They can't find me here!

[Deleted]

Solen stod højt på himlen over Procias. Fuglene sang og foreløbig, så kunne man næsten sige, at alt måtte være fred og lykke, hvilket var noget som Elanya selvfølgelig var frygtelig glad for. Lige i dag, så færdes hun ikke i tronsalen. Hun kunne jo trods alt heller ikke sidde der dag ud of dag ind. Hun var selv ved at være en anelse oppe i alderen, så det at komme rundt og bevæge sig lidt, var jo altid noget som gjorde godt. De smaragdgrønne øjne skinnede ganske let af det smukke sollys som stod ind af vinduerne, idet hun gik ned igennem de mange gange. Hun kendte dem ud og ind, da hun havde levet stort set hele sit liv her på slottet, selvom der var visse perioder af hendes liv som tydeligt også måtte være præget af mørke, selvom det nu slet ikke var noget som hun ville fortryde på nogen måde! Alt sammen havde været en erfaring videre for hende, en ting som hun kunne tage med sig videre og tage i brug hvis hun skulle stå i situationer hvor det faktisk kunne vise sig at blive direkte nødvendigt at gøre brug af på den ene eller den anden måde, selvom hun selvfølgelig ikke regnede med det.
Hendes gang ind til våbensalen var rolig og fattet. Hun havde efterladt Derick i søvnen inde på hans værelse, for det havde været tydeligt, at han også havde haft brug for at hvile og hun havde selvfølgelig også sit arbejde at se til, også selvom.. ja, hun havde vel brug for noget ro til hovedet efterhånden? Og våbensalen var vel også et af de sidste steder at de ville opsøge hende? Hånden gled roligt nedover hendes side, hvor hun hævede let i kjolen, så den ikke blev trukket op af trappen, idet hun endte ved døren som ville føre hende direkte ind til våbenkammeret, hvor hun roligt gik indenfor og lukkede døren efter sig. Rummet var stort, fuldkommen oplyst af den store sol som hvilede udenfor, hvilket kun var noget som måtte få hende til at smile. Det var virkelig, virkelig rart at få lidt ro for en gangs skyld. Række på række med våben stod derinde, hvilket var våben som ikke havde været rørt igennem mange tider nu. Roen havde atter sænket sig i Procias, hvilket selvfølgelig var hende en frygtelig lettelse uden lige, om det var noget som man ville det eller ikke, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med at skulle gøre anderledes på denne her måde. Hun lod en hånd vandre igennem det gyldne hår og med et svagt suk. ”Endelig lidt fred..” endte hun roligt for sig selv, idet hun vandret hen til et vindue, hvor hun lod albuerne hvile mod kanten, hvor hun kunne skæve ud over den mægtige og grønne have som de mange gartnere kæmpede for at holde ved lige. Alle tog de deres tjans her til lands og det var noget som glædet hende. Alle ønskede landet tilbage på fode igen!

[theis]

Gabriel nød varmen fra solen, som der stod højt på himlen, for ham var det et tegn på at bedre tider var kommet til landet, efter de mange problemer som der havde været, Og at fuglene sang gjorde bare det hele så meget mere idyllisk og fredeligt, nøjagtigt som Gabriel elskede det. Det var tider som disse, hvor alt åndede fred, at han virkelig følte sin kærlighed til landet. Gabriel var taget til slottet, for nu hvor det meste var roligt, var hans job som Hærfører ret så afslappet. Der var selvfølgelig de få patruljer han skulle sende afsted, og rapporter der skulle læses omkring hvad der foregik i Dvasias, han ville ikke lade dette ske igen, så han havde sendt flere spioner over muren, for at holde øje med alle tænkelige træk som kunne betyde et angreb på dvasias. Der var selvfølgelig meget der skulle læses, som ikke var så vigtigt, men engang i mellem var der også nogle få ting som var vigtigt at få med. Gabriel havde smidt sin metalrustning nu da krigen var ovre, og i stedet gik han et helt hvid dragt lavet af stof, og på fødderne havde han noget der mest af alt mindede om hvide kondi sko. Hans store hvide vinger, var tydeligt fremme på hans ryg, som de nydeligt var foldet sammen, og ved hans hofte hang et hvidt læder sværdskede, hvor det grebet til et tydeligvis smukt og godt smedet sværd stak op. Hans rolige skridt gav en svag genlyd i de store gange, der virkede ret så rolige i disse timer, de fleste var vel ude og klare deres opgaver, og tjeneste folkene kom vel sjældent i denne del af slottet hvor våbensalen lå. Selv kom Gabriel der ret tit, han havde tit trænet der, når han var på jorden i stedet for i himmelriget. Han stoppede op foran døren indtil Våbensalen, og lod kort blikket glide ud gennem de store vinduer, og kiggede op mod solen. Han vendte sig derefter mod døren, og skubbede den blidt op, og den åbnede uden at larme alt for meget, han nåede dog ikke at komme ret langt ind af døren, før han lagde mærke til en kvinde der stod der inde i en kjole. Han lagde hovedet på skrå med et smil, på den afstand og måden hun stod på, kunne han ikke sige hvem det var. Men det betød ikke noget for ham, han vidste jo godt at det jo ikke var fordi at dem der var på slottet ville ham noget ondt. Han lukkede døren efter sig og begyndte at gå over mod kvinden. Han stoppede lidt fra hende og bukkede dybt for hende, før han rettede sig op med et smil ”Forstyrrer jeg dig Frøken?” spurgte han med et smil. Grundet den måde hun stod, kunne han, selv på den korte afstand ikke genkende hende, så han vidste ikke at han faktisk snakkede med landets dronning, selvom det dog ikke ville ændre meget på hans være måde over for hende, han viste alle væsner den samme respekt, uanset hvilken rang de havde, da han så alle lysets væsner som ligestillede. Han gik roligt tættere på og gav sig selv til at kigge ud gennem vinduet med et smil på læben ”Det er et smukt syn ikke sandt? Og så dejlig fredeligt” Han drejede hovedet en smule så han kunne se på Elanya, og smilte varmt og venligt til hende, før han igen vendte blikket ud af vinduet og bare betragtede landet som var synligt derfra, han lukkede kort øjnene og nød bare følelsen af solens stråler der kærtegnede og varmede hans ansigt, sådan stod han lidt før han til sidst åbnede sine øjne igen.

[Deleted]

Elanya ønskede virkelig bare at nyde det hele. Nyde freden, nyde solen og det at fuglene sang og det hele var præget af ren og skær fred og idyl. Hun blev stående og stirrede ud af vinduet. Det hele gik godt. Folket var igen blevet tilfredse med det hele, så man igen kunne tage det med ro end det som de have gjort før, det var helt sikkert. Hun trak vejret dybt og med et ganske svagt suk, som hun vendte blikket let omkring. Hun stod alene i rummet og hun nød virkelig at hun kunne få noget fred og ro for en gangs skyld, for det var efterhånden ved at blive ganske tiltrængt. Hendes tanker hvilede et helt andet sted end det som var omkring hende, så det at der var nogen omkring hende, var slet ikke noget som gik op for hende at der var nogen før at vedkommende måtte åbne munden. Hun blev bogstavelig talt revet ud af hendes drømmetanke, hvor hun stod i en helt anden mands selskab end det som hun måske burde, men det forhold som hun havde, var slet ikke noget som hun ønskede at nogen skulle vide. Hun vendte blikket hurtigt mod denne mand. Hvem pokker sneg sig ind på hende på denne her måde?! Hun lagde hånden mod sit bryst, hvor hun hurtigt måtte falde til ro igen. ”De skræmte mig!” endte hun med en højrøstet stemme, som tydeligt tegn til at hun var endt i et ganske kort og hurtigt chok. Hun smilede let og vendte blikket ud mod vinduet endnu en gang, som hun roligt faldt til ro endnu en gang. Hun var slet ikke vant til at folk sneg sig ind på hende på denne her måde. At det var hærføreren var noget som hun allerede havde fået set, for hun kendte ham ganske rigtigt. ”Du er vel ikke en af dem som leder efter mig, er du?” tilføjede hun ganske let og spørgende som hun lod hovedet søge let på sned og uden at smilet ville falme fra hendes læber.
En ting som de dog alligevel kunne blive enige om, var at vejret virkelig var pragtfuldt! Hun ville gerne gå ud hvis hun kunne og helst uden at folk gik hende direkte i røven for at holde øje med hende, for hun var faktisk i stand til at passe på sig selv. Hånden strøg over det lyse hår, som hun førte over den ene skulder, idet hun vendte de smaragdgrønne øjne mod Gabriel endnu en gang. Han nød vel også at der var så stille som der var? ”Det er pragtfulgt. Jeg har ikke set Procias i en sådan idyl i årevis,” sagde hun roligt og ikke mindst med en ganske fascineret stemme. Hende og Jason udgjorde da virkelig et perfekt makkerpar! Hun trak vejret dybt, nød selv godt af den friske luft i det åbne vindue, hvor hun stod lige der hvor vinden ville ramme hende direkte i ansigtet, for det var virkelig, virkelig rart og på alle måder for hendes del. Armene slog hun roligt over kors og med blikket vendt mod ham. ”Hvordan vidste De at jeg var her, Gabriel?” spurgte han roligt og ikke mindst med en ganske nysgerrig stemme. Hun havde jo trods alt listet sig væk fra samlingen i Tronsalen, udelukkende fordi at hun havde haft brug for noget ro i hovedet, så selvfølgelig var det også noget som hun gik efter og så meget og så godt som det nu måtte være hende menneskelig muligt. Stemmen var på ingen måde bebrejdende, men bar præg af lyset, håbet og alt det andet som hun repræsenterede fra Procias.

[theis]

Gabriel nød den tiltrængte pause, som freden og idyllen i landet havde skabt til ham og hans soldater. De havde været hårdt trængt da det var værst, folk der flygtede eller omkom grundet sult, dvasianere som kom over muren, og sidst men ikke mindst det oprør der havde været. Han vidste også at meget af denne fred, skyldtes den nye dronning og konge, selvom Gabriel selv, mente at det var mere Elanya der stod for det hele. Han havde jo også været i live sidst hun var dronning og han vidste derfor hvor godt et arbejdet hun kunne gøre. Han smilte undskyldende til hende, da han kunne se at hun fik et chok, selvom han dog ikke kunne lade være med at grine lidt over det. Han havde slet ikke prøvet på at snige sig ind på hende, det var bare sket, da han jo altid gik meget let når han ikke var klædt i sin metal rustning. Da hans varme og blide latter endelig fortog sig bukkede han endnu dybere for Elanya, nu da han vidste hvem det var han stod overfor ”Det må de virkelig undskylde. Jeg prøvede ikke at snige mig ind på dem.” sagde han med et skævt smil på læben og et muntert glimt i sine blå øjne. For selvom det ikke havde været meningen havde han alligevel fundet det yderst morsomt at hun havde fået et chok over at han pludselig var dukket op. Han lænede sig roligt mod vinduet, med arme mod væggen og panden mod sin arm. Han vendte blikket mod hende igen da hun sagde noget, og smilte skævt til hende før han rystede på hovedet ”Nej det er jeg ikke. Er du da blevet væk?” spurgte han med et drilsk smil. Han kunne ikke se nogen grund til at folk skulle lede efter hende, hun var jo stadig på slottet og det var jo ikke ligefrem fordi folk skulle være bange for at der skete hende noget, ikke sådan som landet var i forbedring. Hvad der dog undrede ham var hvad hun lavede i våbensalen, det var jo ikke ligefrem fordi at hun var i gang med at træne med våben, og at komme til våbensalen for at beundre udsigten gav ikke ret meget mening, når hendes slot jo havde den store have som den havde. ”Ja det er pragtfuldt. Det er længe siden at jeg ikke har skulle tænke på strategier og taktik. Og sende folk i kamp. Det er dejligt bare at kunne slappe af. ” sagde han med et skævt smil.”Og vi kan takke dig og Jason for denne idyl.” sagde han og vendte blikket ud mod landskabet igen. Et tilfreds smil havde lagt sig på hans læber, som han kiggede ud, nu kunne han bare håbe på at det ville forsætte sådan her. Gabriel vendte endnu engang blikket mod Elanya, med et skævt smil ”Det gjorde jeg heller ikke. Jeg kom her fordi jeg ville slappe lidt af, og muligvis træne lidt. Hvad med dig? Hvad laver du her?” spurgte han med et skævt smil.

[Deleted]

Elanya måtte ærligt erkende, at hun slet ikke havde regnet med at nogen ville finde hende her i våbensalen. Det ville åbenbart ikke være det sidste sted at nogen ville finde hende i det hele taget, hvilket var noget som måtte irritere hende. At det jo så var hendes egen hærfører som skulle finde hende, var bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for hende på nogen som helst måde overhovedet. Et sted så måtte det irritere hende, selvom det nu heller ikke var noget som hun direkte behøvede at skulle sige til ham. Hun vendte blikket roligt mod vinduet endnu en gang. Hun havde virkelig knoklet for den frihed som Procias havde fået, selvom der stadig genstod frygtelig meget som skulle på plads, men man måtte vel også bare tage et skridt af gangen? At manden bukkede for hende, fik hende bare til at smile, hvor hun bøjede hovedet let igen i gensidig respekt. Ikke fordi at det var noget som sådan kunne komme bag på hende, for det var egentlig bare noget som faldt hende så frygtelig naturligt til, at man skulle tro at det var løgn. Hun trak vejret stille og dybt. ”Det ved jeg godt, min Hærfører..” sagde hun roligt og med en ganske stilfærdig mine, som hun igen vendte blikket mod ham. Nej, hun var ikke direkte blevet væk, selvom det nok ikke var en mening som så mange ville have omkring hende på nuværende tidspunkt, det var der heller ikke nogen tvivl om. der var bare ikke rigtigt noget som man kunne gøre ved det, var der? Hun lod hovedet søge let og stille på sned. Hun rystede dog endelig på hovedet. ”Jeg vil ikke selv mene at jeg er blevet væk. Selvom resten af befolkningen i tronsalen måske vil opfatte det en smule anderledes.” Hun grinede ganske let. Hun havde virkelig bare haft brug for ro i sit hoved for en gangs skyld, for det var i sig selv, heller ikke noget som skete så ofte for hendes vedkommende, om det var noget som man jo så ville det eller ikke. Hun vendte de smaragdgrønne øjne mod vinduet endnu en gang. Stod Gabriel og gav hende og Jason skylden for idyllen? Hun rystede endeligt på hovedet endnu en gang. ”Mig og min mand har måske trukket i de rette tråde for at finde idyllen i Procias, men havde det ikke været for borgerne som har forklaret os deres krav og forventninger til os, så havde vi aldrig klaret det,” fortalte hun stilfærdigt, som hun igen vendte blikket mod Gabriel og med den samme mine som tidligere. Når hun var omkring andre, så havde hun heller ikke rigtigt noget andet valg end at tage det hele yderst professionelt, for det var virkelig bare en nødvendighed for hendes vedkommende, og hun brød sig til dels slet ikke om det! Tungen lod Elanya stryge let over læberne. Pludselig tiltalte han hende så.. uprofessionelt? Ikke fordi at det var noget som hun kunne sige noget til som sådan, men alligevel.. Hun ville tiltales ordentligt! ”Jeg er her for at tænke.. Jeg regnede ærlig talt med at dette ville blive et af de sidste steder at de ville finde mig,” afsluttede hun med et svagt træk på skuldrene.

[theis]

At Elanya var taget til våbensalen af samme grund som Gabriel vidst han intet om, men det ville egentlig ikke undre ham. Våbensalen blev stortset kun brugt når der var børn i kongefamilien, eller når Gabriel selv engang i mellem trænede der inde, når han havde for tralvt til at tage til himmelriget. Gabriel betragtede roligt Elanya, med hovedet let på sned, da han prøvede at finde ud af hvad hun tænkte på. At det irriterede hende, at han havde fundet hende, om det var et uheld eller ej, kunne han ikke se noget til, selvom han dog klart ville have ladet hende være alene, hvis hun ønskede det. Han kendte kun alt for godt til det stress det var at folk konstant henvendte sig til en med deres problem, og hans var kun militær og race relateret, hvorimod hendes var om alt hvad der foregik i landet, så hun måtte have det langt værre på det punkt end han havde. At hun gengældte hans buk med et bøjet hoved, fik ham bare til at smile, ikke fordi det var noget specielt, det var bare en general hilsen man kunne få fra dem der var langt over ens egen status, men alligevel så kunne han ikke lade være med at smile. Gabriel kunne ikke lade være med at sukke tungt da hun kaldte ham hendes hærfører, han hadede at blive kaldet med rang, i stedet for sit eget navn. Det var fint nok, når der var krig og man skulle være professionel og alt det, men når de bare stod som de stod nu, var normal respekt nok for ham. ”Det ville være rart hvis du ville bruge mit navn i stedet for min rang, når vi er alene og der ikke er så stor grund til at være professionelle. Det må også være for hårdt for dig, konstant at blive kaldt deres majestæt, eller min dronning?” Han kiggede spørgende på hende, samtidig med at han smilte venligt, for at hun skulle forstå at han langt fra sagde det for at belære hende, men mere for som en bøn. Han kiggede lidt undrene på hende ved hendes noget kryptiske svar på om hun var blevet væk. ”Så med andre ord, du har sneget dig væk fra dem, for at være i fred? Tja jeg kan ikke sige at jeg bebrejder dig det. Jeg kender kun halvdelen, af hvordan du må have det, måske ikke engang så meget. Jeg skal jo kun tage mig af Englene og hæren. Men selv med det, kan man få brug for at komme lidt væk engang i mellem, og bare være for sig selv. ” han smilte varmt til hende og vendte blikket ud mod landskabet igen.”Det er måske rigtigt nok, at det også er borgerne. Men uden de rigtige personer på tronen, ville jeg stadig være klædt i rustning, og være ude og kæmpe for at holde landet samlet, og holde dvasianere ude.”. Han betragtede hende lidt og kunne se at hun stadig var så professionel overfor ham, han rystede lidt på hovedet og smilte varmt til hende ”Du behøver ikke være så professionel omkring mig, når vi bare står og snakker som nu. Medmindre det selvfølgelig er noget du ønsker, og i såfald skal jeg nok være ligeså professionel over for dig, selvom jeg finder det uendelig trættende at være professionel hele tiden” han smilte drilsk til hende og lod igen blikket glide ud af vinduet, det drejde dog hurtigt tilbage til hende igen da hun begyndte at snakke nok engang. Gabriel kiggede længe på hende, før han vendte blikket ud lyset fra solen med en tænksom mine. ”Tja, jeg kunne altid eskortere dig væk fra slottet, så du kunne komme ud i luften, måske besøge den spirende skov. På den måde ville du få den fred du tydeligvis ønsker, og de ville ikke kunne brokke sig over at du var gået uden beskyttelse. ” han vendte blikket mod hende, mens han ventede på hendes reaktion over han ide. Det ville ikke være noget besvær for ham, at få hende væk fra slottet. De fleste vagter var alligevel under hans kommando, så han kunne sagtens få hende ud af slottet, og få vagterne til at holde mund omkring det. Og hun ville ikke behøve at gå hele vejen, da hans stærke vinger sagtens kunne bære dem begge, uden at det ville blive hårdt for ham.

[Deleted]

Elanya var en umådelig stresset kvinde og nu hvor hun også var ved at være en smule oppe i alderen, så var det noget som hun i den grad også godt kunne mærke, for der skulle ikke så meget igen til at hun kunne føle og fornemme det. Det kørte hende virkelig ud på et punkt, som nu hvor hun virkelig bare havde brug for at komme lidt væk derfra, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun var en kvinde som gik frygtelig meget op i gensidig respekt, og det var uden det mindste tøven, det var helt sikkert. Hun ønskede at det hele skulle foregå som det burde og det var uden videre omsvøb. Hun havde ellers selv tilbragt mange timer heroppe, for folk fandt hende ikke når hun havde brug for at være lidt alene, hvilket til tider i den grad også var nødvendigt. At være sig selv, at smide de hæmninger som hun havde været nødsaget til at skulle påtage sig med den titel som hun måtte have ved sig. At han ikke ønskede at hun skulle holde den professionelle holdning var noget som et sted måtte irritere hende, for det var da hendes beslutning og ikke hans? Hovedet lod hun søge let og stille på sned, selv med smilet som bare ikke ville falde af hendes læber på noget givende tidspunkt. ”Jeg går ud fra og håber, at du ved hvorvidt om det er min beslutning? Om jeg er træt af det, er virkelig underordnet. Jeg er nødt til at fremstå som en respektabel leder og dronning af dette land og så kan folk ikke rende rundt og kalde mig ved navn.” Hun var nødt til at holde et skille af ren og skær respekt mellem royale og befolkningen selvom Gabriel selvfølgelig var af den øvrige del, men det var nu heller ikke noget som hun direkte ville blande ind i denne situation.
Gabriel havde virkelig ikke nogen anelse om hvad det var hun skulle stå med hver evig eneste dag. Som en leder for englene og en hærfører som han var, så var det selvfølgelig også noget som han tog del af, men da slet ikke i samme grad som det hun gjorde. Hun vendte de smaragdgrønne øjne roligt op mod hans skikkelse endnu en gang og med en rolig og kontrolleret mine i ansigtet. Ikke fordi at hun ville skjule det for ham som sådan, for det ville hun da slet ikke få det mindste ud af. Hun trak svagt og næsten uskyldigt på smilebåndet. ”Jeg har brug for noget ro i hovedet. Jeg er trods alt heller ikke helt ung længere,” medstemte hun roligt og med en ganske stilfærdig mine. Hvorfor lyve for ham? Det var der jo ingen verdens grund til på nogen måde overhovedet! Alene det at vide at Gabriel nød lige så meget af freden og roen som det hun selv gjorde, var noget som kun måtte få hende til at smile, for det var rart. Det var altid rart at vide at det som man gjorde faktisk var noget som der kom noget godt ud fra om ikke andet. ”Hvis idyllen ikke var her, ville vores verden se helt anderledes ud.. Skoven ville stadig være nedbrændt.. ja.. Alt ville være et komplet kaos.” Det var udelukkende af den grund at hun havde valgt at tage affære. Hun elskede ikke Jason med sit hjerte – det var et forhold bygget på det ekstremt professionelle, selvom folket selvfølgelig ikke måtte vide anderledes og det var noget som hun gik strengt op i!
Elanya vendte blikket stille mod Gabriel endnu en gang. Han var en venlig mand, den måtte hun jo give ham og det var noget som hun selvfølgelig også var glad for. ”Jeg sætter virkelig pris på det hele og alt det som du gør for mig også ude på marken, Gabriel. Men hvad der er dumt af mig, er at søge ud bare sådan.” Hun lod hovedet søge let på sned. Det var jo sandhed. De ville flippe hvis de fik at vide at hun bare var taget ud – selvom han var med for at beskytte hende. ”Jeg kan altid gå ned i haven, selvom.. Ja, jeg har altid ønsket at se den spirrende skov. Jeg har ikke været der i frygtelig mange år nu.” Et sted så var det jo med en underlig form for længsel? Hun havde tilbragt mange af sine unge dage der, så hvorfor ikke søge dertil igen?

[theis]

Efter at krigen var kommet til en ende, samtidig med at landet var kommet på fode igen, og livet så småt var vendt tilbage. Var Gabriels dage blevet mere afslappede end de havde været i krigen. Men i krigen havde han også været frygtelig presset og stresset. Og så var dronningen blevet slået ihjel, og landet gik i endnu mere kaos. Gabriel og hans soldater havde været dem der havde holdt de fleste ulykker ude af landet, mens at Jason og Elanya prøvede at få landet på fode igen, så at han nu nød den fred der var faldet over landet, hvor han ikke skulle sende unge mænd i krig hver dag, og han ikke selv skulle slå folk ihjel var ikke noget man kunne bebrejde ham, og når han bare slappede af som han jo netop gjorde denne dag, hvor han ikke var på slagmarken, eller i gang med at hører om englenes problemer, så snakkede han, eller prøvede han i hvert fald at snakke familiært og venligt med folk, uanset rang og klasse. For ham var folks rang, kun nødvendig i professionelle samtaler, for det eneste det gjorde, var at adskille folk, hvilket han ikke brød sig om. Det var også derfor at han var så respekteret blandt englene, netop fordi han så sig selv som en ad dem, samtidig med at han så sig selv som deres beskytter når han kunne. Et næsten uhørligt suk forlod Gabriel læber da Elanya igen snakkede, før han dog kiggede på hende med et skævt smil.”Hvis det er det de ønsker, skal de da få de, deres majestæt. Jeg synes bare at når man bruge rang eller stilling i stedet for navne, så skubber man i virkeligheden folk væk fra sig selv, men det ved de vel?” Han vendte blikket væk fra hende og kiggede ud gennem vinduet. Det måtte virkelig irritere ham at hun ville holde sådan en afstand til folk, for det lå ikke selv til ham. Selv nød han at gå blandt folket som han var en af dem, det var også derfor at han tit skjulte at han var leder, for dem der ikke vidste det i forvejen. Nej Gabriel vidste intet om hvor stresset Elanya var. Men Gabriel havde nok været ligeså stresset som hun var nu, dengang Den tidligere dronning døde, og før Jason var blevet kronet konge, havde der været Kaos i Procias, og i det Kaos var det kun Gabriel og hans soldater der havde holdt Dvasianerne fra at storme over murene, samtidig med at Gabriel var nød til at håndtere oprørerne. Ikke at dette var noget han var vred over, det var trods alt hans job. Gabriel lagde hovedet lidt på skrå da hun igen snakkede, før han trak lidt på sine skuldre ”Det er da kun naturligt at de har brug for noget ro, det har alle på et eller andet tidspunkt, uanset alder eller profession. Så hvis deres majestæt ønsker det, så skal jeg da nok lade dem før denne ro, som de beder efter. ” sagde han med et skuldertræk. Han smilte varmt til hende, før han igen kiggede ud. Det at han var tvunget til at tiltale hende i de form, var noget der virkelig gik ham på, men ikke desto mindre var det noget han var nød til at gøre, hun var hans dronning, og derfor var han nød til at følge ordre, men da han ikke kunne lade være med at finde det en smule latterligt, når de jo kun var de to, og ikke snakkede professionelt. Han nikkede roligt til hendes ord ”Det har de helt ret i, der ville stadig være krig i landet, både med dvasianere og oprører. Men det er jo derfor de kom til tronen, deres Majestæt, fordi de har været den bedste dronning landet her har haft længe. Og vi var alle sikker på at de ville kunne rede landet endnu gang.” sagde Gabriel roligt. Gabriel lyttede roligt til det hun sagde, selvom det dog fik ham til at ryste på hovedet. ”Det er ikke dumt af dem at søge sådan ud Deres majestæt, end ikke de kan lede landet hver eneste minut, hver eneste dag, hver dag resten af deres liv. De må også give dem selv tid til at være dem selv, og slappe af. Det burde landet forstå, og hvis det endelig er, er der jo altid deres mand, til at tage sig af det.” sagde han og smilte varm til hende. Han lagde hovedet på skrå mens han lyttede til hende ord ”Jamen, hvorfor gør de så ikke det? Jeg kan sagtens sørge for at Vagterne ikke siger noget om hvor du er taget hen, hvis de vil have fred, og jeg kan sagtens flyve dem der hen. Men i sidste ende, er de jo dronningen, og derved er jeg deres tjener, og derved er det op til dem hvor vidt de vil forlade slottet. Selvom jeg ikke kan se den store forskel, i at de gemmer dem her i våbensalen, eller at de tager til skoven. I skoven kan de se deres arbejde, her fra kan de kun risikerer at de bliver fundet og taget tilbage til deres tronsal.” han smilte varmt til hende et kort øjeblik, hvorefter han vendte blikket ud gennem vinduet igen. Alt var så roligt derude, at det var svært at tro på at det hele havde været i oprører gennem flere uger.

[Deleted]

Elanya var en kvinde som gik meget op i at fastholde de mange traditioner og specielt efter at hendes lillesøster var gået bort, så gik hun mere op i det end det som hun havde gjort nogensinde før. Hun førte mange af hendes kære søsters tanker og ideer til virkeligt liv, blot for at vise en hæder som kun en søster kunne give videre til sin egen. At noget så ungt skulle falde bort, var selvfølgelig noget som virkelig gjorde ondt, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det bare ikke noget som hun kunne gøre noget ved nu. Hun måtte leve med det og stadig fortsætte jagten på sin søsters morder, også selvom hun allerede havde en mand i sigte; Greven og grevinden af landet. Umiddelbart så havde hun ikke muligheden for at smide dem ud, også selvom hun virkelig søgte og søgte for et hul i lovene som kunne virke til deres fordel, selvom der bare ikke var dukket noget op endnu og det var noget som virkelig var ved at frustrere hende og noget så frygtelig voldsomt! Hun var en kvinde med alt for mange tanker i hovedet, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At Gabriel tog den høflige tone i brug endnu en gang, var noget som hun kun måtte se sig tydeligt tilfreds med i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke, men det var faktisk noget som betød meget for hende; At folk så på hende med respekt. De smaragdgrønne øjne vendte hun roligt mod ham endnu en gang. ”Jeg gør det ikke for at skubbe folk fra mig, min hærfører.. Jeg vil bare holde fast i de gamle traditioner og holde skillet mellem adelig, royal og borger konstant,” forklarede hun stilfærdigt. Hun var ekstremt folkelig, for det var heller ikke fordi at folk direkte bange for hende, for hun lyttede til dem og hun gav dem hvad de ønskede, hvis det var noget som de ønskede og var relevant om ikke andet.
At Gabriel godt kunne se at hun virkelig havde brug for ro og hvile, var noget som hun selvfølgelig var glad for, selvom det måske ikke var alle grunde som var lige kendt for alle. Ja, hun var ved at være oppe i årene og det at sidde på tronen var altid noget som tog godt på kræfterne, for det var virkelig ikke så nemt som det kunne se ud. De knoklede fra de vågnede til de gik i seng og sådan var det virkelig hver eneste dag! Hun sendte ham et ganske kort smil. At søge udenfor ville nok ikke være det smarteste som hun kunne gøre, men alene den tanke om at få lov til at komme ud var noget som virkelig var hende fristende! ”Dette er et sted forbeholdt for alle, så jeg vil ikke smide dig ud herfra.. Du er her vel også af en grund? Og i denne idyllens tid, så tvivler jeg på at det er for træning?” Hun hævede sigende det ene bryn, som hun roligt lod hovedet søge let på sned, selv uden at skulle se det mindste væk fra ham på nogen måde. Hun krævede svar, også selvom hun faktisk tog det ganske så stille og roligt af sig. Hvorfor skulle hun da ellers lægge mere i det end det som direkte måtte sige sig at være nødvendigt?
Elanya lod blikket endnu en gang glide i retningen af vinduet. Det var virkelig smukt udenfor og hun ville nyde at komme ud og opleve lidt af Procias som det stod nu end det som hun kunne se fra vinduet af, for det ville da slet ikke kunne gøre op for det som hun måtte se dernede fra – fra folkets øjne og deres perspektiv. ”Jeg burde ikke søge ud af den grund. Det kan være farligt for mig, også selv i denne idyllens stund.” Et sted så var det vel også tydeligt, at det var noget som virkelig måtte irritere hende? Ikke fordi at hun lagde skjul på det, for folk fik det i den grad at vide, hvis der var noget som måtte frustrere hende og det gjorde dette. Hun havde absolut intet imod at sidde på tronen, men det at man skulle have andres øjne i nakken konstant, var virkelig noget som kunne få hende til at flippe uden lige! ”Burde jeg søge ud?” Hun vendte blikket endnu en gang mod ham. Hun vidste udmærket godt at hun ikke blev populær ved hoffet ved den beslutning, men.. hun havde jo faktisk lyst.

[theis]

At Elanya var en kvinde som gik meget op i de mange traditioner, var ikke noget som Gabriel tvivlede på, at hun gjorde det ekstra meget for hendes lilles søsters skyld, var dog ikke noget han vidste noget om, han havde ikke haft meget at gøre med den tidligere dronning, faktisk havde han haft så lidt at gøre med hende, at han ikke engang kunne huske hendes navn, ikke at dette var noget han ville indrømme på noget tidspunkt. Hvis Gabriel havde vidst at Elanya var på jagt efter sin søsters morder, ville han nok have stoppet hende på den ene eller anden måde, og så påtaget sig jobbet selv, i og med at hendes og Jasons sikkerhed var hans ansvar som landet hærfører, og det at hun mistænkte greven og grevinden af landet ville bare få ham til at smile. Han havde haft mistanke til ham siden han kom til posten, da det kun var kort efter at det hele begyndte at gå galt. Gabriel brugte kun den høflige tone, fordi at Elanya havde bedt ham om det, det var dog ikke ens betydende at han ville gøre dette altid, han vidste at det til tider ville smutte for ham, og at han derved ville tiltale hende du eller dig, i stedet for de og dem. For sådan var han nu engang. Han kunne sagtens vise den respekt folk fortjente, men at lægge pres på deres rang eller leve hvis, ved at tiltale dem på andre måde end han ellers ville gøre, var noget som gik ham på. Gabriel sukkede utrolig tungt da hun endnu gang kaldte ham min hærfører i stedet for Gabriel, det var da ikke så svært at sige hans navn, det lå da lige til, og hvis han huskede forkert var det endda det samme navn som en af hendes børn. ”Det er også fint nok, at de prøve at holde dem skilt, men det er ikke ens betydende at man bliver nød til at snakke sådan hele tiden. Det kan være ret så anstrengende at konstant skulle huske på de forskellige etiketter og hvordan man skal titulere folk korrekt, har de aldrig ønsket bare at kunne snakke til folket som var det deres ligemænd?” spurgte han hende nysgerrigt. Han forstod selvfølgelig godt at der var en hvis standard der skulle holdes når man var dronning som hun nu engang var, men ikke desto mindre var det vel ikke så umuligt at tale med ham ved hans navn i stedet for hans rang, det virkede så provokerende upersonligt når de nu kun var dem. Han trak sig væk fra vinduet og gik længere ind i rummet hvor han stoppede op i midten, og kiggede rundt. Lyset fra solen nåede langt ind i rummet og selv der hvor han stod nu, blev han oplyst af dette, hvilket nærmest gav ham en svag gylden glød hele vejen rundt om ham. ”Det er måske forbeholdt for alle, men de har større ret til at være her end jeg har. Men de har ret, jeg kommer her ikke for at træne, ikke i dag i hvert fald, selvom det ikke er idyllens skyld, men mere det at jeg har været i kamp i mange uger nu, og kunne trænge til at slappe af. Og så finder jeg dette sted så dejligt stille og afsides, dette rum stort set kun brugt når der er børn i den kongelig familie som skal læres op, eller når jeg selv kommer her for at træne. Resten af tiden kommer jeg her for at mediterer og slappe af i kroppen. De kom jo selv her fordi de ønskede at være alene med deres tanker har jeg ret?” han vendte sig rundt og smilte varmt til hende. Solen ramte hans øjne på en måde, der fik de blå øjne til at skinne svagt, hvilket gav dem et varmt men samtidig gavtyvagtigt glimt i dem. Gabriel fulgte hendes blik i retningen af vinduet, og at et smil brød frem på hans læber var ikke til at undgå. Sådan som hun kiggede ud kunne han næsten læse hendes tanker. Da hun sagde at hun ville være i fare kunne Gabriel ikke lade være med at grine en varm og smittende latter, før han kiggede på hende ”Som om de ikke kan passe på dem selv min dronning. Og jeg vil jo også være der. Med mindre de sender en hær skulle vi nok kunne holde dem fra os. De er jo selv en stærk magiker i deres egen ret, og ikke for at prale, men jeg havde jo ikke fået titlen som landets hærfører hvis jeg ikke havde vidst hvilken ende af sværdet der skulle bruges. Og det at jeg stadig er i live burde da også gælde for noget. Jeg tror de vil være i sikkerhed nok.” sagde han med et varmt og ærligt smil, hvem skulle finde på at angribe dem hvis de tog til skoven, og endnu vigtigere så skulle der jo nogle dygtige modstandere for at vinde over dem, hvilket der nok ikke var mange tilbage af i landet efter at de fleste dvasianere var blevet jaget ud. Gabriel glippede forundret med øjnene da hun spurgte ham til råds for hvad hun skulle gøre, han fattede sig dog hurtigt igen og sendte hende et blændende varmt smil ”Jeg kan se de længes efter af komme ud, så det synes jeg de skulle gøre, de skal jo ikke føle dem som en fange her i deres eget slot. jeg skal nok følge dem, både frem og tilbage og derved sørge for at de er i sikkerhed, hvis de ønsker det, deres majestæt. ” Han gik over til hende igen og kiggede på hende med et varmt smil, denne gang uden at flytte blikket fra hende på noget tidspunkt, måden han kiggede på hende på, ville hvis det havde været så mange andre, kunne beskrives som gennemborende, men hans var bare varmt.

[Deleted]

Elanya var en kvinde med frygtelig mange tanker i hovedet, for det var slet ikke det. Hun ønskede at holde de gamle traditioner ved lige, hvor det jo faktisk var de færreste som fik lov til at tiltale hende ved navnet i det hele taget. Om det var noget som man ville det eller ikke. At Gabriel så skulle have et problem med det, var nu heller ikke noget som hun sagde det mindste til, for det ville man slet ikke få noget ud af. Man gjorde hende bare irriteret, og så var hun altså lukket som en østers, hvis det var det. Direkte så mistænkte hun Ilosonic for at stå bag mordet på hendes søster – at han havde taget noget så ungt fra denne verden, var noget som gjorde hende direkte vred, for det havde virkelig ikke været retfærdigt! Kaos var kommet til landet efter at den mand havde fulgt med og det var noget af det som kun appellerede til hendes mistanke, selvom man nu heller ikke kunne gøre det store ved det, hvilket i den grad var noget af det som måtte genere hende allermest! Hun ønskede dog alligevel at han skulle gøre brug af den tone overfor hende, for det markerede tydeligt hvor hun var kontra ham og selvfølgelig var det noget som hun ønskede skulle være markeret konstant, hvilket han bare måtte leve med! Hun vendte blikket mod ham og med en næsten advarende mine. ”Tvært imod, jeg finder det ikke anstrengende på nogen måde.” Hun lod roligt armene søge over kors. Hvordan kunne han sige det? Det spørges vel bare hvad det var man måtte være vant til igennem tiderne? Ikke fordi at det var noget som hun sagde noget til som sådan. ”Hvis min egen hærfører ikke tiltaler mig på denne måde, hvorfor skulle resten af landets borgere gøre det? I mine øjne, så går det hele ud på respekt og accept. Jeg ønsker at De skal respektere mig,” sagde hun ganske kortfattet og med en yderst bestemt tone.
At Gabriel heller ikke var der for træningens skyld, var noget som hun næsten kunne gætte sig frem til. Det faktum at dette sted ikke blev brugt foruden børn når de skulle læres op, var en ting som hun godt kunne huske fra sidst hun havde siddet øverst oppe på tronen her, selvom det virkelig var lang tid siden nu. Et stille smil passerede let hendes læber, hvor hun let lod hovedet søge på sned. At se ham badet i solen var slet ikke noget som rørte hende som sådan, selvom hans ord nu gjorde det. Hun fulgte ham meget nøje med blikket, hvor selv hun lod hovedet søge ganske let og stille på sned. Ikke fordi at det var noget som hun ønskede at skjule på nogen måde. Hun smilede ganske let for sig selv, som hun vendte sig helt mod ham i stedet for. ”Jeg tager kun hertil, fordi at det er det sidste sted hvor folk vil opsøge mig..” Et sted var hun kun ærlig overfor ham. Hvem ville da ellers søge efter dronningen på et sted som dette? Hun måtte ikke kæmpe, udelukkende fordi at hun var en kvinde, så var hun alligevel ikke den som man skulle kaste sig i strid med hvis man kun ønskede at stille sig i hendes vej. ”Jeg har brug for ro i hovedet og det kan jeg ikke finde når folk konstant søger mine råd og vejledning.” En sjov tanke, når det faktisk var det som Lucas skulle bruges til, men det var der jo så ikke noget at gøre noget ved som sådan.
Et sted så ønskede Elanya virkelig at komme ud, selvom hun ikke vidste om det var noget som hun burde gøre eller ikke. Det var noget som gjorde hende direkte usikker. Det kunne være farligt og hun vidste det godt, men hun ville heller ikke have hærføreren med sig på slæb, for så ville hun da først for alvor skaffe sig en opmærksomhed som hun slet ikke ønskede sig på nogen som helst måde overhovedet! At han dog alligevel ønskede at age ud med hende, var selvfølgelig noget som et sted gjorde hende glad, selvom hun stod fuldkommen fast på, at det slet ikke skulle vise sig at være nødvendigt på nogen som helst måde overhovedet. Hun trak vejret dybt og lod derefter hovedet søge mod den anden side. ”Tja, jeg vil ikke kræve at du tager med mig, for jeg kan godt passe på mig selv, som du selv fortæller mig.” Hun mente det faktisk. Blikket vendte hun roligt mod vinduet endnu en gang og med en meget tænkende mine. Tungen strøg let over hendes læber, som hun igen vendte blikket mod ham. ”Vil du saddel min hest op, min hærfører?” spurgte hun roligt og med en alligevel ganske bestemt tone, som hun igen vendte blikket mod ham.

[theis]

Den seneste tid havde Gabriel selv haft alt for mange tanker kørende rundt i hovedet, så det var slet ikke fordi at han ville være uforstående over for Elanya, han vidste jo udmærket hvordan det kunne være. At hun blev irriteret på han fordi han ikke brød sig om at kalde hende for deres majestæt og opholde den professionelle barriere som hun så tydeligt ønskede, fandt han kun beklageligt, men ikke desto mindre var han jo nød til at gøre som hun bad ham om, når hun nu var landets, og derved også hans dronning. At hun direkte mistænkte Ilosonic ville virkelig ikke komme bag på ham, selv havde Gabriels spioner holdt øje med han længe, grundet hans egen mistro til ham, men det havde altid lykkedes ham at smutte fra dem så der var ingen direkte beviser på at det var ham som havde gjort alt det, som han var mistænkt for. Og da han havde højere rang end Gabriel kunne han ikke gøre noget ved det, uden ordre fra Jason eller Elanya, eller hvis han fik nogle beviser for at han havde ret. Han lyttede til hvad hun sagde og sukkede kort ”Så er de en af de heldige få, deres majestæt. Selv finder jeg det så frygtelig trættende, men det kan måske også være fordi at det altid minder mig om de mænd jeg har sendt i døden, fordi de fulgte mine ordre” han trak roligt på skulderne og kiggede kort trist ud af vinduet før han igen vendte blikket mod hende. Han lyttede endnu engang til hende og nikkede så ”Så vil jeg tiltale dem rigtigt, hvis de derved har nemmere ved at tro at jeg respektere det. Men så må de jo selv gøre dette deres majestæt. Og derved tiltale mig som de ville tiltale en hver anden leder af landets racer. For det er min vigtigste opgave, og min højeste rang.” Det var ikke for at belære hende at han sagde dette, men for at slå fast, på en venlig måde at hun ligeså måtte vise ham den respekt han fortjente som leder af Englene, da dette var en rang højere end den som Hærfører. Det skulle dog ikke ses som at han ikke var glad for sin rang som hærfører, han gjorde jo noget for landet, men når de nu snakkede om at vise den rette respekt burde hun også gøre dette. Gabriel vendte blikket mod hende da han så hendes smil, så noget gjorde han da rigtigt som fik hende til at smile. Såfremt havde han kun set en negativ reaktion fra hende på den måde hun reagerede på det han sagde, så et smil var bare noget som gjorde ham glad, og faktisk fik ham til at smile. Gabriel betragtede hende ligeså med blikket let mod siden, da han prøvede at finde ud af hvad hun helt nøjagtig tænkte på. ”Vi har alle brug for et sted vi kan få ro fra folk der opsøger os, hvorfor skulle det være anderledes for dem?” spurgte han med et skævt smil, selv var det mest oppe i himlen at han slappede af, da det ikke var så tit at han rent faktisk var på slottet, og det var ikke så slemt med hensyn til englene der kom og spurgte ham om hjælp, for deres problemer var tit noget der var let at ordne, og han nød at hjælpe sin egen race, ellers ville han jo ikke have taget rollen som deres leder da denne blev ham tilbudt. Gabriel lagde hovedet let på skrå mens han lyttede til hvad hun sagde før han trak lidt på skulderen ”Sådan er det at være en leder, uanset hvilken slags, de som dronning må have flere der kommer og spørger dem om hjælp, end jeg har som leder af englene og hærfører, men ikke desto mindre er det det samme, så jeg forstår dem fuldt ud” han smilte varmt til hende. At hun ønskede at komme ud fra slottet, var næsten noget han kunne se på hende, og han kunne da sagtens forstå hende. Selv ville han føle at han blev vanvittig hvis han skulle sidde i sit hjem i himlen hele dagen, og ikke kunne få lov til at forlade sit eget hjem, fordi at folk konstant skulle snakke med ham. Hvis han vidste at hun ikke ville have ham med ville han bare feje det af, da det var at gå imod hans pligt som hærfører at lade hende tage af sted alene. Han kiggede undrende på hende da hun sagde at hun ikke krævede det ”Måske gør de ikke, men min pligt gør. Så de får enten mig eller en gruppe livvagter med dem. ” sagde han fast, det kunne godt være at hun var hans dronning, men lige der havde hun ikke andet valg, med mindre hun valgte at tage hans rang fra ham, da det var hans pligt at sørge for at hun forblev i sikkerhed uanset hvor hun var. Han bukkede for hende da hun bad ham om at sadle hendes hest. Normalt ville dette jo være en staldknægts opgave, men når hun nu bad ham om det ville han da med glæde gøre det for hende ”Som de ønsker Deres Majestæt” sagde han og bukkede endnu engang dybt for hende.

[Deleted]

Hvis Elanya vidste at Gabriel holdt øje med Ilosonic uden at hun vidste det, så stod han virkelig i problemer. Den mand havde en ganske speciel plads i Procias i sig selv, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det direkte til en nem opgave for hendes vedkommende. Hun ønskede manden ud, men hun kunne ikke bevise noget som helst for hans vedkommende, hvilket han vel var glad for? Det skulle i hvert fald ikke forundre hende på denne kant, men det frustrerede hende kun yderligere! Den mand havde gjort mere end rigeligt mod Procias og hun kunne intet stille op. Han var den rettemæssige greve ifølge lov og ret, så hun kunne ikke smide ham af. Det var jo faktisk det som han havde gjort med Marius – Kylet manden i fangekælderen, hvor han var død efterfølgende på grund af angreb ude fra. Det var jo heller ikke fordi at Procias havde været et idyllisk land altid, for det havde virkelig haft sine problemer, hvilket hun selvfølgelig var frygtelig, frygtelig ked af, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun sukkede stille og rystede på hovedet. Gabriel lød til at være en meget følelsespræget mand, hvilket.. vel heller ikke var noget som gjorde hende det mindste som sådan, gjorde det? Hun vendte blikket mod ham. ”Jeg beklager for de mange tab. Men selv de opofringer er nødvendige for os. Deres død skal ikke være forgæves og det er noget som jeg trygt kan love dig,” sagde hun roligt og med en ganske bestemt tone, for det var sådan som hun ville have det selv. Hun trak svagt på smilebåndet. ”Jeg tiltaler dig ikke ved din titel som leder, da den slet ikke er relevant for mig. Du er min Hærfører her på stedet og det er noget som jeg agter at tiltale dig med,” forklarede hun ganske kortfattet. Et sted som en advarsel, for han fik bestemt heller ikke noget ud af at sige hende imod!
Et sted var de tog enige; Et job med en titel var noget som faktisk måtte tage hårdt og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt på nogen måde, men det var nu heller ikke noget som hun kunne gøre noget som helst ved bare sådan uden videre, om det var noget som hun ville det eller ikke. Hun vendte blikket roligt mod vinduet igen. Hun havde brug for hvile og hun havde brug for ro i hovedet og det var noget som skulle være nu! Der var grunde til at hun stod her, for folk søgte da ikke efter hende i noget så.. ekstremt som en våbensal? Hun smilede let for sig selv. ”Uanset hvilken rang eller titel som du har, så søger folk til den. De tror de er overlegne, de ved mere og hvad ved jeg.. det er ikke altid tilfældet, for selv vi kan have brug for råd til tider..” Hun vendte blikket roligt ned mod den store have under hende. Det var jo faktisk sandt. Når det kom til hende og Derick så havde hun virkelig selv haft brug for dem, for hun havde slet ikke vidst hvad hun skulle gøre, også selvom det stod mere og mere klart for hende nu. Hun vendte sig mod Gabriel endnu en gang og med den samme rolige og ganske kortfattede mine. Hvorfor skjule det for ham, for det ville hun slet ikke få det mindste ud af. ”Jeg går ud fra, at det er en situation som du kender til?” spurgte hun med en vis nysgerrighed i stemmen, for det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som hun ville skjule for ham, hvi hun ellers kunne blive fri for det, så det var helt sikkert.
At hun ikke bare kunne få lov til at søge ud selv, var noget som gjorde Elanya en anelse arrig, for hun havde bestemt heller ikke brug for en babysitter, for hun kunne altså godt passe på sig selv! Hun sendte ham en langt mere fast mine. Han ønskede blot at passe på hende, hvilket var noget som hun allerede var klar over, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemmere for hendes vedkommende. Det var nok et af de minusser som det medførte at være dronning, for du kunne ikke få lov til at gøre noget som helst selv uden at folk vogtede over en og havde øjne i ens nakke konstant! Og det var noget af det som hun kun måtte sige, at hun var mest træt af, men det var jo egentlig heller ikke noget som hun kunne gøre noget ved som sådan var det? Hun sukkede. ”Jeg agter at ride ud selv, min Hørfører. Jeg vil ikke have en store opmærksomhed ved at ride med halve hæren,” forklarede hun ganske kortfattet, som hun slog armene utilfredst over kors på hendes bryst. Hun kunne virkelig godt passe på sig selv! At han ville sadle en hest op, var noget som hun dog var glad for, hvor hun bøjede hovedet let mod ham i ren gengæld. Respekt skulle være gensidig og det skulle den bestemt også være her. ”Udmærket,” sagde hun stilfærdigt.

[theis]

Gabriel vidste udmærket godt at hvis nogen fandt ud af hvad han lavede, ved at spionere på Ilosonic uden at have fået tilladelse til dette fra enten Kongen eller Dronningen af landet, ville han ende i problemer. Det var også derfor at han ikke havde sagt noget da han begyndte på dette og han havde heller ikke tænkt sig at gøre dette før han havde beviser mod Ilosonic som faktisk kunne få ham smidt ud af landet eller slået ihjel. Det at han var den retmæssige greve af landet var virkelig noget der gik Gabriel på, da det ikke bare betød at Gabriel ikke kunne rører ham uden tilladelse fra Jason eller Elanya, men også at Ilosonic havde højere rang i landet end han havde, hvilket jo også gjorde at hvis Ilosonic fandt ud af at han blev udspioneret ville Gabriel være i problemer. At Procias ikke altid havde været så idyllisk som nu var noget som Gabriel godt vidste, og det var jo netop derfor at han var så glad for den ro der herskede nu, det gav ham en chance for at lade kræfterne op, og for han soldater at komme hjem til deres familie. Gabriel ville ikke selv betragte sig som en meget følelsespræget mand, javist han var altid glad og han fandt det aldrig let at sende soldater i døden. Men han vidste hvad de kæmpede for, og ligeså gjorde de. Så da Elanya lovede at de mange tab ikke skulle gå tabt bukkede han for hende med et varmt smil ”Det er jeg glad for at hører deres Majestæt” sagde han og smilte varmt til hende. Gabriel sukkede ved det næste hun sagde men endte bare med at kigge væk fra Elanya så hun ikke skulle se at han rullede med øjnene af hende, for han vidste skam godt at han ikke ville få noget ud af at sige hende imod, dertil var hun for stædig, og nogle gange mente han at hun var for stædig til sit eget bedste. Gabriel rullede lidt med skulderne da han af en eller anden grund havde stået og spændt mens de havde stået og snakket sammen. Gabriel vendte sig igen mod Elanya da hun snakkede og nikkede blot til hendes ord, for han kunne jo kun give hende ret. Når folk havde brug for hjælp plejede de at henvende sig til den som de fandt som overlegne eller som Gabriel ville sige, dem med mest erfaring. Gabriel ville ikke selv betegne sig som at han var nogen overlegne, det var for ham den forkerte beskrivelse. Han vidste godt at han havde højere rang end de fleste i landet, da det jo rent faktisk kun var de andre adelige der havde højere rang end ham, men et eller andet sted fandt han ordet overlegne som noget dårligt. Gabriel kiggede længe undrende på Elanya ”En Situation jeg kender til deres Majestæt?” spurgte han forsigtigt. Han vidste ikke helt hvad hun helt nøjagtig mente, hvilket jo også gjorde det en hel det svære for ham at svare, ja rent faktisk så gjorde det, det umuligt for ham at svare på det. Gabriel kunne kun forestille sig hvor irriterende det måtte være for Elanya at hun ikke kunne gå nogen steder uden en eskorte, men sådan var det nu engang at være dronning, det var noget hun selv havde valgt og at han ville sende mindst nogle få vagter med hende var ikke noget hun kunne komme uden om, uanset hvad hun sagde. Gabriel’s ellers så varme smil blev hårdt da hun sagde at hun ville ride ud selv og ikke ville have den halve hær med ”Desværre Deres Majestæt, så er det ikke op til dem. Med mindre de ønsker at fritage mig fra min post som hærfører, så de kan få en som adlyder deres mindste vink, og blæser på deres egen sikkerhed som de jo ønsker. Så får de en eskorte med dem. De er trods alt Dronningen fra Procias og et af landets eneste håb for at komme sig helt. Hvis de ridder ud alene, risikere de ikke kun deres eget liv, men denne idyl du står og beundre netop nu.” Gabriel kiggede hårdt på hende, for at vise hende at han ikke havde tænkt sig at ændre den holdning uanset hvad hun sagde. Og hvis hun skulle vælge at fritage ham fra sin post som hærfører var det jo op til hende. Gabriel lagde ligeledes sine arme overkors foran sin brystkasse mens han betragtede hende strengt, selvom hun ikke var helt ung længere, så opførte hun sig alligevel som et lille barn nogle gange når hun ikke fik sin vilje, og det var ikke noget han ville lægge skjul på når det blev nødvendigt.

[Deleted]

Hvis Elanya vidste at Gabriel spionerede på Ilosonic uden at hun havde sagt god for det, så ville der først for alvor falde brænde ned! Den mand havde alt for meget magt i Procias og det var bestemt heller ikke fordi at hun var meget for at han var der, for han var virkelig bare i vejen, men han havde for mange ressourcer at gøre brug af når det endelig skulle komme til stykket og selvfølgelig så var det noget som bestemt heller ikke måtte sige så lidt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun vendte blikket roligt mod ham. Døden som havde ramt disse soldater skulle bestemt heller ikke være forgæves. Det var takket være dem deriblandt at der var denne ro i landet nu – noget som selvfølgelig glædet alt og alle og det var bestemt også sådan at det skulle være set i hendes øjne om ikke andet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun nikkede roligt mod ham, hvor hun let bukkede med hovedet endnu en gang. Ikke fordi at det var noget som hun ønskede at skjule for ham, for det var det virkelig ikke. Det bekymrede hende virkelig at det hele havde fået lov til at gå så langt ud, men nu var freden her og selvfølgelig ønskede hun at det var noget som tydeligt skulle vare ved. ”Jeg agter at samle de pårørende sammen på en pårørende dag, min Hærfører.. De skal vide at deres kære ikke døde forgæves..” sagde hun roligt og ikke mindst med en ganske stilfærdig stemme. Det var ord som hun faktisk måtte mene.
At Gabriel direkte måtte vende blikket væk fra hende, så han kunne rulle med øjnene af hende, var noget som hun næsten kunne gætte sig til, for hun var bestemt heller ikke dum! Hun kneb øjnene tydeligt sammen. Hun vidste godt at han ikke var helt enig med hende, men det var der virkelig ikke noget som hun kunne gøre med nu om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun slog armene roligt over kors og med den samme faste og bestemte mine som tidligere, om det var noget som man ville det eller ikke. ”Jeg ved udmærket godt at du ikke er enig med mig, men du kunne måske skjule det lidt mere for mig?” spurgte hun ganske kortfattet og med den samme faste mine som tidligere, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun vendte blikket mod vinduet endnu en gang. En ting var jo selvfølgelig at han ikke var helt enig med hende, hvilket hun så for sit vis kunne acceptere, men at vise det på den måde ved at himle med øjnene af hende? Det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre, for det var noget som kun måtte gøre hende direkte vred og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, for der skulle normalt meget til inden hun ville blive vred! Hun betragtede ham endnu en gang med en tydeligt langt mere utilfreds mine, selvom det normalt var noget som man virkelig skulle kæmpe for at vinde frem i hende, så klarede han det jo som det rene ingenting, så selvfølgelig var det noget som havde en betydning for hende også. ”Ja? Jeg går ud fra at en i deres situation er vant til at folk også opsøger dig for råd af den ene eller den anden slags?” spurgte hun roligt. Om ikke andet, så ønskede hun jo at vide at det ikke bare var hende som havde det på den måde.
At Gabriel ikke lod hende ride ud alene var virkelig det som tog kagen! En ting var at han ville holde øje med hende og sørge for at holde hende sikker, hvilket hun for sit vis også kunne acceptere, men direkte at modsige sig hendes ordre var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre! Hun vendte blikket direkte mod ham ved hans ord. Fritage ham for posten? Det var jo lige før at hun var fristet til det! Hvad skulle hun da bruge en modstridende hærfører til som ikke engang kunne finde ud af at følge en ordre når den blev ham skænket?! Hun kneb øjnene tydeligt fast sammen, som hun vendte sig direkte mod ham og med den samme mine som tidligere. ”Du frister mig.. Hvad skal jeg bruge en hærfører til som ikke lystre mine ordre når de bliver skænket?” spurgte hun med en ganske kortfattet stemme. Nu ville hun jo om ikke andet så se om han ville trække den i land igen, hvilket var noget som hun næsten måtte håbe på, om det var noget som man ville det eller ikke, det var helt sikkert! ”Landet er rolig nu, der hersker en idyl som jeg ikke har set i frygtelig mange år. Jeg har ikke brug for at søge derud med en bodyguard eller en halv hær til at passe på mig! Hvad vil folk da ikke sige hvis jeg ikke engang føler mig sikker i mit eget rige?!” endte hun stilfærdigt.