Spring is upon us!

[Deleted]

Det var ved at være temmelig sent, selvom det nu heller ikke var noget som rørte ved Rosalie. Det var efterhånden ved at være mange år siden at deres far var gået bort, også selvom de vel alle sammen kæmpede for at komme sig, og under omstændighederne, så gik det vel også fint? Et svagt smil hvilede på hendes læber, som hun bevægede sig over det kolde sand i sine bare fødder. Hun kunne rigtig godt lide at mærke naturen, også fordi at.. ja, hun lignede vel bare sin mor? Det lange hår havde hun fået flettet, så det hvilede over den ene skulder, som hun kunne rende rundt og fumle lidt med, alt imens hendes blik hvilede på det store hav som hvilede til venstre for hende. Valentine var i vandet – af hvad hun vidste, så et sted så.. forsøgte hun vel at holde øje med ham? Han var jo trods alt også hendes lillebror, og han var den som havde haft det hårdest af dem alle sammen, selvom hun virkelig så det som direkte uretfærdigt, at deres ældre brødre havde behandlet ham på den måde, for det var jo slet ikke retfærdigt, for det var jo ikke hans skyld, at det var gået så galt! Hun sukkede dæmpet, som hun alligevel endte med at sætte sig ned. Det var sent, det var mørkt, hvilket faktisk ikke var en tid som hun brød sig meget om, men.. ja, man ofrede sig vel for familien? Selvom det bestemt heller ikke var noget som hun ville gøre anderledes, for Valentine var helt klart den som hun havde det bedst med, og selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hendes del. Endnu en gang blev stilheden brudt med hendes nynnen. Hun havde faktisk fundet en glæde i det at skulle sidde for sig selv og bare.. nynne, for sig selv, for hun vidste ikke rigtigt om det var noget som resten af familien overhovedet havde fundet ud af i den anden ende? De mørke øjne lukkede hun roligt, som hun endte med at lægge sig ned i sandet. Hun vidste at Daniel og Stefan holdt øje med hende fra huset af, og i og med at det ikke var fuldmåne i aften, så vidste hun helt klart at de passede på hende, i og med at hun var den eneste tøs i familien, hvilket et sted var en tanke som morede hende. Valentine havde hun ikke set hele dagen, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hendes vedkommende, for hun var faktisk bange for hvad der kunne ske med ham. Hun havde jo set mange af de tilstande som han var kommet hjem i, men hvad skulle hun da gøre ved det, andet ned at fortsætte med at prædike for ham? Hun bar jo ikke retten til noget som helst! Hun trak vejret dybt og slap det i et dybt suk, næsten som hun var ved at falde i søvn, selvom det slet ikke var tilfældet, for hun kunne jo slet ikke sove uden at Valentine var hjemme! Ja.. hun var vel bare for vant til at de sov i samme seng, at det ikke var noget som hun kunne undvære? Sengen virkede bare for stor til en enkelt kvinde som hende. En kold vind blæste, og det var noget som hun kunne mærke, men ikke noget som hun gjorde noget ved. Hun nød faktisk af det. Det var jo trods alt ved at være forår nu!

[pierce]

Valentine havde ikke været hjemme hele dagen, eftersom han havde spist morgenmad sammen med Rosalie og derefter var han taget af sted, for at komme ud i havet. Han vidste at hun ikke brød sig om når han tog af sted, men det var jo heller ikke fordi han nægtede hende at tage af sted i parken alene – synes han ikke selv. I virkeligheden var han dog meget efter hende, ønskede ikke at hun skulle gå alene på noget tidspunkt og da slet ikke om natten! Han holdt af hende, hun var den som betød mest for ham, og uden hende så vidste han da slet ikke hvad han skulle gøre! Han elskede hende, hun var jo hans søster, og tilmed den eneste af alle der faktisk forstod ham, derfor ønskede han heller ikke at der skulle ske hende noget. Efter at have været ude hele dagen, var han nu på vej hjem. Han havde for nogle dage siden, aftalt at mødes med nogle andre unge havengle, deres bestemte sted, hvor han denne gang havde været i en stor og vigtig kamp – og han havde vundet! Han havde vundet en stor havkrystal, der var mindre end en næve, men det kunne give utrolig mange penge! Han var virkelig stolt af sig selv! Og dog havde det ikke gået helt smertefrit, eftersom de havde sloges med sværd, han havde fået en dyb flænge ved venstre side, et mindre snitsår på kinden og ellers små snitsår andre steder på kroppen, skønt nogle ikke var nær så synlige, fordi saltvandet havde renset sårene. Til tider tog han og de andre havengle ud på de øer der lå langt ude på havet – de lå så langt ude at man ikke kunne se dem fra stranden af, hvor de sloges oppe på land, i stedet for at i vand. Denne dag havde dog været i vand, og da de havde fået de dybe flænger – både ham og hans modstandere, hvilket havde tiltrukket nogle hajer, som de også havde været nød til at jage på flugt. Nu var han da på vej hjem til hans eget hus på stranden i Cetiul i Manjarno, hvor han mest af alt glædede sig til at se hans søster igen, for hun skulle se den krystal han havde vundet! Så kunne det være at de faktisk kunne få købt nogle nye kjoler til hende! Han kom roligt op til strandens bred, hvor bølgerne skyllede ind over sandet. Han bar kun nogle løse bukser, der gik ham til knæene, hvor hans havblå sværd – det han havde arvet fra sin far – hang ved hans side. Hans blik faldt på den kvindelige skikkelse, der lå i sandet, hvilket fik hans hoved til at søge ganske let på sned. Var det Rose? Hvad lavede hun herude helt alene, i mørket og så i kulden?! Skønt.. det var ikke nær så koldt igen, men han kunne heller ikke fryse, eftersom hans kropstemperatur lå lidt over et normalt menneskes gennemsnit, så han var hele tiden varm. Han sneg sig næsten langsomt ind på sin søster, inden han sprang ind over hende med et udbrud, skønt det hurtigt blev erstattet med en latter, som han endte over hende og lagde sig ned på hende, uden nogen former for advarsel. “Hey søs!” hilste han muntert, som han skænkede hendes kind et blidt kys – som han altid hilste hende med et kys et sted i ansigtet. Hans muntre mine blev dog lettere bekymret. “Hvorfor ligger du herude helt for dig selv i mørket og kulden?” spurgte han stille, uden at han egentlig tænkte over sine flænger og sår, selvom hun jo nok kunne se det i hans ansigt på hans kind.

[Deleted]

Rosalie vidste udmærket godt, at Valentine ikke var meget for at hun var udenfor, men igen, så var hun heller ikke meget for, at han kom hjem og lignede noget katten havde slæbt med ind! Hun havde ikke set ham hele dagen, hvilket faktisk var noget som var gået hen og var begyndt at bekymre hende, for.. et sted så savnede hun ham vel? Daniel og Stefan passet sig selv, også selvom hun vidste, at de sagtens kunne holde øje med hende. Ja, hun havde det virkelig som blommen i et æg - beskyttet fra alle sider, for hun vidste, at det at hun var en kvinde, virkelig var noget som gjorde sit for de kære drenge. Ja, et sted kunne hun vel godt finde på at spille på det? Hvis det ikke var noget som hun gjorde allerede. Smilet bredte sig let på hendes læber, også selvom det slet ikke var noget som fik hendes nynnen til at holde inde, for det var slet ikke noget som hun kunne få sig til. Det var vel bare.. så nemt at slappe af, når man vidste, at man var alene? Ligesom hun gjorde i denne stund? For det var bestemt heller ikke fordi at hun havde det mindste imod det! Mørket kunne skræmme hende, og lige der, var Valentines favn altid noget som hun tog imod med kyshånd! Et sted så følte hun helt klart at hun havde et ansvar for ham, ikke bare fordi at han var den yngste af dem, for det var sle tikke noget som rørte hende. Desuden drejede det sig næppe om mere end nogle minutter! Tankerne omkring deres far og mor, havde kredset i hendes sind så mange gange, men man fik jo uanset ikke noget ud af at tænke på fortiden, gjorde man?
At Valentine var endt i kamp og strid, var bestemt heller ikke noget nyt! Det var jo trods alt hende som sad og healede ham, snakket med ham, viste ham den forståelse som de ældste slet ikke gjorde, hvilket i det store og hele, sagtens kunne gøre hende frygtelig arrig, for hun kunne virkelig ikke have det! At han var kommet ind på land, var slet ikke noget som hun som sådan lagde mærke til - før det var for sent. Hendes nynnen blev kraftigt erstattet med et skrig af overraskelse! For det var bestemt ikke noget som man just kunne sige, var ventet! "Valentine!" udbrød hun direkte morende, som hun vendte blikket sigende mod ham endnu en gang, næsten som hun kneb øjnene sammen, selvom det vel også var tydeligt, at det var noget som hun mente i ren og skær morskab? Hun endte direkte ud i en latter, som hun slog ham let på brystet. "Du må ikke gør sådan noget! Jeg bl.." Hun endte med at tie, som hun kunne se hans tilstand, for han så bestemt heller ikke godt ud, det var helt sikkert! "Har du nu været i kamp igen?" spurgte hun denne gang med en frygtelig bekymrende stemme, for hun brød sig virkelig ikke om at se ham i den tilstand! Også selvom det på ingen måder var første gang! "Jeg har jo sagt, at du skal være forsigtig! Det ender altså med at gå helt galt! Prøv bare at se hvad der skete med far!" mumlede hun skræmt. Hun ønskede da for pokker heller ikke at miste sin kære lillebror til døden! Specielt ikke, hvis det var noget som hun ellers kunne undgå!

[pierce]

Valentine havde altid haft et godt forhold til sin søster, som hun jo nærmest var den eneste han havde et forhold til. Han var ikke typen der fik venner, og hans brødre hadede ham fordi de anså ham som den der havde taget deres moders liv, og så vidste han at de var jaloux på ham, fordi det var ham som havde arvet deres fars sværd og ikke dem. De havde nok altid haft det bedste forhold til deres forældre, eftersom de jo trods alt havde levet med måde mor og far, inden han og Rosalie var blevet født. Han elskede dog sin søster over alt på jorden, eftersom han følte at hun var den eneste som han havde, hun havde altid passet på ham, givet ham den kærlighed og omsorg, som deres mor ikke havde været der til at give ham, hun var altid den som plejede ham og passede ham, når han blev syg, og hun var den som altid havde vist ham forståelse, hvor alle andre havde svigtet ham, så ja.. Rosalie var den der betød allermest for Valentine. At han så skulle finde hende liggende i sandet, var noget som morede ham, hvor han også godt kunne høre at hun lå og nynnede. Han elskede lyden af hendes stemme, specielt når han vågnede midt om natten på grund af sine mareridt og angstanfald, for der kunne hendes nynnen altid få ham til at falde til ro. At hendes nynnen så skulle blive erstattet med et skrig, og efterfulgt af hans navn som hun udbrød, var noget som fik en munter og morende latter til at glide over hans læber og fyldte natteluften. Det var virkelig for sjovt! Hun havde jo slet ikke set ham! Hans læber spillede ud i et stort og uskyldigt smil, som hun slog ham på brystet og skulede til ham, hvor han grinte ganske kort igen, for det havde virkelig været et syn for guder! “Åh du skulle have set dig selv!” svarede han drillende, hvor han endnu engang slog ud i en latter, for det havde virkelig været for underholdende! Der havde han virkelig overrasket hende, hvilket virkelig var morende! At hun stoppede sig selv i sin sætning, var dog noget som vandt hans opmærksomhed, hvor han selv stoppede sin latter og morskab, da det var tydeligt at hun blev alvorlig. Han vendte de gråblå øjne mod hende, hvor han lod hovedet søge ganske let på sned. Hendes spørgsmål fik ham til at vende blikket ganske kort væk fra hende, hvor han næsten følte for at himle med øjnene, for hun bestemte ikke over ham! Og alligevel så nød han af hendes bekymring, men af og til blev den altså også for meget! “Ja, jeg har været i kamp? Og?” spurgte han kortfattet, som han vendte blikket mod hende igen. Han strøg let en hånd over den skaldede isse, da han havde raget sit hår for nylig. At hun så gentog sig selv – som hun altid gjorde, fik ham dog til at himle med øjnene. “Det ved jeg godt Rose! Men altså.. nogen skal jo tjene penge! Og du skal bare vide hvad jeg har vundet!” svarede han med en næsten stolt mine, hvor han ikke tog sig af såret på kinden og den dybe flænge ved venstre side, der allerede havde fået sand i sig. Han vendte blikket ned mod sin side, hvor han havde en lille brun læderpung. Han fiskede roligt krystallen op, der bar en isblå farve, og som var mindre end en næve, men stadig stor. “For denne her, kan vi få masser af penge! OG vi kan også få købt nogle nye kjoler til dig? Hvad siger du til det?” spurgte han næsten som havde det været et knaldgodt tilbud.

[Deleted]

Det gjorde faktisk Rosa ganske ked af det, at Daniel og Stefan skulle være så meget efter Valentine, for det var jo ikke hans skyld at deres mor var endt med at gå i døden! Tanken var noget som kunne gøre hende direkte frustreret og ikke mindst ked af det, selvom det var noget som kun Valentine vidste, da han faktisk også var den eneste som hun direkte udtrykket følelser eller noget som helst overfor, for han var virkelig en som havde en utrolig betydning for hende. I det store og hele, så kunne hun slet ikke forestille sig et liv uden ham, for han var hende virkelig værdifuld! Det kunne godt være, at hun havde indtaget rollen som mor i familien, men der var jo nogen som var nødt til det. I og med at både mor og far var væk, og selv de ikke var så gamle igen, så var det virkelig tidligt at skulle miste sine forældre. Døden tænkte hun meget over i det henseende, selvom der var meget der som slet ikke gav mening for hende, men det var nu bare sådan at det måtte være når det måtte komme til stykket, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om i den anden ende.
At Valentine havde fået øje på hende, var slet ikke noget som hun lagde mærke til, som hun lå der i sine egne tanker. Hendes sang og nynnen, var endt direkte i et skrig, da han var hoppet på hende, for det havde virkelig forskrækket hende! Hun vendte blikket direkte chokket mod ham, for det var bestemt heller ikke retfærdigt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! ”Det var ikke sjovt, Valentine!” beklagede hun sig. Hun hadede virkelig når han gjorde det der! Selvom hun selvfølgelig følte at hun kunne være som et barn omkring ham, så var det nu alligevel noget som kunne gøre lidt op for det hele. Hendes sang havde altid gjort ham rolig om natten, for normalt i hans søvne, så kunne hun mærke, hvis han ville vågne, for det var bare noget som efterhånden lå så naturligt til hende. Hun kendte sin bror temmelig godt heldigvis! At han havde været i kamp igen, var noget som direkte gjorde hende bekymret! De havde jo alle set hvad kamp havde gjort ved deres far, og selvfølgelig ønskede hun ikke at det samme skulle ske med hendes lillebror, fordi at der var en lille ting som skulle gå galt, for det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre i den anden ende! Hun satte sig op ved siden af hende. Selv gik hun stadig rundt i de mere.. lasede kjoler, for hun ønskede slet ikke at tage hendes mors på, for i hendes øjne, så var det virkelig ikke at respektere sin mor! Og det ønskede hun bestemt heller ikke i den anden ende! ”For pokker Valentine..” mumlede hun. Hendes prædikener virkede jo ikke alligevel, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket mod såret mod hans kind, som hun lod hånden stryge imod. Hånden begyndte roligt at lyse, som hun begyndte at heale, også selvom.. han virkede ivrig efter at fortælle hende noget? Hun blinkede let med øjnene. ”Sid nu stille!” endte hun kortfattet, som han sagde at han havde vundet noget. Hvad skulle da hjælpe dem? At han fandt en umådelig smuk krystal op, fik hende til at vende blikket direkte mod den. Hun blinkede let med øjnene, for smuk var den virkelig! Smilet bredte sig en anelse på hendes læber. ”Jeg tror det vil hjælpe Daniel rigtig meget! Det er da fantastisk Valentine! Kom.. han skal da se den!” endte hun langt mere muntert. Kjoler til hende, var ikke ligefrem hendes første prioritet. Hun ville hellere have mad på bordet!

[pierce]

Valentine var vant til at hans brødre var efter ham, hvilket han heller ikke tog så tungt længere. For som de hadede ham for deres mors død, så hadede han dem for deres fars død, eftersom de bar samme bæst, som det bæst der havde slået deres far ihjel! Og når han fandt Pharrell, horrorernes leder, så ville han flå manden levende! Han havde god erfaring fra sine brødre, da selv de kunne finde på at slå ud efter ham, og det havde også gjort hans reflekser langt bedre, ligesom hans opfattelsesevne, for man var nød til at have gode sanser, hvis man skulle stå over for et stærkt og hurtigt væsen, som horrorerne. Han var dog også ligeglad med sine brødre, for det eneste som betød noget for ham i hans liv, var Rosalie, hans søster. Han havde et godt forhold til hende – også et ganske intimt forhold, men det var ikke noget som han selv så som forkert, for.. der var jo aldrig nogen der havde fortalt dem det, derfor forstod han heller ikke de mange folks blikke. At hun sagde at det ikke var sjovt at han havde overfaldet hende, var han slet ikke enig i! Han fandt det nemlig utrolig morsomt! “Åh jo det var!” endte han morende, som han endnu engang slap en munter latter, for han kunne jo slet ikke lade vær! Hun skulle have set og hørt sig selv, så havde hun også været færdig af grin! Det var han i hvert fald sikker på! Både det at hun havde fået et kæmpe chok og tilmed var endt med at skrige, var alt sammen noget som morede ham utrolig meget! At hun så skulle blive så alvorlig, så alt det morsomme gik af, var noget som irriterede ham, for hun vidste jo at han sloges for at tjene lidt penge til familien, hun vidste også lige så at han havde en kasse under sengen, hvor han gemte de fleste penge, så de kunne spare op og måske en dag købe noget større. “Det er jo bare små skrammer,” svarede han med et ligegyldigt træk, som det betød ingenting. Han var vant til at få mærker, desuden så var hun der jo altid til at hjælpe ham. At hun løftede hånden og strøg den mod hans kind, var noget som han nød, selvom han godt kunne mærke at såret trak sig sammen, da hendes hånd begyndte at lyse, fordi hun healede det lille sår. Det var slet ikke det som var det værste, men det som han havde fået i venstre side, for det var en dyb flænge som han havde fået, selvom saltvandet, havde fået det til at stoppe med at bløde rimelig hurtigt. At hun smilede da han fandt krystallen frem, fik ham selv til at smile, selvom det falmede drastisk igen, da hun nævnte Daniel, hvor hans ansigt næsten fortrak sig i en grimasse, som om han havde fået en bitter smag i munden. “Hvad?!” Han kneb øjnene sammen til hendes ord, hvor han endte med at sætte sig op og pakke krystallen væk. “Daniel skal på ingen måde røre eller se den! Det er min! Og du ved at enten han eller Stefan tager den fra mig, så snart de ser den og de skal ikke tage æren for min kamp!” svarede han hvast, som hans gråblå øjne hvilede direkte i hendes. Hvordan kunne hun overhovedet få sig selv til at sige sådan noget?! Bare fordi han var den yngste og en slagsbror, så kunne han altså godt spare op og passe på sine værdifulde genstande! “Hvordan kan du overhovedet sige det?!” spurgte han tydeligt.. såret? Som han rejste sig op uden videre og blot gik ind mod huset. Om Daniel og Stefan var hjemme, anede han ikke, men han ville bare have et bad og så i seng, og måske noget at spise først, skønt han helst ville undgå sine brødre.

[Deleted]

Rosa så på ingen måder det morsomme i at han skulle skræmme hende på den måde, for hun var nervøs nok på grund af mørket! At han alligevel fandt det sjovt, var nu heller ikke noget som forundrede hende som sådan, for det var jo egentlig bare en tanke som man måtte vænne sig til når man boede i hus med 3 knægte som næsten kunne tro at de ejede det hele! Hun himlede let med øjnene, som hun roligt vendte blikke mod ham igen. Hendes lille bror, var også den som hun fungerede bedst med, for løgn var det jo heller ikke. ”Godt at du kan more dig på min bekostning,” endte hun morende. Det var jo heller ikke fordi at det var nyt, men nu var det nu heller ikke noget som hun måtte tage så tungt igen i den anden ende, for.. hvorfor skulle hun da gøre det? Hun rystede let på hovedet og satte sig op ved siden af ham. At han var kommet til skade, var slet ikke en tanke som hun brød sig om i den anden ende. Et sted så nærede hun nok snarere.. frygten for sine brødre da de havde den horror i sig. I og med, at de var en horror som havde slået deres far ihjel, så var det selvfølgelig også noget som måtte påvirke hende på en måde som hun slet ikke brød sig om, men som hun heller ikke kunne gøre noget ved i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være, når alt endelig måtte komme til alt. Hun prustede ganske let, som hun fik healet hans kind, selvom hun ikke rigtigt nåede mere end det! Ikke fordi at det forundrede hende på nogen måde, for han var jo og havde altid været den mere.. ivrige af dem! ”Du ender bare med at komme til skade, Valentine.. Og jeg kan altså ikke lide det..” tilføjede hun bekymret, for hun var virkelig oprigtigt bekymret for ham, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, for det var ganske ærlighed! At hun så selv skulle ødelægge stemningen ved at nævne Daniel, havde ikke været meningen! Men for tiden, var det jo faktisk ham og Stefan som tog det tunge slæb. Det var jo ikke engang en hemmelighed. Hun vendte blikket direkte mod ham, tydeligt overrasket over hans reaktion, selvom hun udmærket godt kunne forstå den! ”Det.. det var slet ikke sådan ment, bror. Jeg… jeg mente jo ikke at give dem æren for det som.. du har gjort,” tilføjede hun dæmpet. Hun vidste udmærket godt, at han var rigtig god til at spare op, hvor hun også var kendt med kisten som stod under deres seng, hvilket heller ikke var noget som hun havde sagt videre, for det ønskede hun ikke! Valentine havde vel planer med de penge? Selv følte hun sig jo bare som en hjemmegående husmor, for det eneste hun lavede var jo mad. At han var endt såret, var noget som slog hende i brystet som havde det været en kniv. At han rejste sig for at gå ind, var noget som hun pludselig blev meget imod, hvor hun greb direkte ud efter hans hånd, for at få ham til at stoppe op. ”Du må ikke gå..” endte hun ganske dæmpet, som hun vendte blikket mod ham. I måneskinnet, kunne man tydeligt se det blå skær – som noget af det eneste som hun havde efter deres far. Desuden hvis han gik ind nu.. så gik det jo bare galt igen – ligesom hver gang han kom hjem, og det ønskede hun heller ikke!

[pierce]

Rosalie havde altid været den som alle havde taget sig af, hvor man vel godt kunne sige at hun var barnet som var i centrum? Selv deres far havde været langt mere kærlig overfor Rosalie end han havde været over nogen andre, men det var jo så også fordi at hun var den eneste pige som han havde haft. Hun havde altid været fars prinsesse, hvilket han heller ikke havde haft noget imod, eftersom han sådan set godt kunne forstå sin far, hun var vel alles prinsesse? Det var i hvert fald sådan som hun blev behandlet af dem alle sammen og ikke engang kun fra ham, men også fra Stefan og Daniel. Han trak undskyldende på smilebåndet til hendes ord, hvor han lænede sig mod hende og skænkede hendes kind et blidt kys. “Undskyld søs,” endte han stille, selvom smilet ikke falmede det mindste. Det var ikke fordi han just havde været ude på at skræmme livet af hende, men det var da lidt morende af den grund! Desuden havde hun jo også selv grinet af det til at starte med! Og man havde jo kun det sjov man selv lavede! Han vidste dog godt, at hun var bange for mørket, selvom det vel mere var de væsner som lurede heri? Det var jo også et af nattens væsner som havde dræbt deres far, og det var også et af nattens væsner, som Daniel og Stefan bar i sig, hvilket han ikke just var henrykt over, men på den anden side, var det også noget som havde gjort ham bedre til at slås, for han havde hurtige reflekser og opfangede hurtigt ting, hvor selv hans sanser var blevet trænet godt! Han så næsten skammende ned i jorden til hendes ord. Han ønskede jo ikke at bekymre hende, men.. han var god til at slås, så hvorfor skulle han ikke bruge det til at skaffe lidt penge? Han sparede dem jo også op! Det var jo i den lille kiste under deres seng, at han havde gemt alle sine penge, de fleste af dem, som ikke var brugt på mad, og han havde efterhånden en hel skat der var værd at stjæle! “Undskyld,” endte han dæmpet som var han et lille barn der skammede sig. Han vendte blikket forsigtigt mod hende igen. Han ønskede ikke at hun skulle være sur på ham, eller bekymret, for det var der slet ikke nogen grund til! Det var jo ikke fordi de kæmpede til man mistede livet i havet, for det gjorde man ikke! Men derfor kunne man stadig godt få et par skrammer, hvilket jo også var sket for ham. At hun så skulle nævne Daniel og at han kunne give sin krystal til ham, var noget der gjorde ham vred og arrig, for.. det ville han da slet ikke! Daniel skulle på ingen måde røre hans ting! Og da slet ikke hans krystal! Den kunne han få en stor sum penge for, og så kunne han måske gøre sin søster lidt glad ved at købe noget nyt tøj til hende eller andet! Og det skulle Daniel bestemt ikke ødelægge! Han vendte blikket mod hende, som hun greb ham om hånden, for at stoppe ham og bad ham om ikke at gå. Instinktivt trak han hånden til sig i en fast bevægelse, selvom han også hurtigt fortrød det. Hans vrede mine blev erstattet af en mere rolig, som han satte sig på knæ ved siden af hende igen. Han havde et alt for stort temperament og en alt for kort lunte, selvom også flere havde sagt at det var fordi han var psykisk syg, men hans far havde aldrig gjort noget ved det, så det var aldrig blevet bekræftet. Desuden så ønskede han ikke at gå og efterlade hende her i mørket. “Vil du hele mit andet sår?” spurgte han roligt, næsten for at skifte emne. Han løftede den venstre arm, for at afsløre den dybe flænge ved hans venstre side. Han vidste jo godt hvordan hun havde det med hans sår.

[Deleted]

Rosa havde det virkelig som blommen i et æg, og det vidste hun godt, for alle brødrene beskyttede hende, og det samme havde deres far gjort i sin tid, hvilket virkelig var noget som hun var glad for, for.. ja, et sted så følte hun vel at hun skyldte dem igen? Derfor hun som regel stod i køkkenet og lavede mad til dem, når de var ude, for det var mændene i denne familie som skaffede pengene, selvom hun bestemt heller ikke havde noget imod det i den anden ende, for det var hende som stod i køkkenet, sørgede for at der kom mad på bordet – når der var noget selvfølgelig, hvor hun heller ikke kunne drømme om at gøre brug af pengene som Valentine havde samlet sammen! ”Du siger undskyld nu, men gør det samme i morgen!” endte hun morende og med det glædelige smil på læben. Han havde altid formået at få hende til at smile, hvilket var en tanke som hun rigtig godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. At han jo så var kommet til skade – igen! Var ikke noget nyt, men det var alligevel noget som bekymrede hende, for de havde jo alle set hvad kamp havde gjort ved deres far, og derfor frygtede hun virkelig, at hun skulle miste ham også, hvilket hun bestemt heller ikke havde lyst til! At han faktisk sagde undskyld fordi at han var kommet til skade, var en tanke som direkte måtte more hende, for det var jo heller ikke fordi at det var en løgn. Et glædeligt smil passerede let hendes læber, som hun lod hovedet søge let på sned. ”Det går nok skal du se.. Du kom jo trods alt hjem i live. Og så er jeg glad,” tilføjede hun roligt. Det kunne godt være, at de var lidt for intime af søskende at være, men det var slet ikke sådan at hun havde det. Desuden havde hun heller ikke nogen forældre som kunne fortælle hende hvad der var rigtigt og forkert, for de var begge afgået ved døden og deres ældre brødre havde travlt med at skaffe penge og mad på bordet – som hun så kunne tilberede, selvom hun virkelig gjorde alt hvad hun kunne for at spare på det!
At Valentine direkte skulle blive sur over at hun havde sagt det, så var det også tydeligt at han havde misforstået hende, for det var bestemt heller ikke fordi at hun ville give krystallen videre til Daniel, for det kunne hun da slet ikke finde på! At han så var endt såret, var noget som hun tydeligt kunne høre, hvilket var noget som havde efterladt hende med en frygtelig samvittighed, for det havde jo slet ikke været hendes mening at gøre ham ked af det! Ikke bare sådan, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At han så direkte rev hånden til sig, fik hende til at slippe den allerede med det samme, hvor hun bare lod hænderne falde ned foran sig. Hun blinkede let med øjnene og bed sig svagt i læben, for det havde aldrig været hendes mening at gøre ham sur eller noget lignende! ”Undskyld..” endte hun dæmpet. At han alligevel satte sig i knæ ved hende, havde hun bestemt heller ikke noget imod! Hun vendte blikket mod ham. Noget var der.. en psykisk sygdom eller noget andet, men hun holdt af ham alligevel. Selv på trods af den korte lunte og et temperament som sagde spar to! ”Selvfølgelig..!” endte hun sandfærdigt. At han var kommet så galt af sted at han havde fået en dyb flænge i siden, var noget som fik hende til at skære en grimasse. ”Jeg gør klogt i at ikke kommentere det.. ikke?” endte hun sigende, som hun forsigtigt lod hånden stryge over det, hvor håndfladen begyndte at lyse, så såret kunne lukke sig.

[pierce]

Valentine nød at komme hjem til Rosalies madlavning, for hun var virkelig en fantastisk kok! Han vidste at hun godt kunne blive rastløs af at gå hjemme helt alene og det var jo også derfor han typisk spurgte om hun ikke ville med ind til byen, hvilket han oftest gjorde når der ikke var mere mad i huset, sådan så de kunne handle ind. Desuden så havde han intet imod at tage hende med ud at gå, for til tider så blev han jo også hjemme i flere dage for at tilbringe tiden sammen med hende, eftersom hun jo trods alt var hans eneste ven og han vidste også godt at han var den eneste som hun tilbragte tiden sammen med. Han trak uskyldigt på smilebåndet til hendes ord, hvor han ikke kunne holde en munter latter igen, for det morede ham virkelig! Og dog havde hun ret, men han kunne godt lide at overfalde hende og lade hende vide at han var glad for at se hende. “I morgen tidlig, gør jeg nok,” svarede han drillende, som han blinkede uskyldigt til hende, skønt uskyldig nok var det sidste han var! Men man havde jo kun det sjov man selv lavede og han havde virkelig savnet hendes selskab! Hun var den eneste der kunne få ham til at falde til ro på et splitsekund, eftersom hun vidste hvilke knapper man skulle trykke på – og hvilke man skulle holde sig fra. At hans undskyld gjorde hende glad igen, var noget som fik ham til at trække skævt på smilebåndet – han selv vidste jo også godt hvilke strenge han skulle spille på, for at gøre hende glad igen, det var jo så det gode og positive ved at kende hinanden så godt! “Godt! Så længe du er glad og tilfreds, er jeg det også,” svarede han med et skævt og muntert smil.
Hvis der var noget som Valentine hadede, så var det da klart hans brødre og bare tanken om at noget som var hans, skulle blive deres, var noget som virkelig måtte gøre ham rasende! Han blev arrig som en tyr, når hans brødre blev nævnt, for han hadede dem virkelig! Det var så heller ikke fordi han ønskede at ødelægge det hele, nu hvor han havde været væk mere eller mindre hele dagen fra hans søster, derfor blev han også hos hende. Han rystede let på hovedet. “Du behøver ikke at undskylde Rose,” forsikrede han hende, som han sendte hende et lille svagt smil. Han overreagerede måske tit, selvom det typisk skete ubevidst og uden at han tænkte over det, men han kunne virkelig ikke udstå tanken om hans brødre der skulle udkonkurrere ham eller tage æren fra ham! At hun gerne ville heale hans sår, fik ham til at sætte sig tættere på hende, skønt hendes grimasse var noget som fik ham til at grine ganske let. “Du behøver ikke at kommentere det, eftersom jeg allerede ved hvad du vil sige,” svarede han drillende. Han skar en grimasse, da hun rørte såret. “Av! Men du behøver ikke røre det!” beklagede han sig, hvor han vendte blikket mod hendes hånd, der begyndte at lyse. Han løftede sin ene hånd, hvor han lod fingerspidserne stryge ganske blidt, og nok pirrende, over hendes arm, imens han mærkede hvordan såret lukkede sig sammen igen. Han greb blidt omkring hendes hånd, da hun blev færdig, hvor han vendte blikket mod hende. “Er de hjemme?” spurgte han dæmpet og forsigtigt, hvor han med ‘de’ hentydede til hans brødre. Han brød sig ikke om at være i huset, når de var hjemme, desuden så var det faktisk sjældent at de alle sammen var samlet, for mange gange overnattede Daniel på Akademiet, hvor Stefan rendte rundt og lavede sine egne sager, og så havde de to huset for sig selv – og det var de tider han bedst kunne lide!

[Deleted]

Så længe at Rosas mad kunne spises, så ville hun fortsætte med at lave den! Desuden så det heller ikke ud som om de andre havde noget imod det i den anden ende, så var det jo bare en tanke som hun mægtig godt kunne lide, for hun kunne godt lide at gøre dem alle sammen glade og tilfredse! Hun vendte blikket sigende mod ham. Selvom hun selvfølgelig var glad for at han undskyldte for det, så vidste hun udmærket godt, at det kun var et spørgsmål om tid, inden han ville være i gang igen! Selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende det mindste, for hun kunne faktisk rigtig godt lide at se ham glad og tilfreds, så var det nemlig ikke hende som skulle brokke sig. ”Jeg kender dig!” endte hun med et morende smil. Nu hvor hun vidste at det var ham, så var det ikke så slemt igen, for det var noget som automatisk fik hende til at slappe af. Det var nemlig straks noget andet, hvis det var Daniel eller Stefan som gjorde det, for de kunne virkelig skræmme hende, hvis det var det som de havde lyst til, så selvfølgelig var det heller ikke noget som sagde så lidt igen! Hun sendte ham det typiske varme smil, for han formåede virkelig at gøre hende glad! ”Siden hvornår har du ikke formået at gøre mig glad?” spurgte hun sigende og med det varme smil på læben, for end ikke det var jo en løgn. Han gjorde hende jo altid glad!
Det havde virkelig ikke været Rosas mening at gøre Valentine sur eller ked af det, for hun vidste godt, at han slet ikke kunne med Daniel og Stefan. Der var jo en grund til at de som regel aldrig var sammen! Hun var sammen med dem enkelt vis. Jovist kunne Daniel og Stefan godt sammen, så der kunne hun være sammen med dem sammen, men det var nu bare sådan at det var. Det var sådan det havde været hele livet, så det var jo bare en kendsgerning som man måtte acceptere, for der var nu heller ikke noget som man kunne gøre ved det alligevel. Hun sendte ham et stille smil. ”Jeg mente jo ikke at gøre dig sur..” endte hun ganske sigende, for det var også noget som hun ønskede at han skulle vide! Hun himlede let med øjnene og rystede på hovedet, som hun let strøg hånden over det, selvom det var frygtelig forsigtigt. Hun skar endnu en grimasse. ”Undskyld..” mumlede hun igen. Hun vidste hvordan han skulle roes ned, som omvendt, og det var en tanke som hun rigtig godt kunne lide, men ikke noget som hun havde noget imod overhovedet. Tvært imod! Tungen strøg hun let over sine læber, som hun vendte blikket mod ham, da såret var lukket. At han tog omkring hendes hånd, var slet ikke noget som hun havde noget imod, hvor hun bare lukkede sin tæt omkring hans. Varm var han – Det var han jo altid! ”Stefan er ikke. Jeg ved ikke om Daniel er taget af sted for aftenen.. Han hentydet meget til det her tidligere i dag nemlig,” endte hun sigende, som hun vendte blikket tilbage mod huset. Ja, umiddelbart så virkede det jo temmelig roligt, men når man havde med deres kære brødre at gøre, så kunne de sagtens være tilstede af den grund! Hovedet gled stille mod hans skulder, som hun let lukkede øjnene. ”Jeg har savnet dig,” endte hun med en dæmpet stemme, som hun vendte blikket op mod ham. Hun skænkede roligt hans kind et blidt og nænsomt kys.

[pierce]

Det var ikke fordi Valentine havde haft intentioner om at skræmme hende, men overraske hende og give hende et chok, var nok snarere hans intentioner, selvom han ikke ønskede at gøre hende bange, desuden så passede han jo på hende! Sammen med ham så skulle hun nok være i sikkerhed, for han tillod ikke at der skete hende noget og nærkamp var han trods alt utrolig dygtig til! Så hvis nogen kom efter hans søster, så skulle han nok selv personligt give dem alle sammen bank! Hendes ord fik ham til at slippe en munter latter, hvor han ikke kunne skjule smilet det mindste, for det var da umuligt i hendes selskab! De hyggede sig jo altid, som hun altid kunne gøre ham i godt humør, hvor det vel også var gengældt? Til gengæld så vidste han også godt at de lige hurtigt kunne såre hinanden og gøre hinanden triste, hvilket han hadede! Specielt når han gjorde det over for hende. På den anden side så følte han sig helt alene, når hun gik imod ham, for hvis han ikke havde hende, så havde han jo ingen. “Og du kan lide det, kan du!” svarede han muntert, som han puffede let til hende med sin ene skulder, uden at smilet falmede det mindste, for det kunne umuligt når han var sammen med hende! Hendes følgende ord fik ham til at trække selvsikkert på smilebåndet, hvor han næsten pustede sig op. “Du har ret! Jeg er fantastisk er jeg!” svarede han overlegent, selvom han ikke kunne skjule det morende smil, for det var virkelig for sjovt! Fantastisk var jo nok det sidste han var, eftersom han ikke var særlig vis, han led af angstanfald og mareridt, han havde et kæmpe temperament og kunne komme til at gøre dem han holdt af ondt; såsom Rosalie, og han led jo nok af en psykisk sygdom, så fantastisk var og blev han jo nok aldrig, men.. når han var sammen med Rose, så formåede hun altid at plante en følelse af velbehag i ham.
Det var ikke fordi Valentine ønskede at gå fuldstændig amok, fordi han havde misforstået hendes ord, derfor så var han også valgt at blive hos hende, for.. han havde jo faktisk savnet hende! Og han ønskede ikke at ødelægge det hele! Han nikkede lettere forstående til hendes ord. “Det ved jeg godt søs.. det gør ikke noget,” forsikrede han hende med en dæmpet og lavmælt tone, som han sendte hende et prøvende smil. Han ønskede ikke at gøre hende ked af det eller trist, hvilket han godt vidste at han havde en tendens til at gøre, når han blev vred, hvor han også førhen havde skræmt hende, fordi han til tider var blevet så rasende at han havde ødelagt flere ting i huset. Han lod hende blot heale hans sår, hvor et tilfredst smil også gled over hans læber. Som hun tog omkring hans hånd ligeså, så kunne han heller ikke lade vær med at smile bredere. “Så god som ny! Som altid,” endte han muntert, som han tog plads ved siden af hende igen, så han sad tæt ind til hende. Han vendte blikket mod huset. Hvis de ikke var hjemme, så ville det ikke gøre ham det mindste! Desuden så forundrede det ham ikke, at de ikke var hjemme, for de var jo ‘voksne’, så de havde meget andet at se til. Han vendte blikket mod hende som hun lagde hovedet mod hans skulder, og sagde at hun havde savnet ham, hvor et lille glad smil gled over hans læber. “Jeg har også savnet dig Rose,” erkendte han sandfærdigt, som han klemte blidt omkring hendes hånd. Han tog imod hendes kys på kinden, hvor han følte en varme sprede sig i hans krop, som fik ham til at gyse af behag. Hans mine blev dog lettere alvorlig igen. “Men hvorfor søger du ud så sent, hvis du er alene hjemme?” spurgte han ganske alvorligt, hvor det denne gang var ham som var den bekymrede.

[Deleted]

Så lang tid at Rosa kunne plante den følelse af velbehag i Valentine, så var hun også storslået tilfreds, for hun kunne meget bedre lide ham når han kunne smide som han gjorde nu, end når han var ked af det, sur, frustreret og smadrede hele deres hjem, for det havde han jo været tæt på flere gange efterhånden! Ikke fordi at det var tanker som fik lov til at komme i vejen for hende i denne stund, for hun ønskede at lade ham vide det – At hun faktisk accepterede ham som han var, også selvom han virkelig kunne være en ballademager! ”Det sagde jeg ikke noget om!” endte hun morende, som smilet gled over hendes læber endnu en gang, for det var slet ikke noget som hun kunne eller ville skjule for ham, for det var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til! At han så direkte skulle puste sig op, var noget som virkelig fik hende til at grine, hvor hendes latter tydeligt lød ud i natten som hvilede omkring dem. Når han var der, så frygtede hun heller ikke for mørket, for hun vidste, at han ville passe på hende, så selvfølgelig var det noget som hun gjorde ganske automatisk! I hendes øjne, så var han fantastisk, uanset hvilke fejler og mangler som han havde, for i hendes øjne så arbejdede han med det, han gjorde hvad han kunne ud fra de omstændigheder som han havde, hvilket virkelig var noget som betød ekstremt meget for hende. ”Du er mig en kende for selvsikker søde ven, men jo.. Fantastisk er du,” medstemte hun ærligt. Hun kunne ikke fordrage at lyve!
Hendes ord var blevet misforstået, hvilket var gået op for Rosa allerede for længe siden. Hun var dog af den grund, ikke bange for at skulle gøre noget som helst for at overbevise ham om det, for hun vidste hvor meget den ære betød for ham, og selvfølgelig var det ikke noget som hun ønskede at rive fra ham! At det var okay, fik hende kun til at smile, for det glædede hende selvfølgelig at han ikke var sur på hende! ”Godt..” endte hun sigende, som hun roligt fortsatte med at heale. En flænge var jo trods alt langt større end det andet, så selvfølgelig var det noget som krævede mere af hende, men hun nægtede at lade sin lillebror rende rundt med et sådan ar hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende! Hun ønskede jo ikke at han skulle komme galt af sted, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende. ”Så pas på dig selv denne gang!” endte hun sigende, dog med en bestemt tone, selvom det var det samme som hun fortalte ham hver eneste gang han havde været ude og kom hjem med mærker, flænger og ar, for det var bestemt heller ikke noget som hun kunne lide! Hun hadede det virkelig, for hun frygtede for at det samme som skete med deres far, også ville ske med ham; At han kom så galt af sted, at det ikke nyttede at heale det.. Og det ville hun slet ikke have! Hun lagde sig ind mod hans varme krop, hvor hun blev siddende med hans hånd i sin. At det denne gang var ham som endte bekymret, var noget som næsten morede hende, hvor hun vendte blikket roligt op mod ham. Hun regnede ikke med at Daniel og Stefan var hjemme, men at søge ud, kunne hun vel godt, uden at det ville få varige konsekvenser? Huset var jo ikke langt derfra! ”Jeg ville bare sidde lidt i månens skær? Huset ligger jo lige der, så er der jo ikke langt hjem,” svarede hun sandfærdigt.

[pierce]

Rosalie var den som var bedst til at gøre Valentine rolig, til at få ham til at falde ned, efter at enten at have været hidsig, fået et angstanfald eller haft et mareridt, altid var hun der for ham og det ville hun vel også altid være? Han tvivlede på at hun ville svigte ham i sidste ende, for sådan var hun jo ikke, desuden så passede de på hinanden, når den ene var bange, var den anden der til at roe en ned, de var et team, ligesom når han havde været ude for at fange fisk, hvor han kom hjem med dem, hjalp hende med at få benene ud og hun lavede maden, hvor han kunne dække bordet, hele tiden var de der for hinanden og han ønskede bestemt heller ikke at det skulle være anderledes! De gjorde jo alle ting med hinanden først, og selvom andre så skævt på dem, når de kom gående forbi på gaden, så havde de det godt med hinanden og det var vel det som talte? Han trak muntert på smilebåndet til hendes ord. “Jamen så længe du kan lide det, så er jeg glad og tilfreds,” svarede han sandfærdigt. Det var jo desuden heller ikke fordi han lagde sin fulde vægt i det, når han overrumplede hende og overfaldt hende, tværtimod, så gjorde han det jo kun i sjov, hvor de altid mindede om to små tumlinger, og om morgen, når han overfaldt hende i sengen – skønt det ikke skete hver dag – så kunne han til tider også finde på at kilde hende, når de da var alene hjemme, for ellers fik de bare skæld ud over at de larmede, fordi hun altid skulle hvine og skrige! Han hadede bare når det var hende der kom ham i forkøbet og overfaldt ham og kildede ham, for han var virkelig kilden! Hendes ord varmede ham utrolig meget, hvor han følte sig helt.. overvældet af glæde. Han endte med at slå begge arme omkring hende, for at trykke hende tæt ind til sig. “Årh! Men du er mere fantastisk end mig!” fastholdt han lettere stædigt og bestemt, for hun var jo altid så god og sød ved ham, ligesom over for alle andre! Hun var og blev fantastisk!
Det var ikke fordi Valentine gad bruge sin tid på at være sur på hans søster, for han ville langt hellere nyde tiden med hende! Han havde jo også savnet hende! Han lod hende heale hans flænge, som også var langt mere dyb og større end det lille snitsår i hans ansigt, hvor han godt var klar over at hun var bekymret for ham, men det var jo ikke noget nyt! Hendes ord om at han skulle passe på sig selv, fik ham til at trække morende på smilebåndet. Det var ikke fordi han ville være useriøs, men de vidste jo begge to at han var elendig til at passe på sig selv og de vidste begge, at det ville ske igen. “Ved du ikke at jeg hele tiden kommer til skade, så jeg kan tage hjem og mærke dig pusle om mig?” spurgte han drillende, som han blinkede let til hende. Det var ikke fordi han ville tage let på hendes bekymringer, og han kunne da godt forsøge at holde lidt igen, „men hvis du bliver glad, så kan jeg da godt holde mig lidt fra slagsmålene og tilbringe tiden med dig?” Han sendte hende et skævt smil. At Daniel og Stefan ikke var hjemme, havde han intet imod, men så bekymrede det ham at hun var søgt ud, for tænk hvis nogen havde overfaldet hende! – det havde han jo så gjort, men han ville hende jo heller ikke noget ondt! Han brummede lettere utilfredst. “Ja, ja da, der skete jo intet. Men hvad med at vi kommer ind og jeg får noget at spise?” foreslog han, som han roligt kom op på benene, hvor han rakte hende den anden hånd, for at hjælpe hende op.

[Deleted]

Et sted kunne man vel godt sige, at Valentine udfyldte det tomrum som Rosalie havde i sindet? De udfyldte hinanden på må og få, for det var jo omkring.. alting! Han var der til at passe på hende som omvendt, når han kom hjem, så lavede hun maden og han dækkede bordet. De gjorde jo faktisk.. alt i fællesskab, selvom det bestemt heller ikke var en tanke som hun havde det mindste imod, for det var noget som hun godt kunne lide, for det fik hende samtidig til at føle sig ganske speciel, hvilket helt klart var en tanke som hun rigtig godt kunne lide! Hun himlede let med øjnene, for tilfreds og glad, det var hun faktisk. Hun kunne slet ikke andet, når hun endelig var i nærheden af ham, så selvfølgelig var det en tanke som hun specielt godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. ”Du formår jo altid at gøre mig glad og tilfreds, Valentine. Det ved du da godt,” påpegede hun sigende. I hendes øjne, var han ikke noget andet end direkte.. perfekt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At han så reagerede så kraftigt på det, var ikke ligefrem noget som hun havde regnet med, men det var ikke noget som hun sagde noget til. Hun lod ham mere end glædeligt lægge armene om hende, hvor hun roligt satte sig tæt ind til hans varme krop, for det føles virkelig, virkelig rart! Hun smilede let for sig selv. ”Jeg er da ikke så fantastisk! Jeg er… ja.. Jeg er bare mig,” endte hun sigende, som hun vendte blikket mod ham igen. Det var da ikke fordi at der var så meget specielt ved det, var der?
Det var bestemt heller ikke fordi Rosalie ønskede at han skulle være sur på hende, for det var slet ikke en tanke som hun kunne lide. I det store og hele, så ønskede hun virkelig bare muligheden for at nyde tiden sammen med ham, når den endelig var der, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun vendte blikket sigende mod ham, hvor hun alligevel måtte stå ud i en latter. ”Jeg tvivler stærkt på at du kun gør det, fordi jeg skal pusle om dig! Det gør og kan jeg fint gøre, uden at du behøver at komme hjem, banket gul og blå,” påpegede hun sigende, også selvom det var ord hun mente. Af den grund, så vdiste hun udmærket godt, at det ikke var ord som han ville tage til efterretning eller noget som helst, ås var det jo trods alt bare sådan at det nu måtte være, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne hun ikke gøre noget ved det af den grund. Hun sukkede dæmpet og blev siddende med hans hånd i sin egen, som hun trykkede let omkring. ”Jeg ville bare ønske at du ikke behøvede at komme til skade.. Jeg kan ikke lide det,” tilføjede hun dæmpet og med en tydeligt bekymret tone. Hun brød sig virkelig ikke om det! At han ville ind og have noget at spise, var dog alligevel noget som kunne få hende på lidt andre tanker. Hun lod ham rejse sig, så han kunne hjælpe hende op, hvilket var en hjælp som hun ganske fint tog imod. ”Det lyder meget fornuftigt,” endte hun dæmpet og med en ganske sigende mine, hvor selv ikke smilet var til at skjule på nogen måde, det var helt sikkert. Hun vendte blikket mod ham. ”Skal jeg varme noget?” spurgte hun smilende. Hun elskede at gøre ham glad!