet. Dog måtte det vel også være anderledes for den lille knægt? Specielt hvis hans såkaldte bror, havde været det eneste som han havde haft?
Livet på gaden var næppe nemt, hvor Evan selvfølgelig var glad for, at det var en tilværelse som han havde været heldig at misse. Han havde så oplevet det at blive kastet fra den ene til den anden i stedet for, hvilket bestemt heller ikke ligefrem gjorde sagerne meget bedre, men det var jo trods alt en anden side af sagen. Evan havde opdaget ham, rode i hans lomme, og det havde kostet af konsekvenser, og det var vel også ved at gå op for knægten, at han ikke var manden som tog hensyn til hans lille skavank? For det var slet ikke noget som han så nogen grund til, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Jeg er nu ikke helt enig,” endte han ganske kortfattet, også mest for at understrege sit alvor. Nu hvor knægten ikke var i stand til at se det i hans ansigt, så måtte han vel være i stand til at høre det i hans tone? For han mente det i den grad af ramme alvor, så det var ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der ingen tvivl om.
Evan lod ham mere end gerne gå, for det var skam heller ikke hans mening at holde knægten fast, nu hvor han ikke havde nogen grund til det alligevel. Han trak ganske svagt på smilebåndet, også selvom det hurtigt falmede igen. Det var de færreste dæmoner som søgte hertil, hvilket han vidste, men han kunne nu godt lide at vandre lidt rundt på markedet. Det gav ham ro til hovedet og luft som han ellers altid havde brug for, så det var noget som han selvfølgelig tog frygtelig godt til sig af den grund. ”Det er jeg.. det og lidt til,” sagde han næsten med en hemmelighedsfuld stemme, som han blinkede let til ham. Han var halv dæmon og halv warlock, en meget god allierede for dæmonerne, som han ellers var glade for at skulle arbejde sammen med, også fordi at langt de fleste havde taget vel imod ham og nærmest betragtede ham som en af dem, hvilket selvfølgelig var noget som glædede ham. Han nikkede sigende. ”Det er det,” svarede han ganske kortfattet, også for at indikere, at det heller ikke var noget som han direkte ønskede at snakke om, om det var noget som han ellers kunne blive fri for.
At knægten tøvede med at tage hans hånd, sagde Evan nu ikke noget til. Et sted var det jo selvfølgelig tegn til tillid at tage den i det hele taget, hvilket vel også var grunden til at han testede knægten i det? At han tog den, fik ham let til at smile, hvor det også så ud til at han faktisk havde glemt hans såkaldte ting, som lå på jorden. Han lukkede roligt næven omkring hans. ”Udmærket.. Kom med mig..” afsluttede han ganske sandfærdigt, som han begyndte at gå den modsatte vej igennem markedet, for at komme frem til en af de større spisesteder. Det duftede af mad – rigtig god mad! Evan smilede tilfredst. Han kunne godt lide at vise folk, at han havde penge, og han havde mange af dem! Han tog Zachary med sig hen til et af bordene, hvor de kunne sætte sig.

[Deleted]

Zachary vidste udmærket godt at man kunne komme galt af sted, hvis man blev fanget i at stjæle, og alt andet hærværk, men han havde nu alligevel altid formået at stikke af og komme væk fra faren, selvom det da af og til var gået galt, hvor han faktisk også var blevet slået og sparket, skønt der skulle meget til for at få ham til at sige ’av’, han var nemlig jorddæmon, hvilket gjorde at hans krop var opbygget til at være robust, stærk og udholdende. Det havde dog ikke været meningen at Evan skulle fange ham, hvor han også havde brugt sin jordbetvingelse, i et forsøg på at slippe væk, men Evan havde formået at fange ham på en eller anden måde, hvor han slet ikke vidste hvordan manden havde formået at gøre det. Han håbede dog ikke at manden ville få ham til at skulle aflevere alle tyvekosterne tilbage igen, selvom de folk han havde stjålet dem fra, nok ikke var til at finde igen. Han vendte ansigtet mod Evan, hvor han næsten så lettere trist ud. ”Skal jeg aflevere alt igen?” spurgte han dæmpet, som han vendte ansigtet mod jorden igen, hvor han vidste at Evan havde lagt alle smykker, ure og penge som han havde stjålet. Han havde brug for dem, hvis han skulle overleve den kommende vinter, men hvis Evan tvang ham til at aflevere dem tilbage igen, så var han lidt ude på dybt vand, for så vidste han ikke hvordan han skulle klare sig, desuden så havde Evan fået sin pengepose igen, så han kunne vel godt lade Zach beholde resten?
At Evan var dæmon som Zachary selv, var noget som gjorde ham munter, hvilket også var tydeligt at se på den unge ansigt, der lyste helt op. At han sagde at han så var lidt til, var noget som fik ham til at se nysgerrigt på ham. ”Lidt til? Hvad er du da mere?” spurgte han nysgerrigt. Han selv var jo både jord- og vanddæmon, så det kunne jo godt være at Evan også var to slags dæmoner og ikke kun mentaldæmon. Han havde dog godt hørt om at man skulle tage sig i agt overfor mentaldæmonerne, eftersom de kunne være meget lumske og magtfulde. Så forstod han også bedre, hvorfor han ikke havde kunnet bevæge sin krop.
“Er din bror så også død?” spurgte Zachary nysgerrigt, uden rigtig at have lagt mærke til hentydningen at Evan helst ikke ville tale om det. Det var bare sjældent at Zach mødte folk der kunne sætte sig i forståelse og som i det hele taget viste interesse i ham som Evan gjorde, så derfor havde han heller ikke noget imod at snakke med Evan. Manden virkede også til at være flink og god nok, hvor han også derfor valgte at give ham en chance.
At få noget at spise, var ikke noget som Zachary kunne takke nej til, så snart de voksne tilbød ham noget gratis, så sagde han aldrig nej, for han havde brug for mad! Og selvom han næsten lige havde spist et æble, så var han stadig sulten! Han valgte også at give Evan en chance, hvor han derfor tog omkring mandens store hånd og fulgte ham af sted, som de gik. Hvor Evan ville hen, vidste han ikke, han selv kendte mange steder hvor man kunne spise, men han blev altid jagtet væk, fordi ejerne frygtede at han ville stjæle. Som de kom hen til et spisested, kunne Zach tydeligt dufte den gode mad, hvor han mærkede sin mave knurre. Han strøg tungen sulten over sine læber, hvor han roligt tog plads på stolen, da de var kommet over til bordet. ”Det dufter godt!” endte han muntert.

[Deleted]

Zachary var uden tvivl et individ som var vant til livet på gaden, hvilket næsten var noget som Evan måtte se på med skam i blikket, for det var faktisk noget som gjorde ham direkte pinligt forarget. Dæmonerne var ved at være så stærk og stor en race nu, og det var disse individer som dette, også selvom det nu ikke var en skyld som han direkte ville smide på knægten, men det var nu bare sådan at det var. Han vendte blikket mod ham. At stjæle var i sig selv, frygtelig livsfarligt, også fordi at strafferne kunne være hårde – ganske vidst helt afhængig hvor man var, selvfølgelig, men det kunne stadig være farligt! Han vendte blikket mod ham ved hans ord. ”Jeg synes du skal lade det ligge.. Jeg har lidt andet i tankerne hvad dig angår,” endte han ganske sigende. Måske at det ikke var det smarteste uden at snakke med Diane først, men han var bestemt ikke bleg for at handle uden at snakke med hende først! Han vidste desuden at hun ikke ville have noget imod det alligevel.
Evan var ikke bare en dæmon, men også en warlock, hvilket han vidste, var en af dæmonernes største modstander, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, for han vidste, at et ikke var alle som sad med tilfredshed ved tanken om at han sad i det dæmoniske råd, også fordi at han ikke var renracet, men han var meget andet, og det var selvfølgelig noget som han agtet at udnytte! Det var der bestemt ikke nogen tvivl om! ”Warlock,” svarede han ganske sigende, som han roligt vendte blikket mod hende igen. Han forblev ganske stiv i ansigtet. At snakke om den bror som han havde mistet, gjorde ondt, også selvom manden ikke var død, men det var jo trods alt underordnet. Et tab var vel et tab? Han rystede på hovedet. ”Nej. Han valgte at slå hånden af mig, da jeg åbnede munden for ham,” svarede han endnu en gang ganske kortfattet. Han havde slet ikke lyst til at snakke om det!
Evan så på det her som en glimrende mulighed, hvorpå at han kunne lære lidt mere omkring den her unge mand. Det var tydeligt, at han kunne få ham til meget, ved at give ham mad, men det forundrede ham nu ikke, nu hvor han levede på gaden, så tog man vel enhver mulighed der var, for at fylde maven? Så det forundrede ham på ingen måde! Tungen strøg han let over læben, som han roligt trak på smilebåndet. Det duftede vel.. udmærket vel? ”Ja, det er nu ikke så slemt.. Hvad kunne du tænke dig?” spurgte han sigende. Armene lod han roligt falde over kors. Han var jo ikke direkte i pengemangel, så det at skænke knægten en fuld mave, var nu heller ikke noget som berørte ham på den måde, for det var der vel heller ikke nogen grund til? Dæmonerne burde nu også hjælpe hinanden når muligheden bød sig, så.. hvorfor ikke?

[Deleted]

At Zachary ikke måtte få sine ting med sig, var noget som tydeligt gjorde ham utilfreds. Han havde jo brug for de ting! Han endte med at se lettere såret mod Evan. Han skævede kort mod tingene og ærgrede sig over at han ikke måtte få dem med sig, men skulle lade dem ligge. Han så mod Evan igen, da han sagde at han havde andre planer for ham. ”Men..” forsøgte han sig næsten desperat. Han skulle jo bruge tingene, hvis han skulle overleve den kommende vinter, det måtte manden da kunne forstå! Han havde brug for ting han kunne sælge eller købe noget andet for, så han kunne købe mad og varme tæpper om vinteren, for ellers kunne han risikere at dø. Hvad Evan dog havde i tankerne for Zachs vedkommende, anede han ikke, selvom han et sted var bange for at manden ville putte ham på børnehjem og det skulle han nødig opleve!
Det gjorde kun Zachary glad at han stod overfor en artsfælle – eller det havde han troet, lige indtil Evan fortalte at han også var warlock, hvor glæden døde en anelse, for så var han jo ikke kun dæmon, men en varyl! Han så næsten skuffede mod manden, som havde han løjet for ham. ”Så er du da ikke dæmon som mig, men varyl,” mumlede han for sig selv, selvom han vendte blikket nysgerrigt imod Evan igen. Han havde stadig mentaldæmonen i sig, hvilket stadig gjorde Zach nysgerrig, desuden så havde han også hørt en masse om warlocks og de skulle vidst også være stærke væsner, „kan du så trylle?” spurgte han nysgerrigt til, som han lod hovedet søge let på sned.
At Evan ikke kunne lide at tale om sin bror, kunne Zach godt forstå, for sådan havde han det også selv, men han opfangede ikke at manden havde noget imod det, netop fordi han svarede på Zachs spørgsmål. Da Evan så fortalte at hans bror havde slået hånden af ham, måtte han se lettere overrasket mod Evans retning. ”Så er han da ikke nogen god bror,” mumlede han dæmpet. Han selv var vant til at hans bror tog sig af ham, passede på ham og lærte ham ting, ikke bare skubbede ham væk og slog hånden af ham, derfor fandt han det også trist for Evan, for det måtte da ikke være sjovt at være uvenner med sin bror!
At Evan ville skænke Zachary mad, var noget som gjorde ham glad, selvom han stadig var bange for at Evan ville tage fusen på ham og smide ham på børnehjem, men han måtte erkende at han virkelig var sulten, så han kunne næsten ikke få sig selv til at sige nej. Som Evan så spurgte hvad Zach ville have, måtte han se sig lettere forvirret omkring. Han vidste jo ikke hvad man kunne få. Han tog sig tænkende til hoved, hvor han overvejede hvad han skulle have. Det var lang tid siden at han havde fået et godt måltid, da han normalt levede af de rester han kunne finde, eller hvis folk som den flinke hr. Jesris gav ham lidt med på turen. ”Hm.. jeg tror jeg vil have suppe!” svarede han muntert, som han ventede på at høre hvad Evan ville have.

[Deleted]

Evan kunne virkelig ikke se hvad Zacharias ville med tyvegods, når selv han ønskede noget bedre og noget helt andet for den unge knægt. Jovist var det ikke noget som han havde sagt højt endnu, men det var jo alligevel noget som han var nødt til at tænke godt igennem. Han vendte blikket mod ham, som han tydeligt begyndte sin lille protest, også selvom det slet ikke var noget som han ønskede at lytte til, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. ”Ikke noget jamen..” bed han ham af med en ganske kortfattet tone. I det store og hele, så var han en mand som var vant til at få det som han ville have det, og dette var på ingen måder noget undtag! At tage knægtens hånd, var noget som han gjorde godt og fast, også for at vise, at det var en mand som han sagtens kunne holde fast i, men samtidig også stole på, for det som han havde fortalt ham til nu, havde jo trods alt heller ikke været nogen løgn, hvilket han nu heller ikke så nogen grund til. Han vendte blikket mod ham. At byde lidt op på noget at spise, var nu også noget som han selv kunne bruge, for turen fra Imandra havde faktisk været hård nok som den var i forvejen! Han nikkede med et let smil. ”Måske, men jeg anser mig selv som en dæmon. Det er også dem jeg arbejder for. Jeg træner dem,” fortalte han roligt, og med en tydelig stolthed i stemmen. Mange af de dæmoner som havde skrevet sig ind i historien, var alt sammen takket være ham! Han vendte blikket ganske sigende mod ham endnu en gang. Mange så måske ned på varyler, hvilket han også vidste at der var mange dæmoner som gjorde. At han spurgte ind til tryllerier, fik ham let til at himle med øjnene. Med magien, så kunne han selvfølgelig frygtelig mange ting, hvilket vel også knægten vidste? ”Du er en intelligent lille dreng, men ja.. jeg kan vel også hvad du vil definere som trylleri,” medstemte han sigende.
Evan lod roligt knægten tage pladsen overfor ham. At han ønskede suppe, sagde han nu ikke noget til, for det var vel også bare tydeligt, at han var vant til fattigmandskosten? Ikke at han sagde noget til det, for selv var han jo vant til det finere og mere fornemme end det som så mange andre måtte være det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nikkede sigende. ”Og suppe skal du nok få,” endte han sigende. Han vendte sig, hvor han hævede hånden, så en tjener kom hastende. Han skævede kort til Zacharias, da han jo ikke var videre klædt til det at spise ude, inden han vendte sig mod Evan. ”Hvad skulle det være?” spurgte han sagte. Evan nikkede mod ham og med en ganske advarende mine. Blikket mod Zacharias havde han nu udmærket godt lagt mærke til, og han ville have at knægten skulle behandles som han selv ville! ”En skål suppe, og en flot hummer, så skulle det være det,” afsluttede han ganske kortfattet og fandt en lidt større pose penge frem og lagde den solidt i tjenerens hånd. ”Og når jeg siger flot, så mener jeg.. flot,” endte han direkte advarende, inden han lod tjeneren haste af sted, inden han vendte sig mod Zacharias igen med et tilfredst smil. Så langt så godt!

[Deleted]

At Zachary ikke fik lov til at protestere var noget som gjorde ham tydeligt utilfreds. Det irriterede ham at Evan ikke vidste at han havde brug for de tyvekoster, for ellers overlevede han muligvis ikke vinteren og han gad altså ikke dø fordi manden skulle rive ham væk fra dem! Han måtte dog desværre give efter, da han jo ikke havde en særlig stor chance imod en fuldvoksen mand der tilmed var mentaldæmon, for han havde jo allerede set hvad der var sket, desuden så stolede han heller ikke helt på Evan endnu, eftersom han ikke vidste om manden havde nogen bagtanker og det var jo lidt det som han frygtede. Alligevel valgte han at tage fat i mandens hånd, så de kunne få noget at spise, for det var noget som han faktisk gerne ville have! Et ordentligt gratis måltid? Så kunne det bestemt heller ikke blive bedre! At Evan var træner for dæmonerne, fik Zach til at se lettere forundret og overrasket op mod ham, inden et muntert smil gled over hans læber. ”Virkelig?! Dæmoner er også bedst!” svarede han med en tydelig stolthed i stemmen. Han var faktisk stolt af at være dæmon, det var trods alt hans elementer der havde været med til at redde hans liv flere gange. At Evan også kunne trylle, var naturligvis en fordel, hvilket Zach gerne erkende og det gjorde ham naturligvis også nysgerrig. ”Kan du så selv trylle mad frem? Eller.. eller penge?” spurgte han nysgerrigt, hvor han næsten kun spurgte ind til det som var nødvendigt for ham selv til at overleve.
Zachary var ikke videre vant til at spise fine og fornemme steder, selvom han var blind, så han vidste ikke om han bare sad på en normal restaurant eller en af de finere. Han var sådan set også ligeglad, for så længe han kunne få noget at spise så beklagede han sig bestemt heller ikke! At der kom en tjener løbende, kunne Zach godt fornemme, selvom han ikke lagde mærke til mandens vurderende blik på ham, for han var jo igen blind. Han var dog skrupsulten, så han havde intet imod at det gik lidt hurtigt! Han lyttede blot til Evans ord, hvor det var tydeligt at manden var fin af sig og vidste hvad han ville have. Han sagde dog intet, som der blev bestilt, selvom han godt lagde mærke til Evans advarende tone om at maden skulle være flot. ”Og en god suppe!” råbte han i samme advarende tone efter tjeneren, næsten for at imitere Evan, skønt det nok ikke var nær så ’truende’. Han vendte ansigtet mod Evan med et stort smil om læberne. Han var ikke vant til at omgås sin egen artsfælle eller rige for den sags skyld, derfor forundrede det ham også lidt at Evan overhovedet ville tale med ham. ”Hvorfor vil du give mig mad?” spurgte han næsten mere skeptisk. Et sted var han jo bange for at blive ført bag lyset og at Evan ville smide ham på børnehjem, for der ville han bestemt ikke hen!

[Deleted]

Evan fandt sig ikke i protester. Der trådte han automatisk ind i rollen som den dæmoniske træner som han var, hvilket han egentlig ikke gjorde med vilje. Knægten skulle nok få andre muligheder, hvilket han nok skulle forsøge at forklare ham, for han så jo rigtig meget potentiale i knægten, og han var temmelig sikker på, at han gjorde en fatal fejl, om han valgte at sende knægten væk, uden at gøre noget som helst ved det af den grund, det var han slet ikke i tvivl om! Han nikkede med en stolthed i retningen af knægten, for lige der, var de faktisk enige! ”Det er de. Det er skam også derfor jeg træner dem,” fortalte han roligt. Knægten ville ikke have en chance mod ham, og han havde jo allerede fået en lille smagsprøve af hvad en mentaldæmon faktisk var i stand til, selvom dette faktisk ikke var så meget igen. Han havde virkelig været forbandet blid mod ham frem til nu, for han havde ingen respekt for tyveknægte! Det gik dog også kun mere og mere op for ham, at knægten virkelig gik meget op i hvad han skulle bruge for at overleve. Han rystede let på hovedet. ”Hvis jeg har det inden for rækkevidde, så kan jeg flytte det fra det ene sted til det andet, men ellers.. nej. Jeg bruger mine såkaldte.. tryllerier indenfor noget helt andet,” forklarede han ganske sigende, som han roligt betragtede sig af den unge knægt.
Evan kunne ganske vidst godt være en hård mand, og han tøvede bestemt ikke med at være det når det var nødvendigt. Dæmonerne burde støtte hinanden nu, og nu hvor det var blevet til et samfund, med en højtstillet og andre mindre rangerede, så burde de stærke hjælpe de svagere, hvilket også var hvad han havde intentioner om, hvis knægten stolede nok på ham til at gøre det, om ikke andet, selvom han frygtede lidt for hvordan knægten ville reagere på det. Tjenerens faste blik i retningen af Zachary, var ikke noget som faldt i den gode jord ved Evan, og han var bestemt ikke bange for at vise det! Knægten måtte være temmelig kendt heromkring, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til som sådan, for det var slet ikke noget som ville hjælpe dem af den grund. Tjeneren var hastigt videre og bragte bestillingen til køkkenet som hastigt begyndte at tilberede maden, alt imens Evan vendte sig mod den unge knægt overfor sig. Han rettede sig op endnu en gang. ”Ønsker du da ikke at få fyldt maven?” spurgte han sagte. Skeptisme synes han nu heller ikke at han havde gjort sig fortjent til, for han havde jo faktisk ikke gjort knægten noget som helst! ”Jeg synes det er en skam, at finde dæmonerne på gaden, når jeg kan se, at du er en knægt med enormt potentiale,” tilføjede han. Måske mange fine og fremmedord, men det var bare hvad der lå mest naturligt til ham. Han var jo trods alt også vant til at færdes omkring de lidt mere.. fine kredse, end hvad han gjorde i denne stund.

[Deleted]

Det gjorde naturligvis Zachary interesseret og ikke mindst utrolig nysgerrig at stå overfor sin egen artsfælle – næsten sin egen artsfælle eftersom Evan var varyl, men han var trods alt også dæmon! Han var ikke vant til at omgås sine egne, netop fordi de fleste holdt til i Dvasias og han selv var for lille til at søge til andre lande, og da der ikke kom særlig mange dæmoner her i Manjarno – ikke nogen han selv havde stødt på i hvert fald – så blev det også kun langt mere spændende, når man så endelig stod overfor én af sine egne. Det imponerede ham faktisk også at Evan faktisk var træner for dæmonerne, for han var ikke engang fuldblods, så det var vel meget flot gjort? Det synes Zach i hvert fald! Han grinte muntert, som Evan gav ham ret, hvor han nikkede medgivende. ”Nemlig!” endte han i samme muntrer tone. Måske Evan ikke var fuldblodsdæmon, men det måtte vel have sine fordele at være warlock? Så kunne man jo trylle og magi og al den slags! At han så ikke kunne trylle det frem men flytte det, var måske en anelse skuffende, skønt han aldrig rigtig havde lært så meget om de forskellige racer, selvom han kendte lidt til dem. ”Hvad gør du så??” spurgte han nysgerrigt, eftersom han havde sagt at han brugte sin magi til noget andet, hvilket naturligvis gjorde ham nysgerrig. ”Jeg selv kunne godt få tingene til at gro, men.. det har jeg ikke lært endnu,” forklarede han en anelse dæmpet, som tegn til at han ikke var stolt af det, for han var jorddæmon og kunne måske lave de basale øvelser, men hans magi var på ingen måder fuldt udviklet endnu, hvilket klart ville hjælpe ham stort, hvis de havde været!
Det var naturligvis sødt af Evan at fylde Zacharys mave, hvilket han skam også var taknemlig for! Men han var alligevel bange for at der lå bagtanker bag, netop fordi han havde oplevet det før, og han brød sig ikke om at blive snydt og når det så skete mange gange, så mistede man lidt tilliden til fremmede folk, og selvom han havde talt lidt med Evan og fået hans navn, så var manden jo stadig fuldstændig fremmed for ham! Han så en anelse undskyldende ned i bordet, da han godt kunne høre at Evan ikke brød sig om Zachs skepsis. ”Jo..” svarede han dæmpet, inden han vendte ansigtet mod Evan igen – dog uden at se direkte på ham, da han jo var blind. Han forstod ikke de fremmedord som Evan udtalte i sin efterfølgende sætning, skønt han dog opfattede meningen, han fandt det dog lidt til at manden ville smide ham på et børnehjem, hvilket fik ham til at få den mistroiske mine igen. ”Jeg skal ikke tilbage på børnehjem!” svarede han næsten i en fast tone, kun for at gøre det klart at det var et sted han nægtede at tage hen! Han hadede direkte det sted! Han var mere trist på et børnehjem end på gaden! Uanset om gaden så var hårdere, så ville han bare ikke tilbage til det sted, for så smuttede han så snart Evan så væk!

[Deleted]

Evan havde altid set sig selv som en dæmon, da han bestemt ikke var stolt af sine gener som Warlock. Dog af den grund, så var det noget som alt sammen kom dæmonerne til gode, da han kunne lære dem at forsvare sig netop mod dette, da det også var noget som han havde været under hård træning med, dengang han var lille. Selvom det var ved at være forbandet mange år siden, så holdt han det stadig ved lige af den grund. At knægten var enig med ham, var selvfølgelig en tanke som gjorde ham ganske tilfreds, hvor han roligt nikkede. ”Nemlig. Det kan nemlig også komme dæmonerne lidt til gode,” endte han sigende. Der var jo trods alt grunde til at han var en anerkendt træner, også selvom det var de færreste som faktisk havde den form for tillid til ham, så selvfølgelig var det ikke noget som sagde så lidt i den anden ende. Tryllerier kunne han godt, men det var mere det at forflytte noget fra et sted til et andet, også selvom han tydeligt kunne se at det skuffede knægten, selvom han nu ikke kunne gøre noget ved det. ”Jeg bruger det i min træning.. Du vil hurtigt blive overrasket hvor mange dæmoner jeg faktisk har slået i jorden, bare ved hjælp af den,” fortalte han ganske ærligt. Det var ikke fordi at han decideret nød at rende rundt og tæske dæmoner, men det var vigtigt at de lærte at stå imod warlockerne, også fordi at det var en af deres største modstandere! Han trak svagt på smilebåndet. ”Du er ung en mand endnu, Zachary. Det skal nok komme tidsnok, hvis du øver nok på det,” endte han ganske stilfærdigt.
At fylde maven, var da det mindste Evan kunne gøre, også fordi at det jo var en.. del af ham, en del af dæmonerne og en del af det samfund som han selv var en del af, go selvfølgelig ønskede han at blive en del af det, det var der bestemt ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans skepsis, var bestemt heller ikke noget som han bifaldt på nogen måde, for han så ikke at han havde gjort sig fortjent til den! Han kneb øjnene en anelse sammen, hvor det vel også var tydeligt, at han var endt direkte utilfreds med det hele? Næven knyttede han ganske fast, som han direkte råbte, at han ikke ville tilbage på børnehjemmet, for det var bestemt heller ikke der, at han havde lyst til at placere ham! Næven lagde han så roligt på bordet, som han kunne, selvom han havde lyst til bare at smække den ned i bordpladen, men han ønskede jo heller ikke at skræmme ham, hvis han kunne blive fri for det. ”Sagde jeg, at jeg ville placere dig tilbage på børnehjemmet?” spurgte han med en næsten.. kold stemme. Han kneb øjnene direkte fast og koldt sammen og uden at se det mindste væk fra ham på nogen måde. ”Jeg ved hvor forfærdeligt børnehjemmene kan være, for jeg har selv været der.. Tror du virkelig, at jeg vil placere dig der igen?!” endte han fast. Det skuffede ham virkelig. Her forsøgte han faktisk at spille sød, og det var det her han blev mødt af? Det var slet ikke noget som han kunne siges, at finde sig i!

[Deleted]

Det at Evan var dæmon, var noget som næsten gjorde det lettere for Zachary at åbne op for manden, selvom Evan godt nok også havde warlock i sig, men som han kunne forstå, så var det kun en fordel at kunne lidt magi, og det ville han da heller ikke selv sige nej tak til, hvis han kunne få lov til at trylle som warlocks kunne! At magien så også kunne komme dæmonerne til gode via træning, kunne han godt se, for så lærte de vel også at stå imod den race? Samt han kunne forestille sig at det også gjorde Evan stærkere at kunne magi, for det kunne jo også snyde modstanderen! ”Sejt..!” endte han med et bredt smil på læberne. Han kunne faktisk godt lide Evan, han virkede til at være en flink fyr, skønt han dog stadig tog sine forholdsregler meget nær, hvor han stadig ville være påpasselig, for det kunne jo også være en facade! Og dog gik det mere og mere op for ham, at Evan faktisk var ægte og oprigtig og ikke bare ude på at snyde ham. At han så kaldte Zach for en ung mand frem for en lille dreng, kunne han godt lide, hvor et tydeligt tilfredst smil gled over hans læber. ”Og jeg vil også øve mig!” svarede han i en bestemt tone, hvor han næsten ønskede at blive bedre, så han engang kunne vise Evan hvor god han var, som ønskede han at manden skulle blive stolt af ham, også fordi Evan selv trænede dæmoner!
Måske Evan var flink mod Zachary, hvilket han naturligvis var glad for, og han ville heller ikke sige nej til et gratis måltid, men han var før blevet snydt af folk der spillede flinke, og da han stadig var lille, så havde han stadig meget at lære og han vidste stadig ikke helt hvem der var ude på at snyde ham og hvem der faktisk ønskede ham det bedste. Han havde jo altid klaret sig alene, der var ingen der viste interesse for ham eller høflighed, medmindre de netop var ude på at snyde ham, og derfor var han også usikker på hvad Evans intentioner var og om manden havde bagtanker. Han kunne dog godt høre den kolde og skuffede tone i mandens stemme, hvilket næsten efterlod ham med en ringe samvittighed. Da Evan så valgte at hæve stemmen, så gav det kun Zach lyst til at gå, da han næsten var bange for at han var på vej ud i problemer, han vidste dog at Evan kunne stoppe ham, hvis han ville, for han var jo mentaldæmon og havde allerede gjort det før, så han valgte med omhu at blive siddende, selvom hans mine var tvær og tydelig utilfreds. Han sagde dog intet, også fordi han slet ikke vidste hvad han skulle sige, da han slet ikke kunne lide at få skæld ud, derfor blev han blot siddende med samme tvære og utilfredse mine, skønt han dog ikke direkte så på Evan, da han jo var blind og derfor kun kunne gå efter lydene og de vibrationer han udsendte med sine bevægelser og berøringer af de forskellige overfalder. Nu ville han næsten kun have sin mad og så smutte, for så kunne han da ikke gøre mere forkert! Dumme mand, han bestemte ikke over ham!

[Deleted]

Evan var ikke just det, som man ville beskrive som en flink fyr, men nok snarere en fyr med.. lidt gode perioder i tide og utide, og i dag, var faktisk en rigtig god dag, så det var bestemt ikke noget som nogen skulle have lov til at ødelægge for en gangs skyld! Knægten åbnede op for ham, hvilket var noget som passede ham ganske udmærket. Han vendte blikket mod ham endnu en gang. At se knægten tage den tone i brug overfor ham, var slet ikke noget som gjorde ham noget, for det var lidt et.. boost i en allerede alt for stor selvtillid i ham, at knægten næsten stod der og roste ham, hvilket var noget som han faktisk rigtig godt kunne lide! ”Det lyder rigtig, rigtig godt,” sagde han med en glad stemme, for det var altid dejligt, når man mødte dæmoner som ønskede at gøre noget ud af det, i stedet for alt det andet, for det var slet ikke noget som gavnede nogen af dem i den anden ende alligevel.
At Zachary direkte skulle tage den tone i brug overfor ham, var en tanke som faktisk irriterede ham, for den synes han bestemt heller ikke at han havde gjort sig fortjent til på nogen måde! Her sad han med sit gode hjerte og gav faktisk drengen en mulighed for at fylde maven, og så var det her takken? Det var slet ikke noget som han fandt sig i! Maden blev roligt serveret i tavshed – suppen foran Zachary og ham selv med den smukke hummer som blev sat foran ham, selvom han for nu, slet ikke rørte den, for hans blik hvilede fast på den unge mand for øjnene af ham. Hvorvidt om det var en god ting som han havde i hovedet, eller ikke, var slet ikke noget som han tog sig det mindste af lige nu og lige her, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han satte sig roligt tilbage på sin stol endnu en gang og med en direkte fast mine, for det var end ikke noget som han kunne skjule, og der gjorde det absolut ingen forskel for ham, at knægten ikke kunne se, for det samme hvilede jo trods alt også i hans stemme og hans tone. ”Jeg overvejede for en kort stund, at tage dig med mig hjem,” endte han ganske sigende, også fordi at det faktisk var ord som han måtte mene i den anden ende, og dog.. han vidste ikke om det var helt klogt, men igen, så var det jo kun noget, som man fandt ud af, ved at tage det som det kom og faktisk.. løbe risikoen? Han tog fat om sin hummer, hvor han begyndte at fjerne den røde skal og vendte blikket mod ham igen, mest af alt for at finde ud af hvordan han ville reagere på det hele, selvom han nu ikke sagde det største til det af den grund. ”Hjælpe dig med dine dæmoniske evner.. og gøre dig til en stor og stærk dreng.. Men jeg ved nu ikke..” Han trak ganske let på skuldrene, som han roligt bare gav sig til at spise, som var det bare en tanke som han havde haft brug for at skulle lufte, for andet fik han vel ikke ud af det? Han vidste jo trods alt heller ikke om det faktisk ville være et klogt træk, men at efterlade ham her på gaden, var dog ikke noget alternativ!