Time for a new era

[lucas]

Selve tiden i Procias stod mere eller mindre stille, det gik så dårligt for landet at det mere eller mindre var gået i stå, det stod på pause. Skoven var brændt ned, folk flygtede, de som var tilbage – under halvdelen af befolkningen – var endnu ramt af hungersnøden, for de fra de nedbrændte landsbyer var taget ind til storbyerne for at slå sig ned, hvilket havde gjort de daværende beboere sure, fordi de nyankommende derfor tog af deres ration af mad. Det hele var gået skævt ned af bakke, hvor det var svært at forstå for mange, hvordan landet kunne gå fra et stort land til det svageste af dem alle. Procias havde altid stået med en flot og stor pragt og nu var det det rene kaos, som blot ventede på at blive overtaget af mørket selvom.. det ville Lucas ikke lade ske. Efter Keischas død, som var sket for nogle uger siden – han havde ikke selv været med til begravelsen – var Jason blevet konge og der havde rådgiver pladsen stået fri, en plads som havde været meningen han skulle indtage, for han var blevet opdraget til at kæmpe for lyset, for at bringe det frem og tilbage i lyset igen, desuden så havde hans forældre stået kongefamilien nær – dengang de havde levet for flere tusinder år tilbage – så han havde en lille fordel, der havde talt for hans sag. Han ville bringe landet tilbage i lyset, selvom han ikke helt vidste hvor Jason helt præcist måtte stå. Manden havde ikke rigtigt gjort det store endnu, han havde ikke kommet med specielt mange planer, han virkede næsten til at han ikke ønskede at være konge? Desuden så måtte Lucas indrømme at han ikke helt og holdent stolede på Jason, for manden havde dvasianske racer i sig, selvfølgelig havde alle fortjent en chance, men han havde ikke gjort det store, heller ikke da Keischa havde stået som dronning, det hele var jo gået ned efter Gabriels død, men sådan gik livets gang desværre.
I øjeblikket befandt Lucas sig inde i den store tronsal, hvor han havde været det meste af tiden. Han havde tænkt som en gal, for at se hvordan man kunne få folket tilbage, for at stoppe oprøret, som havde prøvet på at trænge ind bag slottets mure, selvom det ikke var lykkedes dem endnu. Dog havde han ikke megen tid tilbage, for der var snart ikke flere tilbage her på slottet hellere, de fleste soldater havde stukket halen mellem benene og var flygtet med deres familier. Han bar nogle hvide fløjlsbukser og med en matchende himmelblå skjorte, som var let knappet op, så man kunne ane det faste bryst der måtte gemme sig bag, desuden så sad skjorten generelt tæt ind til hans krop, så man kunne ane den muskulatur han gemte på. Han strøg let en hånd igennem de blonde lokker, inden han gned sin glatte og nybarberede hage. Han gik lettere frem og tilbage over gulvet, som måtte genspejle hans skikkelse, da gulvet var så spejlblankt som man kunne tænke sig til. ”Men hvad så med?” Han gik roligt hen til det ene aflange bord, hvor han havde en masse af sine ting, og blandt andet et kort, som han let begyndte at studere. Han var jo nød til at sætte tropper ind for at holde oprørerne igen, men han var bange for at de ville tabe, hvis de ikke fandt en måde på at få den til at slappe af på, til at stille deres behov og ønsker.

[Deleted]

Alt det som var sket igennem Procias det sidste stykke tid, var noget som havde ramt Elanya som intet andet end et direkte chok. Det havde kostet hele landet den glans og den storhed som hun selv havde ført landet ind i, inden hun selv var endt med at falde – udelukkende fordi at Lestat var faldet selv. Den forbindelse af deres hjerte som det havde været dengang, havde slået mere eller mindre hele den store kongefamilie ihjel og man kunne vel snildt sige, at det var gået ned af bakke siden dengang? Hungersnøden havde hun hørt om, de nedbrændte landsbyer, pesten og hvad ellers som havde præget det store land, var noget som gjorde hende direkte skræmt. For ikke at glemme, at hun havde mistet sin kære lillesøster på det hele, hvilket kun var det som måtte få bægeret til at flyde over ved Elanya selv. Hun var for pokker da ikke engang nået den myndige alder og så skulle hun allerede gravlægges? Det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre på nogen måde! Hun havde grædt, hun havde siddet på sit værelse i Marvalo Mansion og nærmest grædt snot, for hun havde virkelig haft et utrolig godt forhold til Keischa og nu var det hele bare endt med at skulle gå fuldkommen i smadder på den værst tænkelige måde! Det skræmte hende.. at landet kun mere og mere måtte minde omkring det store Dvasias som kun måtte vokse sig større og større på denne her måde.
Jason stod som konge, hvilket Elanya var udmærket godt klar over. Det var jo faktisk den mand som hun var i færd med at finde, selvom hun ikke rigtigt kunne finde ham nogen steder. At han havde fået tronen var faktisk noget som han havde taget utrolig fint, selvom hun vel godt kunne indse, at det var stressende for ham, i og med, at han også lige var blevet far, så var det jo kun noget som hun udmærket godt kunne forstå. Hun kendte til det, hun kendte til tingene, proceduren og hvordan tingene skulle foregå og hun nægtet at se landet synke direkte i grus hvis hun dog ellers kunne blive fri for det, og det var noget som hun dog kraftigt måtte regne med, hvis de ville lade hende gøre det, som hun var i færd med på denne her måde. Hun endte med at skubbe dørene direkte op ind til den store tronsal. Hun var iklædt en let lasede kjole, for det var jo heller ikke fordi at hun havde sit fine tøj mere. Det havde hun ikke været i stand til at gå i det fine tøj siden hendes begravelse, hvor hun knapt kunne mindes hvor længe siden, at det ikke måtte være efterhånden. Tiden havde skiftet, nyt skulle til og hun agtet i den grad at gøre det, hvis det var hende menneskelig muligt, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet! Derick havde hun ikke set i et stykke tid og hun havde skam også ledt efter ham. Han.. havde vel andet at tage sig til end at være sammen med hende konstant? Så agtet hun så sandelig også at skulle prøve at gøre sig den endelige og store forskel. Hun trak vejret dybt. Håret hvilede trygt mod hendes skuldre og over hendes ryg, som hun bevægede sig direkte ind i den store tronsal. ”Jeg ønsker at møde Hans Kongelige Højhed og hans Kongelige Rådgiver,” var det første som hun sagde. Hun var en meget bestemt kvinde som hun dog altid havde været og hun vidste tydeligt hvordan hun skulle få det som hun ville have det. Livet på slottet var bestemt heller ikke nyt for hende. Tvært imod!

[lucas]

På trods at landet stod i ruiner, så var vejret faktisk utrolig godt, for solen skinnede på en skyfri himmel, hvor man tydeligt kunne mærke at foråret havde lagt sig over landet, hvor det kun var på vej til at blive sommer, en tanke som kun glædede Lucas, for det var trods alt fra solen at han fandt sin styrke, i hvert fald styrken til sin magi. De dybblå øjne korte over kortet, samtidig med hans finger, imens han stod og mumlede hele planen og ideerne for sig selv, hvor han kom med en utilfreds brummen, når det ikke gik som han ville. Han gned sin hage ganske let og tænkende, som han betragtede alle sine skriblerier, hvor han lod hovedet søge let på sned, imens han smilede skævt, for hvem pokker ville dog kunne læse alt det? Han vendte blikket mod døren, som han kunne høre at hoveddøren måtte blive åbnet, næsten noget så bestemt? Hvis det var de dumme oprørere igen, så sværgede han … Han kneb øjnene let sammen, som han kunne høre at skridtene måtte bevæge sig hen imod tronsalens døre, hvor han betragtede kvinden, som måtte åbne dem og træde ind. Han lod hovedet søge en anelse på sned. Hvem var det? Han stod kort og betragtede hende i tavshed uden at han svarede på hendes ord, for.. havde han egentlig ikke set hende før? Han gik roligt væk fra bordet, selvom hånden strøg over det imens, inden han bevægede sig hen over det blanke gulv, som måtte genspejle hans skikkelse. Var hun én af beboerne? Tøjet kunne jo næsten tyde på det. Han betragtede og studerede hende ganske let, hvor han var så fraværende at han ikke ligefrem gjorde det diskret og skjulte det. Som han kom tættere på hende, kunne han da godt se hvem det var. Han slog den ene hånd ned i den andens håndflade, hvor han næsten lyste helt op i ansigtet. ”Elanya!” endte han med et skævt smil. Han havde godt nok aldrig mødt hende personligt, men hun havde trods alt båret landet frem med glans og pragt, hun havde været hele landets storhedstid, så det var kun klart at han havde hørt om hende, desuden så havde hun jo også været i avisen for et godt stykke tid siden, for hendes lille drama med alle de mænd, havde han jo godt hørt om, for hvem havde egentlig ikke det? Han kendte selvfølgelig ikke til den fulde historie, hvis han da overhovedet kendte til sandheden, så han tog sig skam ikke af det, for det kunne jo lige så godt være sladder der stod i den avis. Han stillede sig ganske let foran hende, hvor han foldede hænderne bag hans ryg, imens han betragtede hende ganske let. ”Og den Kongelige Rådgiver står De overfor i øjeblikket,” svarede han stilfærdigt, som han trippede let på gulvet, inden han lagde armene over kors, imens hans hoved søgte til den anden side. ”Og hvad bringer Dem hid? Hvad kan jeg gøre for Dem?” spurgte han videre. Lige præcis hvor Jason var, vidste han ikke, men han gik ud fra at han så til familien? Manden havde jo ikke alskens tid til det hele, så det var vidst kun godt at han havde fået en ny mand til hjælp, for Lucas havde masser af tid og han stressede bestemt ikke, selvom tiden vel var ved at være kanp?

[Deleted]

Elanya vidste udmærket godt, at hendes ry og rygte bestemt ikke var det bedste, efter at hun havde været offer for det som sladderspalten havde formået at skrive om hende, selvom hun var glad for at Derick om ikke andet, havde accepteret og fundet ud af sandheden. Hun måtte dog erkende, at hun var bange for hvor han var henne, for han havde ikke ladet give en lyd fra sig igennem det sidste lange stykke tid og hun var bange for at der var sket ham noget. Lige nu havde hun bare brug for at vide, at hun kunne gøre noget rigtigt og hvordan skulle hun da ellers kunne vise det, andet end at gøre hvad hun gjorde bedst? Det var ganske rigtigt mange år siden, men hun kunne bestemt også føre Procias tilbage på toppen igen, for det var noget som hun havde gjort før, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det nu måtte være i den anden ende. Manden som stod i tronsalen var ikke direkte en som hun måtte genkende, men igen, så havde hun været væk igennem skræmmende mange år. Hun havde faktisk heller ikke regnet med at skulle være endt i sladderspalten på den måde, som havde hun været direkte.. kriminel. Hun var bare en tryghedsnarkoman og hun havde det bedst i et mandligt selskab og det var slet ikke fordi at det var noget som skulle tolkes på nogen forkert måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Denne mand så dog alligevel ud til at genkende hende, for han kunne trods alt hendes navn? At han måtte lyse op, var noget som hun tog tydeligt kunne se. Det var bestemt ikke sikkert at skulle færdes rundt i Procias nu om dage. Hun havde virkelig været chokket over at se tilstanden da hun havde passeret muren, for det havde i den grad også været hende en frygtelig lang rejse, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. ”De kender mig?” spurgte hun stilfærdigt, dog tydeligt med en undren, for det var da frygtelig mange år siden, at hun havde været i Procias sidst.. Hvis man ikke så væk fra, at hun var blevet vækket og kidnappet af sin egen grav på kirkegården, så den måtte vel egentlig stå tom den dag i dag? Ikke fordi at det var noget som forundrede hende meget, men det var nu heller ikke noget som hun ville tænke på. At Jason ikke var heromkring, forundrede hende nu heller ikke, for hun havde hørt at han lige var blevet far, så var det jo også noget som han selvfølgelig skulle have lov til at se til. Blikket vendte hun direkte mod denne mand. Ikke fordi at hun kendte ham ved navn eller noget som helst, selvom det nu var noget som hun agtet at skulle finde ud af hen af vejen. Hun.. ønskede bare at gøre den forskel, hun ville nemlig ikke se landet ende i forfald! Hun blinkede let med de smaragdgrønne øjne. ”Jeg går ud fra, at Jason er sammen med familien og sine nye små?” Hun trak let på skuldrene. Ikke fordi at de var kommet til verden i en heldig stund, selvom der nu ikke var noget at gøre ved det. Hun trak vejret dybt og slap det hele i et let suk. Hun rystede på hovedet. Det var ikke fordi at hun havde en lang tale klar eller noget som helst, men det var jo bare sådan at det nu måtte være. ”Jeg vil ikke se Procias i et forfald på denne her måde..” begyndte hun med en dog noget så alvorlig mine.

[lucas]

Hvad Elanya helt præcist ønskede heroppe på slottet var noget af det første som Lucas endte med at spørge sig selv om, for det var lang tid siden at hun havde været regent her på stedet, i en tid hvor han godt nok havde levet men ikke her i Procias. Det var ikke fordi at hun ikke var velkommen her, for hun var trods alt en Maloya, og hendes slægt var trods alt den retmæssige slægt til arving af hele tronen, men hvad gjorde hun så her? Hendes tid som regent var slut, hendes børn havde taget over, selvom Gabriel desværre var gået i døden og det samme var hendes søster Keischa, så.. ja, man kunne vel godt sige at hendes slægt var døet ud? Han trippede ganske let på fødderne, næsten som om han virkede rastløs, men det var faktisk mere fordi at han var spændt, spændt på at vide hvad hun for det første ønskede at gøre her, men også det at han måske havde en idé til at få oprørerne væk fra kongeslottet. Han smilede et næsten morende og dog overbærende smil til hendes ord og rystede let på hovedet. ”Tværtimod.. jeg kender Dem ikke,” svarede han med en morende stemme, for hun havde jo aldrig set ham før, så det sagde vel også sig selv. Han sendte hende næsten en uskyldende mine, idet han vendte ryggen til hende, for at gå tilbage mod det lange bord. ”Men jeg har hørt om Dem,” svarede han stilfærdigt, ”både på godt og ondt.” Han så kort tilbage, hvor et morende smil hvilede på hans læber. Han havde for det første fået at vide at hun var utrolig glad for mænd, hvilket det næsten også kunne tyde på, på den måde som hun havde handlet på, men igen, det kom fra Sladderspalten, så han gad egentlig ikke dømme hende på skrift, desuden stod hun her jo nu i egen høje person, hvilket var den bedste måde at få tingene at vide på; via personen selv der kendte sandheden, medmindre hun løj, men det tvivlede han på. Han nynnede let tænkende for sig selv, som han vendte blikket mod kortet igen, der lå på bordet, hvor han prøvede at huske alle de skriblerier som han havde skrevet og tegnet ned. Han vendte roligt blikket mod hende igen, som hun talte, hvor han nikkede ganske roligt. ”Han er sammen med familien ja,” endte han stilfærdigt. Han måtte indrømme at det ikke var let at styre et land, når kongen var så fraværende som han var, men hvad skulle han gøre ved det? Det ville jo være grufuldt at afholde en mand fra at se sin familie, så han havde den dybeste respekt for at Jason så til sin, men det hjalp desværre ikke landet. Han kørte fingeren over kortet, hvor han mumlede noget for sig selv, imens han lyttede til hendes ord, hvor han hævede blikket og så lettere undrende på hende. Han rettede sig roligt op, som han havde stået lænet ind over bordet og kortet. ”Det Elanya.. er De ikke den eneste som ønsker,” svarede han stilfærdigt, for han selv ville skam heller ikke se landet stå i sådan et forfald! ”Men jeg kan ikke se hvad De skulle gøre her, for tag det ikke ilde op, men Deres tid her er trods alt forbi, eftersom Deres søn overtog og efter ham Deres søster.” Han så stilfærdigt på hende med en alvorlig mine. ”Desuden har De ikke ligefrem det bedste rygte på Deres skuldre,” endte han i mere lavmælt tone, selvom den var høj nok til at hun ville kunne høre ham. Det var ikke for at være efter hende, men han var nød til at være forsigtig og sikker i denne tid.

[Deleted]

Elanya vidste udmærket godt, at hendes rygte slet ikke var det bedste, men det var vel også de færreste som kendte hende som den person som hun måtte være den dag i dag. Det var heller ikke direkte fordi at man kunne sige, at det kørte mellem hende og Jared lige for tiden, for det var stadig forbandet intenst mellem dem og Derick.. ja, hun vidste ikke hvor han var henne og han havde heller ikke givet så meget som en eneste lyd fra sig, hun havde ikke set så meget som en skygge til ham og det var noget som virkelig måtte bekymre hende og meget endda! Hun havde vel også brug for at vide, at hun stadig kunne bruges? At hun ikke bare var den prostituerede tøs som hun var blevet fremstillet som igennem avisen, men igen, så var det forbandet meget af det som var blevet fortalt, som man slet ikke kunne bruge til noget som helst, for det var alt sammen løgn! De smaragdgrønne øjne faldt til denne mand. At han havde hørt om hende, var nu ikke noget som hun ville kunne gøre noget ved, for alt andet måtte ærlig talt forundre hende og meget endda. Et svagt, dog tydeligt skævt smil måtte brede sig på hendes læber, som hun lod hovedet søge på sned. ”Ja, det burde jeg have sagt mig selv..” mumlede hun let for sig selv, for sandt var det jo trods alt. Hun kunne ikke rigtigt gøre noget som helst ved det, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Det at han havde hørt om hende på godt og ondt, var det som faktisk måtte bekymre hende. Hun kunne udmærket godt se, at han havde gang i forbandet meget og Jason var ved familien, det var noget som hun allerede kunne konkludere fra start af, men det var nu heller ikke noget som hun kunne sige noget til. Selvfølgelig skulle han have lov til at være sammen med Lisa og deres små. Begge var de jo fantastiske personer! Det kunne hun sige, i og med, at hun kendte dem begge. Hun havde da set dem om ikke andet. Hun var udmærket godt kendt med arveretten og hvem som havde taget over efter hende, men af alle som måtte stå igen i Procias, så var hun vel egentlig.. den eneste rette og den eneste som kunne hjælpe Procias tilbage på top igen? Hun havde trods alt gjort det før. ”Det behøver du så sandelig ikke at forklare mig,” begyndte hun ganske kortfattet. Hun var virkelig ved at være træt af, at folk skulle påpege hendes fejler og mangler, for det ville der bestemt heller ikke komme noget godt ud af i den anden ende og det frustrerede hende virkelig, at folk bare ikke kunne forstå det! Hendes mine forblev lige så fast som før. ”Jeg er ligeglad med mit rygte som det står lige nu.. Jeg tænker på Procias’ fremtid. Hvem foruden dem som selv har kendskab til tronen, kan.. hjælpe lige nu?” Hun hævede sigende det ene bryn. Ja, hun skruet måske bissen på, men her var det virkelig nødvendigt. Hun vendte blikket stille ned mod bordet og de mange papirer som måtte ligge spredt ud over det hele. Hun sukkede indvendigt og så på ham igen. ”En dvasianer på tronen er dum i disse tider og du ved det lige så godt som mig..” Hendes blik var alvorligt og ikke mindst med en klar og tydelig bekymring. Hun ønskede mest af alt bare at gøre noget af det som hun var god til; At sidde på tronen og lede et land. Det var vel også noget af det eneste som hun havde formået at gøre til nu, uden de største problemer?

[lucas]

Det at se Elanya her på kongeslottet, var noget som faktisk måtte forbavse Lucas, for det var ikke ligefrem hende han havde tænkt at se, jo selvfølgelig havde hendes søster Keischa været regent inden, og hun havde vel været med til begravelsen? Han kunne også godt se at hun var bekymret for landet, men det var ikke længere hendes, hun havde nok været dronning førhen, men han genindsatte virkelig heller ikke bare hvem som helst! Selvom.. det at Jason måtte sidde der heller ikke ligefrem hjalp så meget, for folket var træt af at de mørke racer skulle sidde på tronen, hvilket de havde været trætte af siden Keischa var kommet til, for de beskyldte jo trods alt hende for alt, selvom Lucas vidste bedre, for han kendte Jason – bedre end før i hvert fald – og han havde set hvilken reel og god mand han måtte være, selvom han også havde sit rygte for at være kvindeglad, men det nyttede jo ikke noget når folket ikke selv kunne se det. Han vendte roligt blikket mod hende. Det var ikke fordi at han ville afvise hende, for hun var skam velkommen her, ikke fordi det havde været hendes hjem, men fordi at hendes søster lige var faldet, ligesom hendes søn også var, men derfor nyttede det stadig ikke at hun bare kom og krævede dit og dat, for sådan fungerede det slet ikke! ”Elanya.. tag det ikke ilde op, og det er fint du vil hjælpe og ikke ønsker landet i forfald, men tingene er virkelig ikke så simple, som du forgiver dem for at være. Du har måske kendskab til landet, men hvorfor skulle det være bedre at genindsætte dig i forhold til Jason? Jeg dømmer dig ikke på dine rygter, for jeg kender ikke historien, jeg ved ikke om det er sladder, men jeg ved at det ikke er smart at sætte en person på tronen som ikke bærer et godt rygte med sig,” svarede han stilfærdigt, hvorfor skulle folket have tiltro til hende? Han havde godt hørt at hun havde ført landet ind i en god og stor tid, for han måtte indrømme at det jo faktisk var gået bedst med hende på tronen, men.. hendes tid var over, hun var faldet som dronning, hvor hendes egen søn havde skænket hende livet igen, og tiderne havde virkelig skiftet! Han så stilfærdigt på hende ved hendes ord, hvor han roligt satte sig på bordkanten, imens han vendte de dybblå øjne næsten strengt imod hende, som han lagde armene over kors ved det faste bryst. ”Så hvad siger du? At vi skal smide Jason af bare for at genindsætte dig?” spurgte han stilfærdigt. ”Desuden har jeg selv hørt rygter om at du er glad for dvasianske mænd, det var trods alt hele tre som du bliver beskyldt for at lege rundt med,” tilføjede han stilfærdigt. Måske han var hård, unfair og uretfærdig overfor hende, men han var bare nød til at være på den sikre side, for han gad ikke at der skulle blive flere komplikationer og problemer. Han var desuden også nød til at drøfte det med Jason, selvom.. manden ikke var procianer af race, så alle kunne se at det ville være smart med en prociansk konge eller dronning, for det var jo det som landet ville have. Han slog let ud med armene. ”Igen.. jeg kender dig ikke og jeg dømmer dig heller ikke, men der skal virkelig mere til end at du bare kommer vadende ind og ønsker det ene og det andet,” svarede han som han vendte tilbage til sine mange papirer.

[Deleted]

Elanya vidste udmærket godt, at hun slet ikke burde være her, at hun burde forblive væk og langt væk, men det var bare ikke noget som hun havde været i stand til i denne stund, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun ønskede at hjælpe, da hun ganske enkelt måtte nægte at se Procias ryge i forfald på denne her måde, om det jo så var noget som man ville vedkendes eller ikke, så var det jo trods alt bare den rene sandhed, også set fra hendes side af. Blikket hvilede nærmest stift på manden foran hende. Ikke fordi at hun kendte ham ved navn eller noget som helst, men det var jo trods alt bare sådan at det nu måtte være når det endelig måtte komme til stykket. At han afviste hende på den måde som han gjorde det, var kun noget som måtte frustrere hende endnu mere! Hun havde ført landet ud i en storhedstid før og hun kunne så sandelig også gøre det igen, om hun så skulle gå ud og snakke med folket, lade dem vide at det som stod i avisen ikke var noget andet end den ene løgn efter den anden, jamen så gjorde hun det da også! ”Tror du virkelig det vil hjælpe at indsætte en mand som Jason?” Ikke fordi at hun havde noget imod Jason, for hun kunne faktisk rigtig godt lide manden! Hun trak vejret dybt og lukkede øjnene ganske let. Hun måtte tage sig sammen. Hun kom jo heller ikke nogen vegne med at skulle stå og hugge hovedet af denne mand! ”Jason er virkelig en god mand. Han har været her igennem mange år, jeg kender ham personligt, som jeg også kender hans forlovede og ved, at han er far til en flok smukke børn. Det som jeg tænker mest på lige nu, det er Procias’ fremtid. Tror du at oprørerne vil stoppe ved at holde en mand som ham på denne plads?” Hun betvivlede ikke at det var noget var noget som de var nødt til at gøre det ene eller det andet ved, for hun ville ikke bare stå og se til på sidelinjen! ”Jeg har vandret blandt folket igennem det sidste lange stykke tid.. Det rygte som jeg har påtaget mig, har ikke været andet end sladder, det kan jeg forsikre dig om! Uanset.. Procias har altid været mit hjem og hvornår skal ødelæggelserne stoppe? Alexis er faldet.. endda min egen lillesøster har jeg måtte gravlægge for det her!” Hun knyttede den ene næve let. Hun havde elsket Keischa, hun havde virkelig holdt af sin lillesøster som intet andet overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun vendte blikket stille mod ham og med det samme alvor i blikket. ”Oprørerne ønsker Dvasias ud af landet og jeg kan godt forstå dem. Keischa satte måske Jason på tronen, dedikerede den til ham for hun vidste, at han ville vogte om den og jeg betvivler ikke manden for hans gode hjerte og jeg ved, at han vil handle for Procias’ bedste, for jeg har set ham gøre det før.” Hun tog et skridt tættere på bordet, hvor hun kastede et blik mod det. Det var en tabt sag at kæmpe for noget, hvis borgerne ikke ville tage imod. ”Folket sulter, de stiller krav som kongehuset ikke kan leve op til som det nu er på stående fod.” Det var vel bare at indse de fakta? Selvom det altid havde været et stærkt kongehus – Om ikke andet, så under hendes regeringstid, så var det lige så også noget som hun så brændende måtte ønske i retur. ”Jeg kræver ikke at han skal sættes af. Jeg beder bare om en overvejelse i hvad der vil være det rette at gøre for folket. Vi kan ikke tænke egoistisk lige nu. Det er folket det handler om..” påpegede hun sigende.

[lucas]

Det var utrolig svære tider som Procias var kommet ind i, hvilket var noget som man både skulle være blind og døv for ikke at vide, for om Lucas så var meget for at indrømme det eller ej, så var det virkelig Procias som var det land der stod svagest af alle for øjeblikket. Det var utrolig hårdt at se et så smukt land falde til grunde og han var ærligtalt bange for at han ikke kunne stoppe det, selvom.. han prøvede og forsøgte virkelig så hårdt og så godt han kunne! Blikket var vendt mod papirerne på bordet, selvom at han lyttede til Elanya, da hun talte. Hvordan han helt præcist skulle stoppe oprøret var han bange for at var ved at afsætte Jason, for folket ville have alle dvasianere ud af landet og han havde prøvet at få Gabriel til at holde mørkevæsnerne på afstand, få dem jaget ud af landet med det som var tilbage af den procianske hær. Han selv stod for at prøve at få oprørene til at falde til ro, for de var ved at trænge ind på slottet og han ville helst ikke gøre modstand ved dem, men hvad skulle han gøre? Slottet havde jo snart heller ikke flere penge til mad eller lignende, for mange af markerne var væk, ligesom skoven, så.. han følte virkelig at han stod på bar bund. Han vendte de smaragdgrønne øjne imod hende igen med en tydelig bedrøvet og frustreret mine. ”Jeg ved det godt Elanya! Folket hader allerede Jason, selvom de ingen grund har til det, for jeg ved at han ikke ønsker landet i forfald, men folket kan ikke se det, så tro mig, jeg ved udmærket godt at det er dumt med en ’dvasianer’ på tronen,” svarede han stilfærdigt og med rynkede bryn, som kun afslørede hans bekymring – bekymring for landet. ”Jeg..” Han så ned og pustede opgivende ud, inden han vendte blikket mod hende igen, som var blevet en anelse mere fast og bestemt. ”Jason er ikke nogen god kandidat, specielt ikke i denne tid. Desuden viser manden ikke engang engagement for at være konge, for hvem står helt alene med det hel? Mig. Jeg bebrejder dog ikke manden, for han ved lige såvel som alle andre, at han er hadet af folket, desuden har han også sin familie at se til, men.. det kommer Procias ikke nogen vegne ved,” tilføjede han roligt, som han lod to fingerspidser stryge over det detaljerede kort af Procias. Han lyttede til hendes ord, hvor han skam godt var klar over hvordan det stod til med folket, for det havde han jo selv været en del af, inden han blev sat på som rådgiver, for han ville selv gøre noget for at få landet op at køre igen, sådan som han blev trænet til! Men det var bare ikke så let. Han vendte blikket næsten strengt mod hende til hendes sidste ord. ”Jeg ved skam godt at du førte landet ind i en storhedstid, Elanya, for på det tidspunkt levede jeg selv. Men derfor giver det dig ikke ret til at komme herop og tro at du kan forlange det ene og det andet. Du er ikke den eneste som ønsker at hjælpe landet, for det står utrolig ringe! Men det at få landet op igen, det er en langsom proces.. Desuden er dit rygte måske falsk, men det er sådan at folket ser på dig, så hvorfor skulle de blive henrykte over at se dig på tronen?” Han så stilfærdigt på hende, uden at rokke sig en meter.

[Deleted]

Elanya var virkelig en frustreret kvinde, hvilket denne mand vel allerede havde fundet ud af? Det var heller ikke fordi at hun ønskede direkte, at se Procias styrte direkte i ruiner, når hun vidste og var sikker på, at hun om ikke andet, så bare kunne hjælpe Jason med at etablere sig som en god og stærk konge, for det var det som landet ønskede og råbte og skreg efter. Det var det som de havde brug for! Det var skam heller ikke fordi at hun betvivlede hendes kære søster ved at sætte Jason til det, for hun kendte jo manden personligt og der var virkelig ikke noget ondt i ham på den ene eller den anden måde. Det var jo bare sådan at tingene måtte være, men for folket, så var det jo bare ikke nok. At det var noget som hun skulle stå der og skændes med en kongelig rådgiver om, var nu heller ikke noget som hun direkte havde regnet med, men det var jo bare noget som man måtte tage som det kom, hvad end om det var noget som man havde lyst til det eller ikke, for hun nægtet at stå på sidelinjen og bare se til! ”Jeg betvivler ikke Keischas dømmekraft når det kommer til Jason,” begyndte hun sandfærdigt. Den stakkels mand havde også haft frygtelig meget i det private, at skulle tænke på og nemt, kunne det vel heller ikke være, når det nu endelig måtte komme til stykket? Hun bed sig let i læben, som hun virkelig bare prøvede at slå koldt vand i blodet. Nemt var det ikke, men hun prøvede da om ikke andet! ”Det er heller ikke retfærdigt, at det hele skal hvile på dine skuldre.. Selv som en kongelig rådgiver, så er din opgave jo at råde og vejlede og ikke påtage dig kongens pligt og ansvar.” Det var slet ikke fordi at hun ønskede at belære ham omkring grænsen hvor kongen og rådgiver blev skilt, for han skulle bestemt heller ikke stå med det hele! ”Jeg ønsker ikke at kræve eller være krævende. Hvis det er muligt.. hvis der er bare den mindste mulighed, for at jeg kan hjælpe med noget som helst, så lad mig vide det.” Hun vidste godt, at maden var knap, at der ikke var mange midler tilbage, men folket vidste hvad de ville have og det var tydeligt, at de ikke hæmmet med det, før at de havde fået det! De smaragdgrønne øjne hvilede på hans skikkelse. Procias var slet ikke det samme, som det havde været på hendes tid, det var sandt, men landet krævede vel stadig det samme som det havde haft dengang? En kongelig som man kunne stole på, vise tillid og loyalitet til? Det var jo deriblandt noget af det som folket havde brug for at få bekræftet. At han måtte tvinge hendes ry på banen, var noget som virkelig måtte gøre hende vred. Det var en stor misforståelse og de nærmeste kendte da om ikke andet til det. Hun krævede ikke at få tronen igen, for hun vidste, at den var gået videre i arverækken og Keischas segl havde beseglet Jasons skæbne til den kongelige trone. Hun betvivlede ikke at manden kunne, for han var virkelig en særdeles dygtig og fantastisk mand, det var noget som hun var udmærket godt klar over i den anden ende. ”Hvad ønsker du da at jeg skal gøre? Stå og se til at landet ryger i forfald på sidelinjen?” Denne gang var det en mere bedrøvet stemme. Det var jo hendes hjem ligesom det var så mange andres! Det at kræve, at hun bare kunne stå og se til, det var slet ikke noget som hun ønskede. Kunne hun hjælpe, så ville hun hellere end gerne gøre det!

[lucas]

Procias stod virkelig til forfald, og Lucas var faktisk ved at rende tør for ideer. Det var ikke fordi at Elanya ikke havde været en god dronning, for hun havde jo faktisk været den bedste i rækken indtil videre, så det ville måske hjælpe at få hende på tronen? Hendes blod Maloya, var jo faktisk også det ægte kongelige blod, så et sted kunne hun jo faktisk godt komme og kræve det som retmæssigt tilhører hendes familie. Men der var til gengæld også små faktorer som gjorde at det ville blive svært for hende at blive dronning igen, for om det var en misforståelse eller ej, om det var sladder eller ej, så havde hun et rygte der fremstillede hende som en prostitueret, det var sådan folket så på hende, så hvorfor skulle de overhovedet gide, at have hende på tronen? Han gned sin hage ganske tænksomt. Det var jo ikke fordi at han ikke ønskede Jason som konge af Procias, men folket havde valgt og man var nød til at gå efter folket, for ellers endte det ud som det gjorde nu; i et stort kaos, fordi de blev utilfredse og dermed gjorde oprør. Normalt var det procianske folk tolerante, de fandt sig i meget og de havde altid elsket kongefamilien, men efter Gabriels fald, så var det kun gået ned ad bakke og det var virkelig trist at se på! Jason var en god mand, men de måtte jo bare indse at folket før eller siden ville trænge ind på slottet for at dræbe ham, de ønskede ikke en dvasianer på slottet og måske Elanya Maloya var vejen væk fra kaosset og ind i lyset? Han lyttede til hendes ord, selvom han ikke helt opfangede dem, for han betragtede hende ganske eftertænksomt og nærmest prøvede at finde en udvej væk fra mørket og få landet på rette fod igen. ”Jeg er bange for at folket har talt.. de ønsker ikke Jason på slottet og prøver at finde måder hvorpå de kan trænge ind på slottet for at gøre.. det mest værst tænkelige ved ham,” startede han roligt. Som han gned sin hage ganske let, uden at de smaragdgrønne øjne forlod hendes skikkelse. ”De har brug for en procianer til at lede landet,” lagde han roligt til. Han trådte roligt væk fra papirerne for at komme hende tættere på. ”Jeg kender dig ikke Elanya. Jeg har hørt ting om dig, på både godt og ondt. Jeg ved at du var den bedste procianske regent som landet har haft, du førte det ind i en storhedstid, hvilket det godt kunne bruge efter dette fald, men.. du bærer et rygte som en.. ja, det ved du selv, og jeg er bange for at folket heller ikke vil lytte til dig, om du så er procianer eller ej, om du så har været dronning eller ej,” endte han stilfærdigt, som han trak svagt på skuldrene. Det var ikke fordi at han ville arbejde imod hende, for skulle han være ærlig? Så fandt han det faktisk stort af hende at komme og tilbyde hendes hjælp og det beviste jo også bare hvor meget landet egentlig måtte betyde for hende. En tanke slog ham, en idé, som måske kunne få landet på rette fod igen? Han så tænksomt på hende. ”Jeg tvivler på at du vil tale om det, men det bliver du nød til, hvis du agter at hjælpe. Du bærer rygtet – og det er med al respekt – som en prostitueret, du har altid haft mange mænd omkring dig, selv som dronning, men fortæl mig sandheden Elanya.. har du nogensinde tænkt dig at slå dig til ro med én mand?” spurgte han stilfærdigt.

[Deleted]

Elanya ville ikke direkte betegne det som noget stort, at stille sig op i sit hjemland og så fortælle og ønske sig, at hun havde noget som hun kunne gøre ved det. At hun kunne hjælpe og uden, at hun bare skulle stå der og stirre fra sidelinjen og se til, at landet måtte ende direkte i forfald. Hun havde sit elendige rygte og det var noget som hun var klar over, hvilket hun var mere end villig til at arbejde med, og faktisk var i gang med. Mange havde måske vendt hende ryggen, men familien stod der endnu og det var det som var hende det bedste af det hele. Rygtet havde altid haft den store betydning for hende, og hun vidste, at hun virkelig havde været elendig til at finde den eneste ene og bare slå sig til ro. Hun havde virkelig ikke været i stand til det, og den tanke alene, var hende noget så frygtelig frustrerende! Denne mand var stresset og han var umådelig presset, hvilket hun godt kunne fornemme på ham. Det var skam også derfor, at hun ikke direkte sagde noget som helst til, at han hakket på hende som han gjorde, for det var der vel også en grund til? ”Jeg ved det godt. Jeg har hørt dem, hvad de har snakket om, og jeg har hørt deres krav..” fortalte hun ærligt. Mange af kravene var faktisk rimelige selv i hendes øre og kunne hun, så ville hun da hellere end gerne give dem det. At han vendte opmærksomheden mod hende i stedet for hans mange papirer, var nu heller ikke noget som hun havde det mindste imod, for det var jo bare sådan, at det nu måtte være. Blikket hvilede på ham og ikke mindst lyttende og forstående. Hun lagde armene roligt over kors, selvom det var med en tydeligt afslappende holdning og intet andet. ”Jeg kender godt det rygte som sladderspalten har skænket mig. Det folk glemmer, er at den har fået det navn af en grund.” Ikke fordi at hun ville gå direkte i forsvar. Nej, hun ønskede faktisk bare en god mulighed for at forklare sig, for det var bestemt også noget af det som hun havde brug for. En som ville lytte og ikke bare dømte hende på forhånd. Hun ønskede bare at hjælpe og med hendes erfaringer og gøren inde på slottet og fra tronsalens flotte trone, så var hun vel heller ikke helt ubrugelig når alt endelig måtte komme til alt? Hans spørgsmål, var dog noget som forundrede hende temmelig meget. Hun blinkede let med øjnene, som hun vendte blikket mod ham. ”Selvfølgelig har jeg det! Jeg ved godt, at jeg har et rygte, som kategorisere mig som en prostitueret, men det er noget af det sidste som jeg er! Derick var der måske, det ved jeg.. Jared var der og Lestat med. Jeg var sammen med Jared en gang.. En sensuel dæmon har jo trods alt brug for det.. Derick er min bedste ven og har altid været der og Lestat, har jeg ike set siden jeg vågnede i min kolde grav.” Hun prøvede virkelig bare at forklare sig, da det også var noget af det eneste som hun faktisk havde lyst til lige for øjeblikket. ”Jeg har ikke fundet mig den eneste ene. Efter det har været i avisen, har jeg kun været tæt på en mand..” Hovedet søgte let på sned. Hun var ikke helt ung mere, hun var ved at lægge det unge liv fra sig, for hun vidste, at der altid havde været mange i hendes liv. ”Jeg slår mig til ro nu. Ja, jeg vil finde mig og slå mig til ro med en enkelt mand..” Afsluttede hun ganske stilfærdigt og med den samme bestemte mine. Hun var fuldkommen sikker på det!

[lucas]

Lucas var slet ikke ude på at dømme Elanya. Han havde godt nok hørt både godt og skidt omkring hende, men han var virkelig ligeglad med hendes rygte, for han tvivlede på at en dronning så mægtig som hun havde været, pludselig valgte at blive en prostitueret, for det var jo sådan at avisen havde fremstillet hende, men det var lige såvel et rygte som kom fra en sladderspalte, så hvor meget hold var der egentlig i det? Af den grund ville han gerne høre hendes version af historien, for han måtte jo vide hvad der var sandt og hvad der ikke var, det var også grunden til at han ikke havde dømt hende endnu, for han kendte hende slet ikke, desuden måtte man jo også tage højde for at hun dengang havde været en del yngre og nu var noget ældre. Han smilede skævt og næsten morende til hendes ord, for han kunne jo faktisk ikke være mere enig. Folk glemte nok at avisen havde det navn af en grund, det var sladder, der var ikke hold i deres mange udsagn, ikke meget af det var sandt i hvert fald, de skrev bare hvad de troede var sandt og pyntede utrolig meget på historien. ”Vel talt,” svarede han stilfærdigt, bedre sagt kunne det vidst heller ikke blive! Han blev stående ved det store bord, med armene over kors, selv i en afslappende holdning, imens han lyttede til hendes ord. Han ønskede ikke at dømme hende, og et sted håbede han jo også på at alt det som avisen havde skrevet bare var løgn, for de kunne faktisk godt bruge hende. Hun var en kendt procianer, hun havde ført landet ind i en storhedstid og hvorfor skulle hun ikke kunne gøre det igen? Han betvivlede faktisk ikke på hende, desuden havde de brug for en procianer til at sidde på tronen, hvilket Jason også udmærket godt vidste, for det var trods alt ham som oprørene var ved at finde planer for at kunne dræbe. Han gned ganske let sin hage, som hun talte færdigt, hvor han vendte de smaragdgrønne øjne imod hende igen. Han lænede sig roligt ud fra bordet og et skævt og dog en anelse dominant smil gled over hans læber, som han betragtede hende en anelse vurderende. ”Udmærket Elanya..” endte han stilfærdigt, som han foldede hænderne bag ryggen, imens han begyndte at gå hen imod hende. ”Det hele er meget fint, men det er desværre ikke grund nok til at genindsætte dig på tronen.. for ser du, jeg kunne fint genindsætte dig for Jason er nok konge, men hans ord har ikke så megen betydning i denne sag, for folket er ved at gøre oprør imod ham, for at tage livet af ham, netop fordi at de ikke ser en dvasianer på tronen, om han så er godhjertet eller ej, og jeg forstår dem skam godt. Så det vil selvfølgelig være oplagt at sætte dig ind igen, for ud er procianer og har engang ført landet ind i en god tid, men.. det er desværre ikke nok,” sagde han sandfærdigt, som han stoppede op foran hende og betragtede hende eftertænksomt. Han lod tungen stryge tænkende over hans læber, inden han ændrede retning og gik hen imod den store trone. ”Ser du.. det er frygtelig mange år siden at du sidst var dronning, jeg ved ikke om du har mistet taget om det, så det hele kræver..” Han stoppede roligt op, som han så sig tilbage over skulderen og hen mod hende, ”en test.” Et udspekuleret smil gled over hans læber. Nu var det på tide at se hvad hun egentlig måtte du til.

[Deleted]

At blive dømt, var noget som Elanya efterhånden, var ved at være så frygtelig vant til, så det var heller ikke fordi at det var noget nyt for hende. Hun var dog bare glad for, at denne rådgiver ikke valgte at dømme hende på forhånd, men faktisk lod til at lade hende forklare sig, så selvfølgelig var det også noget som betød meget for hende, at vide, at hun ikke var glemt endnu. Jason kendte hun som sagt personligt, men det var jo ikke ensbetydet med, at folk ville give ham en chance eller en mulighed til at vise hvad han kunne. Hun stolede på sin søn og han havde jo trods alt også valgt Jason af en grund som sin egen rådgiver. De smaragdgrønne øjne hvilede fast på hans skikkelse. Hun ønskede at hjælpe hvis det var hende menneskelig muligt, uanset hvad det så var med, så var det slet ikke noget som betød noget for hende. Hun besvarede hans spørgsmål med intet andet end den klare ærlighed. Alt andet var slet ikke noget som faldt hende ind, for noget af det dummeste som hun kunne gøre lige for øjeblikket, det var da at skulle lyve for ham! Hun nikkede med et stille smil. ”Jeg takker,” sagde hun roligt, som hun igen måtte vende blikket mod bordet foran hende. At det så sådan ud, var noget som bekymrede hende, for det var bestemt heller ikke meningen, at han skulle hænge på det hele, som det han gjorde lige for øjeblikket. Tungen strøg let og stille over hendes læber, som hun endnu en gang måtte vende blikket direkte mod ham og ikke mindst ganske kort spørgende til hvad det egentlig måtte være, at han måtte hentyde til. ”Jeg havde skam heller ikke regnet med en genindsættelse på landets trone, men…” Hun sukkede stille. Kunne hun hjælpe, så gjorde hun det gerne! Vise hvor hendes loyalitet måtte ligge, for den lå i den grad ved Procias og det havde den altid gjort, også selvom hun for øjeblikket, var bosat i Dvasias, så havde det så sandelig heller ikke ændret sig det mindste for hendes eget vedkommende. Hun lod hovedet søge let på sned. Nu hvor han for alvor måtte fange hendes opmærksomhed. Hvor pokker var det, at han ville hen? Hun kunne virkelig ikke se det! Som han var gået mod hende og så mod tronen, fik hende til at følge ham med blikket. Tronen lignede den som hun kunne huske, så det var jo altid et godt sted at starte også for hendes vedkommende. Blikket vendte hun direkte mod ham. En test? Hvad mente han? Hun rynkede brynene ganske let, som hun gik mod ham. ”Jason er en god mand af hjerte, sind og af sjæl, men stadig en dvasianer af den grund, så jeg indrømmer gerne, at jeg forstår dem. Jeg forstår deres frustration, jeg forstår godt, at de ønsker og det som de kræver af kongehuset; Et nyt royalt vælde..” Hun vendte blikket mod ham endnu en gang og med den tydelige mine, som kun måtte indikere, at hun virkelig mente sine ord. ”Hvad mener De med en… test?” gentog hun en anelse uforstående. I sig selv, så var det jo heller ikke noget af en situation som hun havde stået i nogensinde før, så.. hvorfor ikke bare tage det herfra? Og så se om de kunne få et eventuelt samarbejde op at køre, så de kunne få Procias tilbage på benene igen? ”Hvilken form for test mener De?” tilføjede hun stilfærdigt. Et sted var hun jo trods alt også nervøs og en anelse spændt og ikke mindst meget nysgerrig af sig.

[lucas]

Den kendte sladderhistorie omkring Elanya havde vidst nået alle efterhånden, for hun havde royalt blod i årene, så det var klart at aviserne hakkede ned på hende, selvom at hun ikke havde den store betydning, når hun bare var en almindelig borger som alle andre. Nu havde han hørt hendes version af historien og han dømte hende stadig ikke, selvom han nok ikke var direkte tilfreds med den måde som hun havde handlet på, så man kunne vel sige at rygtet var selvfortjent? Det var i hvert fald selvforskyldt, men det var dog noget som han ikke ville rode mere i, for han kunne tydeligt mærke på hende at hun var træt af at have det rygte hængende om hovedet, så.. hun hjalp ham og han hjalp hende? Det var vel et fair kompromis? Det var i hvert fald sådan at det kom til at se ud, hvis hun virkelig var villig til at hjælpe med at få Procias på benene igen. Han havde intet imod Elanya, for skulle han være ærlig, så virkede hun til at være en reel person, en person man kunne stole på, specielt som dronning, hun var trofast og det beviste hun jo også ved at dukke op denne dag og krævede at hjælpe til, for hun havde været dronning før og hun viste jo den nødvendige interesse, men han måtte stadig være sikker på at hun var den rette til jobbet, for nok havde hun været det før, men tiderne havde virkelig skiftet, hvilket hun vel også havde fundet ud af? Folk var ikke som de havde været dengang hun havde været ung og reageret landet. At hun dog var færdig med at lege rundt med folk, var noget som faktisk måtte glæde ham, for det manglede vidst bare, desuden så måtte det vel også være noget som hun ønskede sig? At slå sig ned med en enkelt mand og endelig finde lykken? Hvilken procianer ønskede ikke det? Det gjorde han jo også selv, selvom han faktisk satte kravende lidt højt, men det var han jo også nød til, nu hvor han stod som kongelig rådgiver, han havde dog bare ikke tid til en kæreste for tiden, for hvis både han og Jason så til familien, hvem skulle så ordne Procias? Så den gik ikke, for han satte skam sit arbejde før alt andet! ”Jason er ikke dvasianer.. han er procianer af hjerte og sind, men han har desværre dvasianske racer og derfor stoler folket ikke på ham og det er ikke for at være respektløs, men jeg forstår dem nu godt,” svarede han eftertænksomt og så ud i luften, inden han drejede om på hælene og smilede næsten udfordrende til hende. ”Nemlig.. en test!” endte han, som han slog sin ene knytnæve ned i den anden hånd, hvor et muntert smil gled over hans læber. ”Ser du.. tiderne har skiftet Elanya, hvilket du jo nok har lagt mærke til, så jeg er nød til at teste dig i at være en god regent, en god dronning. Og bare så du ved det.. så har testen allerede været i gang fra start af.” Et skævt smil gled over hans læber. Han var nød til at tage sine forholdsregler og han var nød til at være påpasselig med hvem som han gav et stort stykke arbejde, for det skulle virkelig gøres godt. ”Selve testen for du ikke at vide hvad går ud på, foruden at jeg nok vil stille en masse spørgsmål, og ved at klare dig bedst, ja det gør du ved at fortælle mig sandheden. Visse spørgsmål vil være relevante.. andre vil ikke.” Det eneste han ville dømme hende på, var hendes oprigtighed, entusiasme og ærlighed, for det var noget som han selv måtte sætte højt, specielt i denne tid.