Imagine that.. what a heart can do..?

[lucas]

Det var tydeligt at det måtte gøre ondt i Derick, selvom at Lucas heller ikke havde regnet med andet. Han vidste at sådan en konvertering ville gøre ondt, specielt hvis man havde været vant til mørket igennem hele sit liv og pludselig skulle over til noget helt andet, det var noget af en tilvænning som han skulle igennem, men så længe han ikke gav op, så skulle det hele nok gå. Han åbnede roligt øjnene som han vendte imod Dericks skikkelse og hans krop, som tydeligt gik i spænd, hvor han også tydeligt kunne se blodårerne og i blodårerne kunne han se blodet løbe igennem kroppen sammen med lyset. Hvis mørket var som en virus, så var lyset det der gik ind for at dræbe det, og han vidste at det ville gøre ondt. Det der dog bekymrede ham mest, var det at han rev og sled i lænkerne for at komme fri, hvor han tilmed havde fået næseblod, det var på grund af trykket, og det kunne blive farligt i længden, hvis han ikke valgte at give efter for lyset. ”Lyt til mig Derick, du må ikke kæmpe imod! Dit hoved kan eksplodere af det, ligesom dit hjerte. Du skal give efter for lyset, når det først er trængt igennem, så vil smerten fortage sig igen, så længe du ikke giver op! Hold fast i følelsen!” svarede han fast, som han vendte blikket direkte mod ham og så han indgående og sigende i øjnene. Det var vigtigt at manden ikke gav op, for så kunne det hele ende galt. Han vidste at det kunne være svært at holde fast ved, men Derick skulle bare igennem det værste, hvilket var når lyset skulle trænge ind i hans sind. Når det havde trængt ind i hans sind, så var det ikke svært at føre det over til sjælen, for lyset havde allerede ramt hans hjerte. Han kunne mærke at mørket hvilede i mandens hjerte, men det var ikke direkte ondskab der hvilede der, og hvordan skulle der også være det, når manden faktisk var faldet for en fra lyset? Det som skulle svare til hans fjende? Han havde selv fået den livslange fælles fortid som de havde, mange udfordringer på vejen, men dette kunne måske være den sidste store forhindring de skulle igennem for at de kunne være sammen i al evighed. Ægteskabet mellem Jason og Elanya, var desuden også kun midlertidigt, planen var jo at det kun varede indtil Elanya fandt den mand hun ønskede at tilbringe resten af sine dage med, for som han selv havde sagt til hende, så ønskede han ikke flere løse mænd, ikke flere ægteskaber, for så ville hun ikke vinde folket. Men hun var nøglen til at få Procias på plads igen, derfor ønskede han at hun skulle forblive på tronen. Og der kunne faktisk komme en stærk mand ud af Derick, fordi han netop kendte til livet i mørket, han havde været leder før, så han var sikker på at han nok skulle blive en god leder igen, denne gang bare på den rigtige side. Han veg ikke blikket fra Derick. ”Tænk på Elanya. Hold fast i hende, hold fast i jeres gode minder. Det er hende du kommer tilbage til, for evigt,” endte han stilfærdigt. Han var nød til at prøve at overtale ham til at holde fast i lyset, så han kunne blive konverteret. Og eftersom han allerede havde åbningen ind til mandens hjerte, til hans sjæl, så skulle det at tale til ham ikke blive så svært igen.

[Deleted]

Smerten var virkelig ulidelig, værre end da Nathaniel havde været i gang, men Derick kunne også tydeligt mærke at det først var nu at konverteringen gik i gang! Mørket i ham prøvede at få lyset ud, hvor lyset der kom ind i ham prøvede at trænge helt igennem og det var virkelig forfærdeligt! Det sitrede i hele hans krop, det dirrede af den smerte der måtte flyde rundt i hans krop, det spændte for hans hoved, hans hjerte slog for fulde hammer imod hans faste bryst, hvor hans vejrtrækning var blevet lettere dirrende og anstrengende. Det var svært at koncentrere sig, som han næsten kun kunne fokusere på smerten. Desuden så hjalp det ham ikke ligefrem, for jo mere han gav op, jo større blev smerten, men jo mere han prøvede at give efter for lyset, jo større blev smerten, så det var næsten ulideligt uanset hvordan han gjorde det, for smerten holdt ikke op! Det skar i hans bryst, og det trykkede i hans hoved, en smerte han ikke havde følt før, hvor det mindede ham om den rene tortur! Han kunne ikke høre andet end den dunken for hans hoved, hans bankende hjerte der fór af sted som ti vilde heste, og så mærke kampen mellem lys og mørke i hans krop, som virkelig måtte gøre frygtelig ondt! Noget der dog pludselig trængte igennem, var denne lyse, nærmest varme stemme. På trods hans havde øjnene åbne, så var hans blik fraværende, lettere tomt og intetsigende, som om han slet ikke var til stede, hvilket han heller ikke følte sig. Han lyttede til stemmen. ”Holde fast i følelsen..” Ordene forlod hans læber som en fraværende mumlen, som han blot stirrede tomt og åndsfraværende ind i Lucas’ smaragdgrønne øjne. Han endte med at klemme øjnene sammen, som hovedpinen nærmest kun måtte blive værre. Hans næse blødte, det trykkede for hans hoved, som om at det skulle til at eksplodere! Var det hele virkelig op til ham selv? ”Få det til at stoppe!” hvæsede han kraftigt, som han endnu engang rev i lænkerne i et forsøg på at komme fri og væk fra dette, selvom at forsøget på at flygte måtte klemme omkring hans hjerte. Han trak vejret anstrengende, som han næsten ikke kunne mere. Han vendte endnu engang blikket mod Lucas, som han snakkede til ham, hvor stemmen var så høj inde i hans hoved, at det kun gjorde det hele langt værre! At han nævnte Elanya, fik hans blik til at glide over Lucas skulder og hen på hendes skikkelse. Elanya? De gode minder? Hans blik blev lettere tomt og fraværende endnu engang, som han nærmest blev sendt tilbage i tiden, hvor han kunne se alle deres minder om igen. Dengang havde han ikke kunnet få hende, nu var han faktisk på vej over på lysets side for hendes skyld. Hun havde allerede før i tiden prøvet at vise ham sin verden, hvilket var grunden til at hun havde givet ham ringen, den ring han også bar på sig i dette øjeblik. Han sank en klump. Han ønskede ikke at miste hende igen.. ikke igen! Han klemte øjnene sammen, som han endelig valgte at give efter for lyset, hvor endnu et sug måtte gå igennem hans krop, som det nærmest måtte lyse ud fra ham. Det var virkelig en overvældende følelse! Han endte med at sidde helt stille, som han skød brystet frem, som et tegn på at lyset var nået ind til ham.

[lucas]

Lucas så lettere afventende ind i Dericks fraværende og tomme blik. Det var nærmest som om at manden ikke var til stede. Han nikkede ganske let som han gentog hans ord. ”Nemlig.. hold fast i følelsen,” medgav han kortfattet, uden at han tog blikket fra ham. Det at hans næse blødte, var ikke et godt tegn. Det var selvfølgelig sket før, når han havde prøvet sådan en konvertering, nogle var døde, fordi de ikke holdt fast i lyset og gav efter for mørket, men der var også de der var kommet igennem en konvertering uden problemer, de havde så heller ikke været i mørket for så lang tid, det havde oftest været af de neutrale racer, eller folk der var døende, de som ikke havde noget at miste. Det var heller ikke fordi at Derick havde noget at miste, men han var vant til at mørket, og Lucas kunne tydeligt mærke frygten der måtte hvile i Derick, frygten for tilvænningen ved lyset. Det var nyt og skræmmende, men derfor måtte han ikke give op, så ville det hele bare give bagslag, så ville han faktisk ende med at dø. Det var allerede nu tydeligt at mørket stod stærkt i ham, og det ønskede lyset ud af ham igen, det var også derfor at det trykkede så slemt i hans hoved at det tilmed gav ham hovedpine. Han kæmpede imod lyset, selvom at det kun ville blive hans ende, det var derfor vigtigt at han ikke gav op, men at han gav efter. Han rynkede let brynene. ”Giv efter Derick.. så vil det stoppe,” forsikrede han ham, uden at fjerne hænderne fra Dericks bryst, for så ville forbindelsen blive brudt, hvilket kunne risikere at Dericks hjerte ville stoppe med at slå. Han fortsatte roligt sin messen, for at hjælpe ham med at lade lyset trænge igennem til hans sind, når det først havde slået igennem, så var det ikke så svært at komme ind til sjælen, for når han endelig valgte at give efter, så var han så godt som en del af lyset. Det var smerten som faktisk var uudholdelig, og det som fik de fleste til at give op, hvilket til tider kunne resultere i at de døde. Nogle var ikke stærke nok til at klare en konvertering som denne, men Derick virkede til at være en stærk person, og var hans viljestyrke mindst ligeså stærk, så skulle det nok gå alt sammen. At det hjalp at nævne Elanya og deres minder, havde han også håbet på, og det så også ud til at det var nok til at bryde igennem mærket, til at så ham til at give efter. Som han skød brystet frem, så var det tydeligt at lyset havde fundet sin vej igennem ham. ”Sådan Derick.. bare hold fast i følelsen. Det er snart overstået,” fortalte han sandfærdigt, som han igen genoptog sin messen af det gamle kristne sprog. Han lukkede endnu engang sine øjne, for at koncentrere sig, hvor han førte lyset ind i hans hjerte, for at føre det ind til hans sjæl, hvilket han også måtte gøre via hans sind. Han var blevet levende igen og nu skulle han konverteres til en af lysets racer. Han havde tidligere været alkymist, så han havde magien i sig, derfor var det lettest at omgøre ham til magiker. Han førte lyset ind til hans sjæl. Det hele skulle konverteres, det hele skulle ændres. Dericks krop lyste allerede, hvilket faktisk var et godt tegn.

[Deleted]

Det eneste som Derick havde i tankerne var Elanya. Det eneste han drømte om, var kunne blive en del af hendes verden, derfor måtte han give slip på mørket og holde fast i lyset. Kampen i ham var intens. Han prøvede at give slip på mørket og holde fast i lyset, selvom at det bestemt ikke var let, specielt ikke når smerten var så intens. Han følte at han stod i midten af en balancestav, hvor lyset var i den ene ende og mørket i den anden. Begge ender trak i ham, prøvede at lokke ham til sig, selvom at prøvede at holde begge ude, blot for at mærke efter i ham selv. Han ønskede Elanya, han ønskede inderligt at være en del af hendes liv, han elskede hende for pokker da! Hun var den første person der nogensinde havde set ham for den han var, hun var den første han havde lukket ind til sig, men på grund af hendes ægteskab, så havde det bare været lettere at vælge Denjarna. Denne gang skulle intet stå i vejen for ham og hans følelser for den kvinde som han i sandhed ønskede at dele resten af sit liv med! Han valgte at forlade midterpladsen, for at gribe fat i lyset. Hvis den eneste måde hvorpå at han kunne stoppe smerten, var ved at give efter, så ville han hellere end gerne gøre det! Også for Elanyas skyld. Det hele foregik inde i hans hoved. Hans blik hvilede åndsfraværende op i cellens loft, som om at han slet ikke var til stede, hvilket han heller ikke følte sig. Han var midt i kampens hede i hans indre, og kun han selv kunne sørge for at komme ud af det. Smerten var stadig intens, det klemte i hans bryst, hans hår og hans øjne måtte flakke mellem lys og mørk, det trykkede i hans hoved, men Lucas’ stemme, sørgede for at holde hans fokus ved Elanya, ved den følelse som var skyld i at han ville over på lysets side; kærligheden. Hans kærlighed til Elanya og selvom han aldrig rigtig havde troet på alt det kærlighedspjat, så var kærligheden måske.. den stærkeste følelse man kunne føle? Det var trods alt for hendes skyld, at han var kommet tilbage til livet igen. Som lyset måtte nå hans sind, begyndte smerten roligt at fortage sig, selvom at han stadig kunne mærke det i hans blodårer, flyde rundt, få hans hjerte til at banke, der stadig bankede som ti vilde heste der ikke var til at stoppe igen. Han blev overvældet med en kraft uden lige. Han skød endnu engang brystet frem, som det spændte i hele hans krop, hvor han udstødte et kraftigt råb, idet at han kunne mærke hvordan konverteringen måtte sætte sig i hans sind og i hans hjerte og tilmed i hans sjæl. Det var en varm følelse, det gjorde faktisk ondt, bare på en anden måde. Det lyste let ud i hans krop, inden lyset blev til et kraftigt skær i det som nærmest måtte minde om en eksplosion, som han blev oplyst i et kraftigt lysskær, alt imens der skød en mindre trykbølge ud af hans krop, som konverteringen måtte gå imod sin ende. Han endte med at falde mindre sammen i lænkerne, som han følte sig helt svag. Han hostede kraftigt, næsten som om at han havde været under vand i for lang tid. Håret var endt lyst, ligesom øjnene var endt blå. Hans krop rystede og dirrede ganske let.. han frøs. Han vendte blikket mod Lucas, inden det gled mod Elanya, blot for at falde sammen på gulvet, som han endte med at besvime.

//Out

[lucas]

Lucas fjernede ikke sine hænder fra Dericks bryst på noget som helst tidspunkt, som han fortsatte sin messen, der kun blev intensiveret. Det blev kun mere og mere tydeligt for ham at Derick gav efter for lyset, hvilket virkelig måtte glæde ham, for det gik kun i den rigtige retning. Lyset omkring hans krop blev kun skarpere, og da Lucas endte med at lade lyset ramme hans sjæl, så måtte han trække hænderne til sig for at holde dem op for øjnene, for selv det lysskær kunne blænde ham! Den mindre trykbølge, fik ham dog ikke væltet omkuld, som han blev siddende, dog blev han alligevel trykket nogle få centimeter bagud. Han glippede let med øjnene som det hele måtte fortage sig, hvor de smaragdgrønne øjne faldt på Dericks skikkelse. Det lyse hår, sagde ham det hele; han var blevet konverteret til lyset. Et skævt smil gled over hans læber, inden blikket faldt til Dericks nu blå øjne. At han måtte besvime, var faktisk ganske normalt. Han trak vejret dybt, som det hele faktisk også havde taget utrolig meget på hans egen energi. Han sukkede lettende, som det hele var overstået, inden han satte sig helt hen til Dericks skikkelse igen. Han låste lænkerne op og fik ham roligt ud af dem, hvor han smed lænkerne til siden, inden han greb fat omkring Dericks skikkelse. Han fik ham roligt vendt, inden han selv kom lettere vaklende op på benene igen. Han tog fat i Dericks skuldre, i tøjet, inden han fik ham op at stå. Hans vægt var tung, eftersom han var besvimet og slappet af i enhver muskel, men han vidste at Derick måtte være udmattet og træt, for sådan gik en konvertering normalt. Han trak ham med sig ud af cellen og hen til Elanya, som han roligt vendte blikket mod. ”Vi er nød til at få ham op på et værelse, hvor han kan hvile ud,” forklarede han kortfattet. Han kunne mærke at Dericks krop var kold, manden frøs, hvilket der heller ikke var noget at sige til, eftersom han før havde været vampyr og var blevet vant til kulden, men når man blev levende igen, så slog kulden ind på en, og manden havde trods alt befundet sig hernede i de kolde kældre uden noget tæppe i flere dage, så hans krop var blevet kold. Han satte roligt Dericks bevidstløse krop fra sig, som han roligt vendte blikket mod Elanya igen. Han selv var lettere forpustet, for det at konvertere en anden person fra mørke til lyset, var noget der virkelig måtte kræve en energi uden lige! Det var hårdt, og det havde selv taget på hans egen kræfter. ”Har du tæpperne klar Elanya?” spurgte han roligt og dog lettere forpustet. De var nød til at få Derick svøbt ind i tæpperne så han ikke ville dø af kulde, hvor de derefter skulle have ham op på et værelse, hvor han kunne hvile sig. Hvor længe der ville gå var svært at sige, eftersom det var varierende fra person til person. Derick var en stærk mand, men fordi han havde været så tæt knyttet til mørket, så ville det nok tage hårdt på ham, så han ville skyde på at Derick ville være væk i nogle dage, inden han ville vågne op igen. For hans krop måtte være smadret efter sådan en konvertering, og han skulle vænne sig til at lyset måtte være i ham.

[Deleted]

Elanya var virkelig panisk bange for, at hun ville ende med at miste Derick under denne proces. Hun elskede ham og hun elskede ham virkelig, virkelig højt. At han gengældte hendes mimen, selvom hun kunne hørte hans hvisken, så var det noget som kun fik hende til at smile. Hun måtte ikke blande sig og hun vidste at Nathaniel ville stå der og holde hende igen, hvis hun så meget som overvejede at gøre det, hvilket et sted faktisk måtte glæde hende. Det skar hende i hjertet at høre ham skrige sådan og bare det at vide, at han måtte have ondt, var kun noget som gjorde det hele så meget værre, for hun brød sig virkelig ikke om det. Mørket ville slå hende ihjel langsomt og det var slet ikke noget som hun måtte se frem til på den ene eller den anden måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. At kræve at han gik igennem det for hendes skyld, var nu alligevel meget at skulle kræve set i hendes øjne, men at han gjorde det, var noget som gjorde det hele så meget bedre også set i hendes øjne, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om. Hun ville ønske at hun kunne komme hen og sætte sig ved siden af ham, holde ham i hånden igennem det hele, selvom hun kunne se at vampyrinstinkterne i den grad også kraftigt måtte slå ind. Hendes eget hjerte hamrede som en sindssyg mod hendes bryst af rent og skær ubehag. At han endte med at tage imod lyset og lod det tage hans hjerte, hans sind og hans sjæl sådan som han næsten måtte lyse op, var noget som kun efterlod hende med en voldsom lettelse. Hun sank næsten sammen, selvom hun hurtigt endte langt mere usikker idet at han endte med at besvime. Det var jo en af de små ting som hun ikke var blevet fortalt om i den anden ende, så det var heller ikke noget som sagde så lidt. Hun vendte blikket mod Lucas, som han hjalp Derick ud og hjalp ham op at sidde, hvor hun bare så en anelse nysgerrigt og usikkert til. Hun trak sig hen til hans skikkelse, hvor hun strøg hånden roligt over hans kind. Han var virkelig iskold og hun brød sig virkelig ikke om den tanke! ”Han er så kold..” hviskede hun stille. Hun bed sig let i læben, idet hun nikkede. Hun greb omkring tæpperne, som hun hurtigt fik foldet ud, så hun kunne få dem kastet omkring hans krop, hvor hun fik ham pakket godt ind. Hvor lang tid han ville være væk, vidste hun ikke, men hun ville personligt holde øje med ham og passe på ham! De smaragdgrønne øjne søgte direkte til Lucas’ skikkelse. Hun skyldte dem virkelig for denne hjælp, for det var virkelig utroligt i den anden ende! Utroligt at de kunne gøre så meget for hende på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg skylder jer begge to for det her.. Lucas og Nathaniel..” Hun nikkede sigende mod dem begge og med et stille smil på læben. ”Der er gæsteværelserne i den store fløj.. Vi skal bare have ham med os derop,” sagde hun stille. Nathaniel kunne nok ikke hjælpe til, for han var ikke meget for at blive set, hvilket hun også godt kunne forstå. At holde hans tilværelse hemmelig som han selv ønskede det, var noget som hun tydeligt kunne hjælpe ham med, det var helt sikkert. Hun trak vejret dybt. ”Jeg ved at det er meget at bede om, Lucas.. Men kan du hjælpe mig med at få ham derop? Han er så kold..” sagde hun med en dæmpet stemme. Det bekymrede hende virkelig!

[lucas]

Det at konvertere en fra mørket til lyset, var ikke bare farligt, men også utrolig udmattende for begge parter. Det krævede utrolig meget energi at bruge så meget lys og energi på at få mørket ud af en anden mand, som tilmed havde boet alle sine dage i mørket, såsom Derick havde. Men det var tydeligt at se at han var blevet konverteret til lyset, hvilket også var det som han havde ønsket, og Elanya med. Nu kunne de være sammen uden at se sig over skulderen, for nu var det ikke længere ulovligt for Derick at være her. Af den grund skulle de stadig være forsigtige, for hun var en gift kvinde, men det skulle han nok forklare hende, når hun var faldet til ro igen, for han kunne tydeligt se at Dericks tilstand måtte påvirke hende. Han nikkede ganske let, som hun måtte sætte sig ved Dericks skikkelse. ”Han er kold, fordi han har været spærret inde i en kælder i flere dage uden at varme sig på noget.. plus at han er kommet tilbage til livet,” forklarede han roligt, hvor han trak let på skuldrene. Det var faktisk ganske normalt. Han holdt let Dericks skikkelse ude fra væggen, så hun kunne komme tæpperne omkring hans bevidstløse krop. Det var heller ikke fordi at de skulle blive hernede, for så ville han da bare dø af kulde, så de måtte ovenpå og ud. Han sendte Elanya et let smil, som hun takkede dem for deres gerninger. Han vidste at det betød meget for hende, men.. hvis hun skulle være hans dronning i flere år, så kunne han jo ligeså godt starte et godt samarbejde med hende, vise at han stolede på hende og han gerne ville hjælpe hende. Desuden så var der jo også lige det lille faktum at han håbede på hendes forståelse længere henne. Han havde trods alt fundet ud af at Raphaella havde været dvasiansk stripper, ikke ligefrem fordi det var velset her i Procias, men han vidste bedre end nogen anden at folk kunne ændre sig hvis de fik chancen, det var Derick jo selv et bevis på. Han valgte kærligheden og Elanya, frem for at være en vampyr og morderisk dræber. Han rystede let på hovedet. ”Det er virkelig ingenting Elanya.. så selvfølgelig hjælper jeg ham op, havde ikke regnet med andet,” fortalte han roligt og med et varmt smil om læberne. Han greb roligt fat omkring Dericks skikkelse, som han fik den ene arm over sin skulder og nakke, som han løftede ham op. ”Tager du fat i den anden ende?” spurgte han hende let, inden han roligt vendte blikket mod Nathaniel. ”Hvis du vil forblive ’usynlig’, så må du hellere se at komme af sted,” tilføjede han roligt og sendte Nathaniel et let smil, som han nikkede mod ham, inden han greb fat omkring Dericks skikkelse og begyndte at føre ham med væk fra cellen og hen imod trapperne. Han skulle ind på et varmt værelse og så skulle det hele nok gå. Hans krop skulle hvile for nogle dage, det var lidt varierende hvor længe det kunne tage, så det var svært at svare på. Han førte ham let op ad trapperne med hjælp fra Elanya, hvor han ellers satte kursen imod gæsteværelserne.

//Out//

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var på ingen måder i tvivl omkring de følelser som Elanya måtte bære for denne mand. Det var i den grad også den eneste grund til at han gjorde det som han gjorde, for ellers ville han slet ikke bære sig ad med at gøre tingene på denne her måde. Normalt blandede han sig udenfor, men denne gang kunne han faktisk godt se, at dette var noget som kun måtte hjælpe og gavne i den anden ende, så hvorfor ikke? At Lucas måtte tage over, hvor han måtte holde øje med Elanya, også selvom han kunne se, at hun på ingen måder brød sig om det, så var det umådelig vigtigt at Dericks smerteskrig ikke ville tvinge hende til at bryde ind! Det kunne ende med at koste ham livet og det ønskede hun vel heller ikke? At det hele endte vellykket, fik ham kun til at trække ganske så let på smilebåndet, for det var end ikke noget som han kunne være noget andet end glad for i den anden ende, det var helt sikkert. Han lod hovedet søge let på sned, som han roligt blev stående. Hans ben var ikke alt for godt, så det var heller ikke fordi at han kunne hjælpe, selvom han virkelig gerne ville det. Han nikkede mod Elanya med et stille smil på læben. ”Der er skam ingenting at takke for, Elanya. Jeg er bare glad for at jeg kunne bidrage med hjælp,” sagde han roligt, som han lod de mørke øjne falde direkte tilbage på Lucas’ skikkelse. Han var død for omverdenen og det var sådan at han gerne ville have at tingene skulle forblive, så det var heller ikke fordi at han havde alverdens med tid, hvilket han var udmærket godt klar over når det endelig måtte komme til stykket. Han nikkede mod ham. ”Jeg regner også med at smukke inden alt for kort tid. Jeg skal lige en tur op på biblioteket og så er jeg på vej. Jeg takker for samarbejdet,” afsluttede han roligt og ikke mindst med en ganske så stilfærdig tone. Han var en mand med sine manerer i orden og det var noget som han godt kunne vise dem. Måske at han ikke var procianer, men han udviste dem klart den store respekt. Han havde jo trods alt også været bosat her i en god del år nu, så hans støtte og loyalitet var i den grad også noget som de kunne regne med i tiderne fremover. At der var andre ting bag Lucas’ hjælp, vidste han ikke, men han havde skam set hvordan han havde set til den nye danserinde. Han trak let på smilebåndet. ”Til vi ses igen.. Deres Højhed.” Han bukkede endnu en gang for Elanya, idet han vendte om, forlod cellen og kælderen, kun for at komme væk derfra og op mod biblioteket, lige det for at aflægge Yessica en lille visit. Ikke fordi at det var noget som han regnede med, var noget som gjorde hende det mindste. Han lod Derick i Lucas’ og Elanyas varetægt, han var skam også sikker på at de nok skulle passe på ham.

//Out

[Deleted]

Elanya brød sig slet ikke om at Derick skulle være så kold. Det var noget som i den grad måtte bekymre hende og frygtelig meget endda, så det var heller ikke noget som sagde så lidt. Hun ønskede at passe på ham, selvom hun var nødt til at gøre det på en så frygtelig diskret måde, for det andet, var slet ikke noget som gavnede hende eller kongeriget for den sags skyld, for det sidste som de havde brug for at vide, var at hun havde følelser for en anden end den som hun faktisk var gift med. Derick, Lucas og Nathaniel vidste det, og så var der heller ikke flere som havde brug for at vide det. Hun hævede hånden og strøg den let mod hans kind, selvom han allerede var frygtelig fjern og det var noget som selv måtte bekymre hende, det var der slet ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun bed sig let i læben og nikkede. ”Jeg bad vagterne om at give ham noget varmt..” mumlede hun en anelse utilfredst. Det var noget som hun i den grad nok skulle bringe videre! Hun fik ham stille pakket ind i tæpperne, selvom det virkelig ikke var nemt. Det var jo heller ikke nemt at have med en dødvægt at gøre på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun trak vejret dybt og vendte blikket op mod Lucas. Hvorfor han hjalp hende, vidste hun ikke, men hun var virkelig, virkelig glad for hans hjælp, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun skyldte ham virkelig for det hele, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. At få Derick ud af cellen og op i varmen var faktisk det som hun ønskede mest lige nu, for der kunne hun også få lov til at holde øje med ham og det var da noget af det som hun i den grad måtte sætte frygtelig, frygtelig højt lige for tiden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun nikkede stille. Hun rejste sig som Lucas havde fået fat i Derick, hvor hun mere end glædeligt tog fat om ham på den anden side, så de kunne få ham med sig op på et værelse, for det var virkelig det som hun satte som det vigtigste lige nu! Hun følte virkelig at hun skyldte dem begge. Nathaniel var jo allerede smuttet selvom det nu heller ikke var noget som hun tog sig af som sådan, for han havde også sit at se til, hvilket hun også havde den store respekt for i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun trak vejret dybt. ”Du klarede det flot, Derick,” hviskede hun med en ganske så dæmpet stemme, idet hun fulgtes med Lucas væk fra kælderen og op mod et værelse. Selv det at finde lidt varme, ville hun bestemt heller ikke have det mindste imod selv!

//Out