Home sweet home.

[Silia D. Diamaqima]

Når det kom til børnene så havde Faith bare valgt at give op, for hun kunne ikke give ham det svar som han ønskede. Børnene ville ikke være i stand til at ordne dette på egen hånd, de behøvede ham og manden var blind for det, hvilket faktisk frustrerede hende. Den samtale kunne de altid tage senere, men ligenu ønskede hun faktisk at holde fast i at de ikke skulle spilde tiden med at råbe og skrige, særligt ikke når han i det store og det hele bare kunne vente døden. Hvis han formåede at holde sit løfte, så ville han komme til at skulle give hende endnu et, for hun var træt af at holde bånd på familien men forgæves, det drænede hendes energi, og det var trods alt stadig hende der var offer for de mange frustrationer. Stemningen var atter lettet, hvilket kun glædede hende, for det andet var ikke værd at spilde tiden på nu, og særligt ikke når det nu var et spørgsmål om tid, før deres tid sammen igen ville blive revet fra dem. Hånden lod hun roligt førers tilbage mod hans nedre mave region, og strøg med de samme yderst blide kærtegn, for hun ønskede ikke at komme ham på tværs, det havde aldrig været hendes mening, og hun ville ikke udfordre skæbnen – ikke denne gang vel og mærke, også selvom det var noget hun ellers plejede at gøre meget i. Faith gengældte lidt prøvende hans smil, også selvom det kom hende naturligt. ”Jeg kunne se dig stryge min kind, men ikke føle andet end kulde. Det er det mest frustrerende, jeg i mit liv har været udsat for,” med gav hun stille, også selvom hun ikke kunne holde smilet borte, det var trods alt minder den dag i dag, og bedre end så mange andre de sad med. -Hun lod sig trække tættere på ham også selvom det kom en anelse bag på hende, særligt efter at han havde valgt at afvise hende, tavst men det havde været der. Den hemmelighedsfulde mine var en som hun kendte alt for godt, og som regel så tegnede det godt. Hun lod hovedet glide mod hans krop, puttede sig ind til den, nu hvor han næsten havde givet hende en form for tilladelse til at komme ham nær. ”Det vil altid være dig min kære. Det er desværre en forbandelse du må leve med selv i dit liv efter døden,” endte hun dog med en ærlig tone, for hun mente det skam. Læberne mødte hans, hvor hun selv valgte at holde kysset. Blikket gled stille i, mens hun måtte give sig hen til ham. Den forsigtige hånd mod sit bryst, var kun noget der jog et sug igennem maven på hende. Hun pressede sig en anelse mod hans hånd, mest for at vise ham at det var okay, for det føltes bestemt godt. Hun havde altid nydt hans kærtegn, den bekræftelse det var og den varme han formåede at sætte i hende. Hun lod ganske blidt hånden stryge over hans mave og blot en anelse længere ned, også selvom hun endnu ikke var i nærheden. Hun ønskede for pokker bare at være tæt på ham, blot for denne ene stund, inden han atter ville forlade hende, var der noget galt i det?

[Kimeya Marvalo]

Kimeya ville virkelig ønske at han vidste hvad han skulle høre med børnene, men han havde virkelig ikke nogen anelse, og et sted så var det også den tanke som skræmte ham, men selv det var ikke noget som han ønskede at vise, selvom han virkelig forsøgte at skulle træde frem så meget som det nu måtte være ham menneskelig muligt, men det var heller ikke altid lige nemt for ham. Lige nu var fokusset flyttet hen mod det kommende problem, hvilket også var noget som han kunne følge hende i. Det at hun direkte var så bekymret for at miste ham, var noget som virkelig varmede om hans eget sind og hans sjæl, også fordi at det jo i det store og hele, faktisk også var en bekræftelse som han havde brug for, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han sendte hende et stille smil, for han kunne i den grad godt huske det! Hånden hævede han og strøg mod hendes kind, nu hvor han også havde muligheden, hvor han kunne mærke hende, så var det helt klart også det som betød mest for ham selv. ”Jeg ville hellere undvære dig helt, end jeg ville undvære dig halvt.. Det viste mig bare, at jeg slet ikke var klar til at give slip på dig – og det er jeg stadig ikke. Jeg kan love dig, at det ikke vil ske igen, min egen.. Aldrig nogenisnde,” endte han sigende og med den samme rolige mine som tidligere, for det var jo heller ikke fordi at det var en løgn i den anden ende. Han ønskede slet ikke at miste hende, og han ønskede heller ikke at hun skulle tage det så hårdt. Det kunne måske godt virke som han havde planer, og et sted så havde han vel også? Ikke fordi at det var noget som han sagde noget til ellers og det var heller ikke noget som han ønskede at indføre hende i, også fordi at det var bedst hvis hun ikke vidste noget – bare i tilfælde af hvis det skulle gå galt, også selvom han slet ikke frygtede for døden af den grund, for det havde han virkelig ikke nogen grund til, havde han? Han vendte blikket mod hende, også selvom han tydeligt kunne mærke hendes hånds vandring, da den tydeligt havde sin påvirkning af ham selv! Han lagde armene godt omkring hende, så han kunne holde hende tæt ind mod sig. ”Det er ikke en forbandelse min kære.. tvært imod, så er det en velsignelse,” endte han med en dæmpet stemme før han lod læberne møde hendes. Han holdt kyset, også fordi at han endelig havde fået hende tæt ind mod sig igen, og det var noget som han helt klart også nød! Brystet som hun skød mere mod hans hånd, tog han som en tilladelse til at tage lidt mere fat, hvilket han også gjorde, selvom det var ganske forsigtigt. Hånden lukkede sig let omkring det lille bryst som han startede en mild og ganske forsigtig massage af, som han selv havde trykket hende tættere ind mod sig. Pludselig kunne hun ikke komme tæt nok på ham!

[Silia D. Diamaqima]

Faith måtte erkende at hendes tanker var præget af destruktive tanker, der tvang hende til at slippe grebet, for hun kunne ikke mere. Børnene var håbløse, hun havde forsøgt at få dem til at gøre noget, hun havde forsøgt at holde båndene samlet om familien, men den var smuldret mellem hendes finger, hvilket kun lagde et større ansvar på hendes skuldre, for hvor pokker skulle børnene ellers gå hen når de behøvede nogen? Kimeya var selv forsvundet, og det var ikke til at holde fast om ham, derfor forsøgte hun af hele det blødende hjerte. Lysten til at miste ham var virkelig ikke stor. Man kunne vel sige at han var den sidste der var i stand til at tilfører hende blot en smule energi, også selvom han som oftest endte med at dræne hende? Hånden lod hun blidt stryge langs hans kind. Fingrene søgte nysgerrigt ned over hans ru læber. Hun så ham i blikket. ”Jeg har forsøgt at give slip, det gør altid lige ondt,” hviskede hun stille. Hendes næver havde altid knyttet ham så tæt til sig, at hun nok i sidste ende var endt med at kvæle ham, men hvad pokker skulle hun gøre? Han var den eneste mand hun nogensinde havde elsket, og idet hun følte at hun ikke kunne leve op til hans behov og ønsker, så begyndte hun at klamre sig til det lille håb, klamre sig fast til ham også selvom der måske ikke havde været behov for det. Faith trak sig tættere på ham, knugede sig ind til hans krop, og klamrede fysisk til ham som hun altid havde gjort mentalt. Vandet var endnu en behagelig temperatur, hvilket selvfølgelig nok mest skyldes, den varme som han havde formået at sætte i hende, og som lod hendes blege hud fungere som et varme kilde i sig selv. Der var så forbandet stille.. den samme tavse stilhed som hun havde mødt da hun var trådt ind af døren den første gang.. dette mindede endnu om dette, foruden den fortvivelse der hærgede hende sind, ved udsigten til at skulle se ham i galgen. Hun ønskede at holde ham tæt, at føle ham inden hans sjæl blot ville være det stille strøg over kinden. Det handlede ikke om behov, men om den længsel der eksisterede i hendes sind, og som kun blev vækket af hans kærtegn. Regnen var begyndt at slå mod ruden, men indenfor var de trygge og varme. Hånden drog i et stille stryg ned over hans hals og videre ned over brystet kun for at søge tilbage mod hans mave. Denne gang var der ingen tavs afvisning. ”Kærlighed vil altid grænse mellem begge,” endte hun stille. Sandt var det trods alt. Det ville både være en smerte og en velsignelse, sådan havde det altid været. Det intense kys brød deres ord, og efterlod dem kun i stilheden. Hånden mod sit bryst, formåede at sætte en sitren i hendes indre. Måske der ikke var meget at tage fat om, hun havde aldrig været særlig stor, men om ikke andet så føltes det stadig fantastisk. Hun lod hånden søge blot en anelse længere ned, også selvom hun endnu ikke søgte den direkte kontakt. Kysset brød hun kun for at fortsætte dem ned over hans hals. For et øjeblik forsvandt de mange bekymringer og fortvivlelsen, hvilket gjorde det muligt for hende faktisk at nyde det.

[Kimeya Marvalo]

Børnene var ikke et punkt som Kimeya nogensinde ønskede at opgive, men han følte virkelig ikke at han havde noget andet valg, og den tanke alene, var noget som virkelig måtte frustrere ham, for det eneste som de viste ham, var jo at de ikke ville have noget med ham at gøre, og så længe at han havde det som han havde det, så var han jo trods alt heller ikke i stand til at skulle opsøge dem, hvilket kun ødelagde det hele! Ikke at det var det som han ønskede at tænke på lige nu, hvor det faktisk var Faith som havde den store betydning for ham, og den hyggelige stund som de nu havde med hinanden, for det var ikke noget som han kunne huske, at de havde haft igennem frygtelig mange år, så selvfølgelig var det også noget som gjorde utrolig meget for hans vedkommende! Et svagt smil passerede roligt hans læber, han vidste skam godt at det valg som han havde gjort med henblik på dronningen af Dvasias, ville få varige konsekvenser, men så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vidste hvad der kunne se – som den værste konsekvens, men af den grund, så var det også noget som han faktisk havde garderet sig imod, selvom det nu heller ikke var noget som han ville fortælle hende. Det var i den grad vigtigt, at det virkede ægte allerede fra start af. ”Det er den følelse som efterlader det mest smertefulde stik. Jeg kan ikke.. og jeg har heller ikke lyst,” endte han sigende. Hvis dette samtidig også var ham en mulighed for at åbne lidt op og faktisk fortælle hende omkring de følelser som han faktisk brændt inde med, så var det selvfølgelig noget som gjorde det hele langt bedre, også for hans vedkommende, også fordi at han kunne fornemme på hende, at hun faktisk også lyttet til ham! At hånden hvilede så langt nede, men ikke langt nede nok, var faktisk en tanke som.. pirrede ham. Og selv det, var ikke noget som han havde oplevet i årevis, hvilket helt klart også kunne mærkes, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hans hjerte hamrede mod hans bryst som intet andet, for det var en form for.. spænding. Han havde ikke haft nogen tæt på sig igennem frygtelig lang tid, og desuden så var det jo kun hende som han ville have! ”Og det er det jeg kan lide,” endte han sigende, som han valgte at besvare kysset. Hånden fortsatte lege med hendes bryst, også selvom det var ganske forsigtigt. At hun valgte at bryde kysset, kun for at fortsætte nedover halsen, var noget som han blottede mere end glædeligt for hende, for den følelse som det efterlod ham med, var virkelig fantastisk! Alle bekymringerne kunne de tage senere!

[Silia D. Diamaqima]

Nu hvor de udmærket var klar over hvordan fremtiden så ud, så ville det uanset blot blive en pine for børnene, hvis han forsøgte at ordne op nu, for at skulle hænges i galgen kort efter, det ville trods alt heller ikke være retfærdigt. For nu ønskede Faith virkelig blot at tage en ting af gangen. Han havde slået landets dronning ihjel, en dronning som havde taget alt fra dem i sin tid, men som han alligevel var endt med at tjene kun for at vende hendes ryggen. Endnu engang for hendes skyld, hvilket selvfølgelig kun var en tanke der varmede, at han direkte var villig til at slå ihjel for hende selv efter de mange år og de mange kontroverser. Før eller siden ville han selvfølgelig blive fundet skyldig, alt andet ville være naivt at tro, og eftersom hun allerede var udvist fra landet, kunne hun selv med god samvittighed lade være med at melde noget som helst, hvilket om ikke andet hjalp lidt på det. Kimeya havde tydeligvis noget i sinde, eftersom han gang på gang påpegede at han ikke havde tænkt sig at forlade hende nu, men han havde tydeligvis ikke tænkt sig at indvie hende, men hvis hans plan slog fejl og hvis hun faktisk skulle til at undvære ham, så ønskede hun ikke at spilde tiden, men frem for alt forberede sig mod den længsel som hun vidste ville bygge sig op i sit sind og i sin sjæl. ”Så lad være?” foreslog hun en anelse kortfattet, for det var vel i virkeligheden så nemt, ingen af dem kunne give slip, var det så ikke direkte dumt, overhovedet at prøve? Denne gang lyttede hun skam til ham, også fordi hun ikke gad at skændes med ham og da særligt ikke nu. Det sitrede under hans hænder. Afvisningen havde ganske vidst slået hende en smule ud af kurs, men nu halede han hende langsomt tilbage. De havde ikke været så tætte i årevis, for der havde hverken været tid eller direkte lyst. Hun trykkede sig mod hans krop, kæmpede mod modstanden fra vandet der forsøgte at skubbe den lette vægt oven vandt. Hendes kærtegn af ham var yderst blide og et sted forsigtige, også selvom han ikke havde trukket sig fra hende. Kysset havde hun valgt at bryde kun for at fortsætte dem ned over hans hals. Efterhånden var det vel også ved at være klart for ham hvor hun ville hen? Hendes hjerte slog selv de rytmiske slag mod brystet, for et sted var dette vel næsten et.. eventyr i sig selv? Fingrene lod hun kort stryge over hans ædlere dele, næsten som havde det været et uheld, og kun for at være i stand til at undskylde den i tilfælde af at han skulle trække sig. Bekymringerne ville hun tage senere, for nu ønskede hun bare at hvile i hans varme, trygge favn. ”Jeg elsker dig, Kimeya,” hviskede hun mod hans øre. De ord ville hun virkelig aldrig blive træt af at sige, ikke med den sandhed der faktisk lå bag dem.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt, hvad det var han stod til, selvom det bestemt heller ikke var noget som gavnede situationen. Han havde ingen intentioner om at gå i døden fuldstændig – heller ikke denne gang, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han havde lyst til at indvie hende i, om det nu var noget som man nu ville det eller ikke. De grågrønne øjne hvilede på hendes skikkelse og med det næsten så kærlige glimt, som man nok heller ikke havde set igennem frygtelig mange år. Et stille smil passerede roligt hans læber til hendes ord, hvor han let trak på skuldrene. ”Det er til tider virkelig lettere sagt end gjort,” endte han sigende og med det samme stille smil på læben. Hans arme hvilede endnu om hende, kun fordi at han virkelig ønskede at mærke hende så tæt på, og så tæt på, som det nu måtte være ham menneskelig muligt, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han blinkede let med øjnene og uden at skulle se det mindste væk fra hende. At mærke hende tæt på, at sidde med hende i sin favn, og endda uden at hun skjulte sig for ham, var noget som helt klart gjorde så frygtelig godt tilpas, at man direkte skulle tro at det måtte være løgn, for det var jo faktisk sådan at det var! Følelsen, var virkelig utrolig i den anden ende! Hans hjerte hamrede mod hans bryst, da han roligt kærtegnede hendes. Måske at det ikke var særlig stort, men det var der, og det var egentlig det som i bund og grund, havde betydning for ham i den anden ende. Han havde hende, og det var helt klart det som gav ham en følelse af at være.. komplet. Halsen havde han blottet for hende, også nu hvor det roligt måtte gå op for ham, hvilken retning dette måtte tage, om det var noget som man ville det eller ikke, for han kunne jo heller ikke skjule det behag som hun formåede at sætte i ham på denne her måde, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hendes let og meget korte strøg over hans ædle dele, var noget som fik hele hans krop til at sitre og dirre noget så frygtelig voldsomt, hvor et dæmpet suk også måtte bryde hans læber. Han lyttede til hendes hvisken mod hans øre. Nu hvor hun alligevel formåede at vække den dirren i ham, den evige lyst som havde ligget i dvale, så kunne han bestemt heller ikke fortsætte med at ignorere det på nogen som helst måde! Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang, som hans hånd roligt slap hendes bryst, kun for at lægge sig mod hendes kind som han strøg ganske let. ”Jeg elsker også dig, Faith. Højere end det som jeg kan elske mit eget liv,” endte han dæmpet, også selvom han i den grad måtte mene det!

[Silia D. Diamaqima]

Det var typisk for de to at sidde her endnu engang. Et sted irriterede det hende, at de igen havde formået at rode sig ud i problemer, som hurtigt kunne ende med at stige dem for meget til hovedet, og særligt nu hvor Nathaniel lå for døden, og ikke var i stand til at skænke dem en hjælpende hånd. Manden havde for pokker reddet deres ende mer end blot en gang, og særligt nu hvor det kom til døden. Hvad end Kimeya havde i tankerne, så kunne det ikke være noget der vedrørte den mand, for i hans tilstand kunne han ikke gøre synderligt meget. Det kærlige glimt var bestemt ikke et hun havde set gennem så mange år, hun blev næsten overrasket over at se det! Det var lang tid siden at han havde set sådan på hende, normalt havde det blot været skulende blikke og en lettere grynten. Hun nikkede næsten sørgmodigt. Desværre havde han jo ret. Det var for let at give slip til tider, særligt når vreden overmandede dem. ”Måske. Men vi spilder tiden mere med det andet. Forestil dig alt den tid hvor vi kunne have været.. sammen som nu.. i stedet for det andet,” tilføjede hun stille, også selvom der var en snert af frustration i hendes tone, for hun kunne virkelig ikke fordrage det. Måske de sad tætte, og deres kroppe var trukket mod hinanden, men det var ikke tæt nok. Hun havde ikke haft ham eller nogen anden så tæt på sig, gennem så frygtelig mange år. Det var et behov som hun havde lært at ligge på hylden, men nu dukkede lysten op, begæret og den søgen efter både bekræftelse og tryghed. Hans var så fantastisk varm. Hun puttede sig i hans arme, lagde sig til rette i hans favn, med muligheden for faktisk at kunne røre ham, mens hun selv nød hans kærtegn. Faklerne omkring dem blussede op. De seneste par måneder havde der ikke været tid til træning, så i virkeligheden formåede hun bare ikke at kontollere den flamme han lod brænde under hende. Vandet omkring dem var malet rødt af hendes blod, men foruden det så gjorde hun intet for at skjule sig, det var ikke noget der eksisterede hende i øjeblikket. Sukket der brød hans læber var kun noget som satte næsten en lettelse i hende, for det kunne da umuligt være en skidt ting? Kinden lod hun blidt falde mod hans hånd, og lod blikket glide i hans. Hendes læber spillede i et varmt smil. ”Jeg ville ønske at det ikke var sandt,” hviskede hun stille, også selvom det slet ikke var ment negativt! Havde han ikke bevist de ord her til aften, så ville hun ikke have været tvunget til at give slip på ham atter en gang. Hånden gled stille mod hans bryst, strøg med blide fingrer ned over det mærke som passede med hendes hånd. Hun havde mærket ham som sin for altid, og det ville aldrig forsvinde.

[Kimeya Marvalo]

At de skulle sidde der og lege bagkloge begge to, var bestemt heller ikke noget nyt. At de jo så formåede at snakke sammen om tingene, uden at skulle hidse sig op, var faktisk det som Kimeya direkte måtte se på med overraskelse, for det var faktisk noget nyt! Et sted så.. mente de vel begge to også alvor nu, og det var grunden ene og alene til at de gjorde som de gjorde? Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste, for han kunne faktisk godt lide at snakke! Hvad han havde i tankerne var ikke nødvendigvis noget som involverede Nathaniel, for de vidste godt alle sammen, at den mand ikke havde lang tid igen, også selvom han virkelig havde reddet deres røv så frygtelig mange gange, for det havde han virkelig! Kunne han gøre noget for manden, så havde han gjort det, for det var i den grad også noget som man kunne sige sig, var nærmest påtvunget i den anden ende, for de skyldte ham virkelig! Et svagt træk fandt dog alligevel vejen til hans mundvige, som han roligt lod hovedet søge let på sned. Dronningen skulle de ikke tænke på og skulle han være ærlig, så var det bestemt heller ikke der hans tanker måtte befinde sig i denne stund, for det gjorde de bestemt heller ikke, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg ved det godt, Faith. Jeg tror at du, lige så meget som jeg selv, gør.. hvad vi kan for at.. gøre hinanden ondt, når vi er vrede?” Han rynkede let på næsen og med det samme rolige smil på læben, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn i den anden ende. Han kuklo ganske let. Ikke fordi at han synes at det var morsomt! Tvært imod! ”Men vi har begge lært af det.. og jeg vil mene at det er det vigtigste,” endte han ganske sigende. De kunne snakke nu. Det kunne de bestemt ikke for bare nogle få år siden, så det var jo helt klart et skridt i den rigtige retning, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at tingene måtte forholde sig i den anden ende. At hun alligevel havde strejfet hans underliv, var noget som efterlod ham med en voldsom sitren i hele kroppen, for følelsen af det, var virkelig fantastisk! Han var mere end villig til at opgive sit liv for hende, og det havde han været siden han lærte hende at kende, hvilket nok aldrig nogensinde ville forandre sig for hans vedkommende. Han betragtede hende roligt ved hendes ord, hvor hans arm roligt sneg sig helt om hende, kun for at trykke hende mod sig, selvom det var frygtelig forsigtigt, for han ønskede jo heller ikke at hun skulle have ondt eller noget som helst. Han lagde en finger roligt mod hendes læber, som han direkte ønskede at hun skulle holde mund. ”Jeg tror begge vi kender straffen for den forbrydelse som jeg har begået Faith, men af den grund, så skal du ikke tro at jeg kommer til at fortryde.. Hold det godt ved lige. Det vil ikke blive sidste gang du ser mig,” endte han sigende og alligevel med en ganske alvorlig stemme, for han mente det helt klart i alvor! Han trykkede hende forsigtigt tæt ind mod sig. Et sted vel også for at trøste hende?

[Silia D. Diamaqima]

Det at de faktisk formåede at snakke sammen var i sig selv noget ganske nyt, men hun nød det faktisk mere end hun lige havde regnet med. det var ikke nær så.. ødelæggende som det andet de formåede, og det var en tanke som hun godt kunne lide. Måske at der endnu kunne læses frustrationen, men uden skældsordene så gjorde det slet ikke så ondt. Dette var dog noget som han altid havde været langt bedre til end hun havde, ordene var ikke i sin magt, men mere var der jo heller ikke at gøre ved det. Ikke nok med at hendes familie smuldrede mellem fingrene, nu begyndte de også at forlade hende til fordel for døden.. der måtte virkelig være noget helt galt med hende, det var dog ikke noget hun sagde højt, det var trods alt blot en frustreret kvindes tanker. ”Det gør vi. Hvis den ene sårer, skal den gerne sårer endnu mere om muligt,” medgav hun og trak svagt på skuldrene. Det var om ikke andet det hun gjorde. Hvis han sårede hende, så skulle hun bestemt sørge for at sårer ham endnu mere end han havde formået, og efter Yuuki så var den tanke bare.. blevet ukontrolleret, for hun havde aldrig været i stand til direkte at ligge det bag sig. Hun plantede et lidt drilsk kys mod hans næsetip, og sendte ham et lille smil. Det at de snakkede nu, beviste jo kun at de begge var alvorlige, at ingen af dem lystede at skulle råbe af hinanden på den måde. ”Vi har begge lært. Bare ikke nok til at stoppe åbenbart,” påpegede hun dog lidt drilsk, for det var heller ikke fordi hun ønskede at skulle skabe en ny diskussion. Hånden lod hun stille dale fra hans bryst, og denne gang en anelse mere modigt hele vejen ned over maveregionen og ikke mindst hans underliv, kun for at lade den søge mod hans lår, hvor den blev liggende i hvile. Hun lod sig trykkes ind til hans krop, og søgte den trøst som hun havde brug for. Måske det stak lidt under huden, men i vandet følte hun det slet ikke på samme måde, det ville først være et helvede når de trådte op af karet. Hun tav i samme øjeblik han lod fingeren glide mod sine læber, og betragtede ham en anelse forundret. Hun kyssede blidt hans finger, mens hånden forlod hans lår kun for at fjerne den. ”Jeg kender udmærket straffen for din forbrydelse, Kimeya. Men du beder mig om at stole på dig, denne ene gang, og du har ret.. du fortjener en chance, så jeg vælger at se frem til at se dig igen,” endte hun roligt, og lod fingrene løbe over hans læber i stedet, ikke for at få ham til at tie, men mere et tydeligt tegn på at han end ikke behøvede at sige mere om den sag, for hun havde allerede besluttet sig. ”Men indtil kongen kommer, vil jeg gerne nyde lidt tid med dig. For en gangs skyld,” hun lagde sig op af ham, med ryggen ind mod hans bryst, og hovedet hvilende mod hans skuler. Et yderst tilfreds smil hvilede over hendes læber, for hun følte sig virkelig tilpas hos ham!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne faktisk rigtig godt lide den tanke om, at de faktisk bare kunne ligge der og snakke, også fordi at det slet ikke var noget som de var vant til at gøre, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han vendte blikket roligt mod hendes skikkelse. At hun selv måtte tage det hårdt og alligevel give ham ret, var en tanke som han rigtig godt kunne lide, for det var noget som gjorde det hele bedre og ikke mindst nemmere for hans eget vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nikkede stille. ”Nemlig,” endte han dæmpet. Hun havde slået op med ham, og han havde gjort igen ved at kyle hende på port, selvom hus og det hele faktisk måtte stå i hendes navn. Ja, visse ting lærte de bare aldrig nogensinde, selvom det bestemt heller ikke var noget som altid gjorde det hele nemmere for dem, for det gjorde det bestemt heller ikke! Han vendte blikket let ned mod det blodige vand, også selvom det ikke rørte ham på nogen måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. som en del af deres liv og familie, så var blod efterhånden bare hverdag. Det forundrede ham først de dage, hvor man intet så! ”Vi burde bare gøre det alligevel,” endte han dæmpet. Det kunne godt være at det ar svært, men det var efterhånden ved at blive så meget hen af en vane, at det var noget som han gjorde uden egentlig at tænke over det, selvom det bestemt heller ikke nogen tvivl om at han virkelig var villig til at gøre en indsats, for det var han virkelig! Straffen ville falde før eller siden, Alexander ville komme og hente ham, og det vidste han udmærket godt, selvom det måske ikke altid var noget som han havde helt lyst til at tænke på bare sådan. At hun gjorde de tydelige tegn til at bede ham om at tie, var noget som han gjorde helt uden at skulle tænke over det i den anden ende, for han var faktisk mere end villig til at lytte til hende! Han nikkede sigende til hendes ord, som han roligt plantede et kys mod hendes finger, som han også tydeligt kunne mærke at hendes hånd søgte længere og længere ned og så ned mod hans lår, hvilket fik ham til at spænde ganske let. Han kunne faktisk rigtig godt lide det, også fordi at det virkelig var ved at være længe siden at han havde mærket sig af det på den måde. ”Og det er jeg dig taknemmelig for, Faith. Det er alt jeg beder om.. og det er faktisk ikke fordi at jeg beder om særlig meget.” endte han dæmpet. At hun vendte sig i hans favn igen, havde han bestemt heller ikke noget imod, hvor han varsomt lod begge arme søge omkring hende, også selvom den ene næsten automatisk endte ved hendes bryst, som han strøg ganske let. Han kunne virkelig ikke lade være, det var stensikkert! ”Godt..” hviskede han dæmpet, som han lænede sig ned og skænkede hendes kind et blidt kys, kun for at fortsætte ned over hendes hals.

[Silia D. Diamaqima]

Bare på en enkel dag havde hun virkelig lært meget. Først og fremmest så var det på ingen måde det helvede at snakke, som hun ellers før havde følt det, men der var heller ingen form for bebrejdelse at finde hos nogle af dem. Desuden så var det heller ikke direkte flovt at være sårbar. Jaqia havde sparket til en kvinde som allerede måtte ligge ned bogstaveligt talt, og hun havde ikke selv haft nogen mulighed for faktisk at forsvare sig, så Kimeya havde gjort det for hende, og nu lå hun her, i hans stærke favn, og følte sig umådelig lille, men overraskende nok så følte hun sig ikke svag. Det var rart at lade den kontrol gå, og faktisk bare finde en ro og et humør som hun ikke havde tilladt for sig selv, den facade var endelig brudt ned. ”Der er intet at sige til at det hober sig op i sidste ende,” sagde hun stille, og tænkte tilbage på bare det seneste skænderi. Hun havde truet med at gå fra ham, i mangel på opmærksomhed, og han havde synes at hun forsøgte at få for megen af samme.. smidt hende ud fra sit eget hjem. Hun følte sig nu meget velkommen hvis hun skulle være ærlig. Sårene var efterhånden blevet renset, og de var begge så rene som man nu var i stand til at blive i et blodbad, men hun fandt det faktisk meget hyggeligt bare at ligge der. Inden for de fire vægge var der ingen fortventninger, ingen at stille sig bedre for, der var blot de to og stilheden. De dage hvor der intet blod var, var ingen normal dag for deres familie, det var efterhånden prisen for at leve.. hver dag skulle der udgydes blot en smule. ”Det burde vi,” medgav hun roligt. Et suk forlod hendes læber. Hun følte ham spænde under sine fingrer også selvom hun ikke rigtigt vidste om det var en god eller skidt ting. Ingen af dem havde følt det gennem mange år, så om hendes kærtegn overhovedet vækkede det samme begær i ham, som hans gjorde ved hende, var i det hele taget svært at sige, hvilket var en tanke der faktisk frustrerede hende. ”Måske det ikke er meget som sådan. Men for mig er det en stor ting. Jeg stoler på dig,” gentog hun stille. Ordene lå godt i munden selvom det kom lidt bag på hende, for at skænke nogen tillid var faktisk kun noget hun havde gjort med Jared og Nathaniel. Hun lod ham trække hende ind til sig, og lagde sig selv til rette. Hånden mod brystet endnu engang, var noget der selv efterlod hende med en sitren. Hun sukkede stille med det lille smil på læben, for hun nød faktisk at han rørte ved hende, også selvom hendes krop måske ikke var meget at prale af, og slet ikke brystet. Halsen tøvede hun ikke med at blotte for hans kys, det havde altid været et ekstremt pirrende sted i hendes øjne. Den ene hånd gled mod hans lår som hun strøg blidt, mens den anden gled omkring den som hvilede omkring hendes liv og holdte hende ind til sig.

[Kimeya Marvalo]

Det overraskede virkelig Kimeya hvor nemt det var for dem egentlig at snakke om tingene. Det var noget som de helt klart burde have været i stand til for længe siden. Nu hvor han tænkte over det, så var det også noget som Nathaniel havde forsøgt at lære dem igennem mange år, men det var noget som de først så nu, så det var noget som selvfølgelig også gjorde sit for hans vedkommende. Han ønskede ikke at fremstå som svag eller fremstille hende som det samme, for det var jo bare sådan at det var, men det var rart at de kunne snakke om tingene, for det var efterhånden også ved at være på tide at lægge alle de kort på bordet, for det var noget som de også tydeligt havde brug for! ”Det hober sig virkelig op og eksploderer til sidst. Jeg skylder dig en undskyldning fra sidst, Faith. Det har aldrig været min mening at gøre dig ondt,” endte han dæmpet, for sandt var det. Han havde jo kun såret hende og børnene ved at kyle deres mor ud, og selvfølgelig var det noget som han kun kunne fortryde den dag i dag, for tanken om at han skulle undvære hende, var helt klart noget som virkelig måtte gøre så skræmmende ondt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket! Han sukkede dæmpet, som han roligt lukkede armene omkring hende, for det føles godt at sidde med hende. Sårene var renset, og det samme var hans, samt at han nød af hendes varme, samt det varme vand som de måtte sidde med, for det føles virkelig godt! Også fordi at det var en stund som han fik lov til at nyde sammen med hende, hvilket gjorde det hele langt bedre for hans vedkommende. Han smilede let for sig selv ved den tanke alene. ”Og det er det som er det vigtigste for mig, min kære.. Det betyder virkelig meget for mig,” endte han dæmpet. Et sted så skulle Faith bestemt heller ikke regne med at hun ville kunne pirre ham, uden at det ville vække den ene tanke eller to i ham, for det gjorde det i allerhøjeste grad! Hånden strøg hende ganske let over brystet og med den samme rolige mine som tidligere, for det var slet ikke noget som han kunne eller ville lægge skjul på. den endte dog med at forlade brystet, kun for at søge længere ned. Nu var det pludselig ham som ikke kunne få nok, men han forsøgte virkelig at beherske sig, selvom det bestemt heller ikke var nemt på nogen måde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak vejret lettere dybt og uden at fjerne blikket fra hende, for det kunne han ikke. Hun var og ville konstant og for altid være hans eneste ene og dyre bare skat! ”Du betyder alt for mig, Faith.. luk hjertet op for mig igen,” endte han med en dæmpet stemme direkte mod hendes øre. Der var jo trods alt ikke nogen grund til at hæve stemmen eller noget som helst, også fordi at hun virkelig var den kvinde som havde den største betydning for ham nogensinde!

[Silia D. Diamaqima]

Nu hvor de sad sådan, så var det slet ikke til at forstå hvorfor det havde været så svært for dem gennem alle tider. Næsten om ikke andet. Den aften hvor hun havde bedt ham slå hende ihjel for at redde hans eget skind, havde det været en samtale frem for noget andet. Den nat sad stadig frisk i hendes erindring. Nathaniel havde givet op på dem, det vidste hun. Han havde virkelig forsøgt at lærer dem at snakke, men ingen af dem havde lyttet, hvilket kun frustrerede hende nu. Det var for pokker langt lettere når de kunne snakke, uden frygten for at den ene skulle begynde at hidse sig op! Hun nikkede medgivende, for hans ord var jo sande. ”Jeg skylder dig en undskyldning, Kimeya. Jeg..” hun bed sig en anelse i læben. Det var bestemt ikke let for hende at erkende den slags fejl, men pointen var vel at hun gjorde det? ”.. mente aldrig at være påtrængende, jeg ønskede bare at du skulle se mig. Jeg burde have taget mere hensyn,” erkendte hun stille. Børnene havde jo i det store og det hele nok været de største ofre. Deres mor var blevet smidt ud af det hjem, som ellers havde været trygt og godt for dem gennem en længere årrække, hvilket i sig selv næsten var rekord. Disse stunder var så sjældne, at hun selv måtte nyde at sidde i hans favn med armene omkring hende, og bare slappe af. Sårene var slet ikke noget hun skænkede en tanke, for, for dette så havde hvert og et været det værd, det kom hun ikke uden om. ”Efter alle de år føler jeg at du har gjort dig fortjent den chance,” hun lod blikket glide mod hans hage, som forsøgte hun at søge hans blik. Det glædede hende om ikke andet at han værdsatte det. Nu hvor deres begær i det store og det hele ikke havde eksisteret i alt for mange år, var hun faktisk slet ikke sikker på, at hun var i stand til at lede Kimeyas tanker på det sted hun ønskede. På den anden side.. han var jo en mand? Hånden mod hendes bryst var noget som hun i den grad nød. Hendes hjerte slog nervøse slag, for det var næsten som havde det været første gang efterhånden, det var jo så længe siden hun i det hele taget havde følt de kærlige hænder på sin krop. Et sug jog igennem maven på hende, da hånden valgte at søge en smule længere ned. Hun nød vandringe, hun nød følelsen. Hun kunne fornemme hvor behersket han var, så et sted følte hun det vel næsten flovt at den længsel i hendes indre, gav hende den fornemmelse af, bare at måtte trække ham tæt. Vandet steg atter et par grader også selvom hun ikke mærkede sig af det. Forsigtigt lod hun hans anden hånd førers mod sit hjerte, der bankede de faste slag imod hans fingerspidser. ”Det er allerede åbent,” hviskede hun blidt og plantede et stille kys mod hans hage. Det var trods alt sandheden for hun kunne ikke drømme om at lyve for ham, det var helt sikkert!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt, at det var børnene som stod som de store tabere i denne situation, og det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at ødelægge det mere end det som godt måtte være i den anden ende. Blikket gled stille mod Faith endnu en gang. At hun valgte at undskylde overfor ham, var alligevel noget som forundrede ham. Ikke mindst fordi at det var sket to gange på en aften! Og det var slet ikke noget som han var vant til! Et stille smil passerede hans læber, som han roligt kyssede hendes kind. ”Jeg ved godt du forsøgte at hjælpe mig,” endte han dæmpet. Han ønskede virkelig ikke at skændes mere med hende, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være. Han blev liggende med begge arme omkring hende, kun for at holde hende tæt ind i sin egen favn. Det var ikke fordi at han slet ikke kunne tænke logisk, for det kunne han godt, også fordi at hun havde den påvirkning af ham som hun havde, for det var virkelig noget som han helt klart kunne mærke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Han mente virkelig også at han havde fortjent en chance, efter alle disse år, om det var noget som hun nu ville give ham eller ikke, så var det jo bare sådan at han ville det. Et stille smil passerede let hans læber, for han kunne tydeligt mærke at vandet igen måtte blive varmere, hvilket han virkelig morede sig over, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt igen! Smilet bredte sig på hans læber. ”Og det betyder meget for mig, min kære..” hviskede han roligt. Denne gang var det ham og hans tur til at lægge op til noget, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han ønskede ikke at se hende direkte usikker eller noget i den stil, så måtte han jo trods alt i gang, selvom det bestemt heller ikke var nemt altid, for han var vel også bange for at han ville overskride hendes egne grænser? Hånden mod hendes hjerte, gjorde at han kunne mærke hendes hjerte, hvor selv smilet bredte sig på hans læber. Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang, som han lagde hovedet tæt ved hendes. ”Godt.. Stol på mig,” endte han dæmpet, som han roligt lod hånden fortsætte ned, hvor han roligt strøg den over hendes skød og nedover de nedre læber, selvom han var ganske forsigtig. Hånden gled videre over hendes lår, også fordi at han ikke ønskede at virke for frembrusende – og på denne måde, så kunne han vel også gemme det lidt bag en undskyldning, hvis det endelig skulle gå helt galt i den anden ende? Han lukkede øjnene let, som han kyssede hendes hovedbund, nu hvor hun lå så godt og trygt ved ham, for det var en tanke som han selv rigtig godt kunne lide, det var der heller ikke nogen tvivl om! ”Jeg elsker dig, Faith,” endte han dæmpet og tæt ved hendes øre, som hans hånd endnu en gang gled let over hendes skød.

[Silia D. Diamaqima]

Sket var sket, og der var ikke meget at gøre ved det nu, heller ikke selvom det desværre var gået hårdest ud over børnene. I tilfælde af at hans plan skulle lykkedes, og han formåede at holde sit løfte, hvilket hun næsten ikke turde håbe på, i frygten for at blive skuffet, så kunne de vel altid snakke om igen, hvad de skulle gøre med børnene, for hun var ganske enkelt ikke i stand til at tage sig at det familiære helt alene, ej heller selvom de efterhånden var blevet store. Blikket gled en anelse i ved hans stille kys mod hendes kind. Læberne skiltes i et lille smil. Det lettede hende om ikke andet, at han kunne se at hun bestemt ikke havde gjort det for at være i vejen, hun havde faktisk bare prøvet at hjælpe ham, og det var vel tanken der talte? ”Så lang tid du ved at det ikke var for hverken at nedgøre dig, eller et forsøg på at stjæle alt opmærksomhed, så er jeg glad,” hviskede hun sandfærdigt. Jo længere de faktisk lå her og snakkede, jo flere sten lettede fra sit bryst, hvilket hun kun nød af, det var der heller ikke nogen tvivl om. Efter alle de år så følte hun i den grad at han havde fortjent den lille chance, om han så var i stand til at leve op til det, måtte tiden jo vise. ”Godt,” endte hun stille, for hun ønskede trods alt kun hans glæde. Vandet var atter blevet varmere, hvilket kun afslørede den sitren og den varme som hans kærtegn formåede at sætte i hendes indre. Det at Kimeya nu var den der lagde op til det, var noget der kun lettede hende, for det var vel også et tydeligt tegn? Måske det kom lidt bag på hende, men at han pludselig viste sig lysten efter hende, var en tanke hun måtte nyde, særligt fordi hun vidste at hun ikke længere var bære af den mest smukke krop. Det havde aldrig lignet dem at være så forbandet usikre på hinanden, men jo mere han faktisk rørte hende, jo mere sikker blev hun selv i sin sag. Hun lod hovedet dvale an smule mod hans idet han atter trak sig tættere på. ”Det gør jeg,” hviskede hun stille, og plantede et kys mod hans kind, nu hvor han faktisk var inde for rækkevidde. Det at han lod hånden vandre ned over hendes underliv, var noget der fik et suk til at bryde sine læber. Det var virkelig en fantastisk følelse han efterlod hende med, og noget som hun ikke havde følt i lang tid! Hendes hjerte hamrede som aldrig før, det kom hun ikke uden om! Hånden lod hun roligt snige sig bagom hans nakke kun for at trække ham tættere på sig. Hun kunne virkelig ikke få ham tæt nok på sig i øjeblikket! Hun gled en anelse om på siden, så hun selv havde mulighed for at lade hånden stryge langs hans bryst, og ganske stille stryge ned over hans krop..