Meeting the master..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde ramt et ømt punkt, det kunne han da tydeligt se og mærke for den sags skyld. At Brandon så måtte stoppe op i sit tempo i hans skød, glædet ham dog. Han væmmes virkelig ved tanken om, at skulle lade en mand komme så tæt på, selvom han i dette tilfælde, slet ikke havde haft noget andet valg! Slaget over nakken, fik ham kun til at knibe øjnene fast sammen og med en let grimasse. Skalpellen hvilede der jo trods alt stadig, selvom han ikke kunne fordrage tanken omkring den. Det var da virkelig noget af det værste ved det hele! Dette morede ham.. Han vendte blikket mod ham og med den samme faste mine. Han var i den grad ikke bange for at se Brandon i øjnene.. kunne blikket dræbe, var han faldet for længst. Nej, han ville ikke lade sig selv nyde dette og det ville aldrig nogensinde falde ham ind, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Du ved virkelig ikke hvad du går glip af ved en smuk og trofast kvinde,” hviskede han med en fast og intens tone. Han kneb øjnene fast sammen og stadig med hænderne så voldsomt knyttet. Blodet var stille stoppet med at løbe, selvom det dog stadig viste sig i hans hænder og stadig måtte dryppe ned mod gulvet. Han var træt, ikke at det var noget som måtte undre nogen som helst. Han have jo trods alt siddet der i et godt stykke tid nu og han ville virkelig give alt for at komme hjem og finde Liya. At han så bare fortsatte med at ride ham i det tempo og på den måde, bragte varmen frem i Nathaniels kolde og udmattede krop. Hans grænse og hans klimaks nåede sig selv langsomt og stille og han kunne virkelig ikke fordrage det.. Han ville ikke.. han ville bare ikke! Han spændte fast i hele kroppen og med et tydeligt sammenbidt. Han trak maven svagt sammen. ”Om jeg så skal søge dig fra nu og til dommedag, så bliver det, det jeg kommer til at gøre!” hvæsede han med et svagt støn, da hans klimaks nåede, og han blev presset over grænsen.. han hadet det.. han hadet det!

[Deleted]

Brandon fnys og red ham i bund ved hvert stød. Han ville have ham til og komme. Om han så nød det eller ej var ligegyldigt for Brandon sådan set selvom han da vilel fryde sig over det hvis han kunne få Nathaniel til at nyde det, men han regnede ikke med det skete. Han så på ham og prikkede skalpellen lidt mere ind mod hans hud. "jeg afskyr kvinder..de er gyselige...kan ikke bruges til andet end tortur objekter." han var temmelig træt af, at Nathaniel bare snakkede videre om kvinder. han satte sig i bund og sukkede stille, da han kunne mærke Nathaniel kom nærmere sit klimaks og satte tempoet op og pressede sig helt i bund, da Nathaniel nåede sit klimaks og hans øjne gled i og han var næstne lige ved og tabe skalpellen idet han selv kom bare af følelsen ved, at mørke Nathaniel komme i sig. Han sukkede dybt og smilede tilfreds selvom han ikke var færdig endnu. Han blev siddende sådan. Helt i bund og hans krop skælvede næsten stadig helt. Han så stille på ham, da hans øjne gled op igen og hans øjne gled lidt på skrå i det han kyssede ham dybt og valgte at holde kysset i næsten fem minutter. Han slap det dog få gange i lidt sekunder så Nathaniel kunne få luft sevlom han ikke selv skulle have det. han lod sin tunge glide over hans læber og tvang hans læber fra hinandne så hans tunge kunne glide ind og møde hans. han var ligeglad med om fyren ville. han ville lige nu bare kysse, nusse og have sex som et par elskende selvom Nathaniel jo sådan set var med under tvang.

[Nathaniel Diamaqima]

Dette var virkelig mere end det som Nathaniel kunne klare. Aldrig havde han været udsat for noget som dette! Han havde i den grad mødt sin overmand, selvom han virkelig ikke var meget for at skulle indrømme det overfor nogen og da specielt ikke sig selv! Han knyttede hænderne, selvom det virkelig var noget som måtte gøre så helvedes ondt. De mange åbne sår begyndte igen at skulle bløde, og selv var han så træt og udmattet, da det jo heller ikke var meget han fik og hvile fik han dog i den grad ikke! At Brandon så bare valgte, at sætte sig helt på plads, selv efter at han var puffet henover den grænse som havde ladet ham tvinge hele ladningen i ham. Han sitrede noget voldsomt og med den samme faste mine. Kysset som igen måtte blive tildelt hans egne læber, denne gang hvor det måtte foregå over mange minutter og kun med enkelte muligheder for at få vejret igen. Han var jo trods alt stadig afhængig af det som et levende og varmblodigt væsen. Han klemte øjnene fast sammen, da Brandon tvang sin tunge ind mellem hans læber og til hans egen tunge. Der hvor han i den grad ikke tøvede, hvor han med al styrke som han havde i kæben, så kraftigt bed til i Brandons tunge som han overhovedet kunne komme til det, alt bare f or at få den knægt til at slippe ham! Dette var virkelig langt over hans grænse til at han ville være med til mere herfra! Han trak hovedet let til sig. "Drop det!" hvæsede han med en tydeligt mere skælven stemme. Brandon skulle om ingen omstædigheder komme ham selv så tæt på, selvom dette virkelig allerede var alt for tæt på ham! Han prøvede igen halvhjertet, at skulle trække hænderne til sig, selvom det virkelig ikke hjalp ham det mindste overhovedet. Han sad virkelig stadig så fastlåst som han havde gjort tidligere. Han sukkede dæmpet. "Forbandede.." mumlede han med en mere intens og fast tone. Det frustrerede ham simpelthen!

[Deleted]

At han blev bidt i tungen havde Brandon forberedt sig på og i ren refleks stak han skalpellens spids ind i hans hals. den kunne nok let være skubbet helt ind, da det skete i et hårdt ryk, men den kom kun et par centimeter ind. Han trak tungen ti lsig og så koldt på ham. "Det der var dumt gamle." hvæsede han og slikkede lidt blod af hans hals. "Du kan miste stemmen hvis jeg stikker skalpellen meget længere ind." Han endte med at rejse sig op til sidst og sukkede let. Det føltes dejligt, at blive fyldt ud igen måtte han indrømme. Han så på ham og tog fat i hans hår i nakken og trak hans hoved bagover og så på ham i øjnene. Han lavede et lille snit i hans hals før han slap ham og gik væk. Lod ham sidde der uden tøj på forneden og med sæd fra begge på sig. Rørte ham langt fra. Han gik hen og tog sine bukser på før han forlod rummet der blev låst op da han bankede på. De lod dog kisten stå denne gang og satte kæder på den og låste den godt. Den kunne ikke brydes op. Han vinkede let til Nathaniel med et smil "Tak for en dejlig nat Nathaniel." han blinkede til ham og gik hen til en anden han skulle torturere og ville derefter gå op i seng og få sovet før han skulle herned igen næste nat og få endt denne tortur og så komme hjem til sig selv igen.Brandon´s tjenestefolk låste efter sig uden at se på Nathaniel og snart var der mørkt og stille i fangekælderen igen. Dog kunne man efter lidt tid høre skrig fra et andet sted dernede. Og efter det var der stille igen som i en grav...

[Nathaniel Diamaqima]

Det stivnede helt i Nathaniel, da skalpellen blev skubbet de centimeter ind i hans hals. Han bed tænderne kraftigt sammen og med et smertefuldt gisp, hvor han derefter blev siddende helt stiv. Det var måske et meget oplagt træk, men hvad pokker havde knægten ventet sig?! At han bare ville sidde tilbage og tage imod? Så kunne han sug godt tro om igen, det fandt han sig virkelig ikke i! At Brandon igen måtte slikke hans hals, fik det hele til at sitre.. Et sted vel også et triggerpunkt for ham. Han klemte øjnene let sammen og prøvede igen at trække hænderne til sig, selvom det slet ikke gik som han ville have det. Hans ene skulder var kraftigt låst af den skalpel som stadig måtte sidde der og det gjorde i den grad ondt! At han blev siddende fuldkommen blottet, var nu heller ikke en tanke som han bifaldte noget som helst overhovedet. Han kunne virkelig ikke fordrage den tanke, at det jo faktisk var ham som skulle sidde der som det offer. At blive kaldt gammel, var virkelig noget af det som kunne pisse ham så meget af. "Var din mund knægt!" hvæsede han træt. Han knyttede hænderne smertefuldt, vel også bare for at lede tankerne bare lidt andre steder hen, selvom det nu i bund og grund slet ikke gik som han havde lyst til det. Han sukkede næsten opgivende.. det var da begrænset hvad han selv kunne holde ud i det lange forløb og han vidste, at dette efterhånden var ved at nå den græse.. Skrigene som måtte ophøre og stilheden og mørket som endnu en gang måtte tage over igen, var virkelig kun noget som fik det til at løbe koldt ned af hans egen ryg. Han trak vejret stille og dybt, lukkede øjnene og prøvede virkelig bare, at skulle falde til ro igen, selvom det langt fra gik som han ønskede.. Han var ikke bare vred, men også bange og direkte panisk for hvad der ventede ham.. Brandon virkede bestemt ikke som den type man skulle komme i vejen for, det havde han da tydeligt erfaret. Han rev igen let i den ene hånd - igen uden noget held på nogen måde overhovedet. Han så ned af sig.. Den hvide væske.. så ækkel at den tanke var. Han hadet det! Han krummede tæerne stille og trak benene op til sig.. vel også bare i et forsøg på at holde varme og bare holde sig en anelse skjult.. Dette gik ham i den grad på.. Det var første gang, at nogen virkelig havde formået at ramme ham så kraftigt i det psykiske.

[Deleted]

Timerne gik resten af natten igennem og da dagen var fremme lå Brandon i sengen og sov mildest talt tungt med de to hunde i fodenden. Han var snart hjemme i sin egen seng og det glædede han sig utrolig meget til. Han vågnede op en times tid efter solnedgang og satte sig op. Som sidste nat fik han bragt noget friskt blod ind i form af en af sine bloddyr og drak sultent. Det var så friskt og lækkert. Han gik ned i kælderen igen. Denen gang uden sine tjenestefolk som allerede var gået derned. Han blev låst ind og så kort mod Nathaniel som var på på stedet hvor han efterlod ham sidste nat. Han sagde ikke noget og satte sig bare på stolen som jo var kommet med ned, da han var ankommet. Denne morskab var snart slut, men han havde bestemt fået sat den store finale på plads og han glædede sig til det. Han kunne dog godt trænge til en runde sex mere og sukkede let af lyst efter det. Igen havde der været nogen nede og vaske det værste blod væk, men de havde ikke vasket Nathaniel for hverken blod eller sæd. Det var han glad for. Han lagde sit hoved lidt på skrå og så på ham med et blik der ikke fortalte noget om hans planer og han sagde helelr ikke et ord af nogen art til ham. Han så blot på ham i tavshed og finjusterede sine planer til sidste detalje.

[Nathaniel Diamaqima]

Hvor længe Nathaniel sad der endnu en gang, kunne han næsten selv regne ud.. Der var vel gået endnu en nat forbi, og en dag, fordi Brandon endnu en gang havde valgt at gå fra ham for at få sin egen søvn. Ikke at det var noget som han kunne få sig selv til at skulle indlede overhovedet. Han kunne virkelig ikke finde roen til det, og han var i den grad ikke pivet af den vej, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At det igen var ved at være nat, at der var vasket på gulvet, selvom de undlod at komme alt for tæt på ham, noget som de i den grad også gjorde klogt i. Kunne Nath få fat i dem, ville det i den grad ikke blive noget kønt syn. Han var virkelig vred.. han var virkelig frustreret og dette var virkelig noget som skete så sjældent. Han hævede blikket da Brandon endnu en gang endte med at skulle indfinde sig i rummet. Han kneb øjnene let sammen.. bare synet af den unge knægt, var virkelig mere end rigelig til at skulle gøre ham så rasende, at det var helt utroligt! Han sukkede dæmpet og med et let gisp. Han var i den grad ikke vel, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han måtte kæmpe med udmattelsen og trætheden, selvom han stadig var ved sine fulde fem. "Så.. du er ikke færdig endnu?" mumlede han kortfattet.. Der var allerede ved at gå betændelse i hans håndflader og sårene der.. hvad andet skulle man da kunne regne med på et sted som dette? Det som tydeligt kun måtte gøre den smerte betydeligt mere ubehagelig end det som den havde haft brug for at være til nu, det var der heller ikke nogen tvivl om, selvom det nu bare var noget som han måtte bide i sig.. Han ville virkelig bare hjem og finde Liya inden det for alvor ville gå helt galt.. han magtede virkelig ikke at miste endnu en gang!

[Deleted]

Brandon valgte bare stille, at ryste på sit hoved til hans spørgsmål. Nej han var ikke færdig endnu, men det ville ikke vare længe. han ville gerne hjem herfra så hurtigt som muligt! Han lagde sit hoved lidt på skrå. Han ville ikke sige noget om til Nathaniel, at tiden til at de var færdig snart var ved og være der. han ville ikke lade ham vide det snart var slut selvom finalen nok ikke var noget han ville blive glad for. Han ville holde ham hen i pinne og uvisheden om hvor meget længere dette ville vare ved. Han så blot på ham i noget tid før han stille rejste sig op og gik hen til kisten og låste alle lænkerne og låsene på den op og åbnede den. han fandt ngle ekstra lænker i den som han gik hen og bandt Nathaniel med så han slet ikke kunne røre sig næsten og havde strammet hans krop ud. "så..det var en smule bedre.." smilede han svagt. et ondt lille smil og gik så hen til kisten igen og fandt nogle redskaber som lignede sådan nogen man brugte til håndværk af forskellige arter som f.eks. bygnings redskaber. Dog var disse beregnet til dette. Tortur. "Nu skal vi more os lidt." han gik hen og lagde redskaberne ud på gulvet ved siden af Nathaniel og så roligt på ham. Det var jo heller ikke ham der var på vej til og blive torturet endnu mere.

[Nathaniel Diamaqima]

Hvad Brandon havde i tankerne at skulle gøre, vidste han virkelig ikke og et sted, var han vel også ligeglad? Det kunne da næppe blive værre end det som det var allerede i hans øjne. Han sad der.. nok sikkert med små spor af giften i kroppen, hænder, skuldre og ben kunne ikke bruges.. han var jo et vrag allerede.. for ikke at glemme, at han ikke havde nogen mulighed for at skulle skjule sig og den blottede krop! Han kogede virkelig som han aldrig nogensinde havde gjort det før, det var virkelig så meget, at det gjorde helt ondt! Lænkerne som Brandon endte med at finde frem, låste ham mere fast og næsten gjorde det umuligt for ham at bevæge sig overhovedet, næsten helt udstrakt! Han gispede svagt og med den tydelige smertefulde grimasse i ansigtet. Det brændt som en i helvede i hans ene skulder! Han knyttede hænderne stille og prøvede igen fast at skulle trække dem til sig, selvom det slet ikke gik som han selv ville have det, hvilket kun var meget værre! "Hvad er det du gør!?" hvæsede han sammenbidt. Han vendte blikket mod Brandon.. hvad han havde i tankerne, var faktisk noget som i øjeblikket måtte gøre ham.. bange? Hans hjerte hamrede som en besat mod hans bryst. Blikket vendte han stille i retning af de mange redskaber som han bare lod falde ned ved siden af hans egen krop, selvom han nu i hans tilstand slet ikke kunne gøre noget som helst for at forhindre at de ville blive brugt.. hvad de skulle bruges til, ville han virkelig ikke vide, og han ville i den grad heller ikke finde ud af det! Han trak vejret kontrolleret og dybt og uden at skulle tage blikket fra Brandon. Han kneb øjnene fast sammen. Den rædsel kæmpet han virkelig med at skulle skjule igen, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. "Kan du ikke bare lade mig gå.. du har haft dine nætter nu.." mumlede han dæmpet. Dette sted gjorde ham virkelig panisk.. udelukkende fordi at han absolut intet kunne stille op!

[Deleted]

Brandon regnede med skulderen gjorde meget ondt nu og han valgte og tage skalpellen ud af skulderen på ham. Ikke fordi det gjorde ondt på ham sikkert. Men lig enu var den overflødig og den sad bare i vejen for det han skulle til nu. Han sørgede for at tjekke om han havde alle sine redskaber og så så på ham og rystede ldit på hovedet. "Nej ikke endnu.." hans stemme var rolig og det lød ikke som om han var igang med at torturere ham og ødelægge hans krop. Det lød mere som en familie samtale eller noget. Skræmmende ville mange nok mene. At Brandon var i stand til og snakke sådan til en han nærmest lemlestede. Han følte lidt efter på hans arm for at se om den kunne strakkes mere før han vred den lidt rundt uden at fjerne blikket fra ham. Han tog et redskab der lidt lignede en pløk og han borede spidsen lidt ned i hans hud før han tog en hammer op og før man fik set sig om bankede han hammeren ned på pløkkens hoved så den borede sig ned i knoglen og splittede den nærmest af i to. Han tog det ganske roligt og smilede bare lidt ondt. Tilfreds over, at han havde ramt knoglen rigtigt. Han vred armen mere rundt i samme træk så det kun gjorde mere ondt på Nathaniel. Han ville lige more sig lidt mere før det var tid til, at tage hjem derfra og så nok aldrig mere se Nathaniel, men det gjorde ham nu nok heller ikke det helt vilde. Han havde snart haft sit sjove ved dette møde så han var godt tilfreds.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne virkelig godt sige sig selv, at dette langt fra var overstået. Lige hvad Brandon havde i tankerne for i aten, var jo så det som han ikke lige var i stand til at skulle beskrive selv, selvom det dog i den grad var nogt af det som gjorde det hele så meget værre for hans vedkommende. Skalpellen som blev fjernet, hvor han alligevel kun måtte slippe et let gisp. Han bed tænderne tydeligt sammen. Han var allerede kort mørbanket.. Han lå der i det rene ingenting.. kom ingen steder og kunne ikke gøre noget andet end at tage imod.. det var vel heller ikke underligt, at han selv måtte ligge panisk, når han var vant til at stå i Brandons sted højere hævet over offeret selv!? Han knyttede hænderne stille, også selvom han ikke havde nogen som helst mulighed for at skulle kunne trække hænderne til sig.. han lå virkelig helt fastlåst og han hadet det virkelig! Armen som han vred en anelse rundt, selvom det nu ikke gjorde ondt i sig selv.. Pløkken som han fandt frem, satte mod hans hud for derefter at finde hammeren, gik det for alvor op for ham, hvad der skulle til at ske. Om muligt, så blev han mere bleg i ansigtet og prøvede kort, men kraftigt, at skulle rive armen til sig, selvom det i den grad ikke gik som han havde lyst til det. Han rystede kort og kraftigt på hovedet, inden han kraftigt stivnede, da pløkken blev hamret direkte igennem hans arm. Et skrig slap hans læber i det samme øjeblik som armen og knoglen brød ud med et kraftigt knæk. Han stivnede fast hele kroppen.. glemte næsten at skulle trække vejret. At Brandon så måtte vride endnu mere i den, var virkelig det som gjorde det hele meget værre! Han bed tænderne kraftigt sammen og tydeligt med de kraftige protesterende støn. "S-stop!" endte han med en kraftig tone, dirrende og klart med smerten at skulle spore. Han prøvede selv at rive benene til sig, selvom det langt fra gik som det var ønsket. Han lå virkelig fastlåst. En tåre samlede sig tydeligt i hans øjenkrog og blodet piblede tydeligt frem og løb ned af hans arm. Koldsveden meldte sig også hurtigt.. det var nu mere blevet en kamp bare at holde fast.

[Deleted]

Brandon slap. Han så stille på ham og lænede sig ned og kyssede blidt tåren væk fra hans øjenkrog med et svagt lille smil og tyssede svagt på ham og nussede ham lidt på kinden. Det værste ved ham var nok, at han kunne være sindsyg og gøre noget mods ens knogler som han lige havde og så lige bagefter ligge og tysse og nusse vedkommende. Han så stille Nathaniel i øjnene og strøg hans kind stille og roligt og var på en måde glad for at se hans tåre. Han var dog ikke helt færdig endnu og ville bare lige dysse ham lidt ned før han fortsatte. Han satte sig overskrævs på ham og lænede sig ned og kyssede ham blidt før han kravlede af til den anden side af ham og tog hammeren og pløkken med sig over. Han satte sig ved hans side og denne gang vendte han sig ned mod hans ben. Han vendte hans ben lidt ligesom med armen og gjorde det på samme måde som før. Han så stille mod ham og smilede ikke mere idet han endnu en gang hamrede hammeren ned på pløkken som denne gang gik igennem hans lårknogle. Han vidste dette var en speciel metode som kun få kendte til og mange ville slet ikke vove og bruge den! Men det var jo derfor han var mesteren.. han havde ingen grænser for hvad han kunne finde på at gøre.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel dirrede og han sitrede noget voldsomt. Der var virkelig ikke nogen tvivl om, at armen nu var brækket på en meget uheldig måde! Han havde virkelig ikke nogen følelse i den på noget som helst tidspunkt overhovedet, han kunne virkelig ikke fordrage det! Hans krop sitrede og den dirrede noget så voldsomt, det var der heller ikke nogen tvivl om. At Brandon så valgte, at sklle kysse hans tåre væk, hvor han tydeligt skar en grimasse og hvor han næsten automatisk, endte med at skulle gøre et forsøg på at hæve benet for at sparke ud efter ham, selvom det nu ikke var ham overhovedet muligt. Han klemte læberne fast sammen og med en noget så voldsom sitren i hans egen krop. Armen var helt følelsesløs, at han så valgte, at skulle bevæge sig videre til hans ene ben, vendte det lidt på samme måde også, var virkelig heller ikke noget som glædet ham. Han kunne virkelig bare ikke stille noget som helst op ved det som han stod med. Pløkken som blev sat på plads over hans tykke lårknogle. Han klemte øjnene fast sammen og lagde hovedet godt tilbage, allerede fuldt spændt og bare kunne ligge og vente. Hammeren som igen måtte ramme pløkken helt og holdent og tvang sig igennem lårknoglen, hvor endnu et kraftigt skrig brød hans læber. Han spændte fast i hele kroppen, da pløkken kraftigt gik igennem hud, muskel og de mange sener og igennem knoglen som næsten føles, at skulle splintre i flere bider i hans ben. Blodet startede et større løb end det som det havde gjort i hans arm. De smerte var virkelig så forfærdelig og den var direkte frygtelig! Tårerne meldte sig i hans øjne, også selvom han ikke lod dem falde på noget som helst tidspunkt overhovdet! En tåre valgte dog alligevel at skulle trille ned af hans kind.. Det var langt fra fordi at han var pivet af sig, tvært imod, dette var virkelig langt forbi hans smertetærskel! Hele hans krop startede omgående med at ryste og noget så voldsomt. Hans bryst hævede og sænkede sig unaturlig hurtigt og de små og dog kraftige smertefulde gisp fortsatte med at bryde hans læber. Han kunne virkelig bare ikke mere nu!

[Deleted]

Brandon satte sig igen op og kyssede stille hans tårer bort. Han stryg ham svagt hen over kinden og selvom han faktisk nød at høre hans skrig så ville han heller ikke ødelægge ham helt så han ikke ville overleve. Han måtte allerede have mistet en del blod de forrige nætter så han kunne nok let risikere og dø af blodmangel hvis han blev ved med, at miste det. Han så stille på ham og rejste sig op og tog tingene med tilbage og lagde dem i kisten. Han skulle ikke bruge dem mere. Han satte sig på stolen lidt og så hen på ham og vidste han nok burde gøre noget ved blodet før han blev ophidset igen og før Nathaniel ville miste så meget, at han ville dø. Han tog noget gaze bind og gik hen og forbandt lige hvor han havde hamret pløkken ned og pressede lidt om det så blodet ikke løb så hurtigt. Han gav det nogle lag så det ikke blødte igennem lige med det samme. Han smed det hen i kisten igen bagefter og så på ham. Han tog en skalpel op fra sit bælte og gik hen og strøg ham let over håret. Han så stille på ham. "men nu mangler jeg kun en ting..du bed mig i tungen igår..ikke just noget jeg brød mig om." fnys han kort og tvang nærmest hans mund op og tog fat i hans tunge og hev den ud. Han så stille på ham imens. "jeg må lige give dig en straf for det." han satte let skalpellen mod siden af hans tunge og før man fik talt til tre havde han skåret den igennem hans tunge og sad med den i sin hund det stykke han havde skåret ud. Han lagde tungen på et stykke stof og tog en våd klud op og satte mod resten af hans tunge så han ikke forblødte. Han så køligt på ham. "Ved ikke hvad race du er..Men lige gyldig hvad du er vil det tage tid og få healet tungen hvis det viser sig du er i stand til det." han holdt kluden mod tungestumpen for at stoppe det meste af blødningen. Hundene havde kradset på døren og en tjener lukkede op og de slæbte kisten ud efter at have låst den. De var klar til og tage hjem snart. Han løsnede Nathaniel med den ene hånd og både fra sine lænker og dem som han var lænket til i kælderens væg. Han kunne jo ikke rende noget sted med et brækket ben og ikke kravle med en brækket arm.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel lå mere eller mindre i chok efterhånden. Han havde aldrig oplevet en smerte som dette nogensinde før. Arm og ben føles virkelig helt følelsesløse og blodet flød godt i det store sår i hans ben. Lårknoglen var i den grad ødelagt efter det møde med den pløk, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans krop skælvede, også selvom Brandon igen valgte, at skulle kysse hans tårer væk. Han registrerede det knapt nok denne gang. hans arm hvilede i en voldsomt akavet stilling og det samme gjorde hans ene ben.. Ikke nogen tvivl om, at funktionen i disse to dele, virkelig var ødelagt helt og holdent for hans del. I alle fald ved at skulle ligge og sidde som det han gjorde i øjeblikket. Den forbinding som Brandon lagde om hans ben, gjorde det ikke just bedre. Det gjorde ondt som helvede! Han knyttede den ene hånd og bed det ellers så kraftigt i sig, som det var ham overhovedet muligt. Smerten var i den grad malet så tydeligt i hans blik for øjeblikket, at man skulle tro, at det var løgn! Han følte virkelig, at han lå på kanten til at skulle besvime.. det var virkelig første gang, at han havde ligget som et offer på denne måde og følelsen var i den grad noget så voldsom ubehagelig! Han slog koldt vand i blodet og vendte blikket stille mod Brandon igen.. At hans egen overmand skulle vise sig, at være en vampyr, var nu heller ikke noget som glædet ham det mindste. Han havde jo altid været af den type som så ned på dem og betegnede dem som en del af den nederste rang i dette samfund. At han blev strøget over håret, var virkelig ikke noget som han bifaldte det mindste. Hans mund som næsten blev tvunget op og at han tog fat i hans egen tunge.. Han vidste det allerede. Han rystede stille på hovedet, selvom det hele gik så hurtigt, at han ikke havde nogen chance til at reagere. Han slap endnu et halvkvalt skrig idet han kraftigt rev hovedet til sig. Smagen af blod samlede sig hurtigt. Den våde klud som han så fik stappet i kæften bagefter, selvom det nu alligevel ikke hjalp ham stort.. Brandon havde lige taget noget fra ham som var så værdifuldt til hans menneskelige side! Han måtte virkelig kæmpe med tårerne.. dette var virkelig det slag på det psykiske som han slet ikke havde ventet sig. Han vendte blikket op mod Brandon og tydeligt med den samme dræbende mine og klart udmattende.. Det tog hårdt. Koldsveden løb ned af hans pande og hans krop rystede som den aldrig havde gjort det før.. Han mumlede svagt, selvom det nu ikke gav nogen betydning uden at han kunne bruge tungen. Han klemte øjnene svagt sammen. At han så blev løsnet af lænkerne og endte på gulvet, selvom han knapt nok kunne bevæge sig uden at det skulle gøres så helvedes ondt! Han mumlede igen noget som kunne minde om; Jeg slår dig ihjel, selvom det nu ikke var ord som blev sagt direkte.. Han kunne jo ikke uden sin tunge!