Time changes..

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico havde virkelig bare lyst til at komme af med alt det som han havde ligget inde med igennem alle disse mange år, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af overhovedet, det var også helt sikkert. Han betragtede hende stadig med den samme mine som han havde haft før, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste felj af når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han lod hovedet søge let på sned. Hun havde aldrig gjort det nemt for ham, uanset hvor meget han faktisk måtte være forbandet irriteret over den tanke, så var der vel heller ikke det store at skulle gøre ved det når det endelig måtte komme til stykket, selvom det virkelig ikke var noget som han var meget for når det endelig måtte komme til stykket. Hun havde aldrig været åben for ham over det som var sket i hendes fortid som han heller ikke havde været det, men som det stod nu så var de begge tvunget under den ed som de aflagde for mange år siden. Han sukkede stille og rystede på hovedet. Han ønskede virkelig ikke, at hun skulle afvise ham. Det havde da for pokker været hans opgave igennem det sidste lange stykke tid og igennem så forbandet mange år! Det var da ikek en skyld som hun skulle tage på sig, det var slet ikke noget som han måtte ønske når det endelig måtte komme til stykket! ”Jeg har aldrig nogensinde hadet dig, Noelle.. Det har.. tja, været mit skalkeskjul,” fortalte han stille. Han var virkelig bare ærlig overfor hende, for han havde virkelig ikke nogen grund til noget andet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert. Han trak på skuldrene. Han ville ikke direkte sige, at det måtte være fascinerende, det var virkelig bare en ting som han var så.. vant til efterhånden. Han fandt en kvinde eller mag for livet og ude i feltet kunne han jo trods alt ikke beskytte hende som var noget af det som lå ham så naturligt til et sted. Han kunne ikke gøre andet end at begrave sig i arbejde – som han gjorde nu om dage og så bare håbe på, at hun ville kunne komme hjem.. Det var vel heller ikke beskrivelsen af et liv når det endelig måtte komme til stykket? Han blinkede ganske let med øjnene. Den varme som hun havde valgt at give ham ved at være ham så tæt på, var noget som han næsten måtte prøve at skulle holde fast i, selvom det virkelig ikke var noget som man kunne sige sig, måtte være nødvendigt som sådan. Han rystede på hovedet af hendes ord. At hun skulle afvise ham på den måde, var han virkelig helelr ikke meget for, for det var bestemt ikke en løsning i hans øjne. Det var jo trods alt også noget af det som.. han var ansat for vel? At finde løsninger? Så måtte han så sandelig også kunne finde det på sine egne problemer, ellers var han virkelig ikke en rådgiver som kunne bruges til noget som helst. ”Hvorfor leve det hele på en løgn, Noelle? Jeg er træt af skuespillet jeg har holdt oppe overfor dig i så mange år.. Jeg er færdig med det..” sagde han stille. Der var virkelig ikke nogen grund for ham, til at skulle fortsætte med det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han var virkelig bare træt af det! Han tog et forsigtigt skridt mod hende. Hans hjerte havde valgt, selvom pligten stadig måtte ligge der. ”Jeg ønsker ikke at du skal holde dig væk.. Jeg holder mere af dig, end hvad der er godt i min stilling,” sagde han stille. Bundet af en ed, bundet af pligterne og udelukkende på grund af de mange hemmeligheder som han måtte bære med sig, så ville det blive ham en stilling som han måtte tvinges til at være i resten af livet, selvom han virkelig måtte elske det og mere end noget andet. Hans liv bestod virkelig af arbejde og intet andet, det var jo trods alt også derfor, at han virkelig måtte se frem til de stunder om aftenen med Jaqia. Det var jo hans eneste selskab i løbet af en dag og ensomt nok i forvejen var det så sandelig også. ”Du behøver virkelig ikke at være bange for at presse mig ud i noget. Jeg ønsker bare ikke at sidde alene tilbage også i fremtiden,” sagde han stille. Hans tilværelse var virkelig ensom nok som den var fra før af.

[Noelle Jaceluck]

Der var så mange usagte ord, så mange hemmeligheder som hendes hjerte havde rummet, og nu gav hna hende chancen for at lette det, go lade dem alle afsløres, noget som hun tydeligvis valgte at gøre brug af. Af en eller anden grund var dette blevet forbandet akavet, hun kunne føle hvordan fustrationerne trængte sig på. Var det ikke meningen at det skulle lette? Hvorfor følte hun så en tungere sten i brystet nu, end nogensinde før? Hun forstod det virkelig ikke, var det sådan her kærlighed var? Hvordan holdte hendes kære søster Faith det ud? Det var jo direkte dræbende! Med den følelse hun sad med i øjeblikket så gjorde det mindre ondt, at blive skudt ned med en giftig pil, end det gjorde at stå, at have den samtale som de havde, og ja det kunne hun fint udtale sig om, for det var sket mere end blot en enkel gang eller to, virkelig ikke behageligt, helvede tage de forbandede elvere! Noelle betragtede næsten fraværende hendes nøgne fødder, før hun ganske roligt endte med at tage kursen tilbage mod skrivebordet, satte sig. Følelsen af hans krop mod hendes gjorde det besværligt for hende at stå oprejst og med den hjertebanken som hun ikke rigtigt kunne beslutte, hvor vidt var behagelig eller ej. Hendes fortid var et lukket land, for hvad han gjorde nu, var det som hun altid havde været vant til, folk tog afstand til hende, så i teorien var det end ikke noget som hun som sådan lod sig mærke af, det var virkelig ikke en ukendt følelse eller fornemmelse, desuden var hun jo vant til at han hadede hende ”Måske ikke, men det troede jeg” påpegede hun stille. Den opgivende tone svandt ikke væk, hun ville ikke overtale ham, ikke tvinge ham, hun måtte vel bare vænne sig til at omgåes ham uden at skulle føle de hjerteslag som dem han satte i hende ligenu. Hendes hænder var underlig fugtige, hun lod blikket hæves mod ham og så direkte ind i hans blik. Det var ikke fordi at hun prøvede på noget, selvom hun virkelig var fristet, de burde ikke og de skulle ikke, begge havde de en hvis form af pligt, hendes foregik uden for slottet, hans indenfor disse 4 vægge, men meget af det i Jaqia’s soveværelse og hun hadede det! Hadede at se ham gå forbi hende med det veltilfredse smil og den oprigtige nydelse i blikket, igen hun ønskede at han ville se på hende med det glimt i øjet, frem for Jaqia, selvom det var en egoistisk tankegang. Tanken om hvordan en vampyr valgte sion mage strejfede hende. Betød det at han, i og med at han følte for hende på den måde, havde valgt hende for livet? Det var jo fuldkommen skørt? Og et andet sted.. Fornuftigt? Men hvad med Jaqia? Den lille gnist endte med at blusse op i en flamme, det gjorde hende vred, men hvorfor? Det var jo ikke ligefreme n ret hun kunne sige sig at have. Noelle var ansat for en tænke taktisk og han for at finde løsninger, men de kunne ikke finde ud af noget? Skulle hun være tvunget til at afvise ham, kaste ham fra sig udelukkende for ikke at fører den videre? Hun ville have ham helt, hun ønskede ingenting halvt så hellere stoppe det som han selv havde sagt, han forvirrede hende virkelig! Noelle gjorde et træk på skuldrene, hun vidste jo at han havde ret ”Jeg har ikke lyst til at spille skuespil, Enrico. Men kan jeg ikke få noget helt så vil jeg slet ikke have det. Desuden.. Jeg ved ikke om du har lagt mærke til det, men selvom jeg er den sensuelle dæmon og vækker dine lyster, så mister jeg kontrollen så snart lysten viser sig i dit blik.. Jeg kan ikke gå omkring dig, med det bankende hjerte og på ignorere det” påpegede hun stille, dog ærligt. Det gjorde hende intet at han kom tættere på, tvært imod, hun var virkelig bare forvirret, hvor ville han hen? ”Jeg lever ikke evigt som dig. Før eller siden vil jeg dø og du vil være tvunget til at fortsætte uden mig, hvad end det er krig eller alderdom der tager mig” afsluttede hun roligt. Det var bare sådan livets gang måtte være, før eller siden ville han stå alene uanset.. Hvad havde han at miste?!

[Carmine Jordin Marlineo]

De var ansatte begge to – Hende for at tænke taktisk og ham for de logiske og åbenlyse løsninger og dem som var mulige at rive i land og her stod de og kunne ikke engang løse noget af det som måtte være deres personligt, det var da heller ikke noget som ville gavne dem i det store og hele, det var end heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var der helelr ikke nogen tvivl om. Han betragtede hende stadig med den samme mine som før, det var end ikke noget som han ville skjule for hende, og det var bestemt heller ikke hans hensigt når det endelig måtte komme til stykket. Han fortalte hende omkring vampyrer af en grund, også for at fortælle hende lidt mere omkring hans eget væsen, for det ville virkelig ikke hjælpe det mindste hvis han var lige så ukendt for hende, for han ønskede virkelig, at hun skulle vide hvordan han så på det hele, hvorfor han reagerede som han gjorde og hvorfor han handlede som han måtte gøre det lige for tiden og specielt når det kom til hende. At hun ikke kunne fordrage tanken omkring alt det som han gjorde med Jaqia kunne han ikke rigtigt gøre noget ved. Han nød det faktisk og han var heller ikke bange for at skulle vise eller fortælle det, for det var efterhånden bare blevet en del af det arbejde som han måtte ligge inde med på denne måde. Han glædet sig næsten til at skulle se hende om aftenen, for det var det eneste som han havde i form af selskab når det endelig måtte være. Hun arbejdede udenfor disse 4 murer og han arbejdede indenfor dem, man kunen vel godt sige til en grænse, at hans arbejde var som at sidde i et fængsel, for han kom.. aldrig nogensinde udenfor, selvom det ikke var en tanke som han havde siddet inde med igennem et godt stykke tid efterhånden, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg har aldrig nogensinde hadet dig,” gentog han endnu en gang og selv med et ganske så svagt træk på mundvigen, det var end ikke noget som han havde lyst til at skulle lægge det mindste skjul på for hendes vedkommende, for det var der vel heller ikke nogen grund til når det endelig måtte komme til stykket? Nu hvor de havde lagt alle sandheder på bordet ,så var der virkelig heller ikke nogen grund til at skulle gå dybere i det og gå i sig selv igen, for det ville virkelig ikke hjælpe dem ud af denne kattepine når det endelig måtte være, det var også helt sikkert. Hans hjerte havde valgt hende som sin mage for livet også selvom han vidste, at han ville ende alene før eller siden, så det var vel i bund og grund en utrolig ensom livsstil som han gik i møde? En ensom tilstedeværelse, så var der ikke rigtigt noget som man kunne gøre ved det for hans vedkommende. Bare tanken om at skulle finde sammen med en anden, var ham direkte forkastelig og på alle måder overhovedet! Han lod hovedet søge ganske så let og stille på sned, det var end ikke noget som han ville lægge det mindste skjul på når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig helelr ikke nogen tvivl om. ”Jeg har det på samme måde, Noelle.. Kan jeg ikke få det helt, så vil jeg slet ikke have det. Jeg gider ikkere skuespil, for det gør virkelig mere ondt end det som det gør gavn i den anden ende..” Han hævede hånden og lod den ganske stille stryge hendes kind. Hendes stilling og den ed fraholdt ham virkelig at få hende helt og det var virkelig noget af det værste ved det hele! ”Jeg kan høre dit hjerte, som det nærmest snakker til mig, Noelle.. Det banker så hårdt og selv så kraftigt.. når jeg er i nærheden.” Hans blik faldt ganske forsigtigt mod hendes bryst inden han igen måtte vende blikket stille op mod hendes øjne igen. Det var vel i bund og grund også ubehageligt, at han skulle bestirre hendes krop på den måde? Han rystede stille på hovedet. Han betragtede hende ganske let. ”Der er en forskel på at kunne miste dig i morgen eller om en uge, eller om det er om århundrede eller årtusinder,” påpegede han stilfærdigt. Han havde nok ikke noget at miste for hun ville falde fra før eller siden, uanset hvor meget han så end måtte hade det. ”Tro mig når jeg siger det, så er det udødelige liv virkelig heller ikke en dans på roser. Jeg kan se igen og igen at mange af mine nærmeste falder bort gamle og døde uden at jeg ser en dag ældre ud. Jeg går en ensomhed i møde uden lige. Jeg har bare taget imod den på forhånd,” afsluttede han stille. Det var jo.. sandhed?

[Noelle Jaceluck]

De var ansat for hver deres ting, og begge var de forbandet gode til det s0om de var ansatte til, de var begge noget af det som måtte holde Dvasias ved lige, uden dem så ville landet få problemer, vigtige priokker på et sted som dette, de kunne løse problemer i fællesskab som kunne have ebtydning for ikke kun hele Dvasias men generelt hele vernde, men de kunne ikke finde en løsning på en dum forelskelse som aldrig burde have fundet sted? Se hvis de aldrig havde mødt hinanden i den tid, hvis de bare havde hadet hinanden fra start, så bundærligt så ville der heller ikke have eksisteret et problem, de var selv uden om dette, og de måttei den grad også selv finde en vej ud af! Lige her måtte Noelle erkende at hun ikke kendte meget til vampyrer, alkymister var en helt anden ting, for dem var hun dagligt i nærheden af både her og ude i marken, men vampyrene. Det var interessandte men mystiske væsner, mange hemmeligheder som hun ikke var i stand til at gætte, hun kendte deres svagheder og deres styrker, hun vidste hvordan de skulle slåes ihjel og tackles i en kamp, men omkirng deres kærlighedsliv der var hun absolkut helt blank, han avr trods alt den første vampyr som hun direkte havde et så personligt kendskab til, som det hun nu havde. Men at forklare hende omkring hans natur hjalp virkelig slet ikke, hun forstod allerede uden den forklaring at han ikke turde tage den chance, hun forstod at han avr bange for at ende alene, og det var også fint nok. Men hvordan regnede han med at hun ville have det nu, hvor hun udemærket vidste at hun var hans kvinde for livet, og omvendt, men at ingen af dem kunne vise det eller for den sags skyld lade det blive til mere end et godt samarbejde? Hænderne knugede kraftigt omkring skrivebordets plade, hendes knoer blev hvide, hun ønskede slet ikke at tænke på Jaqia, hun vidste jo at Enrico rent faktisk nød det, og det i sig selv gjorde ondt, for selv hvis de fandt på en løsning så ville det ikke være noget som hun kunne leve med. Hyggede han sig med Jaqia ville hun stadig ikke have ham helt, og så var de tilbage hvor de begyndte. Bare tanken om at ligge i sengen, velvidende om at han tilfredsstillede Jaqia, kun for at komme mættet tilbage til hende selv bagefter, holde om hende som det var intet, det var noget hun direkte fandt frastødende! Endnu et suk forlod hendes læber, ingen af dem havde som sådan et valg, ingen af dem havde et liv foruden det de viede til dette sted, og kun fordi de blev ved med at se blokeringer frem for de muligheder som lå for næsen af dem. Noelle bed sig fast i læben, hendes hud var brændende, det var noget som gik op for hende nu. Det var jo det rene helvede, hun skulle aldrig være kommet herned! Kinden faldt mod hans hånd, hun nød hans strøg mod hendes kind, og det var tydeligt at se på den gnist som pludselig trådte frem i hendes blik. Hjertet hamrede som en i sindssyg, hun vidste at det afslørede hende, men for pokker det var alligevel sagt, så hun gjorde heller ikke rigtig noget for at stoppe det ”Hvordan skal jeg reagere, Enrico`?” spurgte hun i en svag hvisken og med blikket der halvt om halvt var gledet i ”Jeg vil ikke spille skuespil og hade dig, men at lade paraderne falde når jeg skal lade dig være? Det er mig heller ikke muligt” afsluttede hun, og lod stille blikket komme til syne bag hendes øjenlåg. Den mand gjorde hende blød som smør og hun kunne ikke rigtigt finde ud af om det var en god ting. Hun betragtede ham indgående, de mange detaljer ved hans mørke øjne, hun elskede dem ”Jeg har ingen kontrol over det” hviskede hun næsten hjælpeløst. At han så, så mod hendes bryst var ikke noget som hun klagede over overhovedet, hun havde en umådelig flot krop og hun vidste det.. Hvis man så bort fra gamle ar og nye sår vel og mærke ”Det lyder ensomt.. Som du ikke lever dit liv. Jeg ved bare at jeg ikke vil leve evigt, og at hver dag er en enorm gave, jeg vil ikke spilde dem ved at se for langt ud i fremtiden.. Jeg lever i nuet” hun nikkede lettere understregende, det var sandhed og det var tydeligt at se i hendes blik.

[Carmine Jordin Marlineo]

Dette var noget som direkte måtte frustrere Enrico, selvom han virkelig bare måtte prøve på at skulle finde en løsning. Han ønskede virkelig at skulle finde en løsning på det her, for der burde virkelig være en derude, det var jo bare det at finde den først! Hans blik hvilede på hende og selv uden at skulle s det mindste væk på nogen måde, det var end ikke noget som man kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han blinkede ganske let med øjnene. At det frustrerede hende, det var noget som han tydeligt kunne mærke, selvom det virkelig ikke var noget som han kunne gøre noget ved, for dette var virkelig også noget som måtte påvirke ham når det endelig måtte komme til stykket og det var ganske enkelt forbandet ubehageligt, det var slet ikke noget som man kunne komme det mindste udenom overhovedet, når det endelig måtte være. Tungen strøg ganske forsigtigt over hans læber, som måtte brede sig i et næsten beroligende smil. Han ønskede virkelig ikke, at hun skulle være så frustreret. At han selv næsten måtte længtes tilbage til arbejdet, kunne han tydeligt mærke, selvom der virkelig ikke var noget som han sådan rigtigt kunne gøre det midnste ved lige netop nu, uanset hvor meget han ville ønske, at han kunne gøre noget som helst ved det eller ikke. Et sted var det bestemt noget af det som i sandhed måtte frustrere ham noget så frygtelig voldsomt, det var ed ikke noget som man skulle komme det midnste udenom overhovedet, et sted var tanken jo ganske enkelt forfærdelig. Hun forstod ham og det var han jo selvfølgelig gla for når det endelig måtte være, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Han nød sine stunder inde ved Jaqia, for det var virkelig det eneste selskab som han havde i løbet af en dag, for det var noget som han selv måtte nyde godt af.. Ikke for mange mennesker, men det at have bare en smule i løbet af en dag, var noget af det bedste når det endelig måtte være, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han strøg hendes kind ganske så roligt og forsigtigt. Han nød virkelig af hendes varme, det var virkelig noget som måtte tænde en eller anden form af gnist hans eget sind. Hans hjerte havde valgt hende, også selvom han vidste, det var noget af en forfærdelig tilværelse som han måtte gå i møde før eller siden, for han vidste udmærket godt, at hun ville falde fra, og tanken var bestemt ikke af den slags som han måtte bifalde det mindste overhovedet! ”Det ved jeg ikke, Noelle,” sagde han ganske stille og med hovedet let hvilende på sned, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han sendte hende et stadig let beroligende smil. Han ønskede virkelig ikke at hun skulle rende frustreret rundt. Han kunne høre hendes hjerte tæt på sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Så kraftigt som det måtte være, det var ganske enkelt.. utroligt! ”Jeg ønsker ikke at skuespillet skal fortsætte min kære.. Slet ikke..” Om han i det hele taget måtte turde, at skulle løbe chancen og risikoen på denne måde, det var end ikke noget som han brød sig meget om, for han vidste ikke hvor længe at han ville sidde med lykken, det var det som gjorde det hele for hans vedkommende. Han trak svagt på smilebåndet ved hendes ord. ”Jeg vidste det jo allerede da jeg gik ind til det.. Jaqia er mit eneste selskab når du ikke er her.” Han var virkelig ikke noget andet end ærlig overfor hende, for det havde han vel heller ikke nogen grund til direkte? ”Du lever i nuet. Jeg er tvunget til at leve i fremtiden.. Se konsekvenserne af valg på forhånd. Det er jo trods alt hvad jeg er ansat til,” tilføjede han stille. Han måtte jo se hvad løsninger og valg kunne føre til, rådføre så godt det var ham overhovedet muligt, selvom det virkelig ikke altid måtte gå som han ville have det. Der havde ham og Noelle virkelig en utrolig varieret livsstil. Han strøg hende ganske forsigtigt igennem håret, for så at lade hånden søge direkte mod hendes kind endnu en gang. Han holdt virkelig af hende, selvom det virkelig var noget som ar lettere sagt end gjort. Han holdt virkelig mere af hende, end det som sikkert var godt for en som ham, når det kom til stykket. Hvad var der at kunne gøre ved det når det endelig måtte være? ”Mit liv er ensomt.. Det har det været i årevis og værre ville det blive – Det var jo bare noget som han havde indset og allerede accepteret som det måtte være.

[Noelle Jaceluck]

Løsninger var der sikkert masser af, det var bare med at se dem, frem for allerede at sætte hælen i fra starten af. Det fustrerede hende at hun måtte stå og åbne sig på den måde, og med tanken om at han ikke følte at han måtte have andre muligheder end at afvise hende. De nysgerrige øjne betragtede hans og med en forbandet intensitet. Hovedet gled let på sned, hun forstod det ikke, i øjeblikket forsøgte hun bare at afværge den, at gemme sig bag den samme kolde maske, selvom han virkelig formåede at sætte hendes indre i direkte brændende flammer. Han kunne mærke go fornemme på hende at det virkelig var noget som gik hende på nerverne, hun skulle aldrig været kommet, men nu var det for sent, og Noelle var virkelig ikke typen som lod halen mellem benene og smuttede bare som sådan. Det beroligende smil, beroligede hende virkelig ikke. Påvirkede det ham overhovedet? Hvor han fugtede læberne, bed hun sig fast i hendes egen. Benene kløvede stille igennem luften, næsten rastløst. Noelle vidste at han ville føle hendes bankende hjerte så hårdt som det i virkeligheden måtte slå. Tanken om arbejde var pludselig fristende, bare at komme væk herfra, det havde været en fejl at opsøge ham, og en fejl at bede om sandheden for i virkeligheden ville det ikke gavne nogen af dem, det kunne de jo tydligt se. Et suk forlod hende, dybt og virkelig opgivende, det var jo ikke fordi at hun ikke forstod ham, hun var ikke i stand til at skulle skænke ham de garantier som han ønskede, og hun var ej heller i stand til at give hendes job op, udelukkende fordi hun var under en ed, ligeså vel som han var. Hvordan ville hun sove i nat? Allerede nu måtte hun næsten savne at se den lyst i hans øjne, det hele var meget nemmere når han hadede hende, og hun var den irriterende kvinde, desperat efter at føle en mand kærtegn, når det kom til Enrico lå der dog langt mere i det end bare som så. Ubevidst rystede hun let på hoovedet, tankerne omkring Jaqia plagede hende virkelig, hun ville uanset ikke kunne leve med at det var hende som han måtte dele de stunder med, ikke når han sammentidig ville hvile ved hendes side, det så sort ud, og han virkede næsten mere opgivende end det som hun selv måtte gøre, hun var om ikke andet villig til at finde den løsning som de ledte efter, hun frygtede ikke for at tage en chance, det var hele hendes job at gribe dem når de kom. Kinden hvilede mod hans kølige hånd, hendes egne hænder greb stille omkring hans klæder, knuede om dem. Følelsen af at have ham tæt på sig, var noget som hun nød til enhver tid. Hjertet slog de intense slag, hårdt fast.. For ham forførende, og han hjalp hende virkelig ikke på nogen tænkelig måde ”Jeg hverken kan elelr vil spille skuespil mere, Enrico.. men jeg kan heller ikke være ærlig? Er det fair?” hviskede hun spørgende og tydeligvis fustreret mine, det var mere end det som hun lige kunne have med at gøre, det var sikkert. Igen ubevidst blev hendes blik en smule køligt og slet ikke overbevist, hun bed tænderne fast sammen, det var et ømt punkt de nærmede sig, men igen hun ønskede ikke at lyve ”Og hvor ofte er jeg dit selvskab? Alt jeg har mødt er afvisninger, Enrico.. Jaqia er dit eneste selvskab, det skal jeg da endelig ikke tage fra dig” hendes tone var tydeligt spids, hun hadede tanken om hvad de lavede, og hun lagde virkelig ikke skjul på det, den fustration boblede under huden på hende, hvordan det måtte føles at have ham så tæt, tanken om at ligge i hans favn, tanken om at høre ham hviske i hendes ører, det var en fantasi, og at dømme efter hans ord så var det sådan det ville forblive. Igen måtte hun ryste afvisende på hovedet ”Jeg er ikke dit arbejde” påpegede hun . Grebet om hans klæder strammedes en smule mer,e hun var omkirng de mange soldater, men stadig var hendes liv esnomt, faktisk havde hun intet, og nu fik hun muligheden for at nå videre, og så ville det aldrig ske. Det var virkelgi forbandet fustrerende!

[Carmine Jordin Marlineo]

Alle hemmelighederne var kastet på bordet og det var selvfølgelig også noget som Enrico var forbandet glad for, selvom det virkelig ikke gjorde det mindste nemmere for ham selv når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af, for det var i sandhed også noget som måtte irritere ham til en vis grænse. Det lettede ham dog, at de kunne forkaste det lange skuespil og bare se sandheden i øjnene. At der lå mere i det fra begges sider end det som de egentlig ville stå ved nogen af dem og det var et sted også det som måtte more ham mest når det endelig måtte være, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det tog hårdt på hende, og det var jo noget som han også noget så tydeligt kunne se. Ikke at det var den tanke som måtte bifalde ham det mindste, for det var virkelig også noget som måtte skræmme ham et vis sted. Han havde virkelig aldrig været den bedste til følelser, det var helt sikkert, men det at skulle snakke om det, det havde aldrig rigtigt været ham noget stort problem. Begge var de ansatte her, så de burde vel også kunne finde ud af deres egne problemer når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om, men det var virkelig sværere end det som det lige måtte se ud til og det var noget som praktisk talt også måtte irritere ham til en grænse. At det virkelig kunne være så forbandet svært som det måtte være lige netop nu! Han sukkede sitlle og rystede på hovedet. De tanker måtte han virkelig ikke tænke lige nu. De var virkelig bare nødt til at skulle finde en løsning på dette problem, ellers ville de virkelig for alvor havde problemer, det var helt sikkert. Han havde kun erfaret hvordan det lille kunne eskalere og blive til noget meget større og det undgik han da helst. ”Du behøver ikke skuespil, så kan du godt være ærlig, Noelle,” fastholdt han dog med en rolig og sandfærdig mine. Det var vel bare sådan at det var? Løj man ikke, så måtte det vel i bund og grund være sandhed? Han vidste jo hvad han måtte ønske sig, det stod foran ham, det tilbød endda sig selv, og han vidste virkelig ikke hvorvidt om han burde gøre det eller ikke. Uanset hvad, ville det knuse ham, hvis hun måtte komme hjem i en kiste og han vidste det jo udmærket godt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han sukkede stille og nærmere opgivende, da hun nævnte alt det med Jaqia. Han havde jo fortalt hende hvorfor det var sådan, at det måtte være! Var det ikke nok? Han tog igen ganske forsigtigt omkring hendes hånd i et let og stille greb, selvom minen måtte være intet andet end alvorlig. ”Se på mig, Noelle..” Han lod den anden falde under hendes hage og hævede blikket stille op mod sig. Måske at det ville drage i ham. Det var.. vel bare noget som han måtte blive vant til vel? ”Når du er ude i feltet, så er Jaqia det eneste som jeg har som jeg faktisk kan snakke med. Mit arbejde er mit liv… Og nej.. Du er ikke mit arbejde.. Du er noget meget mere værdifuldt.” Han var virkelig ikke noget andet end ærlig overfor hende lige for øjeblikket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. ”Du møder afvisninger fordi… Fordi jeg er bange, Noelle.. Før eller siden vil jeg miste dig.. Det kan allerede være i morgen eller om det kan være om hundredevis af år.” Han bed sig let i læben. Han ønskede hende.. i evigheden.. Ikke bare for en lille periode, det var ikke noget som han kunne gøre noget ved. Han havde udødeligheden på sin side, selvom det ikke altid var en gave set i hans øjne. Det var lige så meget en byrde som det måtte være alt mulig andet for ham. ”Udødeligheden er ikke altid en gave… For mig, så er den en byrde,” sagde han stille. Hun var forbandet værdifuld for ham.. Frygtelig værdifuld!

[Noelle Jaceluck]

Det var begyndt at regne igen. Noelle kunne høre de tunge dråber slå mod vinduerne. Det havde ellers været en finere dag end ellers, hun klagede nu ikke, selvom hun var af flammernes varme, intense begær, så beroligede det hende at lytte til, specielt ligenu hvor hendes sind var påvirket af de enorme fustrationer. Hun plejede at opsøge ham på denne måde, plejede at opsøge for at prookere og dert var endt i at smide det hele på bordet, sikke en forandring, men hvor vidt hun skulle se det som en lettelse eller blot en større byrde, det ar ikke noget hun endnu havde fået gjort op med sig selv. Sandhederne var fæle, men om ikke andet så var de sande, løgne var intet værd, og de kunne end ikke bruges i en kamp, hvor alle trick måtte gælde, hun ønskede ikke at have dem inde på livet mere, de århundrede havde for hendes del været mere end rigeligt. Det tog hårdt på hende. Det blik som ellers som regelt hvilede med en forførende, varm gnist, var nu kun fyldt med fustration der var større end hendes temperament ville holde til i længden, hun var ikke ligefrem en kvinde af tålmodighed, og at trække det ud på denne måde, ikke mindst bare det at lade sig åbne på den måde, og absolut intet få ud af det i sidste ende, det var hun ikke vant til, genrelt følelser, hendes mine var mere eller mindre altid kold som sten og fuldkommen ulæselig ikke mindst følelsesløs i hverdagen, men nu virkede hun mere sårbar end det som hun i sig selv brød sig om, hendes hjerte var åbent og ligeså var hendes sind, det gjorde hende intet at tale om, men det her var virkelig noget som nerverne ikke holdte til. Blikket hvilede mod den ene hånd som måtte støtte hende på bordpladen. Hun sukkede lettere irriteret, de kunne end ikke finde ud af deres egne problemer, ej heller selvom det var hvad de begge var ansat til på hver deres måde, det her drev hende virkelig til vanvid! Hun rystede lettere afvisende på hovedet, hun kunne ikke være ærlig, ærlighed ville indebære åbent at vise hendes hjerte begær til ham, og ville han ikke tage den chance, var det desværre ikke en mulighed. Fast bed hun sig i den bløde underlæbe, så hårdt at den måtte males hvid for flere sekunder. Det hele lå for ham på et sølvfad, alt han behøvede at gøre var at tage en chance.. For en gangs skyld, og han kunne ikke? Hun accepterede det til fuklde, hun havde jo trods alt intet valg, desuden tanken om at lade ham opsøge Jaqia hver eneste aften, ville det være et forhold? Nej, det var bedst for alle hvis det forblev som nu, de skulle slet ikke have bevæget sug ud på så sybt vand som det de havde formået at gøre nu. Hånden faldt i hans, den var brændende varm, sådan var det, hun blev forbandet hurtig varm, uden rigtigt selv at lade sig mærke af det. Blikket blev tvunget mod hans, med den tydeligt irriterede mine, det her var langt mere end det som hun holde til ”For i gør jo ikke andet end at snakke” hun himlede med øjnene, det var slet ikke for at afvise, det var bare fordi.. Det faktisk gjorde ondt at tænke på en anden kvinde måtte være ham så tæt. Hans ord varmede, hun bandede indvendigt da hjertet sprang et par slag over ”Du mister mig uanset.. Det kan jeg ikke gøre meget ved. Men når jeg står op om morgenen nægter jeg at tænke ’Okay jeg kan dø om en time eller 2’” hendes tone var efterhånden opgivende, hun ville ikke få noget ud af det, det forventede hun ikke længere. Han frygtede for at miste hende, den kunne hun ikke gøre noget ved, for sandheden var at en dag ville hun være væk, men hvorfor nægtede at han leve sit liv? Hvorfor spærrede han sig selv inde på den måde, hun forstod det ikke! ”Jeg lever ikke ikke for evigt, det gør du.. Hvad end det er en gave eller ej, jeg har et liv.. En chance, jeg kan ikke lave det om i et andet årtusind, jeg er nødt til at nyde det mens jeg kan, og hvor ville jeg ønske at det kunne være sammen med dig, men din beslutning lader til at være truffet, jeg vil ikke spilde din tid” hun slap stille hans hånd, hjertet hamrede som besat. Det her var grunden til at hun ikke forelskede sig og nu var det for sent.

[Carmine Jordin Marlineo]

At det igen var begyndt at regne, var slet ikke noget som Enrico bed sig mærke i lige nu. Så længe, at det ikke var lyst, så var det virkelig ikke noget som betød det mindste for ham på nogen måde, men nu hvor han stod her og stod overfor hende på denne måde, så var det straks noget ganske andet og det var næsten ubehageligt et sted. Det var end ikke fordi at følelser havde været det sværeste for hans vedkommende, at skulle snakke om. Men lige her, var det virkelig bare blevet noget så frygtelig akavet som intet andet og det var næsten noget så frygtelig ubehageligt og på alle tænkelige måder som man overhovedet kunne tænke på det. Han blinkede let med øjnene. Det var virkelig ikke fordi, at det var virkelig akavet at skulle stå foran hende og blotte sig på denne måde, for det var virkelig alle de kort som han havde gjort absolut alt for at skulle tvinge så godt i sig, som det var ham overhovedet muligt, og nemt, kunne man virkelig ikke sige, at det måtte være! Han knyttede hænderne ganske let, selvom han slet ikke så det mindste væk fra hende, og det var slet ikke noget som han kunne få sig selv til, når det endelig måtte være i den anden ende, for dette.. det var virkelig noget af det værste som han havde været igennem for sin del. Han lod hovedet søge let på sned. At hun ikke kunne være ærlig, kunne han da ikke forstå.. Hun kunne da sagtens fortælle ham hvad det var, som måtte gå hende på, på den ene eller den anden måde og være ærlig af den vej, selvom det klart måtte være tydeligt, at hun måtte møde en væg? At han ikke turde tage chancen når det endelig måtte være, så var det jo af en grund. Han lyttede til hendes ord, hvilket kun fik ham til at ryste opgivende på hovedet. Han havde efterhånden fundet ud af, at hun ikke kunne fordrage tanken om, at han måtte tilbringe tiden sammen med Jaqia. For hans vedkommende, så nød han det og han var virkelig heller ikke bange for, at skulle indrømme det overfor hende, for det var virkelig bare noget som han selv bare måtte lære at affinde sig med, som hun også måtte det. ”Du ved som mig, at det er meget mere end at snakke.. Jeg har.. vel også mine menneskelige sider som skal stilles tilfreds.” Han var virkelig ærlig og lige ud af posen når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var jo heller ikke fordi at han var direkte kendt med begrebet sarkasme eller ironi, det havde han aldrig været særlig god til, det var der så sandelig heller ikke nogne tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke. Han binkede ganske let og stille med øjnene, ganske så roligt og stille. Han betragtede hende med et ganske så roligt og næsten så intetsigende blik, som det var ham ganske naturligt, at skulle gøre brug af, når det endelig måtte være når det kom til stykket. ”Et evigt liv er ikke det værd, når man ikke kan få det som ens hjerte i sandhed måtte længtes efter, det må du da vide, Noelle..” Han blev roligt stående og uden at skulle tage blikket det mindste fra hende. Det var virkelig ikke noget som han nogensinde ville være i stand til bare sådan uden videre, det var der så sandelig heller ikke noget som man skulle drage det mindste i tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. ”Tror du virkelig at du spilder min tid ved at åbne dig på denne måde overfor mig, Noelle? Så tager du grueligt fejl af det. Jeg har måske evigheden på min side, men hvad er den værd hvis jeg risikere at miste dig om en uge? En måned? Et år eller måske hundrede? Kald mig for en kedelig mand, jeg har aldrig taget nogen valg i form af risiko før nu..” Han trak ganske let på smilebåndet og lod hovedet søge let på sned. Han kyssede hendes pande ganske forsigtgt. Nu hvor de stod så tæt på sig som de gjorde lige netop nu. Han tog igen stille omkring hendes hånd. ”Lov mig, at du er forsigtig derude.. min kære,” afsluttede han ganske dæmpet.

[Noelle Jaceluck]

Regnen var nu Noelle mere eller mindre ligegyldig, det var den tid de nærmede sig nu, på mange områder skulle hun gerne være den første til at erkende, at det I sig selv ikke var en god til I kamp, derfor var hun kun lykkelig for at krigen mere og mere endte med at skulle synke I sig selv, han havde vel end ikke lagt mærke til hvor meget hun engentlig var hjemme for tiden? Bare færdedes omkring, og hvor hendes eneste job var at skulle træne de nye folk og holde liv I de gamle, ikke noget som var direkte krævende. Hånden strøg igennem det silkeglatte hår, hun strøg det over den ene skulder. Hjertet hamrede stille og blidt, hun var et sted opgivende og et andet sted håbfuld, han var ikke en mand som ombestemte sig bare som sådan, det vidste hun jo. Selvom hun ikke var den som havde sværest ved at skulle snake følelser, så var det I den grad akavet at side som nu. Hun var ikke vant til at åbne sig, og da specielt ikke for Enrico, overfor ham gjaldt det som oftest om at lukke så mange af følelserne inde som det var hende overhovedet muligt, kun for ikke ende med at blive afsløret. Nu gjorde hun det, og der blev end ikke noget ud af det I den sidste ende? De intense grønne øjne gled mod ham, næsten katteagtige, betragtede hans underligt.. Varme mørke øjne, som hun alt for hurtigt lod sig fordybe sig i. Mødet med væggen var det som I virkeligheden fik hende til at holde igen, hun levede på den same løgn, selvom hun virkelig ønskede af hele hejrtet blot at kunne kaste den fra sig, den var intet værd, men det lod ikke til at han ville lade hende, noget som I sig selv gjorde forbandet ondt. Det sitrede let I det indre, tanken omkring Jaqia vakte det lille bæst I hendes mave region, det samme bæst, som afslørede hendes jalousi I form af hjertebanken, hun hadede hvad de matte lave, hadede at høre deres støn og mange suk, specielt når hun var den som på alle måder tvang sig til ikke at trække den hele vejen med ham, selv når hun stod som nu og vækkede de varme lyster I hans indre. Bare det at han var så ligegyldig omkring det, brændte hendes I forvejen varme indre, han havde fuldkommen ret, det var bedst hvis han ikke tog den chance, og hvis hun bare lærte at holde sig fra ham, de følelser og den jalousi ville aldrig gå I spænd med hinanden, det vidste hun allerede nu på forhånd. Det blik hun sendte ham var næsten trodsigt, hun skiftede mellem at være kold og afvisende og forbandet sårbar, hendes façade og person kæmpede virkelig med hinanden “Jeg er måske ikke Jaqia, men jeg er dog erfaren med at stille menneskelige lyster” svarede hun kortfattet og som en tydelig hentydning. Hun kunne stille hans lyster såvel som jaqia var I stand til det, han havde jo fået flere forsmage på det, men han ønskede ikke at komme så tæt som han gjorde med Jaqia? Fustrationen brændte hende virkelig, igen rystede hun blot afvisende på hovedet “Du kan få hvad dit hjerte begærer, Enrico, det bliver for pokker serveret for dig på et sølvfad! Det er dit valg at holde fingrene fra fadet” udbrød hun tydeligvis lettere irriteret, nu blev det ganske enkelt for meget. Noelle lænede sig frem, den ene hand greb stille omkring hans nakke for at trække ham tættere “Tab er en del af livet, Enrico.. Det er det blødende hjerte som en dag vil styrke dig, gore dig klogere.. Hvad end det er imorgen, om et år eller om et årtusinde” hviskede hun intenst mod hans ører. Hvorfor ville han ikke lytte? Hun var måske ikke en bogorm som ham, eller ligeså intelligent på det punkt, men hvad angik synet på livet og på mennesket I sig selv så fejlede det intet. Grebet slap ham stille, hovedet faldt mod hans bryst, hun hørte ikke hjertet slå, men han beroligede hende, den brændende kulde mod hendes kind, hun fornemmede det selv uden på tøjet “Jeg er forsigtig.. Og jeg er ikke alene” tilføjede hun endnu engang opgivende og sårbar, uden så meget som at se den lille hentydnign bag ordene, I det humor hun var nu, var hun så godt som blind overfor den slags.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enricos opmærksomhed hvilede roligt på Noelle. Hun var smuk og hun var stædig som en Jaceluck var kendt for at være det, så selvfølgelig, var det noget som selv måtte påvirke ham. Det at hun selv risikerede livet på den måde som hun gjorde det hver eneste dag, det var virkelig heller ikke fair i hans øjne. Hun havde da selv brug for det, at skulle slappe af, at hvile på den ene eller den anden måde, for det var virkelig ikke alle som kunne stå som stærke hele tiden, det var også snart noget som hun nok skulle erkende og finde ud af på den ene eller den anden måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. De mørke øjne veg slet ikke fra hendes skikkelse, også selvom han udmærket godt var klar over hvilken form for påvirkning som det kunne have af ham selv når det endelig måtte komme til stykket, så var det jo bare sådan, at det måtte være, det var der jo så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet vel? Han sukkede stille og rystede let på hovedet. Det var slet ikke fordi at han var bange for at løbe risikoen som sådan, for han vidste, at han ville blive knust uanset om de var et par eller ikke, men det, at skulle miste hende bare sådan uden videre, det var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre.. Det var direkte… skræmmende. Hans mine var fast og hård, så han var slet ikke den type mand som man ville forvente skulle snakke åbent omkring følelser på den måde, selvom det virkelig ikke var noget som han havde det mindste imod når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet når det endelig måtte være. Han sukkede stille og rystede på hovedet. ”Det er slet ikke det, Noelle.. Det ved jeg godt, at du kan.” Han var ærlig. Hun havde vækket hans så ekstremt mange gange, at man skulle tro at det var løgn, men det var nu bare noget som.. han bare måtte vælge at skulle bide i sig selv vel? At hun slet ikke forstod hans hentydning, var noget som han udmærket godt kunne høre, og et sted var det også noget som morede ham. At hun var lige så snævresynet som det en Jaceluck var kendt for, så var det virkelig også det alene som måtte forbinde hende til det familienavn, for der var alligevel en stor forskel på hende og de andre som man måtte kende til og det morede ham så sandelig også og på alle tænkelige måder overhovedet. Han trak ganske let på smilebåndet, hvor han endnu en gang måtte lade hende trække ham tættere på. Hendes ord var noget som mere eller mindre gik ind af det ene øre og ud af det andet, for som han kunne høre det, så var de jo faktisk enige, selvom de havde hver deres måde at skulle se tingene på, så var det slet ikke noget som han valgte at skulle bide sig fast i. Det andet var simpelthen for morsomt til det. Han lod hende blot lade hovedet søge mod hans bryst, hvor hans arme forsigtigt faldt omkring hende. Han vendte blikket mod hende og trykkede hende forsigtigt ind mod sig. Han hævede den ene hånd, hvor han ganske roligt strøg en lok væk fra hendes ansigt, så han kunne stryge stille og roligt mod hendes kind, ganske så roligt og blidt. ”Du misforstår mig, Noelle..” begyndte han roligt. Han lod hende blot stå helt tæt ved ham. Hvis det var noget som gjorde hende rolig, så ville han da heller ikke ende med at skulle nægte hende det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg ved ikke om du hørte mig sige, at jeg ikke tog chancer? Før nu..” Han lod hånden søge under hendes hage for at vende hendes blik stille op mod sig. Så måtte han jo give hende den ind med ske. ”Det er en forbandet stor risiko for mig at løbe… Nok er mit hjerte kold og dødt, men det kan stadig knuses. Min kære.. Det er dig som jeg ønsker af hjerte, sind og sjæl.. Så luk mig ind i dit,” hviskede han roligt. Han kunne vel lige så godt bare hoppe ud i det når det endelig måtte være? Og så se.. hvor de kunne ende i den anden ende?

[Noelle Jaceluck]

Der var slet ingen tvivl om at Noelle var en Jaceluck med alt hvad det måtte indebære, hun var smuk.. Måske ikke direkte rødhåret som hendes søskende, men den skinnede tydeligt igennem i hendes rødblonde hår, men udseendet havde hun uanset med sig, hun var stædig og med en vilje der aldrig nogesninde sagde stop, ikke mindst temperamentsfuld, men ligesom Moniqe skulle der blot utrolig meget til at tricke det. Livet var sat på spil forbandet mange gange, og hun var blevet stukket så mange gange, var kommet hjem med så mange skrammer, hun forstod jo godt at det skræmte ham, det var også derfor hun ikke direkte sagde ham imod, men som en Jaceluck så måtte hun også kommemed hendes ærlige mening omkring det. Blikket hvilede ikke på ham, men istedet i hendes skød, hvor benene næsten rastløs måtte dingle ligegyldigt frem og tilbage. Det var disse tider hun brugte på at slappe af, når hun kom ned til ham efter at have været i marken, når hun kærtegnede ham og vækkede de lyster i hans indre, det var sådan hun slappede af, det at være tæt på ham, for stærk kunne hun i den grad ikke altid være, og det var hun trods alt også udemærket klar over selv, det var der heller ikke nogen tvivl om. Der var aldrig nogen garanti for at hun altid ville komme hjem i live, men det var ikke ikke en tanke som skræmte hende selv, man kunne ikke ligefrem sige at Noelle var kvinden som direkte måtte frygte for døden, for det påvirkede hende virkelig ikke., og selvom det påvirkede ham så vidste hun jo ligeså godt som ham, at bar han de følelser for hende som han påstod for hende i øjeblikket, så ville han knuses hvad end hun var blevet hans, eller at de fortsatte med at hade hinanden som nu. Ville han ikke være mere knust over fortrydelsen over at han ikke havde taget chancen og aldrig havde haft hende ved sig før hun var gået bort? Set i hendes øjne, så skulle man leve livet mens man var i stand til det, hvad end evigheden var på ens side eller ej. Noelle forstod virkelig ikke hans pointe, Jaqia var god, men hun havde set hvordan hun selv formåede at vække begæret i hans sind, så hvorfor kunne hun ikke være gød nok? Hun var vel bare ikke Jaqia, der lå problemet? For det gjorde virkelig ondt, med tanken om hvad de lavede, bare det at gå forbi og høre dem, tanken om at hun lå i hans favn frme for hende selv, ja hun var helvedes jalox, og det var ikke ligefrem en ting hun brød sig om overhovedet! ”Der er et men der” påpegede hun med en stille tone, hun kunne høre det, efterhånden var hun blevet god til at aflæse. Kinden hvilede mod hans bryst, hun fornemmede ingen hjerteslag, kun den kulde som måtte ramme hendes kind, også selvom det virkelig ikke gjorde hende noget, den kolde mamorkrop, gav hende virkelig kun en underlig følelse af at være beskyttet, også selvom det vel var mærkeligt at sige for en hærfører som hende, når Enrico selv var for fredelig til direkte kamp. Hans hentydning gik lige forbi næsen på hende, igen hun var en Jaceluck og når det kom til kærlighed så var hun snæversynet ja, men på alle andre punkter var hun faktisk ganske modtagelig, dete var bare.. Så nyt? Nysgerrigt rettede det intense blik sig mod ham, de tænkte i helt forskellige baner, det var det som drev hendes nysgerrighed, hun ville høre ham.. Forstå ham, et sted så bægerede selv hendes sind ham. Han lod til at morer sig, noget som kun fik hende til at se tydeligt undrende mod ham. Noelle trykkede sig en smule ind til hans krop, den ene hånd knugede igen omkring hans klæder, som for at holde ham tæt, hun vidste at det var barnligt, men selv hun havde velbrug for omsorg i tide og utide, også selvom det næsten var pinligt at skulle søge i form af kærlighed, bare det at hun faktisk kunne være så blød som det hun var nu. Det sitrede let ved hans strøg over hendes kind, hun slap ham stille, rettede sig op så hun kunne se i hans blik. Det var tydeligt at hans ord overraskede hende. Flere gange åbnede hun munden, kunf or at lukke den.. Ville han give hende en chance? Der var så meget som ville ændre sig, og et sted så var det også det der næste skabte en ivrighed, hun knyttede virkelig om et håb. Stille lagde hånden sig over hans mod hendes kinder. Hun fjernede den stille, kun for at fører den ned mod hendes bryst, hendes hjerte slog faste slag, hun vidste at han ville høre det selv uden at havde hånden der men.. ”Alle hjerter kan knuses, Enrico.. Dit knuses hver gang jeg drager mod marken, mit knuses hver eneste gang du drager mod Jaqia’s soveværelse.. Men det hindre mig ikke i.. At åbne absolut det hele for dig” erkendte hun med et lille jik. Hjertet var allerede hans. Blikket gled roligt, hun lænede sig frem, lod en hånd glide mod hans kind, før læberne indrammede hans med præcision. Varmen bredte sig, den mand var bare.. Uforudsigelig!

[Carmine Jordin Marlineo]

Noelle var virkelig en perfekt beskrivelse af en Jaceluck, det var noget som Enrico havde fundet ud af allerede for længe siden, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste, for det var virkelig ikke det som havde skræmt ham fra at skulle tage det skridt videre. Slet ikke – det var alt det andet som virkelig måtte gå ham på, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. De mørke øjne hvilede intenst mod hendes skikkelse. Der var nok ikke mange som ville forbinde ham som en som var villig til at snakke om følelser, selvom det virkelig ikke var noget som han havde det mindste problemer med. Det var alt det andet som måtte følge med i den anden ende.. Alt det arbejde som hun lavede og det, at hun risikerede livet hver evig eneste dag på denne måde, det var virkelig det som måtte gøre hele udfaldet for hans vedkommende, og det var virkelig ikke noget som man behøvede at tage let på. Hun var den som han faktisk måtte sidde med ønsket om at tilbringe resten af livet med, selvom han vidste, at han risikerede at miste hende allerede om en uge hvis det endelig skulle være og det var virkelig også noget af det som måtte holde ham på en vis afstand når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. At hun kom med sin ærlige mening, var jo selvfølgelig noget som han var glad for, for det at skulle bygge det hele på en løgn, det var slet ikke noget som han ønskede for nogen af dem. Det ville de virkelig ikke få noget ud af! At hun havde misforstået ham i det hele, var noget som han efterhånden havde fundet ud af. Ja, han var skræmt og det at tage chancen når det endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også noget som måtte kræve en frygtelig god del af ham. Det at skulle blotlægge sig på denne måde, var ikke noget som han gjorde særlig ofte, så det var næsten noget som måtte skræmme ham selv yderligere, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han sukkede stille og rystede let på hovedet. Det morede ham virkelig, at hun virkelig bare måtte ønske, at lære hans tankemåde at kende, forstå sig på ham, hvilket han godt vidste, ville blive hende noget af en frygtelig stor udfordring. Ikke at det var noget som måtte vedkomme ham sådan direkte, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert. Han betragtede hende roligt. At hans ord måtte overraske hende så meget, var noget som i sig selv, tydeligt at det var kommet bag på hende. Hun skulle virkelig ikke komme her og tro, at hun ville være noget og bare komme og dømme ham, for han kunne så sandelig også overraske hvis det var det som han havde lyst til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Han lod hånden roligt falde mod hendes bryst, hvor han tydeligt kunne mærke hvordan hendes hjerte måtte slå. Det var virkelig noget som i den grad også måtte fascinere ham noget så frygtelig voldsomt, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han vendte blikket mod hende ved hendes ord og udtalelse. Han lod hovedet søge ganske let og forsigtigt på sned mod den anden side i stedet for. Han mødte roligt hendes læber, hvor han intenst måtte gengælde hendes kys. Det var uden det midnste tøven i hans eget sind på nogen måde, for han.. elskede hende virkelig. Hans hjerte havde været hendes, selvom det nu ikke var noget som han havde givet hende direkte og verbalt, men nu.. nu valgte han at gøre det hele ved hjælp af en klar og tydelig handling, som vel ikke var til at skulle tage meget fejl af når det endelig måtte komme til stykket? Han brød kysset ganske forsigtigt. ”Du samler det som du kommer hjem og knuser det som du går i marken igen.. Er det sådan, at det føles, så må det være..” Han hævede roligt sin ene hånd og strøg den stille og roligt søge mod hendes kind. Hun var virkelig noget ganske særligt og det var virklig også hans egen skyld, at det først var nu, at han valgte, at skulle komme hende så tæt på. Det var nogt som han faktisk måtte være noget så forbandet træt af, når det endelig måtte komme til stykket.. Nu tog han chancen, så krydsede han bare fingrene for, at det måtte betale sig når alt måtte komme til alt, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet.

[Noelle Jaceluck]

Det blod som måtte flyde I hendes årer, kunn slet ikke betvivles. Hun var en stærk kvinde, den som turde følge sine egne veje, og var klar over at for at kunne nyde så måtte man yde, det i sig selv kunne man jo så sige at hun gjrode gennem hendes arbejde. Hver eneste dag i marken, var hendes eget liv sat på spil, hun ofrede sig for hendes tro, hendes land, hun var pokkers nationalistisk, det kunne der ej heller herske tvivl om, loyaliteten lå på et sted, og blot det ene sted. Benene kløvede let og kedsommeligt igennem luften som hun sad der på skrivebordet, og knapt turde hæve blikket i hans for at lade den skuffelse afsløres. Følelser var hende bestemt intet problem, ej heller at skulle snakke om, men når hun endelig valgte at åben sig, specielt som en der udviste det rene had, så måtte hun vel et sted også forvente at få noget ud af det i den sidste ende? Hendes blege kinder var blusset op i en lyserød farve, et sted af fustration og et andet sted af den varme som han formåede at sætte i hende ved hans blotte blik, de smeltende mørke øjne der fik hende til at tænke i fantasier, som end ikke fandt vejen ind i hendes drømme. Var det ikke et sted helt forkert? Hun var trods alt den sensuelle dæmon her! Fingrene knugede om bordpladen under hende., hun lyttede til den tomme stilhed der var endt med at skulle ligge sig, og med et hjerte der slog de yderst ubehagelige slag imod hendes bryst. Noelle bed sig fast i den bløde underlæbe, forsøgte at overbevise sig selv om at hun ikke ønskede at tvinge ham ud i noget som helst, der var jo visse ting som hun end ikke selv var i stand til at leve med, som at se ham svinde mod Jaqia’s soveværelse, blive ladet ude i kulden på den måde, også selvom det havde været en del af hendes hverdag i forbandet lang tid. Hun var overladt til hende selv, hun var vant til at klare sig selv, med kun en at bebrejde og det måtte netop være hende selv, hun var slet ikke vant til at nogen måtte skænke hende en bekymrende tanke som Enrico tydeligt måtte gøre, hun var ikke vant til tryghed, det var et ord slettet i hendes ordbog allerede som barn, og sådan var det jo bare. Med hende var der bare visse risikoer, visse chancer han måtte være nødt til at tage, men selv Noelle kunne fornemme hvor dette måtte fører hen, også selvom den tanke gjorde ondt. Enrico selv var ikke klar over det, men den sidste tanke hun gjorde sig inden hun faldt i søvn.. Var omkring ham, det sidste billede der viste sig i hendes sind når hun kom slemt til skade eller faldt om af udmattelse, det var hans smeltende øjne der måtte vække hende som Tornerose var blevet vækket ved et kys fra hendes prins, det var ikke fordi hun plejede at være filosofisk eller tænkte i metaforer eller noget som helst, men dette var specielt ikke nemt. Efterhånden begyndte tavsheden at være pinlig. Hun kunne fornemme ham så tæt på, fristet til så mange ting, som hun ikke fik sig selv til at sige højt. Hun lod hånden stryge igennem hendes lange lokker, der måtte falde glat ned over hendes skuldre og indramme ansigtet. De ord havde virkelig ramt som et chok, nu forsøgte hun blot at samle tankerne, så sikker som hun havde været i sin sag. Hjertet hamrede næsten alt for hurtigt imod hendes bryst, hvor hun langsomt lod blikket søge mod hans. Læberne spillede ud i et smil, varmt men forbandet intenst. Hvor kysset kom ind henne, var ikke det som Noelle havde tænkt over, det var ren impulssivt. Læberne hvilede mod hans, intenst og selvsíkkert af en eller anden grund, bare det at han måtte gengælde det overraskede hende faktisk en hel del. Kysset blev brudt, også selvom hun et kort sekund forsøgte at fange hans læber og holde dem der. Endnu engang måtte hun lytte til hans ord, og blot nikke en smule erkendene ”Det må være præcis sådan det føles.. ” hviskede hun intenst. Hånden slap stille hans som måtte hvile på hendes bryst, kun for at lade den stryge mod hans kind. Den chancen som han skænkede hende var stort, med deres forhold gennem længere tid.. Hun elskede ham, en mærkværdig følelse, det ville gøre ondt men hun nød det i den grad.

[Carmine Jordin Marlineo]

For Enrico var dette virkelig så nyt nog noget så fremmed at skulle indlede et forhold på denne måde, selvom han slet ikke var i tvivl om hvordan han måtte have det med alt dette, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hans hjerte havde valgt hende som sin mage. Mistede han hende, så ville han leve et liv alene uanset hvad han ville gøre ved det, så var der ikke noget som han kunne komme udenom, om han så ville det eller ikke. Noelle var bestemt ikke den eneste som måtte være en sådan nationalist, for det var han i den grad også selv, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Han selv havde underlagt sig Jaqia og han havde intet imod, at skulle ligge der som han gjorde det nu. Han var en rådgiver og det var noget som han var stolt af, selvom han virkelig ikke var meget for tanken omkring forhold, netop fordi at det måtte give ham et ømt punkt, som folk ville være i stand til at skulle ramme. Nu var han jo så forbandet heldig, at han ikke direkte havde noget med feltet at gøre, så det var svært at komme ind til ham, men nu hvor.. han havde lagt alle kortene på bordet overfor Noelle, så var hun jo en perfekt vej ind til ham og derved også ind til slottet. Han måtte tænke meget over tingene, det var jo heller ikke fordi at han havde meget andet valg når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han betragtede hende roligt og selv uden at det ændrede sig det midnste i hans mimik eller nogt som helst, for det var lset ikke noget som han kunne komme til når det endelig måtte være kommet itl stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Stilheden var nu ikke noget som gjorde ham noget som sådan, for det var noget som han var vant til, selvom denne var lettere… irriterende? Pirrelig? Skræmmende et sted? Han kunne ikke rigtigt finde ud af det med sig selv, og den følelse var virkelig ikke behagelig på nogen måde overhovedet. At mærke hendes læber så tæt på sine egne, var virkelig noget som gav ham en utrolig behagelig følelse af at være direkte komplet! Det var virkelig noget af det bedste som kunne ramme ham lige i øjeblikket, det var der helelr ikke nogen tvivl om. Han sendte hende et stille smil som kysset måtte blive brudt, idet han roligt tog hendes ansigt i syn. Han nød af hendes strøg mod hans kind, for det var.. behageligt at have hende til at pusle og nusse om ham som det hun gjorde lige nu. Han nikkede roligt. ”Så må det jo være sådan… min kære,” hviskede han roligt. Der var jo trods alt heller ikke nogen grund til at skulle hæve stemmen. Han tog roligt omkring hende, så hun kunne komme helt tæt ind til ham i stedet for at skulle sidde på bordet ved ham i stedet for. Det var en ekstrem stor chance som han valgte at give hende, for det var bestemt ikke typisk ham at gøre noget som det han havde gjort lige nu. Det var bare ikke ham og hun kendte ham vel også godt nok til at vide, at det måtte være sådan? Han havde aldrig nogensinde sagt de store ord og faktisk agtet at skulle leve op til det, for det var slet ikke noget omkring det. Han var ikke den som normalt ville indlede forhold, men denne gang, så var det faktisk et ønske som han måtte sidde inde med, og det sagde virkelig også frygtelig meget omkring hans følelser for hende, gjorde det ikke? ”Så længe du lover mig, at du passer på,” sagde han stilfærdigt, ikke at der var nogen tvivl omkring det i den anden ende. Han elskede hende virkelig og det var noget af det som han virkelig ønskede at vise hende, selvom han slet ikke havde det godt med at vise følelser. I hans øjne så var det virkelig, at man skulle stille sig selv som svag på den ene eller den anden måde, men lige dette.. Det føles så anderledes et sted? Han sendte hende et roligt smil, selvom tænderne var synlige i hans mundviger. ”Og kommer du hjem med skader.. Så slår jeg dig ihjel personligt,” påpegede han lettere stilfærdigt, dog selvom det drilsk ikke var til at overse i hans stemme og blik.