In the end..

[alecander]

Hele planen som Alecander havde planlagt, var noget som han var sikker på nok skulle gå efter hans hoved, eller det meste ville nok, for han havde ikke regnet med at han ville få dræbt alle sine mål, men Marius havde faktisk ikke været et af dem, for han havde ikke regnet med at han ville komme ned i kælderen, hvor han heller ikke havde skænket Marius en tanke, men nu hvor han var her, så var planen ændret. De mørke øjne betragtede Marius’ skikkelse ganske let. Det var utroligt, så meget som Procias skilte sig fra Dvasias, det var langt fra det samme land, langt fra med de samme regler og normer, men det var vel egentlig også derfor de to lande var i krig mod hinanden? Nu var Procias så bare ikke kun i krig mod Dvasias, men også mod sit eget folk. Oprørene var kommet godt i gang efter at Ilosonic havde startet det, en tanke som virkelig måtte more ham noget så gevaldigt! ”Tja.. han stod i vejen for mine planer, var uerfaren, så han måtte blive skaffet af vejen, hvilket jeg personligt gjorde,” svarede han med en ligegyldig undertone, hvor de mørke øjne så rundt i kælderen, for at sikre sig at der ikke kom nogen, på et tidspunkt måtte vagternes søgen vel også komme herned? Det betød jo også blot at han var nød til at komme videre snart, han havde jo ikke tid til at stå og sludre, for han havde trods alt en plan, der skulle følges. At Marius ikke var synderlig imponeret over hans handlinger, var ikke noget som undrede ham, for Gabriel havde trods alt været Marius’ konge, manden havde stået ham nær, så det var vel klart at han mere nærede et had til ham? ”Nemlig.. en travl mand,” endte han roligt, hvor han vendte blikket mod ham igen. Der var en grund til at han ikke havde været særlig værende hos sin familie, han havde været utrolig fraværende, fordi han havde haft så meget arbejde at se til, skønt man næsten skulle tro at der intet var at lave, siden organisationen havde holdt lav profil, men der var jo også de små missioner, som skulle laves, som skulle udføres, der var alt papirarbejdet, så der var altid noget at se til, specielt når man var leder for organisationen. Marius havde skam ingen grund til at præsentere sig, for han vidste godt hvem han var, skønt han aldrig havde fået fornøjelsen af at møde ham personligt, men det var også ude af betydning, han stod jo overfor ham nu. Han undertrykte en gaben, som tegn på at han kedede ham, inden han trak dovent på skuldrene. ”I procianere kommer aldrig nogensinde til at lære mig noget som helst! Ikke i dette liv!” svarede han fast, hvor de mørke øjne hvilede fast på ham. Han kunne ikke lære noget af at være naiv, godtroende og ikke være retfærdig, han havde lært det han skulle, det som havde skabt ham som den person han var og det var nogle normer, forholdsregler og præmisser, som han stod fast på altid ville stå fast ved! Han slap en hånlig latter. ”Der tager du ganske vidst fejl Marius, desuden.. hvem er det lige der har en fod i hvilket land?” spurgte han sigende. ”Det er Procias der står svagt ikke Dvasias og det må jo bare betyde at Dvasias er langt længere fremme i skoene, end det som Procias er,” svarede han stilfærdigt.

[Marius Amalani Darcy]

Marius kendte ganske rigtigt ikke meget til Alecanders planer og det var heller ikke fordi at han sådan set rigtigt ville blande sig. Han vidste nu alligevel at udsigterne mod hans løsladelse nok var noget som han kunne skyde en hvid pil efter og specielt hvis Alexis nu måtte være død, for han var en af dem som virkelig havde prøvet at finde en måde hvorpå at de kunne slippes fri. Ikke fordi at det var noget som hastet, for han ønskede virkelig ikke den særbehandling. Han havde aldrig nogensinde ønsket den på nogen som helst måde overhovedet! Det eneste som han måtte ønske, var at have sin Melody, have sit eget liv og bare.. være ligesom alle andre, selvom det var noget som han havde mistet af mulighed for længe siden. Ilosonic havde skænket ham muligheden netop ved at rive magten fra ham med den dåbsattest og de attester som han havde bragt til stedet i form af bevis, så det var heller ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget som sådan, for han havde ønsket at bare prøve et normalt liv ligesom alle andre. Han kneb øjnene lettere mistroisk sammen. Kommet ham i vejen? ”Du vil påstå at Gabriel stod i vejen for dig? Nok var han uerfaren, men du ved virkelig ikke hvad det har gjort ved Procias i eftertiden,” vrissede han ganske svagt. Gabriel havde jo selv været en af hans nære venner, så det var et tab som så skræmmende mange havde taget forbandet tungt. Han lod armene falde over kors og med den samme så tydelige utilfredse mine, som man bare ikke kunne tage fejl af. Alec var måske en meget travl mand, men så travl? Han sendte ham et tydeligt utilfredst blik. ”En skam at en mand som dig, selv ender med at tage hele læsset..” mumlede han ganske kortfattet. Han havde slet ikke nogen intentioner til kamp på nogen måde overhovedet. Det var jo heller ikke fordi at han direkte havde nogen grund til det? Han ønskede ikke kamp, han stod der uden nogen som helst muligheder for at forsvare sig, så det var vel også noget som faktisk måtte sige sig selv? Han himlede let med øjnene, selvom han godt kunne mærke at hans egen irritation måtte tage til. Før eller siden, så ville vagterne også søge herned og specielt hvis de fandt Alexis død ovenpå, så ville det jo sætte en stor eftersøgning i gang på hele slottet! Det var bare et spørgsmål om tid.. selvom han havde en underlig fornemmelse af, at Alec slet ikke var færdig med arbejdet endnu. ”Du er snæversynet, Alec. Dvasias har måske en fod indenfor Procias og har haft det i mange år, men hvad betyder det? Folket ved hvad de vil, de kæmper for det de vil have og for retfærdigheden!” endte han med en ganske så bestemt stemme. At Alec måtte kede sig, var nu ikke noget som han kunne tage sig af lige nu. Han havde ikke haft nogen at snakke med længe, så det var vel også det som gjorde, at han faktisk bare.. snakket lige nu? Uanset hvilke intentioner denne mand måtte stå der med, så var det intet som rørte ham, selvom han måtte være en anelse urolig. Bare den elendige fornemmelse som han måtte brænde inde med. ”I køre Dvasias i sænk ved Jeres handlinger. Jaqia ønsker slet ikke denne krig,” afsluttede han bestemt. Han var helt sikker i sin sag!

[alecander]

Alecander vidste godt at vagterne snart ville søge nedenunder i kældrene, derfor var det ham også vigtigt at han ikke bare blev siddende og fik sig en sludder med den forhenværende greve af Procias, for han skulle videre! Han havde ikke tid til at sludre! De mørke øjne betragtede Marius ganske let. Han havde dræbt Gabriel og det havde ærligtalt været en fornøjelse at dræbe ham, men som med Alexis, så var det faktisk en skam at en så stor mand faldt, for han vidste godt at Gabriel havde blevet en stor og mægtig konge, hvis han ikke var blevet dræbt og det var vel også derfor han havde været et mål? Han skulle fejes af banen, så han havde haft en chance for at bryde ind i Procias, så han havde haft en chance for at overtage det, han var ligeglad med sine forældres død, han ønskede ikke hævn, han ønskede verdenen! Men.. han var desværre bange for at det ikke ville ske, i så fald, ønskede han at Julien fulgte efter ham. ”Det gør jeg da! Se bare på landet nu.. det står i et storslået kaos!” svarede han lettere triumferende, og det var et kaos som han selv havde været med til at starte! Nemlig ved at myrde den unge konge under attentatforsøget. Det havde virkelig været et genialt træk fra hans side af! Alec var skam en travl mand, der var jo faktisk en grund til at hans ægteskab gik af H til, hvilket det faktisk altid havde gjort. Jo, det havde skam været godt til tider, han og Alicia havde haft deres gode dage sammen – når han endelig havde været der, men når det kom til stykket, så var han vel bare gift med sit arbejde? Det var hvad han havde sat først, så han bebrejdede hende ikke for sine handlinger, han holdt af hende, men han tvivlede på at nogen nogensinde ville nå ind til hans hjerte og faktisk få ham til at forelske sig, for.. han var ikke typen der åbnede op for sine følelser, kun Alicia havde set den milde side af ham, men han forelskede sig bare ikke i folk, vel fordi han ikke havde tid til det pjat? Han havde sit arbejde, sin organisation, som han var leder for, så han havde ikke tid til at lade tankerne drive alle mulige andre steder hen! Han var nød til at have fokus! Han fnøs ganske let. ”Tager læsset? Jeg er leder for en hel organisation, tror du at jeg bare vil sætte mig tilbage i stolen og så gemme mig bag mine medlemmer?” Han slap en hånlig latter. ”Næh nej, min fine ven.. Jeg gemmer mig ikke, det er trods alt vampyrer jeg er leder for, og du vinder kun vampyrers respekt ved at vise dem at du dur til noget, og det er noget som jeg fint har formået,” svarede han stilfærdigt. Løgn var det jo end ikke. Han var en leder som havde vundet sit folks respekt, sådan som det rigtigt burde være! ”Nemlig! Dit såkaldt ”Folk” vil have retfærdighed, de gør hvad der passer dem og tror du at kongehuset har været retfærdigt? Der er en grund til at oprøret overhovedet er startet – fordi folket hader kongehuset; jeg gør bare folket en tjeneste ved at dræbe dem alle,” svarede han stilfærdigt og sendte ham et uskyldigt smil. ”Måske ikke.. men selv folket i Dvasias tvivler på Jaqia, så hun falder sikkert også om ikke så længe,” mumlede han stille. Han trak svagt på skuldrene. ”Jeg må videre,” endte han, som han drejede rundt på hælene. Han havde ikke tid til at snakke hele tiden. Han stoppede dog sig selv, hvor han bakkede tilbage til Marius’ celle igen. Et nådesløst smil gled over hans læber. ”Men.. vi kan jo ikke have at du sladre, så..” Han vendte sig mod Marius’ celle og sparkede døren op, inden hans hoved søgte på skrå. ”Jeg må hellere gøre dig den tjeneste og tage dit liv med i købet.”

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste allerede nu, at det endte med at gå galt før eller siden. Vagterne ville komme til kældrene også for at finde ud af hvad pokker der egentlig skete. Hvad de jo så ville finde, var jo ikke til at sige. Han havde bare allerede på fornemmelsen, at Alec ikke bare ville lade ham sidde på denne måde, så han var vel allerede ved at forberede sig på, at det ville ende med at gå galt? Det var jo heller ikke fordi at han havde nogen mulighed for at forsvare sig, for nok var han her under helt andre forhold end de mange andre som røg herned for at zone sin straf, men han fik så sandelig ikke lov til at sidde med nogen former for våben, så han kunne jo heller ikke rigtigt gøre noget. Han knyttede næverne let. Hvis Gabriel havde haft muligheden for det, så var han blevet en ekstrem stor konge som folk ikke ville kunne gøre andet end at se op til, så meget var han da allerede klar over! At den mulighed så var faldet allerede for længe siden, var bare.. en ting som de måtte se sig triste til. Han kunne jo selv ikke rigtigt gøre noget ved det. ”Jeg er bange for at du undervurdere landet, Alec.. Ligesom så mange andre før dig.. Se på den daværende konge, Fabian.. Han bad endda Elanya om at slå ham ihjel,” påpegede han ganske kortfattet. Det var jo heller ikke fordi at han ville sætte Dvasias i et dårligt lys. Hvad han altid havde fået at vide, så var det lige netop det faktum, at de begge var lige, at intet kunne klare sig uden det andet, så det var vel også forkert at fremstile Procias som noget svagt? I så fald, så stod Dvasias lige sådan og eftersom han havde hørt det, så gjorde det også. Et let smil bredte sig på hans læber, hvor han lod hovedet søge let på sned. ”Folk stoler ikke på Jaqia? Tror du så ikke, at det bare er et spørgsmål om tid, inden det også går galt der?” spurgte han ganske kortfattet. At Alec jo så måtte gøre sig klar til at smutte, var nu heller ikke noget som Marius havde noget imod. Han var ikke meget for manden i udgangspunktet og det var jo heller ikke fordi at han som sådan kunne gøre noget som helst, for at tvinge ham af vejen. At han kom tilbage til cellen, var noget som gjorde ham lettere bekymret, selvom ordene kun var en bekræftelse på det som han havde frygtet igennem mere eller mindre hele dette møde. Han rettede sig op, som han næsten automatisk bakket mod den anden væg. Han havde ingen våben, han havde ingen mulighed for at forsvare sig og den spide som han var, var stadig så ny, at han ikke rigtigt kunne gøre noget som helst ved det. Han knyttede næven. ”Det er din vej ud af det hele? At tage mere blod på hænderne end det som du har allerede?” spurgte han ganske kortfattet. Han vendte blikket mod Alexis’ klinge som hvilede i hans hånd. Bare tanken om det, var han ikke meget for, men.. hvad pokker kunne han gøre? Hans blik faldt direkte mod Alec. Det var ikke fordi at han frygtede døden på nogen måde, det havde han aldrig gjort og det var der heller ikke nogen grund til – i hans øjne om ikke andet. ”Hvad får du ud af det?” spurgte han ganske kortfattet, som han tog endnu et skridt mod muren. Lydene kom kun tættere og tættere på kælderen. Der ville ikke være mange minutter før vagterne ville stå her. Ville han kunne holde ud så længe?

[alecander]

Der ville ikke gå lang tid før vagterne ville søge ned i kælderen for at prøve at finde Alecander, for Alexis’ lig lå jo endnu oppe i tronsalen, så når vagterne fandt liget, så ville den store eftersøgning gå i gang, og derfor havde Alec heller ikke hele dagen til at sidde hernede og kukkelure! Han havde ikke tid til at sludre med Marius. De mørke øjne faldt på Alexis’ sværd. Han vidste godt at Procias havde haft mange gode regenter, Keischa var bare ikke den rette på tronen og nu hvor Alexis var død, så kunne han jo kun håbe på at Keischa også snart ville falde og helst tage Procias med i faldet. Dog var Procias ikke det eneste land der havde haft gode regenter, for der var en tid, hvor selv Dvasias havde haft sine gode regenter, dog måtte han indrømme at han ikke brød sig om Jaqia, hun var svag, hun burde selv nedlægges! Og han gjorde det gerne selv! Han rystede let på hovedet til Marius’ ord. ”Procias kunne stå stærkt med den rette regent, men det gør landet ikke i øjeblikket. Jeg er skam godt klar over at landet stod godt, dengang Elanya var på, desuden eftersom Fabian selv bad hende om at dræbe ham, så var han selv svag! Gabriel kunne have ført landet frem med storhed, desværre myrdede jeg ham bare, så kaosset ville sprede sig i landet og gæt engang; det har det også gjort!” svarede han med det selvsikre smil om læberne, hvor blikket var lettere overlegent og arrogant. Dvasias havde også stået dårligt engang og landet stod faktisk også dårligt i øjeblikket, men det at landene stod dårligt, det var kun noget som gav ham selv og hans organisation en fordel. Han nikkede ganske roligt til Marius’ ord. ”Selvfølgelig går det snart galt i Dvasias også,” istemte han kortfattet, hvor han trak sig tættere på Marius’ celle, hvor det lumske og udspekulerede smil hvilede på hans rosa læber. ”Og ved du hvad mere? Jeg er sådan set ligeglad med om Dvasias, Procias eller sågar hele verdenen står svagt! Det er kun en fordel for mig. Jeg mener personligt at Jaqia burde henrettes, hun er svag, hun skal væk, hun skal af tronen. Hun kan ikke klare sig uden en lille hjælper. Hun var ligeglad med Samuels død, brød sig ikke engang om manden, og tror du ikke at hun genopliver sin anden bror? Hun er svag! Hun har gjort landet kvindedomineret, men hun kan ikke engang klare sig uden en mand!” svarede han, hvor foragten var at spore i hans stemme. Det var bare hans mening; Jaqia var en svag regent. Det var på tide at gøre sin exit, for han kunne tydeligt høre at vagterne var på vej, han kunne tydeligt høre, at de var på trapperne og der var ikke lang tid til at de ville stå nede i kælderen, så han måtte vel bare gøre det kort og hurtigt? Det var jo ikke fordi at Marius havde nogen våben, som han kunne forsvare sig med. Måske det var et unfair angreb, men hvad skulle han gøre? Han havde jo ikke hele dagen. Han trådte ind i cellen og lod blot Marius søge mod væggen, for den kunne alligevel ikke give ham nogen form for beskyttelse. ”Jeg er desværre ingen engel.. jeg har allerede så meget blod på hænderne at et mord til ikke gør nogen forskel for mit vedkomne,” svarede han stilfærdigt. Han gjorde en hurtigbevægelse med hånden, som han greb omkring en kniv, som han kastede direkte mod Marius’ front – han regnede med at manden ville undvige kniven, hvilket også var meningen. Han gjorde derfor en hurtig bevægelse hen imod Marius, hvor han stak sværdet direkte mod hans bryst og hjerte.

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste udmærket godt, at ikke alle regenter kunne være lige gode. Gabriel ville være den perfekte til at følge i Elanyas fodspor, for den kvinde havde virkelig gjort det storslået fantastisk dengang for så mange år siden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Alle de ting som hun gjorde, og ikke mindst den lange årrække, hvor hun havde siddet som dronning og som oftest var det uden en mand ved sin side, selvom hun havde haft forbandet mange ved sig. Gabriel var død og borte, selvom det var et tab som man stadig kunne mærke, føle og fornemme ude og omkring i området i Procias. Det var da det eneste som han lige kunne udtale sig om som det stod på stående fod, for han havde ikke nogen anelse om hvordan det stod til derude blandt de andre mennesker og hvordan det i det hele taget stod til med borgerne og folket, for han havde siddet i fangekælderen og havde ikke rigtigt været i stand til at skulle kunne gøre noget som helst ved det, hvilket i den grad også var noget som virkelig kunne frustrere ham og noget så frygtelig voldsomt! At Alec virkelig ønskede at slå ham ihjel, var en tanke som efterhånden havde fæste sig. ”Falder Procias, så ryger Dvasias med i det samme fald!” endte han med en fast tone. Selv tog han hatten af for Jaqia, for hun var netop ved at lede landet igennem en større revolution, netop ved at gøre landet kvindedomineret. Ikke fordi at det vel var noget som nogensinde ville kunne ske her i Procias, udelukkende fordi de gamle normer og traditioner havde deres kraftige bundfæste her til lands, at det nok ville være umuligt. Han blinkede let med øjnene, som Alec valgte at betræde hans celle. Han havde ikke rigtigt nogen veje at skulle flygte og som det stod lige for øjeblikket, så kunne han ikke gøre stort, eftersom han ikke havde noget som han rigtigt kunne forsvare sig med. Skulle han falde her, så ville han da for det første kalde sig ved en af de gamle borgere af Procias som havde været villig til at kæmpe for at få freden til at sænke sig endnu en gang! Det andet ville jo slet ikke gavne nogen som helst! Han kneb øjnene fast sammen. ”Hvordan kan du kalde dig selv for en dvasianer med den indstilling?” vrissede han med en ganske så kortfattet stemme. Han stivnede let, som kniven pludselig bare blev trukket og kastet mod ham, hvor han hurtigt flyttede sig. Han havde jo en spides reflekser og det var nok også noget af det eneste som han direkte kunne sige sig, at have kontrol over i det hele taget. Sværdet som derefter måtte kløve luften og direkte imod ham, gennemborede hans hud, hans ribben og gik direkte ind i hans hjerte, hvor det måtte møde væggen bag ham. Han endte med at stå fuldkommen stiv, hvor han vendte blikket direkte mod Alec. Han fik ikke så meget som et ord frem på læben, da hans hud endte med at trække sig helt sammen, hvor han endte helt askegrå at tænke på. En spide blev ikke til aske, men blev liggende som et gammelt lig. Nærmest som en kraftig dehydrering som skete i rekordfart måtte ramme ham, hvor hans hud klæbede sig til hans ansigt, som han måtte falde direkte til jorden uden at røre sig. Han var død.

//Out

[alecander]

De mørke øjne studerede Marius’ skikkelse ganske let. Denne mand gik virkelig Alecander på nerverne og kun fordi han var sådan en typisk procianer. Det var dog fuldstændigt hvad denne mand sagde, for Alec havde allerede sine holdninger, han stod allerede fast på hvad han mente og sagde, hvilket Marius ikke ville kunne få ham til at skifte mening om. ”Vi får se,” mumlede han med et skævt og næsten udspekuleret smil på læberne. Måske der ikke kunne være noget mørke uden lys, men det var måske på tide med en hel ny æra? Det var måske på tide med en verdenshersker, der kunne føre alle lande sammen, som det havde været førhen for utrolig mange årtusinder tilbage? Tanken var jo faktisk det som Alec ønskede at føre til virkelighed, men det krævede virkelig utrolig meget, dog havde han fået Procias ned og snart ville Dvasias også falde, når han først havde de to lande, så blev det ikke svært at få Manjarno og senere Imandra. Han lyttede til vagterne der befandt sig ovenpå. Der var pludselig kommet så mange, men.. hvor var de kommet fra? Der var noget som ikke stemte, for så mange havde der slet ikke været, da han var kommet ind, for så var han da sikkert blevet opdaget, for længe siden, så der var kommet flere til? Han vidste det ikke helt. Han tog sig ikke af Marius’ ord, som han gjorde præcis det som Alec havde regnet med, undveg kniven og derved gik i hans fælde. Manden ville ikke kunne flygte nogen steder alligevel, han havde ingen våben til at forsvare sig med, så uanset så vidste Alec allerede hvem der ville gå med sejren. Et overlegent smil gled over hans læber, som han ramte plet; lige i hjertet. ”Hvem siger at jeg kalder mig for en dvasianer?” spurgte han stilfærdigt, hvor han trykkede sværdet længere op igennem Marius, så det gik lige igennem ham og ind mod væggen. Han trak sværdet til sig, som Marius endte helt askegrå i ansigtet og faldt død til jorden. Han betragtede kort liget, inden han vendte blikket mod udgangen. Han løb ud af cellen og hen ad den skumle gang, oplyst af kun fakler. Han havde ikke hele dagen til at stikke af, desuden hvis der var kommet flere soldater og vagter til, så havde han virkelig travlt! Han havde brugt al for lang tid hernede, faktisk havde han brugt alt for lang tid oppe ved Alexis, men hvad gjorde det? Det gjorde kun at han havde fået en chance for også at dræbe Marius, som nu lå død i sin celle. Han fór op ad trapperne, som havde ført ned til kælderen, som også havde været hans eneste flugtvej, nu var han jo så nød til at se om han kom ud med livet i behold selv. Som han kom op endte han ude i den store forhal, hvor de mørke øjne spejdede rundt.

[ilosonic]

Mørket var endelig faldet på. Det hele var planlagt, og det hele skulle gøres her til aften. Det var begyndt at blæse mere op, som der faktisk var et uvejr på vej. Det regnede allerede få steder i Procias, og det havde gjort nogle steder ret mudrede. Det havde regnet ved den store herregård, der hvor Greven af landet boede. Det var også derfor at Greven for en gangs skyld bar en kappe. En mørk kappe, som dækkede hans muskuløse krop og det sværd, der hang ved hans side. Sværdet var smedet specielt til ham, faktisk havde han fået Meadow til at smede det, selvom hun også hadede ham ligesom så mange andre. Han havde allerede haft sin konflikt med Gabriel, den mand var ham virkelig også kun i vejen! En torn i øjet! Men han havde bedt Meadow om at smede ham et, fordi han ville vise sin.. ”venlighed” overfor landet, selvom det mere var et spil fra galleriet, men han var nød til at bevise at han støttede landet i stedet for noget andet, for han vidste at mange var ude efter ham, for eksempel var Gabriel og den mand ville prøve at finde beviser imod ham, så hvis han selv kunne bevise at han faktisk støttede landet bare en smule, så ville han stille sig selv i et bedre lys og så ville de beviser imod ham blive sværere at skaffe. Han vidste godt at han havde snakket med Alecander – lederen af vampyrorganisationen – for nogle dage siden, hvilket ingen vidste foruden Ilaria. Han vidste godt at Valarie havde frabedt ham om at lave aftaler med organisationen, fordi de kun tænkte på sig selv i sidste ende, men han.. var desværre nød til at dolke en i ryggen. Ilaria havde ikke været begejstret for at han skulle derop alene, for hun havde jo ønsket at tage med ham, men han var desværre nød til at gøre dette alene. Dette var en sag som han selv måtte gøre op. Det nyttede ikke at han havde hende rendende, ikke lige denne gang, skønt han dog havde lovet hende at hun måtte hjælpe med, så hun følte sig vel en smule svigtet? Han ville bare ikke have at hun kom til skade. Han var reddet op til kongeslottet, hvor han havde nogle soldater fra sin egen hær med. De var ankommet til slottet, netop som de havde hørt et stort brøl. De var kommet ind i tronsalen, hvor de havde set Alexis ligge død, sammen med nogle andre soldater, som allerede havde været på slottet – som tilhørte dronningen. Han havde bedt soldaterne om at undersøge hele området for at finde gerningsmanden, selvom han godt vidste hvem der havde gjort det. I øjeblikket stod han netop og ventede på ham. De mørke øjne faldt på skikkelsen, som han selv stod ude i forhallen. Han betragtede Alecander ganske nøje. ”Goddag Alecander Mathimæus,” hilste han kort. Han havde jo allerede mødt ham én gang.

[alecander]

Det havde været sen eftermiddag da Alecander var søgt op på slottet, der var trods alt en grund til at han havde sin ring på, selvom han jo altid havde den på og han havde skam også tænkt sig at gå med den til sine dages ende! Den havde han gået med, siden han havde fået organisationen stablet på benene, den havde han båret igennem tykt og tyndt og han havde aldrig fået den fjernet fra sin finger – ingen havde simpelthen formået det endnu. Han havde alligevel brugt lang tid på at dræbe Alexis, men den mand var heller ikke én han havde villet undervurdere, fordi han vidste at Alexis var træner, at han derved var dygtig indenfor kamp, Alec havde bare haft den fordel at Alexis havde været påvirket af hungersnøden, hvilket mange vidst var efterhånden. Ikke nok med at han havde brugt tid på Alexis, så havde han også brugt tid nede i kælderen. Han havde fået sig en sludder med den forhenværende greve Marius, som han også lige havde dræbt. Det havde dog højst taget fem sekunder at dræbe Marius, for han havde kastet en kniv, vidst at manden ville undvige den, hvilket han havde udnyttet og derved stukket sværdet i hjertet på ham - han var trods alt øvet i at ramme plet; som han også havde gjort med Alexis. Han havde godt hørt at vagterne var gået i gang med den store eftersøgning, derfor var han søgt ned i kælderen, blot for at lade vagterne søge væk fra forhallen, så han selv kunne stikke af, for det var vidst på tide at han smuttede igen. Dog var der pludselig kommet mange vagter og han vidste ikke helt grunden til det. Det var dog heller ikke helt så vigtigt, for det eneste relevante i øjeblikket var at han fandt en vej ud herfra, så han kunne komme væk. Og helst uden at blive set og forfulgt! Han stoppede brat op, da han kom op i forhallen, hvor de mørke øjne fæstnede sig direkte til Ilosonics skikkelse. Hvad pokker lavede han her?! Han kneb øjnene lettere mistroisk sammen. Han kunne høre vagterne rumstere rundt omkring i slottet, nogle var ovenpå, andre inde ved siden af, og faktisk var han … omringet? Han sank en klump ved tanken. Det så ikke ud til at han kom ud lige foreløbig, men hvorfor pokker var det lige Sonic der spærrede hans udvej? Han knugede ganske let omkring Alexis’ sværd, som han holdt i et fast greb, så man ikke ville kunne fjerne det foreløbig fra hans hænder, han var trods alt også en vampyr – og en stærk én af slagsen. Han trådte et faretruende skridt imod Sonic og pegede advarende mod ham med sværdets klinge. ”Hvad laver du her Sonic?” spurgte han fast, hvor hans stemme kun tydede på at han krævede svar.

[ilosonic]

At det ville overraske Alecander, at Ilosonic var oppe på slottet og sammen med nogle soldater fra sin egen hær, det var ikke noget som ville undre ham, for han havde nemlig snakket med Alec for ikke så længe siden, hvor Sonic selv havde betroet sig til denne mand og omvendt, de havde faktisk lavet en aftale, selvom at Sonic desværre ikke kunne holde alle sine aftaler. Valarie, som han selv havde haft besøg af, havde frarådet ham at henvende sig til vampyrorganisationen, men det havde han gjort alligevel, hvad var hun desuden bange for? Han selv havde behov for Alecanders organisations styrke og ressourcer, det var også en grund til at han havde søgt til ham til at starte med. Han havde fået hjælp til at starte oprøret, hvor han også havde hjulpet Alec med at få de fleste af kongehusets vagter flyttet netop den dag i dag, så Alec ville nok tro at slotte ville stå mere eller mindre frit, så det at han var overrasket over at se ham, sammen med en masse vagter og soldater, var ikke noget som kom bag på ham. De mørke øjne faldt til Alecanders skikkelse, som han kom op i forhallen, hvor blikket også fortalte ham det hele. Han vidste godt at han havde lavet en aftale med Alec, men han var desværre også nød til at tænke på ham selv og hans egen position i landet, for han havde brug for denne stilling som greve i landet, hvis hans planer skulle blive ved med at kunne fungere. Det faretruende skridt og klingens advarende pegen, var ikke noget som Sonic tog sig af, for han vidste godt, hvorfor Alec ville blive stødt. Han stod roligt med den ranke og stolte holdning, hvor han bar et næsten så ansvarligt og bestemt blik. ”Jeg forstår din vrede Alecander.. men du må forstå at dette er nødvendigt.. specielt for landet,” svarede han roligt, hvor de mørke øjne næsten prøvede at søge mandens forståelse, selvom han nok aldrig ville få den, for han dolkede ham faktisk i ryggen ved at være dukket op. Vagterne var kommet tilbage, hvor de nu havde omringet Alec, så han ikke ligefrem kunne stikke af og flygte. Det ville i hvert fald kræve held. Han tog et roligt skridt imod Alec. Gik manden til angreb, så havde han sit eget sværd ved sin side og nok ville han helst bruge sin magi, men han var skam godt kendt med et primitivt våben, for han var trods alt vokset op i en rig slægt – tilmed grevefamilien – så det var noget som havde været en selvfølge, ligesom ved Alec selv. ”Det kan ske på den lette måde.. eller det kan ske på den svære, du bestemmer sådan set selv,” forklarede han roligt, hvor han holdt hænderne oppe, som et tegn på at han ikke ønskede kamp.

[alecander]

Hvad der foregik, forstod Alecander virkelig ikke, for han havde godt nok ikke kunnet forstå hvor alle vagter var kommet fra, han havde jo lavet en aftale med Sonic, en aftale om at han skulle få alle – eller i hvert fald de fleste – vagter og soldater væk fra slotte, men var det sket? Nej! Han var blevet forrådt! De mørke øjne hvilede vredt og forarget på Sonic. Han kunne da ikke bare aftale noget med ham og så dolke ham i ryggen på denne måde! De havde for pokker da en aftale! Han knyttede den frie hånd fast. Dette fandt han sig virkelig ikke i! Han havde betroet sig til denne mand, netop fordi han havde været en oplagt mulighed og de havde jo ønsket dem det samme! Han var søgt til Sonic, fordi Tristan var forsvundet, for han havde jo først snakket med Tristan om oprøret, han var forsvundet, så var Sonic kommet til grevetitlen og det hele havde ligesom sagt sig selv, det hele havde været så let som en leg, og så valgte han at dukke op og dolke ham i ryggen? De mørke øjne fladt ganske let på de andre vagter og soldater, der mere eller mindre havde omringet ham, der var virkelig ingen vej ud! Mon det var hans tur til at sige farvel? Han havde fået myrdet Alexis, han havde fået myrdet Marius og nu var turen kommet til ham selv? Næh nej! Det fandt han sig virkelig ikke i! Han havde trods alt også en familie som han skulle hjem til! Selvom.. hans familie var ved at gå op i røg alligevel, så der var kun stumper og stykker tilbage som kunne reddes. Han fnøs ganske hånligt til hans ord. ”Det er.. nødvendigt?” gentog han med forarg i stemmen. Dette var virkelig noget man kunne kalde for et unfair trick! Men han skulle nok klare det! Han var ikke kommet så langt bare for at falde! ”Du er en falsk slange, det er hvad du er!” hvæsede han fast, så det kunne høres i hele hallen, men han var sådan set ligeglad, han var allerede opdaget, han var tilmed omringet, så om han blev hørt eller ej var jo fuldstændig ligegyldigt! Som Sonic tog et skridt imod ham, lod han sværdet stikke ud mod ham, som et tegn på at han ikke skulle komme tættere på, og også et tegn på at han ikke ville have nogens medlidenhed eller forståelse. Han havde fået nok, nu ville han bare ud herfra, nej.. han ville simpelthen myrde Sonic! Hvis han troede at han kunne få ham til at falde, så tog han fejl! For han skulle nok tage Sonic med i faldet i så fald! ”Hold dig væk!” vrissede han fast og kortfattet. Om det så var en let eller besværlig vej, så valgte han den samme vej, som han altid gjorde; kampens sidste udvej!

[ilosonic]

Mørket var noget som var til Ilosonics fordel, for mørkedæmonen var trods alt den dæmon der lå stærkest i ham, men han vidste at Alecander selv var en del af mørket, for han var trods alt et natdyr, en vampyr, så manden var selv godt bekendt med mørket, dog bar Sonic en af Alecs største svagheder, nemlig ilden. Han var ilddæmon og det var også den som stod tydeligst i ham, og hans ildkræfter var også blevet stærke med tiden, for han nød virkelig ilden, den var smuk, den var imponerende og den var brændende farlig. Den kunne forvolde stor skade, plus vampyrer havde en svaghed overfor ild. Så prøvede Alec på noget, så var Sonic i hvert fald klart forberedt! Han stoppede roligt op og så roligt på ham. Han vidste godt at Alec var vred og højst sandsynligt måtte forkaste ham, men hvad skulle han gøre ved det? I denne tid var han desværre nød til at tænke på sig selv, han skulle jo også sørge for Ilaria, og han hjalp dem begge ved at.. dolke Alec i ryggen. Han trak vejret dybt og åndede roligt og næsten tænkende ud igen. Han var faktisk ked af at han skulle dolke Alec i ryggen, for skulle han være ærlig så brød han sig faktisk om manden, hvilket var sjældent. Men Alec havde styr på sine ting, han var ikke en mand der gemte sig bag andre, men selv tog styringen og tilmed kunne holde sin identitet skjult samtidig. Sonic var nød til at holde utrolig lav profil og derfor var han nød til at gemme sig bag andre, selvom han da selv også havde risikeret en del, hvor han også havde gjort en masse handlinger, som kunne have afsløret ham selv. Han var dog kommet langt og han havde ikke tænkt sig at smide det hele i jorden nu! ”Alec.. det er nødvendigt for mig, hvilket du også er klar over, netop fordi jeg har talt med dig tidligere,” svarede han stilfærdigt, hvor han næsten lød helt.. voksen? Løgn var det dog ikke. Han havde fortalt Alec hele situationen, han havde fortalt at han var nød til at spille med Procias og kongefamilien, for ellers kunne han miste sin stilling, hvilket han heller ikke var ude på. Han stoppede op, som Alec så ret så.. arrig ud, specielt med det stikkende sværd, som så noget så skarpt ud. Det var dog tydeligt at Alec ikke ville følge roligt med. Han gjorde et hovedkast til nogle vagter, som tegn på at de skulle gribe Alec. ”Grib ham.. og arrester ham for mordet på både Alexis og Marius,” svarede han stilfærdigt. At Marius var død, var ikke noget som rørte ham det mindste, for han havde intet forhold til den mand.

[alecander]

At dræbe Gabriel havde virkelig været et genialt træk, for det havde stillet landet i en utrolig dårlig situation. Efter Gabriels død, var det virkelig gået ned for landet. Marius var blevet smidt af grevetitlen, som Ilosonic selv havde overtaget den stilling, Keischa var kommet til magten og hun var kun en ung tøs, som ikke kunne styre noget som helst, hvor hun havde mistet folkets tillid, hvilket Sonic havde udnyttet og nu startet oprøret, som havde spredt sig over hele landet og faktisk var på vej ind i Manjarno. Meget var sket siden Gabriels død, for Procias gik det til den dårlige side, men for Dvasias var det faktisk godt, skønt han tvivlede på at Jaqia ville gribe ind, men så måtte de andre mørkevæsner jo gøre det i stedet for! Han ville i hvert fald ikke lade denne mulighed passere! At det hele så skulle gå efter planen var noget som glædede Alecander, foruden det faktum at han blev dolket i ryggen af én mand han havde betroet sig til. Men det kom egentlig ikke bag på ham, Ilosonic havde ikke virket specielt fortrolig, så han havde vel skudt sig selv i foden ved at opsøge ham? Det var jo så noget som han kun kunne fortryde i den sidste ende. Han knugede fast om sværdet, hvor han fnøs fast til Ilosonics ord. ”Jaså? Og du ved hvad der så er nødvendigt for mig,” svarede han stilfærdigt, hvor de mørke øjne betragtede ham fast. Han følte sig virkelig forrådt! Blikket faldt på vagterne som tog nogle skridt imod ham, da Ilosonic bad dem om at arrestere ham. Det kunne han da ikke bare gøre! Hvis nogen skulle arresteres så var det sgu da Sonic! Han svang sværdet rundt, hvilket resulterede i at han huggede hovedet af den første soldat. Det fik de andre til at se forbavset på ham, inden fem stykker fra hver side angreb ham. Han svang sværdet rundt, blokerede det ene slag, for at parere det andet, for til sidst at stikke sit eget sværd imod en vagt, som gik i gulvet, efter at få sværdet igennem maven. Flere vagter kom til for at stoppe ham, hvor han blev ved med at slå fra sig, undvige klingerne, for så selv at indføre et angreb. Han fik dræbt et par vagter, men slap dog ikke selv ustraffet fra, da han mærkede en klinge snitte ham ved overarmen, hvilket fik ham til at bide tænderne fast sammen. Han opgav virkelig ikke uden kamp! Han var født til dette! Derfor opgav han virkelig heller ikke bare sådan uden videre. Han vidste dog at han ikke ville kunne klare alle vagter, i så fald skulle han virkelig være heldig! Han fik dog kæmpet dem på en god afstand, så han kunne nakke den ene efter den anden.

[ilosonic]

Meget var sket efter Gabriels død. Procias var virkelig blevet svagt, siden den unge Keischa var kommet til magten, for hun var virkelig langt mere uerfaren end hvad Gabriel havde været. Gabriel havde selv været ganske ung, men han havde da haft en anelse om hvordan det hele skulle styres, han havde faktisk haft en god kontrol over landet, og med årene, ville han være blevet en mægtig konge, ingen tvivl om det! Gabriel skulle bare have haft mere erfaring, for Ilosonic tvivlede virkelig ikke på at Gabriel nok skulle have lært af sine fejl, nu var det jo så bare for sent. Manden havde ikke lært af sine fejl i tide, for han var død inden han havde fået chancen for det. Det var dog ikke noget som gjorde Sonic noget som sådan, for han var faktisk glad for at Gabriel var væk, det havde givet ham denne kæmpe chance for at starte oprøret som han havde gjort, det havde givet ham en bedre chance for at blive greve i landet. Nu var både Alexis og Marius væk, så det hele skulle nok komme til at gå! Hans planer skulle nok lykkedes ham, for han var trods alt mørkets vej ind i Procias. Dvasias havde faktisk aldrig haft en bedre og større chance til at overtage det hele som de havde nu, men han tvivlede ærligtalt på at Jaqia ville slå til. Nok havde han valgt at dolke Alecander i ryggen, men faktisk mindede de to utrolig meget om hinanden, de afskød begge Jaqia og hendes måde at styre landet på – som hun tilmed havde formået at gøre kvindedomineret. Det betød dog intet, for han havde sørget for at skaffe sig en utrolig god position her i Procias, en stilling som han havde tænkt sig at beholde! Sonic nikkede ganske roligt til Alecanders ord, han vidste godt at manden var vred fordi han havde dolket ham i ryggen, for de havde jo faktisk haft en aftale, men igen, han var bare nød til at gøre dette for hans egen skyld. Han var nød til at sørge for at han beholdt sin plads her i Procias og det gjorde han netop ved at spille loyal overfor landet. Når det kom til stykket, så var dette land jo også hans fødested, det var faktisk her han var opvokset, lige indtil han var stukket af naturligvis. De mørke øjne betragtede ganske roligt Alecanders skikkelse, som han kæmpede imod vagterne og faktisk formåede at holde dem godt på afstand med kun få skrammer. Det gik dog bare.. for langsomt! Han trådte frem. ”Stop!” råbte ham, som han fik soldaterne til at stoppe op, inden han trak sit eget sværd, som Meadow havde smedet specielt til ham, selvom han vidste at hun ikke havde været meget for det. Hans mørke øjne hvilede kækt på Alecander. ”Nu er det min tur.” Han svang sværdet direkte mod Alecanders hoved.

[alecander]

Dette var virkelig ved at irritere Alecander godt og grundigt! Han var ved at være træt af alt dette! Han havde lige kæmpet mod Alexis, som tilmed havde fået skadet ham i låret, så han var ikke ligefrem den som stod bedst på benene for øjeblikket. Han tog sig ikke af Ilosonic, for turen til ham skulle nok komme! Han tillod virkelig ikke at han blev dolket i ryggen, for noget som stod højt på hans liste, var loyalitet og trofasthed, hvor det bestemt også skulle være gensidigt! Men tænkte man over det, så var Ilosonic heller ikke den eneste der havde dolket ham i ryggen, som var gået om bag hans ryg og holdt ham for nar. Hans egen hustru havde faktisk gjort nøjagtig det samme. Allerede fra start af, havde hun søgt til en anden mand, for han havde godt opfanget denne mandeduft, som ikke havde været hans egen og som ikke havde været nogen vampyrs, så hun havde søgt til en anden mand af en levende race – tilmed greven af Manjarno, for han havde skam godt læst avisen, og nok var det bare en sladderspalte, men det hang skam også sammen mange gange! Han havde ikke gjort noget ved det, for han vidste jo godt at han havde været mere gift med arbejdet end som han havde været med hende, desuden havde de giftet sig af pligt frem for noget andet, fordi ringen ville give hende og Julien beskyttelse, og han elskede hende måske ikke ligefrem, han havde aldrig nogensinde i sit elsket nogen, men han var alligevel kommet til at holde af hende, for hun havde alligevel fået en stor betydning for ham, netop ved at vise ham andre værdier i livet. Hun havde ladet ham åbne sig, og for det var han hende taknemlig. Han ønskede hende stadig sikker, selvom han var bange for at det ikke var hans job længere – eller snart ikke ville blive det, for han var virkelig endt i en kattepine! De mørke øjne analyserede hele kampen på få sekunder træk efter træk, selvom der var for mange vagter til at han ville kunne slå dem alle sammen! Han fik skrammer hist og her, da han ikke kunne undgå alle klinger. Han havde allerede fået et sår ved hans overarm, ved brystet og ved det ene skulderblad, de få skrammer skulle dog ikke stoppe ham! Han undveg endnu en klinge, selvom det resulterede i at en anden soldat skar ham i den ene læg i modsatte ben af såret ved hans lår. Han bed tænderne sammen og vendte blikket mod Ilosonic, som han fik vagterne til at stoppe. Hvad ville han nu? Ville han selv dræbe ham? Det undrede ham faktisk ikke! Han slog klingen imod Ilosonics sværd og blokerede hans slag, inden han snurrede rundt – ind mod Sonic – blot for at svinge sit sværd i retningen af Sonics side med sin fulde kraft.