A meeting with the past? Or just another day?

[Deleted]

Solen stod endnu smukt på den store himmel over landene. Der var gået nogle timer siden Sonic havde forladt Procias, efter at have slået lysvæsnet ihjel, hvor der havde været middag og nu var det ved at være sen eftermiddag, skønt solen ville stå højt i mange timer endnu, eftersom det trods alt var sommer. Der var gået flere måneder, siden han var blevet henrettet ved den store guillotine, hvor hans krop havde brugt tid på at genopstå, hvilket tog tid, når man kun var en bunke aske. Genopstået som det mytologiske væsen; føniksen. Han havde allerede dræbt en enkelt person, selvom der var lang vej endnu, hvis han skulle have udryddet hele Procias, hvilket kunne tage tid og det gjaldt om at planlægge det hele ordentligt! Han havde før brændt marker og landsbyer ned, skabt et oprør og virkelig formået at sætte landet ud af kurs, men dengang havde han også haft magten til det, han havde jo været greve af landet, fordi det havde været hans retmæssige plan, men nu hvor han ingenting ejede, så blev det svært! Men han var dog fuldt bevidst på at klare det, for han ville både have sin egen hævn, men ikke mindst hans datter! Han havde været forbi sin gamle herregård og havde set at der allerede havde været beboelse deri, hvilket var noget som virkelig måtte irritere ham grænseløst! Nu var der en ny Darcy kommet dertil, hvilket irriterede ham, eftersom han lige havde været med til at gøre det af med hans egen bror Marius, det var jo trods alt det som han havde planlagt med Alecander Mathimæus, dengang manden havde stormet slottet, hvor Sonic selv havde taget livet af Alecander, fordi det havde været mandens plan. En tosset plan, men det var faktisk fra den mand at han havde sin egen genopstandelsesidé fra, så helt tosset var han nu heller ikke.
Sonic havde langt om længe krydset muren fra Procias til Manjarno, selvom det faktisk havde været besværligt. Det at dræbe Jelicka havde skabt uønsket opmærksomhed, og han havde gjort det langt mere besværligt for sig selv at slippe fri, og komme over muren, men det var lykkedes ham, og det var tilmed lykkedes ham at ryste vagterne af ham, så de ikke længere vidste hvor han befandt sig. Han var endnu tæt på grænsemuren, så han vidste at endnu en brand ville afsløre ham, men nu var der jo heller ikke flere procianere i nærheden, så han havde ikke planer om at dræbe nogen. Han holdt sig dog inde i de få træer og buskadser for en sikkerhedsskyld, hvor han holdt sig i mørket, så han ikke helt var at se. Normalt var han mørkedæmon, men den side var blevet dræbt med hans egen henrettelse, så nu var han kun mental- og ilddæmon. Ikke fordi det gjorde ham noget, men følelsen var stadig underlig. Alt var underligt for ham, han var gået fra at have en familie og være lykkelig, til at have en alene tilværelse og det var rimelig.. ensomt. Han følte sig et sted knust og nedbrudt, men han nægtede at lade det vises! Det var egentlig kun hævnen der holdt ham i live, for.. alt andet havde han vel mistet? Han havde intet hjem, anede ikke hvor hans hustru var, og hans datter var død, tanken smertede ham mere end noget andet, hvor han ikke kunne lade vær med at føle en anelse skyldfølelse, for han var jo far! Det havde været hans pligt at beskytte hende og det var ikke sket.. det havde han ikke kunnet.

[Deleted]

Selvom solen var oppe, så var det ikke videre noget som havde bragt nogen glæde til Ilaria. Sonic var væk, og han havde været væk i måneder, så man kunne vel sige, at hun efterhånden var ved at vænne sig til tanken om at hun skulle være alene? Jacqueline var død og borte – af hvad hun vidste om ikke andet, for hun havde slet ikke fået lov til at passere muren, idet at Sonic var fanget. Hun havde forsøgt i dagevis at komme ind, men det havde bare ikke virket for hende, selvom det var en tanke som gjorde ondt på hende.. selvfølgelig tilbage dengang, for det var slet ikke noget som hun tænkte meget over længere, for det var det heldigvis hendes fordel, at hun var en isdæmon.. De følelser havde hun faktisk formået at lægge på is, og efter at hun havde mødt Camille – en kvinde som i sandhed havde formået at krybe ind under huden på hende, og det var noget som hun et sted virkelig kunne trøste sig med. Camille var jo mere eller mindre flyttet ind på hendes gamle værelse i Drypstenshulerne, for det var også der at hun havde tilbragt de sidste mange uger, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet.
Sonic var ikke just en mand som Ilaria tænkte meget mere over, men det var nu bare sådan at det var. Jacqueline derimod – deres elskede lille pige, som hun end ikke havde haft muligheden for at hente, var straks en anden ting, specielt fordi at hun vidste, at den lille pige ikke var noget som den procianske myndighed havde nogen ret til at røre ved, for tøsen havde jo været prociansk statsborger, og havde krav på den beskyttelse! Den isblå kjole som hun havde på, slangede sig roligt henover de mange græsmarker som hun havde valgt at passere på sin vej. Ja, lige hvorfor hun stod der tæt ved den procianske mur, var slet ikke noget som hun vidste, men et sted så håbede hun vel på.. et eller andet? Minen var blevet direkte iskold, og uden så meget som en følelse at skulle se det mindste af, selvom det nu heller ikke var noget som berørte hende det mindste. Ja, et sted så savnede hun vel Camille? Selvom hun var taget hjem til sin egen mand? Ensomheden var hende selv næsten en skræmmende ting, men det var noget som hun lige så godt bare kunne vænne sig til, for det andet var da slet ikke noget som ville gavne hende på nogen måde! Hun fnøs ganske let af sig selv. Hun kunne da slet ikke gå og tænke i de baner, for det var jo slet ikke noget som hun ville få det mindste ud af, og det vidste hun jo trods alt også godt! Den ene hånd vandrede let igennem det lange mørke hår, som hun havde ladet hænge frit for en gangs skyld, hvilket faktisk ikke var noget som skete så ofte. Det var langt, og ikke mindst glat, hvor det nærmest måtte skinne i solen som hvilede over dem. Normalt var hun ikke meget for at vandre ude i sommerens hede, også fordi at hun huskede hvordan det var året i forvejen, og behageligt havde det ikke været på nogen måde, det var helt sikkert! Armene lod hun roligt glide over kors som hun vendte blikket i retningen af den procianske grænsemur. Et sted så forundrede det hende virkelig at de år som hun havde tilbragt der på den anden side, var noget som.. pludselig var ovre?

[Deleted]

Tanken om at Sonics lille pige var væk, var noget som virkelig var knusende for ham. Hun havde fået en skæbne hun slet ikke havde fortjent! Hun havde kun været en lille baby, et skrøbeligt lille væsen, der ikke havde kunnet klare sig selv, og nu var hun væk. Tanken gav ham dårlig samvittighed, for hun havde været hans ansvar, men han havde svigtet. Det var så heller ikke fordi han havde kunnet gøre så meget, eftersom hans hus var blevet stormet, helt uventet, hvor han var blevet taget til fange. Han havde forsøgt at kæmpe imod, men han var blevet slået bevidstløs og han havde fået magiske lænker på, så han ikke havde kunnet bruge sin magi. Han var senere blevet korsfæstet og han bar stadig ar på begge håndflader, som bevis på det. Der havde han hængt i flere dage, for at udsulte ham og dehydrere ham, hvor folk havde kastet sten og alt muligt andet på ham, hvilket havde været ren ydmygelse! De dage senere, var han blevet halshugget. Tanken fik ham til at tage sig til halsen, hvor han næsten følte sig lettet over stadig at være i live, selvom det havde været en langsom og afkræftende proces. Han var blevet fundet af nogle fra Catalena, hvor de havde taget sig af ham, senere havde han flygtet og han havde set at hans herregård, hans hjem var blevet infiltreret af andre, en ny Darcy, hvilket kun gav ham kvalme! Han havde dog valgt at tage hen, selvom han slet ikke vidste hvor, for landet havde sjovt nok været hans hjem for nogle år, det havde været den bedste tid i hans liv, og nu var han helt alene, han ejede ikke en eneste mønt, hvor han før havde haft en magtfuld titel.
Sonic bevægede sig smidigt igennem buskadset og træerne, for at søge væk fra grænsemuren, hvor han vidste at vagterne kunne komme når som helst, for de ledte vel stadig efter ham? Han havde vagt for meget opsigt, da han havde dræbt den kvinde, men det havde lykkedes ham at ryste dem af sig. Han strøg kort en hånd igennem de halvlange lokker, for at fjerne dem fra øjnene, så han kunne se – det var jo stadig kun det ene han kunne se på, eftersom han var blind på det venstre, takket være Julien. Han bar dog ikke noget stof mere. Han var træt af at skjule sit sande jeg, desuden så var arret blevet langt pænere end det havde været. Det var ikke nær så hæsligt. Han stoppede roligt op, næsten for at lytte. Det var ikke mange minutter siden han havde rystet dem af sig, så han vidste at de ville kunne finde ham, hvis han ikke passede på. Hvad han kunne høre, så var de ikke i nærheden.. eller var de? Han synes at kunne høre nogle skridt ikke så langt fra ham, hvilket fik ham til at søge der imod, skønt han passede på og holdt sig i skyggerne, så man ikke kunne se ham. Han lænede sig op ad et træ, hvor hans blik faldt på en person, han ikke just kunne sige sig at han ville se igen; Ilaria. Han mærkede hvordan hans hjerte sprang et enkelt slag over i overraskelse, hvor han blinkede let med øjnene, næsten for at være sikker på at det var hende og at han ikke var blevet skør, men det var ganske vidst hende. Hvad lavede hun så tæt på Procias? Han blev stående helt musestille for en kort stund, inden han valgte at træde ud af sit skjul og lod sig selv komme til syne. ”Halløj smukke,” svarede han kækt; præcis som under første møde. Han blev stående og afventede hendes reaktion.

[Deleted]

Tanken om den skæbne som havde ramt hendes elskede lille pige, var faktisk noget som gjorde ondt, også fordi at hun slet ikke havde været i stand til at gøre noget som helst, for at forhindre udfaldet. Efter Sonic var blevet arresteret, så havde de nægtet hende adgang, så hun havde slet ikke været i stand til at hente hende, og det var uanset hvor meget hun havde stået og råbt og skreget af dem, selvom det slet ikke havde haft nogen effekt for hendes del, og det var noget som direkte havde gjort hende ked af det, for deres datter var jo ikke særlig gammel, og havde på ingen måder været i stand til at passe på sig selv, eller beskytte sig selv, hvis ikke Sonic havde været i stand til det! Hun havde ganske vidst ikke været der, da han havde været udsat for henrettelsen, og et sted så var hun faktisk glad for det. Det havde jo været endnu et skænderi, som havde tvunget dem væk fra hinanden, hvor hun havde søgt længere væk end det som hun plejede at gøre, og det var noget som faktisk efterlod hende med en ringe samvittighed med henblik på deres elskede lille pige, men der var ikke noget som hun kunne gøre ved det af den grund. Uanset hvor hårdt det så end måtte være, så var det vel bare en samvittighed, som hun måtte leve med resten af livet?
Tanken om at Sonic skulle være i hendes nærhed, var slet ikke nogen tanke som slog hende ind. Han havde væk i frygtelig lang tid, så hvorfor skulle hun tænke på ham? Han var død, og det vidste hun, for hun havde hørt rygtet gå, og.. det var ikke noget som hun gad tænke mere over. Hun vidste at Procias var kommet videre, for hvorfor skulle de ellers reagere som de ellers gjorde? Demoniqz-familien var jaget på port mere eller mindre, og nu hvor hun var nægtet adgang for at hente sin lille pige, så var det bestemt heller ikke noget som hun ville gøre noget stort ved. Hun var faktisk ikke altid så fjendtlig indstillet, som så mange faktisk ønskede at fremstille hende som. De lærte hende bare ikke at kende, og nu hvor Camille ikke var der, så var hun virkelig kun en dronning af is, som var direkte ubrydelig og uigennemtrængelig, og det var bestemt heller ikke noget som hun havde nogen intentioner om at lave om på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være. Stemmen som nåede hendes øre, var noget som omgående fik hende til at stoppe op, for det var e stemme som hun kun genkendte alt for godt! Og det var ikke en glæde eller længsel som den vækkede i hende.. tvært imod, så det stik modsatte! Hun vendte blikket direkte mod skikkelsen, som hurtigt faldt hende i blik; Ilosonic. Næverne knyttede hun. ”Hvor vover du at vise dig her…” endte hun med en direkte hvislende stemme. Det var måneder siden hun havde brugt den, for Camille var faktisk den som holdt hende rolig, og som havde givet hende den afslutning på det gamle kapitel som hun havde haft brug for. Den mand bragte kun død og ødelæggelse med sig, og det var bestemt ikke noget som hun ville være med til mere!

[Deleted]

Sonic nærede naturligvis samvittighed over at han ikke havde været i stand til at gøre mere for sin lille pige, men hvad skulle han også kunne have gjort? Han havde ikke forventet at Lucas og Raphaella ville blive fanget, og han havde ikke ventet at soldaterne ville stå ude foran hans dør, det hele var sket så pludseligt, så han havde tænkt på det nødvendige i det sekund, hvor han havde gemt deres lille datter, så han var sikker på at soldaterne ikke ville få fat i hende, for skulle han være ærlig, så havde han jo frygtet at de også ville slå hende ihjel og det kunne han ikke have tilladt! Desuden så havde han trods alt regnet med at enten hans mor eller Ilaria var kommet hjem, for selv hans mor havde sagt hun ville kigge forbi, men hun havde vel bare valgt at blive væk og svigte ham igen? Det var det som han selv gik ud fra, der var intet nyt under solen dér. Han havde gjort hvad han kunne på de få minutter han havde haft, at der så ikke var nogen andre der var kommet og havde taget sig af hans lille pige, var noget som gjorde ham direkte arrig! Når alt kom til alt, var han den eneste der havde været der for hende i sidste ende! Men han skulle nok hævne hende, han ville lade alle procianere bøde for det som de havde gjort! Både mod ham, men også mod hans elskede lille datter! Den tøs havde betydet alt for ham, og nu var hun væk, den tanke smertede ham mere end noget andet.
At Sonic så lige skulle falde over hans tidligere hustru, var ikke just noget han havde regnet med, skønt han skam gerne ville vide en ting eller to ved hende, for hvor havde hun været? Hvorfor havde hun ikke taget ansvar for deres lille pige og reddet hende? Pigens død hang i hvert fald ikke på hans skuldre, for han var den eneste der nogensinde havde taget sig ordentlig af hende! Det var ikke glæde han blev fyldt med, da han så Ilaria, det var godt nok overraskelse over at hun var så tæt på Procias, for han kunne ikke lade vær med at tænke på, hvad hun lavede her, men han havde skam hørt et og andet allerede, og et sted passede det ham fint at støde på hende, for så kunne han da få sandhederne på bordet. At hun så selv skulle reagere med vrede, kom såmænd ikke bag på ham, og et sted var han fuldstændig ligeglad. Han blev stående for en kort stund, med armene over kors, med et kækt smil på læberne; en tydelig flabet holdning. Han betragtede hende et stykke tid, inden han endelig valgte at åbne munden: „jamen jeg er da også utrolig glad for at se dig igen Ilaria,” svarede han tydeligt provokerende. Det var en anelse sarkastisk, men på den anden side også sandt, for han ville gerne se hende igen, for netop at få nogle ting på det rene, det var ikke ensbetydende med at han var glad for hende. Han lænede sig roligt tilbage mod et træ, hvor han kort så rundt, et sted for at se om vagterne var her, men det så ud til at han havde fået dem rystet af sig, så han gik ikke ud fra at de ville forstyrre ham. Tøjet havde han fået skiftet, han bar en løs hvid bluse, nogle mørke jeans og han havde tilmed fundet nogle gode sko at gå i, for han havde en lang tur foran sig.

[Deleted]

Ilaria havde aldrig været den mest moderlige af slagsen, hvilket vel heller ikke ligefrem var det som hendes type dæmon var kendt for? Hun havde virkelig forsøgt, også selvom hun måske havde haft en tendens til at give op, men der havde Sonic jo trods alt altid været der til at tage over, men efter at han var fanget, så havde hun været klar over, at deres lille pige havde været alene, og der havde hun slet ikke tøvet med at slippe alt hun havde haft i hænderne og forsøgt at komme hjem til hende, selvom vagterne havde nægtet hende det ved muren, så det var bestemt ikke fordi at hun havde forsøgt! Sonic var gået i døden, og det var nu efterhånden en tanke som hun havde slået sig til tåls med. Hans liv havde været for risikofyldt og det var bestemt ikke en tanke som hun ville ønske at skulle gå igennem endnu en gang, om det var noget som man nu ville det eller ikke, men hun kunne vel altid forsøge med at gøre det som var nødvendigt og tiltrængt fra hendes side af? Hun kunne jo prøve at komme over ham, selvom det var noget som efterhånden så ud til at gå ret så godt, for hun havde fundet Camille, og selvom det var en kvinde, så havde hun det faktisk frygtelig godt sammen med hende, selvom det stadig kun var alene, at hun faktisk lod den sorg blive vist i hendes mine, men det var nu bare sådan at det måtte være.
At Sonic havde valgt at genopstå fra de døde, var noget som Ilaria godt kunne gætte sig til, for hun havde faktisk slet ikke skænket ham en tanke i lang tid nu, for hun fik jo ikke noget ud af det, af den grund! Hendes mine hvilede direkte på hans skikkelse, hvor hun slet ikke kunne skjule den vrede som han faktisk satte i hende, for han skulle bare lade hende være! Det var hans skyld, at deres datter var død, og bestemt ikke hendes! Hun fnøs ganske kortfattet, hvor hun blev stående med hænderne så stramt knyttet, at hendes knoer endte langt mere hvide end det som de havde været i forvejen. ”Du skal slet ikke i nærheden af mig, Sonic..!” endte hun med en vrissen. Hun mente det! Hun ville slet ikke have den mand i nærheden af sig, og han skulle bestemt heller ikke komme her og tro, at han skulle få en ny chance, for det fik han bestemt ikke! Hun rokkede sig ikke ud af stedet, for han skulle ikke kommer her og tro, at hun ville vise sig usikker, for det ville hun på ingen måde! Hendes blik udstrålede ikke noget andet end direkte had, for det var hans skyld at Jacqueline var gået bort og bestemt ikke hendes! ”Skrid tilbage i graven hvor du kom fra..” endte hun ganske kortfattet, for lige nu var der bestemt ikke nogen mild side at se ved hende, for den havde han taget med sig i graven, og generelt kun noget som hun ønskede at vise overfor Camille, for Camille havde vist hende, at det var okay at være lidt.. blød på sit vis? Og det var en tanke som hun virkelig godt kunne lide.

[Deleted]

Det var ikke just glæde der blev Sonic mødt, ved at se Ilaria igen, selvom han naturligvis var nysgerrig på at vide, hvorfor hun havde valgt at svigte deres datter, et sted kunne det vel ikke komme bag på ham? Ilaria havde tilmed selv sagt højt for ham at hun havde hadet deres datter og det havde hun jo så nu bevist var sandt, ved at lade pigen gå i døden. De havde måske skændes, og hun havde været væk i flere dage, hvor han tilmed havde været ude at lede efter hende, men han havde ikke kunnet finde hende og han havde været nødsaget til at tage hjem til sin lille pige, der havde haft brug for ham. Hun havde løbet fra sit ansvar, han var blevet der til sidste ende, indtil han var blevet taget på sengen, hvor han havde været magtesløs. Det ændrede dog ikke på at han selv følte at han havde svigtet deres lille pige, for det var jo meningen at han skulle beskytte hende, det var meningen at han skulle tage sig af hende, og det eneste han havde tænkt på, da vagterne havde stormet herregården, var at han ønskede Jacqueline i sikkerhed. Hans lille smukke prinsesse, som han havde set frem til at se vokse op, men det ville aldrig ske, for nu var hun væk. Det havde lykkedes ham at skaffe ganske få ting, hvor han bar et billede af sin lille pige på sig, i den medaljon som han havde omkring halsen. Så ville han altid have hende tæt og vise folk at han altid ville tænke på hende. Han savnede hende, og han ville ønske at det var ham der var blevet i graven og hans pige der endnu var i live, men sådan var det ikke gået, han havde desuden håbet på at bare nogen havde fundet hende, men af hvad han havde hørt, så var hans lille pige væk og nu var der nogle nye i hans hjem, så han havde bogstaveligtalt mistet alt. Gået fra lykkelig til miserabel.
At Ilaria var sur på Sonic, var der intet nyt i, hvornår var hun ikke det? Desuden så var det ikke just Ilaria han tænkte på i øjeblikket, det var stadig hans datter. Men han ville klart have nogle ting på det rene, for selvom han kun havde været tilbage i næsten en uge, så havde han allerede orienteret sig godt. Hendes ord fik kun et morende smil over hans læber, og selvom det var provokerende, så var det vel inderst inde kun en facade? Han nægtede at vise sorg overfor denne kvinde! Hun skulle slet ikke ind i hans hoved og vide hvad han tænkte på. Hans smil falmede dog ganske roligt, hvor han lænede sig væk fra træet igen, som han rettede sig op i sin fulde højde, hvor hans mine blev fast og direkte alvorlig. ”Jeg har gået igennem et helvede, og ja, du er sikkert ligeglad, men spøg til side, jeg gider ikke snakke om dig, tværtimod, men jeg er ved at dø efter at vide, hvor du blev af. Hvorfor du løb fra dit ansvar, hvorfor du ikke var der for vores pige!” Hans stemme endte ud i en næsten råben. Han tog et vredt skridt imod hende, hvor hans mørke øje flammede let, „hun er død på grund af dig! Fordi DU ikke var der!”

[Deleted]

Ilaria kunne ikke ligefrem vove at påstå, at det var et glædeligt gensyn mellem hende og Sonic, for det var det på ingen måde! Tanken om at han skulle stå der, var faktisk en tanke som direkte måtte irritere hende, også fordi at det slet ikke var noget som hun kunne gøre for! Det var et skænderi som havde tvunget hende til at gå en tur.. en meget lang tur, og da hun endelig havde valgt at søge hjemover, så var hun blevet stoppet ved muren. Et sted havde det gjort hende direkte panisk, men det var slet ikke noget som hun kunne gøre noget ved, hvilket var noget som gjorde det hele så meget værre for hende, men hvad pokker skulle hun da have stillet op? Hun havde råbt og skreget af dem, at hun skulle hente sin lille datter, men hun havde slet ikke fået lov til at passere den mur for enhver pris! Det var en tanke som direkte måtte irritere hende, også fordi at det slet ikke var noget som hun kunne gøre noget som helst ved lige nu, og det var noget som gjorde ondt. Sonic havde hun mistet, men også sin elskede lille pige, hvilket gjorde ondt, for hun følte sig alene.. Dog frem til at hun havde ladet Camille komme tæt på hende for alvor, men det var jo så en helt anden side af sagen og bestemt ikke noget som hun ville fortælle Sonic noget om, for det var slet ikke noget som hun ville få noget ud af, og det vidste hun udmærket godt. Tanken om det som var sket, gjorde ganske vidst frygtelig ondt, men det var bestemt heller ikke noget som hun havde nogen intentioner om at skulle vise for ham!
Et sted forsøgte hun vel at gøre Sonic ondt med sine ord? Også selvom hun var så vred i denne stund, at det faktisk var ord som hun måtte mene, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for han skulle bestemt ikke have lov til at komme ind under huden på hende igen! At han direkte skulle siges at give hende skylden for tabet af deres datter, var noget som virkelig bragte hendes pis i kog, hvor det også tydeligt måtte vise sig i hendes ansigt, for han skulle bestemt ikke komme her og give hende skylden for noget som helst! For det var bestemt ikke hendes skyld at det var sket! ”Fordi jeg ikke var der?! Havde du ikke valgt at vove pelsen Sonic, så var det her for pokker aldrig nogensinde sket!” nærmest brølede hun af ham. Hun nægtede at påtage sig skylden for lille Jacquelines bortgang, for det var der slet ikke nogen af dem som fik det mindste ud af, og tanken om det, var noget som gjorde hende direkte rasende! Han anede slet ikke hvor meget hun havde forsøgt at komme ind i landet, men hun havde slet ikke haft muligheden for det! Kun på grund af hans bortgang, for det havde revet alle hendes rettigheder fra hende, og det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre! ”Giv mig skylden for dine tåbelige gerninger, Sonic, og jeg sværger, at jeg gør dig det hoved mindre, som jeg lovede dig for længe siden! Hun døde på grund af DIG!”

[Deleted]

Sonic savnede uden tvivl hans lille prinsesse. Den tøs havde betydet alt for ham. Han havde nydt at se hende smile til ham, han havde nydt at få hende til at falde til ro, han havde nydt at lege med hende på gulvet, selvom der ikke var blevet så meget af det, fordi han havde haft sit arbejde, men selv når han havde arbejdet, havde hun siddet med ham på hans kontor, så han kunne have holdt et vågent øje med hende. Han havde glædet sig til at se hende vokse op, glædet sig til at skulle træne hende, så hun ville blive en stærk ilddæmon, hvor det naturligvis havde været meningen at Ilaria skulle lære hende at bruge is. Pigen havde deres elementer; ild og is, hvor hun også besad mentaldæmonen som han selv gjorde. Det ville have gjort pigen til en stærk blanding af dæmon, en pige han havde været stolt af allerede som lille pige, han huskede trods alt stadig hendes første ord; Dada. Tanken kunne stadig få ham til at smile, selvom det hurtigt blev erstattet af sorg, fordi han vidste at han ikke ville høre hendes lille blide stemme igen. Ganske vidst kunne pigen også være irriterende, når hun begyndte at skrige midt om natten, men nu hvor hun var væk, så ville han langt hellere gennemgå flere tusind af de nætter, frem for at hun slet ikke skulle være her. Det gjorde ham umådelig trist at tænke på, det var direkte knusende og alt han ønskede var sin lille pige tilbage igen. Hans lille prinsesse havde ikke fortjent at gå døden i møde, når hun ikke engang havde fået lov til at nyde af livet, det havde kun lige været begyndt for hende, og så skulle hun gå en så grusom skæbne i møde? Det var på ingen måde retfærdigt! Og han skulle nok hævne hende, han ville gøre alt hvad han kunne for at hævne hans lille pige! Han ville brænde hele Procias ned til grunde, og han helmede ikke før det var gjort! Det var det brændende had der holdt hans indre flamme i live, samt tanken om hans lille pige.
Det kom klart bag på Sonic at Ilaria befandt sig her, og tilmed så tæt på Procias, for eftersom der var flyttet nye ind på herregården, så måtte hun vel også være blevet smidt ud? Det var ikke fordi det betød noget for ham, for hun havde slet ikke fortjent at være i nærheden at deres hjem, når hun havde svigtet deres datter på den måde! At hun blev vred over hans ord, kunne han godt fornemme, selvom hun på ingen måde havde retten til det! Hun havde svigtet deres datter på en måde, hun slet ikke burde have gjort! Hun var løbet fra sit ansvar, da hun var gået ud af den dør! Han kneb øjnene sammen til hendes ord. ”Du vidste selv under første møde med mig, at jeg levede et farligt liv, og du valgte selv at tage med mig! Du vidste hvordan jeg levede, det har intet med sagen at gøre!” hvislede han direkte vredt, hvor han tog endnu et skridt imod hende. Hvor vovede hun at give ham skylden?! ”Det var MIG der var hos hende i sidste ende Ilaria! Hvor befandt du dig?! Du var væk! Du var løbet fra dit ansvar, som en værre kryster!” råbte han af ren vrede, hvor selv hans øjne endte langt mere røde i det, på grund af den indre vrede han følte.

[Deleted]

Sonic var bestemt ikke den eneste som manglede deres lille pige, selvom hun allerede fra start af, havde givet udtryk for, slet ikke at ønske hende. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at man kunne sige, at den lille pige havde været ønsket fra hendes side af, for hun var på ingen måder moderlig anlagt, og det vidste han jo trods alt også godt! Ilaria havde virkelig forsøgt at gøre hvad der havde været nødvendigt, for at forsøge at være en mor, men det havde bare været Sonics lod, for han havde helt klart formået at gøre det langt bedre end det som hun selv havde, og det var bestemt heller ikke noget som hun ville have, at han direkte skulle stå og give hende skylden for det, var slet noget som hun fandt sig i! Hun havde ikke oplevet tøsens første ord, hun havde set hvordan tøsen havde haft det med sin kære far, så det at han savnede hende, forundrede hende ikke som sådan, men hun havde virkelig forsøgt at komme tilbage til Procias for at få hende hentet, men hun var stoppet og nægtet adgang ved muren, hvilket vel også var grunden til at hun stadig vadet rundt så tæt ved den? I håbet om at de bare ville slippe hende ind, så hun om ikke andet kunne få hentet sin lille prinsesse, og få hende gravlagt tættere på, hvor hun faktisk ville være i stand til at holde hende under opsyn?
Sonic blev stående og gav hende skylden for det hele, hvilket bestemt heller ikke var noget som hun fandt sig i, for hun havde ikke været andet end et vedhæng! Hun havde aldrig gjort en procianer noget som helst! Hun havde aldrig ønsket at blive gravid, og hun havde aldrig ønsket den kaotiske tilværelse som Sonic havde været skyld i, så det at det var gået så galt, var ikke en skyld som han kunne kaste på hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Har det intet med sagen at gøre?!” hvislede hun med en direkte dræbende stemme, for det gjorde hende kun rasende at vide! Hun havde virkelig ikke gjort noget som helst, og hun var blevet dømt på hans gerninger! Hun havde jo aldrig gjort nogen noget som helst! ”Du ved ikke hvordan jeg har haft det, Sonic! Du ved aldrig hvordan jeg har det! Jeg søgte ud! Jeg havde brug for luft og at være mig selv for en gangs skyld! Jeg blev nægtet adgang til Procias på grund af DIN henrettelse! På grund af dine gerninger!! Jeg har ikke fået lov til at hente hende! Så du skal fandeme ikke komme her og spille helgen, for det er det sidste du er! Du har kostet mig MIN datter!” brølede hun af sine lungers fulde kraft. Hun var ikke bange for ham, for det havde hun aldrig nogensinde været! Hun havde virkelig forsøgt! Det havde hun virkelig, men det havde hun bare ikke fået lov til! Hun endte med at gå mod ham og med den direkte advarende mine i ansigtet. ”Jeg skulle aldrig nogensinde have lukket dig ind Sonic.. Du har kostet mig for megen smerte! Det er SLUT!”

[Deleted]

Det var egentlig ikke fordi Sonic gad, at stå og råbe af Ilaria, for det kom de ingen vegne med, desuden så ville han heller ikke have at vagterne skulle høre dem, men nu hvor hun allerede havde fået ham op i det røde felt, så var det svært at styre sig, når alt kom til alt, så havde han jo faktisk et temperament som en ilddæmon, hvis man først fik det udløst. Hun havde set ham brænde hele soveværelset ned i rent raseri, fordi han blev så vred, at han blev varm, og når han nåede over en vis grad, så ville hans krop gå i ild, hvilket spredte sig. Han savnede sin lille pige, og hvis han ville give nogen skylden, så var det naturligvis procianerne, for det var trods alt dem som havde stormet huset, taget ham væk, så deres lille pige måtte sulte ihjel, og det var også derfor han nærede det had til procianerne, det var derfor han havde dræbt en kvinde, der sikkert havde været uskyldig, for hun havde ikke virket særlig civiliseret eller social med andre, men hun havde stadig været procianer, og det havde været grund nok for ham.
På en måde gjorde Ilarias ord ondt, men det viste vreden ikke, desuden var der andre ting, der var langt værre for Sonic. Han havde skam skyldfølelse, fordi han ikke havde ønsket det vilde liv for sin datter, og et sted var han vel også pigens undergang? Men det havde jo heller ikke været meningen at gøre Ilaria gravid! Men han havde taget ansvaret på sine skuldre da det var sket, og siden havde han holdt lav profil. Han fnøs kortfattet af hende, hvor han rystede vantro på hovedet. ”Så det er dét du overbeviser dig selv om? At jeg aldrig har kendt dig? At jeg aldrig har været der for dig? Er det dét? For vi ved begge to, at det ikke er sandt, glem ikke hvor mange gange jeg har kastet alt fra mig, for at redde DIT liv! Jeg har altid kendt dig bedre end nogen anden, men hvis du synes det er lettere for dig selv at hade mig, så gør det!” hvislede han køligt. Det gad han slet ikke at høre på! ”Og du skal bestemt ikke komme og give mig skylden for mit liv, for du ville selv have været med til alle de farlige ting, det var sgu da derfor du tog med mig i udgangspunktet! Du vidste hvordan mit liv var, og du elskede selv fare, glem ikke det! Jeg holdt lav profil, efter Jacqueline blev født, netop for at være sammen med min familie! Det var DIG der gik ud af den dør, ikke mig! Og hvis du vil vide det, så ledte jeg efter dig i flere dage, men kom du hjem? Nej! Så hvad lavede du egentlig helt præcist hva?” Det var tydeligt at hun ikke kunne huske tingene men det kunne han klart og tydeligt! Han var trods alt mentaldæmon. ”Så hvor var du?!” Han endte med at gribe fat i hende, kun for at tvinge hende op ad det ene træ, hvor han satte hænderne mod hendes tindinger, for at søge ind i hendes hoved og finde ud af sandheden. Han ville vide hvor hun havde været i al den tid, hvor han var blevet henrettet og deres pige var død.
Det Sonic så, var deres skænderi om igen, et af de slemme, hvor hun var gået ud af døren og søgte langt væk. Han så hende søge til Dvasias, Drypstenshulerne, selvom synet af den fremmede kvinde og det intime samvær kom bag på ham. Han endte helt bleg i hovedet, skønt han så billederne for sig, indtil han endte med at trække sig flere skridt væk fra hende, imens han tog sig til hovedet, hvor det kunne ligne at han var blevet svimmelt, det var dog ikke det, han tog sig til et helt bestemt punkt; hans vansirede ar. Han blinkede med øjnene af overraskelse. ”Du.. Jeg..” Han stod næsten som forstenet.

[Deleted]

Ilaria havde virkelig forsøgt at få fat i deres lille pige, men hun havde været nægtet adgang til landet, og det var alt sammen på grund af Sonic! Hun var blevet dømt på hans handlinger, og det var noget som direkte pissede hende af! Hun havde aldrig været den fødte mor, men hun havde for pokker da forsøgt, og hvis hun ikke havde gjort det godt nok i hans øjne, hvorfor pokker havde han så beholdt hende? Hun kunne jo lige så godt have skudt ungen ud, og så skride selv, og lige nu kunne hun fortryde, at hun ikke havde gjort det, for han var jo ih åh så god en far selv! Tanken gjorde selvfølgelig ondt, men det var slet ikke noget som hun ønskede at vise ham, for han skulle slet ikke have den glæde at gøre hende ondt, for den tanke var faktisk kun af den slags som pissede hende yderligere af, og det var slemt nok i forvejen!
Hvis der var nogen som formåede at bringe Ilarias pis i kog, så var det virkelig Sonic, og tanken om at han stod der overfor hende i øjeblikket, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hende! Han havde gjort hende gravid, også selvom hun virkelig var ked af, at det var gået så galt, men det var jo ikke ligefrem noget som hun kunne gøre noget ved i denne stund! Deres lille pige var død, og hun fortsatte med at kredse omkring den mur, frem til hun fik tøsen udleveret, for hun skulle ikke være gravlagt på et sted hvor hendes mor ikke var i stand til at nå hende. Hans ord gjorde det ikke ligefrem bedre for hende! Tvært imod! ”Du fatter ikke engang hvad det er jeg siger, Sonic, og det er bestemt ikke første gang!” hvæsede hun med en advarende stemme. Hun havde våben på sig, selvom hun virkelig forsøgte ikke at skulle gøre brug af dem, for hun var allerede forbandet fristet som det stod nu! Det var ikke engang fordi at hun nåede at svare igen, før han havde grebet omkring hendes skuldre og tvunget hende direkte op af træstammen. Hans hænder mod hendes tindinger, og det at han søgte direkte ind i hovedet på hende, var bestemt ikke hvad hun havde ventet sig af, hvor det nærmest tvang hende i en form for trancelignende tilstand, hvor det hele kørte for hendes blik, som havde det været en film…
Som forbindelsen med Sonic endte med at blive brudt, så gav Ilarias ben efter under hende, hvor hun røg direkte i græsset. Hun endte med at tage sig til hovedet, som var hun pludselig efterladt med en hovedpine. At han søgte ind i hovedet på hende, var en tanke som kun gjorde ondt værre. ”Hold dig ude af mit hoved Sonic..” hvislede hun direkte dræbende, som hun vendte blikket dræbende mod ham. Ved hjælp af træt, så kom hun op på benene igen og vendte sig direkte mod ham. Hvad pokker troede han lige han havde gang i?! ”Jacqueline er død kun på grund af dig.. Og dine gerninger.. Den skyld skal du ikke lægge over på mig! JEG blev dømt på DINE handlinger og nægtet adgang efter du mistede hovedet! Tro mig for pokker, jeg forsøgte at komme hjem! Vaner er hårde at vende.. ikke sandt..?” Ja, hun havde været sammen med en kvinde, og hun fortrød det på ingen måde! Hvad Camille havde skænket hende, havde været fantastisk… direkte fantastisk!

[Deleted]

Måske Ilaria ville beskylde Sonic for en masse, som ikke engang var sandt, for så kunne hun virkelig ikke huske hvad de alt havde gået igennem sammen og hvordan tiderne faktisk havde været, men det kunne han klart og tydeligt! Han kunne frembringe hvert et minde, fordi han var mentaldæmon, han kunne selv søge dybt ind i sit eget sind, så hvis nogen vidste hvordan tingene havde foregået så var det da ham! Men det kunne være ligegyldigt, hun hadede ham, hun havde sikkert fortrudt sit ægteskab med og i det hele taget det at hun var søgt med ham til Procias dengang, men han kunne stadig huske hvordan det hele var foregået, og han havde på trods af de mange skænderier, faktisk været lykkelig, og han havde ment sit ja, da han havde givet hende det! Det var så heller ikke fordi han gad diskutere det med hende, eller skændes, men når hun bragte hans pis i kog på den måde hun gjorde, og som det skete omvendt, så gik det jo altid som det plejede; nemlig op i en spids. Det var ikke fordi han ville stoppe hende i at slå ham, for han vidste udmærket godt at visse slag var fortjent, men det kom bestemt også helt an på hvad det var! Han var den som havde stået ved Jacqueline i sidste ende, hvor havde hun været?
Normalt ville Sonic aldrig søge ind i hendes hoved, det var faktisk første gang, men han havde ønsket sandheden, han havde ønsket at se hvad hun havde lavet i de dage, hvor han havde været bekymret for hende og ledt efter hende, hvor han var blevet henrettet og hvor deres lille pige var død af sult. Han ville hvor hun havde været, for hun var løbet fra sit ansvar, da hun var gået ud af den dør og ikke var kommet hjem igen! Det han så, var dog noget som alligevel kom direkte bag på ham, selvom det vel egentlig var ganske ironisk? Han hørte end ikke hvad hun alt sagde, da han stod næsten som forstenet til stedet og så direkte intetsigende i jorden, som havde han været i trance. ”Så er det altså sandt..?” mumlede han næsten uforstående, overrasket og vantro for sig selv. Han vendte blikket mod hende, tydeligt med forfærdelse i blikket. ”Så.. da jeg, din egen mand, blev bagbundet, slået bevidstløst, korsfæstet, ydmyget foran hele befolkningen og henrettet, og da vores datter lider og simpelthen sulter ihjel for hver dag, så er du mig utro? Så ligger du i med en anden?” Det var mere en konstatering end et spørgsmål, hvor tonen var tydelig forfærdet. Hvor vovede hun så at give ham skylden, når hun var den der var skredet, bare for at hygge sig med en anden?! Hans øjne endte næsten helt flammerøde, hvor han knyttede hænderne i ren vrede. ”Åh jeg er glad for at vores datter er død nu, for jeg ville nødig fortælle hende at hendes mor var en simpel skøge!” hvislede han direkte vredt og hånligt, inden han hev en sammenfoldet avis frem, „men jeg har afsløret dit fupnummer! Du angav mig til myndigheden og fik mig dræbt, og tilmed også vores datter!” Han kastede den sammenfoldet avis direkte hen mod hende. Han havde allerede orienteret sig! Og nu bekræftede hun det kun! Hun var søgt væk, for at hygge sig med en anden og direkte planlægge at få hans hjem stormet og ham dræbt, hvilket havde kostet hans datters liv! Hun havde kun udnyttet ham, fordi han havde haft magt og penge! Det hele stod i avisen! Det var alt sammen hendes skyld!

[Deleted]

Ilaria var virkelig skide ligeglad med hvad Sonic kunne fremkalde fra sit sind på grund af sin dæmon, og hvad han ikke kunne, for det var jo ikke ensbetydet med, at det var sådan at hun opfattede tingene! Jovist havde de været meget igennem og jo, han havde virkelig gjort meget for hende – deriblandt at få hende gjort tyk og gravid, selvom det bestemt heller ikke havde været hendes ønske, men det var nu bare sådan at tingene måtte forholde sig, men det var slet ikke noget som hun kunne gøre noget ved. Hun havde forsøgt efter bedste mening og vilje, og hun havde virkelig ikke klaret det nær så godt som Sonic når det kom til Jacqueline, men hun kunne virkelig ikke gøre noget som helst rigtigt når det kom til hende, men hun havde for pokker da forsøgt, så godt som hun nu kunne, og det havde bare ikke været hendes lod, så det at han skulle stå og råbe og skrige af hende, var slet ikke noget som hun tog sig af, for hun vidste det.. hun var en elendig mor.
At Sonic direkte skulle stå mundlam, var slet ikke noget som hun kunne tage sig af. Ja, hun havde været ham utro med en sensuel dæmon, selvom det slet ikke havde været bevidst i begyndelsen, men dog så havde hun i sandhed nydt det som hun aldrig nogensinde havde nydt noget før, så det var noget som hun slet ikke kunne fortryde! Hun sendte ham en direkte advarende mine, som hun virkelig forsøgte at genvinde den kontrol, for det her, var noget som havde efterladt hende med en indre hovedpine, for han havde aldrig nogensinde søgt ind i hendes hoved før! Og det var noget som faktisk havde gjort temmelig ondt! Og mere end det som hun lige havde regnet med! Hun vendte sig direkte mod ham og med den samme faste mine. ”Kald mig hvad du vil, Sonic, men det er dine handlinger som lukkede mig ude af Procias.. Det var dine handlinger som fik dig henrettet, og det var dine handlinger som rev Jacqueline med i døden!” endte hun med en fast tone, for løgn var det bestemt ikke! At han direkte trak avisen op og kastede den mod hende og med de ord, var noget som fik hende til at stå direkte stille og bare.. stirrede på den, inden hun endte direkte med at slå ud i en kold latter, for det var virkelig noget af det mest tåbelige som han nogensinde havde hørt! Armene lod hun roligt søge over kors, som hun vendte blikket direkte mod ham. Det var virkelig det dummeste som hun nogensinde havde hørt! ”Hvis du virkelig stoler på det som står i en tåbelig avis som sladderspalten, så er det da ikke underligt, at du blev rablende vanvittig, Sonic!” Hun himlede med øjnene. Det her gad hun da bestemt ikke stå og lytte til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun fnøs. ”Jeg håber ikke galskaben smitter.. Jeg har fået nok Sonic.. Skrid ud af mit liv..” endte hun med en hvislen. Hvis han virkelig troede på at hun havde meldt ham til myndighederne, så måtte det da for alvor rable for ham, for det var da det sidste som hun havde været i stand til! Hun havde elsket ham for pokker! Og selv hun vidste hvad det betød!

[Deleted]

At vide at Ilaria havde været Sonic utro, imens han var blevet henrettet og imens Jacqueline var sultet ihjel, var noget som direkte efterlod ham med et indre raseri, som han faktisk var bange for ville gå i udbrud – og så ville det bestemt ikke blive et kønt syn! Et sted frygtede han sit raseri, for han mistede sin fulde fornuft og brugte sine ildkræfter kun til at forvolde skade og det var jo ikke første gang, han havde været tæt på at brænde hele huset ned sidste gang, hvis ikke Jacquelines skrigeri var nået ind i skallen på ham, men hvem skulle stoppe ham fra at udbryde nu? Og hvem skulle få ham til at falde til ro igen? Hun kunne i hvert fald ikke! Det var så heller ikke fordi han gad råbe efter hende at hun var en elendig mor, for han vidste at hun havde forsøgt, og som han havde lovet hende, så havde han også hjulpet hende, men der var ikke gået mange dage, før de havde skændtes og hun var stukket af hele vejen til Dvasias, hvor han tilmed havde ledt efter hende, og i al den tid havde hun bare været ham utro? Og så vovede hun at give ham skylden for alt? ”Åh jeg er glad for at du ikke kan komme ind, du gjorde trods alt heller ikke et bedre forsøg. Havde pigen virkelig betydet noget for dig Ilaria, så havde du gjort et bedre forsøg og faktisk formået at komme ind i landet, men som du selv sagde til mig, så hadede du pigen, hun var en pestilens for dig, og jeg er ked af at sige det, men du kan ikke gøre tingene godt igen, du kan ikke ændre på tingene, for hun er død, og selv hun kunne fornemme, hvor lidt du kunne lide hende,” svarede han med utrolig kortfattet og kontrolleret stemme, hvor hans blik hvilede direkte intetsigende på hende, på grund af de mange splittede følelser. Måske det var ondt at bruge pigen imod hende, men det var jo ikke engang fordi det var løgn. Han fortalte blot sandheden.
At hun begyndte at le, var noget som kun gjorde det hele værre, hvor Sonic direkte kunne mærke, hvordan det kriblede i ham efter at slå hende til plukfisk, men han var bange for at hvis han først slog hende en gang, så ville han ikke stoppe igen, skønt hun nu hans øjne havde fortjent at dø, og nu kunne han kun fortryde at han havde ofret så meget, for at redde hendes røv, for hvor havde det bragt ham? – intet sted! Han var blind på det ene øje på grund af hende, og hun havde altid gjort ham stolt af det, men nu? Nu følte han sig direkte hæslig, fordi han havde været så dum at ofre sig selv for en skøges skyld! ”Ja? Og hvorfor skulle jeg tro på en hores ord?” spurgte han direkte iskoldt, hvor hans blik ikke viste en eneste følelse, foruden vrede og foragt. ”Årh hold op! Har jeg overhovedet nogensinde været i dit liv? Alt har været falsk fra din side af!” hvislede han vredt, som han knyttede hænderne yderligere, så de blev helt hvide, hvor hele hans krop skælvede af både sorg, men i den grad også af vrede og foragt! ”Du løb fra dit ansvar, og da din datter, din lille pige havde allermest brug for dig, så svigtede du hende, fordi du lige skulle bruge tid på at være din mand utro. Og hvorfor er det så ikke lige at du ikke skulle have angivet mig? Du kom tydeligvis over mig, da du valgte at gå ud af døren, jeg tvivler på du overhovedet har sørget over at jeg var væk, mon ikke du følte lettelse? For nu gik dit ønske endelig i opfyldelse; jeg døde.” Tanken gjorde ondt, og han som tilmed havde elsket hende så højt, alt det han havde gjort for hende og så var hun ham bare utro? Hvor ironisk, det havde altid været hende der havde frygtet at han skulle være hende utro, og så blev alt byttet om? Det gjorde kun alt sammen værre!