In the end..

[alecander]

Det var blevet sen eftermiddag og der hvilede endnu et stort kaos i Procias. Oprøret havde spredt sig over hele landet og mange frygtede at det også ville sprede sig til Manjarno, som uroen også var ved at sprede sig til de andre landes samfund. Slottet i Procias havde fået sin genopbygning, hvor selve bygningen endnu engang måtte stå med al sin pragt og endda endnu bedre beskyttet end sidst. På grund af at oprørene havde spredt sig over hele landet, hvor de søgte tilflugt og gemmesteder diverse steder i landet, så havde den kongelige garde også søgt ud i landet for at sætte en stopper for oprøret – eller i hvert fald prøve på det, og se om de kunne få mørkets væsner ud af landet, så det endnu engang kunne bestå af lyset. Men hvad de ikke havde tænkt på, var at slottet så stod mindre beskyttet og det var den mulighed som skulle udnyttes! Vinden havde trukket sig op, hvor det kunne tyde på et mindre uvejr, skønt himlen endnu bar sin flotte himmelblå farve, med de fine hvide skyer, selvom de blev grå i horisonten. Men sandt nok var en storm på vej – metaforisk set. En mørk skygge havde lagt sig og var på vej ind over landet, endda med en enorm hast. Hvad folk ikke vidste, så var det denne eftermiddag, hvor blod ville blive udgydt – kongeligt blod; hvis det hele gik som det var planlagt, for hvis denne plan gik i vasken, så kom der ikke en mulighed til, i hvert fald ikke før om lang tid.
De mørke øjne faldt over omgivelserne, som skikkelsen passerede, selvom han bevægede sig hurtigere end øjet kunne nå at følge med. Han stoppede brat op da han kom til en mindre bakketop, hvor han skjulte sig i et træs skygge. De mørke øjne faldt på det store, prægtige, hvide slot, som hvilede forude. Der var et godt stykke, inden han ville være der, dog var han nød til at finde ud af hvordan det hele så ud, nu hvor det var blevet bygget op igen. Han håbede på at det hele ville gå som han havde planlagt det, for han var gået i den mindste detalje også en grund til at han ikke havde været der så meget for familien på det sidste, men hvad gjorde det? Familien var ved at blive splittet, så meget kunne han jo fornemme, for dum var han bestemt ikke! Det var på tide at han gjorde sin exit.. selvom han da ville ønske at han havde fået lov til at sige farvel til familien, men på den anden side, så ville det hele gå i kludder, hvis de kendte til hans plan, desuden vidste han at hans søn var klar til at overtage det hele, for den dreng var virkelig et geni! Han betvivlede ikke sin søn på nogen måde! Blikket faldt kort til hans hånd, han bar sin ring, som beskyttede ham imod sollyset, dog havde han ladet amuletten blive derhjemme, den var han nemlig færdig med at bruge og den skulle gå i arv til hans søn.

Det tog ikke lang tid før Alecander nåede hen til Castle of Light, hvor han lod en hånd falde mod den store mur. Det var umuligt at hoppe over, så han måtte jo desværre bruge den vanskelige måde og komme ind ad porten. Han satte sig derfor til at vente, og da porten gik op brugte han sin fart til at slippe ind uden at blive set. Han bar en sort dragt, der sad en smule stramt ind til hans krop, så den også afslørede hans muskulatur, dragten var dog ganske nyttig, for den bar hemmelige lommer, som ikke lige var til at se med det blotte øje, hvilket gjorde at han kunne have mange redskaber med; som han også havde. Han bar en maske, den samme som han havde båret under Maskeballet, hvor han havde dræbt Gabriel og under Fabians udveksling med Destiny; Helt sort og med et hvidt tern ved det ene øje. Masken dækkede hele hans ansigt, hvilket gav ham et mere neutralt og næsten hyggeligt ansigt. Det tog ham ikke lang tid før han nåede indenfor slottes mure, hvor han gemte sig de steder hvor det var ham muligt. Det var desuden ikke særlig svært, når man kunne bevæge sig så hurtigt at øjet ikke ville kunne følge ham eller nå at kunne se ham. Han stak snuden i vejret hvor han begyndte at lugte. Duften førte ham til tronsalen, hvor han lukkede de store døre op inden han trådte ind i det store rum. Han skulle have fat i Alexis! Gulvet var spejlblankt og genspejlede hans krop. Der var højt til loftet, generelt var det højt, men det gav ham egentlig kun flere muligheder. Han slog dørene i bag sig, inden han trådte ind i rummet, hvor han vendte blikket op mod tronstolen. Han viste ingen følelse, foruden det nådesløse skær i de mørke øjne, som han ikke formåede at skjule. Ved sin side hang et sværd med et sort skæfte, som hvilede i dets sorte skede, klar til at blive brugt, ligesom han også selv var klar til kamp, for en kamp til døden var umulig at undgå.

[Deleted]

Den sene eftermiddag, var noget som stadig måtte tvinge Alexis til at forblive indenfor. Solen ville slå ham ihjel, hvis han endte med at komme i kontakt med den. Tronsalen var efterhånden dækket til, så solen ikke kom ind alle steder, så han havde sine steder, hvor han kunne søge det skjul i mørket. Oprøret derude, var kun ved at tage til, og det var noget som virkelig måtte bekymre ham. Han havde selv ikke nogen kontrol over noget som helst af det som skete for hans blik – De nedbrændte landsbyer som helt automatisk havde bragt hungersnøden til landet. Det var skam heller ikke fordi at det var noget som kongehuset var ligeglad med det, for de var også ved at blive ramt af det – Alexis specielt. Hans blod og det kød som han var så brændende afhængig af, var ikke noget som han kunne få i den samme nødvendige mængde som det han havde været i stand til det før, så han måtte tage sig ekstra meget i nakken, for ikke at ende med at gøre noget som man fint kunne definere som direkte dumdristigt. Specielt for en som ham! Han var en mørk race, han var jo trods alt ikke horror for ingenting, selvom han var født og opvokset i lyset for mange år siden, så følte han sig jo næsten.. hjemme her. Dette var og blev hans hjem og det var også den eneste grund til at han ikke havde valgt at forlade det i ly af nattens ulm og mørke. For det var slet ikke noget som han havde lyst til når det endelig måtte komme til stykket! Han holdt sig i baggrunden, udelukkende på grund af det som han var, samtidig med at han gjorde absolut alt det som stod i hans magt, for at hjælpe Keischa igennem det enorme stress som dette førte med sig, for det bekymrede ham virkelig. Hun var jo for pokker da så ung! De kunne vel heller ikke regne med, at det hele ville gå som under Elanyas tid?
Vagter og mindre gruppe af folk fra hæren havde han selv valgt at sende ud i forsøget for at skabe bare en smule ro. Forsyninger, mad og redskaber var allerede på vej fra Manjarno. Man var vel kun heldig, at have de kontakter og de forbindelser til det land, ellers havde de virkelig haft problemer. Han stod et sted hvor det var mest mørkt og med blikket mod de store vinduer, som kun viste død og ødelæggelse for ham. Skoven selv var allerede frygtelig godt medtaget og det var noget som virkelig måtte bekymre ham. Han kunne vel bare vente? Vente på at mørket ville gøre sit kraftige indryk? Selvom han kendte Jaqia så godt. Hun ville vel ikke bare gøre det? Alt for mange tanker for igennem hans hoved, og det var noget som virkelig var i stand til at skulle give ham en mindre hovedpine, for det var virkelig, virkelig intenst efterhånden, at man skulle tro at det måtte være løgn! Blikket gled stille i retningen af tronstolen. Det var jo heller ikke fordi at den måtte blive indtaget mere af mørke væsner, end det som den allerede var, selvom han stolede på Keischa og det testamente som han så alvorligt havde bedt hende om at skrive. Det så vel også ud til at kun have gjort det bedre, i tilfælde af, hvis det skulle gå helt galt. Han ønskede virkelig ikke at noget skulle ske hende! Han.. elskede hende jo trods alt.

At Alec var på vej og kun var ude efter ham, var slet ikke en tanke som faldt ham ind. At han nu måtte vise sig som et af de store terrormål for denne handling. Han havde faktisk ikke meget forstand på hvordan det direkte stod til i Dvasias med hensyn til vampyrerne og specielt når det kom til den organisation som kun blev større og større og spredte mere og mere frygt her til lands. Han vendte blikket omgående, da dørene endte med at skulle gå op, hvor han endte med at blive langt mere stiv i blikket. Det var ham kun tydeligt, at denne mand ikke var ude på noget godt, hvilket også var noget som fik ham til at reagere tydeligt. Han vendte blikket ganske kort op efter solen som kun blev sværere og sværere at få øje på, hvilket kun var til hans egen store fordel! Han havde selv sit sværd hængende ved siden i den mørke skede. Det var Keischas bøn at han gik med det, desuden havde han lige fået det lavet ved smeden her til lands. Meadow havde virkelig gjort et fantastisk arbejde med det, hvilket han i den grad også måtte være noget så frygtelig glad for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han trak det dog ikke endnu. Han måtte lige se denne mand an først og det var vigtigt. Han ville ikke kaste sig direkte i strid, uden at vide, hvad det var at han måtte stå overfor. Alt det andet, var jo bare direkte dumdristigt! Han havde hørt om det maskebal, hvor han kun måtte være glad for, at han selv ikke havde været med til det. Han tog ganske rolige skridt frem fra sit skjul i det mørke hjørne hvor han havde stået, blot for at gøre sig mere synlig end før. ”Giv dig til kende!” beordrede han med en direkte og fast tone. Selv en mand som ham, tog ikke nogen chancer og da specielt heller ikke i disse dage! Alt andet var jo bare direkte dumt!

[alecander]

Hele Alecanders krop var dækket til, så der ikke var det mindste tegn på hans blege hud. Dragten dækkede ham fra top til tå, hvor han bar sorte støvler og sorte handsker, som også skjulte den ring han var kendt for at have. Masken dækkede hans ansigt, så det eneste man ville kunne se fra ham, var de gennemborende, nådesløse, mørke øjne, som hvilede stift på det mørke hjørne, hvor han kunne lugte at Alexis måtte stå. Han betragtede blot hvordan Alexis selv kom frem fra mørket, hvor et koldt smil gled over hans læber, selvom det ikke kunne ses, fordi masken dækkede hans ansigt. Meget var sket i Procias, folket havde vendt sig imod kongehuset, Keischa og resten af folkene her. Alec gjorde såmænd blot landet en tjeneste ved at fjerne ’de mørke væsner’ her. Mange tvivlede på Keischa fordi hun havde Alexis ved sin side, han var trods alt horror, hun havde Jason ved sin side, han var varyl – blanding af to racer fra mørket – hun havde haft Marius ved sin side, han var blevet spide og nu havde hun så den nye greve Ilosonic, som var dæmon, selvom han var imod kongehuset selv og havde startet oprøret. Alec havde fået sig en snak med Ilosonic, ligesom han havde fået med den forhenværende hertug Tristan, som nu var forsvundet, mon Keischa havde fundet ud af det og nu havde fået ham fjernet? Nej.. så smart var hun heller ikke, hun var kun en ung, naiv tøs, som havde fået tronen fordi hun var den næste i rækken til at eje det, det var trods alt familien Maloyas blod, som var skrevet ind i kongefamilien, men snart ville der ikke være mere fra den familie, så snart.. ville de stå uden en retmæssig konge eller dronning. Utroligt at Keischa overhovedet havde ladet dette ske, måske hun var ung, men hun havde jo både Jason og Alexis, som virkede langt mere erfarne når det kom til at regere over ting, Jason gjorde da i hvert fald, for manden var trods alt kongelig rådgiver, så hvor var hans rådgivning blevet af? Det var noget som Alec kun kunne ryste på hovedet af, for med alle dem på tronen, så stod Procias virkelig svagt! Han gjorde virkelig kun landet en tjeneste ved at dræbe dem alle sammen! Dog havde han regnet med at Keischa muligvis også havde været her, men så måtte han jo nøjes med Alexis. Han havde desuden heller ikke hele dagen, så han kunne ikke regne med at alt ville løbe efter planen, men så længe det meste gjorde, så var han tilfreds. Hovedet faldt skræmmende langsomt på sned, hvor masken kun var med til at gøre det mere skummelt. Hvis Alexis troede at Alec ville give sig selv til kende, så tog han virkelig fejl. Han greb en kniv, som var gemt i dragten, inden han kastede den direkte mod Alexis’ hoved. Det var vel svar nok i sig selv? Han var her ikke for at spille julelege, desuden havde han slet ikke tid til at fjolle rundt her, han var nød til at gå direkte til sagen, for nogle havde nok allerede mærket sig af hans entre. Han greb omkring det sorte skæfte, inden han trak det lange sværd, med den blanke og flotte sølvklinge. Han pegede sværdet imod Alexis, et svar som vidst ikke var til at tage fejl af. En kamp på liv og død. Alec var ikke engang sikker på om han kunne vinde, for han vidste at Alexis havde været træner i landet, så han måtte jo også være kendt med et sværd? Det sagde jo i hvert fald sig selv.

[Deleted]

Alexis var udmærket godt klar over, at han ikke just var en af dem som gjorde det hele bedre for Keischa ved at være der, det var noget som han vidste, men det at skulle søge væk, var heller ikke noget som han ønskede, for han ønskede ikke at skulle stille hende alene med det hele. Det var hun slet ikke i stand til, hvilket han vidste, så det var bare at bide i det sure æble og så bare prøve at klare sig igennem det, selvom det virkelig ikke var en nem ting. Sandt var det at der var mange dvasianere indenfor her på slottet, men det var nu ikke fordi at nogen af dem ønskede Procias noget ondt. At nogen i det hele taget havde formået at sprede rygtet omkring noget andet, hvilket faktisk var noget som kunne gøre ham selv noget så rasende! Han knyttede næverne bare ved tanken om det. Keischa var ung, hun havde slet ikke den samme erfaring indenfor noget af dette som sine forgængere og at hun så skulle straffes for det, var noget som direkte gjorde ham vred, for det var synd. Hun var en fantastisk kvinde og ingen så det. Ingen så de små ting som han gjorde. Procias havde haft meget at skulle slås med og han havde så sandelig også gjort sit for at lette på tingene – specielt efter at Tristan var forsvundet, så det var heller ikke fordi at det havde været nemt på nogen måde overhovedet. Hvem denne mand var, var slet ikke noget som han havde nogen anelse om, men han havde sine bange anelser. Der var ingen procianer som bare ville vade ind på denne måde og uden at vise nogen respekt for stedet. Det var vel også det mindste som de kunne yde dette sted? Han kneb øjnene sammen, hvor hans hånd stille måtte lægge sig ved hans eget sværds skæfte. Han var træner af tropperne her på stedet, så dem havde han heldigvis respekten fra, hvilket han også var storslået tilfreds med i det store og hele, så var han jo heller ikke helt håbløs. Kniven som denne mand måtte ende med at finde frem, var nu ikke just et træk som han havde ventet sig. Heldigvis for ham selv, så var han en horror – En blanding af vampyr og varulv, så han havde så sandelig også sine gode reflekser. Han endte med at kaste sig direkte ned i gulvet, da kniven kom flyvende over ham – Den missede da heldigvis! Blikket vendte han direkte mod denne mand. Hvem han var, vidste han ikke, men det var ikke gode intentioner, så meget vidste han. Hvorvidt om dette jo så var en af oprørerne, vidste han ikke, men noget var han nødt til at gøre og det skulle være nu. Han km hurtigt op på benene, hvor han trak sin egen klinge. Den var slank, den var umådelig skarp og smedet efter hans eget greb og så var det tungt. De mørke øjne med det mindre blodrøde skær, var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, for det var bare noget som gjorde ham vred. At dette måtte vise sig, at være en kamp på livet, kunne han hurtigt gætte sig til. Sværdet vendte han mod ham, nærmest som tegn til at udfordringen var accepteret. At vedkommendes klinge var i sølv, kunne han se i det lys som måtte ramme dem. Ikke fordi at det gjorde ham mere rolig. Tvært imod, så antog han det kun som en langt større trussel end alt det andet! Han kneb øjnene nærmest vredt sammen, som han tog endnu et skridt tættere på. Han skulle nok få set hvad denne mand duede til! Begge hænder låst omkring klingen, så var han også kun klar til kamp.

[alecander]

Det var bestemt ikke gode intentioner som Alecander kom med. Han havde sit sværd af sølv og eftersom Alexis var horror, så havde han også varulvenes svaghed, så mon ikke sølvet ville være mere skadeligt imod ham end hvis det havde været lavet af noget andet? Tanken frydede ham egentlig kun. Måske Alec ikke var træner, han var ikke hærfører, men han var en leder, han var opvokset i en rig slægt, så der hørte det at kunne håndtere et våben automatisk med, så han havde skam erfaring med de primitive våben, det var jo heller ikke fordi at han kunne nogen former for magi, men på den anden side, så havde han heller ikke behov for at gemme sig bag kugler og sølle hokuspokus, nej han nød af nærkampene, for det var dem man skulle bevise sin styrke i, og fordi han var vampyr, så var han stærkere end mange andre racer, dog ikke nær så stærk som en horror, for en horror var ikke kun en vampyr men også en varulv, to utrolig stærke racer, så han skulle bestemt også selv passe på! Dog havde han ikke kun styrken, for hvem ville vinde, hvis man bare var stærk? Nej, det hele kom faktisk an på hvor klog og smart man var, det gjaldt om at snyde modstanderen, det gjaldt om at være hurtig og være strategisk, styrken var bestemt ikke alt og det skulle han nok vise, når han fik dræbt Alexis! Han var skam ikke kommet denne lange vej, for at tabe! Hele hans plan skulle nok lykkedes! Eller i hvert fald det meste af den. De mørke øjne betragtede blot Alexis, som han undveg kniven – hvilket han også havde regnet med. Kniven havde skam kun været et svar på at han ikke var kommet i de godes intentioner. Han betragtede blot Alexis, som han kom op på benene og greb omkring sværdet og derved tog imod hans udfordring. En kamp på liv og død, det skulle nok blive spændende og underholdende! Et selvsikkert smil hvilede omkring Alecs læber, selvom det ikke kunne ses på grund af masken, men det var ude af betydning. Han gjorde en hurtig bevægelse – selvom han vidste at Alexis sagtens kunne følge ham – hvor han hurtigt endte oppe ved ham, inden han svang sværdet direkte mod Alexis’ hals, i et forsøg på at halshugge ham, men han var skam beredt, for Alexis ville højst sandsynligt undvige det, det var også derfor han kun havde brugt den ene hånd, for med den frie og anden hånd, greb han fast i endnu en kniv, som også var gemt i dragten, som han stak mod Alexis’ bryst. Han var skam ikke uforberedt, desuden havde han været i sværdkamp, nævekamp og alle former for kamp mange gange, derfor var dette bestemt ikke nyt for ham og hver gang, fik han blot en større erfaring og det havde gjort ham til denne store strateg og gode leder. De mørke øjne hvilede fast på Alexis’ skikkelse, hvor han fulgte hver en lille bevægelse som han måtte gøre, for han ville bestemt ikke selv blive offer for Alexis’ taktik. Han havde aldrig mødt denne mand personligt, derfor havde han heller ikke set hvordan han kæmpede og det gjorde kun at han burde være mere forsigtig! Han skulle passe på med hver ting han gjorde, for med hver ting han gjorde, kom der også forskellige åbninger og der kunne komme konsekvenser af at blive for åben. Det gjaldt om at holde paraderne oppe og hovedet koldt.

[Deleted]

For Alexis, så var det kun tydeligt hvor dette måtte føre dem. Han vidste godt, at hans tilstedeværelse ikke gjorde situationen meget bedre for kongehuset og han have gang på gang overvejet at tage derfra, hvis det kunne lette stemningen bare en smule, men at efterlade Keischa sådan, var slet ikke noget som han nogensinde ville være i stand til! Han elskede hende.. og det at efterlade dem som man måtte elske på den måde, var slet ikke noget som kom på tale for hans vedkommende! Han ønskede bare at beskytte hende og det var med alle de midler som han havde at gøre brug af. Hun havde lært at svinge et sværd på grund af ham, hun var åben og modtagelig for mørke væsner også på grund af ham, da det også var noget som han var selv. Ikke alle mørke væsner var mørke af sind. Han var lys som intet andet! Det sølvsværd som måtte møde hans blik, var kun noget som gjorde det langt mere tydeligt, at denne mand så sandelig også måtte mene det hele i det ramme alvor. Ikke fordi at det vel var noget som kunne komme bag på nogen, for det var jo trods alt bare sådan, at det nu måtte være, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Denne mand var ude på at skulle slå ham ihjel, så meget havde han da efterhånden fundet ud af, selvom det nu og da, ikke kunne siges, at være en tanke som behaget ham, for han var slet ikke færdig her på stedet endnu. Han havde så mange ufærdige ting som skulle gøres og han havde så sandelig heller ikke intentioner om at skulle falde lige netop i aften! Så meget kunne han da tydeligt stå ved også således, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han kneb øjnene fast sammen. Han havde selv en utrolig erfaring indenfor våbenbrug og selv en som ham, foretrak faktisk nærkamp frem for alt det andet, ofr det var slet ikke noget som han kunne! Det blev kedeligt og ensformigt, samt at man ikke rigtigt fik lov til at se hvad hans modstander i det hele taget var i stand til – Det gjorde han på denne måde. Som denne mand kom ham i møde, svang sværdet mod hans hals og med kniven som han huggede mod hans bryst, så kunne han vel bare prise sig lykkelig for, at han havde en vampyrs sanser samtidig med at han havde varulvens, så han kunne følge med i hvad pokker der egentlig foregik! Sværdet svang han direkte i møde med det andet, hvor de fast måtte klinge. Hans hånd greb omkring hans håndled, så han ikke kunne ramme hans bryst med den kniv. Han kneb øjnene direkte vredt sammen, som hans fingre lukkede sig kraftigt omkring hans håndled. Han havde både en vampyr og en varulvs styrke, så han havde så sandelig også sine fordele som han kunne gøre brug af i denne kamp og som han så sandelig heller ikke tøvede med at skulle gøre det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Manden var kold, så meget kunne han mærke og den fart og elegance som han havde med sig, tydet kun på en ting! ”Vampyr..” vrissede han med en direkte fast tone. Idet han kraftigt gjorde et udfald med sin egen krop, skubbet ham væk fra sig, idet han svang sit eget sværd med en kraft uden lige, direkte mod hans side og ind mod hans ribben. Den vampyr skulle bare stoppes! Koste hvad det nu måtte koste ham!

[alecander]

Alecander var skam udmærket godt klar over at han skulle være forsigtig, for Alexis var horror, hvilket betød at manden overgik ham selv i hurtighed og styrke – desværre, men sådan var det jo med racerne, de var forskellige, nogle overgik andre på visse områder og om igen, forskellen på de to, var at Alexis også bar varulven i sig, og derfor var han ikke lige så renblodet som Alec selv måtte være, for hvem gad egentlig at have en køters blod i sine årer? Ikke ham! Vampyren var den rette race! Dog var Alexis måske stærkere og hurtigere end ham, men han besad også begge racers svagheder, hvilket var noget som han i den grad også ville udnytte! Det undrede ikke Alec at han stoppede hans slag, hvor de mørke øjne hvilede koldt på hans skikkelse. Hånden der greb omkring hans håndled fik ham til at knibe øjnene sammen. Han måtte være mere kreativ! Det var jo så også kun godt at han var godt forberedt. Idet Alexis gjorde sit udfald imod ham, drejede han kniven i hans hånd, hvor han prøvede at stikke kniven i hånden på Alexis, så han slap hans håndled, og som han blev skubbet væk håbede han på at den muligvis ville rive noget af hånden op. At hans race var blevet opdaget gjorde ham ikke så meget, for.. hvorfor gemme sit ansigt? Han stillede sig klar og slog sit sværd imod Alexis klinge, så det gav en højlydt og skinger lyd, inden han gik nogle skridt tilbage, hvor han kort gjorde tegn til at de skulle stoppe med sit sværd. Han satte kniven tilbage i dragten, inden han lod hånden falde mod hans maske, som han tog af, for at vise sit ansigt, inden han smed den fra sig, for at trække dragtens hætte væk fra hovedet, så hans hoved og hals var frit og viste hvem han var. ”Du skal få lov til at se ansigtet på den modstander som dræber dig,” hvislede han lettere selvsikkert og med det kække smil på læberne. Begge var enige om at de ikke ville falde denne dag, men.. hvem af dem ville så få ret? De mørke, næsten sorte øjne hvilede nådesløst og neutralt på Alexis’ ansigt. ”Og eftersom en af os vil dø, så skal jeg fortælle dig hvem jeg er.. I lang tid har jeg formået at holde mit ansigt og navn skjult, den eneste i har fanget er min bror, Valerio Mathimæus. Jeg er Alecander Mathimæus, lederen af vampyrorganisationen Dødgængerne,” præsenterede han sig kort. Hvis det faktisk skulle vise sig at gå galt, så måtte han indrømme at han faktisk gerne ville blive husket, om det så var for godt eller for ondt, så var han sådan ligeglad, men hvem ville ikke have sit navn skrevet i historiebøgerne? ”Morderen af den forhenværende konge Gabriel, og ham som torturerede hærføreren af Manjarno, Fabian,” endte han med et koldt og næsten så selvtilfredst smil, for at tænke tilbage på hans bedrifter, så kunne han virkelig ikke være andet end tilfreds! Han vidste ikke om han ville tabe, men gjorde han, så ville han være kendt for omverdenen og hvis han vandt.. så ville han endnu have tid til at udrette sine sidste bedrifter. Han løftede sværdet og gjorde sig endnu engang klar til kamp. ”Og snart også morder over Alexis, mørkets forræder,” svarede han med det luskede smil om læberne. Hvem af dem vidste han ikke, men han havde virkelig ikke nogen intentioner om at tabe!

[Deleted]

Alexis var så ny som horror, at han stadig kun var ved at finde ud af de mange fordele og ulemper. Det havde selvfølgelig sine fordele, at han havde styrkerne fra begge racer, hvilket han allerede havde fundet ud af, selvom det ikke var noget som direkte kunne vise sig, som den største hjælp i den anden ende. Ikke hvis denne mand virkelig var ude på at slå ham ihjel, så havde han da noget af et alvorligt problem uanset hvad pokker han ville gøre ved det eller ikke. Hvis det var ham som de var ude på at slå ihjel, så vidste han også godt, at det var ham som havde de største problemer. At slå denne mand ihjel, så ville der vel også bare ende med at komme en anden efter ham i den anden ende? Hvilket han heller ikke ønskede lige nu. Han var her for pokker da kun for Procias’ bedste og han handlede så sandelig også efter det på denne måde. At folk så ikke stolede på ham, var jo så det som han kunne sige sig, at være meget ked af, for det var han virkelig. At han fik blokeret hans slag med kniv og sværd, var nu ikke noget som kom bag på nogen? Som træner af de procianske tropper, så skulle der lidt mere til end det her! Han kneb øjnene sammen, som han skubbede manden fra sig, hvor kniven alligevel formåede at rive en god flæns af hans hånd med, hvor han kraftigt tog den til sig, med et let smertefuldt gisp. Han vendte kort blikket mod den og så mod ham igen, som han trak sig yderligere et skridt. Det var nu heller ikke fordi at han nærede nogen som helst tillid til den mand, selvom han kunne konkludere enkelte ting; Han var her for at slå ham ihjel og han var her alene. Han knyttede næven fast omkring hans sværd, selvom han ikke rokkede sig det mindste. At han stod overfor den selv samme mand som havde slået Gabriel ihjel og tortureret Fabian til uigenkendelighed, var bestemt heller ikke en tanke som behaget ham! Det var en meget stor modstander som han stod oppe imod! Desuden så vidste han, at det kun var et spørgsmål om tid inden at han ikke ville kunne fortsætte med at stå som dette. Hungersnøden havde jo trods alt også ramt slottet og priserne på vin var steget voldsomt efter at Marius havde mistet herregården. Intet var som det havde været før i tiden, hvilket i den grad også var en tanke som måtte frustrere ham selv en del. Sulten var klart det som præget ham mest. ”Dig..!!” Denne gang var hans stemme intet andet end en mindre hvæsen, for det gjorde ham direkte vred at skulle tænke på! Gabriel havde været en af de bedste landet havde haft siden Elanyas tid, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var da helt sikkert! Han sænkede sit sværd en anelse. ”Udmærket.. Alecander. En af os falder i aften. Og det er ikke mig!” Han endte med at lægge sværdet ned. Alec stod med et sværd af sølv, så han vidste, at hans eget ville være sikkert i denne situation. Han endte med at gøre klar til sin egen forvandling. Hvis han var den vampyr som han fremstod som i medierne, så ville han da se hvor meget han kunne stå oppe imod en varulv! Han gik ned på alle fire, som hans knogler begyndte at knække og brække, som han begyndte sin forvandling, groede den mørke og tykke pels, som det store bæst kom frem i ham igen. Halen, de store poter, snuden og de skarpe tænder. De nu næsten helt ravgule øjne vendte han direkte mod Alec. Dette var hans foretrukkende kampskikkelse. Det var meget nemmere for ham. Han knurrede fast.

[alecander]

Alecander var udmærket godt klar over Procias’ problemer og det var bestemt også dem som han havde tænkt sig at spille på! Han vidste at landet led af hungersnød og eftersom han vidste hvor godtroende folket her var, så gik han ud fra at kongehuset prøvede at give så mange varianter ud til folket og samfundet som det var dem muligt, så han gik ikke ud fra at kongehuset selv havde så meget mad, men selv led af hungersnøden, dog var dette kun en teori og han håbede at han havde ret! De mørke øjne hvilede fast og iagttagende på Alexis, som han fulgte hver en eneste lille bevægelse som han måtte gøre, for at se om han kunne læse hans bevægelser og derved finde en åbning. Han var kendt i kampens hede, han havde erfaringer og var bestemt ikke dum, han var en strateg fra yderst til inderst, for.. hvordan skulle han ellers have dræbt Gabriel, den tidligere konge af Procias, under et maskebal, hvor der var fyldt med mennesker? Det ville være dumt at undervurdere ham, men af den grund ville han heller ikke undervurdere Alexis, for manden var træner og derfor var det kun et bevis på at han var god indenfor kamp, men på den anden side, så kunne han jo også være en elendig træner. At Alexis havde hørt om hans bedrifter undrede ham ikke helt, for hvem havde egentlig ikke det? At han var sikker i sin sag på at han ikke ville falde denne dag, var noget som Alec også selv var sikker på, så faktisk glædede han sig til at se hvem der faktisk ville få ret, hvem af dem der faktisk ville overleve. Hans greb omkring skæftet blev stærkere, hvor hans blik hvilede fast på Alexis. Han skulle nok vinde denne kamp! Måske manden var horror, men det havde skam ingen betydning! At Alexis gik ned på alle fire og påbegyndte sin forvandling, fik Alec til at træde et enkelt skridt bagud. Han ville vel ikke forvandle sig til varulv? Et lumsk og næsten så morende smil gled over hans læber, hvor han stillede sig parat til kamp. Han så blot til, som han forvandlede sig, hvordan kroppen blev stærkere og mere muskuløs, hvordan pels groede ud af hans krop og blev til en mere ulvelignende skikkelse. Han rystede ganske let på hovedet. ”Du ved.. det er sjovt så meget som du faktisk minder mig om en køter,” svarede han lettere provokerende, hvor han bakkede endnu et par skridt bagud. Han vidste at han skulle passe på når det kom til varulve, specielt når den varulv indgik i en horrorblanding! Han flyttede provokerende efter ham. ”Kom så Fido,” mumlede han med sammenbidte tænder, hvor han holdt sit sværd med sølvklingen parat. I sine hænder holdt hans varulvens største svaghed; sølv. Det var virkelig dumt af ham at forvandle sig til varulv! Men sølvet var virkelig ikke den eneste taktik han havde imod ham, for han var skam forberedt, havde tænkt det hele igennem i sit hoved flere gange med forskellige handlinger og slutninger. Han havde studeret og læst om hver af sin modstander inden han havde mødt ham og derfor havde han skam også forberedt sig på Alexis. Som sagt var han en strateg og han gik ikke bare i kamp uden at være forberedt eller noget som helst! De mørke øjne hvilede fast på hans store ulveskikkelse, inden et kækt smil gled over hans læber, som afslørede hans ene sylespidse hjørnetand. Sjovt som lige de to var i kamp, varulv mod vampyr, de to naturlige dødsfjender.

[Deleted]

Dette havde allerede vist sig som en kamp mellem de to store dødsfjender som havde formået at skrive sig ind i de mange historier som man kunne læse om, alle dem som gik på folkemunde selv i disse dage. At gro den store pels var virkelig det som var nemmest for Alexis. Han havde til dels større kontrol over sig selv når han var på alle fire, for det var der at han kunne fremtvinge de styrker som hvilede i hans varulveskikkelse, ellers var det vampyren som stod stærkest i ham og det var så sandelig også sådan, at det skulle forblive med i den anden ende. Hungersnøden havde også ramt slottet og det var specielt gået ud over de få. Alexis var nødt til at leve på rationer, for han havde ingen anelse om hvornår han kunne få den næste ladning af det som var nødvendigt for ham nu hvor han var horror. Det havde været langt nemmere dengang han havde været en varulv for så mange år siden, men det var anderledes nu hvor han også var blevet bidt af en vampyr og var endt der hvor han nu måtte stå i øjeblikket. De lange kløer borede sig ned i det blanke gulv og med blikket hvilende på ham med det direkte morderiske som man slet ikke skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hvis det var denne mand som havde slået Gabriel ihjel, så skulle han dø og det var lige nu! Han blottede de store tænder. Måske at han var langt større og nemmere at ramme nu, men det var også i denne skikkelse, at han formåede at gøre selv den største skade, for styrken og kraften hvilede i den grad ved ham lige for øjeblikket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han gik lidt mod den ene side, samtidig med at han bevægede sig tættere og tættere på Alec. De ravgule øjne hvilede på sværdet og på hans skikkelse, som han selv var klar til at skulle sætte angrebet ind. At det var sølv, var jo så det som gjorde det sværere for ham selv at komme tæt på, selvom han nu ventede på den rette mulighed. Dette var også den sidste test som ventede de mange soldater inden han sendte dem i marken. Han ville se deres teknikker og deres metoder overfor ham i denne skikkelse, så det var jo heller ikke fordi at han var den mest uerfarende, tvært imod! Han var i den grad udmærket klar over, hvad det var han gjorde og det havde han på sit vis også altid været! De spidse tænder som nærmest måtte stå i fråde, blottede han fuldkommen, idet han rejste nakkehårene. Ørene lagde han tilbage. På sit vis, så forsøgte han at larme, så folk hørte ham, selvom det ikke virkede til nu. Før eller siden, så skulle det nok komme! Han stoppede op, hvor han blot blev stående for et ganske kort øjeblik, hvor han uden så meget som et varsel og kun i form af en kraftig knurren, satte angrebet ind. Den mand skulle bare slås ihjel og det kunne bestemt heller ikke gå for hurtigt! De spidse tænder forblev blottet, idet at han sprang direkte mod ham, de store kløer rev direkte ud efter ham, som hans tænder prøvede at skulle få fat i hans overarm, alt for at holde det sværd væk fra ham! Han skulle bare ikke have den mulighed for at ende med at stikke ham ned! Han nægtet at blive den faldende i aften!

[alecander]

Måske det var varulven som var den stærkeste og mest udholdende, sådan havde det jo altid været, men Alecander fandt det virkelig dumt at han havde valgt at forvandle sig, for nu var han så stor og lige til at ramme, men af den grund ville han ikke undervurdere ham, for Alec vidste godt at denne varulv kunne blive hans død, men det var altså hvad han gjorde, han satte livet på spil, det var sat på spil hver dag, så han var vant til at se faren i øjnene og Alexis var virkelig ikke den største udfordring han havde stået overfor! Måske Alexis var den stærkeste modstander han havde stået over for – det måtte tiden ligesom vise – men denne udfordring, denne mission var ikke den farligste han havde været på. Denne mission havde faktisk været ganske let at planlægge og han var bestemt også forberedt! De mørke øjne studerede det store behårede bæst ganske let, som det kom ham nærmere ved at gå lidt mod siden, han blev dog selv stående på stedet med begge hænder på det sorte skæfte, som han knugede ganske let i sine hænder, imens de mørke øjne hvilede koldt og følelsesløst på varulven. Han havde altid fundet varulve uhumske og her var beviset på det! Det frådende savl, behåret og langt fra elegant! Det var og blev et monster, et bæst, en køter! Han gjorde et fast hvæs fra sig, så han selv blottede sine sylespidse hjørnetænder ved varulvens knurren. Sjovt at det var to dødsfjender der skulle stå overfor hinanden, men det morede ham nu alligevel. Det kække smil gled over hans læber, da Alexis blot stoppede op og ikke gjorde noget yderligere. ”Kom så!” hvæsede han næsten opfordrende, hvor han knugede mere fast omkring hans sværd. Han bed tænderne sammen og så dræbende på Alexis, som han gjorde sig klar. Han ville vinde! Han ville bestemt ikke tabe til en dum varulv! Og slet ikke en køter! At han gjorde et kraftspring imod ham, fik ham blot til at smile selvsikkert. Det var dumt at gå i luften, for i luften kunne man ikke undvige! På et splitsekund analyserede hans mørke øjne hele terrænet og som varulven slog og bed ud efter ham gjorde han et forlands rullefald, under varulven og ud på den anden side, hvor han gled et stykke hen ad gulvet, alt imens han greb fat omkring en lille flaske med det klareste engleblod, hvor han havde forstærket duften. Han vidste der var hungersnød og hungersnød var ikke godt for en race som Alexis’. Han kastede flasken i gulvet tæt ved Alexis i et forsøg på at distrahere ham, for han håbede på at han var sulten og derved ville sænke paraderne blot for et sekund. Han var hurtigt oppe på benene, hvor han greb omkring sit sværd, som han stak ud imod den store ulvekrop. Han var sådan set ligeglad med hvor klingen ville ramme, for det var lavet af sølv og ville derfor gøre ondt for Alexis vedkommende. Han håbede faktisk på at han ikke ramte et sted som ville dræbe ham på stedet, for så kunne han få ham til at lide bare en lille smule! Han gjorde et let hvæs fra sig, som han stak sværdet imod varulvens side med al sin kraft. Denne varulv skulle dø! Ligesom resten af de folk der var på kongeslottet for øjeblikket! Ingen af dem var værdige til at styre landet, for de havde været passive, det havde hele omverdenen jo set, der var jo en grund til at det var så let at starte et oprør.

[Deleted]

Man tog i den grad fejl hvis man ville anse en varulv som et klumpet væsen, for det var langt fra tilfældet! Nok var de langt fra så elegante som en vampyr ville være det, men spillede det nogen rolle? Alle havde de deres styrker og deres svagheder og det var sådan, at det skule forblive, også set i Alexis’ øjne, men at falde for en vampyr, var slet ikke noget som kom på tale! Og specielt ikke denne af slagsen! Sulten var han virkelig, men han havde efterhånden lært at kontrollere det. Hvis muligheden bød sig, så gik han på jagt - Ikke efter mennesker, men dyr. Det mættet ganske rigtigt ikke på samme måde, men det gav ham da lidt at arbejde med og så var det vel også til det bedste i den anden ende. Han havde selv stået i ekstremt mange kampsituationer, så han vidste og kendte til sine bedste træk. For øjeblikket, så var han kun ved at varme op, for han nægtet simpelthen at skulle tabe til en vampyr på egen hjemmebane! Det var simpelthen ikke noget som ville komme på tale for hans vedkommende! Hvis han havde været mæt, så var det bestemt denne mand som havde problemer, for han var ikke den type som man normalt ville kaste sig ud i krig med! De ravgule øjne hvilede på ham, som han kraftigt havde gjort sit udfald med en kraft som ville få enhver vampyr til at vakle og falde i gulvet, men det krævede jo selvfølgelig bare, at man ville ramme, ellers gik det jo trods alt ikke helt. Han var sulten og derfor var han også mere afkræftet end det som han normalt ville være. At Alec rullede under ham, var han ikke meget for, hvor han landede på alle fire igen og vendte sig direkte mod ham. Lugten af engleblod, var noget som direkte måtte ramme hans næsebor, selvom han ikke tog sig af det. Hans tænder løb pludselig langt mere i vand end før. Det var jo trods alt en kæmpe delikatesse! Kløerne satte han ekstra meget i gulvet, også mest for ikke at ende med at springe efter den, for han var virkelig sulten! Han bed tænderne sammen og knurrede kraftigt af Alec. Der skulle langt mere end en flaske engleblod til at overliste ham, selvom han vidste, at hans sult var noget som kunne ende med at koste ham frygtelig dyrt! Som der blev stukket direkte ud mod ham, så flyttede han sin massive ulvekrop over på den frie side af sværdet, så han ikke ville ramme, måske snitte eftersom en vampyr virkelig kunne bevæge sig forbandet hurtigt. Igen valgte han at bide direkte ud efter hans arm eller skulder i forsøget på at skulle få fat. Han nægtede at tabe til denne mand og specielt ikke her! Samtidig med at han bed ud efter ham, så havde han sine spidse kløer som kraftigt slog ud mod hans mave, i forsøget på at skulle slå ham i jorden. I skikkelsen som ulv, så havde han styrke på sin side, selvom Alec havde sin hurtighed. Det var nu at man for alvor vil finde den sejrende af de to store dødsfjender – Endnu en hændelse som skulle skrives ind i historiebøgerne, så meget vidste han allerede. Hans angreb var hurtigt, det var enkelt og det havde kun vist sig at være effektivt. Nu spørges det, om det var noget som Alec havde ventet sig.

[alecander]

Alexis havde styrken og udholdenheden, eller udholdenhed alt efter hvor meget han var trænet, men siden han var træner, så var han sikkert hærdet. Dog havde Alecander trænet hele sit liv, han havde fået en hård opdragelse af sin far og derfor var hans egen krop blevet muskuløs og langt mere hærdet end en normal vampyrs krop ville være. Hvis de skulle løbe om kap, så ville Alexis også vinde, ikke kun fordi han var horror, men fordi han var varulv, men fordi han havde valgt at forvandle sig og de kæmpede i et rum, så ville Alec kunne bevæge sin lille krop langt hurtigere end Alexis ville kunne nå at bevæge sin store og massive – også fordi at den var så stor at Alec havde let ved at finde åbningerne. Et sted havde han haft sine bange anelser om at engleblodet ikke ville virke, for.. Alexis boede trods alt i det gode land, han kæmpede for det gode, så han havde jo nok også lært ikke at styre sin sult og sin træng efter engleblod. At sværdet kun snittet, var ikke noget som Alec var yderst tilfreds med, faktisk måtte det irritere ham, dog tænkte han ikke yderligere over det, da han allerede var inde i kampen igen. Han havde godt set at Alexis flyttede sig og det gjorde jo kun at han højst sandsynligt ville angribe igen, derfor drejede Alec rundt om sig selv, hvor han med al sin kraft smadrede skæftet ned i Alexis kranie, som han bed ud efter ham igen, inden han trådte et enkelt skridt til siden så han undgik den store pote der slog ud efter ham, blot for svinge sværdet sølvklinge ud mod varulvens hals, i endnu et forsøg på at halshugge ham. Måske Alexis var erfaren indenfor kamp, men det var Alec bestemt også, desuden så havde han specialiseret sig indenfor nærkamp både med og uden våben og han havde aldrig nogensinde tabt en kamp endnu, hvilket han heller ikke ville denne gang! Han vidste dog at det ikke ligefrem var det smarteste at stille op mod en horror som tilmed var en race der overgik hans egen i både styrke og hurtighed, men.. hvad gjorde det? Bare fordi Alexis var stærkere og hurtigere på længere sigt, så var det ikke ensbetydende med at han ville vinde, for Alec havde virkelig ikke rejst denne lange vej bare for at tabe til en sølle horror! Han havde tænkt det hele igennem, alt var planlagt og Alexis skulle virkelig ikke få lov til at stå i vejen for ham! Han skulle ikke få lov til at vinde, for nok han var træner, var vant til kamp, men det samme var Alec, derfor var det egentlig også en kamp som mange sikkert ville betale store pengesumme for at se, for det var to dødsfjender der var oppe imod hinanden og hvem ville ikke gerne se hvem der var den kløgtigste og bedste? Selv Alec var nysgerrig på at se hvem der egentlig ville vinde. Men nu var det nok med det pjat! Det var på tide at finde en vinder og måske Alexis havde mange fordele, men han undervurderede virkelig Alecs kløgt og viden, for han var nemlig ikke kommet uforberedt langt fra, hvilket han også nok snart ville få at se! Han var langt fra færdig og han havde endnu mange trick oppe i ærmet! Han greb omkring endnu en lille flaske, denne falske besad dog intet blod eller væske, nej denne falske indeholdt sand. Han skubbede proppen af flasken, inden han kastede det direkte mod Alexis’ ravgule øjne.

[Deleted]

Alexis havde trænet kamp igennem så ekstremt mange år, at man skulle tro at det måtte være løgn. Nok træt og udmattet var han, ganske enkelt fordi at han ikke havde formået at stille sulten ordentligt. Denne kamp ville skrives ind i historiebøgerne, så meget var han klar over, ganske enkelt fordi at det var en kamp mellem de to store dødsfjender og sjovt nok, så skulle den faktisk foregå i et land som Procias. Han havde virkelig ikke planer om at falde i aften, selvom han allerede var bange for, hvordan udfaldet skulle og ville ende med at blive, så var det bestemt heller ikke en tanke som han brød sig om, at skulle tænke over i det store og hele, men det var jo heller ikke fordi at han havde meget andet valg når det endelig måtte være. Hans hjerte hamret allerede mod hans bryst og med de store øjne direkte hvilende på skikkelsen foran ham. Alec havde bragt sorg og problemer nok til Procias ved at slå Gabriel ihjel og lade det hele være så kaotisk allerede fra dengang, at det var noget som han nok skulle bøde for i den anden ende! Hvad han dog allerede havde fundet ud af, var at Alec gik forbandet meget efter hans hals – Han ville hugge hans hoved af? I sig selv, så var det bare tydeligt for ham, at denne Alec virkelig ønskede at han skulle falde i aften, selvom han slet ikke ønskede det. Det var for farligt at miste en som ham selv, specielt nu hvor Procias faktisk havde brug for det i den anden ende! Snitsåret havde ramt ham lige omkring det øverste af overarmen og over skulderen, selvom det nu ikke var noget som han tog sig af. Det skæfte som han dog fik i hovedet lige bagefter, var noget som kraftigt fik ham til at trække sig med en mindre klynken, for det var faktisk noget som gjorde ondt! Han bakkede faktisk et godt stykke, før han igen vendte blikket mod ham. Det nyde udfald mod hans hals, havde han allerede set komme, så poten røg endnu en gang til vejrs, hvor han kraftigt kunne skubbe klingen væk, ved at skubbe kraftigt til Alecs arm. Han nåede ikke at gøre andet end at vende sig mod ham, idet han måtte få sandet direkte i øjnene, hvilket kraftigt måtte tvinge ham til at lukke øjnene og kraftigt bakke, da han prøvede at gnide det ud af øjnene med de massive poter. Det der var virkelig et beskidt trick og det var virkelig unfair! Han havde bare ikke nogen intentioner om at skulle falde lige i dette øjeblik, for det var slet ikke noget som han ønskede i den anden ende. Det var noget som gjorde ham direkte panisk, for han var slet ikke klar til at forlade Keischa endnu! Han endte med at forvandle sig om, hvor han stod i det næsten så lasede tøj, da hans forvandling gik tilbage. Hvis det var sådan at det skulle gå, så kunne han også være med på det! Han åbnede øjnene, selvom det virkelig skar som bare pokker, da han kraftigt så efter sit eget sværd. Lugten af blod var oven i købet noget så frygtelig distraherende for hans vedkommende, for det var nødvendigt med føde for ham før eller siden! Han gjorde et kraftigt udfald mod klingen som han kun lige kunne ane på gulvet. Han nægtede at skulle stå der uden så meget som en eneste mulighed for at forsvare sig overfor Alec! Kampen mellem vampyr og varulv var langt fra forbi endnu, hvis det var noget som stod til ham!

[alecander]

Det var faktisk lang tid siden at Alecander havde udkæmpet en rigtig kamp imod en værdig modstander, hvor udfaldet var ukendt, for han vidste ikke hvor god Alexis var, derfor undervurderede han ham ikke, men det var næsten noget så befriende at slås mod ham, for.. han havde faktisk savnet lidt modstand, lidt spænding og lidt fare! Hele hans organisation havde holdt lav profil siden maskeballet, hvor han havde ledt efter en ny mulighed for at slå til, og den mulighed var kommet med Ilosonic på grevepladsen, som havde startet oprøret så Procias nu stod tilbage i kaos. Men det var virkelig rart at være i gang igen, endelig at få lov til at komme lidt ud i feltet, ud i marken, så han kunne bevæge sig lidt igen, for det var virkelig flere år siden at han havde fået lov til at udkæmpe en så god kamp som denne! Men selvom han morede sig, så var han skam dødsens alvorlig, for han havde skam i sinde at dræbe Alexis, om det skulle ske hurtigt eller langsomt var sådan set irrelevant, for det eneste vigtige var at han døde og at han havde tid nok til at udføre resten af sin plan. At varulven trak sig væk med en mindre klynken, fik et triumferende smil til at glide over hans rosa læber. Han vidste godt at kaste sand i modstanderens øjne ikke ligefrem var et fair trick, men han havde virkelig ikke hele dagen til at udkæmpe denne kamp, desuden så kunne han mærke på Alexis at han var ved at blive.. forpustet? Det var sikkert hungersnøden som spillede ind. At han forvandlede sig tilbage og næsten panisk kravlede efter sværdet i blinde, fik ham til at slippe en hånlig latter. ”Ved at miste overblikket?” spurgte han lettere provokerende, hvor han lagde armene over kors, imens han blot lod Alexis samle sværdet op og selv komme op på benene igen. Måske han havde kastet sand i øjnene på ham, men han ville ikke vinde på denne måde, det var alt for let, og det kunne måske koste ham livet i den anden ende, men han var trods alt en mand af ære. Han svang sværdet kort rundt, inden han pegede det kampklar mod Alexis igen. Alec selv var forberedt og fordi han vidste at Alexis var horror og derved stærkere, så havde han alt hvad der var nødvendigt i sin dragt, selv småtrick som kunne gå hen og blive ham nyttige, for han vidste at Alexis var stærkere end ham selv fysisk og kun fordi han var horror, men eftersom han havde formået at få ham til at forvandle sig tilbage igen, så var han allerede på rette vej, hvilket vel var tydeligt for enhver? ”Ved at få sved på panden? Eller er det sulten der spiller ind?” spurgte han lettere kækt, uden at han tog blikket fra ham. Han greb tre kastestjerne som var gemt i hans dragt, hvor det gav en klingende lyd, da han trak dem frem, hvilket blot var et bevis på at de var sylespidse som et barberblad, og de var tilmed lavet af det pureste sølv, for som sagt; han kom ikke uforberedt. Han kastede den første af sted imod ham, kort efter den anden og til sidste den tredje, i håb om at den ene ville ramme, eftersom han gik ud fra at Alexis højst sandsynlig ville flytte sig.