In the end..

[ilosonic]

Det var ikke fordi at Ilosonic var meget for at skulle dolke Alecander i ryggen ved at gå bag hans ryg og bryde deres aftale på denne måde, for.. han var nød til at dræbe Alec, hvilket også var hans intention. Han havde godt nok altid været en enspænder, men han selv gik meget ind for loyalitet, for det var også hvad han krævede af de som var med ham, derfor var det en endnu værre fornemmelse han blev efterladt med, når han så skulle være Alec illoyal, men sådan var nu engang, hvis han ikke dolkede Alec nu, så ville han sikkert komme til at gøre det ved ham senere hen, hvilket han heller ikke ønskede! Derfor var han nød til at tænke på sig selv i sidste ende, se hvad der gavnede ham mest, desuden var det jo heller ikke fordi at han dolkede gud og hver mand i ryggen, han var for eksempel blevet Ilaria trofast, ikke fordi han var sammen med hende, men hun ville støtte ham og han havde allerede reddet hendes liv to gange, så han havde vel også bevist at han faktisk godt kunne være nogle behjælpelig? Han ønskede ikke at der skete Ilaria noget, hvilket også var grunden til at han havde bedt hende blive hjemme, for han tænkte nok at Alec ville blive stik tosset og havde hun været med, så ville han sikkert været gået efter hende, selvom Sonic vidste at Ilaria sagtens kunne forsvare sig selv, men det var også set at hun havde mistet overblikket, det var trods alt derfor han havde reddet hende den første gang fra døden. De mørke øjne studerede Alecs skikkelse ganske let. Det måtte han lade ham, manden kæmpede sgu bravt! Han var også ganske dygtig, dog lagde han mærke til at Alec havde fået en skade i sit ene lår, sikker under kampen med Alexis. Han havde allerede været inde i tronsalen, hvor han havde fået to af sine soldater til at fjerne liget af Alexis og få det hele ryddet op. Det var tydeligt at Alecander ønskede hævn, hvilket han så også godt forstod, for hvem ville finde sig i at blive forrådt af en man havde valgt at stole på? Han selv var også blevet forfærdet og derefter stik tosset, så Alecs måde at reagere på var skam fuldt ud forståelig! Han betragtede Alec, som han havde fået vagterne til at stoppe, hvor de stod og stirrede på dem begge to. Alec var allerede en smule såret, men det gjorde ham nu intet, det gjorde blot det hele lettere for ham selv. Som Alec blokerede hans slag, trak han med det samme sit sværd til sig, hvor han selv slog sin klinge imod Alecs, så han også parerede hans slag, inden han sparkede ud efter Alec, for at få ham til at bakke et par skridt, blot for at lade sit sværds klinge kløve igennem luften, hvor han sigtede imod Alecs lår – der hvor han var skadet i forvejen.

[alecander]

Om det var mørkt eller lyst uden for, om det var stormvejr eller skyfri himmel, alle disse irrelevante ting, var ikke noget som Alecander skænkede en eneste tanke. Det eneste han tænkte på var at han var blevet forrådt og derfor ville hævne sig! For det var noget som han bestemt ikke fandt sig i! Han ville kløve Sonic midt over for dette! De mørke øjne hvilede på Ilosonic med vildskab. Han holdt dog hovedet koldt, for han havde alligevel fået nogle skrammer hist og her, hvilket kunne koste ham livet, hvis han ikke var forsigtig og holdt sit sind klart, så han ikke ville blive distraheret af unødvendigheder, for det ville være ærgerligt at dø, fordi man var hidsig og ikke så klart. Dog brugte han sit temperament til at finde mod og styrke. Når han blev rasende, så så han ikke kun rødt, nej han var vred og blev faktisk kun endnu mere strategisk og faktisk også ond i sine handlinger, som han begyndte at torturere og pine folk, hvilket var nøjagtig det samme han ville gøre ved Ilosonic! Han tog sig ikke af vagterne da de alligevel var stoppet takket være Sonic, selvom det dog også kun ville blive Sonic en ulempe, for på egen hånd ville han sagtens kunne klare ham – gik han ud fra, han vidste dog at Sonic også var ilddæmon og derfor måtte han passe på, for ild var trods alt én af vampyrernes svagheder. Hans blik blev fast, da Sonic blokerede hans slag, selvom han dog heller ikke havde regnet med andet, for han vidste at Sonic selv var født ind i en rig slægt, tilmed greveslægten af Procias, så han havde vel også selv fået træning i primitive våben? Det var jo noget som næsten lå automatisk til sådanne rige og adelige folk, om man så kom fra Procias, Dvasias, Manjarno eller sågar Imandra. Alec så godt Sonics spark, men han var for såret til at han kunne nå at flytte sig, da han allerede stod ham tæt, så han vaklede nogle skridt tilbage, inden han mærkede en anden smerte; Sonics klinge der flåede hans sår ved låret endnu mere op. Han bed tænderne sammen og kom med en smertende brummen. Han trak sig en anelse tilbage, hvor han tydeligt kunne mærke smerten for det gjorde forbandet ondt! Ikke nok med låret på venstre side, så var læggen på højre ben også blevet ramt, derfor var det ikke ligefrem fordi han kunne gå så godt mere.. Men han gav ikke op! Han nægtede simpelthen at overgive sig! Han måtte bare bide i det sure æble og også bide smerten i sig! Han strammede grebet omkring sværdet som hvilede i hans hånd, der rigtig havde tilhørt Alexis, inden han løftede sværdet over hovedet og huggede direkte ned mod Ilosonic med sin fulde kraft, hvor det nok var en god idé at undvige slaget, da han trods alt var vampyr og derfor langt stærkere end en dæmon fysisk set.

[ilosonic]

Det var på tide at finde sig en vinder, for Ilosonic havde heller ikke hele dagen til at bekæmpe Alecander og han vidste at Alec havde godt styr på kampen både nævekampe og kampe med sværd, som i øjeblikket. Det var ikke fordi at Sonic selv ikke havde styr på en kamp med et sværd, for han var faktisk god med et sværd, men han vidste godt at han ikke var den bedste, for han havde ikke kæmpet med sværd lige så længe som så mange havde, han gik ikke så meget op i de primitive våben, nej efter han var blevet dæmon, så var det også magien som han havde lært at håndtere og magien var han langt bedre til at bruge end noget andet. Det var den som han havde mest styr på og som han bedst kunne kontrollere, både mørket og ilden var noget som han var utrolig talentfuld indenfor og der kunne han sige at han var en af de bedre, hvorimod han ikke var specielt god med sværd, så der havde Alec en klar fordel. Dog gav han ikke op af den grund, for han havde virkelig ikke hele dagen til at gøre arbejdet færdigt! Han var desværre nød til at dræbe Alec, for han var den oplagte mulighed til at slå ihjel og derved skabe Sonics ’loyalitet’ til Procias, han var jo desværre nød til at vise alle i Procias at han var på deres side, at han kæmpede for dem og for Procias’ retfærdighed. Han måtte dog indrømme at Alecander virkelig havde været til stor hjælp, for manden havde allerede dræbt Alexis, som var en af Procias’ nuværende søjler, som var med til at holde landet oppe, men nu hvor han var død, ville Procias komme til at balancere på en knivspids. Der var kun få søjler tilbage som skulle ødelægges før Procias ville styrte sammen. Efter Gabriels død, havde Marius været en af søjlerne, ham havde han selv fået afskaffet, nu var ham og Alexis død så de sidste som manglede, var faktisk Keischa og Jason, Jason var nok den største og stærkeste søjle som skulle knækkes, men det var ikke umuligt, manden var jo kommet i rullestol nu, så det var jo ikke fordi at de ikke ville kunne få ham skaffet af vejen. Gabriel var dog ham også en torn i øjet, så det ville ikke gøre ham noget at dræbe ham heller! Men han skulle bare finde en mulighed! Sværdet som Alec huggede ned mod ham med al sin kraft, var mere end tydelig til at Sonic skulle undvige, for han ville ikke kunne stå imod den styrke! Han sprang derfor et skridt tilbage, inden han pustede ild direkte ud af munden og i en kæmpe flamme imod Alec, inden han sprang frem og stak sit sværd imod Alecs bryst – lige ved hjertet.

[alecander]

Det var på tide at få det hele afsluttet, selvom Alecander desværre havde en dårlig fornemmelse af hvordan det hele ville ende, for det sagde vel lidt sig selv? Han var virkelig i undertal og måske han var hurtig, men han havde både fået sit lår flået op, hans læg var selv blevet skåret i, hvor han havde andre skrammer andre steder, så han var måske den hurtigste, men hvad nyttede det, når hans ben alligevel ikke ville kunne bære ham? Det var dog en smerte som han måtte bide i sig, og så bare håbe på at han kunne få dræbt Ilosonic, for uanset så var han næsten bevidst om at hans tur var kommet, det var på tide at han selv trådte af, så hans søn Julien kunne tage over, det var på tide at han stillede træskoene, for han tvivlede virkelig på at han ville overleve dette, men han håbede dog på at han kunne tage Ilosonic med i faldet! Han nægtede dog at give op uden kamp, om han så skulle prøve på at slå hele den procianske hær ned, så gjorde han det! Han var en fighter, han var en som gav sit bedste til sidste ende, han var en som kæmpede for hvad han ønskede og han havde godt vidst at han ikke ville overleve til jordens undergang, han vidste at hans tid en dag ville komme og det så ud til at det var i dag. Det var dog på tide at få afgjort dette, han måtte jo bare gå døden i møde med oprejst pande. Det var tydeligt at Sonic ikke var den bedste med et sværd, hvilket faktisk kun måtte efterlade Alec med en sejrende følelse, måske han kunne få ham med i faldet alligevel? Måske han faktisk havde en chance? Han tvivlede dog stadig stærkt på at han ville overleve dette, for så skulle han virkelig have heldet med sig! At Ilosonic flyttede sig var noget som næsten måtte få det selvsikre smil frem på læberne, han skulle lige til at slå ud efter Sonic igen, selvom han blev stoppet af noget utrolig varmt; ild. Han tabte sværdet, idet han tvang armene op foran sit ansigt, for enhver vampyrs svaghed var ild, selvom dette virkelig var et unfair trick! Men det var jo mere eller mindre det samme han havde gjort imod Alexis, den næste følelse han blev ramt af var en utrolig.. følelsesløshed. Han følte sig pludselig helt.. dårlig tilpas? Han vendte blikket ned ad sig selv, som han så hvordan Ilosonics klinge havde stukket igennem hans bryst, hvor han tydeligt kunne mærke at det gik ud på den anden side. Han gjorde en let grimmasse af smerte, inden han mærkede hvordan hans krop begyndte at gå i opløsning. Han vendte de mørke øjne mod Ilosonic hvor han nikkede anerkendende med det kække smil på læberne, inden hans krop gik op i aske, som han endte i en askebunke for Ilosonics fødder. Hans tid var kommet. Men døden var vel kun begyndelsen? Hvem vidste hvad der ventede ham?

//Out

[ilosonic]

Det var ikke fordi at Ilosonic ønskede at blive stempler som forræder på den ene eller den anden måde, men han var jo faktisk forræder til Procias og faktisk også Dvasias, for han hadede virkelig Jaqia og så hende gerne død! Og nu var han så også forræder i Alecs øjne, men han håbede på at han kunne genvinde lidt af Procias’ respekt, netop ved at dræbe den mægtige og berygtede Alecander Mathimæus, som både havde myrdet Gabriel, tortureret Fabian så han var helt ugenkendelig, myrdet Alexis og tilmed hans egen bror Marius. Han kunne dog ikke sige at han fandt sorg ved nogle af tabene, for han havde selv begået nogle mord, som han ikke selv angrede over, han havde endda dræbt sin egen far og hvilken forbrydelse var det ikke? Hans far Vladimir Darcy havde været greve af Procias på det tidspunkt, hvilket han havde frarøvet ham ligesom han også havde frarøvet Marius grevetitlen, for selv at overtage hele godset. Det var på tide at finde en afslutning, for det var allerede klart hvem der ville vinde. Alec var omringet, så selvom han fik Sonic med i døden, så ville han ikke selv overleve, for så ville vagterne der havde omringet ham flå hovedet af ham på stedet. At Alec tabte sværdet og i stedet for holdt armene op foran ansigtet, var noget som kun fik det selvsikre smil frem på hans læber, for det var netop denne åbning som han havde håbet på, hvilket også var en åbning han ville udnytte, foruden at han vidste at det ikke ligefrem var et fair trick, men det skulle jo ske på den ene eller den anden måde, så det kunne vel være ligegyldigt hvordan det skete? Alec ville dø uanset. De mørke øjne faldt mod Alecs egne, som sværdet gennemborede hans bryst og stak igennem mandens hjerte. Han nikkede selv tilbage, inden han betragtede hvordan Alec måtte gå op i røg, som han endte i en askebunke for hans fødder. Han trak vejret dybt, inden han åndede lettet ud. Han vendte blikket mod vagterne. ”Der er ikke mere at se her! Se at find Keischa og aflæg rapport!” svarede han ganske fast og lettere beordrende. Han så til imens vagterne begyndte at gå udenfor for at vende tilbage til Carino Fattoria, hvor andre gik ind for at melde hele den tragiske nyhed til både Jason og Keischa, for de havde både mistet Alexis og Marius. Ilosonic selv vendte blikket mod askebunken, inden han så tilbage mod en af hans egne soldater. ”Skaf mig noget jeg kan få aksen op i.” Vagten gik ud, hvor han kom tilbage kort efter med en vase. Sonic tog vasen, hvor han samlede aksen og alle Alecs ejendele op i, inden han valgte at forlade slottet. Nu håbede han bare at det hele virkede.

//Out.