Another lonely night

[Deleted]

Solen var gået ned.. Det var endnu engang begyndt at blive koldt og vådt udenfor, sommeren var ved at tage sin ende. Denne dag var det regnen som måtte herske et sted udenfor, de store dråber slog tungt mod slotttets mange vinduet. Keischa havde valgt at holde sig indendøre, også selvom hun egentlig ikke havde det som måtte minde om et valg for tiden. Det var pressede tider, efter Gabriels død var der fuldt ikke mindt en masse opgaver med, men i den grad også en masse skrivearbejde. Keischa var netop vågnet efter endnu engang at være faldet i søvn over hendes skrivebord, med en masse dokumenter foran sig. Hun var ikke længere træt, men hun var i den grad fustreret, ville dette nogensinde tage en ende? NU havde hun fundet vejen til træningssalen, et sted som var brugt utrolig meget af hende og Alexis, før alt dette vel og mærke, der var ærlig talt ikke megen tid til det mere. Iført en himmelblå kjole der måtte smyge sig om hendes kvindelige krop, og med de ekstremt lange blonde lokker bundet sammen i en hestehale ned over hendes ryg, stod hun nu og øvede sig med bruget af hendes knive. Der var intet sved på panden hun kunne som sådan ikke rigtigt tage sig sammen, der ville jo ikke være nogen udfordring i det. Hvad Alexis lavede og hvor han var vidste hun virkelig ikke, deres liv havde været ganske seperate siden hun havde fundet ham som horror i ruinerne. Hun kunne virkelig bande Miquel så forbandet langt væk! Ringen var af hendes finger, lå i skuffen i hendes natbord, hun nægtede at gå med den, hun havde end ikke den mest fjerne ide om hvor pokker han måtte opholde sig! Ej heller selvom han i teorien var kongen af Procias, her var hun virkelig kun glad for at stå med magten på den måde som hun gjorde det. Kniven blev kylet hårdt mod gulvet hvor den måtte sætte sig direkte i træet, hun sukkede lettere irriteret. For pokker hvor var det ikke nemt at være dronning, det var i disse situationer det ville være rart med en konge, om hun kunne lide ham eller ej. Regnen var for hende intet andet end blot en irriterende baggrundsstrøj. Stille gled hun ned på gulvet, strakte let ud, mere af kedsomhed end det som det i virkeligheden var af behov. Hvor var Gabriel når man virkelig behøvede ham? Hun bed sig let i læben, først nu måtte det gå op for hende hvor ensomme nætterne var begyndt at være, det var vel dage siden hun så meget som havde hilst på Alexis? Der var simpelthen ikke tid til at sludre mere og faktisk så irriterede hende. Kniven tog hun let i hånden, betragtede den meningsløst, end ikke dette kunne få hende til at slappe af, hvad pokker kunne så?

[Deleted]

Presset efter Gabrels død havde i den grad også hårdt ramt Alexis. Måske at han ikke var fungerende som konge, men han ønskede virkelig selv, at skulle lette Keischa for alle de mange byrder som hun måtte sidde med, i og med, at hun var eneste værende med en stilling og autoriteten nok til at skulle gøre lige netop dette. Han havde været meget ude og selv i dagslys. Beskyttet af Gabriels kongelige ring, som et klart bevis på, at han havde den fude tilladelse til at opholde sig her i Procias. Han var kommet til slottet lige i denne aften. Han havde virkelig bare brug for lidt af de hjemlige omgivelser. Fuldmånen nærmede sig med hastige skridt og det var noget som han selv tydeligt kunne mærke på hans egen krop. Den var ved at gøre klar. En gang om måneden skulle han igennem det helvede.. 2 dage hver eneste måned, måtte han krampe og bare mærke hvordan den masive ulv kæmpede sig frem i hans skikkelse. Regnen var dog intet som måtte genere ham. Tvært imod, så var det faktisk noget af det bedste ved det hele. Han havde spurgt lidt frem og tilbage og havde faktisk fået fortalt, at Keischa langt om længe havde forladt sit arbejdsværelse, så havde han søgt til Våbensalen og ganske rigtigt, der måtte hun være. Et stille smil bredte sig på hans læber, idet han roligt fjernede handsker og alt som havde skjult hans krop for solens lys igennem dagen i dag, for den havde virkelig været noget så forbandet ekstrem som aldrig nogensinde før. Direkte måtte det da se ud til, at hun måtte kede sig? Sådan som hun bare stod der? Den smukke kjole kunne han virkelig ikke lade være med at smile ved synet. Kappen og det hele lagde han roligt ved døren, idet han stile gik indenfor. Huden var kold og bleg, samt hans øjne havde stadig den samme mørke farve som altid. Han rystede let på hovedet, så han fik det værste vand ud af håret. Man var vel en hund et sted? En hund skjult i det forbandede dyr af en varulv? Hovedet søgte let på sned. "Er det en træning for to, eller alene?" spurgte han roligt. Han rullede let på skuldrene. Selv kunne han godt bruge det, at skulle komme af med noget og samtidig var det jo en perfekt mulighed for ham, at skulle komme tæt på Keischa på en måde, som ikke nødvendigvis kunne blive set på som forkert. Hun var stadig en gift kvinde og det var noget som stadig måtte stikke let til hans eget døde og kolde hjerte, så var der virkelig intet at gøre ved det - endnu vel at mærke. Han klappede hænderne let sammen. "Ligesom i de gode gamle tider.." Han sendte hende et kækt smil. Begge havde de haft travlt. Bare lidt tid sammen emd hende, var vel heller ikke for meget at skulle forlange? Han bar den hvide skjorte, en anelse åben ved hans bryst, samt de mørke bukser. Han stillede sig overfor hende, nærmest som var han parat til en god omgang kamp. For det var i den grad også savnet!

[Deleted]

Det havde virkelig været en forbandet hård tid og det lod ikke til at det var noget som havde tænkt sig at blive bedre lige foreløbig, en tanke som faktisk til dels måtte irritere hende, hun behøvede lidt frisk luft, de sidste mange uger havde arbejdsværelset været hendes hjem, tjenerne bragte hende maden, selv søvnen foregik hen over bordet før hun vågnede og straks gav sig til at læse videre. Lige for i aften havde hun altså virkelig bare behov for at skulle afreagere men hun manglede i den grad Alexis! Næsten opgivende sad hun der på gulvet og næsten helt per automatik måtte hun tænke på arbejde endnu engang, det generede hende faktisk, hvorfor pokker kunne hun ikke tænke på andet?! Hun burde måske for en gangs skyld tænke på hendes forsvundende veninde Ceciliya? Eller måske den dybe forelskelse i Alexis? Der var ikke tid til hendes eget liv mere, nu gik det også op for hende hvor længe siden det var hun havde svunget et sværd. Desuden bebrejdede hun delvist sig selv for Gabriels død. Hvis hende og Alexis ikke var gået op på et værelse kun for at snakke, så kunne hun have beskyttet ham. Evelyn var nede i kulkælderen, alle måtte savne hendes kære nevø deriblandt hende selv. Tungespidsen strøg stille over læberne. Gang på gang havde hun lovet sig selv højt og helligt at hun ville finde Miquel, få brugt det ægteskab som kun var dem begge en hindring, men end ikke den tanke havde hun tid til mere. Blikket gled mod døren idé hun hørte skridt, den skikkelse som endte med at afsløre sig var virkelig kun noget som formåede at finde et smil frem over de rosa læber. Næsten lettet måtte hun ånde op, endelig noget selvskab! Desuden havde hun savnet ham også selvom det ikke ligefrem var noget som hun kunne sige. Princippet i at han ikke ønskede at trække det længere end et venskab med hende så længe hun stod som gift, det forstod hun jo udemærket godt, men hun følte virkelig mere end venskabelige følelser for ham, og det var ikke behaget at være tvunget til blot at bide det i sig. Som altid måtte han virke frist og selvfølgelig også på lidt træning, hun kunne godt bruge det, desuden var det ingen hemmelighed at dette var hendes undskyldning for at komme tæt på Alexis, til tider så tætte at deres kroppe kunne mødes og hun elskede det virkelig, udelukkende fordi det også var det eneste tidspunkt. Et lille glimt hvilede i hendes blik, ganske let og uden advarsel måtte hun lade et slankt ben søge ind mellem hans og hurtigt slå det mod hans i håb om at han ville falde, før hun selv endte på benene igen "Var det svar nok?" hun hævede panden og med et lille udfordrende glimt i blikket. Dette var i den grad noget som hun havde savnet!

[Deleted]

Tabet af Gabriel, havde ført mere eller mindre hele landet til en stor sorg og det var noget som selv havde ramt Alexis. Selvom han var klar over, at der ikke var særlig mange som måtte se på ham med det direkte velkommende blik, udelukkende på grund af det som han måtte være - på grund af Miquel! Hvis han fandt den mand, så ville han uden tøven, have slået den man ihjel! Han kunne kun gå ude om dagen hvis han var med garder som kunne beskytte ham. Blev klæderne fjernet fra hans krop, så var der virkelig ikke noget andet end aske tilbage når hans skrig ville gå mod den store død. At hun vendte sig mod ham og selv med det blik og glimt som måtte findes i hendes ansigt, så var det i sig selv, blot et svar for ham. Hans smil bredte sig roligt på hans læber. At hun forstod hans metode at gå frem på og udelukkende med tanken til, at hun faktisk var gift, så ville han ikke trække den længere lige nu. et ville bare gå galt i den anden ende, og det var nogt som han var udmærket godt klar over. Det ville i den grad svide til hans egen røv og nu hvor sladder hurtigt blev opfanget derude, så var der virkelig bare en ekstrem god grund til at skulle være ekstra forsigtig med hvad man måtte lade andre vide derude. Et sted var det virkelig en frustrerende tanke! Benet som fældede hans eget under ham, fik ham automatisk til at glide ned på knæ foran hende. Som han knælede for sin dronning. Han støttede af med den ene hånd mod hans knæ og vendte blot roligt blikket mod hende. Udfordringen skulle i den grad tages op, det var helt sikkert. Han kom roligt op igen. Hun vidste hvor hun skulle ramme for ikke at påføre ham skade og hun vidste hvor hun skulle ramme, hvis hun ønskede det anderledes, det var der end ikke nogen tvivl om overhovedet. "Åh ja.." Han blinkede let til hende og med det næsten så morende smil hvilende på læberne. Han kunne ikke og han ville i den grad heller ikke skjule dem. Han lod hænderne roligt folde sig over hans egen ryg, som havde han absolut intet i tankerne. I aften ville han have hende på soveværelset. De havde i den grad begge fortjent en hvil efterhånden og så ville han se til Valerio igen når tiden var inde. Prøve at få mandren til at tale! "Ulven.. eller manden?" spurgte han med et hemmelighedsfuldt glimt i øjet. Han trådte blot ganske få skridt bagud og stillede sig mere eller mindre i kampklar stilling. Et sværd manglet han virkelig selv at skulle have hænderne, at have sved på panden og være forpustet. Det var virkelig alt for længe siden, at han havde gjort det sidst, og det var noget som han iden grad også godt kunne mærke sig noget så frygtelig voldsomt af! "Fortæl mig det, min skat," opfordrede han hende med det kække smil. Han ville med glæde give hende den sved på panden som var hende selv manglende!

[Deleted]

Generelt at se så var Alexis en mand der hurtigt gik i glemmebogen, for hvad var han egentlig? Rygterne gik og de gik stærkt, ikke mindst efter ballet hvor de var blevet set danse så tæt til hinanden før de var smuttet op på et værelse. For pokker hvor hun hadede når folk måtte misforstå det, de havde jo for pokker bare snakket! Hun var gift?! Også selvom det ikke var en tanke hun brød sig om, og ej heller noget som hun direkte gik stolt og pralede med overhovedet! De himmelblå øjne hvilede mod hans skikkelse, hun var kun glad for at han var dukket op hun trængte virkelig til at afreagere og alene var ganske enkelt kedeligt. Den blege hud og de sylespidse tænder, han var blevet et andet væsen, ikke at det på nogen måde berørte hende, det betød ikke noget hvad han måtte være eller ikke være, det var manden bag som fangede hendes opmærksomhed og som mere eller mindre altid havde gjort det. At han var trådt ind havde sin tydelige effekt, noget som var ganske tydeligt at se på det glimt der trådte frem i Keischa's øjne ved synet af ham, hun var afslørende og det var hun skam udemærket klar over, men for pokker manden vidste hvad hun måtte føle for ham og selvom han nægtede at trække den videre, hvorfor så skjule det? Smilet bredte sig en smule da han endte i knælende stilling foran hende, som enhver loyal borger ville gøre for sin dronning, ikke at det var noget som Keischa selv gik op i på nogen måder, så længe de bar respekten for hende så behøvede hun i den grad heller ikke mere. Hun var kommet til ham som en pige på ikke særlig mange år, tvunget igennem træning, tvunget til at være det ene og tvunget til at være det andet, han havde været den voksne, hendes mester og nu lå han på knæ for hende en tanke som hun i den grad selv nød godt af. Den lange fletning skubbede hun stille om på ryggen, det tydelige kendetegn og i virkeligheden det som skilte hende fra hendes kære søster Elanya. Bare det at se Alexis i det humør var virkelig noget som kunne lade varmen brede sig i det indre, han fik hende til at smile og glemme alle de dårlige ting hun i virkeligheden måtte sidde inde med, han fik hende til at slappe af og føle sig.. Feminin? Valerio sad trygt og godt og hun kunne blive ved og ved at arbejde endepartiet af, men det ville jo i virkeligheden ikke hjælpe, så en enkel nat på soveværelset hvilende ved siden af ham ville vel ikke skade? Også selvom hun vidste at han til hendes egen ærgelse forlod hende så snart hun sov. Keischa betragtede let det hemmelighedsfulde glimt "Jeg tager manden idag" svarede hun let. For foden af hende lå blot et af de mange sværdere hun havde beskæftiget sig med, ganske let skubbede hun et enkelt hen til ham med foden, før hun selv måtte gribe et ganske tilfældigt. Bare at høre ham kalde hende ved den titel var nok til at få hende til at brænde i det indre "Og hver sød ikke at være mild" hovedet gled let på sned, og med en tydeligt drillende mine, sukkersød som hun måtte være. Tanken om sved på panden og bare undskyldningen for at få ham tæt på, det var virkelig kun noget hun nød!

[Deleted]

Alexis ønskede bestemt ikke at ende i glemmebogen, det var iden grad også helt sikkert, men bare alene den tanke til at skulle komme for tæt på en gift kvinde, var heller ikke noget som han måtte bifalde på nogen som helst måde overhovedet. Hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, så var der ikke rigtigt noget at gøre ved det. Det ville svide til hans egen røv om det ville ende med at blive aktuelt, hvilket han i den grad ikke måtte ønske, udelukkende også fordi at han jo faktisk måtte være en dvasianer. Den tanke havde han ligesom også bare valgt, at skulle acceptere, selvom det virkelig ikke havde været nemt for ham. Han kom roligt op på benene. At sidde knælet foran hende, var nu heller ikke noget som rørte ham. I bund og grund.. så måtte hun jo være hans dronning, selvom det virkelig ikke var en tanke som gjorde ham det mindste lige for tiden, det var også helt sikkert. Hovedet søgte let på sned, som hun måtte puffe et sværd hen til ham. Han trak let på smilebåndet. "Manden bliver det så," sagde han stilfærdigt. Han knækkede i nakken ved at lade hovedet søge mod begge skuldre, rullede på dem og stillede sig så roligt klar endnu en gang. At han ikke skulle være mild, det kunne han i den grad godt gå med til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Det hemmelighedsfulde glimt hvilede i hans øjne. Nok havde hun formået at skulle få ham ned at ligge et par gange før, men efterhånden, så havde han også nogen fine tricks i ærmet, som han agtet at gøre brug af, for ikke at glemme, at dette var en af de få muligheder han havde, at skulle komme tæt på Keischa uden at det ville se direkte forkert ud. Sladderen gik desværre hurtigt.. alt for hurtigt nu om dage, at man skulle tro at det måtte være helt løgn! Han lukkede hånden godt omkring skaftet på sværdet - Hvor var det godt, at have det i sine hænder igen, det var da helt utroligt! "I aften er det med sved på panden, kæreste," sagde han med et stille smil på læben. Han kunne og ville virkelig ikke skjule det for hende på nogen måde. I løbet af et ganske kort.. frygtelig kort øjeblik, havde han steppet hen mod hende med sværdet som måtte kløve igennem luften og direkte imod hende. Måske, at det kunne se voldeligt ud, men han havde i den grad kontrol over hvad han gjorde og de handlinger som han måtte foretage sig. Hans åbning var altid den samme, men hvad der skete derefter, var der jo ikke nogen til at sige. Det var der at han var varierende - Med andre ord, så frygtelig uforudsigelig.

[Deleted]

Keischa forstod skam udemærket godt hans principper, det var jo slet ikke det, det var imod loven at være sammen med en gift kvinde, desuden umoralsk på allle måder, men hvorfor skulle det være så forbandet svært? De vidste jo begge at Miqueol tydeligvis ikke havde tænkt sig at ligge ringen fra sig, det var jo allerede noget som han måtte have gjort ganske klart. Og efterhånden mtte hun vel indrømme at der sad en lille djævelks tvivl gemt i hendes bryst? Hvor stod de? Som det så ud nu var han jo ikke andet end en ven som hun bare lidt for godt kunne lide? De varme blå øjne betragtede ham, på trods hun var halvt dvasianer så var udseendet om ikke andet det rene procianer. At se ham sidde på knæ for hende, det var ikke noget som forekom tit og det var virkleig heller ikke fordi hun selv krævede at han gjorde det, det bare bare en lille tanke som ikke kunne andet end at morer hende. Udenfor slog regnen ned nu var det bare nattens lyde som hun end ikke lagde mærke til. De slanke fingrer følte sig vejen frem over sværdets skæft, det var længe siden hun havde stået med et sådanne våben i hånden og det var en behagelig følelse, selvom hun var blevet pisket igennem den ene træning efter den anden go af Alexis selv, så havde hun rent faktisk lært at værdsætte det at få sved på panden være i bevægelse, ikke mindst gav det hende en lille stolthed når han endelig røg ned for hendes fødder, noget som allerede var sket en gang eller to, men når bæstet først kom frem så havde hun som en kvinde af hendes kaliber absolut ingen chance og det irriterede hende faktisk en smule. Det hemmelighedsfulde glimt i hans blik generede hende ærlig talt ikke, han var uforudsigelig go det måtte hun allerede vide, allerede nu bære de mange hemmeligheder og det eneste hun egentlig kunne gøre var at sætte sig og vente ganske spændt. At det var Aelxis som tog initativet det var intet nyt, sådan startede det altid ud, derfor var det ej heller svært for hende at blokere hans ellers nydelige sving. Benene under hende fungerede med perfektion, et skridt bagud, til siden, for at svinge hendes eget sværd direkte mod hans hofte. Uheld skete selvfølgelig selv for dem, for det kunn i den grad se bizert ud, men de begge var jo klar over hvad de måtte gøre. Klingen mod hinanden gav en skinger lyd fra sig, en lyd som keischa i sig selv måtte nyde, dette var alt for længe siden! "Gudskelov" svarede hun med lettere drillende stemme. Klingen slap hans, hun trådte let på tå et skridt bagud for at undgå eventuelle uforudsete træk, efter alle de år i hans træning så var det tydeligt at hun var blevet strategisk klog på dette, og det var i sig selv en tanke som måtte morer hende, eleven overgik i tide og utide sin lærer.

[Deleted]

Alexis var virkelig bare nødt til at holde fast i sine principper når det kom til stykket, selvom det virkelig ikke var nemt, når han noget så brændende, måtte ønske, at skulle kunne trække den det stykke videre, så var det bare ikke muligt så længe, at hun måtte være gift med en anden mand, selvom det var kendt, at det slet ikke var noget som hun måtte ønske i længden. I stunder som dette, så var han i stand til at skulle glemme det.. Om muligt, så bare for en ganske kort stund og det var noget som han i den grad også måtte prise sig lykkelig for i længden. I kampen kunne han komme tæt på hende, uden at skulle mærke sig af konsekvenserne og i aften, agtet han faktisk også, at skulle få lov til at hvile i hendes seng, om hun ønskede det selvfølgelig. Miquel var blevet fanget ved muren og endda også med Keischas forsvundne veninde, hvilket var en nyhed som han ville bringe til hende så snart, at alt dette måtte sige sig, at være færdigt. At få noget sved på panden, glædet ham dog, for når det kom til stykket, så var det virkelig bare Keischa som han agtet at lade dette gå ud over. Hun var den eneste som faktisk også på fair vis, havde fået ham tvunget i gulvet, selvom der var den del af ham, som stadig måtte stå oprejst. Ulven. Hans fremgangsmåde, var og blev den samme, selvom det virkelig kunne være svært at vide, hvilke træk som han ville gøre brug af i eftertiden. At klingerne måtte mødes, fik ham virkelig bare til at smile. Hun kunne stadig, hvilket han i den grad også måtte være utrolig glad for. Det kunne se voldeligt ud, når de endelig var igang og ja, begge havde de oplevet at komme levende fra det med skader i form af små rifter eller flænger efter mødet med klingerne, men igen, det var jo sådan at man måtte lære det, og han var jo trods alt hendes lærermester indenfor dette fag. Han ville i sandhed elske at lære hende det her! Han trak let på smilebåndet, idet hun roligt trak sig, hvor han selv gjorde det. Han rettede sig roligt op. Han nød virkelig noget så frygteligt, af den følelse ved at have et sværd for hånden igen. Det var ham virkelig en trøst uden lige, for det var i den grad også savnet! "Imponerende.. du husker stadig." Han hævede sigende det ene bryn og steppede roligt et enkelt skridt til siden. Det kunne i den grad se ud som om, at han var ude på at slå ihjel, selvom det langt fra var tilfældet. Han havde nu også en vampyrs hurtighed, så han var også en anelse mere forsigtig, ellers ville det jo trods alt ende med at gå galt i den anden ende, og det ønskede han virkelig heller ikke. "Hvad så.. hvis jeg gør sådan her?" Han hævede sværdet og uden det mindste varsel, idet han drejede rundt om sig selv, for at komme ind mod Keischa oppe fra og kløve luften direkte ned mod hendes side. Han havde kontrol på sine handlinger, selvom det nu og da, kunne se ud som om, at han faktisk var ude på at dræbe og slå ihjel.

[Deleted]

For nu valgte Keischa selv at skulle følge hans tankegang, hun var en gift kvinde og han kom her i procias som en dvasianer, det hed at indrette sig efter deres normer, måske der ikke ligefrem var nogen lov som sagde dette, men ren morale var også en vigtig ting, og hvad hun hun brød sig om det eller ej så bandt ringen hende til en mand som var ligeyldig for hende, et sted holdte hun af Miquel, man kunne sige meget men de havde jo også haft få gode minder sammen, pointen var jo at de var der, men det var Alexis som hun ønskede at vågne ved om morgenen, det var hans arme hun ville føle omkring sig, men ville det egentlig nogensinde lade sig gøre? En gnist der aldrig blev til flamme, han lod den ikke, og til tider så frygtede hun ærlig talt at det blot var hende selv der bildte sig ind at der lå mere ved det end som så, frygtede at han ikke følte det samme for hende som det hun måtte gøre for ham, og var hendes anstrengelser så i virkeligheden ikke spildt? Det gjorde hende nervøs, hun ønskede ham jo, kunne han ikke se det?! Det faktum at hendes kære eks og endda også den kære veninde som havde været forsvundet i det som måtte minde om mere end et års tid efterhånden, det var slet ikke nået til hende endnu, ligenu behøvede hun ærlig talt bare at få alle fustrationerne lukket ud, få lidt sved på panden og rase af, ellers ville hun uanset ikke kunne fremstå dernede som en proffesionel dronning, så ville det personlige påvirke hende for meget, og det var hun desværre allerede for kendt med. Hun stod helt klar og med sværdet der blokerede for hans angreb, hun havde fået ham ned at ligge, men ulven bar en styrke hun som kvinde ikke havde en chance for at stå op mod, bare det at hun formåede at holde den i skak var vel utrolig flot hvis man tænkte sig om? Selvom hans næste angreb gik direkte mod hende, og hun først opfattede det i sidste sekund, nåede hun endnu engang tage en drejning om sig selv, for at søge i en anden retning end hans klinge og dermed blikere for det. Det kunne se voldsomt ud når først de var igang som, nu og ja de kom da ud med skader hist og her, nogle små andre en smule større, men ingen af dem gjorde dette for at dræbe, så havde de haft deres chancer for længe siden og ingen af dem tog den, dette var udelukkende for træningens skyld og ikke mindst for morskaben, for Keischa nød det og hun vidste at Alexis et sted måtte gøre præist det samme. Et lille smil spillede om hendes læber ved hans ord "Åh ja.. Så meget har jeg dog ikke glemt" påpegede hun med det lille glimt i øjet. Hurtigt bukkede hun sig, svang sværdet direkte mod hans ben, dum var hun bestemt ikke, han havde altid lært hende at det enkle var det man kom længst med, og udelukkende fordi det var hvad der virkede som det mest uforudsigelige, for enkelt.."Så gør jeg sådan der" svarede hun allerede lettere forpustet. Uden særlig meget søvn og med den bunke at arbejde som hun i øjeblikket måtte sidde med, så var der ikke meget træning og man blev alt for hurtigt i dårlig form! Han var hendes lærermester og nu kunne han igen hjælpe hende lidt på rette spor, ikke mindst behøvede hun det på alle måder, for med hendes fustrationer i øjeblikket, var hun farlig, ikke kunf or hende selv, men også for alle omkring hende, det hele gik bare af helvedes til, mildest talt for Procias, og det at hun så det som hendes skyld, det gav en samvittighed som virkelig ikke var god for hende. Var det for sent at sige hun virkelig behøvede noget hjælp?

[Deleted]

Så lang tid at Keischa forstod hvorfor at han gjorde som han gjorde, så klaget Alexis virkelig heller ikke over det mindste. Det var virkelig bare forbandet vigtigt i hans øjne, at hun måtte stå der som en stærk dronning og han ønskede så sandelig også den mulighed for at skulle kunne stå der ved hendes side, om ikke andet, så som en hjælp og træner hvilket også var en rolle som han hoppet direkte ind i lige med det samme. Rollen som hendes træner havde jo mere eller mindre altid været en eller anden form for et skalkeskjul for ham, og det var virkelig bare dejligt, at kunne falde tilbage i den rolle, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovdet! At få lov til at selv komme af med nogen af de ellers så frygtelige mange frustrationer som han måtte brænde inde med, var simpelthen noget af det bedste ved det hele. Han elskede det, også selvom det kunne se temmelig voldsomt ud, når det kom til stykket, det var helt sikkert. Det var sjældent, at nogen af dem gik fra en kamp som denne uden en eneste skramme, selvom det nu ikke var det som han ville tænke mest over. Han hjalp hende som han måtte hjælpe sig selv på denne måde og så ville han tvinge hende med sig til sengs når alt det her var overstået. Han måtte dog fortælle hende omkring Miquel og hendes kære veninde først, før han selv ville søge til en hvile. Det var ikke fordi at han havde sådan behov for det, men det at ligge i en seng og lave absolut intet, bare ligge og slappe af, det var virkelig noget som var så frygtelig trængende efterhånden, også set fra hans side af, så at ligge ved siden af hende.. lulle hende i en vel fortjent søvn.. Der var vel ikke noget bedre end det, når det kom til stykket? Det var han helt sikker på. At hun stadig kunne huske efter al denne tid, var han dog glad for. Han smilede let, da klingerne endnu en gang måtte mødes. Hun havde i den grad lært og han kunne virkelig ikke være andet end stolt af hende! Det hemmelighedsfulde glimt i hans øjne, var virkelig ikke til at skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han trådte endnu et stille skridt tilbage. "Ser man det.. er man ude af form?" Han blinkede let til hende og med den klare drilske mine. Han var i den grad heller ikke i den bedste form selv, men han måtte jo bare prøve sig frem, så godt som det var ham overhovdet muligt vel? Det var jo heller ikke fordi, at han have meget andet valg, når det lige kom til stykket, så var det heller ikke noget som gjorde ham det mindste. Han gjorde et hurtigt og kraftigt hop, idet hun huggede ud efter hans ben. Den der var lige ved og tæt på! "Imponerende.." Han sendte hende et næsten fast blik. Hun formåede virkelig at vække det evige konkurrancegen som måtte hvile i ham på denne måde, det var også helt sikkert. Til tider overgik eleven læreren, men denne gang ville han simpelthen nægte, at skulle lade sig blive kastet direkte i jorden. Det var han ærlig talt for stolt til, når det kom til den handling, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han gik let ned i knæ. Han var nødt til at tænke udspekuleret, og det var han så sandelig også udmærket godt klar over i den anden ende, det var helt sikkert. Han tog et hurtigt skridt mod hende, idet han svang sværdet direkte mod hendes hofte og ikke nok med det, så drejede han omkring sig selv, idet han lod sværdet kløve luften over ham i et fast og kraftigt slag direkte mod hendes skulder. Selvfølgelig var det under den dybe kontrol, for de skader som hun gik med herfra, skulle så sandelig ikke være dødelige. Så ville han for det første have et alvorligt problem.

[Deleted]

Det var virkelig ikke fordi at Keischa ikke forstod ham, det irriterede hende vel bare et sted? Når han gik forbi begyndte hendes hjerte at hamrer som en I sindssyg, når han rørte hende, følte hun at hun måtte smelte under hans fingrer, og når han så på hende på en måde som kun Alexis kunne se på hende, så måtte hun brænde op i indre flammer, og hun var forsvarsløs mod det, desuden havde hun ingen muligheder for noget som hest, som for eksempel det savn som hun havde båret til nu, hvor han havde været væk et godt stykke tid og hun ganske simpelt havde haft for travlt på grund af alle de problemer der havde været siden ballet, og som åbenbart alle lod til at skulle gå ud over Procias efter Gabriels død, hun kunne ikke fortælle ham det.. Eller jo men hun vidste at han ikke ville gøre andet end at sende hende et stille smil og så fortsætte det som han nu måtte være I færd med, så hun var stoppet med det for længst, for det var virkelig ubehageligt på alle måder. Aerede nu måtte Keischa føle sig en smule forpustet, det var længe siden at hun havde trænet som hun gjorde nu, tiden havde ikke været til det og det var noget som hendes krop I den grad måtte gøre hende opmærksom på. Det var sådan en aften som I aften, hvor de begge vidste hvad udfadet ville blive, det var I forvejen ikke nemt for hende at ligge ham ned, også selvom det da var lykkedes I tide og utide, og så skulle det også understreges forbandet meget! Det kunne se virkelig voldsomt ud, han var en kraftig mand og han havde hjulpet med at opfostre hende I forbandet mange år, så ja det var virkelig intens kamp, også sevom det var tydeligt at hun ikke lagde bare halve af den energi I som hun nornmalt ville ligge I det, den var ganske simpelt væk, hun sov over et skrivebord, havde knapt tid til at skulle få sig et måltidi tide og utide, og der var intet socialt liv overhovedet, der var ingen form for eniergi tilbage I hendes lille skikkese og det var tydeligt, ikke mindst så var det forbandet svært for hende at skulle tænke logisk når hendes sind ikke fungerede optimalt udelukkende på grund af udmattelse. Havde hun vidst at hendes forsvundende veninde og kære mand måtte sidde nede I kælderen, ville hun I den grad ikke være her, det var sikkert, men igen hvad hun ikke vidste kunne hun jo ikke have ondt af. Lyden af deres klinger som måtte mødes var virkelig som sød musik for hendes ører, hun havde altid hadet den lyud, om ikke andet til hun rent faktisk var bevet god til det! Nu fandt hun det som lettende, nogle malede, skrev, eller spillede for at få deres tanker og følelser ud, det var der hvor hun så dette som hendes kunstform, hendes måde at udtrykke sig på og afreagere efter dagens stress. Et lille smil spillede over hendes læber “Ude af form? Det kaldes udmattelse” rettede hun let, og dog med ærlighed I stemmen, men ja et sted var hun vel ude af form, det var jo længe siden hun havde stået med et sværd I hånden og være tvunget til at gøre brug af det. Hans smil reddede allerede hendes dag, det glimt I hans blik det var det hele værd! Hun stod endnu I en kampklar stilling, parat til at forudse hans angreb. Sværdet køvede direkte gennem luften også selvom det havde været forbandet tæt på hun havde ramt, det var vel bare et halvhjertet forsøg et sted? De konkurrerede, hun sendte ham et lille stolt smil, en smule kunne hun da også selvom hun stod I den situation som hun måtte gøre I øjeblikket. Sværdet der kløvede mod hendes hofte var hun komplet forberedt på, uden noget besvær lykkedes det hende at blokere for hans angreb, desværre var hun ikke I stand ti at tænke angt nok til at det ikke ville være nok, hun følte hvordan hans sværd lavede en halvdyb rift I hendes skulder, noget som fik hende til at gispe med en ille overraskelse I tonen, ikke at det gjorde hende noget det var end ikke en af de slemme skader. Blikket gled mod ham, bodet dryppede stille ned over hendes fine blege hud, hun ignorede den sviende fornemmelse, og lod drejede istedet omkring sig selv, for at komme tættere på, og lod sværdet yndefyldt søge direkte imod hans ribben, igen det så voldigt ud, men de vidste også hvad de måtte gøre, det var dog pinligt at være blevet skadet af et så originalt angreb, hun var virkelig træt!

[Deleted]

Alexis havde virkelig ikke noget andet valg, end at gribe sagen an som han gjorde i øjeblikket. Han ville virkelig ikke komme i vejen for de love og regler som måtte være der. Man kunne jo snildt sige, at det faktisk måtte være Keischa alene som måtte holde ham i landet og udelukkende fordi ,at hun lagde hånden over ham som en beskyttelse. Han bar en af de kongelige ringe som et klart bevis på hans opholdstilladelse og det var jo heller ikke fordi, at han ønskede at gøre nogen ondt. Han var en dvasianer selvom han var født i Procias for mange år siden og nu stod han her sammen med hende.. Jo tættere på hinanden som de måtte komme og jo mere de måtte køre ud i disse kampe, så kunne han udmærket godt mærke, at han selv ikke var i den bedste form. Hans træninger sammen med hende, havde virkelig været udsat alt for længe. Det hele havde virkelig været meget nemmer edengang hvor han havde haft hende alene igennem flere timer om dagen. Nu kunne der gå dage og måske uger mellem hver træning og det var noget som virkelig også måtte tage frygtelig meget på dem! Han vendte sig direkte mod hende ogm ed det samme blik. Han nød det virkelig, bare det, at han kunne lade det hele slippe på denne måde. Der var virkelig ikke noget bedre end det! Det var dem en muliged for at skulle tænke på lidt andre ting, og det var i den grad også til det bedste og på alle måder overhovedet, det var end ikke noget som man skulle kunne betvivle det mindste overhovedet. Med sved på panden og allerede nu også med blod, så var det noget som de begge var kendt med, var blandt de mange risikoer som de måtte løbe på denne måde, det var der end ikke nogen tvivl om overhovdet. "Udmattelse? Jeg tror vi kalder det at være meget ude af træning," sagde han med et klart grin. Han morede sig, også selvom det slet ikke var noget som man skulle tolke som nogen former for hån på nogen måde overhovedet! Det kunne virkelig ikke falde ham ind, at skulle skade hende på nogen måde, men det var virkelig også det som måtte ske, når de endelig måtte køre igang på denne her måde, det var slet ikke noget som man skulle kunne betvivle det mindste. At han nu alligevel endte med at skulle sætte et stød direkte mod hendes skulder og han faktisk også måtte ramme, fik ham til at slippe klingen allerede omgående, for ikke at gøre det hele meget værre. Han havde selvfølgelig trukket den ud, for at den ikke skulle gøre det værre for hende også, for det var virkelig heller ikke hans hensigt på nogen som helst måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At hun var ramt, havde kastet ham en anelse ud af koncentrationen og det var noget som alligevel måtte få katastrofale følger. At hun ikke gik ned i knæ, var noget som han var ganske overrasket over. Han trak sig hastigt et skridt bagud, selvom han virkelig var for langsom. Hendes klinge måtte bore sig direkte igennem hans hud lige under hans ribben. Han slap et svagt gisp, idet han trak sig nok til at klingen måtte trækkes ud igen. Han gik selv ned i knæ, hvor han derefter tog sig til siden. Det var ikke fordi at det var noget af det værste som han havde været igennem, for han havde prøvet megt af det som var meget værre end dette! Han vendte blikket mod hende og med et næsten stolt smil på læben. "Imponerende.. meget imponerende," sagde han roligt. Han hævede og sænkede selv brystet temmelig hurtigt. Det var virkelig dejligt med noget modstand igen, det var end ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, så var det ganske enkelt umuligt for ham. Han satte den ene hånd i gulvt og prøvde at komme op, selvom det virkelig ikke rigtigt måtte gå i hans retning. Han bandede indvendig, det var da ikke fordi at det gjorde så ondt? Jo det gjorde ondt helt af helvede til, for hendes klinge var faktisk kommet et godt stykke ind under hans hud og det var noget som han i den grad godt kunne mærke. Hun var virkelig ikke den eneste som var træt, det var han i den grad også og det var end ikke noget som man kunne komme udenom. Han lukkede øjnene og prøvede igen at skulle samle sig, selvom det virkelig ikke måtte gå i hans retning på noget som helst tidspunkt. Han bed tænderne let sammen. "Okay... 1-0 til dig.." konkluderede han med en stadig stolthed i minen. Han skulle nok komme igen, det var slet ikke noget som hun skulle betvivle det mindste!

[Deleted]

Selv Keischa var klar over at det udelukkende var hendes skyld at han kunne være I landet. Som vareulv så hørte han ike til her, og det var noget som Procianerne slog meget ned på, men hørte hun så mere til her end han gjorde? Ikke set i hendes øjne ihvertfald, hun var også dvasianer, mere end halvdelen af hendes liv var blevet brugt i det land, hun var opfostret til at være noget andet end det som folk så på hende som nu. Han bar den kongelige ring på sin finger, som tydeligt tegn til at han havde hendes tilladelse, han skulle ikke nogen steder, ikke med hendes gode vilje, der havde hun fordele i at være den øverst kommanderende, også selvom hun i det store og det hele savnede lidt, bare at trække sig tilbage, der var end ikke tid til at se ham som sådan mere, ikke tid til træningen og der var stadig mange usagte ord.. Hvornår pokker ville Miquel også indse at han ikke kun bandt hende på hænder og fødder men i den grad også ham selv?! Keischa prustede let, hun kunne godt mærke at hele hendes liv, foregik bag et skrivebord for øjeblikket, hun bevægede sig kun, når hun strøg mellem den ene bunke af papir til den anden, og nu var hun desværre ude af form, hun måtte ikke droppe træningen det ville simpelthen være for farligt. Blikket hvilede intenst i hans, dette var hendes mulighed or at nå at afreagere lidt, desuden at komme tættere på ham, de korte perioder hun endelig fandt en undskyldning for det. Hun fnøs blidt og rystede på hovedet ”Udmattelse lyder bedre” påpegede hun med et meget sigende blik. Der var ikke mange der forstod hvordan de kunne morer sig med dette, men selv for hende havde Alexis formået at gøre det til mere en træning, for hende var det som når en mand tog hans kone med ud at spise på en fin restaurante, dette var hendes mulighed, det var det hun lavede med hendes fyr. Klingen faldt til jorden, det hørte hun. Hun vidste godt at han ikke ville skade hende, og ting som dette var direkte uundgåeligt, derfor morede det hende kun at han skød det fra sig på den måde, det var slet ikke nødvendigt overhovedet. Det røde blod dryppede stille ned over, Keischa tog sig ikke synderligt af det på trods det sved en smule, det måtte hun da erkende, ikke noget som hun ikke kunne holde ud. Som for at sende ham et grønt lys, tildelte hun ham et blidt smil, hun var en udholden kvinde, og ja det gjorde da ondt, men slet ikke nok til at tvinge hende i knæ og bukke sig i støvet! Keischa stod selv med et overrasket blik da hun fik den blodige klinge igen, hun slap det ikke, istedet gled hun på knæ foran ham, betragtede let såret ”Godt.. Det er ikke noget du dør af lige foreløbig” konstaterede, hun med en drillende tone, og det lille kække smil. Nu ville han være direkte forsvarsløs og hun vidste det, en tanke som i sig selv virkelig måtte morer hende. Ganske stille puffede hun til hasn bryst og lod ham falde bagud, før hun selv fulgte efter, kravlede op og satte sig i hans skød. Dette var et af de æjeblikke, et af hendes små snit. Hun lagde sig helt hen over ham, og med klingen for hans strube i tilfælde af at vagter skulle se dem, så, så det ikke nær så forkert ud. Smilet bredte sig en smule, hans duft bredte sig i hendes næsebor ”Undskyld” hviskede hun stille, og stadig med hendes krop så tæt ind til hans, hun kunne føle hans hjerte slå mod hendes eget, og hun nød det virkelig. Ville hun nogensinde få muligheden? Igen alt det krævede var hendes vældig langsomt opfattende, konge af en mand at være, hun håbede virkelig at han snart ville indse kendsgerningen, for der ville ikke gå længe, så ville hun simpelthen ikke være i stand til at holde sig væk fra manden under hende!

[Deleted]

Dette var virkelig noget af det bedste som han vidste, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet når det endelig måtte komme til stykket. Det var virkelig bedre end en tur på kroen sammen med den kvinde som man ønskede at dele livet med. Han var en træner og med alt det som det måtte indebære når det endelig kom til stykket. Hans hjerte arbedede fast og intenst. Det var da trods alt til hans held, at varulven måtte stå som det stærkeste i ham, også selvom at vampyren desværre også måtte være der, det var ikke noget som man skulle tage fejl af. Det var trods alt tydeligt at det måtte være sådan, og det var han glad for når det tendelig måtte komme til stykket. Han var røget i gulvet og denne gang med en temmelig dyb skade. Det var ikke bare hende som var ude af træning, det var bestemt også ham selv, det var slet ikke noget som man skulle tage det midnste fejl af overhovedet, uanset hvor meget han måtte hade det eller ikke, det var helt sikkert. Alle de andre pligter som havde tunget ham, havde været noget som han var nødt til at prioritere som det første. Han savnede virkelig at have Keischa tæt på sig, og det var i disse stunder, at han havde muligheden for det, det var end ikke noget som man skulle tage det midnste fejl af. Han havde virkelig ondt og det forhindrede ham i sandhed at skulle komme op på benene lige som det måtte stå foreløbig. Han så på hende med et næsten drilsk smil. At man kunne finde glæde i dette, var vel også noget som ikke mange ville forstå i det store forløb. Han lod sig dog blive puffet ned at ligge på ryggen, selvom det resulterede i et let gisp. ”Forhåbentlig ikke..” mumlede han ganske stilfærdigt, for han kunne tydeigt mærke, at det måtte gå ondt i den anden ende. Han be dtænderne let sammen, som hun måtte kravle over ham og satte sig, sværdet som hun lagde mod hans strube og som et klat tegn på, at hun havde vundet denne omgang. Han blev liggende fuldkommen stille og vendte blikket ganske roligt mod hendes skikkelse over ham og med den samme mine. Det var virkelig noget som var savnet, at skulle have hende så tæt på. Han åndede tungt ud, selv med hans hjerte som måtte arbejde fast og intenst mod hans bryst. Han vendte de let rødlige øjne mod hende og selv med et stille smil på læben. Han elskede at have hende tæt på, men så længe, at hun var gift, så kunne han virkelig ikke tillade sig, at gøre det mindste, det var helt sikkert. Han sukkede stille og blev ellers liggende ganske rolig. Han ville virkelig ønske, at han kunne komme tæt på! ”Du har ingen grund til at sige undskyld.. Jeg var bare ikke hurtig nok.” I sig selv, var det ord som blev sagt forbandet sjældent fra hans side af, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af overhovedet. Han lagde hovedet helt ned i jorden. Denne gang var det jo tildels et tegn på underkastelse. ”Nu forventer du sikkert også din præmie?” spurgte han med en næsten drillende stemme, ke at det var noget som han ville kunne skjule for hende, for det var vel også fortjent et sted? Han sendte hende et smil – Nej, det var ikke et kys fra hans øjne, det var også helt sikkert og ikke noget som man skulle tage ddet mindste fejl af, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. ”Så vil jeg råde dig til at gå ned i kælderen, Keischa.. Miquel og Ceciliya blev fanget ved muren. Jeg fik dem personligt fragtet til fangekælderen,” fortalte han ganske roligt og med en let stilfærdig stemme. Ikke at man skulle tage meget fej laf det, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han betragtede hende ganske let og med et roligt smil. Han elskede hende.. selvom han ikke kunne vise det på nogen måde. Hvem vidste hvorfor Miquel havde søgt til muren? For ikke at glemme, at det havde været Alexis selv som havde fanget ham.. havde han muligheden og tilladelsen, så havde han virkelig revet manden fra hinanden for alt det som han havde gjort! Det var virkelig ikke noget som man kunne tilgive nogensinde! Ikke at han ville rive mere op i det end det som han havde gjort. Han havde jo trods alt allerede lært at acceptere, at sådan måtte det jo trods alt bare være.

[Deleted]

Det var tydeligt at hende og Alexis havde en lidt anden opfattelse af romantik end det som så mange andre måtte have. Det betød nu ingenting, for han elskede at træne og ligeså gjorde hun, hun skulle jo også holdes ved lige, efter alle de år med alt den træning, så ville det kun være synd og skam, at lade det gå til spilde på grund af dovenskab og mangel på tid, det var jo hendes problem lige for tiden, der var ganske enkelt alt for megen papirarbejde, og alt for lidt tid til det sjove, specielt Alexis, hun måtte jo faktisk erkende at hun virkelig savnede ham. Hans nye racer, gjorde det virkelig ikke let, ikke nok med at Keischa i forvejen havde en enorm udfordring i at skulle kæmpe mod vareulven, så var det langt fra blevet bedre efter at han også var blevet vampyr, som sådan gjorde det hende intet, for man kunne jo kun sige at det i virkeligheden var noget der tvang hende til at tænke i de helt andre baner, og være kreativ, hun fik trænet helt andre sanser og dele af hendes sind på denne måde, og den tanke ville hun slet ikke klage over. Blodet dryppede stille ned over hendes skulder, hun ignorerede det, selvom det sved så var hun nu ligeglad, det var en midl skade i forhold til mange andre af dem som han havde givet hende, i løbet af de mange år. Ganske roligt blev Keischa liggende halvt om halvt over ham, for alle andre ville det netop se ud som en sejrherre, der var i færd med at nedlægge sit offer nu hvor han var skadet, men de vidste begge at der lå helt andre ting bag det, at hun blot ville nyde de sekunder hvor han rent faktisk ikke ville forhindre hende i at komme tæt på. Hun sendte ham et lille smil, trak elastikken ud, hvor hendes alt for glatte og fine hår, straks løsnede sig fra fletningen, og istedet dannede sig et skjold omkring dem, lukkede dem ude for omverdenen. Hun plantede et stille kys mod hans pande. Hun vidste udemærket at han ikke brød sig meget om at vise det, han ville heller ikke gengælde hendes ord hvis hun sagde at hun elskede ham, han ville ikke gengælde hendes kys, men selv for hende var det altså svært at holde igen til tider, ”Undskyld” hviskede hun blidt, det havde ikke ligefrem været meningen at gøre skade på ham, det var ren held i uheld. Det var rart at være tæt på ham, hendes hjerte slog fast mod hendes bryst der lå presset tæt mod hans, hun vidste at han ikke var meget for at være tæt på hende, og den tanke i sig selv var hun virkelig forbandet træt af. Sværdet smed hun roligt fra sig, det var blevet lagt for hans trube, det var ligesom at sige skakmat, i et spil skak, hun vidste at hun havde vundet og det samme vidste han, lagt ned af en ung kvinde.. Igen.. En tanke som virkelig kun fik smilet til at brede sig. Det var tydeligt at hun nu måtte forvente sin præmie, det var 100 år og en formiddag siden, hun sidst havde smagt hans varme læber, hun savnede det og bare denne ene gang ville vel ikke skade det helt store? Hans ord kom hende dog som et stort chock. Smilet falmede og blev istedet erstattet med store øjne. Det var over et år siden Ceciliya var forsvundet, og for pokker hvor havde Keischa været urolig ”Okay.. jeg må indrømme jeg nok havde håbet på noget mere.. Romantisk.. Men” hun rejste sig elegant fra ham, samlede det umådelig lange hår i en hestehale ”Vi ses senere.. Der ligger salve oppe i min venstre skuffe” råbte hun tilbage til ham, da hun med løbende skridt strøg ud af døren, og stoppede ikke op før hun var nået ned af den lange trappe der førte hende ned i de mørke kælderregioner.. Hvad pokker lavede de her, og endnu vigtigere.. Hvad POKKER lavede Ceciliya sammen med Miquel?!