Imagine that.. what a heart can do..?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var bestemt ikke meget for det og han havde prøvet at snakke hende fra det. At Elanya jo så havde været så stædig som intet andet, så var det jo heller ikke underligt hvor Faith måtte have det fra! Ikke fordi at han sagde noget til det, for dette var noget som han egentlig bare ønskede at få overstået og helst så hurtigt som muligt. Han var jo trods alt væk for omverdenen, så det at de skulle vide at han var her, var heller ikke noget som ville glæde hverken ham eller hans familie for den sags skyld. Han var en stor mand med viden på sin side, da det jo også var noget af det som faktisk kun måtte siges, at være det som gjorde ham farlig. Han havde jo ikke magiske tendenser eller noget i den stil. Han var menneskelig på det punkt, med en menneskelig psyke og med alt hvad det måtte indebære. Han havde bare en umådelig skarp hjerne og det var det som i den grad også måtte give udtælling på den ene eller den anden måde. De mørke øjne hvilede på Dericks skikkelse. At han var indforstået med det hele, var jo kun noget som gjorde det hele meget bedre. Jo hurtigere de kunne komme i gang med det hele, jo bedre ville det i den grad også blive, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. ”Folk kan stadig tage det i munden, Derick.. Jeg hører stadig folk snakke om den foregående tid.” Måske fordi at den havde været langt lysere end alt det andet, men det var nu bare sådan at det nu måtte være i den anden ende. Han lod blikket søge direkte mod Elanya da hun passerede ham for at komme hen til Derick. En vis form for afsked eller på gensyn vel? Han blev roligt stående frem til at hun endnu en gang måtte trække sig. At hun ikke var meget for det, var nu heller ikke noget som han kunne tage hensyn til for øjeblikket, for han gjorde det kun fordi at det var nødvendigt. Han vendte blikket mod Derick og med det samme morende smil. ”Man kunne jo aldrig vide.. vel?” Han hævede sigende det ene bryn og med det drillende smil hvilende på læben. Han var måske en mand som tog det hele frygtelig professionelt, men det var der jo kun kommet gode ting ud af. Han kunne se at dette var alvor, at det virkelig var noget som Elanya måtte ønske og så længe at Derick var indstillet på det samme, så var han også fuldkommen overbevist om at det var noget som nok skulle gå. Han gik roligt hen til ham, hvor han tog fat om lænkerne, kun for at lænke ham godt fast. ”Hvis det er for løst, så må du sige til,” sagde han ganske kortfattet. Endnu en gang trådte han tilbage i den alvorlige mine og uden at skulle vende blikket væk fra ham. ”Sæt dig, Derick,” sagde han roligt og ikke mindst med eng ganske kortfattet mine. Det var ikke fordi at han ville lægge skjul på at han ikke brød sig om at blande sig på denne her måde, men hvad pokker skulle han da ellers gøre ved det? Han stak hånden ind under kappen, kun for at finde en lille flaske frem. ”Du fik skænket blodet til ham, Ela?” spurgte han stilfærdigt, som hans blik faldt til flasken som måtte ligge på jorden. Et stille smil bredte sig på hans læber. Det gjorde jo bare tingene meget nemmere for ham. ”Gab op,” afsluttede han stilfærdigt.

[Deleted]

At Nathaniel selv kunne huske Derick tilbage fra den tid, på hans rygter, var et sted noget der måtte glæde ham, selvom.. det gjorde ham også en anelse trist til mode, for han havde faktisk nydt den tid, nu var han bare en simpel halvblods, faktisk en skændsel fra sin race! På den anden side havde han været så mange forskellige racer, at han ikke længere var raceracist, dog havde han stadig et problem med lyset, for det havde altid stået som hans fjende, og nu skulle han pludselig blive en del af det? Det var bare noget som han virkelig havde svært ved at sluge, hvilket man ikke skulle tage det mindste fejl af! Han gjorde det dog kun for at kunne være sammen med Elanya! Og han havde vel heller ikke behov for at blive blødsøden? Han svarede ikke Nathaniels ord, som han blot blev stående ved væggen. Folk talte stadig om den foregående tid? Men det rygte havde ligesom forladt ham efter han var gået i døden den første gang. Han måtte jo bare skabe sig et nyt rygte, og hvem vidste? Måske han gik hen og blev en stor mand igen? Hvis ikke større? Det måtte tiden jo vise. Han vendte roligt blikket og opmærksomheden imod Elanya, som hun pludselig råbte op, hvor han rynkede brynene en anelse uforstående, og lod hovedet søge spørgende på sned. Mon hun nu fortrød? Et sted ville han gerne selv blive en del af lyset, for det var den eneste måde hvorpå han kunne være sammen med hende, og så var det en chance som han ikke lod passere! Han blev blot stående, hvor han vendte blikket imod hende, som hun steppede foran Nathaniel og kom hen til ham, hvor han blot betragtede hende lettere uforstående. Hånden mod hans kind, fik ham til at lade hovedet søge mod hendes hånd, imens et skævt smil gled over hans læber. Han besvarede mere end glædeligt hendes dybe og intense kys, tilmed med den største fornøjelse, for han savnede virkelig at mærke hendes kys og kærtegn! Han sukkede lettere frydende, som hun brød kysset, inden hans læber spillede ud i et betaget og tilfreds smil. ”Mm.. jeg elsker når du gør det der,” mumlede han i en tilfreds tone, som han vendte blikket mod hende igen og sendte hende et skævt smil. Han elskede hende og han ville gøre alt for hendes skyld! Og intet skulle få lov til at stå i vejen for dem, ikke igen! Ikke denne gang! Han fnes kort, som hun sagde at hun ville holde tæpperne klar. ”Bare hold dig på god afstand,” bad han roligt. Hun var den eneste han tænkte på. Han vidste ikke hvad der skulle ske, hvordan det ville ske, eller noget som helst faktisk, han tænkte egentlig ikke så meget på sig selv i denne situation, han ønskede bare at være sammen med hende. Han gjorde et let nik mod udgangen, inden han vendte blikket mod hende igen. ”Jeg skal nok klare mig,” forsikrede han hende og sendte hende et beroligende og opmuntrende smil. Han vendte roligt blikket mod Nathaniel, hvor han blot lod ham spænde ham fast. Han fnøs kortfattet. ”Hvad med at stramme dem så meget, at du tør at slippe mig?” foreslog han roligt og smilede sigende. Han satte sig roligt, som han blev bedt om det, skønt han sukkede opgivende for sig selv, det var jo næsten tåbeligt. Han skævede skeptisk imod den lille flaske som han fandt frem, inden han så spørgende op imod Nathaniel, som et tydeligt tegn til at han ville vide hvad der er i. Han gabte dog op, klar til at sluge hvad end det måtte være og gøre, for hvis Elanya havde spurgt denne mand om hjælp, så måtte hun stole på ham, og det var grund nok til at han også selv gjorde.

[Deleted]

Elanya vidste udmærket godt at det var meget for Derick at ofre mørket til fordel for lyset, men det var den eneste måde hvorpå at de faktisk kunne være sammen, så det var vel også det værd i den anden ende? Det var da om ikke andet, så sådan at hun selv måtte se på det og hun håbede jo selvfølgelig bare på at han måtte være enig. Ganske rigtigt så havde Nathaniel prøvet at snakke hende fra det, men det havde virkelig ikke virket. Hun nægtede ganske enkelt at lade det virke på hende, for hun ønskede virkelig ikke at miste ham for noget som helst i denne verden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. De smaragdgrønne øjne hvilede på hans skikkelse. Hun ville bare lige have lov til at mærke ham tæt på og det var jo heller ikke fordi at det var ukendt for hverken Lucas eller Nathaniel at hendes hjerte måtte ligge et ganske andet sted. Derick havde denne ubetydelige betydning for hende, at man skulle tro at det var løgn og hun ønskede virkelig ikke at miste ham igen! Et sted så håbede hun vel også bare på at dette var en måde hvorpå at hun kunne bevise for ham at han var med hende hele vejen? At hun ville være der til at vise ham ned af den lyse sti som han nu skulle til at vandre på i stedet for den som lå henlagt i det dunkle mørke? Mørket havde taget så meget fra hende allerede og hun tillod virkelig ikke at det også ville tage ham! Hun sendte ham et smil. Han formåede jo altid at gøre hende så tilpas på denne her måde, og det var noget som glædet hende og meget endda. Hun nikkede stille til ham og med den rolige mine. ”Det håber jeg så sandelig også for din skyld,” sagde hun roligt og et sted også med den næsten drillende stemme. Hun ønskede slet ikke at gøre ham ondt, også selvom hun vidste at det var en smertefuld forvandling. Nathaniel havde prøvet at forklare hende smerten ved det, netop for at få hende til at skifte mening, men.. det kunne hun ikke. Der var også en grund til at hun ikke havde fortalt om den til Derick, for hun var bange for at han ville hoppe fra og det ønskede hun bestemt heller ikke på nogen måde overhovedet. Hun slog armene let omkring sig, næsten som hun følte sig en anelse hjælpeløs. Hun måtte ikke blande sig som de to store mænd måtte gå i gang med arbejdede og endda med den mand som hun måtte elske? Det var i den grad heller ikke noget som hun bare kunne acceptere bare sådan, også selvom hun havde bedt dem om at gøre det, så var hun selvfølgelig også glad for at de havde gjort lige så. ”S-selvfølgelig har jeg det, Nathaniel,” fortalte hun stilfærdigt. Flasken var jo også tom! Hun bakkede roligt ud af cellen igen, hvor hun stillede sig ganske tæt ved Lucas. Hun ville være den første til at omfavne Derick når han engang ville vågne op med et bankende hjerte, en vejrtrækning og et liv i lyset, lade ham vide at hun var der til at hjælpe ham med det hele, for hun vidste at det ikke ville blive nemt for ham på nogen måde! ”Det skal nok gå,” hviskede hun let for sig selv, som hun bare kunne stå og se til at Nathaniel måtte sætte det hele i gang.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel blandede sig som regel aldrig i situationer som denne, men her var det jo heller ikke fordi at Elanya havde givet ham noget andet valg, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket på denne her måde. Hendes stædighed havde overrumplet hans egen beslutsomhed hvad end om det var noget som han ville det eller ikke. Desuden så skyldte han hende også denne tjeneste og hvis det var noget som gjorde hende glad, så.. hvorfor ikke? Hans blik hvilede stift på dem begge som de måtte stå der. Han vidste udmærket godt og kendte til planen bag hele ægteskabet, selvom det nu heller ikke var noget som han ville blande sig i. Så lang tid at han kunne holde hans egen familie tryg og sikker, så kunne han heller ikke være andet end tydelig tilfreds og endda på alle tænkelige måder. Elanya trak sig, hvilket han kun måtte være storslået tilfreds med, for så kunne han da selv komme til i den anden ende. Han fik manden lænket fast hvor han vendte blikket mod ham. Han trak let på smilebåndet. ”Tro mig, når vi først kommer ordentlig i gang, så er de stramme lænker heller ikke nødvendige.. Kender jeg mørket ret, Derick, så vil det bekæmpe det lys som vi skal have i dig. Lucas vil tvinge dig igennem konverteringen og jeg sørger for livet,” forklarede han videre. Det var et meget alvorligt og seriøst samarbejde. Hvis en af dem kludrede i det, så ville det gå galt og det kunne koste Derick livet. Om ikke andet, så burde han også kende til den risiko som han løb netop ved dette, for det var virkelig ikke så lidt, hvis han var af den type som havde livet kært selvfølgelig. De elskede hinanden, så meget kunne Nathaniel allerede se, selvom det faktisk var noget som måtte bekymre ham, for han var bange for at det ville gå ud over planerne ved at redde Procias, hvis folket skulle miste tilliden til Elanya, for det var virkelig noget af det sidste som de havde brug for i denne stund, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han knælede roligt ved hans side. ”Det blod som Elanya har serveret for dig, indeholdt en mikstur. Disse to skal blandes..” Han vendte blikket mod den lille som han havde i hånden. Umiddelbart kunne det ligne klart vand, men den havde en langt mere bitter smag end det. En kraftig smag af den syrligste citron. Han kørte meget i naturplanterne og med det som det måtte indebære, for han havde fundet ud af med sine mange år med undersøgelser og forskning, samt forsøg at det var dem som bar med sig det bedste frugtbare resultat. Han hældte indholdet ned i Dericks hals, blot afventende til at han ville sluge det. Det var først der at det svære ville begynde. Som de to eliksirer ville blandes, så ville en intens mavesmerte tage til i Dericks indre. Det måtte jo arbejde indefra og ud. En brændende fornemmelse som var det flammer som meldte sig i hans sind. Det ville nå til hans hjerte – det var også der at Nathaniel måtte sætte arbejdet ind, for det var vigtigt at de fik den kolde og døde muskel til at begynde det arbejde med at holde ham i live, selvom han vidste, at det bestemt heller ikke ville blive nemt. Det ville afhænge helt af Dericks vilje og hvor meget han måtte ønske dette.

[Deleted]

Derick var sådan set ligeglad med hvad han skulle igennem at tests og prøvelser, han ville bare være sammen med Elanya, det var det eneste som talte for hans vedkommende. Det var naturligvis fristende at blive i mørket, for det var jo faktisk hans trygge base, hans skalkeskjul, det var her han havde det bedst, det var her han vidste hvad han kunne udrette, hvad han havde med at gøre, lyset var ham utrolig ukendt, og han var bange for at han ville være og blive en fiasko. Han ønskede ikke at svigte hende, nu hvor hun gjorde så meget for at holde ham i live, for at give ham et liv, hvilket han jo faktisk var hende taknemlig for. Det betød utrolig meget for ham at hun gjorde alle disse ting, for det beviste jo også bare at hun elskede ham. Ellers havde hun ikke samlet to vise mænd for at konvertere ham til lyset. Han smilede skævt og morende til Elanyas ord, som han blinkede drilsk til hende. Han elskede hende, og selvom at han vidste at der ventede smerte på ham, så formåede hun altid at lette stemningen. Han elskede hende i sandheden af hele sit hjerte! Og han gjorde hellere end gerne dette for hendes skyld! Han ønskede et liv sammen med hende og hvis det blev påkrævet af ham at bo i lyset, jamen så gjorde han hellere end gerne det! Han betragtede hende blot, som hun bakkede ud af cellen og hen til Lucas, hvor han sendte hende et opmuntrende og beroligende smil. Selvom han virkede afslappet udenpå, så var han faktisk skræmt indeni, for han kunne mærke i hele sin døde krop at der var noget stort på vej, det kriblede nærmest i ham for at komme væk, selvom at han blev siddende lænket fast til væggen, så det var heller ikke fordi at han kom nogen vegne. Han sukkede roligt som Nathaniel måtte begynde at forklare, hvor han himlede svagt med øjnene. ”Nathaniel.. jeg er sådan set ligeglad med hvordan det foregår, hvad der kommer til at ske, eller om det kommer til at gøre ondt. Jeg gør det for Elanyas skyld og intet skal stå i vejen for det! Du behøver sådan set ikke forklare mig hvad der skal ske, så længe du gør din pligt og din del af arbejdet og fokusere dig om det du skal gøre, i stedet for hvad jeg ved og ikke gør,” forklarede han kortfattet, hvor blikket hvilede stilfærdigt på Nathaniel. Det var ikke for at være ubehøvlet, men bare for at få pointen frem; Nathaniel skulle koncentrere sig om sit og han ville bare følge efter som en trofast lille hund. Han vendte kort blikket mod den tomme flaske blod som han havde drukket. Der havde været en mikstur i? Han nikkede blot ganske roligt, hvor han åbnede munden, fik den lille flaske for munden, hvor han slugte hele væsken på trods at det måtte smage af helvede til. Han spyttede let til siden. ”Ækelt..” mumlede han for sig selv, som han rynkede let på næsen. Sikke en bitter smag! Han vendte roligt blikket op mod Nathaniel. ”Og hvad så nu?” spurgte han ganske så kortfattet. Han havde kun sagt at de skulle blandes, men så ikke noget videre. Han fik dog hurtigt svaret, da han kunne mærke det rumstere i hans mave, hvilket fik ham til at knibe øjnene en anelse sammen, som han kort efter skar en grimasse af smerte. Han bed tænderne fast sammen, som det begyndte at gøre frygtelig ondt i hans mave, og ikke nok med det, begyndte det at brænde i hans hoved, hvilket fik ham til at klemme øjnene fast sammen. Han hvæsede kraftigt af smerte, som det nærmest måtte føles som om det boblede i hans indre blot for at eksplodere i hans hoved, hvor han endte med at slippe et smertefuldt skrig. Han rev fast i lænkerne, næsten i et forsøg på at komme fri, skønt det ikke hjalp det mindste. ”Det brænder!” hvæsede han fast og næsten vredt, som han igen prøvede at rive sig fri, skønt han ikke kom nogen vegne. Det brændte hele vejen ned fra hans hoved til hans bryst, hvor smerten måtte sprede sig fra maven til brystet, hvor det måtte føles som en kæmpe eksplosion!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var bare nødt til at være helt sikker på at Derick vidste hvad det var at han gik med til i den anden ende, for et sted så… tvivlede han vel på det når alt endelig måtte komme til alt? Elanya elskede ham og det var også tydeligt for ham at se at det var gengældt og hvis det var den vej som de begge ønskede at gå, jamen så ville han da også gøre sit for at det ville hjælpe dem. Det sidste som han ønskede, var at Elanya skulle blande sig, for det kunne virkelig føre til direkte katastrofale følger og det var noget af det sidste som han ønskede at vide af. De mørke øjne hvilede på hans skikkelse. Det var skam heller ikke fordi at han var bange for ham på den ene eller den anden måde, for det var der vel heller ikke nogen grund til når det endelig måtte komme til stykket? Han kneb øjnene en anelse sammen, som Derick endte med at bryde ind som var det noget som han bare kunne tage i koldt blod, for det var noget som han ærlig talt måtte tvivle på! Han himlede let med øjnene. ”Udmærket.. Hvis det er sådan du vil have det.” Han vendte blikket mod ham, som han fik hældt væsken ned i halsen på ham. Han kunne ikke rigtigt gøre noget andet end at vente på at virkningen måtte gå ind. Det ville sætte sig i hovedet og det ville sætte sig i hans bryst, udelukkende for at gøre klar til at sætte hjertet i gang med at banke igen – det var også det som var Nathaniels hovedopgave i denne sag, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket på denne her måde. Som det måtte sætte ind, så kunne han heller ikke lade være med at gøre andet end at trække på smilebåndet. Han havde jo allerede sagt, at det ville komme til at gøre ondt! At han var begyndt ar rive i lænkerne, var nu heller ikke en handling som sådan kunne komme bag på ham, for det var jo rene menneskelige instinkter som slog ind der. Et forsøg på at lukke det ude vel? Han lod hovedet søge let på sned. Så længe at Elanya kunne holde sig på afstand, så var alt også helt fint! Hun måtte bare ikke blande sig! ”Varmen breder sig i din krop og tvinger hver eneste muskel til at arbejde. Den søger energien til hjertebanken, Derick. Det er en smertefuld proces og jeg kan trygt love dig, at det først lige er begyndt!” sagde han stilfærdigt. Der var skam heller ikke nogen grund til at skulle lyve for ham på denne her måde, for det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen som helst måde overhovedet. Selv gik han tæt på Derick. Så længe at smerten ville forstyrre ham, så ville han vel heller ikke være den sværeste at manipulere rundt med sine bare hænder? Han lagde roligt en hånd mod hans bryst og en anden i hans nakke, nærmest for at tvinge ham ned på jorden at ligge. De mørke øjne hvilede på hans skikkelse. Lucas skulle snart til og så længe, at Elanya holdt sig på afstand, så var det hele i skønneste orden! Han begyndte en lang række af oldgamle messer som for længst var gået i glemmebogen for de fleste. Et lys viste sig ved Dericks bryst, som Nathaniel måtte intensivere sin messen. Han ville tvinge hjertet til at begynde at slå og så længe at den mikstur var drukket, så var det faktisk noget som han kunne tage kontrol over, hvis det var det som han ville. En smerte ville de første mange slag være ekstremt smertefulde, men hvis Derick ønskede at overleve, så ville han bestemt også!

[Deleted]

Derick elskede virkelig Elanya og han var mere end villig til at gå igennem denne smerte, for han vidste at det bedste hvilede på den anden side; nemlig hende. Det at blive konverteret til lyset, gjorde at han kunne vandre rundt sammen med hende, uden at nogen som helst love skulle puste dem i nakken og holde dem adskilt, blev han en del af lyset, så kunne intet forhindre ham i at være sammen med hende, foruden hendes ægteskab naturligvis, men.. det måtte de vel bare arbejde med? Han nægtede at give slip på hende, nu hvor der endelig var en mulighed for ham for at være sammen med hende. Han havde mistet hende så mange gange, hun havde altid været uopnåelig fordi hun havde været gift, men denne gang skulle intet stå i vejen! Denne gang, skulle han nok få hende! Han elskede hende, og det var hende som han ville være sammen med! Han vendte roligt de mørke øjne imod Nathaniel. At han ville bringe ham.. til live igen, eller få hans hjerte til at slå, var noget som han faktisk var spændt på, han var spændt på hele konverteringen, for.. det kunne vel egentlig også ende galt? Han kunne i hvert fald tydeligt mærke smerten som måtte starte i hans mave, som var det.. mavekrampe, derefter var det begyndt at brænde i hans sind, som om hans hoved skulle eksplodere. Det hele spredte sig til hans bryst, til hans.. hjerte? Han rev i lænkerne i et forsøg på at komme fri, selvom at det ikke lykkedes ham på nogen måde, hvilket kun måtte gøre ham mere arrig! Han hvæsede kraftigt, som vampyren stadig var fremme i ham, for når alt kom til alt var han et rovdyr og i øjeblikket følte han sig som et rovdyr i et bur, hvor der blev stukket til ham som var det med spyd. Det stak i hele hans hud, det kriblede, hvor han kunne mærke blodet begynde at flyde rundt i ham. En vampyr drak blod med tænderne, fordi at det levendes blod, skulle ind i selve kroppen for at holde vampyrens legeme i gang, det var derfor de gik i dvale, hvis de ikke fik blod, for det blod de drak blev med tiden dødt, og dødt blod var som gift til en vampyr, ført ville man gå i dvale, og derefter miste alt blodet, hvor en anden var nød til at bringe frisk blod til vampyrens legeme, men dette? Det var noget han aldrig havde prøvet før! Det hele snurrede i hans krop, det drev rundt i ham, varmen blandet med smerten skød ind over ham om og om igen, hvor han blev ved med at rive i lænkerne, som han langt hellere ville flå hjertet ud på ham selv, men lænkerne var så godt spændt fast at han ikke kunne nå. Han hvæsede kraftigt, og vendte blikket lettere dræbende op imod Nathaniel som hans øjne var endt helt røde, som havde han været sulten. Han klemte øjnene sammen, som han prøvede at holde fokus. ”Ja..? Du lyder til at.. more dig,” svarede han med en anstrengt stemme, som smerten virkelig var ulidelig! Det gjorde jo pokkers ondt! Han bed efter Nathaniel, som han kom hen til ham og greb fat omkring ham, skønt lænkerne sørgede for at han ikke kom i flæsket på ham. Som han blev tvunget ned i jorden, rystede hans krop, den dirrede, som musklerne måtte gå i spænd, ligesom blodet måtte pumpe igennem hans krop, for at skulle søge op til hans hjerte. Han kom med et smertefuldt skrig, da blodet nåede hans hjerte, hvor det stak frygteligt! Det begyndte at dunke vildt i hans bryst, som det var hans hjerte der måtte begynde at slå.

[Nathaniel Diamaqima]

At Derick var mere end villig til at gå igennem dette for Elanyas skyld, var i sig selv bare en bekræftelse på hans følelser. Han havde hørt om deres fælles fortid og hvor meget de begge havde været igennem, så selvfølgelig var det også noget som betød noget for hans del. Han gjorde dette udelukkende for at hjælpe disse to i den retning som de nu gerne ville gå. Smerten som Derick tydeligt måtte være præget af, var slet ikke noget som rørte ham på nogen som helst måde overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Rovdyret var i ham og det var i den grad også den eneste grund til at han ville have manden lænket, for de kunne virkelig ikke hjælpe ham med noget som helst, hvis de skulle ende med at han ville overfalde ham eller Lucas, for det var ekstremt vigtigt at dette var noget som gik rigtigt for sig. Nathaniel kunne se smerten i hans blik, sådan som hans øjne endte med at skifte farve. Det var et blik fra et rovdyr, selvom det inden længe var noget som de nok skulle få endt! Han vidste at en anden mand endte skuffet ved denne handling, men han måtte jo bare gøre det som var ønsket af ham og selvfølgelig var det også noget af det som han agtet at gøre! At Derick måtte snappe ud efter ham, tog han sig ikke af, for han kunne ikke nå ham og det var også det som han måtte være ude på når det endelig måtte komme til stykket på denne her måde. Han valgte bevidst at ignorere Dericks ord, for han var langt mere opmærksom på hans smerte end det som han var opmærksom på noget andet. Den ene hånd lukkede han omkring Dericks hals og så højt oppe som han kunne komme til det, også mest for at holde hans hoved på plads, så han ikke endt med at miste en hånd eller lignende. Lige nu var hans fokus ved hans bryst. ”Smerten vil sætte sig i dit bryst, Derick og det er yderst vigtigt, at du ikke kæmper imod!” Han vendte blikket direkte mod ham og ikke mindst med det tydelige alvorlige blik. Det var lige netop i denne situation at det kunne gå så galt og derfor var det stadig umådelig vigtigt at Elanya blev på sidelinjen i stedet for alt det andet, for det ville slet ikke kunne gavne denne situation. I sig selv, så var det jo bare rent held, at det hele skete hernede frem for noget andet sted, for det ville tiltrække sig af for meget opmærksomhed og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som Nathaniel måtte ønske sig i den anden ende. Hans hånd hvilede fast mod hans bryst, som han fortsatte sin lange messe. Det var avanceret alkymi som selv kun de bedste ville kunne forstå sig på, så han tvivlede på at Derick efter sit korte liv som en alkymist måtte kende til det, selvom.. ja, det skadet vel heller ikke at komme ud med bare lidt af hemmelighederne? Hans messe blev langt mere intens som han trak den videre og videre, kun for at tvinge hans hjerte til at slå af sig selv. Hver gang han gjorde et stød med hånden mod hans bryst, så ville hjertet slå og det var en handling som han ville fortsætte med at gøre frem til at hjertet ville være i stand til at skulle slå af sig selv, om det jo så skulle tage en time eller bare enkle minutter.. sekunder måske? Så var han ligeglad, for det var ekstremt vigtigt at det slog af sig selv, inden Lucas måtte komme til.

[Deleted]

Denne konvertering måtte virkelig være en smertefuld proces, det gjorde ufattelig ondt, og Derick havde virkelig aldrig prøvet noget lignende, hvilket ikke sagde så lidt, når han faktisk havde prøvet lidt af hvert. Han havde mærket sig af døden hele tre gange, den sidste var da han var blevet tømt fuldstændig for blod, blot for at blive omdøbt til vampyr. De mørke øjne var blevet lettere røde, som et tydeligt tegn til at denne proces også trak vilddyret frem i ham. Hvor længe dette måtte tage, vidste han ikke, men hvis han skulle holde denne smerte ud i flere timer, så var det lige før at det var fristende at give op! På den anden side, gav han op, så ville han aldrig kunne være sammen med Elanya, og det var værre end denne smerte! Han havde ikke tal på hvor mange år han ikke havde været i stand til at få hende, dengang havde han også haft Denjarna som havde stået i vejen, nu var hun der ikke længere, skønt at Elanya endnu engang var gift med en anden mand. Men hun havde sagt at hun elskede ham, og hvis hun gjorde det, som han også elskede hende, så var han villig til at vente på hende, for som hun selv havde sagt, så var det kun indtil Procias var på rette fod igen. Og det var grunden til at han ville holde denne forfærdelige smerte ud. Blodet der pumpede i hans krop, var virkelig en intens følelse, som han aldrig havde mærket før! At Nathaniel måtte holde ham helt oppe ved halsen, måtte faktisk more ham, for han kunne snildt trække hovedet til sig og flå hånden af ham, for han var trods alt langt mere fysisk stærkere end denne mand. Men på den anden side, han fik jo heller ikke noget ud af at gå imod Nathaniel eftersom det var den mand som skulle bringe ham tilbage til livet igen, sammen med lysvæsnet. Det skulle nok blive spændende, selvom at det virkelig var ulideligt! Smerten var intens, og det værste ved det hele var, at han ikke vidste hvor længe det skulle stå på. Han betragtede blot Nathaniel med de røde øjne, som han begyndte at slå imod hans bryst, hvilket var en forfærdelig dunken i hans bryst. Jo mere intens Nahtaniels messe måtte blive, jo mere ondt gjorde det i hans bryst. Han mistede pludseligt vejret, som han begyndte at gispe efter det. Førhen havde det ikke været ham nødvendigt at trække vejret, men nu.. blev det pludselig svært og dog nødvendigt. Blodet havde nået hans hjerte, hvor det nu var på vej til hans lunger og hele vejen ud i hans blodårer igen, som ved et levende individ. Det føltes underligt, for han kunne bogstaveligtalt mærke hvordan blodet løb igennem hans årer. Som Nathaniel fortsatte sin messe og sine stød mod hans bryst, så begyndte han at hive mere og mere efter vejret, skønt at smerten i hans bryst faktisk var ved at fortage sig, næsten som om at det var ved at gå sin ende? Men lange minutter havde det i hvert fald været! Han endte med at hive efter vejret en sidste gang i en dyb indånding, inden han pustede lettet ude, som han igen kunne trække vejret, plus at han kunne mærke sit hjerte hamre mod sit bryst for fulde hammer, hvilket faktisk var en.. behagelig følelse. Han vendte blikket spørgende og lettere afventende imod Nathaniel, for at se om det var normalt eller ej og hvad der skulle til at ske nu.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniels del indenfor dette, var virkelig ikke så slem igen, hvilket han udmærket godt kunne stå inde ved. Faren ved det var faktisk Derick og Elanyas følelser for hinanden, for han var bange for at en af dem ville hoppe af på vejen, selvom det i den grad også måtte glæde ham at se at Elanya kunne holde sig så meget på måtten som det hun havde formået at gøre det på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At det jo så ikke skete, var selvfølgelig noget som han selv priste sig lykkelig med, for så var han da sikker på at det hele nok skulle gå i den anden ende! Han var opsat på at få det hele til at gå, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet! At Derick med lethed kunne trække hovedet til sig, hvis det var det som han ville, var en kendsgerning som allerede var klar for Nathaniel, men han var nødt til at føle at han havde bare en anelse kontrol i disse hektiske minutter, for han vidste at det gjorde ondt. Hjertet lå jo trods alt også dødt i hans bryst, så det var ikke bare en ting som man tog til sig og priste sig lykkelig for. Nej.. Når man slet ikke var vant til den form for bevægelse i brystet, så var det jo noget som sagde sig selv, at det jo faktisk måtte gøre meget ondt! Han vendte de mørke øjne direkte mod ham. At han måtte stirre direkte i rovdyrets blik, tog han sig ikke af. Vampyrer var et alt for godt kendt væsen for hans vedkommende, så han vidste i den grad også hvordan de skulle tackles hvis det endelig skulle vise sig, at det var det som måtte blive nødvendigt på denne her måde. At Derick endte med at gispe efter vejret, så var det også tydeligt, at kroppen selv måtte begynde at arbejde, hvilket var noget som han kun måtte stille sig tydeligt tilfreds med i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Han gjorde et sidste stød mod hans bryst som han afsluttede den lange messe, hvor han roligt trak begge hænderne til sig, som han kunne fornemme at hjertet begyndte at slå af sig selv. Han trak vejret dybt og vendte sig mod Elanya som tydeligt måtte stå der skælvende ved siden af Lucas som stod afventende. Nu var det jo hans tur. Konverteringen var jo kun lige startet og det var stadig en lang vej som han skulle gå, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Han satte hånden mod sit ene knæ. ”Bliv siddende, Derick.. du er langt fra færdig endnu..” Han tvang sig op på benene, selvom det bestemt heller ikke var en handling som faldt ham helt nemt i smag på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte sig mod Lucas. Han var træt.. Han var jo heller ikke helt så ung mere, selvom det nu heller ikke var noget som han lagde skjul på. Han prøvede ikke at gøre sig yngre end det som han måtte være fra før af. ”Bordet er dit,” sagde han roligt og ikke mindst med en ganske så stilfærdig stemme, som han roligt nærmede sig cellevæggen i stedet for, så han havde noget at støtte sig op af. Efter hans eget møde med Brandon, så ville hans ben aldrig nogensinde blive helt fint igen og det var noget som han var klar over. En ting som han bare måtte leve med. ”Kroppen er i gang.. han har bare brug for.. det sidste lys,” afsluttede han med et skævt smil.

[lucas]

Alt det som Derick skulle igennem var noget som Lucas vidste ville gøre frygtelig ondt. Det at blive konverteret til lyset, var ikke bare noget som var lige til. Derick skulle ville det, så længe han.. ja, tænkte positivt, skønt det nok blev svært, så ville det faktisk gå, for han måtte ikke gøre sit sind mørkt i det at han ville tvinge lyset ind i hans krop og faktisk gøre ham til en del af lyset. Han holdt ganske let om Elanya, et sted bare for at være sikker på at hun ikke brød ind, og et sted for at berolige hende, for som han havde hvisket til hende flere gange; det skulle nok gå. Derick var en stærk mand, både af krop, sind og sjæl, så han var sikker på at det nok skulle gå. Desuden så virkede det også til at Dericks kærlighed var stor til Elanya og at det også gik den anden vej, og han vidste at sådan et bånd ikke bare var lige til at bryde uden videre, til tider kunne man skabe et så stærkt bånd at end ikke døden kunne skille folk ad, og eftersom både Elanya og Derick havde været døde, så så det ud til at de måtte have sådan et bånd. Skrigene som han kunne høre inde fra cellen, de klingrende lænker, som der måtte blive revet i, var alt sammen noget som var tydeligt; det måtte gøre frygtelig ondt. Han vendte blikket mod Nathaniel, da han måtte stoppe, hvor det var blevet Lucas’ tur. Han slap roligt Elanya, som han sendte hende et beroligende smil, inden han nikkede ganske kortfattet mod Nathaniel, det havde også taget på hans kræfter. ”Og lys skal han få,” endte han næsten højtideligt, som han selv trådte ind i cellen og vendte de smaragdgrønne øjne imod Dericks skikkelse. Vilddyret i ham var blevet tæmmet, nu hvor hans hjerte igen måtte banke. Han var ikke decideret vampyr, men heller ikke helt menneskelig endnu, han lå faktisk på et midterniveau. Han tog ikke blikket fra Derick som han blot gik tættere på, hvor han måtte knæle ved hans side. ”Vi har ikke så lang tid igen, om ikke så længe vil du få et slagtilfælde, hvis ikke jeg får lyset ind i dig,” forklarede han roligt, hvorfor lyve overfor manden? ”Du er sikkert ligeglad det og vil sikkert bare have mig i gang, men du skal vide, at.. folk der ikke er vant til at have lyset i sig … det kommer nok til at gøre frygtelig ondt, eftersom du ikke er vant til det, det er en konvertering du skal vænne dig til og du vil nok blive ufattelig svimmel når vi engang er færdige,” lagde han roligt til. ”Men vigtigst af alt; undgå at formørke dit sind under konverteringen, det kan slå dig ihjel..” Et skævt smil gled over hans læber, hvor han nok kunne se ud til at more sig, men han skulle nok få Derick sikker over på den anden side. Han vendte hænderne imod ham, inden han selv begyndte at tale på et fremmed sprog, et ældgammelt sprog ligesom Nathaniel havde gjort, foruden at det ikke var det samme, hans sprog var et gammelt kristen sprog, som han havde lært af munkene engang oppe i Himmeriget. Hans hænder begyndte roligt at lyse, inden han satte dem imod Dericks bryst, hvilket nok ville give ham et sug igennem hele kroppen. Han lukkede sine øjne, for at koncentrere sig om at putte lyset ind i hans krop, sind og sjæl. Sådan en konvertering kunne være farlig, specielt for en fra mørket af som Derick. ”Hold fast i det som driver dig til lyset Derick.. hold fast i den følelse!” endte han fast, inden han igen fortsatte sin messen.

[Deleted]

Hvad Derick var gået ind til var han ikke klar over før nu. Denne konvertering gjorde virkelig frygtelig ondt, og han var bange for at dette kun var begyndelsen på det hele, for han skulle også konverteres til lyset.. Nathaniel var til for at vække ham til live, og Lucas var der til at konvertere ham til lyset, og han selv skulle bare igennem en helvedes masse smerte! At smerte stoppede i hans hjerte, som han kunne trække vejret igen, hans øjne havde fået den normale brune farve igen, hvor hans hjerte tilmed måtte slå. Det gav ham faktisk en følelse af lettelse og glæde, dog vendte han blikket lettere overraskende imod Nathaniel. Det var ikke færdigt? Et sted havde han håbet, men.. det havde jo nok været alt for nemt så. Han sank den klump der havde sat sig fast i hans hals. Blodet der pumpede fra hans hjerte og ud i hans krop, kunne han tydeligt mærke, hvor han også pludselig begyndte at kunne mærke kulden nede i kælderen, hvilket faktisk gav ham kuldegysninger, for det var jo faktisk rigtig koldt! Han vendte blikket kort ud af cellen og imod Elanya, som han sendte et lille svagt smil, et sted for at berolige hende, selvom alt i ham skreg efter at komme væk herfra, for hele hans krop kunne tydeligt fornemme at det hele kun lige var begyndt. Han vendte roligt blikket mod Lucas, som han trådte ind i cellen, hvor han kneb øjnene en anelse skeptisk sammen. Det lød til at en konvertering ikke bare var lige til, men at det virkelig var sværere sager som de havde med at gøre, og ikke mindst farlige sager, for det lød til at det meste også var op til ham selv. Han vendte de mørke øjne direkte imod Lucas’ grønne, hvor han lyttede til hans ord. Han kunne få et slagtilfælde, hvis de ikke snart gik i gang? Hvorfor stod han så bare og plaprede løs?! Ikke fordi at det gjorde hans nervøsitet bedre. Smilet der gled over hans læber, da han var færdig med at tale og så med de ord var ikke ligefrem en opmuntring! ”Og det siger du for at få mig til at slappe af?” spurgte han i en mindre vrissen, ”bare kom i gang!” Mere sagt i panik end noget andet, for han skulle hverken af et slagtilfælde eller noget andet! Blikket vendte han lettere afventende imod Lucas, som han rejste sig, selvom at han måtte lægge mest mærke til hans hænder, da de begyndte at lyse, da han selv begyndte at tale på et fremmed sprog, dog kunne han tydeligt høre at det ikke var det samme som det Nathaniel havde talt. Hvordan det hele skulle komme til at foregå havde han ikke den fjerneste idé om, kun at selve konverteringen skulle til at ske. Hænderne som han satte imod hans bryst, fik det kæmpe sug til at flyve igennem hele hans krop, han skød let brystet frem, hvor han trak vejret været dybt, imens blikket gled åndsfraværende op imod loftet. Det var som om at han kunne mærke det.. en varm følelse der skød igennem hans bryst.. et lys. Det føltes næsten lettende, selvom det næppe kunne være så let. Han vendte roligt og langsomt blikket mod Lucas, som han sagde at han skulle holde fast i det der var grunden til at han ville være en del af lyset. Han vendte roligt blikket mod Elanya.. Hun var grunden til det. Med andre ord, så var det.. kærligheden til hende som skulle redde ham?

[Deleted]

At Lucas måtte stå med armene omkring Elanya, havde hun nu heller ikke noget imod, for det var faktisk det eneste som afholdt hende fra at bryde ind, for det var noget af det sidste som hun ønskede, for hun ønskede ikke at ødelægge det hele og mindst af alt, så ønskede hun ikke at være skyld i at det ville gå så galt, at det ville tage Dericks liv! Båndet til den mand var virkelig stærkt og det var end ikke noget som hun ønskede at skulle skjule på nogen som helst måde overhovedet. End ikke døden havde fået hende til at glemme ham som det var gengældt den anden vej. Lucas holdt hende rolig også ved at gentage at det hele nok skulle gå, hvor hun bare bed sig i læben og nikkede, mens hendes hånd kun måtte knuge mere og mere omkring hans kåbe, for hun var virkelig panisk bange for at det ville ende med at gå galt, for det var da noget af det sidste som hun ønskede sig på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. At Nathaniels del af arbejdet måtte ende som en klar succes, så var det selvfølgelig kun noget som glædet hende og forbandet meget endda, det var der heller ikke nogen tvivl om, selvom hun vidste, at det langt fra var overstået endnu. Det var egentlig helt op til Derick, hvor meget han var villig til at gå igennem for et liv med hende.. hun var af lyset og mørket ville slå hende ihjel i længden. Det havde hun skam allerede prøvet før, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket. Hun rykkede sig en anelse, selvom hun ikke rigtigt kom længere, da det nu var Lucas som skulle til. Snart ville det være overstået. Hun havde hentet tæpperne, så hun havde noget at pakke ham ind i når det hele ville blive færdigt, for hun vidste at han ville fryse. Vampyrer var jo et koldt væsen og kælderen var heller ikke just varm på denne her måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, for det var der heller ikke nogen grund til når det endelig måtte komme til stykket. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst som det nu var Nathaniel som måtte holde hende på afstand, for hun brød sig virkelig ikke om at høre ham skrige på den måde, at vide at han havde ondt, selvom hun kun måtte prise sig lykkelig for at det snart var overstået. Ved Lucas’ ord om at han skulle holde fast i følelsen som fik ham til at gøre det som han gjorde, så mødte hun hans blik. Hun gik hen til tremmerne, hvor hun satte sig. Der kunne hun vel godt sætte sig uden at der ville ske noget ved det? De smaragdgrønne øjne hvilede fast på hans skikkelse uden at hun vendte sig væk. Det var slet ikke fordi at det var noget som hun kunne få sig selv til når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. ”Jeg elsker dig, Derick..” Ikke var det ord som hun sagde, men ord som hun måtte mime. Hun sendte ham et stille smil, mest af alt også for at vise ham at det nok skulle gå, at hun ville vente på den anden side, holde om ham og skænke ham den varme og tryghed som han tydeligt også havde brug for når det endelig ville gå mod sin ende på et tidspunkt. Hun glædet sig til at det endelig måtte blive færdigt!

[lucas]

Det at skulle konvertere Derick til lyset ville blive en kamp uden lige. Manden havde været af mørket igennem hele sit liv, selv efter døden flere gange var han blevet til en af mørkets racer, så det betød kun at mørket i ham måtte stå stærkt. Det ville blive svært at knække, netop fordi han vidste hvor stærkt mørket kunne have sit greb i en person, men hvis Derick virkelig ønskede dette, hvis han virkelig ønskede at komme over på lysets side, så skulle det nok gå, for mørket i en person var ikke stærkere end det som personen selv tilladte. Hvis Derick ønskede at give afkald på det, jamen så skulle der ikke forekomme nogen komplikationer under konverteringen. Han smilede morende til Dericks ord, måske det var en anelse ubelejligt, men han var et lysvæsen, han kunne styre lyset som han ville fordi han var en del af det, så han var ikke bange for at han gjorde nogen fejl, det hele var jo faktisk op til Derick, når alt endelig kom til alt. Det eneste han egentlig skulle, var at koncentrere sig om at bekæmpe mørket i Derick, nedbryde dets facader og for så at sætte lyset ind i ham. At Elanya måtte sætte sig bag dem, som de kom i gang, tog han sig ikke af, så længe hun ikke blandede sig, så var alt fint. Han måtte ikke forstyrres. Han fortsatte sin messen, så længe Derick holdt fast i følelsen der ville have ham til lyset, så skulle alt nok gå helt fint. Hænderne hvilede stadig mod Dericks bryst. Nathaniel havde skabt en åbning ved at få det til at banke igen, hvor han nu selv måtte bruge sin messen til at føre lyset ind i Dericks hjerte, hvor hjertet ville banke og føre lyset med ud i blodet. Det ville nok gøre ondt, fordi lyset ville kæmpe imod mørket i ham, men så længe hans viljestyrke var stærk og han holdt fast i følelsen, så ville det ikke var alt for lang tid. Når hjertet førte lyset ud i blodet, ville lyset i ham også søge op mod hans hoved, op til hans hjerne og når det ramte der, så ville Lucas føre det ind i hans sind. Det at Nathaniel havde gjort Derick halvt om halvt levende igen, og han nu befandt sig på et midterniveau ved at være levende og død, så var hans hjerte åbent, hvilket ville sige at han også kunne føre lyset ind i hans sjæl, for at omgøre ham helt. Først skulle det nå sindet, og han bestemte hvor lang tid det ville tage, han bestemte om han skulle overleve og blive en del af lyset eller om han.. faktisk skulle dø, for hvis han ikke gav efter og valgte at give op, så ville mørket og lyset i ham få hans hjerte til at eksplodere. Lucas kunne tydeligt mærke hvordan Dericks hjerte måtte pumpe lyset op mod hovedet. Han selv hjalp det også på vej, via sin messen. Øjnene var lukket som han koncentrerede sig om at føre lyset igennem hans krop. Det skulle ud i alle blodårer, før det ville virke. Så længe Derick ikke kæmpede imod, på trods at smerten var enorm, så skulle alt sammen nok gå.

[Deleted]

At Lucas morede sig, var bestemt ikke noget som behagede Derick på nogen måde overhovedet! Om denne mand overhovedet var nervøs for at det skulle gå galt vidste han ikke, men han brød sig i hvert fald ikke om at der skulle grines i situationen! Som suget måtte gå igennem Dericks krop, var der en mærkelig følelse af at tryghed der skyllede ind over ham, hvor han ikke kunne lade vær med at spekulere over om det var lyset i ham der gjorde det. Blikket gled fra Lucas til Elanyas skikkelse, som hun satte sig ved tremmerne. Hendes mimende ord, fik ham til at trække ganske svagt på læberne. ”Jeg elsker også dig.” Hans ord var ikke en mimen, men en meget lav og næsten utydelig hvisken. Han elskede hende, det kunne han mærke i hele sin krop. Det var hende som han ville hen til. Han ville gøre hvad som helst for at blive hendes. Dog måtte han indrømme at han ikke ønskede at trække hende med ned i mørket, for hun havde altid været lyset i hans liv. Hun var den kvinde han ønskede at tilbringe resten af sit liv med, det var lige før at han ville gå så langt og kalde hende for sin eneste ene, selvom han faktisk havde mistet troen på at der var noget der hed den eneste ene for mange år tilbage. Han måtte klemme øjnene hårdt sammen igen, da han mærkede hvordan lyset måtte blande sig med hans blod, efter det havde ramt hans hjerte, hvilket fik ham til at udstøde et smertefuldt skrig. Det gjorde virkelig frygtelig ondt! Han kom med en anstrengende lyd, som han spændte i hele kroppen, da han kunne mærke, hvordan lyset måtte flyde igennem hans krop, fra top til tå. Hans blodårer endte tydeligt ved hver en muskel på hans krop, hvor han kunne mærke hvordan lyset i ham måtte bekæmpe mørket. En frygtelig kamp, der gjorde ufattelig ondt! Som lyset spredte sig til hovedet, begyndte han at få en kæmpe hovedpine som om at hovedet skulle til at eksplodere. Han begyndte at få næseblod, som det var et frygtelig stærkt tryk imod hans hoved. Det gjorde ondt! Han rev i lænkerne som han nærmest måtte prøve på at komme fri, selvom at det bare ikke virkede. Han kunne tydeligt mærke hvor svag han var, hvor svag han blev, fordi at lyset nedbrudte de mørke facader, selvom at det var svært at skulle holde fast i noget der forårsagede denne smerte! Han havde svært ved at finde koncentration og holde fast i følelsen, sin kærlighed til Elanya, da det gjorde så frygtelig ondt at han næsten kun kunne tænke på at komme væk herfra! Han skreg endnu engang, som lyset måtte nå hans hoved, hvor det virkelig føltes som om at det eksploderede! Han prøvede virkelig at koncentrere sig, men det var langt lettere bare at give slip på det hele, for han kunne tydeligt mærke hvordan han kunne få lyset til at trække sig tilbage, selvom.. så kunne han ikke være sammen med Elanya. Han tvang øjnene til at åbne sig, som de mørke øjne, der selv var ved at skifte farve mellem lys og mørke, måtte falde på Elanyas skikkelse. Et liv sammen med hende var det eneste han ville have. Han lukkede øjnene igen, spændte i hele kroppen, som han prøvede at lade vær med at kæmpe imod.