When it all comes to an end..

[pharrel123]

Pharrell fortsatte stødt og roligt fremad, hvor han kunne se at han næsten var ved søen, selvom han ikke regnede med at han ville finde nogen, for her var utrolig stille til aften, hvilket var noget som han både nød, men som også irriterede ham, for han ville gerne finde lidt flere af hans race, så de kunne komme hjem til opholdsstedet og så de kunne starte med at være en race, for nu hvor racen mere eller mindre var blevet drevet på flugt og nu var blevet splittet, så var man jo nød til at starte et sted, og det første man var nød til, før man kunne gå videre til næste fase, var naturligvis at samle racen, så de igen kunne leve som én, netop som de fleste racer gjorde, for de havde jo mere eller mindre alle sammen et opholdssted, selv varylerne havde et opholdssted, hvilket næsten var for ringe! Eftersom horrorerne var langt større og mere stolte væsner end.. halvblodsracer! Det var ikke fordi han havde noget imod varyler og holy grails, så længe de havde horroren i sig, for ellers var de bare små udskud der burde dræbes på stedet! Han fnøs let ved tanken, som han fortsatte forbi de mange træer, hvor han mere og mere kunne fornemme søen, som han også satte sin kurs imod. Tanken omkring søen, fik ham til at tænke tilbage til hans første møde med Annika, hvor de havde nydt en god fuldmånenat sammen, selvom det også var den som var skyld i at han var blevet påvirket så meget af hende, hvilket var noget som et sted måtte irritere ham, men.. hun var en fantastisk kvinde – og ulv – som havde fået en.. underlig, men særlig betydning for ham. Han var dog bange for at hans følelser ville blive ham en svaghed, og det måtte han erkende at han ikke ville bryde sig om. Han brød sig ikke om at skulle tænke på folk, så meget at de blev ham en svaghed, selvom han naturligvis ville gøre alt for at hjælpe hans race, specielt også fordi de var ved at uddø.

[pierce]

Nu hvor Pierce endelig havde nået søen, så kunne han også endelig slappe af og nyde solnedgangen, som han også havde håbet på at han kunne. Smilet hvilede på hans læber, som hans tanker gled over Malania. På trods det var mange år siden at hun var gået bort, så kunne han stadig huske hver en centimeter af hendes krop, hver en detalje, for det var noget som aldrig ville gå i glemmebogen! Hun hvilede jo konstant i hans tanker, så hvordan skulle han dog kunne glemme hende? Desuden så glemte man ikke bare uden videre sin eneste ene! Han gjorde i hvert fald ikke! Han vendte blikket mod søen og betragtede sig af sit eget spejlbillede, selvom det ikke helt var det som han kiggede på, men nærmest lidt til siden, som om der stod en anden person ved hans side. „Tillykke med dagen skat,” svarede han i en lav og rolig tone. Det var ikke fordi hun havde fødselsdag, men netop fordi det var præcis femten år siden at de havde mødt hinanden for første gang og hvis det ikke var værd at fejre, så vidste han snart ikke. Han satte sig roligt tilbage, trak benene op til sig og slog armene omkring dem, hvor han vendte blikket mod den nedadgående sol i horisonten, som han betragtede med det svage og næsten usynlige smil på hans læber. Han ville ønske at Malania var her ved hans side, selvom hun vel var med ham i ånden? Han vendte kort blikket mod sin hånd, hvor han betragtede sin vielsesring, som han løftede op til sine læber, så han kunne skænke den et blidt kys, som om det havde været Malanias hånd, inden han igen vendte blikket mod himlen og solen. Han havde altid nydt en smuk solnedgang og det var i den grad denne aften! De mange smukke nuancer blev farvet hen over den ellers blå himmel, hvor solen altid mindede ham om Malania, fordi hun havde været lyset og solen i hans liv, skønt.. hun var der ikke længere, derfor var han også så deprimeret, for uden hende, var det som om hver dag var overskyet og grå, hvilket gjorde ham trist og ked. Men ved sådanne stunder som nu, så var solen endnu engang i hans liv – ligesom hun var ved hans side.

[pharrel123]

Et sted ville Pharrell bare gerne hjem, hvis Annika da var der, for ellers var der ikke så meget ved opholdsstedet. Han havde lavet det efter hendes hoved, hvilket han havde gjort i et håb om at hun ville blive, hvilket det også så ud til, for hun var jo allerede kommet der et par gange, selvom han var en anelse i tvivl om grunde, men skulle han være ærlig, så regnede han med at det var fordi han var der, fordi hun ønskede at tilbringe tiden sammen med ham, ligesom han også gerne ville tilbringe tiden sammen med hende. Det var ikke fordi han tænkte nær så meget på hende, som han havde gjort lige efter deres møde, men det var jo også fordi han havde set meget mere til hende, men hun hvilede dog stadig i hans tanker, ellers ville han jo nok ikke gå rundt og tænke på hende i øjeblikket. Desuden så kunne han også godt holde disse få tanker omkring hende ud, de drev ham ikke helt til vanvid som det havde gjort før i tiden, da han virkelig, nærmest havde hungret efter hendes selskab, som når man hungrede efter blod, fordi man ikke havde fået føde i flere måneder! Det var noget som kunne drive ham til vanvid! Som han nåede op til de sidste træer og hans syn endelig faldt på søen, så var det dog ikke det eneste som de faldt på, tværtimod så faldt de på en skikkelse. En skikkelse som virkede utrolig bekendt. Han kneb øjnene let sammen og studerede nøje personen. Han kunne se de havblå vinger, hvilket fik noget til at ringe oppe i hans hoved, men han var ikke helt sikker på hvorfor. Han så kort op, inden han valgte at sætte af fra jorden, for at springe op i et træ, hvor han roligt tog plads, så han havde et frit udsyn over søen, manden og de resterende omgivelser. Han holdt op med at trække vejret og sad musestille som havde han været en statue og slet ikke i live, hvor han sad og funderede over hvor han havde set denne mand henne, for han virkede utrolig bekendt.

[pierce]

Normalt smilede Pierce sjældent, det havde han ikke gjort i flere år efterhånden, ikke siden Malania var gået bort, selvom han naturligvis altid smilede til sine børn, så de ikke skulle få mistanke om hans depression, desuden så kunne han næsten ikke være bekendt at være trist over for sine børn, når han allerede fra før af ikke havde særlig meget tid til dem. Men med en depression, så meget arbejde og så fire unger der ønskede hans opmærksomhed, så var han også altid udkørt når han skulle i seng, selvom han forsøgte ikke at lade børnene bide sig mærke i det, men.. han kunne vel ikke snyde Stefan og Daniel? De var jo ikke dumme, og det var de to små heller ikke. Han havde givet de to små de navne, som han havde snakket med Malania om, inden de havde vidst om det blev en pige eller en dreng, hvor det næsten passede ham fint at det blev begge, for så kunne drengen blive opkaldt efter ham og pigen var blevet opkaldt efter sin mor – som mellemnavn i hvert fald. Og lille Rosalie blev behandlet som hans lille prinsesse, eftersom hun var den eneste pige i flokken af de fire, og generelt den eneste af kvindelig køn i familien, nu hvor deres mor var gået bort. Hans blik gled mod solnedgangen igen, hvor han mærkede tårerne samle sig i hans øjne, da savnet også måtte stige i takt med at solen måtte gå ned bag horisonten, hvilket fik ham til at længtes og savne Malania langt mere. Han følte et stik i brystet ved tanken om at hun aldrig ville komme tilbage til ham igen, hvilket var en tanke som han virkelig fandt dræbende! En tåre banede sig vej nedover hans kind, hvor han sukkede lettere grådkvalt. „Jeg savner dig skat..” hviskede han næsten lydløst, som han lagde den skæggede hage mod sine knæ, imens han betragtede solen gå helt ned, så der kun var de farvede nuancer på himlen. Som solen var gået ned, følte han også pludselig at nogen havde slukket lyset, hvor han endnu engang følte sig deprimeret.

[pharrel123]

Pharrell betragtede sig af manden, hvor han forsøgte at komme i tanke om, hvor han havde set ham henne før, men det var dog ikke fordi der var nogen klokke som ringede endnu. Han lænede sig roligt tilbage mod træets stamme, hvor han betragtede solnedgangen, imens han forsøgte at komme i tanke om det. Det var dog næsten som om det lå ganske langt tilbage, selvom han også havde haft en masse at tænke på, samt det at han havde mødt mange forskellige folk og personer igennem hans liv, men.. hvad var det som var så specielt ved netop denne mand? Han løftede den ene hånd og strøg sin glatte hage ganske let, imens hans blik endnu engang faldt på manden. Selvom han sad flere meter bag manden og han udtalte sine ord så lavt, så kunne han alligevel opfange dem, men han kunne dog ikke blive klog på hvem han talte til, hvilket gjorde ham ganske nysgerrig. Han kunne dog næsten regne ud at han havde mistet nogen, men hvem? Måske en kvinde? Han studerede manden nøjere an, hvor hans blik faldt på de blå vinger, hvilket virkede endnu mere bekendt. Det irriterede ham næsten at han ikke kunne huske det! Hans øjne kørte lettere tænkende rundt, inden de faldt på solen, der var endt med at gå ned bag horisonten, hvor det også pludselig slog ham! Det var jo den sjove engel! Ham som havde været sammen med.. han kunne ikke længere huske navnet, men hun havde været lysvæsen og han havde omdøbt hende! Det var hende hvis sind han havde gået ind og påvirket i det skrøbeligste stadie, hvor han endnu engang havde mødt hende parken senere. Han havde dog ikke rigtig hørt mere fra hende, så han gik ud fra at de havde fundet en måde hvorpå de kunne stoppe hendes forvandling, hvilket et sted irriterede ham, nu hvor han tænkte over det. Et koldt smil gled over hans læber, som han roligt sprang ned fra træet, så han landede i det bløde græs. Dette skulle da nok blive interessant! “Jamen, jamen, jamen.. hvem har vi dog her?” svarede han med en tone dryppende af hån. Han kunne godt huske at manden havde brugt sin vandmagi til at tvinge ham væk, derfor vidste han også godt at han skulle passe på, men man lærte vel af sine fejl?

[pierce]

Som solen gik ned bag horisonten, så følte Pierce sig underlig alene, som om Malanias tilstedeværelse var forsvundet med solen, hvilket endnu engang efterlod ham ensom og deprimeret. Måske han burde tage hjem igen? Så kunne børnene sikkert tvinge et smil over hans læber og måske også et grin. Han sukkede ganske lydløst, hvor han virkelig følte sig opgivende. Den eneste grund til at han ikke havde taget sit eget liv endnu, var da fordi han havde sine børn, for ellers havde livet da slet ikke været værd at leve! På den anden side, hvis han ikke havde haft sine børn, så havde han måske stadig haft Malania, hvilket var en tanke der var rimelig splittet for ham, for han elskede naturligvis sine børn ufattelig højt, de var trods alt det eneste han havde tilbage og det eneste der kunne holde lidt fast i Malania, eftersom hendes arv levede videre i dem, men.. han ville snart hellere have hende her i levende live, så han ikke hele tiden var så deprimeret og ensom. Han skulle næsten til at rejse sig, da han hørte en stemme bag sig, hvilket fik ham til at rejse sig i en hast, hvor hans turkisblå øjne faldt på skikkelsen. Han kneb øjnene sammen, da han allerede med det samme genkendte manden. Det var jo den skide horror der havde bidt Malania til at starte med! Han bed tænderne sammen, hvor hans ene hånd faldt til hans skæfte til det havblå sværd. „Dig?!” Hans øjne endte næsten med det samme at slå gnistrer, hvor han strammede grebet omkring sit skæft. Han elskede sine børn for dem de var, men det var også denne mand som var skyld i at hans børn bar et bæst inde i sig! Det var hans skyld at Malania og han var gået igennem et helvede! Han endte næsten med at knurre, hvor han allerede med det samme udstrålede en fjendtlig adfærd, for han huskede ikke denne mand som god på nogen måde, han var et bæst der næsten havde kostet ham og Malania livet sidste gang han var stødt på ham! „Hvad laver du her?!” spurgte han i en fast tone, hvor det næsten lød som om han ejede stedet, skønt det ikke just var tilfældet.

[pharrel123]

Nu hvor Pharrell huskede manden, så kunne han ikke lade vær med at smile ganske lusket. Han kunne godt huske sidste gang, og det havde endda også været her ved søen, skønt det havde været langt mere mørkt end det var nu. Han kunne huske at han havde snakket med mandens kvinde, hvor han havde overfaldet hende og der var denne mand dukket op for at redde hende, hvor det også havde lykkedes ham, på trods han selv havde nået at omgøre kvinden til horror. Han kunne ikke lade vær med at tænke på hvor denne kvinde mon var henne. Måske det var hende som han sad og længtes sådan efter? Måske hun var død? Det ville næsten være en skam, for han kunne godt bruge flere horrorer, selvom.. kvinden havde været lysvæsen, så måske hun ikke just ville have været et pragteksempel. Han lod hovedet søge let på sned, som han havde givet sig til kende for manden, som tydeligt kunne huske ham, hvilket faktisk forundrede ham, for.. det var vel efterhånden utrolig mange år siden? Han måtte virkelig have ødelagt mandens liv, siden han kunne huske ham, men det gjorde ham intet, det kunne være at denne aften så alligevel ville blive interessant! Fjendtligheden som manden viste, var dog ikke en som han gengældte, da han blev stående ganske stille og roligt. Han lod armene glide over kors ved det nøgne og muskuløse bryst, imens han lod hovedet søge let tænkende på sned. Da han spurgte hvad han lavede her, så fnes han kort for sig selv. “Jeg leder efter medlemmer til min race, du skulle tilfældigvis ikke kende nogen? Såsom.. din kvinde,” svarede han lettere provokerende, eftersom han næsten kunne regne ud at denne mand havde mistet hende. Men han var ligeglad, det var heller ikke fordi han just havde tænkt sig at tage kvinden med sig, men han ville da gerne more sig lidt, nu hvor han var stødt på denne mand endnu engang. Han blev dog stående på sin plads, hvor han ikke gjorde andet end at betragte sig af manden, selvom han kunne se at manden var klar til at flå ham levende – en tanke der morede ham.

[pierce]

At støde på det bæst som var skyld i en masse traume og modgang for Pierces familie, var noget som gjorde ham arrig. Han havde håbet på at han aldrig skulle støde på dette bæst igen! Men på den anden side, så fik han da en mulighed for at gøre det af med ham en gang for alle! Måske denne mand var en horror og et stærkt og hurtigt væsen, men derfor skulle han på ingen måder undervurdere ham selv, for måske han ikke var lige så stærk, eller hurtig, men han havde skam andre ting han kunne gøre brug af! Grebet slap han dog ikke omkring sit havblå sværd, eftersom han ikke skulle sænke paraderne, for at denne mand kunne flå ham levende, for det tillod han ikke! Han skulle hjem til sine børn og det skulle denne mand ikke forhindre! De turkisblå øjne var blevet underlig fjendtlige og kolde, noget som normalt ikke lå til ham, men en del var sket siden Malanias bortgang, og hun ville sikkert slet ikke kunne genkende ham længere, hvis hun faktisk stødte på ham. At Pharrell var ude for at lede efter medlemmer til sin race, var noget som fik det til at løbe ham koldt ned over ryggen. Hans børn var horrorer, Malania havde været horror, men takket være Derick, var hun nu ikke længere. Han kneb øjnene fast sammen og fnøs ganske kortfattet, selvom det slog ‘klik’ for ham, da han nævnte Malania. „Du skal slet ikke nævne hende! Du har kostet mig og min familie nok problemer!” vrissede han fast, selvom han blev stående på sin plads. Han ville nødig gøre et overilet træk, eftersom han vidste at det kunne koste ham livet og han var sikker på at denne mand bare var ude på at gøre ham vred, men han hoppede ikke så let på limpinden! „Og du har bare at holde dig langt væk!” vrissede han fast, som han trak sig sværd og holdt klingen ud i strakte arme, med sværdets ægge pegende på Pharrell i en truende advarsel.

[pharrel123]

Nu hvor minderne endnu engang vældede op i Pharrell så kunne han faktisk godt huske denne mand. Han kunne også godt huske hans kvinde, som han havde omgjort og som han faktisk havde regnet med, ville følge ham ind i mørket, egentlig bare for sjovs skyld, men de måtte jo næsten have fundet en måde hvorpå de havde fået horroren ud af hende, hvilket næsten irriterede ham, men sådan gik det jo til tider. Han selv blev stående ganske roligt med armene over kors ved det nøgne og muskuløse bryst, hvor hovedet fortsat hvilede let på sned. Han kunne næsten fornemme at manden gøs, hvilket morede ham, skønt han ikke viste det udadtil. Det forundrede ham ikke at manden var fjendtlig, specielt ikke når man så på det som han havde gjort mod ham og hans kvinde, skønt han ikke just kunne huske hendes navn længere. Han betragtede manden med et ganske roligt blik, da han valgte at trække sit sværd og pege det mod ham i den truende advarsel. Roligt bevægede han på sig, som han ganske langsomt gik mod søen. “Slap af. Jeg er her ikke for at massakrere dig, selvom jeg snildt kunne,” svarede han med et lumsk smil om læberne, skønt han dog mente sine ord. Han satte sig på hug, da han nåede søen, hvor han samlede vandet i sine hænder, så han kunne få lidt at drikke og vaske kaninens blod bort. På trods han ikke så på manden, så henvendte han sig alligevel til ham. “Desuden.. burde du så ikke være sammen med din kvinde og familie, i stedet for at sidde her helt alene? Medmindre I er gået fra hinanden?” spurgte han direkte, hvor han ikke lagde skjul på den provokerende tone, idet han vidste at han snagede i mandens liv, men det var han nu ligeglad med, eftersom han blot ville høre hvad han havde at sige, for han var jo trods alt nysgerrig af sig. Han havde hørt den triste tone, og et sted kunne han næsten tro at hans kvinde var død.

[pierce]

Det var på ingen måder positive følelser der vældede op i Pierce, eftersom han kun kunne føle de negative over for denne mand, som havde gjort hans liv til et mareridt! Og dog.. hvis det ikke var for Pharrell, så havde han jo heller ikke mødt Derick, og så havde hans små drenge heller ikke været dem som de var, for horroren havde jo også skabt dem til at være sådan som de var, og han var stolt af dem, på trods de bar et bæst i sit indre. Han trænede hver fuldmåne med dem, så de kunne styre deres varulveskikkelse, hvilket han faktisk var stolt over at de gjorde fremskridt med, for det beviste kun hvor dygtige og stærke hans drenge var! Og hvilken far ville ikke være glad for det? Som Pharrell bevægede sig, fulgte han ham blot med sit sværd, for han skulle nødig blive overrasket og dermed overrumplet af det bæst! „Du kan da bare prøve!” hvislede han fast, selvom han næsten var bange for at han havde ret, for.. manden var stærkere og hurtigere, men.. det skulle han ikke vinde på! Han skulle nok vise hvad han var lavet af og at han nok skulle flå manden levende, hvis han prøvede på noget! Han fulgte ham nøje med blikket, som han gik hen til søen og tog noget at drikke, hvilket gjorde ham lettere mistænksom, da han næsten ventede på at han ville springe på ham. Han kneb øjnene sammen til Pharrells ord og fnøs lettere kortfattet. „Du ved ikke en skid om min familie, så bland dig uden om!” hvislede han fast. Og dog havde han ret, han burde været hjemme hos sine børn og tage sig af dem, men denne mand behøvede ikke at gøre hans skyldfølelse større! „Desuden.. så er vi ikke gået fra hinanden,” tilføjede han spidst, hvor han ikke sænkede sit sværd, for han ville nødig sænke paraderne for så at blive sprunget på. „Hun er gået bort for flere år siden,” erkendte han ganske kortfattet, hvor han næsten lød upåvirket, skønt det på ingen måder var sandt. Han var ked af det, og han var knust over hendes død.

[pharrel123]

Selvom Pharrell var et bæst, så var han ikke altid i.. dræberhumør. Det var ikke altid at han behøvede at flå alle han mødte på sin vej, for det kom han jo ikke ligefrem vidt med. Desuden så havde han også andre planer for sig, eftersom han faktisk prøvede at finde resten af sin race, så de igen kunne leve sammen som en race og ikke som små udskud forskellige steder i landenes samfund. Af den grund så fandt han det naturligvis interessant at han skulle støde på denne mand endnu engang, for det var vel utrolig mange år siden sidst? Han kunne ikke engang huske hvor mange helt præcist.. men det var vel også derfor han havde glemt deres navne? Selvom han vidst aldrig havde fået mandens navn at vide. Han trak morende på smilebåndet, da han sagde at han bare kunne prøve på at komme an, selvom han ikke just havde planer om et.. endnu. “Det kommer nok,” svarede han blot affejende, som han roligt vaskede sig færdig i det kolde vand fra søen. Han vendte blikket kort op mod himlen, der var endt en del mere mørk, inden han endnu engang så mod Pierce, da han blev færdig med at snakke. “Hm.. jeg ved jeg bed din tøs, og eftersom hun stoppede med at søge efter mig, så må du næsten have fundet en måde på at stoppe det?” Det var mere et spørgsmål end det var en konklusion, for han var faktisk usikker på hvad der var sket. At hun så ikke var gået fra ham, men var død, var noget som et sted overraskede ham, selvom han ikke just følte noget for det. Han trak blot på skuldrene og vendte blikket mod søens vand igen. “Sådan kan det gå. Hvad døde hun af? Sygdom?” spurgte han hånende, som han trak på smilebåndet, hvor et provokerende smil gled over hans læber. Måske han stak til manden, men han var sådan set også ligeglad med ham. Det var manden der var den fjendtlige og ikke ham selv, på trods af at manden faktisk burde passe lidt på med hvem han lagde sig ud med.

[pierce]

Et sted ville Pierce bare gerne hjem til sine børn, men mon denne mand ville lade ham gå? Det var jo tydeligt at denne mand kunne huske ham på trods det faktisk var 15 år siden at det hele havde fundet sted. Det var utroligt som tiden var fløjet af sted, men ni måneder senere var børnene kommet til, og de bar jo også horroren i sig, skønt det ikke havde generet dem, for de havde været fast besluttet på at opdrage deres sønner til at blive gode børn. Han gav ikke slip på sværdet, som han heller ikke så væk fra denne mand, for han ville ikke blive overrumplet i et overraskelsesangreb! Han stod klar, og svag var han på ingen måde! Han var klar til at lange ud efter ham med sit sværd! Hans ord fik ham til at knibe øjnene ganske let sammen, hvor et næsten triumferende smil gled over hans læber. „Lige præcis. Vi fandt en måde at få horroren ud af hende på. Bare ærgerligt at vi ødelagde dine planer,” svarede han i en næsten sejrende tone, som han ikke tog blikket fra ham. Om Pharrell havde haft planer med Malania anede han ikke, men uanset hvad, så havde de i hvert fald formået at afslutte det! Skønt.. børnene desværre havde arvet horroren, hvilket han pludselig anså som et nederlag, men drengene var gode og de ville vokse op til at blive stærke mænd der kunne klare sig på egen hånd og de ville ikke gå ind i mørket! At han ikke lod emnet omkring Malania ligge, gjorde ham næsten ked af det, for det smertede ham virkelig at tænke på at hun var død og aldrig ville komme tilbage til ham. „Nej. Hun døde i barselssengen, da hun gav liv til vores yngste børn,” svarede han ganske kortfattet, selvom sorgen vel egentlig kun lige lå under? For den kunne han næsten ikke undertrykke. Det gjorde ondt at tænke på, selvom han havde fået to vidunderlige børn, hvor han tydeligt kunne se at de havde arvet en masse godt fra deres mor, noget som gjorde ham glad! På trods den yngste, Valentine, faktisk lignede en der havde arvet det meste fra ham selv, for han lignede næsten ham selv, da han havde været lille, hvilket var en forunderlig tanke.

[pharrel123]

Måske manden var faretruende i sin adfærd og meget fjendtlig, men det var ikke noget som gjorde Pharrell nervøs, for det havde han ikke nogen grund til endnu. Om manden var blevet stærkere eller var faldet af på den, var ikke til at sige, men i så fald ville han ikke være den eneste der havde trænet, for han selv var skam ikke faldet af på den! Han gik ind for at være stærk, kløgtig og bedre hele tiden! At manden nærmest pralede med at han havde fået horroren ud af sin tøs, fik ham til at fnyse ganske let. Måske at de havde fået horroren ud af hende, men det ændrede ikke på noget som helst! “Jaså? Men mon ikke hun nåede at gøre nok skade inden da? Mon ikke der fulgte nogen konsekvenser med?” spurgte han sigende. Hvordan de så havde fået horroren ud af hende, var slet ikke noget som han var interesseret i at vide, da han vidste at det kunne ske på flere forskellige måder, og hans gæt ville være at de havde brugt magi til det, hvilket næsten et sted irriterede ham, for hvorfor skulle magi altid ødelægge alt? Det var svagt at kunne magi, det var jo kun kujoner der brugte det! Han rejste sig ganske roligt ved hans følgende ord, hvor et koldt smil gled over hans læber. “Jaså? Jeg kunne forestille mig det var derfor du sad og græd som en svans,” svarede han kortfattet, som han trak på den ene skulder, selvom det provokerende smil ikke var til at tage fejl af. Måske han tirrede manden bevidst, men det var jo også det som var så morende! Det var ikke fordi han direkte var i dræberhumør, men derfor havde han ikke noget imod en lille kamp – som typisk blev til en langt mere alvorlig kamp, da det altid endte ud i en dødskamp på liv og død. Han bar måske ikke noget våben på sig, men derfor var han på ingen måder forsvarsløs!

[pierce]

Pierce stod klar med sit sværd i tilfælde af at Pharrell skulle angribe ham, selvom manden virkede ganske rolig af sig, hvilket var noget som faktisk forvirrede ham en anelse, for.. ville han ikke angribe ham igen? Det var næsten det som han gik ud fra, skønt han ikke frygtede manden, det som han frygtede, var at han måske aldrig ville se sine børn igen, og dem kunne han virkelig ikke efterlade! De var jo endnu kun små børn! De var måske meget selvstændige på grund af at han var meget fraværende, men han ønskede ikke at miste dem af den grund, desuden hvis han ikke var der, hvordan pokker skulle de så få mad på bordet? Det var jo trods alt ham der tjente pengene! Da Pharrell begyndte at tale omkring konsekvenserne af Malanias forvandling, så forvrængede hans ansigt sig i en grimasse, hvilket vel egentlig var svar nok i sig selv? Han fnøs ganske kortfattet. „Der er ikke de konsekvenser som vi ikke har kunnet klare,” svarede han kortfattet, uden at han tog blikket væk fra Pharrell for dum var han bestemt ikke! Man skulle altid holde øjnene på sin modstander også selvom de ikke virkede til at ville gøre en noget, og denne mand stolede han på ingen måder på! Noget som dog måtte irritere ham, var det at han kaldte ham for en svans, hvilket næsten fik ham lyst til at kløve sværdet igennem luften og flå hovedet af ham! Han bed tænderne fast sammen og strammede grebet omkring sit sværds skæfte. „Det er ikke nogen synd at savne den kvinde man elsker og holder af!” bed han ham af, som han kneb øjnene fast sammen, „men jeg vil ikke gå ud fra at du kender til følelsen, Pharrell. Eftersom du er et bæst uden følelser!” Han havde lyst til at løbe over og kløve manden i to, men han holdt sig tilbage og blev blot stående, uden at rokke sig så meget som en meter.

[pharrel123]

Lige pt. havde Pharrell ingen intentioner om at angribe, selvom det jo hurtigt kunne ændre sig, hvis manden faktisk endte med at gøre modstand mod ham, desuden så skulle der ikke meget til før man vækkede bæstet i ham, hvor han hurtigt kunne ændre mening og få blod på tanden, hvor han faktisk ønskede kamp. Men det kom vel helt an hvordan tingene udfoldede sig? Han trak kækt på smilebåndet til hans ord, hvor han heller ikke lagde skjul på det, for det morede ham et sted. Måske de havde fundet en måde hvorpå de kunne fjerne horroreren i kvinden, men derfor så havde det alligevel ført konsekvenser med sig, hvilket han også tydeligt kunne se på mandens ansigtsudtryk. “Åh ja? Underhold mig.. hvilke konsekvenser har det ført med sig?” spurgte han nysgerrigt og dog uden at smilet falmede det mindste. Han tvivlede på at manden ville sige det, eftersom manden nok ikke gad give Pharrell den fornøjelse, men han var nu oprigtig nysgerrig, mon de havde fået børn, der havde fået horroren i sig? Eller måske kvinden han havde omvendt havde bidt eller dræbt en del andre af deres venner eller familie? Det var tydeligt at hans kvindes bortgang havde taget hårdt på ham, selvom det ikke påvirkede Pharrell selv. At manden så kunne huske hans navn, kom en anelse bag på ham, hvor han også blinkede overrasket med øjnene, skønt overraskelsen hurtigt blev erstattet med morskab. “Jamen dog.. efter alle de år og du kan stadig huske mig navn? Imponerende.. jeg må virkelig have gjort indtryk på jer og jeres liv,” svarede han morende, uden at smilet falmede det mindste. Det var ikke just fordi han var stolt over det, men det var nu alligevel imponerende, eftersom han ikke kunne huske deres navne, men på den anden side, så var det jo heller ikke hans liv der var ødelagt, det var ikke ham der bar nag, men tværtimod dem, derfor var deres navne også gået i glemmebogen med årene.