Facing the truth

[Deleted]

Marius havde aldrig dømt hende for måden hun for mange år tilbage havde valgt at leve på, og det var noget som øjeblikkeligt havde fået hende til at respektere ham. Yderligere havde han aldrig rigtigt fundet en interesse i hendes krop, det kunne selvfølgelig både være en fordel og en ulempe, på den anden side så havde han skjult det godt hvis han havde. Uanset så havde hun aldrig betvivlet at han havde elsket hende, om ikke andet som spide, men nu hvor han var engel og mage situationen ikke længere spillede ind, så kunne hun godt frygte at visse ting var ændret for hans del. Tanken om at hun ikke selv var blevet glemt var faktisk noget som lettede hende. Før hun havde mødt dem, så var der aldrig nogle der havde mørket sig af at hun var blevet væk, eller som ville have sørget over hendes grav, men nu havde hun en datter som faktisk manglede hende, og hun havde valgt at svigte hende ved at blive væk. Maven følte hun igen snører sig sammen, selvom hun forsøgte at sige til sig selv at det var okay, nu hvor hun om ikke andet havde tænkt sig at gøre op for det. Melody lagde sig roligt om på sengen og så på ham, betragtede det fremmede ansigt der allerede virkede som havde hun kendt det i frygtelig lang tid. ”Jeg føler at det er min skyld. Jeg forstår ikke hvordan jeg kunne få mig selv til at gå,” erkendte hun og rynkede på panden, for det var noget som hun gang på gang havde spurgt sig selv om. Det lød som om at landet var på bedringens vej, hvilket næsten ikke kunne undgås med en Diamaqima må tronen, og med Ilosonic død og borte, så kunne det vel ikke være så slemt? ”Jeg håber at landet igen kommer på fode, selvom det kommer til at tage tid. Med den nye dronning og Ilosonic ude, så ser det lyst ud, gør det ikke?” hun spurgte ham udelukkende fordi han jo havde været i Procias. Blikket gled ned over hans krop. Hun lagde mærke til korset som hans hals som hun genkendte. Stille rakte hun ud mod hans brystkasse også selvom hun kun lod fingrene komme i berøring med skjortens stof. ”Jasons kors,” mumlede hun som en direkte konklusion, hun havde jo set det før, og vidste at manden aldrig tog det af. Hans ord fangede igen hendes opmærksomhed. Denne gang var det et mere velkendt smil som spillede over hendes læber. Herregården havde været hyggelig, men det havde behøvet en kvindes hånd! ”Du havde gjort et godt stykke arbejde, den må jeg give dig kære, men erkend det.. der var ingen tvivl om at det var en ungkarl der boede der,” påpegede hun lidt sigende og dog drillende, det var jo rigtigt! Hun havde været ude at sørge for nogle mere pyntede gardiner og lidt planter, alting havde været lidt intetsigende! Blikket lod hun stille dale i ved det blide strøg over den blege kind, hvor blodet var tørret ind efterhånden.”Jeg har været fristet. Når jeg er på arbejde afskyr jeg mig selv.. savner dig, og når jeg ikke er så savner jeg dig endnu mere.. det er dræbende i længden, det gør ondt,”erkendte hun stille. Tanken om muligvis at skulle slippe ham igen gjorde direkte ondt. ”Jeg tigger og beder til at du ikke skal væk igen,” hun så på ham med næsten sørgmodige øjne. Hun sukkede lidt usikkert. ”Marius ville det... ville det være at krydse en grænse, hvis jeg spurgte om du ville holde om mig? Bare lidt?” spurgte hun forsigtigt, hun havde virkelig brug for den velkendte favn!

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste godt, at det ikke var alle som havde haft de samme muligheder, som han selv var blevet født med, men selvfølgelig var det også noget som spilede ind for ham. Jovist havde han været interesseret i hendes krop, for selv han havde jo på daværende tidspunkt været en aldrende ungkarl, så det var jo længe siden han havde været i nærheden af en som hende, så selvfølgelig var det noget som betød forbandet meget for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han betragtede hende med et stille smil. Hun var på ingen måder glemt, og hun havde faktisk været savnet – ikke bare af ham, men i den grad også af Yasmya, og selv Jason var påvirket af, at Melody ikke havde været død. Så hun var på ingen måder glemt! ”Til tider er det vel bare nemmere at søge tilbage til det kendte, end at gøre hvad man burde? Du kan gøre det godt igen, Melody,” endte han med et stille smil på læben, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn i den anden ende. Hovedet lod han let søge på sned, for det var jo ikke nogen løgn. Han elskede hende, og selv efter alt det som var sket, så var det slet ikke forandret for hans del om ikke andet. Han følte sig.. komplet nu hvor han lå der ved siden af hende. ”Det hele lysner nu, min kære. Demoniqz er ude, og en Diamaqima på tronen, så kan det ikke gå galt,” forsikrede han hende. Silia havde mange til at støtte op om sig, også på grund af hendes navn og helt sikkert på grund af hende skære far, men det var underordnet, for han var sikker på, at hun nok skulle sørge for at det hele gik godt for sig!
At Melody lagde mærke til korset som han havde hvilende om halsen, fik ham let til at smile, for ja. Det var jo trods alt Jasons kors. ”Mhmm… Han gav mig det,” endte han sigende, som han igen vendte blikket i retningen af hende. Han nød at se hende slappe lidt af, for det kunne jo godt være, at han var skuffet, men hun virkede da ganske afslappet, og det var en tanke som han virkelig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hendes ord fik ham til at trække på smilebåndet. ”Det er altid rart at vide, at man har været savnet. Melody, jeg ønsker slet ikke det her liv for dig.. Tag med mig tilbage over muren. Jeg er sikker på at Silia vil lade dig blive. Du rørte jo aldrig nogen,” endte han dæmpet. Han sendte hende et stille smil, som han roligt lod hånden søge fra hendes kind og videre ned over hendes talje. ”Kom..” endte han dæmpet. Det var bestemt ikke en grænse for ham, for han havde virkelig, virkelig savnet hende, så man skulle tro at det måtte være løgn! Varsomt trykkede han hende tæt ind mod sig. Han havde virkelig savnet hende!

[Deleted]

Det var bestemt ikke alle der havde været så heldig som Marius i sin tid, hun var født og opvokset på et horehus, hun havde mistet sin mor som lille, selvom det ikke var noget hun snakkede om, og siden hen havde dette været hendes liv, også selvom hun nu om dage ikke ønskede det på nogen måde. Det liv hun havde haft med ham i Procias var noget som hun direkte længtes efter at få igen, så at vide at hun ikke var blevet helt glemt, lettede hende mere end noget andet, hun ønskede ikke at blive bebrejdet, hun var ganske vidst gået i panik, men det var vel menneskeligt at fejle? Om ikke andet elskede hun at han heller ikke lod til at være vre dpå hende, men faktisk forstod de frustrationer hun selv stod inde med. ”Det er det. Jeg vidste godt det var forkert, men jeg havde ikke levet længe nok i Procias til at føle mig tryg i det, og jeg gik i panik. Jeg vil gerne gøre op for det,” svarede hun roligt. Et lille smil spillede om læberne, for hun blev fuldkommen rolig af at ligge der med ham igen. Det var ikke ligeså ubehageligt som at ligge med en fremmede mand, hun følte ikke for at græde i savn til ham, eller føle sig tvunget til at lade som om at det var ham hun stod overfor, for nu lå han der jo, også selvom tanken om at skulle slippe ham igen plagede hende. Melody nikkede stille. Det hele så endelig ud til at lysne. ”Nu mangler vi bare at finde en måde hvorpå Emanuel og du ikke vil blive revet fra os igen.. er der intet Silia kan gøre?” spurgte hun næsten med desperation at sporer. Korset var svært ikke at ligge mærke til, for hun vidste jo godt at manden aldrig tog det af hvis han ellers kunne blive fri. ”Utroligt. Jeg har aldrig set ham tage det af,” påpegede hun, og lod fingrene stryge over det smukke kors. Hvad angik Silia så kunne både Elanya og Jason sige god for hende. Det havde aldrig været skræmmende at skulle forlade dette liv hånd i hånd med ham. Hun havde allerede givet ham sit ja engang, og hun kunne gøre det igen og denne gang ville det ikke være nær så skræmmende, det eneste hun frygtede var at skulle stå til ansvar. ”Det gjorde jeg ikke, og det kommer jeg aldrig til. Jeg vil gerne tage med dig.. jeg vil gerne væk fra dette, men det plager mig at du hele tiden skal hive mig tilbage,” erkendte hun med et stille smil. Det var jo ikke dårligt ment, men hun burde have været i stand til at holde sig ude af det. Roligt endte hun med at rykke tættere på ham, kun for at putte sig ordentligt ind i hans favn. Hun faldt omgående til ro. Hun lagde sin kølige, blege hånd over hans der hvilede på hendes mave. ”Det her har jeg savnet,” hviskede hun ærligt, for løgn var det ikke, hun havde virkelig savnet ham, endelig lå hun igen i en mands favn der ikke gjorde hende utryg.

[Marius Amalani Darcy]

Marius var ikke direkte vred på Melody, han var skuffet, og det var to helt forskellige ting, det var der ingen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket ganske roligt mod hende. Det var menneskeligt at fejle, og der var bestemt ikke nogen grund til at skulle tvære den ud i hendes ansigt, når han direkte kunne se, at hun havde det direkte elendigt med det valg som hun havde foretaget sig, og så lang tid at hun kunne se at det havde været forkert, så var der jo trods alt heller ikke nogen grund til at han skulle hæve stemmen overfor hende og gøre ondt værre, for han ønskede jo heller ikke at skræmme hende væk, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for. Desuden.. hvem ønskede at skræmme den kvinde væk, som de elskede mere end noget andet? Han nikkede med et stille smil på læben. ”Og muligheden for at gøre op for det, den har du. Det er menneskeligt at gøre fejl, og jeg er sikker på at selv Yasmya vil forstå,” endte han sigende, som han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang. Løgn var det jo trods alt ikke, for hvis der var noget som Yasmya var, så var det ganske forstående, selvom det var gået ud over hende endnu en gang. Tungen strøg han let over sine læber og med det samme smil. Han følte sig lettet over at ligge der med hende. Nu var han virkelig glad for, at han havde søgt hertil, for det havde skænket ham endnu en mulighed for at være sammen med hende, og det var bestemt ikke en tanke som han ønskede at gribe, nu hvor han havde den mulighed for det! ”Det var Silia som gav os den mulighed for at komme tilbage, og hun er slet ikke i Nathaniels liga endnu, så.. Men jeg ved ikke om det her holder permanent endnu.. Det kan godt ske. Derfor gav Jason mig korset.. Han tror på at der er noget magisk og held over det,” endte han sigende. Et sted så havde det også været noget som havde givet ham håbet og troen på det, for der var jo ikke sket noget endnu! Et svagt smil bredte sig på hans læber endnu en gang, som han varsomt rykkede sig frem og skænkede hendes kolde pande et let kys. Han kunne slet ikke mindes at hun havde været så kold, men dog, så var det sådan at det var. ”Så må vi sørge for, at det forbliver permanent denne gang..” Varsomt trykkede han hende tæt ind mod sig, for han følte slet ikke hun kunne komme tæt nok! Tanken om at hun ikke ville afvise ham, gjorde ham faktisk glad, og faktisk så glædede det ham at hun ønskede at komme så tæt på ham, for det var noget som han i sandhed havde savnet! ”Også jeg.. Også jeg..” endte han dæmpet. Han tog fat om dynen, som han roligt kastede over dem begge. De kunne vel godt blive der natten over?

[Deleted]

Der var måske stor forskel på at være vred og skuffet, men i Melodys øjne var skuffelsen næsten værre. Det hjalp hende dog at han ikke tværede den ud i ansigtet på hende, men tværtimod udviste forståelse og forsøgte at hjælpe hende, nøjagtig som han altid havde gjort. På mange punkter måtte hun holde på at den mand var for god til hende. I det mindste vidste hun at det havde været forkert, og det der talte var vel at hun var klar til at rette op på det? Klar til at se frygten i øjnene for alvor? Hun ville tage med ham tilbage og tigge og bede til at han ville være i stand til at blive der, også selvom hun ikke ligefrem turde gøre sig forhåbninger om at han stadig elskede hende på den måde hun elskede ham. ”Det håber jeg virkelig. Det var aldrig min mening at det skulle ende på den her måde,” endte hun lidt stilfærdigt. Ansigtet gemte hun ind til ham, nu hvor de endelig var kommet så tætte igen. Måske han lugtede anderledes, måske hans favn føltes anderledes, men det følte sikke sådan for hende, udelukkende fordi sjælen og sindet var det samme, desuden var han stadig en flot mand, så hvorfor skulle hun klage? Det ændrede dog ikke på at hun aldrig havde regnet med at skulle støde på ham her, og hun flov over at hun endnu engang havde forsøgt at forfører ham, for det havde jo kun afsløret det hele før hun havde haft muligheden for at snakke med ham om det. Hun lyttede intenst til hans ord. Det hjalp hende ikke meget at ingen kunne sige noget om hvordan det skulle gå, det kunne være en dag eller år så vidt hun forstod, måske endda permanent.. hun overvejede kort om det ville gøre nogen forskel at bide ham igen, men nej det ville hun ikke, for hun vidste godt at han var blevet dømt ud fra det, og at han i sidste ende havde fortrudt at han var blevet et væsen af mørket, nøjagtig som hun i sin tid havde forudset. ”Så.. det eneste vi kan gøre er at håbe? Og at tro på at Jason har ret i held og magi?” påpegede hun lidt skeptisk. Hun havde aldrig selv været troende end på andet end det hun kunne se foran sig, hun vidste godt at Jason var fuldkommen anderledes, men det lød bare ikke særligt sandsynligt at det ville virke i længden. Et kors kunne vel ikke ligefrem snyde døden? Hun hævede blikket i hans, og lod blidt hånden stryge langs den varme kind. Følelsen plantede det varme smil som hun var blevet kendt for, på hendes læber også selvom det lod hjørnetænderne træde frem, hun brugte ikke længere energi på at skjule de. ”Det bliver permanent denne gang. Det andet driver mig til vanvid,” tilføjede hun i en stille hvisken, der var ikke grund til andet når de var så tætte. Hun lod hånden hvile mod hans kind, kun for at holde ham tæt ind til sig, hun havde virkelig savnet ham og hvis han kunne hviske blot nogle af de mange tilfældige mænds kærtegn bort, for de fik hende til at føle sig beskidt og slet ikke manden så lå ved hendes side værdig.

[Marius Amalani Darcy]

Marius kunne slet ikke få sig selv til at blive vred på Melody, for han vidste at hun bare havde søgt mod det som hun kendte – ligesom langt de fleste faktisk ville gøre det, så det var vel heller ikke ligefrem noget som kunne komme bag på ham, kunne det? Han betragtede hende med en ganske sigende mine, også selvom smilet slet ikke var til at tage fejl af. Han ønskede at hjælpe hende, og helst så godt som det nu var ham menneskelig muligt, for han ønskede slet ikke at der skulle ske hende noget ondt, og specielt ikke hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for! Han nikkede sigende. Han ønskede at vise hende forståelsen, frem for at skulle reagere på andet vis, for det var slet ikke noget som ville hjælpe dem på nogen måde. ”Jeg ved det godt min skat.. Jeg ved det godt,” forsikrede han hende med en ganske sigende mine, for han ønskede slet ikke at hun skulle have dårlig samvittighed med noget som helst, for hun havde virkelig ikke gjort noget forkert! Andet end at holde sig væk fra deres datter selvfølgelig, men det var slet ikke en skyld som han ønskede at kaste rundt med, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for. Korset som hvilede omkring hans hals, var noget som kun bragte ham håbet og troen på at det hele skulle virke, og det var noget som han selvfølgelig kunne holde fast i, i det store og hele. Han nikkede igen. ”Hvad andet er der at gøre? Jeg kan ikke rigtigt gøre andet end at.. vente på at jeg igen vil blive revet herfra.. og Emanuel med,” fortalte han med en ganske sigende mine, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn i det store og hele, men der var nu ikke noget som man kunne gøre ved det som sådan af den grund. At hun ønskede med på permanent vis, kunne han skam godt forstå, men hvad skulle han dog gøre ved det? Han betragtede hende roligt, og med en mindre.. bekymring i minen? For han ønskede hende jo slet ikke noget ondt, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han nikkede mod hende. ”Så lad os sørge for, at det bliver permanent denne gang, min egen..” endte han dæmpet og med en sigende mine, for det var jo trods alt ikke engang fordi at det var en løgn. Hovedet lod han søge let på sned, som han fik hende ordentlig ind i favnen. Han følte næsten at han kunne falde i søvn nu hvor han havde fundet hende, men.. han ønskede at udnytte tiden, så godt som det nu var ham menneskelig muligt! ”Men nok om det.. Nu er det bare dig og mig..” afsluttede han sigende, som han igen betragtede sig af hende. Hun havde ikke forandret sig meget, siden han havde set hende sidst.

[Deleted]

Hver evig eneste aften havde Melody lagt med skyldbetynget hjerte, end ikke guderne kunne vide hvor mange tårer hun havde fældet i stilhed, når hun var sikker på at aftenens partner var faldet i søvn. Måske det ikke havde været en måde at vise det på, men hun havde virkelig manglet ham!Det nye ansigt og den nye krop, var noget som selv hun skulle vænne sig til, ikke at der var noget at klage over, han var stadig en flot mand, det ville han altid være i hendes øjne, og han havde beholdt de små smilehuller... og sin sjæl ikke mindst. Forsigtigt trykkede hun sig godt ind til ham, og faldt omgående til ro i hans arme, også selvom de i teorien var ligeså fremmede som enhver andens hun havde sovet i gennem de sidste par år. At han om ikke andet stolede på hende, når hun sagde at hun var ked af det, lettede hende virkelig, når de lå her forstod hun ikke hvorfor hun havde været så bange, han havde altid været frygtelig forståelsesfuld.. mere end hun nok fortjente i virkeligheden. ”Jeg har virkelig forsøgt.. at leve mig ind i den rolle jeg havde før jeg mødte dig, jeg har forsøgt at nyde livet på trods af forandringerne, men.. det eneste jeg har kunnet tænke på var at jeg efterlod dig, og at du var væk, jeg kunne ikke ligge der med dig, selvom du var den eneste jeg pludselig havde lyst til at ligge hos.. og lade røre mig på den måde. Og de gange hvor det lykkedes mig ikke at tænke på dig, så har jeg tænkt på Yasmya, jeg har savnet jer så meget,” endte hun endnu engang og begravede hovedet en smule i puden. Det hjalp hende dog slet ikke at både ham og Emanuel muligvis skulle rives derfra igen, det var ikke retfærdigt, først at give dem, og derefter rive dem fra igen, hun var ikke sikker på at hun nogensinde ville være i stand til at give slip på ham, ikke en gang til, den fejl havde hun begået én gang for meget. ”Den slags hverken kan jeg eller vil jeg sidde og vente på. Vi finder en løsning.” Melody vendte sig om i hans favn så hun lå med fronten til ham og betragtede det milde ansigt. Hun hævede hånden og strøg den langs hans kind. ”I det mindste bare lad mig prøve at finde en,” bad hun stille. Denne gang ville hun ganske vidst være der til at tage varer på Yasmya, hvis hun ville lukke hende ind om ikke andet, men hun kunne ikke også miste Marius igen! Hun nikkede medgivende, og tog det næsten som et svar i sig selv. Det måtte blive permanent! ”Lad os det,” hviskede hun blidt, og lod hånden fortsætte gennem hans mørke hår. I hans trygge favn så følte hun sig direkte søvnig, men på den anden side ville hun udnytte tiden med ham, der skulle nok blive tid til at sove.. senere.. De rosenrøde læber spillede ud i et stille smil. ”Langt om længe,” påpegede hun roligt, for det havde ikke været dem i frygtelig mange år, heller ikke før hans død, de havde jo siddet i en celle med alt for mange andre omkring dem, og før det havde der været børnehjemmet, stunderne med kun de to havde været få, og hun ønskede bare at nyde denne!

[Marius Amalani Darcy]

Marius klandrede ikke Melody for noget som helst, og han ønskede så sandelig heller ikke at hun skulle gøre det samme, for det var ikke noget som nogen af dem fik noget ud af. Han havde muligheden for at lette hendes hjerte, og lade hende vide, at det slet ikke var hendes skyld, så selvfølgelig var det noget som han valgte at holde så meget fast i, som det var ham menneskelig muligt. Han ønskede hende en ro, og nu hvor han havde muligheden for at snakke med hende, så var det ikke noget som han ville give fra sig, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han lyttede til hendes ord. Han ønskede at vise hende forståelsen, og den skyldfølelse som han næsten kunne fornemme i hendes stemme, indikerede vel også kun for ham, at hun ikke var så ligeglad som han i udgangspunktet havde troet? Han havde jo faktisk beskyldt hende for at efterlade ham og være i troen på at han ikke var hendes mage.. og nu kom han så pludselig i tvivl. Han lod en pegefinger roligt glide over hendes læber, som havde det været et forsøg for at få hende til at tie. Han sendte hende et overbærende smil. ”Du føler skyld, min kære..” Han rynkede næsten bekymret i panden. Det var jo heller ikke fordi at han ønskede at skulle se hende på den måde! ”Jeg rev dig væk fra hvad du kendte, ved at lokke med noget som er ’bedre’ og du har virkelig gjort det fantastisk godt.. Og ved du hvad? Der er grund til at jeg bad dig om at gå, og det var for at redde dit liv. Det var det eneste som jeg havde i tankerne lige der. Jeg mistede min mulighed.. men har nu fået den igen. Du skal ikke tænke mere over det. Jeg tager dig med mig tilbage til Procias i morgen, og så starter vi på en frisk, okay?” Han betragtede hende med en sigende mine, som han igen valgte at læne sig frem og skænkede hendes pande et let kys. Han havde måske frygtelig nemt ved forståelse, og det var selvfølgelig noget som han ønskede at hun skulle tage til sig. Han ønskede ikke at være vred.. Han kunne ikke være vred, for han havde ikke noget at være vred over. Han nikkede sigende. ”Jeg går med Jasons kors, udelukkende på grund af det, Melody.. Jeg tigger og beder til at det er til en permanent løsning kontra en.. midlertidig,” endte han sigende, som han roligt betragtede hende med en ganske sandfærdig mine. Han frygtede det.. men turde ikke gøre sig de største forhåbninger om noget som helst. Han smilede let, som hun strøg hans kind og videre igennem hans hår, for det var noget som han virkelig havde savnet! Han lukkede øjnene ganske let, hvor smilet bredte sig på hans læber. Hvordan skulle han da kunne lade være? Han kunne jo ikke! ”For en gangs skyld..” endte han med en dæmpet hvisken tæt ved hendes øre. Han fjernede roligt hånden fra hendes læber, lod den roligt glide over hendes hage, hvor han vendte hendes blik mod sig. Han lænede sig frem, kun for at skænke hende et kys.

[Deleted]

Melody vidste godt at Marius var oprigtig når han sagde at han ikke klandrede hende, men hun kunne ikke lade værre med at klandre sig selv, lige når det kom til dette, hun vidste at hun havde svigtet ham ved at lade ham alene, men endnu mere Yasmya ved at være i live alle de år, og stadig ikke opsøge hende. Nu hvor hun lå i hans favn, så faldt hun langt mere til ro, det var en tryghed hun ikke kunne huske hvornår hun sidst havde følt. Stille trykkede hun sig ind til hans varme krop, hun kunne føle hans hjerte slå, hun kunne høre det, hvilket i sig selv var noget hun skulle vænne sig til, i sin tid havde hun jo faktisk bidt ham.. omgjort ham og taget den hjertebanken fra ham, men kun fordi han havde insisteret på det! Hun strøg de mørke lokker bort fra sit ansigtet for bedre at kunne betragte ham med et lettet glimt i de røde og ellers dystre øjne. Melody havde slet ikke kendskab til det faktum at Marius havde betvivlet hvor vidt han var hendes mage eller ej, det havde hun ikke selv været i tvivl om siden deres første møde. Det der kunne bekymre hende nu, var at han ikke længere var af en race som behøvede en mage, han var igen styret af menneskelige følelser, og de kunne gå i mange sjove retninger, han kunne vælge at elske.. han kunne vælge ikke at elske hende, selvom hun aldrig ville elske andre, og selvom det ikke så ud som om det var hans plan, så var bekymringen der stadig. I samme øjeblik, den varme finger strøg langs hendes læber, valgte hun at tie. Følelsen havde sat en mindre sitren i hende, hun smilte en smule undskyldende bag hans varme finger. Mens den hvilede der, endte hun blot med at nikke til hans ord. Hun havde ringe samvittighed og det strålede direkte ud af hende. Stille fjernede hun hånden fra hans nakke, og lod den i stedet tage omkring hans hånd, for at fører den en smule væk fra hendes læber. ”Du viste mig noget som var bedre, Marius, men det var ikke nær så godt uden dig. Jeg vidste slet ikke hvordan jeg skulle, leve det liv, det var som at blive skubbet tilbage til et nulpunkt, hvor jeg ikke rigtigt vidste hvordan man levede godt igen, og ja.. her endte jeg, og det er jeg frygtelig ked af,” hviskede hun sandfærdigt. Igen slap hun hans hånd, kun for at lade den stryge blidt langs hans varme kind. ”Det vil jeg frygtelig gerne. Helt blanke ark?” spurgte hun næsten håbefuldt. Der var visse ting hun ønskede at gøre om, som for eksempel det faktum at.. de havde været omkring hinanden men uden rigtigt at have været sammen. Melody nikkede forstående. ”Jeg ved det godt, jeg er bare.. bekymret, jeg vil ikke miste dig igen,” erkendte hun igen en smule undskyldende, det var heller ikke fordi hun ville være påtrængende eller klæbrig! Den dæmpede hvisken var noget som kun lod varmen brede sig. De røde øjne lod hun langsomt falde i hans. Det havde været frygtelig sjældent at de havde været alene selv dengang, derfor kunne hun sige endelig! Den blege hånd lod hun hvile mod hans kind, strøg den blidt med sin tommel, mens hun selv mødte ham på halvvejen og lod læberne møde hans direkte længselsfuldt. For et kort øjeblik svandt alle bekymringerne bort, som han valgte at hviske et enkelt af mange spor væk, det lettede hende faktisk!

[Marius Amalani Darcy]

Marius klandrede virkelig ikke Melody for noget som helst, for hun havde jo faktisk kun gjort det som han havde bedt hende om, og det var at komme i sikkerhed. Han havde dog ikke regnet med, at hun bare ville lade Yasmya kæmpe sig frem med det hele alene, for det havde slet ikke været hans mening på nogen måde! Han trak vejret dybt og med et stille smil på læben. Han var ikke sur, han bebrejdede hende ikke for noget som helst, for det var slet ikke noget som han havde nogen grund til, det var der ingen tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned og med det samme smil på læben, for han kunne ikke lade være! Han havde for pokker da endelig fundet hende! Han havde søgt efter hende længe, og hun havde bare ikke været der, og selvfølgelig var det ikke noget som han ønskede at give slip på igen! Hun fandt til ro omkring ham, hvilket han kunne mærke på hende, og selvfølgelig var det noget som havde en utrolig beroligende effekt selv på ham, for det var noget som han havde haft brug for! Han lænede sig frem og kyssede roligt hendes pande. ”Jeg forsøgte kun at vise dig, at du var mere værd end til at sprede benene for mændenes sygelige lyster, min kære.. Og jeg har aldrig nogensinde fortrudt at jeg tog dig med mig hjem.. Du lyste op i min egen mørke tilværelse,” endte han dæmpet, også selvom han mente det. At fortsætte med at snakke om Yasmya, var slet ikke noget som nogen af dem fik noget ud af, og det vidste han godt, for hun havde en ringe samvittighed, og han kendte Yasmya nok til at vide, at hun ville være vred til Melody stod der, og så ville hun vende som på en tallerken, for det var hvad hun havde gjort med ham, så.. hvorfor skulle det være anderledes nu?
For alvor kunne Marius føle den ro som sænkede sig i hans sjæl, nu hvor han havde fundet hende, og vidste, at hun var okay, for det var virkelig det vigtigste for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Han betragtede hendes røde øjne. Ej havde de haft en skræmmende effekt på ham, og det ville de så sandelig aldrig nogensinde få! Han nikkede sigende til hendes ord og med et let smil på læben. Han kunne ikke lade være, også fordi at han ikke var typen som blev vred. Det var kun sket frygtelig, frygtelig sjældent! ”Helt blanke ark..” lovede han hende med en ganske beslutsom mine. Hvis dette skulle vise sig at blive en helt ny start for dem, så var han med på det, det var helt sikkert. Han hævede hånden som han roligt og varsomt strøg mod hendes kind og med den samme rolige mine. Han havde altid været så rolig af natur, og det var bestemt ikke noget som havde forandret sig for ham, det var der ingen tvivl om. ”Jeg går ingen steder.. det lover jeg dig,” endte han sigende. Han ønskede ikke at dø igen, det var sikkert og han ville gøre sit, for at forblive her i livet, som han var nu. Kysset gengældte han mere end glædeligt, hvor det var en tydelig længsel som direkte dukkede op for ham. Han kunne virkelig ikke lade være, nu hvor han endelig havde muligheden for det!

[Deleted]

Melody havde ganske vidst gjort nøjagtig som Marius havde bedt hende om, men det ændrede ikke på at hun var gået i panik for et øjeblik, og det var noget som havde kostet ham livet i sidste ende, hvilket hun var ked af. Ikke nok med at hun havde sået tvivl i ham men hun havde gjort det overfor samtlige procianere og andre de havde haft nær, det gjorde faktisk ondt! Hun lyttede nøje til hans vejrtrækning, den havde hun jo ikke været vant til i lang tid, det at høre ham trække det så dybt og lytte til hans hjerte, det var alt sammen nydt, de rytmiske slag var ligefrem forførende.. lokkende også selvom hun var i stand til at styrer det. Øret lagde hun mod hans bryst og lyttede til hjerteslagene, de var beroligende, udelukkende fordi det var et tegn på lov. ”Og det formåede du min kære.. det var svært den første tid, jeg har været så vant til glubske blikke og forbudte berøringer.. jeg troede at jeg ville falde ind igen, bedre end det liv jeg havde i Procias, for det var så uvant men det var bare.. forkert. Forkert når det ikke er dig,” hviskede hun sandfærdigt og hævede hånden til hans bryst. Yasmya ville være nytteløs at snakke videre om, hun ville hellere snakke om dem lige nu, for det var vigtigt for ham at hende at han måske en dag ville kunne tilgive hende, og give sig hen til hende på samme måde som hun var ham hengiven. Stille strøg hun en mørk ok bort der forhindrede udsynet til ham. Han duftede fantastisk.. han duftede ren modsat hende, for bad var jo ikke ligefrem noget hun havde haft mulighed for uden videre. Smilet lod hun ikke falme ikke nu hvor han endelig var der og hun faktisk var i stand til at føle sig tryg igen, det var efterhånden ved at være længe siden. Hun betragtede ham med de lettere rødlige øjne, han havde trods alt aldrig udvist frygt overfor hende, hvilket også gjorde at hun slappede mere af. Hans ord fik hende kun til at nikke lettere medgivende. ”Perfekt. Så lad os starte forfra,” endte hun dæmpet. Den varme hånd formåede kun at sætte en sitren i hende. Hun lod blikket glide en smule i, han udviste om ikke andet ikke frygt for at rører hende, og jo mere han gjorde.. jo flere spor blev slettet og jo mere faldt hun til ro, det føltes godt. ”Godt.. jeg lover dig at jeg ikke vender ryggen til en gang til,” hviskede hun og lod læberne møde hans. Længslen borede sig ind i hende, hvilket også blev tydeligt. Lidt ubevidst trykkede hun sig ind til ham, intensiverede kysset en smule, også selvom hun tvang sig selv til at afbryde kort efter, for at det ikke skulle lade sig rive alt for meget med, det var trods alt naturligt for hende. Hun satte sig op, og rev sig dermed ud af hans favn. Fingrene lod hun løbe igennem de mørke lokker i forsøget på at få dem til at ligge lidt mere elegant over hendes skuldre. Hun rejste sig og rettede på kjolen før hun vendte sig mod ham med et lidt mystisk smil. ”Meget vel.. så lad os starte forfra. Mit navn er Melody.. Melody Pandora,” præsenterede hun sig, og lod de sylespidse tænder komme til syne bag smilet. Hånden rakte hun roligt ud mod ham.. hvis de skulle have blanke ark, så skulle det jo også gøres rigtigt!

[Marius Amalani Darcy]

Marius var slet ikke sur over at Melody havde handlet som hun havde gjort, også fordi at han et sted var noget som han jo faktisk selv havde bedt om, det var der ingen tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt. Selv var han atter en gang levende, han havde muligheden for et længere liv – hvis alt gik som han ønskede det om ikke andet, og det var den tro som Jasons kors faktisk måtte give ha, så selvfølgelig var det ikke noget som sagde så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. At hun var gået i panik, var noget som havde reddet hendes liv, og selvfølgelig var han glad for, at hun var kommet fra det med livet i behold, for han ville da aldrig nogensinde tilgive sig selv for andet end det! ”Jeg ved godt, at det ikke har været nemt for dig, at gå fra det ene til det andet, men.. Du berørte noget i mit hjerte, min kære, og det er ikke noget som jeg kunne se bort fra.. Du fortjente et bedre liv, end det som du tildelte dig selv, og det glædede mig, at du ville give mig muligheden,” endte han ganske sigende, som han lod hånden stryge ganske let mod hendes kind. Han kunne jo slet ikke lade være med det, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han sendte hende et overbærende smil. ”Det lyder fantastisk,” endte han ganske sigende. At starte forfra, ville bestemt ikke gøre ham det mindste! Han ville elske det! Selvom.. sådan helt forfra? Han rystede let på hovedet. ”Du gjorde hvad jeg bad dig om. Jeg ville aldrig tilgive mig selv, om du skulle komme til skade på grund af mig og.. mit familienavn,” endte han ganske sigende. Det var jo trods alt hans plads i arveretten som havde ødelagt det hele, også selvom det ikke ligefrem var fordi at han havde regnet med, at det var noget som skulle have lov til at koste ham livet, og det var en tanke som irriterede ham, men hun var kommet godt fra det, og det var i den grad også det som betød mest for ham!
At hun direkte og ud af bogstavelig forstand, mente at de skulle starte forfra, var noget som svagt fik ham til at smile igen. Han tog roligt omkring hendes hånd, som han trykkede let omkring, kun for at føre den til sine læber, hvor han skænkede den et let kys. Han kunne jo ikke lade være, og ret skulle jo trods alt også være ret i hans øjne og i hans forstand. ”Det er mig en ære at møde dig, Melody Pandora,” begyndte han ganske sandfærdigt, og uden at smilet måtte falme fra hans læber. Han kunne jo slet ikke lade være! ”Mit navn er Marius Amalani Darcy,” præsenterede han sig med en sigende mine, også selvom det faktisk var ved at være svært for ham overhovedet at holde masken, for det her var.. underligt, for han kendte hende jo, men hvis det hjalp hende, så var det godt nok for ham! Tungen strøg han let over læberne, for at fange eftersmagen af hendes egne, som smilet hvilede let på hans læber. ”Og jeg tror minsandten, at jeg er heldig at ligge her med den smukkeste kvinde i hele landet,” tilføjede han med et næsten kækt smil.

[Deleted]

I den tid hvor Marius havde været død, havde Melody haft rigeligt med tid til at bebrejde sig selv for hans død, det havde været så smertefuldt at mangle ham, og hun havde ikke haft nogen mulighed for at gøre op for det igen. Det var en direkte lettelse at have ham ved sig, særlig fordi han ikke direkte lod til at være vred på hende, tværtimod så ønskede han de blanke art ligesom hun selv gjorde. De mørke lokker, badede i de intense flammer i faklerne. Hun strøg en lok bag øret. Et bad ville efterhånden være tiltrængt, det var ved at være længe siden, det var trods alt sjældent hun i det hele taget havde mulighed for at sove under et tag, nu hvor bordellet var kommet så var horehuset slet ikke populært mere, jo men nu var det kun de mindre tiltrækkende og direkte uhyggelige mænd der kom rendende. Hans ord varmede hende virkelig. Hun lod hovedet glide på sned næsten med antydningen af tårer i øjnene også selvom de var blodige, hun forsøgte at bide dem i sig, udelukkende fordi det blev ret beskidt hvis først de endte med at falde. ”Det var bestemt ikke nemt, men jeg har virkelig forsøgt at tilpasse mig, Marius. Jeg fortryder ikke at jeg tog med dig, jeg nød at jeg ikke var nødt til lade mig berøre for at have en seng at sove i, jeg har udviklet helt andre værdier, og jeg er bange for at det også er grunden til, at jeg ikke har været i stand til at etablere mig i dette liv igen,” erkendte hun med et ærligt nik. Hun tørrede sine øjne, for at forhindre tårerne, hun havde ladet mere end rigeligt falde her til aften. Melody sendte ham et stille smil, hun mente skam når hun sagde at hun ønskede at starte forfra, med ham ved sin side. Hjertet sank en smule ved hans ord. ”Det var noget jeg valgte at tage med da jeg takkede ja til dit frieri, min kære. Jeg løb fra et usagt løfte jeg gav dig med det ene ord,” påpegede hun stilfærdigt, også selvom det var sådan hun så på det. Sengen virkede igen allerede langt mere fristende end det at stå op. Hånden faldt roligt i hans. Hun betragtede ham med et stilfærdigt smil som han valgte at kysse den blege håndryg. Hun nejede elegant for ham...manérerne havde hun bestemt ikke ladet gå i glemmebogen endnu, det havde i forvejen taget hende frygtelig meget energi at lærer i det hele taget. ”Æren er skam helt på min side, kære Marius,” afviste hun og lod hovedet glide en smule på sned, mens hun trak sig tættere på ham, uden at slippe hans hånd det mindste. Måske det var svært at holde masken.. alligevel lagde Melody sig roligt ned ved hans side endnu engang. På sit vis følte hun næsten kroppen synke ned i den dejlige, bløde madras. De røde øjne hvilede i hans. Hun kvalte et gab. Hans ord gav hende en underlig velkendt varm fornemmelse, som hun næsten havde glemt. ”Nu kender jeg dig igen,” påpegede hun næsten drillende, og trak sig en smule ind over ham, kun for at lade læberne møde hans for en kort stund. ”Jeg erkender at det var modigt for fremmede.. men jeg er for træt til at tænke over det,” påpegede hun med et lille smil. Hun elskede ham.. fremmede eller ej.

[Marius Amalani Darcy]

Marius var kun lettet over at han faktisk havde været i stand til at finde Melody i live. Han vidste at tilværelsen i Procias havde været svær, men han havde end ikke tøvet med at tage hende med, og han havde aldrig nogensinde fortrudt det i eftertiden, det var der ingen tvivl om overhovedet. Et overbærende smil gled roligt over hans læber. Han vidste skam godt, at han havde været væk over en længere årrække, og at der faktisk var mange ting som var forandret med tiden, men ikke desto mindre, så var han glad for at se hende have det så godt som omstændighederne nu kunne skænke hende. Hånden hævede han, som han roligt strøg hendes kind, hvor han også fik enkelte af de blodige tårer med sig. Han kendte selv godt til dem. Han havde selv ladet enkelte falde, inden han selv var gledet i den endelige død i kælderen på Castle of Light. Han nikkede. ”Det er måske svært, fordi det slet ikke er her, du skal være? Jeg ønsker ikke at se dig have ondt, eller gøre det her igen, Melody. Du er langt mere værd end det,” endte han ganske sigende, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han betragtede hende med en ganske sigende mine og uden at smilet falmede det mindste. Hun havde gjort som han bad hende om, og det var noget som han var glad for, for ellers var de gledet i døden begge to, og det var slet ikke noget som han ønskede sig! Han havde dog alligevel håbet på at hun ville opsøge Yasmya, selvom det nu heller ikke ligefrem havde været tilfældet. ”Tænk ikke på det.. Jeg har det fint nu, og vi skal sørge for at du får det samme.. uanset løfterne som vi skænkede til hinanden ved frieriet,” endte han ganske sigende, som han roligt lod blikket glide i hende, som han greb omkring hendes hånd. At starte forfra, var en tanke som han ville elske, for han ønskede jo slet ikke at lade hende gå eller miste hende, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende! At rose hende for at være den smukkeste kvinde i den vide verden, var noget som han gjorde, fordi at han mente det, hvor hendes ord i sandhed glædede ham, for det var ham en morende tanke uden lige, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Godt.. Jeg skulle meget gerne være den samme som jeg altid har været..” Roligt sammenflettede han deres fingre og holdt dem tæt ind mod sig. Han havde fundet hende, hvilket var noget som bragte ham en lettelse til sindet, hvor han igen følte at han for alvor var i stand til at slappe af, og det føles virkelig, virkelig rart! Han lod hende trække sig ind over ham, hvor han mere end glædeligt mødte hendes læber i hendes kys, hvor han gengældte det uden at tøve det mindste! Dynen trak han roligt over dem, så hun kunne lægge sig over ham og forhåbentlig få noget hvile, inden de ville tage hjem igen – til deres begges hjem. ”Hvil du blot min kære, så tager vi til Procias så snart du er frisk igen.. Så kan vi komme hjem,” endte han dæmpet. Han kyssede roligt hendes tindinger, som han lod armene glide omkring hendes krop og kun for at holde hende tæt ind mod sig.

[Deleted]

Selvom tilværelsen i Procias ikke havde været nem for hende at finde ud af, så havde hun jo faktisk nydt det, mest fordi hun havde fået æren af at tilbringe tiden med ham, han havde givet hende muligheden for at udfører nogle af de mange drømme hun havde siddet inde med, børnehjemmet havde trods alt været hendes idé i udgangspunktet, også selvom ikke mange havde været meget for at erkende det, og hun havde selv haft det fint med at lade Marius tage æren for det, hun havde trods alt stået for det mere pædagogiske mens hans havde stået for skolegangen, hun havde aldrig selv lært hverken at læse eller skrive. De blodige tårer malede hans hånd.. det gjorde hende intet i det store og det hele, det vigtigste var at han var der til at tage sig lidt af hende igen, først nu hvor han stod der gik det først for alvor op for hende hvor meget hun i virkeligheden havde savnet ham, også selvom hun havde hadet at ligge i en anden mands favn, hans var den eneste der direkte føltes rigtig. Melody nikkede medgivende. Hun havde aldrig kunnet se det før, men dette var ikke hvor hun hørte til og det havde han vist hende. ”Dette er ikke mit liv mere, det vil jeg give dig ret i, jeg er lykkelig for at igen dukker op ud af det blå, når jeg mindst venter det og river mig ind i en helt anden verden. Denne er ikke til at leve i,” erkendte hun med et stille smil. At han ikke var vred på hende, var det som gav hende den påkrævede energi. Det glædede hende virkelig at han så mere i hende en blot en smuk krop, han havde aldrig vist sig interesseret i hende på den måde, og det havde på sit vis været lettende, også selvom hun vel måtte erkende at hun.. gerne ville have ham så tæt på sig før eller siden? Melody nikkede stilfærdigt.. hun glædede sig over at han var villig til at give hende en chance til, for hun vidste jo godt at hun i virkeligheden ikke havde fortjent det. ”Du er her.. jeg har det allerede langt bedre. Jeg lover dig for at jeg nok skal indfri dem med eller uden en ring,” hviskede hun blidt også selvom hun mente det. Selvom de ikke længere var forlovet, så agtede hun at leve op til de forventninger og løfter som hun i sin tid havde svigtet. Det var ikke fordi hun følte sig hverken smuk eller værdig til at ligge så tæt på ham, men hans arme var stærke og trygge, hun vidste at han ikke ville gøre hende ondt, hvilket gjorde det langt nemmere for hende. ”Det er du, hvilket jeg er glad for,” tilføjede hun med et stille smil, og lod sine fingrer flettes med hans. Hun lagde sig roligt ned, slapt ind over hans med hovedet hvilende mod hans bryst. Hans hjerteslag var lettende, og samtidig lokkende, også selvom hun tvang det lidt i sig, for hun ønskede slet ikke at gøre ham ondt! Læberne lod hun hvile mod hans i det intense kys for et øjeblik før hun trak sig, og nikkede stille. Hun var lidt spændt og samtidig nervøs for at vende tilbage til Procias, men hun glædede sig. Trætheden havde overmandet hende for timer siden.. hun lagde sig ned, og lod ham holde hende tæt. Lyden af hans hjerteslag og den trygge favn som hun havde længtes efter i så lang tid, lullede hende hurtigt ind i en let søvn, dog langt mere rolig end den som hun havde måttet nøjes med i mange år. Kroppen endte slap i hans favn, som hun gled ind i sin egen lille drømmeverden.

//Out