|
|
Post by pharrel123 on Mar 21, 2012 22:29:41 GMT 1
At Pierce skulle slå og sparke på Pharrell under sin forvandling, var noget som gjorde ham direkte arrig og noget som nærmest rev i bæstet, der blot ønskede at komme hurtigere frem. Det havde dog kostet ham en masse sår og nogle dybe flænger, fordi manden også havde skåret i ham med sit sværd, hvilket på ingen måde var fair, hvor han også var endt med at slå fra sig, under forvandlingen, selvom han alligevel var endt med at ryge i græsset. At det så var lykkedes ham at få Pierce væk, inden han havde nået at stikke sværdet lige ned i ham, glædede ham faktisk, for ellers havde det jo nærmest kostet ham livet! Han havde ikke just tænkt på risikoen ved at forvandle sig her i det åbne, for de fleste turde ikke at komme i nærheden af ham, men det havde denne mand ikke været bange for. At det lykkedes ham at få et godt tag i Pierces skulder, var noget som fik ham til at knurre ganske let. Han begyndte at rive og flå i ham, da han selv begyndte at slå ham i ansigtet og baske med vingerne, hvor han nærmest rev ham fra side til side, som han løftede ham fra jorden. Tænderne klemte han fast omkring hans skulder, hvor han nærmest kunne mærke at det måtte knase under dem, både knogler og huden, som måtte bukke under for det kraftige bid. Vingerne gjorde det dog besværligt for ham at blive ved med at holde fast, hvor han nærmest endte med at kyle ham ud over søen, imens han knurrede lettere arrigt. Han havde fået et godt tag i den skulder og han var sikker på at manden ikke ville komme til at bruge armen optimalt de næsten par dage, hvilket var en tanke som i sig selv frydede ham utrolig meget!
|
|
|
|
Post by pierce on Mar 21, 2012 22:30:37 GMT 1
Selvom Pierce nærmest havde forsøgt alt for at stoppe forvandlingen, så så det ikke just ud til at stoppe, hvilket var en tanke, der virkelig måtte frustrere ham! Han ønskede bare at komme væk fra dette bæst og hjem til sin familie! Han ønskede sig hjem til sine børn, så han kunne værne om dem og passe på dem, præcis som han havde lovet, da Malania var gået bort! Han kunne ikke svigte sine børn nu! Han følte sig pludselig dum at han havde søgt ud, hvilket var noget som virkelig frustrerede ham, for han skulle være blevet hjemme! Han burde sidde og passe sine børn, spise sammen med dem og læse godnathistorie for dem, og nu var han pludselig bange for at han aldrig ville komme til det igen, hvilket var en utrolig skræmmende tanke! Det faste bid og tag i hans skulder, var noget som fik ham til at skrige op af smerte, hvor han selv kunne mærke, hvordan alt blev knust under det faste bid, hvilket gjorde fandens ondt! Selvom hans skrig døde ud, blev det erstattet af et nyt, da bæstet ikke gad slippe ham, og da det føltes som om hans ene ham snart skulle bides af, hvilket gjorde fandens ondt! Han baskede vildt og voldsomt med vingerne, hvor han også godt kunne mærke at det fik ulven til at løsne sit tag en anelse i ham, da det tydeligvis blev mere vanskeligt, skønt det ikke just hjalp ham, for det gjorde stadig fandens ondt, for han havde jo stadig fat i ham! At han blev revet fra side til side, som havde han været et legetøj, var noget som gjorde pokkers ondt, selvom det næsten føltes befriende, da han blev kylet igennem luften og landede søen med et stort plask. Han blev under vandet, hvor vandet blev malet rødt af hans blod, skønt det ikke just var nogen behagelig tanke. Han sank ganske let, hvor hans arm føltes helt ubrugelig, da det gjorde ondt, så snart han bare forsøgte at røre let på den. Han bed tænderne fast sammen, som han samlede al sin energi, inden han brugte vingerne til at komme op til overfladen, hvor han fløj en anelse op i luften. Han brugte den raske arm, som han styrede vandet under ham, idet han lod en stærk stråle af vand, kløve gennem luften, som havde det været en pisk, for at ramme ulven. Og i tilfælde af at det ikke ville stoppe den, blev han ved med at sende nye af sted, for at være sikker.
|
|
|
|
Post by pharrel123 on Mar 21, 2012 22:31:28 GMT 1
Pharrell nød at slås og kæmpe, han nød at flå og rive i sine ofre, selvom det sjoveste naturligvis var og blev at lege med sine ofre, køre dem rundt i ring og gøre dem forvirret, pine dem og torturere dem, høre dem skrige af smerte og for nåde, men intet ville hjælpe, da de blot ville få en langsom død. Han kunne virkelig være et bæst til tider, men andre gange kunne han faktisk godt vise nåde og gøre et hurtigt og smertefrit drab. Helt tredje gange kunne han tilmed give folk en chance til, og lade dem leve, selvom han var usikker på om de faktisk overlevede, eftersom han altid var hård ved sine ofre og modstandere. Og denne mand var ingen undtagelse! Han havde dog været nødsaget til at smide ham væk, eftersom vingerne var kommet ham i vejen, for det var da umuligt at holde noget fast, der blev ved med at slå fra sig og var besværligt. At han så forblev under vandet, fik ham selv til at blive ganske let stående og blot stirre på vandet, da han næsten forventede at han kom springende op igen, men.. der skete ingenting. Han bevægede sig langsomt hen til kanten, hvor han stirrede ned i vandet for at se om han kunne få øje på manden, hvilket han også hurtigt gjorde, da han kunne se ham komme op til overfladen. Han nåede dog ikke at reagere på den vandstråle der kløvede igennem luften og som ramte ham perfekte i siden, hvor han tumlede flere meter bagud. Det gjorde ham dog kun arrig, hvor han snerrede vredt, inden han løb direkte mod Pierce, hvor han undgik de mange vandstråler, skønt nogle snittede ham, hvilket gjorde ondt nok! Han satte af fra jorden og sprang direkte mod Pierce ud over søgen, hvor hans intention var at tvinge Pierce over på den anden side af søen og ned i jorden, med ham over sig, hvor han selv forsøgte at få fat i hans ene vinge.
|
|
|
|
Post by pierce on Mar 21, 2012 22:33:07 GMT 1
Pierce var udmærket godt klar over at han ikke havde en chance imod en horror i fysisk tilstand, hvilket var noget som han hurtigt havde fundet ud af, men han havde da forsøgt og hvis han selv skulle sige det, så havde det også været et godt forsøg! Han havde trods alt stoppet manden fra at gennembore hans hjerte, selvom det vel snildt kunne ske? Det var en tanke der faktisk var utrolig skræmmende! Tænk at der fandtes så stærke væsner! Men derfor var han ikke selv svag, han skulle nok klare dette bæst og han skulle nok flå ham levende, inden han nåede at flå ham! At blive tvunget ned i vandet, gjorde ham intet, da det næsten føltes befriende og mest af alt havde han bare lyst til at blive dernede, men han vidste at han ikke kunne blive dernede for evigt, og han ville jo heller ikke have at ulven skulle søge til stranden og til hans hus for at finde hans børn, for så ville han hellere kæmpe mod bæstet! At han faktisk formåede at overraske bæstet og tilmed ramme ham med den ene vandstråle, fik et triumferende smil over hans læber, selvom det hurtigt falmede igen, da ulven satte i løb mod ham og tilmed formåede at undgå hans stråler. Han nåede ikke selv at reagere før det var for sent, hvor han mærkede de kraftige poter mod hans bryst og det kraftige tag igen, bare i hans ene vinge denne gang, som fik ham til at skrige højt fra sig. Skriget døde dog ud med det samme han ramte jorden igen, som han landede på ryggen, hvilket slog pusten ud af ham. Han gispede let efter vejret, der pludselig føltes kvælende! Han bed tænderne kraftigt sammen, som han brugte den raske og frie vinge til at slå imod ulven i et forsøg på at tvinge den væk fra ham, inden han også smadrede hele hans ene vinge, for det skulle han nødig nyde noget af!
|
|
|
|
Post by pharrel123 on Mar 21, 2012 22:34:18 GMT 1
Pharrell havde skam ikke glemt at denne mand kunne vandmagi, hvor han skam også godt kunne huske sidste gang han havde stået over for ham, hvor han havde omvendt hans kvinde, for der havde vandmagien trods alt formået at tvinge ham væk, og hvis manden var blevet stærkere, så ville det jo ikke just komme ham til gavn. Det havde også overrasket ham, da han uden videre var kommet op ad vandet igen, og havde skudt en stråle efter ham, som havde slynget ham hen over jorden. Denne kamp tirrede ham virkelig kun langt mere, hvor han også kun fik mere blod på tanden og han skulle nok få nedlagt sit bytte! Som han formåede at få et godt tag i hans ene vinge, så bed han også kraftigt til for at mindste hans flyveevne, så han forhåbentlig heller ikke kunne bruge sin vinge igen, for det ville ikke gøre ham det mindste. At høre hans skrig dø ud, da det ramte den kolde jord, hvor Pharrell selv forblev med porterne hvilende på mandens brystkasse, så han kunne holde ham nede, så kunne han heller ikke lade vær med at fryde sig. Bed hårdt til i vingen, så han også kunne mærke og høre det knase der, præcis som med hans skulder. Han måtte dog slippe, da han blev mødt af et hårdt slag med vingen, der tvang ham til at slippe og fik ham skubbet væk fra ham. Han rystede let på hovedet, hvor han snerrede let. Som han sprang mod Pierce igen, hvilket han gjorde inden han kunne nå at rejse sig, så forvandlede han sig tilbage, hvor hans hyl blev erstattet med en høj og sejrende råben. Han landede i sin menneskeskikkelse ved Pierces sidde, hvor han satte sin ene bare fod mod Pierces hals, for at holde ham nede. “Troede du virkelig at du kunne vinde?” spurgte han hvislende og vredt, hvor man stadig kunne se de tydelige flænger og sår i hans ansigt og på hans krop. Han fjernede foden kun for at sparke ham hårdt i siden, for at trykke nogle af hans ribben og hvis han var heldig, så brække dem! “Du kan umuligt vinde!” hvislede han fast, som han roligt knælede ved mandens side, og var dog klar hvis han ville gøre modstand.
|
|
|
|
Post by pierce on Mar 21, 2012 22:35:18 GMT 1
At lægge sig ud med en horror, havde klart været det dummeste som Pierce hidtil havde gjort, men hvad havde han ellers kunne gøre? Flygte var jo heller ikke et alternativ, så der var kun det at blive tilbage og tage kampen op og gøre det så godt man nu kunne i håb om at man muligvis ville overleve! Det var dog ikke ligefrem fordi det så ud til at ende ud til hans fordel, hvilket skabte en mindre frygt i ham, for han ville nødig skulle dø uden at se sine børn igen, for så havde han jo virkelig svigtet dem! Og det var en tanke der gjorde frygtelig ondt! At ramme den hårde jord under ham, var noget som virkelig gjorde ondt! Selvom det som gjorde mest ondt, var da Pharrell bed endnu hårdere omkring hans vinge, hvilket fik ham til at bryde ud i et højt og smertefuldt skrig. At det så alligevel lykkedes ham at få ham tvunget væk, var næsten en befriende følelse, selvom han havde mistet utrolig meget blod ved de to bid og blodet stoppede jo ikke ligefrem! Han havde ikke kræfter til at rejse sig, selvom han i sit hoved gjorde det flere utallige gange, men.. han blev dog liggende i virkeligheden. At Pharrell fik sig forvandlet tilbage, lagde han først mærke til, da foden ramte hans hals og nærmest kvalte ham, hvilket fik ham til at løfte den raske arm og prøve at få foden væk, selvom det ikke just hjalp ham. Ordene svarede han dog ikke på, da han heller ikke fik muligheden, før han blev mødt af et spark i siden, der fik ham til at skrige af smerte, inden han nærmest krøb sammen, da det føltes som om han brækkede flere ribben! Han bed tænderne sammen, hvor tårerne endnu engang vældede op i hans øjne af ren smerte. Han så dog ikke på ham, på trods af at han valgte at knæle ved hans side, da hans tanker kun kredsede sig omkring hans børn, for han kunne ikke få sig selv til at svigte dem igen, han var nød til at komme hjem, han måtte søge hjem!
|
|
|
|
Post by pharrel123 on Mar 21, 2012 22:36:13 GMT 1
Det at se sit bytte blive nedfældet, var altid et smukt syn – i hvert fald i Pharrells øjne, for han ville altid fryde sig, når det lykkedes ham at nedfælde en modstander eller et bytte, når han generelt vandt, for han nød sejrens rus, når man mødte en stærk modstander, hvor han faktisk var imponeret over Pierces råstyrke, for han havde faktisk formået at stoppe hans ene slag, hvilket ikke mange normale levende væsner havde styrken til, derfor var han faktisk meget imponeret! Men manden havde et stærk hjerte og det var tydeligt at han ønskede at beskytte sine børn, præcis som han havde ønsket at beskytte sin kvinde, for de mange år siden, da han var stødt på dem første gang. At høre Pierce skrige og nærmest høre knoglerne brække, var noget som var som sød musik i hans ører! Han trak triumferende på smilebåndet, hvor han rullede med skuldrene og vippede hovedet fra side til side, så det knækkede, næsten som om han var klar til næste omgang, skønt han tvivlede på at Pierce kom op igen. Hans blik gled mod ham, hvor hans øjne stadig bar en ravgul farve. Han løftede den ene hånd og greb fat omkring Pierces kæbe og hage, så han kunne vende hans ansigt imod sig. Et koldt smil gled over hans læber. “Skal vi løbe om kap hjem til dit hus og dine børn?” spurgte han i en skadefro tone, hvor han løftede den ene hånd og strakte fingrene igen. Denne gang ville han næppe blive i stand til at stoppe hans slag. Han gjorde et hårdt stød, så hans negle og hånd borede sig ind i Pierces side, hvor han næsten kunne fornemme indvoldene, som han kom i kontakt med, for en kort stund, inden han hev hånden til sig. Han rejste sig roligt igen. “Lad os se hvor stærk du er, både i fysik og viljestyrke,” endte han morende, som han fnes ganske let. Han valgte at lade ham leve – hvis han da overlevede turen hjem, for han vidste at han ville miste meget blod af de to bid og det dybe stød i siden, da han jo nærmest havde revet det hele op. Han gjorde en hurtig bevægelse, idet han forsvandt. Han søgte dog ikke mod stranden men videre på sin vej, eftersom han ikke kunne bruge små unger til noget – ikke endnu, for måske tiden engang ville komme, når de blev ældre. Et sted ville han bare stresse Pierce, så han tog hjem i stedet for søgte hjælp, så han faktisk var sikker på at han ville dø før eller siden.
//Out
|
|
|
|
Post by pierce on Mar 21, 2012 22:37:07 GMT 1
Det var slet ikke fordi man kunne sige at Pierce havde været heldig i sit liv. Han havde næsten kun mistet alt hvad han havde holdt af, både hans forældre, hans plejefar, hans første kæreste, derefter var han gået igennem en masse smerte og modgang med Malania, og nu havde han også mistet hende, men skulle han nu også miste sine børn og sit eget liv? Det kunne han virkelig ikke se retfærdigheden i! Og det værste af det hele, var da det faktum at han skulle tabe til Pharrell! At blive sparket i siden havde både taget pusten fra ham, men også brækket nogle af hans ribben, hvor han næsten følte sig helt.. følelsesløs fordi alt gjorde så pokkers ondt! Hans krop rystede ganske svagt, hvor han næsten ønskede at Pharrell bare skulle slå ham ihjel og få det overstået. På den anden side ville han gerne hjem til sine børn, så han i det mindste kunne få lov til at sige farvel. Det faste greb omkring hans hage og kæbeparti, fik ham til at vende blikket mod Pharrell, skønt hans turkisblå øjne var matte. Hans ord fik ham dog til at spærre øjnene op. „Du rør dem ikke!” hvislede han fast, som han sendte Pharrell et dræbende blik. Han havde jo næsten ikke kræfter til at komme op igen! Det hårde og dybe stød mod hans side, så selve hånden faktisk gennemborede hans side og kom i kontakt til med hans indvolde, var noget som fik hans pupiller til at trække sig sammen, inden han udstødte et højt og smertefuldt skrig, for han havde aldrig følt noget lignende! Han endte med at kaste blod op, hvor han lå på jorden og vred sig i smerte. Han så blot til med stirrende øjne, som Pharrell forsvandt, hvilket bragte en mindre panik i ham. Han måtte hjem! Han var nød til at komme hjem! Uden at tænke over det, var det næsten som om hans instinkter tog over, hvor han langt om længe kom op på benene, han fik fat i sit sværd, hvor han, på trods af den ødelagte vinge, kom op i luften. Hans ene hånd hvilede mod såret i siden, næsten i et forsøg på at holde sammen på sig selv, idet han satte kursen hjemover. Han tænkte kun på sine børn, hvor han godt vidste at hans dage var talte, for dette kunne han umuligt overleve. Jo måske hvis han søgte mod byen og blev healet, men.. det eneste han havde i tankerne var at komme hjem og se sine børn en sidste gang! Og forhåbentlig komme før Pharrell, for han tillod ikke at der skete noget med hans børn! Sjovt som en smuk dag, kunne stoppe så brat og sørgelig.
//Out
|
|
