Facing the truth

[Marius Amalani Darcy]

Marius var ked af at se Melody i den situation og endnu en gang i den dræbende tilværelse, for hun var virkelig mere værd end dette, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, men det var jo ikke fordi at han direkte kunne gøre noget som helst ved det. Af den grund, så var han dog skuffet over, at hun ikke havde været der mere for Yasmya end det som hun havde, for det var virkelig ikke retfærdigt for hende! Det var en tanke som faktisk gjorde ham sur, også fordi at hun havde haft det så hårdt som hun havde! Han betragtede hende med et sigende blik. Når hun snakkede om arbejde, kunne han godt gætte sig til hvad hun mente, og han regnede bestemt heller ikke med at Jason havde været i nærheden af hende, sådan som han havde reageret på nyheden om at Melody ikke var død, for det var hun ikke. Og nu sad han jo overfor hende! ”Jason har haft mere end rigeligt at tænke på med henblik på hans familie, til at han.. har kunne søge ud,” endte han sigende. Selvfølgelig var det noget som meget snart ville forandre sig, for de skulle have deres kære mandetur ud i byen, og han kunne faktisk kun sige, at han faktisk glædede sig til det, for han havde brug for det.. at glemme lidt om de ting som faktisk generede ham og bare gøre ligesom de havde gjort for flere år tilbage!
Marius kunne med lethed gennemskue en løgn ved Melody, for hun var bestemt ikke særlig svær at læse, men ikke ligefrem noget som hun kunne gøre for. Han kendte hende vel bare godt efterhånden? Han nikkede sigende, som det også måtte gå op for hende, at det faktisk var ham som hun måtte sidde overfor, for med den reaktion som hun gjorde brug af, så kunne det godt ligne, at femøren langt om længe var faldet for hende, selvom det nu heller ikke var noget som han ligefrem kunne eller ville sige noget til. Han trak svagt på smilebåndet og nikkede mod hende. ”Jeg gik automatisk ud fra, at du ville genkende det.. Melody,” endte han sigende, som han roligt rettede sig op. Han havde jo ikke gjort andet end at være ærlig for hende hele aftenen, og bare tanken om at hun havde valgt at lægge op til det – en vildt fremmede nede i baren, var ikke just noget som gjorde det meget bedre på nogen måde! ”Det er godt at se dig igen.. Jeg tror ikke du ved hvor mange som faktisk har søgt efter dig.. siden ulykken på slottet,” endte han ganske sigende, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Selv han havde søgt efter hende, uden at have fundet hende eller noget som helst, og selvfølgelig var det en tanke som gjorde ondt for hans del, for han havde ønsket hende det bedste, og det var bestemt ikke hvad hun havde gjort på denne måde! ”Jeg regnede ikke med at finde dig her… i den tilværelse igen,” tilføjede han langt mere stilfærdigt.

[Deleted]

I det store og det hele så ville Melody nu om dage, godt villet være i stand til at sige at hun havde været ham nær som den eneste, men desværre var det og ville det aldrig blive sandheden, Hun havde solgt sin krop til alt for mange mænd, flere end hun huskede gennem tiden, også selvom hun virkelig havde forsøgt så var det aldrig blevet bedre. Hun havde aldrig skænket det en tanke at de vidste at hun endnu var i live, for hun havde så sandelig gjort alt for at forholde sig skjult, for det første fordi det at stå til ansvar for det ville have været for svært og for det andet fordi hun et sted havde været rædselsslagen for hvad der ville vente hende i Procias. Hun genoptog den lidt rastløse vandren igen med en yderst tænksom mine-. Det havde ikke ligefrem været en sød genforening, tvært imod så følte hun sig pludselig flov og skamfuld, over at have afsløret sig for ham på den måde, hun vidste jo hvor meget han hadet hendes erhverv. Snakken om Jason var noget der for alvor havde ledt hende på sporet, kun Marius og Gabriel havde været som brødre når det kom til Jason og hun vidste jo at de to havde haft deres ture. ”Jeg hørte det.. at Lisa er død,” påpegede hun stille. Hun læste jo aviser, også fordi hun godt ville følge med i hvad der skete. Marius havde altid været for godt il at læse hende.. lidt som en åben bog og det havde han gjort endnu engang, men denne gang var det ikke behageligt, for hun havde virkelig ingen idé om hvad hun skulle sige. Endnu engang stoppede hun op.”..” ikke en lyd kom forbi, hun lukkede stille igen. Hun pbesluttede sig hurtigt for at prøve igen. ”Hvordan skulle jeg kunne andet? Jeg genkendte det med det samme da vi trådte ind,” svarede hun stille. Skammen var næsten at læse i hendes tone, for hun vidste godt at han krævede forklaringer, og det var ikke noget som hun kunne give ham. Det smil der sædvanligvis hvilede på de rosenrøde læber var helt forsvundet. Det var tydeligt at han ikke havde tænkt sig at spilde tiden. Skuffen var næsten at trække ud af hans ord. Hun vidste jo godt at hun nok var blevet søgt en hel del efter hende. ”Jeg har mine idéer om det. Jeg er glad for at se dig med.. et bankende hjerte,” afsluttede hun direkte og kastede et blik mod hans bryst, hun kunne jo høre det og det var efterhånden en lyd hun havde manglet. Hænderne foldede hun foran sig, uden rigtigt at vide hvad hun skulle gøre af sig selv. ”Nej jeg.. ved det godt. Jeg er virkelig ked af at vi skulle mødes under disse omstændigheder, Marius. Jeg ved godt at det slet ikke er hvad du nok havde forventet,” erkendte hun ærligt og lod de røde øjne søge hans mine uden at rokke sig ud af stedet, selvom hun mest af alt lystede at falde om halsen. Nu vidste hun om ikke andet hvorfor dyret havde valgt at reagere.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde ganske rigtigt ikke ligefrem regnet med at han ville stå ansigt til ansigt med Melody under disse omstændigheder, men det var nu alligevel det som var sket, selvom der nu heller ikke ligefrem var noget som han kunne gøre ved det af den grund. Han vendte blikket roligt mod hende. Hendes måde at reagere på, morede ham dog en smule, for det beviste jo kun for ham, at hun faktisk skænkede det en tanke – og ham for den sags skyld, for det andet var da slet ikke noget som gav det mindste mening for ham på nogen måde, det var der ingen tvivl om. Han nikkede til hende. ”Efterlod Jason alene med ansvaret for 9 børn,” endte han ganske sigende, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Tungen strøg han let over læberne, som han endnu en gang satte sig med hænderne i sit skød – bare typisk ham, når han sad der og bare.. ventede på et eller andet. At hun genkendte værelset, var nu heller ikke noget som forundrede ham, for de havde jo faktisk haft det hyggeligt dengang. Han trak svagt på smilebåndet, for den tanke var faktisk noget som kun måtte gøre ham glad i den anden ende. ”Jeg håbede vel at du ville genkende det. Jeg har mange fine minder herfra,” Hans blik gled lidt automatisk mod sengen, for det var jo trods alt der de havde ligget og nydt det sammen, ligget og snakket, hvor han havde skænket hende både værelse og mad for et par dage og taget videre, hvor han havde skænket hende tilbuddet om at kunne få lov til at tage med ham, hvis hun havde haft lyst, og det havde han aldrig nogensinde fortrudt! Han betragtede hende med et stille smil. ”Jeg fik en chance til.. Yasmya havde brug for en hjælpende hånd til sidst.. Jeg kunne ikke klare at se hende så knust.. Du burde hjælpe hende, Melody.. frem for at sidde… her og søge til mand efter mand. Du er mere værd end det.. og du ved det godt,” endte han dæmpet, også selvom det faktisk var ord som han måtte mene! Han brød sig slet ikke om at se hende på denne måde, specielt fordi at det ikke var til at sige hvilke mand som var der og hvilke mand som hun ville støde på, og det var selvfølgelig heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hende på nogen måde, og det var noget som helst klart bekymrede ham. ”Hvorfor har du ikke været i Procias, for at hjælpe Yasmya, Melody? Jeg tror virkelig ikke du ved, hvor meget hun har haft brug for sin mor..” endt han sigende, også selvom det var ord som han mente. Han var faktisk skuffet over det, og havde været så vred og så voldsomt frustreret, selvom han ikke selv havde været i stand til at gøre noget som helst – før nu om ikke andet, men det var n bare sådan at det endelig måtte være i det store og hele.

[Deleted]

Melody havde bestemt ikke regnet med at skulle se Marius igen og da slet ikke under disse omstændigheder. Efter ulykken havde hun ikke været i stand til at komme tilbage i Procias, så hun havde.. lavet den ene aftale med sig selv om at hun var tvunget til at gøre dette blot en gang eller to.. endnu engang havde hun mistet kontrollen over det, i sådan grad at hun ofte havde færdes nær Procias men aldrig forsøgt at komme igennem igen, og hun skammede sig. Ligeglad havde hun aldrig været, hun havde bestemt ikke glemt dem, de var det sidste hun tænkte på om aftenen og det første når hun slog øjnene op, selv hvis hun lå ved siden af en fremmede mand. Hun nikkede stilfærdigt til hans ord. Hun havde læst det, Jason var en travl mand. ”Det giver ham noget at se til,” endte hun med antydningen af et smil, selvom det hurtigt falmede igen. Den kunne hun trods alt genkende, de havde selv haft mange børn på børnehjemmet til sidst, det havde været fantastisk. Hun blev roligt stående foran ham, og lod i ny og næ blikket søge fra sine fødder g op til ham. Det var ikke nyt at han forholdt sig fuldkommen rolig, frem for at lyde vred som han både burde og havde ret til, det hjalp dog at hun ikke blev råbt af. Samtidig havde den nye opdagelse givet hende en akut følelse af ædruelighed. ”Det samme har jeg.. det der skete i dette værelse for mange år tilbage ændrede mig liv,” erkendte hun, også selvom der lå lidt en eftertone af, at den historie ikke var helt slut endnu, for hun befandt sig jo endnu nøjagtig samme sted som hun havde gjort mange år tilbage. Tanken om hvor hårdt Yasmya havde haft det efterlod hende både med dårlig smag i munden men gjorde hende også bekymret, det var trods alt hendes lille pige, og det længsel og det savn hun følte var ikke til at beskrive. ”Jeg.. ved godt at hun har haft det hårdt, tro mig jeg har fulgt med så godt som jeg overhovedet af kunnet. Jeg er virkelig ked af at vi skulle støde på hinanden sådan, at du skulle se mig på denne måde,” hun så meget forsigtigt op på ham også selvom hun var hudløs ærlig, hun havde aldrig været en kvinde af løgne, og det ville hun ikke blive. Hun sukkede tungt og så igen den anden vej. Tårerne pressede sig på, selvom hun efterhånden havde følt at der ikke var flere at græde af. Hun bed sig selv i læben for at tvinge dem tilbage, for hun var frygtelig frustreret, men Marius havde aldrig set hende fælde tårer og hun ønskede ikke at dette skulle være første gang, det var et skræmmende syn.”Jeg ville inderligt ønske at jeg kunne give dig en god og holdbar forklaring, men jeg har ikke nogen og jeg har ikke tænkt mig at stå og opfinde en masse undskyldninger,” endte hun direkte ærligt. Hun drejede om på hælen og vendte ryggen til ham for et øjeblik. At tage dybe indåndinger ville bare blive ubehageligt, men hun ville ikke ende med at skulle fælde de tårer. ”Undskyld.. giv mig lige et øjeblik,” mumlede hun stille. Det var bestemt ikke nemt for hende, det var sikkert!

[Marius Amalani Darcy]

Det var ganske vidst ikke ligefrem under disse omstændigheder, Marius havde regnet med at skulle se Melody, men dog af den grund, så var han virkelig glad for at se hende, for det var noget som bragte ham en form for ro til sjælen, for han havde søgt efter hende så meget og så længe, og han vidste at han ikke var den eneste, for der havde virkelig været brug for hende i Procias! Yasmya havde helt klart haft brug for hende! Han nikkede sigende. ”Han har rigeligt at se til. Yasmya hjælper ham til tider med børnene, så han kan få bare lidt fritid igen.. Han har intet,” endte han sigende. Det var en stor opgave Jason havde fået pålagt sine skuldre, også selvom det nu ikke var noget som han kunne gøre noget ved, andet end virkelig at forsøge at hjælpe så godt som han nu kunne, så selv glædede han sig jo til at se sine kære nevøer og niecer, for han så virkelig på sig selv som de børns onkel, på grund af det broderlige forhold som han havde til Jason. Svagt måtte han trække på smilebåndet. De havde begge gode minder fra dette værelse, fra da de havde været her sidst, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Det gjorde det.. Jeg savner næsten at se det smil på dine læber.. Se den lettelse over at du havde fundet et sikkert og stabilt fundament,” endte han sigende. Det var ikke fordi at han anså sig til at have retten til at stå og råbe og skrige af hende, for han havde jo været død. Forlovelsen havde været brudt, selvom det var en tanke som faktisk gjorde ondt for ham at skulle tænke på, men det var jo heller ikke fordi han som sådan kunne gøre noget ved det. At det ikke var nemt for hende, men at det var forvirrende og svært for hende, og det var jo heller ikke fordi at han havde regnet med at det var sådan at det skule foregå, men det var nu bare sådan at det var. ”Jeg ved godt, at det ikke har været nemt, men selv Yasmya har haft brug for dig. Hun har boet i et hul, set til at Camryn tog det hele for næsen af hende, og hun har vandret rundt i troen på at du har været død..” Denne gang kunne han ikke skjule den skuffelse som han følte overfor hende, for han brød sig slet ikke om det i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han så til som hun endte med at stille sig med ryggen til ham, hvilket var noget som fik ham til at rejse sig. Han ønskede jo trods alt heller ikke at gøre hende ked af det eller noget som helst. Han gik forsigtigt om bag hende, idet han roligt lod hænderne glide mod hendes skulder. ”Du skal bare sige til hvis jeg skal gå igen, Melody.. Jeg ønsker heller ikke at gøre dig mere ukomfortabel, end det som du tilsyneladende allerede er, men hey.. Yasmya har virkelig haft brug for dig.. Og jeg forstår ikke hvorfor du ikke har opsøgt hende.”

[Deleted]

Selvom hun var ked af omstændighederne, så var Melody virkelig glad for at se ham, lettet ikke mindst, men hun var ikke sikker på at hun havde retten til at vise ham det, hverken ved omfavnelse eller noget som helst. Døden havde skilt dem, og forlovelsen var brugt, selvom tanken gjrode ondt, så turde hun slet ikke gøre sig forhåbninger om noget som helst, for hun forstod godt hvis han var både vred og skuffet, og særlig fordi hun virkelig ikke havde nogen god forklaring på noget som helst. ”Det kan jeg da godt forestille mig med så mange børn. Jeg er om ikke andet glad for at høre, at Yasmya kan hjælpe lidt til, hun var altid et naturtalent når det kom til de mindre størrelser,” påpegede hun næsten med et.. stolt smil. Måske hun ikke havde gjort meget for deres datter, men hun elskede hende af hele sit hjerte. Det var heller ikke fordi hun ville stå og snakke om Jason, hun havde skam respekt for mande, det havde hun, men han var irrelevant i forhold til deres situation. Det glade glimt i de ellers dystre øjne var svundet helt bort, og det samme var det smil som altid havde prydet hendes læber. Hun trak svagt på skuldrene. ”Tjah.. Der har ikke været frygtelig meget at smile siden.. siden Sonic dukkede op. Jeg havde et godt og stabilt fundament, selvom det tog mig lang tid at finde ind i det. At komme tilbage til.. dette har heller ikke ligefrem været nemt,” erkendte hun ærligt, og forsøgte at skubbe kjolen lidt længere ned om lårerne, hun brød sig ikke om at stå foran ham med den manér som hun havde gjort. Det var tydeligt at hun ikke ville tjene penge i aften, det havde hun ikke gjort når det kom til ham, men pludselig var det også lige meget. Camryn havde altid været den som stod i fokus, også når det kom til ham, hun var trods alt hans biologiske datter, og hun vidste at Yasmya altid havde været misundelig på den tøs, så det gjorde ondt. ”Jeg læste det godt. Hun fortjener langt mere end det, og jeg er ikke sikker på at jeg kan give hende noget af det, Marius. Jeg mener.. jeg kan tydeligvis ikke tage vare på mig selv. Jeg kan høre skuffelsen i sin stemme, og tro mig jeg forstår den, det er slet ikke det.. men alle troede jeg var død, tanken om skulle stå til regnskab og give dem en forklaring, når jeg var skyld i din død, det var mere end jeg kunne overkomme,” endte hun stille. Hun blev stående med ryggen til ham. De blodige tårer strøg stille ned over hendes kinder og efterlod et rødt spor efter sig, før de faldt til gulvet som små bloddråber. Det var grunden til hun aldrig græd, det så skræmmende ud, desuden havde hun altid været en kvinde af glæde. Næsten af ren vane lænede hun sig en smule ind til ham, da han endte bag hende. Hun sitrede under den blide berøring. ”Nej.. nej jeg ønsker ikke at du skal gå.. ikke med mindre du selv vil vel og mærke, og jeg er kun ukomfortable fordi jeg er skamfuld, Marius. Jeg ved godt at jeg har begået fejl og jeg forstår heller ikke selv hvorfor, så vi er nået lige langt,” svarede hun stille.

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste ikke hvor lang tid han havde tilbage, så efterhånden, så var han ikke ligefrem en som gik rundt og spildte tiden. Han ønskede det bedste for hans familie, og der havde han jo også anset hende som en stor del af den, selvom det nu var noget som var gået lidt i fortidens bog? Forlovelsen var brudt og siden Sonic var dukket op, så var det kun gået ned af bakke, selvom han slet ikke fortrød noget af det som han havde gjort. Han betragtede hende med en sigende mine. Han nikkede med et lige så stolt smil. Yasmya havde altid haft en forkærlighed for små børn, og hun havde i den grad også talentet for det, det var helt sikkert! ”Yasmya gik med drømmene om at fortsætte, hvor vi måtte stoppe, med et nyt børnehjem i Procias.. hun har bare manglet hjælpen og stedet at være til det,” endte han sigende, for det var jo ikke engang en løgn i den anden ende. Sonic havde ødelagt det hele for dem tilbage i sin tid, og det vidste han godt. Måske at det heller ikke ligefrem havde været det mest romantiske frieri, men han havde ment det af hjerte, sind og sjæl, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var jo ikke engang fordi at det havde været en løgn. ”Jeg savner nu dit gamle smil. At se dig gøre andre ting end… det her, og faktisk vide dig sikker i at du gjorde det rette, for det gjorde du. Sonic er borte nu.. henrettet som en af de frygtelig få på prociansk jord,” forklarede han videre. Et sted så var det noget som havde lettet ham, såvel som resten af landet, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! At høre hende give sig selv skylden for hans død, var slet ikke noget som han ønskede at høre tale om! Der tog han selv roligt den stilling bag hende og med hænderne roligt mod hendes skuldre. At hun så lænede sig ind mod ham, var bestemt heller ikke noget som han havde det mindste imod, for det føles faktisk ganske rart, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han rystede let på hovedet. ”Min død, er på ingen måder din skyld. Jeg ønskede dig væk, for at holde dig i sikkerhed.. Og med den tanke, så gik jeg i døden med en fred, Melody. Yasmya kunne nu godt bruge sin mor, for hun har ikke haft det nemt, og din.. udeblivelse, har ikke gjort det nemmere for hende..” Han havde aldrig set hende stå og græde, så han anede faktisk ikke engang at deres væsen faktisk fældede de blodige tårer. Hvorfra skulle han da ellers vide de ting? Han trykkede varsomt omkring hendes skuldre og med den samme rolige mine i ansigtet, for han så ikke nogen grund til at hidse sig op. Det var vel bare.. nemmere at hjemvende til det som man var kendt med i udgangspunktet? ”Jeg går ikke nogen steder, før du direkte beder mig om det.. Jeg har.. ganske vidst meget at se til med mig og Jasons projekt for Yasmya, men.. en aften her med dig, kan jeg vel godt unde.. hvis du vil..” Skuffet var han, og han vidste at hun var klar over det, så der var vel heller ikke nogen grund til at køre sådan rundt i det? Han ønskede heller ikke at gøre ondt værre, men snarere.. gøre bod på det og finde ud af det hele.

[Deleted]

De havde været lykkelige, de havde haft deres lille familie ind til Sonic var kommet ind i billedet. Hende og Marius var ganske vist aldrig rigtigt blevet et par, fordi de havde haft børnehjemmet at tage sig til men hun havde elsket ham af hele sit hjerte, det gjorde hun stadig, men hun turde virkelig ikke at gøre sig nogle forhåbninger om noget som helst, for ikke nok med at hun havde skuffet ham, så havde hun gjort det samme med resten af familien.. og de få som havde sat sin lid til hende i Procias, hvilket ikke havde været mange. Melody vidste at Yasmya altid havde været god til børn, allerede dengang hun var lille, havde hun været god til at lege med de mindre størrelser, men at høre at hun direkte ønskede at fortsætte den idé som hun i sin tid havde fået varmede hende virkelig. ”Store ambitioner.. det har altid været hende. Jeg er glad for at vi om ikke andet stablede lidt et forbillede op for hende,” påpegede hun med stolthed i stemmen. Det gjorde hende stolt at de på trods af deres mange fejl, havde lært hende noget, givet hende nogle drømme, og at starte et nyt børnehjem ville være stort, for hun gik bestemt ikke ud fra at Ilosonic havde fortsat konceptet, selvom det irriterede hende lidt, de havde jo arbejdet hårdt på det. Frieriet havde måske ikke været det mest romantiske, mest på grund af deres tidspres, men tanken om at have båret den ring med de løfter der hørte med, havde alligevel gjort hende til en lykkelig kvinde, det gjorde ondt at hun ikke helt kunne sige det samme mere. ”Vi gjorde det rette.. vi drev et børnehjem, gav dem et hjem og noget at smile af, det er det eneste ærlige arbejde jeg nogensinde har fuldført, og jeg savner det. Det letter mig at høre, den mand hørte ikke til der,” tilføjede hun med en lidt frustreret tone. Han havde ødelagt det hele! Med hænderne på sine skuldre, lænede hun sig en smule tilbage mod ham, næsten som søgte hun en form for trøst, også selvom hun forstod hvis han nærmere følte afsky, alt for mange mænd havde berørt hende på måder, som aldrig burde være sket. Først efter hans død havde hun fået det virkelig skidt med det, også fordi hun følte sig skyldig for hans død, hvordan skulle man sige det til sin datter? ”Jeg skulle aldrig være gået, jeg ved ikke hvad jeg tænkte på. Jeg ved det godt,” endte hun igen, for hun vidste godt at Yasmya havde brug for hende, men hvad skulle hun sige? Hun kunne allerede høre skuffelsen i hans stemme, hvordan ville den så ikke lyde i hendes? Hun tørrede de blodige tårer bort med håndryggen hvilket kun tværede blodet ud i hendes ansigt, også selvom hun ikke mærkede sig meget. Dette liv var hvad hun havde kendt, og i ren panik var hun hoppet direkte tilbage i fælden. ”Det lyder som om du har travlt, jeg vil nødig tage din tid, Marius, men jeg.. ønsker ikke at du skal gå, så hvis du har bare.. en time eller to så ville jeg være fuldkommen tilfreds,” hun vendte sig stille mod ham, uden at tænke over den direkte blodige mine. Melody vidste at han var skuffet og tanken var næsten dræbende, for det havde aldrig været hendes mening!

[Marius Amalani Darcy]

Ilosonic havde virkelig formåede at ødelægge det hele, og der var ikke noget som nogen magt i Procias, kunne gøre for at forandre det, selvom det bestemt heller ikke var noget at gøre ved det nu. Det var ved at være år siden, og han vidste det jo trods alt også godt. Han vendte blikket ganske sigende mod hende. De havde skænket Yasmya meget, men ved at falde bort som han havde gjort, og at blive væk som hun havde, så var det bestemt heller ikke noget som hjalp hende på nogen måde, hvilket faktisk var noget som efterlod ham med en voldsomt dårlig smag i munden, for det var noget som gjorde ondt for ham i det hele taget at skulle tænke på, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han nikkede. ”Hun har altid haft store ambitioner, og at hun gør noget ved det, er noget vi kan være stolte af – begge to.” Han var hudløs ærlig, for han var virkelig stolt af Yasmya, som han selvfølgelig også var det af Camryn, men Yasmya var bare.. noget helt andet, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han betragtede hende med en sigende mine, som han roligt havde valgt at stille sig bag ved hende og med hænderne mod hendes skuldre. Det føles virkelig rigtigt at sidde der sammen med hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, men det var jo trods alt heller ikke fordi at hun kunne gøre noget som helst ved det uanset, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Du beviste for det procianske folk, at selv en dvasianer, kan bære et godt hjerte.. Og det var noget som faktisk har overbevist en del. De har sat en lid til Yasmya nu, selvom hun endnu ikke har et sted, hvor hun kan fuldende sine drømme. Ilosonic er væk.. Ham skal du slet ikke tænke på mere,” endte han ganske sigende, og tæt ved hendes øre, nu hvor de alligevel var endt så tæt på hinanden. Det var noget som han selvfølgelig havde savnet noget så frygteligt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, men hvad pokker skulle han stille op med det? Han kunne jo ikke ligefrem stille noget som helst op! Han vendte blikket mod hende, som han så til at hun vendte sig om, fuldkommen rød af blod i ansigtet. En anelse overrasket, men dog var det ikke noget som skræmte ham. Han sendte hende en rolig mine, som han hævede hånden og strøg den mod hendes kind. ”Jeg er glad for at du gjorde det, Melody. Jeg har aldrig ønsket at noget ondt skulle ske dig,” endte han ganske sigende, også fordi at det var ord som han faktisk måtte mene! Han vendte blikket direkte mod hendes, nu hvor de var endt tæt på hinanden – det var noget som fik hans hjerte til at hamre og slå direkte mod hans bryst, for det var med et savn.. et savn han ikke havde følt i frygtelig lang tid. ”Jeg kan give dig en hel nat, hvis det er nødvendigt, Melody.. Og så kan du tage med mig tilbage til Procias bagefter..” endte han ganske sigende, som han roligt tog omkring hendes hånd og trak hende med sig tilbage til sengen. De kunne jo altid ligge der og snakke?

[Deleted]

Procias havde forandret sig siden så vidt som hun havde forstået, og tanken gjorde hende direkte vred. Manden havde ødelagt det hele ikke blot for dem men også for så mange andre. Der var ikke meget at gøre ved det nu, det lettede hende at manden var død og borte, og det lettede hende endnu mere at se ham stå der med et bankende hjerte, det var frygtelig mange år siden hun havde følt det, og det havde været savnet. Når det kom til Yasmya så var hun virkelig kun glad for at hun om ikke andet havde klaret sig, selvom Camryn havde taget mere eller mindre alt for næsen af hende, hun ønskede kun begge piger det bedste, for selvom hun aldrig havde fået et forhold til Camryn, så havde hun været en del af Marius. ”Det gør hun. Jeg er frygtelig stolt men samtidig frygtelig bitter for mig selv, jeg ville så gerne hjælpe hende, men hvordan pokker skulle jeg kunne tage mig af hende, når dette er mit liv? Det er det her jeg kan, uden dit navn at gemme mig bag i Procias, så ville det nærmest være mere farligt end Dvasias,” mumlede hun frustreret, selvom hun vidste at det var sandt. Procias havde forandret sig, det havde hun fundet ud af, og det var ikke til det bedre. Melody nød virkelig at han skabte den fysiske kontakt til hende, at han ikke så på hende med direkte afsky selvom han burde. ”Jeg forsøgte det gjorde jeg virkelig, måske jeg er dvasianer men jeg ønskede aldrig nogle ondt eller noget andet. At jeg måtte se deres fordomme i øjnene forstår jeg godt, det er trods alt min egen skyld, jeg har valgt at leve på denne måde,” påpegede hun roligt og hentydede til erhvervet om at forfører mænd. Hun havde taget manges mænd fra dem, hun havde ødelagt familier også fra Procias, en gang havde Marius jo fundet hende med en af herremændene fra Procias.. det var omtrent ligeså flovt som det hun følte i øjeblikket. De røde tårer strøg ned over de blege kinder, hun tørrede dem ikke bort, det havde en tendens til at svine sådan. Kinden lod hun falde mod hans hånd, det var virkelig en rar og ikke mindst velkendt følelse. ”Jeg burde være blevet uanset,” påpegede hun sigende, om ikke andet skulle hun have forsøgt at beskytte ham. Hun havde virkelig savnet ham og nu hvor de var endt så tæt så var det kun noget hun følte endnu mere. Roligt lod hun sig fører med hen til den velkendte seng. At han ville have hende med tilbage til Procias forundrede hende direkte, også selvom hun godt vidste at det var en mulighed for at rette op på sine fejl. ”Det lyder dejligt. Jeg kunne godt bruge en velkendt favn at ligge i.. for en gangs skyld,” tilføjede hun lidt forsigtigt, for hun ville heller ikke tvinge ham til at komme for tæt. ”Tror du.. de vil have mig der?” spurgte hun, og dumpede langsomt ned på sengen. Han vidste det trods alt bedre end hende!

[Marius Amalani Darcy]

Procias havde forandret sig hurtigere end det som så mange andre kunne følge med i, og selvfølgelig var det også noget som gjorde det hele langt mere besværligt, men om ikke andet, så var det noget som de nok skulle finde ud af. Han ønskede det om ikke andet, og specielt så lang tid han havde muligheden for det om ikke andet, for han vidste jo ikke hvornår han ville skvatte om, også selvom chancen var stor for at det skete. Han betragtede hende med en sigende mine. Det hele var nakket for øjnene af hende, og et sted, så var det selv en tanke som gjorde Marius direkte arrig, for det var bestemt ikke en fair handling på nogen måde! ”Hvorfor gemme sig bag mit navn, når du har så fine handlinger og gerninger at kunne gøre det med? Du var i Procias over mange år, Melody.. De kunne jo alle se, at du kun har ønsket landet det bedste. Yasmya kunne godt bruge dig, det kunne hun virkelig, og specielt efter Camryn valgte at dukke op og tage det hele for næsen for hende, men ja.. Vi er ved at finde ud af noget andet med den gamle hertug-bolig, som har stået tom i frygtelig mange år..” endte han ganske sigende. Det var et mål som ham og Jason havde sat sig nu! At komme i den fysiske kontakt med hende, var selvfølgelig noget som selv var ham en glæde, men ikke noget som han kunne skjule, for det efterlod ham med en form for ro, også fordi at han vidste at det var.. rigtigt? For ham om ikke andet, for han vidste ikke hvordan hun havde haft det med magetingen og det hele, for hendes handling havde virkelig forvirret ham og frygtelig meget endda. ”Du er på ingen måder et ondt væsen, min egen.. Og det er noget som efterhånden var gået op for folket i Procias. De var faktisk tryg ved din tilværelse,” endte han sigende. Det var jo trods alt folk som Sonic og Ilaria som havde formået at ødelægge det hele, og det gik jo ud over de få gode dvasianere som var, for det var jo trods alt også gået ud over Jason, og det var en tanke som han faktisk selv havde det temmelig svært ved. Han havde virkelig ondt af den stakkels mand. Han rystede stille på hovedet. ”Du gjorde det rette, da du søgte væk. Han havde taget dit liv lige så, og det ville jeg slet ikke have ønsket..!” endte han mere bestemt, som han trak hende med sig hen til sengen, hvor han selv lagde sig ned – så behageligt som han nu kunne med vingerne, for de var efterhånden ved at være ganske godt i vejen for ham, for det var i den grad en ting som han skulle vænne sig til! Han vendte blikket mod hende. ”Hvorfor skulle de da ikke ønske at have dig der? Du har aldrig gjort nogen noget som helst, og Yasmya kunne godt bruge sin mor i… ja.. Når jeg ikke er der,” endte han sigende. Den tanke blev kun sværere og sværere for ham at indse, men.. han var vel nødt til det?

[Deleted]

Alting ændrede sig meget hurtigere end Melody selv havde kunne følge med i, det var ligeså blevet sværere for hende at finde kunder, sværere at overleve og at skelne hvem som kendte hende og hvem der ikke gjorde, med tiden var det blevet svært at forblive død, og nu stod hun og var for første gang genkendt, og så af sin egen forlo.. eksforlovede. Tanken om Yasmya ikke stod med noget gjorde hende både vred og frustreret, for hun ville gerne give tøsen det hun fortjente, men hun var ikke ligefrem den som stod med en lommebog fuld, eller stod der som synderlig troværdig. ”Jeg gjorde hvad jeg kunne for Procias, Marius, men jeg gemte mig for pokker bag dit navn, fordi ingen andre ønskede at vedkendes mit eget, med den baggrund jeg har. Det er svært at se i øjnene hver dag, men jeg vidste at jeg havde jer.. jeg havde faktisk en familie og Jason og Lisa.. jeg mener, det var nemmere men så forandrede alting sig, jeg både bar og er bange for at skulle stå til regnskab overfor dem alle sammen. Jeg ønsker virkelig at hjælpe vores datter, det gør jeg af hele mit hjerte, tro det eller ej men jeg elsker hende så højt at det gør ondt, jeg ved bare ikke hvordan jeg skal vise det,” endte hun direkte frustreret. Det gjorde hende vred at hun ikke bare kunne finde sin vej! ”Den gamle hertug-bolig? Det lyder spændende.. fortæl mig om det,” opfordrede hun nysgerrigt, hun ønskede jo at vide alt der havde med hendes datter at gøre! Omkring ham faldt hun fuldkommen til ro, i hvert fald i forhold til hvad hun havde gjort til nu. Det løb hende varmt ned af ryggen og sendte gyd gennem hende samtidig når han kom i berøring med hende. ”Jeg var ligeglad så lang tid du og børnene var tryg ved mig.. jeg brød jeres tillid og det er jeg frygtelig ked af,” hun lod armene falde omgivende ned langs siden. Det var rart endelig at komme af med nogle af de utallige frustrationer som hun havde gået og holdt inde gennem frygtelig lang tid, som havde fået hende til at græde sig selv i søvn. ”Til tider.. ville det have været nemmere, mindre smertefuldt,” svarede hun dæmpet, udelukkende fordi hun vidste at han ville hade bare at høre hende sige det, men at leve uden sin mage.. at længtes så det gjorde ondt hvert øjeblik det var ikke til at holde ud. Melody lagde sig roligt ned i den bløde madras, med samme saglighed i blikket som første gang han havde leget værelset, for hun var bestemt ikke vant til bløde senge. ”Når du ikke er der?” hun vendte blikket mod ham med en direkte spørgende mine. Hun brød sig ikke om hvor dette førte hen. Hun skulle nok tage med til Procias, og forsøge at gøre op for sine fejl ved at være der for deres datter, det skyldte hun dem begge!

[Marius Amalani Darcy]

Tingene havde virkelig forandret sig og alle sammen over frygtelig kort tid, så selv ikke Marius havde været i stand til at følge med i, så han kunne skam godt forstå, at det havde været svært for Melody at følge med selv! Han vendte blikket sigende mod hende med den samme stilfærdige mine. Han ønskede ikke at stå og råbe og skrige af hende, for det var der slet ikke nogen af dem som fik det mindste ud af, uanset, og det var noget som han var ganske klar over, selvom det ikke ligefrem var noget som gavnede dem på nogen måde, om det var noget som de nu ville det eller ikke, ås var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i det store og hele. ”Tingene forandrede sig hurtigt.. alt for hurtigt, jeg ved det godt, men du skal ikke frygte at stå til ansvar, for det er ikke min bortgang du skal stå til regnskab for. Du blev erklæret død, selv uden det manglende lig.. Mange døde for hurtigt og det førte til.. et kaotisk Procias? Yasmya vil blive så glad og så lykkelig over at se dig, det kan jeg love dig,” endte han dæmpet og med et stille smil på læben. Han trak svagt på smilebåndet. ”Det er et projekt Jason og jeg er i gang med. Efter Camryn tog herregården for øjnene af hende, så ønsker vi at give hende noget andet. Vi vil istandsætte hertugboligen og lade hende flytte ind der, og give hende en mulighed for at starte hendes egne projekter op, så hun kan gøre noget med de ambitioner som hun har.. Det skylder vi hende,” endte han ganske sigende, også fordi at det var ord som han mente. Han ønskede virkelig deres lille pige det bedste, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket.
Marius lagde sig ned i sengen, hvor han roligt lod Melody tage pladsen ved siden af ham. Endnu havde hun ikke søgt ind i hans favn, selvom han nu agtet at lade det ske før eller siden, for han ønskede det jo trods alt også. Han ønskede tingene som de var, selvom han ikke rigtigt vidste, om det var noget som han faktisk burde, for hvad ville han egentlig få ud af det? Også fordi at han ville glide væk igen, for det var af den overbevisning som han var. ”Sådan noget må du virkelig ikke sige..” endte han dæmpet, dog med en mere spids tone. Tanken om hendes død og bortgang, var slet ikke noget som han ønskede at høre! Han bed sig svagt i læben, som han lod blikket glide i hendes og med det samme svage smil på læben, for løgn var det bestemt heller ikke i den anden ende. ”Min tilbagevenden er næppe permanent, Melody. Som Silia sagde.. så.. så er der frygtelig stor sandsynlighed for at det kun er midlertidigt at både.. Emanuel og jeg kan være her..” endte han med en dæmpet stemme.

[Deleted]

Det havde virkelig ikke været nemt at følge med udefra, men hun havde om ikke andet forsøgt, det var jo heller ikke fordi hun havde glemt sin familie. Hun længtes tilbage på herregården hvor børnene rendte om benene på hende, med deres varme latter. Hun havde længtes efter at putte Yasmya hver aften, kysse hende på panden, for at overlade hende til Jacques så han kunne sige godnat, kun så hun selv kunne ligge sig ind Marius' favn. Den havde hun savnet mest af alt, den mand var hendes mage og at leve uden ham havde været direkte smertefuldt, en smerte som fortog sig nu hvor han igen var i live. ”Procias er kaotisk jeg kan ikke finde hoved eller hale i det mere, og det er bekymrende. Jeg ved at ingenting ser ud som det gjorde engang, men jeg ønsker at holde hende tæt ind til mig, og jeg ønsker at gå ned langs torvet med de små hænder i mine. Jeg forstår ikke hvordan jeg kunne elske at gøre dette engang, ikke nu hvor jeg afskyr mig selv, og jeg frygter mindst ligeså meget at stå til ansvar som det, som jeg gør overfor din død,” hun lod de røde øjne søge mod ham. Tårerne faldt ikke længere, for det var sjældent hun viste den form for følelser alligevel. Melody håbede inderligt at han havde ret i at Yasmya ville blive glad for at se hende, for hun var bange for at hun kun ville ende med at se på hende med de samme skuffede øjne som Marius havde gjort, om ikke andet så lod han ikke til at være vred, i sidste ende havde han jo nok vidste, at det var sværere at ændre en kvinde som hende, end han havde regnet med, hun var vokset op i fremmede mands favne, hun kunne end ikke huske mandens ansigt som i sin tid havde taget hendes uskyld, men efter hun havde mødt ham så havde hun ønsket at hun stadig ville have haft visse ting til gode. Hun håbede at Yamya ikke havde begået samme fejl. ”Det lyder som en fantastisk idé. Hvis i mangler en hjælpende hånd så melder jeg mig gerne, hun fortjener det.. desuden dig og Jason i et samarbejde om et hus? Nej tak, jeg kan godt huske herregården inden der kom en kvindelig hånd ind,” påpegede hun næsten med en lidt drillende tone. De rosenrøde læber trak i et lille smil. Hun lagde sig til rette ved hans side, og lod den dovne krop falde ned i madrassen med direkte lettelse. Selvom hun havde lyst til at søge ind i hans favn, hun ville ikke overskride en grænse, særligt ikke med henblik på hvor mange mænd som havde berørt hende i mellemtiden. Den lidt spidse tone fik langsomt smilet til at falme. ”Jeg ved godt du ikke vil høre sådan noget, men somme tider har jeg virkelig overvejet at.. ja møde solen, et eller andet. Du ved ikke hvor ondt det gør..” endte hun stille og slog blikket ned. Det var svært at forklare uden at gå i detaljer, og hun ønskede slet ikke at bringe de mange mænd på banen, for hun skammede sig virkelig. Hans ord var noget der faldt som en direkte lussing.. så hun skulle miste ham igen? ”Oh...” endte hun uden rigtigt at vide hvad hun ellers skulle sige for tanken var direkte dræbende!

[Marius Amalani Darcy]

Det hele havde forandret sig, og selv Marius havde svært ved at finde ud af det, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham på nogen måde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han betragtede hende med en ganske rolig mine. Han elskede hende virkelig, og det havde han altid gjort, og det var selv på trods af hendes valg af levevej, for det havde bestemt heller ikke været nemt, og det vidste han udmærket godt. Han lod hovedet søge let på sned. Hun var savnet, ved ham om ikke andet, og han vidste at Yasmya i den grad også manglede hende. ”Du skal ikke stå til ansvar for noget som helst ved min død, Melody, for det er slet ikke din skyld,” begyndte han sigende, for det var slet ikke noget som han ønskede at skjule for hende, for hun havde virkelig ikke gjort noget forkert! ”Procias er ikke til at kende igen, men nu er der en ny på tronen, Sonic er ude, selvom der stadig er meget som der skal rettes op på, så kommer det hele stille og roligt,” endte han sigende, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn! Han var sikker på at det hele nok skulle komme, og med Silia på tronen, så kunne det vel heller ikke gå helt galt? Han betragtede hende med en ganske sigende mine, for han ønskede hende det bedste, det var der ingen tvivl om, og tanken om at hun faktisk gerne ville søge med ham hjem igen, var en tanke som gjorde ham glad, for det var i den grad også noget som lettede ham og sikkert ville have den samme effekt på Yasmya, for hun behøvede da ikke at få at vide hvad Melody havde fordrevet tiden med, trods alt. Hendes ord var slet ikke noget som han kunne holde op med at smile til, hvor et kun var efterfulgt af et let grin. ”Du fremstiller det næsten som en dårlig ting? Jeg synes nu Herregården var flot indrettet!” endte han med et sigende smil, også selvom han vidste, at det først var efter Melody var kommet ind i billedet, at det først havde set helt ordentlig ud, men det var jo en anden side af sagen! At høre at hun havde overvejet solen, var noget som faktisk gjorde ondt på ham at tænke på, for det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke! Han vendte blikket stille mod hende, som han hævede hånden igen og lod den stryge ganske let og stille over hendes kind og med en tydelig bekymringsfuld mine. ”Jeg er virkelig glad for, at du ikke har gjort det. Det ville knuse mig..” endte han dæmpet. Selv på trods af alt det som var sket, så var hans følelser på ingen måder anderledes, end de havde været tilbage dengang, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nikkede dæmpet. ”Jeg ved ikke hvornår.. eller om det overhovedet vil ske.. jeg ved det ikke, og.. Ja, jeg ønsker ikke at spilde tiden..” forklarede han videre. Hun kunne jo lige så godt få det at vide allerede fra start af.