Spring is upon us!

[pierce]

I Valentines øjne så havde han og Rosalie det perfekte søskendebånd, som man kunne tænkte sig til, for de gjorde alle ting i fællesskab, alle nye og ukendte ting prøvede de med hinanden, de tog sig af hinanden, de passede på hinanden, de puslede om hinanden, de kunne hygge sig med hinanden, de kunne fortælle hinanden alt, hvor han heller ikke holdt noget skjult for hende, for det kunne han heller ikke, eftersom hun kendte ham for godt efterhånden. Det de havde sammen, var og blev perfekt, hvilket ingen skulle have lov til at ødelægge! Han trak på smilebåndet til hendes ord. “Jeg ønsker heller ikke andet,” svarede han ærligt, som han sendte hende et varmt smil. Løgn var det ikke, for han elskede hende, han ønskede hende kun det bedste og derfor hadede han sig selv for hver gang han gjorde hende ondt og sårede hende, for det gav ham altid en kæmpe skyldfølelse, der virkelig kunne tage livet af ham, hvis hun ikke tilgav ham – som hun jo altid gjorde i sidste ende. At hun endte overrasket over hans ord, lagde han ikke mærke til, da han kun var glad for at hun fandt ham fantastisk, for hendes mening var jo klart det som betød mest for ham! Selvom han ikke følte sig særlig fantastisk også fordi han vidste at han havde så mange fejl. Hendes ord fik ham dog til at rynke på næsen. “Du er fantastisk Rose! Det er du! Du er ikke bare dig, du er.. perfekt!” svarede han bestemt og tydeligt stædigt, hvor han slet ikke ville høre tale om andet!
Det var ikke fordi Valentine var sur på Rosalie, for det kunne han da slet ikke være i længere tid af gangen alligevel! Han elskede hende jo, og som hun havde savnet ham, så havde han også savnet hende! Han ønskede bare at nyde stunden med hende, og da helst nu hvor deres brødre ikke var hjemme, for så havde de jo hele huset for dem selv og så kunne de gøre præcis som de ønskede! Hendes latter og ord, fik ham til at trække skævt på smilebåndet. “Ikke? Så du kan sagtens pusle om mig uden jeg kommer til skade? I så fald, vil jeg da gerne pusles om i aften,” svarede han drillende, skønt han dog ikke ville have noget imod hendes omsorg, den nød han trods alt utrolig godt af! Han følte sig jo altid så.. godt tilpas sammen med hende. Hun formåede at fylde ham med et velbehag uden lige! Hendes dæmpede ord fik ham til at trykke ganske blidt omkring hendes hånd. “Jeg skal nok klare mig Rose.. det lover jeg,” forsikrede han hende, som han sendte hende et varmt smil. Han passede altid godt på sig selv, selvom man måske ikke skulle tro det, fordi han var en slagsbror, men derfor så var det jo ikke fordi han gik ind i dødskampe, hvor det gjaldt om at dræbe en anden! Han trak hende roligt op på benene, hvor han sendte hende et varmt smil. Han nikkede tilfreds til hendes ord. “Hvis det ikke er for meget at for lange, så må du meget gerne varme noget til mig,” svarede han sandfærdigt, som han gjorde et hovedkast mod huset, hvor han flettede sine fingre ind i hendes, som han valgte at trække hende med sig tilbage til huset. Han trådte op på terrassen, hvor han åbnede døren for hende, som førte ind i den varme stue. Han lukkede og låste døren, inden han strøg en hånd over den skaldede isse.

[Deleted]

I det store og hele, så kunne Rose slet ikke forestille sit et liv uden Valentine som en del af det, for han var virkelig noget af det som betød mest for hende! Det kunne godt være, at hun var tryg og ikke mindst beskyttet, hvilket hun bestemt heller ikke havde noget imod, for hun følte sig virkelig som en prinsesse når hun var omkring dem, for det var den følelse som de efterlod hende med, og det var virkelig også rart, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun smilede let, som hun roligt vendte blikket mod ham igen. Han var rolig omkring hende, han kunne sige undskyld, han kunne åbne sig uden at blive hånet for det, for hun følte et sted at hun havde et ansvar overfor ham, kun fordi at deres brødre slet ikke ønskede at have noget med ham at gøre, hvilket slet ikke var noget som hun kunne forstå! Jovist vidste hun at de gav ham skylden for det som var sket med deres mor, men det var da ikke noget som han kunne gøre for! At han så stod fast på at hun var perfekt, var noget som hun slet ikke kunne forstå! For hun var på ingen måder mere.. værdifuld og perfekt end det som han gjorde hende til! Hun himlede let med øjnene, som det varme smil tydeligt måtte brede sig på hendes læber. ”Jeg tror du har fået lidt vand mellem ørene, min kære bror,” endte hun direkte morende. Så længe at han kunne lide hende som hun var, så skulle hun bestemt heller ikke klage!
Rose havde aldrig brudt sig om at Valentine kom tilskadekommen hjem, for hun frygtede virkelig at det samme ville ske med ham, som skete for deres far, også fordi at han var kommet tilskadekommen hjem. Det kunne godt være at han vågnede om natten af sine mareridt, men hun så dem i hvidøjet når han kom hjem i de tilstande, og det var slet ikke en tanke som hun kunne lide på nogen måde! Hun vendte blikket sigende mod ham og med et stille smil på læben. Hun havde bestemt ikke noget imod at pusle om ham og forkæle ham lidt mere end det som hun gjorde med de andre, men hun havde jo til gengæld også mere at gøre med sin lillebror, end de ældre brødre! ”Selvfølgelig! Jeg har intet imod at pusle om dig. Du gør det jo for mig så ofte..” tilføjede hun sigende, også mest for at understrege at det var sådan at det hang sammen, for det var nu bare sådan at det måtte være. Hun rejste sig roligt op med ham, som hun roligt vendte blikket mod ham. ”Så længe du klarer dig, så er jeg glad. Jeg vil ikke miste dig, som vi mistede far..” Ordene var måske dæmpet, men selv det var noget som til tider virkelig kunne påvirke hende i de negative retninger. Fingrene sammenflettede hun mere end glædeligt med hans, som hun trykkede omkring hans hånd. ”Godt! Jeg lagde det bedste til side til dig. Stefan og Daniel tog godt for sig så… jeg tror da at det smagte godt,” endte hun sigende og med et skævt smil. Tungen strøg let over hendes læber, som hun roligt trådte indenfor og vendte sig roligt mod ham endnu en gang. ”Dækker du bord? Så sætter jeg det lige hurtigt over ilden,” endte hun glædeligt, som hun næsten hastede ud i køknet. Af hvad hun havde fået at vide af deres ældre brødre, så slægtede hun sin mor på talentet i køknet, hvilket var noget som hun klart tog som en positiv ting!

[pierce]

Valentine og Rosalie var et team. De klarede alle ting sammen, gjorde alle ting sammen – mere eller mindre – og de kunne nok ikke klare sig uden hinanden, han kunne i hvert fald ikke klare sig uden hende, for han elskede hende og hun var den eneste der forstod sig på ham, hun var den eneste der faktisk havde vist ham omsorg i sit liv, for hans far havde jo været så fraværende på grund af arbejdet og der var det jo altid Rosalie der havde taget over og taget sig af ham, som han også havde passet på hende. At hun sagde at han havde fået vand mellem ørerne, da han kaldte hende for perfekte, fik ham til at vende blikket mod hende. “Tror du ikke på mig?” spurgte han dæmpet. Han ville da ikke kalde hende alt det eller sige det til hende, hvis han ikke mente det! Hun var perfekt, hun gjorde jo altid alting rigtigt! Hun var der for ham, hun forstod ham, hun elskede ham som han elskede hende, hun var til at stole på og han kunne fortælle hende alt, hun var hans modsætning, men de klarede sig som et perfekt team, hvor han skaffede maden og hun tilberedte den, så selvfølgelig var hun perfekt! At hun så godt kunne lide at pusle om ham, fik ham til at trække muntert på smilebåndet, for han elskede når hun puslede om ham! Hun var jo trods alt den som var bedst til det! Og desuden så nød han virkelig også at pusle om hende! Han sendte hende et drilsk smil. “Hvis du pusler om mig, så vil jeg pusle om dig!” svarede han med et skævt smil på læberne. Han elskede som sagt også at pusle om hende! Han nød at være den som strøg hende over ryggen, nussede hende i håret, inden de gik i seng, holdt om hende om natten, som hun holdt om ham, og han elskede at værne om hende, købe ting til hende for at gøre hende glad, han nød at være hendes store stærke beskytter og at holde hende sikker, som han nød at tilbringe tiden med hende, og det skulle ingen ødelægge! Han sendte hende et opmuntrende smil, som hun nævnte deres far. “Jeg skal nok passe på mig selv, Rose.. det lover jeg,” svarede han roligt, som han trykkede omkring hendes hånd.
Som de kom indenfor, så slap Valentine roligt hendes hånd, så hun kunne varme maden op til ham, for han var ved at være sulten! På trods hans race normalt ikke skulle bruge mad og drikkelse, så havde han nærmest lært at spise og drikke som resten fra familien, for selv far havde jo spist med omkring bordet, når han endelig var hjemme! Han grinede kort til hendes ord. “Du er en fantastisk kok søs! Den bedste! Vi alle elsker din mad!” forsikrede han hende med en stolt mine, hvor minen faktisk var henvendt til hende, for han var skam stolt over at hun var så dygtig! Og som han flere gange havde foreslået, så burde hun blive professionel kok! Han nikkede roligt til hendes ord om at dække bord. “Skal du have noget med?” spurgte han roligt, som han gik hen i køkkenområdet, hvor han åbnede et af de øverste skabe, for at fiske nogle tallerkner frem, skønt han ventede på hendes svar om hun skulle have noget med. Han foretrak når de spiste sammen, men han respekterede, hvis hun allerede havde og ikke var sulten, for han kunne jo bare være kommet hjem i tide.

[Deleted]

Det glædede virkelig Rose at Valentine var endt med at komme hjem igen, også selvom hun vidste at han trak den langt, netop for at undgå deres ældre brødre, hvilket hun også godt kunne forstå, for de var virkelig efter ham, og det var bestemt heller ikke noget som hun så på som retfærdigt, for det var det slet ikke! Hun vendte blikket sigende mod ham og med det samme rolige smil på læben, for det var jo trods alt heller ikke fordi at det var en løgn i den anden ende. Hun lod hovedet søge let på sned. Jovist stolede hun på hans ord, for ellers ville han slet ikke give hende dem, det vidste hun skam godt! men alligevel, så var det frygten for at hun ikke kunne leve op til det, ofr hun var jo lige så god til at skulle skuffe ham og gøre ham ked af det – hun havde jo allerede gjort det en gang her til aften, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sættes tvivl ved! Hun vendte de mørke øjne roligt mod ham endnu en gang. ”Selvfølgelig tror jeg på dig,” endte hun sigende, også selvom det faktisk var ord som hun måtte mene, for det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at betvivle hans ord, for det var der ikke var nogen grund til! Hun sendte ham et glædeligt smil, for det at han puslede om hende, var noget som hun specielt godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. ”Det vil jeg ikke have noget imod! Du er den eneste som kan gøre det rigtigt,” påpegede hun sigende, som hun igen stille lod hovedet glide mod hans skulder, for det var slet ikke noget som hun havde noget imod i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Tungen strøg hun over sine læber. At han ville passe på, var en tanke som gjorde hende glad, for hun ønskede virkelig ikke at han skulle komme galt af sted!
At huset henlå i sin stilhed, var ikke noget som Rose havde noget imod, for hun elskede at tilbringe den tid sammen med Valentine alene! Også fordi at hun kunne se at det var noget som gjorde ham glad, så var det kun noget som gjorde det hele så mange gange bedre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. At han komplimenterede hendes egenskaber i et køkken, fik hende kun til at smile bredt, for hun elskede virkelig den tanke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, for løgn var det j trods alt heller ikke! ”Så længe at I alle kan gå mætte i seng, så er jeg tilfreds!” sagde hun stolt. Hun ønskede ikke at gøre det professionelt, for hun kunne bare godt lide at pusle i køknet for sine brødre, for det var sådan at hun godt kunne lide det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun nikkede, som hun fik sat gryden over ilden igen. ”En lille portion. Der skal også være til i morgen,” endte hun med et stille smil. Det var ikke fordi at den økonomiske situation, var noget som rørte hende som sådan, for det var slet ikke noget som hun kunne gøre noget ved alligevel, så det var vel bare at tage den som det nu måtte komme? Endnu en gang begyndte hun at nynne, som hun fandt den hjemmelavede grydeske frem og begyndte at røre i suppen. En ganske særlig en denne gang, for hun vidste at det var Valentines favorit.

[pierce]

Tiden med Rosalie betød utrolig meget for Valentine, selvom han godt vidste at han typisk søgte ud, når hans brødre kom hjem, for mange gange var de ude i flere dage, hvor Daniel sov på skolen og Stefan.. ja, han rendte rundt hvor det passede ham, og det var også først når de var ude, at han følte at han kunne være hjemme uden at skulle blive overfaldet af et eller andet, for han blev altid hakket på, selv når han forsøgte at holde sig i ro, tie stille og gøre ingenting, men alligevel fandt hans brødre et eller andet ved ham, som han gjorde forkert. At hun sagde at hun troede på ham, fik hans næsten triste mine til at lyse op i et stort smil, som han lagde den ene arm omkring hende og trykkede hende tæt ind til sig. “Godt! For jeg mener det skam!” svarede han muntert. Han fandt hende perfekt, også selvom hun kunne gøre ham vred og ked af det, for han vidste at hun inderst inde elskede ham, og at hun ikke ville svigte ham, for selvom hun havde gjort ham i dårligt humør, så havde hun jo også altid gjort det godt igen, hvilket netop var det som gjorde hende så perfekt. Hun var den der kendte ham bedst, hvilket han heller ikke ønskede at lave det mindste om på! At hun ikke ville have noget imod at han puslede om hende, fik ham til at trække skævt på smilebåndet, hvor han blot lod hendes lægge hovedet mod hans skulder. “Så længe jeg ikke falder af på den, er jeg glad. Jeg elsker at pusle om dig,” svarede han sandfærdigt, som han drejede hovedet og kyssede hende blidt på håret, inden han lagde sit eget hoved ind mod hendes. Han passede på hende, som hun passede på ham; kunne man ønske andet? Han havde jo det hele, så det gjorde han faktisk ikke.
At huset henlå i stilhed, var ikke noget som gjorde Valentine det mindste, for det betød at hans brødre ikke var hjemme, hvilket ikke gjorde ham det mindste! På den anden side, var han næsten bare ked af at hun skulle være alene hjemme, for det brød han sig faktisk ikke om. Han elskede hende og at tilbringe tiden med hende, så hun ikke var alene, havde han ikke det mindste imod. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord. “Du laver jo altid mere end rigeligt, søs, så der er jo altid nok til os alle,” svarede han sandfærdigt. Det var faktisk ikke løgn, for selvom de måske ikke var de rigeste, så havde de utroligt nok altid nok mad, og de kunne altid gå mætte i seng, men det var nok også fordi de ikke altid spiste hjemme alle sammen, for både Daniel og Stefan havde en stor appetit, og så havde der jo nok ikke været nok til alle og til flere dage. Han nikkede roligt, som han tog to af de dybe tallerkner og to glas, hvor han satte det over på det lille spisebord, så de kunne sætte sig over for hinanden. Han gik hen og rev en skuffe ud, hvor han fiskede to skeer op, som han også pænt lå på bordet. Han kunne ikke lade vær med at smile, som hun startede med at nynne, hvor han nød at høre af hendes stemme, for den var jo altid så beroligende! Som gryden blev varmet op, nåede duften også hans næsebor, hvilket fik ham til at sukke ganske let. “Mm.. min livret!” konkluderede han hurtigt, for det kunne umuligt være andet! Han stillede sig om bag hende, hvor han slog armene omkring hendes mave, imens han skænkede hendes kind et blidt kys. “Du er den bedste, søs!” Han kunne slet ikke vente med at få noget at spise!

[Deleted]

Et sted så havde Rose selvfølgelig håbet på at hendes bekræftelse og anerkendelse af Valentine ville være mere end nok, selvom det slet ikke så ud til at være tilfældet. Men i det store og hele, så var han glad og lykkelig, hvilket helt klart var noget af det vigtigste set i hendes øjne, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. Smilet bredte sig på hendes læber, som han igen lagde armene om hende, for det var jo så tydeligt at han blev så glad, når hun faktisk gav ham ret, hørte ham, så ham og gjorde alt det for ham og med ham som hun gjorde, for det var bestemt heller ikke noget som hun ville tøve med at gøre, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Jeg kan bare godt lide, at jeg kan få dig til at smile sådan,” endte hun sigende, for løgn var det ikke. Hun vidste jo godt, at deres brødre virkelig var efter ham, selvom det bestemt heller ikke var en tanke som altid faldt hende i smag, for langt de fleste gange, så var det virkelig ikke retfærdigt på nogen måde! Og det var noget som hun kunne stå fuldkommen fast på, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Selv elskede hun at han puslede om hende, for det var han virkelig også god til! Hun vendte blikket mod ham igen. ”Der er ikke nogen som gør det nær så godt som dig, Valentine.. Og jeg kan virkelig godt lide det,” fortalte hun med en glædelig stemme, for hun så virkelig ikke nogen grund til at skulle lyve for ham, for det var slet ikke noget som hun ville få det mindste ud af alligevel!
De store var tilsyneladende ikke hjemme, så endnu en gang var det Rose og Valentine som havde stedet for dem selv. Det var bestemt heller ikke fordi at det var noget nyt, for de store var faktisk ikke så ofte hjemme igen. Jovist lige for at kigge til hende, for hun vidste udmærket godt, at der ikke rigtigt var nogen interesse i deres lillebror, hvilket virkelig gjorde hende forarget, for hun mente bestemt heller ikke at det var fair på nogen måde overhovedet! ”Jamen.. Har du set hvor meget de to kan spise?! Jeg ved jo aldrig om der er nok, eller om der slet ikke er..” påpegede hun sandfærdigt. I og med at de var horrore, så var det jo også noget af en appetit som de havde! Dog, var hun selvfølgelig glad for, at de kunne lide hendes mad, så var det vel bare en god ting? At han godt kunne lide hendes nynnen, vidste hun godt, hvilket også var grunden til at hun slet ikke kunne lade være! En latter kunne hun slet ikke skjule, som hun vendte blikket mod ham, da han kom om bag hende, kun for at lade ham slå armene om hende og kysse hendes kind. Hun lagde hovedet let mod hans skulder, som hun vendte blikket mod ham. ”Det skulle være en overraskelse.. Du ved jeg godt kan lide at forkæle dig. Og nu hvor vi er alene.. så hvorfor ikke??” Hun blinkede let til ham og med det tydelige drilske smil, som hun let rørte rundt i gryden med den hjemmelavede træske. De klarede sig, og det var vel også det bedste og vigtigste? Hun grinte igen. ”Jeg skulle også meget gerne være din eneste søs,” påpegede hun tydeligt drillende.

[pierce]

Valentine blev altid glad når han fik lidt anerkendelse, selvom Rosalie var den eneste der gav ham den, for han havde ikke rigtig nogen andre venner, han havde kun folk som han sloges med, hvor han godt kunne kæmpe mod de samme, fordi de ønskede revanche. Han havde ikke nogen forældre til at være der for ham, eller lytte til hans problemer – eller stoppe dem for den sags skyld – hans egne brødre hadede ham, fordi de anså ham som skylden til deres mors død, så den eneste han havde, som faktisk holdt af ham og kunne lide ham for den han var, var hans egen storesøster, hvilket han også var utrolig glad for. De gråblå øjne vendte han roligt mod hende til hendes ord, hvor et skævt smil gled over hans læber. “Du er da altid god til at gøre mig glad, det ved du da,” svarede han ærligt, som han lænede sig mod hende og skænkede hendes kind et ganske blidt kys, uden at han fjernede armen, der måtte hvile omkring hendes skikkelse. Hvad skulle han dog gøre uden hende? Det var et spørgsmål han stillede sig selv utrolig mange gange, og svaret var det samme hver gang; han vidste det ikke, for hun var jo det eneste han faktisk havde. Hendes følgende ord var noget som gjorde ham helt stolt, hvor han rettede sig en anelse med den stolte mine i ansigtet. “Så længe jeg er den bedste, er jeg glad,” svarede han tydeligt tilfredst, som han sad og smilte for sig selv.
At huset var tomt, og de havde det for dem selv, var noget som Valentine var yderst tilfreds med! Han kunne virkelig ikke bede om noget bedre! Han havde ikke noget imod at de var så meget alene hjemme selv, for de var jo selv gamle nok til at passe dem selv, så det passede ham helt fint at hans brødre ikke var så meget hjemme! Da han havde været lille, havde han bare ventet på at denne dag ville komme; hvor han var gammel nok til at passe sig selv og være alene hjemme sammen med sin søster! Smilet falmede en anelse, som hun talte om deres brødre, eftersom emnet om dem, ikke var et som han brød sig om på noget tidspunkt, for.. han hadede dem virkelig af hele sit hjerte! – hvilket vel også var forståeligt, hvis man kendte hele deres historie? “Jeg er kun glad for du levnede lidt til mig,” svarede han roligt, hvor et stille smil stadig hvilede på hans rosa læber. At hun grinte, som han stillede sig bag hende, slog armene omkring hende, skænkede hendes kind et kys og med de ord, fik ham selv til at trække på smilebåndet, for hun havde virkelig en smuk stemme! Den var som sød musik i hans ører og kunne altid berolige ham! “Hvad skulle jeg dog gøre uden dig?” spurgte han morende, som han trykkede hende tæt ind til sig, hvor han blot lod hende lægge hovedet tilbage mod hendes skulder, skønt han sørgede for ikke at stå i vejen for hendes madlavning. Han var virkelig også ved at være sulten efterhånden! Han rystede smilende på hovedet af hendes leende ord. “Den eneste søster og den bedste søster!” endte han lettere bestemt, som han løftede den ene hånd og strøg den mod hendes modsatte kind, inden han vendte hendes ansigt imod sig, så han kunne skænke hendes læber et blidt og kortvarigt kys. Han så mod gryden og hans yndlingssuppe. “Er den snart klar?” spurgte han nysgerrigt og tydeligt utålmodigt, selvom han jo også havde været ude hele dagen uden noget føde!

[Deleted]

Rose ønskede virkelig kun Valentine det bedste, og det var noget som hun selvfølgelig ønskede at give ham, for hun brød sig slet ikke om at se deres brødre sådan efter ham, for det var virkelig ikke retfærdigt! Det var bestemt ikke hans skyld, at det havde kostet dem deres mor livet! Så det at fortsætte med at straffe ham så mange år efter, var virkelig unfair! Hun vendte blikket ganske sigende mod ham. Det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at snakke omkring deres brødre, men det var jo ikke nogen hemmelighed! De gjorde virkelig ikke andet end at æde! Hun betragtede ham med en sigende mine. At lægge noget til side til ham, skulle da bare mangle, for hun vidste da at han ville spise hjemme, og det at lade alle andre.. spise af hans livret uden at efterlade ham noget, var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til! Tanken om at skulle svigte ham, var slet ikke noget som faldt hende ind, for det var bestemt heller ikke en tanke som hun brød sig særlig meget om på nogen måde! ”Så længe du er glad, så er jeg.. Det klæder dig virkelig med et smil..” endte hun med en sigende mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke, specielt ikke set i hendes øjne, for hun.. holdt forbandet meget af ham. Hun kunne da ikke undvære ham! ”Og den bedste, det er du,” endte hun sigende. Selv havde hun opgivet utrolig meget for ham, for selv hun havde opgivet utrolig meget for ham. Hendes tilbud om at lære på skolen, som Daniel arbejdede på, havde hun afslået, kun for hans skyld, og hun havde aldrig nogensinde fortrudt det!
At han ikke var meget for at snakke om deres brødre, vidste Roe udmærket godt, men for hende, så var det jo noget som fyldte meget. Hun havde jo ikke rigtigt andet end.. dem at snakke om, for hun var jo faktisk altid hjemme, mere eller mindre. Det var sjældent hun i det hele taget var ude, og når det endelig var, så var Valentine rigtig god til at tage hende med. Daniel var også udmærket, men slet ikke i den samme grad! Hun sendte ham et stille smil. ”Selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg ved jo at du kom hjem.. før eller siden,” endte hun sigende, som hun roligt lod ham blive stående bag hende, for det var slet ikke noget som hun havde noget imod. Hun kunne godt lide når han gjorde det der! Smilet bredte sig kun som hun roligt stillede sig helt tæt ind mod ham. Det var jo heller ikke fordi at han var i vejen eller noget lignende, for det var han ikke. ”Indrøm det.. Du ville have store problemer uden mig..” endte hun sigende, som hun vendte blikket mod ham. Kysset tog hun imod, som hun også gengældte det. Det var hende bare en vane, specielt når det var ham, for det føles rigtigt og.. ikke mindst behageligt. Hun sendte ham et stille smil, som hun selv lænede sig frem og skænkede hans læber et kort, dog dybere og intenst kys. ”Du overdriver,” endte hun ganske sigende, som hun vendte blikket mod maden igen. Den skulle bare lige varmes op, så ville den jo være klar. Hun grinede let. ”Du har jo aldrig haft den største tålmodighed!” begyndte hun morende. ”Det er færdigt lige om lidt. Gå du ind og sæt dig, så kommer jeg,” afsluttede hun sigende, som hun skubbede gryden lidt til side, også som tegn til at den var færdig.

[pierce]

Det var slet ikke fordi Valentine ønskede at Rosalie skulle opgive noget som helst for hans skyld, tværtimod så vidste han heller ikke at det var for hans skyld. Han ville ikke have noget imod at hun havde noget at give sig til om dagen, selvom han tilbragte mange dage sammen med hende, det var kun når Daniel og Stefan kom hjem, at han søgte ud, til tider så vidste han ikke at de kom hjem og så måtte han jo desværre stå ansigt til ansigt med dem, hvilket også var fint af og til, men mange gange, så gik det ud over ham, hvor han blev hånet og trynet – typisk af Stefan. Han trak let på smilebåndet til hendes ord. “Jeg kan da heller ikke andet end at smile, når jeg er sammen med dig. Du gør mig jo altid glad,” svarede han sandfærdigt. Det var jo faktisk ikke løgn. Jovist kunne hun såre ham og gøre ham vred – typisk fordi han misforstod hendes ord – men hun var der jo altid til at gøre ham glad, hun var der altid for ham og hun fik ham altid til at smile fordi hun altid var så optimistisk og ikke mindst fordi hun kendte ham så godt, så hun vidste hvilke knapper hun skulle trykke på for at gøre ham glad og rolig igen. At hun sagde at han var den bedste, gjorde ham helt stolt. “Så er jeg tilfreds!” endte han storslået tilfreds og stolt, hvor smilet ikke var til at tage det mindste fejl af, for han ønskede at være den bedste til at pusle om hende, også fordi han vidste at hans storebrødre godt kunne værne om hende, men så længe han overgik dem, så var han virkelig glad og tilfreds! Han elskede når han kunne overgå sine brødre, selvom det ikke var i mange ting, og derfor så nød han det også ekstra meget, når han endelig gjorde! “Ja, jeg kunne da ikke drømme om at blive væk!” svarede han sandfærdigt, uden at smilet falmede det mindste. Han kom jo altid hjem igen, som en trofast hund, også selvom han til tider søgte langt væk og til tider var han også nød til at tage ud af huset, for ikke at smadre det, fordi hans brødre havde været efter ham, men.. han kom altid hjem igen, og det var kun fordi Rose hun var her. “Jeg ville da dø uden dig! Du er trods alt den eneste jeg har,” svarede han sandfærdigt, som han trykkede hende ganske let ind til sig, imens det stille smil hvilede på hans læber. At hun besvarede hans kys, havde han intet imod, eftersom det var.. normalt for ham. At hun så skænkede ham et mere dybt og intenst kys, fik ham til at smile, selvom han besvarede det med største fornøjelse. “Jeg overdriver ikke! Jeg mener det!” svarede han bestemt. Hun var den bedste! Ingen kunne slå hende! Det var der aldrig nogen som ville! Han trak uskyldigt på smilebåndet til hendes ord. “Tålmodighed? Hvad er dog det?” spurgte han drillende, selvom det dog var medgivende ord i at han aldrig havde været tålmodig, for han blev tværtimod hurtigt rastløs. Han nikkede roligt til hendes ord, hvor han slap hende. “Udmærket,” afsluttede han roligt, som han gik hen til det lille firkantede bord, hvor han satte sig, og ventede på at hun kom med maden. Han var virkelig ved at være godt sulten! Og da specielt når han vidste at hun havde lavet hans yndlingssuppe!

[Deleted]

Rose valgte at blive, udelukkende fordi at det var her Valentine var. Den knægt var virkelig den af størst betydning for hende! Jovist havde hun mange muligheder for at søge væk, men det var slet ikke noget som hun ønskede sig på nogen måde. Hun vendte blikket smilende mod ham endnu en gang, for selv han kunne slet ikke få sig selv til det på nogen måde overhovedet, for løgn var det jo trods alt heller ikke. ”Du gør også altid mig glad.. Og jeg kan rigtig godt lide det,” endte hun sigende, som hun roligt betragtede sig af ham. At han var kommet hjem, var selv en tanke som gjorde hende glad, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun kunne virkelig ikke være andet end tilfreds når det måtte komme til ham, for det var virkelig noget som gjorde hende glad. Hun blev stående og med blikket hvilende på ham, for løgn var det jo trods alt heller ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At kysse ham, var normalt for hende, specielt fordi at det var ham. Han var også den eneste som hun gjorde det med, også fordi at det virkelig føles.. rigtigt, og det var en tanke som hun faktisk rigtig godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. At han direkte stod fast på at han slet ikke kunne leve uden hende, var noget som direkte fik en latter til at bryde hendes læber, for det var virkelig underholdende hvis man spurgte hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. ”Jeg ønsker bare at du skal være glad, Valentine. At jeg så kan det, er noget jeg godt kan lide. Selvfølgelig kan du uden mig.. Du er nok bare typen som vil dø af sult selv med et fyldt madkammer,” endte hun tydeligt morende, hvor det drilske smil direkte måtte passere hendes læber, for løgn var det jo heller ikke, dog mente hun det kun i dril. Alle drengene var virkelig håbløse i et køkken! Så det var og blev altså hendes område, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det var! At gøre ham glad, var virkelig en tanke som gjorde hende glad! Hun grinede ganske let. ”Bare lige lidt måske?” endte hun sigende. Det kunne godt være at han mente sine ord, men i hendes øjne, så var det virkelig at pynte lidt for meget på det, og det var bestemt heller ikke fordi at det havde været hendes intention, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun lod hovedet søge let på sned og uden at se det mindste væk fra ham på nogen måde. Hun grinede let. ”Jeg skal vidst til at finde lærebøgerne frem igen min fine ven!” endte hun morende, som hun lod ham gå hen og sætte sig. Gryden satte hun selv på køkkenbordet, for at finde den lille krydderiplante frem; Basilikum. Selv en krydderurt som hun var rigtig glad for. Hun tog nogle blade, knuste dem med sine hænder og rørte det rundt i gryden, inden hun tog det med hen til bordet og satte foran ham. Der var en god del, så han skulle nok blive mæt. ”Så er der serveret!” sagde hun glædeligt, som hun tog pladsen overfor ham. Hun strålede ligefrem. Hun elskede at gøre ham glad!

[pierce]

Tiden med Rosalie var noget som betød alverdens for Valentine. Han glædede sig altid til at komme hjem, fordi han vidste at hun var her, hvor han også nød at tage hende med ud, når deres brødre ikke var der, for det var jo ikke hver dag at han søgte ud og sloges, for der kunne endda gå et par uger, hvor han kun blev hjemme for at tilbringe tiden med Rosalie, og der kunne de jo lave alt muligt sammen. Mange gange når der var godt vejr, så blev de hjemme, hvor hun solede sig på stranden, imens han selv legede i havet og altid fandt smukke sten og muslinger til hende, hvor han mange gange lavede halskæder til hende – hun havde vel gemt alle og dermed havde et halvt dusin? Måske han ikke var begavet når det kom til skolearbejde og han kunne heller ikke læse, men han var stadig kreativ og kløgtig af den grund. Han sendte hende et varmt smil. “Godt.. så er jeg også glad,” hviskede han dæmpet mod hendes ene øre, som han trykkede hende ganske let ind til sig. Mange så på deres ‘forhold’ med forargede øjne, men det var ikke blikke som Valentine tog sig af, eftersom han var vant til at være så intim med sin søster, han havde jo sådan set heller ikke lært hvad der var rigtigt og forkert, og eftersom han altid havde delt værelse med hende, samt delt samme seng, så var alt altid faldet dem så naturligt. Hendes drillende ord, fik ham til at slippe en munter latter. “Jamen så kan jeg da heller ikke overleve uden dig! Jeg er nød til at have dig til at lave min mad!” svarede han morende, uden at det muntre smil falmede det mindste, for det var da umuligt! Han var elendig i et køkken. Jovist kunne han sagtens fange fist, lave et bål og stege dem, samt tilberede dem ved at skære benene ud, men det var jo også den eneste, når det kom til at mikse en masse sammen i en gryde, hvor man skulle bruge en masse ingredienser, så stod han af, for han kunne skam ikke kokkerere! “Du er da den bedste Rosalie! Du er her jo altid og har altid maden klar, du passer på huset og på mig, du er altid så positiv og du er klog, samt du er en fantastisk kok! Du har mange muligheder til at blive til noget stort,” svarede han ærligt, som han lod hovedet søge ganske let på sned. Han ville da slet ikke lyve for hende! Han overdrev virkelig ikke når han sagde at hun var den bedste! Han slap en munter latter, da hun sagde at hun skulle til at finde lærebøgerne frem igen. “Det tror jeg godt du kan opgive med det samme søs,” svarede han morende. Løgn var det jo ikke, han havde ikke roen og tålmodigheden i sig til at sidde stille og læse og tillære sig nyt, han var også ordblind, så han kunne heller ikke læse, derfor ville han jo nok aldrig få den viden der kom fra bøgerne, men til gengæld lærte han en del i sit liv, hvilket han også var storslået tilfreds med. Han satte sig roligt hen til spisebordet, hvor han blot betragtede hende putte en krydderurt i. Et stort smil gled over hans læber, som hun kom hen med gryden og sagde at det hele var klart. “Årh dejligt!” svarede han muntert, hvor man næsten kunne høre hvor sulten han var. Han tog fat i grydeskeen og skulle til at være så grådig og hælde en masse op til sig selv, idet han tog sig selv i det. Han valgte derfor at tage omkring hendes tallerken, hvor han hældte en lille portion op til hende, kun for at række hende den. “Værsgo.” Hun havde brugt lang tid på at lave den, så selvfølgelig kunne han godt skænke op til hende først! Derefter hældte han dog også en stor portion op til ham, inden han tog sin ske og begyndte at slubre den lækre suppe i sig. “Mm … Årh! Den er perfekt Rose! Som altid!”

[Deleted]

Rose var fuldkommen ligeglad med om det som hun gjorde med Valentine var forkert eller ikke, for hun ville virkelig ikke tage sig af det. Dette var noget som de havde gjort længe, i og med at de havde delt værelse, de havde delt seng fra de var helt små. Vel også fordi at der ikke var råd til en mere? Ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste, for tanken om at lægge sig når han ikke var hjemme, var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til! Hun vendte de mørke øjne roligt mod ham og med det glædelige smil på læben, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Hun havde det bedst med ham, også fordi at han.. faktisk tog sig af hende. Jovist passede de andre på hende, men på ingen måder som Valentine gjorde, og det var noget som selvfølgelig betød uendelig meget for hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. ”Det klæder dig også,” endte hun sigende og med et stille smil. At Valentine ikke havde tålmodighed til at stå i et køkken, forundrede hende på ingen måder! En latter brød dog tydeligt hendes læber, som hun vendte blikket mod ham, for han var da noget af det kæreste i hendes liv, det var der ikke nogen tvivl om. ”Er det virkelig det eneste som jeg kan bruges til?” spurgte hun med en tydeligt drillende mine, som hun blev stående tæt ind mod ham, for det føles virkelig rart at have hans arme om hende. Hun havde jo for pokker ikke set ham hele dagen, så det var noget som faktisk bekymrede hende. Det lignede ham på ingen måder at bare.. blive væk på den måde! Hun lyttede til hans ord, også selvom det var noget som gjorde hende noget så frygtelig glad! Hun havde måske talentet og muligheden for det, men det var slet ikke fordi at hun havde lyst! Hun ønskede ikke at forlade sine brødre og da specielt ikke Valentine! ”Det kan godt være at jeg har muligheden, men.. jeg vil ikke. Jeg vil blive her… sammen med dig,” endte hun sigende, for løgn var det jo trods alt heller ikke, for det var nu bare sådan at det var. Tanken om at skulle forlade ham, var slet ikke noget som hun ønskede, også fordi at hun vidste, at han i en bogstavelig forstand, slet ikke kunne undvære hende! At det ikke ville hjælpe hende at finde bøgerne frem, vidste hun udmærket godt. Selv kunne hun læse en smule, men hun havde også sagt nej til at søge til skolen og lære det mere, for det var slet ikke noget som hun ønskede sig, hvis hun ellers kunne blive fri for det. Hun så til som han satte sig ved bordet, hvor hun selv kom hen ganske kort efter, kun for at sætte gryden foran ham og selv tage plads. Hun grinede let, som han skulle til at give sig selv først, men endte med at skænke hende i stedet for. ”Du er jo bare skøn, Valentine! Godt du kan lide den,” endte hun sigende, som hun tog imod sin tallerken og satte den på bordet og selv begyndte at spise. Hun havde spist tidligere, men en lille portion sammen med Valentine kunne vel heller ikke skade? Så gik hun da om ikke andet fuldkommen mæt i seng, og et selv var en tanke som hun mægtig godt kunne lide!

[pierce]

Tiden sammen med Rosalie var virkelig utrolig værdifuld for Valentine. Han elskede at tilbringe tiden med hende, også fordi hun havde en underlig forståelse for ham. Hun vidste hvordan hun skulle behandle ham, selvom han mange gange misforstod hendes ord, hvor han endte vred eller såret, men hun kunne lige så hurtigt gøre ham glad igen. Og denne aften var han i et godt humør, for han havde virkelig savnet hende! Desuden så gjorde det jo kun alt bedre, at hans brødre ikke var hjemme, for så havde han Rose for sig selv, samt han ikke skulle høre på deres hån og nedladende ord, og han skulle heller ikke blive skubbet til, bare fordi hans blik kort strejfede dem, for det havde han jo også været udsat for, hvis en af dem havde været i dårligt humør – og typisk var det Stefan. Han trak let på smilebåndet, som han skænkede hendes kind et blidt kys. “Men dit er smukkest,” svarede han dæmpet mod hendes ene øre. Han elskede at se hende smile, også fordi hendes smil altid smittede af på ham! Hun kunne jo altid gøre ham glad! Hendes latter og drillende ord, fik ham til at lave en forarget mine, hvor han trykkede hende tættere ind mod sig. “Nej! Jeg mener jo blot at det er én ting som gør at jeg vil dø uden dig! Du er her jo ikke kun for at lave mad, men også for at holde om mig om natten og gøre alt trygt når jeg får mareridt. OG du er den eneste som forstår mig, uden dig, ville jeg være helt alene,” svarede han ærligt som han sendte hende et muntert og stort smil. Han ville bogstaveligtalt ikke klare det uden hende, for hun var jo hans tryghedsbase, hun var den eneste ven han havde, og han anså hende også som sin eneste familie, for hans brødre havde måske altid været der, men ikke ligefrem for ham, for ham havde de jo altid kun slået, trynet og hånet. Han havde været deres boksepude, hvilket var noget som han hadede dem for! At hun hellere ville blive her end at søge ud og tage muligheden for at blive til noget stort, både glædede ham, men også gjorde ham trist, for.. hun havde fortjent langt bedre end at gå hjemme som hendes brødres husmor! Han trykkede hende let ind til sig, hvor han strøg hende kærligt over maven. “Du er så dejlig! Men snart. Snart skal du få muligheden, og så skal ingen stå i vejen for den,” hviskede han kærligt mod hendes ene øre. Han ønskede ikke at være hende et klods om benet, men han ønskede ikke at hun skulle blive sammen med ham og glemme sit eget liv, for han skulle jo nok klare sig, så måske han havde brug for hende nu, men før eller siden så skulle hun nok få muligheden og så ville han ikke stå i vejen for hende! Blikket gled let mod den store gryde, som hun kom ind med, hvor han næsten kunne høre sin mave rumle. At hælde op til hende først, var det mindste han kunne gøre, for hun havde jo stået i køkkenet og lavet den! Han slugte nærmest maden uden at tygge på grøntsagerne og kartoflerne igennem, før han tog næste mundfuld i munden, hvor der ikke gik lang tid før han faktisk havde tømt sin tallerken. Han vendte de gråblå øjne mod hende. “Må jeg godt tage noget mere?” spurgte han høfligt, som han blot så afventende på hende.

[Deleted]

Valentine var knægten som havde den største betydning for Rose, også fordi at hun følte at han var noget af det eneste som hun havde. Jovist havde hun de ældre brødre, men det var slet ikke et forhold som kunne måle sig med det som hun havde med ham! Hun havde ofret meget, hun havde skubbet sig selv i baggrunden, også for at vær der for ham. Så man kunne vel et sted godt sige, at Daniel var far i huset og hun var mor? Selvom det nu bare var en plads som hun havde valgt at acceptere, for det var jo trods alt bare sådan at det nu endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bestemt heller ikke fordi at der var noget som helst at gøre ved det af den grund. Hun trak vejret dybt og sendte ham et glædeligt smil, for han formåede virkelig at gøre hende glad, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på denne her måde af den grund. ”Du overdriver,” endte hun sandfærdigt. Hun smilede jo hele tiden, hvor det vel egentlig også kun var overfor hende, at han faktisk smilte? Ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste, for hun kunne virkelig godt lide at se ham smile, for det var noget som selv måtte glæde hende på alle måder endda, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At hun havde lavet hans livret, var noget som hun havde gjort bevidst, for hun vidste at det var sjældent at brødrene var hjemme, så det var som regel kun dem om aftenen. At hun havde ofret meget for ham, vidste han godt, også selvom det var noget som hun gjorde fordi hun ønskede at være der for ham, for hun vidste at han ikke havde det særlig nemt, så selvfølgelig var det også noget som direkte bekymrede hende! ”Det kan godt være, at jeg har givet afkald på mange ting, men ved du hvad? Jeg har ikke fortrudt det. Jeg har set hvad de andre gør ved dig og jeg har set.. hvad der sker om natten, Valentine og det bekymre mig. Tror du virkelig, at jeg vil kune sove om natten i en anden seng på et helt andet sted, når jeg ved at du ligger vågen i rædsel?” spurgte hun med en dæmpet stemme. Det var om ikke andet, så forbandet sjældent at Stefan var hjemme, men det var nu bare sådan at de var. Hun betragtede ham med et glædeligt smil på læben, som han bare gik ombord i suppen, for det morede hende virkelig at han kunne lide det så godt, men om ikke andet, så nød hun da tanken om at hun kunne se ham spise og faktisk gjorde det med lyst! Hun endte direkte med at grine, som han bad om en portion til. Hun nikkede sigende til ham. ”Du tømmer bare gryden. Jeg har andre planer for maden i morgen,” endte hun morende og med et glædeligt smil på læben, for det var slet ikke noget som hun havde lyst til at skjule for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun trak vejret dybt, som hun fortsatte med at spise, selvom det var ganske roligt. Hun var jo allerede mæt! Men det var tanke om at nyde et måltid med ham som talte for hendes vedkommende. Han gjorde hende glad, så selvfølgelig ønskede hun at nyde den tid sammen med ham når hun endelig havde muligheden for det, og endda uden at deres brødre var omkring dem!

[pierce]

Tiden sammen med Rosalie var Valentine ganske værdifuld. Han elskede at tilbringe tiden sammen med hende, hvilket han bestemt heller ikke ville lægge det mindste skjul på! Hun var den eneste der forstod ham, den eneste ven han havde og den eneste familie. De to ældre havde for længst kastet ham ud, så hvis han ikke var deres familie, så var de bestemt heller ikke hans! Han hadede når de var hjemme, selvom det godt nok var sjældent, men derfor kom de jo alligevel til tider hjem, og når de gjorde så var det ham virkelig et rent mareridt! Han nød dog tiden og udnyttede den også, når de endelig ikke var, hvor han typisk blev hjemme og holdt Rosalie med selskab, og de kunne jo lave hvad som helst sammen! Til tider tog han ud og fiske i havet, imens hun nød af solen på stranden, for hun var jo trods alt et lysvæsen, og ellers så lavede de muslingehalskæder til hinanden og så hvem der kunne lave den som var pænest, de kunne også tage ud og shoppe sammen, købe ind til maden eller gå ture i parken, så det var ikke fordi de kedede sig. “Nej jeg gør ikke!” fastholdt han lettere stædigt og bestemt. Han overdrev på ingen måde! Hun havde det smukkeste smil, hvilket han var sikker på at de fleste ville være enig i! Hun strålede jo altid op som en lille sol, når hun smilede, hvilket var det som han bedst kunne lide. At hun valgte at opgive alt for hans skyld, havde han det faktisk utroligt dårligt med, for han havde aldrig bedt hende om det, desuden så ønskede han hende jo det bedste, han ønskede at hun skulle være lykkelig og glad, og hvis hun ønskede at gå på Isaacs akademi, så ville han slet ikke stå i vejen for det! Men hun havde selv valgt at sige fra, og et sted var han naturligvis taknemlig, for det ville da være kedeligt at skulle sove ene og alene i et tomt hus. Desuden så ville han da blive flået af hans ældrebrødre hvis han var alene hjemme med dem. “Men en dag får du chancen! Det lover jeg dig! Så skal jeg ikke være din klods om benet!” svarede han muntert og lettere bestemt, for andet ville han ikke høre tale om! Hvis nogen havde fortjent at udleve sine drømme, så var det da i den grad Rosalie! Hun gjorde så meget for alle andre og hun havde fortjent at være bedre stillet end det som hun var i øjeblikket! Det stod han fuldkommen fast på! At hun grinte, som han havde tømt sin tallerken og spurgte efter mere, fik ham til at sende hende et stort og muntert smil. Han tøvede dog en anelse, da hun sagde at han bare skulle tømme gryden, selvom der stadig var en del tilbage – og alt det kunne han næppe spise! “Er du sikker? Du sagde ellers at der skulle være nok til i morgen,” påpegede han roligt, selvom han alligevel diskede op til sig selv, skønt han sparede en anelse på det, for ikke at være alt for grådig. Han satte sig roligt tilbage, hvor han slikkede sig om munden, inden han endnu engang tog for sig af den lækre suppe! Han elskede når hun lavede hans livret! Selvom.. han havde jo så mange forskellige! Men dette var og blev hans yndlingssuppe! Der gik heller ikke længe før han havde fået spist den portion op, hvor han roligt skubbede tallerknen længere ind på bordet, for at læne sig tilbage i stolen og lægge hænderne mod maven. “Pyh! Det mættede!” svarede han muntert, som han vendte blikket mod hende.