Imagine that.. what a heart can do..?

[Deleted]

Derick var skam ikke fanget af sin egen medynk, for han vidste godt at der stod en henrettelse for ham udenfor, og den var godt nok fristet til at tage imod, fordi han havde gjort hende ondt, men han havde skam selv fundet på flugtplaner, for at komme ud af dette skide hul! Han følte sig nærmest som et dyr, og det irriterede ham virkelig! Han havde allerede prøvet på at flå tremmerne fra hinanden, men det var virkelig umuligt på alle måder! De sad godt fast og var tydeligt bygget til en vampyr, men det undrede ham nu heller ikke. Han vendte de mørke øjne imod hende igen, hvor hans ansigtsudtryk mere eller mindre var neutralt, intetsigende og alligevel.. tænkende. Hun ville skænke ham et liv i lyset? Han vidste ikke helt hvad han skulle sige til det, for han vidste ikke engang hvad han synes om det. Han var en dvasianer, det havde han altid været, det var det som han var vant til, så.. han ville da være elendig i Procias i lyset! At hun dog ville have at han skulle gå med til det, før det ville ske, var da altid noget, selvom det snart ville have været lettere, hvis hun bare havde valgt at gøre det, for han vidste faktisk ikke hvad han skulle vælge. Der var selvfølgelig fordele ved at bo i lyset, så kunne han være sammen med hende, foruden hun godt nok var en gift kvinde, men så kunne han da være her i landet, uden at skulle frygte for sit liv, hvor han kunne besøge hende uden at skulle se sig over skulderen flere gange, skønt det vel også var nødvendigt? Hun var sammen med en anden mand, og det ville vel se dumt ud, hvis hun så var sammen med ham? Uanset, så ville han stadig kunne være tæt ved hende, være i hendes selskab uden de mindste problemer. At hun ikke ville henrette ham glædede ham da, selvom hun vel bare fik en anden til det i så fald? Et sted så ville det jo så stadig være hendes skyld at han ville dø, for han havde trods alt bedt hende om at gå, så han ikke ville overfalde hende, at hun så skulle være stædig og ikke høre efter, var jo faktisk hendes skyld, så et sted så var det jo faktisk begges skyld at han havde overfaldt hende, og alligevel var det ham som blev syndebukken i det. Han stirrede hende blot i øjnene, uden at rokke sig en eneste meter, selv ikke, da hun valgte at løfte hånden og stryge den mod hans kind, skønt han dog heller ikke viste nogen tegn til at han nød det. ”Bliver jeg henrettet.. ved du godt det er din skyld ikke?” spurgte han stilfærdigt. Måske det var hårde ord, men sandt var det jo faktisk, og et sted var det vel også for at give hende dårlig samvittighed? Han trak vejret dybt og sukkede derefter opgivende, inden han lod sin ene finger søge under hendes hage, for at lade hendes blik falde direkte i hans eget. ”Vil du gerne have jeg bliver en del af lyset?” spurgte han roligt, hvor hans blik var blevet en anelse mildere. Han lod hovedet søge en anelse på sned, hvor det hvilede mod den ene tremme, uden at han tog blikket fra hende. Han lod hånden stryge hende blidt over kinden, inden han fjernedes nogle af hendes blonde lokker. ”Jeg vil jo aldrig blive helt af lyset Ela.. jeg har altid levet i mørket, i Dvasias, der er vaner og skikke, holdninger og meninger som ikke passer til her i lyset,” svarede han stilfærdigt. En del af ham ville jo altid være dvasianer, uanset hvilken race han så end havde.

[Deleted]

Elanya vidste udmærket godt, at skylden måtte falde på hendes skuldre, hvis Derick skulle ende med at blive henrettet. Der var jo også grunde til at hun lige netop gjorde absolut alt for at undgå at det overhovedet skulle ende med at ske, for hun ville virkelig ikke have det! Hun ville ikke ende med at miste ham helt og holdent på den måde, som hun havde oplevet det før. Ikke bare det at hun havde tabt ham til Denjarna, for det var jo bare sådan at det nu måtte være, for det var ikke noget som hun kunne gøre noget ved, uanset hvor meget hun faktisk gerne ville det, men det var nu en ting som hun bare var i stand til at bide i sig. Nu kunne hun blande sig og så gjorde hun det i den grad også! De smaragdgrønne øjne hvilede trygt på hans skikkelse, selv uden at skulle se nogen andre vegne, for det var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til. Ikke nu hvor hun endelig måtte have ham så tæt på og det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede at skulle miste på nogen som helst måde overhovedet. Hun var stadig fuldkommen rolig når hun var så tæt på ham, for det var virkelig heller ikke fordi at hun var bange for ham, for det var vel heller ikke noget som hun havde nogen grund til? Disse celler var bygget til at holde vampyrer såvel som mørke magikyndige væsner. Det var magisikret indefra, selvom hun uden problem kunne gøre brug af det udenfor. Hun nikkede. ”Hvorfor tror du, at jeg gør alt for at undgå at det skal ske, Derick?” spurgte hun sigende. Nej, det var ikke bare for at undgå at have hans blod hvilende på hendes hænder, men fordi at hun virkelig ikke ønskede at skulle miste ham i den anden ende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som hun kunne gøre ved det! Hun vidste udmærket godt, at lyset ville blive en forfærdelig omvæltning for hans vedkommende, men det var også derfor, at hun ønskede at han skulle bestemme det. Han kunne vandre frit uden at skulle se sig over skulderen og de kunne jo faktisk godt tilbringe tiden sammen, selvom hun var nødsaget til at være langt mere påpasselig med det hele, end det som hun normalt ville have været, men.. det var vel bedre end ingenting? Hånden under hendes hage, tvang hendes blik roligt op mod ham, selvom hun betragtede ham uden så meget som en eneste lille frygt, for hun havde virkelig ikke nogen grund til at skulle frygte ham på nogen som helst måde overhovedet. Hun blinkede let med øjnene. ”Mørket vil altid være en del af dig, og det ved jeg godt. Men..” Hun sukkede stille og vendte blikket stille mod hans anden hånd, som hun valgte at tage om. Hun vidste udmærket godt, at dette var noget som hun slet ikke burde gøre, men hvad andet valg havde hun? Hun ønskede jo slet ikke at skulle miste ham for bestandigt hvis hun ellers kunne blive fri for det! Det var da også noget som hun håbede at han forstod. Hovedet lod hun søge mod hans hånd, også mest for at vise ham, at det var noget som han godt måtte. Hun kunne rigtig godt lide når han kærtegnede hende på den måde. ”Jeg vil ikke tage det valg for dig.. Det er noget som du må gøre op med dig selv.. Enten er det et liv i lyset.. ellers skal jeg nok sørge for og hjælpe dig med en flugt,” forklarede hun videre. Hun ville ikke henrette ham!

[Deleted]

Et sted kunne man måske godt tro at Derick bare gik fra den ene til den anden, for han havde jo været sammen med Denjarna før Elanya, selvom han og Elanya altid havde haft deres flirt og også følelser for hinanden. Nu hvor Denjarna var væk, så gik han efter Elanya, det kunne nok godt se sådan ud, men sådan var det altså slet ikke! Han elskede Elanya af hele sit hjerte, hvilket han også havde gjort selv da han havde haft Denjarna, det var bare aldrig rigtigt kommet til udtryk, desuden så havde han jo heller aldrig fået lov til at lade sine følelser for Elanya vokse, fordi Denjarna havde stået i vejen for det. Selvfølgelig havde han også elsket Denjarna og han valgte ikke Elanya nu, for at være et svin overfor hende, for han respekterede hende selv i døden! Uanset så kunne han ikke komme udenom at han altid ville holde af Denjarna, for den tøs havde trods alt været en enorm del af hans liv, men nu? Han ønskede virkelig Elanya mere end noget andet, og det var med en så kæmpe og frygtelig længsel at han ikke kunne beskrive det med ord! Han elskede hende virkelig, og det var på ingen måde nogen løgn! Det var ikke falsk, det var ikke et bedrag bare for at få magt, for han gad slet ikke nogen magt, han ville bare have den kvinde som han elskede højere end noget andet! Og det værste ved det hele: det kunne han slet ikke! Hun var ham uopnåelig i øjeblikket. Hun var for det første gift med en anden mand, men også det faktum at han var vampyr. Og med de nye love som gjaldt vampyrerne, som han ikke engang havde gidet at sætte sig ind i, for dem sked han ærligtalt på! Et sted var dette oprør vel også til fordi det ikke var ham som stod som ledere mere? Han savnede faktisk ikke sit gamle liv, dengang de havde været yngre, for.. nu var han i stand til at få Elanya.. sådan da, det havde han jo ikke kunne dengang. Desuden så lignede deres situation nu også den de havde dengang, foruden at han denne gang ikke havde nogen kvinde ved sin side, og hvorfor var det? Fordi han ville have Elanya! Han betragtede hende med et dovent skær i de mørke øjne. ”Hvad? Fordi du ikke vil have mig på samvittigheden?” spurgte han sarkastisk og smilede et næsten kynisk smil. Hvis det var grunden til at hun ikke henrettede ham, så var det lige før at han ville vælge døden for at give hende det alligevel. Et sted havde han bare brug for at høre at hun stadig holdt af ham, at hun stadig elskede ham, for.. han havde næsten dræbt hende, og han havde dræbt hende, hvis hun ikke havde fået ham væk, og den tanke skræmte ham mere end noget andet! Han vendte roligt blikket mod hendes hånd, som hun valgte at tage omkring hans anden, hvor han roligt lod sine fingre flette sig ind mellem hendes, som et tegn til at han stadig holdt af hende, for det gjorde han! Han elskede hende stadig utroligt højt! Hans kærlighed til hende, var noget som intet kunne knække! Han smilede mildt, som hun lod hovedet falde mod hans hånd, selvom.. han blev tydeligt utilfreds med hendes ord, hvor han endte med at trække begge hænder til sig, hvor han i stedet for greb fast omkring tremmerne. ”Hvorfor skulle jeg overhovedet gide at leve mit liv i lyset, hvis du ikke gider at have mig der?!” spurgte han fast og lettere spydigt, inden han nærmest i sine aggressioner, prøvede at rive tremmerne til sig, selvom at de kun rystede i hans styrke, for de var umuligt at rive op, noget som kun irriterede ham endnu mere!

[Deleted]

Elanya måtte erkende, at det virkelig havde glædet hende at se noget til Derick, for hun havde slet ikke set så meget som en skygge til ham efter alt det som var sket, og selvfølgelig var det også noget som spillet frygtelig godt ind for hendes vedkommende. Det var noget som virkelig havde skræmt hende og noget meget endda, for hun havde virkelig været bange for, at.. han var død eller noget lignende og det var slet ikke noget som hun havde ønsket sig. Selv så vidste hun, at hans henrettelse ville resultere i blod på hendes hænder og hun elskede ham for højt til at ville lade det ske! Det ville knuse hende, at skulle se ham brænde op på den måde, selvom loven sagde det, så kendte hun jo til de mange smuthuller og det var i den grad også noget af det som hun gjorde brug af, hvis det var hende menneskelig muligt! ”Det er da ikke fordi at jeg ønsker at slå dig ihjel, Derick!” At han ikke troede på hende, var faktisk noget som gjorde ondt for hende at skulle tænke på, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det egentlig bare den rene sandhed, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun vendte blikket mod ham, som fingrene blev sammenflettet, hvilket kun fik hende til at smile. Denjarna var ikke et hinder mere og det var noget som virkelig også måtte lette hende noget så frygtelig voldsomt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At han så endte med bare at rive hænderne til sig, var noget som direkte måtte overraske hende, hvor hun trak dem til sig mere eller mindre med det samme, kun for at vende blikket mod ham. Hun blinkede med øjnene. Lyset var ikke noget for ham, hvilket hun godt vidste, men.. det var vel et sted hvor de kunne være sammen? Han ønskede ikke hende i mørket, hvilket han havde givet udtryk for så mange gange, men ville han heller ikke til lyset, hvordan fanden skulle de så gøre det?! Hun endte selv med at vende sig direkte mod ham. Nu var hun virkelig ved at få nok af den kyniske og spidse stemme. Hun endte med at trykke sig selv så tæt på ham som det var hende overhovedet muligt, kun for at sende ham et direkte fast blik. ”Fordi jeg elsker dig, Derick! Fordi at jeg gerne vil have dig tæt på, fordi at jeg ikke vil kunne bære at miste dig igen!” endte hun med en mere frustreret stemme. Det var ikke fordi at hun var frustreret over de følelser som hun brændt inde med, for det var slet ikke sådan at det forholdt sig på nogen som helst måde overhovedet, men det var vel bare sådan at tingene nu endelig måtte hænge sammen? De smaragdgrønne øjne faldt til hans blik. Hun var endda villig til at sætte sit eget ry på spil – endnu en gang, kun for at redde hans liv, om han så skulle være i lyset eller i mørket, det var helt hans egen beslutning. At han ikke ville lytte til hende, var noget som gjorde hende direkte vred og direkte frustreret for hun prøvede virkelig og det var jo heller ikke fordi at det var helt nemt for hende, at skulle tage det hele på den her måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Kan du ikke se, at jeg prøver at give dig den mulighed, hvor vi faktisk kan tilbringe den tid sammen, som vi ikke vil være i stand til ellers, Derick? Med dig omkring mig, så.. så føler jeg mig.. hel,” forklarede hun videre. Dog langt mere dæmpet end før.

[Deleted]

Derick ønskede egentlig bare at få bekræftelsen fra hende, vide at hun stadig elskede ham, endnu holdt af ham, for efter alt det han havde gjort, så kunne han jo faktisk godt forstå hvis hun hadede ham, men så havde hun vel heller ikke haft noget problem med at henrette ham? Eller det havde hun jo nok, for hun var slet ikke den type som bare henrettede folk, fordi de havde pisset hende af, såret hende eller noget lignende. Hun var en god person, hun havde et godt hjerte, et lyst sind og en mild personlighed. Hun var det bedste som Procias havde at byde på, og folket var utrolig heldige at have hende på tronen igen, for hun gjorde virkelig et godt stykke arbejde, det betvivlede han virkelig ikke! Han stolede på hende, han støttede hende gerne i hendes lille projekt som dronning, for at få Procias på fode igen, så længe hendes hjerte tilhørte ham, hvilket var det eneste som han gerne ville høre hende sige. Han vendte blikket mod hende, som han tydeligt lagde mærke til hendes faste og næsten vrede blik, hvilket faktisk måtte more ham. Det var jo lige før at det faktisk klædte hende at være vred. Det lille træk fandt sted ved hans mundvig, som han ikke kunne skjule det, da hun begyndte at fyre den lange smøre af, selvom at det virkelig måtte varme noget så frygtelig godt omkring hans ellers så døde og kolde hjerte, der egentlig bare lå tomt i hans bryst. Han gjorde en hurtig bevægelse, hvor han endte helt henne ved tremmerne igen, der hvor hun selv måtte sidde så tæt på. Han lod en hånd stikke ud gennem tremmerne, for at lade den søge mod hendes nakke, så han kunne trykke hendes hoved det sidste stykke ind, imens han selv førte sit eget hen til hendes, hvor han trykkede sine kolde, blege læber imod hendes i et dybt og lidenskabeligt kys, som han holdt for flere sekunder. Øjnene var gledet i, hvor han blot nød at mærke varmen fra hendes læber, som næsten måtte få varmen til at sprede sig i hans krop. Han elskede hende virkelig! Han brød roligt kysset, hvor han roligt slog blikket op igen, inden de faldt til hendes smaragdgrønne. Hans hånd gled fra hendes nakke og om mod hendes kind, kæbe og hage, som han strøg ganske blidt. ”Okay.. så gør jeg det for din skyld,” hviskede han dæmpet og sendte hende et mildt smil. Han skænkede hendes læber et blidt og flygtigt kys, inden han roligt rejste sig op. ”Så hent din lille troldmand,” svarede han roligt, som han hentydede til Nathaniel. Han vidste ikke engang hvor det skulle foregå, for det bedste var vel at binde ham fast? Han gik roligt hen og tog den flaske med blod, som hun selv havde bragt med til ham. Han rev proppen af, inden han drak blodet, hvor det var tydeligt at det ikke var fra et levende individ, men et dyr; fra et svin. Han smed roligt flasken fra sig. Nok det var dyreblod, men det mættede ham da for nu. Han gik roligt hen til tremmerne og lyset, hvor hans blik faldt lettere afventende på hende. ”Så lad mig blive en del af lyset og.. din verden,” endte han roligt, uden at han tog blikket fra hende. Det var en måde hvorpå han kunne være sammen med Elanya, og så tog han endelig gerne imod den, endda uden at tøve det mindste!

[Deleted]

Elanya var slet ikke den type som gik hen og hadet folk. Der var ikke nogen som hun direkte kunne sige, at hun måtte hade. Selvfølgelig var der dem som hun brød sig mindre om end andre, men det var virkelig også det eneste, og det var heller ikke fordi at det var noget som hun ville forandre for nogen som helst, hvis hun ellers kunne blive fri for det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun var en god person og det var hun hele vejen igennem. Hun prøvede jo egentlig bare at gøre alle tilfredse, selvom hun vidste, at det slet ikke var muligt på nogen som helst måde overhovedet, så var det heller ikke noget som hun ville forandre hvis hun ellers kunne blive fri for det, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun trak vejret dybt, som hun betragtede ham med den samme faste mine som før, selvom hun fik et mindre chok, da han bare gjorde et tydeligt udfald mod tremmerne, tog fat om hende, trak hende tæt til sig, hvor læberne måtte møde hans i det dybe og lidenskabelige kys. Et kys som hun gengældte med selv den største glæde! At han havde bidt hende, var slet ikke noget som hun klandrede ham for, for hun vidste udmærket godt, at det var noget som hun kunne have forhindret allerede for længe siden, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun kunne have gjort som han havde sagt og gået væk, hvilket hun ikke havde gjort. Øjnene gled i, som kysset måtte vare, for det var virkelig, virkelig rart at have ham tæt på. De åbnede først igen, som han lod kysset blive brudt. Hun ønskede ikke at han skulle gøre det for hendes skyld, men mere for sin egen. Det var sådan at hun i hvert fald måtte ønske det. Hun betragtede ham denne gang med en mere rødmen i hendes kinder. Nu var hun endelig selv faldet en anelse til ro, hvilket han vel også godt kunne mærke? Hovedet søgte mod hans hånd, også som tegn til at det var noget som han godt måtte fortsætte med, for det var virkelig, virkelig rart at have ham så tæt på sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun sukkede roligt og nikkede. ”Jeg henter dem begge to..” Hun trak sig en anelse, kun for at ende med at rejse sig op. At han gerne ville blive en del af hendes verden, var noget som virkelig glædet hende og frygtelig voldsomt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Kuglen som svævede lige over dem, fik hun roligt tilbage i sin hånd igen. Med Lucas og Nathaniel på sin side, så var det jo kun tydeligt at det nok skulle gå. Det var om ikke andet, så noget som hun håbede på. Med dette, så var det også muligt for hende at have ham omkring sig, uden at nogen direkte havde behov for at skulle vække nogen som helst former for mistanke. Hun vendte hurtigt om på hælen for at komme væk fra kælderen. Hun havde udtrykkeligt bedt både Nathaniel og Lucas om at blive ovenpå mens hun snakket med ham. De kunne jo trodsalt heller ikke gøre noget uden at han selv måtte ønske det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Derick skulle gøre det fordi at han havde lyst, også fordi at dette faktisk gav dem en mulighed til at være sammen i løbet af en dag.. hvilket i den grad også var en tanke som hun var frygtelig glad for!

[Deleted]

At hun fik et mindre chok da Derick valgte at gøre en hurtig bevægelse igen og trække hende helt tæt på, havde han faktisk regnet med, selvom han ikke gjorde noget ved det, som han blot nød at mærke hendes læber igen. Og det at hun besvarede det, gjorde kun det hele meget, meget bedre! Han havde virkelig savnet hende, hvilket også havde været grunden til at han havde opsøgt hende i udgangspunktet, desværre var mødet bare ikke gået som han havde regnet med, for han havde overfaldt hende, han havde været tæt på at dræbe hende, hvilket var en tanke, som han ikke brød sig det mindste om! Han betragtede hende blot med de mørke øjne, hvor et mindre træk i den ene mundvig var til syne, som han ikke tog blikket fra hende på noget tidspunkt, for det kunne han slet ikke. Han nød at betragte hende, for hun var virkelig et syn for guder! Han trak vejret dybt og sukkede ganske let for sig selv. ”Udmærket. Så.. venter jeg her,” svarede han stilfærdigt, selvom der også var en mindre ironisk undertone, eftersom han ikke kunne komme nogen steder. Han var fanget bag disse tremmer, men.. det skulle vel ikke foregå her? Bag disse tremmer? Det kunne selvfølgelig være ligegyldigt, hvor det var, for så længe det gik som det skulle. Han betragtede hende blot, som hun valgte at gå op og hente dem, hvor han blev efterladt nede i mørket, skønt det nu ikke gjorde ham noget, for han foretrak faktisk mørket frem for lyset, og det var også en af grundene til at han ikke vidste om han ville kunne klare at leve i lyset. Han ville selvfølgelig gerne give det et forsøg og prøve, for hendes skyld. Han vidste godt at hun ville have at han skulle gøre det for hans egen skyld, men.. hvis han skulle gøre noget for sin egen skyld, så henrettede han sig selv, så var han sikker på at han ikke skadede flere, for han ville virkelig ikke kunne bære, hvis han endte med at skade Elanya igen, han elskede hende så højt, at han.. han ville ikke kunne bære at se hende komme til skade, og da slet ikke på grund af ham! jo hun kunne selvfølgelig have forhindret det ved at have gået, som han havde bedt hende om, men han burde slet ikke have opsøgt hende i udgangspunktet. Han sukkede opgivende. Hvilken race han ville blive, vidste han jo så til gengæld ikke, men han nægtede at blive et lysvæsen eller en engel! Det var sgu det som han spiste til morgenmad! Eller når han var vampyr spiste han det som morgenmad, et sted brød han sig slet ikke om at han skulle gå over til fjenden, for det var jo det som Procias altid havde stået som. Han havde været vampyrernes leder, hvor han allerede under deres første møde tilbage dengang hvor de havde været yngre, burde have dræbt hende, men i stedet for at hade og afsky hende, så var han kommet til at elske og holde af hende. Hvordan dette ville gå, var virkelig ikke til at sige, men han måtte da indrømme at han faktisk var en anelse spændt på at se hvad der skulle til at ske, selvom.. det ville vel blive en smertefuld forvandling, hvis han skulle konverteres til lyset? Han så blot ned ad gangen, eller så langt han nu kunne, som han blot ventede på at han kunne spotte de tre skikkelser igen.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var normalt slet ikke den som blandede sig i andres liv, men lige her så var det virkelig nødvendigt, ligesom Elanya havde prøvet at forklare ham igennem de sidste dage her. Han havde virkelig ikke været meget for det, men et sted så følte han i den grad også at han skyldte hende en tjeneste. Hun havde skam også gjort meget for ham igennem livet, så dette var vel også en måde, hvorpå at han var i stand til at udtrykke og vise hende denne form for taknemmelighed, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han selv sad oppe i den store pejsestue som var koblet til slottet, netop for ikke at blande sig mens Elanya var nede for at snakke med Derick omkring det hele. Han ville kun gøre det, hvis det var noget som Derick ønskede. Desuden så ville han ikke kunne gøre noget, hvis det ikke var noget som manden ville selv, for en konvertering til lyset var virkelig avancerede sager, så det var virkelig noget af en aftale som Elanya havde fået hevet i land for hans skyld! Han havde sagt nej igennem de sidste mange dage, så det var heller ikke noget som sagde så lidt, men hvad gjorde man ikke for at få en gæld ud af verden? Det var i den grad direkte nødvendigt efterhånden, om det jo så var noget som man ville det eller ikke.
Som Elanya måtte komme op for at hente ham, så gik han i den grad også ud fra, at hun havde fået manden overtalt? Et stille smil havde valgt at passere hans læber, som han roligt havde sat hænderne ned i den bløde lænestol idet at han havde valgt at rejse sig. Han var en af dem som kendte til bagtankerne ved Jason og Elanyas ægteskab, ganske enkelt fordi at Lisa var i Marvalo Mansion – Hvor hans egen forlovede og tvillinger var for øjeblikket. Der havde været meget kaos omkring dette, så han kunne også godt forstå Elanya et sted. Det var ikke meget alkymi som han havde brug for. Mesteparten var noget som faktisk måtte ligge i fingrene på ham, i stemmen udelukkende på grund af de mange gamle remser som han kunne huske i hovedet og nedskrevet i de bøger som han ønskede at skænke til hans kære børn den dag de blev gamle nok til at tage over efter ham. Kælderen var mørk, også selvom mørket lå ganske naturligt til ham. Måske at alle mørke væsner var i færd med at blive tvunget på bort, men direkte så kunne man ikke sige, at han var en direkte ond race, for.. det var han ikke. Det lå helt afhængig til en alkymists personlighed og hvad han ville udnytte sin gave til og der kunne man sige, at Nathaniel havde været lidt omkring i det hele. Med de flasker med substans som han vidste at han ville få brug for under dette anliggende. Han bevægede sig roligt ned mod kældrene og ned af trappen. At Elanya måtte tage bagtrappen derned, var nu heller ikke noget som han tog sig af, for hun vidste jo godt, at dette jo praktisk talt var lovbrud, men det var jo så bare sådan at tingene måtte være. De mørke øjne søgte direkte i retningen af Dericks celle. Han vidste sådan cirka godt hvor manden måtte sidde henne. Han vendte blikket i retningen af Elanya og roligt afventende til at hun ville finde Lucas, så de kunne komme i sving.

[Deleted]

Elanya holdt virkelig frygtelig meget af Derick og det var skam heller ikke fordi at det var noget som hun ønskede at skjule for ham. Noget af det sidste som hun havde lyst til, det var at skulle henrette ham for noget som hun faktisk selv kunne have forhindret ganske enkelt ved at skulle trække sig som han havde bedt om det, men frygten for at miste ham, havde virkelig været alt for stor, så det var slet ikke noget som hun havde været i stand til på nogen som helst måde overhovedet! Hun ønskede virkelig ikke at miste ham, at han jo så mere eller mindre kun havde sagt alt dette for at teste hende, var noget som efterhånden så småt var ved at gå op for hende, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde meget til når det endelig måtte komme til stykket på nogen som helst måde overhovedet. At hun havde fået Nathaniel overtalt, var selvfølgelig noget som hun virkelig var frygtelig glad for. Lige nu var det bare at få tropperne samlet, så hun kunne komme i gang med det store nummer. Hun vidste at det ville være noget som ville komme til at gøre ondt, men han skulle bare ikke have lov til at møde solens dræbende stråler og specielt ikke når hun faktisk måtte føle at det jo faktisk måtte være hendes skyld i den anden ende.
Som hun havde fået Nathaniel med sig, så søgte hun selv direkte op efter Lucas, kun for at bede ham selv om at skulle komme med. I sig selv, så var det heller ikke noget som tog særlig lang tid, næsten som hun følte sig som en lille tøs som kun gjorde alt juleaftensdag for at få gaverne på forskud, for hun holdt virkelig frygtelig meget af ham. Hun kom hurtigt ned efter at hun havde fået givet Lucas besked, også mest for bare at få det overstået, ofr hun vidste allerede nu og efter snakken med Nathaniel, at det var frygtelig udmattende for Dericks vedkommende, for det kom i den grad også til at gøre ondt når de engang ville komme mod sin ende. Kuglen tænkte hun end ikke på at skulle danne sig igen, for hun ville heller ikke lade ham vente længere end det som hun ville betegne som højst nødvendigt, hvis hun ellers kunne blive fri for det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun var bare glad for, at dette var noget som gik mod sin ende, så hun kunne få ham tæt på, uden at nogen direkte ville vække nogen som helst former for mistanker og det var noget af det som hun i den grad ville værdsætte som noget af det bedste af det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun endte direkte med at haste forbi Nathaniel og direkte hen til cellen igen, hvor hun greb fat omkring tremmerne for at trække sig hen til dem. Umiddelbart så vidste hun ikke hvad Nathaniel eller Lucas ville forlange som det bedste eller noget som helst, men det var nu alligevel noget som hun regnede med at finde ud a temmelig hurtigt. Hun rakte ind mellem tremmerne, kun for at fange hans hånd. ”Så.. nu skal vi i gang,” sagde hun med et varmt smil. Om ikke andet, så ville hun blive stående der med ham og hjælpe ham igennem det, for hun kunne allerede nu gætte sig frem til, at det ikke ville blive videre hyggeligt, men en hård og smertefuld vej.

[lucas]

Hvorfor det var at Lucas var gået med til det, var noget som han havde overvejet om og om igen, for.. at skulle have en dvasiansk mand, en mand der havde været dvasianer igennem hele sit liv, tæt på kongehuset, og tilmed gøre ham til en del af lyset, var noget som virkelig måtte nage ham en del, for han var virkelig imod mørket, specielt efter alt det som det havde udsat ham for. Det var trods alt mørket der havde taget hans forældre dengang han havde været spæd, hvor hans mor havde sendt ham til Himmeriget. Han bar også et tydeligt og stort af, efter et sammenstød med mørket, plus det faktum at han var skabt af lyset, og dermed var en modsætning til mørket som måtte spille godt ind for hans vedkomne. Han havde selvfølgelig fået den livslange fortælling af Elanya omkring hende og Derick og selvfølgelig så han kærlighed som en stor ting, men.. dette? Hun var altså en gift kvinde! Han vidste godt at det var midlertidigt, og han havde jo også bedt hende om at skulle holde sig til en enkelt mand, når det engang kom, så det ikke endte som sidste gang, hvor hun skiftede, så et sted så håbede han ikke for hendes vedkomne at Derick bare var en ny mand i hendes kø, og hun senere fandt en anden, for det var altså ikke noget som hjalp på hendes rygte! Dog havde hun da selv givet udtryk for at hun elskede manden, skønt han ikke kendte ham personligt på nogen måde, og bare det faktum at manden var vampyr fik det til at krible i ham efter at slå ham ihjel eller sende ham tilbage til Dvasias! Manden havde trods alt også overfaldt Elanya! Selvom hun påstod at det var hendes skyld, men han kunne ikke se at det var hendes skyld, at manden ikke kunne styre sin blodstørst! Af den grund var han alligevel gået med til det, for det var jo hans lyse og healende magi som var med til at konvertere Derick til lyset, men Nathaniel måtte jo også spille en vigtig rolle i dette spil, for uden ham, så ville han ikke kunne sætte lyset i Derick, skønt at han allerede nu vidste at det ville komme til at gøre ondt på manden, specielt hvis han havde været vant til mørket igennem hele sit liv, hvilket han jo kunne forstå at manden var. På den anden side, så gjorde han jo også lidt dette for hans egen skyld i den anden ende. Han havde jo tjekket Raphaellas fortid, for at være sikker på hvem det var han havde lukket ind på slottet, han havde simpelthen fundet ud af det meste om hende og selvfølgelig kun det mest relevante og han havde fundet ud af at hun havde levet sit liv i Dvasias som en stripper. Så hvordan Elanya og Jason ville se på det, når de engang fandt ud af det, vidste han ikke, for han vidste godt at han ikke kunne holde det hemmeligt i al evighed, men.. hvis han nu hjalp med at gøre Derick til lyset, så kunne han vel også få lidt forståelse fra Elanyas side omkring Raphaella senere hen? Tøsen var jo formskifter, hvilket også havde været grunden til at hendes øjne havde skiftet fra grøn til mørke under deres møde, men hun var ikke en ond race, eller af mørkets racer, så hun kunne jo faktisk bo her og så vidst han vidste ud af sin research, så havde hun også boet her i Procias i flere år, så hun var jo faktisk prociansk borger. Han gik roligt med faste skridt ned i kælderen, efter at Elanya havde hentet ham og Nathaniel, hvor han roligt stoppede op ved Dericks celle, som blikket måtte falde på manden. Han nikkede roligt mod Nathaniel og Elanya, som tegn til at han i hvert fald var klar.

[Deleted]

At overgive sig til lyset var ikke noget som Derick var så meget for. Han havde levet i mørket igennem hele sit liv, men kunne han få Elanya og den eneste måde hvorpå, kun var igennem lyset, jamen så gik han gerne over på den blødsødne side, der var jo heller ikke nogen som sagde at han skulle være blødsøden som en normal procianer, for han kunne jo nok ikke komme udenom at der var visse ting som han ikke ville kunne ændre, såsom mange af hans vaner, for han var jo trods alt opvokset i mørket, hvilket var noget som hang fast ved ham, medmindre de gik ind og pillede ved hans hjerne, hvilket han i den grad ikke skulle nyde noget af! Hvordan det kom til at foregå havde hun kort fortalt, men hvordan det ville blive vidste han til gengæld ikke, om det gjorde ondt, fandt han jo ud af, selvom at han godt kunne forestille sig det og det var ikke en tanke som behagede ham! Han måtte jo bare tage det som det kom, han gjorde det gerne for Elanyas skyld, han tænkte ikke så meget på ham selv, for det eneste han egentlig ville var at have bare den mindste chance for at være hende tæt, og det var ved at overgive sig til lyset, så.. i hans øjne havde han ikke rigtig noget valg, ikke hvis han ønskede at være sammen med hende, selvom han jo ifølge de nye vampyrlove, allerede havde gjort krav på hende, eftersom han havde mærket hende, men at hive hende med sig til Dvasias, når hun nu så brændende ønskede at gøre noget hun kunne finde ud af og hjælpe Procias, så kom det virkelig ikke på tale! Og blev hun her i lyset, her på slottet, jamen så måtte han jo selv blive en del af lyset, så han kunne være sammen med hende. Blikket faldt kort mod Nathaniel, som han sagtens kunne se i mørket. ”Jamen, jamen, jamen.. der har vi så sandelig den mægtige Nathaniel Diamaqima. Jeg har hørt meget om dig.. både godt og ondt,” svarede han stilfærdigt, som han lænede sig afslappet op ad tremmerne, med armene stikkende ud af tremmerne, så han kunne se manden, komme tættere på. Et sted gad han ikke lade sig imponere af sølle rygter, selvom han havde hørt meget om ham, og han var gammel og skulle eftersigende også være vis, men det var han også selv for det blev man sgu med tiden, med alderen kom erfaringen, men han havde hørt meget om Nathaniel, han havde trods alt også selv levet på det tidspunkt, hvor han selv havde, dengang han havde været yngre, selvom.. det var mange år siden nu. Om Nathaniel så var så god igen, ville han lade komme an på en prøve, han havde jo selv været af samme race, inden han var blevet bidt, selvom han stadig havde alkymistens kraft i sig. Hans blik faldt roligt på Elanya, som hun nærmest susede forbi Nathaniel, hvilket faktisk måtte more ham. Han rettede sig roligt mere op, som han lod hende tage omkring hans hånd, hvor han roligt gav hendes hånd et blidt klem. Hun virkede.. ivrig? Han betragtede hende roligt, som han vendte blikket mod Lucas der også måtte slutte sig til dem, hvor han sukkede ganske let.. næsten afventende. Han vendte roligt blikket mod Elanya igen og nikkede ganske let. ”Udmærket.. så lad os komme i gang,” svarede han stilfærdigt, som blikket endnu engang faldt mod Nathaniel og Lucas. Så måtte de jo se hvordan det kom til at gå, og om han overhovedet ville overleve, sådan en.. konvertering.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var hverken en god eller en ond mand. Han var virkelig neutral af sig, selvom det bestemt heller ikke havde været sådan hele livet, for det havde det i den grad heller ikke! Der spillede ting ind for ham i hans liv, hvilket også gjorde, at han kunne sætte sig en anelse i Elanya og Dericks situation. Liya havde gjort ham blød og han havde jo tydeligt set hvordan Elanya havde reageret når det kom til Derick og med tanken til at hun faktisk stod med hans liv i sine næver og faktisk ønskede at give ham den mulighed, hvorpå at de kunne ses i det daglige. Et sted måtte han jo selv beundre den tanke, for det var bestemt heller ikke noget som skete ofte. Mørke væsner havde en kraftig tendens til at blive forbandet egoistiske, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han vendte blikket direkte mod Derick som måtte sidde i cellen og med den samme rolige og kontrollerede mine. Dette ville komme til at gøre ondt og det var noget som han allerede var klar over. Hvis det var det som Elanya ønskede og hvis det var det som skulle til får at hun ville kunne falde til ro, så skulle han nok også give en hjælpende hånd. Desuden så var han allerede klar over at Jason så til Lisa også, så hvorfor skulle Elanya ikke have lov til at finde lykken, hvis det var denne vej at den måtte gå? Det var bare hans syn på sagerne. Han betragtede Derick med en rolig og selv så kortfattede mine. ”Og der har vi den forhenværende leder af vampyrerne.. Den største efter hvad jeg har lagt øre til.” At det som han havde hørt, måtte være på godt og ondt forundrede ham egentlig ikke, for han havde skam også fået sit pas påskrevet mange gange på begge måder, selvom det nu heller ikke var noget som han som sådan måtte sige noget som helst til når det endelig måtte komme til stykket. At se Elanya løbe ham i møde for at tage hans hånd, var kun en bekræftelse set i hans øjne. Et sted så fik det ham kun til at trække let på smilebåndet. Det var stadig noget som kunne fascinere ham; Hvor langt folk som holdt af hinanden var villige til at gå for hinanden og det var noget som selv glædet ham. Darlene skulle nok få sit at nære sig på, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, på nogen som helst måde overhovedet. Blikket vendte han roligt mod Lucas og med den samme respektfulde mine. ”Jeg formoder at vi bare gør det hele her? Så det ikke vækker for megen opsyn?” spurgte han roligt. I sig selv, så var det jo valgt på et sent tidspunkt, hvor de fleste for længst måtte være gledet i søvnen, så det var heller ikke noget som han skjulte. Han var ikke dum og kunne fint lægge to og to sammen. Han gik hen til celledøren, hvor han vilkårligt bare valgte at lade den glide op. Den kunne kun åbnes ude fra – en meget god magisk forsikring af fangen som måtte sidde i cellen. Han trådte roligt ind og vendte sig mod Derick. ”Det bliver måske en kende ubehageligt.. Men for din egen skyld, så vil jeg have dig i lænker,” fortalte han roligt. Af hvad han havde erfaret ved en sådan konvertering, så var det at mørket som regel ville give kraftig modstand og han ønskede at holde det på et så minimalt niveau som muligt.

[Deleted]

Elanya kunne ikke være andet end glad for tanken ved at hjælpen var at hente. Nathaniel var en meget neutral mand og havde man de rette argumenter, så var der som regel ikke nogen skade sket set fra hans side af, så meget havde hun da erfaret temmelig hurtigt. Nu hvor hun vidste at der var chance og sandsynlighed hvorpå at hun kunne have Derick ved sig konstant, hvor de kunne se hinanden som venner uden at skulle tænke på det ene eller det andet, så var det bare en tanke som måtte glæde hende som intet andet overhovedet. Hun glædet sig virkelig til at stå med ham, kunne høre hans hjerte banke, lade ham blive en del af varmen og en del af lyset, og vise ham at det ikke var så slemt igen. Man behøvede bestemt heller ikke at blive blødsød af den grund! Tvært imod, så var der også mange procianere som var meget faste i antrækket, så det var vel også kun en kæmpe fordel i den anden ende? Det var om ikke andet, så sådan at hun måtte se på det, for nu fik hun sin vilje og så skulle hun bestemt heller ikke være den som skulle klage i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hånden greb roligt omkring Dericks som hun holdt godt og trygt i sin egen, hvor hun selv ikke kunne lade være med at sende ham et smil. Hun var måske en anelse ivrig, men dette var noget som hun ønskede og hun havde jo selvfølgelig også håbet på at han ville gå med til det, for det kunne da virkelig være en fantastisk fornemmelse i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De smaragdgrønne øjne faldt mod Dericks skikkelse, hvor hun selv blev stående og med hans hånd i sin egen. Hun ville virkelig ikke slippe ham – selvfølgelig kun hvis han direkte måtte tvinge hende til det, men det blev bestemt heller ikke med hendes gode vilje, for hun ønskede at være der og hun ønskede at støtte ham igennem det, og det var noget som han selvfølgelig også håbede at han ville lade hende, for hun ville ikke lade ham kæmpe med det alene! ”Meget snart, Derick,” hviskede hun med en dæmpet stemme. Det var bare det første som direkte måtte falde hende ind. At Nathaniel bare valgte at gå ind i cellen, var noget som hurtigt måtte tvinge hendes blik mod ham. At han ville have manden i lænker, var noget som gjorde hende direkte nedtrygt. Hun bed sig let i læben og slap Dericks hånd, kun for at trække sig en anelse. ”..Er de virkelig nødvendige, Nathaniel?” spurgte hun usikkert. Hun ville da slet ikke bryde sig om at skulle se ham i lænker, men.. hun stolede på manden af den grund. Blikket vendte hun mod Derick igen. Hvis han ville skifte mening, så var muligheden der jo faktisk og det var heller ikke fordi at hun var kendt med vampyrlovene som sådan. Hun vidste bare at de var der, selvom hun endnu ikke havde fået dem læst af den grund. Hun trak vejret dybt og slog armene let om sig igen i stedet for. hun hadet virkelig når hun først endte helt derude, hvor hun virkelig måtte føle sig forbandet usikker ligesom hun pludselig gjorde lige nu! Det ville gøre ondt på ham, hvilket nok også ville smitte af på hende, hvilket i den grad heller ikke var noget som hun så frem til!

[Deleted]

Derick havde ikke intet imod Nathaniel, det var mere tanken om at han skulle bruge andres hjælp, som måtte gå ham på, men.. hvis han ville være sammen med Elanya, så.. var det jo nødvendigt. Han var måske alkymist, men hvordan pokker skulle han gøre det på sig selv? Desuden vidste han at Nathaniel var god på det punkt, så han var faktisk ikke bekymret for at det skulle gå godt, det som egentlig måtte bekymre ham, var det om han overhovedet ville kunne finde ud af at leve et liv i Procias. Han var slet ikke en del af lyset og havde aldrig været det, hvilket ikke sagde så lidt, når han faktisk havde været død og skiftet race så mange gange. At Nathaniel så også havde hørt om ham og hans tid som vampyrernes leder, måtte et sted glæde ham selvom.. det var længe siden nu. ”Ja? Men det var dengang,” svarede han stilfærdigt, hvor et kækt og alligevel eftertænksomt smil hvilede omkring hans læber, som han kort måtte tænke tilbage på hans tid som leder. Det var den tid som han savnede som vampyr og ikke bare.. dette, hvor han var en halvblods og ikke kunne styre sin blodtørst. Han vendte blot blikket imod Elanya, som hun valgte at stryge forbi Nathaniel og hen til ham, for at tage omkring hans hånd. Hun gjorde faktisk meget for ham, hvilket hun jo egentlig altid havde gjort. Hun havde skænket ham et liv i lyset selv dengang tilbage, da hun havde givet ham ringen, der havde situationen bare været anderledes, for der havde han haft Denjarna, men.. jo, han holdt stadig af den kvinde, men det var altså Elanya han ønskede, og ikke fordi at hun bare var den eneste som var i live, for sandheden var at han jo faktisk var kommet tilbage til livet igen på grund af hende. Han elskede hende virkelig, ligesom han altid havde gjort det! De mørke øjne faldt stille til hendes grønne, hvor et skævt smil hvilede på hans læber. Han nikkede roligt til hendes ord. ”Meget snart,” medgav han og blinkede let til hende, selvom at hans opmærksomhed blev vendt imod Nathaniel, da han bare valgte at gå hen og hive døren op. Han slap roligt Elanyas hånd bare for at bakke nogle skridt bagud. Et sted kunne han jo bare tage flugten og flygte tilbage til Dvasias, men.. så ville han give afkald på Elanya, hvilket han ikke ville kunne få sig selv til! Skulle han vælge mellem et liv uden hende eller med hende, så blev det selvfølgelig et liv med hende, og det var et valg han tog uden den mindste tøven! Måske det ville komme til at gøre ondt, men han var virkelig ligeglad! Det var det hele værd, for så kunne han være sammen med hende uden problemer, selvom.. hun var en gift kvinde, så det var ikke fordi at han havde retten til at holde hende i hånden, kysse hende og bekræfte hende, men.. et ægteskab skulle virkelig ikke fraholde ham fra hende, ikke igen! At Nathaniel ville have ham i lænker, ville han et sted også selv have det bedst med, så han bakkede roligt tilbage til muren og nærmest bare stillede sig parat til at blive lænket fast. ”Bange for at jeg skulle tage en bid fra dig?” spurgte han lettere morende og med et hævet bryn, inden han roligt vendte blikket mod Elanya, hvor han tydeligt kunne se usikkerheden i hendes blik. ”Jeg er klar,” endte han stilfærdigt, også bare som et tegn til at de kunne gå i gang, for han ville ikke komme med nogen indvendinger.

[Deleted]

At Derick gik med til dette, var selvfølgelig noget som Elanya virkelig kun måtte være rigtig glad for, for det var noget som gav dem den mulighed hvorpå at de kunne være sammen og tilbringe tiden med hinanden uden at folk direkte ville stille spørgsmål, for det var vel heller ikke forbudt af en kongelig at tilbringe tiden sammen med venner? Det var om ikke andet, så sådan at hun selv måtte se på det, så var der heller ikke noget som hun kunne gøre ved lige netop dette. De smaragdgrønne øjne vendte hun stille mod ham og ikke mindst med en rolig mine som før. Det gjorde hende dog en anelse bekymret at Nathaniel ligefrem ønskede at lænke ham, selvom hun et sted udmærket også godt kunne forstå det i den anden ende, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det hele bedre for hendes vedkommende. At skulle se ham lænket, var alene en tanke som hun slet ikke kunne have med at gøre, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt når alt endelig måtte komme til alt. Hendes hjerte hamrede som en sindssyg mod hendes bryst, så det var heller ikke noget som i sig selv, kunne sige så lidt, for det var virkelig noget som bekymrede hende. At Derick så direkte måtte stå ved at han var klar og stillede sig ved lænkerne, var noget som selv gjorde det klart, at det heller ikke var noget som stod til diskussion. ”Vent..” Hun endte selv med at steppe ind bag Nathaniel for at komme ind i cellen. Hun var kendt med risikoerne og hun vidste, at det ikke altid var en mulighed som ville lykkes, men hun håbede og bad til guderne om at dette var noget som ville virke, for det var noget som hun noget så brændende måtte ønske. Måske at hun var en gift mand også selvom det ikke var en beslutning som var med hjerte. Men hvis det var noget som kunne få Procias tilbage på benene igen, så var det i den grad også værd det hele set i hendes øjne, så det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun gik ham roligt i møde. Det var kun dem som var hernede, så det var heller ikke ensbetydet med at dette var noget som nogensinde ville komme frem. De smaragdgrønne øjne faldt til hans blik. De kunne tilbringe tiden sammen uden at folk ville stille spørgsmål og alene den tanke, var noget som virkelig måtte lette hende og noget så frygtelig voldsomt! Hun hævede den ene hånd og lod den stryge mod hans kind. Hun var nødsaget til at skulle stå på sidelinjen og bare se på, hvilket faktisk var en tanke som hun bestemt heller ikke var meget for, men det var skam heller ikke fordi at hun havde noget andet valg når det endelig måtte komme til stykket. Hun blinkede let med øjnene som hun lagde hånden mod hans nakke, stillede sig på tæerne, idet at hun måtte møde hans løber i et dybt og intenst kys. At mærke de kolde læber var noget som selv måtte gøre hende tryg, for de var så velkendte! Hun trak sig en anelse. ”Jeg står klar med de varme tæpper når det engang er overstået, Derick..” hviskede hun roligt. Hun ville varme ham og hun ville sørge for at han havde det godt når det endelig måtte komme mod sin ende. Allerede nu måtte hun erkende, at det var noget som hun virkelig måtte se frem til!