Imagine that.. what a heart can do..?

[Deleted]

Der var gået nogle dage siden at Elanya havde set Derick sidst. Hun havde hvilet, fået noget energi igen og nu følte hun sig klar til at skulle komme ud af sengen endnu en gang, selvom hun havde insisteret på at få lov til at se ham allerede efter temmelig kort tid, så havde det bare ikke været fordi at visse havde været enige. For hendes egen skyld, så var hun blevet direkte tvunget ned i sengen og tvunget til at blive liggende. Hun var kommet i tøjet, det var ved at være en sen aften. Fuldmånen stod højt, det var stjerneklart og hun havde selv givet udtrykkeligt besked på at ingen skulle have lov til at nærme sig Derick nede i kælderen, for hun ønskede ikke, at der skulle ske nogen noget som helst, hvis hun kunne undgå det! Stadig en anelse bleg, men dog på bedringens vej og med bidemærkerne på siden af halsen, så kunne man vel også godt sige, at han havde mærket hende? De nye vampyrlove var noget som hun havde hørt om, så et sted så vidste hun jo egentlig også at Derick i sig selv, aldrig ville have en chance med hende – som hun måtte være nu, selvom det et sted også var noget som frustrerede hende og frygtelig meget endda!
Hendes gang ned mod kælderen var rolig og stilfærdig. Hun var en dronning med alt hvad det nu måtte indebære på denne her måde, selvom det nu heller ikke var noget som kunne forundre nogen som sådan, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Landet var godt på vej tilbage igen. Markerne var ryddet og klar til at blive sået til endnu en gang, så maden ville være tilbage i løbet af det kommende år, hvilket i den grad også var noget som hun så frygtelig meget frem til! Hun var bekymret for ham og hvad han var blevet til, for hun havde aldrig set det være så slemt for hans del. Kælderen var skærmet for lyset, og som hun selv havde bedt om direkte, så var det lige netop det faktum, at sollyset ikke skulle have nogen mulighed for at kunne ramme ham, for det var da noget af det sidste som hun ville! Hånden gled roligt over hendes bidemærke ved halsen. Det var en smerte som hun aldrig havde oplevet noget lignende til og så.. alligevel ikke. Det havde været.. rart at have ham så tæt på, selvom det havde gjort ondt. De smaragdgrønne øjne søgte stille ned langs cellerne. Hun havde en mindre flamme i sin hånd, bare for at have muligheden for at se en hånd for sig, for her var virkelig, virkelig mørkt. Hun trak vejret dybt. De fleste var ved at gøre sig klar for natten, selvom hun havde andre planer før hun ville skænke den ting en eneste tanke. Hun måtte bare se til ham.. se hvordan han havde det, for det var jo dage siden sidst nu og det var noget som virkelig måtte gøre noget så frygtelig ondt endda! Med sig havde hun en flaske med blod. Det var ikke blod fra et levende individ, men tappet fra en nyslagtet gris. Måske at det ikke var det bedste, men det var vel bedre end ingenting? Et sted så.. frygtede hun vel også at han var blevet afhængig af hendes? Nu hvor han havde bidt hende? Tanken havde slået hende flere gange, men hun ville finde ud af det først! ”Derick?” kaldte hun med en ganske forsigtig stemme, stadig så mild og blid som den altid havde været og specielt når den måtte komme til ham selv. Hun holdt jo af ham. Hun.. elskede ham jo.

[Deleted]

Hvor mange dage der efterhånden var gået, var uklart for Dericks vedkomne. Han vidste ikke hvor længe han havde været bevidstløs, men han vidste i hvert fald at der skulle meget til for at slå en vampyr ud, så hvad der helt nøjagtig var sket vidste han ikke, foruden at han vidste at han havde mistet kontrollen og angrebet Elanya. Han var blevet smidt ned i en beskidt og mørk celle, hvor der kun var lidt halm som man kunne ligge på. Om det var dag eller nat vidste han ikke, for alt var mørkt hernede, hvilket det var døgnet rundt! Så han kunne regne ud at sollyset ikke kunne komme herned. Desuden gjorde det ingen forskel, for han havde stadig den ring som Elanya havde givet ham. Han sad netop i halmen og betragtede den, pillede en anelse med den bare for at have noget at lave. Det var en gammel og bred ring med en enkelt smaragd, og det bedste af det hele var at den beskyttede ham imod sollyset. Et stille og lille træk fandt sted ved hans mundvig, som han tænkte tilbage på det møde hvor hun havde givet ham og juleaftenen med hvor hun havde givet ham den igen. Smilet falmede dog hurtigt igen, som hans tanker så begyndte at kredse sig omkring den aften hvor han havde, overfaldt hende i haven. Han vendte blikket væk og fnøs koldt af sig selv. Han havde beordret at få hende at se, for at være sikker på at hun var i sikkerhed, selvom at vagterne ikke havde ladet ham se hende, og tilsyneladende heller ikke omvendt, medmindre hun slet ikke gad at have noget med ham at gøre længere, og han ville ikke bebrejde hende for det, for så ville han faktisk godt forstå hende. Han var farlig for hende, han var en trussel imod Procias og det var tydeligt at vagterne måtte se ham henrettet, selvom han ikke viste hvad der skulle ske med ham. Han sad alene dernede, hvilket han havde gjort i flere timer efterhånden. Det var sjældent han havde fået besøg af en vagt, men han havde allerede lavet planen for sit flugtforsøg.
Derick vendte blikket frem for sig, da han hørte skridt og kunne se lyset fra en fakkel eller noget lignende komme tættere på ham. Han rejste sig ganske roligt op, viftede noget af halmen til side og fandt en sten i håndstørrelse frem, som han havde tænkt sig at slå vagten bevidstløs med, så han kunne snuppe nøglerne og flygte. Han stillede sig op langs væggen, hvor han skjulte sig i mørket, og egentlig bare ventede på at vagten skulle komme hen til ham, så han kunne slå ham bevidstløs. Han løftede roligt stenen og gjorde sig klar, selvom han måtte stoppe sig selv, da han hørte den velkendte stemme. Han rynkede brynene en anelse spørgende og sænkede roligt armen med stenen igen. ”Ela..?” spurgte han roligt, for at være sikker på at det var hende. Han havde ikke fået noget blod siden han havde overfaldt hende, og det var noget som han også godt kunne mærke, det gjorde ham gnaven, selvom at han ikke sagde noget til det, han var bare bange for at han ville overfalde nogen, hvis han ikke snart fik stillet sin sult, for ellers gik det galt som sidst, hvor han ville miste kontrollen over sig selv, og så ville han nok også gå døden i møde. Han smed roligt stenen fra sig og greb fat om tremmerne for at se mod lyset. ”Er det dig?” spurgte han videre, som han prøvede at se ud, skønt at tremmerne var for små til at han kunne stikke hovedet ud.

[Deleted]

Elanya havde ganske enkelt været dybt rystet over hvad der var sket. Mens hun havde ligget i sengen, så havde det kørt for hendes blik som en film. Det ene øjeblik stod de og snakket, han virkede halvt om halvt til at klandre hende for at vælge ham fra, de snakket igen og i det sidste øjeblik, så havde han angrebet hende, sat tænderne i hende og taget af hendes blod. Ja, det havde virkelig, virkelig skræmt hende og meget endda, selvom det nu bare var sådan at tingene måtte være, om det var noget som hun ville det eller ikke. Hun burde dømme ham til døden, men.. det var ikke noget som hun kunne få sig selv til. Ikke når han fortjente så meget andet! Hun havde snakket med Lucas om det, hun havde sendt bud efter Nathaniel som også var ankommet for at sørge for at ’straffen’ skulle ske, hvis det var noget som Derick ville selvfølgelig. Ellers skulle hun nok sørge for, at han på mirakuløs vis formåede at flygte og undslippe fangekælderen her. At Derick havde spurgt efter hende, var hun end ikke sikker på, for han havde slet ikke været til at genkende. Normalt ville han vel have stoppet, når hun havde bedt om det? Hun havde bare handlet ud fra hvad der faldt hende i tankerne, og det var at få ham væk og så langt væk fra sig, som det havde været menneskelig muligt! Riften på hendes arm, var noget som hun havde lagt mærke til efterfølgende. Var det noget så småt som kunne gøre det?
Flammen hvilede trygt i hendes hånd, som hun begav sig ned i kælderen. Her var koldt, her var klamt og hun manglede i den grad noget lys! Ikke fordi at det var noget som hun ville bringe her til stedet bare sådan, for hun ønskede på ingen måde, at gøre skade på ham, selvom hun vidste at han havde ringen på sig – forhåbentlig, for den havde hun valgt at skænke til ham af en grund; Hun ønskede at skænke ham hendes verden, lade ham se hvad lyset kunne tilbyde kontra det mørke som han altid havde været så vant til, og hun håbede jo selvfølgelig bare på at det ville opveje bare lidt mere end mørket, selvom det ikke havde været sådan tilbage dengang. Hun vendte blikket mod cellen, som hun kunne høre lyden af noget tungt som måtte falde til stengulvet, hvor hun uden tøven hastede derhen. Flammen hvilede trygt i hendes hånd, ellers kunne hun heller ikke se en hånd for sig! Hun nåede cellen, hvor hun vendte blikket direkte mod ham. De kunne ikke give ham et tæppe at ligge med i stedet for som… et dyr?! Hun sukkede stille. ”Det er mig..” sagde hun stille, som hun vendte blikket direkte mod ham. Ikke fordi at hun tænkte meget over at skulle holde afstand til ham, for det var slet ikke en tanke som faldt hende det mindste ind på nogen måde overhovedet. ”Hvorfor pokker har de ikke givet dig et tæppe at ligge med..” Mere var de ord henvendt til hende selv end det som de måtte være henvendt til ham. Hun vendte blikket mod ham. Hun skulle nok forklare ham det hele, selvom.. dette var lidt ude af normen, så var det noget som hun ønskede. Uanset hvordan de vendte og drejede den, hvis hun en dag trådte af som dronning, så kunne de ikke få hinanden, udelukkende fordi at hun selv ikke var vampyr. Hun hævede den ene hånd og lod den stryge mod hans kind. Så lille og så spinkel som hun var, så kunne hun snildt få den igennem tremmerne og ind til ham. ”Hvordan har du det?” spurgte hun dæmpet.

[Deleted]

Derick havde virkelig revet og slidt i tremmerne for at se om han kunne få dem op, men det var klart at de havde sat ham i en celle hvor en vampyr ikke kunne bruge sin enorme styrke for at komme ud. Han havde råbt efter vagterne, råbt om at han ville se Elanya, selvom at de blot havde ignoreret ham, hvilket virkelig havde irriteret ham! Hvad der skete, hvor længe han havde siddet her, det vidste han ikke, men han følte sig irriteret ved ikke at have det mindste at lave end at sidde og fumle rundt med ringen. Han havde ikke engang hvilet i disse dage, for han havde ikke fundet roen til det. Han havde været præget af skyldfølelse, og de gange hvor han havde prøvet på at hvile, havde aftenens hændelse hjemsøgt ham, så meget søvn havde han ikke fået. Han ønskede ikke at der skulle ske hende noget, og det værste af det hele var at det var ham som havde påført hende smerte. Han fortjente slet ikke at sidde i en celle, men blive henrettet på stedet, men.. det tillod hun ikke? Han vidste det ikke, det ville ikke forundre ham, hvis hun ikke gad at have noget med at ham gøre længere, for han stod tydeligt som en fare for hende og Procias. De mørke øjne gled mod hendes med det samme som hun kom hen til ham. Han trak sig dog en anelse tilbage, skønt han dog stadig stod ved tremmerne, for hendes ild var han ikke så meget for. Ild var trods alt en vampyrs svaghed. Han fnøs en anelse til hendes ord. ”Fordi jeg er vampyr.. fordi jeg er et bæst,” svarede han med et ironisk smil om læberne, selvom han faktisk mente sine ord. Han følte sig faktisk ikke som andet end et bæst, specielt ikke når han havde gjort det imod hende, som han havde. Han hadede sig selv for at have gjort hende ondt. Hans blik gled stille mod hendes anden hånd, som han betragtede den flaske med blod som hun havde med til ham. Han var faktisk en anelse sulten, selvom … blikket gled roligt mod hendes hals og bidemærket … han alligevel havde mistet appetitten. Han slap roligt tremmerne og bakkede bagud og væk fra hende, så hun kun strejfede hans kind. Han fortjente ikke hendes kærtegn, han fortjente slet ikke at hun var så god mod ham. Han fnøs indædt til hendes spørgsmål. ”Hvordan jeg har det, kan komme ud på ét,” endte han i en mindre mumlen, dog højt nok til at hun ville kunne høre ham. Han gik tilbage til muren overfor hende, hvor han satte sig ned i halmen igen, med bøjede ben og armene over knæene, hvor han lænede hovedet en anelse tilbage, så han igen sad i mørket. ”Du burde ikke være hernede,” påpegede han roligt. Han turde ikke engang spørge om hvordan hun havde det, for han vidste at skyldfølelsen bare ville æde ham op, for den havde allerede sat sine skarpe kløer dybt i ham. Han havde det utrolig dårligt med at han havde bidt hende, hvor han mest af alt havde lyst til at rive hovedet af sig selv! Hun burde slet ikke se til ham og være ham i nærheden, for tænkt han gjorde det igen? Han slog roligt armene omkring sine ben og gemte ansigtet væk. Han havde det elendigt med det! Og knuden i hans mave blev kun større ved at hun stod så tæt på ham.

[Deleted]

Elanya ville aldrig nogensinde kunne betegne Derick som et bæst på nogen måde, og det var i den grad heler ikke noget som hun havde lyst til. Hun kendte ham bedre end som så! Hun vidste at han ikke havde gjort det med vilje, selvom det virkelig havde overrasket hende, at han i det hele taget kunne finde på det var hun klar over, at han slet ikke kunne! Ikke fordi at det var noget som hun klandrede ham for, for… ja, hun burde have set faresignalerne ud og hun vidste jo godt at han var ny indenfor faget igen, så det var jo slet ikke noget som havde faldt det mindste ind i hendes tanker på noget som helst tidspunkt på nogen som helst måde overhovedet. Hun trak vejret dybt og vendte blikket stille mod ham og med den samme forundrende mine. Hun sukkede dæmpet. Han var ikke henrettet, udelukkende fordi at hun havde ganske andre planer med ham – hvis han ville være med til det selvfølgelig, for hun kunne aldrig drømme om at gøre noget som helst uden at nogen vidste det! Og specielt når det var sådan at det måtte gå for sig i den anden ende. ”Det er ikke sådan at jeg ser på dig..” sagde hun med en ganske dæmpet stemme. Hun betragtede ham stille, som han trak sig en anelse væk fra tremmerne, så hun kun lige kunne strejfe hans kind, hvilket.. faktisk gjorde hende trist til mode, for hun brød sig virkelig ikke om at se ham på den måde. Hun lod flammen slippe hendes hånd og svæve ved hendes side i stedet for, hvor hun lod de smaragdgrønne øjne hvile på ham. Hun havde været nægtet at forlade sengen, hvilket hun i den grad også havde været noget så frygtelig træt af i den anden ende, for hun havde virkelig ønsket at skulle se ham! Ganske stille gik hun ned i knæ, idet han satte sig tilbage i mørket, som om.. at han slet ikke ønskede at se hende? Hun nægtede simpelthen at tro på, at han havde gjort det hele med vilje! Hun gik stille ned i knæ, hvor hun fik flasken skubbet ind mellem tremmerne, så hun kunne puffe den hen til ham. ”Jeg burde måske ikke være her, men jeg er virkelig ligeglad.. Jeg ønskede at se dig,” sagde hun dæmpet og med blikket som fast måtte falde mod hans skikkelse. Hun var nok stadig meget afkræftet og meget træt, men dette var noget som hun virkelig ønskede at gennemføre og hun håbede jo selvfølgelig at han ville være med hende i det, ellers.. ja, så skulle hun nok sørge for at han kunne flygte på den ene eller den anden måde, for hvis der var noget som hun nægtede, så var det at se ham henrettet ved solens opgang! Det ville hun simpelthen ikke være med til på nogen som helst måde overhovedet! De smaragdgrønne øjne søgte mod hans skikkelse, selvom hun knapt kunne se ham. ”Derick.. Kom hen til mig..” bad hun stille. Hun frygtede ham på ingen måde, selv efter alt det som faktisk var endt med at ske. Det var vel heller ikke noget som hun havde nogen som helst grund til? Hun lukkede sine smalle og slanke hænder om det kolde jern. Det var stærkt.. det var en celle som hun selv havde bedt vagterne om at sætte ham i, for så vidste hun også at han var i sikker forvaring. ”Ikke tænk på det som skete.. jeg klandre dig ikke for uheldet,” afsluttede hun stille. Hun håbede vel bare at det ville lysne lidt op i det hele?

[Deleted]

Det at have Elanya så tæt på, var noget som virkelig kun appellerede til Dericks skyldfølelse, specielt når han selv kunne se hvad han havde gjort mod hende. Han havde mærket hende og han brød sig bestemt ikke om et! Hvad hun lavede hernede vidste han ikke, for det burde hun jo slet ikke! Han var dog alligevel glad for at se hende, så han kunne vide at hun ikke var kommet mere til skade, selvom det var slemt nok, men så var han da sikker på at hun havde det godt, at han ikke havde forvoldt større skade, dog hjalp det ikke ligefrem på skyldfølelsen, for den nagede ham virkelig! Han havde aldrig ønsket at gøre hende fortræd, slet ikke på den måde! Der var jo også en grund til at han havde bedt hende om at gå, han havde forsøgt på at få hende væk fra sig, så han igen kunne kontrollere sig, men det var ikke endt på den måde. Han var endt med at overfalde hende, og han brød sig virkelig ikke om det, han fortjente jo døden og den henrettelse! Han fnøs ganske let ved hendes ord. Hun så ham ikke som et bæst? Det var faktisk det syn på ham, som han selv havde, for med alle de uskyldige han havde dræbt, bare for at kunne stille sin sult.. det var ansigter som virkelig måtte hjemsøge ham i sine drømme! Han havde måske savnet det at være vampyr, men der var dog det som han kunne undvære ved det! Han kommenterede dog ikke hendes ord, for hvis hun ikke så sådan på ham, så var hun virkelig alt for godtroende! Han havde lige overfaldt hende, og det værste ved det hele … det løb ham koldt ned over ryggen ved bare tanken … havde hun ikke tvunget ham væk med den trykbølge, så havde han.. dræbt hende. Han havde simpelthen mistet kontrollen, han havde mistet al fornuft, hvor han bare havde overfaldet hende og ønsket at dræbe hende, for at få hver en tår af hendes blod! Han vendte roligt blikket mod hende ved hendes andre ord. Hun burde virkelig ikke være her! Men.. hun ønskede at se ham? Et sted måtte det gøre ham glad, selvom at han virkelig heller ikke forstod hende, for.. hvorfor ville hun se ham, når han havde været tæt ved at dræbe hende? ”Hold nu op Elanya..! Der er intet at se.. end et dyr i sit bur,” endte han stilfærdigt og i en dæmpet tone, som han vendte blikket ned mod det beskidte og kolde gulv. Han følte sig virkelig ikke som andet end et dyr, for.. det var vel hvad han var? Plus at han følte at han sad i et bur, som intet andet end at dyr, og han brød sig virkelig ikke om at sidde i en dum celle! Han ville langt hellere ud i det fri, selvom.. ikke engang det var fristende, uanset hvor end han så tog hen, så ville skyldfølelsen følge efter. Han vendte roligt blikket mod flasken som hun puffede hen til ham, hvor han sparkede den tilbage til hende. ”Jeg er ikke sulten..!” endte han i en dæmpet og dog fast tone. Bare tanken om blod rev ham tilbage til den aften hvor han havde overfaldt hende. Han så roligt mod hende, som hun satte sig på knæ og bad ham om at komme tættere på. ”Pas på.. det ender bare med at jeg bider dig igen,” endte han dæmpet og dog med en tydelig sarkastisk stemme, hvor det var tydeligt at det måtte nage ham uden lige, for det gjorde det virkelig! Han svarede ikke på det sidste, for ja, det havde vel været et uheld? Men et utrolig dumt uheld!

[Deleted]

Elanya vidste udmærket godt at Derick aldrig nogensinde havde ønsket at gøre hende fortræd, for hun kendte ham jo udmærket godt! Og nu hvor hun også måtte kende til hans følelser hvad hende angik, så gik hun også ud fra, at det var skyld som var ved at æde ham op indefra. Ikke fordi at hun brød sig om tanken, for hun havde jo selv gjort det tydeligt, at han under ingen omstændigheder skulle have lov til at lide en henrettelse på den ene eller den anden måde! Hun blev siddende på knæ henne ved tremmerne. Selv så ønskede hun at han kom tættere på hende, om ikke andet, så bare så hun kunne se ham for hun brød sig virkelig ikke om at se ham på den måde! Så… ynkelig siddende i sin egen medynk. Hvor blev den Derick af som hun kendte? ”Jeg ser meget andet end et dyr i et bur, Derick,” påpegede hun sigende. Hun holdt jo af ham og frygtelig meget endda, så hun brød sig slet ikke om at skulle se ham sidde de! Kunne hun hjælpe ham, så gjorde hun det da selv med den største glæde, selvom det virkelig var at tøjre reglerne for hendes egen vindings skyld, men.. ja, det behøvede folk vel heller ikke at vide? At hun var overfaldt var jo slet ikke noget som hun ønskede skulle have lov til at komme ud! De smaragdgrønne øjne hvilede på ham og med hovedet let på sned. Hun brød sig slet ikke om at se ham på denne her måde, endnu værre var det jo, at han valgte at søge.. væk fra hende? Det var faktisk det som gjorde mest ondt af det hele, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hendes hjerte slog let og fast mod hendes bryst, hvor hun let bed sig i læben. Det var nu heller ikke fordi at hun ville påpege for ham hvor ynkeligt at det måtte se ud, for det var vel også kommet som et kæmpe chok selv for ham? Det var i alle fald sådan at hun næsten.. håbede at det måtte være, selvom det vel også var hårdt nok? At han sparkede flasken tilbage til hende, var noget som hun selv kun måtte vælge at tolke som en tydelig afvisning, hvilket faktisk kun gjorde ondt. Hun tog let omkring den. ”Jeg ved godt, at du ikke har spist siden.. ja, det skete, men… du har jo brug for det,” sagde hun stilfærdigt og med en mere fast tone end det som hun havde gjort brug af tidligere, for det var vel bare sådan at det jo egentlig måtte hænge sammen? Hun brød sig på ingen måde om at skulle se ham som det han var nu. Tvært imod, så var det jo faktisk en tanke som bare måtte skræmme hende yderligere, for han virkede så.. fjern og ukendt. Hun sukkede dæmpet og rystede på hovedet. ”Derick.. Se på mig! Jeg klandre dig ikke for at have gjort det! Det.. det var min egen skyld..” afveg hun ganske kortfattet, som hun kort vendte blikket ned mod sin arm. Der var skorpe på nu og det var mere eller mindre healet, så det var vel heller ikke fordi at det gjorde det værre? Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Han kunne da ikke blive siddende og gøre sig alle de tanker? Hun havde gjort hvad hun havde fundet nødvendigt og det var at få ham så langt væk som det var hende menneskelig muligt bare.. ja, det var jo bare for sin egen overlevelse!

[Deleted]

Måske Derick var ynkelig at se på, selvom at han egentlig havde det utroligt dårligt, for det handlede ikke om at han havde ondt af sig selv, det handlede om at han ikke kunne tilgive sig selv for at have gjort hende ondt, for det var noget som han virkelig måtte finde dræbende! Han ville ikke kunne se sig selv i øjnene, efter det overfaldt han havde gjort mod hende, han havde bidt hende, og havde hun ikke tvunget ham væk med den trykbølge, så havde han.. dræbt hende. Det var den tanke som virkelig måtte æde ham op indefra, for det gjorde virkelig, virkelig ondt at tænke på! Han havde været tæt på at dræbe noget så smukt, noget så godt, og en som han elskede højere end livet selv, hvilket kun gjorde det hele værre for hans del. Han knugede en anelse mere om sine ben, hvor han bed sig svagt i den bløde underlæbe. Han fnøs kortfattet til hendes ord, inden han lænede hovedet tilbage mod muren, hvor hans mørke øjne faldt på hendes skikkelse. Hun så ham ikke som et dyr, ellers som et bæst? Det måtte hun jo om, men om hun ville det eller ej, så var han intet andet end det, og det var også det syn som mange andre væsner havde på vampyrer, tilmed også de vagter der havde bragt ham hertil, for de havde tilmed hånet ham, tirret ham, så hun kunne spørge hvem som helst og de ville være uenige med hende! Han havde ikke fortjent den chance som hun nærmest ville give ham, selvom.. han var lidt usikker på hvorfor hun var her. Ville hun bare made ham og så skulle han ellers sidde her og rådne op? Hun ville måske have ham til at spise, men han valgte ikke at svare på hendes ord, som tydeligt var blevet mere faste, for han havde måske ikke spist i et par dage, siden.. ja siden han havde, overfaldt hende, men han følte sig ikke engang sulten, når hun var i nærheden, for når hun var her, når han kunne se på hende og det sår han havde givet hende, hvor han vidste at hun ville være mærket for livet, så mistede han appetitten! Et sted måtte hendes bare irritere ham, også fordi hun krævede det ene og det andet af ham, når han mest af alt, bare ville have at hun skulle sige hvorfor hun var kommet herned, for at fortælle ham hvornår han skulle henrettes? Eller om hun havde en anden løsning? For dette var til at blive skør af! ”Hvornår skal henrettelsen stå?” spurgte han kortfattet og ignorerede hendes egne ord, som han vendte blikket mod hende og så på hende med en fast mine. Hun kunne ligeså godt bare få det overstået, for han gad egentlig ikke sidde her i dette tomme bur og lave ingenting, det var næsten værre end alt andet! Han ville langt hellere henrettes og så få denne lidelse overstået! Han trak vejret dybt og sukkede opgivende og en anelse irriteret, som han valgte at se rundt i den lille celle, skønt der ikke var meget at betragte, så blikket faldt hurtigt på hende igen. Hun kunne nok ikke se ham, men han havde nu intet besvær med at se hende, selvom at han jo også var en natdyr, så det sagde selvfølgelig sig selv.

[Deleted]

Elanya brød sig på ingen måde om at se Derick på den måde. Hun ønskede virkelig ikke se ham sidde der i sit mørke, afvise hende, trække sig væk fra hende og bare lade hende være på denne her måde, for hun kunne virkelig ikke have noget med det at gøre! De smaragdgrønne øjne faldt mod hans skikkelse. Arret ville hun nok bære resten af livet, for han var virkelig bare gået til den, selvom hun virkelig ikke sagde noget som helst til det, om det var noget som man ville det eller ikke. Der var ikke nogen som vidste at hun var dernede og det var sådan at hun i den grad også agtede at holde fast i. Kunne hun, så ville hun hjælpe ham og det agtede hun bestemt også at gøre denne gang! Hun blev helt bedrøvet over at skulle se ham sidde der, for han var bestemt alt andet end et dyr i bur set i hendes øjne, selvom det nu heller ikke var noget som hun som sådan kunne se.. Hvordan kunne han sige sådan noget om sig selv! At han vendte blikket mod hende og det spørgsmål var virkelig noget som måtte overraske hende og tydeligt endda! ”… Henrettelsen? Der er ingen som skal henrettes her, Derick!” endte hun næsten forfærdet, som hun vendte blikket kort ned af gangen. Et sted så havde hun frygtet at hun var blevet hørt. Det var kun to herrer som vidste at hun var der og de ville begge komme til stedet hvis Derick ville gå med til det, for det var bestemt heller ikke noget som man bare gik hen og gjorde. Nok som en med status her i landet, så trak hun virkelig også i de tråde som hun kunne for hans skyld, vel også for at vise ham, at han bestemt heller ikke var helt glemt i det liv som hun måtte leve på denne her måde? ”Jeg er her for at snakke med dig, Derick.. Kom nu hen til mig,” bad hun endnu en gang som hun satte sig lidt bedre til rette, idet hun igen måtte puffe flasken hen til ham. Hun vidste at han ikke havde fået noget som helst, for hun havde skam hørt vagterne snakke og det var noget som direkte havde gjort hende rasende. Måske at han havde bidt hende, men det ændrede ikke at han ikke behøvede at leve under disse umenneskelige tilstande, for det var jo slet ikke noget som hun kunne have med at gøre på nogen måde! Hun var virkelig blid og mild af sig, hvilket hun var klar over, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere for hende, for det gjorde det bestemt heller ikke. Måske at såret strammede og stadig kunne gøre ondt når hun vred i nakken, men hun var jo stadig levende! Det var vel også det som måtte være det vigtigste i hans øjne? ”Jeg kunne da aldrig drømme om at tage dit liv! Tvært imod..” Hun vendte blikket kort ned af gangen idet hun vendte sig mod ham endnu en gang. ”Jeg.. vil skænke dig et,” fortalte hun mere dæmpet. Et sted så håbede hun vel også bare, at det var mere end nok til at fange hans interesse bare en smule? For hun ønskede virkelig at hjælpe ham, selvom det virkelig ikke så ud til at noget ville virke? Hvilket faktisk måtte gøre frygtelig ondt selv for hendes del, for hun holdt af ham, hun elskede ham og hun kunne da aldrig nogensinde få sig selv til at dømme ham til døden ved at møde solens lys uden ringen på hans finger! Det ville hun da slet ikke kunne magte!

[Deleted]

De mørke øjne betragtede Elanyas skikkelse ganske roligt, som Derick blot blev siddende på sin plads, inde i mørket. Hun havde jo den svævende ildkugle ved sin side, så han kunne skam sagtens se hende, derfor havde han vel heller ikke behov for at komme tættere på? Han havde ikke lyst til at sidde så tæt på hende, så han kunne lugte hendes blod, høre hendes hjerte, selvom at han fint kunne begge ting på denne afstand, og det var noget som virkelig måtte gå ham på, for det hele bragte ham tilbage til den aften hvor han havde overfaldt hende, noget som han virkelig ikke kunne tilgive sig selv for! Han hadede sig selv for at havde gjort hende ondt, selvom han også havde bedt hende om at gå af en grund, netop for ikke at overfalde hende, men hun var blevet, fordi hun var så pokkers stædig, og ikke bare kunne gøre som han havde sagt! Hans blik faldt kort mod hendes hals, hvor han tydeligt kunne se bidemærket, et ar der virkelig gjorde ondt på ham, for hun ville jo have det ar for evigt, og den tanke kunne han slet ikke have med at gøre! Han ville langt hellere blive henrettet og tage imod sin straf, end at skulle leve og kunne kigge på såret i al evighed og vide at han havde gjort hende ondt, for den tanke åd ham allerede op indefra i øjeblikket! At han så ikke skulle henrettes var noget som faktisk måtte overraske ham, for nok hun var god og ikke så ham død, men.. der var jo regler, hun kunne da ikke lade ham leve, når han havde overfaldt hende og folk også vidste det? Så ville folk da for det første begynde at stille spørgsmål, hvilket ikke ligefrem hjalp på hendes situation. At hun så var kommet for at snakke med ham i stedet for, kunne han jo næsten regne ud. Han rystede let på hovedet, som hun igen bad ham om at komme hende nærmere. ”Nej tak.. jeg sidder perfekt lige her,” endte han afvisende, som han vendte blikket væk fra hende og blot stirrede ind i væggen ved siden af ham. Hvad hun så var kommet for at snakke med ham om, vidste han ikke, men mon han ikke fandt ud af det før eller siden? Men hun kunne i hvert fald ikke være her for at fortælle ham at han skulle dø, for det så ud til at hun havde.. andre planer med ham? Han sukkede blot indædt, som hun sagde at hun ikke kunne få sig selv til at tage sit liv, selvom han var sikker på at hun nok bare skulle sige ordren og så var der andre der tog livet af ham. Han himlede svagt med øjnene, selvom det ikke var at se, skønt at han vendte blikket direkte imod hende ved hendes sidste ord. Hun ville skænke ham et liv? Han rynkede brynene en anelse uforstående og spørgende, idet han næsten fraværende begyndte at kravle tættere på hende. ”Hvad mener du med.. at du vil skænke mig et nyt?” spurgte han roligt, som han satte sig tættere på tremmerne, dog ikke helt hen til, for han ville ikke for tæt på hende, hvilket han stadig stod fast ved! Hun havde gjort ham nysgerrig, hvilket også var tydeligt at se på ham, som han ikke så væk fra hende på noget tidspunkt, men stirrede lettere afventende på hende.

[Deleted]

Elanya brød sig virkelig ikke om tanken ved at skulle se Derick på denne måde. Hun vidste udmærket godt, at hun burde straffe ham for det som var sket, men.. ja, hun kunne vel bare ikke få sig selv til det? Igen så var det et af de store ting som var et klart kendetegn her til lands; Man handlede med hjertet. I sig selv, så ville hun aldrig nogensinde blive i stand til at skulle straffe nogen på den måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu måtte være. Det var jo så noget som Jason var langt bedre til. Det havde altid været en svaghed ved hende og det ville det nok altid være. Arret ville hun bære for resten af sit liv, selvom.. hun havde i bund og grund heller ikke noget imod, at han havde valgt at mærke hende på den måde. Hun følte ham tæt på bare ved at tænke på det som var sket, selvom hun ville være død i dag, hvis det var stået til ham. Selv uden at rokke sig det mindste, så blev hun bare siddende ved tremmerne og med blikket hvilende på hans skikkelse. Selvfølgelig var det noget som gjorde hende ked af det, at han skulle afvise hende som han gjorde, men hun ønskede bare at fortælle ham, at hun slet ikke klandrede ham for noget som helst. Uanset hvordan man ville vælge at vende eller dreje den, så ville de aldrig kunne få hinanden, udelukkende fordi at han var vampyr og derfor også underkastet de love som den nye vampyrfyrste havde smidt ud, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det. At det dog alligevel måtte fange hans opmærksomhed, var noget som hun faktisk kun måtte vise sig storslået tilfreds med, hvor selv et stille smil måtte brede sig på hendes læber, og specielt ved synet at han faktisk kom tættere og tættere på hende, for det var noget som kun måtte gøre det hele så meget bedre i den anden ende! Hun trak vejret dybt, hvor hun bare valgte at nikke til hans ord. ”Uanset hvordan vi vender og drejer den, Derick… Så kan vi ikke få hinanden.. fordi du er hvad du er.” Nej, hun tænkte ikke på at han havde bidt hende og faktisk fortjente henrettelsen, for det var noget af det sidste som hun ville kunne få sig selv til at udsætte ham for! Hun ville aldrig kunne bære, at skulle stå og se til at han skulle spides eller mødes af solen, for bare tanken, var virkelig noget som gjorde frygtelig ondt! ”Jeg.. jeg tror nu at du har hørt om Nathaniel Diamaqima?” spurgte hun stille. En stor alkymist som efterhånden kunne lidt af det hele og nu hvor han var en nær familieven, så var det jo selvfølgelig noget som kun var til hendes fordel. ”Han vil hjælpe og.. og Lucas? Vores kongelige rådgiver? Han vil også give en hånd med,” forklarede hun videre. Med andre ord så ville hun skænke ham et liv i lyset og med et bankende hjerte, så han slet ikke kunne betegnes som en vampyr mere. Selvfølgelig ville det ikke blive nemt. Tvært imod, så sikkert en direkte smertefuld proces, men hun måtte jo bare tage det med. Hun satte sig helt tæt ind til tremmerne og med blikket som gled mod ham, selvom han stadig måtte sidde udenfor rækkevidden til at hun kunne når ham, hvilket i den grad også var hende en frustration uden lige. ”Jeg ønsker ikke at miste dig, Derick..” hviskede hun dæmpet.

[Deleted]

Noget som gjorde ondt, var det faktum at Derick havde bidt den kvinde, som han elskede højere end livet selv. Og det værste ved det hele var, at havde hun ikke tvunget ham væk, så havde han dræbt denne gudeskønne kvinde, som måske var så tæt på, men som alligevel var udenfor hans rækkevidde. Han vidste godt at han ikke var i stand til at kunne få hende, og det gjorde kun det hele så meget værre! Han hadede den tanke, og det frustrerede ham mere end noget andet! Men han havde været nød til at opsøge hende, vise hende at han havde det så godt som han nu kunne, selvom at det møde havde taget et dårligt twist. Et sted fandt han selv en henrettelse på sin plads, for han havde trods alt overfaldt og været ved at dræbe dronningen af Procias, hvilket heller ikke blev set på med gode øjne. Han betragtede hende indgående, som han var kravlet tættere på hende, skønt han dog alligevel sad et stykke fra tremmerne, så hun ikke ville kunne nå ham. Hun ville skænke ham et nyt liv? Han ville lyve, hvis han påstod at det ikke gjorde ham nysgerrig, for han måtte indrømme at hun virkelig formåede at fange hans fulde interesse. Det gjorde ham også spændt på hvad hun havde at sige, selvom han ikke rigtig kunne se hvordan hun skulle kunne det. Jo lade ham flygte, men det kom hun sådan set ingen vegne med. Hendes ord måtte irritere ham noget så tydeligt, hvor han gjorde en hurtig bevægelse, så han endte med at gribe fat i tremmerne og tvinge hovedet helt tæt på, som om han ville prøve at få det ud gennem tremmerne, selvom det var umuligt, hans næsetip måtte dog kort strejfe hendes. Han stirrede hende direkte fast ind i de smaragdgrønne øjne. ”Jaså? Men min race er skam ikke den eneste som fraholder os fra hinanden! Hvis du har glemt det Elanya.. så er du en gift kvinde!” endte han fast og direkte, hvor han ikke fjernede sig en millimeter, men forblev siddende og stirrede hende i blikket med en irriteret mine. Han vidste godt at han var vampyr, og at han slet ikke burde have opsøgt hende, men han havde bare været nød til at se hende! For hendes skyld, satte han gerne livet på spil hver dag! Desuden gad han slet ikke høre på, at han ikke kunne få hende, for der var altid valg i livet! Han skubbede sig roligt tilbage og ned at sidde, selvom han forblev tæt på tremmerne, så hun nu var i stand til at kunne nå ham, hvis hun stak en hånd ind gennem tremmerne. Han så blot olmt og irritabelt på hende, uden at se andre steder hen, som han blot lyttede til hendes ord. Han fnøs kortfattet til hendes ord. ”Så jeg skal tage imod hjælp fra en gammel nisse og noget morgenmad?” spurgte han spidst, uden at se væk fra hende. Han vendte roligt blikket væk fra hende og i stedet for til siden, hvor han trak vejret dybt og kort efter sukkede tænkende. Han vendte roligt blikket mod hende ved hendes sidste ord. Hun ønskede ikke at miste ham? Det var jo allerede sket, selv før han havde bidt hende, fordi han var vampyr og hun var gift! ”Og hvad er det så de skal ’hjælpe’ med?” spurgte han sammenbidt og betragtede hende afventende.

[Deleted]

Elanya vendte blikket stille mod Derick. Det var virkelig heller ikke fordi at hun ønskede at skændes med ham, for hun hadet det virkelig! Hun hadet at skændes, og da specielt med ham! I sig selv, så kunne hun jo godt forstå ham nu og det var jo heller ikke fordi at hun klandrede ham slet ikke for at have bidt hende, for.. ja, hun kunne vel bare have ladet være med at stoppe ham, så havde der heller ikke været det største problem. Hun var gået imod guderne netop ved at indgå det ægteskab, men hvad gjorde man ikke for landets overlevelse? Det var ligesom lidt i den bane at hun måtte tænke, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt, men hun prøvede da om ikke andet! Hun følte endelig at hun kunne gøre noget og gøre noget rigtigt, så var det vel heller ikke helt underligt, at hun gjorde som hun gjorde det for denne stund, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo heller ikke fordi at hun ville gøre det største ud af det, når det endelig måtte komme til stykket. De smaragdgrønne øjne hvilede på hans skikkelse, som han havde valgt at skulle sætte sig tæt på hende. Ikke fordi at det var noget som hun ville have det mindste imod når det endelig måtte komme til stykket. Hun sukkede indædt og rystede på hovedet, selvom hun nærmest endte ramt af et chok, da han rev sig helt hen til tremmerne, nærmest som han prøvede at trykke sig igennem dem, selvom hun udmærket godt vidste, at det slet ikke var muligt for ham på nogen måde. Hun vendte blikket direkte mod ham og med den tydelige overraskelse. Hun mærkede hjertet slå fast mod hendes bryst. Hun prøvede jo bare at hjælpe ham og.. ja, det var vel egentlig bare at.. vente på hende et sted? Hun bed sig let i læben. Hun regnede nu heller ikke med at blive siddende på tronen, for det afholdt hende virkelig fra alt det som hun måtte holde af ellers og det var slet ikke noget som hun ville kunne kaste fra sig på længere sigt – Ham inkluderet der! Hun sukkede stille som han trak sig, selvom det nu glædet hende, at han havde sat sig så tæt på, at hun faktisk kunne nå ham. Hun trak sig helt tæt på, kun for at lade en hånd søge igennem tremmerne. At han kunne bide sig fast, vidste hun godt, men hun.. stolede vel på ham? Det var sådan som hun så på det. Hun prøvede at gribe ud efter hans hånd. ”Jeg bliver ikke på tronen til evig tid, Derick, så lyt til mig..!” endte hun med en næsten frustreret stemme, selvom hendes stemme var forbeholdt en anelse mere stille send det som den havde været fra før af på denne her måde. ”Jeg har snakket med dem begge to.. Nathaniel kan ved hjælp af magien, få dit hjerte til at banke endnu en gang, som et levende væsens og Lucas kan konvertere dig til en lys race.. Så du kan blive her i landet,” forklarede hun videre. Hun ønskede virkelig ikke at miste ham og at han jo så ikke kunne se det, var noget som virkelig måtte frustrere hende og noget så frygtelig voldsomt i den anden ende, at man skulle tro at det var løgn. Hun vendte blikket let mod ham og med hovedet let på sned. ”Men.. det er jo kun hvis det er noget som du vil,” afsluttede hun stille. Hvis han ikke ville, så var det jo solen som måtte vente på ham, hvad end om hun ville det eller ikke, men regler og love, skulle jo hun så selv følge, selvom det vel nok blev Jason som skulle udstå den straf?

[Deleted]

At hun fik et mindre chok, da Derick endte helt tæt på tremmerne, gjorde han intet ved, for sådan reagerede de fleste jo, når en vampyr brugt sin hurtighed og pludselig endte foran én. Han ønskede ikke at der skulle være noget som skulle skille ham fra hende, men om han så ville det eller ej, så var der bare en masse som spillede ind, som gjorde at han ikke var i stand til at få hende, noget som virkelig måtte frustrere ham uden lige! Han savnede hende frygtelig voldsomt, og nu hvor hun var så tæt på, så blev hans længsel egentlig kun større, specielt fordi disse tremmer måtte holde ham fra hende! Men på den anden side, så var det også til det bedste, for han var næsten bange for at han bare ville overfalde hende igen, selvom han tydeligt kunne mærke at han denne gang havde langt større kontrol end sidst, for han følte faktisk en så stor afsky overfor sig selv, at han mistede appetitten ved at sidde hende så tæt, for han var jo faktisk sulten, netop fordi han ikke havde fået noget blod i nogen dage. Flasken hun var kommet med, lå dog bag ham og han ville jo nok drikke det, når hun endte med at gå, for ellers blev sulten bare for stor og så vidste han jo godt at det endte galt. Hans blik faldt roligt på hendes hånd, som hun valgte at gribe ud efter ham, hvor han i de få sekunder, flere gange overvejede frem og tilbage om han skulle tage imod hendes hånd eller afvise hende, hvor han helte mest til det sidste, for afviste han hende, så var han sikker på at han ikke endte tæt på hende, så han ville ende med at bide hende igen, dog valgte han alligevel at gribe omkring hendes hånd, som han gav et blidt klem, også for at vise at han ikke var ligeglad med hende, for han elskede hende jo faktisk. Højere end noget andet, det var også derfor han hadede sig selv for at have gjort hende ondt, som han havde! Han kunne virkelig ikke have den tanke! Og det gjorde virkelig henrettelsen noget mere fristende! Han betragtede deres hænder, inden han vendte blikket mod hende, som hun bad ham om at lytte til hende, hvor hun næsten lød lettere desperat. Han fnøs ganske let til hendes ord og vendte igen blikket fra hende og endte med at se til siden, dog slap han ikke hendes hånd. Han rystede let på hovedet, næsten som om at han ikke troede på hende. Hun ville gøre ham til en del af lyset? Det havde han jo aldrig prøvet før. Han havde altid været af mørket, først vampyr, så dødsengel, så alkymist og nu vampyr igen. Han lod let sin tunge stryge tænkende over sine læber, inden han vendte blikket mod hende igen. Han slap endelig hendes hånd, som han dog valgte at komme helt hen til tremmerne igen, hvor han lod armene stikke ud over, som han hvilede afslappet op ad dem. ”Virkelig? Hvis jeg selv går med til det?” gentog han en anelse sarkastisk. ”Og hvis jeg ikke gør? Henretter du mig så?” spurgte han en anelse kynisk, hvor det sarkastiske smil hvilede på hans læber. Nok han var en anelse hård mod hende, men et sted var det vel også bare for at teste om hun ville dræbe ham eller ej. Han ville vide hvad han havde af muligheder, for et sted var han faktisk ikke meget for at være en del af lyset, det havde han jo aldrig været, det havde altid været fjenden, så.. hvad nu hvis han ikke kunne finde ud af at være en del af det?

[Deleted]

De vampyriske fordele, havde Derick aldrig nogensinde gjort brug af overfor Elanya, så selvfølgelig var det noget som gjorde hende direkte overrasket. Hun vendte blikket mod ham. Direkte havde hun jo heller ikke lyst til at skulle henrette ham, selvom lovene var sådan! Om ikke andet, så blev det i hvert fald ikke hende som skulle udstå den straf, for det ville hun da slet ikke kunne bære! Hun prøvede desperat at søge efter huller i lovene, netop for at få ham fri og han kunne ikke se det? At han var så grebet af sin egen medynk, var noget som direkte måtte gå hen og irritere hende! At han dog alligevel valgte at tage omkring hendes hånd, var noget som lettede hende. Han afviste hende med andre ord ikke helt, hvilket i den grad også måtte være ham en lettelse uden lige, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket stille mod ham, som hun sendte ham et stille smil. At han så slap hende for at komme helt hen til tremmerne igen, hvor han lod sig hvile direkte afslappet. Ikke fordi at det gjorde hende noget, men det toneleje var bestemt heller ikke noget som hun brød sig om på nogen som helst måde overhovedet. Hun bed sig let i læben. Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at skulle skubbe ham væk, også selvom hun vidste at det var det, at hun var.. uopnåelig for øjeblikket, selvom det nu kun ville være et spørgsmål om tid. Hvad hun oprigtigt var ude efter, så var det at få freden og roen tilbage til landet, lade borgerne igen stille sig tilfredse med det som de kunne få og det var virkelig også det som hun var fuldkommen opsat på, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun sukkede indædt. ”Jeg vil ikke lade dem gøre det, medmindre, at du ønsker det og går med til det, Derick. Det er jo trods alt dit liv der er snak om,” fortsatte hun stilfærdigt. Lovene var faste og hun vidste, at lige netop den der, så var der ingen kære mor og det vidste hun godt. Mange af lovene var jo trods alt også hendes egne! Hvilket faktisk måtte være en kende frustrerende, men hun var jo faktisk nødsaget til at opretholde dem, specielt nu hvor hun måtte stå som dronning selv. ”Jeg kunne aldrig nogensinde drømme om at lade dig blive henrettet Derick, og da specielt ikke for min hånd!” At han kunne sige det, var slet ikke noget som hun kunne forstå sig på, på den ene eller den anden måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun satte sig selv helt tæt til tremmerne, hvor hun hævede hånden og lod den stryge mod hans kind. ”At skænke dig lyset er en vej.. ellers..” Hun sukkede stille. Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at stille sig selv værre end det som hun måtte være allerede i forvejen! Hun sukkede indædt. ”Ellers så lader jeg låsen stå åben.. så du kan komme ud. Jeg vil under ingen omstændigheder være den som skal ende dit liv for solens stråler!” endte hun med en langt mere frustreret stemme. At han jo så ikke troede på hende, var jo faktisk noget som gjorde ondt, men at lade ham blive straffet for noget som hun kunne have undgået bare ved at lytte til ham, så var det jo slet ikke noget som hun ville lade komme på tale!