When it all comes to an end..

[pierce]

Mest af alt havde Pierce bare lyst til at sætte af fra jorden og flyve hjem, men han var bange for at han ikke nåede så langt, eftersom han allerede før havde prøvet at stikke af fra et bæst og det var næsten endt galt. Han kunne nemlig tydeligt huske, da han havde set Malania forvandle sig under hendes første fuldmåne, hvor han havde prøvet at stikke af med hende, men det havde kun vækket jagtinstinkterne i hende, hvilket også nær havde kostet ham livet! Han var bare glad for at han havde mødt Derick og at manden havde fået horroren ud af Malania og som tegn på deres taknemlighed, havde de opkaldt et barn efter manden, hans egen lille Stefan Derick Marchioness Peceriaz, en guldklump, som han ikke ønskede at miste, ligesom han ikke ønskede at miste nogen af sine børn, derfor skulle han også nok komme hjem til dem igen! Det lovede han sig selv! Han fnøs let. „Ja det ville du kunne lide at vide, men den fornøjelse vil jeg undlade dig,” vrissede han let, som han fortsat holdt sværdet oppe, klar til kamp, skønt han havde løsnet grebet en anelse, eftersom det ikke just så ud til at manden ville slås mod ham, hvilket et sted forvirrede ham, og det blev snart også trættende at holde sværdet oppe hele tiden, men måske det var det som han var ude på? At køre ham træt inden kampen? Det fik ham til at sænke sværdet en anelse, skønt han dog stadig var parat. Mandens ord, fik ham til at bide tænderne sammen. „Hvordan skulle jeg kunne glemme det bæst, der omgjorde min elskede, som kostede hende utrolig megen smerte og som tilmed skænkede mig børn med samme bæst i sig?!” Det var slet ikke fordi at han hadede sine sønner for at bære horroren, for det havde han allerede accepteret for længe siden, men derfor var han stadig bange for at det ville få konsekvenser.

[pharrel123]

Pharrell kunne næsten mærke hvordan det kriblede i manden efter at flå ham levende, hvilket var noget som faktisk morede ham, skønt han ikke just gjorde noget ved det, for han behøvede ikke at flå manden, medmindre han direkte gjorde modstand, for så ville han bestemt ikke lægge fingrene imellem! Han ville desuden ikke have noget imod en kamp, hvis det endelig skulle komme så vidt, men denne mand burde mere tænke på sine børn og at komme hjem til dem, i stedet for at bruge sit hoved på at hidse sig op og gå til angreb. At han så ikke ville fortælle hvilke konsekvenser, som det havde kostet ham, forundrede ham egentlig ikke, hvilket han heller ikke gjorde det store ud af, eftersom han nok fandt ud af det før eller siden. At han så sænkede sit sværd en anelse, var noget som næsten gav ham en mulighed for at angribe, og dog gjorde han det ikke, eftersom han holdt sig i skindet indtil videre. Noget der dog fangede Pharrells opmærksomhed, var det at han var skyld i at mandens børn havde fået horroren i sig. Så vidst han næsten kunne regne ud, så måtte de børn ikke være så gamle igen, men.. man vidste jo næsten aldrig om de kunne bruges senere hen. Han rejste sig roligt fra søen, hvor et lusket smil gled over hans læber. “Jaså?” spurgte han ganske sigende, som han hævede det ene øjenbryn, hvor smilet ikke falmede det mindste. Det kunne jo gå hen og blive ganske interessant alligevel! Han kluklo ganske let for sig selv, uden at han tog blikket fra ham. “Hm.. det kunne være jeg skulle tage et kig forbi dit hjem og snakke med dine børn? Jeg kunne godt bruge nye rekrutter, som skal oplæres i mørket,” svarede han lettere hemmelighedsfuldt, hvor han ikke lagde skjul på det provokerende smil, som han dog blev stående. Han vidste godt at han prøvede at tricke mandens temperament, selvom han ikke var helt sikker på at det virkede. Han begyndte roligt at gå mod ham. “Var det ikke.. stranden I boede på?” spurgte han sigende, som det lumske smil gled over hans læber.

[pierce]

Det var slet ikke fordi Pierce ønskede kamp, for han ville helst hjem til sine børn, som han også burde have været sammen med i udgangspunktet! Men han havde stadig ønsket at se solnedgangen hos søen, blot denne ene dag, fordi den var ganske speciel for ham. Han var dog stadig deprimeret og selvom børnene kun så ham med et smil på læberne, når han endelig var hjemme, så hvilede alt det dårlige nedenunder og han havde aldrig rigtig fået det bearbejdet eller fået afreageret for alle de følelser der havde vældet op i ham, siden hans hustrus død. Han savnede hende hver dag, han følte sig ensom, på trods han havde de smukkeste og dejligste børn man kunne tænke sig til. Han elskede dem over alt på jorden, og han ville gøre alt for at beskytte dem og passe på dem, for han ønskede bestemt ikke at miste flere! Hans blik blev ganske vagtsomt, da Pharrell rejste sig op, hvor han endnu engang holdt sit sværd hævet, i tilfælde af at noget skulle ske, for han ville bestemt ikke blive overrumplet. Noget stak dog under, hvilket han næsten kunne fornemme på manden, eftersom han så det luskede smil om hans læber, hvilket gjorde ham yderst mistænksom. Hans ord fik det dog til at slå klik for ham, hvor han næsten endte helt bleg i hovedet. Han ville kigge forbi hans børn? Det som dog slog ham helt ud, var det faktum at Pharrell faktisk vidste at de boede på stranden, hvilket fik en panik til at slå ind over ham. „Du rør dem IKKE!” hvislede han fast, som han uden at tænke over det, hævede sit sværd og sprang mod Pharrell, imens han kløvede sværdet igennem luften. Han skulle bare stoppe ham fra at søge efter hans børn, for ellers.. ja han turde ikke engang tænke tanken! Hans børn skulle på ingen måder leve i mørket og som bæster! Det var tværtimod det som ham og Malania havde forsøgt at undgå igennem hele deres barndom og opvækst!

[pharrel123]

De natblå øjne betragtede Pierce ganske nøje. Selvom han ikke havde været meget for at fortælle ham omkring konsekvenserne, så så det ud til at det alligevel var sket, hvilket var noget som morede ham. At hans børn også havde arvet horroren – nok fra deres mor – var noget som virkelig gjorde ham nysgerrig. De måtte jo også bære lysvæsen og.. vandmand, hvad manden nu var i sig, men det gjorde intet, for horror med ekstra evner og magier, kunne jo godt blive stærke, selvom han måtte erkende at han foretræk fuldblods, netop fordi de var renracede, de bar ikke andre racer i sig og dermed heller ikke andre magier. At Pharrell ramte helt rigtigt, da han nævnte børnene og muligvis ville tage dem med sig ind i mørket, så kunne han godt se at det var noget som gjorde denne mand helt bleg i hovedet, hvilket virkelig var et syn for guderne! Det provokerende og kække smil forsvandt ikke fra hans læber, selvom han godt kunne se at manden blev arrig ved tanken, hvilket åbenbart fik ham til at angribe ham. Han kneb øjnene let sammen, som manden sprang mod ham og gjorde et fast hug mod ham, selvom han blot trådte et skridt til den ene side og dermed undgik det. Han satte et hurtigt – og derfor ikke så hårdt igen – slag ind mod mandens næserod. Han var horror, så han kunne ikke love at det ikke ville gøre utrolig ondt, selvom det ikke betød noget, for manden måtte jo lære at han ikke skulle lægge sig ud med de forkerte! Desuden så det at manden angreb ham, var noget som virkelig satte instinktet frem i ham, det var noget som rev i bæstet, hvor han næsten følte for at flå ham levende, skønt han snart langt hellere ville more sig først!

[pierce]

Pierce kunne slet ikke have tanken om at der skulle ske hans børn noget! Han elskede dem over alt på jorden og efter at Malania var gået bort, så havde han aflagt sig selv det løfte at han ville gøre alt for at beskytte dem og gøre dem sikker, han ville tage sig af dem, på trods han vidste at han var utrolig fraværende, men han var jo nød til at skaffe penge, så der muligvis kunne blive plads til en uddannelse, for han ville jo gerne have at de klarede sig godt! At denne mand så skulle komme og true med at tage hans ældste tvillinger med sig ind i mørket, var noget som virkelig tændte ham fuldstændig af! Måske det var dårligt at angribe i vrede, men det var næsten som om at faderinstinktet blot tog over i ham, for hvilken far ville ikke beskytte sine unger? Skønt det nok mere var et instinkt der lå til moderen, men nu hvor moderen ikke var her, så måtte faderen tage over! Og det var præcis hvad han havde tænkt sig! At han ramte forbi da han kløvede sværdet igennem luften, var noget som gik op for ham, da han blev mødt af Pharrells slag, der blev plantet lige over hans næserod, hvilket fik ham til at vakle tilbage, imens han tog sig til næsen. Han var endt med at få tårer i øjnene, da det virkelig sveg, selvom han ikke havde fået næseblod. Han brummede af smerte, som han var faldet ned på knæ. Han vendte blikket op mod Pharrell, hvor han hurtigt selv kom op, inden han igen ville angribe ham. Han vaklede nogle skridt tilbage, hvor han holdt sit sværd klart. Han kneb øjnene sammen, som han endnu engang gjorde et udfald mod Pharrell, dog langt mere klar i hovedet denne gang. Og i stedet for at slå oppe fra og ned, slog han fra siden af, så Pharrell var nød til at flytte sig helt og søge væk, hvis han ikke skulle rammes af sværdet.

[pharrel123]

Det var tydeligt at se at Pierce var blevet aggressiv, hvilket var noget som faktisk måtte more Pharrell, skønt han ikke gjorde noget ved det. Det var ikke fordi han havde tænkt sig at gå helt amok og flå manden levende, nej han havde tænkt sig at have det lidt sjovt, nu hvor det så ud til at manden faktisk ville angribe ham. Om det var for at forhindre ham i at søge hjem til mandens børn, anede han ikke, men han kunne næsten gætte sig til det, eftersom det var derefter at manden havde angrebet ham. Blikket gled mod Pierce, som han vaklede tilbage og faldt ned på knæ, imens han tog sig til næsen, hvor et hånligt smil gled over hans læber. Han fnøs ganske let. “Skal du bruge en serviet?” spurgte han hånende og med det provokerende smil, selvom han så til, som manden kom op på benene igen. At han endnu engang gik til angreb og denne gang sørgede for at svinge sværdet til siden i stedet for oppe fra og ned, var sådan set et kløgtigt smart – hvis det var helt gennemtænkt i hvert fald. Måske manden havde regnet med at han ville flytte sig helt, men han blev stående på sin plads, hvor han tværtimod greb omkring mandens håndled, for at stoppe slaget med sværdet, hvor et koldt smil gled over hans læber. “Pas nu på med ikke at blive for hovmodig,” svarede han kækt, som han løftede den frie hånd og strakte fingrene, hvor han gjorde et fast stød mod mandens bryst – hvor han satte slaget ind mod hans hjerte, næsten som om han ønskede at gennembore hans bryst og ribben. Det var ikke fordi han just var ude på at slå manden ihjel med det samme, først skulle han lide og langsomt vide at han aldrig ville komme hjem til sine børn igen, på trods det netop var det som han forsøgte; nemlig at beskytte dem, men det var bare tåbeligt, for det kom til at koste ham selv livet!

[pierce]

Det eneste som Pierce tænkte på i øjeblikket var at beskytte sine børn, selvom de godt nok ikke var her, men Pierce tvivlede på at han ville få lov til at gå hvis han faktisk bad om det, for så ville han vel bare tirre bæstet som hvilede inde i denne mand? Og han havde jo trods alt set ham forvandle sig før, hvilket på ingen måder havde været en let kamp, men han havde faktisk formået at overvinde ham før, og han kunne derfor også godt gøre det igen! Hans hånende ord om han skulle bruge en serviet, valgte han bevidst at ignorere, selvom det var noget som faktisk gjorde ham langt mere arrig. Måske han kunne få lov til at afreagere, hvilket han bestemt ikke ville have noget imod, for så kunne det være at han faktisk fik lov til at gå glad hjem, for han ville ikke have noget imod at slå denne mand ihjel og stoppe ham fra at gøre mere skade – i hvert fald mod hans familie, for det tillod han virkelig ikke! At manden stoppede hans slag, ved at gribe fat omkring hans håndled, gjorde ham lettere opmærksom, hvor han vendte blikket febrilsk mod Pharrell, da han så at han hævede sin frie hånd og strakte fingrene, hvor det næsten lignede at han skulle til at gennembore hans hjerte. Som Pharrell slog mod hans bryst, så greb Pierce ham selv om håndleddet, hvor det krævede hele hans styrke, for at stoppe det, selvom mandens spidse negle var tæt ved hans bryst, hvor der højst var et par millimeter fra at hans negle ville ramme hans nøgne bryst, hvilket han ikke skulle nyde noget som helst af! Han bed tænderne fast sammen, hvor han forsøgte at få hånden væk, skønt det var svært, når man stod over for et væsen med en langt større styrke! Han knurrede næsten arrigt, som han lagde al sin styrke i, for at holde mandens slag igen.

[pharrel123]

Det morede virkelig Pharrell, at han havde formået at gøre manden helt sur og arrig, selvom alle vel burde vide at det var dumt at angribe i vrede? Og hvis han ikke vidste det, så ville han i hvert fald snart finde ud af det! For det var den med overblik over situationen som ville vinde kampen, og eftersom Pharrell ikke selv var arrig, men var iskold, så skulle han nok overbevise denne mand om at han ikke havde den største chance. At stoppe mandens slag, var egentlig rimelig let, eftersom han havde et godt syn og da han selv var hurtig, så kunne han også selv hurtigt opfange andre hurtige ting, derfor så kom hans slag slet ikke bag på ham, tværtimod var han forberedt på det. Han var desuden også langt stærkere end denne vandmand, så det var ikke fordi det tog mange kræfter at stoppe mandens slag. At manden så selv formåede at stoppe hans eget angreb, ved selv at gribe ham om håndleddet, kom en anelse bag på ham, selvom det var tydeligt at denne mand ikke var svag i det fysiske. Han kneb øjnene let sammen, da det var noget som gjorde ham utilfreds, skønt han kunne mærke at hans hånd kom tættere og tættere på mandens bryst, jo mere styrke han lagde i sin bevægelse, hvor han også mærkede, da hans spidse negle, kom i kontakt med mandens nøgne hud og begyndte at bore sig ind i den. Måske denne mand kunne forsøge at holde ham hen, men i sidste ende ville hans styrke og udholdenhed ikke kunne slå Pharrells og før eller siden ville det gå op for ham, at han slet ikke havde en chance i nærkamp mod ham. Han kunne dog alligevel ikke lade vær med at undre sig i baghovedet, om manden muligvis havde andre tricks i ærmet angående sin magi, for den havde jo før slået ham omkuld – endda i sin varulveskikkelse.

[pierce]

Et sted ville Pierce helst have undgået kamp, men det var ikke fordi det så ud til at forløbe på nogen fredelig måde, for vreden løb simpelthen af med ham. Normalt var han ikke en mand med det største temperament, der skulle i hvert fald meget til at starte det, men der var sket en del ændringer siden Malanias død, og med hendes bortgang, så var det også noget som havde gjort ham langt mere vred og indebrændt. Han savnede hende hver dag og ville gøre alt for at få hende tilbage, men tanken om at han ikke kunne, gjorde ham deprimeret og ikke mindst vred, for hun havde slet ikke fortjent at dø, hun havde ikke fortjent at dø, så hun ikke kunne se sine børn vokse op, for det havde enhver mor da fortjent! Desuden så var han også vred over at han havde mistet hende, for det havde han da langt fra ønsket! Hun havde været hans et og alt! Kvinden som han skulle blive gammel med, men det ville da aldrig ske, hvilket var en tanke som gjorde frygtelig ondt! At han fik stoppet Pharrells angreb, var noget som lettede ham, lige indtil hans hånd begyndte at komme tættere og tættere på ham. Han kunne tydeligt mærke da neglene ramte hans nøgne hud ved brystet og begyndte at bore sig ind i huden, hvilket fik hans hjerte til at begynde at så hurtigere af panik, for.. manden var jo for stærk! Men for pokker, han var jo også horror! Han bed tænderne fast sammen, hvor han vendte blikket mod ham, inden han af ren automatik, gjorde et fast stød med hovedet, for at nikke Pharrell en skalle lige ved næsen, i et håb om at det ville få manden til at slippe ham og trække sig væk, eftersom han ikke så nogen andre muligheder for at kunne slippe væk.

[pharrel123]

Måske det var dumt at blive hovmodig, hvilket Pharrell måske havde en lille anelse til at blive, skønt han normalt aldrig undervurderede en modstander, men det skete alligevel lidt, fordi han kunne mærke at han var stærk, fordi han vidste at han var tilhænger og ikke mindst leder for den stærkeste og hurtigste race på hele Jorden, og hvem ville ikke blive lidt hovmodig af det? Af den grund havde denne mand jo faktisk slået ham før, hvilket faktisk var en anelse nedladende, men det var ikke rigtig fordi han kunne gøre noget ved det, selvom han nægtede at tabe denne gang! Han sørgede at holde mandens håndled godt fast, så han ikke ville kunne bruge sit sværd imod ham, hvor han selv forsøgte at få gennemboret hans bryst og jo langsommere det gik, desto mere smertefuldt ville det også blive – og det havde han ikke det mindste imod! At manden så skulle skænke ham en skalle i stedet for, var noget som fik ham til at komme med et vredt udbrud, som han endte med at give slip på Pierce, for at trække sig let tilbage, hvor han tog sig til næsen, som han ømmede ganske let. Han var hårdfør, men der var selv ganske små steder, som var små svage punkter, så helt uovervindelige var horrorerne heller ikke, og det måtte han ikke glemme, for så kunne det være at han tabte kampen. Han knurrede arrigt, hvor han vendte de natblå øjne direkte vredt mod Pierce. “Du ved.. det er ikke kun dine børn der kan søge ind i mørket. Du kunne følge dem, blive horror sammen med dem og så vil du kunne lukke af for alle følelserne, glemme smerten og sorgen og komme videre med dit liv,” svarede han ganske kortfattet og med en ærlig tone, uden at han tog blikket fra ham. Det var jo faktisk ikke løgn, de kunne lukke af for følelserne, præcis som vampyrerne kunne. “Du kunne finde dig en ny og bedre tøs og komme over den gamle..” Han betragtede Pierce lettere afventende, som han fortsat ømmede sin næse.

[pierce]

Det var måske dumt at lægge sig ud med en horror, specielt i fysisk kamp, for der ville han jo nok ikke have den største chance, men derfor kunne han ikke tillade at denne mand kom ham i forkøbet, tog hjem til hans hus og tog drengene med sig til Dvasias, for han kunne ikke tillade at miste sine børn! At han faktisk formåede at få Pharrell væk ved at nikke ham en skalle, var noget som et sted kom bag på ham, selvom han endte med at få ondt i hovedet, for det gjorde faktisk ondt, da horror havde tykke og hårde knogler! Det vidste han jo fra sine egne drenge! Han bed tænderne ganske let sammen, som han selv trak sig en anelse tilbage, imens han tog sig til panden. Hans ord kom dog bag på ham. Skulle han følge ham ind i mørket og selv blive horror? Kunne han virkelig komme til at lukke af for følelserne, for smerten, sorgen og depressionen? Det lød faktisk fristende. Han endte med at sænke sit sværd, hvor han stirrede på Pharrell. Så kunne han måske give drengene en god opvækst og være der for dem? De følgende ord ødelagde dog det hele, hvilket også tydeligt kunne ses på hans ansigtsudtryk, der fortrak sig i en vred mine. „Der findes ikke nogen kvinde der kan slå Malania!” hvæsede han fast, hvor bare tanken om at være hende utro, gjorde ham direkte arrig, for han nægtede at synke så lavt, og så dybt! „Og du skal bare holde dig væk fra mine børn!” tilføjede han i samme høje og vrede tone, hvor han greb omkring sværdet, idet han snurrede rundt omkring sig selv, fintede med sværdet, inden han svang det imod Pharrells ansigt. Ingen skulle komme og sige at hans hustru var gammel og dårlig, for hun var den bedste han nogensinde havde haft, den smukkeste i hele verden og han nægtede simpelthen at finde en ny! Han bar stadig sin ring med stolthed, fordi hun havde givet ham den!

[pharrel123]

På trods horrorer var hårdføre, så kunne man stadig påføre dem smerte, og det at få nikket sig en skalle lige ved næsen, var noget som faktisk gjorde ondt! Det var dog ikke noget som han ikke kunne overleve, for så svag var han bestemt heller ikke! Han kunne dog godt se at hans ord, var noget som tiltrak sig mandens opmærksomhed, hvilket var noget som fik et skævt smil til at glide over hans læber. Han kunne godt bruge nye horrorer, eftersom der ikke var mange tilbage, de var jo nok under.. femhundred styk, hvis ikke mindre, derfor så ville det ikke gøre noget med nye rekrutter. Pierce havde aggressiviteten og hans børn kunne de lade vokse op i mørket, så de også ville få et godt potentiale, så det var faktisk ikke en så tosset ide igen. At hans sidste ord så skulle ødelægge det hele, var noget som næsten måtte ærgre ham, hvor han endte med at fnyse ganske let. Han havde næsten lyst til at slå sig selv, for at ødelægge det hele, selvom der ikke var noget at gøre ved det. Det var dog tydeligt at Pierce virkelig havde elsket Malania, selvom.. når horrorer fandt sammen, så var det jo normalt også for resten af livet, eftersom man fandt sammen med sin mage for livet, og det samme ville også gælde for ham, hvor han næsten også havde sin egen mage og ikke mindst sin egen alfahun i sigte, hvis hun da også ville have ham. Han vendte blikket ganske kortfattet mod Pierce, da han valgte at angribe igen, selvom fintet kom en anelse bag på ham. Han nåede kun lige at reagere i tide, som sværdets ægge snittede hans kind, som faktisk blev revet op, hvor han selv trak sig flere skridt tilbage, for at komme ud for sværdets rækkevidde. Han fnøs ganske let, hvor hans øjne slog gnistre. Det fandt han sig på ingen måde i! “Du burde være lidt mere glad for mit tilbud, og ikke mindst skulle du have taget imod det!” hvislede han fast, som han havde trukket sig et godt stykke tilbage, inden et lumsk smil gled over hans læber, som han begyndte at forvandle sig, hvor hans knogler knækkede for at danne sig på ny, imens hans krop begyndte at blive større og gro pels, der var vel ingen tvivl om hvad der skulle til at ske?

[pierce]

Et sted havde Pharrells tilbud lydt ganske fristende, eftersom det ville være rart at slippe af med smerten og sorgen, og ikke mindst depressionen, for så kunne det være at han endnu engang kunne blive oprigtig glad, og måske det også kunne give ham mere tid sammen med sine børn? Han bar jo en kæmpe skyldfølelse for ikke at være mere sammen med dem, hvor han følte sig som en dårlig og elendig far, men nogen skulle jo tjene pengene og det kunne han ikke sætte drengene til! De var endnu alt for små! Så uanset hvordan man drejede den, så ville han være en elendig far, fordi han ville gøre dem ondt på den ene eller den anden måde. At han så skulle nævne Malania og sige at han kunne finde en ny, var noget som gjorde ham vred, for han ville slet ikke have nogen ny kvinde, han ville have sin drømmekvinde tilbage igen! Men det var desværre for sent, han ville aldrig se hende igen, han ville aldrig høre hendes stemme igen, han ville aldrig kunne røre ved hende igen, hvilket alt sammen gjorde ham så trist og deprimeret! Han savnede hende så frygtelig meget! At hans sværd faktisk ramte Pharrell, så det fik ham til at trække sig langt væk fra ham, var noget som faktisk glædede ham. Selvom det næsten der skulle til at ske, var noget som fik hans smil til at falme igen, hvor han stirrede lettere vantro på ham. Skulle han til at forvandle sig igen? „Jeg siger nej tak til at være et bæst,” mumlede han for sig selv. Selvom han havde lyst til at flygte, så vidste han at han ikke ville nå langt, derfor.. valgte han at ty til andre midler. Han endte med at springe direkte mod Pharrell, hvor han hævede sit sværd, og begyndte at hugge løs på ham, for at dræbe ham, hvor han tilmed sparkede og slog, prøvede at gøre alt for at stoppe forvandlingen og ham.

[pharrel123]

Hvis manden ikke ønskede at være en del af deres race, så skulle han da få lov til at dø af en af dem i stedet for! Pharrell snerrede ganske fast af ham, prustede som en arrig tyr, hvor man tydeligt kunne se hvordan musklerne på hans krop begyndte at røre på sig, som om de var i arbejde, selvom det hele var fordi alt indeni ham skreg for at komme ud, skreg for at rive sig løs – og han tillod det. Han startede sin forvandling, hvor han begyndte at pruste og hvæse som et arrigt dyr, hvor hans krop knækkede og brækkede, kun for at gøre ham stærkere og højere, og til det bæst som han bar inde i sig selv. Noget der dog kom bag på ham, var det at Pierce faktisk gik til angreb, end at stå og vente – selvom det nu var ret fornuftigt nok – skønt det ikke just kom ham til gavn. Hans krop fik dybe flænger af selve sværdet der slog imod ham, på trods han forsøgte at undgå det. Det lykkedes dog Pierce at få ham væltet omkuld, da han jo ikke rigtig kunne stoppe forvandlingen nu! Han lå i græsset, hvor han vred sin krop og kom med et højt og vredt udbrud, af de mange spark og slag som blev ham mødt, skønt det ikke forhindrede forvandlingen. Desuden var han langt mere hårdfør i sin varulveskikkelse. Han endte med at få en lang hale, hår på hele kroppen, hans hænder og fødder var erstattet med poter, hans næse og mund var blevet til en lang snude, hvor hans natblå øjne var blevet ravgule, som et rovdyrs, hvor han gav et højt hyl fra sig, som han havde fuldført forvandlingen, på trods hans krop bar sår fra sværdet, hvor det blødte ganske svagt. Han vendte blikket arrigt mod Pierce, hvor han snerrede vredt, som han satte af fra jorden og sprang mod Pierce, for at prøve at sætte det store tandsæt i mandens skulder.

[pierce]

Det var slet ikke fordi det havde været Pierces mening at trække den så langt, eftersom han helst ville undgå disse klammerier, men det var tydeligt at det ikke just var til at slippe væk fra ham, for hvem kunne egentlig løbe væk fra et bæst? Måske han kunne nå at flyve langt op i luften, men manden kunne jo bare løbe efter ham og følge ham hele vejen hjem, hvilket han jo heller ikke ønskede, for han ønskede ikke at bringe sine børn i fare! At det så ikke hjalp at slå, sparke og hugge ham ned, var noget som et sted frustrerede ham, for hvorfor kunne dette bæst ikke bare lægge sig ned og dø?! Han bed tænderne sammen, da det alligevel lykkedes ham at sparke ham i jorden, hvor han droppede sværdet og begyndte at sparke løs på bæstet, selvom det var noget som faktisk også gjorde ondt på ham selv. Han opgav derfor hurtigt, hvor han hævede sit sværd og skulle til at gøre nådesstødet ved at gennembore ham, selvom han slet ikke nåede så langt, da forvandlingen fik ulven til at sparke til hans ben, så han vaklede bagud og mistede balancen, så han røg ned i græsset. Han kom dog hurtigt op igen, hvor han mærkede at hans hjerte slog for fulde hammer, hvilket var en ubehagelig følelse i sig selv. Han sank en klump, som han bakkede et par skridt ud, da han så det store bæst bløde og snerre arrigt af ham, hvilket gav ham kuldegysninger i hele kroppen. Han gøs kort, hvor han vendte om på benene, baskede med vingerne og skulle til at lette, da han mærkede det kraftige tandsæt sætte sig fast i hans ene skulder, hvilket fik ham til at skrige op af smerte. Han var endt med at tabe sit sværd, det røg i jorden, idet han tog fat omkring ulvens hoved, i et forsøg på at få den væk, hvor han også begyndte at baske vildt og voldsomt med sine havblå vinger, for han skulle bare væk og give slip!