Meeting the master..

[Nathaniel Diamaqima]

Mørket havde for længst søgt over den store himmel. Kældrene var ensomme.. de var kolde og med den klare følelse af at være forladte. Nathaniel havde siddet dernede i flere dage efterhånden og han havde virkelig ikke nogen mulighed for at skulle komme fri. Hans overkrop var blottet, selvom huden langt fra var så fejlfri som den havde været. Han var træt, mere eller mindre, at det var lænken som han havde om halsen og de mange om hans håndled som måtte være det som skulle holde ham oppe på nuværende tidspunkt. Hans overkrop var tydeligt præget af de mange piskeslag som han havde været et offer for, også selvom det allerede var gjort klart for ham, at torturen slet ikke var begyndt endnu.. først nu var mesteren blevet tilkaldt, selvom det klart ikke var en tanke som han kunne bryde sig om. Blodet var stivnet igen vel at mærke, selvom det nu ikke var ham en trøst. Han havde ikke set det mindste til Liya eller sine 3 plejebørn siden han havde tvunget dem væk.. han kunne virkelig kun håbe på, at Liya ville forstå hvorfor at han havde gjort det.. udelukkende på grund af hans følelser til hende. Han elskede hende virkelig og ønskede virkelig ikke, at skulle se nogen gøre hende ondt! Brystet hævede han roligt og dirrende idet han slap det hele i et langtrukkent suk. Blikket hvilede stift ned mod gulvet. Han bed sig svagt i læben. Her var stille.. skræmmende stille og alt for lydløst til at han selv var i stand til at skulle falde til ro. Han hvilede i det tydelige mørke, end ikke solens stråler om dagen eller månens skær om aftenen kunne trænge igennem de tykke mure og ej så meget som en kilde til at oplyse rummet for ham. Blot de pibende små mus som eneste selskab mere eller mindre når de endelig turde at skulle komme frem.. hvilket i sig selv, var frygtelig sjældent. Han lukkede øjnene stille, selvom det nu ikke gjorde den store forskel. Han havde givet Jaqia hvad hun ville have, selvom det i den grad havde været under så kraftig tvang som det overhovedet kunne blive! Tvunget til utroskab og endda med et resultat.. hvad kunne blive værre end det?! Han slog armene stille om sig selv, trykkede sig stille op af den iskolde mur. Vinden slog kraftigt udenfor, man kunne høre den.. så stille som der var herinde. Mad fik han sjældent.. kun vand når de endelig husket at han sad der så heller ikke kunne man sige, at han var ved bedste helbred.. han stod stadig som den eneste trussel til mørkets dronning.. et sted hvor den tanke måtte more ham og et sted hvor han nu kun måtte se så frygtelig negativt på dette! Panden slog han stille mod hans knæ, selvom kæden om hans hals måtte stramme en anelse mere til. Han sukkede dæmpet.. hvorfra det skulle gå nu, havde han ingen anelse om.. det var skræmmende.

[Deleted]

Rejsen fra Manjarno havde taget tid. En sort hestevogn med otto sorte heste foran kom op foran slottet. Hestevognen var en lukket en og med gardiner for vinduerne i døren så ingen kunne se ind. Personen indenfor kunne dog lette let på de sorte gardiner hvis han ønskede at se lidt ud uden at nogen kunne se tilbage på ham. Han kunne let rejse om dagen i denne vogn også, men han valgte at rejse om natten. Det var kun til lange rejser der kunne vare en hel dag at han kunne finde på det. For på sådan et tidspunkt som dette kunne han jo ikke forlade vognen når han kom frem hvis det stadig var lyst. Da vognen stod stille efter at hestene havde stampet lidt og slået med hovederne steg en mand af de to ned fra kuskesædet og åbnede døren. Brandon steg stille ud med et lille nik til sin ene tjener. Han forlod vognen og gik op mod hoveddøren. Hans beklædning var speciel, da han bar et par mørke bukser og dertil en sort hættetrøje. Som greve ville dette i manges øjne var upasssende. Han så lidt op på vagterne. Et blik var nok til, at de ikke var i tvivl om hvem han var og de flyttede sig og fik hurtigt åbnet døren så han kunne gå ind. Bag ham var der kommet to hunde ud af vognen som nu gik på hver sin side af ham hele vejen. Han havde hænderne i lommerne idet han gik indenfor. To mænd var hoppet af bagsiden af vognen hvor de havde siddet på en fastspændt kiste som de nu løftede af og bar med sig indenfor. En kiste Brandon altid havde med når han var blevet tilkaldt til det ene eller andet sted. Han ventede ingen velkomst og gad heller ikek vente på at se om der kom en. Han stoppede op i forhallen og hans tjener kom op til vagterne. "Min herre skal til fangekældrene. Med det samme!" Vagterne nikkede hurtigt og et par af dem førte Brandon. Ingen turde være alene med ham selvom de havde våben og Brandon til syneladende var ubevæbnet. Men øjet kunne snyde. Han var bevæbnet. Grundigt endda. Han fnys kort. Han havde ikke brug for de vagter. Max og Fluffy var med for det samme, men så kunne han da more sig over deres frygt så længe. Han lod dem derfor gå og de holdt øje med ham, men turde ikke blive opdaget i det. Det blev de dog. Meget lidt slap forbi ham. Han fnys atter da de var ved fangekælderen og han gik forbi dem. "nuvel..der har vi mit stakkels offer.." han så på skikkelsen der sad lænket og lagde sit hvoed lidt på skrå. "I kan gå usle og værdigløse folk." han så koldt mod dem og de skyndte sig ud så de næsten faldt over hinanden. Han så mod skikkelsen igen "Nuvel.." han knipsede let med sin ene hånd og mændene med kisten bar den ind og stilte den med et tungt dunk på gulvet. De gik ud igen med et buk og hundene lagde sig ved døren der blev låst. Brandon satte sig ned på den stol en af dem havde taget med ned også.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var virkelig blevet frygtelig stiv i hele kroppen. Det sitrede helt og efterlod kun en raslen i hans kæder. Hvor længe han havde siddet der, havde han ingen anelse om og han var slet ikke i stand til at skulle gøre det mindste brug af magi.. fanget var han virkelig denne gang, selvom han måtte stå fast på en ting.. det var bedre på denne måde, end at blande familie og kære ind i det.. det ville han aldrig nogensinde lade ske! Stemmer og trin i de mange gange, var dog noget som tydeligt måtte bryde i den stilhed som han efterhånden var blevet vant til.. hvad der skulle ske herfra, have han virkelig ikke nogen anelse om og følelsen var i den grad ikke hvad man kunne kalde for behagelig.. tvært imod, så havde det virkelig den direkte modsatte effekt på ham. Ikke fordi han var bange, men dette var bare en sag som for ham, klart var ude af kontrol og det var så sandelig også noget af det værste ved det hele. Han hævede blikket, da døren endte med at gå op.. allerede automatisk endte han med at blive mere urolig end det som han havde været til nu og den følelse var i den grad ikke særlig behagelig.. tvært imod, så var den klart noget af det værste som han nogensinde have oplevet! Hans hjerte slog omgående mere fast mod hans bryst og han knyttede hænderne mere fast. Øjnene kneb han trodsigt i, selvom det at bevæge sig allerede nu, var noget som klart måtte gøre ondt.. pisket var han blevet og i dage efterhånden, selvom det til nu ikke havde haft en ønsket effekt. Hvem denne unge knægt var, havde han selv ikke nogen anelse om, og i sindet så ønskede han heller ikke at vide det. At direkte blive kaldt for et stakkels offer, lod ham dog meget hurtigt vide, at det ikke var noget godt som han havde i vente.. tvært imod så måtte det kun være det modsatte. ”Spar mig for medynken,” sagde han med en svag hvislen. Han prøvede at rette sig op, selvom det nu ikke havde nogen ønsket effekt på ham. Han bed tænderne let sammen. Hans ryg var allerede tydeligt præget af sår og mærker efter mødet med en smældende pisk. Kisten som blev båret ind, var noget som hurtigt måtte fange sig af Nathaniels blik, selvom i dette mørke, at det var besværligt nok at se noget som helst.. lys af nogen slags, havde han ikke fået lov til at se i evigheder efterhånden. ”Og hvem er du?” mumlede han mere sammenbidt tone. At han havde ondt, herskede der ingen tvivl om, selvom han normalt aldrig nogensinde var manden eller typen som ville gå hen og klage i den anden ende.. det var bare ikke ham. Hundene havde han fået øje på, selvom han virkelig i bund og grund var ligeglad med dem lige nu. Han knyttede hænderne fast og lod sig dumpe helt ned på gulvet og sidde. Kæden strammede svagt om hans hals, selvom han for nu bare valgte at bide det helt i sig.. hans smerte skulle denne knægt ikke få lov til at nyde noget som helst af! ”Du har vel andet at tage dig til, end at sidde og se på mig?” spurgte han med en kortfattet stemme.. der kunne næppe herske nogen tvivl om, at han virkelig ikke kunne fordrage at sidde der!

[Deleted]

Brandon lod ikke og til og blive påvirket er denne mands smerte. En mand der var ældre end ham. Men igen det var de fleste jo. Han var kun det mange kaldte for en stor dreng der knap var voksen. Han blev siddende på stolen. Afslappet og tilbagelænet med armene lagt let hen over kors og det ene ben lagt over det andet. Pisket kunne han let se denne mand var selvom han ikke kunne se hele hans ryg. Kun lidt af sidderne på ham hvor nogen af slagene var. Han fnys kort. "medynk? HA! Det er da det sidste jeg har." han så koldt på ham og var ikke just glad for de havde pisket denne mand. Det ville ædelægge hans kunstværk. Han hadede sådan noget. Kunstværker var perfekte og smukke. Dette var ødelagt før han overhovedet var ankommet! Han måtte tage en snak med de vagter senere. Stolen han sad på stod ved siden af den store kiste som var to meter land, en meter bred og en halv meter høj. Den var lavet af tungt jern og låsen på den var af guld og meget svær at bryde op. Næsten umulig faktisk. Han havde godt set kisten havde fanget opmærksomheden hos hans lille offer. Gjorde den som regel. Nogen af nysgerrighed, andre af grådighed på låsen og andre af simpel frygt for hvad der måtte være i den. "Mit navn kan vel være lidt ligemeget? Vores tid sammen skal jeg nok sørge for bliver lagt i skema så at sige.. og samtale består mest af lyde og ikke ord for vores vedkommende." han trak lidt på sine skuldre og lød helt roligt som om det var en test eller arbejdsdag de skulle igennem og ikke en lang runde tortur der ville tage lviet af de fleste. Og om jeg sidder her og ser på dig eller går videre i teksten har kun en fordel for dig. jo længere jeg sidder her jo længere slippe du for det jeg har i tankerne." grinede han. Den onde latter fyldte rummet og murene slog den tilbage så den hang i luften i lidt tid. Hvor længe manden havde siddet her vidste Brandon heller ikke. Han vidste det havde været mindst nogle dage. Hvis han havde siddet her siden de forsøgte og finde Brandon selv altså. En uge eller mere? Han gad ikke engang spørge. Hverken manden eller andre. "men hør nu her..hvis du nu fortæller mig dit navn..selvom det egentlig rager mig en del så skal jeg gøre den tjeneste og fortælle dig mit siden du nu så gerne vil vide hvem jeg er. Skal vi sige det er en aftale?" han så på ham med hovedet lagt på skrå. De få aftaler han lavede blev alle lavet på hans vilkår. Hvis det ikke var noget folk ville så var der bare ingen aftale og det kom jo så tit til og koste dem i den anden ende.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var allerede klar over, at denne knægt ikke bare var ankommet for at snakke med ham. Det var jo så åbenlyst, at der måtte hvile noget andet bag.. selvfølgelig var han pisket.. der fandtes ikke en eneste fange på det her sted, som ikke havde fået lov til at smage den udelukkende fordi at vagterne måtte kede sig. Han havde fejlet i den opgave som Jaqia havde kastet på ham.. han havde ikke præsteret som det var ønsket for første gang i hele hans liv og han kunne virkelig ikke gøre andet end at fordrage tanken. Han ønskede sig virkelig bare hjem til Liya.. hjem til den familie som han havde, forklare hende situationen hvis hun ikke allerede havde gættet sig frem til det. Han bed sig let usikkert i læben og blev ellers siddende, ikke at han havde noget andet valg end at gøre det, men alligevel.. han ville ikke komme i for store unoder allerede, selvom denne knægt gement var ham helt ukendt. At han så måtte bede om navn for navn, var nu alligevel en hel del som måtte falde som en overraskelse. Han kneb øjnene svagt sammen, skød brystet let frem og ændrede forsigtigt sin stilling med benene. ”Jeg tvivler på, at du er kommet hertil for at snakke med mig om det rene ingenting..” sagde Nathaniel med en kortfattet tone. Han ville virkelig ikke bare sidde der og sludre.. det var da så åbenlyst, at den knægt var her af en anden mening og grund.. af hvilken, genstod jo så at finde ud af. Den kiste gjorde ham dog alligevel betydeligt mere usikker.. denne situation var helt udenfor han kontrol og han kunne virkelig ikke gøre andet end at hade tanken om det.. at han ikke kunne gøre noget andet end bare at sidde der og tage imod det hele som måtte blive ham givet. ”Drop julelegene..” afviste han med en fast tone. Han fnøs og vendte blikket væk og op mod de lænker som sad fast i væggen som holdt hans arme på plads og så ned i gulvet til dem omkring hans ankler.. han sad virkelig godt fast og han hadet det! Han sad med helt knyttede hænder og tydeligt mere stiv i ryggen. han havde i den grad ondt allerede, selvom det nu ikke var en fornøjelse som han ville give ham at skulle nyde af! ”Du er her sikkert af helt andre grunde.. giv mig en god grund til at skulle frygte dig her.” sagde han med en vagere hvislende stemme. Et sted var han vred.. irriteret, men også.. bange. Ikke det faktum at han frygtede døden.. nej tvært imod, det gjorde han ikke.. han frygtede for livet af dem som han holdt kær.. Liya for eksempel.. nu hvor han mest af alt, bare ønskede at søge hjem og tilbage til hende. Han fnøs igen. Denne mand skulle ikke få lov til at knække ham!

[Deleted]

Han sukkede lettere opgivende. "det er det samme med jer idiotiske voksne." mumlede han og rystede lidt på hovedet øfr han lod det falde bagover og så op mod rummets loft. "så snart I skal give noget for noget så gider I ikke selvom det I måske fik ud af det kunne skåne jeres liv. Så naive og stædige I dog er." han fnys af foragt. "godt jeg ikke skal være en af jer." han så hen mod ham igen. De mørke øjne var fyldt med foragt! Han hadede virkelig folk der var stædige selvom han uden tvivl selv var det. "Men fair..jeg kan ikke bruge dit usle navn til noget alligevel." han rejste sig stille op og gik hen mod ham, men stoppede en halv meter væk. "og det er ikke mig der sidder lænket gamle mand. Hvis jeg vil lege lidt julelege som du kalder det så gør jeg det! Jeg har overtaget her." han grinede og havde faktisk en mægtig lyst til og sparke ham, men ingen grund til og give ham flere skrammer. Han gik tilbage til sin kiste lidt efter og løsnede sin hættetrøje oppe ved halsen en smule så han kunne få en kæde op. Den var lang og da den hang ud over trøjen gik den til helt ned på hans mave. Han satte sig på hug og tog guldnæglen der hang i kæden og satte i låsen. Den blev drejet et par gange før den gik op og han rejste sig igen, men lod låget forblive uåbnet og lagde låsen ned på sin stol for nu. "men siden det haster for dig at komme igang så vil vi begynde langsomt. Han lagde kæden på stolen også og trak lidt efter sin hættetrøje op over sit hoved og lagde den på stoleryggen. Han ville ikke have svinet den til. Han strakte sig lidt. Under trøjen havde han en t-shirt som han nok også tog af, men ikke lige her og nu. gik hen til ham igen og stoppede denne gang helt foran ham med et ondt smil på læben og så ham i øjnene da han havde sat sig lidt på hug. Han havde øjne som en slange. Som en drage. Alle mulige farlige og snedige dyr som man ikke ønskede sig for tæt på. Hans ene hånd gled stille ned til hans ene side. Han ville ligge stille ud. Det her skulle jo vare i timer. Dage. Ja måske uger eller måneder! Han smilede bare og tog hånden op igen lidt efter. Han havde ikke noget i den. Ikke noget man kunne se i hvert fald. Et kort glimt var alt der var at se idet han lod hånden falde mod mandens skulder og kort efter sad en lang tynd skalpel boret ned i hans skulder. Skalpellen var vel godt 20 cm langt og den var kommet helt i bund.

[Nathaniel Diamaqima]

Hvad knægten havde af tanker gjort for denne aften, kunne Nathaniel kun gætte sig til, selvom det nu ikke var hvad han havde i tankerne at skulle bruge dagen på. Nu var det efterhånden en dag eller to siden han overhovedet havde set noget andet væsen. Og til nu havde det kun bragt mere og mere smerte med sig jo flere han havde mødt og jo flere møder han havde været igennem.. skulle dette vise sig at være anderledes? Måske, at han efterhånden var ved at være godt oppe i årene.. det helt nøjagt antal var ukendt for ham.. det var virkelig bare.. glemt? Han kneb øjnene fast sammen. ”Du har ingen anelse om hvem du taler til!” sagde han med en mere fast tone. Han havde dog intet problem ved at stå ved, at han var ved at være oppe i alderen, men gammel ,det var ikke noget som han ønskede eller ville blive kaldt for, det ville han slet ikke finde sig i! Han gengældte dog ikke hans blik, lod ham bare komme til sig, ikke at han havde noget andet valg.. at afvise ham, ville nok ikke hjælpe ham det mindste lige nu. Det ville vel bare gøre ondt endnu mere slemt end det som det var allerede nu? ”Du har intet at skulle komme efter her.. en sølle knægt..” sagde han kortfattet. Blikket faldt mod ham da han gik hen til kisten.. han måtte ærligt indrømme, at den faktisk var noget af det som måtte gøre ham tydeligt mere urolig end det som han ellers havde haft brug for at skulle gøre lige nu og her.. det var i den grad ikke noget som gavnede ham lige nu. Han spændte mere fast i hans egen krop og uden at skulle se det mindste væk overhovedet.. han tog ingen chancer efterhånden. Efter det forhenværende møde med Constantine, som næsten havde kostet ham livet, var han blevet tydeligt mere forsigtig og alligevel, så var han endt her. At han satte sig på hug foran ham, hvor det først var der at blikket blev gengældt.. som at stirre et sindssygt rovdyr direkte ind i øjnene.. ikke at følelsen var behagelig, nej tvært imod, så var den det stik modsatte. Han sad fuldkommen stille ved mandens berøring af hans side, som kraftigt måtte lade den kuldegysning skyde igennem ham. Han stivnede fast, da en skalpel satte sig direkte i hans skulder. Armen spændte kraftigt og med det klare og voldsomme smertefulde gisp i form af et halvvejs skrig, måtte forlade hans læber. Tænderne bed han kraftigt sammen i form af en kraftig smertefuld grimasse. Han vendte blikket fast mod ham, hvor han kraftigt med den ene fod sparket ud efter ham. Han skulle i den grad ikke tæt på! Hans skulder var som låst.. han kunne ikke engang bevæge sin arm uden at det føle som et stød så kraftigt. Det brændt som en i helvede!

[Deleted]

At smerten var stor fryede bare Brandon. Skrig var noget af det bedste han vidste som kom fra andre væsner. Han var et rovdyr. Farlig og snedig. Og vigtigst af alt: dræbende! Han grinede lidt og borede skalpellen mere ned og skar sig ikke selv fordi han holdt skaftet. Han fik den anden hånd op til sin side hurtigt da han sansede sparket der kom mod ham og satte håndne imod hans fod. Han slog måske sin hånd lidt ved at stoppe sparket, men den skalpel han havde taget i hånden tog det værste og sørgede da også lige for, at bringe smerte tilbage. Han smilede lidt. "det var så foden også..har du nu et nyt træk?" han drejede skalpellen i hans skulder lidt og smilede bare ondt til ham. "og jeg har jo sagt jeg er ligeglad med hvem du er. Ligeglad med om du er mægtig eller ludfattig. For lige nu og her har jeg som sagt overtaget og de få ting du måske kan gøre er intet i forhold til hvad jeg vil gøre ved dig." Hvis han havde vidst, at Constantine - som han havde mødt kort før dette øjeblik - næsten havde taget livet af denne mand ville han bare føle sig endnu mere sikker i sin sag. Han havde jo sådan set teoretisk så godt som slået Constantin så ham her kunne han også godt klare. Og især sådan som hans sag var lige nu. "men jeg vil nu gøre dig en lille tjeneste.." han så stille på ham med sit hoved lagt på skrå. Hans øjne næsten råbte efter blod og død. Han slikkede sig let hen over hugtænderne. "siden du viste interesse i hvem jeg var til og starte med vil jeg lade dig få det for øre. Mit navn er Brandon Faris..Bedre kendt som den dvasianske torturmester." Han rejste sig og lod begge skalpeller sidde hvor de var. Han kunne jo ikke få dem ud så de kunne bringe ham lidt smerte for nu. Han gik hen og bankede let på døren som blev åbnet og et fad med vand blev båret ind og sat på en anden stol der også kom med. Han skyllede sine hænder for blodet før han trak sin t-shirt over hovedet også og kørte en hånd igennem sit blonde hår og så mod ham igne. "Nå...gamle..Vi må vel hellere stille og roligt komme videre i vores lille lektion eller hvad siger du?" han tørrede sine hænder og åbnede kisten op ved at løfte låget. "lad mig nu se.." han lænede sig ned og rodede lidt i den. Der lød lyd fra glas og lidt efter havde han da også en lille flaske i hånden med en grøn væske der ikke just ås særlig sund ud. han lukkede låget på kisten igen. I mørket hernede havde det været svært og se hvad der havde været i indersiden af kistens låg, men det skulle nok vise sig..senere. Han gik hen til manden igen og satte sig helt ned foran ham og satte flasken. Han lagde også et bundt af lange pinde med spidse ender.

[Nathaniel Diamaqima]

At sparke ud efter ham, havde virkelig bare været en helt naturlig reaktion. At få væk det som faktisk gjorde ondt! At så endnu en skalpel måtte jages direkte i hans fod, fik ham kraftigt til at bide tænderne sammen. Det brændt som en i helvede! Hans skulder var fuldkommen fastlåst. Bare det at røre det mindste på den, var en smerte så frygtelig ubeskrivelig som intet som helst andet som han kunne forestille sig. Blodet piblede dog ikke af det lille snitsår, men det var udelukkende dybden som måtte påvirke ham på denne måde. Han kunne knapt nok røre sig! De små faste gisp som måtte forlade ham med de faste vejrtrækninger og den svage skælven. Han havde aldrig været den som viste smerte.. det navn.. det sagde ham da klart det hele. Han havde i den grad hørt det navn før i tortur øjemed selvfølgelig. Han lukkede øjnene og slog hovedet fast ind i væggen bag sig. Det var jo lige hvad denne situation manglede! ”Det burde jeg have sagt mig selv..” hvislede han tydeligt sammenbidt. Det gjorde virkelig ondt! Foden lod han stille søge mod gulvet igen, selv der hvor det gjorde ondt som bare det. At han gik tilbage til kisten og fandt noget andet frem, lod ham virkelig kun ane hvad der måtte vente derude, selvom det i den grad ikke var en tanke som han brød sig meget om overhovedet.. tvært imod, så måtte han virkelig hade den! ”Hvad er det du vil..” fortsatte han i det samme tonefald. Gammel var han bestemt ikke! Han kunne tage midler i brug under de rette omstændigheder som denne unge knægt slet ikke vil kunne tænke sig til! Og han tøvede ikke med det, hvis han da bare ville få muligheden for det! Den som han ikke sad med i øjeblikket og han kunne virkelig ikke fordrage den tanke alene! Hans hjerte slog fast mod hans bryst.. aldrig have han været overmandet på denne måde.. aldrig havde han nogensinde følt sig så forfærdelig forsvarsløs og tanken og følelsen var kort sagt forfærdelig! Han rykkede svagt på sig, da de spidse pinde og den lille flaske blev sat foran ham.. selv for ham ganske ukendt og eliksirer og brygge var klart hans speciale. ”Og.. hvad er det?” mumlede han dæmpet, dog stadig fast og sammenbidt.. han var i den grad usikker.. et sted bange vel? Dette skulle ikke få lov til at blive en gentagelse af hvad der var sket med Constantine dengang.. dengang det næsten havde kostet ham livet og med et sværd i brystet.. det nægtet han kort sagt!

[Deleted]

Brandon satte sig lidt på det hårde og kolde gulv selvom det ikke passede ham særlig meget, men han fik da i det midnste lagt et tæppe som han sad på så han ikke blev beskidt. Han var jo trods alt stadig greve selvom det ikke var det øjemed han havde lige nu. Han smilede bare og så på ham og sad stille og roligt med flasken foran sig samt pindene. "jaaa..det er jo det ikke sandt?" griende han stille. Han havde bare moret sig over reaktion der var kommet efter sparket da sparklen satte sig i foden på ham. Han elskede duften af blod og den gjorde ham faktisk sulten og han slikkede sig lidt over sine hugtænder igen og så på ham næsten helt sulten. Han kunne jo altid drikke lidt af hans blod. Han havde ikke rigtigt fået nogen grænser så det var jo bare at slå sig løs. Han rejste sig op igen, men gik ikke væk derfra. Han så på ham og grinede lidt og kyssede ham på kinden helt drillende før han skubbede hans hoved ned til siden og kunne dermed komm til halsen. Han vred lidt i skalpellen i hans skulder som en advarsel til at han skulle opføre sig pænt imens han satte tænderne ned i hans hals og borede dem hårdt ned i hans hud for at få fat i hans blod som han faktisk spiste med fryd og lukkede sine øjne. Han holdt sin hånd på skalpellen så han kunne opføre ham smerte hvis han ikke gad sidde stille og lade ham spise. Han vidste ikke hvor meget han endte med at få drukket, men i hvert fald kun omkring en liter før han slap hans hals igen og rettede sig op og slikkede det sidste blod i sig med et lille grin. "det var godt nok dejligt." han strakte sig lidt og satte sig foran ham igen og smilede bare til ham. "jeg har fået lov til og lege lidt med dig..kan regne ud mit navn fortalte dig hvem jeg er." han smilede ondt og glædede sig mere og mere til dette her og så på pindene igen og tog en af dem op. "du har ikke været særlig sød..så derfor skal du straffes af mig..og tro mig..jeg har aldrig i mit liv været sød." han grinede og dyppede pinden ned i flasken efter at have taget proppen af den og så på ham. Han lod skalpellerne sidde og tog pinden op foran ham. "De her ser ikke særlig farlige ud..men tro mig på ordet. De kan tage dit liv." han tog hans hånd og stak pindne helt igennem den uden et ord og slap hans hånd igen bagefter. "og jeg ville sidde stille hvis jeg var dig..Væsken skal jo helst ikke ud i dit blod. det er gift." han tog en ny pind og dyppede den mens han talte. "jo mere du bevæger dig jo hurtigere løber giften ud i dit blod gamle."

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne virkelig ikke gøre andet end at holde sig i ro. Smerten hvilede allerede så frygtelig tydelig i hans egen krop, selvom han nu ikke ønskede, at skulle vise den overfor nogen og specielt ikke Brandon! Navnet var ham kun alt for genkendelig, han havde hørt det så mange gange tidligere og specielt i disse tilfælde hvor smerte, pinsel og tortur i den grad også havde været inde i billedet, selvom det nu i den grad ikke var noget af en tanke som han brød sig meget om. Tvært imod, så var det virkelig kun noget af det værste ved det hele! Skulderen kunne han ikke røre på uden at det ville smerte hele vejen igennem hans arm og noget så intenst, så han var virkelig bare tvunget til at skulle sidde helt og holdent i ro i den anden ende, selvom det nu i bund og grund, ikke var en tanke som han måtte bifalde.. han hadet at sidde der som offeret, når han var vant til, at det var modsat! Kysset som måtte tilfalde hans kind, fik det til at løbe iskoldt ned af hans ryg.. hvor vovet han at komme så tæt på!? At skalpellen blev vredet om på, fik ham kraftigt til at skulle stivne i og med, at det kraftige og smertefulde gisp brød hans læber i form af et halvvejst skrig. Tænderne som blev boret ned i hans hals som tvang ham til at siddde helt og holdent stiv. Hans øjne blev spærret op. Kun EN gang før var en vampyr kommet så tæt på ham! At han hurtigt blev svagere, kunne han udmærket godt mærke og følelsen brød han sig bestemt ikke om! Han hadet det.. han hadet det virkelig som pesten! Han vendte blikket stille mod ham og med en kraftig sitren i hele hans egen krop. Hans hjerte hamrede for alvor mod hans eget bryst og med det ekstreme ubehag, som han bare ikke kunne komme det mindste udenom. "Dit navn..siger mig kun alt for meget.." vrissede han med en svag og fast stemme. Han kneb øjnene tydeligt trodsigt sammen da han tog fat om hans hånd. Hvad han havde gang i, havde han virkelig ikke nogen anelse om, men bare tanken alene, var ikke noget som han brød sig synderlig meget om. Pinden som bare blev jaget direkte igennem hans hånd, fik skriget frem.. for første gang nogensinde. Han slog baghovedet direkte ind i væggen og med den kraftige sitren. Hans blik faldt mod hans hånd.. Pinden som stadig måtte sidde der og med blodet som piblede frem. Han bed tænderne kraftigt sammen og med en tåre stille glidende ned af hans kind. Det gjorde ondt.. det var virkelig intenst og så frygtelig ubeskriveligt! "J.. jeg slår dig ihjel!" hvæsede han med en fast og kraftig stemme. Han klemte øjnene fast sammen og med de faste og kraftige gisp.. han kunne virkelig bare ikke falde til ro! Igen og igen måtte han sige det; Han gjorde det for familien.. hellere ham end dem!

[Deleted]

Brandon´s latter lød imellem murene. "Du slår mig ihjel?!" Tanken fik ham bare til og more sig kosteligt og han kunne ikke stoppe med sin latter igen lige med det samme. Der gik faktisk en del minutter før hans latter døde lidt ud og han kunne slappe af igen. han grinede dog stadig lidt og rystede på hovedet. "gamle..du kan knap røre dig." grinede han med et strejf af hånen. Han så på ham. Pinden var tynd, men gik let igennem hud og giften gjorde den ikke just mindre farlig. At Nathaniel beskyttede sin familie kendte Brandon intet til og han var også lidt ligeglad. Hans egen familie var ikke nogen han så så tit mere og han kendte ikke til kærlighed og det faktum at holde af og beskytte. "du er sjov og lege med gamle." han smilede lidt og slikkede sig stadig om hugtænderne i ny og næ. Han havde bare nydt at spise fra hans hals. Det var længe siden han havde smagt blod så sødt måtte han erkende. Selvom manden var ældre end ham så smagte hans blod godt. Han plejede ellers at holde sig til de unge, men mad var jo mad når man var sulten. Han så ned i hans hånd. Han sad med pind nummer to i sin hånd stadig. Det skulle nok blive en sjov nat. Han havde kun knap begyndt på sin underholdning og jo længere Nathaniel holdt jo længere kunne Brandon more sig. Skriget som kom fra Nathaniel frydede mildest talt Brandon helt igennem. han elskede det! han smilede stort og så på pinden igen. "har jo sagt du skal sidde stille gamle hvis du har dit liv kært." giften var dog længe om at dræbe. Han havde valgt en langsom en da det jo var tortur og ikke mord. Den ville være nogle dage om at dræbe ham og kunne fåes ud imorgen og stadig ikke dræbe ham. Det sagde han dog bare ikke højt. Det var en speciel og sjælden gift som han selv havde skabt så han tvivlede på andre end ham selv kendte den og dens egenskaber. Han så op på ham og smilede. Kysset på kindne havde bare været fordi han havde lyst til og drille. Han lagde sit hoved lidt på skrå og valgte nu at slippe hans hånd endelig og tog den anden og vippede pinden lidt imellem sine fingre. Skulle man? han kunne nok godt tåle det, men hvis det nu blev for meget? Han rystede lidt på hovedet og lod pinden stikkes igennem hans anden hånd. "Se...så fint den går igennem." grinede han som et andet lille barn. Dog var hans latter tydeligt ond og fyldt op med sindsyge. At denne unge mand var talentfuld i sit fag var bestemt ikke noget man var i tvivl om. Men hans hjerne var twisted på det groveste og kunne nok ikke reddes. Var han dog ligeglad med. Han havde det jo sjovt? Så var alt godt. Han så op på ham og lænede sig ind mod ham og slikkede lidt af blodet på hans hals i sig med et lille suk. "så sødt...utroligt en gammel mand som dig kan smage så godt." Han så lidt på ham med de mørke øjne og smilede lidt. "Så gammel, men sødt blod.."

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var i den grad kendt som en ekstrem tolerant mand. Der skulle meget til før han ville bukke under med noget som helst og dette skulle bestemt ikke få lov til at vise sig som et undtag! Han vendte blikket mod Brandon og med den klare vrede i ansigtet som han bare ikke formåede at skulle lægge det mindste skjul på. Kunne blikket dræbe, så havde Brandon faldet til gulvet for længst! Blodet piblede stadig frem i hans hånd og han kunne intet gøre andet end at sidde i ro. Han var ekstremt godt kendt med brygge, gifte såvel som modgifte og andet af det som hvilede indenfor det felt. At han så direkte blev leet direkte op i ansigtet, var i den grad ikke en tanke som han måtte bifalde på noget som helst givende tidspunkt overhovedet! Han gjorde det for familien, han havde sendt sine børn væk og endda til flere forskellige steder udelukkende for at holde dem sikre og hans kære Liya var sendt til det eneste sted hvor han vidste, at hun ville kunne være helt og holdent sikker, og det var den tanke som han måtte trøste sig med. Jaqia skulle bare ikke få lov til at bruge dem mod ham! Det sitrede noget så voldsomt i hans fingre, selvom han ikke havde nogen mulighed for at skulle knytte den.. ikke med en pind stukket hele vejen igennem den! At han så bare uden varsel eller tæven, lod pinden bore igennem hans anden hånd, hvor det bare kraftigt resulterede i et kraftigt og så voldsomt smertefuldt gisp og halvkvalt skrig. "Tro mig.." hviskede han med en fast og så kraftig sammenbidt tone. Det sitrede i hele hans krop og klart at han var begyndt at svede.. Dette så i den grad ud til, at kunne tage Brandon ekstremt lang tid, at det virkelig ikke var ham selv en tanke som han ville bryde sig om.. Han ville hjem til Liya, samle familien og så håbe, at det hele ville ordne sig i den anden ende.. han kunne virkelig ikke gøre andet end at håbe! "Når jeg engang kommer fri herfra.. så slår jeg dig personligt ihjel!" hvæsede han med en fast og kraftig tone. Han tvang sig selv til at sidde helt stille. Han vendte blikket mod ham og med det samme faste blik. Den fod som ikke fejlede det mindste, sparkede kraftigt ud efter Brandon, da han endnu en gang måtte komme tæt på. "Lad mig være!" hvæsede han med en så fast og kraftig tone, som det var ham overhovedet muligt. Den knægt skulle på ingen måde tæt på ham, han skulle bare holde sig langt væk! Han skar en tydelig smertefuld grimasse. Skulderen kunne han ikke bruge.. han sad med en skalpel i skulder og den ene fod ogmed giftige pinde i begge hænder.. heldig var han vel ikke ligefrem. "Du har ingen anelse om hvad jeg kan være i stand til! Du gør klogt i at holde dig væk og med det, så mener jeg langt væk!!" udbrød han med en tydelig vred tone, som alligevel måtte bære de tydelige tegn til hans egen smerte.. den var virkelig så intens nu, at han ikke formåede at ignorere den!

[Deleted]

Brandon tog det stille og rolig af flere grunde. Hast værk var ikke noget han var vild med. Tingene skulle også gøres ordenligt og så gik det bedre med at gøre det langsomt. Plus at han havde masser af tid til det og det var også meget sjovere på denne måde. Han smilede ldit til ham. At Nathaniel så igen prøvede og sparke mod ham blev han lidt overrasket over og han flyttede sig hurtigt tilbage så sparket kun lgie snittede ham. han fnys lidt og så koldt mod ham. "ja ja..trusler har jeg hørt nok af." hvæsede han og gjorde gengæld ved at sparke ham i siden og bore skalpellen i hans skulder mere rundt. Han var ved og blive lidt vred og når han blev vred var det meget svært og få ham kølet ned igen. "Og når du kommer ud herfra? hvem siger du gør det? Hvis ikke jeg dræber dig kan det jo være du skal blive her resten af dit liv!" han slog lidt ud med hænderne. "det her kan forblive dit hjem for resten af livet så tænk lige på det. Dine kære hvis du har nogne ser du måske aldrig igen." han hvæsede og blottede sine hugtænder lidt. "og selvom du måske overlever og kommer ud..så er det ikke sikkert du finder mig. Jeg er svær og finde. Jaqia var flere dage om at finde min position så hun kunne sende bud efter mig så jeg kunne kome her." han så på ham med endnu et hvæs. "så tænk lidt over hvad du siger.." han vendte sig lidt væk og gik tilbage til kisten nu. Han ville som regel tage sine midler stykke for stykke og starte i det små. Men lige nu var han temmelig fristet til bare at tage det skrappe skyts i brug og gøre så meget skade som muligt. Men hans instinkt stoppede ham. Det skulle ikke overståes på kort tid. Det skulle vare så længe som muligt. Han tog dog et par knive op og gik hen foran ham og så på ham og det var tydeligt at se på ham, at han var mere vred nu end for kort tid siden. Han satte den ene kniv for hans hals og den anden snittede han i hullerne han selv havde lavet med sine hugtænder. "du skuffer mig gamle.." fnys han og så på ham. "du er ulidelig og jeg har mest af alt lyst til bare at dræbe dig nu, men så ryger min morskab så du får lov at leve...for nu." han slikkede blodet af ham og så på ham før han spyttede det ud på gulvet. "kæft..giften kan allerede smages." han flyttede sig fra ham igen og hadede det. "en skam...så røg det gode lækre blod." han satte sig ned igen og lagde knivene på gulvet ved sin side og så ned på dem. "var ellers stadig lidt sulten." han kløede sig i nakken og ærgede sig en smule, men det var der jo ikke noget og gøre ved nu.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var bange.. for første gang i hele hans liv, kunne han virkelig sige, at han faktisk var bange. Selvom det dog klart var på en helt anden måde, end det at være panisk. Han gjorde det for familien.. han gik hellere selv igennem dette helvede for at holde dem sikre.. uden en skramme, så tog han gerne det hele i stedet. Han kneb øjnene svagt sammen og tvang sig selv, til at skulle blive helt siddende. Hans hænder brændt som en i helvede og følelsen var i den grad også ekstrem ubehagelig! Bare tanken om, at skulle sidde der resten af livet, var noget som ramte ham som et chok.. noget som han egentlig ikke havde taget højde for. Han kendte udmærket godt Jaqia efterhånden og han vidste, hvordan hun ville reagere. .det var vel også hende, som havde sendt bud efter Brandon i udgangspunktet og bare ladet ham sidde og rådne op i det her hul? Han trak vejret tydeligt mere dirrende end det som han havde gjort tidligere. Hænderne prøvede han virkelig at skulle holde i ro, følelsen var i den grad noget så voldsom ubehagelig, selvom han dog intet andet valg havde, end at skulle bide det så voldsomt og kraftigt i sig. At pindene havde været dyppet i gift, var han dog klar over, så dum var han da bestemt heller ikke da! ”Du undervurdere mig.. jeg har slået ihjel for mindre..” hvæsede han svagt, dog alligevel kraftigt faretruende.. Sandt, at han absolut intet kunne gøre i denne situation, men bagefter.. så skulle der komme andre boller på suppen! Kroppen føles næsten som at dryppe i sved, det gjorde ondt og det var klart en kamp uden lige, at skulle holde sig rolig og fokuseret, noget som han vidste, at han bare var nødt til.. der fandtes ikke nogen andre valg. Knivene som Brandon kom tilbage med, den ene som han lagde mod hans hals, hvor Nathaniel kraftigt tvang sig selv til at blive siddende. Hans hjerte hamrede for fuldt mod hans bryst.. dette var virkelig så langt over hans grænse, som man overhovedet kunne komme! At han så med den anden, begyndte at rode rundt i de sår som han selv havde lavet med tænderne, fik ham kraftigt til at skære en grimasse. Han slap et halvkvalt suk af den rene smerte og spændte som en kraftigt opspændt bue. At han slikkede blodet af ham, fik det kraftigt til at løbe iskoldt ned af hans ryg. At giften kunne smages.. allerede?! Han vendte blikket mod ham.. et sted hvor han næsten forventede sig, at dette virkelig skulle ende ud som det sidste.. hans sidste. Han sukkede stille og slog hovedet tilbage i væggen igen. Hans krop dirrede og den rystede. ”En langsom vampyr…. Du var åbenbart ikke hurtig nok elendige lille blodigle..” hvislede han med en fast tone, stadig tydeligt sammenbidt. Det gjorde virkelig ondt, bare det at bevæge sig. Han slap et kort grin, selvom det hurtigt døde hen igen. Skalpellen i hans skulder tvang ham til at sidde stille.. om ikke, så gjorde det så sindssygt ondt! Det smertefulde gisp brød igen hans læber.. at skrige nægtet han igen.. det var virkelig ikke en tilfredshed som Brandon skulle få lov til at få!