Nearly the end..

[Deleted]

Det var ved at være en sen eftermiddag. Aerandir kunne skimte solen igennem vinduet, også selvom han slet ikke kunne huske hvornår han sidst havde fået lov til at mærke den varme fornemmelse mod hans egen hud, og han måtte ærligt erkende, at det virkelig var noget som han havde savnet. Efter han var røget ud over bjergsiden, havde hans liv virkelig taget en drejning! Han var gået fra at være en professionel bueskytte til at blive en manjansk hærfører til at blive.. lam og sengeliggende.. Det var ikke ligefrem en udvikling som han brød sig om! Han ønskede hellere at det fald havde taget hans liv end hans bevægelighed, for han kunne virkelig ikke bevæge sig, og det gjorde ondt bare at forsøge! Han sukkede dæmpet og bed sig ganske svagt i læben, også selvom det slet ikke hjalp ham. Mere eller mindre lam fra nakken og ned, for hoved kunne han bevæge, han kunne snakke og han kunne tænke.. men det var stort set også det eneste som han faktisk havde en kontrol over, ås selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende.
Fuglene sang udenfor, for han kunne høre dem. Lige i dag takkede han Meadow for at lade vinduet stå lidt åben, så han i det mindste kunne høre dem, og det var virkelig en befriende fornemmelse. At lammelsen var ved at ramme hans bryst, havde han godt mærket, for til tider, mærkede han en intens stikken i hans bryst, samtidig med at det til tider var svært for ham at få vejret i det hele taget, så.. det gik vel mod sin ende efterhånden? Selvom det virkelig var noget som han var ked af, for.. Han havde aldrig fået lov til at sige farvel til Lynn.. Den kvinde som faktisk betød mest for ham. Han ønskede ikke at forstyrre Meadow i hendes arbejde, også selvom han virkelig var grebet af det voldsomme ubehag, for det var virkelig tydeligt efterhånden! Han klemte øjnene let sammen, som han endte med at vride sig en anelse i hans seng. Han skyldte Meadow for skræmmende meget, men ikke desto mindre, så var det ikke noget som han ville kunne give igen. Han sukkede dæmpet. ”Av..” endte han med en meget dæmpet stemme, for ubehageligt, var det i allerhøjeste grad, og han brød sig på ingen måder om det!

[Deleted]

Smeden dampede. Alle vinduer stod på vidt træk i håbet om at der ville komme bare et lille vindpust. Meadow havde forladt ilden og tilladt sig at tage en pause. Hun så ofte til Aerandir, men nu hvor Castiel havde valgt at bakke ud, så var der meget mere arbejde for hende at lave, hvilket også var noget som påvirkede hende. Hun var forpustet efter at have vandre rundt i flere timer. Ganske roligt lagde hun den tunge hammer fra sig, og duppede panden og halsen med et vådt stykke stof, som havde fået lov til at trække lidt af den kølige luft. Roligt forlod hun den store stue.. det var ved at være på tide at rykke uden for med arbejdet, men hun havde ikke kunnet få sig selv til det med henblik på sin forlovede der lå der i sengen fuldkommen lam. Roligt trådte hun ind på det lille værelse, og sendte ham et varmt smil. Det så langt mere ægte ud, end det hun følte, for efter Castiel var endt med at forsvinde, så havde hun faktisk følt sig lidt.. ensom. ”Du sov ikke.. godt,” endte hun næsten muntert. Vinduet stod så åbent som det nu engang kunne, for hun vidste at han godt kunne lide at ligge og høre på fuglene der sang uden for. Desværre havde hvert værelse kun et lille vindue, forholdene var ikke det bedste, og hun havde ikke haft råd eller overskud til at bygge ud, selvom det i den grad stod på ønskelisten! Ganske roligt satte hun sig hen på sengekanten, og vred en klud som stod i en lille balje ved siden af. ”Har du sovet godt?” spurgte hun roligt. Sidst hun havde været inde for at kigge til ham, havde han stadig sovet. Hun duppede stile hans pande, og vaskede ham ned langs halsen og nakken, for nu hvor han ikke kunne rejse sig fra sengen, så var det jo heller ikke fordi at han fik bad synderligt ofte. Meadow sukkede svagt. Hun havde hørt folk snakke. Efter sigende skulle Lynn have født et dvasiansk barn! De fleste væmmedes ved hende, derfor gik snakken så hurtigt. Meadow vidste at Aerandir følte mere for den kvinde end han havde vist, derfor vidste hun ikke hvor vidt hun burde bringe det op, og særlig ikke når han lå i den fatning, hun ønskede blot at gøre dagene gode for ham.

[Deleted]

At få lov til at ligge og lytte til fuglenes sang, var noget som gjorde Aerandir ganske rolig. Det kunne godt være at smeden ikke var under de bedste kår for ham, men han var ikke den som skulle klage. Han havde været ude for et og andet igennem hans liv, men her havde han i det mindste et selskab, og det opvejede virkelig for alt det negative som han faktisk havde at skulle sige, så det var jo ikke noget som han sagde noget til. Han havde udmærket godt hørt Castiel og Meadow råbe og skrige af hinanden, hvilet efterlod ham med en dårlig smag i munden. Han havde jo trods alt aldrig fortalt hende, at det faktisk var den mand som havde skubbet ham ud over kanten, selvom det sikkert havde været et uheld, men det var jo ikke nogen hemmelighed, at de virkelig ikke kunne udstå synet af hinanden, for at det ikke skulle være lyv! Han bed sig en anelse i læben, som han endnu en gang, dog ganske kort, måtte hive let efter vejret. Det var ikke ligefrem fordi at det var en behagelig situation at skulle sidde i, men han kunne ikke gøre noget ved det.. Det hele var virkelig ved at gå mod sin ende efterhånden, og han kunne intet stille op for at stoppe den! At Meadow endte med at komme op, fik smilet svagt til at vise sig på hans læber. Hun havde været godt i gang med arbejdet, det vidste han, for.. så længe han vel var i live, så havde hun noget at give sig til? Selvom det virkelig var noget som gjorde ondt, men ikke noget som han kunne gøre noget ved alligevel! ”Nej.. ikke denne gang,” sagde han sigende, som han lod blikket følge hende, som hun satte sig ned på sengekanten. Han var stadig ikke i stand til at skulle bevæge sig meget, og det som han gjorde, gjorde faktisk ondt! Kluden mod hans pande og nedover hans hals og nakke, gjorde faktisk godt, for det var rart med noget vand i ansigtet, også fordi at han slet ikke kunne komme i bad, og det var en ganske frustrerende tanke faktisk! ”Jeg kunne godt have sovet lidt bedre, men jo.. jeg klager ikke..” Han vendte blikket sigende mod hende endnu gang. Alt omkring Lynn, var slet ikke noget som han kendte til. Han lå jo bare i sin seng! ”Jeg hørte Jer skændes..” påpegede han dæmpet, som han vendte blikket mod kluden i hendes hånd. ”Du… du må gerne gøre det igen. Det er behageligt,” endte han dæmpet. Det var da noget berøring som han faktisk kunne registrere!

[Deleted]

Meadow vidste hvor meget Aerandir holdt af fuglenes sang, og det kunne trods alt heller ikke forundre nogen. Han var trods alt en mand som havde levet det meste af sit liv i den frodige skov, hvor fulgesang var en selvfølge. Meadow selv nød at lytte til den, men det var desværre ganske sjældent at hun befærdede sig i det fri, ikke mindst fordi hun havde mere end rigeligt at lave, særligt mens Aerandir var i live, det var ham der havde bragt dette sted tilbage på fode. Hun duppede blidt hans pande med den våde klud, også for at give ham følelsen af at være en smule ren, og særligt når hun vidste at han stadig kunne føle omkring ansigtet og halsen. Det bekymrede hende at han ikke lod til at være i bedring, for hun havde trods alt håbet at de kunne have fået ham ud af sengen, men han lod kun til at få det værre. Det havde ganske vidst været lidt af et fald han havde taget.. den dag hun fandt bagmanden, skulle han ikke regne med at kunne se dagens lys særlig meget længere. ”Det var dejligt,” svarede hun blot og sendte ham et lidt fortrøstningsfuldt smil. Det var hårde dage nu hvor Castiel ikke længere var der til at hjælpe, også fordi hun endnu forsøgte at være der for sin forlovede, også selvom der ikke eksisterede nogen kærlighed imellem dem. Den slags var uanset overvurderet! ”Det er forståeligt taget i betragtning af hvor længe du har ligget i sengen,” påpegede hun stilfærdigt. Han trængte til at komme op, og Meadow havde endnu ikke opgivet håbet om at få ham tilbage på benene, selvom det måske var at sigte højt. Hans ord fik hende til at slå blikket ned mod kluden frem for hans blik. Hun rystede stilfærdigt på hovedet. ”Det skal du ikke tænke, Aerandir. Manden har altid været fuldkommen umulig, så det er næsten et under at der gik så lang tid,” svarede hun roligt, og skjulte den egentlige smerte bag en lidt ligegyldig maske, fordi hun efterhånden var blevet vant til den slags. Hun lagde kluden i sit skød, til han bad hende fortsætte. Hun lod læberne skiltes i et lidt bredere smil. ”Okay,” endte hun stille, og lagde atter kluden mod hans pande, duppede ned over de opkogte kinder. ”Det er en virkelig fin dag uden for. Det ærgre mig at du går glip af den,” erkendte hun med et lille nik, faktisk mest et forsøg på at skifte emne, hun ønskede ikke at snakke om Castiel, for det forvirrede hendes eget sind, alle de forbandede følelser, som hun håbede ville forsvinde ganske snart, det var skræmmende!

[Deleted]

Aerandir nød virkelig af fuglenes sang, også fordi at det gav ham en følelse af at være hjemme, og det var noget som han virkelig godt kunne lide. Han sukkede dæmpet, som han blev liggende i sengen.. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at han havde noget andet valg i den anden ende, og det var noget som virkelig, virkelig måtte irritere ham, det var jo slet ikke det. Han sukkede dæmpet, hvor alligevel smilet måtte vise sig på hans læber, som Meadow måtte komme op. Han ønskede ikke at være hende en byrde, men det var ikke ligefrem fordi at han kunne gøre noget ved det af den grund, og det var en tanke som virkelig, virkelig måtte irritere ham, for han kunne virkelig ikke gøre noget som helst selv! Bare det at.. komme i bad, gøre fra sig og det hele, var noget som han jo konstant skulle have hjælp til! Og han foragtede virkelig den tanke, for han havde altid været så selvstændig! Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang og med det lette smil på læben. ”Jeg tror ikke du kan forestille dig, hvor træt jeg er af, at ligge her,” endte han med et skævt smil, som han roligt lod blikket følge hende. At vride sig for meget, skar i hele kroppen, så han valgte hellere bare at blive liggende, nu hvor han også havde fundet en mere behagelig stilling at ligge i, så selvfølgelig valgte han at blive liggende! Han trak vejret dybt, hvor han alligevel skar en mindre grimasse. Han måtte hive mere efter vejret som tiden var gået. Han vidste skam godt at det ikke var fordi at han viste tegn til bedring, hvilket helt klart var noget som direkte måtte irritere ham! Han havde hørt dem skændes, og det var noget som alligevel påvirkede ham. Han ville ryste på hovedet, hvis han kunne, men han lod være med det. ”Jeg ved udmærket godt, at han har været umulig… Meadow..” Han ønskede hendes opmærksomhed i denne stund, for det var ikke ligefrem fordi at han selv var i stand til at søge den. Han sukkede dæmpet, hvor han vendte blikket mod vinduet endnu en gang. ”Der er noget som.. jeg aldrig har fortalt dig.. Den såkaldte ’idiot’ som du selv kaldte det.. Jeg ved godt hvem det er..” Hvis det var noget af det sidste som han kunne få lov til at fortælle hende, så ønskede han selvfølgelig at hun skulle vide det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. At han gik glip af en god og smuk dag, forundrede ham nu heller ikke. Det han dog savnede mest ved den, var faktisk hans uanmeldte besøg ved Lynn. Han bed sig let i læben. ”Jeg ville gøre alt, for at få lov til at se solen igen.. Bare.. stå i den.. og Lynn.. jeg savner hende..” endte han dæmpet, næsten med en længsel i stemmen.

[Deleted]

Meadow vidste at sandsynligheden for at Aerandir nogensinde ville komme hjem til skoven igen, var usandsynlig lav og tanken gjorde faktisk ondt på hans vegne. Der skulle ikke herske tvivl – hun nærede ingen kærlige følelser for den mand, men han var en nær ven og hun ønskede bestemt kun det bedste for ham, for ikke at glemme den kvinde som han tydeligvis havde fået følelser for. Måske det ikke var passende at fortælle ens forlovede, men hun tog det nu ganske roligt, eftersom hun jo heller intet følte for ham, i den dur om ikke andet. Havde tiden og muligheden været til det, så ville hun havde taget ham i bad, men skulle hun være ærlig så vidste hun ikke rigtigt hvordan pokker hun skulle takle den stakkels mand, for det havde hun jo ikke prøvet før, generelt havde hun aldrig været synderlig god med mennesker, og Aerandir var heller ingen undtagelse! ”Jeg har mine ideer,” svarede hun med et stille smil. Tanken om at være bundet til sengen ville sikkert drive hende ligeså meget til vanvid som det gjorde med ham, og det var fuldt ud forståeligt. De kunne jo bare håbe på, at han faktisk havde en chance endnu. Meadow rynkede en anelse på panden. Hun brød sig ikke om at tale om Castiel fordi det faktisk ramte hende. Smilet lod hun ikke falme, man kunne roligt sige, at det var hendes maske overfor Aerandir, for den mand var en forbandet god menneskekender. Hun duppede blidt hans pande og sørgede for at hans nakke og hals kunne ånde lidt, for efter alt den tid i sengen så måtte den slags også være lidt småt efterhånden. Netop så det skal du ikke t..” hun tav ved hans ord og stoppede sin gøren . Kluden lagde hun langsomt tilbage i skødet og betragtede ham med en lidt forundret mine. Hvorfor pludselig nævne det nu? ”Det var.. pludselig, Aerandir. Hvis du har været klar over det hele tiden, hvorfor så nu?” spurgte hun nysgerrigt. Et sted følte hun hjertet slå i sen blanding mellem spænding og nervøsitet. ”Hvem er det? Jeg skal vide hvem jeg skal rive indvoldende ud på,” den sidste var mere en mumlen henvendt til sig selv, for hvem end der havde gjort manden ondt, så ville han eller hun også ganske snart havde ondt! Meadow nikkede lidt fraværende, for hun hørte det, men hendes fokus var ganske andre steder. ”Jeg er sikker på at hun savner dig,” svarede hun endnu en smule fraværende, for i øjeblikket var Lynn nok den sidste hun skænkede en tanke, det var helt sikkert!

[Deleted]

Skulle Aerandir være helt ærlig, så regnede han slet ikke med, at han ville overleve det her i længden. Det var nu heller ikke fordi at han sagde noget til det. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at han frygtede for døden, for.. det gjorde han jo egentlig ikke. Han vendte blikket roligt mod hende, som hun sad der og berørte ham med kluden, for det føles virkelig rart. Han følte faktisk at han var i live bare lidt endnu! Han lukkede øjnene let, hvor han lagde hovedet let tilbage i sengen, så hun let ville kunne komme til ham. Han sukkede dæmpet, vel også tydeligt som et tegn til at han faktisk nød det som hun gjorde ved ham? ”Sikkert langt fra tilfældet,” endte han ganske sigende, hvor smilet svagt prydet hans læber. At hun slet ikke ønskede at tænke på Castiel, forundrede ham nu egentlig ikke, for han havde jo trods alt set hvordan hun reagerede på manden – hvilket faktisk var grunden til at han havde valgt at holde mund om det i udgangspunktet, for han fik da intet ud over at gøre det værre for dem! Han holdt af Meadow.. Måske ikke på kærlighedens sti, men han holdt virkelig af hende som en nær veninde, og han ønskede at hun selvfølgelig skulle være glad og.. i denne situation, så ganske uvidende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han bed sig ganske svagt i læben. ”Jeg.. følte at du har haft mere end rigeligt at slås med allerede, Meadow… Med smeden og det hele, plus at du tager dig af mig,” forklarede han sandfærdigt. At hun havde valgt at fjerne kluden fra ham igen, var noget som et sted gjorde ham trist, for det havde bestemt ikke været det som han havde været ude på, på nogen måde! Han vendte de grønne mod hende. Selv de mistede deres glød dag for dag.. Det var faktisk hårdt for ham at fortsætte, men for nu.. så gjorde han det faktisk. Selv savnede han virkelig Lynn, at det måtte gøre ondt.. Hun vidste vel ikke engang at han lå der? At han var kommet så galt til skade, at han ikke selv kunne opsøge hende? ”… Tror du at hun nogensinde skænker mig en tanke?” spurgte han. Måske lidt pludseligt, men han ønskede at vide det. Han vendte blikket igen i retningen af vinduet, også selvom han kunne mærke hver en bevægelse som han gjorde, for.. det jog virkelig igennem ham og han kunne intet gøre ved det! Han trak vejret dybt. ”.. Castiel gjorde det,” svarede han dæmpet, dog med en stemme kun præget af en tydelig ærlighed.

[Deleted]

Meadow vidste godt at det ikke gik i den retning som hun ellers havde håbet, hun kunne næsten se ham forværres dag for dag, og det var trods alt heller ikke værdigt at leve livet i en seng på denne måde, før eller siden ville han få sår, blive syg eller bare stiv og så ville det kun blive langt værre, og hun ville ikke sidde og give hverken ham eller hende selv falske forhåbninger. Han var dødende. Meadow hævede stille kinden og strøg langs hans efterhånden skæggede kind. Hun lod hovedet glide på sned og betragtede ham indgående. Hun vidste at han elskede når hun rørte ham i ansigtet udelukkende fordi det faktisk var et sted som han kunne føle. ”Garanteret ikke,” medgav hun og gengældte hans smil. Måske hun ikke elskede ham, men han var nu en god forlovet. Hun valgte at fokusere på ham frem for Castiel, for efter deres skænderi, så var hun stadig vred og frustreret, mest fordi han havde fået det til at lyde som om hun var roden til alt ondt! Hun stoppede sine kærtegn men lod hånden hvile der, og så i stedet i hans varme blik. Et suk brød hendes læber. ”Der har været meget at se til, Aerandir, men det er vigtigt! Du skulle have fortalt mig det for lang tid siden,” påpegede hun roligt. Uanset hvor travlt der var i smeden, og hvor hårdt det var at huske det ene og det andet, så var det ikke noget som nogle skulle have lov til at gå ustraffet væk fra! Det var ikke svært at se at han savnede Lynn. Meadow ønskede ikke at rive det eneste fra ham som lod til at kunne skænke ham den trøst, derfor valgte hun blot at undlade en del af sin viden. ”Ligeså ofte som du skænker hende en. Jeg kan sende en besked og bede hende se til dig?” forslog hun stille. Hun ønskede virkelig bare at skænke ham den trøst og omsorg i tilfælde af at han i øjeblikket gik igennem sin sidste sund. Solen stod ind af vinduet, fuglene sang. Hun ønskede virkelig at hun kunne tage ham med ud, selvom det ikke var tilfældet. Hendes mine stivnede dog fuldkommen ved hans ord. Castiel?! Hun sank en klump, forsøgte at forholde sig til tanken.. Derfor var han blevet så stille da hun havde nævnt det under skænderiet. Hun forstod ikke hvorfor. ”Det ser ud til at han efter alt er mørket tro. Jeg finder ham,” lovede hun med en tone der næppe var til at kende. Hun knyttede hånden. Den mand var virkelig bare for meget!

[Deleted]

Aerandir havde virkelig ikke de største forhåbninger om dette, og det var alligevel en tanke som direkte gjorde ham ondt. Ikke fordi at det var noget som han kunne gøre noget ved, så han måtte jo trods alt bare nyde det så længe som han nu måtte have det hele til gode. Svagt bed han sig i læben, som han vendte han blikket mod hende igen. Smilet bredte sig en kende anstrengt på hans læber, som han roligt vendte blikket frem for sig endnu en gang. Han sukkede tungt. ”Jeg ville bare ønske jeg kunne rejse mig og bare.. søge ud i skoven igen. Det er utroligt hvor meget man faktisk savner den raslen i træerne når bladene springer ud og det hele bliver grønt.. Jeg har misset det hele..” endte han dæmpet. At fortælle hende, at det var Castiel som havde gjort det, var noget som han følte at han burde fortælle hende nu, for han kunne jo trods alt heller ikke ligefrem fortsætte samarbejdet som hun havde med manden, og.. han ønskede jo faktisk ikke at forvolde nogen problemer, hvis det var noget som han kunne blive fri for i den anden ende. Han trak vejret dybt. ”Jeg har bevidst valgt ikke at fortælle det, Meadow.. Du.. du har arbejdet med manden og.. jeg har set et glimt i dit øje når vi har snakket om ham.. Jeg ønskede ikke at gøre noget til et problem.. mere end hvad jeg er i forvejen,” forklarede han sandfærdigt. Han vidste udmærket godt, at han krævede ressourcer, specielt når han bare lå der, også fordi at han nok var ganske så tidskrævende, og han kunne virkelig ikke have tanken! Han savnede virkelig Lynn, men han ønskede ikke at hun skulle se ham i denne tilstand! Han lukkede øjnene let, nærmest som han skar en mindre grimasse. ”H-hun.. hun skal ikke se mig sådan her..” endte han ganske bestemt. Der stod han virkelig ikke til at rokke! Tungen strøg han let over sine læber. De blev hurtigt tørre, og han var skam også ved at blive sindssyg af bare at ligge der på sin plads i sengen! Han lyttede til hendes ord.. Den stædighed var noget som havde givet ham et ønsket modspil, og det var selvfølgelig noget som han var glad for. Han himlede let med øjnene. ”Lad manden gå.. Jeg klandre ham ikke for hvad han har gjort.. Jeg fandt ud af hvorfor.. i det øjeblik jeg mistede fodfæstet..” endte han ganske sigende, som han forsøgte at vende blikket mod hende, selvom det bestemt heller ikke gik som han ville. Det skar virkelig hele vejen ned igennem kroppen, hvilket tvang ham til at blive liggende. Han havde det bestemt ikke særlig godt!

[Deleted]

En ting Meadow måtte beundre ved Aerandir var at han på trods af alt, formåede at skænke hende et smil så snart hun trådte ind af døren og lige så når hun trådte ud igen. Han var et varmt menneske, det var en mærkværdig oplevelse for hende, at opleve en som faktisk tænkte på alle andre end sig selv, for på trods af at hun havde været i Procias en del år, så havde hun erfaret at der næsten var flere af den slags mennesker her, end der egentlig var i Dvasias. Meadow betragtede ham med en forstående mine. ”Jeg ville frygtelig gerne have taget dig med ud.. Lynn og de andre druider har gjort et storslået arbejde, de siger at store dele af skoven er blevet ligeså frodig som den var engang,” fortalte hun med et lille smil, også for at opmuntre ham lidt, hun vidste hvor meget det sted betød for ham, men det var trods alt heller ikke løgn. Tanken om at det var Castiel der havde skadet ham på den måde, var noget som fik smilet til at falme. Hun var endt helt stiv i minen. Det gjorde hende vred. Hun havde hele tiden vidst at de to ikke kunne lide hinanden, men hun forstod ikke hvorfor at det skulle gå så hårdt ud over Aerandir! ”Du er bestemt ikke et problem Aerandir. Du burde have fortalt mig det. Jeg ved ikke hvad der er mellem jer to, men om han har arbejdet med mig eller ej så har han ikke haft ret til så drastiske metoder. Eftersom han er mit ansvar, så er det mig der hænger på den,” hun slog blikket væk og missede med øjnene, valgte bevidst ikke at kommentere på det glimt han havde set i hendes blik. ”Jeg sværger at jeg slår den mand ihjel,” mumlede hun irriteret for sig selv. Hun sukkede lidt opgivende og samtidig lidt fraværende. ”Hold nu op med det pjat. Jeg har ganske vidst aldrig haft æren af at møde hende, men jeg har hørt at hun skulle være den mest respektfulde kvinde i miles omkreds” påpegede hun og tvang sig selv ud af sine tanker så hun atter kunne fokuserer på ham, også selvom det var Castiel der plagede hendes sind. Hun stirrede årvågent på ham. Han vidste sågar hvorfor?! Hun fandt den nyeste udgave af avisen frem, og holdt den op for ham. ”Jeg lover dig saftige nyheder, hvis du fortæller mig hans motiv. Bare så jeg ved hvad jeg skal bruge til at slagte ham med,” tilføjede hun og lod hovedet glide på sned med en lidt streng mine. Hendes vulgære sprog havde det med at skræmme de fleste, men for pokker.. en gang Dvasianer altid dvasianer.

[Deleted]

Aerandir var en mand som tog tingene med et smil, for han fik da absolut intet ud af det i den anden retning, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var en løgn. Han vendte blikket sigende mod hende endnu en gang, som hun sad der ved siden af ham. Han var en stædig mand, dog mild og blid, for han ønskede bestemt ikke at ende sine dage liggende i denne seng, selvom han vidste, at han på ingen måder havde oddsene med sig på nogen måde. Han lyttede til hendes ord, også selvom han vidste, at de var ment for at opmuntre ham, så var det ikke ligefrem den effekt som det havde på ham, for han ville virkelig ønske, at han kunne få lov til at se det hele.. se den grønne farve, som han kun lige kunne fornemme ud af vinduet! ”Jeg kunne godt forestille mig det. Jeg ved hvor meget hun selv holder af stedet, og går op i at det hele skal se ordentligt ud.. Du skulle se hendes have i Manjarno. Jeg har aldrig set et så idyllisk sted i mit liv.” Ja, et sted så ønskede han vel at se det igen, selvom han slet ikke regnede med det? Ikke så længe, at han havde det som han havde det.
At Meadow reagerede så kraftigt på, at det var Castiel som havde sørget for, at han havde det som han havde det, var en tanke som alligevel kom en anelse bag på ham. Mandens intentioner og hans handlinger, var noget som var ganske tydelige for hans blik. Han rystede ganske let på hovedet, selvom han hurtigt opgav det, for det skar virkelig i hele ryggen bare at bevæge på hovedet! Han havde virkelig været forslået denne gang, og det hjalp ham ikke det mindste! Han kom med et svagt, smertende udbrud. ”Den.. den hænger slet ikke på dig, Meadow. Jeg var for tæt på kanten og.. han krævede lidt mere plads end hvad der lige var. Han har måske arbejdet for dig, men hvad gør det nu? Han bed sig ganske svagt i læben. Han ønskede virkelig ikke at Lynn skulle se ham på denne her måde. Han vidste jo ikke engang at hun havde været gravid eller noget som helst. Han sukkede dæmpet. ”Jamen…” forsøgte han sigende. Han havde jo ikke rigtigt noget forsvar, og det var noget som han allerede nu var ganske klar over, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere for ham på nogen måde. Han sukkede dæmpet, som han trak vejret dybt. At hun ikke slap Castiel, men ønskede at han plaprede og endda med fristelser som nyheder, var noget som tydeligt påvirkede ham, for han vidste jo ikke om noget som helst af det som skete derude mere! Og han hadede det virkelig! ”Den der er ikke fair, Meadow!” endte han med et stille smil. Hun gjorde det jo ikke for at være ond, og det vidste han. ”Jeg tror bare.. ikke at jeg er den som burde fortælle dig det.. For mænd, er det logik,” forklarede han sig sigende.

[Deleted]

Meadow så til ham flere gange i løbet af en dag, og hun elskede at komme ind og faktisk blive mødt af et smil. De færreste troede ikke på den blide side af hende, eftersom hun havde levet i Dvasias og som oftest mødte folk med en lidt reserveret maske. Aerandir vidste hvilken engel hun faktisk kunne være, og hun ønskede kun det bedste for ham, hvilket også var grunden til at hun passede og plejede ham, også selvom hun ikke følte det mindste for ham på kærlighedens sti, ligesom hun vidste at han ikke følte det mindste for hende. Selv herinde fra kunne hun høre fuglene synge, og hun var frygtelig ked af, at hun ikke kunne dele det med ham. Hendes læber skiltes i det varme smil. Hun lyttede. Glimtet i hans øjne når han talte om Lynn var ikke til at tage fejl af. ”Jeg har ikke svært ved at forestille mig det. Du er ikke den første der forsøger at tegne et billede af det. Jeg kan kun sige dig at hun skulle have ført det videre til skoven,” sagde hun stilfærdigt. Hun var trods alt kun ærlig overfor ham. Med henblik på Castiel så var hun end ikke sikker på at hun ønskede at høre mere. Hun reagerede hårdt fordi hun havde forventet mere af ham, det gjorde hende direkte rasende, at hun havde gjort en mand ondt, som kun havde forsøgt at hjælpe dem, og nu havde hun sendt ham væk, og havde absolut ingen idé om hvor pokker idioten befandt sig! Han ville ikke gå ustraffet fra dette, det skulle hun nok sørge for. At Aerandir så forsøgte at undskylde manden måtte næsten irritere hende. ”Jeg er ikke dum Aerandir. I to har ikke kunnet udstå synet af hinanden, jeg ved ikke hvad der skete deroppe, men jeg ved at det var mere end et uheld. Ellers havde en af jer nævnt det,” påpegede hun med med en lidt streng mine. Der var ikke nogen mening i at forsøge at gøre det til en lille ting når det var af stor betydning. Hun blafrede lidt drilsk med avisen foran ham. Nu hvor han ikke selv kunne tage del i omverdenen, så vidste hun hvor meget det betød for ham at få de seneste nyheder, og hun vidste at han denne gang ville nyde at høre dem, men det krævede at han gav hende lidt til gengæld. ”Noget for noget,” endte hun med et lidt kækt smil. Hun himlede med øjnene. ”Måske jeg er i en mands erhverv, Aerandir, men jeg er bange for at jeg er og forbliver en kvinde. Hvis du vil have dine nyheder, så er du den helt rigtige til at fortælle mig det,” svarede hun med et svagt skuldertræk. Hvor slemt kunne det da uanset være? Castiel havde jo aldrig taget noget som helst særligt seriøst.. derfor irriterede det hende at hun var så nysgerrig på hvorfor. Et sted holdte hun vel det spinkle håb ind til sig? Selv når hun ikke ville være ved dem.

[Deleted]

Aerandir vidste godt, at han var direkte afhængig af Meadow i denne tid, selvom det ikke var en tanke som han brød sig om, men ikke noget som han kunne gøre noget ved. Han vendte blikket stille mod hende, selvom det var en bevægelse som han gjorde varsomt. Han mødte hende med et smil, også fordi at han kunne se, hvor lidt der faktisk skulle til, for at hjælpe hende, så selvfølgelig var det ikke noget som sagde så lidt. Han savnede skoven, han savnede solen, men mest af alt, så savnede han virkelig Lynn! Han smilede svagt ved tanken. ”Jeg er ikke forundret.. Jeg ville mere end gerne give min højre arm, for selv at kunne se det med mine egne øjne,” endte han dæmpet. Han kunne høre fuglene synge, og selv det, var noget af det bedste som han vidste af. Han var jo trods alt en elver, og det var med alt hvad det måtte indebære, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Selvom han måske ikke var den som valgte at holde særlig mange hemmeligheder, så valgte han alligevel at passe på Castiels, også fordi at han vidste at det var noget som manden selv burde fortælle hende, specielt nu hvor han havde muligheden! Fordi at han ikke var der! Til dels kunne det næsten lyde som Meadow faktisk bebrejdede ham for det, men det var nu heller ikke noget som han kunne sige noget til i den anden ende. Han trak vejret dybt. ”Der er grunde til at hverken ham.. eller jeg, har valgt at fortælle det, Meadow. Jeg.. jeg vil ikke blande mig i det som.. han har,” endte han sigende. Det var jo ikke engang fordi at det var løgn i den anden ende, for han ønskede virkelig ikke at komme Castiel og Meadow på tværs, også fordi at det først for alvor var gået op for ham, at manden virkelig var forelsket og endda i den kvinde so han kunne betegne sin som forlovede, selvom han intet følte for hende af kærlighedens sti.
Aerandir havde absolut ingen anelse om hvad pokker der foregik omkring dem, og derfor var han direkte afhængig af avisen og Meadow til at fortælle ham det. At hun så satte det op som et kriterium, så var det tydeligt for ham, at hun virkelig ønskede at vide det. Han himlede med øjnene. ”Du er måske en engel, men det der er ikke særlig engle-agtigt gjort af dig!” endte han endnu en gang med et smil. Hun gjorde det ikke for at være ond, og han vidste det, så det var også derfor han tog så let på det, som han nu gjorde. ”Hvis du tænker dig grundigt om, så gik det først for alvor galt.. mellem mig og ham, da jeg kom dig tæt, Meadow,” forsøgte han, næsten som han selv ønskede at hun skulle regne den ud, for det var jo slet ikke fordi at han ønskede at udstille Castiel på den måde! ”Nu.. bare fortæl mig hvad der står i den avis!” nærmest tryglede han. Han hadede at rende uvidende rundt, også fordi at han ikke selv kunne følge med i noget som helst!

[Deleted]

Da hun havde sagt ja til at stå som hans forlovede, havde hun bestemt ikke regnet med at det skulle ende med at indebære dette. I det store og det hele gjorde det hende intet, måske de fleste mente hun var kold og dvasiansk af person, så havde hun trods alt procianske rødder, og hun kunne faktisk godt være blid og omsorgsfuld, selvom de færreste ville tro det. ”Spørger du mig så vil jeg mene at du har givet afkald på rigeligt lemmer,” påpegede hun med en lidt sigende mine. Hun lagde den kølige klud mod hans pande, også fordi det efterhånden måtte være varmt at ligge under dynen. ”Har du brug for lidt luft?” hun så spørgende på ham og derefter ned over dynen som måtte dække ham. Hun ønskede ikke at skænke Castiel så meget som en tanke, men hun kunne ikke lade være og det var direkte generende. Hun forstod ikke hvorfor han havde gjort så stor skade på Aerandir, manden havde jo ikke gjort ham det mindste, og han havde hjulpet hende. Uden ham så ville hun slet ikke have haft dette sted mere. Måske det ikke var et prægtigt slot, med kammerpiger og det hele, men hun foretrak jo faktisk hårdt arbejde. ”Jeg ved ikke hvad han har, Aerandir. Så jeg ville værdsætte hvis du ville dele det med mig. Jeg forstår vitterligt ikke hvorfor du har valgt at tie,” sagde hun med en lidt streng tone. Hun bebrejdede ham ikke, men hun brød sig ikke om at blive taget ved næsen, desuden.. han var trods alt hendes forlovede. Det var første gang at Meadow direkte valgte at stille kriterier op. Hun holdt avisen frem for sig, med lod den stille falde ned i skødet. Hun ville hellere end gerne skænke ham nyhederne, og lade ham vide hvad der foregik omkring ham, men denne gang ønskede hun lidt sladder igen. Meadow fnøs og kastede kort blikket over skulderen. ”Falden engel kære Aerandir. Det undskylder mig,” konkluderede hun med et svagt skuldertræk. Hendes mine forblev alvorligt, for dette var bestemt ikke for sjov! Hun følte et jag af spænding, for hun forstod ikke hvordan det kunne. Hun fortrak en lidt skæv mine. ”Det skal jeg ikke udtale mig, han har altid været en plageånd, men jo.. det eskalerede vel omkring den tid. Jeg ser ikke hvor du vil hen'?” hun hævede et øjenbryn og betragtede ham en smule undrende. Han kunne ikke bare lade den ligge der! ”Jeg skal nok fortælle dig hvad der står i den avis.. når du har fortalt mig hvad jeg vil høre,” tilføjede hun kortfattet. Det var sådan det nu engang var, og det var nu engang sådan det ville blive!

[Deleted]

At Meadow havde sagt ja til det hele, var selvfølgelig en tanke som gjorde Aerandir glad, selvom det slet ikke var det her som han havde regent med i udgangspunktet, men.. hun hjalp ham, og det var noget som han virkelig var glad for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han betragtede hende med en sigende mine. Lidt.. varmt var der vel under dynen? Han sukkede dæmpet. ”Det begynder at blive lidt vel varmt.. det indrømmer jeg gerne..” endte han med en dæmpet stemme. Det var ikke bare lidt varmt, men faktisk sindssygt varmt! Han havde valgt at holde tæt, også fordi at han faktisk respekterede Castiel nok til at holde det tæt, da det var et punkt som måtte være ømt for hver en mand, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være. ”Vi kan måske ikke døje synet af hinanden, men jeg vælger at holde tæt om det budskab son han udviste for mig den aften, Meadow,” endte han sigende. At dette var noget som var på vej hen i det at blive langt mere alvorlig end det som han nok lige havde regnet med, var ikke ligefrem noget som han kunne gøre noget ved af den grund, om det var noget som han nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var løgn i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Meadow lød jo nærmest.. bebrejdende? Og det var slet ikke noget som han brød sig om, for han kunne virkelig ikke se hvad det var, han havde gjort forkert! At hun tørrede kluden af i hans ansigt, var noget som svagt fik ham til at lukke øjnene. Den var dejlig nedkølende, for han var efterhånden ved at have det temmelig varmt! At hun jo så ikke kunne se, hvor det var han ville hen, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for ham på nogen måde. Han sukkede dæmpet og vendte blikket mod vinduet. Han kunne høre fuglene synge lige på den anden side.. Han ville virkelig give.. hvad som helst, bare for at få lov til at se dem en enkelt gang. Det var utrolig hvor meget man kunne savne tingene, når de dukkede op på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! ”Er du blevet påpeget din stædighed..?” endte han sigende. Det var virkelig som at stå og snakke til en væg, for det var tydeligt, at det slet ikke var noget som han ville få det mindste ud af i den anden ende, og det var bestemt heller ikke altid, at den tanke var ham direkte behagelig, for det var den bestemt heller ikke! Han sukkede dæmpet.. Castiel ville da først for alvor ende med at slå ham ihjel for det her! Men han var nødt til at vide hvad der foregik rundt omkring ham! ”Manden holder af dig, Meadow.. Ikke bare som en arbejdsgiver eller ven, men noget.. mere.. Han…” Han endte med at tie for en ganske kort periode. ”Han elsker dig,” afsluttede han sigende. Han lavede ikke sjov!