Time changes..

[Noelle Jaceluck]

Åh Noelle vidste skam udemærket godt hvor meget han måtte hade hende og sammentdig elske dette der var trods alt en grun til at hun måtte fortsætte med at gøre det hver eneste gang det var slottet hun befandt sig på, også selvom det ikke var et sted hun havde færdes specielt meget på i det seneste og udelukkende på grubd af krigen udenfor. Kroppen bar endnu mange ar og skader, ikke at det gjorde hende noget det var trods alt trofæer et sted. Hvad hun så vidste som Enrico ikke var klar over, var at Jaqia allerede måtte stole fuldt ud på ham, hun vidste hvor loyaliteten lå det var jo ganske tydeligt, men hvorfor overhovedet nævne det når hun kunne morer sig med det andet? Det begær hans følte stod langt ud af hans blik og det var det som var hendes drivkraft at se den enorme lyst han måtte have til at skubbe hende mod væggen og trække hende helt tæt, det var ligefør han måtte kæmpe for ikke at gøre det, men at forfører ham var så sandelig heller ingen mulighed goså selvom det ikke ville være hende det største problem, men hun hadede ham som han hadede hende, dette var intet andet end en leg, selv hun skulle vel have sin sjov, og når først han begyndte at ligge hånd på hende så vidste hun at grænsen var nået. Nu sad Noelle atter på skrivebordet viftede lettere rastløs med benene i den fri luft. De slanke fingrer strøg gennem det flammerøde hår, påstod hun at ikke også hun følte begæret et sted så ville det i den grad være løgn! Et sted måtte hun vel ærge sig over at have trukket ig? At stå der så tæt ved ham, stirrer direkte ind i det blik som begærede hende, holde ham fast, det var det hele værd, det gjorde noget ved hende som selv hun et sted måtte hade og elske på den samme tid, en lille længsel efter blot en enkel gang at skulle trække den videre og rent faktisk få gjort op for den nysgerrighed hun i virkeligheden måtte bære med sig. De intense blik betragtede ham lettere indgående, hjertet hamrede en smule mere fast udelukkende på grund af den lille lyst hun ikke selv formåede at holde bort ved tanken, Smielt bredte sig ved hans nærmeste panik, at han bestemt ikke ønskede hende tæt på, ligenu ville hun kunne vinke ham hen og han ville ikke være i stand til at holde igen, en yderst fristende tanke, selv hendes lyster skulle vel stilles i tide og utide? Dette var virkelig det bedste hun måtte vide, ikek kun trickede hun manden men også dyret, et dyr som hun ikke frygtede, man kunne tro det eller lade værre hun kendte rent faktisk hans punkter som han kendte mange af hendes, de hadede hinanden som pesten og alligevel kom hun ikke på andre ud over Faith som kendte hende så godt som han måtte gøre et sted. Noelle var virkelig ikke længere i stand til at stå mod fristelsen, det begærlige blik avr ikke længere nok, nu ville hun føle præcis hvor meget han måtte sitrer når hun rørte ham på ømme steder, kyssede hans hals, ingen undtagelser. Hånden hævede hun ganske let, gjorde let tegn til at han skulle komme tættere med pegefingeren og uden at se ham direkte i blikket, dette skulle ikke være den sensuelle dæmons værk om det rent faktisk ville virke, specielt når han stod der forsøgte at samle sig selv og bandede og svovlede over hende, det var den som hun nu måtte være mest spændt på "Det får vi se" svarede hun blot lettere uskyldigt, hun kunne i den grad ikke love at dette var sket for den sidste gang overhovedet, det morede hende, det gav hende en underlig følese af at være dominant, det gav hende den sitren og den klare lyst det begær som før eller siden skulle stilles, hvorfor så ikke af ham?

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico havde virkelig bare fået nok. Det var virkelig så ekstremt uretfærdigt, at skulle spille på en mands svagheder på denne måde og så var det jo selvfølgelige ham som det skulle gå ud over?! Han kunne virkelig ikke fordrage den tøs som han måtte stå overfor og så alligevel.. At han så havde bevist sit vær nok til at kunne blive her, var en tanke som han slet ikke havde tænkt det mindste det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Ikke at det ville gøre ham det mindste, for han elskede virkelig også sit arbejde, når han endelig kunne få lov til at passe det! Jaqia krævede selv sit enkelte aftener og det var nu så også nogt som han jo bare måtte acceptere den anden ende, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, så var der ikke noget som han rigtigt kunne gøre ved det. Normalt når Noelle var hjemme, så gemte han sig som regel på kontoret bag en masse arbejde, det havde han desværre ikke haft til rådighed denne gang - Og det havde virkelig været noget af det værste som kunne ramme ham bare lige sådan uden videre! De helt mørke øjne gled roligt mod hendes skikkelse og alligevel med den så dræbende mine som slet ikke var noget som man skulle tage fejl af. Han tøvede virkelig ikke med at bruge tænderne, hvis det skulle vise sig, at blive nødvendigt, det var i den grad også helt sikkert! Han fnøs let og rettede på hans tøj idet han fik sig skubbet væk fra hjørnet af. Noelle som måtte sidde der på bordet og med det smil, var noget som virkelig bare kunne få det til at koge i det indre. Han nægtet at skulle se hende i øjnene udelukkende af den grund. Dette var og blev virkelig en fælde som han nægtet ,at skulle falde i, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Nu var det simpelthen bare nok! Det let krøllede hår, førte han væk fra ansigtet med den lette skælvende hånd og uden at han så det mindste væk fra hende. Det havde virkelig bare været grænsen for hans vedkommende og det sagde bestemt heller ikke så lidt, sådan som det måtte stå lige for tiden, så var det virkelig heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen måde. "Det er godt at se, at du nyder det," vrissede han kortfattet. Et sted var det jo en lille løgn. Han havde jo selv nydt det, selvom det virkelig bare var noget som han nægtet at skulle vise på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivlv om. Han kneb øjnene fast og dræbende sammen. Hele kroppen sitrede stadig, der var jo visse påvirkninger af alt det som Noelle pludselig havde valgt, at skulle gøre ved ham og det var det som kunne gøre ham noget så vred, for det havde virkelig ikke været retfærdigt, at skulle gå frem på den måde! Han trak vejret dybt og prøvede eller bare, at skulle falde til ro, selvom det ikke direkte kunne siges, at gå i den retning som han havde lyst til, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen som helst måde. At hun jo så ønskede ham hen til sig, så vendte han blikket væk fra hende - Han tvang det direkte væk fra hende. Nej! Hun skulle virkelig bare ikke have lov! "Noelle.. jeg mener det.. Lad mig være," vrissede han med en fast og sammenbidt stemme. Ikke at det var noget som han kunne eller ville komme det mindste udenom, men han nægtet det virkelig.. Et sted så var der jo allerede noget, selvom han virkelig noget så frygtelig desperat prøvede at skulle tvinge det hele tilbage i sig igen, for det var virkelig helt urealistisk at der nogensinde skulle være noget andet. Armene slog han let over kors, selvom det var endt i halvt om halvt en selvomfavnelse. Dette var virkelig langt forbi hans egen grænse og Noelle skulle virkelig ikke få lov til at få sin vilje på den måde. Det var virkelig noget som han måtte nægte så stærkt og noget så kraftigt, at man skulle tro at det var løgn. Nok var simpelthen bare nok!

[Noelle Jaceluck]

Enrico hadede og nød det på samme tid, og jo flere gange hun opsøgte dette sted for at pirrer ham, jo mere blev han kørt ud over kanten til at blive vanvittig, og det i sig selv var noget som gjorde det langt morsommere for hende. Hun vidste at vagter vandrede rundt ude på gangen, hun vidste at de blev overhørt, men det var intet nyt og det at hun vækkede Enrico's lyster, lod ham længtedes efter at trække hende helt tæt, det morede hende virkelig kun, og udelukkende fordi hun vidste at han hadede hende som pesten! Læberne var spillet ud i det kække sensuelle smil som var så typisk for hendes vedkommende, han kunne ikke stå imod hende og det havde intet med hendes sensuelle dæmon at gøre, og hun vidste det jo, det var vel også i virkeligheden det som Enrico var træt af? Benene svajede lettere rastløs frem go tilbage i luften nu hvor hun måtte sidde der, gøre sig til for ham istedet, håbede hun et sted at han ville komme til hende? Opfylde hende behov, opfylde den fantasi som hun havde sat med i guderne måtte vide hvor længe, velvidende om at han ville være i stand til at gøre frygtelig skade på hende, tage alt fra hende ved at sætte tænderne i hende, det var vel også lidt det som skabte en hvis form af spænding? Hvis blikke kunne dræbe, var dette nok den 120'ende gang hun ville være død på blot de seneste timer, for de som hun fik tilsendt var tydeligt heftige, han forsøgte vel bare at samle sig selv? Hun var god med fingrene, ingen tvivl. Næsten uskyldigt gled hovedet på sned, hun strøg de mørke lokker over hendes ene skulder og betragtede ham intenst. Hvor så han dog dejlig ud når han forsøgte at skulle stå imod den fristelse hun vidste hun sad og var. Smilet bredte sig en smule "Jeg var tydeligvis ikke den eneste som nød det" påpegede hun med sensuel tone. Hun kunne stadig føle hvor hans hænder havde hvilet mod hendes hofte, så forbandet tæt på, hun havde kunnet læses i hendes blik, det kunne hun stadig, han lystede hende, ønskede hende, og det var umuligt at komme uden om. Endnu måtte den lille pegefinger vinke ham hen til hende, goså selvom det var tydeligt at han direkte måtte nægte at se på hende "Vi ved begge du gerne vil" tilføjede hun med en påpegende tone, for det var tydeligt at han anstrengte sig. Han var påvirket af hendes hænders kærtegn, påvirket af hendes læber, han vidste hun ville give ham lige hvad han behøvede, og lige denne gang måtte hun vel faktisk selv erkende at det var det som hun måtte ønske? De mange drømme, at vågne med den hårde hjertebanken, føle den længsel efter at føle ham, det var det tidspunkt hvor fantasien måtte gå i opfyldelse, nu var det på tide. Ganske stille måtte hun glide ned fra skrivebordet og stille sig foran ham, med kun millimeters afstand. Blikket hvilede mellem hans øjne, udelukkende fordi hun ikke ønskede at det sensuelle i hende skulle påvirke ham her "Kan du se på mig.. Og med fuld ærlighed i stemmen kan sige at du ikke vil have mig.. At du ikke længtes efter at trække mig helt tæt, kysse mig.. røre mig og jeg gengælder.. Så vil jeg vende om og gå, give dig fred" hviskede hun intenst så tæt til ham. Det var vel på tide at lade sandheden træde frem nu? Han ønskede hende, hun vidste det, han vidste det.. Han behøvede end ikke at sige et ord, for hende ville det være mere end rigeligt bare at vise hende hvad de begge, og alle andre allerede måtte vide.

[Carmine Jordin Marlineo]

Det var virkelig en kamp uden lige for Enricos vedkommende og han vidste det, han vidste at hun vidste det, og han vidste, at det var noget som var forfærdelig kendt for så frygtelig mange, og det var virkelig også noget af det, som måtte være det værste ved det hele, det var helt sikkert. Han knyttede hænderne. Kunne blikket dræbe, så var hun faldet bort allerede for skræmmende mange år siden. Han måtte erkende, at det var en lettelse, når hun ikke var omkring ham, selvom han måtte erkende, at han faktisk var bekymret for hende, når hun endelig var ude i feltet, det var helt sikkert. Han sitrede ganske let. Begæret og lysten stod virkelig i ham, selvom han ikke ønskede, at det skulle være på denne måde, det var sikkert. At lyve var han aldrig god til, det var noget som hun ville buste allerede med det samme, og det var han klar over. Der hvilede vel også noget mere i det fra hendes side af, eller nød hun bare det faktum, at hun kunne koste rundt med ham på denne måde, som hun ville, selvom der var så meget mere for ham at lave og sikkert også noget mere fornuftigt for hende, at skulle tage sig til? Han nød det, og hun vidste det, ellers havde han vel heller ikke reageret som han havde gjort det? Bare den tanke alene omkring dette, var virkelig ikke noget som han kunne komme udenom, at han faktisk måtte hade og mere end det som han måtte hade noget som helst andet overhovedet. Han fnøs kortfattet af hendes ord, som havde det været et svar i sig selv. At hun alligevel valgte, at skulle hoppe af bordet og komme hen til ham igen.. Hvis hans hjerte kunne slå, så havde det sikkert slået fast mod hans bryst i øjeblikket. Han nød at have hende tæt på sig, selvom.. det skulle virkelig ikke være på denne her måde! Hendes ultimatum, var virkelig ikke noget andet end direkte unfair i hans øjne! Han kneb øjnene i, selvom de måtte hvile gennemborende i hendes blik, som han prøvede at skulle se direkte igennem hende, så var det jo slet ikke noget som var muligt for ham. "Du ved, at jeg ikke kan fordrage, at lyve.." sagde han som det første, og selv med en meget kortfattet stemme. Det var virkelig ikke noget som han brød sig meget om, det var helt sikkert på alle måder. Han tvang blikket en anelse væk fra hende. At hun ikke så ham i øjnene var han dog glad for, så var det jo samtidig også tydeligt for ham, at hun mente dette i ramme alvor. Vagterne kunne høre dem, de var overalt på slottet og han vidste det jo godt! Han sukkede næsten opgivent, idet han vendte blikket mod hende igen.. Han rystede stille på hovedet. "Jeg kan sige det, men ej med ærlighed," sagde han med en rolig og let stilfærdig stemme. Det var i sig selv, ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Han måtte virkelig hade, at skulle indrømme det, men hans følelser for hende, de var der, hvad end om det var noget som man ville være med til eller ikke, så var der virkelig ikke noget, som man kunne gøre ved det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Jeg nyder det.. du ved det.. jeg ved det.." Han hævede den ene hånd og lagde den stille mod hendes kind, som i et let kærtegn. Det var noget som han gjorde bevidst. "Du gør mit liv til et helved.. ved at komme her og forsvinde igen.. gang på gang.." sagde han stille. Det var nok også det som påvirket ham mest, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Han var bekymret for hende ude i feltet, når han stod her og ikke vidste noget som helst før hun stod på hans dør, for at tirre ham igen. Det irriterede ham faktisk. Hovedet søgte let på sned. "Jeg kan ikke lyve for dig.. se mig i øjnene og sig, hvis du kan spore løgn i dem," afsluttede han med en ganske kortfattet stemme, idet han meget langsomt og stille, sænkede hånden igen.

[Noelle Jaceluck]

Enrico var ikke i stand til at stå imod hende over længere tid, og faktisk så havde Noelle en egoistisk teori om at det intet havde med hendes sensuelle dæmon at gøre, men udelukkendet som hun kunne sætte i ham, den forførende kvinde som hun måtte være, så stærk et sted, han var ihvertfald tiltrukket af hende, hun havde jo selv følt hans hænder mod hofterne. Vagterne var tydeligt at høre uden for døren, for nu valgte hun virkelig bare at ignorere dem, hun nød virkelig at irritere ham, også selvom der vel lå mere i det end som så? Hvorfor skulle hun ellers blive ved med at skulle opsøge ham som det første, hvorfor bekymre sig om ham, hvis han ikke betød det mindste? Blikket hvilede mellem hans øjne, det var noget som hun havde lært for længst, de stod forholdsvis tæt og der var virkelig alvor i hendes ord, så hun ønskede ikke at fortrylle ham med hendes sensualitet, også selvom han virkelig kunne have slået hende ihjel for længst, for det var ikke ligefrem blik som var nye for hende, hun fik dem sådan set hver eneste gang hendes skikkelse viste sig på slottet, efter at have været i marken, kæmpet for hendes land og ikke mindst for hendes dronning, for selvom Noelle tydeligt måtte være en smule jaloux over det faktum at Jaqia måtte have den svaghed for Enrico, så var hun i den grad en loyal kvinde, og hun havde svoret sin troskab hertil, noget som hun havde tænkt sig at holde, hun var en kvinde af ord, om man ville tro det eller ej. Hovedet var gledet på sned, hun betragtede ham indgående, begæret stod langt ud af hans blik, og det samme med hende selv, for at se ham på den måde lod hende i den grad også selv reagere, han formåede at sætte en flamme i hende som end ikke hun måtte opleve. Smilet bredte sig en smule ved hans ord, hun nikkede medstemmende "Derfor søger jeg sandheden" svarede hun med en tone som havde det været den rene logik, han hadede at lyve, og det var igså noget som Noelle virkelig måtte holde af ved ham, tro det eller ej, det var ikke kun den rene had hun følte for ham, der lå meget mere i den. Hjertet hamrede faste slag mod hendes bryst, hun kunne ikke forkilare hvorfor, der skulle meget til at gøre hende nervøs, eller nok nærmere.. Spændt? Han kunne ikke lyve, og det lettede hende vel et sted? Hadede han hende så meget som han måtte udstråle? Eller var det som hende mere end form af facade? Den stille hånd mod hendes kind, lod hende bløde langt mere op, det kække glimt forsvandt fra hendes blik, han skænkede hende et.. Kærligt kærtegn? Ganske stille lod hun kinden falde mid hans hånd, næsten bange for at dette blot var en form af hævn, nedlægge hendes facader "Du begærer mig" konkluderede hun næsten med overraskelse i tonen, som var det ikke det hun havde fisket efter den sidste times tid. Ganske stille måtte de smalle læber spille ud i et forsigtigt smil "Jeg ved jeg gør dit liv til et helvede Enrico.. Jeg prøver om ikke andet" erkendte hun med det lille nik. Der lå jo så en mening bag, hun forsøgte udelukkende at gøre hans liv til et helvede fordi det faktisk gav hende mulighed for at komme tæt på ham. Idet han måtte sænke hånden, rettede hun hovedet op igen, med næsten en lille ærgelse, lyttede til hans ord "Jeg ville gerne se dig i øjnene, desværre har jeg den forkerte effekt på mænd når jeg går det" påmindede hun stille, lod armene snige om sig selv.Hun følte virkelig for ham, og det gik for alvor op for hende nu, hun brød sig ikke om tanken, han hadede hende jo?

[Carmine Jordin Marlineo]

Det var kun tydeligt for Enrico at Noelle mente dette i ramme alvor, så det var ikke ment i sjov. Det var så også noget som gjorde det hele så meget nemmere for ham selv, selvom der nu og da alligevel måtte være så skræmmende meget for ham, at skulle tage fat i. Han kunne virkelig ikke fordrage at hun kom for at forpeste hans liv for nogen dage og så smutte ud i feltet igen. Han var allerede nu meget sikker på, at han ville få hende hjem i en ligpose på et tidspunkt og det var slet ikke en tanke som han måtte bifalde det mindste. Deraf var det virkelig bare nemmere for ham, at skulle holde hende følelsesmæssigt på afstand allerede inden det ville gå helt galt, selvom det allerede var en skade som måtte være sket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Der var virkelig ikke meget for ham at gøre i denne situation. Han kunne ikke fordrage at lyve og desuden så var det noget som han havde affundet sig med, at det slet ikke ville være noget som ville kunne gavne ham i den stilling som han selv måtte stå i for tiden. Det var noget som han bar med sig med en selv tydelig stolthed og han ønskede virkelig ikke, at Noelle skulle ødelægge det hele, det var helt sikkert! De mørke øjne hvilede midt mellem hendes egne, alt for at undgå den forbandede påvirkning som hun havde af ham. Han ønskede virkelig at komme tæt på hende, men det skulle virkelig ikke have lov til at være på denne her måde! Det var første gang, at han selv havde valgt, at skulle skænke hende et kærtegn og denne gang, var det virkelig ud af sin egen vilje. Det var noget som han faktisk måtte ønske, at han kunne give hende, selvom det virkelig ikke havde været nemt på nogen som helst måde overhovdet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. "Og svar skal du få.." sagde han stilfærdigt. Han kunne virkelig ikke skjule det og ønskede hun svar, så skulle hun så sandelig også få dem. Han kendte hende godt efterhånden som det også var gengældt. Hun var virkelig også den eneste som nogensinde havde formået, at skulle komme ind på ham på denne hermåde. Hovedet søgte let på sned, idet han stille måtte tvinge blikket en anelse væk fra hende og med et ganske så svagt smil. Han nikkede igen. Han begærede hende virkelig, ikke bare af kødets lyster, men af hjertets følelse ogås, og det var virkelig også det som måtte skræmme ham noget så frygteligt. Han knyttede hænderne ganske let. "Du behøver ikke engang give et forsøg for det, Noelle.. Du klarer det fint bare ved at stå der," påpegede han med en ganske så ærlighed at skulle spore i stemmen. Det var jo ikke nogen løgn på nogen måde, så hvorfor skulle han ellers sige noget andet? Det var jo slet ikke fordi at han hadet hende, han fandt det bare meget nemmere at skulle skubbe hende væk så længe, at det var sådan her, at det skulle være, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt og med et ganske så svagt suk. "Du kan ikke se mig i øjnene uden at rive i det, jeg ved det godt.." Han lod hånden stille søge under hendes hage alligevel og tvang hendes blik ganske forsigtigt op mod sig. Han måtte.. vel bare lære at stå imod på et tidspunkt? "Hvorfor tror du at jeg handler som jeg gør, Noelle?" spurgte han stille. Nu ville han selv ønske og kræve svar.. Hvad troede hun egentlig om ham og hans handlemønster og måder at reagere på? Om ikke andet, så var det jo den perfekte mulighed for ham til at skulle smide de ekstra hemmeligheder på bordet, så han slap for at skulle rende rundt med dem.

[Noelle Jaceluck]

Der var absolut intet af dette som var ment i sjov, og det var tydeligt at fornemme, både på hendes mine og hendes tone. Det var det ramme alvor også selvom hun udemærket var klar over at det ikke ligefrem var den side som han måtte have set hende mest fra, men som hærfører var selv hun tvunget til at gå i det seriøse hjørne, faktisk var det kun når hun var hos ham at det gik af, go det hele gik op i den rene leg, ikke mindst den store flirt. Nu krævede hun svarene, det var på tide og hun følte vel et sted at hun måtte fortjene det? Der var gået så mange år, hvor deres had havde været forbandet tydeligt, ikke kun overfor hinanden men overfor absiolut alle. Forleden havde hun været forbandet tæt på at skulle falde fra, det var i virkeligheden soldater som sendte hende hjem, og det fik enhver mand til at tænke sig om, og der var hun i den grad iblandt. Hvorfor hadede hun ham? Det var ikek fordi hun kunne pege på en ting som Enrico havde gjort og bruge det som begrundelse. Faktisk huskede hun at de i starten snakkede umådelig godt sammen, til hun kom hjem fra marken dækket i blod efter at være blevet stukket ned. Siden var det som han var blevet hårdere og koldere, hadet hende mere og mere, hvilket perautomatik havde fået hende til at hade ham, for skulle hun bryde sig om ham når han foragtede hende? Der var en enorm risiko ved hendes arbejde, go dog så var det en som hun havde valgt at tage med, hun var loyal mod hendes land og hendes dronning, præcis som det Enrico selv måtte være, hun tog nogle chancer og der var intet skamfuldt i, hvis hun skulle lade livet i marken. Blikket hvilede mellem hans øjne, en lille ting som hun havde fundet ud af, hun ønskede ikke at drage ham, han begærede hende allerede, hun kunne se det i hans blik, at selv han måtte ønske at tage hende helt tæt til sig, desuden.. Nu var de alvorlige så var der ingen grund til at ødelægge det øjeblik hvor de endelig måtte bløde op. Noelle var klar over at Enrico virkelig ikke brød sig om at skulle lyve, han var en ærlig mand, så vel som hun var en ærlig kvinde, nu åbnede hun sig, viste sig fra selv den stærke psykiske side, uden at gå i panik eller noget som helst, hun var ikke bange for at skulle ligge kort på bordet, hun var ikke bange for at skulle gå til bekendelser, det eneste hun krævede var at han ville være ligeså ærlig med hende. Det brændte stædig let mod hendes varme kind efter hans kolde hånd, det var aldrig sket at han havde skænket hende et kærtegn uden for det sensuelle, men bare.. Kærligt? Hun nød det, og det var næsten den tanke der måtte skræmme hende mest, det faktum at hun ønskede at han ville gøre det igen. Hånden gled gennem hendes rådbrune lokker, stadig en smule afventende. Smilet opfangede hun, noget som kun lod hendes eget bredes en smule, det var ikke endnu et dræbende blik der ønskede at hun skulle gå væk, det var mere end det, og det varmede faktisk. Selv hun, den hårde og kolde nød, kunne varmes op fra det indre og ud. Sandheder begyndte allerede at rulle, noget som tydeligvis stilte hende fuldkommen tilfreds ”Hvorfor tror du jeg dukker op så snart jeg kan?” tilføjede hun med et kækt glimt i øjet. Hun ønskede at han skulle begære hende, hun ønskede at han skulle se på hende og lyste hende som han end ikke måtte lyste Jaqia. Hun følte en næsten spændt sitren, som han måtte sætte i hende ved at løfte blikket, lade blikket glide direkte i hans, og med det sensuelle glimt. Kunne han stå imod? Eller ønskede han at drages? Blikket var blødt op, der var intet kækt eller sætrkt, pludselig var hun næsten.. Feminin og det skete i den grad ikke tit! Hun rystede stille på hovedet ”Jeg har ingen idé, Enrico. Du er en af de få jeg ikke formår at læse” erkendte hun med intet andet end ærlighed i tonen. Hun havde virkelig ingen idé ”Fortæl mig det.. Vis mig det” hviskede hun med opfordrende tone. Det var på tide nu, også selvom hun følte hejrtet slå vildt mod brystet, ureagerligt. En Prociansk hær på tusinde stærke mænd, var ikke i stand til at gøre hende bange. Men en mand hun holde af, var i stand til at gøre hende rædselsslagen.

[Carmine Jordin Marlineo]

Det var simpelthen bare gået fuldstændig galt for Enrico den dag, hvor Noelle var kommet hjem mere skadet end i live, og det var virkelig også det som gjorde, at han havde gjort som han havde gjort i efterkanten. Dengang kunne de jo perfekt med hinanden, selvom det var ham som var skylden til udfaldet og han vidste det jo godt. Et sted var han jo så også ligeglad. Det var meget nemmere at holde hende følelsesmæssigt på afstand, selvom han virkelig måtte ønske det anderledes, end at skulle sidde og bare vente på at få hende hjem i en ligpose, det var da noget som han helst og for alt i verden, ville undgå! Han så stille på hende. Han begærede hende virkelig og det var bestemt ikke bare med kødets lyster, det var så sandelig også med hans kolde og døde hjerte. Det var der alt sammen og han kunne mærke det noget så frygtelig tydeligt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hans mine var alvorlig. Nu søgte hun svarene, så skulle hun nok få dem og han havde virkelig intet imod, at skulle lade hende vide det, skønt han godt kunne mærke, at hun også mente det af brændende alvor set fra sin egen side af. Han havde aldrig nogensinde hadet hende, han hadet hvad hun gjorde, han hadet at hun udsatte sig for det som hun gjorde, og det var vgirkelig også det som måtte gøre det hele for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke. At han skænkede hende et kærtegn af sin egen fri vilje, var noget som i sig selv, måtte sige meget, for det var noget som han normalt aldrig nogensinde vlle have gjort det, og nu stod han her alligevel. Han kunne virkelig ikke lade være, nu hvor han havde hende på et niveau, hvor de faktisk var i stand til at skulle gøre dette og med det klare alvor som aldrig nogensinde fr, det var i den grad også helt sikkert. At give hende den nøgne sandhed, ville om ikke andet, bare lette ham selv, for nu havde han virkelig brændt inde med det igennem så forbandet lang tid og nemt, det var det så sandelig heller ikke. Han trak svagt på skuldrene, ikke at det var noget som han kunne skjule for hende, det var også helt sikkert. ”Det ved jeg ikke.. hvorfor?” spurgte han videre. Han ønskede jo selv nogen svar og han agtet så sandelig også at få dem, som det måtte være gengældt fra hendes side af. Hun ønskede dem jo trods alt også. At se hende direkte i øjnene, var ham selv ikke nogen hjælp, selvom det tydeligt også måtte være en indre kamp. Nu var det blevet en alvorlig samtale dem imellem og det var så sandelig også noget som han agtet at skulle holde fast i på stående fod, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han kunne høre hendes faste hjerterytme, det var noget som virkelig også måtte påvirke selv ham. At dette ikke bare var en leg, men det rene alvor og på alle tænkelige måder overhovedet, det var end ikke noget som man kunne lægge det mindste skjul på overhovedet, hvad Han trak på smilebåndet ved hendes ord. ”Jeger.. yderst hemmelighedsfuld når det kommer til mig selv, Noelle..” påpegede han roligt. Det burde hun da vide, for han var virkelgi ikke typen som lukkede alle tæt på sig, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. At hun direkte ønskede, at han skulle fortælle og vise hende det, fik ham om ikke andet, så bare til at smile. Han lod hovedet søge let på sned, lod hånden roligt glide under hendes varme hage, for at holde hendes hoved solidt på plads, idet han valgt at skænke hendes læber et ganske let og dog så lidenskabeligt kys. End ikke dette, var noget som Jaqia fik lov til at se fra ham. ”Du kom hjem mere død end levende for år tilbage, Noelle.. Jeg ønsker ikke at du skal komme hjem i en ligpose,” afsluttede han frygtelig dæmpet.

[Noelle Jaceluck]

Det var forbandet lang tid siden nu, men Noelle huskede det stadig. Hun var her allerede da han kom. Det første indtryk var behageligt, han var en flot mand, han tiltrak hendes opmærksomhed, ikke mindst med det dystre glimt. Hun havde aldrig været kendt for noget som måtte minde om generthed, og deres første samtaler plejede at vare til langt ud på natten, før hun var tvunget til at gå til seng, hvor han jo så pænt kunne holde sig oppe resten af natten. Han havde givet hende blikke når hun strøg forbi, og til gengæld sendte hun ham et lettere forførende smil, men længere var det aldrig nået. Den aften hun var tvunget til at tage ud på slagmarken, noget som forekom hende ganske naturligt, men som tydeligvis ikke var faldet i god jord hos ham, for efter det var de mange blikke stoppet, og hun havde søgt dem ved at gøre som hun gjorde i aften, opsøge ham, kærtegne ham og forfører ham, også selvom hun stoppede når først de var nået en vis grænse, hun måtte jo stadig hade ham, det var en maske hun gennem forbandet mange år havde været tvunget til at påtage sig, også selvom det på ingen måde var tilfældet. Han lod til at han var blødt meget mere op, det i sig selv var noget som måtte lette Noelle, nu hvor hun selv stod og blottede sig psykisk for ham. Underligt nok havde det aldrig været hende det største problem at skulle snakke om følelser, der forekom et sted næsten bare naturligt? Blikket hvilede i hans, og med dert tydelige intense glimt, hun vidste at hun trak i hans sind, trak i hans lyster ,og mere end det som hun havde formået at gøre med egne hænder, men igen han forblev alvorlig, var han rent faktisk ved at lærer det at skulle stå imod? Ikke at det ville gøre hende noget, hun var træt af altid skulle kigge den ene eller den anden vej, frem for bare at se på ham, og de begge ville være i stand til at skulle sporer sandheden i det blotte blik. Begæret var der, selv sat i hendes krop og ligesom ham var det i9kke kun af kød og blod, ellers ville hun i den grad ikke stå her og kræve de svar af ham, men derimod allerede nu have ført ham med mod sengen, eller i dette tilfælde skrivebordet.. Han vækkede noget i hende som ingen anden måtte gøre, for selvom hun følte sig i live når et sværd ramte hendes krop, og hun følte smerten, så følte hun sig endnu mere i live når hun stod foran Enrico, og hendes hjerte måtte springe slag over, længslen efter at vende tilbage til de første følelser, det var i virkeligheden det som drev hende til ham hver eneste gang hun måtte være hjemme, den intensitet han skænkede, hvad end han hadede hende eller ikke. Afstanden mellem dem var lille, ikke at det gjorde Noelle noget på nogen måde, det gjorde hende i stand til at stå der og tage imod hans varme kærtegn, skænket af egen fri vilje og hun forstod det virkelig ikke! Ikke flere hemmeligheder, han var en dyster mand og ligeså var hun en kvinde bygget op af den rene mysterium, kortenen blev som regel holdt tæt ind til kroppen, men nu var det vidst på tide at dele det med ham. Smilet bredte sig let, han krævede ligeså en sandhed og den skulle han få ”Fordi jeg altid har ønsket du skulle se på mig på den måde som du gør nu, fordi jeg altid har ønsket at du ville røre mig som du gør.. Frem for at frastøde mig” tilføjede hun med ærlighed i stemmen og ganske sigende blik. Hjerteslagende afslørede hende, det var jo nu ej heller fordi hun gjorde synderligt meget ud af at skulle skjule det. Han skulle høre det, vide at dette ikke blot var endnu en af hendes lege ”Jeg har set dig så intens med Jaqia, jeg har set hvordan du har rørt hende, og lige siden har det været en kamp for at få dig til at kigge på mig på samme måde” erkendte hun stille. NU blev det hele smidt på bordet, på et sølvfad. De blege kinder antog en lettere violet farve, ikke at det var noget som hun selv måtte reagere synderligt på ”Det er vi begge” hun sendte ham et sigende blik, trådte stille et enkelt skridt tættere på ham, så afstanden mellem dem blev formindsket yderligere. Hånden gled mod hans, som han lod hvile mod hendes hage, flettede stille hånden med hans, hun ønskede at han skulle vise det. Som hans ansigt nærmede sig, lod hun øjnene stille glide i og det sensuelle glimt glide i skjul. Smagen af hans læber overraskede hende næsten, selvom han var kold føledes de så brændende, så søde at det næsten måtte tage pusten fra hende. Uden så meget som at tøve gengældte hun med den rene intensitet. Næsten modvilligt måtte hun slippe hans læber og ganske stille trække sig. Det kække smil var falmet, hun trak sig ikke langt, den ene hånd lagde sig næsten forsigtigt mod hans bryst, det var ikke fordi hun plejede at være påpasselig med hvordan hun rørte ham, men nu var det anderledes. Forstående måtte hun nikke ”Der er en risiko ved mit job, det er ikke tit jeg kommer hjem slemt tilskadekommet, men det forekommer vil jeg gerne erkende. Det er min pligt som det at rådgive er din, Enrico” tomlen strøg blidt over hans underlæbe, kærtegnede den stille og næsten koncentreret ”Jeg vil ikke tænke på døden.. Jeg vil leve mit liv mens jeg har det” afsluttede hun stille og med en bestemt tone. Det lå til familien, og det var sådan hun havde valgt at leve hendes liv ligeså vel som Enrico, det håbede hun at han ville forstå. Hånden gled fra kinden og i hans nakke. De slanke fingrer snoede de halvlange krøller om hendes finger, hun lænede sig endnu engang frem, blikket gled ikke i, ej heller da hun valgte at skulle skænke hans underlæbe et varmt kys, kun for at få den fulde smag med.

[Carmine Jordin Marlineo]

For Enricos vedkommende, så var det virkelig groteskt at lyve ganske simpelt, det var end ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, det var i sig selv en ganske så simpel ting for mange, men for ham, så var det ganske enkelt helt umuligt! De mørke øjne hvilede i hendes blik og selv uden at se det mindste væk fra det. Hun var virkelig noget af det smukkeste som han længe havde set, det var sikkert og så længe, at hun ikke spillede på det så var det faktisk i sig selv også nemt at skulle stå imod, for det var virkelig ikke andet end at bide tænderne godt sammen og så tage det hele derfra. At skænke hende disse kærtegn ud af sin egen fri vilje, havde han faktisk slet ikke troet skulle være nødvendigt, men nu var det.. De kunne atter bare stå og snakke som de gjorde nu og det var virkelig bare.. dejlig enkelt et sted? Et ganske så svagt smil passerede let og stille hans læber. Det var slet ikke fordi at han ikke var draget af hende, for det var han i allerhøjeste grad! Han lod hovedet søge let på sned. Han krævede egne svar som det også var gengældt og set fra hendes side af, det var også helt sikkert. Han trak vejret roligt og dybt, et sted var det virkelig bare dejligt og behageligt, at skulle komme af med alt dette på denne måde, at komme af med alt det som han havde båret i sindet igennem så skræmmende mange år siden hun var kommet hjem mere død end levende, for det var virkelig der, at det hele var endt med at klappe sammen omkring ham. Han havde virkelig frygtet at hun ville ende med at blive revet fra ham i den anden ende, og det var så sandelig også det som gjorde, at han var bange for, at lukke hende alt for tæt på. ”Tro mig når jeg siger det, Noelle.. Det har været mig en kraftig udfordring ikke at skænke dig de blikke som jeg gjorde for mange år siden, ikke at røre dig på den måde, som jeg altid har gjort det,” fortalte han stille, for det var virkelig ikke noget andet end den nøgne sandhed. Den fortjente hun, nu hvor han også kunne læse i hendes bli, at det var den som hun måtte servere for ham. Det var noget for noget, og det ville han selv personligt mene, ville være retfærdigt når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han blev stående tæt på hende, hvor han selv ikke havde noget imod ,at hun måtte komme tæt på ham. Man kunne vel lige så godt bare.. give slip nu? Og lade hende vide hvad han i sandhed måtte føle? ”Jeg fratstøder dig ganske bevidst og det er virkelig ikke fordi at jeg hader dig, Noelle.. Jeg har aldrig nogensinde hadet dig.” Selv lykke og håb kunne findes i Dvasias, det var bare det faktisk, at man skulle se det. Enrico havde for sin egen del benægtet det hele vejen igennem, selvom han virkelig måtte erkende, at han gravlagde sig i arbejde når hun var ude, det var helt sikkert. Han lod hovedet søge let mod den anden side, også selv da hun gengældte hans kys. Det var virkelig noget som måtte varme noget så frygteligt i hans kolde og dystre sind. Det var næsten som han kunne mærke hans hjerte slå et eneste lille slag, selvom han vidste, at det slet ikke var noget som måtte ske det mindste, for det havde det aldrig gjort. Han slap hende stille og roligt, selv da han måtte vende blikket mod hende endnu en gang. Han sukkede stille, selvom han nu ikke nåede, at skulle besvare hendes næste ord, i og med, at hun måtte møde hans læber endnu en gang. Hendes føles virkelig så frygtelig brændende mod hans egne, ikke at det var noget som man kunne skjule det mindste overhovedet. Han nød virkelig noget så frygtelig meget af det! Han elskede at have hende så tæt på sig! Også selvom han måtte hade det til en vis grænse, men det var vel også kun fuldt forståeligt? At hun legede med hans nakkehår, kunne han virkelig ikke gøre andet end at nyde noget så frygteligt. Han måtte endnu en gang tvinge sig selv til at bryde det. ”Jeg tvinges gang på gang til at sidde og se dig tage af sted. Jeg ved aldrig om jeg får dig hjem i live eller om det er i en kiste, Noelle..” forklarede han stille. Det var virkelig det som automatisk måtte gøre, at han reagerede som han gjorde, og det var virkelig ikke på grund af hende alene, men også alt det andet som virkelig måtte gå ham på i hverdagen. Han ønskede virkelig ikke at skændes med hende, men at få forklaret hende det hele og alt og så.. bare komme videre derfra. Han hævede forsigtigt hånden og strøg roligt hendes kind og igennem hendes hår. Panden lod han stille møde hendes. ”Jeg ønsker ikke du skal stoppe dit arbejde, for jeg ved hvor meget det betyder for dig.. Som mit også gør for mig.. Jeg er bare.. bange for at miste dig,” hviskede han stille. Næsten en ærklæring et sted. Det var end ikke noget som man kunne komme det mindste udenom overhovedet.

[Noelle Jaceluck]

En løgn var absolut intet værd. Det var sandt at løgne kunne være nødvendige i tide og utide, måske for overlevelsen såvel som så meget andet. Men her var der ingen grund til at kaste den i hovedet på hverken ham eller hende selv. Det var ikke løgnen hun søgte, men den hårde, kølige sandhed, hvor svært det så end ville være for ham at få frem i form af ord. Blikket hvilede i hans, også selvom hun ikke brød sig om tanken om hvor meget hun rev og sled i ham, uden at røre ham overhovedet, han så på hende på den måde, som var hun mere end blot et kønt ansigt som han bandede hele vejen til helvede, for der var hun skam allerede. Det var ikke ofte at hun spillede på den intense del i hendes indre, men i de øjeblikke hvor han stod mellem hende og væg, de øjeblikke hvor hun rørte hans punkter, hvor hans lyster måtte vækkes, de øjeblikke så han på hende på en anden måde end ellers, på en måde der tændte flammen i hendes indre. Det sitrede let ved hans kærtegn, så varme og næsten kærlige som de måtte være, det var ikke ligrefrem hvad hun havde været vant til overhovedet, altid havde han afskyet hende, ønsket hende væk og ud i marken, hun havde mistet tal på hvor mange gange han direkte havde nævnt at han ville ønske at en prociansk soldat ville tage hendes sårbare liv, det var faktisk ikke ord som hun var ligeglad med, de påvirkede hende, stak en kniv ind i brystet på hende, for hun havde altid villet være sammen med ham, men når han hadede hende som han gjorde, så avr det også bare nemmest at hade ham ligeså. Pegefingeren strøg over hans læber, det var formet i et smil, det i sig selv var også det som gav hende et, et andet end blot et kækt og provokerende smil, et sted var hun varm, hendes flamme brændte, mange så på hende som Dvasias kølige hærfører, hård som sten, men hun var en kvinde der rummede langt mere end det som folk regnede hende for i virkeligheden, men ingen så det. Ganske let måtte hun vride sig, lade kjolen falde mere tilpas omkring hendes krop, hun følte hvordan silket rev over hendes sår, der var risikoer ved hendes job, og hun var før kommet mere død hjem end levende, og hun kunne også ærligt nævne at det ikke var sket for den sidste gang, var det så meget grund til at frastøde hende? At hun gjorde hvad hun i virkeligheden var god til? At hun hjalp det land hun stammede fra, hun forstod det virkelig ikke. Detr var ingen hård eller kold maske at sporer, kun et stille skævt smil ved hans ord ”Jeg har heller ikke ligefrem gjort det nemt for dig” påpegede hun med et lettere uskyldigt blik. Sandt var det jo, de mange aftener med en evig tirren af hans svage punkter som i aften, det var virkelig heller ikke noget som havde gjort noget lettere, og hun vidste det jo. Der kunne hun så også ærligt erkende at det ikke havde været nemt for hende, hver eneste gang fristet til at trække den, velvidende om at hun var tvunget til at hade ham og gemme det bag en facade af at det var den rene leg, selvom det var meget mere. Hjertet slog fast mod hendes bryst, gav sine slag til Enrico, hun vidste at han ville høre dem, ghøre hvordan han var den der fik det til at banke så fast, når hans brændende læber mødte hendes. Uden rigtigt at tænke over det, trykkede hun sig længselsfuldt ind mod hans krop, da deres læber måtte hvile mod hinanden. Det sitrede så dybt i hendes indre, hun brød kysset som han gjorde det og med det tydeligt intense glimt i blikket ”Der er en risiko, det erkender jeg gerne.. Og jeg kan ikke love dig at jeg ikke ender med at komme hjem i en kiste, jeg har aldrig frygtet døden for hvad har jeg haft at miste?” hun så væk fra ham, det gjorde faktisk ondt, hun lå i et dilemma mellem kærlighed og pligt, og allerede nu vidste hun at pligten valgte sig selv, kunne hun ikke få begge dele, så var der ingen veje ”.. Jeg vil ikke tænke på at jeg risikere mit liv på den slagmark, jeg ved et sted at imorgen kunne jeg være ukoncentreret og en prociansk soldat ville pludselig stå bag mig, jeg ville ikke have en chance.. Men jeg er vågnet op om morgenen og om natten, med den tanke at jeg ikke ville leve sådan. Skulle jeg dø så ville jeg have at andre end Jaqia skulle savne mig, fordi hun så skulle gøre sig det besvær at finde en erstatning, jeg vil have noget at leve for, foruden mit job, til den dag jeg ender med at gå bort. Jeg forstår hvis du ikke forstår det, og jeg forstår udemærket hvis du ryster på hovedet af mig, og er enig med dig selv om at du aldrig ville kunne gøre som så.. Men jeg har ikke noget valg Enrico” hviskede hun stille. Panden mødte hans, hans ord både varmede og gjorde ondt på en og samme tid ”Det forstår jeg.. Jeg vil ikke presse dig” hviskede hun i et halvvejst suk. Den ene hånd strøg stille mod hans bryst, hun knugede om hans klæder, den lille længsel bankede i bryste, den kom hun virkelig ikke uden om.

[Carmine Jordin Marlineo]

Når hun krævede svar på denne måde, så skulle hun også få sine svar. Enrico var virkelig træt af alt det andet, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. At have hende så tæt som han nu måtte have det, det var virkelig noget af det bedste ved det hele, det var end ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogne tvivl om. Han betragtede hende med de mørke øjne, også selvom han virkelig måtte kæmpe for at skulle holde sig i skindet. Hans hjerte havde valgt for ham for mange år siden, selvom det i hans øjne, var en kvinde som han ikke kunne få og udelukkende på grund af hendes arbejde, så var han tvunget til at skulle holde sig på en vis afstand, også mest for sin egen skyld. Det var ikke bare en holdning som han havde, men en livsstil som han var vokset op med igennem mere eller mindre hele hans liv, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han havde aldrig hadet hende, for det havde han virkelig aldrig nogensinde haft en grund til at skulle gøre, havde han? Bare tanken omkring det, var ham direkte forkastelig! Han vidste at hun var meget mere end bare en dvasiansk hærfører, for han havde igennem så forbandet mange år, haft et ganske andet kendskab til hende, det var der heller ikke nogen tvivl om, for hun havde virkelig været den som han kunne bedst med på slottet igennem en længere årrække. De gange hvor hun var kommet hjem mere død end levende, var virkelig en situation som efterlod ham med hjertet i halsen, og det var virkelig ikke behageligt! Det undrede vel ikke nogen, at han hellere ville holde hende på afstand, for sandt ja, at det ville knuse ham hvis hun engang skulle komme hjm i en kiste i stedet for, men han ville kunne forberede sig på det i stedet for at sidde og bare stirre ud i luften og håbe på at hun kom hjem til ham igen. Det var der at forskellen lå og det var det som han så frygteligt måtte holde fast i når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om. ”Du har aldrig gjort det nemt for mig,” påpegede han lettere stilfærdigt, ikke at det var noget som han kunne komme det mindste udenom når det endelig måtte komme til stykket, for det var i bund og grund bare.. realistisk og sådan at det måtte hænge sammen. Der var virkelig ikke noget som måtte forklare det på nogen anden måde end lige netop det. Han lyttede til hendes ord, hvor han i det indre nærmest bare måtte ryste på hovedet. Hun virkede for selvsikker i hendes udtale og det var heller ikke noget som glædet ham i den anden ende. ”Hovmod er det første som slår ihjel, Noelle..” påpegede han stilfærdigt. Hun ville aldrig komme hjem i en kiste? Det var lige netop den holdning som automatisk måtte gøre, at hun måtte komme hjem i en før eller siden! Hånden mod hans bryst, efterlod en forbandet tydelig sitren. Han bed sig svagt i læben. Hun var så varm at være i nærheden af og han elskede det. Han var virkelg bare bange for, at det før eller siden måtte være.. noget som aldrig ville komme til ham mere? At han ville miste det for altid, også selvom han vidste, at det var det som han var i fuld sving med allerede netop ved at gøre som han gjorde for nu og det var bestemt ikke noget som gavnede ham selv i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Dit job er dit liv som mit også er mit,” begyndte han stille. Han hævede forsigtigt sin hånd og lukkede den roligt omkring hendes. Det var virkelig en kamp for at bevare den kontrol, men hun fortjente virkelig den øjenkontakt når de nu måtte være så tæt på hinanden. ”Du ønsker noget andet at leve for end bare arbejde og du lader valget være mit? Lad mig spørge dig om en ting.. hvor meget kender du til en vampyrs natur udenfor slagmarken?” spurgte han stille. Så måtte han jo trods alt forklare hende hvordan det hele måtte hænge sammen, for hun vidste vel også, at det måtte være det væsen som stod som det stærkeste i ham når det endelig måtte komme til stykket? Han kunne høre hendes hjerte som det måtte hamre mod hendes bryst. Han vidste allerede hvor hun måtte stå med følelser, selvom han virkelig ikke vidste, om han i det hele taget turde, at skulle gengælde det.

[Noelle Jaceluck]

For Noelle’s del, så gjorde det hende vitrkelig ikke noget at skulle stå så tæt på ham, hun nød at kunne gøre det uden at få dræbende blikke eller for den sags skyld at blive skubbet væk. Der var gået så mange år nu, år hvor hun var kommet hjem, gjorde sig i stand og søgte til hans værelse med det samme, kun for at få hendes mulighed til at komme tæt på, skjult bag en maske af den samme had som han skjulte for hende, og hver gang gjorde det lige ondt, for de følelser for ham var virkelig blevet stærke. Kærlighed var en sølle ting, ikke noget som hun havde troet på, hun vidste også at hun havde lov at elske, men ikke på en måde så det gik ud over hendes arbejde, noget som i sig selv var svært i hendes situation. Tankerne kunne ikke afledes i sidste ende kunne det koste livet, koncentrationen måtte hele tiden og konstant ligge på hvad der skete omkring. De funklende øjne hvilede i hans, og med den tydelige sensuelle gnist, hun vidste at det ikke gjorde det nemt for ham at stå tæt på, hun ønskede heller ikke at rive for meget i ham, specielt fordi hun i forvejen ikke brød sig om hvor dette måtte fører hen. Han havde ikke tænkt sig at lukke hende tæt på, det kunne hun tydeligt fornemme og det i sig selv gjorde ondt, nu hvor hun blottede sig for ham, kom med indrømmelser og ikke mindst svar, som hun ligeså ønskede dem fra hans side af, hun fortjente sandheden, også selvom den til tider kunne gøre forbandet ondt, hun havde jo været forberedt på det et sted. Hans krop var så kold, hun holdte fast om hans klæder, bange for at han ville trække sig og skubbe hende væk. Tryghed var ikke en ting som var en del af hendes dagligdag, det eneste hun aldrig følte sig, var tryg. Men nu hvor hun stod her, så tæt på ham så var det præcis den følelse som slog hende. Hun ville stå her og mere end for den her stund, også selvom hun kunne høre at det førte helt andre steder hen, han ville ikke lade hende stå der, og hun ville blot acceptere det, også selvom det virkelig gjorde ondt. Arbejdet var hendes liv, hun ville ikke efterlade sig noget som helst ud over en hær der ville overtages af en anden, hun ville ikke føle glæden ved at vågne op ved siden af en mand som virkelig elskede hende, enhver kvinde havde en prinsessedrøm, selv Dvasias hårde hærfører. Det lille smil falmede, nu forstod hun hvorfor hendes familie ikke havde det nemt ved at snakke følelser, for nu var det at det rent faktisk blev en ubehagelig ting ”Der er aldrig nogen der har sagt, at det skulle være nemt” påpegede hun med en forsigtig tone. Nu så han på hende på den måde, men for hvor længe? Det fustrede hende, for hvad var egentlig forskellen? Hvis han virkelig følte for hende ville han blive knust over at hun kom hjem i en kiste, om de var sammen eller ej, så var det retfærdigt overhovedet? Når det kom til hendes arbejde så var hun forbandet selvsikker, og ja hun var typen der tog chancer, men igen hun vidste som regel altid havd hun gjorde og hvad målet måtte være, og som hun selv nævnte hun kunne ikke love at en dag hun ikke ville blive ført ind i en kiste, for risikoen var der altid. Hun rystede blot på hovedet af hans ord, han forstod sig ikke på det, han måtte stå i hendes sko før han ville vide hvad hun snakkede om. Et suk forlod hendes læber, selvom om det gjorde helvedes ondt så endte hun med at slippe grebet omkring hans klæder, og lade hånden falde fra hans nakke, kun for at træde et mindre skridt bagud. Hvorfor gøre det hele meget værre? Det lille glimt i hendes blik var væk, nu blev det rent faktisk hårdt, hvorfor ikke bare få det overstået? Hun sukkede opgivende slog armene ud fra kroppen som svar på hans spørgsmål ”Mere eller mindre intet. Jeg ved kun hvad er værd at vide i kamp” erkende hun med et lille nik for at understrege hendes ord. Allerede nu savnede hun at stå ind til ham, den følelse af tryghed, så snart der var den afstand følte hun sig igen...Alene.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico kunne lige så godt smide alle kortene på bordet og få det her overstået, for alt det andet ville virkelig ikke gavne dem på nogen måde og han vidste det. Det var slet ikke fordi at han havde problemer med at skulle snakke omkring følelser, selvom det måske kunne være en anelse akavet, så var det virkelig ikke noget som han ville dæmpe på for hendes skyld, for hun havde virkelig også brug for at vide, at hun ikke stod alene med dette, at det ikke bare var hende som havde det på denne måde, for det var det bestemt heller ikke hvad end om han ville stå ved det eller ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var endda også helt sikkert. De mørke øjne veg dog ikke det mindste fra hende. Han forstod hende udmærket godt, for han havde det på samme måde. Hans liv var et arbejde og det havde det været igennem så forbandet mange år. Lige så vil han jo også bare blive erstattet hvis han endelig skulle ende med at falde bort.. hvem ville dog savne ham? Han ønskede virkelig ikke at skulle tænke på det på den måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. ”Du kunne om ikke andet have gjort det bare lidt nemmere for mig..” sagde han stilfærdigt. Hun kunne jo have holdt sig væk, i stedet for at søge til ham som noget af det første hun gjorde. Selvom han havde savnet hende, så var det virkelig ikke noget som gjorde det nemmere for hende på nogen måde når det endelig måtte komme til stykket, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han betragtede hende med en ganske så sigende mine, selv da hun endte med at slippe ham og trække sig et skridt, hvor han måtte tage ekstra godt i underlæben for at holde sig på sin plads. Ikke at det var noget som man kunne komme det mindste udenom overhovedet. Hans krop var kold.. meget kold endda, selvom det føles meget mere køligt når hun ikke stod der. Han rystede på hovedet. ”Du ved at vampyreren står stærkest i mig, Noelle.. Vi vælger en kvinde for livet,” forklarede han stille. Han kunne vel lige så godt gå direkte til sagen i stedet for alt det anddet vel? Det var der jo heller ikke nogen grund til. Han ønskede virkelig bare at forklare hende hvorfor han gjorde som han gjorde, hvorfor han sad inde med alt det som han måtte gøre det for dette øjeblik, selvom det virkelig ikke var noget som gjorde det nemmere for nogen af dem når det endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert. Han lod hånden stille søge til hans hjerte. Han kunne så tydeligt høre hende, som det prøvee at fortælle ham hvad det var for nogle følelser som hun i sandhed måtte brænde inde med, og det gjorde ham virkelig ondt.. at han ikke kunne give hende det. Han turde virkelig ikke. ”Frygten for at du kommer hjem i en kiste er mig for stor,” fortsatte han stilfærdigt. Han ville virkelig ikke skjule den sandhed for hende når det endelig måtte komme til stykket, det var end ikke noget som man skulle drage det mindste i tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han blinkede let med øjnene. Han vidste at han tog sorgerne på forskud, men hendes hovmod ville virkelig ikke være ham en hjælp, for det ville gå galt før eller siden.. Det var bare den fornemmelse som han måtte sidde inde med og det var ganske enkelt ikke særlig behageligt når det endelig måtte komme til stykket. Han hadet det virkelig og som han aldrig nogensinde havde hadet noget som helst før, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Kommer du hjem i en kiste, så er jeg atter alene, hvis du forstår.. det er mig.. nemmere.. og bedre, at holde dig på afstand nu. Mit hjerte har valgt mig en kvinde som jeg ikke kan få helt,” afsluttede han stille. Han aflagde ed da han begyndte her og det samme gjorde hun. Begge var de fanget i dette på sit vis, selvom han om ikke andet så elskede sit arbejde, for det gjorde han i allerhøjeste grad! ”Jeg kræver virkelig ikke, at du skal stoppe dit arbejde, Noelle.. det hverken kan eller vil jeg,” afsluttede han stille. Det var virkelig ikke nemt. Slet ikke.

[Noelle Jaceluck]

Nu hvor de kommet så langt, hvorfor så begynde at skjule sandhederne igen? Til tider var løgnen det nemmeste, udelukende fordi den ikke kunne sårer nogen, men lige her var der ikke brug for den, et blødende hjerte var ikke noget nyt, hun kunne takle det og det agtede hun også at gøre, desuden forelskelse? Det ville jo være direkte tåbeligt at begive sig ud i noget som helst, måske det bare ikke var ment for hende at skulle have et privat liv, måske hendes skæbne bare lå i at skulle kæmpe for hendes land, og det var vel godt nok? Det var bestemt akavet, man kunne ikke ligefrem sige at det var første gang i livet hun fik afslag, det havde været en vanesag lige fra barndommen af, hun var altid blevet nedprioitere udelukkende fordi hun ikke viste sig frems om hendes forbandede søster havde gjort det, så et sted så var det vel heller ikke noget hun tænkte forbandet meget over? Der var aldrig blevet given hende nogen former for kærlighed, hverken fra hendes mor eller far, der var ingen som var direkte stolt af hende, hvorfor skulle end mand, og specielt en som Enrico pludselig skænke hende de følelser? Hjertet hamrede de faste og ikke mindst usammenhængende slag, hvad hun følte for ham var tydeligt, selv han ville kunne høre det med ord i form af hendes hjertebank, hun ville virkelig ikke presse ham ud i noget som helst, derfor tog hun også den afstand, han skulle ikke få lov at høre hvor nervøs hun faktisk pludselig var blevet. De slanke fingrer strøg gennem de rødbrune lokker, hun så ganske kort væk fra ham, betragtede bunken af papirarbejde, han havde andet at give sig til, det var der hvor hun kunne nyde en fri stund. Der var ikke mange soldater på slagmarken mere, krigen gik mere og mere i sig selv, og der var ikke meget for hende at lave, ikke ud over at træne soldaterne om eftermiddagen, og undervise i hendes speciale, så hun klagede bestemt ikke. Og så alligevel.. Nu kunne hun ikke nærme sig Enrico som sådan mere, han ville være tæt på og langt fra alligevel, allerede nu var det noget som virkelig fustrerede hende! ”Jeg troede at du hadede mig” påmindede hun med en næsten opgivende mine, ikke at det var ofte man hørte hende sådan, men hvad skulle hun egentlig sige? Hendes krop brændte, hun kunne stadig fornemme hans kulde, den trygge følelse, endnu engang var den væk hurtigere end den egentlig var kommet. Armene faldt slapt ned langs hendes side, af en eller anden grund fik hun pludselig lysten til at tage i slagmarken, der var hun ikke i stand til at tænke over disse ting, men der var intet at lave i øjeblikket. Hun var en teperamentsfuld kvinde og selv det var noget som hun skulle have lov at rase over, det gjorde hun igennem den kamp, derfor elskede hun sit arbejde, også selvom hun i øjeblikket bandede den ed så forbandet langt væk. Noelle lyttede intenst til hans ord, hun vidste ikke meget om hans væsen foruden det hun burde vide, og det var fakta som ikke var noget hende før, et sted varmede det og et andet sted hvad skulle hun så bruge det til når han alligevel ikke turde tage den chance? ”Fascinerende” svarede hun kortfattet. Det var ikke meningen at virke afvisende, men igen hvad pokker skulle hun egentlig sige? Han tog sorgerne på forskud, og som hun hørte det så var valget allerede truffet, så ville hun end ikke køre mere i det, det var alt hun havde haft brug for at vide, for det andet fustrerede hende virkelig. Når hun gik ud af denne dør, så ville han hade hende igen og hun være tvunget til at hade ham, selvom hjertet skreg efter ham hver gang han vendte ryggen til. Det var aldrig gået op for ham at han ikke var den eneste det følte sig alene? Hver dag risikerede hun livet, og selv hvis hun døde så ville det bare være det.. Ingen ville græde over hendes lig, ingen ville tænke på hende som sådan, hun ville være fortid ganske hurtigt, og den tanke skræmte hende. Hun nikkede en smule erkendende, sendte ham et stille smil, selvom det kun var halvhjertet ”Det forstår jeg udemærket, Enrico. Jeg ønsker ikke at presse dig ud i noget som helst.. Lad os bare fortsætte med at hade hinanden, det vil gøre alt meget lettere.. jeg skal nok holde mig væk” konkluderede hun med et lille nik. Jobbet kunne hun ikke sige sig fra selvom hun til tider ønskede det. Den ed bandt hende såvel som ham.. De måtte vel bare acceptere kensgerning?