A meeting with the past? Or just another day?

[Deleted]

Ilaria vidste udmærket godt, at hun ikke var helt perfekt, og at hun ikke var uskyldig i denne sag, for det var hun ikke, og derfor så hun ikke nogen grund til at han skulle udpensle det for hende på den måde! Hun havde elsket ham, og hun havde været glad for tilværelsen sammen med ham, men hans liv havde været det som havde taget det fra ham, og havde hun været hjemme, så havde hun da bestemt heller ikke været i stand til bare at sidde og glo passivt til det, så de ville sikkert have taget hendes liv lige så! Hun kneb øjnene let sammen. At han så skulle fortsætte med at køre rundt i det, var et sted en tanke som direkte måtte irritere hende, for det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, for hun forsøgte virkelig at gøre det rigtige, og det var bare aldrig nogensinde godt nok for nogen som helst! ”Du kan da være forbandet ligeglad med det, Sonic.. Hvorfor har det i det hele taget nogen betydning for dig?! Vil du vide at jeg har fældet tårer for dig? At jeg har været ensom? At jeg har gjort hvad jeg kunne for at komme videre? For det har jeg!” endte hun tydeligt frustreret. Hvorfor pokker skulle han køre sådan rundt i det?!
Et sted så var det vel ikke rigtigt gået op for Ilaria, at Sonic faktisk var der? Det var bare vreden som havde valgt at eksplodere, bare hun havde hørt hans stemme, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, for hun kunne virkelig ikke falde til ro, og det var uanset hvor meget hun virkelig forsøgte, for det var bare ikke noget som virkede for hendes vedkommende. ”Jeg kan godt passe på mig selv!” endte hun med en direkte hvæsen, for tanken gjorde hende vred. Hun var altså ikke hjælpeløs, og det var noget som han bare måtte indse, for hun kunne godt passe på sig selv! At hun så skulle ryge i jorden endnu en gang, og denne gang faktisk slå hoften mod småsten som lå skjult i græsset, var bestemt heller ikke noget som hun brød sig om, men han skulle bare ikke have lov til at hjælpe hende! Hun kunne udmærket godt tage sig af sig selv! Denne gang blev hun liggende, også selvom han havde sat sig tæt ved hende. Hun følte sig pludselig træt og direkte udmattet, og hun ville bare gerne hjem..! ”Jeg er oppe om 5 minutter, Sonic, så jeg har slet ikke brug for at du sidder der..” mumlede hun spidst. Jovist vidste hun at det var en løgn, for hun havde slet ikke styrken til bare at rejse sig og gå, og det vidste hun jo trods alt også godt. Hun rullede rundt og lagde sig på maven, som hun prustede tungt. Hun havde ondt.. i både krop og sjæl.

[Deleted]

Ilaria havde vidst fra første møde af, hvilket liv Sonic havde haft, for ikke at glemme at det jo netop var det som havde fanget hendes interesse og nysgerrighed, for hun var jo gået efter ham, indtil han havde budt hende velkommen til at følge ham, for selskab havde han ikke haft noget imod, og hun havde jo også betaget ham allerede under første møde. Hun havde ønsket at være en del af faren, af gerningerne, hun havde jo ønsket at hun kunne hjælpe med at starte oprøret, hun havde jo ønsket at hjælpe med alt, men hun var jo blevet syg, da pesten havde ramt hende, så hun havde været sengeliggende, da alt havde foregået. Og han havde holdt hende varm om natten og om dagene, hvor han ikke havde arbejdet, men holdt lav profil, hvor han tydeligt kunne huske da hun var kommet ned i kjole, for normalt havde hun jo rendt i bukser og bluser, næsten som en mand, og at se hende i den kjole, havde virkelig gjort ham målløs, for hun havde virkelig været fantastisk smuk! Det morede ham at han havde gjort hende så meget mere feminin, selvom han altid godt havde kunnet lide hendes lidt mere.. machoside. Hun var en stærk kvinde, det vidste han udmærket godt. Han trak let på skuldrene. ”Jeg vil vel bare vide om du stadig elskede mig, da du var mig utro,” svarede han roligt, hvor han næsten slog ud med armene, og med et let træk ved den ene mundvig, skønt man ikke just kunne kalde det for et smil. Det gjorde ondt at tænke på at hun i det hele taget havde været det, brudt sine løfter, løfter som hun ikke engang havde ment, men det havde han og han havde altid været hende tro. Han vidste næsten ikke om han skulle grine eller græde, ved at vide at hun havde fældet tårer over hans død, men uanset hvad, var det da rart at vide at han alligevel havde haft en lille betydning for hende.
At Ilaria absolut skulle spille martyr var noget som irriterede Sonic, for kunne hun ikke bare blive liggende og slappe af for bare fem minutter?! Det irriterede ham at hun skulle forsøge, desuden kunne hun vel være ligeglad med om han sad der eller ej? Han betød jo alligevel ikke noget for hende! Desuden, hvis hun ikke havde lagt mærke til det, så var han ligesom stoppet med at råbe og skrige af hende, hvor det kun var hende der gjorde det omvendt! Han bed tænderne let sammen som hun fortsatte med at hakke på ham, hvor han prustede som en arrig tyr. ”Måske bliver jeg siddende, fordi jeg godt vil nyde bare lidt selskab!!” endte han med at råbe, for at lukke munden på hende, selvom hans egen erkendelse, kom bag på ham, hvilket hans ansigtsudtryk også viste, hvor han blot endte med at vende blikket væk fra hende. Han slog armene omkring skinnebenene og lagde hagen mod sine knæ, hvor han blot gav sig til at se ud mod omgivelserne. Han havde jo været vant til at omgås hende, samt deres lille pige, det var pludselig blevet så ensomt, nu hvor han havde mistet alt. ”Det er fint..” hviskede han fraværende, som han blot blev siddende i stilhed, hvor han næsten sad og knugede omkring sine egne knæ.

[Deleted]

Ilaria havde været klar over hvilket liv Sonic havde haft, og det var også noget som hun havde været i stand til at tage sig af, også selvom det havde forandret sig fra hun var blevet gravid, for så havde der været helt andre ting som de skulle tænke på. Det kunne godt være, at hun aldrig havde brudt sig om tanken om at være mor, men hun elskede og holdt virkelig af Jacqueline, så det at han vovede at påstå andet, var en tanke som virkelig gjorde hende vred og voldsomt irriteret som aldrig nogensinde før i den anden ende! Hun vendte blikket direkte mod ham. Ja, hun havde faktisk fældet tårer udelukkende på grund af tabet, selvom det bestemt heller ikke var meget som hun ønskede at erkende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun kneb øjnene fast sammen. At han tog det sådan, havde hun bestemt heller ikke ligefrem regnet med. Det var ikke fordi at hun ønskede at stå og råbe og skrige af ham, men hun kunne virkelig ikke lade være, nu hvor hun alligevel stod ansigt til ansigt med ham,, og han fortjente det virkelig også, om det var noget som han nu ville det eller ikke! At han i det hele taget faktisk stod og betvivlede hendes følelser, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for et sted, så var det faktisk en tanke som gjorde hende vred, for det synes hun bestemt heller ikke at hun havde fortjent! ”Siger du jo..” mumlede hun direkte spidst og med en kortfattet stemme.
Det var bestemt heller ikke fordi Ilaria ønskede at fremstille sig selv som en martyr, for hun vidste skam godt, at det ikke var noget som hun fik det mindst ud af i det store og hele, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket direkte mod ham, som hun endte med at blive liggende i græsset, for hun var virkelig kørt fuldkommen død. Hun endte med at sukke dæmpet, som hun let lukkede øjnene. Kunne han for pokker da ikke bare lade hende ligge for en gangs skyld, for det andet var slet ikke noget som hun ønskede sig, for det var slet ikke noget som hjalp hende på nogen som helst måde overhovedet! At han faktisk ønskede hendes selskab, forundrede hende dog en smule, også fordi at han havde stået og råbt og skreget af hende i udgangspunktet, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Hun fnøs. ”Gør hvad du vil så.. Jeg er ligeglad!” mumlede hun spidst, selvom.. at han ønskede hendes selskab, var en tanke som hun godt kunne lide, også selvom det slet ikke var noget som hun ønskede at vise ham. Hun sukkede dæmpet, og vendte blikket væk fra ham, som hun denne gang bare valgte at blive liggende. Det kværkede i absolut hele kroppen.. Hvorfor pokker skulle han gøre brug af den varme og de flammer?! Han vidste jo, at hun ikke kunne tåle det! ”Du slår mig ihjel..” mumlede hun ganske kortfattet, for løgn var det vel heller ikke? I overført betydning.

[Deleted]

Det glædede naturligvis Sonic at vide at hun havde fældet tårer over ham, for det beviste naturligvis at han faktisk havde haft en betydning for hende. Han måtte erkende at han havde haft svært ved at tro på avisen, det var også derfor han havde ønsket at snakke med hende, for hun var jo trods alt kilden selv. Men visse ting i avisen havde trods alt været sandt, og han ville slet ikke skjule at han var skuffet over hende, for hun havde svigtet ham, bedraget ham og vanæret ham, hun havde brudt de løfter hun havde givet ham, da de var blevet gift, fordi deres ’ja’ skulle holde evigt ud, men det måtte hun jo tydeligvis ikke have ment, og det var det som både gjorde ham stiktosset men også utrolig skuffet. Han fnøs let, da hun slet ikke svarede ham. ”Du ved, jeg kan bare søge direkte ind i dit hoved igen og finde svaret, men her giver jeg dig faktisk en reel chance for at svare mig,” svarede han kortfattet, hvor han lagde armene over kors og kneb øjnene let sammen. Han behøvede ikke at være tæt på hende, eller se hende i øjnene, for at skulle læse hendes tanker, og dog havde han aldrig nogensinde gjort det imod hende, før i dag, og det fortrød han ikke, for han havde trods alt fundet ud af sandheden, mon hun overhovedet ville have fortalt ham at hun havde været ham utro? Det tvivlede han på, og det var det som gjorde alt sammen værre.
Det irriterede kun Sonic yderligere at hun skulle være sådan efter ham, og at hun ikke bare kunne ligge stille! Selvom han også var sur på ham selv, for han gad slet ikke udvise den bekymring, eller sidde her og pusle om hende! Han hadede hende! Han var sur på hende! Og alligevel kunne han ikke lade vær.. Han havde trods alt været lykkelig i sidste stund, på trods af at de havde skændtes så meget, og han havde jo været vant til at hun var der hver dag, han var vant til at hun var der sammen med ham, han var vant til hendes stemme, hendes duft, det at se hende, også selvom hun råbte, skreg og hakkede ned på ham, for derfor var hun der stadig. Han var vant til hendes selskab, og han havde jo aldrig haft nogen andre end hende, hun var den eneste han havde snakket om tingene med, og nu hvor han havde mistet alt, var det blevet frygtelig ensomt, samt han vel savnede hendes selskab? Det var han jo så vant til. Han svarede hende dog ikke, for han sad og forbandede sig selv over, overhovedet at have sagt det. Han ville slet ikke give hende den tilfredsstillelse! Det glædede ham dog alligevel, at det fik lukket munden på hende, for så kunne det være at hun kunne slappe lidt mere af og faktisk blive i stand til at komme sig. Han vendte blikket mod hende, da hun sagde at han slog hende ihjel, hvor et skævt smil gled over hans læber. ”Årh hold op, mit selskab eller jeg har endnu ikke slået dig ihjel, så du overlever nok også denne gang,” svarede han drillende, selvom han faktisk meget vel kunne have dræbt hende, han var alligevel glad for at han var stoppet i tide. Han sukkede ganske let. ”Men jeg skulle ikke have råbt af dig. Det er ikke din skyld Jacqueline er væk, for jeg ved godt at du har forsøgt. Det var mig der svigtede hende.. og jeg ville ønske at jeg kunne have gjort noget for hende, men jeg blev taget på sengen, og jeg havde håbet at hvis ikke du, så min mor eller en anden, havde fundet hende. Men nu er hun væk..” Han mærkede tårerne presse sig på, skønt han så væk, så hun ikke ville se det, men sorgen i stemmen var vel tydelig nok?

[Deleted]

Tanken om at Sonic havde været i hendes hoved, var noget som havde gjort hende direkte rasende, for han havde slet ikke haft noget at lave der! Han kunne jo bare spørge hende! Ilaria vendte sig mod ham. Hun havde aldrig været meget for de forbandede mentaldæmoner, også fordi at de var et væsen som hun ikke rigtigt kunne stille noget op mod, men hvad skulle hun da gøre? Hun kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund. Armene førte hun over kors, som hun ellers bare blev liggende på jorden foran ham, også for at finde den mulighed for hvile og afslapning som hun ellers så tydeligt havde brug for efterhånden, om det var noget som man ville det eller ikke, for hans varme, havde virkelig slået hende ud af kurs! Og det var jo heller ikke ligefrem fordi at man kunne sige, at det måtte være første gang! Hun fnøs ganske kortfattet og vendte blikket væk fra ham endnu en gang. ”Du holder dig langt væk fra mit hoved, er du med..?!” hvæsede hun fast. Det var virkelig en tanke som gjorde hende direkte rasende, så det var ikke noget som han skulle gøre en gang mere!
Det irriterede virkelig Ilaria at Sonic ikke bare kunne lade hende være, som hun bad ham om, for det andet var da slet ikke noget som gavnede hende, for hun var så indebrændt med vrede, kun på grund af ham! Næven lukkede hun fast omkring en tot græs idet at han igen valgte at åbne munden. Hvordan kunne han savne hendes selskab? For det var bestemt ikke hvad hun havde fået indtryk af på nogen måde. Han havde svigtet hende, ved at gå i døden, og det var en tanke som direkte irriterede hende, for det havde jo ikke bare kostet hende sit hjem, titel og tilværelse, men også hendes lille pige, og uanset hvor meget hun ville det eller ej, så var hun faktisk endt med at holde forbandet meget af den lille frøken, og nu var hun der ikke mere, og det var udelukkende hans skyld! ”Luk Sonic..!” endte hun fast. Den drilske undertone kunne han godt holde for sig selv, for hun fandt det bestemt ikke morsomt på nogen måde, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ej, for hun var bestemt ikke i det humør, hvor hun kunne tage den form for humor! Han skulle bare holde sig langt væk fra hende, og det skulle være lige nu! Hun sukkede dæmpet og lagde hovedet roligt ned i græsset foran hende, hvor hun let lukkede øjnene. ”Nå, så fes den endelig ind på lystavlen..” mumlede hun spidst, som hun kort vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun var så indebrændt med den vrede, at det var det eneste som hun faktisk kunne mærke lige nu, og så var det virkelig også slemt. Han havde ikke rigtigt gjort andet end at overdynge hende med anklager for det ene og det andet, og ja, visse havde hun været skyld i, men det var bestemt heller ikke det hele!

[Deleted]

Sonic havde aldrig brugt sine mentaldæmoniske evner på hende, for hun havde jo aldrig holdt noget skjult for ham, han havde aldrig haft nogen grund til at skulle tvivle på hende, og det havde han heller ikke gjort, men nu? Tingene havde forandret sig, og det hun havde gjort, var utilgiveligt! Han var stadig sur og skuffet på hende, skønt han alligevel var faldet til ro igen, hvilket vidst også kun var til det bedste, for han ville nødig ende med at brænde hele stedet ned til grunden og dræbe hende. Selvom det næsten havde været fristende at tage hendes liv, så var han ikke i stand til det, enten fordi han var for svag, eller også fordi han var stærk nok til ikke at gøre det. Han havde trods alt været vant til hun havde været omkring ham døgnet rundt, han havde elsket at komme ind på værelset og finde hende med Jacqueline i sin favn, hans lille elskede prinsesse, selvom tanken om at hun ikke var her mere, var direkte dræbende! Han savnede hende mere end noget andet. Han sendte hende en kæk mine, hvor han lagde armene over kors. ”Du skjuler måske mere for mig?” spurgte han sigende, hvor det flabede smil ikke var til at tage fejl af. Han kunne så let som ingenting søge ind i hendes hoved, eftersom hun ikke havde noget forsvarsværk imod ham, han havde dog aldrig gjort det før i dag, selvom hun selv havde bedt om det.
At hun blev liggende, var noget som faktisk glædede Sonic, for så kunne det være at hun faktisk kunne komme sig, blive klar i hovedet igen og genvinde kræfterne, for det andet, hvor hun blev ved med at rejse sig og kollapse, gjorde kun langt større skade end gavn! At hun bad ham om at lukke, var noget som fik ham til at trække morende på smilebåndet, hvor han grinede kort for sig selv. Måske det ikke var det bedste tidspunkt at gøre grin med tingene, men hun kendte ham jo, han så en åbning og så kom den kække bemærkning. Han vendte blikket mod hende, som hun fortsatte med at hakke på ham, hvor han himlede let med øjnene. Og han som havde savnet hendes selskab? Det var næsten at han fortrød at han havde sagt det, selvom det også var kommet uden at det var meningen. Men sandt var det, han savnede hendes selskab, det var han trods alt så vant til, hun var hans hustru, eller eks var det vel nu? Tanken var ham mærkværdig, hele hans tilværelse var ham mærkværdig, for intet var som han var vant til. Han så roligt mod hende, hvor et let smil gled over hans læber. ”Du ved godt du kun bliver mere udmattet af at være vred hele tiden?” svarede han roligt, som han hævede det ene øjenbryn. Ganske roligt lagde han sig ned ved hendes side, hvor han lagde sig med fronten mod hende. ”Jeg nåede at skaffe nogle ting fra huset,” svarede han roligt, som han lod den ene arm søge omkring hende, kun for at trække hende ind til sig – ligeglad med alt hun havde sagt til ham – inden han hev sin halskæde frem under den hvide bluse, hvor der som vedhæng var begge deres vielsesringe, samt en medaljon. Det var medaljonen, som han tog fat omkring og åbnede, hvor et billede af deres lille pige måtte være. Den smukke lille baby som de begge havde skabt. ”Hun er så smuk,” hviskede han dæmpet, som han betragtede det lille billede af deres prinsesse.

[Deleted]

Tanken om at Sonic faktisk havde valgt at bruge sine dæmoniske kræfter på hende, var en tanke som direkte måtte pisse Ilaria af, for han havde slet ikke noget at lave i hovedet på hende! At han jo så havde fundet ud af det på den måde, og endda uden at hun havde fået nogen jordisk mulighed for at åbne munden, var bestemt heller ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for nu bad han selv om det, og så havde han bare at holde sig langt væk fra hende! Hun havde virkelig fået nok nu, og hun ville slet ikke have noget med ham at gøre, og det var noget som han bare måtte finde sig i denne gang! Hun knyttede næverne ganske let. ”Behøver jeg gentage mig selv? Du holder dig langt væk fra mit hoved, er du med?!” nærmest hvæsede hun. Hans kække smil, var noget som kun pissede hende af, for det var slet ikke noget som hun kunne tage lige nu, og alene den tanke om det, var noget som kun måtte pisse hende langt mere af end det som var godt i den anden ende, og det var uanset hvad! Hun lod hænderne tydeligt frustreret vandre igennem hendes hår og lagde sig i hendes nakke. Det var måske hårdt at være så sur hele tiden, men han havde virkelig ikke gjort andet end at fortjene det!
For Ilaria havde det ikke været nemt, men hun havde efterhånden accepteret sin nye tilværelse, for hun havde fundet sine løsninger i Dvasias, og det var bestemt ikke noget som hun havde nogen intentioner om at skulle efterlade igen, det var helt sikkert. Hun fnøs ganske let. Man blev udmattet af at være vred? Det gjorde man måske, men det var noget som hun ganske enkelt var fuldkommen ligeglad med! Han skulle bestemt ikke komme her og tro at han var noget, for det var han på ingen måde! Hun fnøs ganske kortfattet. ”Hold op med at snakke til mig..” mumlede hun tvært, som hun igen vendte blikket væk fra ham, selvom det var tydeligt, at han slet ikke havde nogen intentioner om at lade hende ligge, og det var noget som kun gjorde det hele langt værre for hende, for hun ville slet ikke have noget som helst med ham at gøre! At han havde skaffet ting fra huset, var hun i bund og grund ligeglad med, for det liv var hun virkelig færdig med nu! Hun ville slet ikke tænke på den tid mere, for det var ikke noget som bragte hende noget godt med uanset hvad! At han lagde armene om hende, fik hende til at spænde voldsomt, for hun ville slet ikke have ham til at tage fat i hende på den måde! Hun ville slet ikke have ham tæt på! Hun kneb øjnene fast sammen, som han igen begyndte at snakke om deres datter. En datter som hun selv elskede og savnede, og som aldrig nogensinde havde ønsket at have noget med hende at gøre – det gjorde faktisk ondt. ”HOLD OP!” endte hun vredt, idet hun igen tvang sig fri af ham og op på benene, selvom hun denne gang blev stående, dog tydeligt vaklende. Hun ville slet ikke snakke om Jacqueline!

[Deleted]

Sonic forstod skam godt hun var sur over at han havde rodet i hendes hoved, men han kendte hende godt nok til at vide hun aldrig selv ville have fortalt ham det, desuden så havde han været sur, præcis som hun var i øjeblikket. Det forundrede ham egentlig et sted at hun ikke havde reageret i.. forundring, chok eller overraskelse ved at se ham igen, for hun havde startet med at skælde ham ud og så ikke ud til at være færdig med at være sur på ham, eller stoppe med at råbe og hvæse af ham, hvilket et sted irriterede ham. Han betragtede hende med en rolig mine, hvor hendes ord ikke kom bag på ham. Han burde måske ikke søge ind i hovedet på hende, men han havde ønsket et svar, som han tilmed havde fået, selvom det kun gav ham kvalme at tænke på. Han trak let på skuldrene. ”Hvis du siger det,” svarede han med en ligegyldig tone. Han gjorde sådan set hvad der passede ham, og han kunne sikkert godt finde på at gøre det igen, men det var nok kun hvis han havde en grund til det, for ellers kunne han ikke drømme om at rode i hendes hoved. Han kunne slette ting, ændre på ting, forstærke ting, han kunne se hendes dybeste hemmeligheder, hendes hjerne var adgang til hende selv, men det havde han aldrig gjort brug af, og han havde aldrig haft grund til det, for han havde stolet på hende. Hun var den eneste person han havde stolet hundredogti procent på i hele sit liv. Nu havde selv hun svigtet ham, og det gjorde kun at han følte sig ufattelig dum, for det gjorde det kun tydeligt at han aldrig skulle have stolet på hende, og det kom heller ikke til at ske fremover, for det ville vel kun gentage sig? Den eneste man kunne stole på, var sig selv.
Nu hvor Sonic havde været tæt på at få hende til at besvime og hurtigt kunne have dræbt hende, så følte han kun at det var bedst hvis han blev og sørgede for at hun fik det bedre igen. Han havde jo altid haft en pligt overfor hende, eftersom de havde været et par, det var vaner der var sværere at give slip på igen. At hun blev sur igen, trak sig ud af hans favn og kom op at stå uden at vælte denne gang, fik ham til at sukke ganske let, hvor han blot blev liggende og fortsat betragtede billedet af sin smukke lille datter. At Ilaria ikke ville tale om pigen, gjorde det kun tydeligt at hun savnede hende, hvis ikke hun følte skyld, præcis som han selv gjorde, fordi han ikke havde været i stand til at beskytte og redde deres lille pige. Men han havde desværre ikke kunnet gøre noget ved det, hvilket gjorde at han ønskede at tage sin hævn. Procianerne havde taget alt fra ham. Han lukkede roligt medaljonen og pakkede halskæden væk igen under hans hvide bluse, hvor han så tænksomt op i luften. Selvom han savnede sin datter, helst ikke ville tale om hende, så ville han ikke holde op med at sørge, for pigen var hans motivation. Han kom roligt op at stå, hvor han vendte blikket mod Ilaria, skønt han intet sagde, da han næsten forventede at hun skulle til at råbe af ham igen, eller slå ham igen.

[Deleted]

Ilaria vidste godt, at hun kunne være forbandet svær at finde ud af, og det var et sted også fordi at det som sådan ikke var gået op for hende, at Sonic faktisk var der.. Det var som om at det var lyden af hans stemme, som bare havde trigget hendes evige vrede og raseri, uden at hun kunne gøre noget som helst ved det, og det var nu bare sådan at det var, for hun kunne ikke gøre noget ved det af den grund. Hun ønskede slet ikke at manden skulle rode rundt i hovedet på hende, for der var så mange ting som hun slet ikke ønskede at have frem i livet, og det var jo noget som han uden det mindste problem, skulle vise sig at være i stand til at rive frem i, og det var slet ikke noget som hun ville have! Et sted så var det selvfølgelig en tanke som gjorde hende skræmt et sted, men hvad pokker skulle hun da kunne gøre ved det af den grund? Hun var et sted skræmt af hvordan situationerne egentlig kunne udfolde sig, også fordi at dette slet ikke var noget som hun havde haft nogen fjerneste anelser om, faktisk kunne ske, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som kunne gøre det meget bedre for hende på nogen måde. Et sted så var det en tanke som gjorde hende vred, men den skræmte hende også, for hun vidste at hun ikke kunne gøre noget som helst ved en mentaldæmon, og den tanke var noget som kun gjorde hende langt mere hidsig, for hun ville bestemt ikke fremstilles svag, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for!
Ilaria savnede virkelig Jacqueline, så det at Sonic skulle fortsætte med at køre rundt i det, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hende, for det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at savne den lille tøs! Den lille møgunge havde jo slet ikke ønsket at vide af hende på nogen måde, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hende på nogen måde! Næverne knyttede hun, som hun endelig kom op på benene. Tårerne samlede sig endnu en gang i hendes øjne, hvor hun vendte blikket direkte skulende mod ham. Tårerne glinsede let i lyset som de måtte befinde sig i, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre, for hun ønskede slet ikke at stå der og virke svag eller noget lignende, for det var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedr efor hendes vedkommende! ”Hold dig væk fra mig og ude af mit liv..” endte hun med en dæmpet hvislende stemme, for den tanke alene, var noget som gjorde hende vred, for det var bestemt ikke noget som hun brød sig om på nogen som helst måde overhovedet! Endnu en gang valgte Ilaria at vende sig med ryggen til ham, hvor hun med vaklende skridt, valgte at forlade stedet. Hun ville bare væk fra Sonic, væk fra Procias og langt væk fra tankerne omkring hendes afdøde datter.

//Out

[Deleted]

//Out