When it all comes to an end..

[pierce]

Det var en ganske fredelig sen eftermiddag, hvor man kunne se solen gå ned i det fjerne. På trods det var en smuk og fredelig dag, så var det på ingen måder sådan som Pierce følte sig. Årene var gået efter Malanias bortgang, og de to små tvillinger som hun havde født; Rosalie og Valentine var allerede blevet syv år gamle. Tiden var utroligt nok gået hurtigt, selvom han af den grund mærkede sorgen i sig hver dag. Han var kun nået at blive gift med hende, for så at miste hende ganske få måneder senere. Det var noget som havde knust ham, hvor han på ingen måder havde set lyset i livet længere. Hvis ikke det havde været for børnene, så havde han nok taget sit eget liv, for det var virkelig blevet meningsløst uden Malania ved sin side. Han havde dog givet sig selv og Malania det løfte, at han ville fortsætte og tage sig af børnene, indtil de var store nok til at klare dem selv. Børnene havde dog stadig brug for ham, og han vidste at de tog deres mors bortgang, lige så hårdt som han selv gjorde. Han var dog stadig ikke særlig meget hjemme, hvilket efterlod ham med en dårlig skyldfølelse, men han var jo nød til at arbejde, for at tjene penge til familien, så de kunne klare sig, for de var jo stadig mange. Og de alle sammen spiste utrolig godt. Selvom Valentine havde arvet hans egne gener og utrolig nok var blevet en fuldblodshavengel, hvor Rosalie havde arvet sine mors og var blevet et lysvæsen, så spiste knægten stadig, på trods det normalt ikke lå til deres race, men alt kunne jo læres og knægten gjorde jo sådan set bare som alle andre gjorde; spiste og drak. Det gjorde han også selv, det var noget som han havde gjort, siden de var blevet en lille kernefamilie på fire, da de første tvillinger, Daniel og Stefan var blevet halvstore, hvor han havde nydt deres mors mad, at være en del af familien, selvom den glæde havde forladt ham med Malanias bortgang. Han var nået hele vejen til Natymia, til søen, eftersom det var en ganske særlig dag, denne dag. Det var nemlig præcis 15 år siden at han havde mødt Malania for første gang, hvilket var en stund som han havde tænkt sig at nyde at tænke tilbage på, uanset hvor smertefuldt det så end måtte være.

[pharrel123]

Den sene eftermiddag gjorde ikke Pharrell det mindste. Nok han var horror, og hans race normalt ikke kunne tåle sollys, men han var født menneske, hvilket gjorde at han havde andre fordele. Han kunne ganske vidst ikke tåle sollyset, hvis solen var på sit højeste og det var en skyfri himmel, for så ville selv han brændte op og til sidst dø, hvis han ikke kom i sikkerhed. Men når solen ikke var særlig stærk, såsom i øjeblikket, så havde han intet problem med at bevæge sig udenfor, eftersom den ikke engang irriterede hans hud, for han fandt det dejligt og befriende, at kunne se en solnedgang og ikke mindst en solopgang – han foretrak dog, når den gik ned, for derefter fulgte mørket og natten jo trods alt. Selv på trods han var halvblods, så havde han alligevel formået at blive leder for sin race, som han følte sig som ét med, for han kunne ikke se sig selv som nogen anden race, for horrorerne, var virkelig hans et og alt. Han havde endda opbygget et opholdssted til dem, og han var rimelig sikker på at Annika faktisk valgte at blive, hvilket var noget som han var yderst storslået tilfreds med! Det var jo også lidt det han havde håbet på, da han havde bygget det, eftersom det var til ære for hende. Af den grund, så lod han hende dog passe sit arbejde, for det ønskede han heller ikke at komme i vejen for, så længe han bare fik lov til at se hende lidt, tilbringe lidt tid sammen med hende, for han kunne ikke komme udenom at han nød hendes selskab, og så var der jo også det faktum at hun havde præget hans sind, så han ikke kunne få hende ud af hovedet. Selv i øjeblikket hvilede hun i hans tanker, på trods han faktisk var ude for at finde resterne af hans race. Der var ikke mange tilbage og derfor ville han jo gerne samle tropperne. Hans race var tæt på at uddø, hvilket han bestemt ikke tillod! Derfor var det også vigtigt at han fandt så mange som det var ham muligt! Hans race var den fysisk stærkeste af alle, de burde være velsete i stedet for at blive set på som uddyr, for de var faktisk selv stolte væsner, og de havde fortjent en plads i samfundet ligesom alle andre havde! Og det var noget som han nok skulle sørge for ville ske!

[pierce]

Pierce gik i sine egne tanker, som han også var optaget af, hvor han slet ikke lagde mærke til så meget andet. Han savnede sin hustru, som godt nok var gået bort for nogle år siden, men hver dag tænkte han på hende, hver dag måtte han mærke længslen og savnet, og intet var længere attraktivt eller tiltrækkende på Joden, foruden hans børn. Han elskede dem, og han havde afgivet sig selv det løfte, at han ønskede at passe på dem, selvom der jo nok ikke ville være meget ved det, når de engang blev ældre og alle fløj fra reden, for så var der ingen tilbage til ham. Han havde ingen han kunne tilbringe resten af sine dage sammen med, hvilket var en tanke der virkelig gjorde ham deprimeret. Deprimeret havde han jo nok været siden Malanias død, selvom han forsøgte ikke at bringe det med hjem til børnene, men det var ikke let, når de alle mindede ham om sin mor, ikke fordi de nævnte hende, men fordi han havde et minde med dem alle omkring hende, foruden de to små tvillinger. Daniel og Stefan vidste at de ikke skulle nævne deres mor og Rosalie og Valentine, de havde aldrig mødt hende, så de havde ingen minder om hende, foruden de billeder som de havde set, men hun var jo død i barselssengen, og det var jo nok ikke noget som de kunne huske. Nu var de syv og de ældre tvillinger var nået tretten år, og han var stolt af dem alle sammen, for han kunne virkelig ikke være andet! Han var bare ked af at han måtte arbejde så meget at han ikke var mere hjemme sammen med dem, for de havde fortjent nogle forældre der var værende, desværre gik det bare ikke som nogen af dem ønskede, for han ville ønske af hele sit hjerte at Malania ville være hos ham igen, selvom han vidste at det nok ikke blev tilfældet, hvilket var en tanke som virkelig måtte gøre ham ondt! Han fortsatte ganske roligt igennem det bløde græs, som han kunne mærke mellem sine bare tæer. Han bar kun nogle løse bukser, hvor hans overkrop var bar, så hans vinger var frie. De turkisblå øjne gled let mod sin ene ringfinger, da han pillede let ved sin vielsesring, som han aldrig havde taget af sin finger.

[pharrel123]

Planen om at føre horrorerne frem gik sådan set fremad, selvom det ikke var noget som bare skete på en dag, for det var noget som man skulle kæmpe for, som tog tid, selvom Pharrell også var villig til at give sig god tålmodighed til det hele, eftersom han ikke ønskede at gøre noget overilet, og før eller siden så skulle han nok få racen frem, så de ville blive respekteret og accepteret i samfundet, skønt det nok var lettere sagt end gjort, for folk så dem ikke som andet end udskud, som monstre, selvom han var ligeglad, han skulle nok kæmpe hele vejen det var sten sikkert! Han nægtede at opgive sin race bare sådan uden videre! Han skulle nok få det hele op at køre før eller siden, desuden så var han jo også i færd med at samle sin race, så de igen kunne leve som et i stedet for at leve som jagede dyr. Han havde opbygget et opholdssted og han havde allerede fået fundet nogle horror, som han havde fået aftalt til at se det, ikke fordi han havde tvunget dem til noget, men det så ud til at hans lille salgstale havde haft sin virkning på dem, eftersom de var dukket op nogle dage eller uger senere og havde slået sig ned, for der var skam plads nok. Han var dog stadig på udkig efter de resterende fra deres race, for så vidst han vidste, så var der ikke så mange igen af dem, hvilket faktisk var en skam, for deres race var ved at uddø, hvilket der også var nød til at blive taget hånd om, så det ikke endte med at der ikke var nogen som helst tilbage af dem. Det var næsten lige før man burde sætte et reglement op for horrorerne, på trods de var en fri race og man kunne jo skabe horror på mange måder; nemlig ved at bide, selvom de så ikke ville være fuldblods, på den anden side, så var han det heller ikke selv, men han så sig alligevel som en del af racen, eftersom han havde været horror længst, hvor han også var stolt af det, og han var en stærk og god leder for racen, så han var skam nået langt på trods han faktisk var halvblods! Han sprang let over buskadset som stod ham i vejen, inden han igen landede i det bløde græs med sine bare fødder. Han bar kun nogle ødelagte og flossede bukser – som var hans normale tøj, eftersom han ikke gad gå med tøj, når det alligevel blev ødelagt når han forvandlede sig. Derfor var der også frit udsyn til hans stærke overkrop med de latinske bogstaver, der var brændet ind i ryggen på ham, som stod for Kriger af natten – noget som han den dag i dag, var stolt over.

[pierce]

Efter Malanias død, så havde Pierce stadig været hende tro, han havde ikke søgt til nogen anden kvinde, for.. det kunne han ikke, han kunne ikke vanære Malania, på trods hun godt nok var død og havde været det for flere år, men det var bare noget andet! Han havde elsket hende højere end noget andet, han havde elsket hende højere end livet selv, og det var bare ikke noget værd uden hende her. De var næsten kun lige blevet gift, idet hun var blevet taget fra ham få måneder efter, hvilket var en tanke som gjorde frygtelig ondt. Han bebrejdede ikke de to små tvillingerne, for det var tydeligt at det var guderne som havde været imod dem, hvilket de nærmest havde været fra start af, og mon det var fordi han i udgangspunktet slet ikke burde have fundet sammen med hende? Han havde jo været fra havet og hun fra landjorden, hvor hans regler fra havet var rimelig strenge, for det gjaldt om at holde deres eksistens skjult, selvom det ikke var sket. Han havde ikke set mange af sine venner i løbet af årene, selvom de da af og til var kommet forbi, men det var heller ikke fordi han hverken havde haft tid eller lyst til at være sammen med dem og snakke med dem, eftersom der ikke var mere at sige. Han vidste dog at han ikke var den eneste som det var gået dårligt for, når det kom til kærlighedslivet, hvilket var en tanke der naturligvis gjorde ondt, men.. han var også et sted lidt ligeglad, for det eneste han havde ønsket, var at få Malania tilbage til sig igen, men det ville jo nok ikke ske og derfor måtte han prøve at overleve uden hende, selvom det var svært. Han strøg en hånd igennem de blonde lokker, som han fortsatte ned ad skråningen af bakken, som førte ned til en mindre dal, hvor landsbyen lå et par kilometre fra selve søen, som han selv var på vej ned til. Det var her han havde set Malania for første gang og nu hvor det var præcis femten år siden at han sidst havde set hende, så ville han da også fejre det! Selvom han godt nok var alene, men det var ligegyldigt, for hun var med ham i ånden! Det ville hun altid være, og det var vel også derfor han ikke havde været i stand til at give slip på hende endnu? På trods der faktisk var gået syv år.

[pharrel123]

Pharrell strøg en hånd igennem de mørkeblonde lokker, som var blevet halvlange, hvor de skilte sig som vand mellem hans fingre. Der var godt nok gået nogle dage siden han havde set Annika sidst, men han vidste at hun havde sit arbejde og det ville han heller ikke stå i vejen for, for han ønskede ikke at bestemme over hende og holde hende i kort snor, det var der ingen horrorer der havde fortjent, selvom han måtte erkende at han faktisk savnede hendes selskab, når han var alene hjemme i det store opholdssted, hvor han bare ønskede at tilbringe tiden sammen med hende, skønt det typisk blev på hans eller hendes værelse, eftersom de ikke havde opholdsstedet for dem selv længere. Det var både godt og dårligt, eftersom han var glad for at have samlet flere horrorer, men desværre havde de ikke såsom stuen for dem selv, og eftersom han var leder, kunne folk også godt komme og forstyrre dem, hvis der var noget på færre udenfor deres opholdssted, eller hvis nogen var søgt for tæt ind i selve hulen. Han vidste at Annika blev sur på ham, når de blev forstyrret, hvilket han sådan set også forstod, desværre så havde det ikke kun privilegier ved at være leder, eftersom der også var mange ulemper ved det, såsom mange krævede hans tid, specielt nu hvor han virkelig forsøgte at få racen samlet. Hans blik gled mod jorden, da den var endt helt sumpet under ham, hvilket fik ham til at fnyse ganske let. Han gjorde et kraftspring fra jorden og greb fat omkring et træs tykke gren, hvor han svang sig i noget tid, inden han sprang over det sumpede stykke, som han fortsatte ind i skoven der omgav den prægtige sø. Han havde mange minder fra dette sted, her havde han mødt mange underlige racer, sjovt hvad der kom af folk her i Manjarno, men det var jo også det neutrale land på trods det faktisk ikke var så neutralt igen. Han fandt det næsten sølle med et kongerige, der ikke engang havde sin egen befolkning og racer, men lod alle udskud og folk komme ind, fordi her ikke var faste regler og rammer. Og dog.. Manjarno var nu et smukt land, det måtte han give det, her var både lys og mørke, hvor der i Dvasias snart kun var mørke og i Procias var der næsten kun lys, så her kunne alle føle sit til rette, og her kunne alle komme til skade, hvis de løb ind i de forkerte.

[pierce]

Det var med et tungt hjerte at Pierce fortsatte ned ad den høje bakke, da hans tanker fortsat hvilede omkring hans tabte hustru. han havde mange goder minder med hende, men alle minder bragte ham også sorg, fordi han altid kom til at tænke på at han ikke ville få noget lykkeligt minde med hende igen, for hun var jo borte, hun kom ikke igen, hvilket var en tanke som virkelig var ham.. knusende! Han kunne dog tydeligt huske, hvordan han havde lagt og øvet sig i at holde vejret i længere tid end hvad han allerede havde været i stand til og han havde allerede lagt i et par timer, indtil hans engel var dumpet ned foran ham. Det som var ham en forunderlig tanke, var det at hun var løbet ud på vandet bare for at tjekke om han var levende eller død, for tænk hvis han havde været død? Men hun havde fået et godt chok, da han alligevel havde været levende, hvor hun var røget i vandet, og hvor han havde hjulpet hende op. Det var også under deres første møde at han var blevet smaskforelsket i hende, utroligt, men sandt. Hun havde virkelig taget ham med storm, og der var vel ingen tvivl om at hun virkelig havde været hans eneste ene? Det var også den tanke som gjorde ekstra ondt, for han ville aldrig finde en kvinde der kunne slå hende, han ville aldrig finde en kvinde der kunne erstatte hende, for Malania var uerstattelig, hun var uvurderlig og hun var ham det mest værdifulde som han nogensinde havde haft, selvom han virkelig måtte forpeste sig selv, for ikke at have passet bedre på hende, men.. han kunne vel ikke gøre noget ved det? Hun var borte og det kunne sådan set være ligegyldigt om hun havde født ved Lynn eller hjemme i huset, for hendes liv var jo nok blevet taget uanset hvad, men.. så havde han da i det mindste været der hos hende. Nyheden havde ramt ham hårdt og det var også den som var skyld i hans depression, som han endnu måtte gå rundt med. Han kunne ikke se et liv uden hende, selvom han var nød til at tage sig af sine børn, for de to mindste var jo endnu kun syv år gamle og de var endnu ikke store nok til at klare sig selv, det var de ældste ikke engang for selvom de måske følte sig store som trettenårige så var de stadig kun to små drenge, og derfor så var han nød til at passe på dem!

[pharrel123]

Blikket gled ganske roligt mod den nedadgående sol i horisonten mod vest. Det var skam befriende at kunne gå ude i sollyset, selvom det også kunne blive farligt, når det var dag, for var solen stærk, så ville den også skade ham som enhver anden. Derfor så brød han sig ikke særlig meget om sommeren, for der var solen jo altid stærkest. Sommeren var ethvert nattevæsens mareridt, den sommer som man brød sig mindst om, eftersom nætterne altid var korte og derfor var der ikke meget tid til at jage, men der var folk som havde samme fordel som Pharrell ganske heldige, eftersom de kunne vandre ude når solen var ved at stige op eller når den var ved at gå ned. Desværre så ville han bare aldrig kunne dele en smuk solopgang eller solnedgang med Annika, eftersom hun ville dø af det, og det ønskede han ikke, men tanken var stadig irriterende. Han var træt af de begrænsninger som hans race skulle stå over for og derfor så ville han også gerne gøre noget for den, sørge for at de havde et sted at være, hvor man kunne være i sikkerhed for både solen og fuldmånen – for de der ikke ønskede at blive forvandlet. Dog havde han planer om at udvide deres opholdssted, sådan så de ikke bare havde en hule, men et helt territorium, som så mange andre racer havde, for det havde de efterhånden fortjent. Det var på tide med en ny æra, det var på tide at horrorerne kom frem, at de blev set, accepteret og respekteret! Om det så skulle ske med frygt, var han ligeglad med, men han var ved at være træt af at skulle blive hånet, bare fordi andre mente at de ikke havde fortjent at leve, bare fordi andre mente at de var udskud og lå nederst i fødekæden, men efter hans mening var horrorer både bedre end vampyrerne og varulvene! Horrorerne var de stærkeste og de hurtigste af alle racer! Der var ingen der kunne hamle op med dem i det fysiske, hvilket nok var det som skræmte de fleste, og det var nok også derfor de var blevet de jagede til at starte med, selvom han nok skulle få dem tilbage på rette køl igen! Han slog let sin næve ind i et træ, så det efterlod et mærke, bare ved tanken om den styrke hans race havde, hvor et koldt smil gled over hans læber.

[pierce]

Som Pierce nåede ned ad bakken, gik han ganske roligt over det frodige græs, som førte ham ind til selve den lille skov der omgav den klare og smukke sø, som han første gang havde mødt Malania ved. Han havde endnu engang bedt Daniel om at tage sig af familien, nu hvor han var ude endnu engang, selvom han vidste at det på ingen måde var fair overfor knægten, for siden deres mor var gået bort, havde knægten taget et ansvar som han slet ikke burde, hvilket han var klar over, selvom han desværre ikke havde tid til at være hjemme, når han var nød til at arbejde, så der kunne komme mad på bordet, så deres lille kernefamilie ikke ville dø af sult, for det ønskede han jo trods alt heller ikke! Han var nød til at arbejde, så de kunne holde sig kørende, men det gik desværre ud over børnene, og de to små var vokset op uden en moders gode hjerte og kærlighed, og med en fraværende far, men når han så endelig var hjemme og havde tid, så forsøgte han også at være så meget sammen med børnene som han kunne, skønt det var svært at få tid til dem alle, for de ønskede jo alle sammen fars nærvær, og han havde desværre ikke tid til hver enkelt hver gang. Han vidste at det hurtigt bragte intriger op, selvom han bare ønskede at de kunne enes og passe på hinanden, for det gjorde ondt at se dem være efter hinanden, hvor han godt vidste at de større var efter specielt Valentine, fordi de anså ham som den der tog deres mors liv. Han selv vidste dog bedre, og han vidste at det ikke var tilfældet, noget var gået galt ved fødslen og det var ikke børnenes skyld. Noget som han også flere gange havde sagt til Valentine for at trøste ham, desværre så var han bange for at drengen fejlede noget, eftersom han virkede lettere.. psykisk syg, han havde sine angstanfald om natten og sine raserianfald, desværre havde han ikke penge eller tid til at få knægten undersøgt – og det var en tanke som gjorde frygtelig ondt.

[pharrel123]

De mange planer fløj igennem Pharrells sind, som han roligt begav sig videre ind i skoven, der omgav den smukke sø, hvor han følte sig helt opstemt bare ved tanken om at føre sin race frem! Det ville blive en ny æra som mange havde ventet på! Eller nok kun racen, for de andre skænkede dem jo nok ikke en tanke, men det var også det som var så underholdende! Folk anede slet ikke hvad han havde af planer, hvad der ventede dem, og at han ville føre horrorerne frem. Alle de andre racer ville da få et kæmpe chok, hvilket var en tanke som virkelig måtte fryde ham allerede! Han havde allerede nogle gode allierede, det eneste som det krævede, var vel en kort visit hos den nye unge konge? Han håbede bare at knægten havde fornuft i hovedet, som hans mor havde haft. Han var snart ked af at Jaqia var gået bort, eftersom han havde haft et godt bånd til den kvinde, skønt mange havde tvivlet på hende, men hun havde altid haft hans loyalitet, skønt det måske heller ikke var mange der kunne prale af samme møde med hende, som han havde haft? Det havde både været strategisk, men også intimt, hvilket var en.. underlig tanke. Han var dog ikke ligefrem ked af sit ’tab’, eftersom han aldrig havde været ude på mere angående dronningen, hun kunne desuden heller ikke blive hans alfahun. På den anden side, havde han fundet en kvinde der var langt mere værd for ham, som faktisk var perfekt til den plads og stilling ved hans side, en som han havde haft i blikket siden første gang han havde mødt hende. Og forhåbentlig så ville han snart se hende igen, for han savnede hendes selskab, det var det eneste hvor han følte sig.. som sig selv. Det var kun hos Annika at han kunne være sig selv, de kunne more sig, hygge dem, værne omkring hinanden, de kunne grine og le sammen, og de kunne tilmed snakke strategi sammen, så de kunne mildt sagt alt sammen – noget som han også var glad for, det var også derfor hun havde hans loyalitet og hans tillid, hvilket ikke mange kunne prale af, for det gav han sjældent ud til folk, det var kun dem som han respekterede og som han vidste også respekterede ham.

[pierce]

Pierce gik ganske langsomt ind mellem træerne, hvor hans bare tæer blev mødt af det frodige græs under ham, som faktisk var en dejlig fornemmelse, selvom han måtte erkende at han savnede nogen at tilbringe tiden med; Malania. Han vidste ikke hvordan han havde klaret sig igennem så mange år uden hende, for det føltes som var det i går han havde mistet hende. Men det var jo nok fordi han arbejdede så meget, for det tog jo en del af hans tid, og derfor så fløj tiden vel fra ham? Når han så endelig var hjemme, så tog han sig af børnene, selvom det faktisk ikke var mange dage. Til tider så kom han så sent hjem at han ikke kunne nå at putte dem, selvom han altid så dem, han gik altid hen og skænkede dem et kys på panden, puttede dem en ekstra gang, på trods de aldrig mærkede sig af noget. Til tider, så fandt han Daniel oppe i færd med at tage opvasken, hvilket var et syn der gjorde ondt, for det var slet ikke meningen at en lille dreng på kun de tretten skulle stå for huset, det var ikke ham som var manden i det, selvom Pierce selv desværre ikke kunne være hjemme til at være en del af det, for han var jo nød til at arbejde, han var bare ked af at han gik glip af sine børns opvækst, for det havde de ikke fortjent. De havde fortjent at han var der, at han passede på dem og kunne sige godnat til dem. Dog sendte han altid Daniel i seng, og tog opvasken selv, så knægten kunne få sin søvn, for som han altid sagde til ham, så var det vigtigt med en god nats søvn, så man ikke var træt, desuden så ville han jo gerne have at knægten lærte noget fornuftigt, end bare at være hjemme, han ville gerne have at alle hans børn fik gode privilegier, det var jo også derfor han arbejdede så hårdt, så han kunne spare op til at børnene kunne få en uddannelse. Han havde jo desværre ikke selv særlig meget tid til at lære dem noget, hvilket var en tanke som gjorde frygtelig ondt. De turkisblå øjne faldt let på de mange træer, som han passerede, hvor han næsten kunne fornemme søen forude, hvilket var en tanke der fik ham til at trække på smilebåndet.

[pharrel123]

Pharrell stoppede let sin gang, som han blev forstyrret af en lyd ikke så langt fra ham. Han kunne høre det rasle mellem træernes blade, små grene og kviste der blev brækket, selvom det umuligt kunne være noget stort. Han vendte blikket imod lyden, hvor han kneb øjnene sammen og brugte sit skærpede syn til at opfange den lille kanin, der hoppede rundt alene. Han slikkede sig ganske let om munden, som han vendte fronten imod den. Hvor langt væk den var, kunne han ikke rigtig lige se, selvom et normalt menneske nok aldrig ville kunne se den – hvilket nok indikerede at den var langt væk. Han satte af fra jorden og forsvandt fra det som ville svare til et menneskes syn, hvor han brugte sin fart til at komme hen til kanin på et splitsekund og med et hurtigt og fast hug, havde han den i sine hænder, hvor han brækkede nakken på den. Han satte tænderne i den bløde pels og sugede det varme blod i sig. Tanken om at føre racen frem, gjorde ham helt vild og opstemt indeni, hvor han næsten ikke kunne andet end at glæde sig til at det ville ske! Han snerrede som et vildt dyr, idet han mæskede sig i kaninens varme og lækre blod, skønt han kunne foretrække det som var bedre, men.. han elskede at slå sig løs som et vildt dyr! Han elskede at lade bæstet i sig få frie tøjler, smadre og ødelægge ting, flå og myrde folk, så alt var et kæmpe blodbad! Han nød at være det bæst som han var, derfor ville han også gerne føre sin race frem, for måske han var halvblods, var født som menneske og derefter blevet omvendt til varulv, men han var virkelig stolt over at være en del af horrorracen! Det var den stærkeste og hurtigste race på hele denne klode og det kunne ingen tage fra dem! Det skulle han i hvert fald nok sørge for! Han ville ikke have noget imod at få flere ind i racen, selvom han måtte erkende at han helst ville have fuldblods, som enhver normal anden race nok ville foretrække, men han var jo selv halvblods og ville derfor ikke have noget imod at omvende folk der faktisk ønskede at være en del af racen.

[pierce]

Tankerne gled kort hjemover, hjem til børnene, som endnu engang var efterladt alene, selvom dette var en ganske speciel dag og Pierce ville gerne dele den med sig selv, og med Malania i ånden, eftersom det var præcis femten år siden at han havde mødt Malania for første gang, hvilket var en dag som var værd at fejre, det havde han jo trods alt gjort, siden hun var gået bort. Og han ønskede derfor den dag alene, det var en dag, hvor han gik ned til søen, sad der for nogle timer, til tider snakkede til hende – selvom det nok mere var til ham selv – hvor han til tider havde taget vin med, andre gange, sad han bare og betragtede den smukke solnedgang, hvor han mindedes tilbage på den bedste dag i hans liv; nemlig da han havde mødt sin eneste ene. Det var en dag som ingen kunne tage fra ham. Måske guderne kunne tage hende fra ham, men der var ingen der ville kunne tage deres minder og fortiden fra dem, og på trods den havde været hård og brutal mod dem, hvor de var gået igennem en masse modgang, så havde de klaret alt. Han var så bare ked af at det var børnenes fødsel som havde taget hendes liv for.. hun fik jo ikke lov til at se dem vokse op. Hun fik ikke lov til at dele nogen glæde med dem, hun havde ikke engang været der til de store tvillingers ti års fødselsdag, eller til de små tvillingers femårs, og det var en tanke som gjorde ondt, og han vidste at det ikke kun var ham, men også børnene som var kede af det, for han vidste at de to store savnede deres mor hver dag, selvom han selv nok var den der tog det hårdest, men hvem ville ikke blive tom og deprimeret når de mistede deres eneste ene? Han gjorde og han var slet ikke kommet over hendes bortgang endnu, for det kunne han ikke når hun endnu vejede så meget i hans sind og sjæl.

[pharrel123]

Som Pharrell havde mæsket kaninens blod i sig, som det bæst han var, smed han den skødesløst fra sig, hvor han først slikkede sig om munden for at fange de sidste par bloddråber, inden han tørrede sig så meget fri fra blod som han kunne, skønt der stadig sad noget omkring hans mund og ned ad hagen og op langs kinderne, selvom han ikke tog det så højtideligt, eftersom han var et bæst og det ville han slet ikke lægge det mindste skjul på! Han var stolt af det, hvilket enhver fra hans race burde være! Det var ingen synd at være et bæst, specielt ikke når man var det stærkeste og den hurtigste! Deres race kunne blive tilbedt som guder hvis de ville, selvom det jo nok aldrig ville komme til at ske – ikke foreløbig i hvert fald. Han fortsatte roligt længere ind i skoven, hvor han kunne ane at han kom tættere på selve søen, skønt der alligevel var et godt stykke ind. Et sted så vidste han ikke helt hvad han lavede her. Han havde egentlig bare taget en vandring til Manjarno for at se om han ville støde på nogen horror, men det var ikke just fordi han var stødt på nogen endnu, og mange var de jo ikke tilbage, men hans plan var sådan set at søge hele vejen op til Procias grænsemur, inden han tog turen hjem igen, så han havde søgt lidt over det hele. Han havde også allerede lavet sig en rute, hvor han ville komme over det hele og visse steder to gange, selvom det var uden betydning, så længe han bare fandt nogen horrorer, selvom han ikke regnede med at der ville være særlig mange her i Manjarno. De fleste af hans race havde han fundet enten i Dvasias eller Imandra, så det var ikke fordi han regnede med at støde på nogen her i Manjarno, men man vidste jo aldrig og derfor så opgav han heller ikke. Han skulle desuden også have tiden til at gå, eftersom Annika var på arbejde og han havde ikke set hende i flere dage, derfor så måtte han jo finde noget andet at tilbringe tiden med.

[pierce]

Pierce nåede langt om længe forbi de sidste træer, hvor hans blik faldt mod den smukke sø, der blev badet i de sidste stråler af solens dagslys, inden den ville gå ned bag horisonten i vest. Intet smil hvilede på hans læber, selvom han faktisk var glad for synet. Han havde nået derhen inden solen var gået helt ned. Han kunne jo tydeligt huske hans første møde med Malania, hvor de også havde set solen gå ned sammen, og derefter var de taget hen til en kro, hvor de havde overnattet og om morgenen var de skiltes, fordi han havde været nødsaget til at søge til havet. Hans ’vandproblem’ havde også snart kostet hende livet den ene gang, da hun var stødt på en horror, der havde omvendt hende. På den anden side var det jo også det som havde ført til hans idé om at de kunne flytte sammen, og tæt ved havet, så de kunne være sammen hver dag, uden at der skulle ske dem noget. Derefter havde han fundet Derick som havde hjulpet dem af med horroren, så Malania igen var et lysvæsen og derefter havde de fået deres første tvillingepar, som godt nok havde båret horroren i sig, men allerede nu var drengene ved at blive bedre til at styre dem under fuldmånen, for det havde han og Malania jo altid sat utrolig højt og han vidste at drengene havde trænet hårdt selv for at komme til at styre dem selv under fuldmåne, på trods de godt nok var nød til at forvandle dem under fuldmåne, og et sted havde han altid fundet det kært at se de to små uldtotter fjante omkring i nattens mulm og mørke – lige indtil det sekund de prøvede at flå ham levende og slå ham ihjel, men.. de havde i det mindste altid været så små at de ikke havde kunnet slå en fuldvoksen mand ihjel. Han fortsatte ud i det mere åbne, hvor han gik hen til den store sø, hvor han roligt satte sig på hug og lod hånden køre igennem vandet. Det var dejlig koldt og befriende at røre ved, selvom det ikke var nær så godt som saltvand. Hans blik gled mod den nedadgående sol, hvor et lille smil gled over hans læber, som han endnu engang måtte tænke tilbage til deres første møde, hvor hun havde ’reddet’ ham, og de havde hygget sig, moret sig og leet sammen, alt sammen noget som han savnede af hele sit hjerte! Han ville give hvad som helst, for bare at kunne få lov til at se hende for en enkelt gang!