Facing the truth

[Deleted]

Det var efterhånden ved at være sent, mørket var langsomt begyndt at falde på for alvor, hvilket ikke skete synderlig hurtigt i disse sommertider. På denne tid af aftenen var der ikke særlig mange på den manjanske kro. Efter at de havde mistet deres kongepar så havde der generelt været en forholdsvis sørgmodig og opgivende stemning. Melody sad inde i varmen ved at af de runde borde midt i lokalet. De mænd og kvinder der opholdt sig der var fulde og ikke synderligt attraktive, på den anden side, var de, de villige, hvilket også var grunden til at hun havde valgt at søge til Manjarno. Det og så samtidig tanken om at være forholdsvis tæt på Procias. Hun savnede sit gamle hjem mere end noget andet, hun savnede det hende og Marius havde bygget op, hun savnede ham så meget at hun til tider følte at hun ikke kunne komme igennem dagene, men ikke mindst så savnede hun sin elskede datter, og det gav hende direkte dårlig smag i munden, at hun gemte sig bag det liv hun kendte, og fortsat lod som om hun var gået i døden den aften i Procias. Hun bebrejdede sig oven i købet for Marius' død, hun forstod ikke i dag hvordan hun havde kunnet lade ham alene tilbage! Hun sad med en flaske rødvin foran sig, der i løbet af timerne næsten var endt tom. Hun nippede til det halve glas, fuldkommen besat af sine egne tanker. Der gik ikke det øjeblik hvor hun ikke plagede sig selv med det. Den blege hud lyste op i de svagt brændende fakler. De mørke lokker hang frit omkring de slanke skuldre. Hun lod fingrene vandre igennem dem. Selvom hun burde være i fuld gang med at tjene til føden, så var hun på ingen måde fristet, udelukkende fordi hun altid fik en grim smag i munden.. til tider følte hun vel at hun var Marius utro? Livet engang havde været så nemt, hun havde elsket opmærksomheden fra mændene, men efter at hun var blevet vist en anden levevej, så fandt hun slet ikke den samme glæde i det. Hun holdt om den tynde glasstilk, og gjorde nogle små bevægelser der fik den røde vaske til at lave små bølgelignende bevægelser. Måske hun burde tage tilbage til Dvasias, for det ville jo ikke lukke hende ind i Procias at være i Manjarno, desuden var hun for skamfuld til i det hele taget at vise sig. Maven vendte sig. Allerede dengang havde hun vidst at det ville komplicere tingene at tage med Marius men hun havde gjort det, og nu.. fortrød hun vel lidt, udelukkende fordi hun altid havde været rædselsslagen for at skuffe ham, med henblik på alt det han havde gjort for hende. Kjolen hun bar var kort og afslørende, bar tydeligt præg af sit erhverv og pengene der fulgte med, i virkeligheden var det blot en naturlig brun underkjole, ikke meget at prale af. Hun bed sig let i læben, uheldigvis med en af de sylespidse tænder der øjebliklig lavede hul. Det gippede en smule i hende, og fik hende samtidig til at vågne lidt op. De røde øjne gled roligt omkring i håb om at nye var kommet til, men hun var selv ved at være godt.. omtumlet efter den flaske rødvin. Det gjorde det om ikke andet lidt lettere.

[Marius Amalani Darcy]

At det var ved at være mørkt, var noget som efterhånden havde tvunget Marius til at vende snuden hjemover i retningen af Procias, selvom han ikke rigtigt havde fået det ud af det, som han havde regnet med. Snakken med Jason havde virkelig lettet hans hjerte, også fordi at det havde fået bekræftet, at der var mulighed for at det hele kunne blive som det var, og selvfølgelig var det noget som hjalp ham frygtelig, frygtelig meget, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han havde valgt at søge ind forbi en kro på vejen hjem. Vingerne var ved at være på plads, og det var i den grad noget som han skulle til at vænne sig til! De var faktisk en anelse i vejen, selvom det nu bare var sådan at det måtte være i den anden ende. Han holdt dem tæt ind mod sin egen krop. Han havde været ude for et par dage, for materialerne til deres lille.. eller nok snare, store projekt i Procias som skulle til at laves, var noget som de skulle have hjem igen, og det var ikke nemt med den situation som landene, så var der bestemt ikke noget som var nemt i det store og hele, og det var noget som et sted måtte irritere ham, for det var jo slet ikke sådan at han huskede det! Det var næsten skræmmende, hvor hurtigt tingene kunne forandre sig, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende.
Varmen på kroen var direkte slående, selvom det faktisk var et behag for hans del. Minderne omkring kroerne havde været mange, også fordi at det var et sted som dette, at han havde mødt Melody på i sin tid, selvom han virkelig ikke havde tid til at tænke meget på hende. Der var vel grunde til at hun slet ikke havde nogen intentioner om at skulle tage sig af deres elskede datter, som i den grad havde haft brug for det, men han havde jo trods alt heller ikke været der til at gøre det selv! Nu var planerne mange, og han skulle selv søge til Jacques og snakke med ham om at søge til engen, for at møde hans elskede søn. Det var jo så idiotsikkert, som noget overhovedet kunne blive! Han sukkede dæmpet, som han roligt fjernede den frakkelignende kappe og kastede den over sin ene arm, som han søgte direkte op til bardisken. Han havde brug for noget at drikke, et sted at hvile, og så ville han søge tilbage mod Yasmya, også for at bekræfte for hende, at han endnu ikke var gået i graven, for han havde jo slet ikke nogen anelse om hvor lang tid han ville have, også selvom han havde fået at vide, at det næppe var særlig meget, selvom det ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham. ”En martini.. rent glas..” bad han sigende og med den rolige mine som tidligere. Han vidste jo trods alt hvad han ville have – det samme som sidst han havde været på et sted som det her. Han fik det hurtigt serveret, hvor han tog pladsen og svælget det hele i en mundfuld. Han havde virkelig haft brug for et eller andet at slappe af på, så det var virkelig rart!

[Deleted]

Melody blev roligt siddende og så sig omkring, men ingen faldt hende rigtigt i hendes smag, desuden ville hun gerne slippe for nu, men hun var trods alt tvunget til at tjene nok til både føde og husly, for de sidste mange nætter havde hun sovet i en gyde, og det var ikke ligefrem meget at prale af. Hun savnede en varm seng, og hun savnede en favn at hvile i.. hun savnede Marius. Blikket gled ned på de blege hænder. Hun bar ikke længere ringen, den var bleve stjålet efter en nat i Dvasias med en mand, hun vidste ikke hvem, men hun følte sig stadig frygtelig nøgen. Melody greb om glasset foran sig, holdt næsen og bundede det sidste. Det var ikke ligefrem nemt for hende at drikke sig beruset på grund af racen, men hun kunne godt mærke varmen brede sig en smule, hviulket var noget som gjorde det meget nemmere for hende. Blikket endte med at glide mod døren da den endte med at gå op, og afslørede den flot udseende mand. Af en eller anden grund følte hun sig øjeblikkelig draget af ham.. en form for længsel selvom han var fuldkommen fremmede for hende. Med intense, røde øjne fulgte hun hans gang hen til baren hvor han bestilte. Hun hørte ikke hvad men hun kunne se at kromutteren så temmelig mut ud da hun pudsede et glas før hun hældte op. Et lille smil spillede over hendes læber. Det var noget Marius kunne have fundet på i sin tid, og tanken morede hende lidt. Det var nu hun skulle slå til! Hun hældte den sidste bundslat op i sit glas, før hun rejste sig. Flasken lod hun stå, men glasset med rødvin holdt hun meget elegant mellem de slanke, blege fingrer.
Kjolen strøg hun blidt ned over sine lår, også selvom den afslørede en hel del nøgen hud, der afslørede hendes erhverv uden at stille spørgsmål ved det. De vamle, fulde mænd stirrede på hende, hun kunne mærke deres blikke brænde i nakken, men hun søgte selv målrettet mod baren hvor den flotte og ikke mindst ædru mand havde valgt at stille sig. Selvom hun var en smule omtumlet, så viste hun det ikke uadtil. Det mest charmerende smil hun var i stand til at præstere lod hun spille over sine læber, også selvom det på alle måder var falsk. Hun gled ned på pladsen ved siden af ham uden at spørge først. Det ene ben lod hun roligt tage plads over det andet, så kjolen kravlede en smule op over hendes lår. ”Godaften Sir,” hilste hun høfligt, og med en direkte melodisk, blid tone. ”Hvor rart at se en ædru sjæl,” påpegede hun lidt sigende og så kort omkring, hvilket kun bekræftede ordene. Hun nippede igen til den søde vin.. med vilje havde hun valgt en af de få der var tilbage fra Carino Fattoria, det mindede hende om hjem.. om det hun havde mistet eller nærmere forkastet. Hun druknede den grimme smag i munden med endnu et nip til vinen, og forsøgte at skjule afskyen for sig selv i blikket. Det blev sværere og sværere, og af en eller anden grund var der noget.. velkendt over herren ved siden af, også selvom hun ikke mindedes at have set ham før. Det kunne selvfølgelig have været endnu en mand som hun havde været nær, der havde været en del efterhånden, og hun huskede ikke deres ansigter, det var ikke det værd.

[Marius Amalani Darcy]

Ringen var selv blevet taget fra Marius, da han var gået i døden, for det som efterhånden måtte være mange år siden. Han kunne slet ikke begribe, at det faktisk var ved at være så lang tid siden. Man kunne vel snildt sige, at tiden fløj af sted, når man ikke var til i en verden, hvor man kunne have nogen indflydelse af nogen slags. Længe havde han forsøgt at søge efter Melody, men han havde opgivet til sidst, og hellere været omkring sin elskede datter, for hun havde haft mere brug for ham end det som andre havde haft. Hun havde ikke haft det nemt, og det faktum at Melody ikke havde søgt til hende, når det havde været mest nødvendigt, var en tanke som faktisk gjorde ham vred et sted. Han var så skuffet som intet andet, selvom det normalt ikke var noget som han faktisk gav udtryk for, men det var n bare et skinnende faktum, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han sukkede ganske dæmpet, som han havde sat sig ved bardisken. Han havde jo trods alt kun erfaret at glassene kunne være beskidte, så han så gerne, at det blev rengjort for øjnene af ham, så han var sikker på at det var rent, før han gjorde noget som helst, for han ville jo nødigt ende med at blive syg, og lade det frarøve ham muligheden for det korte liv som han var blevet tildelt!
At Melody var i rummet, var slet ikke en tanke som var gået op for ham som sådan, før han hørte hendes stemme ved siden af sig. Han endte med at sidde direkte stiv i minen, som hans hjerte startede med at hamre mod hans bryst for alvor, hvor han næsten følte at han havde fået sin martini galt i halsen, hvor han måtte kæmpe lidt yderligere, for at kunne sluge det ordentligt! Glasset satte han roligt fra sig på bordet, inden han varsomt lod blikket glide mod hendes skikkelse. Han var ikke i tvivl om hvorfor hun søgte ham her, selvom det bestemt heller ikke gjorde det meget bedre for ham på nogen måde! Var hun vendt tilbage til sit gamle erhverv? Selv på trods af alt det som han havde gjort for hende? Og det var bestemt ikke noget som han måtte anse som en god ting på nogen måde! ”Blot… hjemvendt fra en længere rejse udenlands, Frøken..” endte han sigende, som han vendte sig mere mod hende. Hvad pokker hun lavede der, havde han ingen anelse om, men at se hende i den situation endnu en gang, var virkelig en tanke som kun formåede at irritere ham, det var der ingen tvivl om! Selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham! ”Og en yndig kvinde som Dem..? Uden en mand til at beskytte sig på et sted som dette.. Hvordan forekommer det?” afsluttede han sigende, for der var mange ting der, som slet ikke gav nogen mening for ham, og alligevel.. Havde hun ikke fundet en som faktisk havde været i stand til at passe på hende? Det så om ikke andet, ikke sådan ud, hvilket faktisk lettede ham et sted.. og dog.. Han vidste da slet ikke hvordan han skulle reagere!

[Deleted]

Uden ringen følte Melody sig direkte nøgen, men hun havde ikke været i stand til at få den igen, og før eller siden måtte hun vel også erkende, at hun havde slået sin egen forlovede ihjel på sit vis, selv på trods af at hun havde haft ansvaret for at lærer ham at forsvare sig med sin nye race. Det hele var bare gået så galt, og det frustrerede hende at hun ikke engang kunne forklare hvorfor. Samtidig havde hun ikke været der for Yasmya, og hun vidste hvor ringe hun havde haft det, udelukkende fordi de sidste småører gik på at købe avisen så hun kunne følge lidt med. Måske hun ville få en chance igen når hvor det var en Diamaqima som havde indtaget tronen? Hun betragtede manden foran hende med intense øjne. Der var noget ved ham som virkede på velkendt og dragende, hvilket var en smule ubehageligt. Hun bed ikke rigtigt mærke i at manden endte fuldkommen stiv i minen ved lyden af hendes stemme, hun havde fundet sit mål for i aften, og så håbede hun blot at han bed på krogen. Det var ikke fordi hun nød det mere, nu havde hun prøvet at leve et andet liv, og hvordan hun så i sidste ende var endt med at gøre det hun kendte bedst, det huskede hun ikke engang mere. Melody lod hovedet glide på sned, og sendte ham et direkte flirtende smil. Hun kunne i den grad godt være charmerende, men det var sjældent at de 'ordentlige' mænd bed på. Hun havde ikke været her i mange år, mest fordi det var her hun havde mødt Marius første gang, og hun fik dårlig smag i munden ved bare tanken om hvad der var sket siden, de havde jo været på toppen af lykke. ”Oh.. Det lyder til bringe en spændende fortælling med sig? Hvilket land har du besøgt?” spurgte hun lidt nysgerrigt. En kvinde som hende burde ikke færdes alene på denne tid af aftenen, det var farligt nok fra før af, og da mænd sjældent havde noget menneskesyn på kvinder af hendes art, så vidste hun godt hvad hun bragte sig selv i farer for, men ville det i virkeligheden gøre nogen forskel? ”Det spørger jeg tit mig selv om. Men lige nu.. mens jeg sidder ved dig, går jeg ikke brug for at jeg har brug for nogle?” påpegede hun lidt drillende. Hånden lod hun kort stryge over hans knæ for at skabe en lille smule kontakt, det var enkel måde hvorpå hun kunne finde ud af om der ville komme noget ud af aftenen. Efterhånden havde Melody ikke rigtigt kendt andet end dette liv, hun var vokset op sådan og det var der ikke meget at gøre ved. Hun havde aldrig ønsket andre end Marius, og sådan som hun længtes efter ham, så ville hun hellere klare sig alene end med en anden. Hånden trak hun til sig igen, og lod den glide ned i sit skød. ”Undskyld Sir.. du virker velkendt på en eller anden måde, er du sikker på at vores veje ikke har krydses før?” spurgte hun direkte, for det kunne være at han kunne huske mere end det som hun selv var i stand til. Hun var ikke i stand til at sætte en finger på hvad det var, men noget hende direkte til at længtes efter at røre ham, hvilket var helt forkert!

[Marius Amalani Darcy]

Tanken om at han skulle finde Melody her, var nu slet ikke en tanke som havde slået Marius, for det var noget som helt klart måtte komme frygtelig meget bag på ham! Martinien sved lidt i halsen, også fordi at han havde fået den forkert ned, men hvad pokker skulle han sige? Han sad overfor hans eksforlovede, og hun genkendte ham jo trods alt ikke! Omstændighederne var ganske rigtigt lidt anderledes, end det som de havde været vant til, men det var nu bare sådan at det var. Alle andre sad fuldkommen døddrukkende, også selvom det nu heller ikke var noget som han ønskede at blande sig i, for det var nu bare sådan at det bare måtte være i den anden da. Det var ikke ligefrem fordi at han havde mange historier at fortælle, for det var jo egentlig kun for at give Yasmya det at smile af, og den mulighed for en fremtid i sikre omgivelser, for det var helt klart noget som hun havde brug for, det var der ingen verdens tvivl om overhovedet, det var helt sikkert. Han trak let på skuldrene. ”Tja.. Det er ikke fordi at der er noget at fortælle. Verdenen er ikke som jeg mindes at den har været,” endte han sigende, som han igen vendte blikket mod sit tomme glas. Nu var det jo ikke engang fordi at han kunne nyde det som han kunne før, men det var nu ikke noget som han kunne gøre noget ved af den grund. Melody sad der jo for pokker!
Marius kunne pludselig slet ikke koncentrere sig, om det som han nu havde haft i tankerne om, men at sidde her, hvor alle andre var i stand til at sidde og beglo hans elskede Melody, var slet ikke noget som han kunne have med at gøre! Hendes strøg mod hans knæ, var noget som satte en direkte sitren i hans krop som intet andet overhovedet, og det var virkelig, virkelig behageligt på alle måder endda! Han betragtede hende sigende. ”Så du tror at jeg vil være i stand til at beskytte dig? Så kan vi ikke blive siddende her.. de andre glor næsten sultent..” Han blinkede let til hende og med et stille smil. Nej, det var bestemt ikke fordi at han ville drive hende med til sengs, for det havde han jo heller ikke gjort tilbage dengang, for hvorfor skulle han da gøre det? Han satte sig en anelse tilbage i stolen. Et sted så følte han sig vel pludselig.. ubekvemt omkring det hele? Selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hendes spørgsmål fik ham dog svagt til at trække på smilbåndet. Han kunne da slet ikke lade være, nu hvor der var den mulighed for det i den anden ende! ”Muligvis i et tidligere liv..” endte han sigende, som han let blinkede til hende endnu en gang. Det var jo ikke engang en løgn i det store og hele. Han satte sig roligt med hænderne i skødet, som han normalt altid gjorde det. Han var jo trods alt en adelig mand – det var han opfostret til at være om ikke andet.

[Deleted]

Hvem det i virkeligheden var hun sad overfor, var endnu ikke noget som Melody havde gættet endnu, for udadtil var han jo fuldkommen fremmede overfor hende, det var nærmere.. dyret der reagerede, det havde ellers været dødt i hende gennem så frygtelig lang tid, stort set siden Marius var gået i døden, og det bekymrede hende lidt at mærke det nu. De andre omkring dem var døddrukne, også selvom det ikke var noget hun sagde noget til for efterhånden var hun vant til det, det mindede trods alt om Dvasias. Efter en hel flaske rødvin følte hun sig selv godt varm, men uden så ville hun ikke komme igennem natten, det var blevet langt mere kompliceret. Melody betragtede den fremmede med nysgerrige øjne og et lettere afventende blik. Hun havde for længst lært at mænd var egoistiske og ønskede at blære sig med et utal af bedrifter og som oftest lod hun dem udelukkende fordi det gav dem blod på tanden. ”Tingene ændre sig hurtigt er jeg bange for. Det lyder som om det er temmelig lang tid siden du har været her?” spurgte hun videre. Lige der kunne hun faktisk godt følge ham, for livet kunne vende på en tallerken både til det værre og til det bedre, det var allerede gået op for hende. Rødvinen lod hun selv stå for nu, hvis det skulle gå godt, så havde hun vidst fået sin kvote for i aften. Hun lod de blege fingrer løbe igennem de mørke lokker, og lod de sylespidse tænder komme til syne i et smil, selvom hun i Procias havde gjort alt for at skjule dem, så var det blot blevet hende en vane nu. Hun mærkede tydeligt at han reagerede på den lille berøring, hvilket kun sagde hende at det var en forholdsvis villig mand. Ganske forsigtigt lod hun den søge blot en smule længere op på hans lår, ligesom for at vise ham vejen lidt, og give et hint om hvad hun var, i tilfælde af at han ikke selv havde mærket sig af det med henblik på beklædningen. Hans ord fik hende direkte til at smile. Det var så sandelig en der bed let på krogen, men af en eller anden grund, føltes det ikke så unaturligt denne gang, som det plejede at gøre. Kort lod hun de røde øjne søge omkring, og lagde mærke til hvor mange som sad og stirrede olmt på den fremmede. Hun kendte end ikke hans navn, men lige nu var det ikke vigtigt. ”Mhmm.. Du har sørme ret. Det må være alkoholen. Måske du kunne skaffe os et værelse?” endte hun lidt spørgende, dog endnu med intense øjne, for hans kulle jo nødig ende med at miste interessen. Tanken om en varm seng at sove i, i nat var mere end belønning nok for hende, og tanken om at det nok ville blive i hans favn var noget som underligt nok fik hende til at føle sig en smule rolig, det var ret uvant. Efterhånden havde han givet hende en del hint, men hun havde stadig ikke fattet mistanke for Marius var jo død og borte. ”Muligvis,” svarede hun lidt neutralt for det var jo svært at sige. Hun fjernede igen hånden og lod den falde tilbage i sit eget skød, da hun lagde mærke til hvordan han selv sad. ”Du har en flot holdning,” røg det ud af hende, næsten som var et spørgsmål gemt, det var jo kun betydningsfulde mænd der sad sådan!

[Marius Amalani Darcy]

Tanken om at se Melody søge direkte tilbage i det gamle og det vante, var et sted en tanke som gjorde ham vred, men ikke noget som han kunne gøre noget ved. Alene af den grund, så var han dog direkte skuffet over, at hun ikke havde gjort noget for at søge til Yasmya, for med den tilværelse som hun havde valgt, så kunne det næsten se ud som om at hun faktisk havde.. glemt alt om deres bedrifter, alt det som de havde arbejdet med, arbejdet for og samarbejdet om, hvilket var noget som et sted gjorde ham ked af det, men ikke noget som han kunne tillade sig at vise i denne stund, men det var nu bare sådan at det måtte være i det store og hele. Svagt trak han på skuldrene. ”Det er vel årevis siden jeg har sat mine ben her sidst. Jeg tænker nu mere generelt.. Tingene er slet ikke som jeg mindes de har været..” Han løj jo ikke engang for hende, og det at give hende de mange hints, var ikke engang noget som han gjorde bevidst, men bare en sandhed. Han vendte blikket mod hende. Han kunne udmærket godt gætte sig til hvad hun var gået tilbage til, og det at se hende direkte give sig hen til mænd på den måde, var et sted en tanke som gjorde ham arrig, for han havde vist hende andre midler og andre måder at leve livet på, andet ned at tjene penge på at sprede benene for mænd, for han ønskede slet ikke at se hende på den måde, men hvad pokker skulle han da stille op?! Han kunne jo ikke og han havde jo slet ikke været i stand til at gøre noget ved det alligevel!
De mange mænd omkring dem, stirrede virkelig, og det var ikke en tanke som han brød sig særlig meget om, men ikke ligefrem noget som han kunne gøre noget ved af den grund. Han nikkede sigende. Han kunne fint anskaffe sig et værelse. Han vendte sig roligt i retningen af krofatteren som stod og snakkede med kromutteren. ”Et værelse.. Skriv det på Jason Nimanhras regning,” endte han ganske sigende. Han trak svagt på smilebåndet. Han havde jo selv ikke rigtigt alverdens at gøre godt med, selvom det vel heller ikke var noget som kunne forundre nogen som sådan, kunne det? Han skulle nok betale manden tilbage, og det var et løfte! Han fik roligt en nøgle stukket i hånden, inden han roligt rejste sig og med blikket mod hende. Med et stille smil, så rakte han hende hånden, nærmest som han høfligt, ønskede at eskortere hende til deres værelse. ”Tja, hvad skal jeg sige? Jeg er blevet opdraget til at være en adelig,” endte han sigende. Han så virkelig ikke nogen grund til at skulle lyve for hende, for det var slet ikke noget som han ønskede sig, også selvom han ikke var genkendt ved hende, så var det virkelig underordnet, for det var slet ikke noget som nogen af dem, fik det mindste ud af uanset. Skulle han i det hele taget give sig til kende overfor hende.

[Deleted]

Melody havde nok valgt at forkaste den mulighed som hun havde fået. Marius havde i sin tid givet hende muligheden for st starte forfra i Procias, men dengang havde hun elsket at gøre hvad hun gjorde.. det havde om ikke andet forandret sig. I stedet for at blive i Procias var hun endt med at søge direkte tilbage til det som havde været hende vant, det som hun havde kendt gennem hele livet, og hun havde opgivet et trygt hjem, en varm seng og anstændigt tøj til fordel for at græde sig selv i søvn hver aften ved siden af en fremmede og veltilfreds mand. Først nu kunne hun se at det ikke var et liv som var værd at leve, men uanset hvor hårdt hun forsøgte, så endte hun i det samme. Det at han ikke reagerede på noget af det, selvom hun gik ud fra at han havde opdaget hvad hun var der for, gav hende jo ikke ligefrem noget yderligere hint. Hun ville bestemt ikke té sig sådan overfor Marius, det havde hun kun gjort en gang, men han havde meget pænt afvist det, til fordel for blot at fører en samtale. ”I så fald.. velkommen tilbage. Men ja du har fuldkommen ret, alting udvikler sig fra dag til dag,” erkendte hun med et medgivende nik. Et suk forlod de rosenrøde læber. Hun var jo et ganske udmærket eksempel på samme. I det store og det hele kunne hun ikke rigtigt tage blikket fra ham, hun havde aldrig følt sig så draget af en mand.. ikke siden Marius vel og mærke, den eneste mand hun nogensinde havde givet sig følelsesmæssigt hen til, han havde trods alt.. aldrig nået at berøre hende på den måde, de havde haft så mange ting at fokusere på hele tiden, deres vidunderlige børnehjem.. han havde opfyldt mange af hendes drømme, og hun var ikke i stand til at give ham meget mere end dette. Eftersom hun var en flot kvinde og forholdsvis ædru så fik hun også de hungrende blikke fra de vamle mænd, hvilket hun efterhånden var blevet vant til, og en gang eller to var hun næsten i tvivl om samværet med manden havde ligget på grænsen til voldtægt, men hun bad jo nærmest om det. Hans ord gjorde hende fuldkommen stiv i minen. Jason? Åh gud, hvad havde hun rodet sig ud i? ”Står du.. Jason nær?” spurgte hun lidt nysgerrigt. Det kunne trods alt blive en farlig affære for hende, men nu havde han jo set hende.. på den anden side kunne hun vel præsentere sig med et andet navn? Uroen i det indre forsøgte hun ikke at vise udadtil, han skulle ikke fatte mistanke. Melody rejste sig i en elegant bevægelse og lod hånden glide i hans, kun for at følge ham væk fra de sultne blikke. ”Virkelig? Må jeg være så nysgerrig, at spørge om hvor?” endte hun stilfærdigt. Hvis han kendte Jason så var han højest sandsynligt fra Procias og så var det direkte mærkværdigt at han ikke havde genkendt hende, men selvfølgelig heldigt når det nu skulle være. Det var næsten en lettelse at komme lidt væk fra alt støjen, den gav hende hovedpine, desuden var hun lidt ivrig efter at ligge i en seng igen, hun huskede næsten ikke hvordan det føles, og den tanke gjorde lidt ondt.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde virkelig forsøgt at overbevise Melody at hun var langt mere værd i Procias, end det som hun var som en simpel prostitueret. Et sted så var det jo selvfølgelig en tanke som måtte more ham; At dette var næsten som da han havde fået hende med sig til Procias i udgangspunktet, for hvis han ikke tog helt fejl, så var det også her han havde fundet hende i sin tid, taget hende med op på et værelse, og lagt sig til at snakke med hende, selvom.. Ja, hvorfor bryde de gamle vaner, når han havde muligheden for at gentage den hændelse, i håbet om at hun måske ville fange signalerne bare en smule, for det var bestemt heller ikke noget som ville gøre ham det mindste. Han nikkede mod hende og med et stille smil. Situationen var ganske vidst frygtelig akavet, men hvad pokker skulle han da kunne gøre ved det? Han kunne jo ikke bare plapre ud med at han var den mand som han var, for folk ville da tro at han var rablende vanvittig, og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede sig! ”Og jeg siger mange tak,” endte han sigende. Det var ganske vidst ikke det glædelige gensyn som han havde håbet eller regnet med, men det var jo trods alt bedre end ingenting, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Tungen strøg han let over læberne, som han roligt havde valgt at rejse sig. Han brød sig ikke om de mange stirrende blikke, og hvis han skulle have en mulighed for at snakke med hende under lidt mere anstændige forhold, så var det nok på tide, at søge op på værelset. Han havde ganske vidst aldrig fået hende med sig til sengs på den måde før, men han ønskede jo også at vise hende, at hun var mere værd end en tur i lagnerne, for det var hun! Han havde jo for pokker friet til hende, og det var jo fordi at han slet ikke ønskede at miste hende, selvom det var sket af den grund. Han nikkede sigende. ”Jeg gjorde for adskillige år siden. Under visse omstændigheder, så har det forandret sig. Lad os bare sige, at der kom lidt.. knuder på tråden, som vi forsøger at rette ud nu,” endte han med et stille smil. Vingerne bredte han bare en anelse, for selv de skulle jo strækkes temmelig ofte, for de var jo egentlig bare i vejen for ham lige nu! Det var jo stadig noget som han skulle vænne sig til. Med nøglen i den ene hånd, og med hendes hånd i den anden, så tog han sig selv i at stryge hendes håndryg. Det var jo trods alt bare en Han vendte sig mod hende og med et stille smil, som han stoppede op foran døren. ”Procias naturligvis,” svarede han, som var det ganske logisk. Han satte roligt nøglen i låsen og fik døren op. Han gjorde tydeligt tegn til hende. ”Damerne først,” afsluttede han med det rolige smil på læben. Det hjalp selvfølgelig på det, når han var omkring hende alene, og uden en masse øjne hvilende i nakken!

[Deleted]

Under deres første møde havde Melody på ingen måde set det som en nedværdigende ting at arbejde som prostitueret, hun havde nydt opmærksomheden, og hun havde nydt at blive begæret for hun havde for pokker aldrig kendt til andet. Marius havde vist hende at der fandtes bedre ting, også selvom hun aldrig var blevet godtaget i det procianske samfund, udelukkende fordi andre havde kendt hendes baggrund. Hun havde forført mange koners mænd, også selvom det jo.. ikke var hendes skyld, alle var i deres gode ret til at sige nej, ligesom manden foran hende. Efterhånden havde han ganske vidst givet mange vink, men det var slet ikke nogle som hun så på den måde. For hendes del var situationen endnu ikke akavet, efterhånden var hun jo vant til smørren, at forfører, gøre arbejdet og derefter forlade stedet med lommerne fulde, og hvis denne mand var adelig og desuden kendte Jason så måtte tegnebogen være i orden, med andre ord hun kunne godt tage lidt over pris, det var sjældent hun gjorde det efterhånden for hun var jo ikke helt så ung eller smuk som hun havde været engang. ”Ingen årsag,” svarede hun kortfattet og lod sig følge til værelset som en rigtig dame. Den form for respekt nød hun. Det var endnu ikke rigtigt gået op for hende at der var noget velkendt over det, ikke foruden ham og hun havde opgivet at sætte fingeren på det. De stirrende blikke fandt hun ubehagelige, for efter at have været i procias, var der ingen der havde set på hende, på den måde hun havde været i stand til at gå i fred, uden at udsætte sig selv for vellystne drankere, klar på lidt sjov. Hun endte med at synke en klump. Med andre ord så havde han om ikke andet været tæt på Jason, og den tanke i sig selv brød hun sig ikke, den mand var jo umulig at undgå helt efterhånden. ”Arh på den måde. Men alligevel nærer nok til at skrive regningen i hans navn,” påpegede hun næsten lidt kækt. Pludselig følte hun sig i lidt løftet humør, og hun hadede tanken, for det var ikke noget som hun som sådan havde tilladt sig før. Kort faldt blikket mod det prægtige vinger.. det mindede hende om Yasmya, hun havde altid brændende ønsket sig nogle. Om ikke andet gav det hende kun et tydeligt præg om at han var fra Procias. ”Naturligvis,” medstemte hun, som havde hun overset den mest åbenlyse logik. Hun ventede tålmodigt til han fik låst døren op. ”Jamen dog.. en sand gentlemand. De er sjældne,” påpegede hun og blinkede let til ham før hun trådte ind på værelset. Hun genkendte det.. maven slog knuder flere steder og fik hende til at føle sig ubehageligt tilpas. Hun kunne ikke ligge sig i sengen med den mand.. ikke den.. For lange sekunder stirrede hun blot hen på sengen næsten som så hun dem for sig.. snakke og le.. han havde altid været god til at få hende til at le. Hun bed sig blidt i den bløde underlæbe næsten i forsøget på at tvinge tårerne tilbage, det var et virkelig dårligt tidspunkt at føle det savn og den længsel, men hvorfor lige dette værelse? Hvilket univers forsøgte at straffe hende, hun havde for pokker allerede grim nok smag i munden!

[Marius Amalani Darcy]

Det gjorde direkte ondt på Marius at se Melody på denne måde, og bare tanken om at hun havde tilladt sig selv, at søge tilbage til det, var næsten en tanke som irriterede ham, for hun var virkelig langt mere værd end det her, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vendte blikket ganske sigende mod hende og med det samme rolige smil. Tingene var slet ikke som han kunne mindes dem i sin tid, men ikke noget som han direkte kunne sige, at gøre noget ved af den grund, selvom det slet ikke var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Han sendte hende et mildt smil. I det store og hele, så genkendte han meget af hans kære gamle Melody, selvom tanken om at hun skulle give sig hen til mand efter mand, slet ikke var en tanke som han brød sig meget om, og da specielt heller ikke hvis hun var genkendt, for så gik det da udover hans navn, og derved også Yasmya! Og han ønskede virkelig ikke at hans elskede datter skulle gennemgå mere end det som hun allerede, udelukkende også fordi at hendes mor ikke havde været der for hende! Han trak let på skuldrene. ”Jeg skal da nok betale ham tilbage igen. Jeg render jo ikke ligefrem rundt med lommerne fulde af kontanter, men ja.. jeg kender ham ganske godt. Vi har været som brødre igennem mange år,” svarede han ærligt, for det var jo ikke engang en løgn i den anden ende.
At åbne døren ind til det værelse, som han mindes at have tilbragt tiden i sammen med hende dengang, var noget som han havde valgt ganske bevidst. Han trak sig roligt om bag ved hende. ”Sjældne, og dog, så forekommer de.. Vær så god.. tag endelig plads,” endte han roligt, som han vendte blikket mod hende, og gjorde igen tegn til at hun kunne tage plads henne på sengen. Om hun i det hele taget kunne mindes, at det var her at de havde valgt at forene deres liv i form af at hun havde valgt at tage med ham hjem, og søge det nye liv i hans liv og hans verden, var slet ikke noget som han havde haft det mindste imod i den anden ende. Han lod den ene hånd roligt glide mod hendes skulder. Han måtte i sandhed erkende, at han virkelig havde savnet hende, som han slet ikke var i stand til at beskrive det, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? ”Der er da ikke noget galt… er der..?” spurgte han dæmpet, dog alligevel med en bekymring i minen, som han vendte blikket mod hende endnu en gang. Det var jo trods alt heller ikke hans mening at gøre det hele ukomfortabelt for hende, men han ønskede jo bare at snakke med hende, og det var jo trods alt også bedre under fire øjne, end det at sidde i en sal fuld af drukkenbolte!

[Deleted]

Måske hun var mere værd end at sælge sin krop til fremmede mænd, der ikke var i stand til at få noget på ærlig vis, men hun var opdraget til det, så det virkede ikke så slemt. Det sværeste var næsten at hun nu om dage følte af hun var sin kære afdøde forlovede utro hver gang hun så meget som rørte en anden mand. Hun tog dog sine foranstaltninger. Først og fremmest brugte hun aldrig sit eget navn, hun afslørede aldrig det mindste om sig selv, og hun nærmede sig ikke mænd som hun havde set før, for hun ønskede slet ikke at dem i Procias skulle få nys om at hun endnu var i live, også fordi hun ikke ønskede at gøre det værre for Yasmya end det allerede var. Hun burde jo være der, burde beskytte sin elskede datter mod alt den modgang hun havde gået igennem, men tanken var skræmmende når hun ikke længere havde Marius at gemme sig bag. Hun skød tanken fra sig, hvis hun ønskede at sove varmt i aften, så kunne hun ikke tillade sig at lægtes tilbage til de tider, det gjorde hende direkte ufokurseret. Værelset havde hun genkendt mere eller mindre med det samme. Uanset hvad der skulle ske, så kunne hun ikke få sig selv til at ligge sig i sengen med en anden mand. ”Det var altid noget, men jeg skal nu ikke blande mig i jeres penge sager,” endte hun lidt sigende, for det vedkom jo slet ikke hende. Men eftersom hun havde været tæt på Marius, så havde hun været tæt på Jason, og hun undrede sig over at hun i så fald ikke havde set den mand før.. måske det var derfor han virkede så velkendt? Tanken gjorde hende lidt urolig, hun ville nødig have at han skulle genkende hende. Melody blev stående som frosset til stedet. Det var først da han trak helt op bag hende at hun vågnede en smule op fra en næsten trance lignende tilstand. Hun snak en klump og så lidt tøvende på sengen. Den blide hånd mod sin skulder, var noget der sendte et behageligt gys igennem hende. Hun genkendte det. Det sitrede hvor han berørte hende, og fyldte hende næsten med en velkendt længsel. De røde øjne gled halvt om halvt i skjul for et øjeblik mens hun samlede sig. Hun kastede et blik over skulderen og sendte ham et lidt undskyldende smil.”Tak,” endte hun yderst stilfærdigt og trådte hen mod sengen. Roligt gled hun ned yderst på sengekanten. Lidt diskret lod hun fingrene stryge over sengetøjet som var det ikke blevet skiftet siden, også selvom hun godt vidste at det ikke var tilfældet. Det var her det hele var startet, her han havde besluttet sig for at rækken hånden ud mod hende. ”Nej.. nej overhovedet ikke,” svarede hun hurtigt og rystede blidt på hovedet. De som kendte hende bedre end som så, ville vide at hun løj, men da denne mand var fremmede så gik hun ikke ud fra at han ville gennemskue det. Hovedet lod hun blidt glide på sned kun for at betragte ham lidt mere indgående. ”Det virker måske.. overflødigt, men et navn ville måske være passende?” spurgte hun roligtl. Hun ønskede jo heller ikke at han skulle være den fremmede for evigt, desuden kunne det være at hun ville genkende hans navn.

[Marius Amalani Darcy]

Det gjorde ondt at se Melody sælge sin krop på den måde, men ikke desto mindre, så var der ikke noget som han kunne gøre ved det, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var noget som han kunne gøre noget ved, andet end at.. gentage det som var sket dengang selvfølgelig? Men det var jo ikke til at vide, om det var noget som hun ville lade ham. Et sted så var han virkelig skuffet over, at hun havde handlet som hun havde, og ikke været der for Yasmya som virkelig kunne have brugt den hjælpende hånd, som bare ikke havde været der. Jovist forsøgte han at gøre det nu, men det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, for det var jo ikke engang en løgn. Skuffet var han, og det var ellers ikke noget som han kunne sige særlig ofte. At få hende med sig til værelset, som selv for ham var så genkendeligt som det nu var, selvom det nu heller ikke rørte ham det mindste. Det føles rigtigt for ham at være der sammen med hende, også selvom det nu heller ikke var noget som han direkte kunne sige sig, at kunne gøre noget ved af den grund. ”Tja, det spørges om han i det hele taget lægger mærke til, at der er lidt flere mønter væk fra pengepungen..” Han smilede let for sig selv. Selvfølgelig skulle han nok betale manden tilbage, når han nåede så langt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, også fordi at han slet ikke brød sig om tanken ved at skulle stå i gæld til nogen som helst, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hånden lod han roligt glide mod hendes skulder, også som tegn til at han stod der – ligesom han havde gjort tilbage dengang, og det var virkelig en utrolig rar fornemmelse selv for ham, for han havde virkelig, virkelig savnet hende! Han kunne jo selvfølgelig mærke på hende, at der var eller andet galt, også selvom han ikke rigtigt kunne gøre noget ved det. Desuden kendte han hende udmærket godt, så han kunne jo se at der var noget galt! Han lod hende roligt sætte sig hen på sengen, hvor han smilede let til hende, inden han gik hende i møde og tog roligt pladsen ved siden af hende. Nu havde han da om ikke andet, så fundet ud af hvorfor det kløede sådan på ryggen! Han havde jo fået vingerne! ”Prøv at lyve til en engel, en gang til, kære..” endte han sigende, som ord som direkte bare fløj ud af munden på ham. Om han skulle være ærlig overfor hende, vidste han ikke, selvom.. det kom han vel stadig længst med? Han havde jo trods alt været ærlig overfor hende til nu, så hvorfor skulle det da ellers være anderledes? Han lod hovedet søge let på sned. ”Udmærket, hvis vi skal til at være så formelle.. Mit navn er Marius,” endte han sigende og med et stille smil på læben. Han var dog snarere mere spændt på at se hvordan hun ville tackle det hele, eller om hun i det hele taget slet ikke kunne se de mange hints, hvis hun nu tænkte dem igennem.

[Deleted]

Der var ikke meget at gøre ved det nu, det var et valg som hun havde taget også selvom det havde været fuldkommen forkert, hun havde trods alt en datter iu Procias, som nok var overbevist om at hun var død, og hun havde frygtelig dårlig smag i munden over at lyve for alle, men efterhånden var det bare en rolle hun havde påtaget sig, der var ikke meget at gøre ved det. Hun betragtede ham nøje, forsøgte at finde de små genkendelige detaljer, men det var svært for hende at finde dem, for selvom dyret var draget og genkendte ham, så var ansigtet fuldkommen fremmede for hende. Hun satte sig rolig på sengekanten også selvom det var helt ude på kanten, hun ville ikke for tæt på ham.. ikke i den seng vel og mærke, det var næsten for tilfældigt til at det kunne lade sig gøre. Kendte hun Jason ret så ville han ikke ligge mærk til noget som helst, den mand måtte have en temmelig god tegnebog efterhånden, og til dem der var omkring ham, ja så tvivlede hun på at han i det hele taget ville reagere på det. ”Nok ikke. Af det jeg ved om manden, så er tegnebogen temmelig god.. altså ikke at jeg nogensinde ja.. har arbejdet for ham,” tilføjede hun hurtigt, og slog blikket væk en smule skamfuldt, selvom det var sandt. Hun ville for pokker aldrig synke så lavt som at være sammen med den mand, og hun ønskede i det store og det hele ikke at afsløre hvor godt hun kendte ham. Det at han kaldte hende ved den titel fik hende omgående til at betragte ham med direkte forundring, og så at han faktisk gennemskuede en løgn. Hun trak svagt på skuldrene, og sendte ham et direkte undskyldende smil. ”Der er ikke noget galt, det er bare.. jeg har et lidt mærkværdigt forhold til netop dette værelse, jeg havde ikke regnet med at vi ville få nøglen til præcis det,” erkendte hun roligt. Hvorfor lyve? Det var her hun havde mødt den eneste man som nogensinde havde set på hende med andet end sultne øjne. Hun tog blikket fra ham og så den anden vej, tanken om ham gjorde ondt. Måske det uhøfligt men hun lod ham præsentere sig uden at skænke ham så meget som et blik. Hun endte dog med at stivne fuldkommen i minen for lange sekunder. Et kort øjeblik følte hun sig fuldkommen rastløs. Det var ikke tilfældigt og han havde smidt hints hele vejen igennem. I en frustreret bevægelse rejste hun sig og trådte lidt rastløs rundt i lokalet uden at sige det mindste. Enten var det en utrolig dårlig joke, eller også talte han sandt, hun vidste jo at den slags kunne se. Hun havde set det før. Endelig stoppede hun op og så på ham med et direkte forvirret blik. ”Marius?” gentog hun lidt spørgende. ”Det her er ikke bare.. tilfældigt er det? Jeg mener.. dette værelse,” hun så sig omkring og følte sig pludselig forbandet dumt, det sidste hun havde regnet med var at skulle stå til regnskab for ham på denne måde. På trods af at hun ikke trak vejret, følte hun næsten at hun blev kvalt i ingenting, og det var virkelig ikke behageligt!