Telling the truth

[Deleted]

Det var ved at blive ret sent på aftenen, selvom man nok ville kalde det nat efterhånden. Stilheden havde lagt sig over slottet, og de fleste var mere eller mindre gået i seng. Det var dog ikke tilfældet for Dericks vedkommende, da han sad inde i pejsestuen helt for sig selv. Han nød stilheden, det at være alene, selvom pejsen holdt liv i det hele og lyste det store rum op med sit hyggelige skær. Den sidste måned havde ikke været specielt god for Dericks vedkommende, tværtimod faktisk. Efter han havde roet Elanya ned i Våbensalen var det som om hun var begyndt at trække sig væk fra ham. Hun var blevet langt mere afvisende og ikke mindst afvigende, som om han havde gjort noget forkert, men.. han kunne ikke blive klog på hvad. Han kendte hende bedre end nogen anden og han vidste at der var noget galt, men han vidste ikke hvad og når han prøvede at komme ind på det, så afveg hun igen. Hun havde arbejdet meget på det sidste, så meget tid havde der ikke været, og han nagede en fornemmelse af at det var for at undgå ham. Det gjorde ondt at tænke på, specielt fordi hun slet ikke ville fortælle ham hvad der var galt, så han havde været ret ensom i den sidste måneds tid, selvom han ikke sagde noget til det, for hvad skulle han da sige? Det gik bedre med kroppen, den var blevet stærk igen, så han gik ikke længere med krykke, selvom han tvivlede på at Elanya havde lagt mærke til det, for havde hun overhovedet tænkt på ham igennem det sidste stykke tid? Han tvivlede stærkt på det, selvom det gjorde ondt, for han var bange for at han var ved at miste hende, og det ønskede han virkelig ikke! Bare tanken omkring det gjorde ham dårlig! Men eftersom han ikke havde været særlig meget sammen med hende på det sidste, så havde han brugt mere tid på genoptræningen, for han gik meget op i at holde kroppen ved lige, nu var han jo blevet menneskelig, så der var stor forskel fra magiker til vampyr, han havde jo heller ikke længere udødeligheden på sin side. Hans krop var dog stadig muskuløs og uden det mindste fedt, for andet tillod han ikke! Han brød sig jo slet ikke om tanken omkring at han var ved at blive gammel! Selvom det vel godt kunne ses generelt?
I øjeblikket sad Derick i de bløde sofaer, i den som stod med ryggen til døren, men med fronten mod pejsen, så han kunne mærke den behagelige varme. Han sad med en bog i hænderne – som sædvanligt. Han havde efterhånden læst ufattelig mange bøger, selvom han næsten også følte sig helt klogere. Han var også blevet bedre med magien, for det havde han faktisk også trænet, så han var faktisk ved at blive en sand magiker, om man så måtte sige det. Han trivedes faktisk godt på den lyse side, selvom han et sted havde svært ved at give slip på mørket, for det havde jo altid været en del af ham, og der var også visse holdninger og meninger som hang fast ved ham, for det kunne han ikke slippe. Det lå så normalt til ham. Han strøg kort en hånd igennem de blonde lokker, inden han bladrede om på næste side af bogen, som var endnu en krigsbog, han var jo nærmest startet fra tidernes morgen og fortsat op igennem tiden, mange forskellige konger og dronninger havde landet havde og de havde alle styret landet på forskellig vis, faktisk ganske fascinerende!

[Deleted]

Elanya var gået i seng for adskillige timer siden, selvom det havde været umuligt for hende at få det mindste søvn. Lucas’ ord var noget som herskede tydeligt i hendes sind og det at hun havde valgt at gå til ham i stedet for så frygtelig mange andre, så var der jo også grunde til. Hun havde holdt sig fra Derick igennem det sidste stykke tid. Hormoner var ved at melde sig og det var noget som ramte hende temmelig kraftigt, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun endte med at svinge benene over sengekanten idet hun roligt satte sig op. Jason lå og sov ved siden af hende. Han havde været hjemme ved Lisa igennem den sidste uges tid og var træt, hvilket hun udmærket godt kunne forstå. Som et ægtepar så delte de seng, de hvilede i hinandens favn, selvom der virkelig ikke var noget bag det ellers, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun vendte sig roligt mod ham og med et stille smil, idet hun greb efter sin silkekåbe som hun tvang omkring sin egen krop. Hun var nødt til at snakke med Derick før hun ville kaste sig ud i snakken med Jason, for det var virkelig ved at være nødvendigt. Selv vidste hun udmærket godt at hun ikke kunne fortsætte med at udskyde snakken med nogen af dem og hun kunne heller ikke fortsætte med at blive væk fra Derick som om at der var noget rivende galt for.. det var der jo egentlig ikke. Hun rejste sig forsigtigt op og kastede roligt kåben omkring sin krop, som hun roligt valgte at lukke den til. På listetå, så valgte hun at forlade værelset og lukke døren efter sig, så det så ud som om at der stadig var ro inde på værelset i stedet for, for det var efterhånden ved at være direkte nødvendigt. Hun havde det virkelig, virkelig elendigt alene med den tanke om at hun ikke havde gjort noget som helst for ham igennem den sidste lange måneds tid.
Turen ned til Dericks værelse var en vandring som hun gjorde ganske hurtigt. Hun stoppede roligt op udenfor døren. Et sted så var hun selvfølgelig bange for at han måtte ligge og sove, for det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede at forstyrre på denne her måde, det var da helt sikkert. ”.. Derick?” kaldte hun forsigtigt, også selvom der ikke kom det mindste svar. Ganske forsigtigt tog hun i håndtaget og tvang døren op, også selvom det hurtigt gik op for hende, at han slet ikke var til stede. Et sted så sank hjertet i hendes bryst, for hun var jo et sted bange for han ville tage af sted uden så meget som et ord til hende! Nu hvor hun alligevel ikke var i stand til at sove, så var det bare noget som hun var nødt til at prøve sig frem med på denne her måde. Hun gik roligt ned af de store trapper og væk fra de mange værelser og ned mod pejsestuen. Det var jo der hun altid tilbragte tiden hvis hun ikke sad i tronsalen eller var på værelset og nu hvor Jason sov og tronsalen var stor, mørk og ensom, så var de bestemt heller ikke nogen alternativer set i hendes øjne! Hun endte dog hurtigt med at stoppe i døren ind til pejsestuen, da Dericks skikkelse tårnede sig for hende. Et sted med lettelse og alligevel overrasket, så hun endte med at gispe. Det var jo heller ikke fordi at hun havde regnet med at se nogen vågen på denne her tid! ”Derick..!” endte hun næsten overrasket.

[Deleted]

Hvad der var galt med Elanya, havde Derick virkelig ikke nogen anelse om, men han var bange for at han havde gjort noget galt, og noget virkelig slemt, for hun havde jo knap nok ville tale med ham, hvis han så hende i forbifarten. Det gjorde ondt at tænke på, for han vidste slet ikke hvad der var galt, og alligevel fik han skyldfølelse, for det måtte vel være hans skyld? Noget måtte han jo have gjort siden hun tog afstand til ham! Dum var han jo ikke! Han kunne tydeligt mærke det på hende! Det som dog gjorde ham mest usikker, var det at han slet ikke vidste hvad han skulle have gjort forkert, for tænkte han tilbage, så.. var der jo intet. De havde haft en fantastisk nat, dagen efter havde han roet hende ned og endda selv givet hende lov til at tage på arbejde uden at brokke sig det mindste, og så.. havde hun bare taget afstand til ham, noget som gjorde ham usikker, for han kunne jo ikke lade vær med at undre sig over om hun overhovedet gad ham mere, for det virkede slet ikke sådan. En anden tanke han var bange for, var at hun havde fundet en anden mand, men.. den tanke var mere usandsynlig end noget andet, for han havde ikke set hende med nogen anden mand, foruden Jason eller Lucas, så.. et sted tvivlede han også på det, men tanken lå der stadig, for et sted frygtede han jo at han bare var den næste i rækken. Han sukkede let for sig selv, som han bladrede om på næste side endnu engang. Han endte dog med at vende blikket mod pejsen i stedet for, da tankerne var begyndt at kværne mere i hans hoved igennem den sidste måneds tid, for alle ville vel gøre sig alle mulige tanker, hvis de var i hans sted? Han vidste ikke hvad klokken var helt præcist, selvom han vidste at det var ved at blive sent, for der var blevet utrolig stille, ikke engang tjenestefolket var oppe længere. Elanya havde ikke sagt godnat til ham, selvom han egentlig ikke tog sig af det, for han kunne faktisk ikke huske hvornår hun sidst havde gjort det, for hun holdt trods alt afstand til ham, desuden havde han ikke snakket med hende hele dagen, for han var selv begyndt ikke engang at vinke til hende, hvis han så hende, for hvorfor skulle han? Han bed tænderne ganske let sammen, som han mærkede knuden i hans mave, en knude han havde haft meget her på det sidste. Han endte med at vende blikket mod bogen igen. Han havde sovet elendigt den sidste uges tid.. hvis ikke længere, hvilket også var grunden til at han var oppe endnu, for han ville alligevel ikke kunne sove, så han kunne lige så godt være oppe indtil han snart ikke kunne holde øjnene åbne mere og så gå i seng, for så var han da sikker på at han kunne sove, selvom det kun blev et par timer. Han sukkede let, selvom det gav et sæt i ham da han hørte stemmen bag sig, for han havde troet at han var alene! Da stemmen så udtalte hans navn, endte han med at vendte blikket bagud, og da han så at det var Elanya, endte han med at rejse sig op og klappe bogen sammen. ”Elanya!” endte han lettere overrasket, selvom han endte med at rynke brynene i en usikker mine, for han vidste faktisk ikke om hun var sur på ham eller noget. For en gangs skyld gav det ham faktisk en dårlig fornemmelse at være i samme rum med hende, for han følte sig egentlig ikke specielt velkommen. ”Jeg.. hvis du skal til er der fri plads.. jeg skulle alligevel til at i seng,” endte han roligt, selvom det vel var tydeligt at han var usikker? Han endte med at gå mod døren, for blot at ville gå forbi hende.

[Deleted]

Elanya vidste udmærket godt, at hun havde været direkte led overfor Derick ved at blive væk, ignorere ham og afvise ham, afvige ham og alt det andet som hun også havde gjort overfor ham, for det var virkelig ikke noget som hun kunne være bekendt og det var jo noget som hun vidste allerede fra før af, selvom det virkelig ikke gjorde fra alle til, om det var noget som man jo så ville det eller ikke. Alle de ting som hun havde haft at tænke igennem, så var det vel heller ikke helt underligt, at Derick også tog det hårdt? Hun havde virkelig ikke ment det for at være direkte led mod ham eller noget som helst. Selv sov hun ikke godt. Hun så ikke Derick og de gange hun endelig så ham, så var det ikke engang med et smil længere. Ikke fordi at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig skulle komme til stykket. Hun sukkede stille. Hun vidste at det var noget som hun var nødt til at snakke med ham om og nu hvor hun stod i den situation som hun gjorde, så havde hun et sted vel heller ikke rigtigt noget andet valg? Tanken skræmte hende, for hun havde slet ikke nogen anelse om hvad Derick ville sige til det! Turen ned mod pejsestuen var rolig. Det var et af hendes yndlingssteder på slottet, for der kunne hun altid slappe af – specielt når det ikke var hende muligt at falde i søvn, for det havde det ikke gjort det sidste lange stykke tid. Det kunne hun ikke uden at skænke ham et kys godnat og så bede ham om at sove godt. Hun havde det virkelig bare elendigt med sig selv!
At Derick skulle være i pejsestuen var virkelig noget af det sidste som hun havde regnet med, så det var bestemt heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Om ikke andet, så havde det bestemt heller ikke været hendes mening at skræmme ham, men det var virkelig bare sket af den grund og det var slet ikke noget som hun mente med vilje! De smaragdgrønne øjne søgte direkte til hans skikkelse, som han havde rejst sig op og vendt sig mod hende. Hun længtes efter ham og hun havde virkelig savnet ham og nu havde hun endelig samlet sig det mod som hun havde haft brug for, for at søge til ham og faktisk se ham i øjnene. Hendes hjerte hamrede let mod hendes bryst, idet hun roligt trådte ind i pejsestuen og derved også stillede sig direkte i vejen for ham, så han ikke bare kunne passere hende og komme forbi, for det var slet ikke noget som hun var ude på, på nogen måde! Han skulle ikke bare have lov til at gå når hun havde brug for at snakke med ham! De havde faktisk mange ting som de var nødt til at få snakket igennem! Hun bed sig let i læben. ”Jeg søgte på dit værelse.. Og finder dig her.. Jeg håber ikke du er for træt til at sove endnu, Derick.. Jeg har brug for at snakke med dig,” sagde hun roligt, hvor hun stillede sig direkte i vejen, som han forsøgte at komme forbi hende. Hun ville ganske simpelt ikke lade ham gøre det! Ikke på vilkår! De smaragdgrønne øjne søgte til hans blik. Han var usikker og det var noget som virkelig gjorde ondt på hende, også fordi at hun vidste, at det jo faktisk var hendes egen skyld.

[Deleted]

Det var ikke fordi at Derick ønskede at bebrejde Elanya på nogen måde, og han var faktisk heller ikke sur på hende, han var mere forvirret og frustreret, for han vidste jo slet ikke hvad der var galt, men noget var der! Det gjorde ham virkelig usikker og faktisk havde han aldrig følt sig så usikker som han var nu. Han havde faktisk forsøgt at konfrontere hende med det, men.. det var som om hun bare havde ignoreret ham og det efterlod ham altid med et stik i brystet. Det gjorde virkelig ondt at hun var sådan overfor ham, specielt fordi han slet ikke vidste hvad der var galt. Han havde forsøgt at snakke med Lucas, men manden virkede næsten til at være mere optaget af Raphaella at han virkede direkte fraværende når man talte med ham, selvom Lucas havde sagt at der ikke var noget galt og at Elanya nok skulle blive bedre, men.. det var jo kun blevet værre! Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv, for han havde faktisk ikke lyst til at forlade slottet, selvom han godt kunne, for nu kunne han da i det mindste gå igen uden nogen former for hjælp såsom krykken, nej han kunne gå lige hen hvor han ville, så søgte han ud, så blev det kun til haven, for et sted var han bange for at han ikke ville være velkommen længere, hvis han søgte udenfor dets mure, for et sted følte han sig jo slet ikke velkommen når han var her på slottet, tværtimod. Det var som om folk slet ikke gad at tale med ham mere, selvom det vel kun var ham som var blevet paranoid? Han vidste det ikke, men rart var det i hvert fald ikke, så det blev faktisk mere og mere fristende at søge væk, for hvem ville dog savne ham? Han følte sig mere i vejen end til gavn, for han lavede jo egentlig ikke noget, han brugte alle slottets ressourcer men gjorde intet igen, men på den anden side havde han jo heller ikke noget at lave, han ventede egentlig bare på Elanya altid, selvom han heller ikke gjorde det længere, for hun kom jo aldrig.
At Elanya skulle dukke op her i pejsestuen var noget som var kommet bag på Derick, mest af alt var det det faktum at der stadig var nogen oppe, for han havde faktisk regnet med at være alene. At se hende her, var noget som gjorde ham usikker, for alt i ham blot sagde at han skulle gå, for så kom han da ikke til at stå hende i vejen, for det var netop hvad han følte; at han var hende i vejen, og det frustrerede ham virkelig! Han vendte blot blikket mod gulvet, for ikke at se hende i øjnene, som han ville gå forbi hende, selvom han endte med at stoppe op, da hun stillede sig i vejen, hvor han roligt lod blikket falde på hendes skikkelse, selvom det var uden at se hende i øjnene, for det havde han slet ikke lyst til. Hendes ord gjorde ham frygtelig usikker, for hun lød næsten.. vred? Han rynkede brynene, hvor han næsten følte et ubehag, han følte sig næsten som en lille dreng der havde gjort noget forkert og nu skulle til at blive skældt ud for det. ”O-okay,” endte han efter et kort stykke tid. Han endte med at rømme sig, som han rettede sig en anelse mere op, for.. han var ikke en lille dreng! ”Utroligt at du vil snakke med mig nu,” endte han i en næsten mere irriteret og vrissende tone, selvom han blot vendte ryggen ligegyldigt til hende, som han gik tilbage mod sofaen, hvor han satte sig igen, han lagde roligt bogen på bordet, inden han satte sig tilbage i sofaen med armene over kors. Hvorfor skulle hun bestemme? Når han ville snakke, ville hun ikke, men han skulle blive og snakke med hende, fordi hun ville? Det gjorde ham faktisk irriteret. Han stirrede blot ind i ilden, uden at sige et eneste ord, som han nærmest blot ventede på skideballen.

[Deleted]

Elanya vidste udmærket godt, at hun ikke havde været helt retfærdig overfor Derick, men det var bestemt heller ikke fordi at hun kunne drømme om at trække hans tilladelse til at være på slottet tilbage og kaste ham ud i det rene ingenting! Det var bestemt heller ikke noget som måtte komme på tale på nogen som helst måde overhovedet! Hun elskede ham virkelig, men hun havde haft så meget andet at tænke på. Hendes tanker havde drevet hende til disse handlinger og det var jo heller ikke fordi at hun ville gøre han usikker, ked af det eller trist, hvilket var noget som hun næsten kunne gætte sig til at det måtte have af effekt på ham og hun måtte ærligt erkende, at det var noget som virkelig gjorde ondt for hende at vide, for det var slet ikke noget som hun havde ment på nogen som helst måde overhovedet. Hvis han endte med at tage af sted, så vidste Elanya virkelig ikke hvad hun skulle gøre, også selvom hun vidste, at dette måske var et elendigt tidspunkt at skulle søge til ham på, så var det virkelig ikke noget som hun kunne gøre for. hun havde brug for at vide at han var der hvor hun ønskede at han skulle være; lige ved hende, for han havde stadig hendes hjerte og det var ikke noget som hun kunne drømme om at lave anderledes på nogen måde!
At se Derick i pejsestuen, var noget som direkte var kommet bag på Elanya, selvom hun måtte erkende, at hun faktisk var glad for at se ham. At han så var så usikker omkring hende, var bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre for hendes vedkommende, men hun prøvede virkelig, også selvom det virkelig ikke var nemt. Hun elskede ham og det var selvfølgelig noget som hun ville ønske at hun kunne vise ham på en langt bedre måde end det som hun havde gjort til nu. At han indviet i at skulle sætte sig ned, var selvfølgelig noget som gjorde hende glad, hvor hun let trak på smilebåndet og lod ham sætte sig igen. Selv gik hun ind og satte sig ned i den samme sofa, bare i den anden ende – hun ønskede jo trods alt heller ikke at virke anmassende eller noget i den stil, for det ville hun slet ikke få det mindste ud af på nogen som helst måde. De smaragdgrønne øjne faldt direkte til hans skikkelse. ”Jeg.. ved godt at jeg ikke har været meget værende den sidste tid, Derick.. Jeg har haft meget at tænke på,” begyndte hun stilfærdigt, som hun roligt vendte blikket mod ham. Det var jo ikke engang fordi at man kunne sige at det var løgn, for det var det ikke. Med hendes ansvar som dronning og den situation som hun pludselig var røget ind i – sammen med ham, så var hun nødt til at tænke sig godt om, inden hun overhovedet gjorde noget som helst. Hun trak det ene ben op under sig og samlede roligt sine hænder i sit skød, selv uden at slippe ham med blikket. ”Jeg skylder dig først og fremmest en stor undskyldning,” sagde hun stille. Det var bestemt heller ikke fordi at hun var sur på ham eller noget som helst, for det kunne hun da slet ikke være! Hun elskede ham jo, så selvfølgelig var dette noget som hun var nødt til at snakke med ham om. Også som Lucas havde sagt, hun vidste jo ikke noget som helst, før hun havde snakket med ham.

[Deleted]

Det var blevet sent, så Derick havde regnet med at han var alene, for alle var gået i seng, selv tjenestefolkene! Så han vidste at det var blevet meget sent, derfor havde det også overrasket ham at høre at der var andre vågne, at det så lige var Elanya, var noget som gjorde ham usikker, da han faktisk slet ikke havde lyst til at tale med hende. Nu havde hun undgået ham i så lang tid, at det fik ham til at blive defensiv, som det havde skubbet ham væk fra hende. Måske hun havde fortjent at han var sur på hende, men det var han ikke, han var mere frustreret og følte sig virkelig uvelkommen! Han havde overvejet at søge væk, for nu kunne han da i det mindste bevæge sig uden det mindste besvær, han kunne gå uden støtte, selvom han tvivlede på at hun havde lagt mærke til at krykken manglede. At hun så pludselig ville tale med ham, gjorde ham et sted irriteret, specielt fordi hun slet ikke gav ham noget andet valg, eftersom hun stod i vejen og nærmest beordrede ham til det, hvilket hun da slet ikke kunne være bekendt! Hun bestemte ikke over ham! Han var ligeglad med at hun var dronning, for han så faktisk frem til hun ikke var det mere, så de kunne slå sig til ro sammen, selvom.. det vidste han jo heller ikke om ville ske mere, for han følte slet ikke at hun holdt af ham mere, som om hun ikke gad at have ham mere og det frustrerede ham virkelig! Han tog dog plads i sofaen, for valget havde hun jo ikke ligefrem givet ham. Han lod hende tage plads i den anden ende af sofaen, selvom han slet ikke så på hende, da han blot stirrede i pejsen med et køligt blik – mørket lå jo stadig til ham. Han fnøs kortfattet til hendes ord. ”Værende?” gentog han spydigt, som han roligt vendte blikket mod hende. ”Du har slet ikke været der! Du har været afvisende, afvigende, og trukket dig på afstand, når vi har set hinanden har du ikke engang gidet skænke ham mig et blik!” endte han vredt, selvom han tog sig selv i det og blot vendte blikket væk fra hende igen. Han ønskede ikke at skændes, men kunne man bebrejde ham? Han var virkelig blevet paranoid og frustreret på det sidste! Mere end hvad han havde været førhen. At hun mente at hun skyldte ham en undskyldning, fik ham til at fnyse koldt, som han blot vendte blikket endnu mere væk fra hende. Et sted havde han slet ikke lyst til at lytte, for hvorfor skulle han? ”Hver gang jeg ville snakke, konfrontere dig med hvad jeg har gjort galt, siden du ikke kan lide mig mere, så.. så har du ikke gidet! Hvorfor skulle jeg så nu?!” Denne gang lød han langt mere frustreret end noget andet, for.. han vidste jo stadig ikke hvad der var galt! Han bed tænderne fast sammen. Det kunne da også bare være ligegyldigt! Han endte med at tage bogen. ”Det er sent og jeg burde komme i seng. Så du må have mig undskyldt, Deres majestæt,” svarede han sarkastisk, som han næsten måtte spytte formaliteten ud, inden han roligt rejste sig med bogen i hånden. Hvorfor skulle han dog blive? Hun gad ikke snakke med ham, så blev det bestemt også gengældt! Han rystede let på hovedet og mumlede noget uforståeligt for sig selv.

[Deleted]

Elanya ville bestemt heller ikke noget, noget til det, hvis Derick skulle være sur på hende, for det var noget som hun faktisk kun måtte have den fulde forståelse for i den anden ende. Det havde virkelig heller ikke været hendes mening at han skulle være sur, for det var faktisk ikke en tanke som hun kunne lide. Tvært imod, så var det noget af det værste som hun nogensinde havde oplevet, så det var i sig selv heller ikke noget som sagde så lidt. Hun blev siddende i sofaen og med blikket hvilende på hans skikkelse, selvom hendes blik på ingen måder var gengældt. Selvfølgelig var det noget som gjorde hende en kende trist, men hun vidste at det var fortjent. At han så heller ikke så ud til at ville snakke med hende, forekom hende nu heller som nogen overraskelse, for det var virkelig noget som hun havde bedt om. Hun havde jo trods alt været på den helt samme måde overfor ham, selvom det var noget som efterlod hende med en væmmelig smag i munden. Han ventede på hende og dette var måden som hun takkede ham på? Hun kunne jo godt forstå ham! Hans første ord var noget som kun indikerede for hende, at det bestemt heller ikke var noget som han havde taget nemt på, hvor hun alligevel blev siddende og med de smaragdgrønne øjne hvilende på hans skikkelse. Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at skjule det for ham, for hun lyttede jo faktisk til hans ord hvad han fortalte hende. Hun bed sig let i læben og vendte blikket stille ned af sig med den næsten usikre mine. Hun ønskede jo egentlig bare at forklare sig, selvom han bestemt heller ikke gjorde det nemt for hende på nogen som helst måde! ”Du… du har aldrig i livet gjort noget forkert Derick!” endte hun med en næsten forfærdet stemme. Var det det som han gik rundt og troede? Det var jo slet ikke tilfældet! At han så slet ikke gad at snakke med hende, var noget som hun et sted godt kunne forstå, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemmere for hende på nogen som helst måde overhovedet. Det var faktisk noget som gjorde.. ondt. Selvom hun vidste, at hun havde været fuldkommen lige sådan overfor ham. Hun endte selv med at rejse sig fra sofaen og med blikket vendt mod ham. Hun vendte sig direkte mod ham. ”Lyt i det mindste til min forklaring, Derick!” Det var ikke fordi at hun ønskede at blive direkte frustreret, men det var virkelig ikke noget som hun kunne gøre for. Hun havde aldrig nogensinde ment at skulle gøre ham noget ondt! Hænderne faldt automatisk til hendes mave. Der var gået en lille måned, også selvom der ikke var noget som var sikkert endnu, så var hun alligevel temmelig sikker på at det var sådan at det måtte forholde sig. Hun endte med at gå mod ham. At han direkte kaldte hende ved hendes royale titel var noget som et sted også måtte irritere hende, for hun brød sig slet ikke om det når det var ham som gjorde det. ”Jeg havde bare brug for lidt tid..” fortsatte hun dæmpet. Hun ønskede jo heller ikke at ende med at vække hele hytten, for det ville hun bestemt heller ikke få det mindste ud af i den anden ende. Hun sukkede dæmpet. ”Jeg har noget som jeg gerne vil snakke med dig om.. Og det håber jeg at du forstår..” endte hun dæmpet og alligevel med en ganske alvorlig mine.

[Deleted]

Det var ikke fordi at Derick ønskede at skændes med Elanya, for han holdt af hende, han elskede hende, men igennem den sidste måned havde han ikke følt at det var gengældt og det gjorde virkelig ondt! Hun havde bevidst valgt at tage afstand til ham, for dum var han jo ikke! Var det fordi hun ikke havde haft tid, så havde hun ikke haft noget imod at snakke med ham og fortælle ham det, så havde hun fint kunne værdige ham et blik, hvis de gik forbi hinanden, men hun havde direkte bevidst undladt at snakke med ham, se på ham og havde afveget ham hele tiden, så det at hun selv på stod at hun havde haft meget at tænke på, måtte virkelig irritere ham, for det var jo løgn! Eller.. delvist løgn. Hun havde måske haft meget at tænke på, men det var bestemt ikke grund nok til at hun ikke engang kunne se ham i blikket! Hvorfor skulle han så overhovedet gide at snakke med hende nu?! At hun så fortalte ham at han ikke havde gjort noget forkert og hun endda lød så forfærdet, gjorde ham næsten kun irriteret, for.. det var da klart at han troede det! Hvad skulle han da ellers tro når hun opførte sig sådan over for ham? Han fnøs kortfattet. ”Når nej.. det er jo slet ikke fordi at du har snakket med mig, set på mig eller noget som helst. Bevidst har du undgået mig!” endte han fast og ikke mindst frustreret, for det gjorde virkelig ondt! Det var ikke fordi han ønskede at skændes med hende, eller bringe det hele op til diskussion, men.. et sted vidste han ikke helt hvad han skulle tro, for hun havde undgået ham i en hel måned og det var virkelig lang tid! Og efter en fantastisk nat, efter han havde roet hende ned i våbensalen, så kunne han ikke se hvad han havde gjort forkert, hvad der var skyld i at hun slet ikke ville værdige ham et blik. Hun kunne lige så godt have flået hjertet ud på ham, for det ville da have gjort mindre ondt! Han rystede blot på hovedet som han endte med at gå væk fra sofaen, for at sætte kursen mod værelset, for han ville da langt hellere være der selv end at blive afvist af hende personligt igen! Han endte dog alligevel med at stoppe op, hvor han himlede svagt med øjnene, inden han roligt vendte sig mod hende, hvor han kunne se hun selv var kommet op på benene igen. De blå øjne søgte roligt og lettere stilfærdigt til hendes skikkelse, hvor han egentlig blot ventede på at hun blev færdig så han kunne få lov til at gå. ”Lidt tid? En måned er lang tid! Specielt når man ikke har andet end at vente på dig![/b]” Han fnøs for sig selv og rystede let på hovedet, som han slet ikke fandt nogen mening i det. ”Det gør ondt,” endte han langt mere dæmpet og roligt, som han vendte blikket ned mod gulvet, selvom han endte med at vende det mod hende igen lettere kortfattet. ”Så få det overstået,” endte han kortfattet, ikke fordi han ville hundse, men han havde selv brug for at tænke tingene igennem, desuden gad han ikke finde sig i hendes dobbeltmoralske opførsel! Hun skulle ikke tro at hun kunne undgå ham i en måned og så tro at han bare ville lytte helt opmærksomt på hende bagefter!

[Deleted]

Elanya havde bestemt heller ikke regnet med at det var noget som skulle blive enkelt på denne her måde, for det havde hun virkelig, virkelig ikke. ikke fordi at hun havde behandlet ham på retfærdig vis, hvilket var noget som hun var klar over i det store og hele og hun indrømmede gerne, at hun bestemt heller ikke havde været retfærdig overfor ham. At han var frustreret på hende, var nu heller ikke noget som hun kunne sige noget til, for hun vidste udmærket godt, at det var selvforskyldt et sted også selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det bedre eller nemmer for hende på nogen som helst måde. Hun vendte blikket stille mod ham og med den samme mine. At stå overfor ham med den store og klare prædiken var nu heller ikke hvad hun ønskede for denne aften, også selvom hun selvfølgelig havde håbet at det var en snak som de kunne tage når de ville være lidt mere i det private, for det andet her var noget som hun ikke brød sig om. Tænk hvis der var nogen som lyttet med! Det var jo slet ikke noget som hun burde risikere! De smaragdgrønne øjne hvilede på ham. ”Derick! Hele skylden er min, okay!?” endte hun med en næsten frustreret stemme, selvom han klart var langt mere frustreret end det som hun selv var, for hun synes virkelig at det var let nok som det måtte stå til fra før af, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der ikke noget som man kunne gøre ved det i den anden ende. ”Lad mig for pokker forklare mig, Derick! Jeg ved godt at jeg har gjort dig uret!” Hun endte med at tage et skridt hen mod ham, selvom det bestemt heller ikke var hende en hjælp. Hun vidste ikke hvad hun burde eller hvad hun ikke burde, så selvfølgelig var det også noget som direkte måtte frustrere hende og mere end det som godt måtte være i den anden ende. At han dog alligevel gav efter og ville lade hende forklare, hvilket var noget som tydeligt også lettede hende. Det var om ikke andet, så et skridt på vejen i hvert fald! Hun foldede hænderne roligt foran sig og gik stille hen mod ham, selvom hun ikke rørte ham eller noget lignende. Det var jo heller ikke fordi at hun ville give ham følelsen af at hun bare glemte det hele, for det var da slet ikke hendes hensigt i dette nærværende på nogen måde! De smaragdgrønne øjne vendte hun roligt mod ham. ”Jeg har rådført mig frygtelig meget med Lucas her i disse dage, Derick.. Jeg har haft et meget.. privat problem som jeg har været nødt til at få bekræftet af ham først.. før jeg gik til andre.. også til dig.” Hun vendte blikket stille mod ham. Hun kunne vel lige så godt starte op med den såkaldte ’gode’ nyhed? Hun bed sig let i læben og selv med hjertet som direkte måtte hamre mod hendes bryst, for det var virkelig ikke noget som altid bragte hende nogen former for behag. Det var altid en situation som hun ikke brød sig om at stå i og det var jo trods alt efterhånden sket et par gange efterhånden. Hun endte forsigtigt og yderst varsomt at skulle tage omkring hans hånd. ”Jeg har en meget, meget vigtig ting som jeg er nødt til at fortælle dig, Derick.. Den ændre virkelig.. alt for mig.. for os..” Hun endte forsigtigt med at lægge hans hånd mod sin mave, hvor hun vendte blikket mod ham. Ikke mindst spørgende.

[Deleted]

Derick vidste virkelig ikke hvad han skulle sige eller hvad han skulle tro, for hun gjorde det virkelig ikke let for ham på nogen måde overhovedet! Hun gad ikke tale med ham i en hel måned og derefter dukkede hun op og ville pludselig gerne tale med ham fordi der var noget som tyngede hendes hjerte? Hvad troede hun så at han ikke fik sig til at føle sig som? Hvis det skulle være sådan, var han jo ikke andet end et skide tredjehjul! Og det gad han virkelig ikke at være! Så kunne han lige så godt komme væk herfra og starte det liv som han ville, for han ville egentlig bare gerne slå sig til ro, med den kvinde som han elskede, men var det ikke gengældt så skulle han da nok gå! Så kunne hun da få fred for ham som hun tydeligvis havde ønsket! Selvom det gjorde ondt at tænke på. At hun hævede stemmen var noget som gjorde ham direkte irriteret, for det kunne hun da slet ikke tillade sig! Det var sgu da hendes egen skyld! Det var hende som havde gjort ham frustreret! Han havde gerne ville tale med hende igennem måneden, han havde direkte længtes efter bare at fange hendes blik, men end ikke det havde hun gidet, så det sidste hun skulle var at komme efter ham, for så blev han da først arrig! ”Du skal bestemt ikke hæve stemmen overfor mig Elanya! Havde du ikke afvist mig i en hel måned, havde vi slet ikke stået her!” endte han fast og tydeligt vredt, for han fandt sig virkelig ikke i hendes opførsel! ”Jeg finder mig ikke i at blive holdt for nar!” Han vendte blikket væk fra hende, som han vendte de blå øjne mod vinduet, selvom han intet kunne se, for der var helt mørkt, det var jo også sent. Han blev dog stående, lod hende blot komme tættere på sig, valgte at lytte, selvom han mest af alt bare havde lyst til at vende hende ryggen, men.. det fik han vel heller ikke noget ud af? Han trak vejret dybt og slap det i et tungt suk, inden han vendte blikket mod hende igen. Hun havde rådført sig med Lucas? Og hvad pokker kom det ham ved?! Ham havde hun jo bare undgået alligevel! Han blev stående, imens han betragtede hende med en ganske så kortfattet mine, hvor han egentlig bare ventede på at hun kom til sagen, for han ville for en gangs skyld glæde sig til at sove alene! At hun tog omkring hans hånd, fik ham til at knibe øjnene sammen, for hun skulle bestemt ikke tro at hun bare kunne gøre det godt uden videre! Han himlede svagt med øjnene, som han blot trak hånden til sig, hvor han ikke rigtig fangede hendes hentydning angående maven, da han blot lod armene søge over kors, så hun ikke kunne få fat i hans hænder, inden han igen vendte blikket mod hende. ”Og hvad var så det der ændrede sig? Dine følelser for mig? For ærligtalt kan jeg ikke se du holder af mig med de ting du har gjort,” endte han kortfattet, som han endnu engang vendte blikket væk fra hende. Det var ikke fordi han ønskede at afvise hende, men det var faktisk hendes egen skyld, for hun havde selv skubbet ham væk fra sig, hun havde gjort ham frustreret og ikke mindst paranoid, så han vidste ærligtalt ikke hvad han skulle tro på mere!

[Deleted]

Derick var vred og ikke mindst frustreret, hvilket Elanya tydeligt kunne fornemme, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til, for hun fandt faktisk også forståelsen for det, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun bed sig tydeligt i læben til hans ord. For hendes vedkommende, så var det virkelig ensbetydet med den ene lussing efter den anden og effekten var på ingen måder behagelig på noget tidspunkt! At vide at det havde taget så hårdt på ham, gjorde ondt. Et sted så vidste hun jo godt, at det var på grund af de følelser som han nærede for hende, hvilket var en glæde for hende, selvom hun vidste at hun havde udnyttet ham på den værst tænkelige måde, så var det bare ikke noget som gjorde det nemmere for hende på noget tidspunkt! Hun vendte blikket stille op mod ham. At hæve stemmen var slet ikke noget som hun gjorde med vilje, men det var virkelig ikke noget som hun tænkte over lige netop nu. Hun havde aldrig nogensinde ment at gøre ham ondt, og hvis han begyndte at tvivle på det, så… vidste hun da slet ikke hvad hun skulle gøre! ”Jeg ved udmærket godt, at det er min skyld, Derick! Prøv dog bare at lytte til hvad det er jeg har at sige!” Denne gang var det hende som endte betydeligt mere frustreret end det som hun havde været til nu, så var det heller ikke noget som sagde så lidt. Blikket hvilede stadig på ham. At han havde mest lyst til bare at gå, var noget som hun tydeligt kunne fornemme på ham, for det var bestemt heller ikke fordi at han var der fordi at han have lyst – selvom det var noget som gjorde ondt, så var hun alligevel meget glad for at han ikke var rejst endnu, for det var noget af det som hun havde været mest bange for! At hun pludselig ville finde hans værelse fuldkommen tom og efterladt, for det alene, var slet ikke noget som hun på noget tidspunkt ville være i stand til at ønske! Tanken var hende direkte dræbende!
At tage hans hånd, vidste Elanya udmærket godt var et skridt i til dels forkert retning, også fordi at hun ikke ønskede at vise at det bare var godt igen, for hun vidste udmærket godt, at det slet ikke var sådan at det forholdt sig! Hun elskede ham og hun ønskede selvfølgelig kun at skænke ham den evige sandhed og det var det som hun var i færd med i denne stund! ”Du er jo blind som en muldvarp, Derick!” udbrød hun med en næsten skinger stemme, idet at hun endnu en gang tog omkring hans hånd med begge sine – direkte knugende omkring hans håndled, idet at hun endnu en gang lod den falde mod hendes mave, hvor hun direkte valgte at holde den. Magisk set så var hun stærkere end ham, for hun var heller ikke i gang med nogen genoptræning – der hvor hun ikke engang havde lagt mærke til at han havde lagt krykken fra sig. Hun vendte de smaragdgrønne øjne endnu en gang op mod ham og med den samme næsten gennemborende mine. Han måtte i det mindste ikke gå uden at kende til den sandhed som hun havde båret i sit indre, den mistanke til hvad hun havde fejlet som Lucas næsten havde været i stand til at bekræfte for hende og hun stolede på mandens ord! ”Jeg er gravid!” endte hun med en dog dæmpet tone.

[Deleted]

Det var ikke fordi at Derick ønskede at skændes med Elanya, for han elskede hende jo stadig, men hun havde virkelig frustreret ham og gjort ham paranoid i den sidste måneds tid, for hvad skulle han dog tro? Hun undveg ham, hun undgik ham, hun var afvigende og hun var afvisende, hun holdt afstand med vilje, så han kunne ærligtalt ikke tro at hun holdt af ham, han følte sig direkte uvelkommen, så lysten til at forlade stedet var virkelig blevet fristende efterhånden! Selvom han ikke kunne gøre det, for hans hjerte lå her på stedet, det lå stadig hos Elanya, for hun var den eneste kvinde han elskede, den eneste han tænkte på, selvom det gjorde ondt når hun tog sådan afstand til ham, og så var han virkelig ligeglad med hvad grunden var, for hun vidste da at hun kunne komme til ham omkring alt! Han havde støttet hende igennem alt! Det troede han også at han havde vist hende i våbensalen, hvor han endnu engang havde trøstet hende, givet hende gejsten tilbage og været der for hende, så hvorfor hun derefter var begyndt at tage afstand til ham, forstod han virkelig ikke. At hun lød helt frustreret, forstod han ikke, for de ville da slet ikke stå her, hvis hun ikke havde valgt at tage afstand til ham! Han fnøs kortfattet til hendes ord. ”Du vil have mig til at lytte? Jeg har prøvet at få dig til at lytte i en hel måned! Men du har afvist mig.. gang på gang! Giv mig en enkelt god grund til at jeg skulle lytte til dig efter det!” Han betragtede hende fast og vredt, selvom det egentlig bare var en facade, for han var ikke sur, han var mere ked af det, såret og havde ondt, for det var virkelig smertefuldt at den eneste person han elskede, den person der ejede hans hjerte, gav udtryk for at hun ikke kunne lide ham mere, at følelserne ikke længere var gengældt, for det var præcis det som han havde følt i lang tid!
Derick havde virkelig mest af alt bare lyst til at gå, vende hende ryggen, for det havde hun faktisk fortjent! Selvom han ikke gjorde det, for han kunne ikke, han elskede hende trods alt og uanset hvor vred han egentlig var på hende, så ønskede han jo stadig at være der for hende, han ønskede ikke at komme op at skændes med hende som de havde gjort det sidst, hvor han havde kaldt hende en masse ting som han virkelig fortrød, selvom han var glad for at være stødt på hende juleaften, for det havde virkelig været den bedste jul nogensinde! Han vendte blikket trodsigt mod hende til hendes ord. Blind som en muldvarp?! Han bed tænderne fast sammen, hvor han stirrede direkte irriteret på hende. Han blinkede let med øjnene, som hun knugede fast omkring hans håndled med begge sine hænderne, som hans blik roligt faldt til, inden han så mod hende igen. Mest af alt havde han lyst til at trække hånden til sig og han skulle lige til at gøre det, da hun sagde at hun var gravid, hvilket fik ham til at stirre direkte paf på hende. Hun var gravid? Var det derfor hun havde holdt afstand? ”Med hvem?!” spurgte han direkte vredt og forfærdet, hvor ordene egentlig bare fløj ud af munden på ham, for han gik instinktivt ud fra at det var med en anden mand og det var grunden til at hun havde holdt afstand fordi hun ikke ønskede ham længere, hvor han ikke direkte tænke over at de jo faktisk havde været sammen.

[Deleted]

Et sted så måtte Elanya faktisk også finde forståelsen for at Derick ikke havde lyst til at være her mere, i bund og grund også fordi at hun havde gjort hvad hun havde gjort, men det var der jo mange grunde til! Hun var jo nødt til at finde ud af en løsning på det hele, også fordi at dette virkelig kom på et utrolig dårligt tidspunkt! Og det var selv noget som hun var ked af, men at fjerne noget som hun havde været med til at skabe også sammen med Derick var noget som bare ikke kom på tale! Hun elskede ham jo, også selvom hun vidste, at hun slet ikke havde vist ham det igennem den sidste måned, men at det var noget som kunne forandre så meget, var næsten noget som måtte komme utrolig meget bag på hende. Han var vred og han var frustreret, hvilket var noget som hun tydeligt kunne tolke ud fra hans måde at reagere på og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som glædet hende på nogen måde, for hun prøvede virkelig bare at gøre det rette for en gangs skyld! Hun ville ikke fortælle ham det ene eller det andet hvis hun ikke var sikker! Nu havde hun Lucas’ vidneudsagn, så var sagen også straks en helt anden og hun stolede faktisk på manden. Hun stolede faktisk blindt på ham! ”Jeg ved godt, at det er meget at kræve af dig Derick og specielt efter hvad jeg har gjort, men det er virkelig vigtigt! Vigtigt at du lader mig forklare!” endte hun med en dæmpet, dog tydeligt næsten desperat stemme.
Elanya havde slet ikke været sammen med nogen anden mand! Det var da noget af det sidste som hun kunne finde på og specielt sådan som det måtte stå lige netop nu. Han var ked af det, hvilket var noget som hun næsten kunne spore i hans stemme, selvom det bestemt heller ikke var noget som sagde så lidt. Som hun direkte måtte ende med at knuge omkring hans hånd, for at holde fast i den, for det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at lade ham slippe sådan! Han skulle og han havde retten på sin side til at vide hvad det var at hun ventede for dem begge to, også selvom hun vidste, at det måske var frygtelig, frygtelig dumt, men det var nu heller ikke noget som man kunne gøre noget med, om det jo så var noget som man ville det eller ikke! Hans reaktion var dog langt fra den som hun havde ventet sig på nogen måde, hvor hun næsten slap hans hånd af ren og skær chok. Hun blinkede med øjnene og vendte blikket mod ham. Hun vidste udmærket godt, at hun havde gjort ham uret, men at han skulle blive så vred og så sur, var slet ikke noget som hun havde ønsket sig på nogen som helst måde overhovedet! Hun bed sig let i læben. Hvorfor var han så sur og så vred? Kunne han ikke bare tænke en logisk tanke selv?! ”Det er vores, Derick! Det er dig!” endte hun med en mere desperat stemme, idet at hun selv bare trådte til side og gik forbi ham for at komme hen til vinduet. Hvis han ikke ville vide af hende eller barnet, så var det også helt fint! Det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var noget nyt! Hver gang hun kunne bringe en mand den nyhed, så havde de vendt hende ryggen! Var det i det hele taget underligt, at hun havde været skræmt ved tanken? Hun var bange for at miste ham. Armene slog hun let omkring sig selv, som hun lænede sig op af vindueskarmen. ”Så gå i seng, hvis det er det du vil!” endte hun stilfærdigt. Hun ønskede virkelig ikke at skændes med ham, men hun kunne altså ikke gøre for det!

[Deleted]

Det var virkelig frustrerende for Derick, for han havde ikke hørt fra hende igennem de sidste par uger og det gjorde virkelig ondt! Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre, han vidste ikke hvad han skulle tro, og han var begyndt at gøre sig så mange tanker at han endte helt mistroisk og paranoid, så man skulle tro at det var løgn! Han var ved at blive vanvittig af alle de tanker som han måtte gøre sig, for de var ikke behagelige på nogen måde, selvom de fik ham til at tænke defensivt, de fik ham til at gå i forsvar, for det var vel naturligt når man blev såret på denne måde? Det var det i hvert fald for hans vedkommende. Han ønskede ikke at skændes med Elanya, men han havde faktisk heller ikke lyst til at blive, for det så han slet ikke nogen grund til. Hun havde gjort ham uret, hun kunne lige så godt have dolket ham i ryggen, for det føltes virkelig sådan! Han havde bare lyst til at gå, få noget søvn og måske tage væk i morgen, for hvorfor dog blive? Han blev dog, for det måtte naturligvis vække en oprigtig nysgerrighed i ham, når hun ønskede at tale og ønskede at han skulle lytte, selvom hendes frustrerende tone også gjorde ham en anelse bekymret, for det lå så naturligt til ham når det var hende, om han var sur eller ej, skuffet eller ej, så kunne han ikke lade vær med at være bekymret for hende, han kunne ikke lade vær med at tænke på hende. Han vendte blikket en anelse opgivende til siden, som han himlede opgivende med øjnene, ikke af hende men af ham selv, for selvom han prøvede at være sur, så kunne han jo ikke engang! Ikke når det kom til hende og det faktisk var vigtigt, som hun fik det til at lyde. ”Fint..” endte han roligt, selvom der også var en trodsig undertone, for han havde slet ikke lyst! Hun havde ikke fortjent at han lyttede til hende! Ikke når hun slet ikke havde gidet at lytte til ham på noget som helst tidspunkt!
Mange tanker havde Derick gjort sig på det sidste. Han havde faktisk troet at hun ikke kunne lide ham mere, at hun måske havde fundet en anden mand, selvom han ikke rigtig havde set nogen anden mand i hendes liv, så selvfølgelig havde han også prøvet på at komme væk fra den tanke, men frygten for det var der stadig og det gav ham virkelig et ubehag uden lige! For han ønskede virkelig ikke at miste hende, hun betød jo alt for ham! Hun var det eneste som han havde! Den eneste som han ønskede. At hun sagde at hun var gravid havde næsten instinktivt fået ham til at tro at det var med en anden mand og var det så forundrende, når man tænkte på at hun havde holdt afstand til ham? Desuden var det bare den første tanke der havde slået ham; med hvem. Hendes ord kom dog bag på ham, hvor han endte med at tie og direkte stirre på hende. Var det deres?! Han blinkede let med øjnene, som hun blot valgte at trække sig væk til ham og gå hen til vinduet hvor han selv blev stående og var direkte mundlam. Det var deres? Han tog sig let til hovedet, som han roligt endte med at sætte sig på den nærmeste stol, hvor hans blik faldt til gulvet – stadig i chok. ”Vores..?” gentog han lettere dæmpet for sig selv og ikke mindst spørgende. Var hun gravid med hans barn? Skulle han være far?! Han var så meget i chok at han ikke rigtig lagde mærke til hendes ord, som han blot blev siddende på stolen. Det var virkelig ude af hans forståelse!