A meeting with the past? Or just another day?

[Deleted]

Sonic vidste udmærket godt at han ikke var uskyldig – det var jo nok det sidste han var – men han havde altid sørget for at beskytte hende og efter Jacqueline var blevet født, så også hende! Han vidste han havde kostet Ilaria smerte, men hvis hun benægtede at hun havde været lykkelig, så gjorde hun det kun tydeligt at hun havde udnyttet ham og aldrig elsket ham! Han havde i hvert fald været lykkelig. Han havde haft alt hvad han havde ønsket sig, hvor han også havde valgt at holde lav profil, siden Jacqueline var blevet født. Han havde faktisk ikke gjort noget siden, for han havde ønsket at tage sig af sin datter, tage sig af hans familie, som det var ham påkrævet, at der så skulle ske en enkelt fejl, der fik alt til at bryde sammen, havde jo slet ikke været meningen! Han kneb øjnene fast sammen og bed tænderne sammen samtidig, hvor han næsten skulede direkte fast til hende. Hun fattede det jo bare ikke! ”Ja, for jeg har jo tydeligvis været den værste ægtemand man kunne have, jeg var der aldrig, jeg lyttede aldrig, jeg har aldrig været dig for dig, nej, nej, slet ikke!” svarede han direkte sarkastisk. Han havde altid været der! Han havde altid sørget for at hun var i sikkerhed og deres datter med! Han vidste godt at han havde haft et farligt liv, det havde han jo stadig! Men det ændrede ikke på at han altid havde elsket hende og sat både hende og Jacqueline i første række! Og han havde ikke engang tal på hvor mange gange han havde reddet hendes røv! Han havde aldrig tøvet med at søge efter hende, for at redde hende, han havde altid ønsket hende i sikkerhed. Han rystede på hovedet med vantro, hvor han selv fnøs ganske kortfattet. ”Jeg har altid elsket dig højere end noget andet. Du har altid været den eneste jeg har elsket! Du er den eneste jeg nogensinde har lukket tæt ind på mig! Jeg stolede fuldt og fast på dig, jeg var stolt af vores ægteskab, som jeg var stolt over at du var mor til mit barn, for jeg ønskede ingen anden kvinde! Du var den perfekte kvinde for mig, så spar mig for dine ord! Du ved slet ikke hvordan jeg har set på dig, hvis du tror jeg aldrig har lyttet eller gjort andet end at kritisere dig! – for det er løgn!! Du svigtede mig først, da du valgte at bryde dine evige løfter og gå bag min ryg for at bedrage mig!!” hvislede han fast og tydeligt skuffet.
Det var slet ikke fordi Sonic gad sidde her og pusle om hende, for han måtte erkende at han egentlig bare ville væk fra hende, han ville ønske han aldrig nogensinde havde mødt hende, men det havde han, og han havde været lykkelig, det var vel derfor han ikke kunne få sig selv til at gå? Det var næsten en vane for ham at tage sig af hende, når hun blev syg, svækket eller kom til skade, det havde han jo altid gjort. Han lagde en finger over hendes silkebløde læber, som han tyssede ganske blidt på hende; „sch..” Han strøg hende kort over læberne, inden han strøg hende videre over kinderne, for at tørre dem fra de tårer hun havde fældet. Han fattede ikke engang sig selv.. hvorfor blev han overhovedet? Varmen havde han skruet helt ned for, så hun kunne få vejret og kræfterne igen.

[Deleted]

Ingen af dem var uskyldige, og Ilaria vidste det jo udmærket godt, selvom det heller ikke ligefrem var hende nogen hjælp, at han direkte lod til at stå der og give hende skylden for det hele. Og det var bestemt heller ikke noget som hun kunne siges at måtte finde sig i! Det var dog på ingen måder fordi at hun fortrød hvad hun havde lavet sammen med Camille, for hvorfor skulle hun da gøre det? Manden blev jo tydeligvis vred, og hun havde forsøgt! Hun havde virkelig forsøgt, og det var bare aldrig nogensinde godt nok! Hun vendte blikket direkte dræbende mod ham endnu en gang. Han skulle bestemt heller ikke have lov til at fremstille sig selv som en helgen, for det var noget som kun gjorde hende direkte rasende, for det var slet ikke fordi at det var noget som han havde nogen ret til! ”Du lytter jo aldrig nogensinde til mig, Sonic, så det er jo ikke engang en løgn! Du lytter ALDRIG!” udbrød hun med en fast tone. Han kunne kalde hende hvad han ville, om det var skøge, prostitueret, hore eller hvad fanden han ville, selvom det gjorde ondt, så var det ikke noget som hun ville vise ham, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for, selvom det gjorde ondt, for meget kunne hun stå model til, men selv hun havde sine grænser, og det var bestemt også grænser som hun var langt forbi i denne stund, selvom det ikke just gjorde sagen meget bedre for hende!
At Sonic var skuffet, kunne hun godt høre, selvom det var noget som hun virkelig var alt for vred til overhovedet at kunne høre noget ved, uanset om det var noget som man nu ville det eller ikke. Tænderne bed hun kraftigt sammen. Hun vidste måske ikke hvordan han så på hende, men hun vidste hvordan hun følte at han så på hende, og det var bestemt ikke positivt! Kroppen dirrede voldsomt af vrede, også selvom hun virkelig forsøgte at kontrollere det, for det var i den grad udmattende nok at blive vred på den måde, for det var virkelig ved at være frygtelig længe siden, at hun var endt så vred som det hun følte sig i denne stund, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! ”Jeg er fuldstændig ligeglad med det, Sonic! Jeg er ligeglad med hvad du har været stolt af! For jeg har ikke gjort andet end at skuffe dig! Jeg har aldrig nogensinde levet op til dine forventninger, har jeg? Jeg har aldrig været en god nok mor til Jacqueline, jeg har aldrig været en god nok hustru! Hvorfor fanden lod du mig så blive i det hele taget?!” hvæsede hun fast.
Varmen havde ganske enkelt slået Ilaria ud, og det var noget som hun helt klart godt kunne mærke, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende. At ende så tæt i hans favn, var noget som kun gjorde hende langt mere vred, for hun ønskede slet ikke at være så tæt på ham! Han havde bare at slippe hende, og det skulle være lige nu! Hun hev svagt efter vejret, også selvom hun var faldet langt mere til ro. Hun vendte hovedet væk fra ham, for han skulle bestemt heller ikke have lov! Han skulle ikke tro at det bare var overstået bare sådan uden videre, for det var det da slet ikke! ”Lad mig være!” endte hun med en dæmpet hvislen. Hun var stadig umådelig vred!

[Deleted]

Det var mere end tydeligt for Sonic at de talte forbi hinanden. Det var ikke fordi han gad give hende skylden for det hele, selvom han havde sagt en masse i vrede, for han vidste godt at han ikke var uskyldig, men han var stadig vred og ikke mindst ufattelig skuffet over at hun havde gået bag hans ryg, specielt når han altid havde været der, været hende tro, og det værste var det at hun havde brudt sine løfter til ham, for nu følte han næsten bare at deres ægteskab var baseret på en løgn, fordi hun havde brudt dem. Tanken gjorde frygtelig ondt, skønt han nægtede at vise det overfor hende, for hun skulle slet ikke have den tilfredsstillelse! Han kneb øjnene sammen, som hun fortsatte med at beskylde ham for ikke at lytte, for det var jo slet ikke sandt! ”Hvad er det jeg ikke hører? At du forsøgte? For det ved jeg skam allerede Ilaria! Jeg har jo selv set det med mine egne øjne! Jeg ved at du har haft det svært, specielt når det kom til Jacqueline, men tro mig Ilaria, jeg ved skam godt at du forsøgte!” svarede han fast. Han vidste ikke om hun havde forsøgt at komme over muren, for så længe havde han jo ikke blevet i hendes hoved, det var kun den enkelte ting han ville have haft på plads, hvor det var sandt, og derfor blev han næsten i tvivl om resten også var sandt, desuden har hun jo altid sagt hun ikke gad have Jacqueline, hvis han ikke selv var der, så havde hun virkelig gidet, at have tøsen tilbage? På den anden side, hvorfor skulle hun så være så tæt på den procianske mur? Mon hun stadig håbede på at kunne komme igennem og hente deres datter? Han vidste det ikke.
Det frustrerede klart Sonic at hun fortsatte med at køre i det, for hun hørte jo ikke engang selv hvad han sagde! Hun påstod jo nærmest at han ikke havde elsket hende, selvom han lige havde stået og fortalt hende det! Hvad pokker regnede hun ham for?! Stædige, dumme æsel! Han rystede lettere vantro med hovedet til hendes ord, hvor han sendte hende et uforstående blik, som om han ikke havde en idé om hvad hun snakkede om. ”Hvad snakker du om? Jeg har lige sagt at jeg var stolt over vores ægteskab, at have dig som hustru, og at du var mor til mit barn, og så står du og siger det modsatte? Hvem er det så der ikke lytter?” spurgte han vrissende, for det irriterede ham virkelig kun! Hun gav ham helt lyst til at banke fornuft ind i hovedet på hende igen! ”Jeg elskede dig, jeg var stolt af dig, alle har fejl, det har jeg også selv, hvorfor tror du jeg døde? Fordi jeg begik én! Vi har måske skændtes som hund og kat, men jeg har altid, altid, ALTID elsket dig for den du var! Ellers havde jeg aldrig ofret mig selv, for at redde dig alle de gange!! Jeg har aldrig haft nogen forventninger, jeg vidste hvordan du var, og det har altid været godt nok for mig! Jeg har aldrig ønsket mig mere!” brølede han vredt. Hvornår fattede hun det?!
At varmen havde slået Ilaria omkuld, havde naturligvis fået Sonic til at reagere, skønt det også irriterede ham selv, men han måtte erkende at han helst ikke ville have en gentagelse af det som var sket på værelset dengang, for han havde været tæt på at brænde hele huset ned til grunden. Han fortsatte blot med at holde hende ind til sig, hvor han stirrede tænkende i græsset, fordi han sad i hans egen verden. Han vendte blikket mod hende til hendes ord. Han trak let på smilebåndet. ”Åh bare rolig Ilaria, så snart du er kommet dig, slipper du for mig. Det er ikke engang fordi jeg gider sidde her,” svarede han i en provokerende tone, som han vendte blikket væk fra hende. Dumme kvinde!

[Deleted]

Om de talte forbi hinanden eller ej, var Ilaria i bund og grund, fuldkommen ligeglad med, for det var tydeligt at de var vrede begge to. Hun var ked af det ikke mindst også på grund af alle de ting som han havde kaldt hende, og det gjorde jo ikke ligefrem at hun faktisk fortrød at hun havde gjort det som hun havde gjort, for det gjorde hun ikke! Camille var hun næsten ked af, hun ikke var sammen med i denne stund trygt i Drypstenshulerne, hvor de kunne dele seng, dele omfavnelse og det hele, så hun kunne føle sig tryg og beskyttet, for det havde hun slet ikke følt i årevis! End ikke sammen med Sonic! Hun kneb øjnene fast sammen. ”Nej du har ej! Du ved IKKE noget som HELST!” nærmest skreg hun efter ham. Hun var bestemt ikke bange for at hæve stemmen overfor ham! Han havde ikke nogen anelse om hvor meget hun faktisk havde forsøgt at komme over den mur for at hente deres datter! Om det så var i levende live, eller i en lille kiste! ”Du beskylder mig for at have meldt dig til myndighederne! Du anklager mig for at stå bag Jacquelines død! SELVOM jeg har fortalt dig, at jeg dag efter dag, har forsøgt at trænge forbi den skide mur! Jeg kan IKKE komme ind! DU LYTTER IKKE!” hvæsede hun næsten med en hæs stemme. Det tog hårdt på stemmebåndet at råbe og skrige sådan!
Ilaria havde ganske vidst aldrig nogensinde været den bedste til at lytte, og det var nok heller ikke noget som hun nogensinde ville lære sig, men det var altså ikke noget som hun kunne gøre for! Hun vendte blikket direkte vredt mod ham og med den samme ganske kortfattede mine som tidligere, for det var da slet ikke noget som hun kunne lade være med, nu hvor hun endelig stod der ansigt til ansigt med ham! Næverne knyttede hun fast. ”Du lytter aldrig til mig, så hvorfor skulle jeg nogensinde lytte til dig?!” endte hun spidst. Han havde været stolt af det? Altså som i fortid? Så kunne hun bestemt heller ikke se nogen grund til at skulle stå og lytte til det, for hun så ikke nogen grund til at skulle stå og lytte til den fortid som hun ellers havde været så lykkelig omkring, for det havde hun virkelig, det var der ingen tvivl om!
Varmen havde i den grad formået at slå Ilaria i gulvet, selvom det bestemt heller ikke var første gang. Af den grund, så irriterede det hende virkelig, at han skulle være sådan over hende, for det var slet ikke noget som nogen af dem fik det mindste ud af i den anden ende. Næverne knyttede hun ganske let, som hun hævede hånden og slog hans hånd væk fra hendes ansigt, for han skulle bestemt heller ikke have lov til at røre ved hende og tro at det hele var godt, for det var det da på ingen måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”F-fint! SÅ lad mig være..!” endte hun spidst, som hun forsøgte at komme ud af hans favn, kun for at gøre sine ihærdige forsøg på at rejse sig, selvom det bestemt heller ikke var hvad der gik efter hendes hoved, men ikke noget som hun kunne gøre noget ved som sådan. Hendes ben gav dog efter under hende med det samme, og tvang hende direkte tilbage i græsset igen og med et mindre gisp. ”J-jeg har det fint!”

[Deleted]

At Ilaria fortsatte med at hakke på Sonic og fortsatte med at høvle ham ned, var noget som snart fik ham til at få et tik! Han slog hende snart igen, hvis hun ikke tiede stille! Han kunne mærke hvordan det begyndte at krible i ham, og denne gang ville han ikke slå med flad hånd! Hans øjne blev direkte opspillede af vrede, hvor han sendte hende en advarende og faretruende mine. ”HEY!” råbte han næsten af sine lungers fulde kraft, hvor han gik direkte hen og lagde hænderne mod hendes kinder, for at tvinge hende til at se ham dybt i øjnene, hvor han stirrede direkte advarende i hendes. ”Jeg har fattet det! Du kan ikke komme ind,” endte han i en halv vrissende tone, hvor han trak vejret i dybe indåndinger, som han forsøgte at roe sig selv ned, så han ikke ville ende med at slå hende. Han holdt dog hendes hoved i et fast greb, så hun ikke uden videre kunne trække det til sig, hvor han fortsatte med at stirre i hendes blik med en tydelig alvor, „jeg har været forbi herregården, den er blevet besat af en ny Darcy, vores datter er der ikke. Jeg ved ikke hvor hendes lig er, men nogen må have skilt sig af med det allerede.” Han så ingen grund til at lyve overfor hende. Han slap ganske roligt taget omkring hendes kinder, så hun kunne trække sig igen. Hvis hun virkelig elskede deres datter og ønskede hende det bedste, så så han ingen grund til at lyve overfor hende eller skjule noget som helst. Men han fulgte skam Ilaria i hendes tankegang; det gjorde ondt ikke at kunne begrave sin egen datter, for det havde hun i det mindste fortjent!
Sonic endte med at himle med øjnene, hvor han sukkede irriteret og i et forsøg på at fortælle sig selv at det ikke var værd at hidse sig op, for kvinden lyttede jo alligevel ikke! Hun skulle altid have det sidste ord og hakke ned på ham, hvor han altid skulle give efter, og han var ved at være træt af det! ”Ih, jamen det er jo nok derfor vores ægteskab er gået så godt, fordi du påstår jeg ikke lytter, din snæversynede kvinde! Og fordi du nægter at lytte til mig!” vrissede han sarkastisk, som han følte for at sætte hende ordentlig på plads, så hun ikke brugte den tone overfor ham, for han fandt sig virkelig ikke i det! Det var så ikke fordi han var et hak bedre selv, men han lyttede altså! Bare fordi han var en mand, skulle hun ikke tro hun kunne dømme ham til at være som resten af kønnet! Han havde altid været der for hende!
Det var ikke fordi Sonic nød at gøre skade på hende, og det var vel derfor han heller ikke kunne dræbe hende? Hvor svagt og ynkeligt! Hun var bare en sølle kvinde, en kvinde der tilmed havde været ham utro og som tilmed havde vanæret ham! Normalt ville han ikke have svært ved at slå de folk ihjel der svigtede ham på den måde, men hvorfor skulle hun så være anderledes? Hans sendte hende en streng mine, da hun slog hans hånd væk, selvom han blev direkte sur, da hun forsøgte at komme op på benene. ”Hvad har du gang i?” spurgte han kortfattet. Var hun tungnem? Hun havde næsten været tæt på at besvime, hun kom sig ikke bare sådan lige pludselig! ”Ilaria?” Han så som hun næsten kom op på benene, hvor han kunne se at benene skælvede under hende. ”Ilaria! Ka.. Kan du så komme her!” vrissede han efter hende, selvom det var for sent. Han nåede kun lige at glide hen bag hende, hvor han greb hende i faldet, så hun faktisk ikke ville slå sig og lande hårdt i græsset. Han lod hende sidde med ryggen mod hans front. ”Ja det kan jeg se,” mumlede han irriteret, som han himlede med øjnene, inden smilet blev kækt, „sjovt som du altid skal falde for mig, hva’?” spurgte han drillende, hvor han fnes for sig selv.

[Deleted]

Ilaria kendte Sonic godt nok til at vide, at han virkelig lystede at slå hende ned, og skulle hun være helt ærlig, så var hun fuldkommen ligeglad! Hvis han ville stå hende, så skulle han da bare gå i gang, for det var nu heller ikke noget som ville komme synderlig meget bag på hende uanset hvad! At han direkte tog fat om hendes kinder og holdt hende fast, var dog ikke hvad hun regnede med, hvor hans hænder føles direkte brændende mod hendes iskolde kinder, for hun var virkelig iskold denne gang! Han skulle slet ikke have lov til at røre hende, og hun glædede sig virkelig til at det var noget som ville gå op for ham! At han havde forstået at hun ikke var i stand til at komme ind, hjalp da lidt, men det var virkelig også bare på tide, at det var noget som gik op for ham! Øjnene kneb hun fast og let sammen. ”Det var virkelig også på tide, at du forstod det..!” At herregården allerede var bosat af en anden, var noget som et sted virkelig nagede hende, for.. så var deres tid for alvor forbi der, og det var slet ikke muligt for dem at få fat i deres lille pige? Det var faktisk noget som gjorde hende ked af det, for selvom hun måske ikke havde været meget for ideen omkring børn, så havde hun virkelig elsket sin kære datter. Denne gang forblev hun tavs, hvilket vel var et tegn i sig selv? Hun var aldrig nogensinde tavs!
Ilaria var ikke den som var bedst til at lytte, når hun først var vred, så meget var hun dog klar over, men han havde virkelig formået at pisse hende af, og selvfølgelig var det noget af en effekt som havde sat sig på hende, det var helt sikkert! Hun vendte sig direkte mod ham endnu en gang. ”Prøv at se Sonic! Eller er du virkelig blind på det andet øje også?! Jeg er jo ikke andet end en skøge vel? En simpel hore?! Jeg lytter… jeg hørte udmærket godt hvad du kaldte mig!” endte hun med en tydelig sammenbidt stemme, for det var noget som gjorde hende vred, men ikke noget som hun kunne gøre noget ved. Hun ville bare væk derfra, og det skulle helst ske hurtigst muligt, for hun havde fået nok, og hun ville bare ikke være i nærheden af ham i længere tid, end det som ellers var direkte nødvendigt!
At rejse sig, var måske ikke det smarteste, når hun lige havde været en tur direkte i gulvet, selvom det nu slet ikke var noget som hun tænkte videre over, for hvorfor skulle hun dog gøre det? Hun fnøs let. ”Jeg skal hjem!” endte hun fast, selvom hun knapt nok nåede at rejse sig, inden hun røg direkte i jorden igen, og med en voldsom sitren. At han så var henne ved hende med det samme, var bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for hende, og det at han forsøgte med en drilsk stemme, var bestemt heller ikke noget som faldt i god jord, for hun var på ingen måder færdig med at være sur på ham endnu! Slet ikke! Hun himlede med øjnene. Kunne han for pokker ikke bare lade hende være! Næsten automatisk med hendes stigende vrede, så blev hendes krop automatisk også isende kold. Hun fnøs ganske kortfattet. ”Kan du for pokker ikke bare lade mig være, når jeg beder dig om det?!” Hun skubbede sig selv fremad, hvor hun nærmest kravlede lidt væk fra ham, inden hun lagde sig ned. Varmen havde taget frygtelig meget af hendes energi, for ikke at glemme, at det var trættende at være så vred!

[Deleted]

Selvom lysten til at slå hende, kun for at banke noget fornuft ind i knolden på hende, var stor hos Sonic, så vidste han at han alligevel aldrig ville få det mindste ud af det, for hun ville jo ikke fatte det alligevel! Han havde desuden aldrig været meget for tanken om at gøre skade på hende, selvom han havde slået hende en enkelt gang før, også da hun havde overtrådt hans inderste grænser, da hun havde sagt at han havde været præcis som sin far, og hvis der var en person han hadede, så var det da klart hans far! Den aften havde han også været tæt på at brænde hele hytten ned, selvom Jacquelines skrig, var nået ind til ham, inden det var sket, hvilket også havde fået ham til at falde til ro, men nu var hans lille pige væk. Han himlede tydeligt frustreret og vantro med øjnene til hendes ord. Han stod lettere forbavset og stirrede irriteret på hende, inden hans mine blev skulende. ”Hvis du faktisk gad slå ørerne ud og selv lytte, så ville du høre at jeg har sagt at jeg forstod, at jeg vidste du havde forsøgt, mange gange allerede!” vrissede han irriteret af hende. At hun så blev tavs over hans følgende ord om at herregården allerede var bosat, og at deres lille pige ikke var der, fik ham til at rynke brynene. Det var jo tydeligt at hun var i sorg over at have mistet sin datter, men det var vel også klart? Han vidste snart ikke hvad han skulle sige, hvor han flere gange åbnede munden, men der kom ikke en eneste lyd ud. ”Men jeg er ikke færdig med at lede efter hende. Jeg helmer ikke før jeg har fundet hendes lig, vi skal nok få hende begravet!” svarede han med en tydelig alvor i sin stemme, for han mente det virkelig! Det havde deres pige fortjent!
At hun kommenterede Sonics blinde øje, var noget som næsten måtte pisse ham af, for det var sgu da på grund af hende at han havde det! Og han havde kun været stolt af det, fordi der havde lagt en dyb og meningsfuld betydning bag, hun havde desuden gjort ham stolt af det, men nu følte han sig næsten kun hæslig! Hendes følgende ord, fik ham dog til at tie, hvor han endte med at slå blikket ned, som han folede hænderne foran sig. Han bed sig tænkende i læben, imens han tænkte tingene igennem. ”Jaså? Sjovt som du kun hører alle de negative ting, for hvis jeg absolut skal gentage mig selv igen, så sagde jeg også at jeg var stolt af vores ægteskab, at have dig som hustru og at du var mor til mit barn, hvilket burde betyde noget,” svarede han med en ufattelig kontrolleret stemme, selvom hans blik afslørede skylden han følte, samtidig med skuffelsen.
Hvorfor Ilaria absolut skulle spille macho, når hun var tydeligt svækket, fattede Sonic ikke, men det irriterede ham faktisk! Sådan var hun jo altid! Han var dog kun glad for at han nåede at gribe hende i faldet, så hun ikke skulle få mere ondt, for det kunne vel godt slå hende ud? ”Kan du ikke bare slappe af for to sekunder?!” spurgte han vrissende, som han skulede efter hende, skønt det blev erstattet med et par himlende øjne, da hun kravlede væk fra ham og lagde sig ned. Han sukkede for sig selv, inden han vendte blikket mod hende, hvor han roligt kravlede hen imod hende og ind over hende, hvor han så ned på hende, imens et kækt smil gled over hans læber. ”Narh.. jeg må vel godt fryde mig lidt, nu hvor du er svækket?” spurgte han lettere flabet, hvor smilet blev morende. Han satte sig roligt overskrævs på hendes mave, hvor han lagde armene over kors. ”Fokuser nu på at få vejret og kræfterne igen,” svarede han langt mere alvorligt.

[Deleted]

Ilaria var blind for andres holdninger og meninger, når hun først for alvor var vred, men alene den tanke viste vel bare, at hun stadig var forbandet enerådig? Han gjorde hende vred, og ikke mindst vanvittig frustreret, selvom det nu heller ikke var noget som man kunne gøre noget ved af den grund, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende, for hun havde brug for at vide hvad hun stod med, og det at han gav hende skylden for deres datters død, når hun virkelig havde forsøgt at komme tilbage til Procias, var bestemt ikke noget som hun synes var retfærdigt på nogen måde! Hun trak hovedet hastigt til sig, som hun endelig fik muligheden for det. ”Det var fandeme også på tide, at den fes ind på lystavlen.!” endte hun direkte sammenbidt. Hun havde virkelig forsøgt, så han skulle ikke bare komme her og kaste rundt med skyld, for hun havde virkelig forsøgt, og specielt da det var gået op for hende, at Sonic ikke havde været der til at passe på deres lille pige, så havde hun heller ikke tøvet med at gøre hvad hun kunne for at gøre det – bare uden held. Hun nikkede bare stumt. Et sted selvfølgelig taknemmelig for at han ville finde hende og få hende gravlagt ordentligt, men det spørges bare om hvordan han nu ville komme over muren? Det var jo stort set umuligt den dag i dag!
Sonic havde altid gjort meget for Ilaria, og selvfølgelig var hun glad for det, for det var jo faktisk kun på grund af ham, at hun faktisk var i live i dag, og at det ikke var pesten som havde taget livet af hende, men det var nu ved at være længe siden, så det var jo ikke noget som hun havde brug for at skulle tænke mere over den dag i dag, om det var noget som man nu ville det eller ikke! Hun himlede med øjnene. ”Fortid er fortid, Sonic.. De ting som du kaldte mig, er noget som du kalder mig i nuet.. Så må det da betyde mest? Jacqueline er væk, og du må bare acceptere det! Det er ikke min skyld!” endte hun med en fast tone. Det var ikke en skyld som hun ville tage på sine skuldre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, om det var noget som han ville det eller ej. Næverne knyttede hun fast.
Lige nu ønskede Ilaria egentlig bare at komme så langt væk fra Sonic som det var hende menneskelig muligt, for tanken om ham, var noget som pissede hende af, og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre på nogen måde! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, som hun endelig fik sig lagt på siden ned i græsset, kun for at slappe af, for det var ikke fordi at hun havde noget valg. Hendes øjne var nærmest opsvumlet af tårer, selvom hun nægtede at tro på, at det var noget som han lod sig reagere af på nogen måde, for sådan var han jo! At han så ikke bare kunne lade hende være, var efterhånden en tanke som måtte pisse hende af, for hun ville ikke være med til det! At han så satte sig på hende, var bestemt heller ikke noget gjorde det meget bedre, idet hun endte med at blive isende kold, at det næsten ville gøre ondt, af ren og skær vrede! ”Hvornår lærer du bare at lade mig være, når jeg siger at du skal lade mig være, Sonic? Du er jo ikke bare blind, men også døv!” Med en fast håndbevægelse, så hævede hun hånden, i et forsøg på at slå til ham, så han faldt af hende. Han skulle ikke i nærheden af hende!

[Deleted]

Ilaria var ganske vidst frygtelig snæversynet af sig, og det var helt slemt når hun først blev vred, så meget vidste Sonic udmærket godt, men sjovt nok havde han altid formået at leve med det, selvom de havde skændtes som hund og kat, så havde de alligevel altid fået tingene til at hænge sammen, det var faktisk utroligt at de havde holdt ud i de år, når de var hinandens modsætninger, hinandens nemesis, for det havde jo også været skyld i mange skænderier, fordi de netop tænkte anderledes og på den stikmodsatte måde i forhold til den anden, fordi de var hinandens modsætninger. Han fandt det morsomt at en isdæmon som hende, skulle have formået at slukke de brændende flammer om hans hjerte, som havde holdt folk væk, men hun havde nærmest bare vadet direkte ind, snuppet det og han var faldet pladask for hende. Han kunne stadig huske alt tydeligt og klart, og selvom hun forsøgte at overbevise sig selv om at han var forkert for hende og altid havde været det, så kunne han stadig huske at hun havde fundet tryghed hos ham, at hun havde følt sig sikker, at hun havde været lykkelig, ellers havde hun jo aldrig giftet sig med ham, og ellers havde hun aldrig ladet ham komme så tæt på hende i udgangspunktet, selvom det havde gjort hende gravid.
Sonic skulle nok finde deres lille datter, og ikke nok med det, så skulle han også nok få hævn over hende og ham selv, for han ville brænde hele Procias ned til grunden! Først ville han dog finde Jacquelines lig og få hende gravlagt inden han lod infernoet gå løs på landet, for hver ting til sin tid, og han var ligeglad med om det skulle tage år, det skulle bare ske! Han himlede let med øjnene til hendes ord. ”Jeg tror ikke jeg er den eneste der må acceptere kendsgerningerne, og eftersom du er den hidsige af os, så må det jo være dig som er langsomst om det,” svarede han i en flabet tone, hvor han skulede irriteret til hende. Han var træt af hendes arrighed! Og sjovt nok var det den som han havde fundet morsomt under deres første møde, hvad havde han dog set i en sur, snæversynet hidsigprop? Men hun havde jo altid været mere end det, han havde altid været fascineret af hende.
Måske Ilaria ønskede Sonic til helvedet, men om hun ville det eller ej, så kunne han ikke gå endnu. Det var hans skyld at hun var faldet om, så det var også hans ansvar at hun kom sig igen. At hun gjorde sig kold, da han satte sig overskrævs på hendes mave, fik hans mørke jeans til at fryse sig fast til hendes egen krop, hvor han kort så fra bukserne til hende, inden et kækt smil gled over hans læber. ”Du holder jo på mig, og jeg som troede du ville have jeg skulle gå?” svarede han drillende og med det flabede smil om læberne. Han endte med at gribe fat omkring hendes hånd, da hun forsøgte at skubbe ham af sig, hvor han sendte hende en mere alvorlig mine. ”Jeg skal nok gå Ilaria, så snart jeg er sikker på at du har genvundet kræfterne, og ikke gør skade på dig selv, ved at gøre noget dumt og overilet” svarede han kortfattet. Han betragtede hende for en kort stund. ”Hvad er du bange for? At jeg skal krybe under huden på dig igen og ødelægge din ’tryghed’?” spurgte han i en næsten lokkende tone, som han lod hånden slippe hendes, kun for at stryge hende pirrende over armen, uden at han tog det intense blik fra hende.

[Deleted]

Ilaria var frygtelig snæversynet og hun vidste det skam også godt, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende, for det gjorde det virkelig ikke! Alene den tanke om at hun skulle have det på den måde, var noget som virkelig gjorde ondt, men hun havde svært ved at tilgive, og ja, hun havde svært ved at komme videre, så hun gjorde det vel på sin egen ganske specielle og direkte.. sære måde, ikke sandt? Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme vrede i minen, for hun kunne da slet ikke lade være, nu hvor hun alligevel stod der tæt på ham. Hendes vrede var vendt mod ham, for det var alt sammen hans skyld! Så vred som hun var lige i denne stund, havde hun ikke været i frygtelig mange år! ”Og det skulle komme fra dig, som direkte anklager mig for at have meldt dig? Du er direkte tåbelig, at stole på noget så dumt som en sladderspalte af en avis!” endte hun tydeligt skuffet, for det var en tanke som direkte irriterede hende, for hvad pokker skulle hun da kunne gøre ved det?! Jovist havde hun været tryg omkring Sonic, men det var frem til at hun havde fundet ud af, at hun ventede sig, for så havde det hele taget en voldsom drejning for hende. Hun skulle ikke bare passe på sig selv, men en lille en, og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt, når man konstant blev modarbejdet!
At blive holdt nede, var slet ikke en tanke som Ilaria kunne have med at gøre, for det var en tanke som direkte gjorde hende arrig! Han skulle slet ikke i nærheden af hende, og det irriterede hende virkelig som pokker, at det ikke bare var noget som han kunne fatte! At han så direkte frøs fast, var en tanke som irriterede hende, også fordi at hun kunne se at han virkelig ikke var så påvirket af is, som hun var af ilden, og det var en tanke som hun fandt direkte irriterende, for det var da på ingen måder retfærdigt på nogen måde! Hun fnøs ganske kortfattet. ”Kan du for pokker ikke bare lade mig gå?!” hvæsede hun. Hun var faktisk stor nok til at passe på sig selv, og det vidste han godt! Hun havde da klaret sig fint til nu, og det var endda uden ham til at holde hende i ørene! At han tog om hendes hånd, beviste kun for hende, at hendes handling var ventet, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hans ord var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre, for hun var så rasende og så vred, at hun bare.. kunne fortsætte med at råbe af ham! ”Du skal bare lette måsen, gå af mig og forsvinde, og det skal være nu..!” endte hun sammenbidt, som hun vendte blikket væk fra ham. Hans strøg over hendes arm, fik hende endnu en gang til at slå kraftigt ud efter ham. Han skulle bare ikke have lov! Den tanke alene, var noget som gjorde hende direkte rasende!

[Deleted]

Selvom Ilaria var frygtelig snæversynet, specielt når hun blev vred, selvom hun var en hidsigprop, selvom hun var stædig, hun var stolt, hun kunne være pisse irriterende og gå Sonic så meget på nerverne at han af og til følte for at myrde hende, men han havde sjovt nok også været forelsket i det stædige æsel. Hun havde fanget ham allerede under første møde, som omvendt, skønt han havde været flabet og provokerende overfor hende – præcis som han var nu – og det forundrede ham at de havde set forbi hinandens dårlige og irriterende sider, for faktisk at komme helt tæt på hinanden. Han havde aldrig elsket nogen person før, der var Ilaria faktisk den første, hvilket forekom ham mærkværdigt, når han et sted burde hade hende, fordi de var modsætninger og hinandens nemesis, og det havde naturligvis været skyld i en masse skænderier, mange værre end andre, men de havde altid fået tingene til at fungere. De havde været et godt team i sin tid, han kunne stadig huske da de var taget til Procias, hvor de var blevet stoppet af vagterne og de havde sammen kæmpet sig ud derfra; det var første gang han havde reddet hendes liv. Han vendte blikket mod hende, hvor han selv var faldet langt mere til ro nu. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord. ”Jeg er kun glad for at få rygtet afkræftet, svarede han med et kort skuldertræk. Hendes måde at reagere på, sagde ham det hele; hun havde ikke angivet ham, og et sted lettede det ham faktisk, for han ville da først blive knust, hvis alt havde været et skuespil fra hendes side af og hun faktisk kun havde udnyttet ham for pengene og magtens skyld. Han var faktisk glad for at de lykkeligste år i hans liv ikke var falske, men faktisk var ægte.
Måske Ilaria blev sur over at Sonic stadig var der og nærmest forfulgte hende, men han var nød til at sikre sig at hun ikke gjorde noget dumt, nu hvor hun faktisk var faldet omkring. Desuden så kunne han jo ikke gå, når hans tøj faktisk var frosset fast til hendes egen krop! ”Tro mig Ilaria, der er en masse i mig, der ønsker jeg skal rejse mig og smutte, men … det kan jeg ikke. Noget andet holder mig her,” svarede han roligt. At hun slog ud efter ham igen, fik ham kun til at gribe fat omkring hendes hånd endnu engang, hvor han sendte hende en skulende mine. Hvorfor skulle hun altid være så voldelig?! Han himlede let med øjnene til hendes ord. ”Hør her, smukke, hvis jeg rejser mig nu, så trækker jeg hele kjolen af dig, og jeg tvivler ærligtalt på at du vil rende nøgen rundt her,” bed han hende af i en irriterende tone, hvor han greb fat omkring begge hendes hænder, for at holde hende nede, han sendte hende en streng mine. ”Hvorfor skal du altid være så hidsig, arrig og voldelig? Og had mig bare Ilaria, ønsk mig til helvede, der er intet nyt der, men om du vil det eller ej, så går jeg først, når jeg er sikker på at du ikke falder om, så snart du rejser dig igen,” svarede han denne gang i en fast og bestemt tone. Hun var ikke den eneste stædige her!

[Deleted]

Lige nu ønskede Ilaria på ingen måde at tænke på den fortid som de havde delt, selvom det faktisk var år som hun havde været glad for, for hun havde faktisk været lykkelig. At han så havde bestemt at han ikke ville tro på hende, at han hellere ville tro på en skide avis frem for sin… ekskone måtte det vel være nu? Selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde sagen meget bedre for hende, for det beviste vel bare at hun næppe havde haft den betydning for ham, som han i udgangspunktet havde givet udtryk for, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Det gjorde ganske vidst ondt, at han troede den slags om hende, men hvad pokker skulle hun da kunne gøre ved det nu? Tanken gjorde hende arrig, og mere end det som sikkert var godt, men det var vel også et tegn på at det på ingen måder var rigtigt? Selvom spalten havde fremstillet hende som den som havde meldt ham, for det havde hun ikke! ”Du kunne da i det mindste spørge mig, i stedet for at konkludere ud fra en dum avis..” nærmest spyttede hun ud med en tydelig utilfreds mine. Hendes kærlighed til ham, havde på ingen måder været falsk, men faktisk ægte, selvom den vel.. ikke rigtigt var til stede mere? Og så vred som hun var lige nu, så var det vel næppe noget som ville gå i det store og hele, for hun regnede slet ikke med noget her, og med det som hun var i færd med at få etableret i Dvasias – noget som hun vidste, at hun faktisk kunne finde ud af! Så var det også noget som var med til at skabe hende en tryghed.
Hvis der var noget som Ilaria virkelig ønskede sig i denne stund, så var det at han rejste sig op og gik, og det kunne vel heller ikke blive så svært igen, kunne det?! Hun vendte blikket direkte mod ham og med en tydelig dræbende mine. Der var noget som holdt ham igen? Han kunne for pokker da bare rejse sig op og gå! Hun skulle nok klare sig selv, ligesom hun altid gjorde det, så det var bestemt heller ikke fordi at det var noget nyt for hende på nogen måde overhovedet! Hun fnøs ganske kortfattet, som hun vendte blikket direkte væk fra ham igen. Hun skulle til at åbne munden, idet at det gik op for hende, hvad han mente. Og hun havde bestemt heller ikke lyst til at rende blotlagt rundt i hele Manjarno! I så fald, så var turen hjem til Dvasias da forbandet lang! At han tog om begge hendes hænder og direkte holdt hende nede, var noget som fik hende til at dirre af ren raseri, hvilket et sted næsten gjorde hende.. svimmel? Det var virkelig udmattende at være så sur og rasende hele tiden, det var noget som hun helt klart godt kunne mærke! ”Jeg kan udmærket godt passe på mig selv, Sonic!” Hun knyttede hårdt sine næver, som hun virkelig forsøgte at slappe af, så han igen kunne komme fri af hende, uden at sidde fuldkommen fast som det han gjorde i denne stund, for det var bestemt heller ikke meningen fra hendes side. Hun trak vejret dirrende. Hun havde virkelig svært ved at falde til ro! ”Forsvind…” endte hun direkte advarende og yderst sammenbidt.

[Deleted]

Sonic vidste ærligtalt ikke hvad han skulle tro på mere, for han havde jo heller ikke troet på at hun ville kunne finde på at være ham utro, men det var også sket, hvorfor skulle hun så ikke også kunne finde på at give ham til myndigheden, hvis hun havde fundet det som var bedre? Mange havde været imod ham, mange havde set ham død, den eneste han havde haft, havde været Ilaria, men nu havde selv hun valgt at svigte ham og gå bag hans ryg, hvilket faktisk gjorde frygtelig ondt, for hun havde jo været den eneste person han nogensinde havde elsket og stolet på. Det gjorde ondt at hun havde brudt sine løfter til ham, for da han havde givet hende sine, så havde han ment at sit ’ja’ skulle vare evigt ud, og han havde troet at det også havde været sådan omvendt, men hun havde bare valgt at gå bag hans ryg, og han tvivlede næsten på at hun overhovedet havde sørget over ham, for savnet ham havde hun tydeligvis ikke. Han sendte hende en kortfattet mine. ”Jaså? Så kan jeg jo spørge dig om du overhovedet har sørget over mig, eller skal jeg også tro på rygterne der?” spurgte han direkte, som han lagde armene over kors og så afventende på hende. Hun ville have han skulle spørge hende direkte? Fint, så skulle han da nok gøre det! Men mon hun overhovedet ville give ham et svar? Og gad hun ikke, måtte et jo være fordi hun slet ikke havde elsket ham og så måtte rygterne jo passe! Hvorfor hun havde beholdt ringen, vidste han ikke, men det var vel for at hun kunne håne ham selv i døden? Vanære ham? Det var næsten det han gik ud fra, specielt sådan som hun opførte sig i udgangspunktet.
Det var ikke fordi Sonic ikke gad flytte sig, men når hun havde frosset hans bukser fast til hende, så var det faktisk besværligt! Han kunne sagtens bruge sin varme, men efter det havde gjort hende svimmel, var han ærligtalt ikke meget for det. Han holdt hende stadig nede, et sted for kun at fange hendes opmærksomhed, hvor han så direkte alvorligt i hendes blik. ”Jeg ved godt at du kan passe på dig selv Ilaria, hvad tror du jeg har elsket dig for? Du er en stærk, selvstændig kvinde, der kan slå ti mand ned,” svarede han sandfærdigt og i samme alvorlige tone. Han havde vidst at hun var i live, da han var kommet tilbage, netop fordi han vidste at hun kunne klare sig selv, hun var stærk! Det betvivlede han end ikke! Det var jo derfor han altid havde været så betaget og fascineret af hende. Han slap roligt hendes hænder, hvor han vendte blikket mod sine bukser i stedet for. ”Slap nu af,” mumlede han irriteret, hvor han alligevel endte med at skrue en anelse op for varmen, så han kunne flytte sig, hvor han roligt satte sig i græsset ved siden af hende. Han vendte blikket mod hende, hvor han endte med at rynke brynene. ”Okay, nu synes jeg du skal slappe af, for det andet udmatter dig kun, og du er mere bleg end hvad du plejer at være,” endte han næsten helt.. bekymret? Han lagde en hånd mod hendes kind, næsten for at studere hende, for at se om hun ville besvime igen, og da det ikke så sådan ud, trak han sig roligt tilbage igen, hvor han betragtede hende med en kortfattet mine.

[Deleted]

Ilaria havde virkelig elsket Sonic, ellers havde hun slet ikke søgt med ham i udgangspunktet, så havde hun ikke ladet ham komme så tæt på, som hun havde, og så havde hun heller ikke valgt at takke ja til hans frieri, og faktisk forsøgt at være en mor for hans datter, og nu hvor han så fint konstaterede at det var hans, så var det vel heller ikke fordi at hun havde haft den største betydning for ham i det store og hele? Selvom det nu heller ikke var noget som hun tog sig af, for hun var ganske enkelt for vred til at gøre noget som helst andet ved det, men det var jo trods alt en anden side af sagen, og ikke noget som hun kunne gøre noget ved nu! Hun vendte blikket direkte mod ham ved hans ord. Hun havde ikke meldt ham. Hvis hun havde været hjemme, da soldaterne havde stormet herregården, så havde de sikkert også dømt hende, og så var de jo lige vidt! Jacqueline ville være dødsdømt uanset, og det var jo trods alt kun på grund af hans måde at handle på! Hun ville gøre sit for selv at beskytte ham, så et sted så.. egoistisk nok, men det havde reddet hendes liv, at hun ikke havde været hjemme. ”Hvorfor bryde din hjerne med det, Sonic? Jeg har mine måder at tackle.. de tab på..” endte hun ganske kortfattet. Sandt var det faktisk. Hun græd sjældent over tab, men selv Sonic.. Der havde hun faktisk ladet adskillige tåre falde, når hun havde været alene med det om ikke andet, for hun havde manglet ham, og nu hvor hun stod ansigt til ansigt med ham igen, så var hun sgu ikke helt så sikker på, om det var et savn som hun kunne formå at holde fast i.
Ilaria var virkelig for vred til at hun kunne falde til ro, og det var alt sammen kun på grund af Sonic! Det var kun på grund af ham, at hun havde det på den måde, om det var noget som han ville det eller ikke! Tanken om at han var tilbage, var ikke just en som hun bifaldt, også fordi at det hele var.. ødelagt. Hun havde intet tilbage, og det var kun på grund af hans idiotiske handlinger! Hun fnøs ganske kortfattet. ”Du bestemmer ikke over mig..!” endte hun med en hvislende stemme, for det var bestemt heller ikke fordi at det havde været løgn i den anden ende. Hun blev liggende, som han endelig gav slip, og faktisk rejste sig, uden at rive hendes kjole med sig. Hun trak vejret dybt, og lod den ene hånd søge til det kind som han havde slet. Det var faktisk godt ømt, for han slog altså hårdt.. Næsten hårdere end det som hun kunne mindes at han havde gjort det sidst! At han direkte valgte at udtrykke en bekymring for hende, var ikke just hvad hun havde ventet. Tårerne samlede sig i hendes øjne, også fordi at hun var blevet for udmattet til at fortsætte med at råbe og skrige. Hun vendte blikket væk fra ham. ”Hold nu op med at rør ved mig..!” endte hun frustreret. Kunne han ikke bare smutte, og så lade hende være i fred?! Hun rullede stille om på maven, idet hun roligt forsøgte at rejse sig endnu en gang, også selvom hendes ben igen måtte give efter under hende. Hun gispede smertefuldt, som hun endte med at falde direkte mod hoften. Hun hadede varme! Og hun hadet ild!

[Deleted]

Sonic havde levet livet farligt, og han måtte jo erkende at det var det som var blevet hans undergang, hvilket han på ingen måder havde givet hende skylden for, men hun var altså ikke uskyldig! Havde hun været hjemme, da soldaterne havde stormet huset, så ville han naturligvis have gjort alt for at beskytte både hende og Jacqueline, og så havde hun kunnet slippe fri sammen med Jacqueline og tage sig af pigen! Så havde deres smukke lille datter ikke været død! Men det var ikke sket sådan, han bebrejdede hende for at være gået ud af den dør, for at løbe fra sit ansvar, det gjorde han virkelig, som han også var skuffet over at hun havde bedraget ham og brudt sine løfter, og det var to ting han slet ikke kunne løbe fra, men derfor ændrede det ikke på at han vidste at hun havde forsøgt, og at vide at hun ikke havde angivet ham, glædede og lettede ham, for han var glad for at vide at de lykkeligste år i hans liv havde været ægte, for han havde jo haft alt hvad han havde ønsket sig; sit hjem, en familie, det var også derfor han havde holdt lav profil, så han kunne tage sig af Jacqueline, nu hvor Ilaria havde meldt fra allerede fra starten af, men han havde lovet hende at han ville hjælpe hende med at blive en god mor og det var gået godt, indtil de endnu engang var kommet op at skændes og hun var gået ud af døren – hvor hun ikke var kommet tilbage igen. Han sendte hende en alvorlig mine. ”Kan du ikke bare svare ja eller nej? Hvor svært kan det være? Har du sørget eller ej?” spurgte han kortfattet. Han ønskede at vide det, han ønskede at vide om han havde betydet noget for hende i sidste ende eller ej.
Det var ikke svært for Sonic at regne ud at Ilaria havde svært ved at falde til ro, selvom han måtte erkende at hun faktisk tog det pænt, for hun virkede næsten ikke engang overrasket over at se ham, hun havde bare skældt ham ud til at starte med – typisk hende. Han sukkede opgivende, hvor det endte ud i en irriteret brummen. ”Det prøver jeg heller ikke på! Jeg vil for pokker da bare have at du slapper lidt af, så du muligvis kan få det bedre!” vrissede han irriteret. Hvorfor skulle hun altid være sådan?! Han fik sig roligt trukket væk fra hende, hvor han blev siddende, selvom han måtte se mod hende igen, da hun endnu engang forsøgte at rejse sig, hvor han sukkede opgivende. ”Helt ærligt.. det er jo det jeg men..” Han stoppede sig selv, da hun kollapsede igen, hvor han med det samme var henne ved hende, hvor han skulle til at sætte en hånd mod hendes hofte, selvom han trak hånden til sig igen, da hun havde bedt ham om ikke at røre hende. Han følte sig næsten helt hjælpeløs når han ikke måtte røre hende for at sikre sig at hun var okay. ”Hvorfor skal du være så stædig Ilaria? Desuden, så er det et frit land, så hvis du ikke gider mig, må du selv gå, og det er tydeligt at du ikke kan, og jeg tillader det desuden heller ikke, så acceptér og lev med det!” svarede han halvirriteret, hvor han blev siddende ved hendes side, dog uden at røre hende, som hun selv havde bedt ham om. Han så ud mod omgivelserne med et fraværende blik. ”Desuden.. er mit selskab så slemt for bare den tid du kommer dig..?” Hans stemme havde næsten fået en helt.. trist tone.