Time for a new era

[Deleted]

Elanya vidste udmærket godt, at hendes rygte var særdeles velfortjent, at det var hendes egen skyld, hvilket hun havde fundet ud af, allerede for længst. Det var jo heller ikke fordi at hun havde klandret nogen for det, foruden sig selv. Hun havde royalt blod i årene og hun vidste, at det automatisk gjorde, at spalten også måtte gå efter hende, hvilket hun faktisk måtte finde forbandet irriterende! At han jo så stadig ikke ville dømme hende for noget som helst, hvilket hun faktisk var glad for, for hun stod der jo egentlig bare og snakket sin sag, for det var jo.. nødvendigt, hvis hun skulle få muligheden for at give denne hjælpende hånd med. De smaragdgrønne øjne fulgte ham roligt med blikket. Måske at det ikke havde været for det bedre for hendes vedkommende, men tilbage dengang, så havde hun været ung, dum og direkte uerfaren når det kom til de ting, men hun havde da vidst hvad hun havde gjort, da hun havde stået på den store trone og det var nu ikke noget som hun havde nogen tvivl om. De kunne vel godt hjælpe hinanden bare lidt? Hun blev stående og betragtede ham med en tydelig ro. Han var ikke så afvisende som han havde været overfor hende før i tiden, hvilket faktisk var noget som kun måtte behage hende og meget endda. ”Uanset hvordan man vender og drejer den, så er dvasianeren i hans blod,” påpegede hun sigende. Det var jo det som folket var tydeligt utilfredse med, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun bed sig let i læben. Hun holdt af Jason og han var virkelig en fantastisk mand i sig selv. Han var en Procianer af hjerte, sind og sjæl og det var det som automatisk gjorde, at hun også godt kunne sige god for ham i den anden ende. Med rolige skridt, så gik hun ned mod den tomme tronestol og med blikket hvilende på den. Det var virkelig mange år siden, at hun selv havde siddet i den, at det jo næsten måtte være helt ubegribeligt! Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Hvilken form for test, som hun skulle igennem, var noget som virkelig gjorde hende nysgerrig, for ikke at glemme det, så en anelse urolig. Hun knyttede den ene hånd let, som hun lagde den roligt mod ryglænet og uden at se det mindste væk. Han havde i den grad formået at fange hendes fulde opmærksomhed, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. At han ville teste hende, havde hun nu ikke noget imod som sådan, men hun var i den grad den procianske trone loyal! ”Så du har testet mig lige siden, jeg vadet igennem døren der?” Hun vendte sig mod de to store dobbeltdøre som var indgangen ind til tronsalen, inden hun vendte blikket tilbage mod ham endnu en gang og med den tydelige forundrende mine. Det var da ikke fair gjort! Men.. hun havde vel gjort det godt? Netop ved at svare ærligt på hans mange spørgsmål? Hun trak vejret dybt og nikkede så. Det var vel kompromisser som hun fint kunne gå med til? ”Udmærket,” afsluttede hun endeligt, som hun stadig var ganske rolig. Situationen stresset hende ikke, selvom bekymringen stadig måtte stå stærkt. Kunne hun gøre noget, for at hjælpe til, så gjorde hun det da selv med den største glæde!

[lucas]

Det var en utrolig hård tid, som Procias var kommet ind i, så det ville faktisk være rart med lidt frivilligt hjælp, hvor folk ikke krævede penge, for selv økonomien knep, selvom at de fleste afgrøder var blevet brændt væk og det var jo nok det værste som kunne ske. Hele landet var gået i stå og de kom ligesom ingen vegne specielt ikke når folket slet ikke gad at lytte, men på den anden side, kunne man bebrejde dem? De ville ikke have en dvasianer på tronen og Jason var den første af mørk race som sad alene på tronen, og efter alt det andet som var sket og med mørkevæsnerne inde i landet, så forstod han dem udmærket godt. De var trætte af at dvasianerne skulle tryne dem, at de var inde i deres land, for intet var sikkert længere. Man kunne jo knap kende forskel på ven og fjende, så ja.. de havde brug for al den hjælp de kunne få. De smaragdgrønne øjne hvilede roligt på hendes skikkelse, hvor han nikkede ganske let. ”Så sandt,” medgav han roligt, som han foldede hænderne bag hans ryg, og begyndte at trippe ganske let frem og tilbage igen. Hun kunne måske godt bruges til at få Procias på rette fod igen, for hun var trods alt ikke kun procianer men også gammel dronning af landet, så selvfølgelig havde hun en stor erfaringen indenfor det erhverv, for hun havde selv ført landet ind i storhedstid, så mon hun ikke kunne gøre det igen? Det håbede han selvfølgelig, men han var også nød til at tænke realistisk på tingene, for det var virkelig utrolig mange år siden at hun sidst havde styret landet, og dengang havde hun været ung, der havde hun skaffet sig sin erfaring og hun havde jo også haft mange mænd omkring sig, uanset hvad grundene så end var. Han trak svagt på skuldrene. ”Både og,” endte han stilfærdigt. Han havde ikke direkte testet hende fra start, men det var klart noget som han ville tage med i sin bedømmelse, selvom at hun havde talt sandt fra start af. Han fulgte hende med blikket, som hun gik mod tronen, hvor han selv måtte stå for enden af den. At hun var med på hans kompromisser, var han glad for, selvom at hun ikke rigtig havde noget valg, for hvis hun ville hjælpe var hun jo sådan set nød til det. ”Men glem nu den test,” opfordrede han roligt, for det kunne da kun gå galt, hvis hun hele tiden skulle tænke på den, selvom hun jo nok ville have den i baghovedet, men det var der ikke noget at gøre ved, han ønskede bare ærlige svar og så måtte de jo se det hele an bagefter. ”Nu hvor du vil hjælpe, så går jeg ud fra du også må have nogle planer? Eller er det bare impulsivt?” spurgte han stilfærdigt, som han gik mod bordet igen, hvor alle hans planer var. Det var faktisk rart at der var nogen som ønskede at hjælpe lidt til, for han kunne faktisk godt bruge en hjælpende hånd, nu hvor han måtte stå med det hele selv – i hvert fald for øjeblikket. ”Så.. fortæl mig Elanya. Hvad har du tænkt dig at gøre for at stoppe oprøret? For at få Procias på rette fod igen?” spurgte han stilfærdigt, som han vendte blikket mod hendes skikkelse igen lettere eftertænksomt.

[Deleted]

Elanya ønskede virkelig at hjælpe til, for at få landet på fode igen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun vidste udmærket godt, at marker var brændt ned, byer lige så, folket var i oprør og der var ikke trygt nogen steder, hvilket i den grad var noget af det som bekymrede hende mest, det var jo faktisk at de slog hinanden ned i deres jagt på rationer til familie og de nærmeste, så hun kunne jo udmærket godt forstå dem. At Jason jo så var af mørket og ikke noget som gjorde det hele meget bedre for nogen af dem, var jo så bare det som hun måtte bide i sig. Hun havde allerede mange planer i hovedet og det var også derfor, at det var godt, at det nu måtte være den kongelige rådgiver som hun havde fået fat i, for det var vel også ham som hun skulle vise sig overfor, at hun faktisk kunne gøre meget for at hjælpe ham i det store og hele? Hånden lod hun stille vandre over stolen, for det var virkelig længe siden, at hun havde set den. Måske at hun havde været yngre dengang og omringet af mænd, men det var virkelig anderledes i dag, det var noget som hun direkte kunne garantere ham! Hun var en voksen og moden kvinde, hun ønskede bare en som hun kunne slå sig til ro med, hvad end som det jo så måtte være her eller om det ville ende med en afvisning, så hun kunne tage væk igen. Som han begyndte at gå frem og tilbage, så fulgte hun ham med blikket og meget nøje. Det var virkelig som at være hjemme i denne tronsal, og det var i sig selv, en tanke og en følelse som hun faktisk havde savnet noget så frygtelig meget endda. ”Man kan under ingen omstændigheder handle impulsivt i en sådan her situation,” begyndte hun ganske kortfattet. Måske at det var et svar som hun kom med temmelig hurtigt, men det var i alle fald hendes mening! Alle træk skulle planlægges nøje, hvis de skulle have nogen som helst chance for at få landet tilbage på fode igen. Hun slap stille tronstolen med sin hånd, for at søge tilbage til hans bunke af papirer. ”Må jeg..?” Ikke fordi at hun ventede på svar, men bare tog for sig af et tomt pergament og en pen, idet hun begyndte at notere ned hvad der skulle gøres. ”Folket er slet ikke ude på at skabe krig.. De ønsker mad, de ønsker tag og over hovedet og den trygge tilværelse igen. Vi skal have ordnet nye marker, selvom jeg ved, at det først kan give føde ved næste sommerhalvår.. Byerne skal genopbygges og maden.. Ja, vi må importere fra Manjarno hvis de har overflod af det. Huse, tøj, mad.. Reglerne hvad angår mørke racer skal ændres. Beredskab ved murene, så der ikke kommer flere dvasianere ind foruden dem som har tilladelsen på sig med den øverstbefalendes underskrift og segl,” fortsatte hun, som hun roligt noterede det ned i en form af punktform. Hun vendte blikket mod et landkort over Procias, hvor hun direkte markerede ind gode muligheder for byer og marker, for det hele skulle jo nærmest bygges op fra bunden af, men et samarbejde med borgerne var vel også muligt? ”Byerne kan laves langs floden, så de har tilgang til friskt vand.. Jeg.. Hvis det er muligt, vil snakke med elvere og druider om hjælp til at redde det sidste stykke skov der er tilbage der, så vi har egne redskaber, så vi ikke behøver at være afhængig af Manjarno alt for længe,” afsluttede hun sigende, dog stadig med en tænkende stemme. Hun havde mange ideer, men det var jo bare.. kunne de sættes ud i livet?

[lucas]

Det at Elanya var kommet op på kongeslottet var nok den hjælp som de havde haft brug for? For at føre det hele ud i livet? Efter Keischas forfærdelige død, var det faktisk gået en anelse ud i lyset igen, for nok var folket stadig sure over de dvasianere de måtte have i landet og han forstod dem godt, men nu var han selv en født procianer, god og lys som dagen selv, trådt ind som en med de højere poster, netop ved at stå som kongelig rådgiver, det havde fået folket til at blive en anelse opmærksomme, også fordi at de jo allerede havde en engel som hærfører og godt nok et menneske som kaptajn, men han havde godt hørt og set til Marcus og han var en yderst talentfuld og god mand, så folket var jo ikke helt fortabte, hvilket de vel også var ved at se? Men han var bange for at Jason ikke kunne forblive på tronen selvom at Keischa godt nok havde givet det hele i arv til ham, men manden kunne vel også godt selv forstå at det kunne koste ham livet? Og han tvivlede på at Jason ville stå i vejen for Procias’ fremgang, for manden var virkelig god af hjerte, sind og sjæl og det var faktisk ærgerligt at folket ikke kunne se det, men de vidste hvad de ville have og hvis Elanya virkelig var villig til at ofre en del på at hjælpe landet, så ville han faktisk skyde på at de kunne få Procias op at køre igen, hvis hun da havde noget godt at tilbyde for landet, men siden hun var gammel dronning, hvorfor skulle hun så ikke det? Han smilede skævt til hendes ord, selvom han ikke kommenterede det, for han brød sig faktisk om hende, og det var også en grund til at han ikke havde dømt hende på hendes rygte, for.. det var en dum sladderspalte, som havde skrevet det om hende, desuden havde hun jo haft et fantastisk rygte inden alt det rod, der var kommet! Han nikkede roligt, som hun tog et tomt pergament og en pen, hvor han rykkede blækhuset hen til hende, så hun kunne dyppe pennen deri hvis det blev nødvendigt. Han rettede sig op, med armene afslappet over kors, imens han lyttede opmærksomt til hendes ord, ideer og forslag. Han vendte de smaragdgrønne øjne mod kortet, som han allerede selv havde skriblet noget ned på, hvor han slap en munter og næsten fascinerende latter for sig selv, for det var jo helt imponerende med alle de forslag hun havde, hvor han selv havde de sidste ideer og magten til at føre det ud i livet. ”Det må jeg lade dig Elanya.. du imponerer mig virkelig,” svarede han tydeligt imponeret, hvor han gned sin hage lettere tænkende. Det var jo helt perfekt at hun var kommet herop! Han nikkede dog roligt, som han var blevet alvorlig igen. ”Jeg kan godt lide dine ideer og forslag, og jeg tror jeg ved hvordan vi skal gøre det.. Ser du.” Han lænede sig roligt ind over bordet med blikket vendt mod kortet. ”Vi er nød til at vinde folkets tillid, før vi kan få et samarbejde med dem, det kræver at vi får mørkevæsnerne ud af landet, og jeg kan sætte Gabriel og Marcus til at holde styr på at drive mørkevæsnerne ud af landet, hvis ikke de selv går ud med advarslen så må de føle, og derefter sætte de mest trofaste mænd på muren, så vi kan indføre din reform,” svarede han stilfærdigt, som han pegede på kortet ved muren alt imens han snakkede. ”Vi er nød til at holde et vågent øje med de mørkevæsner med højere stillinger, såsom Ilosonic, for mange beskylder ham for at være grunden til dette kaos, selvom at han umuligt kan være den eneste.. Jason betvivler jeg ikke, men vi er nød til at vise folket at vi tænker på dem som det første og dermed holder ’dvasianerne’ nede, så der ikke sker mere ondt.”

[Deleted]

Elanya vidste helt præcist hvad hun ville have. Det var jo heller ikke fordi at det var så svært at finde ud af. De ønskede tryghed og det var ikke noget som de kunne få, så længe, at der var dvasianere her til lands, det var der heller ikke nogen tvivl om. Måske at hun ikke længere var dronning, men hun var nu temmelig så sikker på hvordan det hele skulle gøres endnu, for hun nægtet ganske enkelt at tro på, at der var sådan en stor forskel fra dengang. Hun vendte blikket mod alle hans papirer, som hun ganske kort måtte skimte over. Nu havde hun fået lov til at se det lidt fra borgernes side, så hun måtte faktisk også kun sige sig, at hun forstod dem langt bedre og mere nu end det som hun havde gjort før. Hun havde jo dengang kun haft synet som dronning at skulle gå efter og nu stod hun i denne her situation. Hun havde snakket med folk, hun havde hørt de mange snakke, de mange taler og de utallige talsmand som havde stået på podier rundt omkring i byerne, og det var heller ikke fordi at det som de krævede var uretfærdigt på nogen måde. Nu var det jo så bare om det var noget som de kunne få tvunget igennem. Hun vidste jo endnu ikke om denne mand ville lade hende hjælpe eller noget som helst, men det var vel også noget som hun ville finde ud af før eller siden? Hun håbede da om ikke andet på det, for det gjorde hun da selvfølgelig. Spalten havde ødelagt meget af hendes rygte og hun vidste det jo godt, også selvom det var selvforskyldt et sted. Derick havde tilgivet hende, og det var bestemt også det som hun accepterede som det meste. Det var noget som hun virkelig var glad for. Hun vendte sig mod Lucas, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile ved den tanke alene. Hun kunne jo faktisk stadig imponere. Hun nikkede med det store og nærmest stolte smil, som hun lyttede til hans egne ord. At han valgte at definere det som hendes reform, var noget som faktisk også måtte overraske hende, for.. det var jo bare en ting som hun så på som en direkte nødvendighed. ”Hvis kongehuset viser interesse i landets ve og vel, netop ved at få de mørke væsner ud, så tror jeg at tilliden sagtens kan vindes. Nu ved jeg ikke hvor godt du kender til det fra borgernes side af? Trygheden er hvad de søger efter.” Hun vendte sig mod ham, hvor hun begyndte at udpege steder på kortet endnu en gang. ”Her har jeg set folk samle sig. Og med de mest trofaste mænd ved muren.. så kan vi også forhindre at der kommer flere ind i landet. Jeg er sikker på at Gabriel nok skal kunne finde de bedste af de bedste og Marcus skal nok få sit at sige også. Jeg kender dem jo ikke endnu, men jeg stoler på din dømmekraft.” Hun vendte blikket roligt mod ham. Hun var nu temmelig så sikker på, at de nok skulle kunne få et godt samarbejde op at køre dem imellem, hvis det nu skulle vise sig at blive en mulighed. Hun vendte blikket kort og tænkende ned i papirerne igen. ”Ilosonic.. Den nye greve ikke? Han kan umuligt have noget med dette at gøre alene.. Det har spredt sig til Manjarno,” påpegede hun sigende. Ikke fordi at det var noget som behaget, for det var faktisk kun noget som måtte bekymre hende yderligere. ”Der er ikke nogen mulighed hvorpå at man kan afsætte ham?” spurgte hun stille. Hun ville i den grad nyde at se den mand blive kastet på port!

[lucas]

Det var egentlig ikke fordi at Lucas troede at Elanya var en elendig hjælp, for hun havde prøvet det før, i mange år rent faktisk, dog var det alligevel mange år siden, og tiderne havde skiftet, folket var blevet en del mere krævende siden dengang. Derfor valgte han stadig at give hende en chance og hun ville hjælpe? Jamen så tog han gerne imod hjælp, for det var altid rart at være to, så man kunne drøfte planerne med hinanden, så man var sikker på at man fik det hele med. Han havde jo faktisk stået med det selv i nogle dage, fordi Jason ikke var her, men han havde jo faktisk også lidt selv opfordret manden til at tage lidt væk, for oprørene prøvede at trænge ind på slottet, og det var virkelig ikke sikkert her i landet for ham, når alle nærmest ønskede ham død. Han vendte roligt de Smaragdgrønne øjne imod hende, hvor han måtte se overrasket på hende. Hun gik nærmest med den samme tankegang som ham selv, hvilket egentlig kun gjorde det hele så meget bedre! På den anden side var de jo begge procianere, de ønskede begge det samme med landet, nemlig at få det op at køre igen, så det var vel klart at de havde samme mening og nærmest tænkte ens? Han smilede næsten overbærende til hende ved hendes spørgsmål. ”Åh tro mig Elanya.. før jeg blev kongelig rådgiver var jeg blandt folket, så jeg ved skam godt hvad de er ude på. Men du har ret. Jeg tror ikke deres tillid er så svær at vinde, hvis vi først viser dem at vi har interesse i dem og landet,” svarede han medgivende, som han nikkede let og kortfattet. Det gik jo stille og roligt fremad, det hele skulle bare tages og gøres i den rigtige rækkefølge. Han smilede skævt til hende. ”Gabriel og Marcus, skal du ikke være bekymret for, de er begge to talentfulde procianere som jeg ved vil yde deres bedste, for de står med os. Og nok har mange af soldaterne og vagterne flygtet med deres familie, men vi har nok endnu, så hvis vi kan bruge de fleste til at stille langs grænsemuren, hvor der bliver tjekket op hver dag, så vi er sikre på at intet svindel sker, så skal vi bare have en resterende flok til at tvinge mørkevæsnerne der allerede befinder sig i landet ud, det er ikke så svært, når de har bevæget sig ind på lysets område,” svarede han stilfærdigt, imens han kørte en finger langs grænsemuren på kortet. Han nikkede roligt til hendes ord, som hun spurgte om Ilosonic var den nye greve. ”Og jeg er bange for at det endda vil sprede sig til Dvasias, for allerede der har folket været urolige på grund af Jaqia.. en bølge kommer sjældent alene,” svarede han stilfærdigt. Dog kredsede hans tanker sig virkelig ikke om Manjarno eller om Dvasias, for han var nød til at tænke på sit eget land som det første og det var også Procias, som måtte stå svagest af alle lande for øjeblikket! Han rynkede let på næsen ved hendes spørgsmål, hvor han rystede stille på hovedet. ”Det bliver nok lettere sagt end gjort. Ilosonic er den retmæssige arving til herregården og grevetitlen, vi har intet på ham, og jeg ved at hvis han har en finger med i spillet, så gemmer han sig enten bag andre eller også holder han lav profil. Jeg er bange for at Ilosonic står som urørlig,” svarede han sandfærdigt og trak svagt på den ene skulder.

[Deleted]

Elanya var bestemt ikke nybegynder hvad angik denne form for arbejde. Hun havde stået som dronning igennem skræmmende mange år, så det var ikke fordi at hun var decideret nybegynder i denne situation. Den eneste forskel var egentlig bare, at hun aldrig havde prøvet at stå med et land i så stort et kaos. Hun ønskede at hjælpe og kunne hun, så ville hun da mere end gerne være med til at bygge hendes eget fædreland op igen. Uanset hvor hun måtte færdes henne i denne verden, så var hun procianer og det var her at hun regnede med at vende tilbage til før eller siden, men det var jo bare, om der ville stå et Procias til den tid? Hun måtte holde lavere profil, om ikke andet, så frem til at hendes rygte kunne afkræftes, for det var i den grad også noget af det som hun selv måtte sige sig, at have brug for. Hun var bestemt ikke nogen prostitueret! Nu følte hun sig langt mere hjemme – I tronsalen og med det arbejde som måtte tilfalde de kongelige, så var hun jo selvfølgelig også kun glad for at se, at han faktisk godt kunne lide hendes ideer! Det var jo så kun noget som gjorde det hele så langt bedre for hendes egen del! Hun sendte ham et lettere undskyldende blik og nikkede så. ”Det som de ønsker, er jo at kongehuset viser dem denne form for interesse,” medstemte hun stilfærdigt, som hun vendte blikket mod kortet igen, hvor hun stod og lyttet til hans fortælling. Hvis han kunne sige god for Gabriel og Marcus, så var det jo kun den tand bedre, også for hendes egen del. Hun havde altid været skeptisk, men det havde der også været gode grunde til. Hun havde jo stået her før – Hærføreren i landet, englenes daværende leder havde været gift med hende, men havde lagt an på hendes datter. En ganske naturlig skeptisme som hun måtte arbejde med, og det var noget som hun var udmærket godt klar over. ”Det er yderst vigtigt, at muren er godt bevogtet.. Mørke væsner er vant til at passere den nu..” Hun stoppede og rynkede let på næsen. Ja, hvordan var de egentlig kommet ind i udgangspunktet, for hun vidste, at muren allerede nu var godt bevogtet. ”Hvordan kommer de egentlig igennem en vel bevogtet mur?” spurgte hun pludseligt. Bare en pludselig indskydelse, men det var da noget som hun da slet ikke kunne forstå sig det mindste på. Hun så op på Lucas. Måske at han vidste det? Hun rystede de tanker ud af hovedet. Der var meget som skulle gøres. Kongehuset skulle kontaktes i Manjarno, de skulle hive en aftale i land med hensyn til madforsyninger og redskaber og derfra, ville hun faktisk være temmelig sikker på, at det hele ville køre temmelig godt. At Ilosonic stod som fuldkommen urørlig, var noget som et sted også måtte gøre hende vred faktisk. Hun nikkede og med den tydelige halvvejs irritable mine. ”Hvad har han da gjort for Procias?” Et sted så søgte hun vel bare en simpelt lille ting for at kunne få ham tvunget ud af landet, tvunget ham af grevetitlen, for det som hun allerede havde kunne konstatere, var at han på ingen måde kunne hamle op med det arbejde som Marius havde gjort brug af, da han havde været i live. Den mand var og blev også frygtelig savnet – selv af hende. Hun betragtede Lucas med et sigende blik. Hun skulle nok finde et eller andet, som hun kunne fælde Ilosonic på. De kunne uanset ikke fuldføre reformen oprigtigt, hvis ikke alle mørke væsner blev tvunget på port.

[lucas]

Lucas var sikker på at han og Elanya nok skulle få stablet et godt samarbejde op, for det lød til at hun allerede havde mange planer og det glædede ham faktisk, for allerede nu stod han som enig i hendes ord, for det vigtigste som de skulle gøre til at starte med, var at vinde folkets tillid, derefter kunne både kongehuset og befolkningen arbejde sammen om at få landet op på rette fod igen, hvilket var det vigtigste, det var lige før at han faktisk troede at det kunne lykkedes, så det var bare at gå efter at få de mørkevæsner ud af landet. Han nikkede roligt til hendes ord. ”Korrekt,” istemte han medgivende, som han gned sin glatte hage ganske let, imens hans smaragdgrønne øjne betragtede kortet ganske let. Helt umuligt burde det ikke blive at få mørkevæsnerne ud af landet, desuden var der jo knap nogen steder de kunne gemme sig, for skoven var brændt ned, mange var flygtet, så det næsten kun bestod af mørkevæsner og så de oprørere der kæmpede for et bedre land. Han glædede sig næsten til at komme i gang med det hele. Han vendte roligt blikket mod hende, som hun stoppede sig selv i sin sætning og stillede ham sit pludselige spørgsmål. Han smilede skævt og en anelse overbærende til hende. ”Det er ikke så svært igen Elanya.. muren er måske godt bevogtet, men af de forkerte mænd. Jeg vil skyde på at nogle af soldaterne bliver bestukket,” fortalte han sandfærdigt, imens han trak svagt på den ene skulder. ”Det er derfor det er vigtigt at vi får de mest ædle og loyale mænd til at stå ved muren, måske få lidt hjælp af fra soldaterne i Manjarno, lave en aftale med landet, så vi er sikre på at det kommer til at gå godt igen.” Korruption var næsten blevet en dagligdag her i landet, for det skete næsten overalt efterhånden! Folk blev bestukket, selvom han virkelig ikke forstod hvorfor de lod sig bestikkes, men det var vel for at tjene lidt ekstra til familien? Det skulle faktisk ikke undre ham, hvis det var nogle mørkevæsner der ejede dele af muren og lukkede dvasianerne ind, for hvordan skulle det næsten ellers ske? Han vendte blikket mod det detaljerede kort igen, hvor hans blik faldt på Carino Fattoria, hvor Ilosonic måtte holde til. ”Han sælger sine vine til ekstrem høje priser, men han sælger dem dog, men hvem skal ikke holde sin forretning kørende? Han har ikke bidraget med noget stort til landet, men på den anden side er han dvasianer, så det undrer mig heller ikke. Han kommer dog til møderne her på kongeslottet, så det skulle ikke undre mig at han bruger informationerne til sine egne onde planer,” svarede han stilfærdigt, hvor det faktisk måtte irritere ham noget så grusomt! Dog tvivlede han på at Ilosonic blev et så stort problem igen. ”Han bliver umulig at få ud Elanya, der er mange der allerede har prøvet. Men derfor kan man godt sørge for at han bliver uskadelig, at han ikke kan gøre mere skade end højst nødvendigt.. holde ham i kort snor. Desuden så tror jeg han får nok at se til i det næsten lange stykke tid,” endte han med et lille morende smil på læberne. Han havde godt hørt om at manden skulle være far, og moren var vidst noget af et helvede, så han betvivlede ikke at Ilosonic fik sit at se til.

[Deleted]

Elanya vidste jo faktisk ikke endnu om dette var et partnerskab som skulle sættes i gang, eller om han bare ville høste hendes mange gode ideer, men det var vel også noget som hun efterhånden også ville finde ud af i den anden ende? Det var nu heller ikke fordi at hun direkte havde regnet med, at skulle blive taget imod med åbne arme, men efterhånden som det nu måtte skride frem, så virkede det også til at de var kommet til enighed i det store og hele, hvilket i den grad også var noget som måtte lette hende. Så var hun da heller ikke helt ude i torvene hvor hun ikke burde være. Hun smilede let for sig selv, som hun også måtte lytte til hans ord. Det hele gik jo også på gensidig respekt og folket synes vel, at de var blevet ignoreret i alt for lang tid nu? Ikke fordi at det var noget som overraskede hende, for Procias havde længe været et kaos, så det havde jo bare været et spørgsmål om tid, inden at det ville gå galt og nu stod de jo så der hvor det hele var endt i et kæmpe kaos. Korruption var og blev den store indfaldsvinkel til de mørke væsners værende her i landet, hvilket i den grad også var noget som måtte irritere hende noget så frygtelig grusomt, for det havde heller ikke været det største problem, dengang hun havde været på slottet sidst. Jovist hendes første barnebarn, Andrew havde prøvet på noget lignende, ved at tvinge de mørke væsner ud, hvilket jo faktisk havde tvunget hende fra Lestat dengang, nu tog hun vel egentlig bare op derfra hvor han havde sluppet? Hun nikkede stille. ”Jeg tænkte det nok,” mumlede hun let for sig selv, selvom hun bestemt heller ikke var videre imponeret over det, for det var da noget af det sidste som man kunne kalde hende. Det måtte jo faktisk irritere hende at det var sådan at det gik til. De krævede mørkevæsnerne ud, men lukkede dem jo faktisk selv ind? Det beviste virkelig bare hvilket kaos at landet måtte ligge i og den tanke var bestemt heller ikke noget som hun brød sig meget om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun sukkede indædt og rystede så de tanker ud af hovedet. Hun måtte ikke tænke negativt nu! ”Jeg tror nu godt, at jeg kan snakke med Dronningen af Manjarno, til at lade nogle af hendes mænd bevogte muren og grænserne fra hendes side af. Hendes land ender jo som den massive slagmark hvis dette fortsætter meget længere..” Hendes ord var tænkende. Det var ikke mange som vidste det, men Destiny var jo trods alt Faiths søster – ergo også hendes datter. Hun kunne snakke med hende, men det var ikke helt ensbetydet med, at hun kunne rive nogen aftale i land, men hun var da villig til at prøve på det! Hun vendte sig mod Lucas endnu en gang og med den samme alvorlige mine. Dette var virkelig noget som krævede et arbejde fra alles side af og kunne de få borgerne med på den, så blev det hele jo kun så mange gange bedre, også for deres vedkommende! Det var vel bare at overbevise dem om det? At de faktisk ønskede at Procias skulle stå, ligesom de også ville det? ”Han udnytter Jeres råd til sin egen fordel..” Hun sukkede stille og lod hænderne vandre igennem håret. Det var ikke fordi at hun ville vide hvad de snakket om, for det var jo faktisk heller ikke noget som måtte vedkomme hende på denne her måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun rynkede let på panden. ”Han får nok at se til det næste stykke tid? Du ved vidst mere om den mand end det som jeg selv gør,” påpegede hun sigende. Hvis det blev muligt og nødvendigt, så skulle hun nok holde et vågent øje med denne mand, for han havde bestemt heller ikke rent mel i posen! Det var hende bare en mærkværdig følelse som sagde hende, at det var den af slagsen som hun skulle holde et vågnet øje med.

[lucas]

Det var rart at der var nogle som var villige til at hjælpe uden at de krævede noget som helst for det, for landet stod ikke bare svagt hvad angik mad, de stod også dårligt økonomisk, fordi kongeslottet var nød til at købe rationer hjem til folket, så de ikke døde af sult og det gik jo også ud over slottet! Det gik utroligt dårligt for landet, men hvis de kunne overbevise folket om at de ville hjælpe dem, mon de så ikke ville genside den hjælp? De af oprørerne som var tilbage, ønskede jo at det skulle gå godt for Procias igen, de som var flygtet, var dem som ikke gad kamp, for Procias var faktisk ved at ende som en stor slagmark for både lys- og mørkevæsnerne. Det hele var ved at løbe løbsk, hvis de ikke snart gjorde noget og fik landet på rette fod igen, for det havde det vidst brug for efter denne hårde omgang som det havde været igennem. At hun troede at hun godt kunne snakke med dronningen af Manjarno, fik Lucas til at se lettere overbærende mod hende. Han vendte sig roligt imod hende, så han stod med fronten imod hendes egen skikkelse. ”Elanya.. jeg sætter pris på din hjælp, virkelig, men det at kontakte de andre land, om du så end kender regenterne eller ej, kan jeg desværre ikke bede dig om. For du står her ikke som en af de højtstående, du har rang som en af borgerne, så for nu, kan jeg kun bede dig om at sidde stille og forholde dig passiv,” svarede han stilfærdigt, uden at de smaragdgrønne øjne forlod hendes skikkelse. Hvad ville det ikke ligne hvis Procias’ kongehus sendte en af borgerne som hjælp? De var nød til at stå stærke, selv tage besked, desuden så vidste han ikke helt hvad han skulle gøre med Elanya endnu, for det kunne skam sagtens være at hun fik mulighed for at kontakte Manjarnos kongehus, men det blev ikke foreløbig. Der var jo stadig den test hun skulle igennem. Han smilede skævt til hendes ord. ”Det er min pligt som kongelig rådgiver at vide alt om alle,” svarede han stilfærdigt – eller i hvert fald at vide alt om de vigtige personer i landet, hvilket var alle de adelige og opefter, derfor kendte han skam også meget til Ilosonic, selvom han aldrig selv havde fået chancen for at møde manden personligt. ”Men tro mig Elanya.. han er ikke den person der truer landet mest for tiden,” endte han stilfærdigt. Han gik roligt langs bordet, som han trak den ene stol ud, hvor han satte sig, og lænede sig ind over bordet, med blikket vendt mod kortet og de mange papirer på bordet. ”Sig mig Elanya.. hvor langt er du villig til at gå, for at hjælpe Procias?” spurgte han lettere nysgerrigt, som han vendte de smaragdgrønne øjne sagte mod hende og lettere afventende for svar. Et sted var han jo faktisk nød til at vide det, desuden kom hun længst med ærlighed, men det tvivlede han på at han havde behov for at skulle fortælle hende, for det vidste hun vel allerede? Desuden betvivlede han også på at hun var typen der begyndte at lyve. Hun virkede jo til at være den ærlige type og det håbede han så sandelig også at hun var for hendes egen skyld.

[Deleted]

Elanya krævede virkelig ikke noget igen, for hun gjorde det kun fordi at det var noget som hun have lyst til. Hun ønskede på ingen måde, at skulle se Procias falde på denne her måde! Automatisk hoppet hun ind i rollen som dronning, da det også var den rolle som hun var mest komfortabel med på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Det var dette her som hun kunne finde ud af og det var noget som hun faktisk havde vist sig at være god til. Hun vendte blikket stille mod ham som han endte med at stille sig foran hende og derved også nægtet hende at gøre det som hun faktisk ønskede. At hun ikke stod som andet end en ganske normal borger, var faktisk noget som måtte irritere hende noget så frygtelig voldsomt. ”Jamen..” Hun vendte de smaragdgrønne øjne direkte mod ham og nærmest som hun skulle til at bebrejde ham, men valgte så hellere at bide i det sure æble og så gøre det som var hende direkte nødvendigt. Hun sukkede stille og lod armene søge over kors. Det kunne han da virkelig ikke være bekendt og specielt ikke, hvis der var nogle som kunne trække i trådene, så var det i den grad hende! Han var en kongelig rådgiver og med alt hvad det måtte indebære, hvilket hun i den grad glad for, for landet havde virkelig brug for det bedste af det bedste, og der spillede han da en af de største roller, som hun overhovedet kunne komme til at tænke sig frem til. Hun endte dog med at nikke. ”Meget vel..” Ikke fordi at det var noget som hun var tydeligt tilfreds med, for det var da noget af det sidste som hun måtte være, men hvad pokker skulle hun da stile op med det? Hun vendte de smaragdgrønne øjne direkte mod ham igen, som han endte med at tage plads ved bordet i stedet for. Han var da også definitionen af en presset mand, hvilket i den grad også havde en tydelig påvirkning af hende selv i den anden ende. Hun ønskede bare at lette ham for byrden og specielt nu hvor hun vidste hvordan hun skulle gøre det! Hun var jo ikke ny indenfor faget og hun tvivlede på at det at være konge eller dronning, var så meget anderledes end det som hun måtte være vant til tilbage fra dengang. Hans spørgsmål fik hende bare til at trække ganske så let på smilebåndet. ”Hvor langt jeg er villig til at gå?” gentog hun sigende, som hun stillede sig op foran ham, eftersom han havde valgt at tage pladsen ved bordet. Hun betragtede ham med en tydelig og ganske så alvorlig mine. ”Procias er mit hjemland og mit fædreland. Jeg har siddet i den stol og jeg tør vove og påstå, at jeg er den som holdt skansen dengang i længst tid.” Ikke fordi at det var for at blære sig, men hun ville bare have pointen frem; Hun kunne faktisk godt gøre noget rigtigt og efterhånden, så var det jo også noget af det som hun havde direkte brug for at få bekræftet til tider og specielt nu. Det var vel hvad hun havde at holde fast i, selv efter så forbandet lang tid? ”Jeg er villig til at gøre hvad det kræver af mig, at hjælpe Procias. Måske at jeg må gøre det fra en status som en borger, selvom jeg ved at jeg kan gøre meget mere, hvis jeg besad en anden.. Jeg vil trække i de tråde jeg kan trække i, jeg vil gøre hvad der forventes og hvad der kræves, hvad der lægges af planer.. Jeg vil gøre alt,” fastholdt hun med en yderst tydelig selvsikkerhed i minen. Hun mente i den grad sine ord i deres alvor.

[lucas]

Det var ikke fordi at Lucas ville virke til at være utaknemlig ved at afvise nogle af hendes forslag, for mange af dem var faktisk utrolig gode, selvom at det jo allerede var noget som han havde konstateret for længe siden, men det føltes bare lidt lettere og mere håbefuldt nu hvor han ikke stod alene om det. Ikke fordi at han stressede, for der skulle alligevel utrolig meget til at stresse ham, netop fordi at han tog tingene som de måtte komme. Han ville heller ikke virke til at han bare lyttede til hendes ideer tog dem til sig og derefter skrottede hende, smed hende for porten ved at afvise hende helt, og dermed bare udnytte hende, for den mand var han bestemt heller ikke, men han fulgte skam reglementet, hun var i øjeblikket en borger, og derfor kunne han ikke begynde at give hende større opgaver, selvom hun hellere end gerne tog imod de opgaver, for det var ikke noget som han som kongelig rådgiver kunne pålægge ansvaret til en borger, for der var jo visse regler der gjaldt, hvis de opgaver eller missioner også mislykkedes, så det var jo et sted også for hendes egen skyld. At hun også var utilfreds med hans beslutning, vidste han godt, hvilket hendes blik også tydeligt måtte fortælle ham, selvom at det dog glædede ham at hun tog det pænt. ”Men alt kan nå at ske endnu Elanya.. så måske kommer det,” svarede han stilfærdigt og et sted for at muntre hende bare en anelse mere op? Det var jo heller ikke fordi at han ville gøre sig uvenner med hende, for han havde ikke brug for flere ’fjender’, for han mente nu nok at han havde nok som var imod kongehuset – det var hele befolkningen jo faktisk; de meste af den i hvert fald.
De smaragdgrønne øjne faldt til hendes skikkelse, som hun valgte at stille sig over for Lucas, som han havde valgt at tage plads på stolen. Hvor langt hun egentlig var villig til at gå, vidste han jo sådan set ikke, men hun virkede da til at have det nødvendige gåpåmod, den rette ånd etc., hun virkede til at være fuldstændig med på at få Procias til at køre på rette fod igen, og det glædede ham virkelig! Han betragtede hende, imens han lyttede opmærksomt til hendes ord, for et sted var han jo også nysgerrig på at vide det. Han nikkede roligt, som hun gentog hans ord, hvor han ellers måtte lytte til hvad hun havde at sige. Et sted forstod han jo godt at det måtte ligge automatisk til hende, eftersom at hun havde været dronning førhen og han ville faktisk give hende ret i at hun var den som havde holdt på den plads i længst tid af nok alle regenter. ”Udmærket,” endte han stilfærdigt, som han igen vendte blikket mod sit kort, der hvilede på bordet foran dem. Hun var tilsyneladende villig til at gøre alt, hvilket jo sådan set også gjorde det hele meget lettere, når det kom til stykket, for han var ret sikker på hvor det egentlig ville ende henne. ”Og hvis du kom til at stå som dronning igen?” spurgte han videre, som han betragtede hende sagte og stilfærdigts ”så vil du gøre hvad der kræves af dig ja, men så er du godt klar over at der er andre regler der kommer til at spille ind? For der er ingen tvivl om at reglementet for landet skal have sine ændringer.”

[Deleted]

Så længe at nogle af Elanyas forslag kunne bruges, så skulle hun i alle fald heller ikke være den som skulle stå og klage, for hun ønskede virkelig at hjælpe, hvis det var noget som var hende menneskelig muligt på denne her måde. Hun var stadig procianer af hjerte, sind og sjæl, så selvfølgelig var det noget som spillede frygtelig meget ind, også for hendes vedkommende, for hun nægtet ganske enkelt at se til at landet faldt bare sådan uden videre! At hun ikke stod med alle de kongelige goder, var jo bare en tanke som hun endnu en gang skulle have lov til at slå ind i hovedet, selvom det bestemt heller ikke var nemt bare sådan, for hun faldt vel bare ind i rollen, som den næsten måtte falde til hende fuldkommen automatisk. Hun var vel bare nødt til at acceptere, at denne mand måtte sætte en grænse, for hvor meget hun kunne og hvor meget hun ikke kunne, selvom det i den grad var noget som måtte irritere hende noget så frygtelig voldsomt, så havde hun ikke rigtigt noget som hun kunne gøre ved det, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så havde hun ikke rigtigt noget andet valg lige der. ”Det håber jeg da,” svarede hun stille, selvom det måske ikke var de mest opmuntrende ord som han kunne finde til hende, så hjalp det hende da en smule alligevel. Hun ville bestemt heller ikke gøre sig uvenner med Lucas, for det ville da på ingen måde hjælpe nogen som måtte være påvirket af denne situation!
Et sted så havde Elanya vel glemt, at dette faktisk måtte være en test for hende? At det var noget som han kun gjorde netop for at få hende testet indenfor hendes gode hjerte, ærlighed og alt det andet som var evner som de sande procianere måtte besidde, for det var bestemt heller ikke noget som man kunne definere som nemt på nogen måde, for det var da noget af det sidste som det var. At stå her foran ham, at opsøge slottet på denne her måde, var nok ikke direkte det som var velset i manges øjne, ganske enkelt fordi at de var imod det, men det var jo bare for det bedste. De smaragdgrønne øjne hvilede på ham. Hun var ærlig og hun mente i allerhøjeste grad også sine ord på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans ord kom dog som en overraskelse for hende. At stå som dronning igen? Hun blinkede let med øjnene. Hun lod tungen stryge over hendes læber ganske let og i en kort tænkende mine. ”Jeg ved at reglerne kræver en reform, jeg ved at vi må møde borgernes ønsker og krav,” medstemte hun stilfærdigt. Om ikke andet, så var det noget som hun stadig var mere end villig til at gøre, hvis det var det som krævede af hende. Hun havde jo også tydeligt erfaret at det ikke bare var lutter lykke når man sad på den tronstol, uanset hvor ondt det så end måtte gøre, så havde hun selv ofret meget, men også gjort tingene forkert, men det var jo også noget som selv hun måtte lære af i den anden ende, ikke sandt? Hun trak vejret stille og dybt, hvor hun endte med at nikke. ”Jeg er villig til at ofre, jeg er villig til at gøre hvad det kræver at få borgerne tilbage til tilfredshed og lade freden endnu en gang sænke sig over Procias,” afsluttede hun bestemt, som blikket endnu en gang gled mod de mange papirer som måtte ligge på bordet. Rejsen mod det endelige mål var lang.. meget lang.

[lucas]

Lucas ønskede ikke at blive uvenner med Elanya, ikke fordi at han som sådan skulle bruge hende, for han vidste jo godt at det var landet og borgerne som de var nød til at sætte i første række, ellers kom de jo slet ikke nogen vegne. Han vidste godt hvad det var folket ville have, for han havde selv været en del af dem, inden han var blevet kongelig rådgiver. Men selvom han ikke havde brug for hende til at fortælle ham hvad han skulle gøre og ikke skulle, så ønskede han stadig ikke at gøre sig uvenner med hende, for han havde brug for alt den hjælp han kunne bruge, for jo flere han havde af borgerne på sin egen side, desto bedre blev det jo kun, for det var tydeligt og mere end klart at de var nød til at få et samarbejde med borgerne, for at de kunne få Procias op at køre igen, for alle var nød til at tage en del af det hårde arbejde, for at landet skulle klare sig, det var ikke nok med kun kongehuset, for borgerne var jo en lige så stor del af Procias’ fremgang før i tiden som kongehuset var det. Desuden var det også kongehusets pligt at sætte borgerne i første række, hvilket jo heller ikke var sket under Keischas’ styre, men tøsen havde da holdt i forholdsvis lang tid, specielt når man tænkte på alle de folk som var imod hende. Nu var det så Jason der sad på tronen og det var klart at han ikke ville komme til at holde i lang tid, for før eller siden ville folket trænge op på slottet, for at overtage magten og få landet på rette fod igen, og det nyttede jo heller ikke, for efter Lucas’ mening, så var der blevet udgjort nok af dræb! Specielt efter de mørkevæsner som var kommet ind. De smaragdgrønne øjne faldt stille til hendes skikkelse, hvor et lille skævt smil gled over hans rosenrøde læber. Han var ikke i tvivl om at hun ville gøre det godt, for allerede nu var han tydeligt tilfreds med hende, men på den anden side, så vidste han jo heller ikke om det bare var noget hun fyrede af for at han skulle kunne lide hende, for at hun fik lov til at hjælpe, eller om det var for at udnytte fordelene, men et sted så tvivlede han på at hun var en sådan uærlig person, for hun havde trods alt været dronning førhen og hun havde gjort det fantastisk godt! ”Udmærket, for jeg tror jeg ved hvordan vi kan få folket bare en anelse roet ned,” svarede han stilfærdigt, og der kunne hun faktisk godt stå som en hjælp på trods af hendes rygte, så han vidste selvfølgelig ikke hvad folket ville sige til det. ”Så kan du også få lov til at hjælpe så meget du vil,” tilføjede han roligt, uden at han tog blikket fra hende. Folket ønskede alle dvasianer ud af landet, som det så var dvasianere som Jason med et godt hjerte eller om det var dvasianere der terroriserede landet, og et sted forstod han dem godt, det eneste som egentlig måtte plage ham, var det at de ikke engang gad at give Jason en chance, for manden havde jo aldrig gjort dem noget og han havde tilmed stået som Gabriels – Elanyas søn – rådgiver, men de havde vel bare fået nok?

[Deleted]

Elanya ønskede virkelig bare at hjælpe hvis det var hende menneskelig muligt, og deraf så vidste hun skam godt, at det på ingen måde, ville hjælpe hende, hvis de skulle ende med at blive uvenner. Hendes eget rygte, var nu ikke noget som hun ville tænke på i det store og hele, for det var jo bare en ting som hun måtte tage med sig på den ene eller den anden måde, for der var ikke rigtigt noget som hun kunne gøre ved det, før hun stod med en mand ved sin side. Arbejdet med borgerne, var noget af det vigtigste, og det var noget som hun vidste. Hun havde siddet på tronen før, hun vidste udmærket godt hvordan det gik for sig og hvad det krævede og hvad der skulle til, for det var vel heller ikke fordi at det var så meget anderledes end det som det havde været dengang? Ikke fordi at det var noget som hun ville tænke på som sådan lige for øjeblikket, for hun havde ganske enkelt glemt den test som hun var udsat for. De smaragdgrønne øjne vendte hun stille mod ham og med den samme alvorlige mine, for han havde i den grad også hendes fulde opmærksomhed. Armene lagde hun roligt over kors og med den rolige mine i ansigtet, for hun var virkelig nødsaget til at skulle tænke sig om. At han havde en idé til hvordan de kunne få det hele til at køre, så vendte hun da først for alvor sin fulde opmærksomhed direkte i retningen af ham. Hun spidsede øre, hvor hun blot sendte ham et stille smil. Hvis det skulle foregå sådan her med deres samarbejde, så skulle de da sagtens kunne finde ud af det! Det var hun da fuldkommen overbevist om! ”Er det noget som du vil indvie mig i?” spurgte hun stilfærdigt. Hun stod der jo udelukkende fordi at hun ikke ønskede at der skulle ske noget som helst med Procias. Hun ønskede virkelig, at der kunne falde bare lidt ro til landet, så folket også kunne se at der blev gjort noget ved tingene, for det var virkelig det som var det vigtigste lige nu. ”Og hvad indebære det, at jeg kan få lov til at jeg kan hjælpe så meget som jeg vil?” spurgte hun videre. Hun ville da vide hvor grænsen var, ellers ville hun da trække i alle de tråde, som det var hende menneskelig muligt, selvom det nu bare var sådan at det nu endelig måtte være. Hvis hendes hjælp kunne bruges, så var det jo i den grad også det hele værd i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun betragtede ham sigende. Det kunne heller ikke passe, at en mand som ham, skulle sidde med hele ansvaret, for det var bestemt heller ikke meningen, når han ikke havde en status højere end kongelig rådgiver, men der var så meget som skulle falde på plads og hun vidste, at Jason lige var blevet far. En skam var det, at borgerne krævede alle dvasianere ud, for.. Jason var dvasianer, men med en procianers hjerte. Det talte vel ikke for noget, at den mand havde været der igennem forfærdelig mange år? Hun blev dog roligt stående og med hovedet let på sned. ”Jeg mener.. der går vel en grænse, da jeg jo stadig står som en ganske normal borger?” tilføjede hun roligt. Ikke for at virke bebrejdende, men hun ville heller ikke ende med at komme borgerne på tværs, netop ved at tro at hun var noget som hun slet ikke var. Det var bestemt ikke noget som hun ønskede, for hun ønskede bestemt ikke at forårsage mere kaos nu.