Time changes..

[Carmine Jordin Marlineo]

Tiderne skiftet, og det i sig selv, var noget som i den grad også ville ramme absolut alle sammen, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Natten var for længst faldet på og det var først nu, at man meget fint, ville være i stand til at sige, at Dvasias ville vågne op. Enrico var stået op for det som måtte være en mindre time siden og allerede i fuld gang med dagens arbejde, som i sig selv, var ekstremt meget. Jaqia havde underskrevet reglerne, gjort landet til et kvindedomineret område og i sig selv, så var han i den grad også bange for, at det var noget som ville ramme ham i den anden ende, og det i sig selv, var noget som direkte gjorde ham urolig. Dette var i den grad en stilling som han var yderst tilfreds med og noget som han var ekstremt stolt af, og det var i den grad heller ikke noget som han havde lyst til at skulle miste på nogen måde overhovedet. Han gik rundt i biblioteket, fandt de mange bøger frem. Støvet som bare fanden, selvom det nu ikke var noget som gjorde ham det mindste for øjeblikket. Han smed dem direkte på bordet, slog op i dem, hvor han lod den lange, slanke finger glide over de ældgamle latinske ord som i hans øjne i den grad bare måtte give den fulde mening. De nye regler skulle i den grad også ud til folket på denne måde. De var underskrevet, så var det nu bare noget som alle skulle underrettes omkring og det var nu også noget af det som han måtte prioritere først. Han stoppede roligt op ved et ganske enkelt afsnit. Mange af disse regler var i sig selv blevet udført i praksis før, så var det jo bare det at skulle komme ind det hele igen for det havde i den grad haft sin virkning i det hele fra før af. Han lod hovedet søge let på sned og satte sig roligt ned på sin stol. Hele rummet, var blevet oplyst af de mange fakler. Væggene var jo af ren sten, så det var ikke noget som ville gøre sin store virkning på nogen i det hele taget alligevel og efterhåden, var det et af de steder foruden Jaqias soveværelse som han måtte opholde sig en god del på faktisk. Det var noget som var kendt og alligevel var det ikke noget som gjorde ham det midnst eoverhovedet. Han var hvad han var og han havde jo trods alt også sine lyseter som skulle stilles på den ene og den anden måde, så der kom det hele jo faktastisk godt ind i billedet. Han sukkede stille, endte med at skulle klappe hele bogen sammen til sidst og med et tydeligt irriteret suk. Alt for mange ting havde han i hoveet lige nu. Nu kunne han da meget fint sætte sig ind i det som Nathaniel havde siddet med i sin tid som kongelig rådgiver. De havde i den grad ikke pause særlig ofte. Han lod hænderne vandre igennem det halvkrøllede hår, lod tungen bevæge sig over hans læber og med et tydeligt suk. Han vendte sig mod vinduet. Regnen piskede mod ruderne som bare fanden og det blæste helt vildt. Månen var end ikke til at skulle se lige i aften. Han rejste sig igen, gik hen til vinduet, som han uden det mindste tøven, bare valgte, at skulle åbne. Lidt vand i hovedet, var nok noget som ville gøre godt i den anden ende. Faklerne gik ud som vinden kastede sig ind i rummet, gjorde det hele køligt, hvilket var noget som passet Enrico ganske fortrindeligt, sammen med vandet som måtte slå mod hans ansigt. Det gjorde i den grad også sit for ham lige nu.

[Noelle Jaceluck]

Mørket var igen faldt på, og så dog så var det n8u som der var liv i gaderne i dette land, dagenen kunne være lidt triste til tider direkte mennesketomt, men om aftenen var det tydeligt at høre byen vågnede. Lige der var slottet i den grad ingen undtagelse, enhver vidste at det var frygtelig sjældent at Jaqia hvilede ved søvnen, men om aftenen var der hun viste sig tydeligt fremme, sad stolt på den trone hun var i besiddelse af, det var også noget sm gav de andre lidt andet at tænke på. Noelle var vendt hjem fra slagmarken dagen i forvejen, hun behøvede virkelig bare en lille pause fra den krig, så meget blod på hendes hænder og så mange sår over hendes krop. For nu var det mere blot rifter eller ar som var helet efter nærkontakt med den ene eller den anden form for våben. Hendes nøgne skuldre aflørede kun et stort sår hvor en elever alligevel havde formået at lade en af de irriterende pile trænge halvt ind, det var bedre nu hvor det var blevet plejet, Jaqia havde virkelig nogle fantatiske midler. Selv på trods hun mest befandt sig i slagmarken så gik rygterne, rygterne omkring de nye love og normer som virkelig kun var nået hende som en glædelig nyhed. I hendes øjne lød det ganske fantastisk, ikke mindst fordi det stilte en vis person som hun ikke kunne udstå i et helt andet lys. Hun havde hele tiden haft ret han var den som kunne undværes, et sted var han jo mere Jaqia's legetøj end han var rådgiver, og det var ikke for det, de alle havde vel efterhåden prøvet hvile i Jaqias seng med hende ved deres side, men Enrico var mere end blot et par gange i løbet af ganske lang tid. Noelle bevægede sig med de målrettede skridt mod kælderegionen hvor også Enrico's kontor lå, og kun med et formål; At irritere manden. Den lange grønne kjole som hun måtte bære når hun var på selve slottet udelukkende fordi den faktisk var ganske behagelig, og i den grad kun fremhævede den kvindelige krop som hun måtte være frygtelig stolt af. Det lange råde hår svang let fra side til side i takt med de skridt som kun gav genlyd i salene. Hun fortsatte ned af den lange trappe der førte mod de regioner som hun virkelig ikke holdte meget af, det var en ting hun lod være op til Enrico og Jaqia, men lige for i aften var det ligemeget. Hun stoppede uop uden for den åbne dør, betragtede hans skikkelse uden så meget som at afsløre hendes tilstedeværelse på nogen måde. Et smil prydede hendes rosa læber samt et glimt i de funklende grønne øjne. Dette var noget som hun havde savnet og noget som hun i den grad så frem til, nu hvor hun ikke var på slagmarken måtte hun jo få udløb fra hendes fustrationer på den ene eller den anden måde uanset. Stille valgte hun at skubbe døren op, ganske lydløst. Hun betragtede ham ved vinduet, den kolde luft slog mod hende og lod det kun give hende den gåsehud ned over armene. Havde det ikek været fordi hun netop kom fra Jaqia af, så ville det have undret hende at se ham her frem for i hendes soveværelse "Nå, Enrico.. Holder man en friaften" Den tydelig provokerende tone,så skarp og alligevel så blid. Hun gled ned på hans skrivebord krydede det ene ben med det andet. Ilden fra fklerne var virkelig hun behagelig gav hende en underlig energi. Det var tydeligt at hun ikke hentydede til hans virkelige job men til de rygter som alle vidste var sande med ham og Jaqia, ikke at hun ville blande sig, det vedkom ikke hende.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico havde klart på den hårde måde, fundet ud af, at det var ham som kunne undværes og specielt med de nye regler og de nye reformer som Jaqia havde valgt, at skulle starte op, så satte det alle mænd i den klare farezone for at miste alt det som de havde kæmpet for af høje stillinger inkluderet ham selv. Det i sig selv, var en tanke alene som han bare ikke kunne fordrage af det hele! Krigen hærgede stadig derude, selvom det nu ikke var noget som direkte vedkom Enrico det mindste. Han havde ikke nogen elskede eller kære derude som han kunne være bange for at miste. Det eneste som han havde kært, det var hans job og det var virkelig også det eneste. Den aften hvor Samue havde udbrudt med hans følelser var stadig en aften som måtte hvile i Enricos mange tanker. Han havde virkelig alt for meget at skulle tænke på for øjeblikket. Kulden rørte ham ikke det mindste, tvært imod, så var det faktisk noget af det som formåede, at skulle gøre ham helt og holdent rolig i den anden ende og det sagde i den grad heller ikke så lidt da. At døren måtte gå op, bare det faktum, at Noelle var hjemvendt fra krigen, var en tanke som kunne irritere ham mere end noget andet for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han valgte blot, at skulle lukke øjnene ved hendes ord. Hovedet lod han falde. Bare at høre hendes stemme, kunne få ham til at sitre af den rene irritation som han bare ikke formåede, at skulle lægge skjul på. Det gjorde ham direkte irriteret! Han åbnede øjnene igen, vendte sig stille og roligt i retningen af hende og stirrede blot på hendes ellers så smukke skikkelse. En krop præget af ar, det kunne han godt se, selvom den tanke alene, faktisk måtte more ham en hel del. Det var dog blot noget som han valgte, at skulle bide i sig, hun kendte ham vel også godt nok til at vide, at det lige netop var de tanker som han måtte sidde tilbage med i den anden ende? Han rejste sig igen, rettede på hans tøj og fjernede det våde hår fra hans ansigt, da han lod vinduet glide i igen ,og flammerne i faklerne som straks blussede op i det klare lys igen. Han så på hende. "Jeg har for meget at lave til at tage en friaften, Noelle.." vrissedde han lettere sammenbidt. Hun formåede virkelig at skulle irritere ham og mere end det som så mange andre nogensinde ville være i stand til at skulle gøre det i den anden ende. Han lod armene falde over kors. Krigen var tvært imod ovre og så meget vidste han. Hun var vel bare hjemme for at få sig den pause som ellers var så tiltrængt? Der hvor han selv sad ganske godt på slottet. At rygterne omkring hans hyggen med Jaqia var kommet frem, gjorde ham virkelig ikke det mindste. Han nød af det og hun gjorde vel lige så, eftersom hun gang på gang, valgte, at skulle komme tilbage til ham på denne måde? Selvfølgelig var det noget som kunne få selv det lille lys til at gå op for ham, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. I aften havde Samuel hende.. sjovt nok som manden måtte kræve hende med sig, hver eneste gang, at det var ham selv som hun måtte gå til, selvom han bare valgte at bide det i sig. "Hvad briger dig hertil på en friaften? Er du bare kommet hjem til slottet for at irritere mig, eller er der andre åbenbare grunde som jeg ikke er i stand til at se?" spurgte han direkte. Han var klart træt af hendes mange julelege. Det irriterede ham bare for meget til at han orkede eller ville sætte sig ned og holde fokus for tiden. "Du har vel andet at lave end at genere mig i mit eget arbejde?" fortsatte han klart mere sammenbidt end det som han havde gjort tidligere. Bare hendes tilstedeværelse var mere end nok til at skulle pisse ham af.

[Noelle Jaceluck]

Selv på trods at Noelle befandt sig ekstremt meget ude i marken så nåede rygterne hende,og rygterne om de nye regler morede hende i den grad, udelukkende fordi hun så havde haft ret i hendes udtalelse med hensyn til at han var den som kunne undværes af ham og hende, det var der slet ingen tvivl om, for det første var hun frygtelig glad for Jaqia, og for det andet så kunne hun i den grad finde ud af at lede krigen. Krigen var et stort kaos, det var faldet langt mere til ro rundt omring på de små steder, men søgte man til Manjarno og på slagmarken så var det et skræmmende sted det kunne hun stå inde for. Overalt hvor øjet kunne se lå lig, gamle som unge, mænd som kvinder, somme tider llå de endnu og led og hun gjorde dem faktisk den tjeneste at slå dem i hjel i så fald. Der blev stadig slåsset ihærdigt, skrig kunne stadig flække nattens stilhed, der var endnu farligt at gå og stadig kunne man ikke stole på andre end sig selv for de flestes vedkommende var det blevet et spil om at forblive i live for at komme hjem til familien igen, lige for i aften havde hun så valgtat tage den aften fri, få sig et bad, få plejet hendes mange ar og år som hun efterhånden måtte være bære af, slappe af og for sekunder hvile i en ordenlig seng, og med varme omkring sig frem for ude i den kulde som hun var blevet vant til at leve i efterhånden. hendes stemme var lettere hæs, hun brugte timer på at råbe til alle, der var ingen tvivl om at hun ville have flest mulige soldater med hertil i live, de som var mere skadede end de ville kunne transportere sig selv med hertilbage blev slået ihjel på stedet, der var intet andet at gøre det var en barsk verden. At dømme efter hans reaktion på hendes tilstedeværelse så ønskede han hende langt fra hær, den stilhed som lagde sig og de mange sekunder før hans blik faldt til hende, det morede hende i den grad hun elskede den måde han så på hende på, ja det var uden tvivl en ekstremt irritation som hvilede der men langt bag det betragtede han hende med en forundring, med en mands lyst og det var virkelig en tanke som morrede hende. Hun var bære af flere ar end det var muligt at skulle tælle men det var nu sådan som det måtte være, hun var stolt af hver eneste lille, det var mere for hende end bare det, "Det er godt at se dig lave noget for denne ene gangs skyld" påpegede hun med det sigende blik. Benene svingede let frem og tilbage som hun endnu måtte sidde på hans skrivebord med det yderst provokerende smil, det var ingen hemmelighed at lige netop de to altid havde været i en form for krig som kun kørte længere og længere ud, han hadede den, hun nød den, hun var jo vant til at skulle tackle den slags pessemister. For et kort sekund tænkte hun sig falskt om endte med at trække på skuldrene "Nah jeg tror faktisk bare jeg er kommet for at irritere dig" svarede hun ærligt og næsten muntert, siddende der så frygtelig uskyldigt som noget andet. Hun var klar over at han ikke kunne fordrage at have hende i nærheden det var et sted defor hun altid dukkede op? Roligt rystede hun på hovedet de lange rødbrune hår måtte, glat som det var, følge hendes bevægelse frygtelig elegant "Nej faktisk ikke.. Og jeg er blevet vant til krigens selvskab, så det er vel ikke så underligt at jeg opsøger det selv på min friaften?" påpegede hun med blid og munter tone, hun var i den grad provokerende, på mange områder mindede hun så frygteligt om hendes to søskende, specielt Moniqe.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico var udmærket godt klar over, at han stod i den store farezone for at ryge ud, selvom han et sted, slet ikke havde troen på, at det skulle ske. Ikke bare fordi, at han stod dronningen når på den måde som han gjorde det, men også af den grund af den måde som han arbejdede på. Han skilte klart arbejde og privat fra hinanden og holdt det så adskilt som det var ham overhovedet muligt. Sandt, at han til tider måtte underholde Jaqia i sengen og han havde virkelig heller ikke noget imod det i den anden ende.. tvært imod, så nød han det så sandelig også selv, men det havde virkelig ikke det mindste af betydning for det arbejde, som han skulle præstere til daglig basis. Nu hvor krigen skulle nærme sig mere og mere sit endelige slag, så vidste han også, at der ville være mere og mere at skulle tage fat om. Sandt, at han var klar over, at landet nu var blevet meget mere kvindedomineret og han havde virkelig heller ikke det mindste imod, at han skulle igennem den 'test', som alle andre mænd med en form af status i dette land skulle igenne. Han var faktisk ganske sikker på, at han ville få lov til at blive i den stilling som han havde. Noelle var dog så sandelig også den neeste som virkelig formåede, at skulle Enrico kunne dog klart stå ved, at han vidste, at både ham og Noelle spillede en rolle i dette spil og begge af forskellig betydning. Noelle som hærfører og ham selv som rådgiver og meget andet ved siden af, for ikke at glemme, at han var forrygende til det med tortur og det at trække den ud i lange drag, så havde han i den grad et talent for, at skulle få folk til at snakke, også selvom det nu skulle gå alt sammen på hans premisser. Om Jaqia skulle afsætte ham, så var han dog stadig sikker på, at han kunne blive. Nok med venskab, men i hans øjne, så var det bestemt bedre end ingenting i hans øjne. "Jeg laver meget mere end det som du aner, Noelle," afveg han med en fast tone. Hun var virkelig den eneste som formåede, at skulle gå ham så meget på nerverne som hun formåede lige netop i dette øjeblik, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var virkelig noget som bare kunne irritere ham noget så groft! Han lavede meget mere end det at skulle hvile med Jaqia i sengen, og selv, så var han klar over, at det var et rygte som gik, selvom det mildest talt ikke havde den største betydning for ham på nogen måde overhovedet. Det var virkelig bare en mindre bagatel for alt hvad han vidste, et sted en bonus af tillid, for det var da ikke alt og alle hun gjorde det med her på dette sted. Han vendte sig stille mod hende. At han var voldsomt irriteret, var virkelig ikke noget, som man kunne tage det mindste fejl af. Hans spidse hjørnetænder hvilede tydeligt i hans mundvige og uden, at blikket ville fjerne sig det mindste overhovedet. "Hvis det var dit eneste formål for i aften, så kan jeg fint påpege for dig, at du har opnået det. Så kan du vel godt finde på noget andet at lave nu?" spurgte han videre og med den klare irritation i stemmen. Han havde virkelig meget andet, at skulle tage sig af, end det som hun så fint formåede, at skulle skænke ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun var virkelig bare for provokerende og det gjorde det klart sværere for ham, at skulle holde sig helt klar. Han undgik bevidst, at skulle se i hendes øjne, udelukkende fordi, at han også kendte til hendes fine dæmonblanding. "Nyde et varmt bad måske? En blød seng inden man skal afsted igen? Det ville jeg da have gjort, istedet for at tirre en rådgiver.." mumlede han med en næsten vred tone. Han vendte sig igen stille væk fra hende. Hænderne så hårdt knyttet, at de var blevet helt kridthvide og med den næsten sitren i kroppen, som blot måtte vise den irritation og den vrede, som hun havde formået at vække. "Jeg har andet at tage mig til end dine barnlige opførsel.." Han trådte lidt til side og gik stille ned langs en reol med bøger. Han måtte bare finde noget andet, at skifte fokus til. Det andet nægtet han simpelthen at være med til mere!

[Noelle Jaceluck]

Alle mænd havde sine chancer for at ryge ud lige for tiden, om ikke andet så dem med de højere stillinger og det var inklusiv Enrico. Hun var udemærket godt klar over at han for Jaqia var en vigtig brik og bar utrolig mange talenter med sig, noget som hun i og for sig var glad for, men hun vidste også allerede nu at hendes job var sikret, for det første var hun en kvinde og den første i Dvasias som førte hæren, men hun var ekstremt dygtig på ekstremt mange punkter plus hun var en meget stædig og fast personlighed, ekstremt manipulerende hvilket var lige efter Jaqia's hovede, et sted var hun så slet ikke i tvivl om at Enrico ville få lov at arbejde på slottet som det ene eller det andet, Jaqia behøvede jo også hendes underholdning om aftenen i sengen, der var der hun ville hvile alene hver eneste aften, hun huskede ikke hvornår hun sidst havde haft underholdning fra en mands side,m der havde været en eller to gange med Jaqia og en gang med Samuel for frygtelig længe siden men ud over det så var der slet ikke tid den slags, et sted så savnede hun det vel, i nærheden af mænd hver eneste dag, veltrænede, svedige når de stod og trænede, hvordan kunne hun modstå dem? Hunkunne jo forfører dem om hun ville? Hende og Enrico's krig var en som havde kørt længe nu, et sted også en konkurrence mellem dem, og den tog ligesom aldrig ende, der fandtes ingens som kunne irritere hende mere end ham og hun var klar over at det i den grad også var gengældt, normalt var det vel egentlig hende som styrede legen og dermed irriterede ham mere end noget som helst andet, "Virkelig? Meget realistisk når du tilbringer alle ine arbejdstimer i Majestætens kammer" tilføjede hun med den pirrende tone, hun var i den grad provokerende, men kunne kalde hende barnlig men et sted så.. var det bare hende i en nøddeskal skulle alt være alvorligt kunne hun ligeså godt forblive i slagmarken dag ud og dag ind og det var i den grad heller ikke det som hun måtte lyste i sidste ende. Han sad på sin flade røv og arbejdede med papirer, hyggede sig med dronningen, han tog den lette vej hvlket hun ikke havde respekt for, jo måske hvis ikke han ville have respekteret hendes arbejde, for det var i den grad noget som måtte trække tænder ud.At hendes funklende grønne øjne søgte hans blik var hun komplet ligeglad med lige den dæmon del i hende morede hende når det kom til Enrico, specielt fordi hun flere gange så begær når han så på hende bag irritationen om ikke andet, hun var jo en frygtelig god menneskekender. Det var tydeligt at hun gik ham på nerverne og det var nogets om kunne spejles i hendes blik at hun nød det lille glimt og det smil som måtte pryde hendes læber "Hmm.. Nej jeg er ikke færdig" påpegede hun lettere sigende, hoppede roligt ned fra skrivebordet, og blev for et kort øjeblik bare stående og betragtede hans skikkelse trods han havde vendt ryggen til hende som den tydelige afvisning, "Jeg har nydt et bad og det var skønt tak, søvnen skal nok komme til mig i tide" påpegede hun med endnu et let skuldertræk. han var tydeligt irriteret og hun morrede sig bare ekstremt. Med lette skridt søgte hun om bag ham blev blot stående i lange sekunder, med et hævet øjenbryn "Så jeg er barnlig?" hun lod hænderne ligge sig om hans hofte, lod ham føle hendes ånde mod hans nakke før hun stille plantede et intimt kys "Så siger vi det" hun trak ligegyldigt på skulderne, slap ham og vendte ryggen til for at vende tilbage til skrivebordet. Hun var virkelig så ekstremt provokerende.

[Carmine Jordin Marlineo]

Hvis der var nogen som formåede, at skulle tirre og irritere Enrico noget så voldsomt, så var det i den grad Noelle. Der var virkelig ikke nogen som klarte det på samme måde, som det hun var i stand til at gøre, det var der ikke nogen tvivl om. Jaqia gik ofte til ham i denne tid. Det var jo trods alt heller ikke det mest hyggelige, at skulle ligge alene i en så stor seng og så bare ligge og stirre.. et sted så lystede han jo også at give hende, hvad hun havde brug for, som hun gav ham det som han havde brug for, når det kom til det, at lysterne skulle stilles. Begæret havde fundet vejen til Enrico så ofte når det kom til Noelle. Han nægtet at se på hende, udelukkende fordi, at han vidste hvilken magt som hun havde over mænd når det kom til stykket og det var ikke noget som han ønskede, at skulle blive en del af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lukkede øjnene igen, tog bare en bog til sig og holdt om omslaget, bare for, at have noget, at skulle holde fast i, ellers var han ganske enkelt sikker på, at det ville gå galt i den anden ende. Dette var virkelig en kamp som han ikke ønskede, at skulle tabe og det var i den grad også en sejr, som han nægtet, at skulle give til hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Tvært imod, så var det i den grad noget af det som han måtte nægte som bare det! "Jeg laver meget mere, end at tilbringe min tid på Dronningens kamme, Noelle," afviste han med en meget sammenbidt stemme. Han var klar over, at det var noget som alle vidste, selvom det virkelig ikke var noget som gik ham så meget på. Han havde virkelig ikke noget imod det og så ville han jo trods alt også nyde det så længe det ville vare, selvom han selv gik med drømmen om noget fast, noget at elske og noget at holde af, så havde han slet ikke troen på at en mand i hans stilling og med hans status, ville kunne få det, så måtte man vel bare nøjes med det næstbedste i hans øjne vel? Han stod fuldkommen stille, da han mærkede Noelles hænder mod hans hofter, hvor en kraftig sitren ganske kort tog til i hans egen krop. At hun ikke var færdig, det kunne han udmærket godt mærke og så det kys, som hun valgte, at skulle placere direkte i hans nakke, var ham nu heller ikke nogen trøst. Han bed sig så kraftigt i underlæben, at han bed hul. Han sukkede stille, da hun valgte, at skulle slippe ham og gå tilbage til skrivebordet. Jo længere væk hun kom fra ham, jo bedre ville det blive. Han var nu i sig selv, ganske så sikker på, at han kunne mærke hjertet kort slå mod hans bryst. Hans ene hånd faldt mod det, selvom han nu ikke gjorde det mindste for at svare hende igen. Han bed sig igen let i læben, rystede tankerne ud af hovedet. Nej, han kunne ikke lade sig blive påvirket på denne måde, det var da noget som han i den grad måtte nægte som intet som helst andet overhovedet! "Ja.. barnlig opførsel." sagde han kortfattet idet han igen stille vendte sig mod hende, så nægtet han stadig, at skulle se hende i øjnene. Det var slet ikke noget som han måtte ønske på noget som helst tidspunkt overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han kneb øjnene let sammen. Det var virkelig som han stadig kunne mærke hendes varme hænder mod hans hofter. Hans hånd lukkede sig kun mere fast omkring bogen som hvilede i hans hænder. Han måtte virkelig bare have noget, at skulle holde fast i, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Du er færdig nu, Noelle.. Du skal ikke komme så tæt på igen.." advarede han med en fast tone. Han ville virkelig bare ikke have det. Det var den ukendte og så.. ubehagelige sitren? Om den jo så var ubehagelig eller ikke, det kunne han ikke selv afgøre lige nu, det i sig selv, var svært for ham, at skulle finde rundt i, det var der heller ikke nogen tvivom overhovedet. Han lagde roligt bogen på bordet lige ved reolen og uden at skulle fjerne det ellers så trodsige blik fra hende af. Han kunne ikke. Hendes varme, den duft som han havde haft så tæt på. Man kunne fint sige, at det var første gang, at han faktisk havde haft hende så tæt på sig. Et sted også en skræmmende følelse.

[Noelle Jaceluck]

Noelle var udemærket klar over at de til tider kunne minde om bror og søster der var ikke nogen som kunne irritere hinanden mere end de to og de gjorde virkelig alt, det var som en kold krig og det morede hende et sted, ikke mindst fordi hun var vant til den slags, og hun var vant til at løbe af med en sejr og det var ikke ændret bare fordi det var Enrico hun stod overfor, overhovedet, hun havde vel et sted fået langt mere blod på tanden af det, og det var et sted det som irriterede ham vel? Hun gav aldrig op, dette var hvad hun brugte alt fritid på, at irritere ham, og nu gjorde hun det bare i en stil som var langt mere alla hende, måske hun ikke var vant til en mands selvskab på den måde, men forførelsens kunst var ikke en hun bare som sådan ville glemme, specielt ikke med den blanding hun bar med sig, det var dog ikke en magt hun gjorde brug af specielt ofte og det var kun hvis man så hende i blikket, "Mhmm det kan vi så godt sige" der var tydelige spor af direkte ironi gemt i hendes blide sensuelle stemme. Kærlighed var i hendes øjne ikke noget som rigtig eksisterede, lige der kunne hun se på begge hendes søskende for det første hendes afdøde og rigtige søster Moniqe som tåbeligt havde påstået at hun elskede Avidan, og hun kunne bare le hende direkte i ansigtet,hun havde sagt til hende at det ville slå hende ihjel før eller siden og den dag idag var de begge afgået ved døden. Så var der Faith.. Den kære Faith.. Det store offer for alting, som var sammen med Kimeya, hun var faktisk ikke i tvivl om at de troede at de elskede hinanden men før eller siden ville det også slå dem ihjel det fandtes ikke en ting som sådan i hendes hovede, alt var bygget på begær, misundelse og jalousi, det var hvad væsner bestod af. Det morede hende virkelig at hun at hun kunneføle ham stivne, man kunne sige meget men hun var en Jaceluck og det var noget som hun kun kunne være stolt af, hans reaktion sagde hende virkelig meget. Hjertet bankede en smule mere fast mod hendes eget bryst, hun følte den lille sitren det skulle hun ikke komme uden om, men hun kunne tydeligt se på ham ta hanvar komplet lost, ikke anede hvad pokker han skule reagere, det var det som måtte morer hende. Det smil bredte sig virkelig kun, hun lod de slanke fingrer glide igennem hendes lange lokker, det var i den grad kun morsomt at kunne se det begær i hans blik, det var i sandhed første gang hun var kommet så tæt på som det lige var lykkedes hende, hun provokerede og tydeligt bevidst. Igen måtte hun hæve det slanke øjenbryn, gå tættere på ham hvor fingrene stille strøg ned over hans bryst "Du mener som det?" spurgte hun let, igen kun for at provokere,og med det mest uskyldige blik hun overhovedet formåede at skulle få over hendes ansigt. Stille lænede hun sig frem plantede et kys netop under hans ører "..Eller sådan?" gentog hun stille. Hun følte hendes hjerte hamre kraftigt det var længe siden hun havde gjort dette, og alligevel så var det aldrig noget som hun havde regnet med skulle ske med Enrico. Hånden strøg stille mod hans inderlår og netop op over hans underliv ganske kort ".. Eller sådan?" hun slap ham, bakkede to skridt bagud med det glimt i blikket det virkelig kun sagde det hele, hun morede sig men hun følte også et underlig begær som hun rent faktisk ikke brød sig om, som en lyst der meldte sig hos hende. Så lang tid hos Jaqia lidt lærte man vel også den vej igennem. Nu var hun i sandhed kommet tæt på ham og det var en utrolig underlig følelse, der kun skabte den sitren.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico ville virkelig ikke have Noelle tæt på sig. Sandt, at han måske havde stirret på hende med det begær i blikket, så var det virkelig ikke noget, som han ønskede, at skulle tænke videre over i dette øjeblik. Han ønskede virkelig bare, at hun skulle søge væk fra ham og så bare holde sig væk! Det var virkelig ikke meget at kræve var det? Derfor var det virkelig bare så dybt frustrerende, at hun ikke bare kunne forstå at denne barnlige opførsel, var noget som han virkelig bare havde fået nok af, for han ville virkelig ikke stå her som model til det her! Han bed sig kraftigt i læben, da hun endnu en gang måtte komme mod ham, selvom han virkelig måtte nægte, at skulle gå frem på den samme måde, som det hun viste sig, at skulle gøre det, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt, selvom hans hjerte slet ikke måtte banke, så var han kold som en vampyr i sig selv. Den race som fakisk måtte stå som den stærkeste i ham, selvom han havde været så heldig , faktisk at være født med evnen til at søge udendørs i solen, selvom det klart var noget som han fravalgte selv. Det var faktisk ekstremt ubehageligt. Hun var virkelig den eneste som overhovedet formåede, at skulle irritere ham bare ved at stå og se på ham. Han kunne virkelig bare ikke have det! Han knyttede hænderne kraftigt, så hans knoer endte med at skulle blive helt hvide. Han ville virkelig bare ikke vise det. Kærlighed var noget som gjorde svagt, så meget havde de alle sammen jo allerede set så mange beviser på lige nu, så det var jo heller ikke noget, som man kunne komme udenom lige netop nu. Faith og Kimeya var et udmærket eksempel, så foretrak han selv, bare at få stillet lysterne og kom videre derfra, det var vel også bare til det bedste i den anden ende vel? Hans blik faldt direkte til hendes eget, selvom han nægtet, at skulle se hende direkte i øjnene, der satte han da i den grad også foden ned. Han nød så sandelig en kvindes berøring, han var jo trods alt en mand på alle måder som man kunne tænke sig til, så der skilte han sig så sandelig heller ikke fra mængden af på nogen måde overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Men lige hende, hun var virkelig ikke den type som han ville have tæt på sig, på nogen som helst måde overhovedet. Han ville slet ikke høre tale om det lige nu! De strøg over hans bryst, fik ham til at spænde svagt og kysset ved hans øre, satte virkelig kun den sitren i ham, som han på ingen måde overhovedet kunne holde ud. Han bed sig let i læben og vendte blikket mod hende, denne gang var det direkte trodsigt. Han kunne virkelig ikke lade være ,dette var virkelig alt for langt over hans grænse på alle måder, som man overhovedet kunne tænke sig til, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. ”Jeg advarer dig No…” Han tav, da han tydeligt kunne mærke hendes kælen for hans inderlår og kun ganske kort over hans underliv. Det var i den grad ikke lige det som han havde ventet sig. Bare det, at skulle have hende tæt på.. begæret som måtte vokse, selvom han klart måtte nægte, han ville virkelig ikke når det var hende! Så hellere under dynen med Jaqia og Samuel, det var i hvertfald noget, som han kunen forholde sig til, selvom det i bund og grund altid endte ud i det samme. Det var en intern kamp mellem ham selv og Samuel om at komme tæt på Jaqia og han vandt som regen.. Lige hvorfor, det vidste han ikke. Han bakkede selv direkte ind i reolen som måtte stå bag ham, hvor han blev stående helt og holdent stille. Han kunne virkelig ikke gøre noget andet end lige netop det, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han lukkede øjnene kun kort. Han måtte virkelig bare slå koldt vand i blodet, for ikke at ende med at gøre det alt for tydeligt for hende. Det ville han bare ikke. ”.. Lad mig være. Noelle.. Jeg advarer dig.. Jeg har andet at tage mig til, end dine barnlige lege..” mumlede han let for sig selv, selvom det dog også i den grad, måtte være tydeligt for hende selv, at høre, hvis hun lyttede efter. Han kneb øjnene let sammen, knyttede om muligt hænderne endnu mere end det som han havde gjort til nu. Han nægtet virkelig bare, at skulle nyde noget af det, som var kommet fra hendes side af.

[Noelle Jaceluck]

Det var sandt at han måske ikke ønskede hende tæt på sig på den måde, men ihvertfald så kunne hun se begæret lyse ud af hans blik og det var det som måtte morer hende et sted. Det begær der måtte hvile i hendes blik, det var ikke et som hun ville komme uden om, han lystede hende og han kunne ikke gøre det mere tydeligt, hele hans reaktion når hun blot kom bare en smule tættere på, det var virkelig en underholdning langt bedre end at se de naive unge knægte falde til jorden for hendes hånd. For Noelle var det tydeligt at han virkelig måtte tage sig i nakken og beherske sig, tvinge hans stående rolighed frem, for hun udfordrede ahm, det havde hun altid gjort på alle tænkelige måd,r og hun vidste at han ikke kunne fordrage hende for noget som helst. Hun måtte virkelig kun nyde godt af den måde som han reagerede på, de knyttede knoer, den ubehagelige mine i ansigtet mens hendes langsomme forførende skridt kun trak hende tættere og tættere på ham. Lyster var en ting, kærlighed var en helt anden, selv så troede hun ikke på sidst nævnte, det var et faktum at enhver havde de menneskelige lsyter af kød og blod, men kærlighed.. I hendes øjne var det en visuel fantasi man gjorde til et håb at holde om, en trøst og intet andet, uanset hvad hendes kære søster så måtte opleve eller ikke opleve. Blikket hvilede direkte i hans, næsten katteagtige, funklende under lyset der hvilede omkring dem og med det intese glimt. det havde sine fordele at være en sensuel dæmon, han ville ikke stå imod hvis hun først gik igang, ligenu nød hun ærlig talt bare at skulle drille ham, det var hva hele legen gik ud på at pirrer ham til sindssygen mere eller mindre. Noelle holdte stædigt fast i den tanke at han ikke var andet end en mand, hun kunne sno ham om hendes lillefinger, ligesåvel som hun kunne det med alle andre, han nød en kvindes berøring og hun vidste lige hvordan hun skulle røre ham, måske han hadede hende og hadede hendes nærvær, men et andet sted så nød han det og mere end noget andet, hun kunne give ham en spænding som Jaqia og Samuel ikke kunne give ham, hun kunne give ham den opmærksomhed som de ikke kunne, udelukkende fordi at Samuel ligeså meget var efter Jaqia som det Enrico selv var, hun kunne give ham så meget mere, og hun vidste at han ville nyde hvert eneste sekund. Kysset, hendes berøringer, det var udelukkende for at vække de begær i ham som han måtte hade, han skulle lyste hende, og han skulle hade det, det var sådan legen var. Hans advarsel tog hun slet ikke tæt til sig, hun kunne tydeligt se det i hans blik, at han nød hendes små magiske berøringer. Det måtte dog morer hende at han måtte bakke væk fra hende helt ind mod reolen mens hun blot selv blev stående for nu.. Det var ingen hemmelighed at det had han bar til hende i den grad var gengældt, noget som kun gjorde legen sjovere, der fandtes ikke noget meget mere intenst end det som had i virkeligheden kunne fører med sig. Igen måtte hun tage de yderst langsommt skridt mod ham og kun med det som måtte minde om et smørret sensuelt smil der måtte pryde hendes rosa læber. Det lange hår hang dansende omkirng hendes skuldre, skønheden bar hun med sig og hun vidste det jo, det var det som måtte gøre det hele frygtelig morsomt. Igen måtte hun ende helt tæt til ham, pressede ham med hendes egen krop op mod reolen "Hvad er der, Enrico? Kan du ikke klare mosten?! hvisken hun tæt til hans ører, lod tungespidsen let glide omkring hans ørerflip. Hun nød virkelig at se ham så pokkers anspændt, hun nød at fører legen, det morede hende, så læg tid på slagmarken hun skulle vel også have hendes sjov? "Sandheden er.. At det ved vi begge du ikke har" påpegede hun sagte, plantede en række intense kys ned over hans lange hals. Man kunne ikke ligefrem sige hun prøvede at forfører ham, hun legede bare, det kunne aldrig frivilligt falde hende ind at hoppe under dynerne med ham på nogen måde, det var om ikke andet langt fra hendes planer.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico hadet virkelig den kvinde som stod foran ham og han var udmærket godt klar over, at det var gengældt, selvom det nu ikke var noget som gjorde ham det mindste. Han kæmpet virkelig med at skulle vise Jaqia, at han stod hende loyal til det sidste, han kæmpet for at skulle blive i sin stilling, også selvom han var udmærket godt klar over. Hvis det ikke var fordi at den vampyr var stærkere i ham end det som alkymisten var, så havde hans hjerte hamret mod hans bryst i øjeblikket, selvom det desværre ikke måtte være en afslørende faktur for øjeblikket, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det kunne han udmærket godt stå ved også. Han nød virkelig at have en kvinde tæt på når det endelig var, selvom han dog næppe kunne kategoriseres som en player. Han havde kun sit med Jaqia udelukkende på grund af at hun selv havde brug for det, og så fik han jo stillet lysterne i samme omgang, så ville han bestemt heller ikke klage. Hun var så også den eneste. Der var virkelig ikke nogen anden, også selvom han udmærket godt vidste, at Samuel måtte anse ham som en trussel, så var det heller ikke en tanke som han brød sig meget om, for han var slet ikke ude på at skulle konkurrere med den mand! Han kunne tydeligt mærke den reol som måtte støde af mod hans ryg, var jo så heller ikke noget som faldt ham tydeligt i behaget på nogen måde. Blikket hvilede fast på Noelle. Hvis blikket kunne dræbe, så var hun faldet om allerede for længst, det var der i den grad heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det udstrålede virkelig intet andet end det rene had. Under ingen omstændigheder, så skulle hun tæt på! Han bed tænderne fast sammen, selv med en tydelig sitren, da hun selv valgte, at skulle komme ham i møde igen. At det var ham som kunne undværes på slottet, det var han klar over og det var i den grad også gået op for ham selvom det stadig ikke forhindrede ham selv i at skulle gøre sit for at blive her, for han elskede virkelig sit job og det var på alle tænkelige måder, som man i det hele taget kunne komme i tanker om. At hun igen måtte komme så tæt på ham, også selvom han nægtet at skulle se hende direkte i blikket, for så vidste han udmærket godt hvad der ville ske og den nydelse af handling ville han så sandelig ikke lade hende sidde med bare sådan uden videre! Det sensuelle smil og det intense blik, så var det virkelig kun tydeligt for ham, at dette var noget som hun gjorde fuldt ud bevidst, selvom det dog å ingen måde, var noget som han brød sig meget om. Han kunne virkelig ikke fordrage det! At han endte med at skulle stå fastlåst mellem hende og reolen fik det virkelig kun til at stivne i ham. Blikket gled direkte i hende og direkte dræbende. Dette var langt over hans egen grænse! Og så menes der langt over den! Hendes hvisken mod hans øre fik ham virkleig til at måtte bide tænderne sammen. Hans hænder greb omgående fat om hendes overarme, bare for at holde hende lidt på afstand, selvom alt og så menes der absolut alt i hans krop, ønskede og tiggede ham til at skulle tage hende tættere på sig og han kunne virkelig ikke fordrage det! "Hvis det er de konklussioner som du tager ved dette, så kender du mig tydeligvis ikke, Noelle.." hviskede han med en mere sammenbidt stemme. Han måtte slås med ikke at skulle ende med at trække hende tæt på sig fremfor det modsatte som han virkelig burde have gjort! Han kunne virkelig ikke fordrage det. En form af kuldegysning gled med det samme igennem hans krop, da hun legede med hans øreflip. Han slap et let gisp. Det var bestemt ikke en handling som han var vant til på nogen måde overhovedet. "Noelle.. s-stop.." Hans hænder lukkede sig mere fast omkring hendes overarme og selv uden at skulle give det mindste slip overhovedet. Han nød det jo og det var jo så det som han bare måtte bide i sig! "Jeg har meget mere... at tage mig til end det her.." endte han tydeligt sammenbidt. Det var i den grad noget som han virkelig bare prøvede at skulle tvinge sig selv til at side i form af overtalelse med, for han nægtet virkelig! Han klemte øjnene sammen og blottede halsen næsten automatisk ved hendes kys som hun måtte plante nedover hans hals. Det satte den kraftige sitren i ham og det var virkelig noget så frygtelig intenst at man skulle tro at det var løgn! Han trykkede sig op mod væggen og selv med det ellers så faste greb omkring hendes overarme, som bare ikke ville slippe hende igen. Han kunne ikke få sig selv til det. Han var draget af hende og han hadet det! "Du gør det der så meget med vilje.." vrissede han. Han prøvede at gøre et let forsøg på at skulle skubbe hende fra sig.

[Noelle Jaceluck]

Der var ingen tvivl om på noget tidspunkt at hende og Enrico måtte hade hinanden som pesten, de havde bare deres sjov i at lege med hinanden, dog mest af alt hende, efterosm hun var den eneste som var i det legende humør. Det var ikke længere tit hun befandt sig på slottet, som regel var hun ude i det alvorlige, ude i det som måtte ske på slagmarken, der avr ikke meget at le af og meget at have det sjovt over, når hun endelig kom hjem så skulle hun i den grad også nyde det så meget som det overhovedet var hende muligt, og det var netop avr hun var igang med lige i dette øjeblik. Både han og Noelle vidste at han var en som kunne spares væk og hun nød at påpege det for ham, at være bedre end ham, nu vidste hun jo så ting som end ikke han vidste og det var at jaqia var fuldt ud tilfreds med det arbejde han gjorde og hun havde ikke i sinde at skulle kaste ham af, hun nød bare at se ham kæmpe for at blive på toppen ligesom alle andre ville gøre det, og som også Noelle havde gjort det. At Jaqia og Enrico havde deres sjov sammen det var noget som enhver efterhånden vidste, specielt hende som en gang eller to havde været deltagende, også selvom det som regel var for at stille Jaqia's lyster og ikke hendes egne, hend eog Enrico havde aldrig så meget som rørt hinanden med mindre det blev dem bedt om på en direkte kommeando. desuden avr hun ikke selv den kvinde som måtte være sammen med gud og hver mand, det var faktisk frygtelig sjældent hun fik sine lyster stillet, selv på trods af den sensuelle halvdel i hende, og derfor nød hun at lege med Enrico, ikke fordi hun havde planer om at han en dag ville give efter for hendes mahge kærtegn og ord, for det var ikke noget som hun selv ville bryde sig specielt meget om, hun hadede for pokker da manden. Hendes egne katteagtige øjne, så frygtelig intense hvilede i hans, havde det været i stand til at dræbe var hun faldet død om for lænsgt, men hun avr en kat - 9 liv og hun avr langt fra færdig med det som hun havde i planerne, hun nød virkelig at se ham sådan. Noelle kunne tydeligt se at han måtte nyde at have hende tæt på, nyde hendes kærtegn, hendes blik og hendes nærvær i det hele taget og det var det som morede hende, noget som tydeligt var at ses over det kække smil som hun selv stod inde med. De hænder som endte over hendes overarme stoppede hende ikke på nogen måde, havde han ønsket hende væk så havde han skubbet hende væk for så lang tid siden frem for det andert, det fik han sig jo end ikke til, og det næsten liegfrem skræmte blik gav hende i den grad kun mere blod på tanden "Og alligevel står du og kæmper en kamp mellem fonuft og begær" påpegede hun med den lette intense hvisken mod hans ører. han nød det hun kunne se det. De sukkersøde kys blev plantet i den fine perfekte raække, intenst og blidt, så let det næsten ikke måtte røre kun for at skulle gøre ham sulten efter mere. Selv på trods af hans ord valgte hun ikke på noget tidspunkt at stoppe, den anik der var at spore i den var det som kun gav hende lysten til at fortsætte, hun var desværre for god til at tyde kropssproget og det at han stramte grebet om hendes overarme, var en smerte hun bare bed i sig hun avr vant til værre, et direkte tegn på den frygt for at han snart ville give efter for hvad kroppen ønskede af ham "Nej du har ikke" påpegede hun med en lettere uskyldig tone skjult i den intense stemme. Tungen slikkede let efter i et pirrende strøg i den bane hvor hendes kys var blevet plantet. Hun fik sig frigjort af hans greb, gav sig selv et blidt sidste puf der klemte ham helt tæt på af reolen, deres kroppen så tæt sammen som intet andet "Gør jeg?" spurgte hun i en lettere udfordrende tone og et blik som sagde absolut det hele og det morede hende virkelig også i allerhøjeste grad og på alle måder, bare det at så ham på den måde, sulten efter mere, betaget og uden hun som sådan gjorde brug af den sensuelle dæmon, det var det rene morskab.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico var klar over, at han var den som kunne spares væk af de to, men han elskede virkelig sit job og han gjorde i den grad også sit for at vise Jaqia, at han var den som ville gøre den post bedst. Han havde ikke nogen hjertebanken til at afsløre det begær og det behag som Noelle alligevel fortsatte med at sætte i ham. Han hadet det virkelig! Han ville virkelig ikke have hende så tæt på sig. Han ville virkelig bare ikke og det frustrerede ham virkelig, at hun alligevel gang på gang, måtte gå så frygtelig tæt på ham når han alligevel gang på gang måtte afvise hende! Jaqia var virkelig også den eneste som han ønskede at tjene på denne måd, det var i den grad også helt sikkert! Han gik hellere døden i møde end at tjene andre, om han så selv skulle bevise det, så gjorde han det. Han var frygtelig loyal og han gjorde hvad hun bad ham om og det var endda uden at skulle stille nogen former for spørgsmål. Han blinkede let med øjnene, idet hun trykkede sig tættere ind mod ham efter at hun havde vredet sig ud af hans greb. En kraftig sitren skød så kraftigt igennem hans krop og sind. Han havde virkelig ikke kontrol over noget som helst! Han bed tænderne fast sammen, selvom han faktisk var fristet til at skulle bide, bare for at få hende væk fra sig. Han ville virkelig ikke have hende så tæt på..! Og så alligevel.. Det var det som klart også måtte være det værste lige i øjeblikket! "Hold mund!" vrissede han med en fast tone. Hun skulle bare ikke have lov til at tirre ham på denne måde. Det var slet ikke noget som han ville finde sig i! Han havde i den grad meget tid at bruge på andre ting som var meget mere fornuftigt end dette! Han ønskede ikke at gengælde og han ønskede virkelig ikke at modtage, udelukkende fordi, at det gjorde dette ved ham og han kunne virkelig ikke fordrage den følelse og fornemmelse, for den var temmelig ubehagelig i længden. Så længe som de havde hadet hinanden, så var det virkelig bare noget som han måtte hade og foragte mere nu end det som han havde gjort til nu, det var i den grad også helt sikkert, hvad end om han ville det eller ikke. Han var en mand med lyster, det var jo heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Han lukkede øjnene kort i, blot for at være i stand til at skulle tage sig bare en anelse mere sammen. Han sank klumpen i halsen, selvom han virkelig måtte kæmpe efterhånden for bare at holde sig på måtten! "Jeg advarer dig, Noelle.." vrissede han dæmpet. Der var jo ikke nogen grund til at skulle bruge energi på at hæve stemmen når hun alligevel havde tvunget sig selv så frygtelig tæt på ham, uanset hvor meget han så end måtte hade og foragte det, så var der jo heller ikke rigtigt noget, at skulle gøre ved det og han kunne virkelig ikke gøre andet end at bare fortsætte med at kæmpe, selvom hun gjorde det hele så frygtelig besværligt! "Jeg har arbejde at passe.. nyd du din fridag før du sendes ud igen og tro mig.. jeg ser virkelig, virkelig frem til det!" indskød han med en fast tone. Et sted sandt og så alligevel ikke. Det bekymrede ham med en kvinde i fronten, selvom han ikke var i tvivl om, at hun kunne gøre sit for at overleve og som det måtte se ud, så gjorde hun det virkelig også godt, så han betvivlede ikke, at hun skulle komme tilbage i okay tilstand når det endelig måtte være. Han måtte jo bare fortsætte med at kæmpe for at vise Jaqia, at han var en som kunne passe en så høj stilling uden at det ville gå galt, for det var ikke magten han ville have. Han nød bare det faktum, at han kunne føle, at han kunne bruges til det ene eller det andet fremfor at skulle blive kastet væk som havde han været det rene ingenting. At hun tog tungen i brug, var noget som direkte måtte slå ham ud. Det var ikke ventet. Han blinkede let med øjnene, som han kort måtte forsvinde for en kort stund. Han spændte fast i hele kroppen, bare for at have styr på hver en del af ham. Hænderne som havde holdt omkring hendes, søgte næsten ubevidst ned mod hendes hofter, hvor han lod dem hvile. Hans kontrol måtte jo forsvinde mere og mere og han hadet det! "Jeg forbander dig hele vejen til det rene helvede, Noelle.." hviskede han med en fast tone idet han vendte blikket mod hende og med den samme faste mine. Han nægtet stadig at se hende direkte i øjnene for han vidste, at det ville gå helt galt hvis det endelig måtte være og det nægtet han da i allerhøeste grad! "Så meget med vilje.." hvæsede han intenst derefter. Han kendte hende jo kun så godt efterhånden!

[Noelle Jaceluck]

Enrico havde altid været den af dem som kunne undværes, Jaqia var frygtelig glad for hende, ikke kun på grund af hendes baggrund og familie men også de ting hun kunne formå og ikke kun på slagmark, hun var dygtig på mange områder. Lige her bar Noelle jo så også den viden om at Jaqia ikke havde tænkt sig at smide Enrico fra sig, om ikke andet så ikke i den nærmeste fremtid han havde bevist sit værd, det var der ingen tvivl om, det betød dog ikke at hun ikke kunne pirrer ham med det så længe det ikke var information som var noget til ham og det ville det jo nok ej heller, med mindre hun selv en dag ville ende med at skulle afsløre den form af hemmelighed. Der var ingen hjertebnaken at føle, men der var hans kropssprog og hans mine, og den udstrålte langt fra den selvtillid som man normalt ville se ham bære med sig, og hun nød det virkelig, det var aldrig hendes mening at forfører ham, det havde de aldrig været, hun var udelukkende ude på at pirrer og irritere, kun fordi hun kendte til den virkning hun havde på ham, som et stof før eller siden så kunne han ikke længere kæmpe imod, og den indre krig han førte med sig selv var hende frygtelig tydeligt, begæret var der, hun kunne fornemme det, han lystede hende selvom han hadede det, hadede hende som hun hadede ham sådan havde det altid været. Kontrollen gled langsomt ud af hans hænder, også selvom Noelle måtte erkende at han klarede den utrolig godt til nu, han kunne bide men han gjorde det ikke, og selv hvis han gjorde ville det ikke være nogen katastrofe, slgo han hende ihjel så ville han selv ende med at lade livet og blive set på som en forædder, den ærer kunne han vel ikke finde på at tildele sig selv? Noelle trak sig en smule med en rynket mine "Auch.. Der er ikke grund til at blive hidsig" hviskede hun med kun samme tirrende hvisken, sådan som hun var. Hænderne faldt mod hans bryst hvor de for en stund fandt sin hvile. Hendes ånde kunne han føle omkring hans ører og nakke så tæt som hun måtte være noget som i sig selv var i stand til at pirrer og tirrer "Uh.. Og hvad vil du gøre?" hun udfordrede ham det kunne der vel ikke være nogen tvivl om, noget som virkelig lignede hende frygtelig meget. Det var hendes friaften og hun nød det i den grad, hun skulle have sin sjov når hun endelig var hjemme, desuden så var det sjældetn at han ikke fandt sig på Jaqia's kammer, så hun nød faktisk at have ham lidt for sig selv lige i aften, hun elskede at se hendes raseri kun fordi han kæmpede for at holde ved den tanke om at han hadede hende på alle tænklige måder. Hun lo hæst "Du sårer mig, Enrico.. Jeg var ellers sikker på du savnede mig" hun trak svagt på de slanke skuldre, gav ham et lille klem ind mod reolen med hendes egen krop. Hun var ikke bange for at blive sendt ud, det var halvvejst et hjem og det var sjældent hun kom rigtig meget til skade, som regel var det et par skrammer hist og her, måske et stik her og der men så var der heller ikke mere i det, hun var dygtig og hun vidste det. Den pirrende tungespids over hans hals, hun følte udemærket godt hans reaktion... Der ramte hun noget! Hun følte hans hænder mod hendes hofte og måtte næsten triumfere ved tanken. Hun var næsten færdig.. "Tro mig min skat.. Jeg er allerede der" påpegede hun med en intens hvisken. Den ene hånd søgte stille mod hans nakke greb om lidt af hans hår for at tvinge hovedet bagud og blotte hans hals for hende, kun for at plante de intense kys ned over, slikke dem over som hun netop havde gjort før. Den anden hånd søgte stille mod hans inderlår, tog fat og klemte en smule intenst ved hans underliv. Alt for at irritere ham virkelig alt!. "OKay du får din vilje" hun slap ham, trådte væk fra ham lod ham få luft og med det kække kølige smil på hendes læber, da hun roligt satte sig tilbage på hans skrivebord bare sådan uden videre.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico hadet virkelig det her og langt mere end noget andet! Hvis det kunne være at han vidste at han havde bevist sit vær på den ene eller den anden måde, så var det jo stadig et arbejde som han måtte gøre når det endelig måtte være, det var da så sandelig også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. Han prøvede jo og han ønskede jo også selv så brændende, at vise Jaqia hvor loyaliteten måtte være og han vidste, at mænd i den grad var blevet set ned på i de store stillinger, det var også af den grund, at han havde haft et mindre problem med de nye regler, hvilket i den grad ikke var tilfældet længere. Han accepterede dem som så mange andre måtte gøre i Dvasias, for han måtte jo erkende det - Der var jo sandhed i mange af de ord eller udtalelser. Måske at det ikke var hans hjerte som måtte afsløre ham i øjeblikket, men han kunne virkelig ikke fordrage den tanke eller følelse som det måtte sætte i ham på nogen som helst måde! Han elskede det.. og alligevel så måtte han hade det og det var udelukkende af den simple grund, at det var hende som måtte gøre det! Selv måtte han jo erkende, at han jo faktisk nød at være sammen med Jaqia og skænke hende den form af behag på alle måder, det var også helt sikkert. Den voldsomme sitren som fast måtte skyde direkte igennem hans krop og sind, var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. "Jeg mener det, Noelle.. Hold dig væk fra mig!" vrissede han med en fast og noget så frygtelig sammenbidt stemme. Han ville simpelthen ikke have hende tæt på sig, for det ville virkelig bare gå galt før eller siden og han kunne virkelig ikke gøre noget andet end at hade det! Bare den tanke eller fornemmelse til at det først ville ende med at gå galt, var noget som måtte sætte sig noget så frygtelig tydeligt i hans eget sind. Den kontrol som var ved at slippe fra ham. Hvad andet end at hade det, ville man nogensinde være i stand til?! Hånden som måtte lægge sig i hans nakke, tvang omgående hans blik helt mod hende. Det begærlige glimt, var næsten ikke til at tage fejl af. Han nød af det hun gjorde og det var det som han i sandhed måtte hade i denne situation! Hendes friaften måske, men det var altså ikke alle som var lige så heldige! Han ønskede at arbejde udelukkende fordi at han elskede det. At hun pressede ham op af muren, fik ham til at stivne i hele kroppen. At hun greb omkring hans hår og måtte tvinge hans hoved tilbage, idet at hun lod tungen arbejde over hans hals. Det var noget af det bedste han vidste, for det var udelukkende noget som kunne tricke dyret lidt i ham. Det lå der jo, også selvom det havde måtte ligge i skjul igennem så frygtelig lang tid. Han bed tænderne let sammen, idet at hun lod hånden bevæge sig mod hans inderlår. Det fik virkelig kontrollen til at slippe helt og holdent og han kunne virkelig ikke gøre andet end at hade det! Det gippede helt i ham og med den kraftige sitren som det måtte efterlade. Hånden som hun lod falde direkte mod hans underliv, tvang ham nærmest til at trække hende helt ind til sig. At hun jo så bare valgte sådan uden videre, at skulle bryde op i den række af kærtegn, var noget som måtte ærgre ham mere end noget andet! Selvom det var noget som han så frygteligt måtte prøve at skulle skjule. Han tog let fat i den bløde underlæbe, idet han prøvede at få gang i kroppen som ellers noget så tydeligt havde reageret på hendes voldsomme kærtegn, for i hans situation, så havde de virkelgi været voldsomme. Det var jo slet ikke den slags at han måtte være vant til. Han nikkede blot. "G-godt... og bliv der!" Hans stammede ganske let, idet han gik fast væk fra reolen. Blikket hvilede gennemborende på hendes skikkelse. Han måtte tvinge det begær i sig igen. "Aldrig igen Noelle..." vrissede han med en fast tone - Han prøvede i det mindste.