Meeting the master..

[Deleted]

Brandon så stille på ham. "En skam jeg ikke kan høre din stemme en sidste gang." han strøg ham let over kinden. "de kunne nok godt sy din tunge på igen.. Men den tager jeg med mig som et lille trofæ." han talte stille og strøg ham hele tiden. Han lød næsten beroligende. Han foldede stoffet om tungespidsen og lagde det ned i en lille stof pung som han bandt med snore i toppen så han var klar til og gå. "vi ses jo nok ikke igen.." han så stille på ham igen og kyssede hans kind. "Kunne godt bruge et lille tungekys som farvel, men du har jo ikke din tunge mere...og hvis du ikke havde bidt mig igår så havde du stadig haft den." han rejste sig stille op og strakte sig lidt før han gik hen mod døren og vendte sig om og så på ham. "åh...der kommer nogle læger og ligger din arm og dit ben i gips og gør noget ved din tunge så den ikke bløder vildt. Jeg dræber kun kvinder..så jeg ønsker ikke du skal dø selvom jeg er gået." han tog fat i døren. "og bagefter kommer du nok ud herfra hvis du selv kan gå med krykker." han vinkede let og lukkede døren som denne gang ikke blev låst. Nathaniel´s nætter og dage i cellen var snart slut. Dog gik han derfra med en del mindre end han var kommet med. En ødelagt arm og et ødelagt ben samt ingen tunge. Og hans værdighed var der nok heller ikke meget tilbage af efter voldtægten og alt det andet psykiske vold han var blevet udsat for. Brandon tog det dog roligt i sig selv og gik ud i den sorte karat som kørte ham og hans ting væk derfra og hjem til hans palæ.

//Out

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel ville virkelig ikke tage imod Brandons mange kærtegn, han ville virkelig ikke! Han lå mere eller mindre helt i spænd stadigvæk. Smerten var virkelig så frygtelig intens! At knægten ville tage hans tunge med sig som et trofæ for disse nætters lange tortur. Nathaniel kunne virkelig ikke huske hvornår han sidst havde ligget i sin søvn. Han havde ikke sovet i dagevis efterhånden. Han manglede Liya og nu var det hele jo kun blevet så meget værre.. hvordan pokker ville hun nu ende med at takle det?! Han kneb øjnene sammen. Brandon skulle virkelig ikke få lov til at lave en længere afsked, det ville han virkelig ikke stå der og lytte til! Ikke på vilkår! Han overvejede kort at sparke ud efter ham, da han igen valgte, at skulle kysse hans kind, selvom han vidste, at han lige så godt kunne opgive det allerede med det samme. Han ville på ingen måde, få noget som helst ud af det uanset. Han bed i kluden bevidst. Smagen af blod var direkte hæslig! Lægerne kom til lige så snart at Brandon havde forladt dem.. Dog efterfuldt af Samuel som også lige ville have den sidste krone på værket.. Før Nathaniel overhovedet kunne nå at se sig om. Tyddelig optaget af smerten i hans ben og i hans arm som var helt og særdeles følelsesløs. Hele hans blik blev mørkelagt og kun med ordene; Du har set for meget.. Nu kan du intet se. Lægerne fik hans ben lagt i gips og det samme med benet inden andre vagter kom til for at tvinge ham op på benene. De blodige tårer løb stille og alligevel så fast ned af hans kind. Han støttede kun på det raske ben, selvom hans arme så hurtigt blev tvunget over hans ryg. Han skar en kraftig og smertefuld grimasse og selv helt stiv i kroppen. "Få ham til Manjarno.. sørg for at give ham det sidste.." sagde Samuel med en kortfattet stemme. Han stod med Nathaniels blodige øjne i hånden, lukkede hånden så fast om dem, at de mildest talt blev knust og ødelagt. Nathaniel skælvede kraftigt. Det gjorde virkelig ondt! Han knyttede hænderne fast idet han blev tvunget til at skulle gå. Smerten som måtte tage til ved hvert eneste skridt som han foretog. Han gispede kraftigt, selv tæt ved at falde, selvom de agtede at holde ham oppe og føre ham med sig hele vejen mod Manjarno.

//Out