Another lonely night

[Deleted]

Dette var virkelig noget af det som Alexis måtte elske mere end noget andet, for han elskede virkelig at kunne få lov til at slippe frustrationerne løs på denne måde og bare.. slås som det han gjorde for øjeblikket. Det var virkelig bare noget af det bedste ved det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Nu hvor han endnu en gang kunne sige sig, at være blevet slået på ærlig vis, selvom det virkelig var tydeligt ,at de begge måtte være langt ude af form, så var det ikke noget som han i sig selv, ville spekulere mere over når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sendte hende blot et stille smil. Så lang tid, at hun var tvunget til at bære ringen og kalde sig selv som en gift kvinde, så nægtet han virkelig at skulle lægge op til noget yderligere, selvom han virkelig var noget så forbandet fristet til det når det endelig måtte komme til stykket, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte være. Han lukkede øjnene stille og med et svagt suk, som han lod hænderne roligt falde slapt ned langs hans sider. Det var skønt, at komme af med de frustrationer, for det var virkelig bare Keischa som kunne give ham denne type modstand og det var virkelig noget som han bare måtte nyde noget så frygtelig godt af. Det havde virkelig ikke været hans mening, at skulle ødelægge øjeblikket på denne måde, men det havde vel et sted været nødvendigt? For hun skulle jo trods alt have at vide, hvad der måtte gemme sig nede i hendes egen fangekælder og at Miquel var fanget, selvom det klart også havde forundret ham at Ceciliya var sammen med ham for den mand var jo intet andet end hadet! ”Hvad siger du undskyld for?” spurgte han stille. Det var da ikke noget som man sagde i en kamp uanset, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At hun var lige så overrasket som han havde været, var noget som ikke forekom ham som nogen overraskelse i sig selv. ”Det skal du nok få på et tidspunkt..” Han satte sig roligt op som han bare så hende haste forbi og direkte mod kældrene i stedet for. Han tog sig til siden som han roligt måtte rejse sig. Det gjorde faktisk godt ondt. ”Der fik du mig da,” sagde han stilfærdigt og så ned af sig. En anelse dybt, men ikke direkte faretruende. Der skulle nemlig en hel del mere til før han ville sige av, det var helt sikkert! Han nikkede roligt idet han vendte sig mod udgangen fra våbensalen af. Det havde virkelig været dejligt, at skulle få lov til at bevæge sig på denne måde igen. Der var virkelig ikke nogen tvivl om, at han virkelig bare måtte komme tilbage i form igen, for dette måtte virkelig kræve noget af en omkamp når de endelig måtte have mere tid til det, for det var så sjældent, at de i det hele taget måtte se hinanden for tiden, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han tog kappen op og kastede den over sin ene skulder, idet han roligt begav sig væk derfra og op mod hendes værelse. Han kastede kappen omkring sig, så han i det mindste ville være skærmet fra det forfærdelige sollys idet han gik op på hendes værelse og gik i gang med healingen af sine mange sår.

/Out

[Deleted]

Det havde virkelig ikke været meningen, at Miquel og Ceciliya skulle være fanget ved muren, selvom han måtte erkende, at de var kommet til slottet meget hurtigere end det som han lige havde regnet med, for det var ikke noget med at liste sig forbi det ene og gå den store omvej forbi det andet. Han havde fået hende med sig, udelukkende fordi at han også havde lovet hende, at de skulle tage et smut forbi hendes egen familie på vejen hjem og tilbage til Manjarno når de skulle hjem igen, for Miquel regnede så sandelig heller ikke med, at Keischa ville lade ham sidde her temmelig længe, for han vidste, at hun slet ikke ville have ham i sin nærhed. Han sad roligt nede i den kolde kælder og med Ceciliya hvilende ind mod sin favn. At det måtte være koldt for hende, var noget som han næsten kunne gætte sig til og han ønskede virkelig bare, at holde hende god og varm, selvom det virkelig var noget så forbandet besværligt! Han var kold og han var døde. Han kunne jo ikke føle – det var jo den mening som så mange måtte have omkring hans slags og det var ganske enkelt.. forkert! Selvfølgelig kunne han da føle, hvorfor skulle han da ikke kunne finde ud af det? Det var virkelig ikke noget som gav det mindste mening for ham på nogen som helst måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han lod hende hvile mellem hans ben og med hovedet hvilende mod hans bryst og strøg hende roligt over ryggen. Hun havde været fri til at gå igennem et helt år og alligevel så var hun der sammen med ham. Det kunne virkelig ikke blive bedre set i hans øjne.. Det var virkelig helt og særdeles umuligt. Han havde taget sin egen kappe af sig og kastet omkring hende. Det var jo ikke fordi at han ikke kunne gøre noget andet end at beskytte hende med de midler som han havde, for alt af våben, var blevet taget fra ham da de var blevet grebet ved muren og han måtte virkelig hade det noget så forbandet meget! Han sad mere eller mindre og lyttede. Keischa ville være der i løbet af ganske kort tid og det var noget som han i den grad også måtte vide, selvom det nu ikke var noget som gjorde ham det mindste. Det her var virkelig bare noget som skulle overstås og det kunne virkelig heller ikke gå hurtigt nok for hans vedkommende, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. ”Jeg tror ikke vi skal sidde her længe min kære,” hviskede han roligt og tæt ved hendes øre, uden at smilet ville falme. Sandt at han var lænket omkring håndleddene, men når man vidste hvilken mand at han havde været, så var det vel også noget som han bare kunne acceptere? De havde i det mindste ladet Ceciliya sidde i hans favn, det var jo heller ikke fordi at de havde formået at skulle fjerne hende fra den, hvilket i sig selv, kun måtte være noget som i sandhed måtte fryde ham noget så frygtelig voldsomt, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen måde overhovedet. Han kunne høre Keischas skridt.. De skridt var virkelig ikke til at tage fejl af, hvilket blot måtte få ham til at smile ganske let. Der stod to vagter ved døren for at holde øje, selvom de selv måtte erkende, at denne mand ikke måtte være den som de havde hørt de mange frygtelige historier omkring. Miquel sendte dem et direkte fast blik. Han var virkelig ligeglad med, at de måtte stå der.. Så længe, at de ikke fjernede Ceciliya, så var han virkelig glad og tilfreds. Hun var virkelig den faktor, som kunne holde ham rolig.

[Deleted]

Ceciliya sad fuldstændig tæt ind I Miquels favn. Det var ikke fordi hun ligefrem havde regnet med at de ville blive taget ved muren, sikkerheden var vel skærpet efter de mange ’uheld’ der foregik rundt omkring i alle landene? Nu hvor hun sad og tænkte over det, så var det egentlig ikke fordi de kunne have forventet meget andet, Miquel var ikke populær i dette land, og specielt ikke her på slottet, Keischa havde jo nok været smart og ustede ordre. Hun savnede hende faktisk. Hendes krop skælvede. Det var koldt at sidde på det her gulv, og der virkede virkelig fugtigt og klamt. Hovedet hvilede mod hans bryst, mens hun havde trukket benene godt op under sig, også i et forsøg på at holde varmen. Udenfor cellen kunne hun høre den tydelige skramlen, var det vagterne? Hun brød sig ikke om dem, de havde forsøgt at fjerne hende fra Miquel og sætte hende i en celle alene, det ville hun ikke! Hun sad ganske fint her. Der var ingen direkte frygt at sporer i hendes blik, hun var en stærk kvinde, det havde de jo alle set beviser på, men tryg følte hun sig i den grad ikke! Nu gjaldt det for hende blot om at få dette overstået, lade mIquel lægge ringen, før de selv ville tage forbi det hjem som plejede at være hendes. Hun måtte erkende at hun virkelig glædede sig til at se hendes mors ansigt, når hun ville komme gående med en gud hun nærmest måtte tilbede, ved hendes side. Alle hadede hende. Hendes mor afskyede hende og specielt efter at synet var blevet hende fratget af hendes egen far. Hendes søskende var snobbet, foruden en, fulgte deres kære mor i røven så det gjorde noget, Ceciliya hadede at se på det! Der havde været en grund til at hun befandt sig ved søen på den tid af aftenene, hvor de var mødtes første gang. Ikke et møde hun direkte ville huske tilbage på, men hun ville heller ikke grave i det længere, skaden var sket og Miquel havde jo faktisk rettet op på det. Et lille diskret smil spillede over hendes rosa læber, ved tanken om den aften i parken. Hun burde holde fokus. Ceciliya puttede sig om muligt mere ind til ham, her var virkelig forbandet koldt! Han kunne jo så desværre ikke hjælpe hende meget, eftersom han var ligeså kold. Det var ikke ligefrem tålmodighed hun var født med, og ligenu glædede hun sig ærlig talt bare til at få dette overstået, bare at høre Keischa’s stemme igen, lade hende vide at hun var særdeles okay. Der var gået et år, forbandet lang tid faktisk, og for det seneste halve havde hun været fri til at gøre hvad hun lystede, Miquel havde sågar foreslået at følge hende til mure.. Foreslået at tage hende hjem. Men hvor var det? Set i hendes øjne var Miquel blevet en del af hendes hjem. Han behandlede hende på andre måder, hun glædede sig vel næsten til at fortælle Keischa? De delte alt med hinanden, både lykke og sorg og ligenu måtte hun ærligt erkende at hun havde en lyst til at eksplodere, skrige det ud til hele verden.. Var det sådan forelskelse følte? Den varme fornemmelse, den nervøse følelse? Underlig tanke.. Men igen Miquel selv vidste det jo ikke. ”Det håber jeg ikke” endte hun blot stille. Hun ville ikke have vagterne skulle høre dem, hvorfor vidste hun ikke, men de skræmte hende.. Måske fordi hun ikke så dem? Lyden af skridt fangede hende. Når ikke hun havde synet så måtte hun jo bruge ørerne langt mere end som så, ikke at det gjorde hende noget, dejlig let for en halvvejs animagus faktisk ”Jeg tror hun kommer” hviskede hun blidt. Hendes hjerte begyndte at hamre nervøse slag mod brystet, hvordan ville hun tackle det? At finde hende i favnen på en mand som hun uden tvivl måtte hade?

[Deleted]

Keischa’s skridt var hastige. Hvordan kunne Lexis overhovedet trække den ud så længe! Han vidste udemærket at hun selv havde haft den store eftersøgning igang af Ceciliya men det var aldrig lykkedes! Og hvad pokker lavede hun med Miquel af alle mennesker?! Hvis han så meget som havde lagt en finger på hende, skulle hun nok sikre sig at han ville blive slagtet! Hun fór ned af den lange trappe, ned til kælderregionen. Vagterne stimede det samme sted, hun var slet ikke i tvivl om hvor de var placeret. De lange blonde lokker bundet sammen i den lange fletning, dansede lystigt omkring hendes skuldre. Hvor var her koldt! Også selvom det var noget som hun i øjeblikket måtte ignorere. Visse forhold skulle forbedres for visse tanker. Endelig nåede hun cellen. For et kort øjeblik måtte hun udnytte til lige at fange pusten igen, for den var en smule væk. De grønne øjne støg mod tremmer. Inde bagved sad hans alt for velkendte skikkelse, og med den ekstremt kønne kvinde i hans favn, men som ikke måtte se noget som helst selv. Keischa havde altid haft ondt af hende. Hjertet hamrede ekstremt hårde slag mod hendes bryst, ved at se hvordan Ceciliya måtte sidde i hans favn. Skulle hun være vred? Hun forstod virkelig ikke noget som helst af det osm i virkeligheden måtte foregå, noget som vr forbandet fustrerende! ”Hvad pok..” hun tav, vendte sig istedet mod vagterne. Hendes blik lynede, denne gang var hun yderst alvorlig! ”Få hende ud derfra!” beordrede hun med en fast klang. Selvom hun var ung så havde hun faktisk lært det med at være det høje hoved, noget som hun direkte havde måttet hade i starten. Vagterne kiggede blot på hinanden, og så over på hende. Hun sukkede tungt og rystede opgivende på hovedet ”Er der et problem de’herre?” spurgte hun med en næsten nedladende tone. Dette var vigtigt for hende, det vidste alle jo, og hvem kunne bebrejde hende. Ringen hvilede i lommen af kjolen, pludselig følte hun at den gjorde hendes krop så forbandet tung at bære. Var han tilbage for at tyranisere hende igen, hvad skulle han dog ellers lave med Ceciliya siddende så forbandet tæt på sig. Vagterne steppede sig op, så på hende med et næsten undskyldende blik ”Frøken Blaché ønsker ikke at fjernes” svarede de forsigtigt. Keischa blev fuldkommen stiv. Farven forsvandt fra hendes kinder, nej nu måtte denne galskab sgu da stoppe! ”Ceciliya? Det er okay at være bange, men han kan ikke gøre dig noget. Du må bare give mig tilladelse til a tage dig ud.. De hundefryser jo” konstaterede hun med en tydeligt bekymret mine. Det var en helt anden tone overfor hende, end den som hun havde taget i brug overfor vagterne. Havde hun været ved Miquel alt den tid? Den blotte tanke gjorde hende virkelig vred, hun vidste at han kunne være desperat, men dette slog vidst alt, selv for ham! Armene lagde sig over hendes bryst, mens hun istedet vendte opmærksomheden mod hendes kære mand. Det eneste der var at sporer i hendes blik var næsten det rene had. Han bandt hende.. Hans stædighed var hele skylden til at Alexis ikke ville gengælde hendes ord, ikke ville skænke hende et kys om morgenen, eller så meget som at blive liggende en hel nat, og det fustrerede hende virkelig på alle måder! ”Slip hende Miquel.. Du kommer til at sidde her i længere tid” påpegede hun med et fast blik. Sandt som det var sagt. Han ville ikke være færdig endnu.. NU så hun snittet til at være fri for den mand, så ville hun da i den grad ikke lade det gå forbi hendes næse bare som det, det var helt sikkert!

[Deleted]

Vagterne havde allerede prøvet at skulle tage Ceciliya fra ham en gang og det var virkelig heller ikke noget som var faldet ham selv i god smag. Nok at han ikke kunne holde hende varm på nogen måde, men han kunne da prøve at holde hende beskyttet. Han havde virkelig ikke regnet med at skulle blive fanget ved muren og placeret i den utrolige kolde kælder, men han ønskede virkelig at lade Cecilya vide, at han var der for hende og at han ønskede at være der for hende, som han havde været det sidste lange års tid. Han havde vidst, at hun var efterlyst og det hele, fordi hun var meldt savnet, men han havde så heller ikke holdt hende ved sig mod hendes vilje, for det var virkelig ikke noget som faldt ham det mindste ind på nogen som helst måde overhovedet. Han tog fat om kappen og lukkede den fast omkring hende. Kulden rørte virkelig ikke ham på nogen måde, men han kunne i den grad godt mærke på hende, at hun virkelig måtte fryse og han ønskede virkelig heller ikke, at hun skulle blive syg nu! Ganske forsigtigt tog han omkring hende, hævede hende forsigtigt, så hun kunne sidde på hans lår, så hun ikke sad i det direkte kolde gulv, for det var virkelig heller ikke noget som hun ville få det mindste ud af på nogen måde når det endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. At se Keischa komme hastende på den måde, var noget som blot måtte få ham til at smile bare lidt. Han hævede den ene hånd stille og roligt, blot for at stryge Ceciliya over hendes kind, ganske så roligt og blidt. Hun af alle havde formået at skulle tæmme det vilddyr i ham og det var i den grad også noget som måtte komme godt med, for det var end ikke noget som Keischa havde formået. Han var forelsket, det var slet ikke noget som han kunne sætte noget spørgsmålstegn ved når det endelig måtte komme til stykket. Hans intense blik faldt roligt til Keischas skikkelse. At hun ville holde ham her, betvivlede han ikke, men ville hun også gøre det, hvis hun fandt ud af hvorfor han var her? At Keischa var overrasket over at se hende ligge ind mod hans favn, var noget som et sted måtte more ham. Ja, han havde virkelig fejlet ved hende, men han agtet virkelig ikke at fejle endnu en gang, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet når det endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert! ”Jeg kommer under ingen omstændigheder til at slippe,” sagde han ganske kortfattet. Nok havde de fået ham anbragt i lænker og han gjorde virkelig intet for at skulle hidse sig op eller lignende. Han var faktisk.. fuldkommen rolig. Helt rolig når det endelig måtte komme til stykket. Han smilede ganske let. ”Hun er skam ikke bange for mig.. Hun har været urolig siden vagterne prøvede at fjerne hende,” fortalte han ganske stilfærdigt. Det havde virkelig gjort ham noget så frygtelig vred, selvom han var faldet godt til ro med det samme som hun igen var blevet placeret i hans favn, så han kunne holde om hende. Hans blik veg virkelig ikke væk fra Keischa. Hun var vred over det her og det var noget som han kunne både se og føle på hende, ikke at det vr noget som rørte ham det mindste. Der var bare ikke rigtigt noget som han kunen gøre ved det når det endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert. ”Jeg nærmede mig kun muren med en hensigt..” Hans blik hvilede fast på hendes skikkelse, som han roligt hævede sin hånd og tog fat om ringen. Han tog den af og lagde den roligt ved siden af sig. ”For at lægge denne fra mig,” afsluttede han kortfattet. Han mente det bestemt ikke i sjov, men i det klare alvor.

[Deleted]

Ceciliya blev siddende ind til hans krop. Der var ingen form for varme at søge hos ham, han var kold som mamor men hendes egen krop holde den normale temperatur. Hun skælvede en smule. Kappen bragte hende om ikke andet blot en smule varme, også selvom stoffet var tyndt, dette var i den grad noget som kunne forberedes ved dette slot, måske hun skulle foreslå det? Først da vagterne havde forsøgt at fjerne hende fra Miquel, var tingene gået helt galt. Hun ville ikke væk fra ham, det var utrygt nok for hende at være her, lydene var så anderledes og nye, og hun kunne jo ikke se en pind, så længe hun var hos ham, så vidste huna t hun om ikke andet ville være i sikkerhed. Hovedet hvilede mod hans bryst, næsten som sad hun og lyttede til hans hejrteslag: Det var dog langt fra tilføldet, hun følte jo end ikke hans brystkasse hæve og sænke sig i rolige åndedrag. Lyden af hurtige skridt der kun kom nærmere og nærmere, afslørede at det nok måtte være Keischa. De havde vel ledt efter hende? Et sted så håbede hun det, at hun ikke var blevet glemt, for hun vidste jo at hendes familie i det store og det hele var komplet ligeglad, de havde jo uanset forsøgt at gifte hende bort til gud og hver mand. Hun var et sted inderst inde en prinsesse, også selvom hun i den grad var en kvinde med en vis attitude, men inderst inde drømte hun om en prins på en hvis hest, der ville komme og tage hende med sig. Man kunne vel godt sige at det var sket? Det som hun så brændende måtte føle for Miquel også selvom den tanke skræmte hende.. Han havde gjort hende ondt, kun for a t gøre hende ret igen senere, det hang slet ikke sammen, en tanke som virkelig måtte morer hende. Keischa var vred. Efterhånden var hun blevet forbandet god til at afløse folks tonefald.. Ikke at hun havde haft noget valg, når hun manglede en sans så måtte hun jo blot kæmpe for at forstænke dem hun endnu måtte have. Ved Keischa’s ord trykkede hun sig kun mere ind til Miquel. Den ene hånd endte mod hans bryst næsten for at knuge sig ind, hun ville ikke væk fra ham! ”Jeg kan godt selv tale” hun havde rømmet sig ganske forsigtigt selvom hendes tone var en smule skarpt. Hun hadede virkelig at føle sig hjælpeløs, men hun var dog endnu ikke så hjælpeløs at hun endnu ikke var i stand til at fører ordet for hende selv ”Her lidt koldt.. Men jeg er ikke bange for ham Keischa, han passer på mig” hendes tone var mgete forsigtig, hun var trods alt klar over hvilke følelser der prægede hendes kære veninde når det kom til denne mand, der var intet andet end det direkte had at sporer mere eller mindre overalt. Tanken om at skulle gåherfra uden Miquel, at blive sat tilbage i det hjem som hun måtte afsky, det var virkelig ikke det hun ønskede, og det var virkelig heller ikke det som de var kommet for? Ceciliya vidste ikke hvad der måtte foregå. Hun hørte blot Miquels ord og tokede det som om at ringen var faldet. Hvorfor følte hun en sten lette fra hendes bryst og pludselig gøre det langt lettere at trække vejret? Måske det var forbandet egoistisk, men hun ønskede dem ikke sammen. Først og fremmest vidste hun jo hvilke følelser som keischa måtte nærer for Alexis, desuden.. Måden hun brændte på når Miquel var i nærheden.. Måden hun sitrede når hans hænder så meget som kærtegnede hende.. Det var her hun ville være, hun var virkelig ikke i tvivl.

[Deleted]

Det var virkelig et enormt chok for Keischa at se Ceciliya sidde der i hans favn. Kvinden skælvede jo! Noget som hun udemærket godt forstod, den mand var ikke ligefrem hyggelig. Hun så tilbage på deres tidligere år, og alt hun så var det rene foragt. Hun havde frygtet ham, og alligevel holdt af ham et sted? Faktisk en forbandet forvirrende følelse måtte hun erkende. Der var gået et langt år hvor den unge kvinde havde været væk. Keischa kendte hendes familie det var ikke undrende at de ikke havde bekymret sig for hvor pokker i verden hun måtte befinde sig, hun var dog ikke helt ligesådan. Eftersøgningerne havde været igang, men det var aldrig lykkedes dem at finde hende, hvad pokker havde den mand fået hende bildt ind?! Blikket gled fra Miquel til Ceciliya. Hun vidste at kvinden ikke ville se hendes direkte bebrejdende blik, ikke så meget ment for hende, men mere ment for den mand hvis favn hun måtte sidde knuget ind i. At se hvordan hun næsten måtte klamre sig ind til ham, og se ham stryge hendes kind så kærligt.. Hvorfor gjorde det hende vred? Skulle han absolut udnytte den kvinde? Et lille smil fandt dog vejen frme over hendes læber ved Ceciliya’s ord. Hun var en stor kvinde, hun kunne i den grad godt selv tale, det var jo hvad hun havde været tvunget til mere eller mindre hele livet.. At tale for sig. Hun frygtede ham ikke? Et kort øjeblik måtte det næsten lyde, for Keischa, som om at kvinden rent faktisk nød og ønskede at sætte i hans favn ”Cecil søde, hvad pokker er der sket? Siden hvornår er du begyndt at klamre dig sådan?” hendes tone lød næsten forskrækket. Farven var svundet bort fra hendes kinder, der var bare noget her som i den grad måtte være forkert. Øjnene kneb hun fast sammen og vendte i retning af ham ” Hvis du har så meget som lagt en finger på hende Miquel, så ville jeg virkelig begynde at forberede mig på det værste nu” påpegede hun med spids tone. Tanken om at han skulle udnytte en forsvarsløs kvinde på den måde, hun havde jo selv blot været ganske ung og det var påtvunget, Ceciliya kunne da ikke alvorligt mene at hun sad der med ham og fuldkommen frivilligt? Hvor var meningen i det? Hendes hjerte bankede faste slag mod brystet da hun betragtede Miquel fjerne ringen som det rene ingenting. Hvad pokker foregik der?! Han havde nægtet at lade hende gå, moret sig ved at holde hende bundet på den måde, og nu sad han der foran hende, villig til at gøre hende fri, villig til at slippe det hele. Hendes barndom havde været bundet, hun havde aldrig nogensinde fået lov at være fri, det var faktisk en tanke som måtte undre hende selv. Ganske roligt fiskede hun sin egen op fra en inderlomme, betragtede den som den lå der smuk og funklende i hendes håndflade.. ”Efter alle de år.. Hvorfor nu, Miquel?” hendes tone var forbandet myndig, selvom det var tydeligt at dette var personligt og virkelig kom hende som en enorm overraskelse. Hun krævede svar, hvorfor ville han gøre hende fri nu? I korte øjeblikke glemte hun alt omkring Ceciliya, hun kunne virkelig ikke tro hendes egne øjne, han lagde den rent faktisk fra sig?! ”Har det noget med hende at gøre?” hun hentydede tydeligvis til Ceciliya. Så ville det hele da hende meget mere sammen sådan som hun næsten lod til at frygte det at blive fjernet fra ham. En smule forvirret måtte hun ryste på hovedet, det sitrede let i hendes indre, tanken om at kunne fortælle Alexis at hun var en fri kvinde.. ”Du er klar over.. At når du gør det her.. Vil du ikke længere være velkommen i landet?” sandt som det var sagt. Smed Miquel ringen så var dette ikke længere hans hjem.. Det gjorde hende intet, hvad hun så måtte frygte var at Ceciliya ville overveje at gøre ham følgeskab.

[Deleted]

Miquel vidste udmærket godt, at det var fuldkommen umuligt for ham, at skulle holde hende varm, hvilket et sted var en tanke som måtte frustrere ham noget så voldsomt i dette øjeblik, for det var virkelig noget som bare måtte.. irritere ham? Han ønskede på ingen måde, at hun skulle blive syg af det her, for så havde det virkelig været hans skyld. Hans blik hvilede på Keischa og uden at se det mindste væk. Ja, han var måske et rovdyr med alt hvad det måtte indebære, men der måtte vel også ligge noget andet i det? Ceciliya havde været fri til at gå de sidste 9 lange måneder og hun havde ikke forladt hans hjem, så et sted, så måtte han vel også gøre et eller andet rigtigt? Tanken var han jo selvfølgelig glad for.. Frygtelig glad for faktisk, men alligevel. Det var tydeligt at Keischa var vred og hun var vred på ham, hvilket han var klar over, selvom der nu ikke var noget som han kunne gøre ved det. Han havde pakket kappen godt og trygt omkring hans kære Cecil og lod hende sidde i favnen. Hans greb var måske fast, men det var ikke så fast, at hun ikke kunne trække sig væk fra ham hvis det var det som hun ønskede. Lydene var mange, det var de også for hans vedkommende, han kunne bare se hvor de kom fra, så han kunne da godt forstå, at hun var mindre tryg på at skulle sidde her. Han vendte blikket stille mod hende, som hun nærmest knugede sig ind mod hans bryst. ”Undskyld, Ceciliya..” sagde han stille. Selvfølgelig kunne hun selv tale, og det havde virkelig ikke været hans mening, at skulle snakke for hende, men dette var noget som selv måtte gøre ham spændt i den anden ende. Han ønskede virkelig bare at lægge ringen fra sig, tage forbi hendes forældre for så at vende hjem og tilbage til Manjarno endnu en gang, hvor han kunne få lov til at leve sit liv og forhåbentlig også med hende ved sin side, for det var virkelig det bedste som var sket ham igennem så frygtelig lang tid, det var vel heller ikke noget som måtte sige så lidt? Et stille smil bredte sig roligt på hans læber ved hendes ord. Han passede på hende, hvis man valgte at se bort fra de første 3-4 måneder og den første aften, selvom han så sandelig havde formået at få muligheden til at gøre det op igen og det var noget som han i den grad også havde agtet at gøre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, hvad end om det var noget som han måtte ønske det eller ikke. Så var han virkelig bare frygtelig glad for den enestående mulighed som var kommet til ham. Han måtte trække let på den ene mundvige. ”Jeg har gjort op for den ene aften, Keischa,” sagde han ganske stilfærdigt. Det var jo trods alt intet andet end en sandhed når det måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han kunne tydeligt høre hendes hjerte som det måtte slå mod hendes bryst, hvor han også kunne høre at Ceciliyas var ganske roligt, hvis man så bort fra, at hun virkelig måtte fryse. Han lukkede grebet mere om hende, som han prøvede at gnubbe noget varme i hende ved at stryge fast over kappen og i en temmelig hurtig hastighed. Hun skulle bare ikke have lov til at sidde der og fryse! Ringen lå roligt ved siden af ham. Han lod hovedet søge let på sned. ”Du har aldrig været interesseret i mit liv før, Keischa.. En anden kvinde har taget mit hjerte,” forklarede han ganske stilfærdigt. Det havde ikke just været på denne måde at han havde forventet at Ceciliya skulle få noget at vide omkring hans forelskelse, så hellere pakke det bare en smule ind, for det ville man få det nemmere ved. Han så sig omkring. ”Se dog hvor jeg sidder.. Kalder du det her at være velkommen i Procias? Jeg er jo ikke velkommen fra før,” sagde han med en svag vrissen.

[Deleted]

Ceciliya prøvede virkelig bare at slappe af så hun ikke ville føle kulden på den samme måde, men uanset hvor meget hun prøvede så skælvede hendes krop helt per automatik. Hun trykkede sig helt ind mod hans krop, hendes hånd knugede om de klæder som han måtte bære, hun ikke ville fjernes uanset hvor koldt her så end måtte være. Det var ikke fordi hun bebrejdede ham for at have fået hende med her, hun havde da bestemt intet imod at blive arrestreret og sat i en celle bag lås og slå, nej ikke så længe han også var der og så længe hun vidste hvilken mening som måtte ligge bad der. Keischa var vred det var hun slet ikke i tvivl om, hun kunne nok ikke se hende, men hunj kunne i den grad føle og fornemme det på hendes tone. Hun ønskede ikke at hun skulle være vred.. Hun havde valgt at blive hos Miquel, han behanhdlede hende som et individ i sig selv, han behandlede hende som hun burde behandles, hvis hun fortalte hende omkring de omrokerede møbler derhjemme, var hun også ganske sikker på at hun ikke ville se sådan på ham. Herhjemme i Procias måtte hun havde det elendigt. Hendes familie var komplet ligeglad med hende, de ventede sådan set bare på at komme af med hende. De gjorde intet for at gøre hendes hverdag lettere med det handicap de selv havde påført hende, kontra dem som var det et helt paradis at være hos Miquel. Desuden holdte han om hende om natten når hun bad ham om det, tog med ham ud i parken når end hun lystede en smule frist luft. At dømme efter Keischas ord så var ringen blevet lagt. Ceciliya sad komplet stille, hun turde nrærmest ikke at bevæge sig. Hun nikkede blot stille af hans ord, hun kunne og hun ville selv, nok var hun blindmen det betød ikke at hun var komplet hjælpeløs ordet kunne hun selv tage, det var jo heller ikke fordi at kescha var fremmede for hende overhovedet, det var for en forbandet tæt veninde, hun havde vel også lov til at forklare hvorfor hun pludselig sad i favnen på hendes mand? At de så kom ind på deres første møde, det var slet ikke noget hun brød sig om. Behøvede de at snakke om det, hun kendte jo allerede Keischa’s reaktion på det, og det var ikke en nogen af dem ville bryde sig om. Først nu valgte hun at bryde ind ”Han har ikke lagt en finger på mig Keischa.. langt fra” hendes tone var meget forsigtig hun vidste ikke hvor klogt det ville være at blande sig når først de to var igang men det var ærligt. Miquels ord fik dog hendes hjerte til at springe utallige slag over. Varmen indtog hendes sind også selvom hun ikke havde fået berkæftet hvem denne kvinde endnu måtte være. Håbet sank en smule.. han havde vel nævnt det for hende om det skulle være hende? Nysgerrigheden sitrede virkelig i underhuden, hun slap grebet en smule. Pludselig svirrede tankerne som bare pokker, hun forsøgte at gennemtænke hver eneste kvinde hun havde set... eller hørt Miquel med, også selvom det var forbandet begrænset og som oftest var det ikke mere end minutter han talte med dem ”Keischa.. Jeg kan ligeså godt være ærlig.. Jeg har tænkt mig at gøre ham følgeskab.. om du vil lade mig” tilføjede hun stille og lod opmærksomheden hvile hos Miquel istedet. Han vidste det jo godt, hun ville sådan set blot have de helt klare linjer. Hjertet hamrede fast, det var stadig tanken om den kvinde som havde taget hans hjerte som måtte følge hende.. Hvem var hun?

[Deleted]

Det gjorde virkelig kun keischa vred at se ham sidde der med hende i favnen, det var ikke et fair våben at bruge imod hende, hvad der så måtte undre hende mest var det faktum at Ceciliya’s sind altid havde været svær at nå, hun var en stærk kvinde og hun kunne simpelthen ikke tro at det var lykkedes ham at manipulere hendes sind, dette måtte på et eller andet led være frivilligt og det var nok endnu mindre en tanke som hun brød sig om. Hånden knyttede sig om den lille ring som måtte hvile i hendes håndflade. Han avr villig til at give den fra sig nu, hvorfor? Så mange år hvor han havde nægtet hende at gøre hende fri, hvor han havde holdt fast i deres ægteskab kun for at pine hende. Hendes hjerte hamrede stærke slag, hun betragtede hvordan Ceciliya virkelig måtte sidde og knuge sig ind i hans favn, det skræmte hende direkte, kendte hun for pokker ikke den mand?! Hun hævede et slankt øjenbryn mod hans ord.. Han sagde at skaden var sket, hun sagde at der intet var sket? Var dette endnu et af Ceciliyas naive forsøg på at bilde hende ind at denne mand var komplet uskyldig. Var det virkelig lykkedes hendes mor at farve hendes syn på den måde? Næsten spørgende måtte hun se på ham, hun vidste at Ceciliya ikke ville læse hendes ansigtudtryg, noget som hun nu måtte erkende at være glad for lige her, for hun virkede jo næsten glad for manden og hendes blik mod Miquel var ikke lgefrem fryd og gammen, kunne blik dræbe så havde han været død nu ”Den ene aften?” hun ville have svar.. Hvis den mand havde lagt en finger på hende, så skulle hun i den grad nok sørge for at det var blevet absolut sidste gang, hun holde ganske enkelt for meget af Ceciliya til den slags. Hendes hænder var helt fugtige, det var noget som først var gået op for hende nu. Ordene om den anden kvinde fik hende blot til at smile en smule. At dømme efter Ceciliyas udtryk var det ikke noget som hun kendte til, noget som kun måtte gøre hende mere rolig, det betød vel at hun om ikke andet ikke var kommet så tæt på ham? Desuden hun havde Alexis hun ønskede overhovedet ikke at være sammen med Miquel! ”Hvorfor skulle jeg interessere mig?” hun smed ringen stille ind gennem tremmerne, så den ville lande for hans fødder. Det var klsr thun ikke ville have den, dette var en dag som hun havde ventet på i forbandet lang tid ”En anden kvinde?.. Aha det glæder mig kun” der var noget oprigtigt i hendes ellers kedlige tone. Hun trak en smule på skuldrene ”Det er min ordre.. hvis de så dig skulle de bringe dig her” erkendte hun. Hånden gled gennem de lange lokker, hun var virkelig forvirret på alle måder. Det var et år siden hendes kære veninde var forsvundet og hun havde været hos ham alt den tid.. Endda haft det godt? Hun forstod virkelig intet. Ceciliyas sidste ord berkræftede virkelig kun hendes frygt. Hjertet hamrede om muligt hrutigere. Hun havde mistet hende, fået hende igen og nu skulle hun bare sætte sig og se hende tage afsted hånd i hånd med Miquel? Ham af alle mennesker?! ”Jeg bryder mig ikke om det, Cecilya, jeg håber du ved hvad du gør.. Jeg ønsker bare dit ve og vel og jeg kender din familie stituation.. Du må bare ligeså vide at gør du det her.. vil Procias ikke længere være dit hjem” hendes tone dirrede, det ar forbandet hårdt at sidde og sige til lige hende.. Igen fik Miquel et bebrejdende blik, det var virkelig ikke fair!

[Deleted]

Miquel ønskede virkelig bare Ceciliya det bedste og han vidst godt, at han ikke kune skaffe hende det i denne tilstand ved at sidde i en kold kælder. For ham, så rørte det ham virkelig ikke, men han kunne jo mærke, at det var noget som tydeligt også måtte røre hende, og det var slet ikke en tanke som han brød sig meget om. Hans blik hvilede på Keischa næsten som havde han været et rovdyr som måtte vogte over sin største skat, for det var lige hvad Ceciliya var blevet i løbet af de sidste mange måneder. Han havde slet ikke holdt hende der mod sin vilje, frem til det punkt, hvor han faktisk havde sagt, at hun bare kunne gå hvis det var det som hun havde ønsket det, for han ønskede virkelig ikke at der skulle ske noget ondt med hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som han ville skjule, for han havde virkelig ikke ønsket, at skulle gøre hende noget ondt. Han havde i den seneste tid heller ikke gjort noget andet end det som hun havde ønsket af ham, så det var vel også noget som måtte tælle lidt for ham? At han faktisk godt kunne opføre sig ordentligt hvis man bare gav ham chancen? Det var slet ikke hans mening, at skulle tage ordet ud af munden på hende, det var helt sikkert, men han følte virkelig bare for at få forklaret det hele for Keischa og så komme herfra igen og så bare leve det liv som han faktisk ønskede. Nok havde han ikke været den bedste til følelser eller nogt som bare måtte minde om det, men han gjorde virkelig et forsøg. Han nikkede. ”Netop.. Den ene aften,” gentog han roligt. Der var vel heller ikke nogen grund til at uddybe det mere? Han var afklaret med det med Ceciliya og så var der virkelig heller ikke nogen grund til at skulle gøre noget mere ved det i hans øjne. Han strøg hende ganske stille over hendes kind, som hun blot sad helt tæt ind mod ham. At hans ord havde ramt Ceciliya, fik ham virkelig bare til at smile. Det var da ikke noget som Keischa skulle blandes i uanset? Nu hvor han havde en anden ved sig og hun var fri til at få sin elskede Alexis, så var hun vel også tilfreds et sted? Hans blik hvilede fast på hende, selvom hans opmærksomhed så sandelig også måtte ligge på den kære kvinde som måtte sidde helt tæt ind mod hans favn. At hun havde sluppet en anelse, var noget som han tydeligt kunne mærke. Han så blot til som hun smed ringen in til ham, hvor han ved hjælp af foden, fik den skubbet op ved siden af ham, så han kunne tage begge ringene i lommen og det var virkelig uden det mindste protest eller noget som måtte minde om det på nogen måde overhovedet, hvilket han vel også var glad for et sted? ”Så er jeg vel heller ikke velkommen her, er jeg?” spurgte han me et sigende hævet bryn og uden at tage blikket fra hende på noget tidspunkt. Det var slet ikke fordi at han ikke ønskede det, men han havde vel ret? Kunne Keischa så ville hun holde ham så langt fra landet som det ville være hende muligt. Han stirrede lettere ulmt på hende. Hvorfor var det ham som skulle få de bebrejdende blikke? Det var da ikke hans skyld, at det var sådan her, at det gik for sig! Ceciliya var en kvinde og et levende individ og han havde virkelig intet imod at skulle holde hende tryg og beskyttet, for han prøvede virkelig at gøre det rigtige for en gangs skyld! ”Her skal du ikke fremstille mig som den stygge ulv, Keischa.. Hun har været fri til at gå i 9-10 måneder nu,” forklarede han ganske kortfattet, så hun var der jo af sin egen frie vilje. Han vendte blikket stille mod Ceciliya, hvor han knugede hende en anelse mere ind mod sig og med et stille smil på læben. ”Vi er snart på vej ud herfra,” hviskede han roligt. Han havde i bund og grund ikke gjort noget forkert.

[Deleted]

Ceciliya måtte virkelig bare sidde og skælve som en i pokker selv ind mod hans favn. Der var ikke ligefrem varmt men der var om ikke andet trygt, derfor nægtede hun også at blive fjernet fra ham. Han var kold som mamor, hun huskede ham slet ikke så kold fra de andre gange. Det hjalp dog en smule nu hvor hun måtte sidde i hans skød frem for på det kolde uglv. Der var ingen tvivl om at han virkelig måtte beskytte hende, Ceciliya følte det på den måde han holdte om hende, strøg hende over ryggen og talte for hendes egen sag selvom hun egentlig blot var med for at støtte ham, hun vidste jo at keischa aldrig ville lade ham gå igen hvis han selv var endt med at dukke op, hun hadede manden som pesten og det vidste de alle jo. Ringen kunne hun høre kligrer på gulvet som den måde den hårde sten. Nu var hun fri til at få den mand som hun ønskede, hun var fri til at være sammen med Alexis, hun huskede de mange tårer der var trillet fordi hun mere eller mindre kunne kysse manden så mange gange som hun ville, give ham de store ord så meget som hun lystede og alt hun fik igen var et stille smil.. Hun var fri til at gøre hvad pokker hun så end måtte lyste, og det var en tanke som virkelig kun måtte få Ceciliya til at smile, hendes kære veninde fortjente virkelig det bedste. Desuden så lettede det hende kun med tanken om at Miquel var en ledig mand.. Og så.. Hvem var den kvinde der formåede at stæle hans hjerte? Skulle hun græde eller le? For et sted ønskede hun kun det bedste for ham, men på den anden side så skar det hende også i brystet at en anden skulle sidde i den favn som hun formåede at finde hendes tryghed i. Tændern klaprede let.. Der var sort for hendes blik, de mange lyde forvirrede hende, hun valgte at koncentrere sig om Keischa og Miquel, man vænnede sig vel bare til at skelne lydene fra hinanden specielt når man aldrig rigtig var blevet taget hensyn til, hendes familie havde altid været ligeglade, det ville han også snart få at se med egne øjne, for hun tvivlede på at hendes kære mor og søskende ville ændre adfærd overfor hende, bare fordi hun ville komme slæbende med ham. Ganske roligt måtte hun nikke til hans ord for at bekræfte det.. hun havde været fri, dette var af egen fri vilje, kun fordi hun ville være med ham, han kunne skam godt opfører sig ordenligt, selvom hun vidste at Keischa ikke ville tro det, et sted også med god grund vel? Hånden om hans klæder var endt med at skulle løsnes, hun spekulerede som en gal. End ikke påmindelsen om den aften formåede at tage over hendes sind, også selvom det slet ikke var noget hun ville tænke på, sket var sket og han havde gjort op for det, skænket hende en lille del af prinsessedrømmen selvom det var så fremmede for hende, hvad som i virkeligheden var sket, faktisk temmelig fustrerende, måtte hun erkende. Hun sukkede stille, nysgerrigheden drev hende, også selvom hun endelig havde formået at trække sig ud af den lille trance som hun var endt i ”Hver sød at lade os gå, keischa.. Vi har alle begået fejl, og jeg må erkende at mit første møde med Miquel bekræftede alle dine ord.. Jeg har aldrig hadet en mand så meget i hele mit liv som jeg hadede ham den aften.. jeg så det for mig selvom jeg er blind, jeg så for mig dengang det var dig og ikke mig.. Men jeg har heller aldrig haft det bedre end nu.. Jeg ved ikke hvad der skete, de første måneder var et mareridt. Da han endelig gjorde mig fri lystede jeg det end ikke, han rykkede rundt på tingene så jeg kunne færdes uden at komme til skade, han tog mig med ud i parken, han behandler mig som et levende væsen med hjerte sind og sjæl, Keischa, jeg ved at han ikke gjorde det samme med dig, og det beklager jeg, men jeg holder af ham” afslutede hun endelig. Under den sidste del af talen var der et lille smil der havde bredt sig over læberne. Dt var virkelig kun ærligt, også selvom det var underdrivelse.. hun holde ikke af ham.. hun elskede ham..

[Deleted]

Keischa var mildest talt ligeglad med hvis skyld dette måtte være, pointen var at hun ønskede at være sur på Miquel, noget som hun slet ikke ønskede når det kom til hendes elskede veninde der måtte sidde og klamre sig til ham i buret. Selv for hende havde det været tydeligt at Ceciliya reagerede på hans ord om en anden kvinde, hun kendte hende efterhånden så godt, det var jo heller ikke fordi hun var direkte svær at læse det var fordelen ved at hun ikke havde nogen idé omkring hendes ansigtsudtryk. Blikket gled fra den ene til den anden, nu hvor ringen var af følte hun sig virkelig.. lettet.. Den følelse af at kunne klare alt, den måde det pludswelig blev så let at trække vejret og det at kunne indånde en fri luft frem for det andet.Hænderne var foldet foran hende, hun så meget bebrejende på Miquel. Han havde gjort hende ondt, men hvordan vidste hun ikke, noget som faktisk skræmte hende.. hvordan kunne han få sig selv til st skade en blind forsvarsløs kvinde, hvor lavt kunne man da synke?! Det sitrede i hende bare ved at se den måde han strøg hendes kind, det fik hendes hjerte til at hamre, det var så forkert at se dem sidde sådan, så forkert at høre Ceciliya afsløre at hun ønskede at tage med ham, og Keischa forstod det virkelig ikke, tøsen vidste slet ikke hvad hun faktisk var på vej ind til! Det var slet ikke hendes egen plan at blande sig i deres men på et tpunkt var hun drøn nysgerrig, på et andet bange for hvad pokker Cecil havde fået rodet sig ud i, for skulle hun være ærlig så lod det ikke til at hendes veninde selv var meget klar over det. En tanke skød ind.. Ville Alexis nogensinde holde om hende på den måde? Nu var hun en fri kvinde, men ville han tage hendes hånd, ville han elske hende, som det var tydeligt Ceciliya ville have Miquel til at elske hende? Han var måske endnu ikke blevet så god til at læse den tøs, men det var noget hun formåede, og hendes tone og adfærd afslørede hende virkelig på alle måder. Det eneste hun formåede ved hans ord, var at ryste let på hovedet. Han var ikke længere velkommen og det var Ceciliya heller ikke, hvorfor skulle dette absolut også se? Miquel fik tilsendt et lettere irriteret blik ”Du er den store stygge ulf, det har du altid været” påpegede hun med en direkte spids tone, for det var sådan hun så ham. Det var ikke fordi han havde valgt at behandle hende særlig meget med respekt, den mand som sad der foran Ceciliya var den mand Keischa havde troet hun blev gift med, men næh nej der var sider af ham som snart ville træde frem og dem ville hun slet ikke bryde sig om, men hun måtte vel lærer det lidt på den hårde måde? Stilheden lagde sig.. keischa overvejede det hele, stadig komplet forvirret.. Var der overhovedet noget retfærdigt i alt dette? Det overraskede hende næsten da Ceciliya igen valgte at åbne munde, denne gang for en længere tale. Hendes hjerte slog mere fast mod brystet, hun nævnte ikke direkte hvad der var sket, men Keischa kunne ud fra hendes ord gætte sig til det og det gjorde hende virkelig vred ”Hvad pokker tænkte du på Miquel?!” Udbrød hun direkte vredt, også selvom hendes opmærksomhed hurtigt blev krævet tilbage mod Ceciliya. Hendes smil rørte hende.. hun huskede ikke at have set det smil før.. Gjorde han virkelig alt det for hende? Det var ikke noget som Keischa havde oplevet. Overraskelsen var tydelig at læse i hendes mine, ikke mindst ved hendes sidste ord.. Det var tydeligt at hun holde af ham og mere end det som hun selv brød sig om ”Jeg ønsker bare din lykke, kæreste, om det så er med ham” tilføjede hun dog erkendende. Hun gjorde gestus mod låsen, en vagt trådte frem låse op og åbnede porten. Næsten overgivende måtte hun sukke ”I er frie til at gå.. Inden daggry må i forlade Procias” det var virkelig hårdt at sige, noget som var tydeligt at se. Der var noge sørgmodigt over hendes tone.. Det at give slip.. For pokker hun måtte direkte hade det!

[Deleted]

Miquel havde virkelig bare ønsket om at skulle holde Ceciliya tryg og sikker og det var også det som han ønskede i denne stund. Sandt nok, at han ikke kunne varme hende, men han kunne da være der for hende om ikke andet, og det var det som han kunn trøste sig med. Hun havde givet ham den chance som ikke mange havde gjort og han nægtet simpelthen at skulle lade det gå til spilde endnu en gang. Det var simpelthen bare noget som han måtte nægte det direkte! Han lod hånden roligt fortsætte over hendes ryg, som han også gjorde det ved hendes kind. Hun var tryg ved ham og så længe, at hun var helt rolig med ham omkring sig, så ville der heller ikke ske noget som helst, det var noget som blot måtte glæde ham selv og på alle tænkelige måder osm man overhovedet kunne tænke sig frem til, det var helt sikkert. Hans blik veg dog ikke bort fra Keischa på nogen måde. At hun var vred over dette, var noget som han tydeligt kunne fornemme på hende, selvom det nu ikke var noget som rørte ham synderligt. Han fortrød virkelig intet af det som han havde gjort, foruden den første aften emd Ceciliya om ikke andet, men han havde jo gjort op for det! Der var allerede aftalt hvad der skulle ske når de var færdige her, de ville tage forbi hendes forældre og få hentet hendes ting, så hun for alvor ville være i stand til at lægge det liv om bag sig. Han snakket hendes sag, vel også fordi at han ønskede at beskytte hende? Det var bare den trang som havde været der i temmelig lang tid og det var jo heller ikke fordi at han havde gjort noget forkert. Han flyttede møblerne for hende, så hun ikke ville ende med at komme til skade, for det ønskede han virkelig ikke! ”Det er ikke mig der er den store og stygge ulv i denne situation,” påpegede han ganske stilfærdigt. Det var jo ham som sad i buret, og kun fordi at han havde valgt at passere muren sammen med Ceciliya. Han var her virkelig kun for at lægge ringen fra sig og det var nu gjort. Nu kunne Keischa jo få lov til at trække den videre med den kære Alexis, hvis det var det som hun ville, for han vidste, at manden var her et eller andet sted og han vidste også at manden faktisk fungrerede som konge et sted, fordi at han stod Keischa så nær. Han kunne tydeligt høre Keischas hjertebanken og tanken morede ham om ikke andet. Han trak let på skuldrene. ”En frustrerede mand, kræver sine frustrerede handlinger,” sagde han blot. Han havde ordnet op i det med Ceciliya, så var der heller ikke nogen grund til at skulle køre mere rundt i det i hans øjne og det var også sådan at han ønskede at holde det. Hun var den kvinde som havde formået at tage hans hjerte. Det var hende som han ønskede at være der for, om ikke andet så på den måde, som det måtte være for tiden. Han gjorde alt det for hende, bare for at lette hendes hverdag bare en smule hvis det var ham muligt og det var ham jo tydeligt, at det havde det. ”Jeg har faktisk et navn..” sagde han ganske kortfattet. En vagt gik ind som Keischa havde sagt, at de måtte være fri til at gå, blot for at fjerne de lænker som han måtte have om håndleddene, hvilket også tvang ham til at skulle slippe Ceciliya for et kort øjeblik. Ringene tog han til sig og lagde i lommen, som han roligt løftede hende i sine arme. ”Kom min kære.. Skal vi være ude inden daggry, så må vi afsted nu,” sagde han roligt. Han lod hånden søge mod hendes ryg og mod hendes knæ, idet han løftede hende med sig. Han gik forbi Keischa med rolige skridt, hvoraf hans mine måtte falde fast til hendes skikkelse. ”Til vi ses igen, Keischa..” Han blinkede let til hende, som han med rolige, dog faste skridt, måtte forlade den store fangekælder, for at finde vejen igennem den store labyrint af gangene, hvor han nåede den store hall, hvor han søgte udenfor sammen med hende.

[Deleted]

Ceciliya var klar over at dette slet ikke var noget Keischa ønskede for hende, men modsat hende så var dette ikke påtvunget. Hun havde taget det valg, Keischa havde ikke haft et valg, det var anderledes. Hos Miquel var hun tryg, var det ikke også nemt at se i øjeblikket? Hvordan hun måtte sidde og klamre sig ind i hans favn, udelukkende fordi der var for mange lyde, og hun vidste at der ikke var noget som som ville ske når han holde om hende. Det var slet ikke fordi hun havde mistet hverken sætdighed eller hårdhed, hun ændrede sig bare nu hvor hun rent faktisk måtte have en vis form af frihed, om ikke andet så langt mere end det som hun ville have her i procias hos hendes forældre, han lod hende komme ud på få luften, han lod hendes færdes rundt i huset uden at hun ville komme til skade, han slog hende aldrig, råbte aldrig af hende, men behandlede hende med den menneskelige respekt som hun altid havde manglet. Hun elskede ham.. Han vidste det ikke, men hun nød at sidde i hans favn, hun havde nydt den aften i parken, og hvor ville hun give alt for at de kærtegn var skænket af kærlighed.. Hun ville give alt for at hans hjerte skulle banke for hende, en mærkværdig følelse, når de sidste mange år var gået på at afvise alle de bejlere som måtte søge til deres hus for en kone, hendes mor var for desperat, kunne hun ikke forsøge sine børn så skulle hun ikke have horet sådan rundt, og fået et hav, at gifte dem alle bort så hurtigt så muligt, var ikke svaret på noget som helst. Selvom det gjorde ondt at høre dem i den verbale kamp, så brød hun ikke ind. De havde en historie, og hun forstod virkelig Keischa’s had til Miquel, hun ville ikke være tvunget til at skulle vælge side, for det kunne hun ikke! Hånden gled igennem de lange mørke lokker, mens hun blot kunne sidde og lytte, men intet se, ligesom det altid havde været. Ceciliya bed sig let i læben ved Keischa’s ord, hun forstod heller ikke hvordan Miquel havde fået sig selv til det, men det var jo okay nu ”Lad det ligge” bad hun med yderst stille tone, hun ville ikke høre dem skændtes. Ganske roligt måtte hun nikke ”Det er min lykke” . De stille strøg over hendes ryg gjorde hende rolig på alle måder, hun puttede sig ind i hans favn, også selvom den virkelig var forbandet kold at skulle sidde i. Efterhånden ville hun virkelig bare ud herfra, komme hjem og hente hendes ting, sige farvel til den ene søster som hun faktisk måtte elske. Endnu engang valgte hun blot at tie, dette var en sag mellem de to, hun ville ikke blande sig, hun ville bare hjem.. Hjem på deres sædvenlige kroværelse, sammen med ham. Hun bed sig en smule i læen, ventede på at deres lille kamp var over. Hun lyttede til kæderne der raslede ved de lænker han var lagt i, det lettede hende kun at han var fri. At han så forsøgte at bære hende ud, var noget som hun valgte at ryste på hovedet af ”Kan selv” mumlede hun en smule irriteret, det var en sød tanke, men hun kunne altså godt gå selv. Hendes krop skælvede en smule, hun fumlede sig vejen frem til keischa, lod hænderne finde frem til hendes nakke. Blidt plantede hun et kys mod hendes kind ”Jeg elsker dig” hviskede hun blidt, sendte hende et lille smil, før hun måtte vende sig mod Miquel og søge mod udgangen med ham. Først da de kom oven på, hvor lyset trængte gennem og dermed gav varme, blev hun en smule mere rolig. Var det blevet så sent? Det var månelys det fornemmede hun. Hvad hun ikke ville give for at se den store fuldmåne ”Det er mørkt” påpegede hun med en yderst stilfærdig tone.