Meeting the master..

[Deleted]

At han ligefrem næsten blev hånet var ikke just noget som faldt i Brandon´s smag. Overhovedet ikke. Langt fra. Han så på ham lidt, men sagde dog ikke noget lige til og begynde med. "nej..det er bare giften der er effektiv og gør sit job." han slog ham ldit over nakken før han satte sig ned igen foran ham, men ikke helt tæt på. Der var lidt afstand. "og bagefter dette her går jeg herfra uden men på krop eller sjæl, mens du vil være så godt som død. Og hvis du ikke er død ville du ønske du var det. og hvis du skulle komme ud før eller siden... Så har jeg sagt du kan få problemer med, at finde frem til mig." hans blik var koldt og neutralt. Ingen følelser viste det. Som om der ikke var en sjæl inde bag ved. Kun mørke og ondskab. En dæmon i almindelig skikkelse for at blande sig i mængden. "og jeg har ikke i sinde, at lade mig finde så let for nogen." han lagde sit hoved lidt på skrå mens han blot betragtede ham i lidt tid uden at sige mere. En skam det gode lækre blod skulle blandes med gift, men han tog stortset alle midler i brug og sådan var det bare. Jo mere smerte og skrig jo sjovere havde han det selv og det var jo formålet? Han tog isg ikke af hvordan andre havde det og følte. Ikke hans problem sådan set.
At Nathaniel denne gang kæmpede imod skriget var ikke just noget som faldt i smagen hos Brandon heller. Han så vredt på ham og hans vrede var så småt ved at vokse og tage overhånd og det vidste han med garanti, at ingen levende væsner ønskede skulle ske. Så ville Nathaniel med garanti dø uden den mindste chance for overlevelse ligemeget om nogen så forsøgte at bryde ind og stoppe det hele. Ingne havde endnu været i stand til det i hvert fald og indtil det skete for en så ville Brandon ikke tro det var muligt. Så var skrækken sådan set også større hos andre. Han tog fat i skalpellen i foden som han kunne nå fra sin plads og valgte og presse den dybere ned. "Det hele er meget bedre for os begge hvis du ikke kæmper så ihærdigt imod gamle mand." hvæsede han blot og så på ham mens han slikkede sig lidt om hugtænderne. Selvom han vidste giften kunne smages en smule i blodet nu så gjorde duften af det ham stadig sulten. Og ivrig. Plus en af hans svage punkter sådan set var tilgængelig, men det ville blot gå udover Nathaniel i det lange løb nok. Chancen for voldtægt var jo stor når alt det blod flød rundt i rummet både på gulvet og i luften snart.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var klart træt allerede. Han havde ikke fået mad i den tid som han havde siddet der. Lige hvor længe, det drejede sig om, vidste han ikke, og så var det selvfølgelig Brandon som han skulle møde. Det gjorde det så sandelig heller ikke enklere for ham på nogen måde overhovedet! Hans hjerte hamrede som en vanvittig mod hans bryst, som havde det været for livet. Han ville i den grad ikke bukke under for den knægt som stod foran ham. Det nægtet han virkelig! At holde sig i ro, var umuligt for ham, også selvom han vidste, at det virkelig var nødvendigt med den gift som han havde i kroppen. At den allerede havde spredt sig så meget, overrasket ham dog voldsomt. Hænderne kunne han ikke bruge. De pinde som var stukket igennem, brændt som helvede! Han bed tænderne fast sammen og klemte øjnene kraftigt i. Dette skulle han så sandelig få betalt! Han skælvede voldsomt. Det var virkelig første gang, at man kunne stå ved, at han faktisk var bange. Han havde virkelig ikke nogen kontrol over noget som skete for øjeblikket, og følelsen ar i den grad noget så ubehagelig som intet andet han kunne stå ved! Giften var han ligeglad med.. allerede nu følte han virkelig bare for, at få alt det her overstået. ”Tro mig din elendige lille mide.. jeg skal nok finde dig!” hvæsede han med en fast tone. Han var vred, og det var virkelig så frygtelig sjældent, at han blev kørt helt op i det felt, men lige nu… han var så langt oppe i det, at man skulle tro, at det var løgn! Nathaniel ville virkelig ikke skrige! Han ville ikke give ham den tilfredsstillelse! Det ville slet ikke komme på tale! Skalpellen som blev presset ned i hans fod, fik ham til at fortrække en tydelig smertefuld grimasse. Han stivnede helt i kroppen, hvor han igen kraftigt prøvede, at skulle sparke ud efter ham. Han skulle bare ikke tæt på! Nok var han ved at være oppe i årene.. til nu havde han jo faktisk ikke mødt nogen som var gået forbi ham på det punkt. Hans viden var hans bedste våben og han tøvede så sandelig, heller ikke med at skulle gøre brug af det, det var der heller ikke nogen tvivl om. ”Du undervurdere mig!” hvæsede han med en kraftig og sammenbidt tone. Han bed smerten kraftigt i sig, da han rev i begge sine arme, for at komme mere væk fra Brandon og mere op at sidde. Det så kraftige smertefulde gisp brød hans læber, i form af et halvkvalt skrig. En tåre gled stille ned af hans eget kind, det var virkelig en af de få gange som han faktisk gjorde det. ”Kald mig gammel… en gang til,” hvæsede han med en fast og kraftig tone. Tydeligt advarende. Han var virkelig bare vred!

[Deleted]

Brandon morede sig kosteligt og det var faktisk let nok at se selvom han ikke just grinede som en vanvittig eller var i latterkramper. Han så godt han forsøgte at komme mere væk og det halvkvalte skrig fik et smil frem på hans læber. "du kan jo godt skrige." han rejste sig op og klappede ham på hovedet som et andet dyr. "men du kan gøre det bedre..får du lov til imorgen." han blinkede til ham og grinede lidt før han gik hen og bankede let på døren. Man kunne høre nøglen blev sat i låsen og drejet om. Hans tjeneste folk kom ind og l'ftede den tunge kiste ud efter at Brandon havde fået lagt de få ting i, som han havde brugt. Skalpellerne og de skarpe pinde lod han dog sidde i Nathaniel. Så længe manden holdte sig i ro ville han være i live når Brandon kom igen. "desuden..solen står op om kort tid og med alt den lugt af blod kan jeg ikke garantere, at dig og din lille bagdel vil slippe godt fra det." han grinede og gad ikke engang forklare det nærmere om hvad han mente. Han havde før voldtaget et offer fordi blodet fik ham tændt op. En god og dårlig ting til tider. Det var sjældent folk blev tændte af blod, men det gjorde han altså bare. Han sukkede lidt og havde lige moret sig så godt, men natten imorgen havde han fra start til slut. Han knipsede med fingrene og hans tjenere låste døren igen. De bar kisten op mod hans værelse mens Brandon så mod døren en sidste gang. "giv ham lidt brød og noget vand..han skal være i live når jeg kommer igen!" han så på vagten der nikkede næsten helt panisk og løb afsted efter det. Han stak hænderne i sine lommer efter de var blevet skyllet i et fad og valgte at gå op af kældrene og mod det værelse han havde fået mensh an var her. han var træt efter rejsen og solen stod op om kort tid som han havde sagt. En time højest. Han gabte lidt og gik op af den lange trappe og videre op til fløjen hvor han skulle være. Der gik ikke længe før han faktisk sov tungt i sengen selvom den langt fra var som hans egen. Han sov dog kun fordi han var træt og han skulle jo kun være her til Nathaniel´s tortur runde var slut. Om det så ville vare et par enkle dage mere eller flere uger vidste han jo så ikke på nuværende tidspunkt. Men han glædede sig til en lille ny runde i deres leg imorgen nat. Han smilede svagt i søvne ved tanken før han faldt helt hen under dynen i den store seng. De tunge gardiner forhidrede solen i at komme og døren var låst. Og han havde vagter så han var godt tryg og sov uden frygt for farer overhovedet.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel befandt sig virkelig bare på kogepunktet denne gang, og det var virkelig det store kogepunkt som han virkelig ikke troede, at han skulle få lov til at opleve en gang til. Det gjorde virkelig ondt og i hele kroppen. Den værkede noget voldsomt. Han fnøs fast og bed tænderne kraftigt sammen. Pindene som sad i hans hænder var virkelig bare det værste.. at bevæge fingrene bare en anelse, efterlod sig en smerte så stor, at det kunne mærkes helt oppe i hovedet, og det var virkelig så frygtelig intenst! Det var jo også virkelig morsomt at more sig på andres bekostning. Hvilken hentydning han havde til blodet og solen, forstod dog Nathaniel virkelig ikke… han kunne da ikke mene.. Nathaniel endte dog mere bleg i ansigtet, ved bare at skulle tænke på det. ”Du kan bare lige vove!” hvæsede han med en fast og kraftig tone. Måske, at han ikke kunne bruge sin ene fod, sin skulder eller sine hænder, men han havde i den grad ikke i sinde, at skulle give efter for den tortur! Hvad Jaqia egentlig ville have ud af dette, kunne han da allerede gætte sig frem til, selvom det nu ikke var meget af en tanke som han brød sig om. Han vidste, at ham med sin viden virkelig stod som en alt for stor trussel for hende.. var det virkelig det som gjorde det hele på denne måde? Han bed tænderne lettere sammen. Han ville virkelig ikke bare sidde der og så lade det hele ske foran ham uden at han have en mulighed til at sige det ene eller det andet i den her sag! Det nægtet han virkelig! Hans bryst hævede og sænkede sig noget så frygtelig hurtigt.. bange var han, selvom han virkelig gjorde alt for ikke at ende med, at skulle vise det overfor hende, det var virkelig heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han kneb øjnene fast og dræbende sammen, selvom han virkelig ikke havde noget energi tilbage.. Bare tankerne om Liya var det som kunne få ham til at holde ud, og det var virkelig noget som kostet ham kræfter så det sagde spar to. At Brandon forlod lokalet med den store og tunge kiste, lod ham dog ånde lettet ud, selvom han udmærket godt var klar over, at dette bare var begyndelsen. Vagterne kom tilbage til ham, dryppede dog meget af brødet i vandet, for at gøre det enklere for Nathaniel at sluge det. Han var knastør i halsen, havde ikke fået mad eller vand i dage efterhånden og han tog det glædeligt til sig inden de igen lod ham være for resten af dagen, med den klare mumlen om, at det ville tage til igen når natten ville falde på. De lukkede døren og efterlod Nathaniel alene der. Ikke så meget som et eneste lys var ved ham.. kun det herskende mørke. Han sukkede indædt og lod blikket falde.. denne gang havde folk virkelig formået at få skovlen godt og dybt under ham og han hadet det virkelig… han hadet det! Han blev siddende.. tvang sig selv til at sidde i ro, for ikke at lade giften sprede sig alt for hurtigt rundt i hans blod.

[Deleted]

Brandon sov resten af dagen. at de havde givet hans lille legetøj i kælderen mad var han bare glad for. han gad virkelig ikke komme derned og så opdage, at han var død eller så svag, at et prik ivlle dræbe ham. Han ville sørge for at straffe dem hvis de ikke gjorde som der blev sagt og de ville nok foretrække døden frem for hans vrede. han vågnede ved solnedgang og satte sig op i sengen. Han fik lidt blod. Ikke det forbandet tappet blod de holdt her. Nej han havde fået par af sine bloddyr hentet herover, da han virkelig ikke gad det andet pis. Han fik mad på sengen, da hans ene bloddyr satte sig og han drak. Efter det gik han i bad og fik vasket sig før han tog sit tøj på og gik mod kælderen igen til næste runde i legen.
Den store ksite var blebet båret med ned igen fra værelset af og Brandon gik ind af døren så snart den blev låst op. Max og Fluffy var ikke med idag og lå oppe på værelset endnu sikkert. Han satte sig på kisten da den blev sat og så mod Nathaniel. "så står vi op gamle!" grinede han og gik hen og hev pindene ud af hans hænder. Skalpellerne lod han dog blive siddende. "jeg ser giften ikke har fået gjort dig helt kold endnu..men husk nu på, at den stadig er i blodet så sid hellere så stille som muligt stadigvæk." han lagde pindene ned i et højt glas med vand så enden uden gift stadig stak op. Han så om på ham og satte sig ned på gulvet foran ham. Der havde været nogle vagter inde og fjerne blodet på gulvet så lugten af det var ikek så stærk idag. Plus den ikke var frisk mere så den påvirkede ham ikke. Endnu. "nå..skal vi se hvad vi kan finde på idag?" grinede han ldit og støttede sit hoved i sin ene håndflade mens han bare sad og så på ham. At han havde hentydet til voldtægt igår og reaktionen fra det have kun moret ham. Men han ville helst ikke voldtage ham. Men hvis lysten kom så kunne han intet gøre. Vidste Nathaniel jo bare ikke. Var der ingen der vidste sådan set. Han sank. Kun Constantine havde formået at finde hans svaghed og det morede ham bestemt ikke synderlig meget! Selvom han måske halvt havde nydt hans kærtegn så var det kroppen der havde nydt det og ikke ham selv. Han skubbede dog de tanker væk og så på Nathaniel igen uden spor af alt det han lige havde siddet og mindes ved med sit møde med Constantine. "hvad har du lyst til at vi prøver i nat?"

[Nathaniel Diamaqima]

Igennem hele dagen, havde Nathaniel virkelig bare prøvet at skulle holde sig rolig, selvom det klart var en udfordring selv for ham. Han vidste at dette ville fortsætte så snart, at mørket igen ville falde på, selvom det nu langt fra var en tanke som han brød sig meget om på nogen som helst måde overhovedet! Det brændt i hænderne, det at hvile var virkelig umuligt, for uanset hvad pokker han gjorde af bevægelse, så brændt det som en i helvede for hans vedkommende! Hvornår mørket igen ville falde på, havde han ingen anelse om.. uden vinduer eller noget, havde han ingen mulighed for at orientere sig om noget som helst! Han hævede blikket, da døren igen endte med at gå op og Brandon kom igen ind med hans kiste.. Han frygtede virkelig den tingest, han frygtede den kiste lige for øjeblikket, selvom han ikke ville vise det overfor ham. Han bed sig let i læben, satte den friske fod stille i gulvet og presset sig en anelse mere op mod væggen. Rengøringen var gjort her, selvom man ikke just kunne sige, at det var godt gjort. Blodet hvilede jo stadig på Nathaniels hænder, over hans fod og nedover hans skulder.. de havde ikke turde at bevæge sig tæt på ham.
Pindene som Brandon kom hen og bare uden det mindste tøven, rev ud af hans hænder, fik ham til at stivne omgående og med et næsten skrig, selvom han tvang det godt tilbage i struben. Han pustede tungt og sammenbidt, da han slog hovedet tilbage i væggen. Blodet begyndte igen stille at flyde i de åbne sår, selvom han klart tvang sig til at blive siddende. En voldsom sitren og dirren, tog kraftigt til i hans krop. ”Jeg er tvunget til at sidde stille, for at have muligheden for at gøre kål på dig!” hvæsede han sammenbidt. Han havde ondt, det var ikke noget som han kunne fortsætte med at benægte.. tvært imod, det var virkelig ubehageligt, at skulle sidde der og.. gøre det her uden at have noget som helst at sige til det! Han trak vejret tydeligt dybt og med blikket hvilende på ham.. Det blev vel bare endnu en aften med den form for pinsel? Han hadet det.. det var virkelig noget som han ikke kunne fordrage! Hjertet slog fast mod hans bryst og med en tydelig dirren i hans egen krop som han ikke formåede at skulle skjule det mindste overhovedet. ”Hvad du skal finde på? Lade mig gå, lade mig tage hjem og gøre det samme inden det først for alvor går galt!” sagde han med en fast tone, dog tydeligt mere hæs og anstrengende end det som den nu ellers ville have været. Han havde ondt.. han var træt og han var udmattet. Alt for meget mere, ville han da klart ikke kunne holde til.. ingen tvivl.

[Deleted]

Brandon grinede lidt og rystede på hovedet. "Neej..jeg er ikke helt færdig med dig endnu min fine ven." han så på ham med sit hoved lagt lidt på skrå. Selv var han helt nyvasket og rent tøj. Han havde en sort skjorte på idag og sorte bukser til den. Han stod lidt og betragede ham - næsten med et sultent blik. "ældre mænd er godt nok ikke lige mig.." sukkede han og lagde sit hoved lidt bagover. "ikke for meget ældre i hvert fald..men tror du er på grænsen." hvad han talte om var ikke let og vide hvis ikke man kendte ham. Han slikkede sine hugtænder lidt. "jeg har lyst til og rense dit blod. Ikke for din skyld selvfølgelig..men jeg er sulten efter mere af dit dejlige søde blod." han smilede og uden tøven satte han sig hen til ham og lagde armene om hans nakken og sad bogstavelig talt i skødet på ham. "Sig stille eller du får den her lige i halsen." I den ene hånd holdt han en spids tynd skalpel som var lige ud for hans hals. Et skub mod halsen og den ville gå lige igennem og dræbe ham. Han smilede stille og så ham i øjnene. "så vær nu en god fange og bliv siddende mens jeg leger lidt okay?" han blinkede og holdt skalpellen en smule hårdt mod hans hals så den lige prikkede og smilede bare før han valgte og kysse ham - dybt og intenst. Havde man ikke vidst de var fange og torturmester kunne man nok let tro de var elskende. Bortset fra skalpellen mod halsen godt nok, men bare kysset i sig selv gav den historie til folk der så dem udefra. I hvert fald fra Brandon´s side af. Den ene arm gled ned fra hans nakke og ned over hans bryst og mave. I en let og hurtig bevægelse så han var sikker på Nathaniel ikke nåede og opfange det helt. Han fik åbnet hans bukser og skubbet dem ned og sine egne med. Han holdt kysset imens og løftede sig lidt. Næsten ubemærket før han trykkede sig mod ham og lod armen falde op om hans nakke igen. I samme sekund den lå der gled han ned over hans lem med et støn der blev kvalt i kysset. Der havde stadig været en svag duft af blod og det friske der var kommet fra hans sår i hænderne havde gjort Brandon linderlig. For liderlig så han bare måtte have noget! Han holdt kysset indtil han var gledet helt i bund og slap det så med et dybt støn. Nok var ældre og gamle mænd ikke hans kop te. Men lige nu var han for liderlig. Plus Nathaniel nok lige holdt sig inde for grænsen.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kogte virkelig som han aldrig nogensinde havde gjort det før. Han sad næsten og dirrede selv hvor han tydeligt kunne mærke at blodet måtte løbe Ned i hans håndflade, var virkelig heller ikke nogen behagelig tanke. Han sendte Brandon et direkte og så fast blik, at han i den grad ville tvinge ham til at falde død om, hvis det overhovedet havde været muligt. Han hadet virkelig fornemmelsen og følelsen ved at skulle blive siddende her. ”Så gør dig færdig!” hvæsede han med en tydelig og sammenbidt tone. Han havde virkelig så meget andet at skulle tage til end at sidde her på dette sted. Det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Direkte det at skulle sammenlignes og kaldes for gammel, var virkelig bare en kommentar som han valgte, at skulle bide i sig for øjeblikket. Knægten skulle bare vide! Gammel var han efterhånden og han vidste det jo også, selvom det nu ikke var noget som påvirket ham det mindste. Han havde erfaring som kun alderen ville give ham, noget som denne unge knægt så sandelig ikke kunne prale af, at skulle have, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Du holder dig bare langt væk fra mi..!” mere nåede han ikke at få sagt, før Brandon havde placeret sig i hans skød og med skalpellen hvilende mod hans hals. Han spændte fast i hele kroppen, selvom det i den grad gjorde så ondt som intet som helst andet overhovedet. Han bed det kraftigt i sig.. i alle fald for øjeblikket. Han kneb øjnene dræbende sammen, nåede dog ikke at sige noget som helst, før han blev tvunget i et kys. Det stivnede fast for alvor i hans krop. Bare tanken om, at skulle være så tæt på en anden mand, var ham direkte væmmelig og så forfærdelig afskyelig som intet andet! Han rev svagt i sine hænder, selvom han mildest talt ikke turde at skulle bevæge hans hoved og det brændt som en i helvede i hans skulder. Han gengældte det dog ikke, han nægtede det bogstavelig talt! Turen nedover hans bryst og mave, fik ham svagt til at trække maven sammen. Det var i den grad en savnet følelse, men i den grad ikke skabt af en mands hånd! At hans bukser blev åbnet og revet ned, var slet ikke noget som han nåede at opfange før Brandon placerede sig over hans lem, hvor det gispede helt for alvor for ham. Hans øjne spærrede sig op, krummede tæerne og prøvede kun svagt at trække sig væk. Dette var langt forbi hans grænse.. langt forbi hans grænse! ”Glem det!” hvæsede han tydeligt sammenbidt. Følelsen var til dels behagelig, det var jo savnet, men i den grad ikke på den måde! ”L-lad mig gå..” sagde han mere sammenbidt.. dette var virkelig alt for langt forbi hans grænse, til at han overhovedet vil være med til det!

[Deleted]

Brandon smilede bare. "Ser man det...den gamle mand har alligevel noget og byde på.." hviskee han stille og slikkede hans kind. skalpellen blev holdt direkte mod hans hals hele tiden som en sikkerhed til at han ikke gjorde noget Brandon ikke ønskede. Han smilede bare frækt til ham. At Nathaniel så ikek ønskede noget af dette fra en mand var ham lige meget. Han ville have noget nu! Han var sådan set ligeglad med om manden var til fyre eller ej. Det var langt var hans problem på nogen som helst måde. Han var stadig en del øm fra voldtægten Constantine havde udsat ham for for lidt tid siden. Men han bed det i sig og sad lidt hvor han bare mærkede Nathaniel dybt i sig før han stille begyndte og ride ham med et smil på læben. Han elskede denne leg. Det var dog sjældent han udnyttede sine ofre til sex. og slet ikke når det var kvinder! dem dræbte ham altid hurtigt. De var ikek sjove og lege med og han gad dem ikke. Han lagde sit hoved lidt bagover og bed sig i læben med sine hugtænder og stønnede svagt mens han kunne mærke lemmet i sig. Det var så dejlig en følelse og denne gang bestemte han jo tempoet og det hele. Han frygtede lidt Constantine ville voldtage ham igen hvis de mødtes, men det skulle han ikke tænke på nu. Han ville kun tænke på Nathaniel´s lem i sig og kun koncentrere sig om dette øjeblik. Han glemte næsten alt om hvor de var og satte bare roligt tempoet en smule op lidt efter lidt. Nathaniel´s grænser og behov var ham ligegyldige. Her var det kun hans valg der galdte. Kun ham der havde kontrol og bestemte hvad der skulel ske. Han havde en hel nat. Han havde ikke de vilde planer om andet end voldtægt i denne nat medmindre han fandt på noget endnu mere sjovt. Men hvad skulle det være? kisten skulle han nok ikke bruge, men den var kommet med som en sikkerhed til hvis han skulle bruge noget i den for at holde Nathaniel i ro.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniels hjerte hamrede for livet mod hans bryst. Dette var virkelig så forkert, som det overhovedet kunne blive for hans vedkommende! At få ham til at holde sig i ro nu var virkelig bare helt og særdeles umuligt! Han skælvede ved Brandons egen nærhed, han ville virkelig ikke have at det skulle ske på denne måde! Han var i den grad ikke til fyre, han var så hetro som man overhovedet kunne gå hen og blive det, det var der heller ikke nogen tvivl om. Kunne han gøre mere modstand, så havde han så sandelig også gjort det! Havde det ikke været fordi, at han lige i øjeblikket stod med en skalpel mod struben og tvunget til at blive siddende og så bare lade det hele ske.. normalt var det ham som havde kontrollen over situationen og nu havde han virkelig ikke kontrol på noget som helst overhovedet! Og han hadet det virkelig! Han kneb øjnene svagt sammen, holdt stadig hovedet så langt fra Brandon som han overhovedet kunne komme til. At knægten så måtte ride ham, gjorde det virkelig heller ikke meget bedre! Kroppen nød det jo i den grad, men det gjorde han i den grad ikke selv! Han knyttede hænderne stille og med den tydelige smerte i ansigtet, selvom det kun måtte resultere i, at blodet måtte komme mere frem, da han måtte stramme mere i de åbne sår og tvinge dem til at åbne sig mere end det som de allerede var. Han havde i den grad ondt.. ikke bare i det fysiske nu, men i den grad også i det psykiske. ”Kald mig gammel.. en gang til…!!” hvæsede han med den tydelige sammenbidte tone. Han var virkelig vred og alligevel var han virkelig panisk for hvilke andre planer som Brandon eventuelt havde lagt for denne aften, ikke at det var noget som han brød sig meget om, han hadet tanken om at skulle sidde der og endnu mere at være det offer som han nu var blevet. At tempoet så måtte blive sat op, var ham i den grad heller ikke glæde ham det mindste! Han klemte øjnene fast sammen, bøjede i benene. Han var utro.. han var Liya utro! Han prøvede at få vendt kroppen en anelse, deraf også for at gøre det mere besværligt for Brandon at skulle fortsætte. Dette var i den grad ikke med hans gode vilje, så hellere falde om af den gift som han stadig måtte have i blodet, også selvom den kun måtte gøre ham mere og mere udmattet for hvert et minut der gik.. specielt nu hvor han i den grad bare ikke formåede at skulle holde sig i ro, det var i den grad en ren og skær umulighed for ham!

[Deleted]

Brandon svarede ham ikke. Lige nu ville han ikke kalde ham gammel eller noget andet. Bare nyde øjeblikket der føltes skønt for hans vedkommende. Hans støn var så småt ved at fylde fangekælderen de sad i og udenfor var der ikke nogen der kunne høre dem lige i nærheden og det vidste Brandon så han holdt sig ikke tilbage på noget punkt. Havde han nok heller ikke gjort alligevel. Han hvæsede ikke eller noget, da han mærkede Nathaniel forsøgte at vende sig lidt. Han lod bare hånden med skalpellen bore sig en smule ind i hans hals så der begyndte at låbe et par dråber blod over hans hud. Han så på ham helt alvorligt i få sekunder før liderligheden igen tog over og gjorde så han ikke kunne tage andet end sexen alvorligt lige her og nu. Hans støn steg igen og tempoet blev også atter øget. Han ville have det. Så meget som han kunne få. Han buede lidt i sin ryg og sukkede af fryd mens han stadig holdt begge sine arme om nakken på ham. Både for at sikre sig med skalpellen også for at afstanden mellem dem aldrig kunne blive særlig stor. Jo tættere jo bedre lige nu var det faktisk. Det var rent faktum sådan set. At han nød dette var heller ikke svært og se. Der var ikke de mindste tvivl. han elskede legen. Han elskede og blive taget og så endda tvinge folk til at gøre det var også fedt. Han smilede stille og kyssede ham igen. bed ham lidt i læebn og slikkede sensuelt blodet fra hans læbe mens han blot smilede til ham og liderligheden lyste ud af hans mørke øjne der så ind i Nathaniel´s det meste af tiden. Holdt ham fanget.

[Nathaniel Diamaqima]

Et svagt suk brød Nathaniels læber. At kroppen måtte nyde det, var ikke noget som han kunne skjule, uanset hvor meget han så end måtte hade den følelse noget så frygteligt! Dette var virkelig bare grænsen for hans vedkommende. At sidde med en mand så tæt på sig uden at kunne gøre noget som helst ved det! Blodet flød tydeligt i hans håndflader nu hvor han havde valgt at knytte hænderne helt, det var virkelig bare ubehageligt, at han hellere vil opleve den smerte som det nu end også måtte ringe ham i den anden ende. Han gled tilbage på plads, da skalpellen borede sig ind mod hans hals og med det klare og tydelige ubehag som han bare ikke formåede at skulle skjule det mindste overhovedet. Han sitrede voldsomt, han ville så sandelig heller ikke vise Brandon, at han lige så måtte nyde det, nok bare lige på en anden måde, end det som han gjorde! Han klemte øjnene sammen, da han endnu en gang blev tvunget i at skule kysse ham. Det var virkelig det værste som han nogensinde havde vært igennem, det var virkelig noget af det værste nogensinde! Bidet som faldt mod hans læbe, tvang ham let til at sitre og endda mere, da han følte hans tunge. Han trak vejret tydeligt dirrende. Han bøjede benene stille, selvom det ikke just gjorde det mere behageligt.. tvært imod. Nok var han oppe i årene, men stadig var alderen ikke med ham fysisk. Kroppen reagerede så voldsomt positivt til det som han gjorde med den, at det virkelig var helt uhyggeligt. Han rev i sine hænder, selvom det gjorde ondt som helvede. ”SLIP MIG!” hvæsede han med en fast og sammenbidt tone og fast mod hans egne læber. Han kunne ikke trække hovedet til sig uden at han ville mærke skalpellen og det at miste livet, vr ikke just det som han ønskede lige for øjeblikket.. tvært imod, han ville faktisk gerne beholde det!

[Deleted]

Brandon smilede bare og slikkede sine læber for hans blod og kyssed ham igen før han fik slikket det hele af. "Mhm...så lækkert.." hviskede han stille og det værste af giften var så godt som væk igen, men det var kun fordi blodet dryppede fra hans hænder og pindene var fjernet. Han holdt stadig tempoet kørende mens han red ham og stadig med mellemrum satte han mere fart på. Han ville tirre ham lidt. Nyde det så længe som muligt. Men natten var jo stadig ung og nu var han faktisk interesseret i at se hvor meget Nathaniel egentlig kunne præstere. Han slikkede en smule af blodet på hans hals bort også hvor han havde prikket ham med den meget skarpe og spidse skalpel og stønnede ham let i øret før han vendte tilbage til hans læber som fik endnu et kys og et lille bid mere. Han elskede dette her. Havde han bare haft en elsker af en art havde han nok ligget i sengen det meste af tiden eller andre steder og bare kølet og haft sex. Måske man skulle finde sig en? Han havde bare ikke fundet nogen endnu som han gad i længere tid. Sex med sine bloddyr havde han jo også haft når han var blevet for ophidset, men aldrig en fast elsker. Tanken hang ved ham mens han bare red Nathaniel efterhånden så hurtigt og hårdt som han kunne hvilket ikke sagde så lidt. Han var næsten sikker på, at de måtte kunne høres i det meste af fangekælderen efterhånden hvilket bare tændte ham mere! Han ignorede hans vrede ord og koncentrerede sig blot om det han var i færd med.

[Nathaniel Diamaqima]

Styrke var virkelig ikke noget som Nathaniel havde noget som helst af for nu. Han var øm i mere eller mindre hele kroppen og giften havde jo heller ikke passeret hans system helt upåvirkeligt. Hans hjerte hamrede for livet mod hans bryst, at hans krop så måtte nyde af de handlinger som Brandon foretog sig, var vel også kun alt for tydeligt, selvom han selv ikke kunne fordrage tanken! De mange små støn tvang han virkelig i sig, han ville virkelig ikke være med til dette! Han var i den grad Liya utro ved dette og et var virkelig noget af det værste ved det hele! Hans krop dirrede noget så voldsomt, selvom han virkelig prøvede at skulle holde den under kontrol, selvom det virkelig var umuligt for ham! Kroppen ønskede mere og det var tydeligt. Skalpellen kunne Nathaniel dog udmærket godt mærke mod hans egen hals, og idet at han selv valgte, at skulle skære bare en anelse, som en advarsel, tvang ham i den grad til at sidde stille.. ikke at han havde meget andet valg. Bidende i underlæben, blodet som næsten tykt måtte flyde i hans håndflader. Han måtte virkelig bare tage sig sammen, dette kunne virkelig ikke være rigtigt! Han hadet det.. hadet følelsen af, ikke at have kontrol over noget som helst, som måtte ske ham som det jo gjorde i dette øjeblik! Han trak maven svagt sammen. ”Lad mig være..” sagde han mere dæmpet end før. Han sad lænket, havde jo gjort det i dagevis efterhånden. Han havde virkelig ondt i alle sine led fra før af og dette gavnede ham så sandelig heller ikke! Han klemte øjnene fast sammen og prøvede igen at vende blikket væk uden at skulle komme alt for tæt på den skalpel som stadig måtte hvile ganske for tæt til hans hals.. alt for tæt i hans øjne, at det virkelig måtte gøre helt ondt! ”Find dig en kone..” vrissede han lavmælt. Han krummede tæerne og kæmpet tydeligt med at skulle holde de svage støn tilbage.. han ville bare ikke nyde det som den knægt gjorde ved ham!

[Deleted]

Brandon stivnede svagt og så på ham. Han hvæsede vredt. "En kone?! Jeg afskyr kvinder!" han slog ham over nakken bare fordi han havde sagt den kommentar og hvæsede koldt. "De skla dø hver og en!" han var holdt op med at ride lige nu, men sad derfor bare i bund på hans lem og så koldt på ham. "bare for den kommentar skal jeg sørge for at misbruge dig lidt længere." Så havde han selv været ude om det. Han gad ikke have nogen kvinde! Han havde alle dage hadet dem! Kun hasn egen mor havde fået en mindre plads i hans hjerte, men det var så også kun af den grund. Havde hun ikke været hans mor havde han hadet hende som alle andre kvinder. Han blev siddende i få sekunder før han fik vreden lagt nogenlunde og begyndte og ride ham igen. Han var ligeglad med om han gad eller ej. Det var ham der bestemte nu! Om han så var utro var heller ikke noget Brandon kunne tage sig det mindste af. Det måtte blive Nathaniel´s problem og få forklaret og løst den del. Så længe Brandon selv bare blev tilfredsstillet så var han godt tilfreds. Der skulle heller ikke meget mere til lige nu før han nåede sit klimaks første gang, da tempoet atter var skudt i vejret mildest talt.