Time changes..

[Noelle Jaceluck]

Enhver der kendte den mand, var klar over at dette ikke var vant til for. Ikke at det var meget mere vant for hende. Mænd havde aldrig interesseret hende på andet vis end et seksuelt plan. Hun behøvede det, smerten jog ind, nårførst hun ikke fik hvad hun behøvede. Det var den samme leg hun havde kørt med Enrico. Lige fra starten havde han været den, som formåede at få hendes hjerte til at slå fast mod brystet, og hun havde direkte hadet ham for at hade hende. Af den grund var hun blevet ved med at opsøge ham, forfører ham, få ham til at begærer hende så meget at hun ville hjemsøge ham i drømmene, og han ville vågne op i en våd seng. Det drejede sig dog om langt mere end det, og nu var hemmelighederne ude. Med hendes karrierer, havde hun også været vunget til at sætte sig lidt ind i racerne, men deres kærlighedsliv, havde mildest talt raget hende. NU hvor det var gået op for hende, at han faktisk måtte vælge en mage for livet, så var det uden tvivl også noget, der lagde et ekstra pres på hendes skulder, men hun kunne uden tvivl tackle det. Det ville uden tvivl blive en hård tid, det ville blive hårdt at få det til at fungere. Han avr en dyb nationalist, afhægig af Jaqia såvel som hun var af ham, og han brugte langt det meste af tiden på arbejdet, ligesom hun gjorde. Noelle selv risikerede blot livet mere eller mindre hver eneste dag. Det var en hård branche. Hun var før kommet hjem med sår af alle kalibre, og det ville ikke være sidste gang, men hun ville love at passe på. Før eller siden ville det blive farligt. Enhver ville kende til deres svage punkter, og hun ønskede at være hans , også selvom hun ikke var i tvivl om, at Enrico ikke ville være enig med hende der. De intense grønne øjne, så direkite ind i hans, betaget af det mørke blik, der formåede at fortrylle hende på samme måde som hun formåede at gøre med ham, udelukkende på grund af det intense glimt i hendes blik, i stand til at fortrylle enhver mand. Det var stadig en smule uvirkeligt, at han ønskede at give hende den chance, som hun faktisk måtte ønske. Noelle smagte på ham. Han smagte utrolig delikat. Følelsen af hans læber der formåede at vække den flamme i hendes bryst, og det i sig selv var umådelig behageligt. Hånden vandrede stille over hans kind, uden at hun tog blikket fra ham. Tanken om at han var hendes.. det var en tanke som måtte sætte en.. glæde i hende? Selv på trods af den stædige ellers temmelig pessemistiske kvinde, hun faktisk måtte være. Selvom hun aldrig havde troet det, så ville hun nyde at pusle og nusse, hun elskede hans kærtegn! Roligt lod hun sig trækkes af bordet og endte istedet på benene, ved de arme som trak hende ind til ham. Et kort øjeblik, måtte hun næsten føle sig... feminin? De store ord skulle ikke blot siges, men også menes. Noelle var klar over at dette var et stort skridt for ham, såvel som det var for hende, af samme grund pressede hun ham ikke til at skænke hende de ord, det ville komme når han faktisk ville væpre i stand til at sætte den komplette sandhed i det. Hovedet hvilede mod hans bryst. Der var ingen hjerteslag, men hun nød følelsen af den kulde der stod ud selv fra hans klæder, som var han lavet af mamor, ”Jeg lover dig at passe på” det i sig selv var et stort løfte, hun var vel lidt hovmodig, og nød at eksperimentere, selvom det i sidste ende, kunne ende med at koste hende dyrt. Armene lagde sig mod hans bryst, hun så op. Synet af tænderne skræmte hende ikke, det i sig selv var på sit vis en charme. Et smil, næsten blidt, spillede om læberne ”Du kommer til at slå mig ihjel, utrolig mange gange i så fald” påpegede hun lettere drillende. Det var trods alt ærligt, skader ville der være mange af, det fulgte bare med jobbet.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico havde mere eller mindre altid klaret sig selv, passet sit arbejde og bare gjort hvad han selv havde haft lyst til. Det var ikke noget som han kunne når han vidste at han havde Noelle i nærheden, så var det virkelig ikke en mulighed for ham og det var noget som i sig selv, virkelig kunne frustrere ham noget så voldsomt. Vampyrerne valgte kun en mage for livet og hans valg var faldet på den som han kunne hade og elske på en gang; Det var faldt på Noelle. Det var tildelt hende om hun jo så vill være ved det eller ikke, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Nu hvor han måtte sidde der på denne måde og med hende overfor hende, kunne høre hendes hjerte hamre og banke mod hendes bryst, så var det også tydeligt for ham, at det ikke bare var ham som havde valgt, men at det også var hende? At hun havde plaget ham på denne måde som hun havde gjort igennem så skræmmende mange år, for så at tage ud i marken og komme hjem hvor hun fortsatte hvor hun slap. Det var noget som alligevel varmede ham et sted, for hun så ham jo trods alt, hun så ham på lidt anden måde end det som så mange andre gjorde det og det var også noget som betød så forbandet meget for ham selv, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han var normalt slet ikke typen som plejede at løbe nogle former for risikoer, for det var slet ikke noget som lå til ham! Det var hans arbejde at skulle finde de mange små udveje, de mange små muligheder og det var bestemt også det som gjorde i hans eget privatliv. Nu var der ikke nogen anden udvej end at skulle lade hende vide det, vide hvordan han selv følte det omkring hende, og så var der heller ikke noget at skulle kunne gøre ved det om det jo så var noget som han bare måtte bide i sig for øjeblikket. Ikke fordi at det gjorde ham noget for han var åben og modtagelig overfor andres meninger og det var også noget som selv var noget som han tog glædeligt imod. De mørke øjne hvilede direkte mod hendes blik og med den samme rolige mine. Ikke fordi at han fortrak så meget som en eneste mening. Han løb mere end glædeligt den risiko for hendes skyld, selvom han ikke ønskede at ende med at miste hende, så vidste han så sandelig også at han ikke kunne holde Noelle hjemme på denne måde, holde hende indenfor slottets fire vægge, for det var vel heller ikke den samme frihed for hende som det måtte være for ham? Han havde det ganske roligt på denne side af murene, for ham så følte han sig som hjemme. Han hævede hånden og strøg den roligt mod hendes kind, mens den anden stadig måtte hvile trygt omkring hendes liv, så hun kunne stå tæt ind mod ham. ”Jeg ønsker ikke at du skal komme til skade,” hviskede han stille og tæt ved hendes øre. Han sendte hende et stille smil og vendte blikket roligt i retningen af hende i stedet for, hvor han roligt blev stående med hende ganske så tæt på sig. Tænderne skræmte hende ikke, så meget vidste han da, for hun vidste da også godt, at han ikke kunne finde på at skulle skade hende på nogen måde overhovedet! Han kuklo ganske let. ”Og tro mig.. Jeg kommer til at gøre det,” påpegede han stilfærdigt og med den samme mine. Han skænkede hendes pande et forsigtigt og stille kys. Han lod hånden søge fra hendes kind og mod hendes hage, så blikket blev vendt i retningen af ham i stedet for. Hun var hærfører af en grund og han vidste det jo også godt. ”Jeg ved ikke med dig, men en nat med hvile i stedet for alt det her barnlige pjat.. lyder det ikke fristende?” Han sendte hende et roligt smil. ”Min seng er stor nok til at rumme os begge, hvis du har lyst,” tilføjede han roligt. Ikke fordi at der lå nogle bagtanker bag, for det var slet ikke noget som lå til ham overhovedet. Bare.. at ligge der og holde om hinanden for hyggens skyld og få en nat med ro. Det ville han da klart foretrække.

[Noelle Jaceluck]

Hele mage-princippet havde Noelle overhovedet ikke fået fat i, hun vidste kun om vampyrer, hvad der var værd for hende at vide i kamp, hvad deres svagheder var, og siden hen ikke mange vampyrer bragte deres mage med sig i krig, så havde hun intet at bruge det til. Armene hvilede omkring ham, det føltedes stadig underligt mærkværdigt at være ham så tæt, uden at det direkte var den rene provokation, sådan havde det været i flere år, end det som hun egentlig havde styr på efterhånden. Det føltedes sammentidig rart endelig at give sig hen i hans favn, at få hans opmærksomhed, uden at skulle gøre det med direkte desperate metoder. Hun ville være stand til at nyde et par dage endnu, så ville hun endnu engang være tvunget til, at søge mod marken. Man kunne vel også sige, at hun nu havde noget personligt at kæmpe for? Havde hun været død på marken for blot en uge siden, så ville der ikke have været en sjæl foruden hendes kære, naive moder, der i virkeligheden ville savne og sørge for hende. Blikket hvilede i Enricos. Det stod hende allerede klart, at han var ligeså utryg og akavet i dette som hun var, de var så forskellige. Hver dag i hendes liv var en chance, og han turde end ikke at tage den der bød sig, når en kvinde stod og direkte tilbød sig selv til hans eje. Fingrene strøg lettere usikkert over hans bryst, selvom hun alligevel tillod sig at putte en anelse ind mod hans krop. Den var kold, men intens mod hendes egen varme, og det gjorde hende rolig men sammentidig lod det hende også slappe af, nok til at hun kunne føle den udmattelse der var endt med at slå ind, for det havde i sandhed været en hård aften. Et mere blidt smil prydede de rosa læber ”Jeg lover at jeg nok skal være forsigtig” hviskede hun blidt. Selvfølgelig var der ingen garantier, men hun kunne love at prøve. Kinden faldt mod hans hånd, følte næsten hendes intense puls slå videre i hans årer. Tænderne skræmte hende på ingen måde, hun havde for det første, set langt mere frygtindgydende ting, end blot et pat skarpe hjørnetænder, desudenj så havde han jo haft flere chancer for at sætte tænderne i hende, men han havde jo på intet tidspunkt gjort brug af det, hun stolede mærkværdigt nok på ham, så kunne man kalde hende både dum og naiv, mange ville gøre det. Noelle rystede på hovedet og slap en mindre latter ”Jeg betvivler dig ikke” Påpegede hun, og lod panden mod hans bryst, hvor hans hjerte normalt ville have taget sin plads. Hun så næsten lettet på ham ved foreslaget omkring hvile, hun nikkede nærmest ivrigt, også selvom det var med en svag rødmen og en mindre nervøsitet. Hun var vant til at sove alene, ville hun faktisk have en arm omkring sig i nat ”Det lyder ikke tosset” hun plantede et kys mod hans kind, trak sig ud af hans favn og tog istedet hans hånd, kun for at søge bort fra kontoret. På vejen ud lod hun med blot en mindre håndbevægelse, ilden falde til jorden. Døren gled i bag dem, mens hun trak ham mod hans eget værelse.

//Out

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico kendte til sin vampyriske natur og hans hjerte var faldet til Noelle. Ikke fordi at han havde været meget for det, for det havde ikke været andet end pjat og andet når de endelig havde været i nærheden af hinanden. At endelig få det ud, at han faktisk… holdt af hende på en lidt anden måde end det som han havde fremstille det som nogensinde før, det var der så det som overraskede ham mest, at hun havde det på samme måde. Han gik bedrøvet rundt på slottet de første dage, efter hun var taget i marken igen og denne gang, ville han virkelig ikke lade denne chance glide ham forbi hvis han da ellers kunne blive fri for det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet når det endelig måtte komme til stykket. Hans blik hvilede direkte fast til hendes skikkelse, som hun måtte stå der i hans favn. Det var faktisk en meget behagelig tanke, følelse og fornemmelse, det måtte han faktisk erkende. Det føles godt, at stå der med den som hans eget kolde og døde hjerte, havde valgt som sin egen. Han smilede let, som han forsigtigt lod armene glide omkring hende. Situationen var virkelig akavet, for han stod normalt aldrig med Noelle på denne her måde! De skændes altid som kat og hund! At hun lovede at være forsigtig, var han nu meget glad for at høre, og han vidste jo trods alt også, at hun virkelig var dygtig af sig og med våben, for han havde stået og set til når hun havde trænet når hun havde været her og han måtte i den grad også sige sig, at være tydeligt imponeret. Hånden lod han stryge hendes varme kind, som han bød hende helt tæt ind i hans kolde favn. Han havde aldrig sat tænderne i hende, og det var heller ikke fordi at det var en tanke som nogensinde havde fæstet sig ved ham, for det havde den aldrig nogensinde gjort, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være. Tungen strøg let over hans læber, som han betragtede hende sigende. ”Guds nåde trøste dig, hvis du kommer skadet hjem, Noelle..” Han mente faktisk sine ord i deres ramme alvor. Han ønskede virkelig ikke, at hun skulle komme galt af sted, selvom han vidste, at det var umuligt at undgå. Hendes latter og så det at vide, at hun ikke betvivlede ham, gjorde kun godt. Han kunne aldrig finde på noget som helst, hvis hun heller ikke var med på det. Han nikkede roligt. At dele sengen med hende.. at sove og hvile med hende i sine arme, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre, heller ikke set i hans øjne. Han kyssede endnu en gang hendes pande. At hun nærmest måtte føre ham mod hans værelse, var noget som han fandt morsomt. At hun var vant til kontrollen, kunne i den grad godt mærkes. Han tillod sig selv, at sammenflette deres hænder, som han fortsatte sin lange vandring mod værelset, åbnede døren og bød hende indenfor som den første, inden han lukkede døren efter sig og efterlod dem alene i hans egne gemakker. Denne aften var allerede noget som han kunne beskrive som det bedste som var sket i hans liv.

//Out