Another lonely night

[Deleted]

Det var sandt at Keischa virkelig ikke brød sig om dette, tanken om at skulle lade Ceciliya gå.. og så med ham? Hun ville ikke længere være en del af landet, hun kunne ikke blot søge til hende når hun behøvede det. Er ting var dog sikkert – Keischa ville komme til at vogte over hende, og beskytte hende, den mand skulle end ikke forsøge at gentage sit store nummer!. Blikket hvilede direkte dræbende mod ham, her var det på ingen måde Ceciliya der tog hendes opmærksomhed. Det skærmte hende at se hvordan hendes kære veninde direkte puttede sig ind i hans favn, og han blot sad og forsøgte at holde hende rolig go tryg, det var længe siden hun sidst havde set den side af Miquel, på trods hun vidste at den var der et sted, hun så det så blot som et skuespil, han brugte den side til ahsn egen fordle som havde gjort dengang med hende. Hendes hjerte slog faste og hårde slag, hun hadede virkelig billedet af dette, hvordan pokker var det lykkedes den mand at manipulere hende så forbandet meget? Det var virkelig tydeligt at hun var vred over hendes nyeste informationer, det at han havde gjort hende ondt, det var nok til at tænde hende af, sætte den flamme i hendes indre, det var helt forkert! Hvordan kunne Ceciliya tage det så roligt omkring det? Det var virkelig tydeligt at Ceciliya ønskede Miquel skulle elske hende, hun kendte den tøs så godt efterhånden, og det havde sine fordele at hun var blind, hun var slet ikke klar over hvor tydeligt hendes mine måtte afsløre det. Hun genkendte det fra sig selv med Alexis, det var det samme glimt i øjet, den samme næsten desperate tone og beslutsomhed, det i sig selv var virkelig noget som måtte skræmme hende ”Så siger vi det” mumlede hun blot afvigende. Dette var langt fra hvad der var forventet, hun var en fri kvinde, hun følte sig fri.. lettet.. Hvordan ville Alexis tackle den? Hun vidste at hun måtte vente til imorgen, det var fuldmåne, han var allerede gået ned i buret, hun ville kunne komme til ham ved daggry. Hans ord gjorde det slet ikke bedre ”Fustrede handlinger er at slå mod et træ og brække hånden, starte et slagsmål på kroen.. Sårgar slå ihjel.. Ikke at voldtage en kvinde der ikke har nogen mulighed for at beskytte sig!” svarede hun vredt. Hun lod blot vagten gå ind og løslade dem, der var ikke rigtigt mere hun kunne gøre nu, hun var dog ekstremt irriteret over den flabede mine som Miquel formåede at tage på sig. Det morede hende kuna tse Ceciliya svare fra overfor ham, hun var på ingen måde hjælpeløs, dette var bare hendes liv. Keischa ignorerede fuldkommen Miquels farvel, forhåbentlig skulle hun aldrig se hans selvglade mine mere! Armen gled stille om Ceciliya som hun kom hende i møde, hun gengældte kysset mod hendes pande ”Jeg elsker også dig.. pas nu godt på dig selv” bad hun næsten hjælpeløst, hvor der gik flere sekunder før hun tog sig sammen til rigtigt at slippe hende ”Inden daggry, jeg vil nødig se jer hernede igen” gentog hun med næsten opgivende mine. Hun håbede virkelig at Miquel vidste at hun ville være over dem som en høg, hun ønskede slet ikke at noget skulle ske med Ceciliya. Hun betragtede dem forsvinde ”Bed vagterne sende mig en besked når de når over grænsemuren” bad hun roligt. Med samme faste skridt som hun var kommet, søgte hun mod den modsatte gang af Ceciliya og Miquel.. Hun måtte se Jason, ligenu var det virkelig en ven og rådgiver som hun havde brug for at tale med, ingen tvivl om det..

//Out

[Deleted]

Miquel tvang virkelig ikke Ceciliya til noget som helst, for han brændt virkelig inde med ønsket om at skulle holde hende tryg og beskyttet. Hun var der af sin egen frie vilje og det var også sådan, at han ønskede at holde det. Han havde lært det på den hårde måde, at det ikke hjalp at skulle klamre sig til det ene og det andet, at prøve for hårdt eller noget som bare måtte minde omkring det, for det var slet ikke noget som ville gavne dem på nogen måde og det var nu også tydeligt for ham, at det var noget som gav pote i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han ønskede ikke at råbe af hende, for det var slet ikke noget som ville gavne dem. Han holdt virkelig af Ceciliya, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. At hun havde klamret sig sådan ind til ham, hvor han selv havde ladet armene hvile trygt omkring hende, for at give hende den tryghed, selvom det var umuligt for ham at holde hende varm, hvilket et sted faktisk også var en tanke som måtte frustrere ham temmelig voldsomt når det endelig måtte komme til stykket! Han tog roligt omkring hende, så hun selv kunne få lov til at gå. Før solopgang, så skulle de nok være væk, det kunne han i den grad trygt garantere Keischa. Nu var hun fri af hans lænker, som han også havde løsrevet sig fra de sidste, som holdt ham selv fanget, selvom han var godt klar over at det var et kæmpe stort tab for hans del. Det var jo ikke bare Keischa som han havde mistet, men også pladsen som konge, selvom det nu ikke var noget som han havde mærket sig af på nogen måde. Han lod armen forsigtigt snige sig omkring hendes liv, for at føre hende med sig udenfor, for det var noget af det som han ønskede, før det for alvor måtte gå galt mellem ham selv og Keischa. ”Kom min kære,” bad han stille, som han førte hende med sig væk fra fangekælderen og udenfor, hvor den store og smukke fuldmåne end ikke var til at tage meget fejl af. Det var noget af det smukkeste ved natten og derfor var det virkelig også en skam, at det ikke skete oftere, end det som det måtte gøre for nu. Han lod hovedet søge let på sned, som han vendte blikket stille mod hende. Han lod den frie hånd føre en lok af hendes hår væk fra ansigtet. ”Det er det.. Det er blevet nat, min egen,” sagde han stille. Han tog forsigtigt fat omkring hende, som han førte hende ned af trapperne. ”Lad os komme hen til din mor, så vi kan få dine ting med og så komme hjem,” sagde han stille. Rejsen til Manjarno var jo faktisk lang og han vidste det godt, samt det, at han vidste, at det var ham som skulle slæbe det meste med sig fra Procias af, selvom det nu ikke var noget som han havde det mindste imod når det nu endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han vendte blikket stille mod hende og med et svagt smil på læben. ”Hvor var det du sagde, at din mor boede?” spurgte han stilfærdigt. Ikke at det var noget som han ville kunne skjule for hende, for det var virkelig ikke hans mening. Han holdt hende tæt ind mod sig, som han førte hende igennem den store slotshave. I hans øjne; Jo før de kom væk herfra jo bedre ville det jo i den grad også være, for det indebar også at han kom så langt væk fra Keischa som det var ham overhovedet muligt!

[Deleted]

Ganske roligt lod Ceciliya sig fører med Miquel. Hans arm omkring hendes liv, fik hende også til at føle sig en del mere tryg, end det som hun ellers vile, også selvom hun kendte Procias som var det hendes egen baglomme, selv i blindhed, det var jo den første gang hun overhovedet fik hjælp til at færdes. Det gjorde ondt at se Keischa stå tilbage på den måde, hun håbede inderligt at det ikke var sidste gang at de skulle ses. Der var ingen tvang, det var helt og holdent hendes eget valg, og hun var endt med at træffe det. Der var ingen tvivl om at der ville være ting ved Procias som hun virkelig ville savne, men det kunne ikke længere være hendes hjem. Hun nægtede at leve længere i undertrykkelse og ligegyldighed, hun var træt at at være hadet i hendes eget hjem, end ikke der kunne hun have en form for tryg base, selvom hun vidste at hun virkelig burde. Bare tanken om at de efter dette måtte tage hjem og hente et par småting, hun var bange.. Også selvom hun nægtede at erkende det overfor nogen på grund af ren stædighed, så var hun bange for at skulle tage hjem til hendes mor og hendes søskende, hun hadede det sted. Alligevel var hun dog spændt på hvad de ville sige til Miquel. Kom gående med deres forbillede, hvad ville de ikke tro? Det var blevet en smulere varmere, hun skælvede stadig ind mod hans favn, men ikke nær så meget som det hun havde gjort før. Det var mørkt for hendes blik, hun lyttede til deres egne skridt, og med billedet af Keischa i hovedet. Det var ikke fordi hun var i tvivl omkring hendes valg, men hun var også ked af at gøre hende ked af det. Hovedet faldt mod Miquels skulder. Hans ord overraskede hende. Havde de været der i så mange timer allerede, var mørket allerede faldet på? Den blide aftenvind slog mod hendes ansigt. Den var langt mere frisk end den klamme kælder, og hun nød måden brisen legede med hendes mørke lokker. Et suk forlod hendes læber, herude var rart, det mindede hende om den aften i parken. Et lille smil spillede over hendes rosa læber, hun nikkede sagte til hans ord. Hun ville bare hjem, samle de sidste ting op og så ville hun gå, og ikke se sig over skulderen så meget som en eneste gang. Hvor mange formåede at ligge familien bag sig bare sådan? Et sted var Ceciliya jo klar over at det var ganske forkert, men hendes hjerte sagde noget ganske andet, og nu hvor hendes mor kæmpede så meget med at få hende ud, så skulle hun da ikke have lov at lide under hendes tilstedeværelse mere, det var også ganske sikkert. Det var en lang vej til manjarno, men hun beklagede sig ikke på noget tidspunkt, hun var end ikke i stand til at nyde den smukke nat, og stadig så forlod ikke så meget som en lyd hendes læber. Selvom han lod blikket falde mod hendes, gengældte hun det ikke. Det var slet ikke afvisende, det vidste han godt, specielt ikke med det smil som prydede hendes læber, hun så bare ikke nogen grund til at fustrere sig selv, ved tanken om ikke at kunne se ham. Tungespidsen fugtede roligt hendes læber ”Ikke langt herfra. Hun har tænkt taktisk. Gården ligger mellem her og Grevens hjem, der er nok mænd at tage af, med en fin løn, gode kontakter og et udseende der vil give hende de smukkeste børnebørn” der var noget bittert over hendes tone, også selvom det var pokkers godt skjul, hun kunne på ingen måde, fordrage den kvinde som kaldte sig for hendes mor, men det var nu engang sådan hun var, det kunne man jo ej heller lave om på.

[Deleted]

Miquel brændt virkelig inde med ønsket om at skulle beskytte hende, det var vel også noget som Keischa havde lagt mærke til? Vel også derfor , at hun valgte at reagere som hun gjorde? Han havde endelig valgt for alvor. Han havde valgt sin mage for livet, uanset hvor hårdt det end måtte lyde, så var det hende. Det var hende som kunne holde ham rolig, det var hende som formåede at holde bæstet i ham væk som et rene ingenting og det var hende som han ønskede at beskytte med alt hvad det så end måtte kræve af ham, så var det virkelig noget som ville rage ham, hvad det ville koste ham selv i den anden ende. Så længe, at hun ville være glad og tilfreds, så ville han så sandelig også selv være det, det var så ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han holdt hende tæt ind mod sig, som han måtte føre hende igennem den store slotshave, selvom det nu alligevel var en ganske rolig gang. De havde siddet nede i kælderen i flere timer! Han havde ikke reagere på kulden som hun gjorde det, så derfor vidste han også, at de skulle hjem og have hende varmet igen, så hun også var i stand til at skulle få sig en søvn, for den måtte da efterhånden være ganske trængende også for hendes vedkommende? Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste. Så kunne hun sove, og han kunne få jagten overstået. Hun havde virkelig ikke noget at være bange for når det måtte komme til hendes mor, for han ville da med selv den største glæde passe på hende! Han ville ikke lade noget som helst ondt ske hende, det kunne han trygt love hende! Det var vel bare.. det beskyttende gen som måtte dukke op i ham, som han nu havde passet sådan på hende igennem det sidste års tid, hvor deres første aften, var noget som man fint kunne prøve at se forbi, for det var slet ikke noget som han ønskede at tænke mere over lige netop nu. Han nikkede stille til hendes ord. ”Ja, det kunne jeg vel have sagt mig selv..” Han havde trods alt hørt temmelig meget omkring den kvinde og hendes familie generelt, selvom han nu ikke måtte prise sig lykkelig for noget af det som han havde hørt! Han kunne virkelig ikke have det! Det var også der, at han måtte få en idé, hvor han ganske roligt stoppet op igen. Hvorfor ikke spille hendes mor et puds? Bare for at tvære den ekstra godt ud? ”Du… Ceciliya… Jeg har en idé,” begyndte han stille, som han lod hånden søge stile ned i sin lomme, hvor han fiskede de to ringe op. Nok havde de mistet sin betydnng, men det behøvede hendes mor jo ikke at vide? ”Nu ved jeg jo, hvordan din mor forguder mig..” Han måtte smile svagt ved tanken, for det var ikke nogt som forekom ofte for hans vedkommende, for man kunne vel ikke sige, at han var den mest populære type her i Procias? Ikke at det gjorde ham noget, for nu så ville han bare have lov til at leve et ganske roligt og simpelt liv. Det var vel heller ikke meget at forlange? ”Jeg ved godt, at ringene måske har mistet deres betydning.. Hvad tror du ikke at din mor ville sige, hvis du… og jeg, måtte bære den selv samme? Som var vi… ja, gift? Forlovet?” spurgte han med et stille smil. Måske, at der lå ganske andre tanker bag når det endelig måtte komme til stykket, for det var hende som hans eget hjerte måtte have valgt til sin egen ægte og mage, selvom det nu ikke var ord som han bare ville plabre ud med. Hun ville vel tro, at han var sindssyg? For det var ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. ”Hvis du vil bære den selvfølgelig.. Det kunne da være lidt morsomt, at spille din mor et puds,” forsikrede han. Blot så hun vidste, at der ikke direkte måtte ligge andre tanker bag, for det var slet ikke noget som han ønskede overfor hende, det var der heller ikke nogen tvivl om, for han ønskede virkelig ikke at miste hende.. Ikke med den betydning som hun havde fået for ham igennem det sidste stykke tid.

[Deleted]

Et sted var Ceciliya udemærket klar over hvad der fik Keischa til at reagere, og det var hende selv. Det glimt i hendes blik, den måde hun nærmest knugede sig ind til manden på, hendes kære veninde kendte hende efterhånden ud og ind, hinderst inde var hun klar over det hendes hjerte sagde, når det slog så uskyldigt mod hendes bryst. Det var ikke kun den tryghed hun formåede at finde hos ham, det var meget mere end det, mere end det var lykkedes hende at se de andre mænd som var blevet introduceret for hende mere eller mindre. Vinden blæste blidt i hendes hår, det kilede en smule på halsen. Hovedet hvilede trygt mod hans skulder, og med hans arm omkring livet. Det eneste der gjorde at hun var i stand til at kende forskel på dag og nat, var det sollys som gav hendes mørke en anden nuance, kontra den hun færdes ved nu. Desuden så kunne hun høre uglen tude i det fjerne. Af en eller anden grund så var det i sig selv en lyd som beroligede hende, hun kunne godt lide natten.. Der var hun ikke den eneste som måtte leve i det næsten ulidelige mørke.Hun glædede sig bare til at komme hjem, hun frøs, det var stadig en smule koldt, desuden savnede hun næsten at putte sig under dynen, og ligge og spekulere på hvor vidt hun skulle vende sig om mod Miquel og trænge ind i hans favn, eller om hun bare skulle lade det være ved det. Ganske roligt måtte hun følge ham. Hun vidste hvor de gik, men hun havde kun billeder fra hendes barndom, hvor hun plejede at lege i den selv samme have, hun huskede den søde duft af natur, og de mange smukke farver der sprang hende i øjnene. Et kort øjeblik så hun det for sig, savnede det syn mere end noget andet. Det kunne ikke undre nogen med hendes kære families valg af bolig, tæt på betydningsfulde mennesker, unge mænd mere eller mindre over det hele, et sted hvor ingen kunne undgå at lægge mærke til dem, selvom det måske var hårdt sagt så skammede Ceciliya sig over at være en del af den familie.Hun nikkede stille, og sendte ham et mindre smil ”De er ikke så pokkers uforudsiglige” hun trak på skuldrene med ligegyldighed, det var jo bare sandheden. Ganske let stoppede hun op ved hans ord, vendte sig mod ham udelukkende for at give ham opmærksomheden: Det var ikke tit han kom på idéer som sådan, det plejede at være hende der var den spontane lige der og da, det var på sit vis næsten.. Sødt? Ganskelavt kunne hun høre ringene klinge, hun så dem ikke, hvad pokker lavede han? Allerede nu måtte Ceciliya give ham ret, hendes mor forgudede ham med alt hvad det indebar, hun havde jo allerede nu lagt en masse planer for den mand. Hans ord lod virkelig kun hendes hjerte banke fats mod brystet, et sted følte hun vel en lille glæde, om ringene ikke havde betydning eller ej, det var slet ikke det som havde en betydning, det var mere.. Billedet af det. Smilet blev bredre. Hans andre ord, rev hende dog ud af den mindre trance, hun var en smule omtåget, og pludselig meget fortumlet. Næsten måtte hun nikke overdrevent ”Selvfølgelig, kun for at spille hende et puds” medgav hun, med en tydeligvis overrasket tone. Et sted ved en lille ærgelse, hun kunne godt lide billedet også selvom det ikke var noget som hun sagde højt overhovedet. Armene faldt langs hendes side, tungespidsen fugtede hendes rosa læber. Vinden i håret var dejlig behagelig, som kærtegn så blide som Miquel kun formåede at skænke hende dem. Allerede nu kunne hun sige at hun stod til en skideballe, det ville kun få hendes mor til at reagere, og kun fordi hun faktisk havde ødelagt hendes planer.. Og hvorfor gjorde det intet andet end at morer hende?

[Deleted]

At det var fuldmåne, var noget som havde ramt Alexis som intet andet end et chok, for det havde ramt ham langt mere tidligt på denne aften end det som den plejede at gøre det. De intense smerter som han nu efterhånden var så frygtelig vant til, var mere intens end det som den havde plejet at være! Vagterne havde slet ikke været i stand til at holde ham, som forvandlingen havde valgt, at skulle så ind for ramme alvor, for det havde virkelig været noget så frygtelig intenst denne gang! Buret havde de aldrig nået at få lukket, før han på alle fire, havde valgt at tage flugten fra sin mørke og tomme plads i den store kælder. Det massive dyr prustede og knurrede og med den fråde ud af munden som han satte afsted op af de mange trapper. Der var heldigvis ikke så meget som en skikkelse af se, selvom det slet ikke var det som påvirkede ham. Varulven ville ud, den ville ud og møde den store måne og det kunne virkelig ikke gå hurtigt nok! Han passerede mænd såvel som kvinder på vejen, hvor de alle måtte skrige, for de fleste havde jo slet ikke set Alexis i denne skikkelse før, for det var noget som han normalt holdt skjult så godt som det nu var ham overhovedet muligt og det var også noget som han gjorde af en så frygtelig god grund, for alt det andet, var slet ikke noget som ville gavne ham. Han have ingen kontrol i øjeblikket, og værre blev det jo bare, som forvandlingen var endt med at blive fuldkommen komplet som han nåede helt ud og lod sig blive belyst af den store og smukke måne som måtte hænge over dem. ”Tilkald Keischa!” hvæsede den ene vagt, som allerede nu havde fundet ud af, at det her meget vel kunne gå galt. To var allerede løbet afsted for at fortælle hende om det. At de slet ikke havde nået at få Alexis ned i kælderen og ned i hans bur i tide før forvandlingen havde slået ind og at han var fri! Det var jo direkte livsfarligt!
Alexis vendte blikket direkte mod dem som han kunne se i haven, hvilket kraftigt måtte få ham til at knurre. At det jo var en vampyr som måtte gå ved siden af kvinden, var det som omgående måtte få ham til at se rødt, for det var noget af det værste som han kunne blive præsenteret for! Under fuldmånen, så var det varulven som stod stærkest i ham og ellers, så var det den vampyr som Miquel havde tvunget i ham. Han kom ud med et kraftigt hyl mod den store måne, idet at han bare satte i løb direkte i retningen af dem og kun med en ting i tankerne; At bide, flå, flændse og dræbe. Det var virkelgi bare rovdyrets instinkter som måtte hvile som det stærkeste i ham for øjeblikket, at det næsten måtte skræmme ham selv på alle måder, det var end ikke noget som man skulle kunne komme det mindste udenom overhovdet! Hans massive krop kom nu alligevel op i en temmelig god fart, idet han stormede direkte ind i Miquel som måtte stå med kvinden i armene, idet han kraftigt vendte sig i retningen af hende, idet han lod tænderne bide sig direkte fast til hendes skulder, hvor han bare bed til! Hans tænder sank som det rene ingenting ned i hendes varme hud, idet han gjorde et fast forsøg på at skulle kaste med hovedet, så hun ville blive flændset godt og grundigt. Han var i stand til at dræbe og det var virkelig det som han ønskede nu! De gule øjne hvilede så intenst på hende. Hun var et nemt byttedyr for ham og det var også derfor, at det var hende som måtte være valgt; Hun ville ikke kunne gøre modstand, hun ville ikke kunne få ham væk på egen hånd, så det hele måtte jo bare være perfekt! Han knurrede kraftigt, som han kastede med hovedet og rev hende med sig, som havde hun været en stor kludedukke for ham. Han var jo selv massiv og frygtelig stor, for han var jo trods alt en fuldvoksen horror og med alt hvad det måtte indebære!

[Deleted]

Miquel holdt virkelig forbandet meget af Ceciliya også selvom han virkelig ikke vidste hvordan pokker han skulle sige det eller vise det. Han var virkelig meget bange for, at han ville ende med at gøre de samme fejl endnu en gang; At han ville prøve for hårdt og tvinge hende til at være noget som hun ikke var, netop som han havde gjort det med Keischa i sin tid. Ikke at det var fordi at han ønskede at hvile i fortiden, men han ønskede virkelig også at vise hende, at han ikke bare var den mand som Keischa havde fremstillet ham som, for der var virkelig langt mere i ham end som så. Det frustrerede ham virkelig bare, at han skulle sættes sådan i bås og udelukkende kun på grund af rygter på den måde? Ceciliya havde nu fået bekræftet, at han kunne være en lidt anden mand og det var virkelig også det som gjorde, at det var meget nemmere for ham, at skulle færdes omkring hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Han sndte hende et stille smil og trak let på skuldrene. ”Nu får vi jo at se.. Jeg ved lige hvordan den type skal takles,” forklarede han sandfærdigt. Det var virkelig heller ikke fordi at han var bange for, at skulle sige hendes kære mor imod eller noget lignende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han sendte hende et stille og roligt smil, som han roligt tog hendes hånd og skænkede hende den slanke ring. Hun var vel omkring den samme størrelse som det Keischa måtte være? Så den ville jo helt sikkert passe hende fuldkommen perfekt, hvis det endelig skulle komme til stykket, det var han slet ikke i tvivl om. ”Jeg passer på dig, kæreste.. Jeg lader ikke din mor røre dig,” lovede han med en tydelig oprigtig stemme. Hvorfor skulle han dog lyve for hende? At varulven måtte være kommet frem, var slet ikke noget som var en tanke som måtte falde ham ind. Han var da temmelig sikker på, at de måtte have styr på Alexis under fuldmånen! Han mærkede sig først af varulven, som han kunne lugte duften af våd hund Han nåede kun lige at vende blikket, som han kraftigt blev puffet til side og sendt adskillige meter bagud, idet han røg direkte ned i jorden. Det var næsten som at være ramt af et tog, for der var i den grad meget kraft på en varulv! Han tog sig kraftigt til brystet, som han hævede blikket, idet at han så varulven sænke tænderne direkte ned i Ceciliyas skulder. Det var først der, at han selv for alvor måtte se rødt, for det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, for det var virkelig det som gjorde det hele for hans vedkommende. Han rejste sig hurtigt op, hvor han næsten hurtigere end det som øjet ville være i stand til at skulle opfatte, var henne ved Alexis, havde grebet omkring hans skuldre og kæbe, for at tvinge ham til at slippe hende. ”Du kan tro nej!!” hvæsede han med hans lungers fulde kraft, idet han tvang dyret i en helt anden retning end det som Ceciliya måtte være i. ”Kom væk!” råbte han kraftigt til hende, som han selv måtte finde en af hans knive frem. Han hævede den i en fast bevægelse, kun for at tvinge den direkte ned i Alexis’ side, så han ville være i stand til at tænke på noget andet. Han skull bare ikke have lov til at skade Ceciliya! Det ville han slet ikke tillade og så længe, at han kunne sørge for, at det ikke ville ske, så ville han i den grad også gøre det! ”Du rør hende ikke!” hvislede han med en fast og iskold stemme. Hans hænder sank fast ned i den pelsede hals, hvor han kraftigt bed sig fast til Alexis’ hals og holdt ham fast, som han også begyndte at tage hans blod. Uanset hvad, så skulle det dyr afkræftes og det kunne virkelig ikke gå hurtigt nok, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket! Han så virkelig bare rødt! Alt han kunne høre.. var varulvens høje klynk.

[Deleted]

Det var dejlig stille og roligt.. Ceciliya havde næsten glemt hvilken fred som måtte herske på dette sted. Der var ikke mange lyde foruden nattens, og så Miquels stemme, begge dele noget som kun måtte skænke ro i hendes krop, sind og sjæl. Den lille følelse af næsten skuffelse havde meldt sig, hun holde af Miquel, det var jo blandt andet grunden til hun var endt med at tage med hele vejen. Først og fremmest ønskede hun virkelig kun at Keischa skulle ende lykkelig, hun ønskede at se hende med den mand som hun måtte elske, desuden måtte hun erkende at hun selv følte mere for Miquel. Utroligt egoistisk tænkt måske, men hun avr taget med for at se ham blive fri.. For at føle håbet spirrer i hendes eget bryst, men han havde jo tydeligvis en kvinde inde på livet, det var jo hans egne ord, noget som hun først kom i tanke om igen nu. At sætte sig store forhåbninger ville være dumt, det ville ikke var andet end rent og skær skuespil. Ceciliya nikkede og sendte ham et varmt smil idet hun tog imod ringen og lod den glide på fingeren. Den passede, hende og Keischa var omtrendt samme størrelse, så det var jo særdeles perfekt! Af en eller anden grund følte hun det behageligt at bære den, hun sagde det ikke højt men det var dne tanke som strøg i hendes sind. Det var klart at han ønskede at beskytte hende, det i sig selv var nok til at bringe et smil frem over hendes rosa læber ”Det håber jeg for jeg har efterhånden opgivet” hun sukkede stille. Hendes mor var en direkte heks og hun så ikke ligefrem frem til at skulle hjem, foruden hun glædede sig til at hilse på hendes kære søster og hendes guddommelige små unger, samt den mand som virkelig måtte elske hende. Ved hans ord måtte hun blot trække ligegyldigt på skuldrene, han havde end ikke set alle de ar og mén som hun rent faktisk bar fra barndommen, hendes mor ville røre hende, og hun ville være ligeglad, finde sig i det som altid, også selvom hun hadede det! Blikket gled rundt. Hun opfangede en særdeles ukendt duft. Som Delvis animagus var hendes dyriske sanser forstærket, hun var nødt til at tage dem i brug nu hvor hun manglede synet. Hun var ikke urolig, hjertet slog de samme rolige slag, Miquel var der jo til at passe på hende. Derefter gik alt forbandet hurtigt. Blikket gled omkring selvom det var rent mørke, det var bare af gammel vane, som forventede hun næsten at se. Det var først da hun følte Miquel der blev direkte flået fra hende, og hørte det brøl at hun faktisk nåede at registere at intet var normalt. Hun røg direkte i jorden, skreg af ren og skær overraskelse selvom det store dyr, endnu ikke havde nået at sætte tænderne i hende. Hendes lille skikkelse havde ikke en chance, selvom hun virkelig forsøgte med alt magt at sparke og slå fra sig, få dyret af inden det ville gå galt. Det var et særdeles klagende støn som forlod hendes læber, hun tænkte end ikke på at tilkalde Miquel, hun var vant til at klare sig selv. Pulsen var fast og hurtig, smerten jog igennem hende som nåle da tænderne først satte sig i hendes skulder og derefter flåede kødet til sig. Først nu måtte hun give et skrig fra sig af smerte og ikke af frygt. Hun endte fuldkommen stille, forsøgte at tage sig til skulderen. Tårerne var vældet op i hendes øjne, for pokker hvor gjorde det ondt! Ulven var tvunget væk fra hende, hun tog sig til skulderen, hånden endte hurtigt malet rød af hendes eget blod. Det var som alt blev lettere omtåget, kun på grund af smerten, panikken var slået ind, hun vidste som sådan ikke hvad der var sket eller skete. Lettere desperat forsøgte Ceciliya at bevæge sig væk, blodsporet fulgte hen over gruset der sled mod hendes skulder, hun kom ikke mere end få meter før hun valgte at give op, det var da nok det mest smertefulde hun nogensinde havde oplevet!

[Deleted]

Alexis havde på ingrn måde kontrol over noget som helst af det som måtte ske i øjeblikket, det var slet ikke noget som man ksulle kunne tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Fuldmånen var ham selv et helved og det havde det været mere eller mindre igennem hele hans liv! Så lang tid som han var i stand til at huske, så var det ået galt og der var ikke rigtigt noget som han kunne gøre ved det. Som han havde fået lukket sin store kæmpe og de skarpe tænder godt og grundigt fat omkring Ceciliyas skulder, hvoraf hendes skrig, på ingen måde, var noget som kunne være hende nogen hjælp, for det triggede virkelig bare dyret endnu mere i ham, at man skulle tro at det måtte være løgn i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Som han kunne huske hende som intet andet end en kludedukke, så måtte det virkelig kun gøre ondt! Som Miquel måtte hoppe direkte op på hans ryg, så var det noget som næsten måtte få ham til at slippe Ceciliya med det samme, som han også fik tvunget kæben en anden vej. Han knurrede kraftigt, som han prøvede at få manden af sin ryg, for det var virkelig irriterende og ikke mindst også meget frustrerende, at dette skulle komme ham i vejen for hans måltid for denne nat, ikke at det var noget som man kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om det var noget som man ønskede det eller ikke, så måtte det jo trods alt bare være sådan! Kniven som fandt sin vej direkte ned i hans side, fik et nærmest skrig til at brede sig i form af en skinger og kraftig klynken, hvor hans ben næsten måtte give efter under ham, for den havde virkelig ramt… perfekt. Han klemte øjnene fast sammen som han prøvede at få fat i ham endnu en gang, selvom det virkelig bare var smertefuldt for ham, at skulle vride sig, for kniven sad i den grad i vejen for ham, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At han bed sig fast, var virkelig heller ikke noget som gjorde det bedre. Han klynkede fast igen, for var der noget som varulve og vampyrer var, så var det naturlige fjender! Havde Alexis været ved sin fulde styrke, så havde han slået dem begge ihjel i øjeblikket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme ti lstykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Jo mere blod som Miquel måtte tage fra ham, jo svagere blev han, hvor varulven til sidst måtte falde direkte i jorden med en lavere klynken og forvandlingen måtte g tilbage igen og simpelthen fordi at der ikke var styrke nok til at skulle holde fast i den for hans del. Han klemte øjnene fast sammen, som han vendte blikket op mod den store fuldmåne, da han blev mere og mere sig selv. Den store og mørke pels måtte forsvinde, poter blev til hænder og fødder og det store gab måtte blive til det normale ansigt. Han kunne slet ikke huske hvornår han havde set fuldmånen sidst – Hvor han faktisk havde været i stand til at huske den, som han var lige netop i dette øjeblik, det var helt sikkert. Han gispede ganske svagt, som han kun blev mere og mere slap i Miquels greb. Hjertet hamret som en besat for at skulle tvinge blodet rundt i hans krop og det var ham ikke nogen hjælp, at Miquel ikke ville slippe ham igen! Han prøvede at snakke, selvom der ikke kom så meget som et eneste ord over hans læber. De blev mere eller mindre bare tvunget direkte tilbage i hans strube jo mere han måtte kæmpe for det, for det var virkelig ikke noget som han kunne få frem! Det slørede for hans blik, idet han gled hen i en form af besvimelse, da han mistede bevidsthed og faldt nærmest helt slapt ind mod Miquel.

//Out

[Deleted]

Det var som om et tåge havde lagt sig for hendes blik. En mors kærlige hånd der tvang hende til at se væk fra den vold som pludselig var opstået, også selvom hun aldrig havde en mor til at gøre som sådan. Hun slap et støn, hendes skulder gjorde ikke rigtig ondt mere, til gengæld følte hun sig endnu engang en smule kold. U daf øjenkrogen kunne hun fornemme hvordan Miquel var trådt i kræft, det dyr i ham, som hun også selv måtte bære. Hun følte mest af alt for at stoppe ham, det var ikke nødvendigt med flere tilskadekommende i aften, men ordene kom slet ikke frem over hende slæber, de var ubevægelige. Stadig var hun ikke skræmt, pulsen var høj, men hun var stadig en smule i chok. Øjnene gled stille i ved ulvens klynkende hyl. Hvilke andre vareulve var der i Dvasias foruden Alexis? Det kunne jo kun være ham? Slet ikke en tanke som hun måtte befalde, dette kunne få alt for mange konsekvenser, noget som hun ikke ønskede at se Keischa gå igennem, det var jo bare et mindre bid, det gjorde ikke engang ondt! Ganske stille slap hun grebet omkring skulderen. Hendes hånd var malet i blod, det skræmte hende end ikke, hun så det jo ikke. Hun ville hjem.. Bare hjem pg putte i sengen med Miquel ved hendes side. Hånden knyttede hun let, følte hvordan ringen strammede om hendes finger. Den var behagelig. Øjenlågene sank en smule som havde hun været forbandet træt. Hun tvang sig op i siddende stilling, for at skabe sig et overblik også selvom det kun skabte en enorm svimmelhed, hun ikke ligefrem kunne sige sig at bryde sig om. Der var alt for mange lyde. Hun kunne pludselig ikke skelne noget som helst, og det var ikke ligefrem det som måtte gøre hende mere tryg, måtte hun erkende. Ganske stille begyndte hun at kravle mod det hyl hun havde hørt. Det sved i hendes skulder, tårerne pressede sig virkelig på, også selvom hun nægtede at lade dem falde. I mørket fumlede hun sig frem mod hans skikkelse. Følte langs hans ansigt.. Det var Alexis. Hun bed sig fast i den bløde underlæbe, strøg hans kind med blide strøg, næsten desperat efter en vagt der kunne fører ham ind til Keischa og ikke mindst så få ro på det hele. Hjertet hamerede pludselig ganske hurtigt, hun ønskede slet ikke at se Alexis være såret, så slemt var det ikke, så stort bid kunne han ikke have taget når det kun sved når der kom pres på.
Vagterne som ganske hurtigt løbende. De havde hørt det kylnk fra ulven, og Keischa havde direkte beordret dem at finde den forsvunde ulv, han ville være direkte livsfarlig at have læbende omkring, og det vidste alle udemærket godt. Deres blikke gled mod den blødende ulv og den kvinde som måtte sidde ved ham. Hendes skulder var jo direkte flået! Det så slet ikke godt ud, og alligevel sad hun og strøg hans kind. Vampyren ved siden af så dog ikke videre tilfreds ud, som var han ved at gå amok igen. En vagt stilte sig ved ham, klappede han let på skulderen i et forsøg på at få ham til at tænke på lidt andre ting, der var ingen grund til at fører skaden meget videre end det allerede var sket . Et par greb omkring Alexis skikkelse og begyndte at trække ham væk. Han skulle ind hvor han kunne slappe af, så kunne Keischa også se at han jo rent faktisk lå der i sikkerhed.
Efterhånden var Ceciliya kommet en smule til sig selv, nu var andrenalinen igen søgte bort, så kunne hun i den grad føle den direkte brænende smerte! Vagterne lod hun blot fjerne Alexis, han skulle ind i sikkerhed, selv blev hun blot siddende med en grimasse i minen, det var ikke fordi det var som et sødt englekys ”Miquel?” kaldte hun forsigtigt. Var han også kommet til skade? Tårerne faldt for første gang, den tanke i sig selv var nok til at tvinge dem frem ”Miquel?” kaldte hun igen denne gang en smule mere fast. Hun ønskede slet ikke at der skulle ske ham det mindste, det var også helst sikkert!

[Deleted]

At Miquel lige i øjeblikket, var ved at tage livet af Alexis, var slet ikke ent anke som faldt ham det mindste ind, forh an ønskede at dræbe, han ønskede at flændse og han ønskede virkelig den mand hele vejen til det rene helved, netop fordi at han havde formået at ligge hånden på Ceciliya på den måde! Han fortsatte med at tage af mandens blod, selvom hans forvandling allerede var gået tilbage, hvilket i den grad måtte være et tydeligt tegn i sig selv på, at det virkelig måtte være alvorligt, for havde han ikke kræfter til at holde forvandlingen ved lige, så kunne det virkelig kun være slemt når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Sådan som manden måtte ligge i hans arme og sådan som han måtte gispe, så var det kun faretruende nok .At han faktisk måtte gå hen og besvim, var slet ikke en tanke som faldt Miquel ind. Han var langt væk i sin egen lille blodrus, at det kun var det som han måtte tænke på lige nu! Som vagterne måtte komme hen til ham og Ceciliya med, hvor det først var ved hendes stemme, at han i det hele taget formåede, at skulle slippe manden så vagterne kunne tage ham med sig indenfor og i sikkerhed igen. Han blev siddende i flere sekunder, før han først måtte registrere, at Ceciliyas hånd måtte hvile mod hans skulder. Han så ned mod sine hænder, som var fyldt med Alexis’ blod. Hvad var det egentlig lige som måtte være sket? Han kunne virkelig ikke se det lige nu og det måtte virkelig skræmme ham et sted! Han lukkede øjnne og talte indvendigt til ti og tilbage til nul igen, før han vendte blikket mod hende. ”J-ja?” svarede han endeligt til hendes kalden af hans navn. Han var der skam endnu, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Han vendte sig forsigtigt, hvor han måtte tage hendes skulder i blik. Det var bestemt ikke fordi at det så fint ud, for det gjorde det bestemt ikke på nogen måde overhovedet! Han vidste ikke hvor meget han havde formået at stoppe, men det tydelige tandsæt i hendes skulder, så var det kun tydeligt for ham selv, hvad der måtte være sket og han bifaldte det virkelig ikke! Han bed sig svagt i læben, som han tog forsigtigt omkring hendes liv, for at få hende helt tæt ind mod sig selv igen. Han lukkede øjnene. ”Det er overstået nu,” tilføjede han stille. Han vendte blikket igen stille mod hendes skulder. Det skulle renses og så kunne han vel håbe også for hendes skyld, at det kun var varulven som havde nået, at skulle tage bo i hende? Han kunne håbe på det om ikke andet og det var så sandelig også noget som han måtte gøre, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han hævede hånden og blot for at skulle lade den glide over hendes kinder. Græd hun? Han havde aldrig nogensinde set hende græde før. Han bed sig svagt i læben. Det måtte da have skræmt hende, hvor selv lyden af hendes skrig, måtte give genlyd i hans tanker. Det var noget af det mest forfærdelige som han havde været igennem. ”Du græder..” bemærkede han frygtelig dæmpet. Han lod tungen stryge over hans læber, for at fange de sidste spor af Alexis’ blod og tænderne med. Han sukkede stille og så på hende med et næsten alvorligt blik. Han var vred.. Han var virkelig stik tosset, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af, for han brød sig virkelig ikke om at hun var kommet til skade! Det var noget af det værste som han kunne stå overfor i denne situation. ”Keischa kan lige vove på at give mig skideballe for det her.. Kom.. Vi må videre.. Eller skal vi tage en nat her? Jeg er sikker på, at hun vil forstå..” sagde han stille. Hun måtte da have forbandet ondt!

[Deleted]

Det eneste Ceciliya som sådan kunne høre, var de lyde som den klynkende ulv måtte udstøde. Det i sig selv bekymrede hende, hun vidste at der måtte være tale om Alexis, og hun ønskede slet ikke at der skulle ske ham noget ondt. Det var ikke meget hun havde fået snakket med ham i egen person, men han gjorde Keischa lykkelig, han var hele grunden til at hun faktisk var i stand til at bære det håb om at hende og Miquel måske en dag kunne.. Hun skubbede tanken fra sig, det var slet ikke vigtigt ligenu. Det var stadig lettere omtåget, hendes sind altså, det var intet nyt at det var helt sort for hendes blik. Hendes hånd føltes våd og klam, hun var slet ikke i tvivl om at det måtte bløde, det var faktisk lykkedes ham at flå et godt stykke. Vagterne var kommet og det lettede hende et sted, hun kunne høre ham blive ført væk, mens hun blot selv stod forvirret tilbage. Hvor pokker var alt dette kommet ind henne? Ceciliya lod blot hånden hvile mod hans skulder, den hun måtte have fri om ikke andet, den anden måtte endnu klemme en smule omkring hendes skulder, for pokker hvor gjorde det ondt, som tii nåle der ganske langsomt blik stukket ind under huden på hende! Tårerne trillede gennemsigtige ned over hendes kinder, som perler på en snor. Det var første gang hun lod ham se hende græde, under deres første møde var tårerne også faldet, udelukkende på grund af alle de drømme som han havde valgt at knuse ved blot den enkelte handling, det var nu ikke fordi at hun måtte se for meget tilbage på det,han havde gjort op for lige den aften for længe siden,og den frygt som blev skabt dengang var for længst endt med at skulle tage af. Hun var ikke bange, hun var ikke i tvivl, hendes hjerte brændte, selvom det nu var kommet frem at han allerede måtte have en kvinde på livet, den tanke i sig selv måtte faktisk gøre en smule ondt. Bare at høre hans stemme måtte lade hendes bryst lettes en smule. Ganske vidst var hun ikke meget bekndt med racerne udefra, men hun var skam udemærket klar over hvordan en vareulv og en vampyr i virkeligheden måtte have det med hinanden, de var fjender med alt hvad det måtte indebære, så panikken havde i den grad nået at brede sig til hende. Ganske roligt lod hun sig falde ind i hans favn, hun hvilede hovedet mod hans skulder, hendes ben var vakkelvordene og skælvende, det var ikke hver dag hun måtte blive bidt på den måde. Hans hænder fangede hendes tårer, hun var både skræmt og ikke mindst bekymret, hvis hun netop var blevet skyld i Keischaøs ulykke så.. Ceciliya bed sig fast i læben, forsøgte at kontrollere det væld af følelser, for lige her var hun faktisk skræmt, og det i sig selv var ikke noget som skete specielt tit, hun havde været ude for det der var langt værre. Hun nikkede blot ganske stille, hånden faldt langs hendes side, afslørede det åbne sår som nu måtte være over hendes skulder ”Det er okay.. jeg tror ikke det er så slemt” løj hun tydeligvis. Det gjorde forbandet ondt og det var tydeligt at læse hos hende ”Det gør hun ikke.. Jeg har ikke meget lyst til at blive her, lad os bare komme videre, frem for at forstyrre dem. Jeg har stadig mit gamle værelse hjemme, vi kan sove der” hun tørrede tårerne væk med en håndryg, som gjorde hun allerede klar til en ny kamp. Nu ville hun bare gerne hjem, hvile under en dyne med ham, og bare putte, hun havde endnu ingen idé om hvilke konsekvenser dette bid kunne gå hen og fører til, overhovedet.

[Deleted]

Miquel kunne virkelig ikke falde til ro. Alene den tanke om, at Alexis havde formået at komme ud af kælderen,a t de ikke havde været i stand til at skulle holde ham under lås og slå når det ellers måtte vise sig, at være så nødvendigt og så trængende, så var det jo bare tydeligt, at de ikke var effektive nok! Lige var han virkelig alt for negativ til at han kunne gøre noget som helst andet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. At Ceciliya måtte være der, var noget som automatisk måtte gøre ham langt mere rolig. Han ønskede virkelig ikke at hun skulle ende med at blive bage for ham, for han vidste jo godt, at han var et bæst uden lige og han var faktisk også stolt af det, selvom det til tider kunne være en så frygtelig tydelig at det måtte irritere ham. Han fandt ikke den stolthed i at blive kaldt for et dyr, for han var jo stadig et individ med følelser, tanker og holdninger, det var også noget som faktisk måtte irritere ham, at folk ikke var i stand til at skulle se. Han bed sig svagt i læben. At se Ceciliya have det sådan var slet ikek noget som han brød sig meget om, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, for det var slet ikke noget som talte for hans del. Han havde ikke været hurtig nok, også selvom han slet ikke vidste hvor meget Alexis havde nået at få fat, så vidste han om ikke andet, at varulven havde taget bo i hende og han kunne virkelig ikke fordrage den tanke! Ikke at det ville ændre hans syn på hende, for han var slet ikke i tvivl efterhånden, selvom det ikke var ord som var sagt; Hun var den som han virkelig måtte ønske, at skulle leve med, den som han ønskede i sin hverdag og den som han virkelig måtte ønske at være sammen med. Han lod hende sidde i hans arm, hvor han selv roligt prøvede at få hende til at falde godt til ro igen, for det var det som han ønskede sig, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han sukkede dæmpet, som han stille måtte falde godt til ro igen. ”Du behøver ikke lyve for mig, Cecil.. Jeg ved at du har ondt,” påpegede han stille og ikke mindst uden nogen tvivl i stemmen. Han kunne jo selv se, at hun måtte have forbandet ondt! Hans blik hvilede næsten stift på hendes skulder, for det var virkelig ikke noget som man skulle tage fejl af, for det var virkelig som en torn i hans øje!At hun bare ville videre, var han slet ikke meget for. ”Er… er du sikker på, at det er en god idé?” spurgte han stille, som han vendte blikket stille mod hende. ”Vi.. burde nok få nogen til at se på det sår.. Det er ikke kønt,” sagde han dæmpet. Det var noget som virkelig måtte bekymre ham, om ikke andet, så det at hun tog sådan på det. Keischa kunne live vovepå at give ham en skideballe for det som han havde gjort, for så kunne det godt være, at han ville blive direkte vred! Han holdt hende tæt ind mod sig. ”Okay så… så går vi.. Jeg renser dint sår når vi kommer frem.. Og så håber vi på, at det ikke har større konsekvenser,” sagde han med en dæmpet stemme, også selvom han virkelig måtte mene det, så var der intet som han kunne gøre ved det lige nu. Han tog forsigtigt omkring hendes ryg og omkring hendes knæhaser og hævede hende i hans arme. Hun kunne jo ikke gå selv. ”Bare slap af.. Jeg går resten af vejen,” sagde han stille.

[Deleted]

Det sved virkelig I skulderen, det var som tænderne stadig matte have det faste greb, også selvom Ceciliya nægtede at skulle bekymre MIquel yderligere. Nok var hun ikke i stand til at se ham, men hun kunne høre på den stemme som var blevet hende ligeså beroligende, som havets brusen, og hun kunne fornemme på hans blide kærtegn, at han bestemt ikke brød sig om dette. Hånden hvilede mod hans skulder, den frie vel og mørke, det var slet ikke fordi at hun frygtede ham, der var ingen pnaik ved hans tilstedeværelse, hun vidste jo, at alt han ønskede var at tage vare på hende, holde hende tæt ind og beskytte, det var jo ikke fordi hun selv var i stand til det, med det handicap som hun måtte have. Selvom det var smerten der mest af alt fik hendes sind til at koge i spørgsmål, så frygtede hun langt mere for Alexis, det var slet ikke hans skyld, vagterne skulle bare passe bedre på, hvor meget havde Miquel egentlig ramt? Blikket var fyldt med tårer, for hende gjorde det ikke nogensynderlig forskel, hun fandt det hverken som en irritation eller noget, eftersom hun end ikke var i stand til at se hvad som måtte foregå lige for næsen af hende. Blodet over hendes hånd var størknet, det hjalp at hun ikke kunne se det, men blot føle det, det gjorde hende mere rolig, af grunde som hun ikke var i stand til at forklare. Vinden føltes pludselig kold, der var ligeså varmt her som der havde været i den kælder, de havde sat i for flere timer, hun nægtede at være her mere, også fordi Keischa uden tvivl ville bure ham inde, nede i en lille celle, kun for at lade hende sove i en varm og behagelig seng, hvilket hun heller ikke ønskede.. Om ikke andet så ikke uden Miqeul. Hendes hjerteslag var faste og hårde, pulsen var endnu ikke faldet ned på nogen måde, efterhånden måtte Ceciliya faktisk næsten føle det direkte ubehageligt, som et stik i brystet hver eneste gang. Armen faldt slapt ned langs hendes side, blikket søgte efter ham på trods af mørket der lagde sig som en tydelig hindring. Snart ville de søge mod hendes hjem, der kunne de blive for natten, derefter ville de tage til Manjarno, det eneste Ceciliya måtte bekymre sig om der, var hvilken hindring hun måtte være for ham og den kvinde som hans hjerte måtte tilhøre. Den tanke i sig selv var hun bestemt ikke glad for, det var også helt sikkert. Hun sendte ham et stille smil, der igen endte som en halvvejs grimasse ”Det er ikke så slemt” løj hun endnu engang. Det var sandt at hun faktisk måtte have ondt, men at det bare var noget som hun nægtede at tage sig af. Hun nikkede hurtigt, allerede overbevist om at det var det rigtige at gøre. Hendes krop skælvede, at blive væltet af et så styrt dyr, var ikke noget som direkte var faldet hende ind ville ske. Hun lod sig hæves i hans arme, ønskede at ligge armene om nakken på ham, men det ville gøre for ondt. Ligenu gjorde hun heller ikke modstand og forlangte at få lov at gå selv, benene truede med at knække under hende ”Det ser vi på derhenne” hendes tone var lettere fraværende, hun bekymrede sig omkring om Alexis. Ganske tøvende endte hun med at åbne munden ”Dør han?” hendes tone var yderst forsigtig, men afslørede hendes klare bekymring, hun ønskede Keischa’s lykke med den mand, og hun ville ikke have et liv på samvittigheden, det var helt sikkert.

[Deleted]

Skulle Miquel være helt ærlig, så var det ikke ligefrem fordi at han ønskede at skulle tænke på Alexis ligenu og det var der temmelig mange grunde til! Den mand burde være spæret inde når månen ville søge over den store himmel og ikke noget med at skulle komme fri på den måde, som han havde gjort det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han havde skadet Ceciliya og det var slet ikke noget som han ønskede at skulle tænke på lige nu, for det var noget som gjorde ham noget så frygtelig vred, så man skulle tro, at det måtte være løgn, det var helt sikkert! Han vendte blikket mod hende, som han roligt måtte falde en anelse mere til ro. Han lukkede øjnene stille. Hun havde ondt og det var jo tydeligt for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, hvad end om det var noget som han ønskede det eller ikke! Han tyssede stille på hende. Han skulle kigge på det sår hvad end om hun ville det eller ikke, også selvom han var klar over, at dette ville få konsekvenser for hende, som hun tilsyneladende slet ikke måtte være klar over endnu, også selvom han måtte vide det. Han havde jo været ude for noget lignende, selv da han selvh avde valgt at bide Alexis. Det havde bare gjort ham til det som han måtte være i dag; En horror. Han hævde hånden og strøg den roligt mod hendes kind. Blev de, så ville han selv ende med at ryge i fangekælderen igen, netop fordi at han næsten havde slået Alexis ihjel. Manden ville da ikke dø. Det ville han da kraftigt gå ud fra, for han troede ikke at han havde formået at få så meget, at det ville tage livet af manden. Hun havde stoppet ham og det samme have vagterne, som havde tvunget manden med sig væk fra ham igen. ”Du skal vidst være glad for, at du ikke kan se det..” Han ville ikke gøre det til et direkte skænderi eller noget lignende, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkertog på alle måder. Han nikkede, som han roligt fik hende med sig op at stå. Hun fik dog ikke lov til at gå selv. Han kendte efterhånden en anelse til hendes familie og derfor var han et sted også en anelse forberedt på hvad der måtte møde ham der. Selvom det nok skulle vise sig, at være en anelse spændende alligevel, så var det jo bare sådan at det måtte være. Han vendte blikket mod hende. Han plantede et ganske så varsomt kys mod hendes pande. ”Ham skal du ikke tænke på lige nu, min kære.. Jeg.. Jeg er temmelig sikker at han overlever det her,” sagde han roligt og ikke mindst med en ganske ærlig stemme. Ikke at det var noget som han ønskede at skulle komme det mindste udenom overhovedet. Han holdt hende tæt ind mod sig, som han hurtigt valgte, at skulle forlade slottets grund med de rolige og alligevel næsten hastende skridt. Jo hurtigere han kunne komme derfra, jo bedre vill det så sandelig blive, det var der heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, hvad end om det var nogt som man ønskede det eller ikke, så var der ikke noget som man kunne gøre ved det på nogen måde. ”Nu søger vi indenfor.. Og jeg bliver ved dig..” Han sendte hende et stille smil også selvom hun måske ikke ville være i stand til at se det, så var det ikke noget som rørte ham. Hans skridt førte ham hurtigt væk fra slottets grund, hvor han satte kursen i retningen af Marius’ herregård, netop kun for at skulle finde hjem mod hendes familie. Jo hurtigere de kunne få det her overstået, jo bedre ville det blive for dem begge!

//Out